vil du så vide mere, hvad vil du spørge om? Folketingsmand og redaktør I 1964 blev Anker medlem af Folketinget og redaktør af Arbejdsmandsforbundets

Transkript

1 Af Per Lund Simonsen Hædersmanden Anker - D E N S L A G S S TAT S M I N I Ordene er sangeren og entertaineren Allan Olsens i forbindelse med, at fremtrædende danske rock- og popmusikere i foråret hyldede Anker Jørgensen med en cd i anledning af hans 85 års fødselsdag i juli måned. Anker Jørgensens liv har eventyrets skær over sig. Han blev født i et kolonihavehus og levede sine første år i Amagergade på Christianshavn den gade, som fleste danskere lærte at kende gennem tv-serien Huset på Christianshavn. Anker Jørgensens livsforløb er usammenligneligt med andres. Han blev formand for landets største fagforbund, formand for socialdemokratiet og landets førstemand som statsminister. 4 Det er med en vis andægtighed, Posthornets udsendte træder ind ad døren til 3.sals lejligheden på Borgbjergvej i Københavns Sydvestkvarter, hvor Anker Jørgensen har boet i mere end 50 år. Der er mere end i en forstand højt til loftet. Væggene er tæt besat af bugnende reoler, malerier og familiefotos, og vi er ikke langt henne i samtalen, før det klart skinner igennem, at Anker er en yderst belæst mand, velbevandret i både skønlitteratur og filosofiske emner o.m.a. Det kniber lidt med bentøjet, men hovedet fejler bestemt ikke noget. Og da vi efter et resumé af hans tidlige livsforløb: forældrenes død, da han var 4-5 år, barndom og opvækst hos en tante og onkel, syv års skolegang på Vajsenhusets skole, præliminæreksamen på aftenkursus, lagerarbejder, tillidsmand og fagforeningsfunktionær, læner Anker sig frem og siger med et glimt i øjet: Hvad vil du så vide mere, hvad vil du spørge om? Folketingsmand og redaktør I 1964 blev Anker medlem af Folketinget og redaktør af Arbejdsmandsforbundets blad Fagbladet. Det var som redaktør af Fagbladet, du blev kendt i offentligheden. Du fornyede bladet og gjorde det til det førende i dansk fagbevægelse. Ja, det kan da godt være, siger Anker. Jeg afløste Henry Grünbaum, der havde været redaktør i godt 5 år, og som nu var blevet finansminister. Jeg videreførte blot hans linje og har vel også præget det, idet jeg lagde vægt på, at det var et blad med kulturelt indhold og med artikler fra verden omkring os. Forbundsformand og statsminister I 1968 blev Anker Jørgensen valgt til formand for landets dengang største fagforbund Arbejdsmandsforbundet (senere SiD, i dag 3F), og i 1972 blev han højst overraskende for alle ikke mindst ham selv statsminister. Den 2. oktober 1972 havde danskerne ved en folkeafstemning sagt ja til Det europæiske Fællesskab (EF). Dagen efter den 3. oktober - indtraf sensationen. Statsminister Jens Otto Krag sagde nej til at blive i jobbet og pegede på Anker Jørgensen som sin efterfølger. Det er der skrevet meget om. Hvordan oplevede du det?

