Urup Kirke. Torsdag d. 25. december 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Torsdag d. 25. december 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juledag, Luk. 2,1-14, 1. tekstrække. Salmer. DDS 114 Hjerte, løft din glædes vinger. DDS 102 Et lidet barn så lysteligt. DDS 119 Julen har bragt velsignet bud DDS 120 Glade jul, dejlige jul. Altergang: DDS 117 En rose så jeg skyde. DDS 118 Julen har englelyd. Tekstlæsninger. Es. 9,1-6a; Hebr. 1,1-5; Luk. 2,1-14.

2 2 Prædiken. Julen er en højtid med tradition for, at den nærmeste familie mødes. Fejringen er bygget traditionelt op og kører ganske ligesom en gudstjeneste efter en fast liturgi, man ikke sådan bare lige ændrer ved. Går man med planer om at servere flæskesteg i stedet for and, er det i hvert fald ikke en beslutning, der tages spontant en dags tid eller to forinden, men noget resten af familien skal advares om flere måneder i forvejen, så de har tid til at vænne sig til tanken. Som svigersøn eller -datter må man vare sig for at spørge for meget til, hvorfor man gør noget på en bestemt måde, når en anden måde synes mindst lige så brugbar. Man kan da godt oplyse om, hvordan man plejer at gøre hjemme hos ens egen familie, men man skal ikke forvente, at ens oplysninger møder andet end venlig afvisning. Den slags bemærkninger forstås derimod ofte som en slet skjult kritik, det kan tage år for svigerfamilien at tilgive eller glemme. I mange familier kræves der således en udvidet fingerspidsfornemmelse, der leder den nytilkomne udenom faldgrupperne. Grunden til dette er ikke først og fremmest faren for at støde familiens nidkære vogten over de gamle traditioner. Den er nok blot et symptom på noget underliggende, som er langt mere alvorligt. Der er nemlig en sandhed i ordsproget om, at frænde er frænde værst. I hvert fald i en del familier lurer der konflikter lige under overfladen; konflikter, der kun skal en enkelt forkert bemærkning til for at få til at blusse op. I samme nu er familieidyllen brudt; skeletterne vælter ud af skabet, og hvis de ikke lynhurtigt bliver proppet derind igen, kan det komme til indbyrdes bebrejdelser, næveslag i bordet, råb, skrig og gråd. Da er julehyggen pludselig forsvundet. Alligevel er det oplagt at fastholde julen som en højtid, hvor familiens unge og gamle mødes, for i julen er der noget andet og bedre end årelang indbyrdes irritation at samles om; noget, der modsiger al nid og nag, alle skuffelser og bebrejdelser. Ikke mindst englenes slutreplik i evangelisten Lukas juleevangelium slår fast med syvtommersøm,

3 3 at vrede og bebrejdelser ikke hører julen til, for her forkyndes der fred til mennesker med Guds velbehag. Julefreden er den, der lægger sig over os, når vi tror os omfattet af en kærlighed så stor, at den kan tilgive alt. Det er en kærlighed, der er endnu større end den, der præger forholdet mellem forældre og børn. For mens kærligheden mellem to generationer inden for en familie i nogle tilfælde kan blive anstrengt og føre til en konflikt over julemiddagen, forholder det sig anderledes med Guds kærlighed. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt 1, som apostlen Paulus siger. Selvom det kan medføre visse udfordringer at gennemføre julefejringen i gensidig familiær glæde, tager den dog selv udgangspunkt i familien; oven i købet en familie, hvis situation snildt kunne have medført bitre bebrejdelser fra den ene ægtefælle til den anden. Josef havde i hvert fald rigelig grund til at bebrejde Maria, at hun var blevet gravid, for han vidste, at det ikke var ham, der havde bragt hende i den tilstand. Ingen havde kunnet bebrejde ham, hvis han havde fulgt sin første indskydelse og havde ophævet forlovelsen. Det var en ydmygelse for ham, at Maria havde været løs på tråden; at hun havde foretrukket en anden mand end den, hun havde lovet sig til. Alligevel havde Josef trodset sin egen skuffelse og den offentlige ydmygelse. Det gjorde han ikke, fordi han var et exceptionelt godt menneske, men fordi Gud havde afsløret, at Maria havde ret, når hun sagde, at barnets far var ingen ringere end Gud. Gud skulle altså selv være nærværende i den nyfødte. Han ville åbenbare sin omsorg for menneskeslægten ved selv at blive et menneske og personligt lære livets vilkår at kende på både godt og ondt. Men som det gælder ethvert nyfødt menneskebarn ville gudsbarnet have brug for omsorg. Derfor bad Gud Josef om at være barnets plejefar. Større tillidserklæring kan intet menneske opnå. Derfor så Josef stort på, hvad andre tænkte. Ligeledes lagde han sin egen skuffelse og de deraf følgende bebrejdelser på 1 1. Kor. 13,7.

