Rim, remser og medindflydelse

Transkript

1 Rim, remser og medindflydelse Rapport fra et studiebesøg på biblioteker i Edinburgh Af Heidi Michlenborg og Elisabeth Bennetsen, Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne Her må godt synges Indgangen er pakket med klapvogne i alle farver og størrelser og nede i hjørnet af biblioteket sidder voksne og børn tæt på stole og puder med øjnene rettet mod en ung mand, der energisk synger for på Old Macdonald had a farm, mens han med den ene arm laver en snabel. Old Macdonalds farm er nemlig ikke en helt almindelig kedelig gård med bare grise og køer. Til børnenes store fryd bor her også en lidt vild elefant. Vi er på Portobello Library i forstaden Portobello, som ligger smukt lidt uden for Edinburgh ud til den store fjord Firth of Forth. Hver onsdag formiddag kan børn under fire år og deres voksne møde op på det lille bibliotek, som ligger centralt i byen, og deltage i en af de populære rhymesessions, hvor de en halv times tid kan synge med på kendte børnesange. Det med det kendte ser man straks. Alle synger med eller hopper på skødet eller danser i takt på gulvet. En mor ammer sin buttede baby, der ligger trygt i hendes favn med den ene hånd fast knuget om morens bluse og blikket og al opmærksomhed rettet mod morens ansigt og stemme, der synger for den lille. En lille pige med store krøller står mellem benene på sin far, der har samme store, krøllede hår, mens hun morer sig over den næste sang, der handler om en lille grøn frø, der siger Galump. Det hele foregår a capella, den unge mand har en udmærket, men ikke skolet stemme, og da vi senere spørger til hans baggrund, får vi at vide, at han er en fra personalet, og det er helt bevidst, at han ikke er skolet. Forældrene synger jo ikke som operasangere, og for øvrigt tør man bedre synge med, når forsangeren lyder lidt som en selv. En rhymesession varer 20 min til en halv time, og her i Portobello laver man to hver eneste onsdag formiddag året rundt og sådan er det stort set på alle skotske børnebiblioteker. Det er gratis, og folk møder bare op. De ved, det er et fast tilbud både til fritgående forældre såvel som bedsteforældre og diverse pasningstilbud. Sangen og støjen i udlånet må de andre lånere udholde imens, de ved fra skilte, at det foregår, og sangen ser heller ikke ud til at genere en ældre mand, der sidder i nærheden med sin avis. Rhymesessions er nemlig en vigtig del af det skotske Bookbug-program, som er støttet af The Scottish Book Trust, regeringen og diverse fonde. Alle rhymesessions kører efter næsten samme model. De af personalet, som skal stå for det, kan komme på kursus hos The Scottish Book Trust, hvor de lærer at afvikle og sammensætte en session. Der synges mere eller mindre de samme sange i samme rækkefølge hver gang, og det er planlagt, så rolige sange indleder og afslutter, og der veksles mellem fagtesange med bevægelse og dæmpede sange, så det hele ikke bare bliver tumult. Det, at det er de samme, der synges, gør at både børn og voksne får dem lært, og vi ved jo, at små børn elsker gentagelser, og at rim og remser styrker deres sprog. I øvrigt kan man downloade sangene på The Scottish Book Trust`s hjemmeside, og i en af Bookbug pakkerne ligger der en cd med sangene på, så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at kunne dem. Lesley Mayes, som er library services officer på biblioteket, fortæller os, at Portobello er en forstad med en lidt blandet befolkning af solid middelklasse, som er tiltrukket af at kunne bo tæt ved vandet og en mere broget gruppe af folk, der bor i socialt boligbyggeri og er belastet af diverse sociale problemer, som påvirker deres børn negativt. Det ses også, når man ser

2 ud over flokken af forældre og børn. Vi kan hurtigt spotte de udsatte børn, og da vi allerede har bemærket det enorme udbud af fastfood, chips og farvestrålende og sukkerholdige morgenmadsprodukter i butikkerne, undrer det os ikke, at flere af dem vi snakker med, taler meget om sund mad, og hvordan man fra bibliotekernes side prøver at guide forældrene til at servere sund mad for de små. For der sidder flere, som ser under- og fejlernærede ud. Lesley fortæller os også, at man i forbindelse med rhymesessions ofte har besøg af sundhedsplejersker, som forældrene enten kan konsultere en og en, eller der holdes et fælles oplæg om mad måske. Biblioteket har også et forældrehjørne med egnede bøger og en stor mappe med officielle pjecer om barnepleje, opdragelse mm. I det hele taget er der et tæt samarbejde mellem forvaltninger og biblioteker. Neighbourhood Partnership, hvor man forsøger at inddrage borgerne aktivt i beslutningsprocesser, er stort herovre, og på mange