Flygtningekrise: Europa-Kommissionen griber beslutsomt ind - spørgsmål og svar

Transkript

1 Europa-Kommissionen - Faktaark Flygtningekrise: Europa-Kommissionen griber beslutsomt ind - spørgsmål og svar Strasbourg, den 9 september 2015 Hvad er den europæiske dagsorden for migration? Migration er én af denne Kommissions ti politiske prioriteter. Den europæiske dagsorden for migration videreudvikler de politiske retningslinjer, som er udstukket af Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, til skræddersyede initiativer, der skal Hvad er den europæiske dagsorden for migration? Migration er én af denne Kommissions ti politiske prioriteter. Den europæiske dagsorden for migration videreudvikler de politiske retningslinjer, som er udstukket af Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, til skræddersyede initiativer, der skal forbedre forvaltningen af alle aspekter af migration.dagsordenen, som blev vedtaget den 13. maj 2015, indeholder konkrete foranstaltninger til at håndtere den øjeblikkelige krise og redde liv til søs og strukturelle foranstaltninger til, hvordan der kan sættes ind på mellemlang og lang sigt. Europa-Kommissionen har hele tiden arbejdet for en koordineret europæisk tilgang til flygtninge og migration. Der blev vedtaget en første gennemførelsespakke om den europæiske dagsorden for migration den 27. maj, bl.a. et forslag om for første gang at gøre brug af artikel 78, stk. 3, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at flytte asylansøgere for at hjælpe Italien og Grækenland; en henstilling om genbosætning af personer, som befinder sig uden for EU; en handlingsplan om menneskesmugling og endelig ændringer af EU-budgettet, som er nødvendige for at styrke Triton- og Poseidon-operationerne til søs, således at man kan redde flere menneskeliv. Hvordan sikrer Kommissionen, at de fælles EU-regler gennemføres? Konsekvensen af at udvise solidaritet med medlemsstaterne i frontlinjen er, at alle må tage ansvar for at anvende de fælles EU-regler. Den europæiske dagsorden for migration bygger på et enkelt princip: migranter med behov for international beskyttelse skal have beskyttelse, og migranter uden ret til at opholde sig på EU's område skal sendes tilbage. Hvis den europæiske migrationspolitik skal gennemføres, er det vigtigt at alle medlemsstater fuldt ud gennemfører de fælles regler om asyl og ulovlig migration, som er fastlagt på EU-plan. Det fælles europæiske asylsystem bygger på fem forskellige retsakter (Dublinforordningen, direktivet om asylprocedurer, kvalifikationsdirektivet, direktivet om modtagelsesforhold og Eurodacreglerne om fingeraftryk). Det er alle nyere retsakter, hvoraf den ældste blev foreslået så sent som i 2008 og den seneste først trådte i kraft den 21. juli Kommissionen prioriterer en fuldstændig og konsekvent gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem højt og vil derfor nøje holde øje med, om reglerne håndhæves og om nødvendigt indlede traktatbrudssager. I de flytningsordninger, som Kommissionen foreslår, har en fuldstændig gennemførelse af EU-reglerne også høj prioritet. Kommissionen har allerede indledt 32 traktatbrudssager mod forskellige medlemsstater (se bilag), herunder mod medlemsstater i frontlinjen, om anvendelsen af disse meget nye regler. Der vil blive lagt særlig vægt på forpligtelsen til at optage fingeraftryk, forpligtelsen til at sikre de materielle modtagelsesforhold og forpligtelsen til systematisk at træffe og håndhæve afgørelser om tilbagesendelse. Kommissionen har i de seneste uger allerede indledt drøftelser med visse medlemsstater om overholdelsen af Eurodacforordningen, som kræver, at medlemsstaterne optager fingeraftryk og videregiver fingeraftryksoplysninger for alle ansøgere om international beskyttelse og alle tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, som pågribes i forbindelse med ulovlig passage af en medlemsstats ydre grænse, hvis de er mindst 14 år gamle. Sideløbende hermed vil den tage skridt til at sikre, at direktivet om modtagelsesforhold overholdes i en række medlemsstater. Det fælles europæiske asylsystem kan kun fungere, hvis alle medlemsstater

2 sørger for korrekte modtagelsesforhold. Som anført i den EU-handlingsplan om tilbagesendelse, der vedtages i dag, vil Kommissionen også indlede traktatbrudssager for at sikre, at tilbagesendelsesdirektivet overholdes fuldt ud, herunder forpligtelsen til at træffe og håndhæve afgørelser om tilbagesendelse. Hvad foreslår Kommissionen i dag? Den omfattende pakke, som Europa-Kommissionen fremlægger i dag, omfatter følgende konkrete foranstaltninger til, hvordan den aktuelle flygtningekrise kan håndteres, og hvordan fremtidige udfordringer kan gribes an: 1. Et forslag om en nødflytning af mennesker med et klart behov for beskyttelse fra Grækenland, Ungarn og Italien 2. En permanent flytningsordning for alle medlemsstater i krisesituationer 3. En fælles europæisk liste over sikre oprindelseslande 4. Etablering af en mere effektiv tilbagesendelsespolitik ved hjælp af en fælles tilbagesendelsesvejledning og en EU-handlingsplan for tilbagesendelse 5. En meddelelse om regler for offentlige indkøb i forbindelse med flygtningemodtagelsen 6. En meddelelse om håndtering af den eksterne dimension af flygtningekrisen 7. En nødtrustfond for Afrika 1) Et ekstraordinært forslag om at flytte flygtninge fra Italien, Grækenland og Ungarn Hvad er retsgrundlaget for forslaget om en nødflytning? Artikel 78, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter følgende: "Hvis en eller flere medlemsstater står over for en nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, kan Rådet på forslag af Kommissionen vedtage midlertidige foranstaltninger til fordel for den eller de berørte medlemsstater. Det træffer afgørelse efter høring af Europa- Parlamentet." Hvad er kriterierne for at gøre brug af artikel 78, stk. 3, i TEUF? Kriterierne for at gøre brug af artikel 78, stk. 3, i TEUF fremgår af traktaten: en eller flere medlemsstater skal stå over for en nødsituation i form af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere. Der kan gøres brug af artiklen under særlige omstændigheder, hvis asylsystemet i en medlemsstat ud fra klare og målbare indikatorer kan bringes i fare, fordi der ankommer et vedvarende højt antal flygtninge, især personer med behov for international beskyttelse, til dens område. Der skal således være tale om et meget alvorligt problem af hastende karakter, før der overhovedet kan blive tale om at gøre brug af artiklen. Hvor mange mennesker vil blive flyttet og efter hvilke kriterier? Hvor skal pengene komme fra? Kommissionen foreslår at flytte personer med et klart behov for international beskyttelse fra Italien (15 600), Grækenland (50 400) og Ungarn (54 000). Flytningen skal foretages efter en obligatorisk fordelingsnøgle baseret på objektive og kvantificerbare kriterier (40 % af befolkningens størrelse, 40 % af BNP, 10 % af det gennemsnitlige antal hidtidige asylansøgninger og 10 % af ledighedsprocenten). Den gælder nationaliteter, for hvilke anerkendelsesprocenten i gennemsnit i hele EU er på 75 % eller derover[1]. Dette antal skal lægges oven i Kommissionens forslag fra maj om at flytte mennesker med et klart behov for international beskyttelse fra Italien og Grækenland til andre EU-medlemsstater, hvilket bringer det samlede antal personer, der foreslås flyttet, op på Der vil på EU-budgettet blive afsat øremærkede midler på 780 mio. EUR til ordningen. De medlemsstater, der modtager migranter, får EUR pr. person, herunder en forfinansiering på 50 %, som skal sikre, at de nationale myndigheder har midlerne til at handle meget hurtigt. Italien, Grækenland og Ungarn får 500 EUR pr. person, der flyttes, til dækning af transportomkostninger. Skal alle medlemsstater deltage? Det Forenede Kongerige og Irland har ifølge traktaten en tilvalgsordning, hvor de kan vælge at deltage, hvis de ønsker det, mens Danmark har en fravalgsordning uden mulighed for at deltage. Kommissionens forslag fastsætter en fordelingsnøgle, der er obligatorisk for alle medlemsstater. Hvis en medlemsstat - af berettigede og objektive årsager, såsom en naturkatastrofe - midlertidigt ikke har mulighed for at deltage i den obligatoriske solidaritetsordning eller i nødflytningsordningen, skal den yde et økonomisk bidrag til EU-budgettet på et beløb på op til 0,002 % af sit BNP. Europa-

3 Kommissionen vil undersøge de grunde, det pågældende land har givet, og afgøre, hvorvidt disse berettiger, at landet ikke deltager i ordningen i en periode på højst 12 måneder. Det økonomiske bidrag vil blive anvendt til at finansiere den indsats, alle de øvrige EU-lande gør for at håndtere krisesituationen. Den andel, der var tiltænkt den medlemsstat, der ikke deltager, vil blive fordelt på de øvrige EU-lande. Hvorfor faldt valget på Italien og Grækenland, og hvorfor omfatter det nu også Ungarn? Siden årets begyndelse er ca migranter rejst ulovligt ind i Italien (inklusive ca ulovlige migranter, som de lokale myndigheder har registreret, men som endnu ikke er bekræftet af Frontex' oplysninger). I løbet af maj og juni i år konstaterede Frontex ulovlige grænsepassager, og i juli og august var antallet på , hvilket er en stigning på 20 %. Der var en stor stigning i Grækenland i 2015, hvor over ulovlige migranter nåede landet (inklusive ulovlige migranter, som er registreret af de lokale myndigheder, men endnu ikke bekræftet af Frontex' oplysninger). I løbet af maj og juni i år afslørede Frontex ulovlige grænsepassager, og i juli og august var antallet på , hvilket er en stigning på 250 %. I løbet de første otte måneder af 2015 blev der konstateret ulovlige grænsepassager i Ungarn (inklusive ca ulovlige migranter, som de lokale myndigheder har registreret, men som endnu ikke er bekræftet af Frontex' oplysninger). I løbet af maj og juni i år var der ulovlige grænsepassager, og i juli og august var antallet på , hvilket er en stigning på 150 %. Hvordan fordeler flytningerne sig på medlemsstaterne? Italien Grækenland Ungarn I ALT Østrig Belgien Bulgarien Kroatien Cypern Tjekkiet Estland Finland Frankrig Tyskland Letland Litauen Luxembourg Μalta Nederlandene Polen Portugal Rumænien Slovakiet Slovenien Spanien Sverige I ALT Hvad sker der med det forslag om en nødflytning, som blev fremlagt i maj? Det forslag om at hjælpe Italien og Grækenland, som Rådet for Retlige og Indre Anliggender tilsluttede sig i juli, er fortsat gældende. De personer, som i dag foreslås flyttet, skal lægges oveni de asylansøgere, som medlemsstaterne i princippet allerede har accepteret at flytte i løbet af de næste to år. Hvilke nationaliteter forventes at drage fordel af flytningsordningen? Flytningsordningen gælder kun statsborgere, for hvilke asylanerkendelsesprocenten i gennemsnit i EU er på 75 % eller derover på baggrund af Eurostatdata for det foregående kvartal. I 2014 var anerkendelsesprocenten på over 75 % for to nationaliteter: syrere og eritreere. Ifølge oplysninger for det seneste kvartal i 2015 er 75 %-grænsen nu nået for syrere, eritreere og irakere. Hvert kvartal vil der på basis af tal fra Eurostat blive foretaget en ajourføring af, hvilke nationaliteter der når denne grænse.

