nr. 195 december 2012 tema: Mellemøsten - Palæstina

Transkript

1 nr. 195 december 2012 tema: Mellemøsten - Palæstina

2 1 Anmeldelser Noter 195 (klik på titlen for at komme direkte til anmeldelsen) Finn Madsen: Det amerikanske samfund i dansk perspektiv. Forlaget Lee sider, 98 kr. Emil Lee Madsen: Rombama USA i et valgår. Forlaget Lee Peter Brøndum & Annegrete Rasmussen: USA s udfordringer. Columbus Birgitte Holten, Marianne Rostgaard m.fl: Europa og de andre. Gyldendal Leif Nordberg: Island nordisk religion, historie og samfund. Frydenlund Ingrid Falktoft Andersen: Færøerne. Historie og samfund, kunst og kultur. Hovedland Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus et al.: 1950 erne. Gads Forlag Janus Graves Rasmussen & Jacob Graves Sørensen: Mellemøsten under forandring baggrund og perspektiver. Columbus Svend Roed Nielsen & Jacob Graves Sørensen: Brasilien en ny stormagt. Columbus Hans Jørgen Kristensen og Per Fibæk Laursen (red.): Gyldendals Metodehåndbog. Gyldendal Bo Kampmann Walther: Computerspil og de nye mediefortællinger. Samfundslitteratur Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur Jesper Asmussen: På historisk rundrejse i Skåne. Den dansk-svenske historie. Forlaget Globe Thomas Asbridge: "Korstogene - kampen om det hellige land". People's Press, Janus Møller Jensen (red.): Korstogsgrøden Nye danske korstogsstudier 2011, Nyborg Slot og Middelaldercentret ved Syddansk Universitet Mogens Herman Hansen: Demokratiets historie. Fra oldtid til nutid. Museum Tusculanum Rasmus Dahlberg: 100 års katastrofer. Når menneske og maskine går fejl af hinanden. Lindhardt og Ringhof Ulrik Langen: Det sorteste hjerte. Politiken 2012.

3 2 Jesper Hjermind og Mette Hjermind CcCall: Titanic De danske fortællinger, Forlaget Viborg Per Andersen & Thomas K. Heebøll-Holm (red.): Saxo og hans samtid, Aarhus Universitetsforlag Kurt Risskov Sørensen (Red.): Nyborg Slot. Kongeborg, fæstning og museum. Nyborg Slot Tahar ben Jelloun: Det arabiske forår. Per Kofod Jørn Hansen og Thomas Skovgaard: De olympiske lege. En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag Michael Busch: Knud og Vera et Stasi-drama. People s Press Iben Bjørnsson: AIC. Arbejderbevægelens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen SFAH Lars Halskov og Jacob Svendsen: Et land i krig. Politikens Forlag Hans Christian Gulløv, Einar Lund Jensen og Kristine Raahauge: Kulturmøder ved Kap Farvel. De østgrønlandske indvandrere og den tyske brødremission i det 19. årh.. Museum Tusculanum Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem... Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland Lemuel Books Søren Peder Sørensen: De ungarske soldater. En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Museet for Varde By og Omegn Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Gyldendal Henning N. Larsen: Modstanden. Valgene der skilte. Om besættelsestidens kampe. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck Ole Stig Andersen: En PETchefs erindringer. Forlaget Sohn Per Herholdt Jensen: Støt kurs. Flåden ved Grønland i 275 år. Nautilus Forlag Peter L. Bergen: Jagten på Osama. Ti år i hælene på Bin Laden. Jyllands-Postens Forlag Mark Bowden: Afslutningen. Mål: Osama bin Laden. Gyldendal Matias Seidelin: Allahs danske krigere i FBI s søgelys. Politikens Forlag 2012.

4 3 Rikke Hyldgaard: Soldaten. I krig og kærlighed. Jyllands-Postens Forlag Ditlev Tamm & Jesper Düring Jørgensen: Kongeloven. Thomæsons Håndskrift. Jurist og Økonomforbundets Forlag Peter Andersen Vinilandicus: Nordens gotiske storhedstid. Syddansk Universitetsforlag 2012 To aktuelle bøger om USA FINN MADSEN: Det amerikanske samfund - i dansk perspektiv, forlaget Lee, 2012, 76 sider, 98 kr. (stor rabat ved køb af klassesæt). EMIL LEE MADSEN: Rombama USA i et valgår, forlaget Lee, 2012, 56 sider, 88 kr. (stor rabat ved køb af klassesæt) I valgåret er der udkommet to interessante bøger fra forlaget Lee, begge i A-4 format med mange flotte farvebilleder og relevante grafer. Det amerikanske samfund giver i 18 små kapitler et meget all round billede af det amerikanske samfund med flere paralleller til det danske og europæiske. Som eksempler kan nævnes det politiske system, velfærdsmodeller, uddannelse og sundhed og sygdom. I sidstnævnte gennemgås det amerikanske sundhedssystem før og efter præsident Obamas sundhedsreform, og i kapitlet om uddannelse får vi med grundigt statistisk belæg en gennemgang af, hvor godt og effektivt det amerikanske uddannelsessystem er i forhold til f.eks. det danske. Således er det tankevækkende, at der procentuelt både er flere med en højere uddannelse og at der er flere, der gennemfører en uddannelse efter grundskolen i USA end i Danmark (henholdsvis og 90-80). I det hele taget er Finn Madsen god til at problematisere de forskellige forhold, og flere gange forsøger han at gøre op med vedtagne myter om, hvor godt vi har det i Europa, og hvor elendige forholdene er i USA. Ofte er der eksempler på, at det forholder sig lige omvendt, og andre gange giver bogen anledning til at diskutere, hvor vidt den ene model er bedre end den anden. Her skal blot nævnes ét blandt mange eksempler. Mens der i Danmark sker ca indbrud per indbyggere, er der i USA kun 700. Der sker dog 5 drab per i USA, kun 1 i Danmark, men mordraten er faldende. I 1990 blev der ifølge FBI myrdet mennesker i USA, mens tallet for 2009 var For en storby med en traditionel høj kriminalitet, Los Angeles, blev der i 1992 myrdet 1092 mennesker, mens tallet i 2010 var faldet til det laveste i 40 år: 291! Det kan der være mange forklaringer på, og Finn Madsen nævner 8 faktorer, hvoraf en af de mere forenklede er simpel matematik: mange forbrydere sidder i fængsler i USA, og dermed falder kriminaliteten! Bogen er meget velegnet til en samtidshistorisk gennemgang af USA og ikke mindst en samfundsfaglig debat. Det udenrigspolitiske aspekt er bevidst udeladt, da forlaget barsler med en nyere udgave af USA i verden det 21. århundrede i amerikansk perspektiv?

5 4 Finn Madsen skriver i forordet, at han bevidst har undladt at bringe en litteraturliste, der ville blive uoverskuelig lang og henviser i stedet for til de omtalte bøger og elektroniske medier i noterne. De mange flotte farvebilleder og nogle fakta bokse gør bogen indbydende, men nogle af fodnoterne er lige lange nok. Dette og ofte anvendte udtryk som dette vil blive behandlet nedenfor eller mere om det nedenfor kan virke forstyrrende og irriterende på læseren. Rombama handler om valgåret 2012 og gennemgår foruden det politiske system og teknikken bag et præsidentvalg emner som arven efter Bush, Obamas Amerika og årets primærvalg Også denne bog bærer præg af stor indsigt i emnet, og efter læsning sidder undertegnede - der mener at have en vis forstand på det amerikanske valg - med fornemmelsen af at være blevet meget klogere. Det er klart, at Rombama er meget relevant til brug i et efterårsforløb om valget i både historie og samfundsfag, men det er tvivlsomt, om skolerne har råd til at investere i mange klassesæt, da bogen ret hurtigt må formodes at blive forældet. Det, der er sket efter 1. juli er således ikke nået at komme med, men Højesteret har erklæret, at Obamas sundhedsreform ikke er i strid med forfatningen, hvilket står ét sted i bogen (s. 49), men er uafklaret to andre steder (s. 21 og s. 46). På grund af kvaliteten i det skrevne, kan det meste genbruges efter valget, og læreren må så supplere med dugfrisk materiale fremover. Afsnittet om Obamas Amerika er både indsigtsfuldt og afbalanceret. Det er samtidshistorie, når det er bedst. Ikke mindst Obama-administrationens tiltag for at redde den truede bilindustri er godt beskrevet. Det samme gælder afsnittet om Tea Party- og Occupy-bevægelserne. Alt i alt to udmærkede og sympatiske udgivelser fra forlaget, og det kan kun anbefales at læse begge bøger hurtigst muligt og helst inden valget i november om muligt. Kai Verner Nielsen

6 5 USA PETER BRØNDUM & ANNEGRETHE RASMUSSEN: USA s udfordringer, Columbus 2012, 245 sider, 216 kr. skolepris 120 kr. Det skal siges med det samme, at dette ikke er en bog, der er lavet med historiefaget for øje. Men Noter s anmelderredaktion går ikke i små sko og vil nødig beskyldes for faglig chauvinisme i disse flerfaglige tider. Især ikke hvis bogen som i dette tilfælde rummer dele, der vedkommer historiefaget. Bogen er lavet til samfundsfag. Temaerne om amerikansk kultur, politik og økonomi lægger sig direkte op af de faglige mål i samfundsfag. Forfatterkombinationen med en lektor fra gymnasieverden og en skribent fra medieverden er et godt match, der gør bogen levende. Sidstnævntes hverdagskendskab til amerikansk samfunds- og kulturliv gøres fagligt brugbart og systematiseres i en række meget undervisningsegnede kapitler. Bogen er rig på modeller, talmateriale, illustrationer og tekstbokse af den slags som især samfundsfagslærere ikke kan få nok af. Men det betyder som nævnt ikke, at den er uden elementer, der er relevante for historiefaget. Beskrivelsen af de amerikanske værdier i form af eksempelvis Frontier-forestillingen med dens fokus på det uafhængige og hårdt arbejdende individ giver en virkelig god historisk forståelse af den særlige amerikanske mentalitet, som eleverne godt kan have lidt svært ved at forstå (kap. 1). Hertil kommer en række spredte beskrivelser af historisk relevans, eksempelvis den meget oplysende tekstboks (2.7) om de to partiers oprindelse og udvikling. De historiske beskrivelser er dog stadig ment som supplement til bogens egentlige samfundsfaglige fokus og der er ingen kildetekster (bortset fra meget korte eksempler fra eksempelvis den amerikanske uafhængighedserklæring). So there you have it brug den som bidrag til historien om amerikansk exceptionalisme, men ikke til historie i sig selv. Sebastian Lang-Jensen

7 6 Hulter til bulter historie Ulrik Grubb, Birgitte Holten, David Kyng, Søren Mentz & Marianne Rostgaard: Europa & de andre. Gyldendal sider. Pris 236,25. kr. Deres ydmyge anmelder har vurderet denne bogs kvaliteter ud fra sin personlige overvejelse om, hvordan han kunne undervise sine elever på grundlag af bogen og de kildetekster, der findes i Europa & de andre. Lad det være sagt med det samme. Jeg ville med enkelte undtagelser ikke kunne bruge denne bog i undervisningen og jeg skal forklare hvorfor. Ideen om at lave en historiebog om Europas sam- og modspil med andre kontinenter og lande er god. Desværre har de 5 forfattere ikke været i stand til at opstille fælles præmisser for, hvordan sådan en idé skulle føres ud i virkeligheden. I indføringen forsøges det at indkredse, hvad den europæiske historie og selvopfattelse består i, og hvordan man har tænkt om andre uden for Europa på 15 små sider. Ser vi bort fra laget af politisk korrekthed i teksten, forsøger man øjensynligt at bygge argumentationen op på begrebet etnocentrisme. Ufrivilligt kommer man til at postulere at der findes fælles europæisk bevidsthed om os og dem helt tilbage til Middelalderen. Den slags generaliseringer har jeg det svært med. Selv i dag kan eksistensen af en sådan drages i tvivl, EU mv. til trods. Præmissen om et fælleseuropæisk ansvar for kolonisering og imperialismen, sådan som det fremstår i bogens afsluttende kapitel, har jeg det også svært med. Kapitlerne fordeler sig kronologisk over opdagelserne, kolonisering, slavehandel, imperialisme, afkolonisering og arven efter europæernes herredømmer. Når man har en ambition om at dække alle disse områder til alle tider og alle lande på ca. 180 sider, skal der en meget skarp pen og en usædvanlig faglig indsigt for at noget sådan kan lade sig gøre. I det her tilfælde går det galt. Ser man bort fra kapitlet om slavehandlen, søger man forgæves efter en rød tråd imellem kapitlerne og også i kapitlerne. Oplysninger og facts formidles uden sammenhæng. Der er ingen fælles begreber, som går igen, og ingen bærende teser omkring Europæerne og de andre. Lad mig give et eksempel: fra s når man at skrive om Kina i 1500-tallet, portugisernes opdagelsesrejser, Mongolerne, Osmanner riget, Moguler riget, Reconquesta en og Columbus. Fra de 15 sider skal der tækkes ca. 5 sider med flotte illustrationer. Værsgo at undervise! Bogens hjemmeside består af 6-10 arbejdsspørgsmål til de enkelte kapitler, hertil kommer spørgsmål til kilderne. Spørgsmålene er relevante og går ofte ud på, at man skal undersøge et fænomen nærmere på nettet. Så vidt jeg kan bedømme giver svarene på disse spørgsmål ikke en større sammenhængende forståelse af Dem/Os problematikken. Redaktøren eller hvem det nu har været har besluttet, at kilderne skal fylde meget lidt. 3-5 kilder på lige så lidt plads kan ikke dokumentere en så omfattende og kompleks historisk periode som fx opdagelsen og

8 7 koloniseringen af såvel Nord- som Sydamerika (behandlet på 20 sider hvorfra der skal trækkes 3-4 sides billedmateriale). Mange kilder er gamle kendinge og måske ikke udvalgt med lige stor omhu hver gang. Det er som sagt ikke en bog, jeg vil anbefale. Den har redigeringsmæssigt mange fællestræk med dele af fokus kernestof i historie serien. Elsker man de bøger, kan man nok godt overveje at kikke nærmere på nærværende bog. Vil man det kan man se den på linket html#/28. Velbekomme! Jørgen Lassen

9 8 Island fra landnam til finansvikinger LEIF NORDBERG: Island nordisk religion, historie og samfund. Frydenlund sider, illustreret, 249 kr. (vejl.) En undervisningsbog om Island er ikke hverdagskost. Og så tilmed i flerfaglig belysning. Alene af den grund kan man godt udnævne den til et godt initiativ. Leif Nordberg gør i forordet opmærksom på, at bogen i første række er skrevet til den tværfaglige undervisning i kultur- og samfundsfagsgruppen på HF, og det er da også fra fagene religion, historie og samfundsfag at det nordatlantiske øsamfund belyses. Men bogen har kvaliteter, der vil gøre den anvendelig også i en række andre sammenhænge, herunder gymnasiale at-forløb. Faget dansk er ikke direkte nævnt i bogens sammenhæng, men den kunne på udmærket vis bidrage til at puste nyt liv i arbejdet med den norrøne litteratur i dansktimerne. De tre bærende fag har fået hver sit hovedafsnit. Det er sikkert en fornuftig dimension, der kan hjælpe eleverne til at fastholde de tre fags særlige genstandsfelt og metoder. Meget tyder på, at tværfaglighed fungerer bedst, når eleverne først har lært at adskille og håndtere de involverede fags særpræg. Den egentlige tværfaglighed må så etableres i selve undervisningssituationen og i opgavearbejdet. Her kunne man ønske sig, at forfatteren havde videregivet nogle af sine erfaringer fra undervisningssituationer, hvor bogens tekster og problemstillinger har været afprøvet. Den religionsfaglige vinkel rummer en fyldig gennemgang af asa-troen med vægt på både myte, kult og riter. Fremstillingen er opbygget i en vekselvirkning mellem faglige introduktioner og forklaringer og så fyldige uddrag af såvel de norrøne kilder som moderne gendigtninger. Det åbner for direkte oplevelser og selvstændige elevanalyser. Det betyder, at læseren og det vil i praksis sige hf- eller gymnasieeleven skal bevæge sig mellem forskellige tekstniveauer. Her havde en noget tydeligere typografisk markering af disse forskelle været til stor nytte. Især skal man være en ganske skarp iagttager for at opdage, hvornår et citat slutter. For den hurtige, lidt overfladiske læser og den slags kan vel forekomme i dagens gymnasieskole vil det hele let løbe sammen. Og det kan faktisk være katastrofalt for det faglige udbytte. Historiedelen tager sit udgangspunkt i en bred gennemgang af vikingetiden, både med hensyn til kildegrundlag, samfundsstruktur og togter. Derefter følger Islands særlige historie fra landnam frem til øen bliver underlagt den norske kongemagt i Det næste store skel er 1874, tusind år efter landnam, da Chr. IX overbringer øen en selvstændig forfatning. Endelig udgør overgangen til selvstændig republik i 1944 det sidste store vendepunkt. Fremstillingen er ført helt frem til den dybe finanskrise i 2008 og dens eftervirkninger. Det er en ganske kvalificeret fremstilling, der giver en glimrende indføring i den lange historiske linje i et samfund, der på en gang har været stærkt isoleret og så alligevel dybt integreret med Europas og især Danmarks historie. Den indledende brede gennemgang af vikingetiden er udtryk for en bestræbelse, der strækker sig hele vejen op gennem historien, nemlig at perspektivere til de danske og europæiske udviklingstræk, der kan forklare den islandske samfundsudvikling. Leif Nordberg bygger på den erfarne lærers viden om, hvor lidt

10 9 historisk bagage, eleverne kan forventes at have med, når de går om bord i bogen. Omkostningen er så, at det bliver en ganske omfattende fremstilling, som eleverne næppe kan kapere i ét langt stræk. Samtidig får den politiske begivenhedshistorie lidt for meget overvægt på bekostning af de lange linjer i levevilkår og kultur. Ret kompleks er gennemgangen af den islandske reformation. Her bliver selv forfatteren så tilpas rundtosset, at han får udnævnt den fromme lutheraner, Peder Palladius, til noget så katolsk som ærkebiskop (s.116). Samfundsdelen tager sit udgangspunkt i en meget funktionsdygtig model, der sondrer mellem tre samfundstyper: det traditionelle, det moderne og det postmoderne. Den kan bidrage til et godt overblik over historien. Netop derfor er det lidt ærgerligt, at livsform og ernæring ikke fylder lidt mere i den historiske gennemgang. I øvrigt rummer samfundsdelen en række af fagets generelle begreber, belagt med velvalgte islandske eksempler, der ofte peger tilbage på den historiske sammenhæng. Desværre må man savne register samt kilde- og litteraturfortegnelse. Det er ret uheldigt for kommende opgaveskrivere. Til gengæld er der et fyldigt historisk kildemateriale på Forhåbentlig vil mange få øje på bogen. Leif Nordbergs Island er et veltilrettelagt tilbud om at give eleverne indsigt i en kulturbaggrund og en samfundsudvikling, der også bidrager til en forståelse af Danmarks og Europas historie. Knud Holch Andersen

11 10 Alt om Færøerne INGRID FALKTOFT ANDERSEN: Færøerne. Historie og samfund, kunst og kultur. 281 sider, rigt illustreret. Forlaget Hovedland 2012, 249 kr. Som titlen fortæller, er dette ikke kun en historiebog. Den første halvdel af bogen behandler Færøernes historie og samfundsforhold, den anden del har overskriften Kunsten og behandler emnerne litteratur, billedkunst, arkitektur samt musik og teater. Det historiske afsnit begynder med geologien, men derefter kommer en grundig behandling af landnamstiden og vikingetiden. Herfra går forfatteren over til kirken og dens historie. Endelig erhvervslivet, hvor hver erhvervsgren får sit kapitel: landbrug, fiskeri, grindefangst, handel osv. Hver gang begynder forfatteren med de allerældste forhold og bevæger sig derfra frem mod nutiden. Til sidst et afsnit med forfatningsmæssige forhold, hvor hun igen begynder med de ældste tider og slutter med et langt kapitel om vejen mod en mulig selvstændighed. I afsnittene om kunsten bruger hun samme fremgangsmåde: hun begynder med det ældste og slutter med de nutidige kunstnere inden for de forskellige genrer. Rigtig mange bliver omtalt, og hun har noget pænt at sige om dem alle sammen. Ud over hovedteksten indeholder bogen en række sider med blå grundfarve. Her er der tekst og billeder om emner der ikke behandles i hovedteksten, f.eks. færødansen. Der er en meget omfattende litteraturliste, men ingen noter eller henvisninger. Der er desværre heller intet indeks. Da indholdsfortegnelsen er meget kortfattet, er det svært at finde et bestemt emne i bogen. Man skal sidde og bladre i litteraturafsnittet for at finde en bestemt forfatter. Man skal sidde og skimme afsnittene om selvstyre for at finde et politisk parti eller en politiker. Og man skal være heldig for at finde Klaksvigkonflikten fra midten af 1950 erne på en af de blå sider. For en historielærer rummer bogen tre afsnit af interesse. Det første handler om landnam og vikingetid. Det andet handler om erhvervslivet og omstillingen fra de traditionelle erhverv. Det tredje handler om selvstyrespørgsmålet. Men netop om det sidste emne falder det i øjnene, at bogen er uden skarpe kanter. Forfatteren refererer forskellige holdninger, men tager ikke stilling selv. Bogen er refererende, ikke analyserende. Bogen får nævnt alle personer af betydning, men forfatteren bliver næppe uvenner med nogen på grund af det hun har skrevet. Forfatteren arrangerer selv rejser til øerne, og bogen vil være velegnet som læsning inden en rejse til Nordatlanten. Efter at have læst bogen kan man snakke med om alle emner angående Færøerne. Jørgen Krøigård

12 erne 1950 erne - med bidrag af Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus, Hans Hertel, Pernille Stensgaard, Nils Arne Sørensen, Rasmus Mariager, Michael Fjeldsøe, Morten Michelsen, Jens Tang Kristiansen og Liza Burmeister Kaaring, Gads forlag sider, 249 kr. Kulturfestivalen Golden Days har i år 1950 erne som tema, og Gads Forlag har som optakt hertil udgivet en antologi som appetitvækker. Den er disponeret i to sammenflettede spor: den ene del indeholder en række historiske - og kulturelle artikler/essays og den anden en samling mere personlige erindringshistorier fra flere fremtrædende danske forfattere, der netop havde deres Golden Days (læs teenageår) i 1950 erne, i alt ca. 200 sider i stort format med mange smukke illustrationer (ofte i hele sider) fra 1950'ernes Danmark. Tilsammen giver artiklerne et nuanceret og mange-facetteret billede fra de helt personlige og intime oplevelser til forskerens helikopterperspektiv af et lidt gådefuldt årti, der på den ene side er blevet lidt glemt imellem 40 ernes krig og 60 ernes glæde, men på den anden side også har et gyldent, nostalgisk skær over sig de gode gamle dage. Artiklerne er dog af svingende kvalitet. Især falder journalisten Pernille Stensgaards noget ligegyldige og overfladiske introduktionsartikel i øjnene, men det er måske rigtigt set fra forlæggerens side at starte i den lette ende med mere underholdning end indhold. På samme måde kunne jeg aldrig fanges af Maria Marcus erindringer om ungdommens orgasmejagt i Paris. Jeg har faktisk lidt svært ved at se erindringsartiklens relevans, ikke mindst fordi forfatterens tilsyneladende noget flagrende liv står i usammenhængende stor kontrast til samme artikels påstand om, at 1950'erne var et gråt årti... stilheden før stormen i 1960'erne. Anderledes tyngde har Nils Arne Sørensens faghistoriske artikel. Han er som altid en blændende formidler af det historiske stof hvem husker ikke hans fremragende værk Den store krig - og det lever han op til i sin artikel til denne bog, hvor han behandler den inspiration de fleste danskere hentede i USA i denne periode. Rasmus Mariagers artikel om den kolde krigs iskolde 1950'ere er i forlængelse heraf lidt mindre interessant, ikke mindst fordi, der for faghistorikeren ikke er meget nyt at finde den fortælling er skrevet mange gange før fra diverse gymnasiebøger over Villaumes disputats til danmarkshistorier herunder den efter min mening fremragende Dansk udenrigspolitiks historie. Antologien er dog bedst i Hans Hertel og ikke mindst Klaus Rifbjergs erindringsfortællinger. Hertel har en fantastisk personlig gnist i sin artikel om sin soldatertid set i den kolde krigs perspektiv, og Rifbjerg viser endnu engang, at han er Danmarks største nulevende forfatter. Han formår at blande sin egen ungdomshistorie fra universitetstiden i USA med de store kulturpolitiske spørgsmål i perioden på fremragende vis han skaber med denne artikel en fantastisk historisk bevidsthed for læseren, som var en øjenåbner for mig, som naturligvis aldrig vil komme til at kende perioden på egen krop fedt! I sammenligning hermed virker Reintofts artikel noget mere klichepræget, men i en individualistisk tidsalder er det altid en fornøjelse at fornemme hendes sociale og solidariske engagement.

