Beretning for arkæologisk forundersøgelse af Stændertorvet Øst, Roskilde Domsogn

Transkript

1 Beretning for arkæologisk forundersøgelse af Stændertorvet Øst, Roskilde Domsogn ROM 2955 Stednr STÆNDERTORVET ØST Brolægninger, gruber, kulturlag Middelalder, nyere tid Matr.nr bq Roskilde Domsogn Sømme herred Gl. Københavns amt ROSKILDE MUSEUM Jens Molter Ulriksen 1

2 Resumé En arkæologisk forundersøgelse i form af fire prøvehuller blev gennemført i den østlige del af Stændertorvet i april/maj Fra nyere tid påvistes brolægningen af Nygade, der har ført fra Algade/torvegaden til Roskilde Palæ. På dette tidspunkt har man nedrevet nogle huse ud til torvegaden, hvilket kunne ses i hul 1 i form af et kraftigt nedbrydningslag. I hul 2 var de nedre lag meget våde, og undergrunden blev ikke nået. I området foran indkørslen til palæet har øjensynlig været et dyndet område, der er blevet fyldt op gradvist i løbet af middelalderen. I hul 3 fandtes en grube, der formentlig har været anvendt til garvning. Dens sider og bund fra beklædt med et tykt lag slemmet blåler, og i bunden var desuden en løs trækonstruktion. Samlet set var der uforstyrrede levn fra nyere tid, renæssance og middelalder fra en dybde af cm under eksisterende terræn og til råjordens overflade 1,5-2,0 m længere nede. Undersøgelsens baggrund I februar 2012 henvendte Roskilde Kommune sig til Roskilde Museum vedr. kommunens planer for anlæggelse af et busstoppested langs Stændertorvets østlige side. I den forbindelse ønskede kommunen at få foretaget en arkæologisk forundersøgelse af et areal på ca m 2, som skulle klarlægge eventuelle forekomster af jordfaste fortidsminder (se fig. 2). Stændertorvet befinder sig i den centrale del af Roskildes middelalderlige byområde. Den sydlige side har siden 11. årh. været torvegade. I det nuværende torvs sydvestlige hjørne lå Skt. Laurentius kirke, hvis ruin er fredet. Domkirken ligger ca. 100 m væk i nord-nordvestlig retning, mens Roskilde Palæ befinder sig ved Stændertorvets nordøstlige hjørne. Her lå bispegården i middelalderen, ligesom Roskildes biskop har bopæl her i dag. Der er gentagne gange foretaget arkæologiske udgravninger eller iagttagelser omkring Stændertorvet, hvorved vejbelægninger, ruiner og kulturlag er påvist. Torvets centrale dele har ikke været undersøgt. Det nuværende torv er først udformet omkring 1. verdenskrig. Tidligere var der en karré af huse med gadeforløb mellem torvegaden og hhv. domkirken via Fondens Bro og bispegården via Bispegårdens Stræde, som det benævnes på Resens kort fra (Fig. 3.) I 1730 erne etableredes en bred adgangsvej, Nygade, til det nyopførte kongelige palæ ved nedrivning af et hus ud til torvegaden. (Fig. 4.) Administrative data Roskilde Museum var ansvarlig for undersøgelsen. Originaldokumentation og oldsager opbevares på museet. Roskilde Kommune har afholdt udgiften til forundersøgelsen i sin egenskab af lodsejer og opdragsgiver. Sagen er registreret hos Kulturstyrelsen under j.nr /rom

3 Topografi Stændertorvet fremstår som en jævn overflade, der falder svagt fra kote m i torvets sydøstlige hjørne til lidt over m i nordvest. Den centrale del af pladsen var brolagt, mens vejarealerne var asfalterede. Omtrent midt i forundersøgelsesområdet var to hævede heller med brolægning og fortovsfliser. Hvor undergrunden blev påtruffet bestod den dels af blåler dels rødler. I hul 1 fandtes overfladen af blåleret i kote m, mens samme lertype lå omkring kote m i hul 4. I hul 3 var gruset blåler, hvis top lå i kote m (jf. hul 3 østprofil). I en tilstødende profil dukkede blåleret op i kote m midt i hullet. Undergrundens overflade blev ikke nået i hul 2, som blev gravet til kote m. Udgravningens forløb Forundersøgelsen foregik over 11 arbejdsdage mellem den 