Når man er for rask til at blive behandlet på ét psykiatrisk sygehus

Transkript

1 Psykologernes fagmagasin Nr årgang Når man er for rask til at blive behandlet på ét psykiatrisk sygehus men syg nok til behandling på et andet, er der fejl i systemet 30

2 Tilbageblik (1992) "Jeres linje er psykoanalytisk. Er det fordi, I ved, det kan sælge?" "Forretningsmæssigt er det ikke den bedste linje. Vi har valgt det som konsekvens af Hans Reitzels oprindelige holdninger, og det freudianske og psykodynamiske er den holdning, vi selv gerne bære videre. Den jungianske psykologi skal ikke herind, for så slører vi vores billede. Men den jungianske psykologi sælger meget bedre." Interview med Peter Thielst og Ole Gammeltoft, psykologiredaktører på Hans Reitzels Forlag, i Psykolog Nyt Psykologernes fagmagsin Nr årgang Magasinet udgives af Dansk Psykolog Forening og udkommer 12 gange om året. Medlem af Danske Medier Næste nummer: 28. november 2015 Redaktion Ulrikke Moustgaard, redaktør Henning Due, journalist Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Claus Wennermark Kontakt: p-magasin@dp.dk Dette nummer Forside: e-types Trykoplag: ISSN : P (print) ISSN : P (online) DK ISSN: Design og layout: e-types Daily Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Annoncer Job- og produktannoncer: DG Media T: , epost@dgmedia.dk (skriv "P-magasin" i emnefelt) Rubrikannoncer: Heidi Strehmel, bladsekretær T: , p-magasin@dp.dk Annoncedeadlines: Nr. 5: (produktannoncer) & (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Nr. 6: (produktannoncer) & (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Nr. 1 (2016): (produktannoncer) & 8.1 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 23.1 Abonnement kr + moms + forsendelse p-magasin@dp.dk Rettelser I artiklen Terapiens superstar får ridser i lakken i magasinet P no. 2 har vi givet Nicole Rosenberg forkert titel og arbejdssted. Hun er ikke ledende psykolog ved Institut for Klinisk Medicin i Region Midtjylland, men klinikleder i Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center København. I artiklen Vi er nødt til at tale om forråelse har vi glemt at kreditere illustratoren. Hun hedder Stina Löfgren. Vi beklager fejlene /Redaktionen Udgiver Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade København Ø T: Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir. Artikler i P udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Psykolog Forenings synspunkter.

3 Indhold Deal med data Professionelle med tavshedspligt skal selv beskytte klienters datasikkerhed og kan ikke uden videre bruge smarte systemer som Dropbox eller Skype eller optage samtaler på mobiltelefon, skriver kronikør. 40 Hemmelig viden Interview: Store medicinselskaber og toneangivende amerikanske psykiatere og forskere holder vigtig viden om ADHD-medicins skadelige, langsigtede effekter hemmelig for børn og forældre, mener videnskabsjournalist Robert D. Whitaker. 18 Nye cheftider Farvel til overlægeledelse og goddag til nye faggrupper ved roret i psykiatrien. Mød Cecilie Skule, psykolog og leder i helseværnet i Oslo. 14 Jeg spørger dem, hvorfor de tror, at den vold, de har oplevet, er så grusom. Deres svar er meget vigtige, fordi det får dem til at føle sig som engagerede mennesker nr. 04 3

4

5 Foto: Gregers Tycho Bag bostedet Fotograf Gregers Tychos barndomshjem lå i Smedegade i Roskilde. En helt almindelig villavej. Men på den anden side af vejen lå Sct. Hans Hospital eller som det hedder i dag Psykiatrisk Center Sct. Hans. Området omkring Sct. Hans var spændende og uhyggeligt at gå på opdagelse i for en nysgerrig dreng. Hvem var det, der boede der? Og hvorfor troede de, at mælkebøtter var jordbær? Som voksen er han taget tilbage til Sct. Hans og det socialpsykiatriske bosted Lindegårdshusene for at få stillet sin nysgerrighed. Billederne er taget i , men er i år udkommet i bogen Never Learned to Dance på forlaget MTHM Books.

