MELLEM TO ÅRTIER. M O N O P O L E T tidsskrift for international politik INTERNATIONAL POLITIK MONOPOLET SYNSPUNKT INTERVIEW MED TED SORENSEN

Transkript

1 IPMONOPOLET.DK ÅRGANG 3 NR 8 PRIS 50,- ÅR 2010 M O N O P O L E T tidsskrift for international politik IPMONOPOLET SÆTTER I DENNE UDGAVE FOKUS PÅ INTERNATIONAL POLITIK MELLEM TO ÅRTIER MONOPOLET SYNSPUNKT INTERVIEW MED TED SORENSEN NIELS HELVEG PETERSEN VS. MOGENS LYKKETOFT

2 REDAKTIONEN Chefredaktionen Liv Belling Emma Knudsen Monopolet Kristoffer Kjærgaard Christensen Tema Rikke Nørgaard Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen Emil Nørgaard Frederik Bitz Udblik Hjalte Meilvang Mikael Valsted Sørensen Signe Kring Synspunkt Liv Belling Boganmeldelse Christine Søby Frederik Bitz Layout Mia Stigsnæs IPmonopolet c/o Institut for Statskundskab (IfS) Øster Farimagsgade 5, København K ipmonopolet@gmail.com ISSN: ISSN: (online udgave) IPmonopolet trykkes hos Det samfundsvidenskabelige fakultets trykkeri, ReproCenter IPmonopolet udgives med støtte fra: Institut for statskundskab, Københavns Universitet IPMONOPPOLET NR 8 REDAKTIONEN 2

3 INTRODUKTION Kære læser Vi er glade for at kunne præsentere 8. udgave af IPmonopolet. Med begyndelsen af et nyt årti som anledning ser IPmonopolet denne gang tilbage på 00 erne. Temaartiklerne samler op på vigtige udviklinger i international politik som vi mener, har været karakteristiske for 00erne inden for selve årtiet, men i kraft af tendensernes gennemslagskraft, måske også konstituerende for det næste årti. I Udblik kan du som altid følge aktuelle tendenser og denne gang læse en artikel af lektor ved Institut for Statskundskab, Jens Ladefoged, der belyser WTO og de udfordringer organisationen står over for i dens forsøg på at inddæmme handelspolitiske kriser ved en rettighedsbaseret styring af verdensøkonomien. Jørgen Beck Simonsen, professor og dr.phil. ved institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, forsøger med afsæt i Yemens anspændte indenrigspolitiske situation at forklare Al-Qaedas nye tilstedeværelse i landet, og så kan du også læse en studerendes beretning om en rejse gennem Bosnien en beretning om krig og fred. Emma Knudsen Ba.scient.pol. Københavns Universitet Funktion: Ansvarshavende redaktør I Monopolet er vi glade for at kunne præsentere to tidligere udenrigsministre, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft der, i forlængelse af IPmonopolets tema, diskuterer Danmarks udenrigspolitik gennem 00 erne. I IPanmeldelsen anmelder vi denne gang den nye bog af Barry Buzan og Lene Hansen The Evolution of International Security Studies der som en af de første bøger nogensinde forsøger at skabe en både kronologisk og tematisk oversigt over udviklingen af sikkerhedspolitikken inden for disciplinen af international politik. Endelig er vi stolte af i Synspunkt at kunne bringe et interview med Ted Sorensen, der var taleskriver samt særlige rådgiver for John F. Kennedy og en af Obamas første støtter i valgkampen. Vi håber du vil nyde bladet - vi har hvert fald nydt at lave det. For vores vedkomme er det dog sidste gang vi står for udgivelsen af IPmonopolet. Efter et par år i redaktionen og et år på posten som chefredaktører takker vi af. Det har været en sjov, lærerig og spændende tid, hvor den største succes har været at du nu kan sidde med IPmonopolet i denne lækre papirudgave, at IPmonopolet er blevet en officiel forening og at vi har fået sat mere fokus på vores lanceringer der forsøger at kombinere interessen for international politik med et kulturelt islæt. Vi håber at det potentiale som vi ser i IPmonopolet fortsat vil udfolde sig og byder varmt velkommen til den nye chefredaktion, Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen og Hjalte Meilvang, der har været med i redaktionen på henholdsvis tema og udblik. Rigtig god vind til jer og resten af redaktionen! Liv Belling Stud. scient. pol. Københavns Universitet Funktion: Ansvarshavende redaktør Og rigtig god læselyst! Emma Knudsen og Liv Belling IPMONOPPOLET NR 8 LEDER 3

4 LEDER Der er selvsagt en række forskellige vinkler, man kan anlægge i betragtningen af det seneste årti. Alt efter hvilke begivenheder og tendenser man fokuserer på, synes resultatet af udviklingen inden for international politik særdeles forskelligartet. Der er grund til at være optimistisk, hvis man eksempelvis fokuserer på den øgede internationale opmærksomhed på klimaforandringerne - og vel og mærke vælger at se bort fra den, i hvert fald hidtidige, manglende koordineringsvilje og handlekraft fra stormagterne! mens et fokus på den markante og problematiske term Krig mod terror, for mange vil efterlade et langt mere pessimistisk syn på årtiet, ligesom det gælder for den økonomiske krise, der har afsluttet årtiet. For først at tage klimaet, kan man konkludere, at det internationale samfund synes at have fået øjnene op for, at den udvikling vi ser i klimaet er menneskeskabt og derfor er nødt til at handle på snarest. At det så er vanskeligt at komme til enighed om noget som helst er en anden sag. Man kan håbe, at blot det, at processen er sat i gang vil føre til resultater i den nærmere fremtid. Her er det dog stormagterne, der må tage ansvar, gå i spidsen, vise forhandlingsvilje samt villighed til rent faktisk at omlægge deres forbrug markant og få deres befolkninger til at følge trop. Også i en lang række andre begivenheder i det forgangne årti har stormagterne spillet en markant rolle, især har USA som supermagt skabt megen opmærksomhed og polemik. Mens 9/11 har brændt sig fast på den globale nethinde som bevis på, hvordan -Al-Qaeda var i stand til med succes at mobilisere islamistiske kræfter og ramme et vigtigt symbolsk mål i den vestlige verden; står første del af årtiet også som præsident Bush s yderst værdiprægede, stærkt omdiskuteret og med rette udskældte præsidentperiode. Mens invasionen mod Al-Qaeda i Afghanistan i 2001 nød temmelig stor international opbakning, var det anderledes med Irak-krigen. Irak-krigen skilte Europa på kryds og tværs, og var en bemærkelsesværdig ignorering af FNsystemet, hvor USA med sin koalition af villige stater, valgte at se fuldstændig bort fra en organisation, som de ellers selv hævder at bakke fuldt ud op om. Krigen mod terror var et til lejligheden opfundet begreb, der pludselig gjorde USA og dets allierede i stand til at kategorisere verdens stater, og sætte sig som dommer ift. hvem der er de gode og de onde. Ufatteligt, at verdens statsledere accepterede denne retorik og ikke i højere grad tog afstand! Andre mistrøstige tendenser og begivenheder, såsom den fortsat uendelige kamp om landområder i Mellemøsten; tsunamien, der skyllede indover Sydøstasien og folkemordet i Darfur er heller ikke at forglemme. USA er dog ikke kun bemærket for negative ting. Med valget af Obama fik USA landets første sorte præsident nogensinde, en bemærkelsesværdig udvikling, når man tænker på at man ikke skal længere tilbage end til 1960 erne, hvor raceadskillelsen i syd førte til adskillige opgør. Vigtigere var dog den multilaterale tone han lagde for dagen og ikke mindst opgøret med Bush. Obamas valgkampagne benyttede et andet markant fænomen fra det forgangne årti, nemlig de sociale medier, som er braget igennem på få år og har udviklet den virtuelle forbindelse mellem folk markant. Også her kan anlægges et positivt og negativt perspektiv: de sociale medier kan være med til at skabe forbindelse mellem folk, og et people-to-people fokus. Omvendt kan man problematisere den mulige kortlægning af menneskers gøren og laden som medierne kan facilitere, og som eksempelvis überbrandet google, i høj grad kan siges at have lukreret på reklamemæssigt. Vi har i denne udgave af IPmonopolet valgt at tage fat på netop nogle af ovenstående tendenser i et årti, der synes umuligt, men oplagt at dække, idet vi bevæger os ind i det andet årti i 2000-tallet. God læsning! Bedste hilsner, Den afgående chefredaktion, Liv Belling og Emma Knudsen IPMONOPOLET NR 8 LEDER 4

