Nyhedsbrev. Retssager og voldgift

Transkript

1 Nyhedsbrev Retssager og voldgift

2 HAR DANMARK BRUG FOR ET FBI? Kromann Reumerts Procesafdeling brugte Folkemødet 2018 til at drøfte retshåndhævelse og retssikkerhed. Det blev til en spændende time i selskab med Politidirektøren fra Østjyllands Politi, Formanden for Djøf og DI. Kromann Reumerts procesafdeling, repræsenteret ved partner Hans Jakob Folker, benyttede årets Folkemøde til at rejse spørgsmål om, hvorvidt Danmark har brug for stærkere myndigheder til at behandle de vanskelige sager om organiseret, økonomisk og grænseoverskridende kriminalitet. Baggrunden for problemstillingen var dels, at en tilsvarende diskussion netop pågik i de øvrige nordiske lande, og i EU, dels det behov Kromann Reumert løbende oplever er tilstede for mere specialisering. I debatten deltog Politidirektør fra Østjyllands Politi Helle Kyndesen, Beredskabsstyrelsens direktør og formand for Djøf Henning Thiesen, og underdirektør i DI Kim Haggren. Debatten var livlig, og der var generelt enighed om, at behandlingen af vanskelige sager kræver særlige kompetencer og tilstedeværelse af de fornødne ressourcer. Valg af håndhævelses- og politimodel, og den rette balance mellem, hvilke sager som behandles af lokale/regionale eller landsdækkende myndigheder kunne drøftes. I Norge har et udvalg under Justitsministeriet fornyeligt afgivet udtalelse om emnet, og foreslået, at der skulle etableres en samlende myndighed for behandling af komplicerede straffesager, altså en slags 'FBI-light-model'. Politidirektør Helle Kyndesen fremhævede, at der i Øst- og Vestdanmark netop er blevet etableret to regionale efterforskningscentre, og at de nu skulle have tid til at virke. Kim Haggren understregede, at det er vigtigt for erhvervslivet, at straffesager, herunder IPR-sager, bliver behandlet effektivt. Mere privat retshåndhævelse? Der blev også tid til at diskutere undersøgelse af svig på arbejdspladsen. Meningerne i relation hertil var delte. På den ene side var der enighed om, at virksomheder har behov for at foretage undersøgelser af uregelmæssigheder, men på den anden side var der også hensyn at tage til den mistænkte. Fra Kromann Reumerts side pegedes på, at både Norge og Sverige havde regler om sekundær påtale, hvorefter private selv kan rejse straffesag, hvis politiet ikke gør det. Tilsvarende regler findes ikke i Dannmark. Kim Haggren fra DI fortalte, at man fra DI's side var tilfredse med ordningen i forhold til forfølgning af sager om immaterialretskrænkelser, som åbnede op for privat efterforskning og påtale. Hans Jakob Folker afrundede debatten med at sige, at håndhævelse vil blive et centralt emne i de kommende år, og at det er vigtigt, at danske myndigheder bevarer evnen til at håndtere kriminalitet. Erfaringer fra andre lande vil blive vigtig. Der kan tages udgangspunkt i de nordiske politimodeller, men erfaringer fra England, EU og de øvrige EU-lande kan også inddrages. Europol og dannelse af den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er et skridt i en mere centraliseret retning. 2/9

3 Kromann Reumert fortsætter naturligvis med at følge udviklingen og indgå i drøftelser med relevante interessenter til gavn for firmaets klienter. 3/9

4 HVORNÅR ER EN FORSINKELSE ELLER EN AFLYSNING FORÅRSAGET AF EN USÆDVANLIG OMSTÆNDIGHED? I en ny artikel analyserer advokat Jakob Dahl Mikkelsen retspraksis vedrørende forordning 261/2004 om passagerrettigheder. Her ser han på, hvornår luftfartselskaberne kan undgå at betale kompensation under henvisning til usædvanlige omstændigheder og dermed undgå at betale kompensation til passagererne. U.2018B.168 Analyse af anvendelse af begrebet "en usædvanlig omstændighed" i retspraksis Forordning 261/2004 giver flypassagerer ret til kompensation, hvis deres flyafgang aflyses eller forsinkes med mere end tre timer. Luftfartsselskaberne har, som udgangspunkt, en ubetinget pligt til at betale kompensationen. De kan dog blive undtaget fra at betale, hvis aflysningen eller forsinkelsen skyldtes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selvom alle rimelige forholdsregler var blevet taget. Spørgsmålet om, hvad der udgør en usædvanlig omstændighed, har været debatteret både i EU-regi og de enkelte medlemsstater og har givet anledning til omfattende domstolsprøvelse. I Danmark har navnlig Københavns Byret oplevet et stort antal sager om forordningen (den 21. april 2017 havde Københavns Byret omkring verserende retssager om kompensationskrav). Landets øvrige byretter, Østre Landsret og Højesteret har ligeledes behandlet flere sager om kompensationskrav. I artiklen analyserer Jakob Dahl Mikkelsen udviklingen i retstilstanden om forståelsen af begrebet "usædvanlige omstændigheder". På baggrund af sin analyse konkluderer han, hvilke forhold der kan undtage fra pligten til at betale kompensation og hvilke der ikke kan. Artiklen er i høj grad baseret på Kromann Reumerts egne erfaringer med denne type sager, idet Kromann Reumert har ført og fører en lang række af sådanne sager for flyselskaberne. Kromann Reumert vandt bl.a. tidligere på året en principiel højesteretssag herom. Læs hele Jakob Dahl Mikkelsens artikel. 4/9

