Protokol 15 februar 2017/ Ph.d. Lene Lauge Berring. Kompetence center for Relationer og Deeskalering.

Transkript

1 Titel: Deeskalering af konflikter: Proaktiv Positiv Profylakse af vold og tvang Implementering og evaluering af Psykiatriens Relations og Deeskalerings koncept gennem aktionsforskningsmetoden. Med dette studie vil vi gerne fremskaffe ny viden om: Hvorvidt et integreret konflikthåndterings- og tvangsforebyggelses uddannelseskoncept, der støtter op om patientens positive adfærd, kan forebygge arbejdsskader og nedbringe tvang i form af fysisk magtanvendelse. Herunder: Hvilken betydning det har for patienter og personales oplevelse af konfliktfyldte situationer, hvis alt personale trænes i konflikthåndtering og tvangsforebyggelse gennem Psykiatriens Relations og Deeskalerings Koncept Gennemførbarheden af at implementere Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept over en 4-årig periode i hele Psykiatrien, Region Sjælland Organisatoriske konsekvenser af denne nye og integrerede konflikthåndterings- og tvangsforebyggelsespraksis Hvorvidt Psykiatriens Relations- og Deeskalerings koncept kan nedbringe tvang og forebygge arbejdsskader Succeskriterier gældende for perioden At 90 % af nyansat kliniske personale har deltaget i Basiskursus: Relation og Deeskalering At 90 % af klinisk personale deltager i Relations og Deeskaleringstræning mindst 3 gange om året At 100 % af udviklingsinstruktører deltager i kontinuerlig træning og udvikling gennem workshops, supervision og erfamøder At 75 % af træningsinstruktører gennemfører afdelingsspecifikke træningsforløb 20 gange årligt At 100 % af afdelinger har etableret en styregruppe for relations og deeskaleringskonceptet der afholder 3 møder årligt At patienter oplever mindre tvang At der efter implementering (2020) af relations- og deeskaleringsuddannelsen kan ses: Et fald i antallet af arbejdsskader og tvang En stigning i antallet af personale der oplever en høj grad af trivsel En stigning i andelen af patienter der har en god oplevelse af indlæggelsesforløbet At nøglekomponenter fra konceptet afspejles i organisationsstrukturen, politikker, vejledninger og retningslinjer Baggrund Håndtering af konfliktfyldt adfærd i psykiatrien er en udfordrende opgave, der involverer en risiko for skader på både patienter og personale. Konsekvenserne af dette blandt personale kan være i form af mistet arbejdsevne og patienter i form af en dom til behandling. For alle parter er det et dårligt minde at huske tilbage på. Konflikter indenfor psykiatrien defineres som patienthandlinger, der truer patientens egen eller andres sikkerhed. Dette kan være vold, risiko for selvmord, selvskade eller absentering (Berring & Bak, 2015). Konflikter kan være resultatet af en negativ volds spiral, hvor personale-patient interaktioner, såsom at begrænse patienters friheder eller nægte patienter et ønske, fører til fysisk magtanvendelse i form af bæltefiksering, beroligende medicinering og fastholdelse (Nijman, 2002). Disse begrænsninger kan krænke patientens integritet og ødelægge relationen til personalet (Johnson, 1998) og i værste fald med døden til følge (Goulet & Larue, 2016). Derfor er det bedst for alle parter, at både vold og fysisk magtanvendelse undgås.