5 INDHOLD 2 REDAKTION 3 INTRODUKTION 4 LEDER 6 TEMA: INTERNATIONAL POLITIK MELLEM TO ÅRTIER 7 Kina buldrer af sted: er nationalismen et tveægget sværd? - og Vestens problem 10 Krigen mod terror - En amerikansk revolutionær myte 14 Pirate Bay på vej mod virtuel statsdannelse 18 Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti 22 UDBLIK 23 Krig og fred 26 WTO og det hegemoniske spørgsmål om stabilitet og vækst i verdensøkonomien 29 Yemens udfordringer nationalt, regionalt og internationalt 32 De fem forklaringer: Hvorfor du skal redde din pengepung (og klimaet) 36 MONOPOLET Niels Helveg Petersen vs. Mogens Lykketoft 39 IPANMELDELSE The Evolution of International Security Studies 41 SYNSPUNKT Interview with Ted Sorensen IPMONOPOLET NR 8 INDHOLD 5

6 International politik Mellem to årtier Vi står ved indgangen til et nyt årti, hvilket har inspireret Temaredaktionen til, i denne udgave, at sætte fokus på temaet International Politik mellem to årtier. På de følgende sider fremhæver vi de strømninger, som efter redaktionens mening særligt har påvirket international politik i 00 erne, og som kan vise sig at kaste lange skygger videre ind i 2010 erne. 00 erne blev indledt med et brag, da terrorister styrede to fly ind i tvillingetårnene i New York og et tredje ind i Pentagon-bygningen i Arlington. Det blev begyndelsen på Krigen mod terror en retorisk konstruktion, som igennem de sidste 10 år er blevet brugt, som politisk instrument til at retfærdiggøre overgreb og rejse forhåbninger om, at kampen mod terrorisme kunne vindes som en anden krig. Ekstern lektor ved Københavns Universitet, Alan Klæbel, argumenterer i sin artikel for, at Krigen mod terror bygger på en amerikansk, revolutionær myte om verdenspolitikkens indretning. Mellemøsten blev igen i 00 erne et af verdens brændpunkter. Ved indledningen af krigen mod terror har hele den Vestlige verden skarpt overvåget de mellemøstlige lande og de forskellige konflikter der ulmer under overfalden. I artikel Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti tager seniorforsker ved DIIS, Helle Malmvig, temperaturen på Mellemøstens skrøbelige sikkerhedsstruktur og analyserer sikkerhedssituationen fra Tyrkiet mod nord til Yemen mod syd. Hun spår, at vi i de kommende år vil se mere ustabilitet og konflikt, mindre magt og indflydelse til USA, og større autonomi og handlerum til lokale aktører. TEMA INTRODUKTION 00 erne har samtidig været årtiet, hvor Kina har varslet USA om fremtidig kamp til stregen som ene supermagt, hvis økonomiske vækst i den grad har gjort landet til en værdig modspiller i international politik. Seniorforsker ved DIIS, Erik Beukel, anlægger, i sin artikel, en anderledes vinkel på den nye magtbalance ved at fremhæve nationalismen som drivkraft i Kinas fremdrift på den globale scene. Sideløbende med den politiske omvæltning, der er sket på den internationale scene over de sidste 10 år, har 00 erne givet plads til en teknologisk revolutionering af international politik i form af Twitter og andre digitale platforme. PhD-studerende ved CAST, Rune Saugmann Andersen, illustrerer vigtigheden af digitale platforme som politisk virkemiddel i sin artikel om den digitale dimension af konflikten i Iran. Fælles for de fire udvalgte strømninger, er, at de ikke blot har været karakteriserende for 00 erne, men at de samtidig har potentiale til at give efterdønninger ind i 10 erne. Bliv klogere på hvorfor i denne udgave af Tema. God fornøjelse. IPMONOPOLET NR 8 TEMA INTRODUKTION 6

7 Kina buldrer af sted: er nationalismen et tveægget sværd? - og Vestens problem Af Erik Beukel Kina har været i en voldsom udvikling, siden reformpolitikken blev indledt. Ofte bruger parti- og statsledelsen stærke appeller om Kinas storslåede historie og civilisation til at styrke dets folkelige position i mødet med de nye udfordringer. Spørgsmålet er, om den nye nationalisme er et tveægget sværd, og hvad det betyder for vestlige demokratier? Kina er buldret af sted igennem 00 erne - med en markant nationalisme som ballast. 1 Sideløbende med, at de stærke økonomiske og sociale forandringer i Kina og åbningen til omverdenen blev sat i gang for 30 år siden, har der udviklet sig en særlig form for kinesisk nationalisme. Som i europæiske stater har troen på nationens egenartede historie og værdi været et ledsagefænomen til økonomisk udvikling og modernisering. I et land under store forandringer er der et ekstra behov for sammenhold og faste politiske pejlemærker, og appeller om nationens egenart og særlige rolle bliver vigtige. Nationalismen har også i høj grad været opdyrket og styret af Kinas Kommunistparti (KKP), som søger at kontrollere dens forskellige udslag. Spørgsmålet er, om nationalismen, som en ballast for at styre kæmperiget sikkert gennem alle omvæltningerne, kan ende med at blive en stopklods for ledernes manøvredygtighed? dr.dk Nationalismens former Der kan skelnes mellem tre former for nationalisme eller patriotisme (aiguo zhuyi), som kineserne udtrykker det: en parti- og statsstyret pragmatisk orienteret nationalisme, som manifesterer sig i ledernes taler; en elite-orienteret, som vi møder den i mange forskellige bøger og tidsskrifter; og en populistisk, som giver sig udslag f. eks. i demonstrationer foran I et land under store forandringer er der et ekstra behov for sammenhold og faste politiske pejlemærker, og appeller om nationens egenart og særlige rolle bliver vigtige fremmede landes ambassader i Beijing. Inddelingen er ikke skarp, og der er et intrikat samspil mellem de forskellige nationalismeformer. Hertil kommer at censuren i Kina er et omfattende og gennemgribende KKP-styret apparat, som gør, at partiet ikke blot stopper uønskede tilkendegivelser i medierne, men i høj grad også lægger retningslinjerne for, hvad der faktisk skal siges. Uanset censurens omfattende karakter skal man imidlertid ikke uden videre sætte et Leninistisk monopolpartis hensigter lig med konsekvenserne af de ihærdige bestræbelser på at styre og kontrollere alt. Hensigterne kan være nok så entydige, men spørgsmålet om virkningerne af KKP s IPMONOPOLET NR 8 TEMA 7