biblioteker, som f.eks. på det smukke og nyrenoverede Morningside Library i velhaverforstaden Morningside, får man ugentligt besøg af folk fra forskellige forvaltninger, som sidder klar midt i udlånet til en snak med borgerne om, hvad de kunne tænke sig i deres lokale område, og som hos os, er bibliotekarer blandet ind i borgerservicefunktioner på forskellig vis. Fem gange bogposer Edinburgh er Skotlands næststørste by med næsten indbyggere. Byen har foruden det store Central Library i Old Town i bymidten: 27 filialer. Et af dem er Craighmillar, som for tiden er under ombygning og derfor midlertidigt transformeret til et såkaldt pop-up library, der er placeret i et hjørne af borgerservice på rådhuset. Her står på et par reoler lige de mest spændende og efterspurgte bøger, film og cd`er. Når biblioteket åbner igen i november ovre på den anden side af gaden, bliver det i helt nye og større lokaler og med udvidede åbningstider og plads til endnu flere arrangementer som lektiehjælp, læseklubber for børn og voksne, kreative workshops, storytelling og naturligvis rhymesessions. Craighmillar er også en forstad, men er mere belastet end Portobello får vi at vide, da vi besøger Michelle Jones. Hun har ledet Craighmillars udgave af Bookbug-programmet siden 1996, hvor man blev så bekymret over det dårlige sprog, der prægede områdets børn, at man gik i gang med Bookbug programmet i en lokal udgave: Craigmillar Books for Babies. Michelle og en kollega, som også arbejder på et lokalt bibliotek, holder til i et lillebitte kontor ved siden af Castlebrae Community High School. Her tilrettelægger de hele det enorme apparat, som programmet er. I Danmark kender vi modellen med at forære bøger væk i form af bogstart-projektet, som er rettet mod bestemte boligområder eller i endnu mindre skala i enkelte kommuner, som en bog til børn, der fylder to eller besøger tandlægen for første gang. Men i Skotland og således også i Craigmillar, er det ALLE børn, og det er ikke kun en, men flere gange inden skolestart, at der dumper en pose alderssvarende bøger ned til barnet. Projektet er blandt andet støttet af The Big Lottery Fund, og Michelle fortæller os lettet, at man netop har fået tilsagn om støtte for de næste fem år, og som hun siger: det giver os arbejdsro. Arbejdsro har de også brug for de to damer, den flok frivillige og folk fra de sociale forvaltninger, som er blandet ind i arbejdet. Michelle og hendes kollega laver meget: pakker poserne med bøger og står for processen med at få valgt de rette bøger. Det er nu ikke noget, de helt selv bestemmer, for det er sådan, at forældrene og børn stemmer om den bedste bog mellem flere hvert år, og så er det den, som kommer i posen. Ejerskab er vigtigt! De har også kontakten til de frivillige, som fortæller om projektet i forskellige sociale centre. Mens vi er på besøg, kommer der netop en frivillig tilbage med sedler på familier, der gerne vil have hjemmebesøg, som er et nyt tiltag. Normalt skabes den første kontakt, når barnet får sin første vaccination, men der er også nogle, som har brug for mere og tættere information. I området bor der f.eks. en del polakker og andre tosprogede. Så der holdes f.eks. polske rhymesessions, ligesom man har købt bøger til biblioteket på polsk og andre relevante sprog. En depotordning fra en central enhed, som vi

3 kender det, findes ikke. Michelle fortæller os også, at man lægger bøger og rim på gælisk og scots i poserne. Den lokale sproglige arv har fået stor bevågenhed i Skotland. Et barn får foræret bøger fem gange inden skolestart, men ikke nok med det. Deres forældre opfordres til at besøge biblioteket ikke kun for at synge med, men naturligvis også for at låne bøger. Derudover stiller man bøger frem hos læger og i sundhedscentre, og hvert år foræres der bøger væk ved forskellige lejligheder som f.eks. på projektets fødselsdag eller ved den lokale litteraturfestival. Projektet i Craigmillar har sin egen protektor, den kendte børnebogsillustrator Patrick Benson, og han har også tegnet deres logo: en sød og meget engelsk ugle med en bog. De fine stofposer er sponsorerede af et lokalt kiksfirma, og den pose vi så indeholdt foruden en cd med Rhymesession-sange og to pegebøger også nogle laminerede rimkort og et stort kort med farvestrålende opskrifter på sund mad som abemad og bagte æbler. We dont teach families we work a long them siger Michelle møntet på det med maden. Da vi spørger om, der er nogle, der takker nej, siger hun, at det er der. Men de får et blødt valg, man lytter meget og spiller efter gehør, og så kommer de som regel med alligevel. Har det så hjulpet, vil vi vide. Ja, det har det. Man har haft en ekstern fagperson til at