2 En af de mest anvendte metoder til at undgå at konflikter udvikler sig til vold, er uddannelse af personale i forskellige verbale og nonverbale afværgeteknikker (f.eks. Kynoch, Wu, & Chang, 2011; Laker, Gray, & Flach, 2010; McGuire, 2008). Målrettede forsøg, både i form af træning af personalets attitude (Needham et al., 2005) og træning med et øget fokus på deeskalerende metoder (Stubbs & Dickens, 2008), viser dog ingen effekt på forekomsten af hændelser. Bowers m.fl. (2006a) fandt tværtimod i deres undersøgelse af træning af personalet i fysiske interventioner, såsom fastholdelsesgreb, at antallet af hændelser steg efter et træningsforløb. Price, Baker, Bee, & Lovell (2015) gennemførte for nyligt et systematisk review om deeskaleringstræning, der heller ikke kunne påvise, at denne form for træning reducerede vold eller fysisk magtanvendelse. Nyere forskning viser at enkelte aktiviteter ikke er nok når vold og tvang skal forebygges (Johnsons, 2010). Det kræver betydelig viden om mange komplekse faktorer, der bl.a. er samlet i den nyligt opdaterede engelske retningslinje NICE guideline om håndtering af umiddelbar fare som vold og trusler (National collaboration Centre for Mental Health & National Institute for Health and Care Excellence, 2015) og en fælles organisatorisk indsats (Huckshorn, LeBel, & Jacobs, 2014; LeBel et al., 2014). Indsatsen er beskrevet i de seks kernestrategier (Huckshorn, 2004): 1. Ledelse med henblik på organisationsændringer, 2. Anvendelse af data til informationsbaseret praksis, 3. Personaleudvikling, 4. Anvendelse af forebyggelsesværktøjer, 5. Brugerens rolle i psykiatriske afsnit/afdelinger og 6. Debriefing-teknikker. Følges disse strategier, skal organisationen dog have en forebyggende indfaldsvinkel og følge principperne for kontinuerlig kvalitetsudvikling. Derudover skal strategierne tilpasses den individuelle kontekst og have et betydeligt ledelsesfokus. Udover at disse strategier er billige i drift (Huckshorn, 2004) og nemme at reproducere (Putkonen m.fl., 2013) ses der også tegn på at personalets sygefravær falder (LeBel, 2014). Paterson (f.eks. Paterson et al. 1997, 1999, 2005, 2010, 2013), der bl.a. har forsket i deeskalering, plejekulturer, voldshåndtering/forebyggelse og tvangsreduktion igennem de sidste årtier, er enig heri. Han argumenterer for et radikalt skift i tilgangen til volds og tvangsforebyggelsespraksis og anbefaler at denne skal udspringe af sundhedsfremme perspektivet og personalet skal trænes i at støtte op om patientens positive adfærd (Positive Behaviour Support (PBS)), i stedet for udelukkende at fokusere på at træne personalet i at håndtere vold gennem korrekte fikseringsprincipper og afværgegreb (Stubbs m.fl., 2009). I et sundhedsfremme perspektiv inddeles voldsforebyggelse i tre forebyggelsesniveauer (World Health Organization, 2004). Det primære forebyggelsesniveau, som hindrer at volden opstår: det sekundære niveau, hvor der tages initiativer til at stoppe den umiddelbare fare og det tertiære niveau, som bremser tilbagefald og hindrer yderligere udvikling og forværring. Psykiatrien Region Sjælland har udviklet et nyt konflikthåndteringskoncept til forebyggelse af trusler, vold og tvang, der udspringer af ovenstående anbefalinger: Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept. Konceptet inkluderer proaktive og positive interventioner, der inddrager patienten som samarbejdspartner. Konceptet er en videreudvikling af ph.d. projektet: Håndtering af vold og forebyggelse af tvang på psykiatriske afdelinger. Et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde (Berring, 2015). Ph.d. projektet gennemførtes i perioden 2012 til Projektet undersøgte deeskalering af voldelige situationer på psykiatriske afdelinger gennem et deltagerorienteret og kvalitativt forskningsparadigme. Herigennem udvikledes praksisnære metoder til at håndtere akut opståede voldelige og truende situationer verbalt. Forskningen producerede en praksis teori om deeskalering indeholdende tre områder: 1) en deeskalerings vejledning, 2) et undervisningsprogram og 3) opkvalificering af en medforskergruppe til deeskaleringsvejledere. De første resultater har vist en ændret og professionel håndtering af vold og et umiddelbart fald i arbejdsskader. Implementering og evaluering af Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept, gennem