INDHOLD: NYHED: NU MED SuDOKu. Newsletter nr FEB 2006 DETCO DETCO DEAD- WEIGHT CHAL- LENGE DETCO ASS MISSION AC- COMPLISHED

Transkript

1 Newsletter nr FEB 2006 INDHOLD: DETCO DETCO DEAD- WEIGHT CHAL- LENGE DETCO ASS MISSION AC- COMPLISHED AND NOW THE END IS NEAR.. SIDSTE NYT FRA DARIS ENDEN ER NÆR CH FTK PÅ BE- SØG I KABUL SÅ SKAL VI HJEM NYHED: NU MED SuDOKu

2 DUTY CARRIED OUT Duty Carried Out eller bare DCO er den korte men helt rammende engelske påtegning piloten bruger, når han efter en flyvning underskriver flyveordren, hvis missionen er udført som beordret. Nu er det lukke- og slukketid herude, og jeg kan egentlig ikke finde nogen bedre måde at melde af på end netop bare Duty Carried Out. Jeg har i de hjemsendte nyhedsbreve brugt en del spalteplads på at beskrive den positive oplevelse, det har været at gøre international tjeneste RDAF ISAF DET i Kabul de sidste tre måneder. Selve detachementets ophold herude hvor spændende, udfordrende og udviklende det end måtte have været ville dog i sig selv være uden mening, hvis det ikke var fordi vi samtidig har været i stand til at levere en ydelse NATO har efterspurgt. Derfor lader jeg for en stund de pæne ord vige pladsen for kolde facts. Det kan indsatsen de forløbne seks måneder i enhver henseende nemlig sagtens tåle: Omkring femhundrede C-130J flyvninger internt i Afghanistan fordelt på lidt over hundrede flyvedage passagerer og knapt halvanden million pund gods og forsyninger er løftet af C-130J rundt i Afghanistan til støtte for det fjerntliggende genopbygningsarbejde. Til sammenligning består Flyvevåbnet i dag af ca mennesker. AMCE/CATO har i samme periode håndteret passagerer og 22,5 mio. kg gods ind og ud af Kabul International Airport. Alt imens har DARIS leveret radarbillede til tårnet på KAIA med en uovertruffen operativ forsyningssikkerhed på tæt ved 99% målt i f.t. 24 timers operation. Behovet var indledningsvis kun i dagtimerne. DARIS har været en så relevant og sikker ydelse, at NATO har anmodet om, at bidraget forlænges herude i op til et år. Heldigvis kommer DARISdrengene fra vores hold med os hjem. De bliver afløst på onsdag. Vi har været forskånet for alvorlige uheld, og vores generelle arbejdssikkerhedsstatistik tåler sammenligning med den almindelige hverdag hjemme på en flyvestation. Bag disse tal ligger en fokuseret og disciplineret arbejdsindsats ikke bare fra personellet i de enkelte bidrag men også fra støttefunktionerne her på KAIA og hjemme i Danmark. Når nu jeres familiemedlem kommer hjem, så giv ham eller hende lige en anerkendelse for det. Det har de ærligt fortjent. 2