evaluere på projektet, og hvor der i 1996 var 40 % i de mindre klasser, som læste meget dårligt og havde et ringe sprog foruden en ringe benyttelse af biblioteket, så er de tal nu meget forbedrede, så alt i alt er man ret tilfreds med resultatet. Evalueringen i sin helhed kan læses på dette link: Det virker, sir Michelle og hendes kollega, og de lyser langt væk af den begejstring og entusiasme, som har præget hele vores snak. Slik, stjerner og smoothies Medindflydelse virker også fortæller David Hayden, som er bibliotekar på Moredun Library. Moredun er et meget socialt belastet område, og bibliotekspersonalet var frustreret over, at de unge ikke brugte det eller når de gjorde det, var det med ballade og uro. I stedet for at holde de unge ud i strakt arm, inddrog man dem i stedet i planlægningen af at indrette en del af det lille et-rums bibliotek, så det blev som de unge ville have det med det resultat, at de nu bruger biblioteket, og det så alle kan holde ud at være der sammen med dem. De unge ønskede ud over computere også siddepladser og en automat, hvor de kunne trække sodavand, chips og slik og det fik de. I loftet pynter flag fra fodboldklubber, væggene er malet i andre farver end resten af biblioteket, og man gør meget ud af lade de unge selv bestemme, hvilke workshops der skal laves. På håndskrevne plakater kan de stemme med guldstjerner, om de vil lave smoothies eller perleplader. Smoothies ser ud til at vinde stort! Vi synes måske ikke, at slikautomaten er verdens bedste ide, da vi ser en lille dreng, som kommer direkte fra skole, blive ret høj og hyper på den cola og marsbar, som hans mor køber til ham i automaten. Men hvis man spørger om brugernes mening, så er man vel også nødt til at tage det alvorligt? Der er gang i butikken på det lille bibliotek. 15 små børn i skoleuniformer kæmper midt i udlånet med at farve og klippe for at lære at kende forskel på ahorn og bøg, mødre kommer for at hente dem, og midt i det hele leverer fragtmanden bogkasser fra hovedbiblioteket. Da alle har klippet og klistret, bliver de bænket på gulvet. En af bibliotekarerne læser højt af en billedbog, og alle lytter på trods af den megen uro i rummet. I det hele taget virker det, som om litteratur og bøger prioriteres højt. Edinburgh er også kendt som litteraturens by udnævnt af Unesco og med et af verdens ældste fakulteter for

4 litteratur på universitetet. Hvert år i august bydes der på en kæmpe litteraturfestival, og mange bydele holder deres egen festival, hvor forfattere fortæller om deres værker, eller der læses op eller fortælles. Fortællingens eget hus Vi valgte Edinburgh som mål for vores studierejse af flere grunde en var det arbejde med små børn og deres voksne, som bibliotekerne heroppe har fået flere priser for en anden var den plads, som traditionel historiefortælling har i skotsk kultur. Hjemme i Danmark arbejder vi to rejsende bl.a. med dialogisk læsning og eventyrfortælling som formidlingsformer så det, at byen også rummer en helt særlig attraktion det firstjernede The Scottish Storytelling Centre, gjorde kun Edinburgh endnu mere oplagt. Centret ligger centralt i Old Town i samme bygning som museet John Knox House, hvor den berømte protestantiske reformator John Knox boede i sin tid. Vi bliver vist rundt af kursuslederen Davide Panzeri, som fortæller os, at formålet med centret er at skabe netværk, formidle fortælletraditionen og afholde kurser for både almindelige og professionelle. Mange lærere og bibliotekarer kommer på kurser her, siger han, og nævner en ny måde at undervise i matematik og grammatik på, hvor eleverne inddrages ved at skulle genfortælle det lærte som en historie til deres klassekammerater. Det har vist sig at være en ret effektiv måde at lære på. Der er en god stemning i de lyse rum, der virker skandinaviske på os med det meget træ, højt til loftet, enkle møbler i norsk nissestil og et gyngende gulv, som Davide med et glimt i de brune øjne betror os, er godt at danse på. Huset indeholder en reception med butik, en cafe med lækker mad, en fortællesal, som kan forvandles til et mindre og mere intimt rum ved at flytte rundt på væggene, og på næste etage en teatersal og flere mindre rum, som bruges til at afholde kurser og undervisning i. Centret har også en stor samling eventyrbøger, som dog kun er til internt brug. Vi åbnede i 2006, siger Davide, og vi er støttet delvist af staten, men ellers er det også her fonde, som bidrager the Scottish Church er en af dem, som holder hånden under og i øvrigt samarbejder vi en del med kirken,. Vi har kontakt til de mange fortællere, der findes i Skotland fortæller Davide og vi formidler dem på vores hjemmeside, så brugere har et sted