2 S T R E L A V E S I K K E M E R E Krags afgang var en kæmpeoverraskelse også for mig. Som folketingmedlem var jeg selvfølgelig til stede i salen, og Ingrid (Ankers kone gennem 51 år, red) sad på tilhørerpladserne, da Krag fra Folketingets talerstol bebuder sin afgang. Han holder sin åbningstale, går tilbage til sin plads, sætter sig, rejser sig op igen og beder Folketingets formand, Karl Skytte, om ordet for en kort bemærkning. Jeg kan næsten høre det endnu. Karl Skytte siger: Statsministeren har bedt om ordet for en kort bemærkning, statsministeren har ordet. Og så sagde Krag bl.a.: - Efter afstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage og vil benytte en gunstig anledning til at gøre det. Kun et par partifæller kendte på forhånd Krags planer, og hans afgang blev selvfølgelig efterfulgt af hektisk aktivitet. Krags indstilling var, at Anker skulle være hans efterfølger, og hans valg var efter møder i folketingsgruppen, forretningsudvalget og hovedbestyrelsen enstemmigt. Og efter en kort betænkningstid sagde Anker ja til at blive landets statsminister Jeg havde kun været forbundsformand i 4 år og var da lidt ked af at gå, mens jeg var i fuld vigør, siger Anker. At jeg blev opfordret til at påtage mig jobbet som statsminister var meget overraskende for mig. Aviserne havde ganske vist nogle gange nævnt mig som statsministeremne, når de beskæftigede sig med spørgsmålet, men det var der også så mange andre, der var blevet. Krag havde aldrig talt om det, selv om han et par gange var kommet med udtalelser noget i retning af: - Nu skal du jo regne med, at jeg også går af engang. Det havde jeg ikke reageret på, sådan noget går jeg ikke ind i. Krag havde også ved et par lejligheder tilbudt mig ministerposter bl.a. som trafikminister. Ja, så var jeg blevet minister for Posten, smiler Anker, men jeg ville ikke være minister. Anker Jørgensen var den første socialdemokratiske regeringsleder, der var menigt folketingsmedlem og aldrig havde haft en ministerpost, da han rykkede ind under prismerne i magtens indre. Og han var et bud på en ny og åben politisk stil. Han var en mand, der altid var sig selv, 5

3 Hædersmanden Anker... 6 og som turde sige det, mange andre tænkte, og som ikke var et talende jakkesæt. Derfor var de fleste danskere godt tilfreds med at få den 50-årige Vajsenskoledreng som statsminister. Og han var den første toppolitiker, som hele befolkningen kom på fornavn med. Anker overtog Krags regering uden ændringer. Han overtog også alle de problemer, som det politiske system havde akkumuleret og skubbet uløste foran sig fra 1960 ernes enorme højkonjunktur. Der var langt fra 1950 ernes landbrugsland til det rige industrisamfund i 1970 erne. Vandringen fra land til by havde taget fart. Og i tilgift til de strukturelle problemer international lavkonjunktur. Både regeringen og Socialdemokratiet stod temmelig stærkt i befolkningen, og det var åbenbart ikke påvirket af, at jeg var trådt til som statsminister, men oveni den internationale lavkonjunktur, fik vi så i 1973 oliekrisen, der var utrolig voldsom, fordi olieprisen steg enormt. Vi måtte gennemføre forskellige ting, bl.a. billøse søndage. Vores udenrigsminister, Kjeld Olesen, kørte til bageren efter morgenbrød. En bagatel, men selvfølgelig gefundenes fressen for en bestemt del af pressen, konstaterer Anker med et skævt smil. Erhard løber tør for benzin Anker lagde ikke skjul på, at han ønskede Socialdemokratiet placeret til venstre for midten. Det gjorde Erhard Jakobsen mildest talt ikke. Han havde i mange år skældt ud på alt, hvad han anså for venstreorienteret og placerede sig stadig længere mod højre. På Ankers sølvbryllupsdag den 6. november 1973 meldte Erhard sig ud af partiet og bekendtgjorde, at han ville stifte et nyt parti, men sagde samtidig, at han ville sikre regeringen parlamentarisk Under en afstemning i Folketinget et par dage senere glimrede Erhard ved sit fravær, og da han endelig dukkede op, var det for sent. Afstemningsresultatet var Erhards forklaring lød på, at han var løbet tør for benzin. Den var vi mange, der ikke troede på. Hvordan oplevede du det Anker? Jeg kan ærlig talt ikke huske, at Erhard havde lovet at stemme sammen med os. Men situationen var alvorlig og chokerende, regeringen