Processkrift. (om afvisningspåstandens udskillelse til særskilt behandling)

Transkript

1 Prinsensgade 38, 9000 Aalborg - Telefon Telefax hk@laserdisken.dk Processkrift (om afvisningspåstandens udskillelse til særskilt behandling) Vestre Landsret, sag nr. V.L. B Hans Kristian Pedersen Prinsensgade 29, 1 th 9000 Aalborg mod Kulturministeriet Nybrogade København K Sagsøgtes anmodning om at udskille sagsøgtes afvisningspåstand til særskilt behandling giver anledning til - i relation til afvisningspåstanden - at nedlægge følgende Påstand: Sagen antages til realitetsbehandling, hvorved sagsøgtes afvisningspåstand afvises, uden at spørgsmålet forinden udskilles til særskilt behandling og afgørelse. Subsidiær påstand: Sagsøgtes afvisningspåstand vedrørende sagsøgers principale påstand afvises. Sagsøgers principale påstand udskilles til særskilt forhandling jfr. retsplejelovens 253, hvorved sagsøgtes afvisningspåstand vedrørende de subsidiære påstande udsættes, indtil det er afklaret, om det bliver nødvendigt, at retten bedømmer sagsøgers subsidiære påstande. Hovedsagens indhold: Det spørgsmål, retten i hovedsagen skal tage stilling til, er følgende: Skal sagsøger indhente tilladelse, før han sælger en film - eller skal han ikke? Spørgsmålet vedrører ikke alle film. Parterne er enige om, at film, der er bragt på markedet i EØS-området, må videresælges. Spørgsmålet vedrører heller ikke forbudt parallelimport fra lande udenfor EØS-området, idet sagsøger respekterer de forbud mod parallelimport, som Foreningen af danske Videogramdistributører (FDV) har meddelt på vegne af dens medlemmer. Spørgsmålet er begrænset til at omfatte de ca film, som sagsøger i øjeblikket udbyder til salg som såkaldt specialimport. Det er film udgivet i tredjelande, hvor der ikke findes en tilsvarende udgivelse i Danmark - typisk fordi de pågældende film ikke er kommercielle nok til at kunne bære en selvstændig dansk udgivelse. Kræver salg af sådanne film særskilt tilladelse?

2 Anbringender til støtte for påstanden: Artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention Sagen vedrører en strid mellem sagsøger og sagsøgte om, hvorvidt sagsøger skal indhente tilladelser for lovligt at kunne udbyde de nævnte ca film hidrørende fra verden udenfor EØS-området, og hvortil der ikke findes tilsvarende udgaver i Danmark. Sagsøgte mener, at det er sagsøgers pligt at indhente positiv tilladelse til salg af samtlige film, før de udbydes til salg. Der er således tale om en strid om sagsøgers borgerlige forpligtelser. Ifølge artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention har enhver ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse (citat). Sagsøger forstår afvisningspåstanden sådan, at sagsøgte anfægter sagsøgers ret til at få striden om sine forpligtelser afgjort af en domstol. Det er ikke sagsøgers opfattelse, at det er nødvendigt at udskille spørgsmålet om, hvorvidt artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention skal respekteres af de danske domstole. Det skal de danske domstole ex. officio gøre i kraft af Danmarks tilslutning til konventionen, og den efterlader ikke nogen tvivl. Retssikkerhedsprincippet og artikel 10 i EF-traktaten Den omtvistede lovgivning skyldes implementering af fællesskabslovgivning. I relation hertil fremgår det af EF-domstolens dom i sag C-158/06 af den 21. juni 2007 (bilag 25): Det kræves i medfør af retssikkerhedsprincippet, at fællesskabslovgivningen giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem. Borgerne skal nemlig ikke være i tvivl om deres rettigheder og pligter og skal kunne handle derefter. Sagsøger forstår afvisningspåstanden sådan, at sagsøgte anfægter sagsøgers ret til at få et nøjagtigt kendskeb til omfanget af de