8 omfattende kontrolapparat er omgivet af langt større usikkerhed, og derfor er det vigtigt at se på sider af samspillet mellem de tre nationalisformer. Den parti- og statsstyrede nationalisme er pragmatisk i den forstand, at den bruger Kinas særlige historie og lange civilisation til at indgyde befolkningen national (...) den elite-baserede mistro til, at USA vil forhindre det voksende Kina i at indtage den centrale rolle, som landets lange historie og civilisation berettiger det til, deles af mange i den brede befolkning stolthed og samtidig fastholder de grundlæggende mål om økonomisk modernisering og udvikling af økonomiske forbindelser med kapitalistiske lande. Den elite-orienterede nationalisme viser sig især blandt intellektuelle, hvor interessen for Kinas lange historie og kultur er vokset stærkt de seneste årtier. Op gennem 1980 erne var mange kinesiske studerende og intellektuelle begejstrede for amerikanske ideer om frihed og demokrati en begejstring som kulminerede i demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i foråret 1989 med kopien af Frihedsgudinden. Siden er denne pro-amerikanisme afløst af en stærk antiamerikanisme. På det brede folkelige niveau giver nationalismen sig udtryk i en traditionel mistro til og fjendtlighed over for fremmede, som, kombineret med den elite-orienterede nationalisme blandt ikke mindst studenter, hurtigt kan slå ud i store demonstrationer imod USA og Japan. Anti-amerikansk og anti-japansk nationalisme Kinas forhold til USA er labilt. Det grundlæggende økonomiske interessefællesskab er sårbart i forhold til pludselige kriser, hvor den elite-baserede mistro til, at USA vil forhindre det voksende Kina i at indtage den centrale rolle, som landets lange historie og civilisation berettiger det til, deles af mange i den brede befolkning. Derfor var det nærliggende, at den amerikanske bombning af Kinas ambassade i Beograd i maj 1999 med 24 døde kinesere som resultat hurtigt resulterede i store demonstrationer foran den amerikanske ambassade i den kinesiske hovedstad. I de første dage valgte Kinas ledere at støtte demonstrationerne eller i hvert fald ikke stoppe dem, som de normalt har for vane med sådanne folkelige tilkendegivelser men efter få dage slog de om af frygt for varige skader på forholdet til USA og for, at demonstranterne ville vende sig imod, hvad der blev set som ledernes alt for store imødekommenhed overfor USA. Demonstrationerne vendt imod Japan er værd at hæfte sig ved, fordi de sætter fokus på nogle dybe historiske modsætninger i en del af verden, vi ellers ser som i fuld fart på vej frem. Historiens tunge arv spiller med i det frembrusende nye Asien. Når det japanske undervisningsministerium endnu en gang har godkendt en lærebog, som går let hen over Japans grusomheder i Kina i 1930ere, eller landets premierminister har besøgt et tempel, hvor japanske krigsforbrydere er begravet, udløser det voldsomme demonstrationer imod Japan i Kinas storbyer. Regeringen i Beijing støtter i begyndelsen ofte demonstrationerne, fordi parti- og statsledelsen er enig i kritikken af Japan, men så snart demonstrationerne bringer de omfattende økonomiske forbindelser med Japan i fare og risikerer at blive vendt mod KKP, bliver de pragmatiske ledere betænkelige og får sat en stopper for demonstrationer og optøjer. Den kritiske fare Parti- og regeringsledelsens forsøg på at springe med på vognen og støtte den populistiske nationalisme kan nemt blive tveægget sværd, som kan vendes mod KKP og Kinas regering. Den største fare for Kinas ledere er, hvis nationalismeprotesterne finder sammen med de mange andre former for folkelige protester og social uro mod korruption og lokale myndigheders vilkårlige dispositioner, der i titusindvis forekommer i Kina hvert år over hele Kina. 2 Den altafgørende faktor er, hvis der opstår uenighed internt i partiledelsen, som det skete i 1989, hvor KKP s daværende generalsekretær Zhao Ziyang var imod den voldelige nedkæmpelse af demonstrationerne, men blev afsat af en gruppe ældre partiveteraner med Deng Xiaoping i spidsen, der IPMONOPOLET NR 8 TEMA 8

9 gav ordre til at nedkæmpe demonstranterne. Denne situation ønsker partiledelsen for alt i verden at undgå gentager sig. Risikoen skal ikke overdrives, og den blotte påpegning af en fare er ikke det samme som at påstå, at den er sandsynlig. Meget taler for, at lederne i Beijing har udviklet en imponerende (!) evne til på pragmatisk vis gang på gang at finde den rette kombination af indrømmelser og repressive politi- og PLA-aktioner, som kan stoppe mulige trusler mod regimestabiliteten fra at blive reelle trusler. Vestens problem: fra erkendelse af grundlæggende interesser til politiske handlingsvalg Et Kina, hvor den maoistiske ideologi og rødgardisternes terror under kulturrevolutionen er afløst af reformer med økonomisk vækst og åbning til omverdenen, er set i historiens lange perspektiv et enestående fremskridt. Vesten har en klar interesse i at styrke denne udvikling og videreudvikle de mangeartede økonomiske og samfundsmæssige forbindelser med Kina. Men vi skal ikke snyde os selv og tro, at udviklingen af markedsøkonomi automatisk medfører et spirende demokrati, hvor en oplyst og aktiv offentlighed betyder, at en Leninistisk partistruktur svinder bort, og at der er kontrol med populistisk nationalisme. Kina er stadig et land uden politiske frihedsrettigheder, der beskyttes af uafhængige domstole. Om ikke andet kan vi lære det af Google s problemer i Kina. Et pragmatisk orienteret og Leninistisk styret KKP er imidlertid ikke almægtig. Kombinationen af pragmatisk nationalisme og lejlighedsvis støtte til og accept af populistisk nationalisme kan nemt vise sig at være et tveægget sværd. Nationalismen som ballast for styrke manøvredygtigheden kan ende med at blive en dødvægt, når Kinas pragmatiske eller kyniske - ledere skal redde både reformpolitikken, åbningen udadtil og KKP. Forargelse og skønsomhed En af de få blot nogenlunde faste konklusioner i international politik forskningen er, at demokratier ikke går i krig med andre demokratier. Men det betyder ikke, at så er det politiske handlingsvalg ligetil, og at vestlige demokratier uden videre bør støtte alle demokratiske kræfter i Kina. En anden af statskundskabens konklusioner er, at overgangen fra diktatur eller autoritære styreformer til demokrati er fyldt med risici, hvor det er umuligt præcist at klarlægge disse indenfor en tidshorisont, der kan arbejdes med. Derfor er det klogt at forvente, at også vestlige demokratier kan blive stillet overfor vanskelige alternativer, hvor ingen kan kende konsekvenserne af de forskellige handlemuligheder. Er bevarelsen af social stabilitet det vigtigste i en situation, hvor parti- og statsledelsen måtte have grebet til voldelig nedkæmpelse af større eller mindre folkelige protester? Eller skal vi støtte de folkelige protester og håbe, at tendenser til populistisk nationalisme drejes i fredelig og demokratisk retning? Hvad betyder det overhovedet, om vi siger eller gør det ene eller det andet? Der er mange gode grunde til at vælge forargelsens politik i forholdet til Kina. For vestlige lande er der også mange gode grunde til at overveje, hvad der er den mest skønsomme politik. Men hvor går grænsen mellem skønsomhed og kynisme? Er det i virkeligheden en politik alene baseret på forargelse, som er den mest kyniske? Noget tyder på det sidste. Noter 1) Ideen til første del af sætningen er hentet fra Jan Lund & Ørstrøm Møller, Asien Buldrer, Aschehoug, ) Jf. min artikel Social uro, nationalisme og regimestabilitet i Kina: samspillet med omverdenen, Den Ny Verden, 2007: 4, pp , særnummer om Kina i verden. Erik Beukel er dr. scient. pol. og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han især beskæftiger sig med udviklingen i Østasien og Kinas udenrigspolitik. IPMONOPOLET NR 8 TEMA 9