4 Hvorfor har Kommissionen valgt en anerkendelsesprocent på 75 %? Der er to formål med anerkendelsesprocenten på 75 %: dels at sikre, at alle ansøgere, som har et klart og hastende behov for beskyttelse, kan udøve deres ret til beskyttelse hurtigst muligt, dels at forhindre, at ansøgere, som sandsynligvis ikke opfylder kravene til at få asyl, flyttes og uberettiget forlænger deres ophold i EU. Hvordan er fordelingsnøglen beregnet? Den foreslåede fordelingsnøgle er fastlagt ud fra: a) befolkningens størrelse (40 % vægtning) b) det samlede BNP (40 % vægtning) c) en korrektionsfaktor baseret på det gennemsnitlige antal asylansøgninger i løbet af de foregående fire år (10 % vægtning med et loft på 30 % af befolkningstallets og BNP's virkning på fordelingsnøglen for at undgå uforholdsmæssige virkninger af dette kriterium på den overordnede fordeling) d) en korrektionsfaktor baseret på arbejdsløshedsprocenten (10 % vægtning med et loft på 30 % af befolkningstallets og BNP's virkning på fordelingsnøglen for at undgå uforholdsmæssige virkninger af dette kriterium på den overordnede fordeling). Korrektionsfaktorerne for det gennemsnitlige antal asylansøgere og arbejdsløshedsprocenten anvendes omvendt proportionalt, idet et højt antal asylansøgninger og en høj arbejdsløshedsprocent betyder, at der flyttes færre personer til en medlemsstat. Er fordelingsnøglen objektiv? Fordelingsnøglen er baseret på objektive, kvantificerbare og verificerbare kriterier og oplysninger med passende vægtningsfaktorer. Faktorerne er ligetil og bygger på oplysninger, som medlemsstaterne og de associerede stater selv sender til Eurostat. Er dette foreneligt med Dublinsystemet? Dublinsystemet, som fastslår, at asylansøgninger behandles i det første indrejseland, er fortsat det grundlæggende system. For de personer, der flyttes, betyder den foreslåede afgørelse, at der i begrænset omfang og midlertidigt afviges fra visse af Dublinforordningens bestemmelser, navnlig kriteriet for fastlæggelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Det gælder bl.a. det land, som en asylansøger eller en person, til hvem der ydes beskyttelse, ville blive sendt tilbage til i tilfælde af sekundære bevægelser. I alle andre tilfælde finder Dublinforordningen fortsat anvendelse og gælder som en generel regel for alle asylansøgninger, der indgives i Den Europæiske Union. Det betyder, at hvis en person flyttes fra f.eks. Italien til en anden EU-medlemsstat og opnår asyl der, har vedkommende kun ret til at opholde sig i den pågældende medlemsstat. Hvis den pågældende person flytter til en anden EU-medlemsstat, fremgår det af Dublinsystemet, at vedkommende skal vende tilbage til det land, hvori vedkommende har lovligt ophold. Kommissionen har allerede iværksat en evaluering af Dublinsystemet og vil på den baggrund tage stilling til, om der skal foretages en revision af Dublinforordningen. Den aktuelle lovgivningspakke supplerer - gennem den permanente flytningsordning i krisesituationer - Dublinforordningen. Hvilke forpligtelser og betingelser skal medlemsstaterne opfylde for at nyde godt af nødflytningsforanstaltningerne? Den brændpunktstilgang, der foreslås i den europæiske dagsorden for migration, vil også blive anvendt ved gennemførelsen af de midlertidige flytningsordninger, som Kommissionen foreslog den 27. maj og den 9. september: mennesker med et klart behov for beskyttelse vil blive identificeret i medlemsstater i frontlinjen, således at de kan flyttes til andre EU-medlemsstater, hvor deres asylansøgning vil blive behandlet. Italien og Grækenland er de første to medlemsstater, hvor denne brændpunktstilgang nu anvendes. Andre medlemsstater vil også kunne komme i betragtning til brændpunktstilgangen. Med henblik på den operationelle støtte til Italien og Grækenland sendte kommissær Dimitris Avramopoulos den 15. juli 2015 medlemsstaterne en køreplan for gennemførelsen af brændpunktstilgangen, som er udarbejdet i fællesskab med medlemsstaterne, Frontex, Det Europæiske Asylstøttekontor, Europol og Eurojust. De to brændpunktsordninger vil snart være operationelle. Den operationelle planlægning er i slutfasen for både Italiens og Grækenlands vedkommende, og en række ressourcer er allerede på stedet. Ud over den operationelle støtte medfører nødforanstaltningen, at de modtagende lande skal indgive

5 en køreplan til Kommissionen, som indeholder hensigtsmæssige foranstaltninger på asylområdet, herunder modtagelses- og tilbagesendelsesforanstaltninger, der øger kapaciteten, kvaliteten og effektiviteten af deres systemer på disse områder, samt foranstaltninger til at sikre, at nødflytningen gennemføres korrekt. Hvordan undgås "sekundære bevægelser"? Flytter migranterne ikke bare til en anden EUmedlemsstat? Når en person flyttes til et andet EU-land, kan vedkommende kun tage lovligt ophold i det pågældende land og kan ikke bare flytte til et andet EU-land. Hvis en person flytter og pågribes, sendes denne tilbage til det land, hvor vedkommende har lov til at opholde sig efter Dublinforordningens regler. Ingen vil blive flyttet fra en medlemsstat i frontlinjen uden først at have fået taget fingeraftryk, og dermed vil man hurtigt kunne tjekke, hvilket land vedkommende har lov til at opholde sig i. Det forhold, at en flyttet person kun har de rettigheder, der er knyttet til international beskyttelse, i den medlemsstat, vedkommende er flyttet til, vil også bremse sekundære bevægelser. Kommissionen har også anbefalet medlemsstaterne, at de overvejer at indføre en pligt for flyttede asylansøgere til at møde til kontrol, og at de kun sikrer materielle modtagelsesforhold (fødevarer, indkvartering og tøj i form af naturalier). En permanent flytningsordning for alle medlemsstater i krisesituationer Hvorfor foreslår Kommissionen en permanent flytningsordning i krisesituationer? Den aktuelle flygtningekrise har vist, at et ekstremt stort pres på en medlemsstats asylsystem kan bringe anvendelsen af Dublinforordningens bestemmelser i fare. Det nuværende system giver ikke mulighed for at fravige ansvarlighedskriterierne og skaber dermed ubalancer og forværrer i visse tilfælde krisen. Kommissionen foreslår at supplere Dublinforordningen, således at der oprettes en ordning for flytning af ansøgere med et klart behov for international beskyttelse i krisesituationer. Derved vil EU kunne reagere i hastetilfælde og hjælpe medlemsstater, der står i en nødsituation, uden at Rådet hver gang skal igennem en lang vedtagelsesprocedure. Den permanente flytningsordning i krisesituationer bør aktiveres af Europa-Kommissionen, hvis en medlemsstat befinder sig i en krisesituation, der er