6 6 nr

7 Adfærdsøkonomi Et lille politisk puf Af Henning Due, journalist Regeringen har med sit nye dagpengesystem sprunget på en international adfærdsteoretisk trend for at finde metoder, der kan omsættes til politiske tiltag, som puffer flere ledige i arbejde. Men ingen ved, om det virker på dagpengemodtagere nr. 04 7

8 Adfærdsøkonomi Det er en trend på verdensplan. Det er noget af det nyeste. Nej, ordene kom ikke fra en modeforsker eller en reklamemand, men fra formanden for regeringens dagpengekommission, økonomiprofessor Nina Smith, da hun i oktober forklarede den danske presse, hvilke tanker der lå bag kommissionens anbefalinger til et nyt dansk dagpengesystem. I de efterfølgende dage kunne man i landsdækkende nyhedsmedier læse historien om, at økonomerne i dagpengekommissionen nogle af landets mest politisk indflydelsesrige har vendt ryggen til en teori, der i årtier har været indbygget i de modeller, Finansministeriet bruger til at beregne effekter af nye politiske tiltag. I stedet har kommissionen erklæret troskab til en bastard af en forskningsdisciplin, der kaldes adfærdsøkonomi, og som henter tankegods fra både økonomisk teori, psykologi, sociologi og neurovidenskab. Alt sammen i den højere politiske sags tjeneste, der ifølge V-regeringen handler om at finde ud af, hvordan et dansk dagpengesystem kan få flere dagpengemodtagere kommer hurtigere i arbejde. Og Nina Smith har ret. Adfærdsøkonomi eller på engelsk behavioral science er i politiske cirkler noget af det nyeste og har de senere år inspireret en række vestlige regeringer til at nytænke, hvordan politiske mål kan omsættes til konkrete tiltag, som ændrer folks adfærd. I England har et statsfinansieret forskerhold kaldet Behavioral Insights Team i årevis arbejdet med adfærdsforskning med det officielle formål at tilskynde mennesker til at træffe bedre beslutninger for dem selv og samfundet. I Australien og Tyskland pønser man på at oprette samme slags teams, og selv USA s præsident Barack Obama har for nyligt udsendt et dekret med overskriften Using Behavioral Science Insights to Better Serve the American People, der opfordrer statslige amerikanske myndigheder og styrelser til at ansætte adfærdsforskere, som kan udtænke politiske tiltag, der skubber amerikanske borgere på rette vej. Nudge At puffe folk til en bestemt adfærd. Den store elefant, som puffer den lille, prydede forsiden af Sunsteins & Thalers bestseller om nudging fra Skubbe er det afgørende ord. Centralt i forskerholdenes arbejde står den teoretiske antagelse, at man kan skubbe, puffe eller på engelsk nudge mennesker til en bestemt adfærd i en given situation. Nudging er en af de mest benyttede metoder fra den såkaldte anvendte adfærdsvidenskab og blev verdenskendt uden for forskerkredse på grund af den populærvidenskabelige amerikanske bestseller Nudge Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness, som er skrevet af juristen Cass Sunstein og økonomen Richard Thaler, og som siden udgivelsen i 2009 har solgt mere end en million eksemplarer (se boks). Det er en metode, adfærdsforskere bruger til at påvirke alle de ting, som ifølge klassiske adfærdsteorier ikke burde betyde noget i princippet, men som har vist sig at betyde noget i praksis, når menneskers handlinger og beslutninger skal forklares og forudsiges, forklarer Pelle Guldborg Hansen, adjunkt ved Roskilde Universitet og adfærdsforsker med speciale i nudging. For eksempel burde salatens placering ved en buffet ikke have nogen betydning, for om mennesker spiser den. Klassisk adfærdsteori og økonomi forudser nemlig, at mennesker opsøger salaten af sig selv, fordi den er sund og god for dem. Men i virkeligheden har den slags praktiske detaljer vist sig at spille en stor rolle for menneskers beslutninger, og det forsøger nudging at tage højde for ved at undersøge, hvor salatskålen bør stilles på et buffetbord, så chancerne for at mennesker hælder den op på tallerkenen øges, siger Pelle Guldborg Hansen. Irrationel handlen I psykologforskerkredse er nudging ikke noget nyt og har teoretisk og eksperimentelt set årtier på bagen, men metoden fik fik ny vind, da det blev introduceret i slipstrømmen på adfærdsøkonomiens intellektuelle sejrsgang i internationale forskerkredse i løbet af 00 erne. Nudging tager udgangspunkt i et sæt indsigter i menneskers adfærd, som nyere adfærdsvidenskabelig forskning har afdækket, og som antager, at mennesker langt fra altid træffer rationelle beslutninger, der er i deres egen interesse. Mekanismerne blev elegant forklaret af en den amerikanske psykologiprofessor Daniel Kahneman, der efter årtiers forskning i området gjorde adfærdsøkonomi til en globalt anerkendt forskningsdisciplin og vandt Nobelprisen i økonomi i nr