10 Krigen mod terror - En amerikansk revolutionær myte Af Alan Klæbel Fænomenet krigen mod terror har haft enorm betydning for verdenspolitikken i 00 erne. Det unikke ved krigen mod terror skal findes i det forhold, at denne krig udsprang af en særlig myte om attentaterne 11. september Myten bygger på en revolutionær forestilling om verdens indretning. Den revolutionære optik afsløres blandt andet i valget af krig som styrende metafor, og i den relative lethed hvorved verdenspolitikkens traditionelle regelbundethed blev trumfet af krigen mod terrors imperativ. Verdenspolitikken i 00 erne Der er intet fænomen som krigen mod terror, der i den grad har formet verdenspolitikken i 00 erne. Krigen mod terror (det altoverskyggende amerikanske udenrigspolitiske projekt siden 2001) byggede, som ideologisk og retorisk konstruktion på en myte om og repræsentation af verdenspolitikkens indretning. Krigen mod terror har i væsentlige henseender udfordret den traditionelle sociale regelbinding, som Guantanamo-basen ( verdenspolitikken har været indlejret i. Det er velkendt samtidshistorie, at krigen mod terror blev erklæret af daværende præsident George W. Bush i kølvandet på attentaterne mod tvillingetårnene i New York og Pentagon i Virginia den 11. september I krigen mod terrors navn er der efterfølgende blevet initieret militære invasioner og besættelser, gennemført snigmord, oprettet fangeleje i juridiske vakuum, tilladt udvidede overvågnings- og tilbageholdelsesmuligheder og mere til. Et af de mest fascinerende og afgørende aspekter omkring krigen mod terror har været den fortælling, der ret ubemærket blev spundet omkring betydningen af attentatet 11. september, og hvordan denne fortælling repræsenterede den efterfølgende krig mod terror, med alle dens tiltag som en nødvendig konsekvens. Mellem ondskab og godhed Lidt provokerende kan man sige, at 9-11, som angrebene kaldes under et, er en amerikansk myte. Myte skal ikke forstås på den måde, at angrebet ikke fandt sted eller at israelerne eller amerikanerne selv gjorde det, sådan som nogle konspirationsteorier postulerer. Pointen er derimod, at bagmændene bag 11. september tydeligvis havde deres egen fortælling og forestilling om, hvad deres aktion skulle betyde. Men det var hverken denne historie eller en helt tredje, der IPMONOPOLET NR 8 TEMA 10

11 kom til at dominere den vestlige forståelse af attentatet. Det var derimod den amerikanske administrations repræsentation og dens myte, som formede verdens oplevelse af hændelserne og deres betydning. Ifølge den amerikanske myte havde angrebet 11. september afsløret, at verden var fanget i en manikæisk konflikt mellem tyranni og frihed, - mellem ondskab og godhed hvor vesten med USA i spidsen stod for det gode og Ifølge den amerikanske myte havde angrebet 11. september afsløret, at verden var fanget i en manikæisk konflikt mellem tyranni og frihed, mellem ondskab og godhed, hvor vesten med USA i spidsen stod for det gode og islamismen for det onde islamismen for det onde. Det var en myte, der havde bundklang i tesen om civilisationernes sammenstød, som den nu afdøde forsker Samuel P. Huntington er kendt for, og i den klassiske repræsentation af vestlig historie, som kampen imod orientens barbarer: perserne, saracenerne, ottomanerne, araberne - og nu al-qaida og islamismen. Myten fremmanede en dualistisk repræsentation af verden, der gjorde præsident Bush s fordring, enten er du med os eller også er du imod os, til den logiske konsekvens. Ordet myte skal ikke forstås som en dramatisering. En myte er derimod den grundlæggende forståelsesramme, som vi som mennesker orienterer os mod og indretter vores handlinger efter. I forlængelse af den dualitiske verdensforståelse om kampen imellem det gode og det onde indeholdt myten om 9-11 en grundlæggende revolutionær tilgang til verden. Revolutionismen Ifølge den Engelske Skole i studiet af international politik er der historisk set tre hovedtraditioner indenfor det, man kan kalde international teori, som angår forståelsen af de grundlæggende spørgsmål om verdenspolitikkens natur. De tre traditioner kaldes realisme, rationalisme og revolutionisme. Hvor realismen understreger den nøgne magtpolitiks primat, så påpeger rationalismen, at international politik er en grundlæggende regelbundet øvelse knyttet til en række grundlæggende institutioner. Revolutionismen anerkender ideen om verdenspolitikkens regelbundethed i samme åndedrag, som den forkaster de eksisterende regler som reaktionære, utilstrækkelige eller ubrugelige. Den amerikanske fortælling om 11. september 2001 og den dertil hørende krig mod terror er i dette perspektiv i tråd med den revolutionære tradition i international teori. Projektet kunne ganske enkelt ikke rummes indenfor verdenspolitikkens daværende institutionelle ramme. Den revolutionære tradition er kendetegnet ved, at den bygger på en række kontraster, som den revolutionære politik søger at overkomme. Tidsligt er der et skel imellem situationen i dag og en fremtidig idealiseret tilstand, hvor verden for eksempel er gjort sikker for demokratier (Woodrow Wilson) eller, hvor terrorismen er udryddet (George Bush). Realitet vs. ideal Det tidslige skel imellem realitet og ideal bunder for den revolutionære aktør i en rumlig kontrast mellem IPMONOPOLET NR 8 TEMA 11

12 dem, som vil idealet og dem, som arbejder imod eller i en manikæisk formulering, mellem de gode og de onde. I bedste revolutionær stil udfordrede den amerikanske administration verden til at vælge side: for eller imod revolutionen. Det franske og tyske nej I forlængelse af den dualitiske verdensforståelse om kampen imellem det gode og det onde indeholdt myten om 9-11 en grundlæggende revolutionær tilgang til verden tak til Irak-krigen, blev da også mødt med en følelse af forræderi mod idealet og mod Amerika som idealets fremmeste forkæmper. Interessant er det, at Bush administrationens revolutionisme finder sit spejlbillede i islamismen: Islamismen arbejder også mod et ideal og opdeler verden dualistisk i de rettroende og de vantro. I den revolutionære optik er denne dobbelte kontrast tidsligt og rumligt - kimen til en grundlæggende frustration, som inderligt ønskes overskredet. Da USA samtidig ved begyndelsen af det 21. århundrede var den ubestridt stærkeste magt på kloden, så måtte den revolutionære fristelse have været næsten ubærlig for den amerikanske administration, hvilket den også viste sig at være. I månederne efter 11. september var det ikke umiddelbart tydeligt, at der var tale om et revolutionært projekt. I forbindelse med krigen i Afghanistan var der stadig rimelig overensstemmelse imellem den amerikanske målsætning om regimeforandring som strategisk tilgang og de etablerede institutioner i international politik. Men efterhånden som krigen mod terror udviklede sig, stødte den revolutionære drivkraft mod stadig flere barrierer. være lille tvivl om, at Saddam Husseins regime fortjente at blive afsat. Men international politik er meget sjældent styret af moralske vurderinger, da dette hurtigt underminerer den grundlæggende værdimæssige pluralisme, der muliggør verdenspolitikkens orden og regelbundethed. Men den ideologiske målsætning om regimeforandring i Mellemøsten med afsæt i Irak trumfede verdenspolitikkens traditionelle hensyn, og førte til en unilateral tilsidesættelse af det international samfunds helt basale spilleregler. Beskeden til verden var klar: de eneste regler der gælder for Amerika (og deres allierede), var dem som nu engang var opportune for krigen mod terror. Et mønster der gik igen i forbindelse med USA s undtagelse fra den internationale straffedomstol. Barrierer for den revolutionære drivkraft På det politiske plan blev disse forhindringer tydeliggjort i opløbet til krigen mod Irak. Her blev det klart, at hvis de etablerede spilleregler ikke føjede den amerikanske politiske agenda, så måtte spillereglerne laves om eller ignoreres. Hvor interventionen i Afghanistan havde NATO og FN opbakning, så invaderede den amerikanskledede koalitionen af villige Irak med afsæt i et meget kontroversielt folkeretsgrundlag og uden officiel FN opbakning. Ud fra en vestlig moralsk betragtning kan der iconicphotos.files.wordpress.com IPMONOPOLET NR 8 TEMA 12