13 12 Alt i alt en læseværdig antologi, som både indeholder lyspunkter og passager man læser lettere hen over. Det siger dog næsten sig selv, at det ikke er relevant stof for vores elever i gymnasiet. Deres historiske grundviden er ikke stor nok til at få udbytte af artiklerne, og de personlige fortællinger og erindringslitteratur i det hele taget, er der jo ikke meget tradition for at bruge i historieundervisningen det er der vel vanskeligt tid til. På den anden side kunne man prøve at få dansklæreren til at læse Rifbjergs fortælling med eleverne det ville være en god introduktion til perioden samtidig med, at man i en dansktime eller to kunne få sig en god genre- og metodesnak. Anders Bærholm Frikke

14 13 En topaktuel, vigtig undervisningsbog bare ikke til historie JANUS GRAVES RASMUSSEN & JACOB GRAVES RASMUSSEN: Mellemøsten under forandring. Forlaget Columbus 2012, 128 sider, skolepris kr. 109 (eks moms). Selvom forfatterne i forordet mere end antyder, at bogen kan anvendes til historieundervisning, er og bliver denne bog en bog til undervisning i samfundsfag. Men når det er sagt, er det en fremragende lille bog om et højaktuelt emne: Mellemøstens sammensatte samfund. Når bogen alligevel fortjener en anmeldelse her i bladet, skyldes det dens aktualitet, som inviterer til spændende samarbejder mellem historie og samfundsfag. Bogen binder således på overskuelig vis Mellemøstlandenes politiske historie sammen med nutidens demokratiske og økonomiske udfordringer. Samtidig undgår forfatterne kløgtigt at komme med risikable forudsigelser om den nuværende udvikling, for i stedet at koncentrere sig om de grundlæggende økonomiske, politiske, sociologiske - og historiske årsager til, at Mellemøsten er en region i forandring. Bogen henvender sig som sagt til undervisningen i samfundsfag, på B- og A-niveau, men udvalgte dele af den kan, efter min mening, anvendes på C-niveau, hvis nogle KS-lærere skulle få den lyse idé at lave et fælles tema om de igangværende, mere eller mindre demokratiske, samfundsforandringer i Mellemøsten. Forfatterne starter klogeligt med at forbinde nutidens udfordringer med fortidens forandringer. Således indledes bogen med en 9 siders Pixi-udgave af Mellemøstens og arabernes historie fra Muhammeds indtog i Mekka til den 2. Golfkrig. Herefter tages der noget mere grundigt fat på div. autoritære styrers magtgrundlag. Her bringes en række centrale politologiske og sociologiske begreber i spil, og giver på udmærket vis eleven mulighed for både at forstå og analysere, hvorfor regionens autokratier har kunnet overleve uimodsagt så længe. Også de interessante økonomiske strukturer, der kendetegner oliestaternes forvaltning af store råstofbaserede indtjening, behandles. Og læserne introduceres, med bl.a. et sigende billede af Moammar Gadaffi, til begrebet Kleptokrat. De store forskelle mellem rig og fattig, indfødt og fremmedarbejder, uddannet og analfabet, arbejdsløs og arbejdende sættes fint ind i en forståelse af brudlinjerne i landene i regionen. Til slut lægges fokus på regionens konflikter og geostrategiske betydning internationalt. En rigtig god bog om et aktuelt emne, dog mest til samfundsfag. Jeg ville i mit indre ønske, at bogens dygtige forfattere ville finde en kollega, som underviser i både historie og religion, og sammen lave en undervisningsbog til KS om netop dette oplagte emne. Morten Lundberg

15 14 Brasilien SVEND ROED NIELSEN & JACOB GRAVES SØRENSEN: Brasilien en ny stormagt. Columbus sider, 216 kr. skolepris 120 kr. Den nye verden, vi står over for, giver udfordringer, men også nye muligheder. Meget er usikkert, men ét er sikkert: vi må prøve at forstå den nye verden og de nye stærke aktører bedre. Kun derved kan vi lægge en linje, hvor Danmark kan føre en aktivistisk udenrigspolitik, hvor der forhåbentlig bliver mindre behov for deltagelse i væbnet intervention i verdens brændpunkter og i stedet flere ressourcer til at opbygge et styrket samarbejde og tættere alliancer med ikke bare vore traditionelle partnere EU og USA men også med de nye globale aktører, herunder Brasilien. (s. 155) Brasilien har i dag verdens 5. største befolkning og verdens 6. største økonomi. Ovennævnte slutcitat fra Svend Roed Nielsens og Jacob Graves Sørensens bog om Brasilien kan tjene som et argument for, at det er yderst relevant at beskæftige sig med BRIK-landet Brasilien i forbindelse med kernestofpunkterne i dag: Det globale samfund. De to forfattere har udgivet en yderst velskrevet lærebog om det moderne Brasilien. Bogen er skrevet til samfundsfag A, men fordi historiefaget jo også står med et ben i det samfundsvidenskabelige fakultet, er der meget materiale og inspiration at hente til historieundervisningen i bogen. Bogen indledes med en kort (20 sider) oversigt over Brasiliens historie fra opdagelsestiden til i dag. De første sider i den historiske fremstilling rummer ikke meget nyt stof for historielæreren - de omhandler jo den periode, mange af os traditionelt beskæftiger os med Sydamerikas historie i. Afsnittet løftes imidlertid af meget velvalgte kort og statistikker, f.eks. over Portugals og Spaniens kolonisering af Sydamerika (Figur 1.4), slaveimport fra Afrika (Tabel 1.1.), den sidste tabel forbilledligt illustreret i kortet over trekanthandelen i 1700-tallet (Figur 1.5), hvor pilenes tykkelse understreger, hvorfor Brasilien i dag er det land med den største befolkning af afrikansk oprindelse, næstefter Nigeria. De næste hovedafsnit følger de fire hovedområder i samfundsfag: Politik, økonomi, sociale forhold og international politik. I afsnittet om det politiske system i Brasilien er bogen en decideret samfundsfaglig lærebog, der gennemgår samfundsfaglige teorier og modeller ud fra brasiliansk empiri. Af særlig interesse her er Figur 2.2, der sammenligner Brasiliens, USA's og Danmarks politiske systemer - en figur, der uddybes i kapitlets brødtekst. I dette afsnit finder man også gode underafsnit om pressens, mediernes og korruptionsbekæmpelsens betydning. Hovedafsnittet om Brasiliens økonomi bærer ligeledes præg af at være skrevet til en samfundsfaglig lærebog. Af interesse for historielæreren vil jeg specielt fremhæve gennemgangen af Handelsteorier (Figur 3.7) fra Adam Smith til Krugman, Prognosen for BRIK-landenes henten ind på og overhaling af de gamle økonomier (Figur 3.31) og underafsnittet om Lulaismen som økonomisk model (s.99).

16 15 I Sociale forhold i Brasilien lægger forfatterne særlig vægt på uddannelsesfælden, der betyder, at fattige brasilianere, henvist til de dårlige offentlige folkeskoler, ikke får mulighed for at bestå adgangsprøven til de gratis offentlige universiteter og i stedet er henvist til de dårlige private universiteter, de ikke har råd til...(figur 4.6). Brasilien ligger værre end Danmark i Pisa-undersøgelserne. Uddannelse er et område, Brasilien bør satse på, fremhæver forfatterne, også som en del af bekæmpelsen af den meget høje personkriminalitet. I bogens afsnit om de sociale forhold i Brasilien rammes en pæl gennem billedet af Brasilien som et land uden raceproblemer, men regeringens indsats på området fremhæves. Bogens afsluttende afsnit om Brasiliens udenrigspolitik ville jeg meget gerne have lejlighed til at inddrage direkte i historieundervisningen som alternativ til de eurocentriske fremstillinger, der præger mange af vores lærebøger. Her finder man en kort og klar gennemgang af hovedteorierne realisme/neorealisme og idealisme/neoidealismen, og Brasiliens udenrigspolitik sættes i relation til teorierne. Med Brasilien som hovedaktør møder læseren foruden forskellige sydamerikanske samarbejdsorganisationer oversigter over Brasiliens forhold til FN, til USA, - set i forhold til USA's forskellige udenrigspolitiske målsætninger, til Kina, til BRIK-landene og til G20 samarbejdet. Brasilien en ny stormagt har en hjemmeside med grundige kontrolspørgsmål til læsningen - og mulighed for at downloade bogens figurer. Da Brasilien en ny stormagt primært er skrevet til samfundsfag, vil jeg ikke anbefale den som klassesæt, men i stedet til historielærerens reol, - men måske kunne vi lokke vores samfundsfagskolleger til at tage den hjem? Anne Melillo

17 16 Metodehåndbog HANS JØRGEN KRISTENSEN & PER FIBÆK LAURSEN (red.): Gyldendals Metodehåndbog - Metoder til undervisning og pædagogisk ledelse, Gyldendals Lærerbibliotek 2012, 351 sider, 374 kr. Som underviser i gymnasieskolen er det relevant en gang imellem at kigge op fra sine læreplaner og reflektere over sine didaktiske valg. Det gør vi vel alle sammen fra tid til anden, men der er ikke altid megen konkret støtte at hente i litteraturen, hvis man vil udvikle sin praksis. Pædagogikumkandidater og andre, der har været igennem den mølle for nyligt, kender naturligvis til Gymnasiepædagogik en grundbog, som er fast læsning på kurserne, men mange har nok oplevet, at indsigt i Ziehe, Vygotsky og Klafki jo nok er vældig relevant læsning, men også at disse teoretikere ligger et vist stykke fra hverdagen med kanon, retning af opgaver og Facebook i undervisningen. I den forstand er der væsentligt mere hjælp at hente i vores egen Historiedidaktik, som kommer tæt på de udfordringer, vi sidder med til hverdag. Nu er der dog kommet et bud på hjælp i form af Gyldendals Metodehåndbog. Den har til mål at give konkrete værktøjer til den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen i den forstand, at den fokuserer mere på metode end på didaktik (ikke at disse to kan skilles ad). I deres egen formulering beskriver de forskellen således, at didaktikken skal svare på planlægningsspørgsmål om hvad, der skal undervises i og hvorfor, mens metodikken handler om spørgsmålet vedrørende hvordan. Bogen tilbyder gennem 28 artikler en bred vifte af håndgribelige tilgange til undervisning indenfor hele fagrækken, og der er mange gode tanker som fx i Storylinemetoden, hvor man arbejder med forholdet mellem italesættelse af elevernes forforståelse og deres evne til interaktiv og i indbyrdes dialog at opstille problemstillinger, skabe ny viden og reflektere over egen læreproces. Det er ikke nyt, men det er opstillet på en særdeles hensigtsmæssig måde, der gør den ganske let operationaliserbar. Det skal noteres, at bogen er rettet mod undervisere i Folkeskolen, men flere kapitler har nogle gode overvejelser, som sagtens kan overføres uafhængigt af aldersforskelle og forskelle i læreplaner. Relevant for læsere af dette tidskrift er artiklen om kildekritik, som er forfattet af Jens Aage Poulsen fra University College Lillebælt. Artiklen starter som sådan ganske udmærket med en beskrivelse af nødvendigheden af det funktionelle kildebegreb, som Poulsen beskriver potentielle kilder. Det er ikke nyt stof på nogen måder, men der bliver introduceret en tilgang til historien, som lægger en god basis for underviseres tilgang til historieforståelse, som den er påkrævet af vores læreplan i gymnasiet. Desværre går disse gode tanker lidt til grunde, når Poulsen så skal blive konkret, for her udvises en noget firkantet opfattelse af kildebegrebet, hvor han nærmest kommer til at stå på mål for, at kilder uden tydelig ophavsmand ikke er anvendelige og bør kasseres. Muligvis (og forhåbentlig) er det ikke det, der menes, men sådan kommer det immervæk til at se ud. Og endelig tabes den funktionelle tilgang på jorden, når metoden så skal foldes ud, for her lægges en særdeles skematisk analysemodel for forskellige kildetyper op, der i højere grad lukker end åbner op for kildens muligheder. Poulsen angiver, at eleverne efter endt (og

18 17 omfangsrig) vandring gennem analyseskemaet skal tage stilling til, hvad kilden kan bruges til, men det er af undertegnedes overbevisning, at ethvert interessant spørgsmål, man måtte have haft inden analysen, går til grunde i denne proces. Ligeledes bliver det lige bombastisk nok, når der ikke åbnes op for, at en kilde kan være både levn og beretning, men at der er tale om et enten eller. Her er der jo netop ikke fokus på det stillede spørgsmål, men i stedet en positivistisk opfattelse af en kildes værdi. Det er meget muligt, at disse lidt mindre smidige opfattelser af historisk metode har sin grund i forskellen mellem Folkeskolen og gymnasiet. Det ville være forståeligt - om end lidt trist. Det betyder dog nok, at denne udgivelse i forhold til afsnittet og historiefaget er knapt så relevant for vores hverdag, og her har vi heldigvis vores egen historiedidaktik at falde tilbage på. Men det skal på ingen måde afskrive bogens kvaliteter, som har mange ting at tilbyde på det almene pædagogiske plan. Mads Blom

19 18 Ludificeringen af medierne BO KAMPMANN WALTHER: Computerspil og de nye mediefortællinger, Samfundslitteratur 2012, 192 sider, 228 kr. I denne bog analyserer medieforskeren og fodboldskribenten Ph.d. Bo Walter (f. 1967) i seks kapilter spiltankegangens prægning af medierne og vores måde at bruge dem på. Hvordan man øger interaktiviteten er et meget relevant emne i historieundervisningen, men bortset fra et kort teoretisk kapitel udfolder Bo Walther sig desværre mest inden for genrer de fleste ikke bruger i undervisningen. Selvom computerspil, spillefilm eller TV-serier kan inddrages i undervisningen skal man være mere subtil end denne anmelder, for at se den store relevans i at spille Counterstrike, se the Matrix eller undersøge Oceanic Six, som er blandt de eksempler som Bo Walter går i dybden med. Kort sag har denne bog et interessant emne og flere interessante analyser. De er bare mindre relevante i historieundervisningen og anbefales derfor kun de kolleger som også underviser i dansk eller mediefag. Håndbog i dokumentarfilm IB BONDEBJERG: Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur 2012, 500 sider, 338 kr. Professor i film- og medievidenskab Ib Bondebjerg (f. 1947) har skrevet denne håndbog om dansk dokumentarfilm i det 20. århundrede. Bogen er tematisk opdelt og gennemgår i 24 kapitler hvordan dokumentarfilm har behandlet en række forskellige emner. Flere af disse har en historisk og samfundsmæssig vinkel og dette gælder fra små emner fra hverdagen som familiebilleder til politiske film om store emner som danmarksfilm. Tilgangen betyder at den enkelte dokumentarfilm kan blive nævnte flere steder, men som håndbog er det en lille pris at betale. Bogen er nemlig et meget fint inspirationskatalog, hvis man gerne vil inddrage film i undervisningen. Man behøver endda ikke se dem, da bogen har et kort referat af de film den omtaler og gennem små analyser samtidig fremhæver de problemstillinger dokumentarerne dækker. Rasmus Østergaard Eneste større anke er, det ikke uddybes hvordan man skaffer de mange film man får lyst til at se, men mon ikke filmstriben er leveringsdygtig i nogen af dem? Bogen anbefales til skolens bibliotek som et nyttigt opslagsværk. Rasmus Østergaard

20 19 Historisk rundrejse i Skåne JESPER ASMUSSEN: På historisk rundrejse i Skåne den dansk-svenske historie. Forlaget Globe sider, 299 kr. Det er en stort anlagt guidebog til Skåne, Jesper Asmussen har forfattet. Bogen er på 256 sider og i stort format, så det er guide, som mere inviterer til at blive læst hjemme i lænestolen end på lokaliteten. Bogens fysiske vægt er betragtelig. Idéen med bogen er at lave en introduktion til lokaliteter i Skåne, som har relation til den dansk-svenske historie, men bogen indeholder mere end titlen angiver. Blandt de omtalte lokaliteter er der også steder i Blekinge, Halland og Småland, og der er ligeledes medtaget en række steder på Bornholm og i Nordsjælland. Derudover afsluttes bogen med en Københavnertur til steder, som også relaterer til den dansk-svenske historie. I alt 154 lokaliteter omtales i bogen, og dertil kommer Københavnsafsnittet. De er alle overskueligt markeret på et kort med ruteforslag, placeret som forsats i bogen. Den samlede rute er på ca km, hvilket med besøg på alle lokaliteterne kan fylde en betragtelig del af en sommerferie, men bogen er heldigvis opbygget, så hver enkelt beskrivelse fremstår som en helhed og uafhængig af de øvrige. Som hovedregel er hver enkelt lokalitet behandlet på én side, som grafisk fremtræder særdeles indbydende. Siden er forsynet med et kort, 2-3 farvefotos, og en stregkode, som kan aflæses med en mobiltelefon og giver en henvisning til Google Maps. Teksten fylder omkring en halv side og giver en udmærket introduktion til de historiske, kulturelle og naturmæssige forhold, som er interessante det pågældende sted. Der er ikke grundige gennemgange af bygningsværker eller kunstværker, de må findes på anden måde. Bogen er en meget inspirerende hjælp til planlægning af ture til spændende steder i Skåne og omegn. For den danske læser er Københavnsafsnittet mindre relevant, her er det nemt at finde mere uddybende stof andetsteds. Men da bogen er udkommet på både dansk og svensk, er afsnittet måske mere tænkt til den svenske læser. Det eneste uhensigtsmæssige ved bogen er, at den både i opslagene og på kortene bruger de gamle danske stednavne med de svenske navne kun nævnt i parentes i teksten. Det er uhensigtsmæssigt, fordi både vejkort og GPS selvfølgelig bruger de svenske navne, så det havde været mere læservenligt at skrive de svenske navne først og give de danske i parentes. Bente Thomsen

21 20 Korstogene hører hjemme i fortiden! THOMAS ASBRIDGE: Korstogene kampen om det hellige land. Peoples Press sider, ill. vejl. pris: 500 kr. Asbridges projekt er på sin vis ambitiøst. Han vil afdække, hvem der egentlig vandt. Men nok så vigtigt vil han søge svar på spørgsmålet om, hvorfor disse ældgamle stridigheder stadig synes at kaste skygger over verden den dag i dag (s. 18). Trods skikkelser som kejser Konstantin og Karl den Store fremstår det postromerske Europa særdeles fragmenteret. Trods titler som greve og hertug var der ofte tale om, at krigsherrer uden større loyalitet over for nogen fyrste melede deres respektive rævekager i et kaos af vold, modvold, blodhævn og allehånde overgreb. Hovedparten af befolkningen levede hele livet som analfabeter i lokalsamfundet med overlevelse som den altoverskyggende interesse. I løbet af højmiddelalderen kom der imidlertid sikre tegn på udvikling og ekspansion. Urbaniseringen tog så småt fart og førte til en opblomstring for pengeøkonomien. Handelen ekspanderede og medførte, at verden blev større. Man løftede blikket. Og derude så man den arabisk-islamiske verden med dens centre for rigdom, kultur og militær magt. Vesten var efterhånden gennemkristnet, og herskerne regerede i Guds navn. På denne baggrund fødtes korstogene. De var med til at styrke skiftende pavers vaklende magt, og de styrkede de deltagende monarkers. De blev en kristen hellig krig, der bl.a. gav deltagerne løfte om den frelse, der for den tids kristne var meget afgørende. Samtidig skulle de tjene til at sikre pavestolen dens gudgivne ret til overherredømme. Urban 2. var den første pave, der havde held med at sætte korstogsbevægelse i skred. For den tids gennemkristnede tankegang medførte det, at selv den største slyngel kunne slippe fri af den truende skærsild ved at drage i hellig krig eller i det mindste love det. Med Urban 2. kom Cluny og dens aflæggere i fokus i forbindelse med den omfattende religiøse og militære mobilisering. Op gennem 1100-tallet førtes en langstrakt teologisk debat, om hvorvidt en sådan krigsførelse var forenelig med det kristne budskab. For Gregor 7. lykkedes projektet nogenlunde. Derefter syntes det kun at være et spørgsmål om timing af mobiliseringen. Projektet var erobring af Jerusalem og Det hellige Land. Den islamiske grundkonflikt mellem sunnimuslimer og shiamuslimer lettede vejen for korstogene. Set med muslimske øjne var Mellemøsten længe en perifer region. Deltagelse i jihad kom imidlertid omkring 800 til at være den sikre vej til Paradis også for muslimerne. Urban 2.s berømte prædiken i 1095 uden for Clermont blev startskuddet. Hans påstand om at den kristne verden befandt sig i en yderst faretruende situation (s. 47) hvilede på et mildest talt løst grundlag; men timingen var perfekt. I stedet dæmoniserede han effektivt fjenden. Med løftet om syndsforladelse ramte han plet, skønt begrebet hurtigt blev udvidet fra den jordiske afstraffelse til at handle om en mere himmelsk udgave med direkte adgang til Paradis.

