At blive praktiserende læge

Transkript

1 Bibi Hølge-Hazelton DEN NYE LÆGE 659 At blive praktiserende læge Når valget af almen praksis begrundes ud fra det, der traditionelt opfattes som feminine værdier (fx ønske om at tage hensyn til familie og børn), anvendes samme argumenter af kvinderne og mændene, nemlig at almen praksis virker som et sted med god tid, uden stres og belastende vagter, lidt højrehåndsarbejde. Når valget begrundes ud fra hvad, der kan opfattes som traditionelle maskuline værdier (fx målrettethed og ambitioner), er der heller ingen oplagte forskelle mellem kønnene. Denne artikel er den tredje i en serie om læger, køn og arbejde i almen praksis. biografi: Cand.cur., ph.d., lektor i ungdomsforskning på Center for Ungdomsforskning, Learning Lab, Danmarks Pædagogiske Universitet, og associeret seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Center for Sundhed og Samfund, Københavns Universitet. forfatters adresse: Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet, Tuborgvej 146, 2400 København NV. bhh.lld@dpu.dk Artikelserien tager udgangspunkt i mit forskningsprojekt»er en læge en læge? Om kønnets betydning for almen praksis«. Projektet er støttet af Statens Humanistiske Forskningsråd. I de foregående artikler blev det påpeget, at der i den forskningsbaserede litteratur ikke er meget hjælp at hente, hvis man ønsker at forstå, hvad det betyder, at der kommer flere kvinder ind i et felt som almen praksis (1). Hvad der derimod blev tydeligt var, at det ikke er nok at se på køn, man må også se på generationsperspektivet, hvis man ønsker at forstå hvilke arbejdsorienteringer, de unge praktiserende læger har i dag (2). Denne artikel vil først beskrive, hvordan den empiriske del af projektet blev planlagt og udført. Derefter vil jeg med udgangspunkt i interviewmaterialet analysere de unge lægers fortællinger om at blive praktiserende læger med henblik på at undersøge, hvorvidt og i hvilken grad man her kan spore væsentlige kønnende betydninger. Et forskningsprojekt fra planlægning til udførsel Som i de fleste andre empiriske forskningsprojekter har det i dette projekt været vanskeligt, for ikke at sige umuligt, fra projektets start at forudsige, hvordan det ville tage sig ud i sin slut- og formidlingsfase. Alligevel er det nødvendigt i en opstartsfase at give nogle kvalificerede bud på, hvad det er, man vil undersøge, hvordan og hvorfor

2 660»Jeg synes bestemt ikke vi er gode til at få vores problemer frem i offentligheden, jeg ved ikke hvorfor, vi har jo nogle udmærkede folk som kunne gøre det, men jeg tror måske de er bange for ikke at blive taget alvorligt. Vores formand skal jo koncentrere sig om det faglige og vores overenskomst og tale med pressen, og han går ikke videre med de der bløde emner eller følelsesmæssige ting som vi kunne opleve. Der bliver tænkt politisk og taktisk i den måde det bliver lagt frem på... Hvis man virkelig vil have noget at vide [om praktiserende læger], så tror jeg man skal gå meget tæt på det personlige, de meget personlige ting, men det er fordi jeg kan mærke hvor meget det betyder for mig, hvor meget jeg skal have den her konflikt mellem min person og de krav der er i arbejdet, for jeg skal jo have det til at matche på en eller anden måde, for jeg kan ikke være utro mod min personlighed.«keld, 39 år, praktiserende læge Boks 1. man vil gøre det og hvad man håber på at finde ud af. Det vil sige, at man skal på samme tid skal redegøre for, at her er der et område som bør undersøges, fordi vi ikke ved noget eller nok om det, og på samme tid overbevise bevillingsmyndighederne om, at resultatet af forskningen vil være interessant nok til at anvende nogle af de alt for få frie forskningsmidler der er til rådighed, til pro jektet. Derfor må jeg hellere skynde mig at skrive, at jeg ikke når alt det jeg havde sat mig for, at jeg ikke har holdt min forskningsplan til punkt og prikke, og at jeg ikke her anvender alle de væsentlige oplysninger, jeg har fået igennem de sidste tre år. For man bliver jo klogere, når man for alvor går i gang med at bevæge sig ind i et nyt felt. Det er som at planlægge en rejse til en storby man ikke kender, men har læst en masse guidebøger om. Når man først er fremme, finder man ud af, at de attraktioner, man havde planlagt at besøge, er lukket på grund af renovering, at det autentiske spisested, man har læst om, er opdaget af alle de andre rejsende, og at de lokale derfor spiser helt andre steder nu. Steder som man så opsøger og hvis man er heldig at finde dem, har fået helt andre retter på menuen. Det er betingelserne for denne type forskning, og formår man ikke at navigere i denne konstante dynamiske og foranderlige kontekst, bør man nok finde sig en anden videns-skabelses-tradition at hænge ud i... Fra overskudslæger til almindelige læger Som eksempler på dette konkrete projekts dynamik kan nævnes, hvordan jeg fik adgang til feltet, og hvordan jeg søgte og fik informanter. Jeg havde som udgangspunkt kontakt til en række personer inden for almen praksis. Via dem kom jeg i kontakt med mine første informanter, som viste sig at være personer, der regnedes som nøglepersoner inden for faget. Det vil sige der var ofte tale om middelaldrende praktiserende læger, der ofte agerede som repræsentanter for deres fag: de var typisk blevet interviewet før, og de havde politiske poster, det var en slags overskudslæger. Men det, jeg var interesseret i, var at forstå almindelige praktiserende lægers subjektive arbejdssituation. Det vil sige med ud-