13 Begrebet krig Et andet tegn på den revolutionære logik, der formede myten 9-11 var selve betegnelsen krigen mod terror, som svaret på udfordringen fra al-qaida. Begrebet krig indebærer en radikalisering af konfrontationen både indholds- og holdningsmæssigt. For det første involverer krig, at statens fulde voldsapparat og kontrolapparat kan mobiliseres. Terroristerne, hvem det nu måtte være, skal ikke (kun) jagtes indenfor rammerne af retsstaten og det internationale retslige samarbejde, men håndteres indenfor en militærlogisk forståelsesramme. Det vil blandt andet sige, at følgeskader på civile bliver en uundgåelig del af operationen, at modstanderen kan tilbageholdes uden rettergang og at operationens nærmere indhold i vid udstrækning mørklægges i den operationelle sikkerheds navn. Men anvendelse af begrebet krig signalerer også en særlig oplevelse af konflikten. Institutionen krig har sin oprindelse i mødet mellem autonome politiske entiteter (stater m.v.), og afspejler behovet for at volden, der udøves, foregår indenfor en fælles forståelsesramme. I erkendelse heraf har det internationale samfund igennem århundreder opbygget og udviklet en række regler om, hvilken rolle krig spiller i interstatslige relationer, og hvordan man gebærder sig når man befinder sig i krig mod en anden stat. Men når krigen tages ud af denne historiske og institutionelle kontekst, samtidig med at krigens indholdsmæssige side militæret - mobiliseres, så afsløres den revolutionære logik bag krigen mod terror. Løsrevet fra den institutionelle kontekst, der handler om krigens rolle i en politisk proces - står krigen som begreb tilbage som ren eksistentiel konfrontation. Med andre ord, signalerer krig nu ønsket om den andens (modstanderen, terroristen ) udslettelse. Kan man slå et fænomen ihjel? Det har skabt to åbenlyse problemer: For det første har man indladt sig på en eksistentiel konflikt, som man ikke kan vinde, for hvordan skal man kunne slå en idé og et fænomen ihjel? Man kan måske få ram på al-qaidas ledere og dets netværk af celler, men man vil aldrig kunne slå ideologien islamisme ihjel med militære midler. Desuden kan terror som angrebsmetode tages i brug af enhver. For det andet, bevæger krigen mod når krigen tages ud af denne historiske og institutionelle kontekst, samtidig med at krigens ind-holdsmæssige side militæret - mobiliseres, så afsløres den revolutionære logik bag krigen mod terror terror sig nødvendigvis i en gråzone. På den ene side finder vi det etablerede folkeretslige grundlag for krigsførelse og de traditionelle spilleregler for international politik, som gør krig til et eksklusivt prærogativ for suveræne stater. På den anden side finder vi det simple faktum, at krigen mod terror på ad hoc vis har været rettet mod et miskmask af statslige og ikke-statslige aktører. Det har ført til, at man i vid udstrækning ikke har kunnet anvende de normale spilleregler med voldsomme konsekvenser til følge - det mest kendte eksempel på dette institutionelle og juridiske vakuum er fangelejeren Guantanamo. Krigen mod terror var i vid udstrækning præsident George W. Bush og hans administrations projekt og denne krig og dens konsekvenser har farvet det meste af 00 erne. Under præsident Barack Obama vil vi nok se en gradvis nedtoning, men langtidskonsekvenserne af krigen mod terrors revolutionære logik må vi formodentligt leve med ud over de kommende årtier. Fremtidens historieskrivning vil naturligvis have et bedre perspektiv på, om noget positivt kom ud af krigen mod terror, men én ting er sikker: hverken al-qaida eller terror er slået ihjel anno Alan Klæbel er ekstern lektor, cand.scient.pol., Ph.d., ved Institut for Statskundskab ved Københavns Uni-versitet. Hans primære forskningsområder dækker verdenspolitikk ens sociale indlejring og sikkerhedsteori. Alan Klæbel har tidligere været tilknyttet American University i Washington DC som gæsteforsker og under-viser ved School of International Service. IPMONOPOLET NR 8 TEMA 13

14 Pirate Bay på vej mod virtuel statsdannelse Af Rune Saugmann Andersen Twitter og andre digitale platforme spillede en essentiel rolle i konflikten i Iran ved at informere omverdenen om de store demonstrationer og den iranske regerings hårdhændede metoder for at stoppe dem. Derved gav de befolkningen i den vestlige verden en plads på første række i konflikten, hvilket fik den britiske premierminister Gordon Brown til at udtale, at udenrigspolitik aldrig bliver det samme igen. Fildelingssitet The Pirate Bay gik samtidig ind som en aktiv del af konflikten og kæmpede på demonstranternes side; dermed tog sitet første skridt på vejen mod at blive en virtuel stat. Da jeg trykkede på knappen installér TOR-button 1 i min internetbrowser forventede jeg nærmest øjeblikkeligt et paradigmeskift i karakteren af min personlige aktivisme i international politik, fra engageret debat til cyberaktivisme på kant med lovgivningen. Vejen til min beslutning om at blive cyberaktivist var brolagt med det iranske præstestyres brutale undertrykkelse af demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, og ikke mindst med den massive information tilgængeligt om undertrykkelsen, især via mikroblogging-tjenesten Twitter, hvor emneordet #IranElection, under hvilket brugerne rubricerede poster relateret til valgkonflikten, var det mest brugte emneord i ugevis. Det nåede over poster pr. time og figurerede på top-10 over mest brugte emner så sent som 7. august, næsten to måneder efter valget. Internet-medieringen af konflikten var essensen af selve konflikten. Ikke blot tillod den personer milevidt fra den fysiske konflikt at have nærmest personlig kontakt med internetbrugere i Iran og følge demonstrationerne og undertrykkelsen af dem minut for minut; nettet skabte også det virtuelle handlingsrum, som ville gøre det muligt for privatpersoner at engagere sig i sager, der ikke tidligere blev betragtet som en del af international politik og dermed konstituere internationale politiske problemstillinger uden om nationalstaten og dens tunge og konservative diplomati som filter. Jeg ville, ved hjælp af et par enkelte programmer, gå fra mit traditionelle engagement i kampen mod landminer kanaliseret gennem - for NGO er - velkendte veje som for eksempel fundraising til udviklingsprojekter i fjerne lande til at være cyber-fjende af det iranske præstestyre, engageret i at omgå den iranske lovgivning. Pludselig ville jeg blive del af den samme kamp, som de iranske dissidenter, der fik tæv på gaden. Installationen af et par små stykker software ville forvandle min laptop til en anonym server, som TBP_The_Persian_Bay_20_June_09_front_page.jpg iranske dissidenter kunne bruge til at komme uden om regimets censur og IPMONOPOLET NR 8 TEMA 14