et handlingsorienteret aktionsforsknings samarbejde, er en naturlig forsættelse af dette projekt, men nu med Psykiatrien i hele Region Sjælland som kontekst. Handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde fremmer faglige kompetencer hos de involverede gennem systematisk refleksion over praksiserfaringer. Derigennem udvikles lokal viden. Denne lokale viden, kan når den er medreflekteret af brugere, bidrage til at skabe generel viden om voldshåndtering og tvangsforebyggelse. Hermed er antagelsen at aktionsforskningsprincippet bidrager til at Relations og Deeskaleringskonceptet løbene kvalificeres og tilpasses på baggrund af tilbagemeldinger fra praksis og indkomne forskningsresultater. Herved

3 kan der skabes ny viden om, hvorvidt et integreret volds- og tvangsforebyggelses uddannelseskoncept kan nedbringe forekomsten af vold og tvang på psykiatriske afdelinger, hvilket aktuelt er et område der mangler forskningsmæssig vurdering. Studiets forskningsspørgsmål Hvordan kan Psykiatriens Relations og Deeskalerings koncept implementeres gennem et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde, på alle psykiatriske afdelinger i Region Sjælland og hvilken betydning får dette for patienterne og den samlede organisation? 1. Hvorvidt kan evidensbaseret teoretisk og praktisk viden om voldsforebyggelse implementeres i klinisk praksis gennem et handlingsorienteret forskningssamarbejde? 2. Hvilken betydning får det for patienter og personales oplevelse af afsnitsmiljøet, hvis alt personale trænes i Psykiatriens Relations og Deeskalerings Koncept? 3. Hvilke oplevelser og erfaringer får personalet med at deltage i implementering af relation og deeskalerings konceptet? 4. Hvilke konsekvenser får det for forekomsten af arbejdsskader og tvang i form af fysisk magtanvendelse? 5. Hvordan oplever patienter, personalet denne nye volds- og tvangsforebyggelsespraksis? 6. Hvilken betydning får implementering af Proaktiv Positiv Profylakse, for den samlede organisation? Design og metode Designet er et kvalitativt studie der er inspireret af pragmatisk filosofi med ophav i Chicago skolens empiriske sociologiske spor (Hviid Jacobsen & Kristiansen, 2014). Fokus for undersøgelsen er på sociale interaktioner imellem mennesker i risikofyldte situationer. Gennem principper fra aktionsforskning (Reason & Bradbury, 2006, 2008) implementeres Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept.. Studiet er et storskala projekt (Senge & Scharmer, 2006), der spreder sig over hele Psykiatrien i Region Sjælland. Der etableres en projektorganisation, der skal varetage implementering. Konceptet er en kompleks intervention (Hallberg & Richards, 2015), som kræver at dataindsamlingen og analysen sammensættes af forskellige metoder, der samlet besvarer forskningsspørgsmålene. The RE-AIM Framework (Gaglio, Shoup, & Glasgow, 2013) anvendes som styrende evalueringsredskab, idet dette har vist sig velegnet til at evaluerer komplekse implementeringsprocesser med fokus på både den interne og eksterne validitet. Forskningens gennemførsel Studiet gennemføres i Psykiatrien Region Sjælland i perioden Der inkluderes 3 voksenpsykiatriske afdelinger (Vordingborg, Roskilde og Slagelse). En afdeling for Børn og Unge. En afdeling for Retspsykiatri og en afdeling for Special funktioner, i alt 6 afdelinger med 800 patienter og 2000 personaler. Omhandlende alle patientgrupper og faggrupper. Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept Psykiatriens Relations og Deeskaleringskoncept, uddanner personale i psykiatrien til at forebygge konflikter og håndtere vold og trusler med kendte og systematiske metoder. Konceptet i sin nuværende form er udviklet i et tæt samarbejde mellem psykiatriens ledelsesgruppe og en bred gruppe af medarbejdere, samt repræsentanter fra psykiatriens brugerpanel. Hensigten med konceptet er at fremme patienter og personales oplevelse af tryghed og sikkerhed i hele organisation. Konceptet hviler på bedst tilgængelige evidens og nogle grundlæggende etiske principper, der understøtter respekten for patientens værdighed, autonomi og selvbestemmelsesret. Konceptet er inspireret af principper fra den lærende organisation (Senge, 2006), hvor læringen finder sted i tæt kontakt med den kliniske dagligdag. Undervisningen foregår som en blanding af teori, refleksion og rollespil.