3 Jeg ved godt, at det på mange måder har været hårdt at undvære en fra familien derhjemme. Til de pårørende vil jeg derfor sige tak for lån af jeres familiemedlem. Jeg tror, at jeg afleverer ham eller hende i lige så god stand, som da vi rejste. Endeligt er det selvfølgeligt lidt vemodigt at forlade KAIA, men vi glæder os til at komme hjem og se jer. På gensyn derhjemme! HUA PS! Et enkelt godt råd til familie og venner: Vær lidt forsigtig med at servere ris og kylling for den hjemvendte i den første tid. Det kan give uventede reaktioner ;-) DETCO DEADWEIGHT CHALLENGE CHAMPS Så er vægttabsudfordringen vel overstået. Vekslerne, der trækkes på livremmen, er blevet mindre, og det er tid at gøre status. Med en placering midt i feltet må jeg være tilfreds. Følgende nåede at lette sig mere end mig under konkurrencen (i tilfældig orden): Erling, Thomas, Lars, Jens, Dine, Rene, Tim og Knud. Jeg har måttet bøde en T-shirt i passende lille størrelse til hver af disse nybagte fnug. DETCO DETCO ASS a.k.a. CHIEF OF STAFF Af Bruno Kalhøj, Stabschef Nu er det vist på sin plads at jeg kommer med i kampen og også får fortalt lidt om hvad jeg har lavet hernede. Principielt har jeg heller ikke haft det fulde overblik over mine arbejdsopgaver før nu, for det har været en blandet landhandel. Min funktion hed i starten DETCO ASSISTANT som blev forkortet til DETCO ASS, og de engelsk kyndige vil kunne forstå, at det ikke altid er sjovt at have ASS stående på sit visitkort. Efter nytår lykkedes det mig at overbevise Flyvertaktisk Kommando om, at det ville være rart at få det ændret og resultatet blev så Chief of Staff (Stabschef) De daglige opgaver har været sikkerhedsopdatering, administration, kontakt med Flyvertaktisk Kommando samt at skrive krigsdagbog. Dagbogen skal skrives af udsendte enheder og skal fortælle om dagligdagen ved detachementet. Derudover har jeg haft funktionen som sikkerhedsofficer, haft kontakten med de belgiere, der står for at bevogte lejren og som også står for udfærdigelse af adgangskort. Hver tirsdag har jeg været til Land Coordination møde, som har haft til formål, at koordinere forskellige projekter mellem de nationer, der er til stede på KAIA samt projekter som KAIA selv skal have gennemført. Det kan være ting som lån af containere mellem nationerne, opsætning af lys i lejren, klager over at der ikke er nok bunkere og toiletcontainere osv. 3

4 Den ene opgave, som jeg helt sikkert godt kunne have undværet har været jobbet som bygningsansvarlig for vores FAB er. En opgave, der sikkert er faldet ned i min turban, da jeg har været ansvarlig for hele renoveringen forud for missionens begyndelse. Det har derfor været mig, man har kontaktet, når der ingen vand var, når strømmen gik, når toiletterne var stoppet og når blandingsbatterierne var utætte og det varme vand fossede ud med det resultat, at der ikke var varmt vand at bade i. Jeg har så skulle forsøge at finde nogen, der kunne komme og reparere eller afhjælpe problemet og de har ikke altid haft tid til at komme med det samme, med det resultat, at jeg nogen gange kunne nå at blive spurgt 7 gange om jeg godt var klar over, at der ikke var noget vand!!! I en lejr som KAIA og i et land som Afghanistan, hvor kvaliteten af de materieller, der blevet brugt til renoveringen mildest talt er af en noget tvivlsom karakter, har der på det område været rigeligt at se til. I forbindelse med byggeriet af vores udestue har jeg stået som entreprenør, altså ham der skulle stå for byggetilladelser, budgetlægning, anskaffelse af materialer og ansættelse af personel. Det var også under byggeriet af udestuen af jeg fik tilnavnene fugemester og skumfidusen, da jeg blandt andet stod for at fuge og skumme alle sprækker og revner. Der har heldigvis også været tid til bare at sidde og hygge i udestuen, et slag bordfold, en volleyball kamp, når vejret har tilladt det, eller til at tabe til præsten i dart (han spiller med ført hånd) Derudover har jeg forsøgt at komme rundt i lejren og se hvordan arbejdet har gået på linen og i CATO en. Der har så til gengæld været en af de mere positive opgaver, da det har været rart at se med hvilken iver og professionalisme, der er blevet gået til opgaverne. Det har ikke altid været de nemmeste arbejdsforhold de har haft, hverken på linen eller i CATO en, men altid er der blevet gået til den med godt humør. Lige netop godt humør, kammeratskab og sammenhold har været nogle af fællesnævnerne for alle hernede og derfor har det været en fornøjelse at være DETCO ASS/COS. Jeg vil derfor slutte med at takke alle hernede for deres måde at være på, det har været en positiv oplevelse at arbejde sammen med jer hernede og jeg glæder mig til at se jer igen et eller andet sted enten derhjemme eller ude i den store verden. 4