4 4 hylden og påtog sig opgaven som far til det barn, Maria fødte julenat. Fra da af udgjorde Maria, Josef og Jesus den hellige familie. Den hellige familie er netop titlen på det maleri af Arne Haugen Sørensen, som kan ses på det uddelte papir. Her sidder Maria med den nyfødte i sine hænder, mens Josef

5 5 kigger hende over skulderen. Marias blik er fuld af omsorg og glæde. Hendes synlige øje er unaturlig stort, fordi det skal udtrykke den enorme ømhed overfor barnet, der fylder hende. Begge forældre er bevidste om, at der har fundet et mirakel sted, men selv hvis Jesus ikke havde været Guds søn, ville hans fødsel have været et mirakel, for det er enhver fødsel. Det har Josef bestemt også øje for. Han stirrer så betaget på det lille barn, at han ligefrem har fået et ekstra øje i panden. Kærligheden til det lille barn lyser ud af begge forældre. Samtidig med at Josef glor lykkeligt på den nyfødte har han overskud til at holde fast på Marias tæppe, så det ikke falder ned fra hendes skuldre. Han ved, at barnets velbefindende er afhængigt af moderens. Derfor skal der tages hånd om dem begge. Som sådan er der intet, der adskiller den lille familie på Haugen Sørensens maleri fra et hvilket som helst andet par med deres nyfødte barn. Værket skildrer et af dagligdagens mirakler. Alligevel er der nogle detaljer, der medfører, at man ikke er i tvivl om, hvilken lille familie maleriet forestiller. Ganske vist er stalden borte, men dyrene står ude til højre. Måske er det en balle hø, Maria sidder på, og som dyrene spiser af. Oven over dem, helt ude i baggrunden nærmer der sig nogle personer med armene strakt i vejret. Det er hyrderne, der lige har fået englenes besked om frelserens fødsel. Snart vil de nå frem til stalden og få bekræftet, at der er grund til endnu større glæde end den, der lyser ud af ansigterne på Maria og Josef. Således ser alt lyst og godt ud. Det er et rigtig hyggeligt julemaleri - og så alligevel ikke. Til højre for Marias fod ligger der noget, det kan være svært at identificere. Efter sigende er det et kranie. 2 Hvis det er sandt, er idyllen truet. Jesus hviler i Marias hænder, næsten direkte over kraniet. Således opstår der en forbindelse mellem fødsel og død i maleriet; en forbindelse, der også gjorde sig gældende for Jesus, der endte sine dage på et kors. Fordi Jesus var Marias søn hendes eget kød og blod gik den smerte, 2 Lisbeth Smedegaard Andersen: Arne Haugen Sørensens kirkekunst - hvor ordene ikke rækker, Det Danske Bibelselskab 2011, s. 135.