4 Konceptet består af: 1) 3 dages basiskursus for alle nyansatte medarbejdere der rammesætter forventninger til medarbejdernes færdigheder, 2) kontinuerlig udvikling og målrettet op kvalificering af alle medarbejdere, hvilket understøttes af udviklingsinstruktører og træningsinstruktører, 3) etablering af målrettede specialkurser og 4) kontinuerlig supervision, udvikling og uddannelse af udviklingsinstruktører og træningsinstruktører. Dette har samlet til hensigt at øge deltagernes og organisationens fælles kompetencer til at forebygge både konflikter og tvang. Konceptet indebærer, at: 1) Psykiatriens ledere og en gruppe af udviklingsinstruktører og træningsinstruktører uddannes til at varetage undervisningen, 2) der udvikles en model for hvorledes alle medarbejdere med patientkontakt deltager i uddannelsen, 3) der etableres en organisation der er overordnet ansvarlig for vedligeholdelse og videreudvikling af konceptet og der 4) evalueres, hvorvidt uddannelsen er bæredygtig. Planen for forløbet er, at der i løbet af det første år uddannes et undervisningskorps på 10 udviklingsinstruktører og 50 træningsinstruktører, som skal varetage undervisningen centralt og lokalt i egne afsnit. For at blive udviklingsinstruktør skal man være specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, have 1/6 diplomuddannelse i pædagogik, have en instruktøruddannelse i psykofysiske træning. Ydermere skal man årligt deltage i 4 workshops, 6 erfamøder og 8 gange supervision. Endelig skal man undervise under supervision 2 gange om året. For at blive træningsinstruktør skal man have en instruktøruddannelse i psykofysisk træning og man skal årligt deltage i en workshop og 4 lokale erfamøder, samt superviseres efter aftale. Der er udarbejdet funktionsbeskrivelser (se bilag) og en foreløbig plan for implementeringsprocessen (se bilag) Projektorganisationen, styring og samarbejde Projektet organiseres med en styregruppe, en arbejdsgruppe, projektgrupper i de enkelte afdelinger, og to følgegrupper. Ydermere tilknyttes projektet SDU, Enheden for Regional Sundhedstjenesteforskning og eksterne vejledere nationale og internationale vejledere. Organiseringens formål er at fremme medejerskab på de psykiatriske afdelinger i regionen, idet man både samarbejder om patienter på tværs, har fælles faglige procedurer og på andre måder påvirker hinanden i dagligdagen. Herved forventes at implementeringsprocessen styrkes og evidensbaseringen understøttes gennem forskningsopmærksomheden. Styregruppen består af repræsentanter fra ledelse, undervisere, klinikere, brugere og forskere. Gruppen bidrager i udarbejdelse af kompetenceudviklingside projektidé og godkendelse af forskningsprotokol. I implementeringsprocessen varetager styregruppen organisatoriske og økonomiske prioriteringer. Arbejdsgruppen (Co-operative Inquiry Group) består af 12 repræsentanter fra organisationen (udviklingsinstruktører, projektets hovedforsker og en konsulent). De deltager som undervisere og medforskere under hele implementeringsprocessen. Projektgrupper nedsættes ad hoc til planlægning af nye specialkurser etc. Deltagere vil være relevante aktører fra regionen. Følgegrupper er Psykiatriens brugerpanel (n=12) der bidrager med avanceret brugerviden og en referencegruppe med repræsentanter fra hele regionen. Referencegruppen (n = 80) består af træningsinstruktører, udviklingsinstruktører og ledere fra hele organisationen. Gruppen bidrager som resonansgruppe (Burns, 2014). Det betyder, at de er kritisk reflekterende og diskuterer aktionerne i forløbet og afprøver ideerne med kollegaer