KROGÅRDEN FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R KROGÅRDEN FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Kropladsen 11, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Krogården Fredningsår: 1945 Omfang: Krobygningen på 14 fag (1722, udvidet 1744 og 1793). BYGNINGSBESKRIVELSE Krogården ligger på Fanø i landsbyen Sønderho, placeret mellem øvrige lignende længebygninger. Grunden afgrænses af græsklædte diger og mod syd af en række høje træer. Kroen er en 14 fag lang længebygning med flere udskud samt med en kort tilbygning vinkelret ud for nordsidens østligste fag. Krobygningen er grundmuret bortset fra en del af nordsiden og den korte tilbygning, der fremstår med en rødmalet bindingsværkskonstruktion med tavl, der ligesom resten af bygningen står i blank, rød mur over en delvist synlig sortmalet sokkel. Murene afsluttes af et sugfjæl, der på sydsiden er grønmalet og på nordsiden er rødmalet. Alle overgavle er beklædt med lodretstillede, rødmalede brædder. Taget er udført som et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses tre skorstenspiber med sokkel og takket krave. I den sydlige tagflade ses en høj frontkvist over de tre midterste fag, og på hver side af denne er tillige en stråtagskvist. Frontkvistens øverste del er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. Under frontkvisten ses en ældre, grønmalet, tofløjet og kurvehanksbuet hoveddør med røde og hvide stafferinger. I nordsiden er tillige en ældre, grønmalet fyldingsdør og i østgavlen en ældre, todelt revledør. Bygningen har ældre, torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt påmalede hvide sålbænke og hvidmalede murfalse. Vinduernes karme er malet grønne, mens rammer og sprosser er malet hvide. Sydsiden med den brede frontkvist. I det indre er bevaret en ældre grundplan. Mod syd er en forstue, som lokalt kaldes en frangel, samt en række krostuer, mens der mod nord er et nyere industrikøkken, en nedgravet vinkælder og en trappe op til tagetagen. I krostuerne er overfladerne hovedsagligt ældre, herunder bræddegulve, ølandsstengulve, bræddeskillevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder bræddepaneler, indbyggede skabe, fyldingsdøre med originale gerichter, beslag, låse og greb samt bemalede ældre fliser på ydervæggene, tværvægge og bag ved en

3 3 ældre kakkelovn. I tagetagen er indrettet hotelværelser i frontkvist og gavle. Alle overflader i det store køkken er nye. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Nordsiden med kort tilbygning. Her ses resterne af bindingsværket. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der dog ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige, og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer og hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby

4 4 derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Krogården nævnes som en nyopført bygning på tolv fag i et fæstebrev fra I 1744 beskrives bygningen dog som værende på tretten fag og i 1793, ved den første brandtaksation, nævnes bygningen så med fjorten fag og en kort vinkeludbygning med nord på en og et halvt fag. I en brandtaksation fra 1818 beskrives at sydsiden er grundmuret, mens resten af bygningen er af bindingsværk og at bygningen har engelske vinduer. Tillige er interiøret beskrevet som værende opdelt med stuer, kamre og køkken i de syv østlige fag, mens de syv vestlige fag er indrettet med to kamre, en forstue og et bryggers. Vinkeludbygningen mod nord indeholder et gæstekammer og en forstue. Der er på dette tidspunkt rammedøre med indstukne låse og bræddegulv, dog med stengulv i køkkenet. En af de traditionelle skorstenspiber. I en brandtaksation fra 1833 beskrives at vestgavlen tillige er grundmuret i den nederste del og herover er bræddebeklædt. I en brandtaksation fra 1849 registreres at husdybden på stuehusets tre vestre fag er mindre end på de øvrige, hvilket sandsynligvis betyder at udvidelsen af bygningen i bredden er sket i denne periode. Indretningen i 1849 er følgende: syv værelser, hvoraf fire er, panelerede, malede og betrukne, tre kamre, to forstuer, køkken, butik, bryggers, pakkammer eller brændevinskammer samt en sovesal på loftet. Fra 1820 til 1890 blev der i bygningen drevet købmandshandel. I dag er bygningen indrettet til kro, dog er værelserne i stueetagen nu nedlagt, og disse er flyttet ud i nyere nabobygninger.

