KROPLADSEN 2 FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R KROPLADSEN 2 FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Kropladsen 2, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Kropladsen 2 Fredningsår: 1985 Omfang: Det syvfags hus (før 1740) BYGNINGSBESKRIVELSE Bygningen ligger centralt i landsbyen Sønderho på Fanø, mellem øvrige lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit mod vejen. Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, af røde sten, hvor facaden og vestgavlen er pudsede og facaden efterfølgende er kalket lyseblå. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder og i østgavlen findes murankre udført som bogstaver. Den vestlige del af bygningen er lidt bredere end den østlige del, hvilket ses på nordsiden, hvor murværket er skåret skråt. Hele vejen rundt løber langs taget en hvidmalet, muret gesims. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses en skorstenspibe. Over hoveddøren i sydsiden ses en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff. Hoveddøren er en ældre, tofløjet fyldingsdør, og over denne ses en ældre revleluge. Både dør og luge er malet mørkegrønne med hvidmalede stafferinger. I havesiden ses en ældre, rødmalet og todelt revledør med kraftige beslag. Bygningen har ældre, hvidmalede, torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt hvidt påmalet stik og sålbænk. I østgavlen ses to etrammede vinduer og på havesiden et støbejernsvindue. Over havesidens østligste fag ses en mindre halvtagsbygning med paptag. I det indre er bevaret en ældre grundplan med en lille forstue, som lokalt kaldes en frangel. Mod vest er der mod syd en stue og mod nord et værelse og et ældre køkken med fadebur. Øst for frangelen er endnu et værelse og et nyere badeværelse. I hele bygningen er bevaret et ældre interiør med trægulve, enkelte bræddestillevægge, bræddelofter mellem synlige bjælker og fyldingsdøre med gerichter. Tillige er der i køkken og i stuen bevarede fliser på ydervæggen, tværvæggen samt bagved et ældre støbejernskomfur i køkkenet og en ældre bilæggerovn i stuen. Foran bilæggerovnen ses tillige ældre ølandssten. I stuen er bag alkovelåger, eller som det kaldes lokalt tætsengslåger, er en nyere trappe op til tagetagen. Denne er indrettet

3 3 som et stort rum, med åbent til kip, gipsskråvægge og synlige hanebånd. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der som hollandsk, frisisk påvirkning i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

4 4 De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Denne bygning blev første gang brandtakseret i 1829 som et syv fags bygning med skalmur. De fem vestlige fag indeholdt da stue, kamre, forstue og køkken, mens de to østlige fag var indrettet til lo, kostald og foderrum. I 1860 blev bygningens vestlige del udvidet mod nord til den nuværende dybde. KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen Fanø Bebyggelse og landskaber, af H. Meesenburg, J. Termansen, S. Tougaard og P. Uhd Jepsen, BYGD MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår

5 5 dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer det brede bånd af pigsten langs sydsiden, der bidrager til opfattelsen af det traditionelle landlige miljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de blanke røde mure, der her ses på havesiden og østgavlen, den hvide hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i rød, blank mur. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne er af den ældre type, hvor rammerne er småtopsprossede, samt at der under vinduerne er den karakteristiske påmalede hvide sålbænk ligesom det hvidmalede stik, der tangerer gesimsen. At facaden er pudset og malet, vidner om udviklingen i 1800-tallet, hvor dette mere almindeligt, ligesom den tofløjede hoveddør med udskæringer og stafferinger blev almindelig i denne periode. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren og de mindre vinduer, der sammen med lugerne i arkengafen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og det, der tidligere var stald og lo i den anden ende. Den tidligere stald aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken og fadebur ligger køligt mod nord, hvor der traditionelt tillige er en stue, nu anvendt som soveværelse. Den enkle indretning af køkkenet og det store støbejernskomfur styrker tillige opfattelsen af den bevarede grundplan og bygningens opdeling af funktioner. Hertil kommer det velbevaret interiør med mange ældre døre med gerichter, bukkehornsbeslag og klinkefald samt malede motiver på

6 6 enkelte fyldinger og vægstykker. Endvidere er der stor værdi i de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser, der er et helt særligt træk i Sønderho, der oprindeligt var en by med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengafen. Placeringen af vinduernes stik lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og særlig dekorativ. Hertil kommer de mange bemalinger, der fremhæver detaljer omkring fyldingsdøre og låger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop med murværk, der dels fremstår i blank, rød mur og dels pudset. Til de bræddebeklædte gavle, murankre og stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspibe i rygningen. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre, luger og vinduer med alle detaljer. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning med frangel og opdeling med stue mod syd og køkken med fadebur mod nord, samt den traditionelle materialeholdning, der afspejler forskellen mellem den oprindelige bolig og den tidligere stald. Hertil kommer de bevarede overflader, herunder bræddegulve,

7 7 ølandssten foran bilæggerovnen, bræddeskillevægge og bræddelofter med synlige bjælker. Endvidere til de bevarede bygningsdetaljer som vægfliser, døre med beslag og låse, vinduer med anverfere og stormkroge samt bilæggerovn og støbejernskomfur. ANBEFALINGER Ingen angivet.