22 21 Efter det 1. Korstogs delvise succes følger vi så, under Asbridges særdeles kyndige ledelse, de følgende korstog udførligt med en ganske ædruelig brug af det stærkt svingende kildemateriale. Som en del af dette får vi beretningerne om korsfarerfyrstendømmernes ret tumultuariske historie. Mellemøsten udviste ikke bare idelige og hyppigt blodige kampe både eksterne konflikter og borgerkrige de udviste også en ikke ringe grad af fredelig sameksistens mellem medlemmerne af områdets patchworktæppe af kristne, muslimske, armenske og jødiske trosretninger af alle tænkelige slags. En væsentlig katalysator for den tilbagevendende fred var handel. Økonomiske interesser har altid kunnet give såvel krig som fred. De norditalienske handelsbyer var i denne sammenhæng væsentlige aktører. Selv Saladin ( den hellige krigs frontkæmper - s. 198) knyttede tætte forbindelser til de norditalienske købmænd. I 1187 gik det galt, helt galt for de kristne. Jerusalem blev erobret og alt smuldrede. Det 3. Korstog med dets kongelige deltagelse rettede for en tid op på problemerne; men de efterfølgende korstog forlod hovedsporet helt. Det 4. Korstogs erobring af Konstantinopel taler sit tydelige sprog. De stærkt reducerede kristne stater i området blev mere og mere handelsorienterede stort set i samarbejde med deres muslimske naboer. Den omfattende udveksling af kultur, kunst og videnskab havde spillet en stor rolle i den gensidige forståelse. Den ultimative herskerklasse i de latinskkristne fyrstendømmer havde været af frankisk oprindelse fra Normandiet eller Sicilien. Deres slægtsmæssige relationer var så sammenvævede som i et nordjysk landsbysamfund i ældre tid. Det gav en velkendt basis for alliancer og stridigheder. Med tiden udvandedes disse relationer imidlertid. Nye kom til, ridderordnerne etablerede sig i området. Men 1291 var det hele så forbi. De sidste kristne besiddelser blev løbet over ende. I de mellemliggende århundreder har man så fra begge sider (en håbløs forenkling i øvrigt) brugt og misbrugt historien efter forgodtbefindende. Lader man hånt om fakta, kan alt bruges i en retorisk kappestrid og som legitimering af hvad som helst. Såvel Hafiz al-assad og bin Laden som Saddam Hussein brugte skamløst Saladin. Reagan og begge Bush er førte korstog. Asbridges pointe er klart, at korstogene bør placeres der, hvor de hører hjemme: i fortiden (s. 700). Asbridge gør med sans for både detaljen og overblikket flot rede for de komplicerede faser i såvel vestens som den muslimske verdens historier. Han viger ikke tilbage for at tage stilling. Ganske som Meyer i Tudors (tidligere anmeldt her) fordømmer han svig og egoisme og hylder talent, loyalitet og handlekraft. Som Meyer gør han det åbent. Det synes at være en trend i moderne historieskrivning. Når det administreres med skønsomhed, som hos Asbridge, er det med til at give fremstillingen liv. Asbridge håndterer ligeledes kildematerialet forbilledligt, idet han gang på gang lægger det afvejende frem. De 47 s. diskuterende noter understreger dette indtryk. Et omhyggeligt register øger værkets brugsværdi væsentligt. De mange, velvalgte illustrationer er samlet i én overskuelig sektion. Om det er Asbridge eller oversætteren, Morten Andersen, der har ansvaret for nogle stilbrud i form af sproglige smartheder, kan anmelderen ikke afgøre. Men fremstillingen er generelt særdeles levende. Efter moderne forhold er der herligt få smuttere i korrekturen. Martin Salmonsen

23 22 Fem fortællinger fra Europas randområde JANUS MØLLER JENSEN (red.): Korstogsgrøden. Nyere danske korstogsstudier (mindre skrifter udgivet af Middelaldercenteret ved Syddansk Universitet 28), Nyborg Slot 2011, 156 sider, 100 kr. I dette lille interessante hæfte har fem historikere behandlet emner inden for dansk korstogsforskning. Blandt de mere traditionelle emner er artiklerne af Janus M. Jensen om korstogenes rolle i dansk historiskrivning og Brian Olsens forsøg på at komme med en brugbar definition på et korstog. De næste tre artikler er lidt mere specielle og vil derfor blive kort omtalt. I Per Seeskos artikel analyseres, hvordan de danske kongers korstogsaktivitet i 12- og 1300-tallets helgenlitteratur bliver opfattet som at de går i Kristus fodspor snarere end at jagter på økonomisk gevinst. Mere rettet mod undervisning er Bjarke Lysters artikel om korstogenes rolle i Saxos Gesta Danorum. Her påpeges det at korstogene mod venderne blev set som en parallel til korstogene mod Jerusalem, men samtidig fremgår det flere gange at Absalon og Valdemar er vigtigere for Saxo end korstogene. Endelig slutter Brian Pedersen samlingen af med historien om Prins Svend, der som korstogsmyte indgår i dansk og europæisk opfattelse helt tilbage fra det første korstog, selv om ingen vist aner om han overhovedet har eksisteret. Vi følger udviklingen i opfattelsen af prins Svend, men med nationalismens komme er der ikke længere ikke plads til kongesønner som dør langt hjemmefra og han erstattes derfor af Holger Danske som nationalhelt. Der er kort sagt en række gode artikler, som har en længde så de kan bruges til både opgaver og i den daglige undervisning. Bogen anbefales hermed til skolens bibliotek. Rasmus Østergaard

24 23 Et notefyldt standardværk MOGENS HERMAN HANSEN: Demokratiets historie. Fra oldtid til nutid. Museum Tusculanum sider, 275 kr. Der er få andre end Mogens Hermann Hansen som kan skrive bogen om demokratiets historie. Historikeren og filologen har gennem en menneskealder forsket i det antikke demokrati og i det seneste årti har han også set på det moderne demokrati. Han har tidligere udgivet "Demokrati som styreform" og man kan sagtens opfatte nærværende værk som opfølger på dette. Sidste kapitel i bogen er ifølge MHH selv, et appendix til førnævnte bog. Bogen er, ud over opdelingen i hovedafsnit og appendix, delt i tre. Første del omhandler det antikke demokrati, med særligt fokus på Athen, hvor MHH tager udgangspunkt i sin mangeårige forskning. Anden del har en mere idéhistorisk/filosofisk vinkel idet det omhandler perioden fra det antikke demokrati til det moderne. Netop fordi der i denne periode ikke eksisterede demokrati noget sted i verdenen, omhandler det udelukkende analysen af demokratiet set i perioden og de begyndende demokratiske tankegange inden vi får de første demokratier igen. Sidste og absolut længste kapitel handler om det moderne demokrati. Det bliver behandlet dels kronologisk og dels geografisk. Det antikke demokrati Første kapitel af bogen er en velskrevet og forkortet udgave af MHH s tidligere arbejde med det antikke demokrati. Han fremhæver de vigtigste personer og perioder i demokratiets udvikling, og får derigennem både nævnt Solon, Kleithenes og Perikles. Ligesom han koncentrerer sin fremstilling om det klassiske Athen fra ca. 479 til 323 f. kr. Han får fint fremhævet de institutioner som demokratiet bestod af og hvilken funktion de havde. Hele eller dele af kapitlet kan med fordel bruges direkte i undervisningen, især på andet og tredje år. Kapitlet bliver fornemt sluttet af med filosoffernes kritik af demokratiet, hvor de vigtigste pointer i Platon, Aristoteles og Polybios pointer bliver fremhævet. Et element som er slående hele bogen i gennem er mængden af noter. På bogens blot 191 første sider rammer vi 1104 noter. MHH har bevidst valgt at placere dem i slutningen af afsnittet, således at de ikke forstyrrer læsningen. Antallet af noter viser den grad af omhu forfatteren har lagt i dette værk. Selv om første afsnit i høj grad er baseret på hans egne tolkninger, vælger han alligevel at notere hvor han har enhver viden og tolkning fra. Det gør sig naturligvis også gældende når han i de senere afsnit, benytter sig af andres forskning og tolkning. Mellemperioden Fordi det antikke demokrati reelt slutter i løbet af romertiden, har MHH valgt at starte mellemperioden med Cicero. Kapitlet er et letlæst overblik der strækker sig over 1700 år, hvor centrale personer som Cicero, Thomas Aquinas, Machiavelli, Bodin samt de klassiske oplysningsfilosoffer. Hvorvidt det er brugbart direkte i undervisningen er jeg ikke sikker på, idet det i nogen grad kræver lidt forhåndsviden om perioderne, og det måske ville være mere interessant at læse kilder fra de nævnte forfattere. Evt. kunne dele af kapitlet bruges som ressourcetekst som eksamenslæsning, hvis de politiske tænkere er blevet brugt i løbet af de tre

25 24 år. Det moderne demokrati Størstedelen af værket rummer en analyse af det moderne demokratis historie. MHH skildrer overgangen fra tanken om det direkte demokrati til repræsentativt demokrati, hvor det fint fortælles hvordan der i mange politikeres og tænkeres verden var en antipati mod demokratiet pga. den direkte form, mens den repræsentative roligt kom ind i tankerækken. Dog uden at det blev benævnt demokrati de første mange år. Afsnittet som helhed vil ikke være brugbart i den almindelige undervisning, men da det er opdelt kronologisk i dets overordnede struktur og geografisk i dets underordnede struktur, vil det være muligt at klippe rundt omkring i værket for at tilpasse det til et forløb. Selv har jeg inden bogens udgivelse gennemført et undervisningsforløb om revolutioner, hvor den Franske, Amerikanske og Russiske var eksemplerne. Gennem læsningen af nærværende værk, fik jeg mange gode idéer til tekstudsnit omkring den franske revolution. Her kunne man med fordel fremdrage afsnittet 2. Den Franske Revolution side samt Demokratiets konsolidering i Europa side De to afsnit samler de vigtigste personer og begivenheder i selve revolutionen samt de langvarige konsekvenser deraf. Hvis man vælger at arbejde med 2. verdenskrig vil det være oplagt at bruge et par moduler på demokratiets udvikling i perioden. Her vil det være oplagt at bruge afsnittet Demokratiets opsving og tilbagegang side Her bliver det selvfølgelig belyst hvordan demokratiet blev undertrykt i de totalitære systemer, men demokratiets udfordringer i de demokratiske stater bliver også undersøgt og analyseret. Retsstat og demokrati Bogens appendix Retsstat og demokrati er en filosofisk analyse over de to begrebers oprindelse, eksistens og samspil. Forskellige landes (især europæiske) forfatninger bliver underkastet en analyse med fokus på de to begreber. Afsnittet er vældig interessant for den historisk og samfundsfaglige interesserede, men kan inden for anmelderens synsfelt ikke umiddelbart bruges i historieundervisningen. Konklusion Ligesom med så mange andre oversigtsværker, vil vi som historielærere altid sidde tilbage med et ønske om kilder. Her kan MHH s gigantiske noteapparat komme en til gavn. Her bliver der både henvist til sekundærlitteratur, men også kilder sniger sig fint ind i noterne. Flere af kilderne til det antikke demokrati er tidligere udgivet af samme forfatter, ligesom kilder til det moderne demokrati er udgivet af samme forfatter. Udover den almindelige undervisning vil det være et vældig brugbart værk for den elev som vil skrive SSO, SRO, SRP m.m. om demokrati eller demokratiopfattelse, samt de mange hundrede andre emner som på den ene eller anden måde berører demokratibegrebet. Det er en udgivelse som efter anmelderens mening bør være til stede på biblioteket på ethvert gymnasium. Niels Bendiksen Green

26 25 en fortælling om mennesker RASMUS DAHLBERG: 100 års katastrofer. Når menneske og maskine går fejl af hinanden. Lindhardt og Ringhof sider, 300 kr. Forfatteren (f. 1977) anvender i denne fremstilling, der er en stærkt revideret udgave af en otte år gammel bog, en forenklet version af James Reasons analysemodel eller anskuelsesmåde, den såkaldte Swiss Cheese Model, tilrettet værkets historiske fokus på samspillet mellem menneske og maskine. Modellen opererer med tre niveauer af barrierer, som skal sikre mod uheld: et organisatorisk niveau, hvorpå forekommer såkaldte latente menneskelige fejl, som først udløses ved aktørernes aktive fejl og under uheldige omstændigheder. På ledelsesniveauet optræder uhensigtsmæssige forskrifter eller mangelfuld kontrol, og på de usikre handlingers niveau indtræffer aktørernes aktive, måske fatale fejl (s. 21 ff.). Fremstillingens elleve dramadokumentariske afsnit beskæftiger sig med hver sin katastrofe. De fleste var opsigtsvækkende i samtiden; en enkelt, Titanics forlis i 1912, er myteomspunden og har opnået historisk udødelighed. Katastroferne indtraf til lands, til vands eller i luften i årene mellem 1904 og 2012 og rækker hen over kloden fra Bhopal i Indien til Prince William Sound i Alaska - via Seest ved Kolding. Afsnittene er ensartet opbygget og beskriver først, i historisk præsens med ret overflødig populariserende ordrigdom, katastrofens optakt. Derpå følger tilbageblik på dens historiske baggrunde eller forudsætninger, så en beskrivelse af selve katastrofeforløbet samt en udlægning af katastrofens formodede årsager og konsekvenser. Hvert afsnit afsluttes af en sammenfatning i overensstemmelse med den nævnte analysemodel samt en lære af historien, som kan forekomme en kende snusfornuftig. Vedrørende fremtidens katastrofer henholder forfatteren sig til en amerikansk professor, der citeres for at have påpeget, at Vesten er udsat for tre former for koncentration, som højner risikoen for katastrofer. Det er koncentrationen af energi, f.eks. eksplosive stoffer og farlige kemikalier; koncentrationen af befolkningscentre, dvs. større befolkningstæthed og samlet transport af flere mennesker, samt koncentrationen af økonomisk og politisk magt, bl.a. i multinationale selskaber. Følgeslutningen, som det er vanskeligt at være uenig i, er, at koncentrationerne skal nedbringes, hvis vi vil sikre os bedre (s. 24 f.). Bogomslaget er påført dette bastante dictum: Et århundrede efter Titanic har vi intet lært. Det er misvisende for værkets indhold. Forfatteren, der er kandidat i historie, ekstern lektor ved Københavns Universitet på Master of Disaster Management og har været kursusleder for store virksomheder inden for sikkerhedskultur, mener med henvisning til krydstogtskibet Costa Concordias skæbne i januar i år, at erfaringerne fra dette forlis næppe vil forhindre gentagelser. Måske lidt uambitiøst sammenfatter han den overordnede lære af forlisene i 1912 og 2012 således: Mememto mori - husk at du er dødelig (s. 29). Men blandt barriererne mod uheld vægter han de menneskelige faktorer, Reasons usikre handlinger, realistisk: historien viser desværre med al ønskelig tydelighed, at teknologiske tigerspring og udviklingen af nye og bedre redskaber sjældent fører til større sikkerhed i sig selv. Menneskelige faktorer såsom utålmodighed, overmod, dovenskab, forfængelighed og nysgerrighed finder hurtigt nye metoder til at omgå den højere teknologiske sikkerhed, og dermed bliver de store spektakulære katastrofer i sidste ende en fortælling om

27 26 mennesker (s. 20). Enhver, som beskæftiger sig med krisestyring eller har været indsat under pres, vil ikke tøve med at give ham ret heri. Fremstillingen suppleres af forslag til videre læsning samt generel henvisning til det materiale, som de enkelte afsnit i al væsentlighed bygger på. Yderligere dokumentation gemmer sig bag 100 QR-koder, som pryder margen. Læsere uden en smartphone er så lukket ude, og bortset fra, at forlag og forfatter fralægger sig ethvert ansvar ved kodernes brug, så henviser man til, at dokumentationen kan være fjernet eller ændret efter redaktionens afslutning. Forlaget burde have ofret flere ressourcer på korrekturlæsning før en præsentation af produktet. Ole Halding

28 27 Spændende historie fra slutningen af 1700-tallet ULRIK LANGEN: Det sorteste hjerte. Politikens forlag sider, 300 kr. Det er altid spændende, at se nye udgivelser fra Ulrik Langen. Han har en rigtig dejlig indgangsvinkel til historien, som når ud over rampen. Fuldstændig som Tom Buk Swientys bøger om Tænk bare på Langens tidligere spændende bøger bl. a. om Hundemordet i Vimmelskaftet og biografien om Christian d. 7., som dannede grundlaget for filmen En kongelig affære. Det, der er særkendet for Ulrik Langen, er den for sjældent benyttede metode, hvor historikeren tager udgangspunkt i en konkret person eller handling i en given periode og derefter folder den ud til at favne den store historie. Det er også den metode gode mikrohistorikere og lokalhistorikere bruger, og som kan bruges af historielæreren, når der undervises i lokalområdets historie. Det giver liv, sjæl og ånd. Og Det sorteste hjerte åbner øjeblikkeligt med spænding som i en kriminalroman! Vi bliver kastet ind i optøjer på en dramatisk aften d. 2. april 1793 med stenkast og rudeknusning hos to personer: den jødiske lotterikollektør Valentin og prokurator Bradt. Hvorfor? Det har at gøre med et skrift Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk. Skriftet er udgivet af te- og porcelænshandler Michael Brabrand, og med udgangspunkt i denne mands liv og færden vil Langen med sin bog belyse og undersøge en del felter. For det første dele af livet for en handelsmand i København i midten af 1700-tallet i øjenhøjde, for det andet oplysningstidens tanker og anvendelse og for det tredje den danske enevældes syn på udløberne af Den franske Revolution og behandling af opviglere. P.A. Heibergs skæbne kender vi (ordner hænger man på idioter), men hér oprulles en anden skæbne. I lange afsnit kommer vi igennem retshistorie foranlediget af Brabrands tvister på enevældens tid. Det er selvfølgelig et vigtigt aspekt i denne historie, men kan resultere i, at en stor del af målgruppen, som er en almindelig historieinteresseret læser, måske vil falde fra. Hovedpersonen opvokset i Brabrand hed egentlig Mikkel Nielsen. Han var som størstedelen af befolkningen fra landet, men undgik på forunderlig vis stavnsbåndets regler. Han kommer til Kalundborg, får plads hos en urtekræmmer og når ad den vej til København, hvor han bosætter sig. Dermed har han skiftet livsbane og avancementsmuligheder. Også navnet bliver ændret til Michael Brabrand. Virkelig en identitetsændring. I den forbindelse bliver den danske økonomiske merkantilistiske politik belyst, idet Brabrand får stilling på silkefabrikken i København, hvor han åbenbart har tjent så meget, at han kan søge og få et kgl. privilegium til at handle med varer fra Ostindien og købe en bindingsværksgård i Gammel Mønt. I den situation rager han uklar med urtekræmmerlavet. Han har kautionister, så han får sig et netværk, hvad der er fundamentalt for at slå sig igennem. Måske kan man sige, at det bliver afløseren for lavet? Således konkretiseres Københavns byrum, hvor lavsvæsen over for privilegier og gryende liberalisme bliver tydeliggjort. Handelslivet er yderst broget med de rigtigt store handelshuse, som nyder godt af Danmarks neutralitet, og en underskov af mindre handlende og købmænd, som har mange jern i ilden. Og det har Brabrand samtidig med, at han øjensynligt har en evne til at støde ind i problemer med andre mennesker! Han køber og sælger, løber ind i skatte og toldsager, får bøder ja listen er næsten uendelig. Men det var