og patienter. Projektvejledere bistår forløbet med supervision for at styrke den metodiske og metodologiske proces i projektet. Disse er seniorforskere fra universiteter og den Psykiatriske Forskningsenhed blandt andet Professor emeritus Jan Kåre Hummelvoll fra Norge, Dr. Brodie Paterson fra University of Stirling i England, Lektor og Seniorforsker Liselotte Pedersen fra Region Sjælland og Professor Niels Buus fra Sydney University i Australien. Evaluering og dataindsamling Idet projektet både har til hensigt at implementere Psykiatriens Relations og Deeskalerings koncept og skabe ny viden om en integreret volds- og tvangsforebyggelses praksis, har dataindsamlingen både et evaluerende og et beskrivende sigte. Først og fremmest anvendes RE-AIM framework. Reach, Effectiveness, Adoption,

5 Implementation, and Maintenance (RE-AIM) framework, er udviklet af Glasgow (Glasgow & King, 2009) til at evaluere komplekse interventioner f.eks. implementering af politikker og kliniske retningslinier. Evalueringen er opbygget i en logisk rækkefølge, hvor man først evaluerer den nåede målgruppe, Reach. Effectivenes, handler om interventionens opnåede effekt. Adoption, har fokus på hvordan kulturen og arbejdsgange påvirkes, Implementation, handler om kvaliteten af implementeringsprocessen og Maintenance evaluerer langtidseffekten. Inden for hvert område er der en række spørgsmål der er styrende for dette studie. De primære effektmål er: 1. Antal nyansat kliniske personale har deltaget i Basiskursus 2. Antal af alt klinisk personale deltager i Relations og Deeskaleringstræning mindst 3 gange om året 3. Antal af udviklingsinstruktører deltager i kontinuerlig træning og udvikling gennem workshops, supervision og erfamøder 4. Antal af træningsinstruktører gennemfører afdelingsspecifikke træningsforløb 20 gange årligt 5. Antal af afdelinger har etableret en styregruppe for relations og deeskaleringskonceptet der afholder 3 møder årligt 6. Antal af arbejdsskader og tvang 7. Antal af personale der oplever et forbedret afsnitsmiljø 8. Antal af patienter der oplever et forbedret afsnitsmiljø 9. Personale og lederes vurdering af betydning af kurset 10. Patienter vurdering af betydning af kurset 11. Vurdering af om nøglekomponenter kan spores i organisationen Disse kan ses i nedenstående tabel Reach Deltagerrate Frafald Årsager for ikke at deltage Deltagende faggrupper Studiebesøg og ekstern efterspørgsel Effectiveness/ Efficasy Patienters oplevelse af afsnitsmiljø Personalets oplevelse af at magte situationen Personalets oplevelse af afsnitsmiljø Antallet af bæltefiksering, beroligende medicinering og fastholdelse Antallet af arbejdsskader Adoption Implementation Maintenance Personale og lederes vurdering af betydningen af kurset Patienters vurdering af betydningen af kurset Personalets evner til at implementere komponenter af Relations og Deeskaleringskonceptet Konsistensen af hvordan Relations og deeskalerings konceptet er gennemført i hele regionen (styregrupper i alle afdelinger) Videreførsel af uddannelseskonceptet Etablering af målrettede kurser Kerneelementer af relations og deeskaleringskonceptet spores i målsætninger og retningslinjer Organisationsstrukturen understøtter Relations og Deeskaleringskonceptet Til at vurdere effektmålene indsamles og bearbejdes data på følgende måde: Ad effektmål 1, 2, 3 og 4 I forhold til at registrere deltageroplysninger, registreres alle deltagere, deres profession og der udarbejdes og udfyldes kompetencekort. Herunder registreres og undersøges også frafald, barrierer og årsager til ikke at deltage.

