F R E D N I N G S V Æ R D I E R

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R ØSTER LAND FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Jannie Rosenberg Bendsen Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Øster Land 13-15, 6720 Fanø Betegnelse: Øster Land Fredningsår: 1950 Omfang: Stuehusets fem midterste fag samt nabostuehuset (tidl. Øster Land 13) på to fag (begge før 1805). BYGNINGSBESKRIVELSE Øster Land ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger. Ejendommen er en del af et stuehus, der ligeledes rummer Øster Land 17. Øster Land består af stuehusets syv fag, hvoraf de to vestligste tidligere udgjorde Øster Land 13. Bygningen er et syv fag langt grundmuret længehus i én etage. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen samt en tagkvist i nordsiden. Murene fremstår gulkalkede med en hvidkalket gesims og sortmalet sokkel. Den øverste del af den vestlige gavl er beklædt med lodretstillede brædder. Over den vestligste dør i nordsiden er en trekantet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf. I arkengafen sidder en ældre, tofløjet revleluge. Hoveddøren er en ældre to-fløjet fyldingsdør. Både dør og luge er grønmalede, døren ligeledes med hvide stafferinger. I nordsiden sidder herudover en ældre revledør med et hvidmalet vindue. På sydsiden ses en ældre, grønmalet halvdør. Bygningen har både ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne er markeret med trefarvet stik og kalket sålbænk. I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel. Den vestlige del udgøres i dag af et rum med åbent til kip, der har fungeret som atelier. I den midterste del er stue og værelse placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Loftetagen er delvist indrettet med værelser. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder stenfliser og trægulve. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder brystningspaneler, revleog fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, indbyggede skabe samt de karakteristiske, hollandske fliser på ydervæggene.

3 3 BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø blev et af Danmarks største søfartscentre. Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte

4 4 med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990 erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver. Øster Land blev sammen med Øster Land 17, der udgør en bygning, opført engang før 1805, hvor det blev brandtakseret første gang. På dette tidspunkt bestod det af elleve fag af bindingsværk med blyindfattede ruder. De vestligste otte fag blev anvendt til beboelse. De øvrige tre fag blev anvendt til stald og lo. I 1851 blev de tre østligste fag frasolgt, pillemuret og indrettet til beboelse. På dette tidspunkt var huset et fag mindre end ved opførelsen. I 1883 blev den østlige ende udvidet mod øst med to fag og kom dermed op på de nuværende tolv fag. Den vestre del af huset blev i 1853 opdelt i to selvstændige boliger, hvoraf de fem midterste fag udgjorde en lejlighed og de to vestligste den sidste. Omkring 1868 blev de to vestlige fag grundmuret, hvor en enkelt stolpe fra bindingsværket blev bevaret. Det vides ikke, hvornår de fem midterste fag blev grundmuret. I dag er ejendommen opdelt i to matrikler, hvoraf Øster Land udgøres af de syv vestligste fag og Øster Land 17 de øvrige fag. KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen 1980.

5 5 MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi ved Øster Land knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest. Den indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Bybilledet er præget af de mange karakteristiske grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene, og som har stor miljømæssig værdi. Hertil kommer de bevarede pigstensbelægninger omkring bygningerne, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets skurede og malede facade, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over døren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er en også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne på traditionel fanøvis har hvidkalkede sålbænke og trefarvede stik. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene og i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengafen og tagkvisten.

6 6 Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der stort set har ubrudte tagflader. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, de grønmalede døre og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve og skillevægge er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop med skurede og malede mure, bræddebeklædte gavle og stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre, luger og vinduer med alle detaljer, herunder anverfere og stormkroge. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning med den stadige aflæselige, traditionelle opdeling af bolig og rummet med åbent til kip samt placeringen af frangel, stuer og køkken. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning med enkle materialer og boligens detaljerige interiører, herunder bræddegulve, sten- og vægfliser, indbyggede skabe, fyldingsdøre med beslag og låse samt den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Det anbefales, at ydermurenes farve og stik afstemmes med Øster Land 17, så stuehuset fremstår som en helhed.