Unionens tilstand Tid til ærlighed, enhed og solidaritet

Transkript

1 Europa-Kommissionen - Tale - [Kun det talte ord gælder] Unionens tilstand Tid til ærlighed, enhed og solidaritet Strasbourg, den 9 september 2015 Jean-Claude Juncker Formand for Europa-Kommissionen Hr. formand Ærede medlemmer af Europa-Parlamentet I dag er det første gang, at jeg som formand for Europa-Kommissionen har den ære at tale til denne forsamling om Den Europæiske Unions tilstand. Jeg vil derfor gerne minde om, hvor stor politisk betydning dette helt specielle institutionelle øjeblik har. Talen om Unionens tilstand fremgår udtrykkeligt af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa- Parlamentet og Kommissionen. Rammeaftalen siger således: "[H]vert år under den første mødeperiode i september vil der blive afholdt en debat om Unionens tilstand, hvorunder Kommissionens formand holder en tale, hvori han gør status over det indeværende år og opstiller prioriteterne for de følgende år. Med henblik herpå vil Kommissionens formand give Parlamentet en skriftlig redegørelse for de vigtigste retningslinjer for udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram for det følgende år". I talen om Unionens tilstand skal formanden for Kommissionen gøre status over det indeværende år i vores Europæiske Union og opstille prioriteterne for det kommende arbejde. Og med den indledes den interinstitutionelle proces, der skal føre til et nyt arbejdsprogram for Europa- Kommissionen for det kommende år. Sammen med Frans Timmermans, som er min førstenæstformand, har jeg her til morgen sendt et brev til formændene for begge grene af den europæiske lovgiver: til formand Martin Schulz og til Luxembourgs premierminister Xavier Bettel, som for øjeblikket har det roterende formandskab for Rådet. I dette brev gøres der nærmere rede for de mange tiltag, som Kommissionen agter at iværksætte ved hjælp af lovgivning og andre initiativer fra nu af og indtil udgangen af Vi foreslår en ambitiøs, fokuseret og intens lovgivningsdagsorden, som vil kræve, at Kommissionen, Parlamentet og Rådet arbejder nært og effektivt sammen. Jeg vil ikke gå i nærmere detaljer med vores lovgivningsdagsorden lige nu. Der vil være en struktureret dialog med Parlamentet og Rådet herom i de kommende uger. Men jeg føler ikke, at det i dag er det rette tidspunkt til at tale om alt dette på. Jeg er den første formand for Kommissionen, hvis udnævnelse og valg direkte er baseret på resultatet af valget til Europa-Parlamentet i maj Jeg stillede op som kandidat, som Spitzenkandidat, til posten, og jeg har derfor haft mulighed for at blive en mere politisk formand. Denne politiske rolle er omhandlet i traktaterne, hvorved medlemsstaterne har gjort Kommissionen til promoter af Unionens almene interesser. Men kriseårene har gjort, at der ikke længere er helt så stor forståelse herfor. Det er derfor, at jeg sidste september sagde til denne forsamling, at jeg ønskede at lede en politisk Kommission. En meget politisk Kommission. Det sagde jeg ikke, fordi jeg tror på, at vi kan og bør politisere alt. Jeg sagde det, fordi jeg er overbevist om, at de kæmpestore udfordringer, som Europa står over for for øjeblikket, såvel internt som eksternt, ikke giver os andet valg end at angribe dem ud fra et meget politisk perspektiv, på en meget politisk måde og med særlig tanke på de politiske konsekvenser, som vores beslutninger får. De seneste begivenheder har bekræftet, at der er akut behov for en sådan politisk tilgang i Den Europæiske Union.

2 Tiden er ikke inde til "business as usual" Tiden er ikke inde til at afkrydse lister eller tjekke, om dette eller hint sektorinitiativ er kommet med i talen om Unionens tilstand. Tiden er ikke inde til at tælle, hvor mange gange ordet social, økonomisk eller bæredygtig forekommer i talen om Unionens tilstand. I stedet for er det nu tid til ærlighed. Tiden er inde til at tale ærligt om de store spørgsmål, som Den Europæiske Union står over for. For vores Europæiske Unions tilstand er ikke god. Der er ikke tilstrækkeligt med Europa i denne Union. Og der er ikke tilstrækkeligt med Union i denne Union. Det må vi have ændret på. Og vi må have det ændret nu. Flygtningekrisen: Det er altafgørende, at vi handler som en Union Uanset hvad arbejdsprogrammer eller lovgivningsdagsordener siger: Den første prioritet i dag er og må være at få håndteret flygtningekrisen. Siden begyndelsen af året er der næsten mennesker, der er kommet frem til Europa. Langt hovedparten af dem flygter fra krig i Syrien, terror fra Islamisk Stat i Libyen eller diktatur i Eritrea. De stater, der er mest berørt heraf, er Grækenland med over flygtninge, Ungarn med over og Italien med over Disse tal gør et dybt indtryk. For nogle er de skræmmende. Men det er ikke det rette tidspunkt at lade sig skræmme på. Nu må vi have en klar, målbevidst og enig indsats fra Den Europæiske Unions side, fra dens institutioner og fra alle dens medlemsstater. Det er først og fremmest et spørgsmål om menneskelighed og menneskelig værdighed. Og for Europa er det også et spørgsmål om historisk retfærdighed. Vi europæere må ikke glemme, at Europa er et kontinent, hvor næsten alle på et eller andet tidspunkt har været flygtning. Vores fælles historie er præget af millioner af europæere, der er flygtet fra religiøs eller politisk forfølgelse, fra krig, diktatur eller undertrykkelse. Huguenotterne, der flygtede fra Frankrig i det 17. årh. Jøder, sintier, romaer og mange andre, der flygtede fra Tyskland under nazitidens rædsler i 1930'erne og 1940'erne. Spanske republikanere, der flygtede fra flygtningelejre i Sydfrankrig i slutningen af 1930'erne efter deres nederlag i Den Spanske Borgerkrig. Ungarske revolutionære, der flygtede til Østrig, efter at deres opstand mod kommuniststyret var blevet nedkæmpet af sovjetiske tanks i Tjekkiske og slovakiske borgere, der søgte eksil i andre europæiske lande efter nedkæmpelsen af Pragforåret i Hundreder og tusinder var tvunget til at flygte fra deres hjem efter krigene i Jugoslavien. Har vi glemt, at der er en grund til, at der er flere McDonalds, der bor i USA end i hele Skotland? At der er en grund til, at antallet af O Neills og Murphys i USA langt overstiger det antal, der bor i Irland? Har vi glemt, at 20 millioner mennesker af polsk oprindelse lever uden for Polen som følge af politisk og økonomisk emigration efter de mange grænseforskydninger, fordrivelse og genbosætning under Polens ofte smertefulde historie? Har vi virkelig glemt, at der efter ødelæggelserne under Anden Verdenskrig var 60 millioner mennesker, som var flygtninge i Europa? At der som følge af denne forfærdelige europæiske oplevelse blev etableret en verdensomspændende beskyttelsesordning Genevekonventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling for at tage imod dem, der sprang over murene i Europa for at undslippe krig og undertrykkelse?