29 28 en del af handelslivet og ikke specielt for hovedpersonen kun hyppigheden, kan Langen konkludere ud fra sine omfattende kildestudier. Når det har været almindeligt med alle disse tvister, peger det så i retning af et samfund i opbrud med nye gruppers vanskeligheder med at placere sig? Brabrand handler også med jøder og udlåner penge, og Langen kommer dermed ind på jøderne og brugen af veksler i København. I en pengesag med jøden Valentin går det voldsomt for sig med vold og overfald. Langen analyserer på bedste metodiske vis sagen fra begge sider. Det er næsten prototypen på en historisk metodeopgave. Valentin er også lotterikollektør, så også lotteriet, som spillede en vigtig rolle for københavnerne, får sin omtale. Alle disse sager, som Brabrand har ført, filtres ind i hinanden, og efterhånden er det ikke længere kun kancelliet, men kronprins Frederik (senere d. 6.), der ser på dem. Focus er således rettet mod vores hovedperson! I alle disse retssager indgår megen brevveksling, så Brabrand må have brugt uanet tid på dette. Ære og omdømme er vigtigt for en borger, og disse begreber går igennem brevene, og når han føler sig angrebet, breder han det ud til et angreb på hele borgerstanden. Ved siden af må han åbenbart også have læst noget af den nye oplysningslitteratur, da han på et tidspunkt henviser til Montesquieu s Om lovenes ånd. Hvis kongelige resolutioner træder i stedet for lovene, hvilket samfund har vi så? En farlig kurs i det enevældige samfund. Måske har Brabrand fået hjælp til disse breve. I princippet var Struensees bestemmelse om ytringsfrihed stadig i kraft, men da kritik ikke blev opfattet som positiv, slog statsmagten ned på en sådan, særlig i denne tid, hvor revolutionsfrygten havde grebet administrationen. Samtidig med Posthusfejden (slagsmål uden for postkontoret i Købmagergade) udgiver Brabrand 23.februar 1793 skriftet Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk. Det bliver uddelt gratis, og Brabrand taler nu også til folk foran sin butik. På den måde bliver den uheldige Brabrand støt og roligt viklet ind i noget ganske andet: Han bliver betragtet som opvigler og bagmand for statsfjendtlig virksomhed. Han havner i Kastellet, men der er ingen egentlig anklage, og på den måde anskueliggøres enevældens vilkårlige retsopfattelse. Brabrand river flere med sig. Statsapparatet er besat af teorier om skjulte bagmænd og retter mistanke mod kancelliråd Holm, som har støttet Brabrand i opbygningen af te- og porcelænshandelen. Kan han være i ledtog? Uhyggeligt som der bliver spundet et edderkoppespind, som også rammer kronprinsens tidligere rådgiver Johan Bülow. Kastellets fængsel får sin beskrivelse. Det ligger afsondret, og i borgernes øjne kan det sammenlignes med Bastillen i Paris, så det kræver ikke megen fantasi at forestille sig livet dér, hvor vand og brød skal tages bogstaveligt. Brabrand bliver fanget i en Catch-22 situation, som fører til ruin: Udebliver han fra Hof og Stadsretten, skal han betale bøder (og de hober sig op), da han jo sidder i fængsel! Systemet arbejder, og borgeren over for systemet illustreres hér for fuld damp. Højesteret indstiller med en kommende dom for øje, at der nedsættes en undersøgelseskommission, og sigtelsen mod Brabrand bliver majestætsfornærmelse, men kommissionen når frem til, at Brabrands skrift ikke kan betegnes som et oprørsskrift! Han er i første omgang endt med at sidde i fængsel i 4 år og en bøde på 3 mark!! 4 års kommissionsarbejde er spildt, men Brabrand bliver ikke løsladt. Og nu sætter kronprinsen højesteret ind. Brabrand bliver naturligvis syg af opholdet i Kastellet, men alligevel lykkes det ham at få en pamflet i omløb hvordan vides ikke. Under processen for højesteret, som jo i sidste instans er kongen, falder bemærkningen fra anklager Brorson om, at Brabrand har det sorteste hjerte, og han kræver dødsstraf. Kronprinsen imødekommes, og Brabrand findes skyldig i at have talt dårligt om regeringen. Han dømmes som en fejlende borger og landsforvises til Lübeck. Hans hustru sidder tilbage i ruinen med ansvaret for syv

30 29 børn, og hun havner som fattiglem på Almindeligt Hospital i Frederiksstaden. På forunderlig vis lykkes det Brabrand efter alt, hvad han har været igennem, at overleve som købmand i Lübeck. Men hele forløbet viser enevældens vilkårlighed på den måde den knuste borgere, der fornærmede myndighederne. Det vi i dag kalder magtmisbrug. Sidst i bogen er et godt efterskrift med en lille forskningsoversigt og Langens overvejelser om kilderne og behandlingen af disse. Afslutningsvis er der naturligvis oversigt over utrykte og trykte kilder, samt bibliografi og noter. Registre er der ingen af, men det føles egentlig ikke som en mangel, da bogen er meget overskueligt opbygget i forholdsvis korte kapitler. Et sådant kompakt værk om en skæbne, der med fokus i én person udfolder en vigtig socialgruppes kamp, liv, muligheder og berøringsflader i København, råber på illustrationer i form af kort, portrætter, prospekter osv. Der er ingen ærgerligt. Kun bogens forside viser Kastellets arrest, men der er ikke henvisning til det i kolofonen. Nyd at læse denne bog. Christian Bo Bojesen

31 30 Titanic nu med dansk udgangspunkt. JESPER HJERMIND & METTE HJERMIND McCALL: Titanic De danske fortællinger. Forlaget Viborg 2012, 192 sider, 299 kr. I 2004 havde jeg mit første møde med Titanic som emne for en projektuge. Gennem opslag på nettet åbnede der sig en hidtil ukendt verden, hvor vi fandt allehånde forskellige synsvinkler på skibet Titanic, fænomenet Titanic og myten om Titanic. Interessen for Titanic er ikke blevet mindre, og i 100 året for forliset er der udkommet en danskvinklet bog, hvor fokus er danske fortællinger. De 2 forfattere har haft en årelang fascination af Titanic og Titanics skæbne. Jesper Hjermind kalder sig endog titanicolog, og et hurtigt opslag viser, at der findes rigtig mange mennesker, der har en lignende interesse. Bogen indeholder fortællingen om 13 danskere, der var med på Titanics skæbnesvanger tur over Atlanten i april Ni danskere havde billet til 3. klasse, tre havde billet til 2. klasse, og der var et dansk besætningsmedlem, der arbejdede som steward i salonen på 2. klasse. Der var to kvinder blandt de 13, og disse to kvinder var de eneste overlevende danskere fra forliset natten mellem d. 14. og 15. april Bogen er inddelt i forskellige kapitler, hvor de forskellige danskeres skæbne udfoldes. Hver dansker optræder i to kapitler med samme overskrift, men med I og II efter overskriften. Jeg kan ikke helt gennemskue baggrunden for denne fremgangsmåde, men det gør det i hvert fald simpelt at følge personerne. Hver enkelt danskers baggrund samt forventninger til Titanic er beskrevet. Desuden kan vi følge den enkelte under opholdet på skibet, samt deres skæbne under forliset. Det er ganske spændende læsning. Forfatterne har gravet dybt i forskelligartet kildemateriale, og desuden er bogen illustreret med tryk fra originalt brochuremateriale, postkort, aviser og personlige fotografier. Det giver en god fremstilling, hvor der også er blevet plads til bokse med faktuelle oplysninger. I disse bokse kan man f. eks. læse om tidens udvandrere, udviklingen af nødsignaler til brug på havet, antal pladser i Titanics redningsbåde og bjergningen af de mange lig i havet fra forliset. Bogen indeholder desuden en minut for minut oversigt over begivenhedsforløbet fra søndag d. 14. april kl til mandag d. 15. april kl. 8.45, hvor alle overlevende fra redningsbådene var kommet om bord på Carpathia, som var det første skib, der nåede frem til forlisstedet. Bogen indeholder også andre typer kapitler, hvor hovedformålet er at flette Titanic og Danmark sammen. Der er et kapitel, hvor 4 danskbyggede sammenfoldelige redningsbåde spiller hovedrollen, idet disse både var sidste mulighed for at komme væk fra Titanic. Bådene, som var udført i kork og kanvas, var opfundet af Valdemar Engelhardt, og det lykkedes efterfølgende at gøre bådene til en god forretning, idet mange rederier efter katastrofen med Titanic fik øjnene op for nødvendigheden af tilstrækkeligt redningsudstyr om bord på passagerskibe. De sidste kapitler i bogen omhandler andre facetter ved Titanic og Danmark. Vi hører således om, hvorledes katastrofen blev formidlet gennem dagspressen, og det var først den 16. april i Berlingske aftenudgave, at nyheden om katastrofens omfang nåede frem til Danmark.

32 31 Titanics videre liv i film og andre medier tages også under kyndig behandling, og i bogens sidste kapitel: Titanic 2012 Titanic til hver en tid, diskuteres Titanic som myte: Hvorfor er det netop dette skibsforlis, der tryllebinder og fascinerer eftertiden? Det er en let læst bog, den er overskuelig i sin fremstilling, og de mange illustrationer er velvalgte og spændende. Jeg vil anbefale bogen til biblioteket, da den med fordel kan anvendes af elever, der ønsker at beskæftige sig med Titanic i forbindelse med større opgaver i gymnasiet. Susanne Geisler

33 32 Saxo og hans samtid PER ANDERSEN & THOMAS K. HEEBØLL-HOLM (red.): Saxo og hans samtid, Aarhus Universitetsforlag sider, 299,95 kr. Artikelsamlingens forfattere stiller sig selv den opgave at gøre op med opfattelsen af Saxo Grammaticus (ca efter 1208) som en tendentiøs og utroværdig kilde til middelalderens Danmark. Ville man nemlig, som redaktørerne skriver, som Saxo bruge sin historieskrivning til at overbevise andre om en bestemt opfattelse af tingenes tilstand, måtte fremstillingen indeholde så meget sandhed, at den virkede troværdig for modtageren af budskabet. Saxo er altså ikke en mere tendentiøs kilde end så mange andre kilder fra perioden. Hans på latin forfattede Gesta Danorum (Danernes Bedrifter) analyseres nu af de respektive historieforskere i ti artikler om 1100-tallets våbenbrug og krigsførelse, gavegivning og rituelle handlinger, retslige problematikker samt folke- og fædrelandsbegreber. Der er tale om videnskabelige artikler, som utvivlsomt vil påkalde sig størst interesse hos fagfolk, ja måske ligefrem hos specialister i den højmiddelalderlige periode. Bogen er dog stort set forfattet i et alment tilgængeligt sprog og lader sig således læse af den mere alment interesserede, og der er da bestemt interessante og til tider sjove artikler og oplysninger i bogen; nævnes kan således Thomas K. Heebøll-Holms artikel om Saxo og 1100-tallets danske krigskunst og Lars Kjærs om Gaver og gæstebud. Spændende problematikker på Saxos tid behandles eller berøres altså i bogen; fx om loven er, hvad der behager fyrsten, eller den øverste magtinstans er bundet af loven. Var kongen altså hævet over eller undergivet loven? Saxo var øjensynlig nærmest tilhænger af det første. Han var også, således skriver Mia Münster-Swendsen i sin sammenlignende artikel om Saxo og en anden historieskriver fra Saxos tid, Sven Aggesen, tilhænger af kongelig rigor iustitiae (lovens strenghed), modsat Sven Aggesen, der talte for mildhed fra kongelig side. En vis og nok ret tilbagevendende hos ham ambivalens hos Saxo, der kan have sin baggrund i, at hans tid i det mindste ligger tæt på overgangen mellem vikingetid og middelalder og altså på disse perioders henholdsvise idealer, toner frem, når det hos Heebøll-Holm hedder: Saxos baggrund i et militært eller i det mindste militariseret miljø bakkes op af beskrivelserne i Gesta Danorum, der trods det elegante og klassiske latin er besat af krig, fejder og en øje for øje, tand for tand-logik. Den kristne krønikeskriver, der advokerer for fred og nåde, glimrer ved sit fravær. Læseren gives heldigvis også eksempler på den poetisk-litterære, herlige, saftige og først af alt rammende sprogbrug, som findes i Gesta Danorum. Det efter anmelderens opfattelse bedste eksempel herpå videregiver Lars Kjær. Det handler om den nærige kong Adils af Sverige, der ud fra skumle motiver havde givet sin stedsøn Rolf Krake en guldring. Under en senere flugt fra Adils kaster Rolf ringen fra sig, og så beretter Saxo videre: Da Adils så den ring, han havde foræret Rolf kunne han ikke få øjnene fra den så han knælede ned på jorden for at gramse den til sig og lod sin værdighed som konge gøre knæfald for sin

34 33 griskhed (min kursivering; pf). Hvad der ikke kan komme bag på nogen er, at Saxos samfundstænkning er førmoderne og, med sin vægt på personlige relationer, troskab, venskab og ære, i opposition til de pengestyrede tendenser og det handelssamfund, der allerede på hans tid så småt stikker hovedet frem: (.) Saxo er bekymret over penge, købmænd og handelslivets indflydelse på samfundet og særligt på stormændenes adfærd. ( ) Rolf Krakes hird hånede kong Rørik, der ikke kerede sig om venskaber, men om åger og renter. Han satte guld over krig, satte intet så højt som sin indtægt ( ). Saxos helte foragtede købmænd, der havde tjent deres penge på beskidte krumspring i modsætning til ærlige hårdtarbejdende bønder. (Saxo er her, fra Lars Kjærs artikel, citeret i de enkelte (altså ikke dobbelte) anførelsestegn; pf). Bogen kan læses af læreren som baggrundslitteratur for undervisning i (dansk) middelalderhistorie. Poul Ferland

35 34 Nyborg Slot KURT RISKOV SØRENSEN(red.): Nyborg Slot Kongeborg, fæstning og museum. Nyborg Slot Rigt illustreret. 207 sider, 158 kr. Bogen Nyborg Slot udfylder et hul i forbindelse med beskrivelse af de danske slotte. Bogen er opdelt i ti kapitler, der hver beskriver sin del af slottet i fortid, nutid og også fremtid. Bogen indledes med Janus Møller Jensens kapitel Kongeborg, danehof og residensstad, hvori Nyborg Slots middelalderhistorie gennemgås, og her der grund til at fremhæve den fine skildring slottets ældste historie. Herefter følger Bodil Holm Sørensens; bygningerne og slotholmen arkæologiske undersøgelser, der beskriver slottet ud fra arkæologiske udgravninger fra 1800 tallet til udgravningerne i 2009/10. Erland Porsmose har skrevet afsnittet Nyborg Len konge og lensmand, kapitlet indledes med forklaring/gennemgang af lensvæsenets opståen i Danmark dette sættes ganske fornuftigt i relation til den europæiske udvikling. Bjørn Weterbeerk Dahl leverer et mere militærhistorisk kapitel i Renæssance og barokfæstning Nyborg. Eva Becker skriver om byen Nyborg en kongelig by. Det er glimrende, at have dette kapitel med. Herefter tages fat i slottets nyere historie; Gese Friis Hansen Nyborg Slot tabt og genrejst, Kurt Risskov Sørensen: Kunst på slottet og Troels Malthe Borch, Nyborg slot som ikon. Bogens næstsidste kapitel er skrevet af Lars Ewald Jensen: Nye udgravninger på Nyborg Slot der i kort form leverer de sidste arkæologiske forskningsresultater det gøres for øvrigt glimrende. Bogen sluttes med Mette Ladegård Thøgersens: Potentialet i Nyborg Slot. Kapitlet anskuer slottet ud fra bl.a. en formidlingsmæssig synsvinkel. På mange måder er dette en fin bog, men det er også en bog der havde vundet ved en mere stram redigering. I Jens Møller Jensens indledningskapitel er der en forbilledlig brug af noter. I de fleste andre kapiteller er noter stort set fraværende og de fleste af dem der er, henviser til sekundær litteratur, f.eks. i Eva Bechers kapitel En kongelig by er det blevet til sølle 8 noter. Hun nævner en række myter om slottet bl.a. myten om aben der fik Christian 2. op på taget ingen note. Jens Møller Jensen omtaler samme historie og her henvises korrekt til Svannings historiske fremstilling. Dette er en flot bog med et utal af smukke fotos. Men desværre følger fotos og tekst ofte ikke hinanden og ind i mellem må man spørger sig om fotos udvider teksten eller om de blot er ren æstetik. Flere steder nævnes det store våbenskjold fra riddersalen, der var opsat ved slottets indgang og skulle symbolisere, at det var herfra riget skulle styres (p.31f - Jeg mener for øvrigt det er en overfortolkning af dette våbenskjold), men på trods af et utal af fotos af slottet i forskellig belysning er der ikke blevet plads til et foto af det omtalte våbenskjold. Det er endnu mere grotesk, at man ikke har kunnet ofre et foto af Danehof salen, hvor man omtaler Danehoffet. Grunden er måske, at den ny istandsatte sal, venligt sagt, er blevet indrettet som et gyseligt nationalromantisk rum. Det er interessant hvor travlt man i denne bog har med at gøre Nyborg til kongelig residensby. Dette går helt galt for Jens Møller Jensen, der i kapitlet Kongeborg, danehof og residensstad indlægger nogle vurderinger af Nyborg slots betydning for kongemagten. Forfatteren beskriver ganske rigtigt dronning Christines begejstring for Gråbrødre klostret i Odense og hendes indretning af kirken til kongelig gravplads. Men dette har intet at skaffe med Nyborg, arbejdet i Odense handelede om hendes store og dybe

36 35 engagement som hun havde sammen med sin ærkebiskop Birger Gunnersen om at få klostret i Odense ind under den observante bevægelse. Men helt galt går det, når han skriver i forbindelse med Christian 2. at Nyborg var tænkt som permanent opholdssted for den danske kongefamilie. Måske ligefrem en hovedstad i riget. ( p. 31). Dette er ganske enkelt utænkeligt, studier i Christian 2. s historie viser entydigt, at han ønskede at fremme København/Malmø og at København var hans residensby. Det er lidt ærgerligt for forfatteren leverer ellers en fremragende historisk skildring af slottets historie. Bogen kan absolut bruges i forbindelse med undervisning. Bogen er let læst og giver et fint indblik i slottes historie. Den kan anbefales. Torben Svendrup, ph.d.

37 36 Forår i februar TAHAR BEN JELLOUN: Det arabiske forår. Forlaget Per Kofod sider. 199 kr. Bogens forfatter er marokkaner af fødsel, men bosiddende i Paris, hvor han har erhvervet en doktorgrad i socialpsykologi. Hans forfatterskab ligger i grænseområdet mellem fiktion og faglitteratur. Den foreliggende bog er nærmest en essaysamling, afsluttet med fortællingen Med ilden (om forhistorien til en selvafbrænding). Det betyder at der er givet afkald på henvisninger og litteraturliste, og at begivenhedsforløbene i foråret rundt omkring i de arabiske lande stort set forudsættes bekendt. Det forfatteren tilbyder, er en tolkning af og en holdning til begivenhederne. Bogens essays fører os en tur gennem de arabiske lande, Tunesien, Ægypten, Yemen, Marokko, og Libyen. Syrien er ikke nået at komme med. Lejlighedsvis er de bygget op om centrale personer i begivenhedsforløbene og kan antage skønlitterære træk. Bogen er letlæst og ofte underholdende. Som andre franske forfattere kan Ben Jalloun godt lide flotte formuleringer, men dette og det at de forskellige essays er skrevet på forskellige tidspunkter, kan betyde at påstandene kan komme til at skurre lidt mod hinanden. Der er ingen tvivl om at Ben Jalloun holdningsmæssigt er en af vore, og tendensen i hans essays er en overbevisning om at den unge, moderne generation vil sejre. De veluddannede, de internationalt orienterede, internetbrugerne, der ikke længere vil finde sig i korrupte diktaturer. Et citat fra kapitlet om Ægypten: Islamismens softwareprogram er totalt forældet. Der er født en ny ungdom, der føler sig på bølgelængde med andre unge mennesker i hele verden. Den evige, gamle religiøse klagesang siger dem ikke noget længere. (s. 58). Forfatterens engagement og optimisme er smittende, men han er nok nogle årtier forud for sin tid. Efterhånden som foråret går, er der andre kræfter der kommer til magten. De unge kan få lov at risikere liv og lemmer ved at være de første der går på gaden, men når det er blevet mindre livsfarligt, kommer de reaktionære op af hullerne. Det er der ikke noget nyt i, det har vi set i andre forår rundt om i verden, i Iran i 1979 f.eks., og vel egentlig også i Østeuropa i I de arabiske lande er korrupte diktaturer blevet afløst af islamiske regimer, fremgået af frie valg. Det kan være svært at se hvad vi kan bruge Ben Jallouns bog til i historieundervisningen, men vi kan give den videre som et godt tip til fransklærerne, eller vi kan bruge den i et fagsamarbejde med fransk. Axel Moos

38 37 De olympiske lege en kort verdenshistorie JØRN HANSEN & THOMAS SKOVGAARD: De olympiske lege en kort verdenshistorie. Illustreret. Syddansk Universitetsforlag sider, 198 kr. I denne bog af idrætsforskerne Jørn Hansen og Thomas Skovgaard præsenteres vi for de olympiske leges historie og deres vekslende relationer til relevante, samtidige politiske, sociale, kulturelle, ideologiske og økonomiske begivenheder og forhold. Vi får desuden historien om de, ikke mindst internt i den Internationale Olympiske Komité (IOC), meget indflydelsesrige præsidenters varierende påvirkning af organisationens idégrundlag og virke samt af selve legene. Og vi får et indblik i centrale personlige relationer mellem IOCmedlemmer igennem historien. En oversigt over danske medaljer og over særligt bemærkelsesværdige atleter og præstationer får man da også. Det kan utvivlsomt hævdes, at IOC s og de olympiske leges ideologi i ganske høj grad har fulgt tidens bevægelser; det hellige amatørbegreb fra grundlæggeren, den franske baron Pierre de Coubertins tid er, kan man uden overdrivelse sige, grundigt udhulet i dag, hvor topprofessionelle inden for adskillige sportsgrene deltager og det er næppe med IOC s gode vilje, at de allerbedste professionelle fodboldspillere ikke deltager ved OL. Det meget fleksible, eller skulle man sige historisk variable, i IOC s idégrundlag fremgår også af, at de reelt første og franske IOC-præsidenter, den nævnte Coubertin (hvis præsidentæra var ) og Henri de Baillet-Latour ( ), der begge udgik fra aristokratiet, betonede ridderlighed, ædelmodighed og moral, mens bl.a. den senere, amerikanske præsident for organisationen, Avery Brundage ( ), betonede det at få tingene til at fungere i praksis. Samme tendens fremgår trods alt også, når forfatterne skriver, at det højreorienterede udgangspunkt for IOC s ledende personer gik i en lige linje fra Sigfrid Edström ( ) over Avery Brundage til Juan Antonio Samaranch ( ) med Lord Killanin ( ) som en mere liberal undtagelse, der efter alt at dømme også gælder for Jacques Rogge ( i dag kan en præsident højst sidde i 12 år; pf). Men det vil givetvis vare længe, før den første socialdemokrat eller socialist bliver præsident for IOC. Forfatterne udelukker altså ikke denne sidste, mulige udvikling. Hvad, der efter bogen at dømme mest af alt synes at karakterisere IOC og legene ikke mindst de seneste 60 år, er en mere eller mindre udpræget pragmatisme, sådan som det illustreres af dette citat fra bogen: Fx var amatørspørgsmålet (for Edström og Brundage; pf) ikke et spørgsmål om en overordnet moral, men et spørgsmål om regler, der skulle overholdes. Citatet vidner ganske vist på den ene side om en slags konventionel konservatisme, men på den anden side også om en tilpasningsdygtighed til de til enhver tid gældende forhold.