5 MISSION ACCOMPLISHED! af flyverpræst Leif Holmstrøm. Vores mission nærmer sig afslutningen og de forskellige dele af detachementet har talt sammen for hver især at opgøre deres indsats. Det kan være antallet af fløjne C 130J missioner, starter, landinger og flyvetimer eller hvor mange passagerer der er kommet ind og ud gennem KAIAs terminal eller hvor mange tons gods der er blevet lastet og lodset af holdene i CATO. For DARIS vedkommende kan de måle hvor mange procent af tiden, de har leveret et radarbillede til flyvelederne i kontroltårnet og hos CIS ved de også hvor ofte og hvor længe Intranet, Internet, telefoner og TV har været operativt. Selv på lægestuen er der en opgørelse af hvor mange af os, der har været omkring dem for at få behandling af den ene eller anden art. Alle tæller og måler, men jeg kan ikke på samme måde opgøre mit arbejde. For bortset fra at sige, at vi har haft 13 gudstjenester; de 12 med prædiken og en med en blanding af musik og tekstlæsninger og at jeg har skrevet 4 indlæg til nyhedsbrevet, givet to interview til radioens P3 og P1, samt holdt en briefing om Islam og været med ude at dele 65 sække af det indsamlede tøj ud, kan man ikke umiddelbart se, hvad der er kommet ud af min deltagelse på ISAF KAIA hold 2. Når Forsvaret sender præster med som en del af et hold, er det altid med tre bundne opgaver: Dels at holde gudstjeneste hver uge, dels at give den enkelte soldat mulighed for samtaler om problemer hjemme eller på missionen, samtaler hvor præsten ligesom i Danmark er en ligemand og har tavshedspligt og endelig falder forskellige former for velfærdsarrangementer også naturligt ind under værnspræstens arbejdsområde. For selvom man som præst er udsendt for at yde støtte til den enkelte, er det ofte ved at arbejde med på en god stemning for hele holdet, at man kan hjælpe hver enkelt. Gudstjenesterne kan tælles - og det kunne antallet af deltagere ved gudstjenesterne såmænd også uden at nogen behøvede at skamme sig, for med over 20 i gennemsnit ligger kirkegangsprocenten milevidt over danske forhold. Nogle af mine velfærdsbidrag kan også gøres op, f.eks. har jeg som en del af jule- og nytårsudvalget haft til opgave at sørge for sangblade til de to aftener og desuden kogt risengrød af 10 liter mælk og lavet ris á la mande deraf ved brug af vanillesukker, mange mandler og 6 liter piskefløde. 5

6 Men ved siden af disse offentlige dele af arbejdet er der så støtten til den enkelte gennem fortrolige samtaler, og selvom den del af åbenlyse årsager ikke kan offentliggøres, overtræder jeg ikke nogen regler ved at sige, at alle er kommet helskindede - både fysisk og psykisk igennem missionen. ISAF styrken har mistet soldater, medens vi har været her, men ingen af os har været ude for farlige situationer. Der har ikke været skudt mod vores lejr. Der har været nok for alle at tage fat på og vores hold har fungeret godt sammen. Nogle få har været hjemme at vende for at deltage i begravelse eller tage sig af familiemæssige forhold, men ellers er alt gået så godt, at jeg ikke er blevet overbebyrdet. Og at det helst skal være sådan, fik jeg at vide da jeg for fire år siden var til newcomers briefing i Manas. For chefen for lejren sagde, at han ønskede at se alle læger, sygepassere og præster gå ubeskæftiget omkring - så ville han kalde det en vellykket mission. Jeg har sagtens kunne få tiden til at gå i de tre måneder vi har været her - også med at arbejde, for her har jeg været meget tættere på min menighed end derhjemme, sådan at de spørgsmål eller kommentarer jeg har hørt i ugens løb, har kunnet bruges som ideer i næste prædiken. Men på trods af denne positive form for travlhed vil jeg alligevel tillade mig at sige, som overskriften siger: at missionen (også min mission) er fuldført! 6