3 Vi europæere burde vide og må aldrig glemme, hvorfor det er så vigtigt at give beskyttelse og overholde den grundlæggende ret til asyl. Jeg har tidligere sagt, at vi alt for sjældent viser stolthed over vores europæiske arv og vores europæiske projekt. Men til trods for vores mangel på robusthed og vores selvopfattede svaghed er det i dag Europa, der søges som tilflugts- og eksilsted. Det er Europa i dag, der virker som en bavn for håb, et sted med stabilitet for kvinder og mænd fra Mellemøsten og Afrika. Det er noget, vi kan være stolte af, og ikke noget, vi skal frygte. Til trods for de mange forskelle, der er blandt medlemsstaterne i Europa, er Europa i dag langt det mest velhavende og mest stabile kontinent i verden. Vi har midlerne til at hjælpe dem, der flygter fra krig, terror og undertrykkelse. Jeg ved godt, at mange nu vil sige, at det er meget godt, men Europa kan ikke tage alle og enhver. Det er sandt, at Europa ikke kan huse al elendighed i hele verden. Men lad os være ærlige og sætte tingene i perspektiv. Der er helt klart et stort og hidtil uset antal flygtninge, der kommer til Europa for øjeblikket. Men de udgør dog kun 0,11 % af den samlede befolkning i EU. I Libanon udgør flygtningene 25 % af befolkningen. Og det er et land, hvor folk kun har en femtedel af den velstand, vi har i Den Europæiske Union. Lad os også gøre det klart og være ærlige over for de af vores borgere, som måtte være bekymrede: så længe der er krig i Syrien og terror i Libyen, vil flygtningekrisen ikke blot forsvinde. Vi kan bygge mure, vi kan bygge hegn. Men forestil dig bare et øjeblik, at det var dig, med dit barn i armene, og at den verden, du kendte, styrter i grus. Der er ikke den pris, du ikke ville betale, der er ikke den mur, du ikke ville klatre over, det hav, du ikke ville sejle over, den grænse du ikke ville krydse, hvis det er krig eller barbari fra den såkaldte Islamisk Stat, du flygter fra. Så det er på høje tid, at vi gør noget for at kunne håndtere flygtningekrisen. Der er ikke noget alternativ hertil. Der har været en masse pegen fingre i de seneste uger. Medlemsstaterne har anklaget hinanden for ikke at gøre nok eller for at gøre det forkerte. Og endnu oftere er der blevet peget fingre af Bruxelles fra nationale hovedstæder. Det kan godt gøre os vrede, dette spil med at kaste skylden over på andre. Men jeg spekulerer over, hvem det vil kunne hjælpe. At være vred hjælper ikke nogen som helst. Og hvis politikere forsøger at kaste skylden over på andre, er det ofte blot et udtryk for, at de føler sig overvældet af de uventede begivenheder. I stedet for skal vi hellere huske på, hvad der er opnået enighed om, og hvad der kan hjælpe i den nuværende situation. Det er på tide at se på, hvad vi har foran os på bordet og bevæge os hurtigt fremad. Vi skal ikke starte forfra. Siden starten af 2000 har Kommissionen forelagt det ene lovforslag efter det andet for at få opbygget et fælles europæisk asylsystem. Og Parlamentet og Rådet har vedtaget denne lovgivning, stykke for stykke. Det sidste stykke af lovgivningen er netop trådt i kraft i juli For hele Europa har vi nu fælles standarder for den måde, som vi modtager asylansøgere på med respekt for deres værdighed, for den måde, som vi behandler deres asylansøgninger på, og vi har fælles kriterier, som vores uafhængige retssystemer anvender til at afgøre, om en person har ret til international beskyttelse. Men disse standarder skal implementeres og respekteres i praksis. Og det er helt klart ikke tilfældet endnu, det kan vi se hver dag i fjernsynet. Inden sommeren måtte Kommissionen indlede den første række af 32 traktatbrudssager for at minde medlemsstaterne om, hvad de tidligere havde indvilliget i at gøre. Og den næste række vil følge i dagene, der kommer. De europæiske love skal anvendes af alle medlemsstater det må være selvindlysende i en Union, der er baseret på retsstatsprincippet. Det er vigtigt med fælles asylstandarder, men det er ikke nok til at klare den nuværende flygtningekrise. Det sagde Kommissionen, Parlamentet og Rådet her i foråret. Kommissionen forelagde i maj en vidtgående europæisk dagsorden for migration. Og det ville være uærligt at sige, at der ikke er sket noget siden da. Vi har tredoblet vores tilstedeværelse til søs. Siden da er der blevet reddet over liv. Hver eneste tab af liv er ét for meget, men der er blevet reddet mange flere, som ellers ville være gået til

4 en stigning på 250 %. 29 Schengen-medlemsstater og associerede Schengen-lande deltager i de fælles operationer, som bliver koordineret af Frontex i Italien, Grækenland og Ungarn. 102 gæsteofficerer fra 20 lande; 31 skibe; 3 helikoptere; 4 fastvingede fly; 8 patruljevogne, 6 køretøjer med termovision og 4 transportkøretøjer det er den første foranstaltning, der er sat i gang baseret på europæisk solidaritet, men der skal mere til. Vi har forstærket vores indsats for få bekæmpet smuglere og optrævlet grupper af menneskehandlere. Det er nu sværere at få fat i billige skibe, og det betyder, at der er færre mennesker, der sætter deres liv på spil i gamle, usødygtige både. Som følge heraf har tallet på den centrale Middelhavsrute stabiliseret sig til omkring , der ankom i august måned, det samme som året før. Vi må nu have en tilsvarende stabilisering på Balkanruten, som helt klart er blevet forsømt af alle politiske beslutningstagere. Den Europæiske Union er også nummer ét donor i den globale indsats for at afhjælpe den syriske flygtningekrise. Der er blevet mobiliseret 4 mia. EUR af Europa-Kommissionen og medlemsstaterne til humanitær bistand, udviklingsbistand, økonomisk bistand og stabiliseringsbistand til syrerene i deres land og til flygtninge og deres værtssamfund i nabolandene Libanon, Jordan, Irak, Tyrkiet og Egypten. Vi har således netop i dag lanceret to nye projekter om skoleundervisning og fødevaresikkerhed for syriske flygtninge i Tyrkiet. Vi har sammen forpligtet os til at genbosætte mennesker fra lande uden for Europa i løbet af næste år for at vise solidaritet med vores naboer. Det er selvfølgelig meget beskedent i forhold til den kæmpeindsats, der gøres af Tyrkiet, Jordan og Libanon, som huser over 4 millioner syriske flygtninge. Det glæder mig, at nogle af