6 Ad effektmål 5 I forhold til at vurdere fokus på kultur og arbejdsgange registreres hvorvidt organisationen har implementeret nye arbejdsgange, der understøtter konceptet gennem registrering af mødeaktivitet og deltagerne ved disse møder Ad effektmål 6 Alle arbejdsskader, der berører vold og trusler registreres og tvang i form af fysisk magtanvendelse (bæltefiksering, akut beroligende medicinering og fastholdelse) dokumenteres. Her anvendes organisationens eksisterende kvalitetsdata. Ad effektmål 7 og 8 Der gennemføres spørgeskemaundersøgelse på alle de involverede afsnit primo 2017 og ultimo Essence (Schalast, Redies, Collins, Stacey, & Howells, 2008) er et kort spørgeskema, der kan bruges af både patienter og personale, anvendes til at vurdere afsnittets atmosfære. SurveyXact indstalleres på en Ipad således at data indtastes direkte og komplet. Ad effektmål 9 og 10 Personalets, ledelsens og patienternes vurdering af betydning af konceptet undersøges gennem multiple fokusgruppeinterview og semistrukturerede interviews. Interviewene undersøger negative og positive oplevelser gennem hele implementeringsperioden. Fokusgruppen består af deltagere. Deltagerne er repræsentanter fra alle psykiatriens afdelinger herunder udviklingsinstruktører, træningsinstruktører, basispersonale og ledelsesrepræsentanter. Derudover skal der også deltage mindst 5 med brugererfaringer. Der afholdes 8 fokusgrupper interviews (hver 3. måned) a 2 timers varighed. Interviewene modereres af Lene Lauge Berring og en forskningsassistent. Interviewene båndoptages og transskriberes. Afslutningsvis gennemføres en tematisk analyseproces. Der er udarbejdet er særskilt projektbeskrivelse til dette. Ad effektmål 11 Der gennemføres en audit på politikker og vejledning for at se, om der kan spores nøglekomponenter af relations og deeskaleringskonceptet i organisationen. Ydermere gennemføres observations studier i klinikken. Godkendelse og etik Projektet udføres i henhold til Helsinki-Deklarationens II principper. Der kan ikke anses at være risici eller ulemper eller anden form for besvær eller ubehag forbundet med projektets gennemførelse for de implicerede deltagere. Der indhentes informeret samtykke for de implicerede deltagere. Der informeres mundtligt eller skriftligt om undersøgelsens formål, anvendte metoder, forventet udbytte, mulige risici ved undersøgelsen og muligheder for at springe fra undersøgelsen. Al materiale behandles fortroligt og offentliggørelse af resultater sker på en måde, således at det ikke er muligt at genkende enkeltpersoner. Projektet anmeldes til Datatilsynet via Region Sjællands paraplygodkendelse fra Datatilsynet. Projektet forelægges sekretariatet for Den Regionale Videnskabsetiske Komité for Region Sjælland, det formodes dog ikke at være anmeldelsespligtig, jf. komitélovens 14, stk. 2. Organisering, gennemførsel og formidling af forskningen Projektet har base i kompetencecenter for Relation og Deeskalering ( der udover forskningsevalueringen også har ansvaret for justering og videreudvikling af konceptet. Forskningen gennemføres i samarbejde med SDU. Enhed for Sundhedstjenesteforskning. Dr. Brodie Paterson fra University of Stirling i England, og Professor ved Universitetet i Sydney Niels Buus. Herigennem modtages faglig sparring og vejledning. Ydermere tilknyttes et advisory board bestående af lokale, nationale og internationale eksperter. Til varetagelse af de kvantitative og kvalitative undersøgelser af implementerings processen samt skabelse af ny viden om integreret voldsforebyggelsespraksis tilknyttes en forskningsassistent og en post.doc., der gennemfører

