Aswan-dæmningen - et barn af den kolde krig

Transkript

1 Aswan-dæmningen - et barn af den kolde krig Af lektor, ph.d Martin Hvidt, Center for Mellemøst-studier, i Rubicon nr 2, 9. årgang, maj 2001, s Den 15. januar 2001 var det 30 år siden, at Aswan-dæmningen, en af vor tids største og mest omdiskuterede bygningsværker, blev indviet. Dæmningen består af sten, jord, beton og ler, og er en inkarnation af faraonernes inderste drømme om at tæmme Nilen, så oversvømmelser og tørkeår ville kunne undgås og landets umådelige frugtbarhed udnyttes. Aswan-dæmningen er imidlertid også et barn af den kolde krig, hvor tekniske detaljer og økonomi blev gjort til stormagtsanliggender. Den 23. juli 1952 væltede De fri Officerer, med Gamal Abdel Nasser i spidsen, kong Faruq af magten i Ægypten. De elleve officerer havde ingen klar plan for landets udvikling ved magtovertagelsen, men var bærere af en stærk nationalistisk ideologi på det politiske, militære og økonomiske plan. I tråd med denne tanke ønskede de at omlægge landet fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Kun herigennem mente de, at man kunne opnå økonomisk udvikling og selvstændighed. Mindre end en måned efter magtovertagelsen blev De fri Officerer præsenteret for et visionært og storladent projekt, nemlig en 3,6 kilometer bred dæmning ved Aswan i det sydlige Ægypten. Siden århundredeskiftet havde vandeksperter diskuteret mulighederne for at tæmme Nilens vandmasser, men det var først, da den græsk-ægyptiske ingeniør Adrien Daninos i 1948 udarbejdede konkrete skitser over dæmningen, at tankerne tog form. Daninos havde siden utrætteligt præsenteret projektet for enhver, der var villig til at lytte både i Ægypten og udenfor landets grænser, men ikke mange tog hverken ham eller projektet alvorligt. Planerne om en dæmning ved Aswan vandt imidlertid genklang hos De fri Officerer, idet projektet synes at kunne indfri en række politiske og økonomiske ønsker. Dels var projektet stort og synligt og kunne stå som et monument mange gange større end pyramiderne over den nye tidsalder, som De fri Officerer ønskede at føre ægypterne ind i. Dels sendte dæmningen endvidere et klart signal til Ægyptens befolkning - og ikke mindst til omverdenen - om, at De fri Officerer var indstillet på at gøre det, som kong Faruq havde forsømt, nemlig at forbedre levevilkårene for den almindelige ægypter. De fri Officerer handlede hurtigt og mobiliserede ledende vandeksperter i Ægypten til at gennemgå og videreudvikle projektet. Ikke overraskende forsvandt tidligere tiders forbehold over for dæmningsbyggeriet under det politiske pres, som processen var underlagt. En kritikker beskrev processen med det gamle mellemøstlige ordsprog: "When the King says it is midnight at noon, the wise man says behold the moon".

2 Tysk design Allerede i november 1952 blev der underskrevet en tysk-ægyptisk aftale om, at Tyskland ville finansiere de tekniske forstudier til byggeriet. Det tyske engagement skal ses i lyset af, at landet netop havde indvilget i at betale 3 mia. DEM til Israel som kompensation for jødernes lidelser under 2. Verdenskrig. Dette opfattede de arabiske lande naturligt nok som bistand til deres fjende. Med finansieringen af forstudierne ønskede Tyskland at forbedre sit omdømme i den arabiske verden. I 1953 begyndte det tyske firma Hochtief & Dort-mound arbejdet med detailplanlægningen af dæmningen, og samme år blev der etableret kontakt til Verdensbanken. Over de efterfølgende to år udviklede det tyske firma et konkret projektforslag over dæmningen. Det færdige forslag blev gennemanalyseret af et internationalt ekspertpanel, der ifølge uafhængige kilder inkluderede de bedste ingeniører fra hele verden. I 1955, mindre end 4 år efter De fri Officerer kom til magten, var der kun to udestående problemer før grave-arbejdet kunne begynde: Det første var problemet med at skaffe udenlandsk kapital. Det andet var at Verdensbanken havde stillet krav om at Ægypten indgik en aftale med Sudan om fordelingen af Nilens vandmasser, inden de ville indgå i en finansieringsaftale. Finansieringen af dæmningen Finansieringen af dæmningen skulle vise sig at blive et problem. Fra begyndelsen havde Ægypten rettet sin opmærksomhed mod Verdensbanken. Man havde håbet på, at et støttetilsagn fra banken kunne fungere som katalysator for etableringen af et konsortium af vestlige bistandsydere. Når der har været tale om finansiering af projekter med væsentlige internationale konsekvenser, har Verdensbanken altid koordineret sin udlånspolitik med sine hovedinteressenter, i særdeleshed med USA. Det skete også her, og på den måde blev Aswan-dæmningen både del af den arabisk-israelske konflikt og af supermagtsrivaliseringen. Verdensbanken gav i 1955 grønt lys for projektet ud fra tekniske og økonomiske kriterier. Men efterfølgende forværredes det ægyptisk-israelske forhold. I februar 1955 havde israelerne foretaget et overraskelsesangreb på en militær forpost i Gaza, hvor 40 ægyptere mistede livet. For Nasser var det en voldsom ydmygelse. De fri Officerer, den ægyptiske presse og demonstranter i Kairos gader krævede militær oprustning. Da USA, England og Frankrig havde indført en våbenembargo over for de lande som var involveret i den første arabisk-israelske krig i 1948, så Nasser ikke noget andet valg end at henvende sig Sovjetunionen for at skaffe de nødvendige våben. Det førte til, at de to stater i september 1955 underskrev en våbenhandel på 80 mio. USD. Begivenheden var bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det var første gang sovjetiske våben dukkede op i et arabisk land.