forpligtelser, der følger af den fællesskabslovgivning, der er implementeret i ophavsretslovens 19, stk. 1. Det er ikke sagsøgers opfattelse, at det er nødvendigt at udskille spørgsmålet om, hvorvidt retssikkerhedsprincippet har virkning i Danmark. Tværtimod følger det af artikel 10 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at det er medlemsstatens ansvar at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaten. Sagsøgtes misforståelse: Sagen har været prøvet før! Denne sag handler om, hvornår eneretten til at råde over et værkseksemplar konsumeres. Sådan indledte sagsøgte sine anbringender i svarskriftet, og på grundlag af den misforståelse redegjorde sagsøgte i svarskriftet for, at sagen er identisk med sag nr. B , Laserdisken ApS mod Kulturministeriet. Sagsøgte gjorde gældende, at sagens spørgsmål allerede er prøvet ved domstolene. Men sagsøgte har uret, og det er Retten i Aalborg fuldstændig enig i. Den har korrekt skrevet i kendelsen: Den sag, sagsøgeren har anlagt, vedrører spørgsmål om fortolkningen af ophavsretslovens 19, navnlig i forhold til bestemmelsen i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (2001/29). Da sagen således vedrører lovfortolkning og herunder fortolkning af EU-lovgivning i forhold til national ret, finder retten, at sagen er af principiel karakter, jf. retsplejelovens 226, stk

3 Det anbringende, sagsøger anførte til støtte for afvisningspåstanden i svarskriftet, er allerede afvist. Der er ingen grund til atter at forklare sagsøgte forskellen på gyldighed og fortolkning. Efter EF-domstolens behandling af sagen om infosoc-direktivets gyldighed, er der ikke uenighed mellem parterne om, hvornår eneretten konsummeres. Uenigheden handler om, hvad det betyder. Sagen er en konsekvens af, at sagsøgte har afvist samme fortolkning, som både lå til grund for Folketingets vedtagelse af loven og for EF-domstolens dom i sag C-479/04. Det er sagsøgtes fortolkning af loven, der er temaet i nærværende sag. Sagsøgtes udflugt: Responsum af abstrakt og teoretisk karakter! Sagsøger bestrider, at det nu skal være vanskeligere at foretage specialimport, end der var stillet i udsigt under lovforslagets behandling. Dengang blev det slået fast, at specialimport ikke ville blive berørt af loven, fordi der ikke var grundlag for at forbyde det. I dag mener sagsøgte ikke længere, at regional konsumption medfører en særlig ret til at forbyde parallelimport, selvom advokat Johan Schlüter dengang havde den opfattelse, og selvom generaladvokaten og Kommissionen under sagens behandling ved EF-domstolen lagde den opfattelse til grund for deres forslag til afgørelse hhv. skriftlige indlæg, og selvom det svarer nøjagtigt til det angivne formål med loven. I dag mener sagsøgte helt umotiveret, at regional konsumption pålægger forhandlere at indhente tilladelse, og det er noget ganske andet. Sagsøger er ikke ophavsmand til nogen af de to fortolkninger, men hans forpligtelser i relation til et lovligt salg af de titler, der udbydes på sagsøgers hjemmeside, afhænger af den valgte fortolkning. Det har en konkret og mærkbar betydning for sagsøger, om han kan fortsætte sin specialimport uden at skulle indhente tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Sagsøgtes hovedanbringende: Sagsøger mangler retlig interesse. Sagsøger var inviteret til ekspertmødet i Kulturudvalget den 13. november 2002, og sagsøgers virksomhed Laserdisken blev som den eneste af samtlige virksomheder i Danmark omtalt af Kulturministeren i forbindelse med afslutningen på 3. behandlingen af lovforslaget den 13. december Kulturministeren afsluttede debatten med ordene (bilag 10): Det er en lille banal sag, som vil få relativt små konsekvenser for den ene virksomhed i Aalborg, som parallelimporterer