medlemsstaterne har vist vilje til signifikant at optrappe vores europæiske indsats for genbosætning. Vi vil derfor meget snart kunne foreslå et struktureret system, som kan samle de europæiske genbosætningstiltag på en mere systematisk måde. Der, hvor Europa helt klart ikke har gjort nok, er, når det drejer sig om at vise vores solidaritet med flygtninge, som er ankommet til vores område. Det er helt klart for mig, at de medlemsstater, som de fleste flygtninge først ankommer til det er for øjeblikket Italien, Grækenland og Ungarn ikke skal være alene om at klare denne udfordring. Derfor foreslog Kommissionen allerede en nødmekanisme i maj for at få flyttet hvad der oprindeligt var mennesker, som søgte om international beskyttelse, fra Italien og Grækenland. Og derfor foreslår vi i dag endnu en nødmekanisme for at få flyttet yderligere fra Italien, Grækenland og Ungarn. Det kræver en stor indsats hvad angår europæisk solidaritet. Inden sommeren fik vi ikke den opbakning fra medlemsstaterne, som jeg havde håbet på. Men jeg kan se, at stemningen nu er ved at vende. Og det mener jeg er på høje tid. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at vedtage Kommissionens forslag om nødflytningen af i alt flygtninge på det ekstraordinære rådsmøde for indenrigsministre den 14. september. Vi har nu brug for, at der gøres en øjeblikkelig indsats. Vi kan ikke lade Italien, Grækenland og Ungarn stå med det alene. Ligesom vi heller ikke ville lade nogen anden EUmedlemsstat stå med det alene. I dag er det folk fra Syrien og Libyen, der flygter, men i morgen kan det meget nemt blive folk fra Ukraine. Europa har tidligere begået den fejl at skelne mellem jøder, kristne og muslimer. Religion, tro og politiske synspunkter spiller ingen rolle, når vi har med flygtninge at gøre. Vi må ikke undervurdere, hvor hastende det er. Vi må ikke undervurdere, hvor afgørende det er, at vi handler. Vinteren nærmer sig tænk på de familier, der sover i parker og på jernbanestationer i Budapest, i telte i Traiskirchen eller på kysterne på Kos. Hvad vil der ske med dem i kolde vinternætter? Selvfølgelig vil flytning alene ikke løse problemet. Det er rigtigt, at vi også bliver nødt til at skelne bedre mellem dem, som har et klart behov for international beskyttelse og derfor højst sandsynligt vil få ja til deres ansøgning om asyl; og dem, som forlader deres land af andre årsager, som ikke falder ind under retten til asyl. Det er derfor, at Kommissionen i dag foreslår en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande. Med denne liste vil medlemsstaterne hurtigt kunne spore asylprocedurer for statsborgere fra lande, som bliver anset for at være sikre at leve i. Denne antagelse om sikkerhed må, sådan som vi ser på det, naturligvis gælde for alle de lande, som Det Europæiske Råd enstemmigt vedtog, opfylder de grundlæggende kriterier for EU-medlemsskab navnlig hvad angår demokrati, retsstatsprincipper og grundlæggende rettigheder. Den bør også gælde for de andre potentielle kandidatlande på Vestbalkan i lyset af de fremskridt, som de gør i retning af status som kandidatland. Jeg er naturligvis klar over, at listen over sikre lande blot er en proceduremæssig forenkling. Den skal

5 ikke fjerne den grundlæggende ret til asyl for asylansøgere fra Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Kosovo, Montenegro, Serbien og Tyrkiet. Men den giver de nationale myndigheder mulighed for at fokusere på de flygtninge, som der er stor sandsynlig for vil få ret til asyl, især flygtninge fra Syrien. Og det er der et stort behov for i den nuværende situation. Jeg tror også, at det er på tide, at vi udover den umiddelbare indsats, som der er behov for for at afhjælpe den nuværende krisesituation, forbereder en mere grundlæggende ændring af den måde, som vi behandler asylansøgninger på og især Dublinsystemet, som kræver, at asylansøgninger skal behandles i det første indrejseland. Vi må have mere Europa i vores asylpolitik. Vi må have mere Union i vores flygtningepolitik. En rigtig europæisk flygtninge- og asylpolitik kræver, at solidariteten bliver fast forankret i vores politiske tilgang og vores regler. Det er derfor, at Kommissionen i dag også foreslår en permanent flytningsmekanisme, som giver os mulighed for, at vi i fremtiden vil kunne håndtere krisesituationer hurtigere. En fælles flygtninge- og asylpolitik kræver, at der sker en yderligere tilnærmelse af asylpolitikkerne, efter at der er givet flygtningestatus. Medlemsstaterne må se endnu en gang på deres støtte-, integrations- og inklusionspolitikker. Kommissionen er klar til at se på, hvordan EUfondene kan anvendes til at støtte alt dette. Og jeg går stærkt ind for, at asylansøgere skal have tilladelse til at arbejde og tjene deres egne penge, imens deres ansøgninger bliver behandlet. En ensartet flygtninge- og asylpolitik kræver også, at der gøres en større fælles indsats for at sikre vores ydre grænser. Heldigvis er vi gået bort fra grænsekontrol mellem medlemsstaterne i Schengenområdet for at sikre fri bevægelighed for mennesker, hvilket er et enestående symbol på europæisk integration. Men den anden side af fri bevægelighed er, at vi må arbejde tættere sammen om at forvalte vores ydre grænser. Det er, hvad vores borgere forventer. Kommissionen sagde tilbage i maj, og jeg sagde under min valgkampagne: Vi bliver nødt til at styrke Frontex signifikant og udvikle det til et fuldt operationelt europæisk grænse- og kystvagtsystem. Det kan helt sikkert lade sig gøre. Men det koster penge. Kommissionen mener, at disse penge vil være godt givet ud. Derfor vil vi foreslå, at der tages ambitiøse skridt i retning af en europæisk grænse- og kystvagt inden udgangen af året. En rigtig forenet europæisk migrationspolitik betyder også, at vi må se på, hvordan vi får åbnet en lovlig kanal for migration. Lad os gøre det helt klart: det vil ikke bidrage til at afhjælpe den nuværende flygtningekrise. Men hvis der bliver mere sikre og kontrollerede veje åbnet til Europa, vil vi bedre kunne håndtere migration og gøre det illegale arbejde, som menneskehandlere står for, mindre attraktivt. Vi må ikke glemme, at vi er et aldrende kontinent i demografisk tilbagegang. Vi får brug for folk med nye kræfter. Over