karakteriseret af en uforholdsmæssig stor tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, som belaster dens asylsystem voldsomt. Hvordan skal ordningen fungere helt konkret? Hvem bestemmer, hvornår den skal tages i brug? Kommissionen afgør, hvorvidt der er tale om en krise ud fra: - stigningen i antallet af asylansøgninger de seneste seks måneder - stigningen i antallet af ulovlige grænsepassager de seneste seks måneder - antallet af asylansøgninger pr. indbygger sammenlignet med EU-gennemsnittet. Kommissionen vil også foreslå, hvor mange personer der skal flyttes fra den medlemsstat, der befinder sig i en krisesituation. Den vil tage følgende kriterier i betragtning: - antallet af ansøgere om international beskyttelse pr. indbygger i medlemsstaten inden for de seneste 18 måneder (navnlig i løbet af de seneste seks måneder) i forhold til EU-gennemsnittet - asylsystemets kapacitet i den pågældende medlemsstat - medlemsstatens deltagelse i tidligere solidaritetsforanstaltninger samt medlemsstatens egen fordel af tidligere EU-solidaritetsforanstaltninger. Det antal personer, som Kommissionen beslutter at flytte, må højst tegne sig for 40 % af antallet af ansøgninger, der er indgivet i løbet af de foregående seks måneder. Hvordan fastlægges fordelingen? Den foreslåede fordelingsnøgle er fastlagt ud fra: a) befolkningens størrelse (40 % vægtning) b) det samlede BNP (40 % vægtning) c) det gennemsnitlige antal asylansøgninger i løbet af de foregående fire år (vægtet omvendt proportionalt med 10 % med et loft på 30 % af befolkningstallets og BNP's virkning på fordelingsnøglen for at undgå uforholdsmæssige virkninger af dette kriterium på den overordnede fordeling) d) arbejdsløshedsprocenten (vægtet omvendt proportionalt med 10 % med et loft på 30 % af

6 befolkningstallets og BNP's virkning på fordelingsnøglen for at undgå uforholdsmæssige virkninger af dette kriterium på den overordnede fordeling). Derudover udnævner hver modtagende medlemsstat forbindelsesofficerer, som skal sammenholde bestemmelseslandet med flygtningenes kvalifikationer, sprogfærdigheder og familiemæssige, kulturelle og sociale forbindelser for derved at fremme integrationen. Skal alle medlemsstater deltage? Som ved nødflytningsordningen har Det Forenede Kongerige og Irland ifølge traktaten en tilvalgsordning, hvor de kan vælge at deltage, hvis de ønsker det, mens Danmark har en fravalgsordning uden mulighed for at deltage. Kommissionen fastsætter en fordelingsnøgle, der er obligatorisk for alle medlemsstater. Hvis en medlemsstat - af berettigede og objektive årsager, såsom en naturkatastrofe - midlertidigt ikke har mulighed for at deltage i den obligatoriske solidaritetsordning eller i nødflytningsordningen, skal den yde et økonomisk bidrag til EU-budgettet på et beløb svarende til op til 0,002 % af sit BNP. Europa- Kommissionen vil undersøge de grunde, det pågældende land har givet, og afgøre, hvorvidt disse berettiger, at landet ikke deltager i ordningen i en periode på højst 12 måneder. Det økonomiske bidrag vil blive anvendt til at finansiere den indsats, alle de øvrige EU-lande gør for at håndtere krisesituationen. Den andel, der var tiltænkt den medlemsstat, der ikke deltager, vil blive fordelt på de øvrige EU-lande. Hvilke personer kan blive flyttet? Det foreslås kun at flytte ansøgere med en nationalitet, for hvilken andelen af positive afgørelser om at yde international beskyttelse, der træffes i første instans, er på 75 % eller derover ifølge ajourførte oplysninger fra Eurostat for det seneste kvartal.der er to formål med anerkendelsesprocenten på 75 %: dels at sikre, at alle ansøgere, som har et klart og hastende behov for beskyttelse, kan udøve deres ret til beskyttelse hurtigst muligt, dels at forhindre, at ansøgere, som sandsynligvis ikke får asyl, flyttes og uberettiget forlænger deres ophold i EU. Hvordan identificeres de ansøgere, der kan flyttes? Den medlemsstat, som tilbydes hjælp i form af flytning, skal identificere de enkelte ansøgere, der kan blive flyttet til andre medlemsstater. Der skal gives prioritet til sårbare ansøgere. Medlemsstaterne skal sikre, at medlemmer af samme familie flyttes til samme land. Der vil blive taget hensyn til ansøgernes specifikke kvalifikationer og færdigheder, når det skal afgøres, hvilken medlemsstat de skal flyttes til. Det gælder bl.a. sprog og erhvervskundskaber og andre kriterier baseret på familiemæssige, kulturelle eller sociale forbindelser, som kan fremme deres integration. De medlemsstater, som skal modtage ansøgere, udnævner forbindelsesofficerer, som bistår med identifikationsprocessen. Flytningsproceduren bør afsluttes hurtigst muligt og senest to måneder efter, at tilflytningsmedlemsstaten officielt har angivet, hvor mange ansøgere der kan flyttes til dens område. 3) En fælles europæisk liste over sikre oprindelseslande Hvorfor foreslår Kommissionen en EU-liste over sikre oprindelseslande, og hvilke lande er opført på den? Den gældende EU-asyllovgivning giver medlemsstaterne mulighed for at opstille deres egne nationale lister over sikre oprindelseslande, men indeholder ingen bestemmelser om en fælles og bindende EUliste. 12[2] EU-lande har allerede nationale lister over sikre oprindelseslande, men der har aldrig været en harmoniseret EU-liste. Kommissionen foreslår, at der udarbejdes en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande, således at samtlige medlemsstater anvender de procedurer, der er forbundet med anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland. Listen bør i første omgang omfatte Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet. Ca. 17 % af det samlede antal ansøgninger, der indgives i EU, stammer fra statsborgere fra disse syv lande. Det er muligt, at andre lande vil blive opført på listen senere - efter en grundig vurdering, der foretages af Kommissionen, og efter Europa-Parlamentets og Rådets vedtagelse. Den fælles europæiske liste vil ikke blot give medlemsstaterne mulighed for at fremskynde asylprocedurerne for ansøgere, der kommer fra de pågældende sikre oprindelseslande, den vil også mindske de forskelle, der er blandt medlemsstaternes tilgang til asylansøgninger, som ligner hinanden. Listen vil også fjerne potentielle "huller" og begrænse de sekundære bevægelser, som foretages af ansøgere om international beskyttelse, som i dag forsøger at nå en bestemt medlemsstat, fordi de forventer, at de der har en større chance for at opnå beskyttelse. Listen over sikre oprindelseslande vil også gøre det muligt at sende ansøgere, som ikke er berettiget til asyl, hurtigere tilbage. Hvorfor er de pågældende lande opført på listen?