26. april og den 11. maj Udgravningsleder var mus.insp. Jens Molter Ulriksen, og Niels K.W. Nielsen var udgravningsassistent. Kaare Bøgh-Jensen deltog som volontør og afsøgte flader, profiler og jordbunker med metaldetektor. Den maskinelle opgravning af jord, afstivning, afspærring og retablering af belægninger blev foretaget af fa. Søren Grøn & Søn. Udgravningsmetode og dokumentation Der opgravedes i alt fire prøvehuller, der i størrelse varierede fra ca. 3 m 2 til 7 m 2. Deres placering beroede dels på et ønske om at dække hele arealet, dels at få oplysninger om torvegadens udstrækning samt eftersøge rester af ældre bygninger og gadeforløb, som kendes fra kortmateriale fra årh. Af hensyn til afviklingen af gående og kørende trafik blev der ikke lagt prøvehuller i gågaden eller i vejbanen østligst i undersøgelsesområdet. Belægningen blev fjernet, og med en 3,5 tons minigraver gravedes de øvre fyldlag væk. Når et nogenlunde intakt lag fremkom, blev den maskinelle opgravning standset i den ene side af hullet, mens den fortsattes i den modstående, indtil der enten fremkom anlægsspor eller undergrundsler. Derefter blev den tilbageværende plint delvist udgravet med ske. Der blev udtaget en serie jordprøver med henblik på en vurdering af potentialet for pollen- og makrofossilanalyser. Alle fyldskifter og belægninger blev indmålt og nivelleret med GPS i Euref89. Profilerne blev tegnet på folie i målestok 1:10. Der blev taget fotos i TIFF-format. Udgravningens resultater Hul 1 3,40 m langt og 2,15 m bredt. Der gravedes til en dybde af 2,90 m under eksisterende terræn. Ydermere blev der umiddelbart inden tildækning gravet ca. 0,5 m dybere med maskinen for at være sikker på, at blåleret var undergrunden. Toppen af blåleret blev indmålt til kote m. 3

4 Under asfalten var en 20 cm tyk belægning af hårdt sammenkittet sten-, ral og muligvis mørtel eller beton. Derunder fremkom ca. 20 cm leret muld med byggeaffald. Dette materiale lå direkte ovenpå en sammenhængende vellavet brolægning med 10 cm tykke sten. Toppen lå i kote m, og der er formentlig tale om den i 1730 erne anlagte Nygade. Derunder var et ensformigt nedbrydningslag af mørtel, ler og tegl, som var ca. 1,5 m tykt. Dette lag hvilede på en brolægning af næve- til hovedstore marksten (A3). (Fig. 5.) Brolægningen dækkede hele den blottede flade. Stedvist var der spor af næsten helt mørnet træ (brædder). Toppen af brolægningen lå i kote m. Stenene var lagt i et cm tykt lag af grusog sandblandet ler (se Sydprofil lag 1 og Vestprofil lag 1). I nordvest sås en aflang og relativt flad kampesten liggende nedfældet i brolægningen. Ovenpå kampestenen var påmuret en frådstenskvader, og i mørtelen var indpresset teglfragmenter (fig. 6). Kvaderen rakte længere mod vest end kampestenen, men feltgrænsen umuliggjorde yderligere iagttagelser i den retning, og der kunne ikke påvises lignende kampesten. Efter brolægningen var blevet fjernet omkring kampesten-med-kvader, kunne det ses, at kampestenen var lagt oveni en nedgravning, A7, som var noget dybere end nødvendigt (jf. vestprofil lag 6). I fylden var teglstykker. Efter anbringelsen af kampestenen har man lagt brolægningen omkring den. Kampestenens tilhørsforhold og funktion kunne ikke fastslås med sikkerhed, men den skal sandsynligvis ses i sammenhæng med brolægningen. Der kan være tale om en trædesten eller en sten, der markerer grænsen til torvegaden mod syd. I profilvæggen i østsiden af hullet nogenlunde i forlængelse af kampestenens længderetning fremkom større og mindre stykker vandretliggende træ (foto P ). Med maskinen blev brolægningen fjernet i den østlige side af hullet. Under brolægningen fremkom flere fyldskifter, der havde gennembrudt et cm tykt lag af homogen brun lermuld iblandet lidt