39 38 Bogen synes også i realiteten, omend vel nok iblandet en del skepsis over for organisationens traditionelle konservatisme, at videregive det billede af IOC, at den langsomt åbner sig internt for mere demokratiske processer. Bogens intention er kritisk, idet den vil bestræbe sig på at fortsætte den kritisk-nuancerede linje, der ønsker at afdække og forstå IOC og de olympiske lege frem for enten at tiljuble eller fremsætte fordømmende udsagn. Den intention indfries da også, som det nok er fremgået af det foregående, langt hen ad vejen. Sammenligningen af IOC s opbygning med pavestaten er dog ikke ganske overbevisende, når det vist nok kritisk ment... hedder: (.) ligesom paven ifølge den romersk-katolske lære er alle kristne samfunds fader, er præsidenten for IOC overhovedet for al sport. Nej, det er han da vist nok ikke; sportsverdenen eller rettere sportsverdenerne har vel stadig på mange leder og kanter en høj grad af autonomi, på trods af alskens politisk, mediemæssig og kommerciel påvirkning og som ufejlbarlig regnes IOC-præsidenten vel endnu mindre i sportsverdenen. Som forfatterne selv siger, er det en kort verdenshistorie. Og man kunne godt have ønsket selv om det selvfølgelig på den anden side er helt legitimt, at bogen og dens tematiseringer har sin begrænsning at de havde dvælet lidt mere ved påstanden, der rigtignok stammer fra selveste Coubertin, at de olympiske lege er en religion, ja oveni købet det 20. århundredes religion. Hvori det specifikt religiøse ved legene består gøres ikke ganske klart. Hvem er således religionens gud(er)? Er det IOC s til enhver tid siddende præsident det nævnes således i forbifarten et sted i bogen, at Coubertin ansås for den udvalgte (måske a la Nietzsches overmenneskelige Zarathustra), der skulle skabe de olympiske lege, eller er det de allerbedste atleter når Usain Bolt, den jamaicanske sprinter i atletik, således under de netop afholdte London-lege udnævnte sig selv til en legende, kunne det tydes i denne retning? Uden tvivl er der en hel del heroisme og heltedyrkelse forbundet med OL og især deres atleter, og dermed er der jo en tydelig forbindelse til de antikke lege, som dyrkede sine halvguder i øvrigt også på kunstens område, ligesom tilfældet var ved de moderne lege til og med London i Og dog er det genuint religiøse ikke tydeligt, når vi taler de moderne olympiske lege; det moderne, åndelige univers er jo ikke antikkens mytologiske. Forfatterne nævner riter og myter som religiøse karakteristika ved OL, men disse betegnelser synes dog i forbindelse med de moderne lege kun at have metaforisk karakter. Skulle man imidlertid nævne et oprindeligt trosgrundlag for OL, så kunne det med en vis rimelighed være sådan noget som legenes gamle motto: Citius, altius, fortius Hurtigere, højere, stærkere. Den kvantitative fremskridtstro, der ligger heri, trives stadig i ikke ringe grad i de olympiske lege men ikke eksklusivt; der findes andre, mere kvalitative opfattelser af sport også der, fx med vægt på det tekniske, elegante frem for på råstyrke, ligesom den gjorde generelt i den vestlige verden indtil ikke mindst de fatale krige, kriser og folkemord i det 20. århundrede. Til dette trosgrundlag kan man lægge dyrkelsen af kroppen mestendels den atletiske, kraftfulde og energiske som vi især finder den i begyndelsen af samme århundrede under filosoffen Nietzsches inspiration. Det guddommelige i denne vitalisme er her nærmest den kropslige energi og udfoldelse der samtidig var basis i en mere eller mindre udtalt kritik af traditionel, vel især religiøst betinget, kropslig askese og nydelsesmæssig puritanisme. Disse tanker har uden tvivl inspireret Coubertin, den i øvrigt ifølge bogen religiøst eklekticistiske baron, og ligesindede. Men i dag ved snart sagt enhver, også IOC og atleterne, at Hurtigere, højere, stærkere ikke gælder som (kvasireligiøst) ideal for alle samfundslivets områder, men nok til en vis grad for sportens; også de(t)

40 39 langsommere og de(t) svagere skal bevidst tilgodeses således er det nutidige kode- og modeord for IOC legacy, hvilket kort sagt vil sige: Det, som legene efterlader sig af godt for bl.a. miljø, sundhed, infrastruktur og fredelig sameksistens. Dertil kommer, at der også i dag findes handicap-ol. Her skal der dog også retfærdigvis huskes på, at Coubertin så legene som et middel til fred imellem nationerne og folkeslagene; han var uden tvivl en generel og måske, som det ikke var ualmindeligt dengang, en smule naiv fremskridtsoptimist, inspireret bl.a. af industrialismens fremstormen, han var ikke tilhænger af den stærkeres ret. Men altså: Legene og deres idégrundlag er således ikke en stor, altomfattende og - forklarende (religiøs) fortælling, men en mindre fortælling om et begrænset samfundsfelt, nemlig sportens. Og denne fortælling går endda i virkeligheden i flere retninger, hvad bogens forfattere da også synes at være enige i. Hvis jeg fx her må have lov at nævne mit eget ideal af en sportshelt, så er det den skrøbelige, hvis evner nok er fremragende, men som har sine svagheder og altså ikke er noget overmenneske, altså fx den teknisk meget begavede boldspiller, der uretmæssigt kan fældes af et brutalt spark eller slag. Et mindre problem er der omkring de af forfatterne valgte begreber til betegnelse for legene og IOC tilsammen. De har valgt system frem for bevægelse. Det er ikke helt indlysende hvorfor, bortset fra deres henvisning til nyere litteratur om emnet. System-begrebet forekommer nemlig at angive en grundlæggende statisk enhed, mens bevægelse modsat angiver noget dynamisk. Og da forfatterne netop anser legene og IOC for at være noget dynamisk, kunne man med rimelighed have fastholdt bevægelses-begrebet og - termen. Men bogen, der bygger på omfattende studier og forfatternes store viden om emnet, er generelt informativ og let læst. Dens centrale emne, OL, finder mange, herunder anmelderen og uden tvivl også mange gymnasie- og HF-elever, spændende. Og da den betragter de olympiske lege i en større historisk og samfundsmæssig optik, lader den sig uden tvivl for vel nok de fleste kapitlers vedkommende sikkert bruge som læsestof i ikke mindst historieundervisningen, måske i et samarbejde med idrætsundervisningen. Poul Ferland

41 40 Stasi under dynen MIKAEL BUSCH: Knud og Vera. Et Stasi-drama. People s Press sider, Indbundet med smudsomslag, 300 kr. Hvad har et personligt drama mellem to mennesker at gøre i gymnasiesammenhæng? Tja, jeg mener nu nok at et moderne trekantdrama i de rette lærerhænder kan have relevans i en nutidig personfikseret gymnasieundervisning. Forhistorien er følgende: Vera Wollenberger var skønt datter af en Stasioberstløjtnant i de sidste år af DDR s levetid et meget aktivt medlem af diverse freds- og dissidentgrupper i DDR medens hendes mand stort set var hjemmegående, passede familiens 2 (3) børn og skrev digte. Et helt normalt ægteskab med en person som den udfarende kraft og en mere passiv adlydende type. Den langtidsholdbare model. Problemet var imidlertid at ægtemand Knud også var meddeler til Stasi om både parrets familieliv og hustruens- og egne aktiviteter. Dagen før den dengang verdensberømte Vera som en af de første og nu medlem af den fællestyske forbundsdag under fuld mediebevågenhed den 2. januar 1992 skulle møde op for at se sine egne papirer i Stasiarkivet fik hun en opringning fra en tidligere Stasiofficer som oplyste, at hun dér ville finde nogle ubehagelige oplysninger. Han vidste hvad han talte om, da han selv havde været forfatter til flere af rapporterne og var Knuds tidligere føringsofficer. Ved at sammenholde sin dagbog med oplysningerne hos Stasi kunne Vera Wollenberger konstatere, at Stasi var med overalt hvor hun og Knud færdedes siden de lærte hinanden at kende i Det skrev hun senere en bog om som på dansk hedder Staten, stikkeren og sjælene. Den kan stadig købes. Et forsøg på at lave en film om dette lidt specielle forhold løb ud i sandet da Vera frygtede, at det ville blive for meget TV3. Skurken Knud var født i Danmark og havde via sin moder dansk statsborgerskab. Hun var overklassepige fra Viborg og giftede sig med den tyske ikke-praktiserende jøde Albert Wollenberger som var 14 år ældre og forsker i biokemi og medicin. Han havde siden 1932 været medlem af kommunistpartiet og arbejdet for Stalin og hans kumpaner. Frataget sit tyske statsborgerskab flygtede han ud af landet og landede i USA i Det hårde anti-kommunistiske klima i guds eget land fik ham til at rejse til Danmark i 1951 og en ansættelse på Carlsbergs laboratorier. Her arbejdede hans kommende hustru. De giftede sig, Knud fødtes 1952 og familien emigrerede til DDR i 1954, hvor Albert Wollenberger fik tilbudt både statsborgerskab og interessant arbejde som forsker med adgang til udlandsrejser og alle de privilegier, som hørte til topeliten. Han fortsatte sit arbejde for den kommunistiske sag og blev meddeler for Stasi. Kommunisten, stikkeren og jøden Alberts søn fulgte i faderens fodspor. Som et resultat af Willy Brandts nye østpolitik blev forholdet mellem de to tysklande normaliseret 1973 og DDR blev medlem af FN og 47 lande herunder Danmark (og USA) oprettede såkaldte ambassader i Østberlin. Det blev starten på en voldsom ekspansion for Stasi, som nu skulle holde øje med mange mennesker og behovet for en ny hær af informatører var skabt. Knud var med som en af de første og skulle især trænge ind på personalet ved den amerikanske ambassade. Som dansk statsborger kunne han rejse og bevæge sig frit i hvert fald på overfladen. Da han i 1980 mødte Vera ændredes hans arbejdsområde til de aktiviteter, som især Vera var indblandet i og det er i dag stadig uklart

42 41 om det første møde mellem Knud og Vera var koreograferet af Stasi. Måden de mødtes på var usædvanlig - hvad der ikke i sig selv beviser noget. Mikael Buschs bog er spændende læsning uden løftede pegefingre. Problemet er, at kun en del af arkiverne har overlevet destruktionsprocessen i 1989 og derfor trods M.B. s store ihærdighed hænger mange spørgsmål stadig ubesvarede i luften. Knud gav flere interviews efter 1992 og er nu død, så en granskning af lever og nyre er ikke mulig. Bogens forfatter ruller på en neutral måde dramaet op i næsten kronologisk form, men neutraliteten forøger ikke bogens læseværdi. Når man som M.B. har arbejdet så meget med netop Knud, Vera og Stasi så er han også mere kvalificeret til at give et bud på konkrete og etiske og moralske spørgsmål. Knud og Veras forhold var mere end et knald til en julefrokost og jeg synes at forfatteren burde løfte den op til mere end det redegørende. Et ekstra kapitel hvor forfatteren kommer ud af busken og perspektiverer ville være ønskelig. Mikael Busch er vel en mand af kød og blod og en lang uddannelse. Et eller andet må have motiveret ham til at skrive bogen? Jeg ville også gerne have en lidt bedre litteraturliste, hvor de dansksprogede bøger om DDR/Stasi opregnes således, at eleverne og andre selv kan sætte nogle af begivenhederne ind i en større sammenhæng. Veras bog på dansk nævnes i teksten men ikke i bibliografien. Grunden til at jeg mener at bogen kan bruges i gymnasiesammenhæng er den umiddelbare problemstilling: Bedraget. Det en god appetitvækker og så er det bare at løfte bogens indhold ud over far og mor og børn stadiet. For eksempel argumenterer Knud for, at han leverede oplysninger om fredsbevægelserne til Stasi for at fredsbevægelserne og Stasi ikke gik fejl af hinanden og lavede noget dumt. De ville det jo begge to så godt. En person udleverer ene mand dokumenter fordi man har forstået/ ens samvittighed byder, at kun det kan redde freden eller spare uskyldige menneskers helbred. Arne Treholt og Stalins leverandører af oplysninger om den amerikanske atombombe hører til her. Hvad med danske statstjenestemænd i som brød loven, fordi de følte de havde en højere ret hertil ved at røbe oplysninger om krigen mod Irak eller det at skjule personer ulovligt for at undgå en udvisning? Knud mente, at det at han var jøde var motivet for at støtte det anti-fascistiske DDR? Køber man den? Er det særligt DDR diktaturet og Stasi med det enorme net af stikkere, som skabte Vera-Knudkonstellationen? Var det Knuds personlighed og eller Veras naivitet? I klasser med ikke for mange kloge hoveder er der masser af stof i trekanten Stasi-Knud-Vera og deres intime liv. Er der ikke ligefrem serier på reklamekanalerne som sprøjter sådant ud beregnet for personer som intet fik ud af deres skolegang? Havde Knuds spioneri nogen betydning, da der trods alt var spioner nok? Hvorfor angrede Knud intet? Skulle Knud og andre gamle Stasi støtter erkende gamle fejl? Skulle de straffes? I Danmark fik tro sovjetstøtter topposter i museumsverdenen, DR og i undervisningssektoren. Prægningen af ungdommen og forvaltningen af kulturarven blev forvaltet af personer, som ville omstyrte det eksisterende samfund, som gav dem et luksusliv og en ytringsfrihed de ikke ville have i deres utopiske paradis. Var det rimeligt eller retfærdigt set i lyset af, at kommunismen indtil nu har vist sig at være det mest morderiske system i historien? Køb bogen. Styrk demokratiet ved at oplyse om diktaturet. Bogen her giver et lille indblik i det totalitære herredømmes inderste væsen trods det banale udgangspunkt. Klavs Verholt

43 42 Arbejderbevægelsens udspionering af arbejderbevægelsen IBEN BJØRNSSON: Arbejderbevægelsens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen SFAH s Skriftserie nr. 52, SFHA sider, 199 kr. Der er grøde i forskningen omkring Danmark i Den Kolde Krigs tidlige periode. Sidste år kom Dino Knudsen bog om amerikaniseringen af den danske fagbevægelse, og nu foreligger denne afhandling om AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central. Bogen er skrevet af en anden ung historiker, Iben Bjørnsson. Hendes projekt går ud på at kaste lys over den private efterretningsvirksomhed, som den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen bedrev over den kommunistiske del i de første tre årtier efter befrielsen. Det er ikke tilfældigt, at jeg ovenfor brugte udtrykket afhandling om Iben Bjørnssons bog. For hendes undersøgelse er baseret på et omfattende arkivmateriale og grundig analyse af dette materiale. Undersøgelsen er på mange måder et skoleeksempel på fornem kildekritisk forskning, hvor Iben Bjørnsson afdækker det mere eller mindre hemmelige netværk, som det regeringsbærende socialdemokrati i årtier anvendte til at holde sig informeret om kommunistisk aktivitet på arbejdspladser og i politiske fora. Det eneste arkiv, Bjørnsson til sin store ærgrelse ikke har haft adgang til, er PET s. Og hendes ansøgning har fået en typisk langsommeligt kluntet sagsbehandling, som er mundet ud i et ikke-svar! Netværket havde også internationale forgreninger til både de skandinaviske lande og til England og USA. Alt sammen noget Iben Bjørnsson også har fokus på i sin solide afhandling. Rationalet bag dette private efterretningsvæsen var selvfølgelig frygten for, at kommunisterne skulle få for stærk opbakning blandt danske arbejdere. Derfor besluttede den socialdemokratiske fløj, at det var nødvendigt at have tjek på kommunisternes planer og aktiviteter. Og man må sige, at det lykkedes. Gang på gang afslører Bjørnsson, hvordan AIC kan komme kommunistiske initiativer i forkøbet, fordi denne central har skaffet sig de nødvendige informationer. Bogens emne er uhyre spændende og forfatterens detektivarbejde med materialet imponerende. Men Iben Bjørnsson formulerer sig lovlig tørt, og hendes fortolkning og perspektivering af resultaterne er meget forsigtig. Der er en række interessante diskussioner i dette materiale, som Bjørnsson blot antyder. Det gælder således det helt overordnede spørgsmål, om det er rimeligt, at arbejderbevægelsens ene fløj systematisk gennemfører efterretningsvirksomhed over den anden? Bogen gør bestemt læseren klogere på perioden og på AIC s urene trav i forbindelse med sammenblanding af politisk propaganda og efterretningsvirksomhed. Men den efterlader på mange punkter læseren med lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Det er bl.a. det, der gør Iben Bjørnssons velskrevne bog på en gang irriterende og fascinerende. Bogen anbefales til skolens studiecenter. Den vil i høj grad være anvendelig i forbindelse med SRP- og ATprojekter. Henrik Bonne Larsen

44 43 Imponerende værk om Danmarks krigsindsats de sidste ti år LARS HALSKOV OG JACOB SVENDSEN: Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende og politikere og generaler famlede i blinde. Politikens Forlag 2012, 704 sider, 400 kr. Den 21. juli 2010 blev den 26-årige danske soldat Jonas Peter Pløger dræbt i Afghanistan. Det var en af mine historieelever. I alt 42 soldater er indtil nu omkommet i krigen i Afghanistan. Hvorfor er Danmark kommet i krig? Hvad er der sket med dansk sikkerhedspolitik de sidste år? Det har de to Politiken-journalister sat sig for at undersøge i denne tykke bog på godt 700 sider. På baggrund af et grundigt research-arbejde med interviews, omfattende viden og analyse af politiske og militære aspekter lykkes det Lars Halskov og Jacob Svendsen at give et billede, som vi længe har savnet. Med afsæt i terrorangrebet i 2001 gennemgås de danske militære engagementer i Irak, Afghanistan og Libyen. Der fortælles om de politiske og militære beslutninger samt om oplevelser ude ved fronten. Samtidig inddrages de relevante internationale begivenheder og beslutninger. Bogen er skrevet i et let læst journalistisk sprog, hvor vi ved hjælp af personlige indfaldsvinkler rykker tæt på begivenhederne. Om det så er behandlingen af krigsfanger i Basra-området i Irak, beslutninger i forsvarstoppen i Danmark eller de danske soldaters oplevelser i Helmand-provinsen i Afghanistan. Undertitlen og politikere og generaler famlede i blinde peger på den kritiske synsvinkel, som forfatterne anlægger på Danmarks militære engagement de sidste år. Det begyndte i 2001, hvor vi på den ene side havde en forsvarsledelse, der ønskede at afprøve militæret i en rigtig krig, og på den anden side havde en statsminister (Anders Fogh Rasmussen), der ville vise, at Danmark kunne spille en militær rolle i verden. Dette sammenfald af interesser førte til en række skæbnesvangre beslutninger. For hverken den danske regering eller militærledelsen var forberedt på, hvad det indebar at føre krig. Da virkeligheden viste sig at være langt mere kompliceret og blodig, lukkede regeringspolitikere og generaler øjnene for virkeligheden og undgik at tage stilling. (s. 666) Og hvad fik Danmark ud af denne politik? Forfatterne kan ikke dy sig for at konkludere: bortset fra den nemmere adgang til den amerikanske regering og administration er det endnu sværere at måle, om det har betydet konkrete fordele for Danmark. Under alle omstændigheder må en eventuel gevinst i forhold til USA aldrig være en vigtig del af Folketingets stillingtagen til militære operationer i andre lande. (s. 670) Som antydet med disse citater sidder man efter endt læsning tilbage med et noget mistrøstigt billede af den danske politik i denne periode. Irak-invasionen var helt sikkert en fiasko, og Afghanistan-engagementet har vist sig at være meget dyrt både i menneskeliv og omkostninger. Samtidig bliver det stadig mere tydeligt, at tilbagetrækningen fra Afghanistan reelt dækker over et nederlag, som det er vanskeligt for politikerne at indrømme. Operationen i Libyen med den danske deltagelse i bombardementer af Gadaffis styrker er vel den eneste nogenlunde vellykkede operation.

45 44 Bogen er ikke tiltænkt undervisningen på de gymnasiale uddannelser, men den bør indkøbes til biblioteket i mindst et eksemplar. Her vil den være et oplagt supplement og god kilde til eksamenstekster til de undervisningsbøger om Danmark i krig, som forlagene Columbus og Systime har udgivet for nylig. Ulrik Grubb

46 45 Et folk yderst ved kanten EINAR LUND JENSEN, KRISTINE RAAHAUGE OG HANS CHRISTIAN GULLØV: Kulturmøder ved Kap Farvel. De østgrønlandske indvandrere og den tyske Brødremission i det 19. århundrede. Museum Tusculanums Forlag sider. 248 kr. Hvis man forlader Grønland med fly sent på foråret og er så heldig at solen skinner, kan man se tilbage på den grønlandske østkyst og blive ganske overvældet: En knaldende blå himmel i kontrast til en kyst og et hav i skinnende hvidt. Intet spor af mennesker og intet tegn på at der overhovedet nogensinde har været den slags væsener eller overhovedet væsener i det hele taget den totale isørken. Ikke desto mindre har Grønlands sydøstkyst været beboet, og endda af mennesker, frem til cirka år 1900, hvor de sidste pakkede deres ting og sejlede forbi Kap Farvel og vestpå, for det meste til herrnhutermissionens by Friedrichsthal og bygderne omkring den. De efterlod kun mennesker et eneste sted på hele østkysten, nemlig i og omkring Ammassalik og her kun fordi danskerne havde besluttet at anlægge en handelsstation der. Bogens emne er denne folkevandring, og de tre forfattere bruger et mangeartet udvalg af materiale og metoder for at belyse den, lige fra arkæologiske udgravninger (hustomter o.l.), etnografiske samlinger (f.eks. fra museet i Herrnhut), folketællinger og indberetninger, dagbøger og breve osv. Ofte får man som læser lejlighed til at følge processen fra materiale til konklusioner, og man kan se hvordan det i første omgang tilsyneladende tørre stof kan aflokkes ret så dramatiske konklusioner. Et eksempel er tallenes stille gru, når de første folketællinger fra Friedrichsthal, lige efter den første store indvandring fra Østgrønland, viser et vældigt overskud af drenge i forhold til piger. Hvor mon de piger var blevet af? Andre steder tillader materialet, ved lidt bearbejdning, at vi kan følge enkelte navngivne familier eller enkeltpersoner. Fra makroplanet flytter vi ned på mikroplanet, uden at sammenhængen går tabt, tvært imod. Allerede før den danske kolonisering var der kontakt mellem øst og vest i Grønland, således at østgrønlænderne kom vestpå for at handle dels for at få materiale til at lave fiskeliner af, dels for at tilkøbe sig varer af europæisk oprindelse fra hvalfangerne, der i løbet af 1600tallet var begyndt at ankomme til Vestgrønland. Koloniseringen satte yderligere gang i tingene, men folkevandringens årsager var ikke udelukkende af pull -karakter, langt fra. Leveforholdene var/var blevet yderst barske østpå. Udsættelse af piger og uforsørgede enker med børn var almindeligt, og periodevis sultede alle. En af grundene hertil var formodentlig den voksende kommercielle sælfangst fra Nordeuropa. I bogen sættes denne mangel på fangstdyr dristigt i forbindelse med en pludselig stærkt forøget udsmykning af fangstredskaber og andet i Ammassalikområdet.