3 Washingtons umiddelbare reaktion på våbenhandlen var en fornyet interesse for dæmningsprojektet. Man ræsonnerede, at en støtte til byggeriet af Aswandæmningen ville sende et synligt signal til ægypterne og andre lande som måtte føle sig foranlediget til at tilnærme sig den sovjettiske lejr om den frie verdens konstruktive politik. I december 1955 blev den ægyptiske delegation således kaldt til forhandlinger i Washington. De endte med et memorandum om, at USA, England og Verdensbanken tilsammen ville stille den nødvendige udenlandske finansiering til rådighed (i alt 400 mio. USD). Lånet var imidlertid behæftet med en række krav. Ud over Verdensbankens almindelige krav om fuld indsigt i projektet og dets økonomi, blev der også stillet krav om, at Ægypten ikke måtte benytte arbejdskraft eller teknologi fra østbloklandene ligesom Ægypten ikke måtte foretage flere våbenindkøb i disse lande. Nasser var rasende. Han opfattede kravene som stærkt patroniserende og farlige. Nasser frygtede, at eftersom lånene kom til udbetaling i flere puljer i løbet af byggeriet, at USA således ville kunne bruge dæmningen til at presse Ægypten til en fredsaftale med Israel og til tættere samarbejde med vestlige militærpagter som NATO og CENTO. For Nasser fremstod tilbuddet således som en fælde, der ville holde Ægypten og dets økonomi i et amerikansk favntag i en lang årrække. Forholdet til Vesten forværres Nasser udtrykte klart sit forbehold mod Vesten bl.a. gennem indædt kritik af den amerikanske udenrigspolitik, men nok mest markant, da han indgik endnu en våbenhandel med Sovjetunionen. I foråret 1956 var amerikanerne ved at være mere end almindeligt trætte af Nasser, og håbede på Nasser ville takke nej til den finansieringsaftale han havde fået tilbudt året før. Endvidere lød der i den amerikanske Kongres nu højrøstet kritik af projektet. Kritikken skyldtes ikke blot projektets tekniske udformning, som mange mente ville medføre en miljøkatastrofe. Kritikken kom også fra de amerikanske bomuldsproducenter i sydstaterne, der frygtede, at dæmningen ville gøre det muligt for ægypterne at udkonkurrere dem med billig bomuld, og fra den jødiske lobby, der naturligvis måtte stille sig kritisk overfor enhver støtte til Ægypten. Amerikanerne vurderede endvidere, at ægypternes udtalelse om, at Sovjetunionen var villig til at finansiere projektet, hvis Vesten ikke ville, var et bluffnummer. De amerikanske forhåbninger blev imidlertid ikke indfriet, idet Nasser overraskende sagde ja til lånetilbuddet. Amerikanerne handlede nu hurtigt og meddelte Ægypten, at den ægyptiske økonomi som følge af landets betydelige udgifter til indkøb af våben ikke ville kunne bære den økonomiske byrde som byggeriet ville være forbundet med. Tilbuddet ville derfor blive trukket tilbage. Dagen efter trak englænderne og Verdensbanken således også deres lånetilbud tilbage. Nasser udtalte i denne forbindelse, at "dette ikke blot er en tilbagetrækning af et tilbud, det er et angreb på vores land, og en invitation til det ægyptisk folk om at gøre en ende på det amerikanske regime". En uge senere proklamerede