7 Landene er valgt, fordi de anses for i princippet at opfylde kravene i direktivet om asylprocedurer. Det fastsættes i direktivet, at et land betragtes som et sikkert oprindelsesland, hvis det på grundlag af de retlige forhold, anvendelsen af lovgivningen inden for rammerne af et demokratisk system og de generelle politiske forholde kan påvises, at der generelt og til stadighed ikke sker forfølgelse, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og der ikke er trusler om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt. Derudover har Det Europæiske Råd givet størstedelen af disse lande status som kandidatland, da de opfylder "Københavnskriterierne" (der garanterer demokrati, retsstaten, menneskerettighederne og respekt for og beskyttelse af mindretal). Kandidater til EU-medlemsskab er således normalt "sikre". Kommissionen vil regelmæssigt se på situationen i de pågældende lande og vil om nødvendigt foreslå, at lande midlertidigt fjernes fra listen. De fremskridt, kandidatlandene gør med hensyn til opfyldelsen af de politiske og økonomiske kriterier og tilpasningen til gældende EU-ret, vurderes hvert år i Kommissionens årlige statusrapport. Begrundelse af valget efter land Albanien: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 4 ansøgninger ud af 150 i ,8 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland - EU-kandidatland Bosnien-Hercegovina: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 5 ansøgninger ud af i ,6 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 6 ansøgninger ud af 502 i ,9 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland - EU-kandidatland Kosovo: - 6,3 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland Montenegro: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 1 ansøgning ud af 447 i % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland - EU-kandidatland Serbien: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 16 ansøgninger ud af i ,8 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstater har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland - EU-kandidatland Tyrkiet: - overtrædelse af EMK i forbindelse med 94 ansøgninger ud af i ,1 % af ansøgningerne var velbegrundede i medlemsstat har allerede udpeget landet som et sikkert oprindelsesland - EU-kandidatland Hvorfor kun disse lande og ikke andre? Kan andre lande opføres på listen eller fjernes igen senere? Dette forslag skal betragtes som et første skridt mod udarbejdelsen af en samlet fælles liste over sikre

8 oprindelseslande på EU-plan. Kommissionen kan derfor foreslå, at andre tredjelande opføres på listen, når det nuværende forslag er blevet vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet. Det vil have høj prioritet at identificere og tilføje tredjelande, hvorfra der kommer et stort antal asylansøgere, men fra hvilke kun et begrænset antal statsborgere indrømmes flygtningestatus. Ifølge forslaget til forordning kan Kommissionen suspendere et land fra listen i et år (med mulighed for forlængelse), i tilfælde af at situationen pludselig forværres i det pågældende land. Suspensionen sker på basis af en grundig vurdering, som viser, at betingelserne for at betegne landet som et sikkert oprindelsesland ikke længere er opfyldt. Hvad betyder dette konkret for statsborgere fra disse lande, når de søger om asyl i et EUland? Bliver deres ansøgning automatisk afvist? At en person kommer fra et land, der anses for at være sikkert, betyder ikke, at vedkommendes asylansøgning ikke behandles, eller at vedkommende øjeblikkeligt sendes tilbage. Alle, der søger om asyl, har ret til at få deres ansøgning behandlet individuelt i overensstemmelse med reglerne i direktivet om asylprocedurer og kvalifikationsdirektivet. Det forhold, at et land betragtes som et sikkert oprindelsesland, gør det imidlertid muligt at anvende en fremskyndet asylprocedure på ansøgere fra disse lande og at foretage en hurtigere tilbagesendelse af sådanne migranter til deres hjemland, hvis de ikke opfylder kravene til at få asyl. Fristerne for at behandle asylansøgninger er ifølge EU-retten på 6 til højst 21 måneder, men i tilfælde af nationale lister over sikre oprindelseslande kan medlemsstaterne anvende fremskyndede procedurer, som i dag varierer fra 5 måneder til blot et par dage. Hvordan vil dette bidrage til at bekæmpe misbrug af de nationale asylsystemer og det fælles europæiske asylsystem? Den konsekvente brug af lettere procedurer i henhold til direktivet om asylprocedurer vil gøre det muligt at behandle asylansøgninger hurtigere og derfor gøre medlemsstaternes nationale asylsystemer mere effektive samlet set. Udarbejdelsen af listen over sikre oprindelseslande vil begrænse forsøgene på at misbruge det europæiske asylsystem og gøre det muligt for medlemsstaterne at afsætte flere midler til at yde ordentlig beskyttelse til dem, der virkelig har brug for den. 4) Etablering af en mere effektiv tilbagesendelsespolitik ved hjælp af en fælles tilbagesendelsesvejledning og en EU-handlingsplan for tilbagesendelse Hvad er formålet med et europæisk tilbagesendelsesprogram? Økonomiske migranter betaler store beløb til menneskesmuglere for at få dem til at transportere dem til Europa, uanset hvor farefuld rejsen er, i forventningen om, at når de først er nået ind i EU, har de en god chance for at kunne blive der. I 2014 rejste mindre end 40 % af de ulovlige migranter, der fik ordre til at forlade EU, rent faktisk ud. Denne udvikling bekræfter den lave procentsats for tilbagesendelser i de senere år (i 2013 var der tilbagesendelser ud af de , som rent faktisk skulle have fundet sted; i 2012 var der tilbagesendelser ud af de , som skulle have fundet sted, og i 2011 var der tilbagesendelser ud af de , som skulle have fundet sted). En af de mest effektive måder at løse problemet med ulovlig migration på er at anvende systematisk tilbagesendelse, enten frivillig eller tvungen, af dem, der ikke har ret eller ikke længere har ret til at opholde sig i Europa. En stærk tilbagesendelsespolitik understøtter en stærk asylpolitik. Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde den juni 2015 Kommissionen til at "oprette et dedikeret europæisk tilbagesendelsesprogram". Den foreslåede EU-handlingsplan om tilbagesendelse og vejledningen om tilbagesendelse er Kommissionens svar på denne opfordring. Hvad er EU-handlingsplanen for tilbagesendelse? EU's handlingsplan for tilbagesendelse er en praktisk ramme for, hvordan medlemsstaternes tilbagesendelsespolitik kan forbedres både på kort og længere sigt. For at øge migranternes frivillige tilbagevenden skal planen identificere forskelle mellem de nationale ordninger for frivillig tilbagevenden og fremme bedste praksis for tilbagesendelse og reintegration med støtte fra det europæiske migrationsnetværk og midler fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden. Ifølge handlingsplanen skal der også foretages en evaluering og muligvis en revision af direktivet om tilbagesendelse i Efter en vurdering af Schengeninformationssystemet (SIS) forventes det, at der vil blive fremlagt lovgivningsforslag i 2016 om obligatorisk registrering af indrejseforbud og tilbagesendelsesafgørelser i SIS samt et revideret forslag om intelligente grænser. Som bebudet i den europæiske dagsorden for migration vil Kommissionen også i 2016 foreslå at styrke Frontex' mandat til at forvalte tilbagesendelser. Endelig vil der blive anvendt europæiske migrationsforbindelsesofficerer i EU-delegationer i de vigtigste oprindelses- og transitlande med henblik på at fremme samarbejdet om