15 kommunikere med hinanden og omverdenen, uden at præstestyrets sikkerhedsfolk kunne spore deres rigtige identitet. Gordon Brown ( ) proklamerede (at) udenrigspolitik aldrig bliver det samme igen, idet nettets øjeblikkelige adgang til billeder for stedse har ændret parametrene for politik Ny politik og kampen om cyberspace Nettets og især mikrobloggingtjenesten Twitters betydning i den iranske konflikt fik massiv opmærksomhed fra de traditionelle massemedier, og jeg var langt fra den eneste der i de dage blev inspireret til at involvere mig i konflikten. Som ofte før og efter har massiv massemedieopmærksomhed det med at anspore politiske aktører til at ytre sig, vise interesse udnytte massemediernes fokus til at positionere både sig selv og promovere specifikke syn på verden. Gordon Brown personificerede positioneringseuforien ved på den teknologifetichistiske TED-konference at proklamere, at udenrigspolitik aldrig bliver det samme igen, idet nettets øjeblikkelige adgang til billeder for stedse har ændret parametrene for politik 2. Ingen tvivl om at adgangen til billeder er vigtig, og at det er et område, hvor grænserne er under konstant forandring. Men hvor denne udvikling snarere sættes på spidsen af Abu Ghraib-billederne, udspiller der sig under den iranske valgkrise en interessant diskursiv kamp om et andet område under hastig udvikling og konstant forandring; en kamp om at definere cyberspace og de grundlæggende værdier der bør gælde i cyberspace. Offentlig-privat samarbejde Kampen udspilles gennem to hændelser, der begge udnytter den massive medieopmærksomhed til at promovere forståelser af cyberspace og aktørerne deri. Den første hændelse finder vi allerede få dage inde i konflikten, den 16. juni, hvor USA for første gang offentligt benytter de interaktionelle internetmedier som redskab til at føre udenrigspolitik. Den sociale netværkstjeneste Twitter havde på det tidspunkt fået massiv medieopmærksomhed som det medie, der hurtigst viderebragte nyheder fra demonstrationerne og samtidig fungerede som link mellem de iranske dissidenter og verden udenfor. Tjenesten havde skemalagt en planmæssig opdatering, der ville afbryde tjenesten et par timer, til at foregå ved nattetide i USA for at genere brugerne mindst muligt. Men den skemalægning ville betyde, at tjenesten var ude af drift om eftermiddagen i Iran, og dermed ikke kunne bruges til hverken at koordinere protester eller kommunikere nyheder ud af Iran. På den baggrund rettede USA s udenrigsministerium henvendelse til internettjenesten og bad dem udskyde opdateringen, så tidspunktet for afbrydelsen vil forstyrre den iranske kommunikation mindst muligt. Den offentlige brug af internettjenesten som instrument for udenrigsministeriet signalerer både vigtigheden af mediet og, vigtigere endnu, bidrager til offentligt at positionere USA som åbenhedens og den digitale ytringsfriheds forkæmper på trods af, at USA er dybt involveret i militariseringen af cyberspace og det virtuelle våbenkapløb, der blandt andet indeholder overvågning og intervention i forhold til forskellige internetmedier 3. Man kan let sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en betydning flytningen af et par timers opdatering kan have selv i den spændte situation, der herskede i Iran. Men ved at gå ud og offentligt IPMONOPOLET NR 8 TEMA 15

16 sammenkæde amerikansk afstandtagen til det iranske regimes undertrykkelse af dissidenter med den private internettjeneste Twitter netop på det tidspunkt, hvor euforien over Twitters betydning for nyhedsformidlingen i og fra Iran er på højdepunktet, skabte USAs udenrigsministerium sen nyhed, der gik verden rundt og positivt tematiserede bærende elementer i USA s cyber-sikkerhedsdiskurs offentligt-privat samarbejde og respekten for borgerrettigheder 4. Verden over rapporteredes udmeldingen og positionerede dermed USA som garant for det produktive og harmoniske partnerskab mellem offentligt og privat samarbejde om cyber-sikkerhed og italesatte kombinationen USA/Twitter som en enhed, der ved hjælp af åbenhed og teknisk snilde kæmper for civile rettigheder og ytringsfrihed mod det undertrykkende, men teknisk ikke alt for begavede iranske præstestyre. Snarere end blot at repræsentere en anerkendelse af de interaktionelle mediers vigtighed for den politiske situation kan henvendelsen fra USA s udenrigsministerium til Twitter således ses som mediestrategisk godt timet positionering og et forsøg på at udnytte den tilfældigt opståede situation til at konstruere identiteter i det relativt nye cybersikkerhedslandskab. At internettet som social organiseringsplatform på et eller andet tidspunkt vil føre til noget, man kan kalde virtuelle stater, er oplagt Kampen om ytringsfriheden? En lignende begivenhed med et ganske andet budskab indtraf få dage efter. Den lignede USA s udenrigsministeriums intervention, idet den tematiserede nogle af de samme logikker og spillede på den samme massive opmærksomhed fra de vestlige massemedier, men omvendt lagde den diskursivt op til helt andre relationer mellem medier, stat og civilsamfund. Denne gang var der ikke tale om en symbolsk henvendelse fra verdens mest magtfulde statsapparat men om et privat internetsite på kanten af loven, der gik ind i kampen mod den elektroniske forfølgelse af iranske dissidenter. Det svenske fildelingssite The Pirate Bay tog midlertidig navneforandring til The Persian Bay, og iværksatte en række tiltag for at hjælpe iranske dissidenter med at skjule sig for myndighederne. Foruden nyheder, lister over personer der formodes arresterede eller likviderede under optøjerne og guides til at protestere online, fandt man på siden en instruktion i at bruge nettet anonymt, rettet mod at gøre iranske dissidenter i stand til at undslippe regimets forsøg på at lokalisere dem. Den umiddelbare IRAN_index.html effekt var, at Pirate Bay således satte lighedstegn mellem de iranske dissidenters kamp for ytringsfrihed og sitets og dets brugeres kamp for, at ytringsfriheden skulle omfatte fildeling og ikke underlægges statslig kontrol. I lighed med USAs udenrigsministeriums henvendelse til Twitter benyttede Pirate Bay s aktion således massemedieopmærksomheden til at italesætte en konfliktlinje mellem det repressive, men teknisk ikke alt for kompetente iranske præstestyre på den ene side, og sig selv som teknisk overlegen forkæmper for ytringsfriheden på den anden side. Forskellen er dog, at hvor ytringsfriheden i det første tilfælde blev ligestillet med adgangen til at bruge private internetmedier, radikaliseredes den i det andet tilfælde og omfattede her retten til bevidst at tilsidesætte nationalstaters lovgivning, når denne kriminaliserer borgernes deling af information. Den virtuelle stat Men der er også en anden side af Pirate Bay s aktion. I modsætning til USA s udenrigsministerium, som repræsenterer et relativt fast og på forhånd veldefineret fællesskab, USA, kan The Pirate Bay s aktion ses som et skridt på vej mod den virtuelle stat, et skridt mod at etablere samfundsmæssig og politisk handlen på baggrund af et virtuelt fællesskab. At internettet som social organiseringsplatform på et eller andet tidspunkt vil føre til noget, man kan kalde virtuelle stater, er oplagt. IPMONOPOLET NR 8 TEMA 16