3 661»Jeg føler ikke jeg er pivet, eller én der ikke kan klare tingene. Jeg har virkelig prøvet at få tingene løst og virkelig følt at jeg har haft et problem, men bare ikke haft lydhørhed for det fordi... når alle læger har travlt er de sig selv nok, og sådan er det. Så har de ikke tid til at tage sig af en kollega og så kan det hedde fint og flot med netværk. Jeg har banket i bordet fordi der var nogle ting jeg ville have ud og have lys på. Jeg tror ikke på at ét menneske kan klare alle de krav der stilles til den praktiserende læge. Så at komme tilbage i 37-timers sygehusjob er næsten som at komme på halv tid eller ferie, det må jeg ikke sige, men i forhold til det liv jeg har haft i praksis, så er det ren afslapning.«lilly, tidligere praktiserende læge, nu ansat i syghussektoren Boks 2. gangspunkt i forskellige lægers beretninger at forstå mere om deres identitetsdannelser og oplevelser af egen hverdag, af deres forskellige opgaver og hvordan de afgrænser arbejdet og privatlivet. Dette ønskede jeg at undersøge med en optik, der havde kønnet, den såkaldte»feminisering«(3) eller det der er blevet kaldt en»transformation af faget indefra«(4), i fokus. For at kunne gøre det, blev jeg hurtigt klar over, at jeg havde brug for at komme i kontakt med andre læger end dem, jeg umiddelbart havde mødt. Ikke fordi disse læger ikke bidrog med spændende perspektiver og synsvinkler, tværtimod, men fordi det gik op for mig, at der er emner man sjældent taler om i lægeoffentligheden, emner jeg måtte opsøge andre læger for at få viden om. Jeg blev, sagt på en anden måde, optaget af at finde frem til fortællinger om lægeliv, der ellers sjældent bliver fortalt, og jeg fandt frem til en række informanter ved hjælp af velvillige praktiserende læger, der hjalp mig videre i deres egne netværk og kontakter. Til at begynde med opsøgte jeg primært kvindelige praktiserende læger, fordi jeg havde en forestilling om, at det var via kvindernes fortællinger, jeg ville kunne lære om feminisering. Men efter litteraturgennemgangen og den første interviewrunde, hvor jeg kun havde interviewet et par yngre mandlige praktiserende læger, blev jeg mere og mere opmærksom på generationsperspektivet som noget helt centralt. Jeg foretog derfor en ekstra interviewrunde, hvor jeg som supplement til interviewene med kvinderne, interviewede unge mandlige praktiserende læger. Efter det traf jeg den svære beslutning, at jeg i denne omgang primært ville anvende det interviewmateriale, jeg havde produceret i forhold til den unge generation af praktiserende læger. Det, jeg ønskede, var: At søge efter på hvilken måde og i hvilket omfang, der i den nye generation af praktiserende læger produceres en ny form for professionsidentitet, og i hvilket omfang den bygger på»kvindelighed«. Og såfremt der produceres en sådan, ønsker jeg at forstå, hvad de faglige og professionelle karakteristika ved denne nye professionsidentitet er (5). Måden jeg gjorde det på, var at søge på langs og på tværs af materialet, efter betydninger af profession, køn og identitet