trækul (jf. Sydprofil lag 5; Vestprofil lag 3). A4 var et fyldskifte, som stratigrafisk var yngre end brolægningen. A5 var et stolpehul med flad bund og et stolpespor, der var nedgravet i lag 5 uden at gennembryde dette. Stratigrafisk var A5 ældre end brolægningen. A6 fandtes direkte under A4, og har måske været en del heraf. Det stratigrafiske forhold mellem A6 og lag 5 må være opfattet forkert, da lag 5 på profiltegningen er angivet som værende yngre en A6. Lag 5 er imidlertid et gennemgående lag, som også sås i vestprofilen (lag 3). A6 var stratigrafisk ældre end A4 og yngre end lag 7 og 8. I vestprofilen sås et grubelignende fyldskifte, A8, med skrå sider og flad bund lige under brolægningen (lag 2). Heri fandtes enkelte randskår af østersøkeramik, sort- og gråbrændt keramik, rødbrændt med indvendig glasur og omløbende riller, østers og dyreknogler. A8 var stratigrafisk ældre end A3 og yngre end A7, samt lag 3, 4 og 5. Under anlægssporene var et lag på cm s tykkelse (sydprofil, lag 7, samt vestprofil lag 4 og 5), der overvejende bestod af blåler, som var iblandet brun lermuld. Derunder var råjord i form af blåler med en topkote omkring m. For at være sikker på, at der ikke var tale om indbygget materiale, gravedes omtrent 50 cm dybere. Lerets sammensætning ændredes dog ikke. Vidnesbyrdene fra hul 1 viser, at der under den ældste vejbrolægning (A3) var forhold, som forekom noget rodede i det begrænsede udgravningsfelt. Fundene fra A8, der var ældre end brolægningen var temmelig blandede kronologisk set. Det yngste keramikskår er fra tallet. Det massive nedbrydningslag på ca. 1,40 meters tykkelse, som overlejrer brolægningen, må stamme fra nedrivning af en eller flere bygninger, som har ligget på stedet. En af byens mest velhavende personer i 4

5 1600-tallets Roskilde, Eva Schrøder, havde sit hus hér, og det må være nedrevet senest da man etablerer Nygade i 1730 erne. Nedbrydningslagets tykkelse er påfaldende al den stund, at gadeniveauet i 1700-tallet har ligget 1,5 m højere. Det kan derfor tyde på, at nedbrydningslaget har fyldt en kælder op, hvorfor stenbrolægningen måske kan være kældergulv i Eva Schrøders ejendom. Hul 2 Ca. 2 x 2 m ved overfladen. Der gravedes til en dybde af ca. 3,3 m under eksisterende terræn (kote m), hvortil gravemaskinen kunne nå. Undergrunden blev ikke nået. Under den moderne brolægning (kote m) var ca. 40 cm stabilgrus, som lå ovenpå en brolægning af marksten svarende til forholdene i hul 1. Derunder var jorden meget blandet med store mængder ødelagte munkesten og tagsten. I en dybde af 1,25-1,30 fremkom to kampesten i forlængelse af hinanden i nordvesthjørnet af hullet (jf. ST3). De blev efterladt in situ, hvorfor fladen blev indsnævret med ca. 50 cm langs hullets vestside. Ved 2,10 m s dybde var jorden mindre blandet, men stadig teglførende. Her blev efterladt en plint langs hullets østside til nærmere undersøgelse for oldsager og lag. Fra dette niveau (ca. kote m) og nedad fremkom enkelte middelaldermønter i den opgravede fyld (ST3, lag 3). I en dybde af 3,10-3,20 m under eksisterende terræn (ca. kote m) fandtes en skråkantsokkel af frådsten liggende i forbindelse med en mindre samling marksten i varierende størrelser i et lag af lyst og mørkt blåler, hvori også var en teglstump (ST3, lag 8). Skråkantsokkelen er af samme type som kendes fra Skt. Laurentii kirke. Umiddelbart derunder fremkom gytje med lidt dyreknogler og trækul men teglfrit (ST3, lag 9). Dette lag kom til at udgøre bunden af udgravningen, da gravemaskinen ikke kunne nå dybere (kote m). Hvor dybt laget går, vides ikke. En tilsvarende dybde på 2,5 m eller mere er iagttaget ved et par vejbrønde ud for indkørslen til Palæet omtrent m mod nord og nordøst. Det var i øvrigt karakteristisk, at