6 6 han led, også gennem hende. Da fik Marias øjne et helt andet udtryk end på maleriet. De fyldtes af tårer og fortvivlelse. På trods heraf lader Haugen Sørensen ikke fortvivlelsens mørke præge hele maleriet kun den nederste del, der afslører mørkets grufulde magter. Her ses stikkende øjne, grådige gab med skinnende hugtænder og en enkelt skelethånd med blodige klør. Mørket udgør en klar trussel, men på trods af dets frygtelige farer bliver det bogstaveligt talt trådt under fode af Maria, hvis tåspidser hviler oven på kanten af mørket. Vel skal mørket få overtaget langfredag, men det varer kun til påskedag med Kristi opstandelse. Derfor kan mørket allerede holdes nede med frelserens fødsel. Dette er vigtigt at holde sig for øje, ikke mindst i morgen, Sankt Stefans dag, hvor vi hører om henrettelsen af den første kristne martyr. Maleriet af Den hellige familie hænger ud for døbefonten i Christianskirken i Sønderborg. Dette giver god mening, fordi Maria og Josef ligner ethvert lykkeligt og taknemmeligt nybagt forældrepar, der snart vil bære deres nyfødte barn til dåben. Og dog er der mere at sige om maleriets placering. Barnet, der skal døbes, befinder sig sammen med sin familie og præsten - tættest på den mørke del af maleriet. De er nærmest i øjenhøjde med de stirrende uhyrers ansigter. Som ufuldkomne syndere er det da også der, de hører til og så alligevel ikke. I dåben får vi jo Guds løfte om, at han holder af os på trods af vore synder. Dermed har hver enkelt af os fået at vide, at Gud løfter os ud af mørket, hvilket i dette tilfælde vil sige op i den øverste del af maleriet og ind i julens fortælling. Her får vi at vide, at Gud lod sig føde som et forsvarsløst lille spædbarn, der havde brug for al den kærlighed og hjælp, menneskebørn altid har brug for. Derfor havde han på forhånd sikret sig Marias og Josefs omsorg. De gjorde, som alle almindelige forældre: Favnede ham med kærlighed og skabte trygge rammer for hans opvækst. Således klædt på til voksentilværelsen foretog Jesus en vending, der er kommet bag på alle andre end Maria og Josef. Han afslørede sin identitet som Guds Søn; vandrede rundt og udførte mirakler, som var uforklarlige uden Guds medvirken. Dette var ikke nogen ufarlig levevis. Landets ledere

7 7 ville fastholde deres patent på sandheden og sørgede derfor for at henrette ham. Men at henrette Gud har naturligvis konsekvenser; ikke i så høj grad for dommerne og bødlerne, men til gengæld for døden, som måtte slippe sit tag i Kristus og lade ham opstå. Dermed kunne han fortælle om dødens nederlag, inden han vendte tilbage til sit udgangspunkt som usynlig og uransagelig Gud. Himmelfarten medførte imidlertid ikke, at Gud var færdig med menneskene, med hvem han havde delt liv og død. Han havde netop ladet sig føde, havde levet og havde ladet sig henrette for at kunne opstå fra de døde og derved sikre sig, at døden heller ikke kan gøre krav på os for evigt. Kampen mod døden kæmpede han ikke kun for sin egen, men i høj grad også for vores skyld. Det er i kraft af hans sejr i denne kamp, at vi kan kalde ham far, for med den vilje til selvopofrelse, der bragte ham i døden, har han vist, at han holder af os og vil gå mindst lige så langt for os, som en almindelig far vil gå for sit barn. Alt dette er julen en forvarsel om, fordi det var julenat, at Gud blev et menneske for at ændre vores forhold til ham. Han fornedrede sig for at kunne ophøje os, så han og vi aldrig skal adskilles. På denne baggrund krymper alle eventuelle familietvister og bliver så små, at vi - i hvert fald for en tid - kan skubbe dem fra os og sammen fejre en glædelig jul! Amen.