4 662 (jf. 6). Jeg valgte at lægge en række analytiske snit i materialet, og det jeg udvalgte var følgende: 1. at blive praktiserende læge 2. identiteten som praktiserende læge 3. at være selvstændig 4. tid og strukturering af arbejdet 5. forholdet mellem arbejde og privatliv 6. forestillinger om kønnets betydning Snittene blev både lagt på baggrund af teoretiske overvejelser i projektets tidlige faser, som til en vis grad var styrende for det, de praktiserende læger fik mulighed for at tale om i interviewene, og på baggrund af den egentlige dataproduktion, hvor de empirinære erfaringer blev fortalt. De første tre snit vil i kommende artikler i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning blive præsenteret som snit lagt i forhold til henholdsvis kvinder og mænds fortællinger, og de sidste tre snit vil blive beskrevet i en bog, hvori det samlede projekt præsenteres. Det er ikke de eneste snit, eller de rigtige snit, men snit der gerne skulle bringe projektets ambition om at forstå dette komplekse felt videre. De deltagende læger Der vil i det følgende (og i de kommende artikler) blive inddraget citater fra interviews med følgende læger (her anonymiseret): Henriette, 45 år, gift med selvstændig, tre børn på mellem 12 og 20 år. Arbejder fuld tid i solopraksis på landet. Keld, 39 år, skilt fra læge, har to teenagebørn der bor hos moderen. Arbejder fuld tid i kompagniskabspraksis i provinsen. Klara, 43 år, gift med akademiker, har et barn på 4 år. Arbejder fuld tid i kompagniskabspraksis i forstadskommune. Ole, 41 år, gift med en kvinde der er ansat som deltidsmedhjælp i hans praksis, har tre børn på mellem 0 og 7 år. Arbejder fuld tid i solopraksis i provinsen. Per, 42 år, gift med sygeplejerske der er deltidsansat i hans praksis, har to børn på 20 og 13 år. Arbejder fuld tid i solopraksis på landet. Pernille, 39 år, gift med direktør, har to teenagebørn, Arbejder fuld tid i solopraksis i forstadskommune. Peter, 42 år, gift med lægesekretær der arbejder på deltid i en anden lægepraksis, har to børn på under 6 år. Arbejder på nedsat tid i kompagniskabspraksis i provinsen. Rasmus, 34 år, single. Arbejder fuld tid i solopraksis i storby. Thomas, 33 år, skilt fra karrierekvinde, er delefar til tre børn på under 8 år. Arbejder fuld tid i kompagniskabspraksis i storby. Tobias, 42, gift med karrierekvinde, har to børn på under 14 år. Arbejder som halvtidslæge i delepraksis. Tove, 38 år, gift med selvstændig, har 3 børn på under 11 år. Arbejder fuld tid i kompagniskabspraksis i provinsen.

5 663 Fig. 1. Illustration af Agnieszka Wilk. Vinnie, 43 år, single. Arbejder på halvtid i delepraksis på landet. At blive praktiserende læge kvinder Nogle kvinder beskriver en stor målrettethed i forhold til at blive praktiserende læger. Undervejs i studiet havde de måske snuset til andre specialer, men besluttede hurtigt at fastholde deres oprindelige intention. Klara:»Fra jeg begyndte at læse, vidste jeg at jeg skulle være praktiserende læge, om end jeg flirtede lidt med nogle andre specialer. Jeg var meget ambitiøs, det er jeg nok ikke lige så meget mere, men det var jeg. Så derfor fascinerede det mig også at kunne gå hen og blive speciallæge og blive rigtig god til et lille område og være en af dem der vidste mest, det synes jeg er fascinerende. Og så har det altid tiltalt mig at have forløb, kende familien, kende relationen i det hele taget.«nogle begrunder deres valgt af almen praksis som et fravalg af noget andet, for eksempel miljøet på hospitalerne eller kravene om forskning. Dette fravalg kunne også knyttes til hensyntagen til familien.