tid skal migration i stedet for at være et problem gøres til en velforvaltet ressource. Til det formål vil Kommissionen forelægge en veludformet retlig migrationspakke i begyndelsen af Vi vil kun kunne opnå en varig løsning, hvis vi griber fat om de grundlæggende årsager og om, hvad der er grunden til, at vi for øjeblikket står over for denne omfattende flygtningekrise. Vi må være mere assertive i vores europæiske udenrigspolitik. Vi har ikke længere råd til at være uvidende eller uenige, når det drejer sig om krig eller mangel på stabilitet lige udenfor i vores nabolag. I Libyen må EU og vores medlemsstater gøre mere for at arbejde sammen med regionale partnere, så det kan sikres, at der snart kommer en national enhedsregering på plads. Vi må være forberedte på at hjælpe en sådan regering med alle tilgængelige EU-instrumenter, så den kan skabe sikkerhed for befolkningen og tilbyde befolkningen diverse ydelser, så snart den er på plads. Vores EU-udviklings- og humanitærhjælp skal øjeblikkeligt kunne sættes ind og skal være omfattende. Jeg vil også gerne understrege, at vi nu går ind i det femte år af den syriske krise, og der er ingen udsigt til, at den slutter. Det internationale samfund har hidtil svigtet det syriske folk. Europa har svigtet det syriske folk. I dag opfordrer jeg til en europæisk diplomatisk offensiv for at imødegå krisen i Syrien og Libyen. Vi har brug for et stærkere Europa, når det kommer til udenrigspolitik. Og jeg er meget glad for, at Federica Mogherini, vores meget målrettede høje repræsentant, har forberedt grunden for dette initiativ med sine diplomatiske resultater i atomforhandlingerne med Iran. Og at hun står klar til at arbejde nært sammen med vores medlemsstater om at opnå fred og stabilitet i Syrien og Libyen. For at hjælpe Federica i hendes arbejde foreslår Kommissionen i dag, at der oprettes en nødtrustfond med foreløbig 1,8 mia. EUR fra vores fælles finansielle EU-midler til at gribe fat om kriserne i Sahelregionen og regionen omkring Tchadsøen, Afrikas Horn og Nordafrika. Vi

6 ønsker at være med til at skabe varig stabilitet, for eksempel ved at skabe beskæftigelse i lokalsamfundene, og derved gøre noget ved de grundlæggende årsager til den manglende stabilitet, tvangsfordrivelse og ulovlig migration. Jeg forventer, at alle EU's medlemsstater tager fat og viser, at de står mål med vores ambitioner. Jeg ønsker ikke at skabe illusioner om, at flygtningekrisen snart vil være overstået. Det vil den ikke. Men at skubbe både væk fra kajen, at sætte ild til flygtningelejre eller at vende det blinde øje til fattige og hjælpeløse mennesker: det er ikke Europa. Europa er bageren på Kos, som giver sit brød væk til sultne og trætte sjæle. Europa er studenterne i München og i Passau, som bringer tøj til de nyankomne på togstationen. Europa er politimanden i Østrig, som hilser udmattede flygtninge velkomne, når de krydser grænsen. Det er sådan et Europa, jeg ønsker at leve i. Krisen er voldsom, og vejen er stadig lang. Jeg regner med jer her i denne forsamling og med alle medlemsstaterne, så vi kan vise, at Europa har mod til at gå videre, helt på linje med vores fælles værdier og vores historie. En ny start for Grækenland, for euroområdet og for den europæiske økonomi Hr. formand, ærede medlemmer, Jeg har sagt, at jeg i dag vil tale om de store spørgsmål. Derfor skal denne tale om Unionens tilstand handle om situationen i Grækenland og om de mere generelle erfaringer, vi har gjort os i dette femte år med den græske krise, hvis efterdønninger stadig kan mærkes i euroområdet og i den europæiske økonomi og det europæiske samfund som helhed. Siden begyndelsen af året har drøftelserne om Grækenland sat vores tålmodighed på prøve. Vi har spildt meget tid, og tilliden har lidt et stort knæk. Der er blevet brændt broer. Ord er blevet sagt, som ikke så let kan gøres usagte. Vi har været vidner til politisk positionering og mundhuggeri, og der er blevet smidt med fornærmelser. Alt for ofte har folk troet, at de kan påtvinge andre deres holdninger uden at skænke andres synspunkter en tanke. Vi har været vidner til, at demokratier i euroområdet er blevet spillet op mod hinanden. Det økonomiske opsving og den stigende beskæftigelse, som Grækenland oplevede sidste år, fortog sig i løbet af disse måneder. Sammen har vi stået og set ned i afgrunden. Og igen var det først, da vi befandt os på randen, at vi formåede at se det samlede billede og leve op til vores ansvar. I sidste ende nåede vi frem til en aftale; der blev afgivet tilsagn, som blev overholdt. Tilliden er så småt ved at være genopbygget, selv om den stadig er meget skrøbelig. Jeg er ikke stolt over alle aspekter af det, vi har opnået. Men jeg er stolt over alle dem i Europa- Kommissionen, der i løbet af august i dagevis har arbejdet utrætteligt til sent ud på natten for at bygge bro mellem de mange forskellige standpunkter og nå frem til løsninger, som både er til gavn for Europa og for det græske folk. Jeg er klar over, at ikke alle har været tilfredse med det, Kommissionen har gjort. Mange græske politikere brød sig ikke om, at vi insisterede på reformer i Grækenland, navnlig med hensyn til det uholdbare pensionssystem og det uretfærdige skattesystem. Mange andre europæiske politikere kunne ikke forstå, hvorfor Kommissionen fortsatte med at forhandle. Nogle kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare overlod forhandlingerne til de tekniske eksperter i Den Internationale Valutafond. Hvorfor vi også nogle gange talte om de sociale aspekter af programtilsagnene og tilpassede dem, så der også blev taget hensyn til følgerne af dem for samfundets svageste. Eller at jeg personligt dristede mig til igen og igen at sige, at euroen, og medlemskabet af euroen, i princippet er uigenkaldeligt. Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionens mandat til at forhandle med programlande, som f.eks. Grækenland, bygger på et meget klart grundlag: Traktaten om Den Europæiske Union pålægger Kommissionen at fremme Unionens almene interesser og at sørge for, at lovgivningen overholdes. Denne lovgivning omfatter også en traktatbestemmelse, som samtlige medlemsstater har bakket op om, hvorved medlemskab af euroen er uigenkaldeligt.