5 MODERSELSKAB VAR ERSTATNINGSANSVARLIG FOR DATTERSELSKABS SAGS OMKOSTNINGER Det kan være ansvarspådragende for andre end sagens parter at finansiere videreførelsen af en sag under omstændigheder, hvor det er klart, at parten ikke vil kunne betale eventuelt pålagte sagsomkostninger. Kort om sagen Et udenlandsk selskab sagsøgte Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet for et beløb på over 500 mio. kr. I 2009 ophørte selskabets erhvervsmæssige aktiviteter, men på trods heraf fortsatte retssagen ved, at moderselskabet finansierede datterselskabets egne sagsomkostninger, herunder omkostninger til advokatbistand. Datterselskabet tabte i 2015 sagen i landsretten og blev i den forbindelse pålagt at betale ca. 14 mio. kroner i sagsomkostninger. Da datterselskabet ikke betalte sagsomkostningerne, anlagde de sagsøgte myndigheder sag, og argumenterede i den forbindelse for, at moderselskabet enten hæftede for eller var erstatningsansvarlig for betaling af sagsomkostningerne. Højesterets resultat Højesteret fandt, at et eventuelt krav i den oprindelige sag kun kunne pålægges sagsøgeren (datterselskabet), og ikke et andet selskab i koncernen, idet datterselskabet ikke var etableret for at omgå retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger. Højesteret vurderede også, at det ikke kunne antages, at det oprindelige sagsanlæg i 2007 var uforsvarligt i forhold til risikoen for, at selskabet ville blive pålagt sagens omkostninger. Højesteret fandt dog, at det var ansvarspådragende for moderselskabet, at det i 2009 lod datterselskabet videreføre retssagen uden at tage hensyn til datterselskabets manglende evne til at betale sagsomkostninger til modparten. Moderselskabet blev derfor pålagt at betale en skønsmæssig fastsat erstatning på 10 mio. kr. Kromann Reumerts bemærkninger Dommen bekræfter først og fremmest udgangspunktet om, at det kun er den sagsøgende, der kan pålægges at betale sagsomkostninger, og at der skal ganske meget til for at fravige dette udgangspunkt. 5/9

6 Højesterets dom illustrerer imidlertid også i tråd med tidligere praksis at det kan være ansvarspådragende for andre end sagsøgeren baseret på almindelige erstatningsretlige principper at anlægge/videreføre en sag under omstændigheder, hvor det er klart, at parten ikke vil kunne betale eventuelt pålagte sagsomkostninger. Det kan derfor være ansvarspådragende for ejeren af eller ledelsesmedlemmerne i et nødlidende selskab at anlægge/videreføre sager, hvis ikke det sikres, at der er den fornødne økonomi i selskabet til også at betale eventuelt pålagte sagsomkostninger. Dette forhold bør særligt ledelsesmedlemmer være opmærksomme på. 6/9