47 46 Missionsstationen Friedrichsthal gav helt enkelt et bedre håb om overlevelse, og så tog man missionærernes kristendom og formaninger med i købet. Bogen er professionelt lavet, med en omfattende litteratur- og materialeliste, henvisninger osv. Bogen er interessant og anvendelig af flere grunde. Folkevandringer og kulturmøder er interessante og aktuelle emner, men det er historisk metode, eller, som bogen viser, historiske metoder, også, dvs. fremstillingen af historie. Og bogen er ret overskuelig, omfangs- og emnemæssigt. Jeg vil i hvert fald varmt anbefale den. Axel Moos

48 47 Kinesisk religion og livsanskuelse KLAUS BO NIELSEN: Kinesisk religion og livsanskuelse. Fra arkaisk til moderne tid. Aarhus Universitetsforlag sider, ill.. 499,95 kr. Få årtier tilbage troede man det knap muligt, at Den kinesiske Folkerepublik skulle indføre vidtgående markedsøkonomiske reformer. Og måske mente mange det i dag heller ikke muligt, at det religiøse liv kunne blomstre op igen i det officielt ateistiske rige i midten, hvis officielle livsanskuelse jo er den kinesiske variant af den af kommunistpartiet postuleret videnskabelige marxisme. Men det gør det faktisk ifølge sinologen og religionsforskeren Klaus Bo Nielsen, der siger således i bogen: Siden 1980 har Kina oplevet en udbredt genvitalisering af religiøs aktivitet. Det gælder både de officielle religioner og folkereligionen. Antallet af religiøst troende skønnes fra uofficiel side at nærme sig 200 millioner kinesere. Denne eksplosive vækst er synlig og reel og kan tilskrives mange faktorer. Sammenholdt med den mindre restriktive kurs over for religioner og religiøsitet kan denne udvikling måske også forklares ud fra visse sociale, økonomiske og politiske faktorer. Den ateistiske kommunisme har ikke kunnet erstatte religion og er måske snarere en grund til desillusion blandt mange kinesere. ( ) De økonomiske reformer, moderniseringen og den sociale usikkerhed for store dele af befolkningen i Kina har sandsynligvis medvirket til, at mange har søgt mod religion og spiritualitet. Kinesisk religion er imidlertid utvivlsomt kompleks. Ikke desto mindre forsøger Nielsen i bogen at udrede vigtige tråde i denne meget omfattende del af kinesisk åndsliv igennem at fremstille dels de store, klassiske og til skiftende tider endog statsanerkendte religioner og filosofier, nemlig daoismen, kongfuzianismen og buddhismen, samt disses idémæssige forhistorie, og dels den kinesiske folkereligion. Især i forbindelse med de store religioner spiller, foruden vigtige begreber, ikke mindst centrale protagonisters tanker en stor rolle i fremstillingen. Bogen giver dog primært en fremstilling, der er fokuseret på de enkelte religioners tankeverdener og deres idéhistoriske udvikling i snævrere forstand, og altså ikke så meget en fremstilling af disse tanker i deres bredere material- og kulturhistoriske kontekst. Skulle jeg nu for egen regning, men dog på baggrund af min læsning af bogen, levere en leksikalsk, minimal og særdeles forenklet karakteristik af kernen i hovedreligionerne hvilke immervæk også internt hver især har budt på ret betydelige divergenser igennem historien, så er daoismen en nærmest panteistisk, romantisk, grøn retning, som i høj grad dyrker det naturlige, også i mennesket, samt de nære relationer, især familien. Kongfuzianismen har i høj grad været forbundet med statsmagten eller centralmagten i det gamle, feudale, hierarkiske kinesiske samfund og står for en vis konservatisme og disciplin samt en noget rigid, principfast etik, der måske ikke altid har været til at skelne fra den gældende juridiske lovgivning. Det skal dog også bemærkes, at kongfuzianismen angiveligt betragter alle mennesker som født lige, kun i kraft af deres livspraksis kommer de til at adskille sig fra hinanden, som det hedder i bogen. Buddhismen, der kom til Kina i det 1. århundrede, forekommer mere livsfornægtende og asketisk end de to andre i Kina ældre og oprindeligt kinesiske religioner og forekommer i øvrigt noget ude af trit med den traditionelle kinesiske familie- og forfædredyrkelse med sin betoning af den individuelle handling, skæbne og

49 48 sjælevandring. Men dermed har buddhismen på den anden side sikkert også historisk set afhjulpet en vis mangel på respekt for individet i et samfund, som traditionelt har tillagt kollektivet fx familien eller staten en klar hovedvægt. Tværs igennem de tre hovedreligioners tankeformationer og vel især deres praksis gennem historien synes der imidlertid at gå en meget høj grad af tilpasningsdygtighed til de herskende (samfunds)forhold. Man sidder klart med en fornemmelse af, at kineserne, i hvert fald den såkaldt almindelige del af befolkningen, historisk og aktuelt har vist sig som et eller rettere flere meget pragmatisk tænkende og handlende folk; således er og var den måske mest almindelige religionsform i Kina synkretistisk, altså religionsblandende. Man tog, hvad man kunne bruge af tankegods i alle retningerne. Der er uden tvivl også for vesterlændinge inspiration, potentielle korrektiver til vestlig tænkning og/eller mangt et visdomsord at hente i kinesisk religion og tænkning, fx hos daoisten Zhuangzi ( f.kr.), som Nielsen refererer for følgende lettere filosofisk idealistiske synspunkt: Zhuangzis ærinde er at frigøre individet fra snærende og undertrykkende samfundskonventioner. (..) I modsætning hertil søger han åndens frie vandring. Kongfuzianismens ædle mand og den adelige elite ænser han ikke, fordi hierarkiske positioner og status kun er kunstigt og menneskeskabt. For mit eget vedkommende forbliver vestlig filosofi i almindelighed dog stadig den væsentligste inspirationskilde, må jeg sige. Det hindrer imidlertid ikke, at Klaus Bo Nielsen indlægger sig fortjeneste ved at have skrevet en bog, et oversigtsværk, der uden tvivl beriger dansk åndsliv gennem sin fremstilling af en åndelig tradition, som til dato ellers var relativt fremmed herhjemme. Det ville dog næppe have skadet bogen at være blevet udsat for (endnu) en redaktionel stramning, sprogligt såvel som med henblik på at undgå for mange gentagelser, og måske kunne en del detaljer også på den måde være siet fra til fordel for mere fokusering på de større linjer. Bogen henvender sig sikkert ikke mindst til sinologer, religionsvidenskabsfolk, filosoffer og idéhistorikere, altså universitetsuddannede og -studerende, samt til alment interesserede med visse forudsætninger. For historielæreren kan bogens stof udgøre noget, og slet ikke uvæsentlige dele, af baggrunden for en undervisning i kinesiske forhold, også de aktuelle, idet bogen fører stoffet helt op til nutiden og omtaler religionernes indhold, position og status i nutidens kinesiske samfund og i andre samfund, der er præget af kinesisk livsforståelse, som fx Taiwan. Poul Ferland [email protected]

50 49 Manden der var PET-chef OLE STIG ANDERSEN: En PET-chefs erindringer. Forlaget Sohn sider. 349,95 kr. Forfatteren skriver i forordet at bogens arbejdstitel var Mit halve liv, men at forlaget nok mente at En PET-chefs erindringer solgte bedre. Forlaget har sikkert ret, men arbejdstitlen er mere dækkende for bogens indhold. Det er mennesket, dvs. Ole Stig Andersen selv, der er i centrum. Om forfatteren så er tilstrækkelig rig og berømt til at bogen bliver en kommerciel succes, er et spørgsmål der trygt kan overlades til markedet. Her er spørgsmålet naturligvis om den med succes kan anvendes af en gymnasielærer i historie. Af bogens 620 sider handler de første ca. 240 om forfatterens barndom og ungdom før karrierens begyndelse ved ansættelsen i Justitsministeriet i Perioden i Justitsministeriet fylder de næste ca. 110 sider, og perioden 1975 til 1984, hvor forfatteren var chef for PET, godt 230 sider. Det er selvsagt de to sidste dele af bogen man ser frem til med størst forventning: Er der nogen fede afsløringer? Men på det punkt melder forordet klart ud: Forfatteren agter fortsat at respektere tavspligten. Han vil ikke skrive noget der ikke allerede findes i offentligt tilgængelig form, f.eks. i den omfangsrige PET-rapport fra Det betyder at bogen kun indeholder forfatterens oplevelse og vurdering af tingene, og man mærker af og til et behov for retfærdiggørelse, hvor argumentationen naturligvis begrænses af respekten for tavshedspligten. Skrivemåden ligner de frie associationers metode, en ret velkendt fremgangsmåde i selvbiografier. Hvert kapitel har naturligvis sit emne, men hvis forfatteren undervejs kommer i tanker om en interessant person, han har mødt, eller om en interessant episode fra samtid eller fortid, går han gerne en lille omvej for at oplyse os nærmere. Hvis bogen derfor skal benyttes rent fagligt, stiller det krav om en høj læsehastighed. Forfatteren delagtiggør os også gerne i sine holdninger til mange forskellige ting, men oftest uden nogen sammenhængende analyse. Der hvor bogen er mest interessant, er naturligvis når forfatteren skriver ud fra sin særlige viden, dvs. om offentlig administration og om efterretningsvæsen, men selv i disse kapitler er der lige langt nok mellem de fagligt interessante steder. Det er også her det personlige der dominerer. Forfatteren skriver et sted om nutidens hang til ekshibitionisme, og man må indrømme at han har fat i noget her. Kildematerialet til bogen ser ud til overvejende at være forfatterens hukommelse, hjulpet på vej af breve, avisudklip og fotografier (s ). Og der er da heller ikke hverken henvisninger eller materialeliste. En historielærer vil nok kunne få noget ud af at læse bogen, men man må indstille sig på at der er langt mellem de fagligt spændende steder. Høj læsehastighed er nødvendig. Den er af samme grund næppe anvendelig for eleverne. Axel Moos

51 50 Brudstykker af mørke kapitler BBJARNE WAGNER AUGUSTENBORG: Gode Gud, send mig hjem Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland , Lemuel Books 2012, 240 sider (ill.), 229 kr. Bjarne Wagner Augustenborg er nordjysk forfatter med en række bøger bag sig. De strækker sig emnemæssigt fra frimurere, profeten Mikkelsen og til besættelsestidens dunkle skæbner. De mange tyske flygtninge i Danmark under og især efter 2.verdenskrig er bedst fremstillet i Henrik Havreheds disputats fra 1987, De tyske flygtninge i Danmark Men i en tid, hvor der graves i alle hjørner af besættelsestidens dunkle gemmesteder, falder bogen såmænd ganske i tråd med denne trend. Fremstillingen er relativt let læst, båret af længere passager, specielt fra flygtningedagbøger. Der er mange interessante aspekter, men den røde tråd er svær at finde, hvilket bogen også er blevet kritiseret for af en del anmeldere. Og det er også en svaghed, at Augustenborg kommer til at sætte for meget fokus på den lille historie. Det større perspektiv forsvinder simpelthen, men kunne være understøttet af en strammere, tydelig struktur i fremstillingen, hvilket ikke nødvendigvis ville svække den populærhistoriske fremstilling. Her kunne udmærket tages ved lære af en storsælger som Anthony Beevors Berlin fra 2002, hvor trængslerne for de tyske flygtninge fra øst fremstilles nærværende uden at drukne i det større militære ragnarok, som Beevor dog lægger primær vægt på. På den anden side er Augustenborgs bog en tankevækker, fordi den berører de tyske flygtninges skæbne i mange aspekter, lige fra børnefødsler, sygdom, ernæring, teater og anden adspredelse, opvarmning og våde tørv, begravelser, genbegravelser og identifikationer, fraternisering, kirkeliv mm. Det bliver blot for fragmentarisk. Og når der så citeres kilder i denne udstrækning, ville et noteapparat have været på sin plads (som ved fotos, hvor der trods alt er henvist til arkiver mm, dog uden præcise angivelser) og ikke blot en fortegnelse over Kilder, der også omfatter en række fremstillinger. Kilder og fremstillinger er nu engang ikke det samme! Hans-Henrik Christensen

52 51 Ungarske flygtninge i Danmark 1945 SØREN PEDER SØRENSEN: De ungarske soldater. En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig, Museet for Varde By og Omegn 2005, 160 sider, 175 kr. Bogen om de ungarske soldater, der kom til Danmark i slutningen af 2. verdenskrig, åbner for anmelderen et nyt kapitel af historien om besættelsen. Materialerne tyder endog på at der kunne være tale om endnu flere. Soldaterne og deres familier kom til Danmark fra Ungarn, der lededes af det nazistiske Pilekors, som et led i deres militære træning til at blive indsat på Østfronten. De førte en omflakkende tilværelse i lejre rundt omkring i landet med sædvanligvis korte ophold de enkelte steder hovedparten opholdt sig fortrinsvis i Jylland, men der var også ungarere i Vordingborg, Næstved og Nordsjælland. De førte i mange tilfælde en kummerlig tilværelse i gymnastiksale eller barakker fortrinsvis i mindre byer i provinsen. Den samlende figur var den medbragte katolske præst, der rejste rundt og foretog kirkelige handlinger og skrev dagbog om soldaterne og deres pårørende. Det er i hovedsagen disse optegnelser, der sammen med meget andet kildemateriale, er grundlaget for denne spændende bog. Forfatteren har gjort et endog meget stort arbejde for at opstøve materialerne både i Ungarn og Danmark, og meget af dette er sammen med meget billedmateriale trykt i bogen. Han har også været rundt på kirkegårde i Danmark men der er underligt nok ikke efterladt mange spor antallet af soldater taget i betragtning. I slutningen af krigen er der eksempler på at soldaterne fandt sammen med og deltog i modstandsarbejdet De fandt i nogle tilfælde danske venner og ind imellem bevaredes kontakten til disse også efter krigen. Til bogen er der også lavet en spænde hjemmeside på

53 52 Danske jøders hjemkomst i 1945 SOFIE LENE BAK: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen, Gyldendal 2012, 256 sider, 300 kr. Forfatteren har gennem en årrække arbejdet med de danske jøders forhold under og efter besættelsen bl.a. i sin egenskab af museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum og har i den anledning skrevet en lang række artikler om de danske jøder under besættelsen. Dette er et af de første samlede værker herom. Bogen tager udgangspunkt i oktober 1943, hvor de danske jøder som bekendt flygtede til Sverige og derved reddede livet, men måtte efterlade mange af deres værdier i form af møbler, tøj, lejligheder, forretninger og gæld efter lån til flugten mv. De knap 500 der blev fanget under aktionen og ført til Theresienstadt var naturligvis i samme situation. Dette handler de første ca. 60 sider af bogen om. Herefter belyses en lang række forhold i forbindelse med hjemkomsten og det store arbejde med at genetablere en så normal hverdag som muligt. Samtiden havde endnu ikke kendskab til PTSD post traumatisk syndrom hvilket sikkert ville have kunnet hjælpe flygtningene særligt i den første svære tid, hvor man måske boede i forlægning, på en skole eller i en villa fordi man ikke kunne komme tilbage til sin lejlighed. Ligesom selve flugten og organiseringen heraf var særegen for de danske jøder sammenlignet med deres trosfæller i resten af Europa, var løsningen på alle disse problemer også speciel for danskerne og for de jødiske flygtninge, der havde fået ophold i Danmark før besættelsen. Her gik de danske myndigheder ind og arbejdede meget aktivt for at sikre jødernes værdier under krigen med oprettelsen af et kontor under Københavns Kommune. Herfra tog medarbejderne rundt til de efterladte lejligheder og registrerede værdier og satte nye låse i. En længere debat i Folketinget umiddelbart efter krigen resulterede i lovgivning om erstatning og anden hjælp til de tilbagevendte. Debatemnerne var hvem der skulle have erstatning og i givet fald hvor meget. Man oprettede Centralkontoret under ledelse af Arne Zimling, der arbejdede her til sin fratrædelse i november Han førte dagbog og den danner basis for en del af bogens materiale sammen med unikke interviews, private dagbøger og erindringer. Zimling lægger i sin dagbog ikke skjul på at arbejdet indebar mange konflikter og at han var synligt lettet ved sin fratrædelse. Udgangspunktet for Centralkontoret var at jøderne skulle tilbage til det liv og de boliger, som de havde haft ved flugten. Det var dog ikke altid lige nemt idet andre var flyttet ind i lejlighederne, andre havde fuldt lovlige fremleje- eller lejekontrakter, andre havde aftalt med ikke-jødiske kolleger, venner eller naboer at de skulle passe på forretning eller andre værdier men havde i mellemtiden disponeret over det betroede. Hertil kan man lægge en grad af antisemitisme blandt danskere. En af bogens pointer er at debatten og løsningen på de tilbagevendende jøders problemer udløste et nyt syn på statens rolle i velfærdsspørgsmålet. Jøderne oplevede en lang mere agerende stat, der aktivt gik ind

54 53 og hjalp den enkelte i modsætning til tidligere, hvor dette i langt højere grad var overladt til den enkelte. Således lagdes en af grundstenene til velfærdsstaten som vi kender den. Bogen anbefales på det varmeste. Peder Wiben

55 54 Modstandskampen i Sønderjylland HENNING N. LARSEN: Modstanden. Valgene der skilte. Om besættelsestidens kampe. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck sider, illustreret, 300 kr. Omslagets forside domineres af to billeder. Øverst ser man en gruppe mænd med våben og frihedskæmperarmbind. Nederst ser man et afsporet tog. Mellem billederne står der med store bogstaver: MODSTANDEN samt bogens undertitel med mindre bogstaver. På bagsiden ser man et optog af folk med hagekorsflag. Når man ser bogen hos boghandleren, må man tro, at vi her har en bog der handler om modstandsbevægelsen. Forlaget forsøger at få bogen med i slipstrømmen af den fornyede interesse for besættelsestiden efter filmen om Hvidstengruppen. Man skal læse det der står med småt på bagsiden for at finde ud af, at bogens emne er mere specielt, nemlig modstandskampen i Sønderjylland, der var ekstra vanskelig på grund af, at en del af de tysksindede var nazister og stikkere. Hvis bogens købere venter at få en spændende bog med hjem, bliver de absolut ikke snydt. Bogen beskriver grundigt flere af de mest dramatiske aktioner i Sønderjylland. Det er ikke en bog der går systematisk frem. Vi får ikke en samlet oversigt over modstandskampen syd for Kongeåen. Den beskriver nogle dramatiske aktioner og den eller de personder der medvirkede. Efter en optakt, der handler om forholdet mellem dansk og tysk, handler det første kapitel om den mislykkede sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik i februar Derefter følger den ene aktion efter den anden. Der er også kapitler om sønderjyder, der virkede andre steder i landet, f.eks. folk der tog til Fyn, og Christian Fries der var aktiv i Studenternes Efterretningstjeneste. Nogle kapitler behandler mere generelle forhold. Samarbejdspolitikken og dens konsekvenser for modstanden. Diskussionen om grænseflytning efter Synet på modstand og stikkerdrab. Også historieskrivningen kommenteres. Jørgen Hæstrup med flere får et par ord med på vejen. Aage Trommers syn på sabotagens nytte bliver direkte angrebet. Forfatteren lægger ikke skjul på sit positive syn på modstandsbevægelsen og sin foragt for pacifistiske holdninger hos f.eks. højskolefolk. Han bryder sig ikke om verdensfjerne skrivebordshistorikere, der vil nedtone modstandens betydning. Han er direkte fjendtlig over for de hjemmetyske organisationer, der hurtigt blev nazificerede i 30 erne og angiveligt havde svært ved at slippe nazismen efter krigen. Han ser med sympati på sprængningen af tårnet på Knivsbjerg, selv om den ikke var helt lovlig. Bogens sidste kapitel handler om klokkestabelen der blev rejst ved Skamlingsbanken til minde om de sønderjyder der mistede livet i modstandsbevægelsen. Bogen er populært skrevet, men samtidig er den grundig historieskrivning. Kilderne citeres ofte, der er mange noter. Bogen afsluttes med en omfattende litteraturliste og et navneindeks. Der er også et personleksikon med korte biografier af de vigtigste personer, dog er der blot en henvisning til de personer der blev grundigt behandlet i bogens hoveddel.