7 Så længe medlemsstaterne ikke har ændret traktaterne, er det min overbevisning, at Kommissionen og alle de øvrige EUi nstitutioner har et klart mandat og en forpligtelse til at gøre alt, hvad der står i dens magt for at holde sammen på euroområdet. Ved traktaten om den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), som samtlige medlemsstater har ratificeret, er Kommissionen også blevet udtrykkeligt pålagt at varetage programforhandlingerne med en medlemsstat. Det skal vi gøre i samarbejde med Den Europæiske Centralbank og, eventuelt, med Den Internationale Valutafond. Men det har vi også et klart mandat til. Når Kommissionen nævnes i traktaterne, læser jeg det således, at Kommissionen er en institution, der ledes politisk af formanden og kommissærkollegiet. Derfor overlod jeg ikke drøftelserne med Grækenland til Kommissionens embedsmænd til trods for deres store ekspertise og det store arbejde, de udfører. Jeg har dog regelmæssigt talt personligt med vores eksperter, ofte flere gange om dagen, for at holde dem underrettet eller målrette deres arbejde. Jeg sørgede også for, at situationen i forhandlingerne med Grækenland hver uge blev drøftet udførligt og med et politisk afsæt på møderne i kollegiet. Det er nemlig ikke bare et teknisk spørgsmål, om momsen kun skal hæves for restauranter, eller om den også skal hæves for forarbejdede fødevarer. Det er et politisk og et socialt spørgsmål. Det er ikke bare et teknisk spørgsmål, men derimod et yderst politisk spørgsmål, om momsen på lægemidler skal hæves i et land, hvor 30 % af befolkningen ikke længere er dækket af det offentlige sundhedssystem som følge af krisen. Eller om man i stedet bør skære i udgifterne til militæret i et land, der stadig har nogle af de højeste militærudgifter i EU. Det er absolut ikke et teknisk spørgsmål, om man skal sænke pensionerne for de fattigste i samfundet eller mindstelønnen eller om man i stedet skal opkræve skat af græske rederier. I sidste ende skulle tallene i det, der i dag er blevet det tredje græske program, selvfølgelig gå op. Men det formåede vi, og også at der blev taget hensyn til den sociale retfærdighed. Jeg har læst trojkarapporten fra Europa-Parlamentet meget nøje. Jeg håber, I kan se, at vi har lært noget af dette, at vi for første gang har foretaget en social vurdering af konsekvenserne af programmet. Selv om jeg ærligt skal indrømme, at Kommissionen også ind imellem har skullet gå på kompromis i løbet af forhandlingerne. Det, der betyder noget for mig, er, at vi i sidste ende nåede frem til et kompromis, som alle 19 eurolande kunne enes om, også Grækenland. Efter flere ugers drøftelser, små fremskridt, gentagne tilbageslag, mange krisemomenter og ofte en god dosis drama undertegnede vi den 19. august et nyt stabilitetsstøtteprogram for Grækenland. Nu hvor det nye program er på plads, er det mit ønske, at det skal være en ny start, for Grækenland og for hele euroområdet. Lad os være ærlige: Dette er kun begyndelsen på en ny, lang rejse. For Grækenland drejer det sig nu om at gennemføre den aftale, der kom i hus. Det kræver, at der tages et bredt politisk ejerskab. Jeg mødtes på mit kontor med alle lederne af de vigtigste græske politiske samlinger, inden den endelige aftale blev indgået. De afgav alle løfte om at støtte aftalen, og det første bevis på deres engagement kom til udtryk, da de stemte for det nye program og for de første tre reformbølger i det hellenske parlament. Jeg forventer, at de vil holde deres ord og gennemføre aftalen uanset hvem der leder regeringen. Det, Grækenland har brug for, er bred støtte til og rettidig gennemførelse af reformer, så tilliden kan blive genetableret, både blandt grækerne og til den græske økonomi. Programmet er én ting, men det er ikke tilstrækkeligt til at bringe Grækenland på en holdbar vækstkurs. Kommissionen vil stå ved Grækenlands side for at sikre, at reformerne bliver til noget. Og vi vil bistå landet med at udvikle en vækststrategi, som ejes og styres af Grækenland. Kommissionen vil med hjælp fra de europæiske og de internationale partnere bidrage med skræddersyet teknisk bistand til alt, lige fra modernisering af den offentlige forvaltning til større uafhængighed i skatteforvaltningen. Det vil være en af hovedopgaverne for den nye Strukturreformtjeneste, som jeg oprettede i juli. Den 15. juli fremsatte Kommissionen også et forslag om at begrænse den nationale medfinansiering i Grækenland og at fremskynde finansieringen af investeringsprojekter, der mangler likvide midler: en vækstpakke på 35 mia. EUR. Det er bydende nødvendigt for at kunne sætte gang i et opsving efter mange måneders finansielle vanskeligheder. Det er midler, der vil nå ud i den græske realøkonomi og gå til virksomheder og myndigheder, så de kan investere og ansætte personale.

8 Kommissionen har dag ud og dag ind arbejdet på at få bragt forslaget på bordet. De nationale parlamenter er blevet samlet flere gange i løbet af august. Jeg håber derfor, at Europa-Parlamentet også vil tage sin del af ansvaret i overensstemmelse med tidligere tilsagn. Vores program for vækst i Grækenland har nu været på bordet her i forsamlingen i to måneder. Hvis det vedtages, vil det stadig tage flere uger, før den første euro når ud til realøkonomien i Grækenland. Jeg opfordrer jer til at følge Rådet, som vil vedtage vækstprogrammet inden udgangen af måneden. Europa-Parlamentet bør handle mindst lige så hurtigt som Rådet på dette punkt. Jeg har sagt, at det nye program skal markere en ny start, ikke alene for Grækenland, men for hele euroområdet, fordi vi er nødt til at tage ved lære af denne krise, der har plaget os alt for længe. Den økonomiske og sociale situation taler for sig selv: Over 23 millioner mennesker er i dag stadig uden beskæftigelse i Den Europæiske Union, og mere en halvdelen af dem har været det i mere end et år. Alene i euroområdet er det mere end 17,5 millioner arbejdsløse. Opsvinget hæmmes af globale usikkerheder. Statsgælden i EU udgør nu mere end 88 % af BNP i gennemsnit og knap 93 % i euroområdet. Krisen er ikke ovre. Den er blot sat på pause. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. Arbejdsløshedstallene er i bedring, BNPvæksten er på sit højeste i mange år, og husholdningernes og virksomhedernes finansieringsvilkår er blevet betydeligt bedre. Og flere medlemsstater, som har været hårdt ramte (f.eks. Letland, Irland, Spanien og Portugal), og som har modtaget finansiel støtte, oplever nu en stabil vækst og er i færd med at konsolidere deres økonomi. Det går fremad, men opsvinget er for langsomt og skrøbeligt, og det er alt for afhængigt af vores eksterne partnere. Helt fundamentalt har krisen skabt store forskelle i hele euroområdet og i EU. Den har svækket vores vækstpotentiale. Den har også bidraget til den langsigtede tendens med stigende ulighed. Alt dette har sået tvivl om sociale fremskridt, nytten af ændringer og fordelene ved at holde sammen. Det, vi har brug for, er at puste nyt liv i processen med at skabe konvergens, både mellem medlemsstaterne og internt i samfundene, og kernen heraf udgøres af produktivitet, jobskabelse og social retfærdighed. Vi har brug for mere Union i vores Europa. For Den Europæiske Union, og navnlig for Kommissionen, betyder det to ting: For det første skal der investeres i Europas kilder til job og vækst, især i vores indre marked, og for det andet skal vores Økonomiske og Monetære Union fuldføres for at skabe betingelserne for et varigt opsving. Vi arbejder på begge fronter. Sammen med Europa-Parlamentet og medlemsstaterne har vi lanceret en Investeringsplan for Europa på 315 mia. EUR, der omfatter en ny Europæisk Fond for Strategiske Investeringer (EFSI). Mindre end et halvt år efter at jeg annoncerede denne plan, er vi nu nået dertil, at de første projekter er ved at blive sat i værk: husholdninger i Frankrig vil få en lavere energiregning, og der vil blive skabt jobs, takket være finansiering fra Investeringsfonden til forbedring af energieffektiviteten i bygninger. Patienter på sundhedsklinikker i Barcelona vil kunne modtage bedre behandling gennem plasmabaserede behandlinger, som er finansieret af Investeringsfonden. I Limerick og andre områder i Irland vil familier få bedre adgang til primær sundhedspleje og sociale tjenester takket være oprettelsen af fjorten nye centre for primær behandling. Dette er kun begyndelsen, og mange flere projekter af denne slags vil følge trop. Samtidig med at vi lancerer vores investeringsplan, er vi også i færd med at opgradere vores indre marked for at skabe flere muligheder for personer og virksomheder i alle 28 medlemsstater. Ved hjælp af Kommissionens projekter, som f.eks. det digitale indre marked, kapitalmarkedsunionen og energiunionen, er vi i færd med at reducere barriererne for grænseoverskridende aktiviteter, og vi får i højere grad udnyttet størrelsen af det europæiske kontinent til at sætte gang i innovation, skabe forbindelser mellem talentfulde personer og tilbyde et større udvalg af varer og tjenester. Vi vil dog ikke kunne opnå denne fremgang, hvis vi ikke tager ved lære: Det er endnu ikke lykkedes os at overbevise europæerne og resten af verden om, at det ikke blot gælder om at få vores Union til at overleve, men at den også kan udvikles yderligere og blomstre. Vi må ikke narre os selv: Vores manglende evne til i fællesskab at finde en hurtig og klar løsning på den græske krise i de seneste måneder har svækket os alle. Tilliden til vores fælles valuta og EU's

9 omdømme i verden har lidt skade. For den, der ikke ved, hvilken havn han styrer imod, er ingen vind gunstig vi skal vide, hvor vi er på vej hen. Det er selve essensen af den rapport, jeg fremlagde i juni sammen med de andre formænd for de europæiske institutioner vedrørende fuldførelsen af vores Økonomiske og Monetære Union. For mig var det selvindlysende at involvere formand Martin Schulz i dette vigtige arbejde. Europa- Parlamentet udgør jo selve demokratiets kerne på EU-niveau, ligesom de nationale parlamenter gør det på nationalt niveau. Europa-Parlamentet er og skal fortsat være euroområdets Parlament. Og Europa-Parlamentet vil i sin rolle som medlovgiver have ansvaret for at træffe afgørelse om de nye initiativer, som Kommissionen vil fremlægge de kommende måneder for at uddybe vores Økonomiske og Monetære Union. Jeg er derfor glad for, at vi for første gang har udarbejdet "de fem formænds rapport", og ikke kun de fire formænds rapport. Trods måneders drøftelser til langt ud på natten for at nå frem til en aftale om Grækenland udfærdigede vi denne rapport i maj og juni for at lægge kursen for en stærkere fremtid. De fem formænd for de førende EU-institutioner har vedtaget en køreplan, som skal kunne hjælpe os med at skabe et mere stabilt og konsolideret euroområde inden begyndelsen af Derefter vil vi på baggrund af denne nye samordning af vores økonomier kunne gennemføre en mere grundlæggende reform og, hvor det er muligt, bevæge os væk fra at opbygge modstandsdygtighed over for kriser og over til at udnytte nye vækstperspektiver. De fem formænds rapport har som ventet sat gang i en livlig debat i hele Europa. Nogle mener, at vi har brug for en euroregering. Andre mener, at der er behov for mere disciplin og større respekt for reglerne. Jeg er enig i begge synspunkter: Der er brug for kollektivt ansvar, for en større forståelse af vores fælles bedste og for fuld respekt for og gennemførelse af det, der vedtages i fællesskab. Men jeg er ikke enig i, at det er ensbetydende med, at der skal oprettes flere institutioner, eller at euroen skal sættes på autopilot, som om nye institutioner eller magiske regler vil kunne give flere eller bedre resultater. Man kan ikke have en fælles valuta, der alene bygger på regler og statistikker. Det kræver løbende politiske vurderinger, som danner grundlaget for nye økonomiske, finanspolitiske og sociale politikvalg. I de fem formænds rapport er der sat en travl dagsorden for de næste par år, og jeg ser gerne, at vi handler hurtigt på alle fronter en økonomisk, finansiel, finanspolitisk og politisk Union. En del af indsatsen skal rettes mod euroområdet, mens andre dele bør være åbne for alle 28 medlemsstater i betragtning af deres tætte interaktion med vores indre marked. Lad mig fremhæve fem områder, hvor Kommissionen hurtigt vil fremsætte ambitiøse forslag, og hvor vi allerede i efteråret venter fremskridt. For det første var de fem formænd enige om, at vi har brug for et fælles system til at sikre, at borgernes bankindeståender altid er beskyttet op til en grænse på EUR pr. person og pr. konto. Det er det element, der mangler i vores bankunion. Sådanne beskyttelsesordninger findes allerede i dag, men de er alle nationale. Det, vi har brug for, er et mere europæisk system, der ikke er koblet til statskasserne, så borgerne kan have fuld vished om, at deres opsparinger er sikre. Vi har alle set, hvad der skete i Grækenland i løbet af sommeren. Borgerne trak forståeligt nok deres penge ud af bankerne, fordi de ikke havde tillid til, at staten ville kunne støtte banksystemet finansielt. Det skal der laves om på. Der er et presserende behov for en fælles indskudsgarantiordning, og inden udgangen af året vil Kommissionen fremsætte et lovgivningsforslag om de første skridt i den retning. Jeg er selvfølgelig udmærket klar over, at der endnu ikke er enighed om dette. Men jeg ved også, at mange af jer er lige så overbeviste som jeg om nødvendigheden af, at vi bevæger os fremad. Til de mere skeptiske af jer vil jeg sige, at Kommissionen er meget opmærksom på, at medlemsstaterne ikke alle har det samme udgangspunkt. Nogle har veludviklede og velfinansierede nationale indskudsgarantiordninger. Andre er stadig i færd med at opbygge dem. Der skal tages hensyn til disse forskelle. Derfor tales der i de fem formænds rapport ikke til fordel for en fuldstændig gensidiggørelse, men snarere for en ny tilgang med udsæt i en genforsikringsordning. Det vil vi komme nærmere ind på i de kommende uger. For det andet skal euroen stå stærkere på den globale scene. Hvordan kan det være, at euroområdet, som har verdens næststørste valuta, stadig ikke kan tale med én stemme om økonomiske spørgsmål i de internationale finansielle institutioner?