at gå hen, hvis de skal finde en fortæller. Der er noget for enhver smag lige fra folk med speciale i heksehistorier, fortællinger om natur og dyr, eller hvad med at vandre en tur i det smukke skotske landskab med en fortæller? Men man kan også gennem centret finde en person, der vil stå for en workshop ude i landet, hvis en privat gruppe har lyst til at komme i gang med at fortælle. Det bruges bl.a. inden for ældreforsorgen med de såkaldt Livestories, hvor demente trænes i at fortælle fra deres eget liv, ligesom også psykiatrien har fået øjnene op for fortællingens helende kraft. The Scottish Storytelling Centre står også for planlægning og afvikling af den store fortællefestival, som løber af stablen hvert år sidst i oktober. Her deltager fortællere fra mange lande, kan vi se, da vi skimmer det imponerende program, hvor både tyske, italienske, kinesiske, irske og norske fortællere er nævnt. Kontakten til Norge virker særlig tæt, og som danskere ærgrer det os, at vi som nation glimrer ved vores fravær. Men det mest synlige ved centret er de mange arrangementer, som bliver afviklet året rundt i selve huset. Der er åbent fast 6 dage om ugen fra 10-18, og her er noget for enhver smag lige fra skotsk step til store fortællinger som Theseus og minotaurussen og de meget populære og totalt udsolgte The Story Kist, som er fortællinger for de alleryngste eller børn med særlige behov. Her vælter forældre og småbørn ind og hygger sig med hele to fortællere på en gang, som ved hjælp af dukker fanger de yngstes udelte opmærksomhed.

5 Vores rundtur slutter oppe i tårnet, hvor vi med udsigt over hele den betagende gamle del af Edinburgh bliver opfordret af Davide til at ringe med en stor klokke, der hænger i tårnet. Det må man som gæst i huset siger han, da jeg tøvende slår med kneblen i den store klokke, hvis tunge lyd får folk på gaden til at kikke op. Klokken er den originale Netherbow Bell fra 1621 og den hang oprindeligt i den nu nedrevne byport, som lå lige ved den gamle pub med navnet The Worlds End på den anden side af gaden. Pubben hedder sådan, fordi den engang faktisk var verdens ende. Ude på den anden side var der kun vildnis, englændere og ulve, får vi at vide, og det historiske pust passer for os meget godt med et besøg på et sted, der i den grad formidler den ældgamle fortælletradition. I en tid som vores, hvor man dagligt bombarderes med visuelle indtryk fra alle kanter, har man måske endnu mere brug for at kunne danne billeder inde i ens eget hoved med en dygtig fortæller som formidler. Da vi lidt senere samler op på besøget og alle vores indtryk på netop føromtalte pub med en kølig skotsk lager, er vi enige om, at den smittende begejstring og entusiasme vi har mødt på vores tur, har givet os endnu mere lyst til at fortsætte vores eget eget arbejde med bibliotekets yngste brugere. I forvejen tilbyder vi rytmiske legestuer for de mindste på vores biblioteker men det er ikke os selv, der synger for. Det gør en professionel musikpædagog. Og af samme grund er det heller ikke noget der sker hver uge, men er begrænset til to sæt af fire gange. Men nu vil vi selv! Så to uger senere på Spil dansk dagen - står vi midt i børneafdelingen på Faaborg Bibliotek og tager imod 23 vuggestuebørn og deres pædagoger plus et par fritgående mødre, som gerne ville komme ind og synge sammen med os og synge det gør vi. Hjulene på bussen og andre danske klassikere krydret med dukker, fagter og et midtvejsbevægelsesrim, som giver sved på panden og røde kinder især hos os selv. Vel er det da lidt grænseoverskridende at stå og synge midt i et offentligt rum, men vi holder hurtigt op med at tænke på, om vi synger falsk, ser fjollede ud, eller om vores kollegaer fniser af os bag reolerne, for ungerne synes helt tydeligt, at det er sjovt, og de er alle godt med i den lille halve time, det varer. Nogle af sangene tager vi to gange, så melodi og tekst sidder lige i skabet, og da vi bagefter hører flere af de små gå og synge Um ad og de voksne spørger til, hvornår vi mon gør det her igen er vi klar over, at dette lille enkle sprogeksperiment kan bruges til noget. Det er billigt, nemt og lavpraktisk det kræver faktisk bare, at man glemmer alt om janteloven, får programsat det og lært nogle sange udenad. Og når vi fremover tager vi på besøg i børnehaver og hos dagplejemødre med oplæsning og små fortællinger, er der også børnesange på programmet.. Men turen har også givet os lyst til at inddrage vores brugere mere i de ting vi planlægger. Ideen med at lade børnene stemme med guldstjerner om det, der skal ske er måske ikke så dum, og den er i hvert fald nem at kopiere. Links: Skrevet at Heidi Michlenborg og Elisabeth Bennetsen