9 Adfærdsøkonomi Der er bare den lille hage, at politikernes klippefaste tiltro til tiltagenes effekter står på tynd is rent videnskabeligt. Det lægger dagpengekommissionen sådan set heller ikke skjul på. Det forskningsmæssige nybrud, som Kahneman og andre blev kendt for, var en indsigt i, hvorfor folk ikke gør, hvad der er i deres egen interesse. I 1970 erne og 80 erne studerede Kahneman og andre adfærdsforskere såkaldte anomalier altså situationer, hvor folk ikke handler rationelt og søger at optimere egne interesser, sådan som klassisk økonomisk teori ellers har antaget at være tilfældet i årtier, forklarer Pelle Guldborg Hansen. Kahneman hentede sin inspiration fra dual process-teori og sendte mainstream økonomisk teori såkaldt traditionel neoklassisk økonomi over i skammekrogen, fordi den ifølge ham og andre forskere, forfejlet antager, at mennesker altid opfører sig rationelt i alle handlinger og beslutninger og altid søger at optimere økonomiske muligheder. Ifølge Kahneman benytter mennesker sig af et eller to systemer, når vi træffer valg. Et automatisk kognitivt system, som vi altid benytter, og som fører til hurtige valg baseret på mavefornemmelser og tommelfingerregler eller udskydelse af beslutninger. Og et refleksivt kognitivt system, som kører langsommere og tilstræber rationelle valg baseret på logisk tænkning og fx cost-benefit analyser. Den teori og en række adfærdsøkonomiske antagelser om menneskers adfærd er krumtappen i kommissionens anbefalinger og bør ifølge kommissionen påvirke indretningen af incitamenterne i dagpengesystemet. Nej til mavefornemmelser Antagelserne beskrives indledningsvist i kommissionens rapport til regeringen: vi træffer ofte ugennemtænkte beslutninger baseret på intuition og mavefornemmelser. Vi har forskellige kort- og langsigtede præferencer, som betyder, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid. Vi har svag selvkontrol, som betyder, at vi vælger at udskyde vanskelige eller ubehagelige beslutninger. Vi lider af såkaldt tabsaversion et begreb fra klassisk økonomisk teori, som dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kroner føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kroner. Og endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv og vores evner. Ifølge et forskningsnotat, som kommissionen har brugt til sine overvejelser om indretningen af det nye dagpengesystem, gælder det specifikt for ledige, at de ofte træffer beslutninger baseret på mavefornemmelser. Individer bruger især det automatiske system i forbindelse med såkaldt svære valg, dvs. i mere komplekse beslutninger, hvor mange forhold spiller ind. Det kunne fx være valg mellem (fortsat) ledighed og jobsøgning og mellem ledighed og at tage kortvarende, lavt betalte jobs, skriver Jon Kvist, professor i statskundskab ved Roskilde Universitet og medlem af dagpengekommissionen, der har forfattet notatet. Begrænset rationalitet forhindrer ledige i altid at vide, hvad de vil, og begrænset selvkontrol forhindrer ledige i altid at gøre, hvad de vil. Begge dele fører til dårlige beslutninger eller udskydelse af beslutninger, skriver han i notatet. I den sammenhæng er nudging interessant, fordi det ifølge Jon Kvist er en metode, der gennem design af fx offentlige politikker kan få individer til at handle på ønskede måder. En stor del af nudging-metodens politiske tiltrækningskraft handler om, at den er billig i drift. Det koster statskassen relativt lidt at gennemføre små praktiske ændringer som f.eks. dagpengekommissionens forslag om en digital beskæftigelseskonto, som ledige kan logge ind på via en computer og se, hvor mange dage med dagpenge, de har tilbage nr. 04 9