10 Forestil jer et øjeblik, hvordan det daglige arbejde tager sig ud i den Internationale Valutafond. Vi er godt klar over, hvor betydningsfuld IMF er. Alligevel skal Belgien og Luxembourg fastlægge deres holdning sammen med Armenien og Israel, mens Spanien sidder i fælles valgkreds med de latinamerikanske lande, i stedet for at landene taler med én stemme som et samlet euroområde. Hvordan kan det være, at vi europæere tilsammen har store andele i de globale institutioner såsom IMF og Verdensbanken, men alligevel ender med at handle som en minoritet? Hvordan kan det være, at den strategisk vigtige nye Infrastrukturinvesteringsbank oprettes i Asien, og at de europæiske regeringer i stedet for at samordne indsatsen begiver sig ud i et kapløb om, hvem der først bliver medlem heraf? Vi er nødt til at blive voksne og først og fremmest tænke på vores fælles interesser frem for på de nationale. I mine øjne er formanden for Eurogruppen den naturlige talsmand for euroområdet i internationale finansielle institutioner som IMF. For det tredje er der brug for en mere effektiv og demokratisk ordning for økonomisk og finanspolitisk overvågning. Mit ønske er, at Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og arbejdsmarkedets parter på alle niveauer fungerer som hovedaktører i denne proces. Jeg ønsker også, at euroområdets overordnede interesser kommer mere direkte til udtryk i EU's og nationale politikker de samlede interesser er mere end blot summen af de enkelte dele. Det vil blive afspejlet i vores forslag om en yderligere strømlining og styrkelse af det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker. I fremtiden ønsker jeg, at vores henstillinger vedrørende euroområdets overordnede politiske kurs ikke blot er tomme ord. De skal fungere som en reel retningsangivelse, især for den finanspolitiske kurs i euroområdet. For det fjerde har vi brug for større retfærdighed i vores skattepolitikker. Det kræver en større gennemsigtighed og rimelighed for borgere og virksomheder. I juni fremlagde vi en handlingsplan, der i bund og grund konkluderede, at det land, hvor en virksomhed tjener sine penge, også skal være det land, virksomheden beskattes i. Arbejdet med at skabe et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag er et skridt i denne retning. En sådan forenkling vil gøre det vanskeligere at undgå at betale skat. Vi arbejder også hårdt sammen med Rådet på inden udgangen af året at få en aftale på plads om automatisk udveksling af oplysninger om skatteafgørelser. Samtidig regner vi med, at undersøgelserne af de forskellige nationale ordninger meget snart vil give resultater. Vi arbejder også hårdt på at få medlemsstaterne til at vedtage de nærmere detaljer om en afgift på finansielle transaktioner inden udgangen af året. Vi har brug for mere Europa, vi har brug for mere Union, og vi har brug for mere retfærdige skattepolitikker. For det femte skal vi optrappe arbejdet med at skabe et ægte transeuropæisk arbejdsmarked. Mere rimelighed i den forbindelse betyder, at vi skal fremme og værne om borgernes frie bevægelighed som en grundlæggende rettighed i vores Union og samtidig undgå tilfælde af misbrug og mindske risikoen for social dumping. Arbejdskraftens mobilitet er noget vi hilser velkomment og har brug for, for at euroområdet og det indre marked kan udfolde sig. Men denne mobilitet skal tage udgangspunkt i klare regler og principper. Det centrale princip bør være at sikre samme løn for samme job på samme sted. Som led i indsatsen ønsker jeg at udvikle en europæisk søjle for sociale rettigheder, der tager hensyn til de skiftende vilkår i de europæiske samfund og i arbejdsverdenen. Den skal bane vejen for fornyet konvergens i euroområdet. Denne europæiske søjle for sociale rettigheder skal supplere det, som vi allerede har opnået i fællesskab, når det kommer til beskyttelsen af arbejdstagere i EU. Jeg forventer, at arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle i hele denne proces. Jeg tror, at vi gør klogt i at lancere dette initiativ i euroområdet og give de øvrige EU-medlemsstater mulighed for at deltage, hvis de ønsker det. Som nævnt i de fem formænds rapport, er der også brug for at vi ser fremadrettet på mere fundamentale spørgsmål vedrørende euroområdet. Kommissionen vil fremlægge en hvidbog om dette i foråret Ja, med tiden vil der skulle oprettes en finansforvaltning for euroområdet, som er ansvarlig på europæisk plan. Og jeg mener, at den skal bygge på den europæiske stabilitetsmekanisme, som vi oprettede under krisen, og som med en potentiel udlånsvolumen på 500 mia. EUR har lige så stor en

11 slagkraft som IMF. ESM bør gradvist påtage sig en endnu større rolle med hensyn til makroøkonomisk stabilisering med henblik på at håndtere chok, der ikke kan håndteres på nationalt plan alene. Vi vil skabe grobund for, at dette kan ske i anden halvdel af dette mandat. Den Europæiske Union er et dynamisk projekt. Et projekt, der skal være til fordel for borgerne. Der er ingen vindere og ingen tabere. Vi får alle mere tilbage, end vi ofrer. Det er ét, altomfattende projekt. Dette er også et budskab til vores partnere i Det Forenede Kongerige, som jeg i høj grad har i tankerne, når det gælder de store politiske udfordringer, vi vil stå over for de kommende måneder. En fair deal for Storbritannien Siden jeg tiltrådte som formand, er situationen i Det Forenede Kongerige blevet mere klar: inden udgangen af 2017 kommer der en folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien skal blive i Unionen eller ej. Det er selvfølgelig de britiske vælgere, der skal afgøre dette. Men det vil ikke være ærligt eller realistisk at påstå, at denne afgørelse ikke er af strategisk betydning for Unionen som helhed. Jeg har altid sagt, at jeg ønsker, at Storbritannien skal blive i Den Europæiske Union. Og at jeg vil arbejde sammen med den britiske regering om at sikre landet en fair deal. Briterne stiller grundlæggende spørgsmål til og om EU. Om EU skaber velstand for sine borgere. Om EU målretter indsatsen mod de områder, hvor der kan opnås resultater. Om EU er åben over for resten af verden. Disse spørgsmål har EU svar på - og ikke blot for briternes skyld. Alle 28 EU-medlemsstater ønsker, at EU skal være moderne og yde en målrettet indsats, der er til gavn for alle borgerne. Vi er alle enige om, at EU må tilpasse og udvikle sig i lyset af de omfattende udfordringer og kriser, vi står over for i dag. Derfor arbejder vi på at gennemføre det indre marked fuldt ud, skære ned på bureaukratiet og forbedre investeringsvilkårene for små virksomheder. Derfor er vi i gang med at skabe et digitalt indre marked så prisen for at leje en bil via nettet ikke afhænger af, hvor i EU man