7 to undersøgelser relateret til projektet: 1) Personalets, ledelsens og patienternes vurdering af betydning af konceptet gennem multiple fokusgruppeinterview og 2) Undersøge overførbarheden af deeskaleringsstrategien gennem en kortvarig og systematisk implementeringsproces af deeskalering. De 12 udviklingsinstruktører gennemfører mindre og lokale undersøgelser. Derudover søges der midler til at ansætte en til to ph.d. studerende, der skal undersøge kvantitative og kvalitative aspekter af implementeringsprocessen. Der udarbejdes efterfølgende protokoller, der beskriver disse forskningsprojekter. Slutteligt er der mulighed for, sideløbende, at etablere bachelor- og kandidatprojekter. Formidlingsstrategi og forventede publikationer Den producerede viden vil blive spredt løbene gennem projektrapporter, konference papers, artikler til fagfællebedømte og internationale videnskabelige tidsskrifter. Der kan produceres artikler til alle affektmålene. I første omgang påtænkes følgende videnskabelige artikler 1. Deeskalerings indflydelse på arbejdsskader og tvang. Denne artikel planlægges udgivet i International Journal of Mental Health Nursing 2. Using action research to construct evidence based violence management in clinical psychiatry. Denne artikel planlægges udgivet i Action Research 3. Implementing evidence based violence management A public Health approach Referencer Berring, LL.s (2015). Deeskalering. Håndtering af vold og forebyggelse af tvang på psykiatriske afdelinger. Et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde. Ph.d. afhandling. Syddansk Universitet, Odense. Berring, L. L., & Bak, J. (2015). En ny måde at håndtere konflikter på. Sygeplejersken, 2015(13), Bowers, L., Nijman, H., Allan, T., Simpson, A., Warren, J., & Turner, L. (2006). Prevention and management of aggression training and violent incidents on U.K. Acute psychiatric wards. Psychiatric Services (Washington, D.C.), 57(7), Burns, D. (2014). Systemic action research: Changing system dynamics to support sustainable change. Action Research, 12(1), Gaglio, B., Shoup, J. A., & Glasgow, R. E. (2013). The RE-AIM Framework: A Systematic Review of Use Over Time. American Journal of Public Health, 103(6), e38 e46. Glasgow, R. E., & King, D. K. (2009). Implications of Active Living by Design for broad adoption, successful implementation, and long-term sustainability. American Journal of Preventive Medicine, 37(6 Suppl 2), S Goulet, M.-H., & Larue, C. (2016). Post-Seclusion and/or Restraint Review in Psychiatry: A Scoping Review. Archives of Psychiatric Nursing, 30(1), Hallberg, I., & Richards, D. A. (2015). Complex interventions in health: an overview of research methods. Huckshorn, K. A. (2004). Reducing seclusion restraint in mental health use settings: core strategies for prevention. Journal of Psychosocial Nursing and Mental Health Services, 42(9), Huckshorn, K. A., LeBel, J., & Jacobs, H. E. (2014). An organizational approach to reducing and preventing restraint and seclusion use with people with acquired brain injury. NeuroRehabilitation, 34(4), Hviid Jacobsen, M., & Kristiansen, S. (2014). Hverdagslivet: sociologier om det upåagtede. [København]: Hans Reitzels Forlag. Johnson, M. E. (1998). Being Restrained: A Study of power and powerlessness. Issues in Mental Health Nursing, 19(3), Kynoch, K., Wu, C.-J., & Chang, A. M. (2011). Interventions for preventing and managing aggressive patients admitted to an acute hospital setting: a systematic review. Worldviews on Evidence-Based Nursing / Sigma Theta Tau International, Honor Society of Nursing, 8(2), Laker, C., Gray, R., & Flach, C. (2010). Case study evaluating the impact of de-escalation and physical intervention training. Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, 17(3), LeBel, J. (2014). First randomised controlled-trial research on seclusion and restraint reduction achieves intent. Evidence-Based Mental Health, 17(2),