5 5 KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø Kommune og Fredningsstyrelsen Fanø Bebyggelse og landskaber, af H. Meesenburg, J.Termansen, S.Tougaard og P.Uhd Jepsen, BYGD MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til Krogårdens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Krogården er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene, dog uden at det åbne byrum brydes. Gavlenes vindskeder afsluttes med udskæringer. Hertil kommer den ældre belægning foran hoveddøre samt bevarede pigstenskanter langs med bygningen og det pigstensbelagte gårdrum mod nord, der tilsammen styrker atmosfære omkring kroen og det traditionelle landsbymiljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til kroens fremtræden med de mange bygningsmæssige træk, der er så kendetegnende for Fanø. Et gennemgående træk er blandt andet murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide bygningsdetaljer og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at tagfladerne er stråtækkede med mønning af tørv og at skorstenspiber helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typiske ældre todelte farveholdning med hvide rammer og grønne karme samt hvide murfalse og påmalede sålbænke. Hertil kommer at nordsidens bevarede bindingsværk og den bevarede tagrem vidner om at bygningen tidligere var opført i bindingsværk. Selvom bygningen indskriver sig i den almene og typiske bygningskultur på Fanø, er der stadig bygningsmæssige detaljer som Et for Fanø typisk udformet vindue, med den karakteristiske farveholdning.

6 6 tydeligt får bygningen til at træde frem og markere sig som mere end bare et beboelseshus, men derimod en kro. Dette gælder især bygningens størrelse, den brede frontgavl og ikke mindst den lange række af vinduer og den brede og rigt dekorerede hoveddør. At bygningen er opført som kro og stadig fungerer som dette aflæses endvidere i den bevarede grundplan med den relativt store forstue og de mange stuer, der ligger ud til ankomstvejen, mens køkkenet og vinkælderen ligger mere gemt væk mod den lukkede gård mod nord, mens værelserne er placeret i tagetagen. Krostuerne fremstår med en utrolig høj autenticitet grundet det helstøbte og velbevarede interiør. De mange bevarede overflader og bygningsdetaljer vidner om tallets traditionelle bygningsstil, herunder brede enfyldingsdøre med kraftigt profilerede gerichter og bræddelofter mellem synlige bjælker, bræddegulve samt ølandssten i forstuen. Samtidig er der mange detaljer som er typiske for Fanø. Dette gælder især de kontrastfulde og kraftige farver, der er anvendt på alt træværk samt anvendelsen af brystningspaneler og gennemgående vindueskarme samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bagved de ældre bilæggerovne. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, hvor den brede frontkvist tydeligt markerer sig på facaden, og hermed skaber et naturligt midtpunkt på facaden. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke, hoveddørens dekorative fyldinger og slagliste samt skorstenspibernes hvide, takkede kraver giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem fra den røde mur på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, samt den skiftende branding fra mørke til helt lyse sten, der resulterer i en helt særlig og levende stoflighed. Hoveddøren i sydsiden.

7 7 I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både døre, paneler, skabslåger og alkovedøre. Detaljerne er ligesom så mange andre detaljer trukket op med stærke farver hvilket forstærker udtrykket. Endvidere tillægges stor værdi til de i alle rum bevarede synlige bjælker, der giver et traditionelt og markant udtryk til hvert rum samtidig med, at man let kan aflæse det overordnede traditionelle konstruktionsprincip. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop med murværk i blank, rød mur, bræddebeklædte gavle, murankre og stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre, luger og vinduer med alle detaljer. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning med frangel midt for med adgang til krostuerne mod syd. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning med mange detaljerige interiører, herunder bræddegulve og bræddelofter med synlige bjælker, paneler, vægfliser, døre med beslag og låse, vinduer med anverfere og stormkroge, indbyggede skabe samt den nedgravede vinkælder. Hoveddørens detaljer og ældre greb. ANBEFALINGER Det anbefales, at skorstenspibernes hvidtning af sokkel og krave trækkes op, således at det egnskarakteristiske træk igen fremstår tydeligt.