10 Adfærdsøkonomi Adskillige undersøgelser viser, at økonomisk dårligt stillede mennesker, eller mennesker, som er udfordret på andre måder, træffer relativt dårligere beslutninger end andre. Fx viser undersøgelser, at folk, der er økonomisk pressede, træffer dårlige lånebeslutninger. Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker med speciale i nudging, Roskilde Universitet. Derfor var det heller ikke overraskende, da et bredt flertal i Folketinget få dage efter kommissionens præsentation stemte for vedtagelsen af regeringens dagpengereform, der stort set hentede alle sine nye ideer fra kommissionens anbefalinger. Der er bare den lille hage, at politikernes klippefaste tiltro til effekterne af tiltagene står på tynd is rent videnskabeligt. Det lægger dagpengekommissionen sådan set heller ikke skjul på. I kommissionens rapport står der blandt andet, at effekterne af et af de mest omtalte nye tiltag i dagpengesystemet de såkaldte karensdage er svære at skønne over på grund af manglende empirisk grundlag. Alligevel forventes de nye tiltag at have betydelige beskæftigelsesvirkninger og virkninger på de offentlige finanser, ikke mindst på grund af mulige positive adfærdsøkonomiske effekter, kan man læse i rapporten. Adfærd er ikke fast Den videnskabelige dokumentation optager også forskere med et kritisk blik på adfærdsøkonomi og nudging. En af dem er Magda Osman. Hun er seniorforsker i eksperimentel kognitiv psykologi ved Queen Mary University i London og har netop udgivet en bog med de seneste forskningsresultater inden for området, Future Minded The Psychology of Agency and Control. I psykologisk forskning ser vi mange eksempler, der bekræfter antagelserne om menneskers irrationelle beslutninger og handlinger, men de er ofte præget af metodeproblemer og kan ikke uden videre tages for gode varer. Blandt psykologer er der stor debat om, hvorvidt undersøgelserne er særligt valide, siger hun og fortsætter: Du kan godt skabe en situation, hvor folk opfører sig irrationelt, men der er altid tale om en specifik situation, som man ikke kan generalisere ud fra. I praksis ser vi, at mennesker opfører sig forskelligt i forskellige situationer, men også forskelligt i de samme situationer. Man skal huske, at personligt bias, personlig erfaring, faktisk er brugbar i mange situationer, hvor et menneske skal træffe en beslutning. Hvis man fx antager, at folk er dårlige til at udøve selvkontrol, må det første videnskabelige spørgsmål, der skal besvares, derfor være: hvilke konkrete dele af personens selvkontrol taler vi overhovedet om?, siger hun. Selvom de adfærdsøkonomiske antagelser ikke kan ophøjes til generelle love, mener Pelle Guldborg Hansen alligevel, at de har stor forklaringskraft. Kommissionen formulerer sig muligvis lidt bastant, men adskillige undersøgelser viser, at mennesker der er pressede af fx stress, søvnmangel eller dårlig økonomi, træffer relativt dårligere beslutninger end andre. F.eks. træffer økonomisk pressede dårlige lånebeslutninger. Det er måske ikke en politisk korrekt sandhed, men det er ikke desto mindre videnskabeligt underbygget, siger han. Pelle Guldborg Hansen kalder det et stort skridt fremad, at kommissionen og regeringen bruger 10 nr