56 55 Brostenene afsluttede luftturen ved at smadre sig vej ind i festlokalet igennem ruderne, som splintredes i småstykker. Således indledes et af kapitlerne, og det er typisk for bogen. Efter denne optakt får vi baggrunden for rudeknusningen og hele begivenhedsforløbet. Et typisk kapitel begynder med en dramatisk situation, derefter beskrives forhistorien, derefter de vigtigste personer og deres aktioner og til sidst efterspillet: arrestation, tortur, ofte død. Kapitlet afsluttes gerne med at fortælle hvad der skete efter krigen. Dels hvilken straf de skyldige fik, dels de efterladtes sorg. Der fortælles om tortur, sygdom, lidelse og død. Der er mange citater fra afskedsbreve og mindetaler. Først action og spænding, så følelser. Det er følelsesporno. Når man får en rundvisning i Auschwitz og lignende steder i Østeuropa, er guiderne meget omhyggelige med at omtale forbryderne som nazisterne, aldrig som tyskerne. Sådan skriver denne bogs forfatter ikke. I bogens indledning gør han godt nok opmærksom på, at ikke alle hjemmetyskere var nazister og ikke alle gik besættelsesmagtens ærinde. Men undervejs i bogen skriver han for det meste tyskerne. Hele tiden gøres de danske modstandsfolk til helte, og hele tiden beskrives deres modstandere som skurke. På bogens bagside står, at de gamle skel fra besættelsestiden stadig findes i Sønderjylland. Denne bog hjælper ikke med til at glatte skellene ud, snarere tværtimod. Jørgen Krøigård

57 56 Flåden PER HERHOLDT JENSEN: Støt kurs Flåden ved Grønland i 275 år Grønlands Kommando i 60 år. Nautilus Forlag 2011, 328 sider, 399 kr. I 2011 var der to begivenheder, som blev markeret med jubilæer med relation til Grønland. Det var 275 år siden, at fregatten Blaa Heyren i 1736 blev sendt af sted på en mission til Grønland, med opgaver som søværnet og flyvevåbnet i princippet løser den dag i dag. Det var samtidigt 60 år siden, at Grønlands Kommando blev oprettet og flyttet til Naval Station Grondal, der næsten samtidig blev overtaget fra amerikanerne. Kaptajnløjtnant Per Herholdt Jensen har i den anledning skrevet en spændende og flot jubilæumsbog. Den er en opdatering af forfatterens tre tidligere bøger om Forsvaret i Grønland, så man her får et samlet overblik, men uden for mange gentagelser fra de forrige bøger. Her er et samlet overblik over flådens historie ved Grønland siden 1736, herunder om Grønlands Kommando og de underliggende myndigheder samt Forsvarets opgaver. Bogens indledende kapitel danner rammen om hele bogen med beretningen om togtet med inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen, en kort gennemgang af Forsvarets styrker og tilstedeværelse i Grønland og en kort orientering om de mange opgaver der har været, og bliver, løst. Sammen med det efterfølgende kapitel om is- og vejrforhold, letter det forståelsen for læsning af alle de efterfølgende kapitler, især for ikke-grønlandsfarere som undertegnede. Herefter følger tre kapitler om flåden ved Grønland fra udgangspunktet i 1736 og frem til i dag, som dermed markerer det første jubilæum. Grønlands Kommando bliver i de tre næstfølgende kapitler behandlet som det andet jubilæum. For ikke at sprænge bogens rammer, så henviser forfatteren til sin tidligere bog "Grønlands Kommando i 50 år", der udkom i Han har derfor valgt en fyldig omtale af kommandoen med vægten lagt på opstarten, som de færreste måske har så meget kendskab til og derpå om de mange udflytningsplaner i tidens løb. Til alt held kom beslutningen om placering af Arktisk Kommando lige akkurat så betids, at det har kunnet komme med. Arktisk Kommando er forsvarets nye operative hovedkvarter i det nordatlantiske og arktiske område. Kommandoen er placeret i Nuuk med et mindre forbindelseselement i Tórshavn på Færøerne. Den 31. oktober 2012 blev det officielt indviet. De underlagte myndigheder som f.eks. Luftgruppe Vest og Slædepatruljen Sirius er beskrevet i de to efterfølgende kapitler. Forsvarets opgaver ved Grønland er i de to sidste kapitler med hovedvægten lagt på de største og vigtigste opgaver. Bagerst i bogen er et fyldigt appendix på 20 sider med alt fra data om de enkelte fly- og flådefartøjer, kommandoforhold, gradsbetegnelser og til en vindstyrketabel. Der er enkelte specialkort over forskellige distrikter i Grønland, men der mangler et godt oversigtskort over hele Grønland, så man nemt kan identificere de mange geografiske navne. Det må også nævnes, at der desværre også mangler et ordentligt register.

58 57 Bogen er gennemillustreret med fantastisk flotte farvefotos, og alene billedsiden er næsten det hele værd. Bogen er i det hele taget i et flot format og udstyr. Angående sproget har forfatteren taget en række hensyn til de læsere, der som undertegnede ikke er fuldt fortrolige med maritime og sømilitære fagudtryk. Disse er derfor tydeligt markeret og forklaret forneden på siden i en kort fodnote. Per Herholdt Jensen har tydeligvis bestræbt sig på at skrive en bog, der også skal kunne læses af alle med interesse for Flådens historie og Forsvarets opgaver i Grønland. Frank Weber

59 58 Jagten på Osama PETER L. BERGEN: Jagten på Osama. 10 år i hælene på Bin Laden, JP Forlag sider, 300 kr. I høj fart og med spændende detaljer gengiver CNN-journalisten Peter Bergen amerikanernes jagt på Osama bin Laden og al-qaeda i kølvandet på terrorangrebet den 11. september Med et væld af kilder fra CIA, øvrige efterretningstjenester og højtstående embedsmænd sættes den dramatiske eftersøgning på Osama bin Laden fra 2001 og frem mod 2011 effektivt og overbevisende i scene. Samtidig er der viet plads til at yde en vis kritik af den amerikanske indsats i de første kritiske dage, uger og måneder efter invasionen i Afghanistan og jagten på al Qaeda i Tora Bora bjergene. Hvordan kunne en amerikansk hær sammen med de allierede undgå at fange Osama bin Laden, når de vidste han var i det berygtede bjergområde? Peter Bergen kalder det ligefrem et mysterium, men gengiver dog selv flere forklaringer ud fra interviews med højtstående personer i Bush-administrationen og militæret: Sejren over Taleban-regimet var foregået med et meget lille antal soldater, og man ønskede ikke at ændre ved de minimale amerikanske tabstal. USA var desuden bange for at puste til de anti-amerikanske følelser hos de afghanske stammeledere, som amerikanerne havde fået til at støtte jagten på al-qaeda til gengæld for penge. Endelig var der en frygt for at miste momentum i krigen, hvis der skulle flyttes soldater til Tora Bora bjergene fra andre områder i Afghanistan. Under alle omstændigheder forlod ræven sine tilholdssteder i de berømte bjerge i december i ly af voldsomme bombardementer, og bin Laden nåede i sikkerhed i Pakistan. Der er flere overraskende analogier i bogen. Peter Bergen sammenligner fx den særlige amerikanske antiterrorenhed Joint Special Operation Command med al-qaeda. Begge netværksorganisationer er dræbermaskiner, der var organiseret fladt for at kunne handle hurtigt. Som man måske kunne forvente, er der ikke mange moralske skrupler hos CNN-journalisten i beskrivelsen af jagten på Osama, droneangreb der rammer civile og endelig selve likvideringen af Osama bin Laden. Men indtil der kommer en anden bog med en anden vinkel, så er Peter Bergens bog den bedst researchede og underbyggede bog om, hvordan verdens mægtigste land måtte bruge 10 år, milliarder af dollars og to invasioner på at fange lederen af al Qaeda. Til gengæld fik Bin Laden aldrig sin drøm om at blive leder af en forenet arabisk verden opfyldt, mens USA fortsat gør alt for at fange eller likvidere de resterende al Qaedaledere. I forhold til al Qaedas udbredelse og styrke påpeger Peter Bergen meget præcist, at al-qaedas indflydelse er nedadgående. Al Qaeda havde ikke andel i det Arabiske Forår, ej heller har organisationen større udbredelse i de arabiske lande efter bin Ladens død. Den nye al-qaeda-leder Zawahiris chance for at give terrorgruppen nyt liv ser således ud til at være mest udbredt i de fattigste og mest kaotiske muslimske lande bygget op omkring stamme- og klanledere, hvilket vil sige Yemen og Afghanistan. Kun tiden vil vise om USA vandt kampen mod terror. Brian Dupont Larsen

60 59 En nål i en høstak MARK BOWDEN: Afslutningen. Mål: Osama bin Laden. Gyldendal sider, 300 kr. Hvordan finder man en enkeltperson blandt jordens 7 milliarder mennesker? Oven i købet en person, der gør alt hvad han kan for ikke at blive fundet, og dertil mener sig ekspert i at slette sine spor! Den amerikanske journalist Mark Bowden har tidligere interesseret sig for krigsjournalistik med bogen Black Hawk Down, som de fleste nok kender filmatiseringen af. Denne bog om jagten på Osama bin Laden egner sig nok ikke i lige så høj grad til film, idet den handler om de administrative tiltag i forsøget på at finde Laden s opholdssted. Det er jo ikke nogen hemmelighed at USA siden angrebet på Twin Towers i september 2001 har ofret store resurser på at finde hovedmanden bag dette angreb og i denne bog kommer vi med helt ind i kommandorummet, hvor Obama sidder som den endelige beslutningstager om drab på enkeltpersoner med tilknytning til Al-Qaeda en serie aktioner som man havde haft succes med gennem årene idet mange mere eller mindre centralt placerede terrorister var blevet dræbt. Det siges i bogen at bin Laden efterhånden kunne se sin organisation smuldre og sad mere eller mindre isoleret i sit skjulested sammen med sine 4 koner og alle deres børn i Abbottabad, mens han med kurér sendte det ene mere og mere desperate brev ud til medlemmer af organisationen. Bin Laden var efterhånden blevet overhalet indenom af Det Arabiske Forår, der udviklede sig modsat af, hvad han havde forestillet sig med sit fokus på udvikling af (mere eller mindre) demokratiske styreformer. Aktionen mod bin Laden havde derfor mere politisk end praktisk betydning. Det var lykkedes at lokalisere bin Laden gennem et langsommeligt og grundigt efterretningsarbejde, der tålmodigt kværnede løs under inddragelse af store resurser fra mange forskellige instanser i den amerikanske administration og mange forskellige enheder i hær og efterretningsorganisationer. Obama beskrives som den, der forstærkede jagten på bin Laden efter sin tiltrædelse som nyvalgt præsident og han er i det hele taget positivt omtalt gennem hele bogen. Efter lokaliseringen af bin Laden stod valget mellem en indsats fra en lille militær specialenhed eller at forsøge at dræbe ham med et enkelt lille missil når han gik tur i haven under en presenning. Som bekendt valgte Obama det første bl.a. fordi det kunne sikre at han virkelig var død, at ingen andre kom til skade samt at man kunne indsamle materialer fra hans pc og papirer i øvrigt. Man var helt klar over at der kun var et skud i bøssen og bin Laden ville være over alle bjerge hvis man fejlede. Bowden bygge sin bog på omfattende interviews med nøglepersoner i toppen af administrationspyramiden herunder et interview med Obama. Dette er både bogens styrke og samtidig dens svaghed, idet han i sit efterord skriver, at han desværre ikke kan dokumentere de mange citater, da en del af dem har betinget sig anonymitet. Det er ærgerligt, idet bogen leder tankerne hen på den kildesamling, der tidligere blev brugt i undervisningen om Cuba krisen og JFK og hans administration som beslutningstager i krisesituationer. På trods af dette kan bogen anbefales som spændende læsning og til større skriftlige opgaver (så kan eleverne få lejlighed til at gøre sig nogle kildekritiske betragtninger). Peder Wiben

61 60 Al-Qaeda i Danmark MATIAS SEIDELIN: Allahs danske krigere i FBI s søgelys. Politikens Forlag sider, 250 kr. Forfatteren, der er journalist i TV 2 og uddannet historiker, arbejder i sin bog med en særlig gren af den egyptiske terrororganisation al-gamaa al- Islamia, hvis medlemmer i større antal søgte og fik politisk asyl i Danmark i 1990erne efter drabet på Anwar Sadat. De lagde på ingen måde skjul på hvorfor de var kommet til Danmark, men fortalte åbent at de var medlemmer af denne organisation. De stod derfor til tortur og henrettelse hvis de blev udleveret til Egypten. Hovedpersonen i dette militante muslimske miljø i Danmark var Abu Talal, der i 1995 forsvandt sporløst i Zagreb og ikke er set i live siden. Det siges at han blev kidnappet af FBI eller CIA og ført til Egypten, hvor han skulle være blevet henrettet - måske efter omfattende tortur. Dette er som følge af sagens aldrig blevet bekræftet. Inden han nåede så langt var han dybt involveret i den internationale terrorisme med forbindelser til bl.a. til Den Blinde Sheik, der blev dømt for sin del af det første terrorattentat på World Trade Center, boghandleren fra Brønshøj, der blev tiltalt her i Danmark for medvirken til terror. Især knyttedes 3 arabiske personer fra Århus til denne sag efter et mislykket brandattentat i en lejlighed. De blev senere tiltalt efter en længere varetægtsfængsling men blev alle frifundet ved retten. Det militante miljø samledes omkring centrale egyptere fra terrororganisationen, der flygtede fra Egypten efter drabet på Sadat, men fortsatte deres terror med attentater på andre egyptere og turismen for at lamme Mubarak og landet i det hele taget. Specielt moskéen på Vesterbro i København siges at have spillet en central rolle som samlingspunkt for dette miljø. Senere knyttedes forbindelser til al-qaeda efter at ledende personer havde levet og været på træningsophold i Pakistan og Afghanistan. Bogen myldrer med arabiske navne og man taber nemt tråden derfor er det også fint at der er et navneog organisationsregister sammen med en ordforklaring over arabiske begreber bagest i bogen. Bogens svaghed er dens manglende henvisning til kildematerialer, hvilket nok er forståeligt i et journalistisk arbejde. Sidst i bogen lover forfatteren at bringe uddybende kildemateriale på Man leder dog her forgæves efter dokumenter og andet kildemateriale, hvilket kan ærgre hvis bogen skulle have været brugt til større skriftlige opgaver. På trods heraf kan bogen dog anbefales det er spændende læsning.

62 61 Dansk soldat beretter om Afghanistan-krigen RIKKE HYLDGAARD: Soldaten i krig og kærlighed, Jyllands-Postens Forlag, København 2011, 239 sider, 250 kr. Med baggrund i en prisbelønnet interviewserie (Spadestikprisen 2011) i Fyns Stiftstidende, har journalisten Rikke Hyldgaard fulgt artiklerne op med en bog om den 22-årige fynske soldat Jacobs oplevelser før, under og efter udsendelsen til Helmandprovinsen i Afghanistan. Som del af Danish Battle Group, ISAF, hold 9, følges gruppeføreren Jacob i den fremskudte base, Budwan, også kendt som Armadillo, i den grønne zone ved Helmandfloden. Opgaven er at stække Taliban, hvilket viser sig nemmere sagt end gjort. Som Jacob siger i bogen: Folk tror, at vi hjælper en masse mennesker, men vi hjælper højest det antal, som vi selv udgør. Dette bør de da vide. Vi kan ikke slå Taliban. Vi kan bare holde dem stangen, indtil afghanerne selv bliver stærke nok til at overtage styringen (s. 232). Efter hjemsendelse af hold 9 i august 2010, viser statistikken da også, at hold 9 har været det hårdest ramte af alle udsendte. Af de udsendte ca. 700 soldater døde 5, 74 blev såret og et stort antal blev hjemsendt undervejs. I de foregående 8 års krigsførelse var blot 109 soldater blevet såret. Og i netop Jacobs Charliekompagni på Armadillo Basen (ca. 140 soldater), blev der i gennemsnit udført kamphandlinger hver anden dag og 2 af de 5 døde soldater faldt i dette kompagni. I slutningen af 2010 opgav man helt basen, og i dag erkender flere i militæret at opgaven ikke kunne løses med at give de lokale sikkerhed fra Taliban. I en ekstremt velskrevet bog, der er en roman værdig, følges Jacob fra udsendelse til kamphandlinger; under sygehjemtransport og i selskab med militærkammeraterne; begravelsen af den elskede delingsfører Pløger; bruddet med kæresten; hjemsendelse; livet på hjemmefronten og overgangen til en civil karriere. Alt følges og kommenteres af Jacob med små indslag fra ex-kæreste og forældre. Selv om der er store styrker ved at følge én person, præger journalist Rikke Hyldgaards fortælleteknik i en grad, der ikke lader detaljerne komme ind i billedet. Hovedpersonen hedder således blot Jacob og man oplyses ikke om det præcise tidspunkt for eller varigheden af udsendelsen. Det er Jacobs oplevelser og følelser, der i centrum. Det er der nogen, der er helt vilde med at læse. Bogen giver under alle omstændigheder endnu en soldat talerør for at vise, hvad det er, der får unge raske mænd til at gå på dødsmissioner: Kammeratskab, ære og respekt, synes svaret at være. Brian Dupont Larsen

63 62 Kongeloven DITLEV TAMM & JESPER DÜRING JØRGENSEN: Kongeloven. Thomæsons Håndskrift. Jurist og Økonomforbundets Forlag 2012, 278 sider, 200 kr. Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperse og høyeste hoffved her på Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere kiender offver sig enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene. Kongeloven II Der er al grund til at interessere sig for Kongeloven. Med den fik den danske enevælde et forfatningsmæssigt grundlag, som var ganske enestående i Europa. Bogens hovedformål er udgivelsen af Thomæsons håndskrift i faksimileudgave ledsaget af Kongeloven på tryk. Det understreges i forordet, at bogens gengivelse af håndskriftet viser en flig af historien, men at dens indhold især rummer boghistorie, bogkunst og kulturhistorie. Som ledsager til denne tekstudgivelse indeholder bogen 3 artikler. Ditlev Tamm giver en introduktion til Kongeloven. Jesper Düring Jørgensen gennemgår i den ene af sine artikler det specielle håndskrift og i den anden Kongelovens editionshistorie. Begge Düring Jørgensens artikler er interessante, men især for den læser, der er fokuseret på detaljer og interesseret i udgivelseshistorie. Først i 1709 vælger Frederik den 4. at få den hidtil hemmeligholdte Kongelov udgivet og offentliggjort, i hvert fald til en udvalgt skare af personer. I forlængelse af den udgivelse er det, at Thomæsons håndskrift bliver udarbejdet. Düring Jørgensen gengiver i sin artikel om lovens editionshistorie listen over de personer, der i første omgang modtog loven. Selve produktionen af den eksklusive førsteudgave på tryk blev ledet af Frederik Rostgård, der også fik kongens tilladelse til efterfølgende at udgive en mere folkelig udgave af loven. Denne udkom i 1722 og er paradoksalt nok mere sjælden i dag end den eksklusive udgave, som kun blev sendt til kongerigets mest centrale personligheder. Ditlev Tamms artikel om Kongeloven indledes med en flot karakteristik af denne: Kongeloven er enevældens pyramidale juridiske kunstværk. Artiklen er ikke lang, men giver dog en god introduktion til loven. Bogen giver således en mulighed for at læse Kongeloven og kende dens udgivelseshistorie, men ønskes en mere dybdegående historisk og retshistorisk gennemgang af loven og dens betydning, er bogen ikke dækkende. For eksempel er afsnittet om Kongeloven i Ditlev Tamms egen bog Dansk Retshistorie fra 2005 langt mere fyldigt. Johannes Lebech

64 63 Nordens fortid? PETER ANDERSEN VINILANDICUS: Nordens gotiske storhedstid. Syddansk Universitetsforlag sider, 398 kr. Tilnavnet Vinilandicus refererer ifølge professorens egen hjemmeside til hjemstavnen i Vendsyssel, og i værkets postscriptum nævner han sine problemer med at få udgivet en hypotese om Venusius Vinilervise, der omhandler danskernes lombardiske herkomst. Så meget om tilnavnet. Det må nok indledningsvis konstateres, at dette kæmpeværk henvender sig til en udsøgt lille gruppe af forskere. Det er omfangsrigt og meget smalt. Titlen: Nordens gotiske storhedstid forekommer lidt misvisende, idet den giver associationer til noget om gotik og Nordens historie, og det kendte maleri af C.G. Hellquist: Valdemar brandskatter Visby, som er bogens forsideillustration, forstærker denne forventning. Men det er noget ganske andet, der er på tapetet. Hvis man vil vide det, skal man starte med at læse side , hvor forfatteren gør rede for sin tidligere forskning og, at emnet er Petreius : Umbra Saxonis. Her skriver forfatteren: Værkets manglende sandhedsværdi bør ikke afholde nogen fra at læse det, for på dette punkt er der absolut ingen forskel på Petreius, Saxo og Homer. Vi har således at gøre med digt og det pure opspind, og det kan måske nok få en og anden til at sige: Medmindre jeg er til myter og fri fantasi, hvorfor skal jeg så læse dette kæmpeværk? I forordet tilbydes læseren en rejse, der begynder mere end 1000 år før den første danske konge. Allerede i gymnasiet lærte jeg af min lærer i dansk, at når der skulle skrives opgaver og stile var det ikke nødvendigt at starte med Adam og Eva hver gang. Det står heller ikke helt klart for anmelderen, hvorfor vi skal så langt tilbage, når fokus ligger på Petreius værk: Umbra Saxonis. Dernæst slår forfatteren fast, at beretningen om Petreius: Umbra Saxonis ikke lever op til moderne krav om historieskrivning, men hvad gør det? Tja det må den enkelte så selv lige overveje. Indledningskapitlet med overskriften: Fra Syndfloden til Umbra Saxonis tager derefter læseren ud på en omfangsrig og til tider uoverskuelig rejse, som skal belyse overlevering og skrift. Vi starter med Moses og bevæger os til Grækenland, hvor Homerforskningen tages op. Den er meget, meget omfattende, men kan naturligvis hér kun behandles overbliksagtig, men slutresultatet er, at vi i Iliaden har at gøre med en fabel, og det er just et godt uafklaret spørgsmål. Civilisationen, som bruges som begreb, fortsatte efter Alexanders død til Rom. I en periode fra ca. 100 f.kr. blev Rom truet af invasioner nordfra af barbarer: Kimbrere, teutoner etc. Vi kan have en formodning om, at de var germanere, men det fastslås, at vi ikke ved det med sikkerhed. Som bekendt erobrede Cæsar Gallien og Augustus blev med Varus stoppet i 9 e.kr., hvilket får forfatteren til at tale om et jerntæppe. Befolkningen på den anden side bl.a. Danmark fik ikke del i civilisationens glæder. Netop i disse år er arkæologerne nået frem til, at det ikke har været rigtigt, og de er således ved at omskrive Danmarks historie. Romerske forfattere, der skrev om barbarerne, er ganske rigtigt på gyngende grund, idet de bygger på lemfældige oplysninger, og ingen af disse forfattere har sat deres ben i området. Om kimbrerne kom fra Himmerland, konstaterer forfatteren, er usikkert. Under læsningen kan det være en irriterende hæmsko, at sproget og tonen ofte bliver ironisk og spøgefuldt og dermed ikke præcist. Sådanne figurer hører hjemme andre steder måske i en forelæsning - men ikke i et i