havde ikke flertal mere, og jeg var nødt til at udskrive valg. Jeg har da tit tænkt på, at jeg i tide skulle have gjort Erhard til indenrigsminister, men det nåede jeg altså ikke. Jordskredsvalget Glistrup stormer frem. Hårde tider forude Folketingsvalget den 4. december 1973 blev en skelsættende begivenhed i landets nyere historie. Halvdelen af Folketingets medlemmer blev skiftet ud. Glistrup stormede med Fremskridtspartiet ind med 28 mandater, og Erhard Jakobsens nystiftede parti, Centrum-Demokraterne, fik 14 mandater. Socialdemokratiet mistede 24 mandater. Det var en meget alvorlig og kompliceret situation, vi stod i, siger Anker, og over for en snæver kreds, jeg tror, det var tre personer, tilbød jeg at gå af. Men beskeden var kategorisk og uden omsvøb, at det skulle jeg ikke gøre. Per Hækkerup formulerede det således: -nu drejer det sig mere end nogensinde om, at vi står fast, du skal ikke under nogen omstændigheder trække dig. På mit spørgsmål, om regeringen havde nogen fornemmelse af Glistrups tag i befolkningen, svarer Anker: - Nej ikke, at han havde så stor tilslutning. Der overraskede han os i høj grad. Vi troede ikke, at det stod altså efter vores opfattelse så sløjt til i vælgerskaren. Efter valget viste det sig svært at finde en regeringskonstellation, der kunne påtage sig at administrere en dagligdag, der var præget af krise, protest og økonomisk nedtur. Poul Hartling, med 22 mandater i Venstre bag sig, satsede og dannede en smal regering med kun 12 ministre. Den holdt i 13 måneder og skaffede Venstre en gevinst på 20 mandater ved valget i januar Hartling dannede igen regering, men blev væltet ved et mistillidsvotum allerede til fastelavn 13. februar. Anker Jørgensen fik derefter påny overdraget regeringsledelsen, og han var statsminister, indtil han gik af i Da Anker overtog regeringsledelsen i 1975, var det på trods af et klart borgerligt flertal i Folketinget. Det påvirkede naturligt regeringens politik, da kun et samarbejde med borgerlige partier kunne sikre flertal, og perioden blev præ-

4 Peter Carlsens maleri af Anker Jørgensen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. get af store forlig i forøg på at bekæmpe den økonomiske krise, der var sat ind fra Arbejdsløshed, inflation, underskud på statsbudgettet og betalingsbalancen var dagsordenen. Det var ikke så lidt af en uriaspost at være statsminister i denne periode, men Anker viste sig opgaven voksen. Han var karakterfast og sej, og der var ingen, som for alvor kunne true hans position som Socialdemokratiets formand og statsminister. I Bo Bojesens elskværdige streg var han Jern-Anker. I 1978 forsøgte han at etablere et solidere parlamentarisk grundlag for regeringen gennem et samarbejde med Venstre, og det lykkedes at danne en Samlingsregering med Socialdemokratiet og Venstre Forhandlingerne foregik på Marienborg, og her viste Venstres leder, Henning Christoffersen, sig som en mere åben person, end han havde ry for i offentligheden, fortæller Anker. Vi skulle jo have stablet et regeringsgrundlag på benene, og det første punkt på vores fælles program blev såmænd efterløn og det på Henning Christoffersens initiativ. Han sagde: Anker, du vil jo have den her efterløn, og så formulerede han, uden at jeg behøvede at rette en stavelse, første punkt i regeringsgrundlaget: Det af Socialdemokratiet stillede forslag til en efterlønsordning gennemføres med virkning fra den 1. januar SV-regeringen blev ikke mødt med begejstring alle steder og medførte en krise mellem fagbevægelsen og socialdemokratiets folketingsgruppe, hvis formand, Jens Risgaard Knudsen, der i øvrigt havde deltaget i forhandlingerne på Marienborg, tog sit gode tøj og gik af. LO s formand Thomas Nielsen var rasende, næsten hysterisk. Han var kendt for sit voldsomme sprogbrug, ubehøvlet til det primitive og mildest talt grov. Vi så på TV, hvordan Thomas Nielsen svinede dig til med et sprog, der var en gadedreng værdig. Hvordan kunne du bevare roen? Jeg gik ud fra, at alle kunne se, at han gik over stregen, og at hans opførsel sagde mere om ham end om mig. Vi fik jo det kabinet, hvor jeg havde forhandlet regeringsgrundlaget hjem. Og lad mig da om efterlønnen indskyde, at lovforslaget herom gik glat igennem Folketinget. Det var Svend Auken, der var primus motor. Interessant i øvrigt, så mange vanskeligheder, den har skaffet skiftende regeringer på halsen. Alle har tilsyneladende et horn i siden på efterlønnen, men ingen har turdet afskaffe den. SV-samarbejde brød sammen efter godt et år, men det efterfølgende valg kom overraskende nok ikke til at koste hverken Venstre eller Social- 7