der trængte grundvand ind via lag 9 med det samme. Ved gravning med ske i plinten (i alt 0,3 m 3 ) fandtes i lag 3 enkelte grønglaserede skår af rødbrændt keramik og skår af gråbrændt/sortbrændt keramik fra årene. I profilen mod vest fandtes endvidere et remspænde af bronze fra 1200-tallet. Dyreknogler fremkom i moderate mængder. Det underliggende lag 4 var ca. 15 cm tykt med enkelte dyreknogler. Lag 7 lugtede af gytje, men var i de øvre 30 cm leret med trækul og næsten ingen fund. Ca. 30 cm dybt begyndte at komme knogler og enkelte lerkarskår, både sortbrændt/gråbrændt og sene skår af østersøkeramik, lidt teglstykker, men ingen mørtel eller teglnister. Lag 5 var en 5 cm tykt horisont af blåler ved bunden af lag 4. Heri fandtes en dyretand. Lag 5 lå lidt højere i plinten end i vestprofilen (ST3), hvilket sammen med lagmorfologien i vestprofilen tyder på, at der er tale om en opfyldning af en brønd eller lavning, hvis dybeste sted befinder sig lidt vest for hul 2. Hul 3 Ca. 2,6 x 1,9 m stort ved overfladen (kote m). Under 6-8 cm asfalt og 10 cm makadam var jorden sortbrun, leret og humusholdig byjord med klatter af blåler. I en dybde af ca. 1,6 m under asfalten (kote m) fremkom fire nedrammede pæle med dårligt bevarede rester af vidjefletværk imellem i øst-vestlig retning (se fig. 11). Jorden var hér meget humusholdig og fyldt med dyreknogler. Desuden var der enkelte teglnister. Herefter gravedes yderligere 20 cm før en plint på ca. 50 cm s bredde blev etableret langs hullets østside. Ved opgravningen langs vestsiden fremkom omkring 5

6 kote m et halvbueformet fyldskifte af blåler i hullets sydlige ende, der omkransede brun, humøs fyld (A1). Nord for A1 fandtes en ansamling af marksten og en munkesten med lidt dyreknogler i humøs fyld omkring kote m. Bunden af stenansamlingen lå i kote m og var nedgravet i råjord, som bestod af blåler. En nærmere forklaring på tilstedeværelsen kan ikke gives på det foreliggende grundlag. Toppen af råjorden var i sydprofilen i kote m. I nordprofilen (ST5) var råjordens højeste niveau m. Hér var imidlertid flere nedgravninger oveni hinanden, så der er ikke tale om oprindelige forhold. A1 blev gravet med ske i plinten. Anlægget defineres som fyld indenfor og inklusive en lys blå, plastisk og meget fedtet lerbræmme (jf. ST6, østprofil, lag 5, 6, 8, 9, 10 og 11). Efter at have gravet hele profilen fri stod det klart, at det oprindelige hul først er fyldt med lag 9, 10, 11 og 14. Lag 5 er til gengæld en senere nedgravning. Lag 5 var mest leret og kompakt i toppen, hvor resterne af risgærdet sås. Ca. 35 cm nede (ca. kote m) var jorden meget løs med store mængder læderaffald. Derunder var resten af lag 5 tørveagtigt, stadig med meget læderaffald. Samme affald lå i lag 9, som var grå leret fyld med uomdannede pinde. I øvrigt fandtes mange dyreknogler og enkelte skår af gråbrændt keramik, hvoraf der var eksempler med omløbende furer. Der var hverken østersøkeramik eller glaseret keramik. Bræmmen af slemmet blåler (lag 8) var cm tyk i siderne, mens den i bunden var 50 cm tyk (jf. fig. 15). Ved bunden var en nærmest rammelignende konstruktion af planke- og bjælkestumper (se fig. 13 og 14). Der var ikke tegn på, at trædelene blev holdt sammen af andet end leret. Træet synes at have været anbragt i bunden af et gravet hul og lidt op ad dets sider, hvorefter der er pakket cm slemmet blåler oveni. Hullet var nedgravet i råjord (granulerende, gruset blåler). A1 er tydeligvis konstrueret til at holde væske inde eller ude. Den tykke membran af blåler er velegnet til formålet. Der kunne være tale om en brønd, men i lag 11 fandtes et område med barklignende materiale, der måske er egebark, som kan anvendes til garvning. Det er derfor muligt, at A1 er en