6 664 Henriette:»Jeg kunne også have været blevet mediciner, men jeg var ikke den der forskede så meget. Det der forskningskrav, det kunne jeg ikke, jeg skulle skrive jeg ved ikke hvor mange artikler, hvis jeg skulle være speciallæge i medicin og det fik jeg ikke gjort med børnene og... det gjorde jeg ikke. Så jeg bestemte mig ret hurtigt til at det kunne ikke nytte.«andre beskriver, at de var igennem en længere søgefase, før de valgte almen praksis. Nogle prøvede andre specialer som de sprang fra, enten fordi de ikke havde lyst til at forske, eller fordi det alligevel ikke»var dem«. Pernille:»Undervejs i studiet havde jeg alle mulige andre fag undervejs jeg syntes jeg hellere ville. Jeg troede jeg skulle være børnelæge på et tidspunkt, og jeg har brugt tre år i psykiatrien og var godt i vej til at blive psykiater, og så savnede jeg simpelt hen det der med at have patienter som var helt almindelige og som også kunne komme og fortælle om almindelige hverdagsting, og så synes jeg det er rart at der er den der store blanding af lidt psykiatri og børnesygdomme og der er noget socialmedicin.«nogle af kvinderne, der havde børn, beskriver, at de havde forestillinger om, at almen praksis ville være godt for familien. Pernille:»Jeg havde nogle helt naive forestillinger om at det var godt for min familie, jeg kunne sidde derude fordi det var ikke så anstrengende, lidt det der højrehåndsarbejde, det kunne der ikke være så mange ben.«men andre beskriver det at få børn under studiet på en helt anden måde: Tove:»Jeg har altid været fast besluttet på hvad jeg ville, der har ikke været så meget slinger i valsen, det har højst været de her børn jeg nu har fået, der har forhalet projektet.«det er, sagt med andre ord, vanskeligt at se noget tydeligt mønster på tværs af kvinderne i forhold til valg af almen praksis som speciale. Men det er der måske hos mændene? At blive praktiserende læge mænd En enkelt af mændene, der deltog i undersøgelsen, beskriver en lige vej fra studiet til almen praksis: Per:»Jeg blev så færdig og havde turnus hvor hele familien måtte flytte med i tre år. Det var en spændende, god uddannelse og jeg fik lov til meget, fik et stort ansvar. Det er også hårdt men det er meget lærerigt, så det var en god tid. Så vi flyttede tilbage, og jeg skulle så starte på min efteruddannelse, fik en blokstilling, og den er så kørt slavisk i 4 år, og blev så færdig med specialuddannelsen.«