9 tilbagevendte statsborgere; tilbagetagelse af ulovlige migranter har høj prioritet i forbindelserne med tredjelande. Hvad er den foreslåede vejledning om tilbagesendelse? Tilbagesendelsesvejledningen indeholder praktisk vejledning til personale, der beskæftiger sig med tilbagesendelser i alle medlemsstater, som anvender direktivet om tilbagesendelse. Den indeholder præciseringer, værktøjer og eksempler på, hvordan direktivet kan gennemføres bedre. Den omhandler forhold i forbindelse med pågribelse og frihedsberøvelse, frivillig udrejse og metoder til tilbagesendelse, indrejseforbud og retssikkerhedsgarantier. Formålet med vejledningen er at harmonisere gennemførelsen af direktivet om tilbagesendelse i alle medlemsstater og gøre det mere effektivt. Hvem vil blive sendt tilbage? Ifølge direktivet om tilbagesendelse sigter programmet mod tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område. Tilbagesendelse gælder ikke personer, som søger asyl, eller som har brug for beskyttelse og frygter krig eller forfølgelse. Direktivet om tilbagesendelse fastslår også helt klart forpligtelsen til at respektere non-refoulement-princippet (hvilket vil sige, at ingen stat må udsende eller tilbagesende ("refouler") en flygtning til områder, hvor vedkommendes liv eller frihed vil være truet på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser). Hvem beslutter, hvem der skal sendes tilbage? Det er uafhængige nationale retsinstanser, der træffer afgørelserne om tilbagesendelse. Alle regler og garantier vedrørende tilbagesendelsen af ulovlige migranter findes i direktivet om tilbagesendelse, og det europæiske tilbagesendelsesprogram er udformet således, at det sikrer en mere effektiv gennemførelse af den gældende retsakt. Medlemsstaterne har enekompetence til at træffe afgørelser om tilbagesendelse. Hvordan vil Frontex blive inddraget? Frontex spiller en vigtig rolle, når det drejer sig om at øge det praktiske samarbejde om tilbagesendelser, som vil blive optrappet yderligere. Agenturet har til opgave at yde bistand til medlemsstaterne vedrørende tilbagesendelse af ulovlige migranter, navnlig ved at tilrettelægge fælles tilbagesendelser, og ved at indkredse bedste praksis hvad angår erhvervelse af rejsedokumenter og udsendelse af migranter. Frontex' rolle som EU-knudepunkt for udveksling af praktisk erfaring og viden om tilbagesendelser gennem netværket af direkte kontaktpunkter med hensyn til tilbagetagelsesspørgsmål vil også blive konsolideret. Kommissionen vil i 2016 fremsætte lovgivningsforslag for at styrke Frontex' mandat vedrørende tilbagesendelse. Den vil undersøge, hvordan agenturet kan få et dobbelt mandat, som både omfatter koordinering af medlemsstaternes operationelle samarbejde om forvaltning af de ydre grænser og tilbagesendelse af ulovlige migranter. Kommissionen vil også foreslå, at der oprettes et særligt Frontex-kontor for tilbagesendelser for bedre at afspejle agenturets rolle i forbindelse med tilbagesendelser. Den vil bl.a. på baggrund af erfaringerne med "brændpunktstilgangen" overveje at oprette Frontex-teams til hurtig intervention i forbindelse med tilbagesendelser. Derudover vil Kommissionen overveje, hvordan den støtte, som Frontex yder til EU's nabolande[3] til tilbagesendelse af ulovlige migranter, kan udvides gennem teknisk støtte og kapacitetsopbygning. Hvordan støtter Kommissionen tilbagesendelserne finansielt? Den vigtigste finansieringskilde er Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, som hjælper medlemsstaterne ved at yde over 800 mio. EUR til tilbagesendelser i perioden Kommissionen har som led i det årlige arbejdsprogram for 2015 etableret en facilitet til kapacitetsopbygning med henblik på tilbagetagelser på 5 mio. EUR. Den har foreslået at øge Frontex' tilbagesendelsesbudget for 2016 med op til 15 mio. EUR. Hvordan varetages de grundlæggende rettigheder, som de mennesker, der sendes tilbage, har i forløbet? Alle de rettigheder og garantier, der fremgår af direktivet om tilbagesendelse, vil blive respekteret. De omfatter bl.a. respekten for non-refoulement-princippet, retten til appel og garantier vedrørende modtagelsesforhold og forhold i forbindelse med frihedsberøvelse i afventning af tilbagesendelsen, samt transporten af personen (der tages f.eks. hensyn til om en person fysisk er i stand til at rejse). 5) En meddelelse om regler for offentlige udbud i forbindelse med flygtningemodtagelsen Hvad handler meddelelsen om? Medlemsstaterne skal hurtigt og hensigtsmæssigt imødekomme asylansøgernes mest presserende behov for indkvartering, forsyninger og tjenesteydelser. Meddelelsen udstikker retningslinjer, som kan

10 hjælpe de nationale, regionale og lokale myndigheder med at forstå og overholde EU's regler, når de udbyder disse tjenesteydelser. EU's regler for offentlige udbud giver en række muligheder for at dække uforudsete og akutte behov. Medlemsstaterne kan bl.a. afkorte de almindeligt gældende frister betydeligt og tildele kontrakter uden først at have offentliggjort udbudsbekendtgørelser, når der er tale om ekstraordinære omstændigheder, såsom i særligt hastende tilfælde. I forbindelse med den nuværende asylkrise har Kommissionen offentliggjort en meddelelse, der giver et overblik over, hvilke udbudsmuligheder de nationale myndigheder har under EU's eksisterende regler. Det nuværende direktiv om offentlige udbud gør det desuden muligt at anvende "begrænsede udbud efter hasteproceduren" i hastende tilfælde og udbud med forhandling uden forudgående bekendtgørelse i ekstraordinære tilfælde af særligt hastende karakter. Det nye direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud giver også mulighed for at anvende en "hasteprocedure ved offentlige udbud". Med disse bestemmelser er det muligt at tildele kontrakter hurtigt for at imødekomme asylansøgeres presserende behov. 6) En meddelelse om håndtering af den eksterne dimension af flygtningekrisen EU er en vigtig politisk aktør på verdensplan og en af de største bistandsydere og er med helt fremme i den internationale indsats for at løse konflikter og modvirke destabilisering samt hjælpe de berørte befolkningsgrupper. EU har ydet betydelig støtte til oprindelses- og transitlande i de senere år. Hvordan har EU reageret på krisen i Syrien og Irak? EU har støttet diplomatiske initiativer til at finde politiske løsninger siden begyndelsen af konflikten i Syrien og Irak. I den forbindelse har Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten fastlagt en politisk ramme for en regional strategi, bl.a. for bekæmpelsen af Da'esh, i en meddelelse, som blev vedtaget tidligere i år, og som omfatter finansielle forpligtelser på 1 mia. EUR. EU spiller en aktiv rolle på diplomatisk og politisk plan. EU støtter alle bestræbelser på at nå frem til en politisk løsning ved fælles overenskomst på grundlag af Genèvekommunikéet af 30. juni 2012 og i overensstemmelse med relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. En varig løsning kræver, at Syrien snarest muligt går i spidsen for en inklusiv politisk overgang. EU giver sin fulde opbakning til FN's særlige udsendings indsats for at lette samrådene med de syriske