8 LeBel, J. L., Duxbury, J. A., Putkonen, A., Sprague, T., Rae, C., & Sharpe, J. (2014). Multinational experiences in reducing and preventing the use of restraint and seclusion. Journal of Psychosocial Nursing and Mental Health Services, 52(11), Lene Lauge Berring. (2015). Deeskalering. Håndtering af vold og forebyggelse af tvang på psykiatriske afdelinger. Et handlingsorienteret aktionsforskningssamarbejde. Syddansk Universitet, Odense. McGuire, J. (2008). A review of effective interventions for reducing aggression and violence. Philosophical Transactions of the Royal Society B: Biological Sciences, 363(1503), National collaboration Centre for Mental Health, & National Institute for Health and Care Excellence. (2015, maj 1). Violence and Aggression. Short-term management in mental health, health and communiyu settings. Updated edition. Hentet 8. november 2015, fra Needham, I., Abderhalden, C., Halfens, R. J. G., Dassen, T., Haug, H. J., & Fischer, J. E. (2005). The effect of a training course in aggression management on mental health nurses perceptions of aggression: a cluster randomised controlled trial. International Journal of Nursing Studies, 42(6), Nijman, H. L. I. (2002). A model of aggression in psychiatric hospitals. Acta Psychiatrica Scandinavica. Supplementum, (412), Paterson, B., Leadbetter, D., & Bowie, V. (1999). Supporting nursing staff exposed to violence at work. International Journal of Nursing Studies, 36(6), Paterson, B., Leadbetter, D., & McComish, A. (1997). De-escalation in the management of aggression and violence. Nursing Times, 93(36), Paterson, B., Leadbetter, D., Miller, G., & Bowie, V. (2010). Re-framing the problem of workplace violence directed towards nurses in mental health services in the UK: a work in progress. The International Journal of Social Psychiatry, 56(3), Paterson, B., McIntosh, I., Wilkinson, D., McComish, S., & Smith, I. (2013). Corrupted cultures in mental health inpatient settings. Is restraint reduction the answer? Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, 20(3), Price, O., Baker, J., Bee, P., & Lovell, K. (2015). Learning and performance outcomes of mental health staff training in de-escalation techniques for the management of violence and aggression. The British Journal of Psychiatry: The Journal of Mental Science, 206(6), Putkonen, A., Kuivalainen, S., Louheranta, O., Repo-Tiihonen, E., Ryynänen, O.-P., Kautiainen, H., & Tiihonen, J. (2013). Cluster-randomized controlled trial of reducing seclusion and restraint in secured care of men with schizophrenia. Psychiatric Services (Washington, D.C.), 64(9), Reason, P., & Bradbury, H. (2006). Handbook of action research. Los Angeles, Calif. [u.a.]: Sage. Reason, P., & Bradbury, H. (Red.). (2008). Action Research. Participative Inquiry and Practise. SAGE Publications Ltd. Schalast, N., Redies, M., Collins, M., Stacey, J., & Howells, K. (2008). EssenCES, a short questionnaire for assessing the social climate of forensic psychiatric wards. Criminal Behaviour and Mental Health: CBMH, 18(1), Senge, P. M. (2006). The fifth discipline: the art and practice of the learning organization (2. udg.). New York: Doubleday/Currency. Senge, P. M., & Scharmer, C. O. (2006). Community Action Research: Learning as a community of Practitioners, Consultas and Researchers. I P. Reason & H. Bradbury, The Handbook of Action Research (s ). London: SAGE Publications Ltd. Stubbs, B., & Dickens, G. (2008). Prevention and management of aggression in mental health: an interdisciplinary discussion. International Journal of Therapy & Rehabilitation, 15(8), Stubbs, B., Leadbetter, D., Paterson, B., Yorston, G., Knight, C., & Davis, S. (2009). Physical intervention: a review of the literature on its use, staff and patient views, and the impact of training. Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, 16(1), World Health Organization. (2004). Handbook for the documentation of interpersonal violence prevention programmes. Geneva: World Health Organization.