7 AND NOW, THE END IS NEAR af Jens Jensen, Leder M Vores deployering til Afghanistan er nu ved at være slut, og det vil derfor være på sin plads at gøre status. Jeg vil dog nøjes med at gøre status for den tid, jeg selv har været herude, dvs. for Hold 2 i perioden til Vi har haft flyet på jorden pga. tekniske fejl i sammenlagt 29 dage (alle med B-536). - Mere end 63% af de 29 dage anført overfor er brugt på at vente på reservedele (der er jo temmelig langt herud). - Der har været 26 mand tilknyttet Maintenance på Hold 2. - Der er sovet mindst 100 gange i den tid, vi har været her Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at det er sket en masse ændringer, siden jeg kom herned. For det første er alle andre end mig selv i Maintenance blevet skiftet ud, for det andet har vi fået et nyt flystel herned, hvilket har været en meget stor forbedring for vores flyvetidsstatistik, og for det tredje er vejret skiftet fra varmt med solskin til småkoldt med sne og sjap. Jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger, at vi hver især har lært noget af at være hernede. Vi har i hvert fald fået lavet en masse lessons identified, dvs. skemaer med områder, som kan forbedres i fremtiden. Sådan rent personligt har jeg nu fået praktisk erfaring med udsendelse, samt ikke mindst lært, hvad det for alvor vil sige, at savne hende derhjemme. Når man har været hernede, hvor vandforsyningen pludselig kan stoppe, fordi vandrørene fryser til is; hvor strømmen forsvinder, fordi dieselolien på lejrens generatorer bliver for tyk pga. kulden; hvor alle toiletter er optaget, fordi der kommer dansk mad ned til jul; og ikke mindst hvor man ser de samme mennesker og det samme lille område hver evig eneste dag, så lærer man at sætte pris på det, man har hjemme i Danmark. Vi glæder os alle til at komme hjem, og når faneoverdragelsesparaden på Aalborg er færdig engang onsdag aften, kan vi langt om længe tage hjem til familien igen. Det er nok det øjeblik, vi alle ser frem til. Jeg vil slutte dette sidste nyhedsbrev af med at takke alle i Maintenance for en god indsats og et godt samarbejde. Forholdene har ikke altid været optimale, og det har til tider været en ulige kamp mod ofte forekommende fejl på flyet, men som jeg ser det, har vi fået det bedste ud af situationerne. Well done! 7

8 SIDSTE NYT FRA DARIS af Martin Degn, LD Daris Som de pårørende til DARIS personellet allerede ved, er det blevet besluttet at DARIS skal blive i Kabul i yderligere et år, som følge af en anmodning fra NATO. Dette må betragtes som stor anerkendelse af det arbejde som det danske Flyvevåben har leveret. Når man så yderligere tager i betragtning, at bidraget er sammensat af udstyr fra flere forskellige grene af Flyvevåbnet i løbet af nogle ganske få måneder i foråret 2005, mener jeg at vi absolut har grund til at klappe hinanden på ryggen og sige Godt arbejde. Dette gælder selvfølgelig ikke kun for os 8 mand, der indtil nu har forestået driften i Kabul, men så sandelig også for alle, der har bidraget til projektet hjemme i Danmark. Beslutningen om at forlænge ophold på Kabul er gået hurtigt. NATO anmodning er dateret den 17. januar, Team DARIS på Kabul blev orienteret om anmodningen den 20. januar og vi fik den endelige besked på at bidraget skal blive den 25. januar. Dette må siges at være ufatteligt hurtigt, når den lange bureaukratiske vej fra NATO til os helt ude i den anden ende, tages i betragtning. At vi så var gået i gang med at pakke sammen, er en helt anden historie, men vi var heldigvis ikke kommet længere end vi forholdsvis let kunne pakke ud igen. Rent materielmæssigt, vil en sådan beslutning give nogle få praktiske problem, men disse vil oftest være til at løse. På personelsiden er det derimod meget værre, for når der kun er 10 dage til forventet hjemrejse, er tanken om at skulle blive i længere tid ikke særlig sjov. Heldigvis kom beslutningen om forlængelse ikke helt uventet, så vores afløsere har været udpeget i et stykke tid og selv om de før jul havde fået oplyst at de ikke skulle til Kabul, er alle 4 på det næste DARIS hold klar til udsendelse. Dvs. helt klar er de ikke, for de mangler stadig den sidste uddannelse, så de afgår først fra Danmark den 13. februar. Nu vil den opmærksomme læser måske tænke Skal hold 2 så blive i Kabul til hold 3 kommer?, men her har vi på hold 2 været så heldige, at et udvalg af personellet fra hold 0 og 1, har sagt ja til, at afløse os i denne periode. Jeg vil gerne benytte lejligheden til, på hold 2 s vegne, at takke for at gutterne fra hold 0 og 1, har stillet op med så kort varsel. Denne tak gælder selvfølgelig også deres familier, der endnu en gang må undvære et familiemedlem. 8

