MARTIN CHRISTENSENSVEJ 1 FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R MARTIN CHRISTENSENSVEJ 1 FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Nanna Secher Larsen Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Martin Christensensvej 1, 6720 Fanø Betegnelse: Martin Christensensvej 1 Fredningsår: 1971 Omfang: Forhuset (sidste halvdel af tallet). BYGNINGSBESKRIVELSE Martin Christensensvej 1 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Foran bygningen er et bredt bælte af marksten. Bagved er der en lille have med græsplæne og parkeringsplads ud mod baggaden. Stuehuset er et ni fag langt, enetages længehus opført delvis i grundmur og delvis i bindingsværk. Husets hviler på en sortmalet sokkel og taget er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. Der sidder en kvist i den sydlige tagflade med et halvbuet, radiært opsprosset vindue. Bygningen er grundmuret på den synlige langside og gavlene, her er murværket skuret og rødmalet, med en hvidkalket hovedgesims øverst, mens den nordlige langside er udført i blåt opstolpet bindingsværk med pudset og rødkalket murværk imellem. Hoveddøren er en ældre blåmalet fyldingsdør med et dekorativt udformet vindue øverst og hvidestafferinger. På nordsiden sidder en nyere grønmalet fyldingsdør med hvide stafferinger og et dekorativt opsprosset vindue i øverst. Bygningen har både ældre og nyere torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, i den østlige gavl sidder der tillige en blåmalet luge og to små diagonalstillede vinduer og tre dekorativt udformede murankre. Alle vinduerne er hvidmalede med blåmalede karme. På nordsiden sidder endvidere et blændet, blåmalet støbejernsvindue lige over soklen midtfor langsiden. Hoveddøren med fint forarbejdet overvindue. I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuerne ligger fortrinsvis placeret mod syd, dog udformet som en gennemlyst vinkelstue i den østlige ende, mens køkken, baggang og bad ligger mod nord. Overfladerne er både ældre, nyere og nyere traditionelt udførte, herunder fliser, trægulve, lamineret træ, malede gipsplader på loftet mellem synlige, inddækkede bjælker, der bæres af indvendige kopbånd. Interiøret har både ældre og nyere traditionelt udførte fyldings- og revledøre med ældre beslagværk samt brystningspaneler. De ældre vinduer har ældre anverfere og

3 3 stormkroge og heraf har flere af sprosserne det for Nordby karakteristiske profil bestående af en kvartstaf og en platte. Fra baggangen er der via en ældre trappe adgang til loftetagen, der i nyere tid er indrettet med et trapperum og et gavlværelse mod vest. Hanebåndene er hævet helt op til kip og skråvæggene er beklædt med bemalede trælister. Den østlige del af loftet fremstår uudnyttet. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i mistede Fanø hovedparten af flåden. Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv. Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget

4 4 tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho. Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue. De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme. Grunden hvor Martin Christensensvej 1 ligger i dag var allerede tilbage i 1828 med et otte fag langt bindingsværkdhus. I 1859 var det udvidet til ni fag md en grundmuret østgavl og på dette tidspunkt var der beboelse i den østlige del og stald i den vestlige del. Martin Christensensvej 1 er siden ombygget i 1976 og KILDER Huse i Nordby på Fanø. Udarbejdet af Hansa Larsen. Udgivet af Fanø Kommune og Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er

5 5 murværkets skurede og malede facade samt den hvide hovedgesims. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at stolperne fra husets tid i bindingsværk er synlige på den nordlige langside, hvilket vidner om de ombygninger huset har været igennem siden opførelsen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele bygningens ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset med stuerne traditionelt beliggende mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken, bryggers og baggang ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen mange ældre og nyere traditionelt udførte egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder brystningspaneler, fyldings- og revledøre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, vinduernes sprosser og anverfere der har kulturhistorisk værdi. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring tagkvisten. Placeringen af vinduernes overkant nær gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der har stort set ubrudte tagflader. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvid- og grønmalede vinduer, dørens stafferinger og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til interiøret, der præges af snedkerdetaljerne på fyldingsdøre, brystningspaneler og vinduer, hvilket giver rummene en varm og rolig atmosfære. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER

6 6 De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop med skurede og malede mure og det stråtækte heltags næsten ubrudte tagflader, tagets mønning af tørv, skorstenspiben i rygningen samt tagkvisten. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre og vinduer med alle detaljer, herunder anverfere og stormkroge. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning med placeringen af frangel, stuer og køkken. Hertil kommer de ældre og nyere traditionelle bygningsdele og detaljer, herunder bræddegulve, det synlige, inddækkede bjælkelag, fyldings- og revledøre med gerichter og beslagværk samt den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.