parter og opfordrer de medlemmer af det internationale samfund, der har indflydelse på de syriske parter, til at tage et særligt ansvar for at sikre et vellykket resultat. Siden 2011 har EU og medlemsstaterne mobiliseret over 3,9 mia. EUR til humanitær bistand, udviklingsbistand økonomisk bistand og stabiliseringsbistand for at hjælpe syrerne i deres land og region (Libanon, Jordan, Tyrkiet og Irak). EU har også oprettet en trustfond på næsten 40 mio. EUR for at sikre en mere sammenhængende og effektiv indsats over for krisen i Syrien på regionalt plan, der kan imødekomme syrernes behov i Syrien, de syriske flygtninges behov i nabolandene og lokalsamfundenes og de lokale myndigheders behov i værtslandene. De to første projekter til en værdi af 17,5 mio. EUR blev iværksat i dag og skal sikre mad og skolegang for syriske flygtninge i Tyrkiet. Tyrkiet er det land, der har modtaget det største antal syriske flygtninge på verdensplan (i øjeblikket 2 mio. mennesker). EU har mobiliseret over 175 mio. EUR til støtte for Tyrkiets store indsats. Disse midler skal hjælpe både syriske og irakiske flygtninge i Tyrkiet og skal bl.a. give dem bedre adgang til offentlige tjenester og hjælpe de tyrkiske myndigheder med at klare denne udfordring. Samtidig tager EU hul på en målrettet dialog med Tyrkiet for at undersøge behovet for yderligere støtte til de syriske flygtninge, herunder på sundheds og uddannelsesområdet, og forbedre grænsekontrollen og bekæmpe organiserede kriminelle, der smugler ulovlige migranter (se MEMO/15/5535). Tyrkiet vil modtage støtte fra instrumentet til førtiltrædelsesbistand inden for området indre anliggender på ca. 245 mio. EUR for perioden Tyrkiet vil også sammen med de vestlige Balkanlande få støtte fra et nyt regionalt program for migrationsforvaltning. EU yder også finansiel bistand til Tyrkiets indsats for at overholde kravene i tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Tyrkiet. I Irak er næsten 3 millioner mennesker nu internt fordrevne, og i 2015 har Kommissionen bevilget over 65 mio. EUR i humanitær bistand som reaktion på krisen i landet. EU's humanitære bistand til landet, herunder den kurdiske region i Irak, omfatter livreddende aktioner og lægehjælp til de mest sårbare. Hvad gør EU for at løse krisen i Libyen? Manglen på statslig kontrol har forvandlet Libyen til et vigtigt knudepunkt for afrikanere fra lande syd for Sahara på deres vej til Europa (især Italien) via den såkaldte centrale Middelhavsrute. EU støtter aktivt den FN-ledede dialog mellem de libyske parter for at nå frem til en fredelig løsning. EU har gentagne gange bekræftet, at man er parat til at støtte en fremtidig regering med alle midler.

11 Hvad gør EU for at hjælpe landene på det vestlige Balkan med at klare flygtningestrømmen? EU øger sin støtte til de lande på det vestlige Balkan, der i øjeblikket oplever store flygtningestrømme, primært fra Syrien. Støtten skal bl.a. øge modtagelses- og asylbehandlingskapaciteten og styrke samarbejdet om at bekæmpe de organiserede kriminelle, der står bag menneskesmugling. Kommissionen er i den forbindelse ved at lægge sidste hånd på et regionalt støtteprogram, der skal fokusere på beskyttelse og følsom migrationsforvaltning i det vestlige Balkan. Programmet tager navnlig sigte på tre områder: identifikation af migranter, regional og interregional udveksling af oplysninger og mekanismer for tilbagetagelsesløsninger, samtidig med at der iværksættes praktiske beskyttelsesforanstaltninger for at tage hensyn til migranternes særlige behov. Disse spørgsmål vil blive drøftet yderligere på konferencen på højt plan om det vestlige Balkan, der finder sted senere på året. Siden 2007 har EU ydet ca. 600 mio. EUR til migrationsrelaterede aktiviteter i det vestlige Balkan og Tyrkiet. Hvilket samarbejde har EU med afrikanske partnere? Afrika syd for Sahara kæmper med en voksende udfordring i form af demografisk pres, miljøbelastning, ekstrem fattigdom, interne spændinger og institutionelle svagheder, som visse steder har udviklet sig til åbne konflikter, fordrivelse, kriminalitet, terrorisme og radikalisering samt ulovlig migration og menneskehandel og menneskesmugling. EU tackler disse udfordringer sammen med sine afrikanske partnere ved hjælp af regionale strategier (Sahel, Afrikas Horn og Guineabugten) og udviklingspolitik, der gennemføres via regionale og nationale vejledende programmer i regionen. Europa-Kommissionen fremlægger i dag et forslag om at oprette en europæisk trustfond for Afrika på 1,8 mia. EUR (se nedenfor). Fonden skal især fokusere på kriserne i Sahel, regionen omkring Tchadsøen, Afrikas Horn og Nordafrika. Den skal bidrage til stabilitet, modstandsdygtighed, økonomisk udvikling, sikkerhed og bedre migrationsforvaltning. Bidrager EU til at bekæmpe menneskehandlere andre steder i verden? Det er en vigtig prioritet at bekæmpe organiserede kriminelle, der står bag menneskesmugling og menneskehandel. Disse kriminelle spreder død og lidelse blandt utallige mennesker, der er på jagt efter et bedre liv. Det er vigtigt at styrke det internationale samarbejde mellem politi og retsvæsen i oprindelses- og bestemmelseslandene samt med de berørte EU-agenturer og medlemsstaterne. I mange lande vil det også kræve støtte til at øge kapaciteten inden for politi, retsvæsen og grænseforvaltning. Migrationsforbindelsesofficerer og sikkerhedseksperter, der er udstationeret i centrale EU-delegationer, vil bidrage til samarbejdet på disse områder. En række operationer og missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) spiller allerede en vigtig rolle i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. EUNAVFOR MED Den 18. maj 2015 besluttede Det Europæiske Råd at iværksætte en krisestyringsoperation (EUNAVFOR MED) for at bekæmpe smugling i det sydlige centrale Middelhavsområde. Optrevling af smuglernes netværk er en vigtig del af EU's indsats for at redde liv og forhindre, at migranter udnyttes. EUNAVFOR har allerede vist sit værd ved at indsamle centrale informationer. EU-Udenrigstjenesten har foreslået at gå videre til anden fase af disse operationer og sætte EUNAVFOR i stand til at gribe ind på åbent hav for at bekæmpe menneskehandlere og menneskesmuglere. Det skal ske under fuld overholdelse af folkeretten. EUCAP Sahel Niger og EUCAP Sahel Mali EUCAP Sahel Niger er ved at blive styrket for at kunne støtte de nigerske myndigheder, så de bedre kan kontrollere, forebygge og håndtere de ulovlige migrationsstrømme gennem Niger og navnlig Agadez, der er et vigtigt transitcentrum på vejen til Europa via Libyen. EUCAP Sahel Mali bidrager allerede til at forebygge ulovlig migration ved at uddanne nationale sikkerhedsmyndigheder. Missionen nåede sin fulde operationelle kapacitet i august og vil eventuelt få udvidet sit mandat, som det er sket i Niger. Hvad med tilbagetagelsesaftaler? EU har i øjeblikket 17 tilbagetagelsesaftaler med følgende lande: Hongkong, Macao, Sri Lanka, Albanien, Rusland, Ukraine, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Moldova, Pakistan, Georgien, Tyrkiet, Armenien, Aserbajdsjan og Kap Verde. EU har fået mandat til at føre forhandlinger med Marokko (siden 2000), Algeriet (siden 2002) og Tunesien (i 2014), men der er kun gjort beskedne fremskridt indtil nu. EU har også fået mandat til at forhandle tilbagetagelsesaftaler med Kina og Hviderusland.