17 Amerikanske Philip Seib har arbejdet med begrebet i årevis og argumenterer i sin bog The Al Jazeera Effect (2008) for, at Al-Qaeda kan betegnes som en virtuel stat, og at der i den transnationale arabiske kultur kan findes tilløb til virtuelle statsdannelser i forskellige størrelser, fra Al-Qaedas snævre fællesskab til umma en, det muslimske fællesskab af alle troende, der i stigende grad holdes sammen af sattelit-tv og internetbaseret kommunikation 5. Seibs forståelse af virtuelle stater tager udgangspunkt i Benedict Anderson s begreb om nationer som forestillede fællesskaber. The Pirate Bay s engagement i de iranske dissidenters sag problematiserer Seibs noget vage begreb om virtuelle stater som løst organiserede forestillede fællesskaber, hvis organisation er muliggjort af virtuel kommunikation. For Pirate Bay er internettet ikke bare et organisationsforum, der tilbyder organiation på tværs af tid og rum, og gør det svært for staterne at overvåge organisationen. Udvidelse af suverænitetsbegrebet Pirate Bay engagerer sig i den iranske konflikt fordi, det iranske regimes handlemåde er i konflikt med det grundlæggende princip, der muliggør Pirate Bay - den radikale ytringsfrihed der består i internettes anonymitet og frihed fra nationalstatslig kontrol med og grænser for ytringsfriheden. Cynthia Weber har i bogen Simulating Soverignty demonstreret, hvordan staternes grundnorm suverænitet simuleres eller spilles gennem interventionen i andre staters anliggender, og intervention eller ikke-intervention således afspejler forståelsen af suverænitetsbegrebet 6. Analogt til dette fremstiller Pirate Bay ved interventionen i den iranske konflikt de virtuelle grundnormer om radikal ytringsfrihed og anonymitet som truede og intervenerer på den baggrund i en konflikt, der ikke har den mindste praktiske relation til sitets daglige funktion. Ligesom staterne hævder suveræniteten som forudsætning for statssystemet, en transcendental norm som det er en forbrydelse mod principielt alle stater at forbryde sig mod, hævder Pirate Bay således ved at intervenere i den iranske konflikt den radikale ytringsfrihed som konstituerende norm for den virtuelle stat og positionerer sig som en virtuel stat, der forsvarer grundprincippet om radikal ytringsfrihed mod angreb fra traditionelle stater. Nye visioner for cyberspace / Den private forkæmper Både stater og virtuelle (quasi-)stater eller netværk intervenerede aktivt i den virtuelle dimension af de iranske dissidenters kamp mod regimet. Som demonstreret af The Pirate Bay og USAs udenrigsministeriums handlinger, havde disse interventioner ikke kun effekt på de iranske dissidenters adgang til at udveksle information med hinanden og omverdenen. De promoverede begge en partikulær vision om cyberspace og de grundlæggende værdier, cyberspace og interventioner i cyberspace skal forstås og fortolkes ud fra De intervenerende parter udnyttede i begge tilfælde den massive medieopmærksomhed på den iranske konflikts virtuelle dimension til at positionere afsenderen som cyberspaces uegennyttige forkæmper for (hver sin form for) ytringsfrihed og solidariske støtte i de iranske dissidenters kamp mod det undertrykkende præstestyre. Litteratur Deibert, R.J., Black Code: Censorship, Surveillance, and the Militarisation of Cyberspace. Millennium - Journal of International Studies, 32(3), Hansen, L. & Nissenbaum, H., Digital Disaster, Cyber Security, and the Copenhagen School. International Studies Quarterly, 2009(3), Seib, P., The Al Jazeera Effect. How the New Global Media are Reshaping World Politics, Washington: Potomac Books. Weber, C., Simulating Sovereignty: intervention, the state and symbolic exchange, Cambridge: Cambridge University Press. Læs mere om cybersikkerhed og militariseringen af cyberspace Forskningscentre: USAs strategi for cybersikkerhed findes i det netop offentliggjorte Quadrennial Defense Review: Noter 1) Ved at installere Tor-button slås internetbrowserens anvendelse af det såkaldte Tor fra. Det betyder, at computerens IP-adresse beskyttes. Endvidere beskytter funktionen også imod tyveri af private oplysninger. 2) Tale til TEDGlobal konferencen i Oxford 21. juli Kan findes på 3) Deibert 2003, p.502 4) Hansen & Nissenbaum 2009, p ) Seib ) Weber 1995 Rune Saugmann Andersen er PhD-studerende ved Centre for Advanced Security Theory (CAST). ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet IPMONOPOLET NR 8 TEMA 17

18 Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti Af Helle Malmvig Pessimismen har igen bredt sig i Mellemøsten. Mulighederne for en omfattende arabiskisraelsk fred synes længere væk end nogensinde. Fire simrende borgerkrige skaber uro og øget regional rivalisering, og den nye Obama administration har ligesom forgængeren mere end svært ved at håndtere regionens konfliktzoner. Hvad betyder det for Mellemøstens sikkerhedsstruktur, og regionens mange brændpunkter, og hvilken rolle kan udefrakommende magter som USA og Europa overhovedet spille? Dette forsøger Helle Malmvig at svare på i nærværende artikel om Mellemøstens sikkerhedsarkitektur. Mere ustabilitet og konflikt Mellemøsten står i dag med intet mindre end fire ulmende interne konflikter: I Libanon, i Irak, i Yemen og mellem palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden. Alle fire stater er præget af svage statsinstinstitutioner og indre spændinger, som bliver yderligere forstærket af regionale aktørers stadige indblanding, rivaliseringer og skiftende alliancer. I Libanon er der, efter krigen mellem Israel og Hizbullah og den langvarige konfrontation mellem Hariri-koallitionen og den Hizbullah-ledede opposition, endelig kommet en samlingsregering på plads. Men situationen er stadig højspændt, for Hizbullah vil ikke lade sig afvæbne og fastholder sin ret til såkaldt modstand mod Israel. Indtil nu har den Hariri-ledede koallition tilsyneladende accepteret Hizbullahs særstatus som en stat i staten.alt i mens har Saudi-Arabien og Syrien nu indgået en stiltiende aftale om de facto at lægge Hariri-tribunalets undersøgelser på køl. Men små forskydninger enten i magtbalancerne i Libanons skrøbelige konfessionelle system, eller i de regionale magtkonstellationer mellem Israel, Iran, Syrien og Saudi-Arabien kan igen antænde nye konfrontationer eller egentlige stedfortræderkrige. Palæstinenserne er også stadig delt i to. Efter Hamas valgsejr og efterfølgende kampe mellem Fatah og Hamas i Gaza flygtede præsident Abbas og Fatahs lederskab over hals og hoved til Vestbredden. Fra sit hovedkvarter i Ramallah har Abbas de sidste to år skiftevis forhandlet med Israel om en mulig fredsløsning, forstærket sine sikkerhedsstyrker med amerikansk og israelsk hjælp, og med egyptisk mellemkomst forhandlet med Hamas lederskab om en endnu en samlingsregering. Men ingen af strategierne har vist sig at bære frugt. De seneste forhandlinger med den nye Netanyahu regering strandede før de overhovedet kom i gang på grund af bosættelsesspørgsmålet, Abbas står svagere end nogensinde og truer skiftevis med at holde valg og gå af, Demonstration i forbindelse med valg i Libanon IPMONOPOLET NR 8 TEMA 18