befinder sig. Vi er i gang med at modernisere EU's ophavsretsregler så folk får nemmere adgang til det kulturelle på nettet, og forfatterne samtidig får en rimelig betaling. Og for blot to måneder siden blev det vedtaget helt at afskaffe roaming-gebyrerne fra sommeren et skridt, som mange turister og andre rejsende, navnlig fra Storbritannien, har efterlyst i årevis. Derfor forhandler vi handelsaftaler med førende nationer såsom det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab. Derfor åbner vi markeder og nedbryder handelsbarrierer for virksomheder og arbejdstagere i alle 28 EU-medlemsstater. Det er mit helt personlige mål at forbedre Unionens samarbejde med de nationale parlamenter. Jeg har givet alle medlemmer af Kommissionen til opgave at arbejde tættere sammen med de nationale parlamenter. Jeg er overbevist om, at vi ved at styrke forbindelserne med de nationale parlamenter vil bringe Unionen tættere på de folk, som skal have gavn af Unionen. Denne ambition ved jeg, at premierminister David Cameron også deler. Og jeg har tiltro til, at vi kan finde en fælles løsning. For over et år siden, under min kampagne for at blive formand for Kommissionen, lovede jeg, at jeg som formand ville arbejde på at nå frem til en fair deal for briterne. En deal, der er fair for briterne. Og som også er fair for de øvrige 27 medlemsstater. Jeg vil sikre, at vi bevarer de fire friheder på det indre marked ubeskåret, og at vi samtidig finder ud af, hvordan vi kan opnå yderligere integration i euroområdet og styrke Den Økonomiske og Monetære Union. For at være fair for Storbritannien må en del af løsningen bestå i at anerkende, at ikke alle medlemsstater deltager i alle områder af EU-samarbejdet. Særlige protokoller præciserer Det Forenede Kongeriges holdning, f.eks. i spørgsmål om euroen og retlige og indre anliggender. For at være fair over for de øvrige medlemsstater må de valg, som briterne træffer, ikke forhindre de andre medlemsstater i yderligere integration på områder, hvor de finder det hensigtsmæssigt. Jeg vil arbejde på at opnå en fair deal for Storbritannien. Og jeg vil gøre det ene og alene af følgende grund: fordi jeg mener, at det er bedre for EU med briterne indenfor, og bedre for briterne at være i EU. På centrale områder kan vi opnå meget mere ved at handle i fællesskab, end hvis vi handler hver for sig. Dette gælder især for de udenrigspolitiske udfordringer, som Europa står over for i dag, og som den næste del af min tale vil handle om. Forenet side om side med Ukraine

12 Europa er blot en lille del af verden. Hvis vi har noget at tilbyde, er det vores viden og lederskab. For omkring 100 år siden boede en femtedel af verdens befolkning i Europa; i dag er det en niendedel; om yderligere 100 år vil det være en femogtyvendedel. Jeg mener, at vi både kan og bør spille vores rolle på verdensplan - ikke for vores egen forfængeligheds skyld, men fordi vi har noget at tilbyde. Vi kan vise verden den styrke, man opnår ved at forene kræfterne, og den strategiske interesse i at handle i fællesskab. Aldrig har det været så hastende og tvingende nødvendigt at gøre det. Vi har i øjeblikket over 40 aktive konflikter i verden. Mens disse konflikter raser, mens familier splittes, og hjem reduceres til murbrokker, kan jeg ikke komme her, næsten 60 år efter grundlæggelsen af Den Europæiske Union, og prædike om fred. For der er ikke fred i verden. Hvis vi vil have mere fred i verden, må vi have mere Europa og mere Union i vores udenrigspolitik. Dette er især akut nødvendigt i forhold til Ukraine. At hjælpe Ukraine til at overleve, gennemføre reformer og nyde fremgang er en europæisk opgave. I sidste ende er den ukrainske drøm, Maidandrømmen, en europæisk drøm: at leve i et moderne land, i en stabil økonomi, i et sundt og retfærdigt politisk system. I løbet af det sidste års tid har jeg stiftet nærmere bekendtskab med præsident Poroshenko, ved et topmøde, over en middag i hans hjem, under mange møder og talløse telefonsamtaler. Han har taget fat på at forvandle sit land. Han kæmper for fred. Han fortjener vores støtte. Vi har allerede gjort meget: vi har ydet lån på 3,41 mia. EUR som led i tre programmer for makrofinansiel bistand, vi har hjulpet med at formidle en aftale, der sikrer Ukraines gasforsyning i løbet af vinteren, og vi har bidraget med rådgivning om reform af retsvæsenet. EU og samtlige medlemsstater må bidrage, hvis indsatsen skal bære frugt. Vi er også nødt til fortsat at stå sammen. Vi må stå sammen, når det gælder vores østlige medlemsstaters, navnlig de baltiske landes, sikkerhed. EU-medlemsstaternes sikkerhed og grænser er urørlige. Jeg vil have, at dette budskab trænger klart igennem til Moskva. Vi må stå sammen, når det gælder sanktioner. De sanktioner, EU har indført over for Rusland, har en pris for alle medlemsstaternes økonomier og følgevirkninger for vigtige sektorer såsom landbruget. Men sanktioner er et effektivt middel over for aggression og overtrædelser af folkeretten, og vi er nødt til at opretholde dem, indtil Rusland opfylder Minskaftalerne fuldt ud. Vi må holde hovedet koldt og stå sammen. Men vi må også blive ved med at søge nye løsninger. Jeg talte med præsident Putin i Brisbane i forbindelse med G20-topmødet, på et bilateralt møde, der varede ved til ud på de små timer. Vi talte om, hvor længe vi har kendt hinanden, og hvordan tiderne er skiftet. Den samarbejdsånd, der tidligere prægede forholdet mellem EU og Rusland, er veget for mistanke og mistro. EU må vise Rusland, hvad prisen er for konfrontation, men vi må også gøre det klart, at vi er rede til dialog. Jeg vil ikke have et Europa, der står på sidelinjen i historien. Jeg vil have et Europa, der fører an. Hvis vi står sammen i Den Europæiske Union, kan vi forandre verden. Forenet i en førende indsats over for klimaændringerne Et område, hvor Europa allerede fører an, er i indsatsen over for klimaændringerne. I Europa er vi alle klar over, at klimaændringerne er en enorm global udfordring og det har vi vidst et stykke tid. Vores fælles jord dens atmosfære og stabile klima kan ikke holde til den måde, vi mennesker bruger den på. Visse dele af verden har levet over evne, har oparbejdet en kulstofgæld og levet højt på den. Som vi ved fra samfundsøkonomi og krisestyring, er det ikke holdbart at leve over evne. Naturen vil inden længe præsentere os for regningen. I nogle dele af verden giver klimaændringerne anledning til, at kilderne til konflikt skifter kontrollen over en dæmning eller en sø kan få større strategisk betydning end et olieraffinaderi. Klimaændringer er endda en af de grundlæggende årsager til et nyt migrationsfænomen. Klimaflygtninge bliver en ny udfordring hvis vi ikke handler hurtigt.