4 Nasser nationaliseringen af Suez-kanalen og meddelte, at overskuddet fra kanalen ville blive anvendt til at opføre Aswan-dæmningen. I november 1956 blev Ægypten angrebet af England, Frankrig og Israel. Sovjetisk finansiering Fra slutningen af 1956 til oktober 1958 lå Aswan-projeket således i dvale. På trods af sovjetiske forsikringer om at ville støtte byggeriet, var Nasser bange for at tage imod tilbuddet. De frygtede, at Sovjetunionen ville bruge Aswandæmningen som et udstillingsstykke for sovjetisk teknologi og ingeniørkunst. I oktober 1958 indgik Nasser alligevel en aftale med Sovjetunionen om finansiering af første del af projektet - og endnu engang steg Vestens interesse i byggeriet. Vesten håbede på, at Sovjetunionen ikke kunne håndtere den økonomiske byrde og tilbød at finansiere anden del af projektet. Tyskerne gik så vidt som til at tilbyde lån på 200 mio. DEM. Ægypten reagere imidlertid ikke på tilnærmelserne fra Vesten og underskrev i august 1960 en aftale med Sovjetunionen om finansieringen af projektets anden fase. I mellemtiden havde sovjetiske eksperter gennemgået projektet. De lavede mindre ændringer i firmaet Hochtief & Dortmunds design, og hele projektet blev endnu engang gennemgået af en gruppe internationale eksperter. De foreslog mindre ændringer, som de sovjetiske eksperter dog ikke tog sig af. Det sovjetiske Hydroprojekt Institut fik ledelsen af projektet og blev enebestemmende for alle anliggender vedrørende byggeriet. I december 1959 blev den sidste forhindring ryddet af vejen, da Ægypten og Sudan indgik en aftale om delingen af Nilens vand. Den 9. januar 1960 blev det første spadestik taget - kun 8 år efter De fri Officerer havde igangsat planlægningen. Den 15. januar 1971 kunne Aswandæmningen indvies. Nasser døde i september 1970 og nåede således ikke at se færdiggørelsen af dæmningen. I stedet præsiderede hans efterfølger Anwar Sadat i tæt samarbejde med den sovjetiske generalsekretær Nikolai Podgorny over indvielsesceremonien. I talerne hyldedes det sovjetisk-ægyptiske venskab, mens amerikanernes brudte løfter blev gjort til hån i en nasseristisk retorik. Et kort venskab Ironisk nok holdt det sovjetisk-ægyptiske venskab imidlertid ikke længe. I 1972 udviste Sadat alle sovjetiske militærrådgivere fra Ægypten, men det egentlige knæk i venskabet blev skabt i fredsforhandlingerne efter Yom Kippurkrigen i Her lykkedes det den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger effektivt at bringe ægypterne tilbage i den amerikanske lejr. Så da man i oktober 1975 afholdte en stort anlagt ceremoni for at fejre, at Nasser-søen nu var fyldt med vand, var der ingen repræsentant for Sovjetunionen mellem de indbudte. Om dæmningen i dag skal ses som en triumf for det sovjetisk-ægyptiske venskab, som en triumf for det ægyptiske folk eller blot som en sær historie

5 om diplomatiske armbøjninger i en næsten glemt koldkrigs tidsalder er op til den enkelte at vurdere. Men Aswan-dæmningen står der. Den er ægte og den udfylder de funktioner, som den er designet til at udføre. Nilen er tæmmet næsten til fuldkommenhed, og vinderen i det store spil har været det ægyptiske samfund, der ikke længere skal døje med oversvømmelser og tørke og som nu i 30 år har kunnet høste de væsentlige økonomiske fordele som dæmningen har givet landet. Litteratur Bisws, Asit K.: The Aswan High Dam Revisited. "Ecodecision". September, 1992 (p ). Dougherty, James E.: The Aswan Decision in Perspective. "Political Science Quarterly", No. 1, Vol. 74, 1959 (p ) Hvidt, M.: 20 år med Aswan. "Mellem-østinformation", nr. 6, 1990 (s ) Rycroft, Robert W. & Joseph S. Szyliowicz: The Technological Dimen-sion of Decision Making: The Case of the Aswan High Dam. "World Politics", No. 1, Vol. 33, 1980 (p ) Waterbury, J.: Hydropolitics of the Nile Valley. Syracuse University Press