5 Hædersmanden Anker... 8 demokratiet stemmer. Venstre vandt 1 mandat og Socialdemokratiet 3 mandater. Anker Jørgensen dannede endnu en mindretalsregering, og det samme gjorde han efter et valg i december 1981, indtil han valgte at opgive regeringsmagten i september Regeringen havde betydelige vanskeligheder med at føre en effektiv økonomisk politik. Skurken var igen LO s magtfulde formand Thomas Nielsen, der som modydelse for at støtte indkomstpolitik forlangte indførelse af ØD med en central fond, styret af LO, hvad der var helt uspiseligt for stort alle andre end LO. Knud Heinesen har i sin fremragende erindringsbog Min Krønike givet en fyldestgørende beskrivelse af, hvilke vanskeligheder Thomas Nielsen voldte os i bestræbelserne på at komme igennem. Han malede sig op i et hjørne, og jeg kunne jo ikke gøre andet end at tilbagevise hans påstande. Det glædede mig i øvrigt, at Georg Poulsen, formand for Metal, modigt støttede mig i LO s forretningsudvalg. Også fagbevægelsen må jo forstå, at der trods alt er grænser for, hvad en socialdemokratisk mindretalsregering kan få igennem Anker Jørgensen fortsatte som formand for Socialdemokratiet indtil 1987, hvor han overlod posten til Svend Auken. Willy Brandt, Jens Otto Krag og de andre Anker Jørgensen har gennem sine i alt næsten 10 år som statsminister mødt verdens store politiske personligheder, og da jeg spørger ham, hvem der har gjort størst indtryk, svarer han uden tøven Willy Brandt. Han var den største af de største, Willy Brandt var i alle henseender et stort menneske. Han optrådte ikke for at være stor. Han var i sin personlighed stor i sig selv, stor i sin tankegang og altid meget progressiv. Olof Palme var også en personlighed og altid lidt længere fremme i sin tankegang end vi andre, fantasifuld og visionær. Anker Jørgensen fortæller levende om andre store politikere, bl.a. Margaret Thatcher, Helmut Schmidt, Trygve Bratteli, Tage Erlander og mange andre, men lad os stoppe ved Jens Otto Krag. Jeg har altid haft det bedste forhold til Krag. Jeg sagde min mening i de forskellige sammenhænge, hvor vi mødtes, og det tror jeg, han respekterede. Da jeg var blevet statsminister, kontaktede jeg ham ikke, hvad han vist nok undrede sig over. Jeg synes ikke, jeg havde tid og mente ikke, selv om det måske lyder lidt overlegent, at jeg havde brug for hans viden. Enhver situation er jo ny. Men jeg havde måske alligevel lidt dårlig samvittighed, så da jeg i 1975 skulle tale i FN, bad jeg embedsmændene i Statsministeriet og vores ambassadør i USA om at invitere Jens Otto Krag på frokost. Han var på det tidspunkt EF-ambassadør i Washington. Krag kom ikke, og jeg har ladet mig fortælle, at han var for nu at udtrykke det lidt diplomatisk godt og grundigt indisponeret. Jeg har altid haft stor respekt for Krags indsats, og jeg begriber faktisk ikke, at han har kunnet overkomme det hele med sin boheme-lignende livsførelse. Sange til Anker I anledning af Anker Jørgensen 85 års fødselsdag den 13. juli 2007 hyldede en række danske rock- og popmusikere ham med en cd med nyindspilning af sange fra Arbejdersangbogen. Cd en hedder De største er de små sange til Anker, og kunstnerne er kendte danske musikudøvere som Kim Larsen, Allan Olsen, Erik Clausen, Anne Dorte Michelsen og Lars Lilholt m.fl. Da jeg spørger Anker, om han ikke blev stolt over denne originale fødselsdagsgave, giver han et svar, der er karakteristisk for ham: Stolt er ikke et ord, jeg bruger meget. Jeg blev glad. Epilog Næsten 25 år efter sin afgang huskes Anker stadig som en statsminister med værdifulde menneskelige egenskaber, hæderlig og ordholdende. Og et menneske, hvem værdigheden som statsminister aldrig steg til hovedet. Sådan er Anker stadig. Han er ikke beskeden. Han er ikke stor på den. Han er sig selv. Også derfor var det en stor oplevelse at besøge ham som en mand, der bestred landets højeste post gennem næsten 10 år.