dvd-film - Laserdisken, som firmaet hedder. På grund af kulturministeriets nye fortolkning rammes ikke alene parallelimport, men også specialimport, og det får konsekvenser for sagsøgers virksomhed. Det er ikke troværdigt, når sagsøgte i dag påstår, at sagsøger ikke har en retlig interesse i lovens fortolkning. Hvor er forskellen på retlig interesse i nærværende sag og sag nr. B ? Sagsøgte anfører korrekt på svarskriftets side 5, at der reelt er tale om samme sagsøger i denne sag som i sag nr. B : Laserdisken ApS mod Kulturministeriet. Sagsøger er helt enig i den betragtning, men netop derfor er det vanskeligt at følge et argument om, at sagsøger, der havde den fornødne retlige interesse i nævnte sag, ikke skulle have det i nærværende sag. Begge sager skyldes ønsket om at efterprøve et forbud i forhold til EF-traktatens konkurrenceregler. Sagsøger var dengang ikke bekendt med EF-domstolens skelnen mellem en enerets eksistens og dens udøvelse (bilag 30). Det er nu klart, at det er den konkrete udøvelse af eneretten til at forbyde parallelimport, der efter omstændighederne kan begrænses af konkurrencereglerne. Det ændrer ikke på, at sagsøger har nøjagtigt samme interesse i at efterprøve sagsøgtes fortolkning, der netop gør det umuligt at efterprøve udøvelsen af eneretten - i form af et forbud - i forhold til konkurrencereglerne

4 Anbringender til støtte for den subsidiære påstand: Sagsøgte besværer sig over formuleringen af den subsidiære påstand. Sagsøgte giver på side 6 i svarskriftet udtryk for, at det er fast antaget i dansk statsretlig litteratur og retspraksis, at en borger ikke kan nedlægge påstand om, at en generelt anvendelig lov er ugyldig. Sagsøger mener ikke, at udsagnet er korrekt. Dels giver det ikke mening, og dels er det i modstrid med en tidligere retssag mellem sagsøger og sagsøgte. Sagsøgte foretrækker en formulering, der går ud på at den pågældende lov ikke kan anvendes mod sagsøger. Det harmonerer ikke med lighedsprincippet, at en lov ikke kan anvendes mod en bestemt person, mens den er gyldig overfor alle andre. Det giver kun mening, at en lov enten er gyldig - eller ikke er gyldig. Sagsøger har i en tidligere sag mod sagsøgte, sag nr. B ved Østre Landsret (bilag 22), nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at en bekendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge er ugyldig. En bekendtgørelse udstedt af kulturministeriet med hjemmel i Filmloven er en alment gyldig retsakt, og sagsøger påstod, at den var ugyldig. Hverken Østre Landsret eller Højesteret havde indvendinger - ej heller sagsøgte i den pågældende sag. I ankesagen indgik parterne forlig, der indebærer, at bestemte bestemmelser i bekendtgørelsen ikke kan anvendes mod sagsøger. Sagsøger opfatter fremgangsmåden som en studehandel, der bryder med lighedsprincippet, men som redder sagsøgte fra at anerkende, at den pågældende bestemmelse var og er ugyldig. Sagsøger må erkende, at det konkrete problem for hans vedkommende løstes ved, at de anfægtede bestemmelser ikke gælder ham, men det er efter sagsøgers mening ikke en fremgangsmåde, der hører hjemme i et retssamfund. Sagsøger mener ikke, at sagsøgtes udsagn har støtte i litteratur og retspraksis. Sagsøger har heller ikke noget imod at tage en principiel retssag for at få udsagnet afvist én gang for alle. Imidlertid mener sagsøger ikke, at det er hensigtsmæssigt at forhale hovedsagen, der på nuværende tidspunkt har varet 14 måneder, uden at realitetsbehandlingen er påbegyndt, på grund af formuleringen af en subsidiær påstand, der måske aldrig bliver påkendt. Sagsøger finder det derfor mest hensigtsmæssigt, at retten på det foreliggende grundlag afviser sagsøgtes afvisningspåstand for så vidt angår den principale påstand og