65 64 forvejen kompliceret værk. Det bremser og forvirrer, idet man lige må standse og tænke: Hvad mener forfatteren egentlig? Et eksempel s. 16: Fra Midtjylland udvandrede der højst en million danskere på kong Dan III s tid. Inden den Kimbriske Krig må Thisted mindst have haft samme befolkningstal som Tokyo i dag. Eller s. 17: Tacitus ignorerede frækt os danskere, som om vi dengang slet ikke eksisterede. Det gjorde vi heller ikke som nation ellers må vi danskere erkende, at vi er en af Europas yngste nationer. (Senere bliver lensmanden Jens Holgersen Ulfstand i øvrigt sammenlignet med Hitler! s. 108 ). Sådan vrimler det hen ad vejen med særprægede udtryk, forsøg på morsomme brokker og sammenligninger. Der foregår således også et spil fra forfatterens side om, hvem der kan føre sine rødder længst tilbage. Men at tale om nation før 1800 er meningsløst. Først fra renæssancen kan vi tale om statsdannelse og sidenhen om nationer. Romerne følte sig jo ikke som indbyggere i en nation - ej heller frankerne i Karl den Stores rige. Derimod kan vi tale om folkeslag, og derfor kan vi ikke tale om, at Danmark er en gammel eller ny nation. Videre går det med historieskrivere og deres værker samt lynoversigter over perioder i Europas historie med bl.a. goternes deling i to grupper, og stadig bruges begrebet nation. Gotere kan ikke sættes i forbindelse med Gotland medmindre kong Berigs ledsagere svømmede fra Skåne til Pommern (!). Longobarderne og deres myter trækkes frem, og hele denne myte/fakta diskussion efterlader læseren aldeles forvirret. Vi får først fast grund under fødderne med de frankiske rigsannalers omtale af kong Godfred og det skriftløse Norden. Men det bliver for meget og for kryptisk, når en sådan vurdering kommer fra forfatterens side s. 21: Lidt længere nordpå krydsede en dansk landsforræder fingre for, at frankerne ville fortsætte deres fremmarch. Han havde lyst til at digte uden Dannevirke var morderen måske blevet Danmarks første digter. Vurderingen og tonen er ikke troværdig. Dannevirke fandtes ikke på den tid som Dannevirke. Så den lange vej frem til Saxo går således over historie, etymologi, myter, historiefortællere etc. i en pærevælling. For at holde tanken klar kunne en rød tråd have været: Hvad er egentlig værkets hovedemne? Kort sagt en problemformulering. (Goticismen viser det sig senere). Hvor er forskellen mellem den filologiske metode og den historiske? Hvad er myte? Hvad ved vi ud fra arkæologisk metode, filologisk og historisk metode? Omkring Saxo rulles hele forskningsdiskussionen op om Angers-fragmentet, Christiern Pedersens rolle og især Saxos brug af kilder, og da disse ikke kendes, fører det til at den rationelle filolog/forfatteren betragter Gesta Danorum som fiktion. Lidt hasarderet, da Saxo jo også skriver om sin samtid ganske vist tendentiøst, men tendensen er til gengæld tydelig kongevenlig. Saxo kendte Vergil og sprogligt er der mange passager fra Æneiden, men han brugte ikke Vergils oprindelsesmyte om indvandring, men biblens skabelsesmyte, fordi han var kristen, som forfatteren konkluderer. Kong Dan er synonym med Adam, og dermed antydes det at denne regeringsform kommer fra Gud. Gesta Danorum handler om de danske konger og blev et nationalt epos, og der foretages sammenligninger mellem Saxo og Snorris Heimskringla omkring deres gudeverden. Og så går det op for anmelderen langt inde i indledningskapitlet, at der er et begreb, som kaldes goticisme, men hvad det er, bliver ikke nærmere defineret, men vi får at vide, at det ikke er nationalisme eller patriotisme (sic)! Først, da vi når til omtalen af Chronica regni Gothorum, går det op for den undrende læser, at det har noget at gøre med goternes oprettelse af et kongedømme i Uppsala og forfatteren Ericus skrøner om, at goterne på et tidspunkt indtog Rom. Lige nøjagtig hér skulle indledningskapitlet være startet med en præcisering af, hvad forskerne forstår ved begrebet goticisme og s På nettet findes der klare forskningsoversigter, som forfatteren sagtens kunne have benyttet for at klare overblikket for

66 65 læseren. Det er alt for sent at komme med kernen i undersøgelsen og strider i virkeligheden mod alle gode videnskabelige normer. Alle disse rundture, afstikkere og vildveje omkring historiske digte og den historiske udvikling fører væk fra undersøgelsen og bidrager ikke til forståelsen af emnet. Det bliver ren ophobning af gold viden. Forfatteren har i sin forskning konstateret, at Petreius er citeret mindst 313 gange, men aldrig været genstand for en egentlig videnskabelig undersøgelse. Således er kernen i værket forfatterens forsøg på at rekonstruere originalmanuskriptet til Petreius : Umbra Saxonis. Petreius betragtede sig selv som Saxos skygge og deraf titlen på værket. Hans værk blev ikke udgivet i Danmark p.gr. af censur, og forfatteren er af den opfattelse, at værket nok gik til grunde ved Københavns brand i Det blev dog udgivet i Tyskland, hvor det fik en dårlig anmeldelse. Dernæst går forfatteren i gang med at påvise, hvor Petreius er blevet citeret og anvendt i et meget omfattende afsnit. De vigtigste steder gennemgås og de strækker sig fra Vedel, Huitfeldt m. fl. Ind i mellem får læseren korte historiske oversigter (stadig holdt i et lidt ha-stemt sprog) for at skabe en sammenhæng. Hele diskussionen om de gotiske skrifter blandt datidens lærde gik på danskernes oprindelseshistorie på et grundlag, som vi i dag vil kalde myter, og tidspunktet for, hvornår Umbra Saxonis blev til. Denne meget omfattende og omstændelige diskussion er interessant, fordi den afspejler politisk udvikling og holdninger, og det er jo ikke nyt. Et andet spørgsmål er, hvem Petreius var. Og det er tilsyneladende ikke meget vi ved andet end at han var født i København og siden blev præst i Löderup i Skåne ifølge forfatterens grundige kildestudier. Dette spørgsmål bliver i øvrigt igen taget op senere i et omfattende afsnit, men burde vel egentlig have været hér. Der findes i alt 6 håndskrifter, der indeholder hele Gutasaga. 3 på Det kongelige Bibliotek i København og 3 på Det Kungliga Bibliotek i Stockholm. Det er på dette område forfatterens grundige filologiske metode resulterer i et stemma, der viser de forskellige udgavers afhængighed/uafhængighed og, at det oprindelige fra tallet ikke findes mere. Petreius har haft adgang til 2 (B 64 og 65) af de 3 håndskrifter i Stockholm. Hvordan er usikkert, og forfatteren bliver derfor nødt til at formode, men når frem til, at en Bonsach, som formodentlig har oversat B 64 med støtte i B65 til dansk, er det forlæg, som Petreius nok har brugt. Gutasagaen gengives med inspiration af Pippings udgave med dansk oversættelse. Vi har kendskab til en del love f.eks. Jyske lov, Skånske lov men i modsætning til dem, er det er tydeligt, at Gutasaga er opdelt i 2 store afsnit: Et sagnafsnit, der skal legitimere Gotlands uafhængighed og et lovafsnit. Alt dette kommenteres af forfatteren. Men specielt kommentarerne til sagnafsnittet, og sagn er jo sagn, er igen holdt i den lidt fjollede tone. I et omstændeligt afsnit, hvor det undersøges, hvem forfatteren Petreius var, må forfatteren ned i de sparsomme usikre kilder og indrømmer selv, at han bevæger sig ud i spekulationer. (En lille sproglig petitesse, som igen og igen støder: Det hedder ikke udarte sig ). Petreius : Umbra Saxonis er overleveret i ti latinske versioner ni håndskrifter og et tryk (betegnet: B, C, E, G, J, K, L, M, S, V). Dertil kommer to håndskrifter (A og P), som anses for tabt under Københavns brand i Hver version undersøges grundigt mht. oprindelse, historie, med det formål at nå frem til at skabe et billede af afhængighed/uafhængighed. Hvordan så Petreius original ud? Det håndskrift som undersøges mest grundigt er J/Thott 1542,4. Ejeren af dette håndskrift er en Jacobæus, som forfatteren identificerer som Venusin og betegner ham som dansk frihedskæmper. Han dukker i øvrigt op i senere afsnit og er ganske tydeligt forfatterens nøgleperson. Det er åbenbart ikke så lidt han har stået bag! Denne identificering, betegner forfatteren som en af værkets vigtigste hypoteser. Åbenbart har forfatteren ifølge eget udsagn formuleret denne teori tidligere i et essay, som aldrig nåede igennem den effektive danske censur (sic)!! I dette afsnit om undersøgelsen af håndskrift J dukker de besynderligste formuleringer op, og jeg må citere: Derinde (i Rundetårn) ligger der til gengæld andre af kopernikanerens (Venusins)

67 66 tidsindstillede bomber og tikker. Når den en skønne dag eksploderer, vågner den danske nation op til dåd og afskaffer monarkiet, et overflødigt, udemokratisk og smertende flovt levn fra en tusindårig undertrykkelse.!!!!! (s.164). Og videre går det i analysen og konklusionen: Når litteraturlæsere læser den slags vidtløftige fortolkninger, ryster de fleste på hovedet så enhver kætter har ret til at forestille sig, at Venusin er identisk med Jacobæus. (s ). Jamen, jamen er det forskning eller desperation? Ad lange snoede veje efter freden i Brömsebro 1645 kom dette håndskrift i kancellisekretær Slanges hænder, og det dannede senere forlæg for Liebes udgave. Det konkluderes, at gotiske håndskrifter er som kvinder og, at de formerer sig som levende væsner, og således bliver de forskellige håndskrifter beskrevet som kusiner, onde hekse, moster osv. Ud af denne lange til tider besynderlige beskrivelse af teksterne, når forfatteren frem til, at tekst V (Det kgl. Bibliotek, GKS 2414, 4) svarer til Petreius originalværk, da teksten ikke er omarbejdet. Men desværre er kun halvdelen af den samlede tekst i dette håndskrift bevaret. Forfatterens basis og principper for genskabelsen af Petreius værk: Umbra Saxonis hviler derfor på tekst J/Venusins som bruges som indledning og dernæst som hovedtekst tekst M (Uppsala Universitetsbibliotek), der ligger som mikrofilm. I kronologien er der foretaget vidtgående rettelser for at få en sammenhængende tidsregning! Principperne for rettelser i M gøres der metodisk loyalt rede for. Selve den latinske tekst strækker sig fra s med et grundigt noteapparat. Det skal bemærkes, at det tekstkritiske apparat er affattet på dansk. Derved afskæres et internationalt publikum fra at se, hvilke overvejelser der ligger bag udgiverens valg af læsemåde. I tilknytning til den rekonstruerede latinske tekst har forfatteren valgt at bruge en dansk oversættelse af Winsløv. Eksemplaret er i øvrigt forfatterens eget eksemplar. Ludvig Winsløw, som var født o på Fyn, studerede ved Københavns Universitet og udgav sin oversættelse/bearbejdelse Det er sådan set, hvad vi behøver at vide, men afsnittet dynges til med oplysninger, der ikke bidrager til yderligere forståelse. Ren gold unødvendig viden, der skal ud. Det lykkes lige at sammenligne krigskunst og litteratur i Danmark s. 588: Inden for krigskunsten haltede Danmark efter det øvrige Europa med samme fortvivlende tilbageståenhed som inden for litteraturen. Et udsagn der er rent nonsens, al den stund Danmark var et af de mest militariserede lande i Europa og havde en flåde, som blev anvendt og anført af overvejende dygtige strateger. Nordens gotiske storhedstid henvender sig naturligvis også til ikke latinkyndige, som får lyst til at læse denne spændende skrøne om cimbrernes og goternes historie. Og det bekræftes af, at sidst jeg var på Nationalmuseet, så jeg, at værket lå i stabler i museumsbutikken. Men denne oversættelse er på ingen måde fyldestgørende og i overensstemmelse med forfatterens eget bud på Petreius originaltekst, så derfor må forfatteren efter de to tekster lukke hullerne med oversættelser. Det må imidlertid være en (mindre) trykfejl, når der s. 388 står, at en passus kan gengives således på latin, og den umiddelbart efter kommer på dansk. Originaltekst efterfulgt af Winsløvs hullede oversættelse og forfatterens udfyldning gør læsningen besværlig, for der skal blades en del frem og tilbage. Måske ville det have været optimalt, hvis forfatteren i stedet havde lavet sin egen paralleloversættelse. Det tog anmelderen lidt tid at gennemskue princippet og at samlæse latin og oversættelse. Efter disse tekster følger et afsnit med meget grundige, tætte og oplysende realkommentarer til indholdet i Umbra Saxonis. Både i indledningsteksten, noteapparatet og det efterfølgende afsnit om Petreius brug af kilder fremgår det, at Philipp Melanchton (Luthers medreformator) og Chronicon Carionis (opdeler historien i tre tidsaldre), som Melanchton omarbejdede, er en af Petreius hovedkilder. Dertil kommer

68 67 Biblen som en anden hovedkilde. Alt dette er jo tankevækkende. Efter disse tekster følger et afsnit med redegørelse og analyse af hvilke kilder Petreius har benyttet. Analysen viser, at Petreius åbenlyst fordrejer, således at der er tale om åbenlys kildeforfalskning ud fra et mål om at sætte kimbrerne i centrum. Desuden bruger han indirekte citater og ikke de originale, og mere end 10 % af Umbra Saxonis er citater og dermed ikke skrevet af Petreius. Forfatteren konkluderer, at der højst sandsynligt indgår 74 kilder i 60 trykte bøger. I 1500-tallet havde bøger ikke en egentlig litteraturliste, så resultatet skal uddrages af tekstanalysen. Det spændende er ud fra alle disse analyser og delkonklusioner, hvad Petreius ville med sit værk, og dette spørgsmål undersøges i afsnittet: På sporet af digterens budskab. Hér bliver det altså klokkeklart, at vi har at gøre med en digter. Men forfatteren modsiger sig selv, når han senere s. 659 skriver, at Petreius bog ikke kan betragtes som skønlitteratur. Den samtid, som Petreius skrev i var kendetegnet af krigene mellem Sverige og Danmark. Det er helt naturligt, at der i den svenske og danske historieskrivning var et forskelligt syn på Valdemar Atterdag, Margrete d. 1 etc. Tendensen i Petreius Umbra Saxonis er, at Valdemar med rette straffede Gotland og, at Margrete forherliges som den ubesejrede, for Petreius er positivt stemt for Kalmarunionen, som han decideret savner. Første del skildrer en lang rejse fra Asien, og Italien bliver nordboernes hovedfjende, som de konstant førte krige mod! Rom er jo katolicismens højborg. Så læseren får altså en mængde skrøner bl.a. om de danske landsdelsnavne og oprindelsen dertil. I anden del, hvor Petreius bruger Gutasagaen, følger myterne om goterne og Gotland. Gotland bliver ifølge forfatterens analyse et idealbillede af Danmark, hvor monarkiet er roden til alt ondt, hvor Gotland har et senat. I Danmark var der et rigsråd, og forestillingen om en elle anden form for ligevægt i de besluttende organer stammer fra Den romerske Republik før kejsertiden. Så ud over at se Kalmarunionen genindført ligger kampen mellem rigsråd og kongen også til grund. I tredje del er Petreius nået frem til historisk tid, og nu melder problemet sig i form af omfanget af kilder. Det kan han ikke håndtere og benytter sig i stedet af anekdoter. En stor del af tredje del er en oversættelse af Gutasagaen. Forfatteren konstaterer, at Petreius blev censureret, men at han selv nu vil sikre Petreius sin velfortjente ro! (s. 574). Der foreligger således en parallel til forfatterens egen opfattelse af censur. Det er ikke lykkedes anmelderen at finde ud af, om der har været tale om censur eller værket blot er blevet sat ind på en eller hylde. Et særligt afsnit behandler tre forfatteres bearbejdelser af Petreius. Det drejer sig om Niels Mikkelsen, Claus Christoffersen Lyschander og Hans Nielsen Strelow. Niels Mikkelsen bearbejdede o Petreius i værket: Danmarks første begyndelse og herkomst, og der findes ti bevarede eksemplarer. Disse ti eksemplarer medbetegnelserne A- J får hver sit analyseafsnit, og resultatet munder ud i et stemma med afhængighed/uafhængighed. Der har tilsyneladende været tre yderligere eksemplarer, som nu er forsvundet. Dernæst følger teksten til Danmarks første begyndelse og herkomst. Selvfølgelig med myterne og skrønerne. I et afsnit umiddelbart herefter analyserer forfatteren oversættelsens tilblivelse, og nu dukker Vensusin op igen. Han er Mikkelsens bagmand. Han omtales som Nordens Faust trods sin manglende berømmelse betragtes som Skandinaviens største renæssancehumanist (s. 652). Forfatteren erkender selv, at Venusin findes i Dansk Biografisk Leksikon med en ganske kort omtale. Men så går det ellers løs med oplysninger og påstande om denne mand. Det er yderst problematisk at verificere analysen, når noteapparatet stort set kun er henvisninger til forfatterens egne tidligere undersøgelser, og de har jo ifølge hans eget udsagn i det senere postscriptum været udsat for censur! Vi har således ikke andre uafhængige undersøgelser, og det er jo mystisk. Det bliver ganske uvidenskabeligt, rent digt og pure opspind, når forfatteren i et langt afsnit graver rundt i Venusins biografi og når frem til, at han kunne styre Chr. IV. som en marionet (s. 655), at han identificerede sig med Faust (s. 656), at han havde enorm

69 68 indflydelse på Chr. IV.s krige og fredsslutninger (s. 660), at han optræder i Shakespeares: Hamlet under sit let gennemskuelige dæknavn Horatio og, at Chr. IV. personligt sendte en lejemorder til Prag efter Tycho Brahe (s. 671 her henviser forfatteren til sig selv. Tycho Brahes død er nok næppe så enkel). Claus Christoffersen Lyschander, som blev udnævnt til kongelig historiograf under Chr. IV og ifølge forfatteren afløste Venusin, skrev i 1600 De Danske Kongers Slectebog. Hvorfor kommer et langt afsnit pumpet med for sagen unødvendige oplysninger og teorier, når konklusionen på alt dette er, at Lyschander kun i begrænset omfang brugte Umbra Saxonis? I øvrigt hævder forfatteren, at hans (Lyschanders) projekt blev fordærvet af akademisk snæversyn og pæredansk censur. (Det er påfaldende, så megen censur forfatterne inklusive forfatteren selv er blevet udsat for!) Tredje forfatter Hans Nielsen Strelow udgav i 1633 Den Guthilandske Cronica. Venusin dukker igen op i beskrivelsen af Strelows karriere, hvor vi får en længere historie om, hvem han måske var og, at Hans Nielsen skulle forsvare Venusins farlige teser på Københavns Universitet. Det grænser til fri fantasi. Derfor bliver det påstande, at Mikkelsen/Venusin, Lysshander og Strelow har haft så stor indflydelse på centralmagten og specielt Christian IV. For hvem har læst værkerne fra disses hånd? Formodentlig ganske få. Specielt, da de åbenbart har været udsat for censur! Set ud fra en historisk vinkel bygger disse tre bearbejdelser på umulige kilder såsom biblen, hvorved analyserne bliver fuldstændig uinteressante. Derimod fortæller det noget om obskure sider i opfattelsen af historieforskningens opfattelse af historiens udvikling i tallet. Inden et efterfølgende postscriptum slutter værket således: I det store imperium (Chr. IV.s), der stormede frem mod sin egen nødvendige undergang, fandtes der også et par visionære patrioter med rygrad. Men hvad var visionen? Det bliver noget kryptisk. Et postscriptum, hvori bl.a. den danske efterretningstjeneste inddrages, fylder anmelderen med stille undren. Det er noget af det mest besynderlige men læs det selv. Hér kommer forfatteren frem med sin hensigt med at skrive denne tykke bog. Det må jo siges at være meget sent, da det er normalt at skrive dette i starten. Her fremgår det med forfatterens egne ord: Efter snesevis af afslag fra danske tidsskrifter og forlag gik jeg en dag en tur i Rude skov. Det rejser jo unægtelig dette spørgsmål: Hvordan er det så lykkedes forfatteren at få dette mammutværk udgivet gennem Odense Universitetsforlag? Der er tilsyneladende ingen redaktør på dette værk. Forfatteren har tidligere udgivet en bog Kunstværket på eget forlag, hvor mange af de underlige teorier om Venusins rolle tidligere er undersøgt. Er formålet med dette værk at få disse teorier ud indpakket i noget andet? Anmelderen kan have sin mistanke men ikke vide det. Værket afsluttes med en fyldig bibliografi, anmærkninger, noteapparat, som kaldes fortegnelse, register over historiske personer og fiktionsfigurer. Dertil register over titler og etymologier. På de sidste sider er der et kort over Gotlands sogneinddeling og fine farveillustrationer af nogle af teksterne. Værkets sidste side rummer de manende ord: Veritas odium parit (fra Terents komedie Adria). Det må være en trykfejl, for Terents komedie hedder Andria. Disse ord kan enhver så efter læsningen fortolke som han eller hun vil. Christian Bo Bojesen. Lektor emeritus