9 Ved en lejlighed som et holdskift, er det skik og brug at lave en status over, hvad der er sket i tiden, der er gået og det kommer så her. Siden hold 2 har overtaget DARIS har systemet været operativt i 2191,5 timer ud af 2208 mulige, hvilket svarer til 99%. Når vi så ved, at der er mellem 150 og 200 starter og landinger på Kabul International Airport hver dag, betyder det at DARIS har støttet mere end starter og landinger siden 1. november. Nu har det jo ikke været en dans på roser i hele perioden, for midt i december måtte vi tage den ene radar ud af drift, uden for planen, da den var fejlramt. Vi har udført fejlfinding på denne radar lige siden og selv om vi har haft rigtig god støtte fra værkstedet hjemme i Karup, er det desværre ikke lykkedes for os, at få denne radar til at virke ordentligt. Vintervejret har også givet os nogle opgaver, da vi har haft flere strømudfald og problemer med diesel, der ikke var vinterklargjort. På personelsiden er det gået godt, idet vi har suppleret hinanden godt i vores daglige arbejde. Det største problem har nok været, at vi før jul fik nogle uklare meldinger om hvorvidt vi skulle blive i Kabul, nu da der var opstillet en amerikansk radar. Som nævnt i indledningen, er det gået ganske anderledes med DARIS og jeg mener, at meldingen før jul har været et typisk eksempel på at man i god tro har givet nogle meldinger, inden den nødvendige viden har været til rådighed og resultatet har været frustration for det udsendte personel. Set i bakspejlet er den slags nok en detalje, men mens det foregik, var det ikke specielt morsomt. Til gengæld har det været en helt anderledes oplevelse i forbindelse med forlængelsen, for her var vi hele tiden været godt informeret om, hvad der foregik og der blev meget hurtigt lavet en plan for, hvad der skulle ske på personelsiden, såfremt forlængelsen blev en realitet. Når jeg ser tilbage på de tre måneder vi har været udsendt, kan jeg kun sige at det alt i alt har været en god oplevelse, at være udsendt og selv om vi ikke har været meget uden for basen, har miljøet med masser af fly af både den ene og den anden slags, skarpladte våben, pels- og tæppehandlere og meget mere, været en spændende og anderledes oplevelse. Til slut har jeg blot at sige tak til DARIS hold 2, for en fremragende indsats og et godt samarbejde. 9

10 ENDEN ER NÆR af OS J. Grauert LD CIS Overskriften er ikke til at misforstå. 3 måneder er ved at være gået. 3 måneder på godt og ondt. Ligesom vi er ved at være slidte, er også vores udstyr ved at være godt brugt. Der er ingen tvivl om at vores udstyr er ved at være mærket af de hårde betingelser. Kulde, varme, fugt, tørke samt det evindelige støv sætter sine spor. Meget af vores udstyr trænger til en kærlig hånd og lidt indvendig rengøring. 3 måneder er langt at se frem, hvorimod 3 måneder tilbage er ganske kort tid. Tiden er gået forbavsende hurtigt. Holdet der har været sammensat til denne mission har fungeret helt fantastisk. Utroligt at så mange mennesker, samlet på så lidt plads i så lang tid, har kunnet klare det uden skærmydsler. Det er tydeligt at de fleste har prøvet dette før. Der fires lidt her og der, og bæres over med evt. mærkværdigheder. Om 2 dage bliver vi meget alene. Det bliver underligt at sige farvel til de kolleger vi har været sammen med i så lang tid. Vi får rigeligt at se til i den uge vi bliver her alene. Alle computere skal samles sammen, hvorefter de skal tømmes og gøres klar til senere brug. Alle telefoner skal afprøves og pakkes. Og sådan kan vi blive ved. Alt vores udstyr skal overtages af hæren, som så kan levere det tilbage til os når de er færdige. På denne måde spares vi for at skulle bringe det hjem, ligesom de spare at skulle sende nyt udstyr ud. Det er altid en underlig fornemmelse at skulle afslutte en mission. Man glæder sig som et lille barn til at komme hjem, og samtidig er det at skulle sige farvel ikke specielt rart. I et af de første nyhedsbreve fra CIS hold 2, nævnte vi, at vi kunne holde næsten 100 procent på vores udstyr. Dette har været tilfældet i det meste af perioden. Takket være 2 gode medspillere, Hans og Kasper, har det været nemt at holde dampen oppe på telefoner, computere, Internet m.m. Tak til Jer alle for godt kammeratskab. Og så til Jer derhjemme. Nu er det snart nu. Vi glæder os alle 3 meget til at se Jer i lufthavnen, tirsdag d. 7. februar om aftenen. 10