19 og Hamas er stadig internationalt isoleret og forskanset i Gaza, men nyder til gengæld masser af regional støtte og opbakning fra Syrien, Iran, Qatar og store dele af de arabiske befolkninger. Irak og valget til marts I Irak har de seneste seks måneders nye voldsomme bombeangreb mod regeringskontorer og hoteller i Baghdad igen skabt usikkerhed om, hvorvidt Irak er klar til parlamentsvalget til marts -og ikke mindst til den amerikanske troppetilbagetrækning til august. Den irakiske stat og al-maliki regeringen er stadig svag, Militia og al-qaida grupperinger huserer fortsat, og der Men små forskydninger enten i magtbalancerne i Libanons skrøbelige konfessionelle system, eller i de regionale magtkonstellationer mellem Israel, Iran, Syrien og Saudi-Arabien kan igen antænde nye konfrontationer eller egentlige stedfortræderkrige er stadig store sekteriske spændinger mellem kurdere, sunnier og shiiter. Op til valget i marts vil vi formentlig se endnu flere bombeangreb, og efter valget vil de forskellige grupperinger i parlamentet sandsynligvis skulle forhandle i månedsvis om regeringsdannelsen. I dette magtvakuum vil USA efter planen skulle trække de amerikanske kamptropper tilbage, og mange frygter med rette, at det kan udløse en ny voldsspiral i Irak. Yemen I Yemen står vi også med en svag stat, der er ved at opløses i borgerkrig og udefrakommende magters indblanding. I nord kæmper central regeringen mod de shiitiske Houti-stammer, i syd forsøger separatist bevægelsen at løsrive sig, og på grænsen til Saudi-Arabien har al-qaida fået et solidt fodfæste. USA er nu involveret i særlige efteretnings- og specialmissioner i Yemen for at bekæmpe al-qaida, og Saudi-Arabien og Iran udkæmper allerede deres egen private stedfortræderkrig i landet. Samtidig er Yemen Mellemøstens fattigste land, og en foretrukken destination for somaliske flygtninge, som ligeledes er flygtet fra en sammenbrudt og fejlslagen stat. Også i de kommende år vil Yemen derfor med stor sandsynlighed være kilde til regional ustabilitet og rivaliseringer. Ligesom i Irak, Libanon, og Gaza, vil de svage eller ikkeeksisterende statsstrukturer tiltrække terrorgrupper, våben og regionale magter, der på sin side vil udkæmpe deres egne rivaliseringer per stedfortræder. Den tabte tro på de store projekter Mens Mellemøsten sammenlignet med 1990erne er blevet mere ustabil og konfliktpræget, er USA s magt og indflydelse i regionen tilsvarende svundet. Efter den Kolde Krigs afslutning bakkede alle stater selv Syrien en kort overgang op om USA, og der var en udbredt tro i Vesten på mulighederne for et såkaldt Nyt Mellemøsten. Med Madrid- og Oslo processen forsøgte USA og Europa at skabe nye multilaterale sikkerhedsstrukturer og en omfattende arabisk-israelsk fred, alt i mens økonomisk liberalisering per automatik skulle bringe politisk liberalisering med sig i de ellers repressive arabiske regimer. I dag er alle disse forsøg på at skabe et Nyt Mellemøsten kuldsejlede, og både USA og Europa har tilsyneladende tabt troen på de store liberalistiske projekter. Obama har som bekendt opgivet George W Bushs demokratiseringsplaner, mens EU har opgivet den såkaldte Barcelona Proces. I stedet satser Obama administrationen nu mere pragmatisk på dialog med den muslimske verden, ligesom EU satser på den såkaldte Middelhavsunion, hvor de lande der har lyst, kan samarbejde om tekniske spørgsmål, såsom havne, motorveje eller bevarelse af kulturskatte. IPMONOPOLET NR 8 TEMA 19

20 USA s vigende magt USA har ikke bare haft svært ved at gennemføre de store projekter om demokrati og økonomisk liberalisering, men også ved at få sine udenrigspolitiske prioriteringer og politikker igennem. Når det gælder Iran har hverken Bushs eller Obamas forskellige strategier fået det iranske præstestyre til at skrinlægge sit berigelsesprogram, Israel-Palæstina konflikten er ikke nærmere en løsning på trods af, at Obama gjorde fred til en førsteprioritet i Mellemøsten og USA s troværdighed og respekt i den muslimske verden er igen på retur, efter Obama har forsat krigen mod terror, udskudt lukningen af Guantanomo og opgivet kravet om fastfrysning af bosættelserne overfor Israel. USA har også svært ved at holde på ellers tidligere trofaste allierede. I modsætning til 1990erne, kan USA ikke længere henregne Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien som sikre klientstater og allierede. De tre stater ser i stigende grad en interesse i at spille på flere heste, og går gerne imod den amerikanske linie, hvad enten det handler om Irak-krigen, Hamas, Hizbullah eller al-jazeera. USA s vigende magt gør det også sværere at skaffe nye allierede. Obama administrationen har længe forsøgt at få Syrien til at udskifte sin alliance med Iran, Hizbullah og Hamas for en amerikansk ditto. Men Syrien tør tilsyneladende ikke at springe fra alliancen med Iran, før regimet er sikker på, hvordan det regionale magtspil falder ud, og om USA er i stand til at belønne dem for deres skift. Større regional autonomi USA svindende position som Mellemøstens supermagt, betyder imidlertid ikke at Kina, Rusland eller EU er på vej til at overtag den rolle i Mellemøsten. Snarere betyder det, at regionale aktører har fået større manøvrerum, og i stigende grad sætter den sikkerhedspolitiske dagsorden. I dag er det således ikke mindst lokale aktører som Hamas, Hizbullah og Det muslimske Broderskab som sammen med nye arabiske medier (al- Jazeera, twitter og blogs) og regionale magter som Iran Mellemøsten er traditionelt blevet karakteriseret som en af de mest penetrerede regioner i verden, hvor kolonimagterne og senere Soviet Unionen og USA har udkæmpet utallige stedfortræderkrige, orkestreret kupforsøg og folkelig opstande, og i det hele taget forfulgt deres egne snævre dagsordener og Israel, der sætter den sikkerhedspolitiske dagorden. Når det gælder regional konfliktløsning og diplomati, må USA i stigende grad se sig slået af lokale magter. I Libanon var det eksempelvis Qatar, som forhandlede en løsning på plads på den langvarige regeringskrise mellem Hariri-koalitionen og den Hizbullah-ledede opposition. Når det gælder den interne palæstinensiske splittelse, er det egypterne, der forsøger at få Hamas og Fatah til at indgå i en samlingsregering, og det var Tyrkiet, som sørgede for hemmelig mægling mellem israelerne og syrerne. Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet og Egypten skiftes på mange måder i dag til at udfylde det diplomatiske magttomrum, som USA ikke længere kan udfylde alene. Gode nyheder for Mellemøstens selvstændighed? Er det så ikke i virkeligheden gode nyheder for Mellemøsten? Mellemøsten er traditionelt blevet karakteriseret som en af de mest penetrerede regioner i verden, hvor kolonimagterne og senere Soviet Unionen og USA har udkæmpet utallige stedfortræderkrige, orkestreret kupforsøg og folkelig opstande, og i det hele taget forfulgt deres egne snævre dagsordener. Med en vigende amerikansk magt får Mellemøsten så ikke endelig større mulighed for selv at skabe lokale konfliktløsninger og mere fredelige relationer, der ikke er dikteret og styret udefra? Effektivt regionalt diplomati og varig konfliktløsning kræver imidlertid stærke regionale institutioner og/ eller noget nær hegemonisk magt hos en af staterne i IPMONOPOLET NR 8 TEMA 20