12 7) En nødtrustfond for Afrika Europa-Kommissionen har i dag afsat ca. 1,8 mia. EUR af EU's finansielle midler til at oprette en "nødtrustfond for stabilitet og bekæmpelse af de underliggende årsager til ulovlig migration fra Afrika". Hvad er en trustfond? En trustfond er en mekanisme, der anvendes inden for udviklingssamarbejdet til at samle omfangsrige ressourcer fra forskellige donorer. Målet er at have ét enkelt instrument inden for én fælles strategisk ramme, så tildelingen af midler kan ske hurtigere og med mindre bureaukrati. EU's nye finansforordning (2013) bemyndiger Kommissionen til at oprette og forvalte europæiske trustfonde efter aftale med andre donorer. Hvilke regioner/lande kan få støtte fra fonden? Trustfonden skal støtte Sahelregionen og regionen omkring Tchadsøen: Burkina Faso, Cameroun, Tchad, Gambia, Mali, Mauretanien, Niger, Nigeria og Senegal. Den skal også støtte Afrikas Horn: Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Somalia, Sydsudan, Sudan, Tanzania og Uganda. Desuden vil der være støtte til det nordlige Afrika: Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen og Egypten. Hvad er formålet med fonden? Fonden skal bidrage til at afhjælpe krisen i regionerne Sahel, Tchadsøen, Afrikas Horn og Nordafrika. Den skal skabe stabilitet i regionerne og bidrage til en bedre migrationsforvaltning. Mere specifikt skal den hjælpe med at tage hånd om de grundlæggende årsager til destabilisering, tvangsfordrivelser og ulovlig migration ved at fremme økonomiske og lige muligheder, sikkerhed og udvikling. EU vil hjælpe Sahel-regionen som helhed med at overvinde den voksende udfordring i form af demografisk pres, miljøbelastning, ekstrem fattigdom, interne spændinger, institutionelle svagheder, svage sociale og økonomiske infrastrukturer og utilstrækkelig modstandskraft over for fødevarekriser, som nogle steder har ført til åbne konflikter, fordrivelse, kriminalitet, radikalisering og voldelig ekstremisme samt ulovlig migration, menneskehandel og smugling af migranter. Hvordan bidrager støtten til at håndtere ulovlig migration? Den finansielle bistand til regionerne skal også bidrage til at håndtere den voksende strøm af tvungen migration, herunder via Sahara, Middelhavet og andre ruter, der fører til Europa. EU har allerede reageret ved at øge den humanitære bistand og udviklingsbistanden til flygtninge og indvandrere i hele regionen. Med den europæiske dagsorden for migration prøver EU at forhindre yderligere tab af liv på havet og styrke det generelle samarbejde med centrale transit- og oprindelseslande. Dagsordenen skal også tage fat om de underliggende årsager til ulovlig migration og tvangsfordrivelse i oprindelses- og transitlandene, navnlig ved at styrke retsstaten, skabe økonomiske muligheder og uddannelsesmuligheder, fremme lovlig mobilitet og sikre en bedre regeringsførelse, herunder inden for grænseforvaltning, bekæmpelse af menneskehandel og menneskesmugling samt effektiv og bæredygtig tilbagesendelse, tilbagetagelse og reintegration af illegale migranter, der ikke er berettiget til beskyttelse. Dette kræver et fast tilsagn om at hjælpe andre lande med at opbygge kapacitet inden for migrations og grænseforvaltning og stabilisere og udvikle disse regioner i Afrika, fra Sahel til Afrikas Horn og det nordlige Afrika. Hvilke typer projekter kan finansieres af fonden? - Økonomiske programmer, der skaber beskæftigelsesmuligheder, navnlig for unge og kvinder i lokale samfund, med fokus på erhvervsuddannelse og oprettelse af mikrovirksomheder og små virksomheder. Nogle aktioner skal især bidrage til at støtte hjemvendtes reintegration i lokalsamfundet. - Projekter til støtte for basale tjenester til lokalbefolkninger, såsom fødevare- og ernæringssikkerhed, sundhed, uddannelse og social beskyttelse samt miljømæssig bæredygtighed. - Projekter, der styrker migrationsforvaltningen, bl.a. ved at begrænse og forebygge ulovlig migration og bekæmpe menneskesmugling, smugling af migranter og anden dermed forbunden kriminalitet. Støtte til forbedringer i den samlede regeringsførelse, navnlig ved at bidrage til konfliktforebyggelse og håndhævelse af de retsstatslige principper gennem opbygning af kapacitet, der bidrager til større sikkerhed og udvikling samt retshåndhævelse, herunder grænseforvaltning og migrationsrelaterede aspekter. Nogle initiativer skal også bidrage til at forebygge og bekæmpe radikalisering og ekstremisme. - Hvor kommer pengene fra?