11 CHEFEN FOR FLYVERTAKTISK KOMMANDO PÅ BESØG I KABUL af Thomas Reimann, PIO Tirsdag den 24. januar ankom CH FTK S.Ø. Nielsen (SØL) til Kabul, Afghanistan. Turen inkluderede besøg ved de danske delbidrag på KAIA samt besøg ved danske soldater i ISAF HQ. Besøget gav CH FTK mulighed for at se på forholdene efter næsten 6 måneders slitage på materiellet. Turene rundt ved personellet gav endvidere CH FTK mulighed for at høre, hvorledes det udsendte personel synes om forholdene og det at operere i et internationalt miljø med mange forskellige nationaliteter. Endvidere fik CH FTK mulighed for at flyve en tur i operationsområde med den danske Hercules, inden medaljeoverrækkelsen skulle foregå. En bemærkelsesværdig mission Inden selve medaljeoverrækkelsen holdt CH FTK en tale for detachementets personel. Heri kom CH FTK ind på, at..det for FLV var en bemærkelsesværdig mission, idet det var første gang, at Flyvevåbnet var indsat i selve operationsområdet. Heldigvis, men ikke uventet, er opgaverne løst på en meget professionel, engageret og målrettet vis! og fortsatte:.. et af midlerne har været at skabe og vedligeholde et sammenhold og holdninger, der har givet overskud til at yde en ekstra indsats, til at gøre en forskel!. Herefter gik selve medaljeoverrækkelsen i gang. Efter overrækkelsen afså CH FTK tid til, at personellet kunne debattere lidt omkring de omvæltninger Flyvevåbnet er i gang med, inden det var det tid til at deltage i den sidste feltgudstjeneste, før der var fællesspisning på den thailandske restaurant i området. Torsdag rejste CH FTK hjem med et indblik i, hvor langt der kan være fra Kabul til Danmark, idet flyet CH FTK skulle hjem med, blev aflyst grundet tekniske problemer. Hurtigt blev der fundet en alternativ løsning, der indebar et samarbejde med det amerikanske flyvevåben, så CH FTK kunne være hjemme i Danmark fredag formiddag. 11

12 SÅ SKAL VI HJEM Af Thomas Reimann, PIO For nogen er rejsen hjem begyndt i dag, mens resten må vente til onsdag morgen. Inden vi kunne rejse hjem, var det nødvendigt at tildække fanen. Det skete ved en parade på apron 2, som har været Hercules ens og CATO-folkenes arbejdsplads gennem de seneste tre måneder. I sin tale til personellet, kom DETCO OL T.T. Hansen ind på flg. Hvad enten vi kan lide det eller ej, vil internationale udsendelser som denne være en central del af Flyvevåbnets opgaver i fremtiden. Gennem dette detachement har Flyvevåbnet bevist, at vi også kan fungere og operere inde i et operationsområde og sluttede med at sige Ansvarsfølelse og vilje til at løse problemerne er to af de vigtigste indtryk, jeres indsats har efterladt hernede. Det er et eftermæle, som jeg på detachements vegne er meget, meget tilfreds med. Herefter kommanderede DETCO paraden i ret, så fanen kunne tildækkes. Efter paraden fik DETCO Transfer of Authority, som betyder, at C-130J flyet og de danske soldater ikke længere står til rådighed for NATO s ISAF styrker. Efter denne formalitet var overstået, kunne flyet taxi ud til start og præcis kl løftede B-537 hjulene fra afghansk jord med retning mod Danmark via Tyrkiet. Hovedstyrken vender hjem onsdag aften, med enkelte undtagelser, der kommer hjem i løbet af næste uge. Dette er hermed det sidste nyhedsbrev fra RDAF ISAF DET, som i morgen aften på Flyvestation Aalborg bliver endelig afsluttet. Til sidst vil jeg gerne takke alle de trofaste skribenter, som har brugt tid på at lave gode og sjove indslag til nyhedsbrevene. En stor tak til alle hernede for jeres indsats i forbindelse med den modtagne nødhjælp. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer alle i de sidste tre måneder. For sidste gang letter B-537 fra Kabul 12