7 665 Men andre beskriver, at de aldrig havde tænkt på at vælge almen medicin, men at mødet med specialet i turnusperioden åbnede for den mulighed. Dette beskrives på forskellige måder. Nogle beskriver valget som tilfældigt: Tobias:»Jeg synes ikke erfaringerne fra hospitalslivet var så positive. Miljøet var hårdt og folk var ikke pæne ved hinanden eller os medicinstuderende, det var ikke en kultur hvor man tog vare på hinanden. Det reagerede jeg voldsomt på. Jeg synes hvis man ingen gang kan tage vare på dem der skal overtage, det synes jeg var et alvorligt rids i lakken for lægestanden. Vi bør være langt bedre til at tage i mod folk. Under hele studiet havde jeg ikke skænket det en tanke at jeg ville være praktiserende læge, men jeg fik en øjenåbner da jeg var i turnus. Det var helt vildt fedt, og jeg fik en oplevelse hvor jeg sagde wow men det kunne jeg også havde fået andre steder.«rasmus:»jeg troede jeg skulle være kirurg, synes det er sjovt, fordi jeg kan godt lide at bruge hænderne. Men så var det faktisk en læge på kirurgisk der sagde: du skal ikke være kirurg, du skal være praktiserende læge, og jeg grinede af ham fordi det lå så fjernt fra hvad jeg troede jeg skulle. Jeg skulle virkelig ikke være praktiserende læge, noget så røvkedeligt som det, det skulle jeg ikke være. Men han fik mig alligevel overbevist, nej ikke overbevist, men sporet mig ind på den tankegang, at det kunne man jo også godt.«andre beskriver det at blive praktiserende læge som en kombination af tilfælde og fravalg af hospitalet: Andre igen beskriver, at deres uddannelsesophold i almen praksis gav dem troen på at, her ville de kunne få gode arbejdsbetingelser: Thomas:»I det halve år jeg var i praksis i min turnustid, der må jeg må indrømme, jeg lagde ikke selv mærke til det i starten, men pludselig så gik det op for mig, da jeg havde været der i 3 måneder, at hver dag når jeg kørte hjem, så var jeg enormt glad, mere glad end jeg plejede at være, uden at der var ting i mit liv der havde ændret sig helt vildt meget. Og det gik op for mig, at det var arbejdet, det med at følge patienterne, der er det interessante.«arbejdsbetingelser som lod sig forene med familie og privatlivet: Keld:»Det skal lige siges at jeg fik nummer to barn lige samtidig med jeg blev færdig. Min kone blev færdig som læge et halvt år før mig. Så fik jeg en turnusplads i en praksis hos to praktiserende læger. Det var en praksis hvor de skiftedes til at gå hjem klokken to, og det var pragtfuldt at se hvordan de havde masser af tid og de

8 666 havde deres familie og de havde et rigtigt liv, det var ikke sådan noget stress. Og der var flere raske mennesker, flere almindelige normale mennesker, det var ikke sygdom og sygdom og sygdom og det tiltalte mig, også det at det var de samme mennesker der kom igen, man kunne nå at lære folk at kende, de blev mere nærværende på en eller anden måde. Så den der lidt større nærvær med patienterne, plus min fornemmelse af de havde et meget bedre liv og det var nogle meget bedre arbejdsvilkår de havde, det gjorde at jeg blev meget interesseret.«som hos kvinderne ses der ikke i søgningen på tværs af mændene et entydigt træk bag valget af almen praksis. Er der tegn på forskelle mellem kønnene? Både mænd og kvinder beskriver helheden i almen praksis, tilfældigheder, fravalg af sygehusmiljøet og ønsker om hensyntagen til familien og privatlivet som baggrunde for valget af almen praksis. Når valget begrundes ud fra det, der traditionelt opfattes som feminine værdier (fx ønske om at tage hensyn til familie og børn), anvendes samme argumenter af kvinderne og mændene, nemlig at almen praksis virker som et sted med god tid, uden stress og belastende vagter, lidt højrehåndsarbejde. Når valget begrundes ud fra hvad, der kan opfattes som traditionelle maskuline værdier (fx målrettethed og ambitioner), er der heller ingen oplagte forskelle mellem kønnene. Disse fund er samstemmende med Ganniks analyse af interviews med 31 praktiserende læger i Viborg Amt (7). Man kan derfor ikke, på baggrund af dette snit i det empiriske materiale, finde klare tegn på, at en ny professionsidentitet er under opbygning på baggrund af det øgede antal kvinder. Interessekonflikter: ingen angivet. litteratur 1. Hølge-Hazelton B. Læger, køn og arbejde, et litteraturoverblik. Månedsskr Prakt Lægegern 2006; 84: Hølge-Hazelton B. Ny generation nye læger? Månedsskr Prakt Lægegern 2006; 84: Pringle R. Sex and medicine: gender, power and authority in the medical profession. Cambridge: Cambridge University Press, Davies K. Disturbing Gender. Lund Studies in Sociology, Lund University, 2001; Projektbeskrivelse: Er en læge en læge? Om kønnets betydning for almen praksis. Upubliceret. 6. Haavind H, ed. Kjønn og fortolkende metode. Metodiske muligheter i kvalitativ forskning. Gyldendal Norsk Forlag AS, Gannik D. Effersøe. Kvalitet i almen praksis. Praktiserende lægers syn på fagets essens, vilkår og udvikling i Viborg Amt. Viborg Amt, 2004.