DIGEVEJ 23 FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R DIGEVEJ 23 FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Digevej 23, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Digevej 23 Fredningsår: 1950 Omfang: Stuehuset på otte fag (før 1819). BYGNINGSBESKRIVELSE Bygningen ligger på Fanø i landsbyen Sønderho i det åbne landskab, der mod Vesterhavet afgrænses af græsklædte diger. Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage. Murene fremstår i rød, blank mur, der afsluttes af en rødmalet tagrem og en hvidmalet, muret gesims. Gavltrekanterne er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv, og i rygningen ses en skorstenspibe. I nordsiden, over hoveddøren findes en mindre, rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff. Hoveddøren er en ældre fyldingsdør med ruder i den øverste del, og i arkengaffen er en ældre revleluge med overvindue. I sydsiden er ligeledes en ældre fyldingsdør, denne er rundbuet og har en større rude i den øverste del. Over døren er et rundbuet stik. I østgavlen ses en nyere, todelt revledør. Alle døre og lugen i arkengaffen er malet mørkegrønne med hvidmalede sprosser. Bygningen har delvist ældre, delvist nyere, torammede vinduer, der alle er hvidmalede med småtopsprossede ruder og på muren under vinduerne er påmalede hvide sålbænke. I det indre er en ældre grundplan delvist bevaret, hvor en forstue, der lokalt kaldes en frangel, deler bygningen op i to dele. Mod vest ligger en stor vinterstue, sønder donsk, og en mindre stue, kaldet stow mod syd, mens der mod nord er en sommerstue, nordre donsk og et forrammekøkken. Den østlige del af bygningen er indrettet med nyere badeværelse og et soveværelse. Fra frangelen er en nyere trappe op til tagetagen, der har en stor repos og et værelse i hver gavl. I alle rum er nye gulve, herunder klinkegulve i frangel, køkken og badeværelse, mens de øvrige rum har bræddegulve. Rummene opdeles af træskillevægge og lofterne udgøres af brædder mellem ældre, kraftige bjælker. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, døre fra en tidligere alkove, på Fanø kaldet en tætseng, samt brystningspaneler og ældre, hollandske fliser på stuernes ydervægge, bag ved både brandovnen i søndre donsk og bagved komfuret i køkkenet.

3 3 BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode, grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter stagnerede øens vækst. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø blev et af Danmarks største søfartscentre. Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, også selvom man skulle male på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Vinduerne fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig

4 4 meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med et kvadratisk, diagonaltstillet vindue eller et rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Den præcise opførelse af bygningen på Digevej 23 vides ikke med sikkerhed, men den første brandtaksation er fra 1819, hvor bygningen beskrives som en bindingsværksbygning i 10 fag. De seks vestlige fag var indrettet med to stuer, et kammer og et køkken med bageovn og ildsted. Gulvene var alle af fyrretræsbrædder og alle døre var rammedøre med klinkefald, væggene var dekoreret med fliser og malede paneler. I de fire østlige fag var der indrettet lo, stald og foderrum. I 1852 blev bygningen forkortet med et fag og opdelt i tre boliger. De to vestlige fag var forsat i bindingsværk, mens resten af bygningen havde fået pillemur. I det indre opdelte træskillevægge længen i en bolig i de to vestlige fag, en bolig i de fire midterste fag og en bolig i de tre østlige fag, der dog sandsynligvis fortsatte som stald. Bygningen blev senere forkortet med endnu et fag fra vest, dette skete sandsynligvis i begyndelsen af 1900-tallet. Da bygningen i 1980 blev registreret, fremstod vinduerne grønmalede med hvide sprosser og murfalse. Tillige var der over vinduerne, på remmen, malet det klassiske Sønderho-stik. Der var på dette tidspunkt ligeledes murankre i vestgavlen med initialerne NC KC. KILDER Gamle Huse i Sønderho, Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen, Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen, 1980.

5 5 Fanø Bebyggelse og landskaber, af H. Meesenburg, J.Termansen, S.Tougaard og P.Uhd Jepsen, BYGD MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i udkanten af Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger, beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene, dog uden at de åbne byrum brydes. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet sokkel og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at bygningen har bevarede bygningsdetaljer, der stammer fra de ældre traditioner på Fanø, herunder de småtopsprossede vinduer med de karakteristiske, påmalede, hvide sålbænke samt de grønmalede døre, hvoraf døren i sydsiden har det oprindelige rundbuede stik. Hertil kommer sporene i murværket efter det tidligere bindingsværk, der vidner om den oprindelige konstruktion og om, at man i tallet fik bedre adgang til mursten og derefter omsatte murene. Hoveddørens udførelse med to ruder og diagonale sprosser er tillige et stilmæssigt træk, der afspejler tendensen i 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til fortællingen om tidligere lo og stald med foderrum mod øst. Dette kan aflæses ved skorstenens placering i den vestlige del af bygningen, hvor der var beboelse, ved nordsidens lukkede karakter med færre og mindre vinduer samt ved stalddørens placering i østgavlen. Lugen i arkengaffen har tidligere givet mulighed for at læsse hø op på loftet. Tilsammen vidner disse bygningsmæssige træk om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen.

6 6 I det indre er det tillige muligt, på grund af materialeholdningen og bygningsdetaljerne, at aflæse bygningens tidligere opdeling. Den østlige del er mere spartansk uden udsmykninger, mens den vestlige del fremtræder med de for Fanø meget karakteristiske flisedekorerede vægge, bemalede fyldingsdøre og tidligere tætsengsdøre med svungen overkant. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig særligt til vægfliserne, der er en vigtig fortælling om Fanøs tradition for sejlads og kontakt med udlandet. Fliserne i køkkenet vidner tillige om den oprindelige placering af det tidligere støbejernskomfur. Under vinduerne, langs med vinduespladerne er bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, og denne afspejler, hvordan man tidligere har løst problematikken med kondensvand fra de kolde ydervægge. Hertil kommer den velbevarede, traditionelle planløsning mod vest, hvor man fra køkkenet har adgang til henholdsvis nordre donsk, og søndre donsk samt herimellem den lille stow. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under tagremmen underbygger opfattelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Særligt vinduernes påmalede sålbænke, påmalet stik over døren i gavlen, hvidmalede sprosser i de mørkegrønne døre samt skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og de efterfølgende kontrastfulde bemalinger i stærke farver. Det enkle forrammekøkken indskriver sig naturligt i interiøret. Helheden fuldendes af de mange bevarede fyldingsdøre med klinkefald og kraftige beslag samt genanvendelsen af tætsengsdøre og de ældre vinduer med bevarede anverfer og stormkroge.

7 7 BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop med murværk i blank, rød mur, bræddebeklædte gavltrekanter og stråtækket, ubrudt heltag med mønning af tørv og en skorstenspibe i rygningen. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre og vinduer med alle detaljer samt arkengaffen og dennes luge. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning samt til de mange vægfliser, der pryder stuerne i den vestlige del af bygningen. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning, herunder bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter med synlige bjælker. Endvidere kommer bygningsdetaljer som paneler, fyldingsdøre med gerichter, beslag, greb og klinkefald samt vinduernes anverfere og stormkroge. ANBEFALINGER Det anbefales, at stikkene over vinduerne igen males på remmen, og at skorstenspibens hvidtning af sokkel og krave trækkes op, således at disse egnskarakteristiske træk atter fremstår tydeligt. I det indre anbefales det, at der findes en anden løsning til udsuget i køkkenet, da den nuværende installation er meget fremmed for bygningens øvrige, bevarede interiør.