garvegrube. Fundene i fyldlagene hører hjemme i tallet. Hul 4 Ved overfladen var hullet 1,5 x 1,95 m stort. Under ca. 40 cm stabilgrus var et meget blandet fyldlag af jord og klatter af blåler. Ca. 95 cm under eksisterende terræn fremkom et rektangulært fyldskifte bestående af en 20 cm bred ramme af blåler omkring et 10 cm tykt lag af egebark (se fig. 16). I snittet viste det sig, at også bunden var dækket med blåler (se fig. 17). Ca. 1,05 m under terræn var i hullets nordside en brolægning af store sten, samt et 75 cm langt stykke af en fuldkantet stolpe med flad ende. Træet var meget mørt, og stolpeenden blev ikke hjemtaget. Omtrent 1,35 m under eksisterende terræn skiftede den hidtil meget blandede fyldjord til mere ensartet, brunsort humøs ler med rektangulært bronzebeslag, dyreknogler, tegl og slagge (jf. ST4, lag 1). Her blev efterladt en plint i hullets østside, mens der med en smallere skovl blev maskingravet til blåler. Dette udgjordes af et øvre mørkt lag med klatter af muld, som overlejrede et lag af lysere blåler uden trækul. Det formodes, at sidstnævnte var undergrundsler, hvis overflade dog så ud til at være påvirket af afgravning. Toppen af det nedre blålerlag lå i kote m. I plinten gravedes et areal på 75 x 45 x 70 cm (0,25 m 3 ) med ske (se ST4) omfattende lag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 9. Lag 1 var cm tykt og hvilede på lag 2, som var et 2-4 cm tykt lag af gult ler (se fig. 18). Om det er et gulvlag er vanskeligt at 6

7 sige på det foreliggende grundlag. Hullets udstrækning gav ikke mulighed for at konstatere udstrækningen. I profilen er laget dog afgrænset mod både nord og syd. De underliggende lag var alle horisontale, om end ikke gennemgående. Lag 8, der bestod af tørv, og det overliggende lag 7, som var meget humusholdigt, tyder på fugtige forhold i en periode. Det antageligt indbyggede lag af blåler (lag 9) var op til cm tykt med ujævn bund. Formålet med indbygningen kunne ikke udledes. Konklusion Samlet set viste de fire prøvehuller, at der under Stændertorvet er velbevarede kulturlag og anlægsspor fra middelalderen og nyere tid. De ældste fund hører til i slutningen af 1100-tallet, men fundmængden var ikke i øvrigt ikke overvældende, ligesom kvaliteten ikke var ligeså iøjnefaldende som de middelalderlige oldsager, der tidligere er fundet Palæhaven mindre end 50 m væk. Ved prøvegravningens begyndelse var det forventet, at der i hul 1 ville være mulighed for at påvise rester af torvebrolægningen fra 11. årh., som er fundet på sydsiden af Skt. Laurentii kirkeruin i Det skete imidlertid ikke. Den ældste brolægning bestod af større marksten, som overlejrede affaldsgruber med oldsager fra 12. årh. Enten har den første torvegade haft et sydligere forløb en hul 1 afdækkede, eller også er fundet ved Skt. Laurentius af helt lokal karakter. I Stændertorvets nordøstlige hjørner synes der at være en naturlig lavning, som er fyldt med gytje og kulturlag. Opfyldningen har senest taget sin begyndelse i tallet. I hul 1 og 2 fandtes rester af en kraftig brolægning ca cm under eksisterende terræn. Der er sandsynligvis tale om brolægningen fra Nygade, som etableredes i 1730 erne, hvor Roskilde Palæ blev opført. For at skaffe en bred og mere værdig adgangsvej fra torvegaden til palæet i stedet for det smalle Eva Schrøders Stræde, nedrev men samme Eva Schrøders tidligere bolig ved torvegaden. Det er formentlig nedbrydningsmateriale herfra, som udgjorde 1,4 m fyld i hul 1. I hul 3 fandtes en garvegrube og i forbindelse hermed bevaret træ. Fundet bekræfter, at Stændertorvet er det sted i Roskildes bymidte, hvor træ hyppigst forekommer. Fremtidige jordarbejder i området skal følges tæt, hvor der kan være mulighed for tilvejebringelse af træ til årringsdatering. 7