7 ÆNDRING AF NAVN I STÆVNING VAR IKKE BERIGTIGELSE I RETSPLEJELOVENS FORSTAND Der er ikke tale om en berigtigelse af partsangivelsen, hvis det i realiteten medfører, at et andet selskab end det i stævningen anførte bliver sagsøgt. Seks personer havde anlagt sag mod "Lufthansa" med påstand om kompensation i medfør af EU-forordning 261/2004. Lufthansa gjorde blandt andet gældende, at "Lufthansa" ikke var rette sagsøgte, idet det var "Lufthansa Cityline GmbH" som udførte den del af flyvningen, hvor forsinkelsen opstod, og at sagen burde have været rettet mod "Lufthansa Cityline GmbH. Landsrettens resultat Byretten tillod sagsøgers berigtigelse af sagsøgtes navn til "Lufthansa Cityline GmbH". Landsretten omgjorde imidlertid byrettens afgørelse med den begrundelse, at der ikke var tale om en berigtigelse/præcisering af angivelsen af sagsøgte i stævningen. Selvom de to luftfartsselskaber - "Lufthansa Cityline GmbH" og "Lufthansa AG" - var en del af Lufthansa-koncernen, fandt landsretten, at der var tale om to selvstændige juridiske enheder, og at der ikke kunne ske identifikation. Landsretten vurderede på den baggrund, at en berigtigelse af partsangivelsen i realiteten ville medføre, at et andet selskab end det i stævningen anførte blev sagsøgt, og at der derfor ikke var tale om en berigtigelse. Kromann Reumerts bemærkninger Afgørelsen viser, hvor vigtigt det er at være omhyggelig og præcis i påstandsformuleringen. Særligt hvis sagsøgte er del af en koncern, skal man være grundig og sikre, at stævningen er rettet mod det rigtige datterselskab, fordi partsangivelsen ikke efterfølgende kan berigtiges. Konsekvenserne ved at anlægge en sag mod et forkert koncernselskab kan derfor potentielt være store, f.eks. i relation til mulige forældelses-, reklamations- og passivitetsfrister. 7/9

8 HØJESTERETS FORTOLKNING AF BRUXELLES I-FORORDNINGENS ARTIKEL 8, NR. 1 Hvor praktiske hensyn taler for det, kan en part sagsøge en modpart et andet sted, end der hvor parten har bopæl eller forretningssted. Kort om sagen En dansk fødevaregrossist (B) havde købt nogle frosne kyllingeprodukter af et hollandsk selskab (W), og havde efterfølgende solgt produkterne videre til et tysk selskab (G). Salget skete på CIP-vilkår, og B skulle derfor sørge for transporten af produkterne fra W til G. Et andet hollandsk selskab (V) skulle, efter aftale med W opbevare og udlevere produkterne til (C), som havde indgået en aftale med B om at transportere produkterne til G. V udleverede produkterne til en fragtfører, men produkterne nåede imidlertid aldrig frem til G. B's forsikringsselskab (T) betalte erstatningsleverancen. T anlagde herefter sag mod C og V ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at C og V hæftede solidarisk for værdien af erstatningsleverancen. Derudover havde C nedlagt en friholdelsespåstand over for V. Ifølge artikel 4, stk. 1 i Bruxelles I-forordningen om værneting, at sagsøgte som hovedregel skal sagsøges ved sit hjemting. Sø- og Handelsretten konstaterede i sine præmisser, at forordningens artikel 8, nr. 1 og 2 udgør snævre undtagelser til hovedreglen. Sø- og Handelsretten fastslog herefter, at T's krav mod C og V ikke kunne behandles og påkendes samlet ved Sø- og Handelsretten, eftersom kravene beroede på to forskellige retsgrundlag. Sø- og Handelsretten fandt, at Danmark ikke var rette værneting for sagen mod V og afviste derfor sagen. Højesterets resultat Højesteret fandt, at T's krav mod både C og V var forbundne i en sådan grad, at de burde behandles sammen ved den samme domstol, idet der ellers ville være risiko for at nå frem til uforenelige afgørelser, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 8, nr. 1. Højesteret fandt, at det forhold, at T's krav mod C udsprang af en kontrakt mellem B og C, mens T's krav mod V ikke udsprang af et kontraktforhold, samt at det forhold, at T's krav mod C skulle bedømmes efter dansk ret, mens Ts krav mod V formentlig skulle bedømmes efter hollandsk ret, ikke udelukkede anvendelsen af forordningens artikel 8, nr. 1. 8/9

9 Højesteret fastslog på den baggrund, at Sø- og Handelsretten var rette værneting for både T's krav mod V og C. Da C's friholdelsespåstand kunne tages under pådømmelse i samme sag, tog Højesteret ikke stilling til, om betingelserne for dansk værneting for C krav mod V efter forordningens art. 8, nr. 2, var opfyldt. Højesteret ophævede på den baggrund Sø- og Handelsrettens dom og hjemviste sagerne til behandling ved Sø- og Handelsretten. Kromann Reumerts bemærkninger Højesterets afgørelse illustrerer, at Højesteret ikke nødvendigvis vil fortolke Bruxelles I-forordningens undtagelsesbestemmelser indskrænkende. Hvor praktiske hensyn taler for det, er det langt fra umuligt for en part at sagsøge en modpart et andet sted end der, hvor parten har bopæl eller forretningssted. I forhold til værnetingsaftaler verserer der p.t. en sag for Højesteret om fortolkningen af forbrugerbegrebet i Bruxelles I-forordningen, idet det er afgørende for, om en række bankkunder er bundet af en indgået værnetingsaftale. Kromann Reumert vil informere om denne afgørelse i et nyhedsbrev, når den foreligger. 9/9