udskiller den principale påstand til særskilt behandling, så sagsbehandlingen påbegyndes. Måske bliver det aldrig aktuelt at behandle afvisningspåstanden for så vidt angår de subsidiære påstande. Den Europæiske Menneskeretskonventions bestemmelse om en rimelig frist: Den tidligere retsplejelov indeholdt i retsplejelovens 325 bestemmelser om, at straf i form af bøde kunne idømmes for at have brugt opdigtede udsættelsegrunde eller andre udflugter til at forhale sagen eller at skille modparten ved hans ret. Sagsøgtes udflugter taler for, at en sådan bestemmelse genindsættes i retsplejeloven. Afvisningspåstanden savner et reelt grundlag i et sådant omfang, at Retten i Aalborg afviste at udskille sagsøgtes afvisningspåstand til særskilt påkendelse jfr. retsplejelovens 253 med henvisning til karakteren af de anbringender, sagsøgte har anført til støtte for påstanden. Afvisningspåstanden er så svagt funderet, at den ikke fortjener en realitetsforhandling. Sagsøger gør artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention gældende. Det er 14 mdr. siden, at sagen blev anlagt. Den er reelt ikke kommet længere, end det overvejes at udskille spørgsmålet om konventionens gyldighed - hvilket er afvisningspåstandens reelle tema - til særskilt forhandling. En yderligere forhaling af sagen på det grundlag vil sagsøger betragte som en krænkelse af konventionens bestemmelse om en rimelig frist

5 Sagsøgte forsøger reelt at omgå retsplejelovens 226, stk. 4: Dels har Retten i Aalborg med særlig henvisning til karakteren af de anbringender, sagsøgte har anført til støtte for afvisningspåstanden, afvist at udskille sagsøgtes begæring til særskilt påkendelse, og dels har Retten i Aalborg med sin begrundelse for at henvise sagen klart afvist, at der er tale om en tvist, der er identisk med sag nr. B Når sagsøgte fremturer med anbringender, der allerede er afvist af byrettens beslutning om at henvise sagen, kan der kun være tale om et forsøg på at omgå bestemmelsen i retsplejelovens 226, stk. 4, hvorefter en kendelse, hvorved sagen henvises, ikke kan indbringes for højere ret. Sagsøgte prøver i realiteten at opnå landsrettens stillingtagen til byrettens afgørelse om, at sagen handler om fortolkning. Det er en omgåelse af retsplejelovens 226, stk. 4. Sammenfattende gøres det gældende: - at sagsøgtes anmodning om at få udskilt spørgsmålet om afvisning til særskilt forhandling enten må betragtes som en udflugt til at forhale sagen eller et forsøg på at få landsretten til at vurdere byrettens begrundelse for at henvise sagen og således reelt omgå retsplejelovens 226, stk. 4, - at sagsøgtes anbringende om sagens indhold autoritativt er afvist af byretten, - at sagsøgers ret til at få tvisten om hans forpligtelser - jfr. sagsøgtes krav om, at han positivt skal indhente tilladelse, før han fortsætter sin specialimport - indbragt for en domstol følger af artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention, hvorfor det er ufornødent, at Vestre Landsret tager stilling til det spørgsmål, - at sagsøgers ret til at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der pålægges ham som følge af fællesskabslovgivningen, følger af EU-retten, hvorfor det er ufornødent, at Vestre Landsret tager stilling til det spørgsmål, - at sagsøger har nøjagtig samme interesse i nærværende sag, som sagsøger havde i sag nr. B , som sagsøger anlagde på vegne af Laserdisken ApS, og - at yderligere forhaling af sagen med henblik på at realitetsbehandle sagsøgtes afvisningspåstand udgør en krænkelse af bestemmelsen i artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention om at få en strid om borgerlige forpligtelser afgjort inden for en rimelig frist. Aalborg den 20. maj 2008 Hans Kristian Pedersen - 5 -