11 Adfærdsøkonomi antagelserne som teoretisk fundament for de nye tiltag, fordi antagelserne hviler på bedre videnskabelig dokumentation end tidligere politiske tiltag, der har skullet få flere ledige i arbejde. Men også han peger på, at der er langt fra laboratoriet til virkeligheden. Dagpengekommissionen siger, at nudging-tiltagene har en chance for at virke, og med den viden, vi har om tabsaversion og om karensdage, burde de virke. Men vi ved det ikke, for der findes ikke videnskabelige studier på det her område, siger Pelle Guldborg Hansen. Hvis politikerne ikke undersøger, hvilke praktiske udfordringer ledige har i dagpengesystemet, og hvilke psykologiske barrierer, de møder som ledige, får man et uforudsigeligt resultat, siger han. Nuancer og etik Af samme grund mener formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathisen, at kommissionens rapport og den bagvedliggende analyse bærer præg af manglende viden om menneskelig motivation. Hun peger blandt andet på, at ledige mennesker i praksis står over for en række betydningsfulde og værdiskabende valg i tilværelsen, som ikke handler om økonomi. Når ledige søger job, gør de det ikke kun ud fra en vurdering af, om det kan betale sig rent økonomisk. Der indgår mange parametre i den overvejelse. Ligger jobbet f.eks. inden for en geografisk radius, som ikke ødelægger hverdagen og netværket for den ledige? Den slags problemer vil helt fornuftigt indgå i vurderingen, siger hun. Eva Secher Mathiasen efterlyser også adfærdsøkonomiske analyser, der tager højde for lediges overvejelser omkring de negative langtidskonsekvenser af at få et kortvarigt arbejde. Hvis man enten er overkvalificeret til jobbet eller slet ikke er uddannet til det, mister man jo værdi for det arbejdsmarked, som ens uddannelse egentlig er rettet mod, og hvor ens faglige kompetencer kan bruges, siger hun. Men nudging rejser også etiske problemstillinger, da nogle udgaver af metoden kan opfattes som en slags manipulation af mennesker, fordi de snydes til at handle på en bestemt måde, selvom de tror, de handler efter egen overbevisning. Nudging opererer på en etisk skala, hvor man kan sige, at interventioner i den ene ende er svære at have indvendinger imod f.eks. kampagner, der skal få folk til at smide affald i skraldespanden - men med dagpengereformen befinder vi os i et etisk grænseland, som kræver forsigtighed, vurderer Pelle Guldborg Hansen. Hvis politikerne skal kunne forsvare at bruge nudging i dagpengesystemet, er de nødt til at være 100 procent åbne omkring, hvad de gør, og hvordan de gør det, siger han. Magda Osman er som sådan ikke modstander af, at politikere forsøger at puffe borgerne i en positiv retning, men som forsker ser hun ofte, at kæden hopper af, når videnskabelige fund om nudging skal overføres til konkrete politikker i praksis. Grundlæggende er verden og mennesker meget komplekse, og nudging er ganske enkelt et lidt for let trick. Jeg mener ikke, der er nogen vej uden om de lange, seje træk. Generelle adfærdsændringer starter i skolen. Hvis folk f.eks. skal leve sundere, er nøglen uddannelse og opdragelse, siger hun. Når ledige søger job, gør de det ikke kun ud fra en vurdering af, om det kan betale sig rent økonomisk. Der indgår mange parametre i den overvejelse. Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening 2015 nr

12 Nyheder om psykologi Aktuelt Af Redaktionen Norsk regering vil ansætte flere psykologer Øg tilskuddet til rekruttering af psykologer i kommunerne med 45 millioner kroner. Sådan lyder et af forslagene i den norske Høyre-regerings netop fremlagte statsbudget for det kommende år. Det betyder 150 nye årsværk, og samtidig foreslår regeringen at omlægge den såkaldte tilskudsordning til et årligt fast tilskud på norske kroner per psykologårsværk. Den offentlige misbrugsbehandling får også et økonomisk løft med et forslag om en ramme på 2,4 milliarder kroner frem mod 2020, hvor kravet lyder, at den såkaldte tværfaglige, specialiserede rusbehandling prioriteres højere end den somatiske behandling. Sindslidelser: Mest omtalte folkesygdom Når danske medier skriver om sygdomme, var kræft indtil for nyligt den sygdom, der fik mest omtale i landsdækkende og regionale aviser samt webmedier. Sådan er det ikke længere nu er sindslidelser det allermest omtalte. Det viser en analyse af omtale i perioden 1. januar 2013 til og den 30. juni 2015, som medieanalysebureauet Retriever har lavet for Dansk Kommunikationsforening. 27,4 % af alle sygdomsrelaterede omtaler i medierne handler om sindslidelser, 24,7 % handler om kræft. Først på tredjepladsen kommer den sygdom, som flest danskere dør af, nemlig hjerte-kar-sygdomme med 14,9% af alle omtaler. $ Torturofre stævner psykologer Tre mænd fra henholdsvis Tanzania, Libyen og Afghanistan, der blev kidnappet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og udsat for tortur under USA's krig mod terror, stævner nu de to amerikanske psykologer, der er blevet udpeget som ansvarlige for at udvikle CIAs torturmetoder. Det sker gennem organisationen American Civil Liberties Union (ACLU) og med et erstatningskrav på mindst dollar. Stævningen kommer i kølvandet på skandalen om den amerikanske psykologforening APAs samarbejde med Bush-regeringen. EFPA Brug jeres kompetencer hjælp flygtninge Mens tusinder af flygtninge, asylansøgere og migranter strømmer over de europæiske grænser, melder psykologforeninger i EU sig nu på banen: Hjælp dem. Det er nu, der er brug for psykologfaglighed. Opråbet kommer både fra den fælleseuropæiske psykologorganisation, EFPA, men også fra nationale foreninger. Sveriges psykologforening udsendte i oktober en officiel meddelelse til sine medlemmer. Den siger, at det er en pligt for psykologer at stille deres kompetencer til rådighed. I Danmark bakker Dansk Psykolog Forening op om opfordringen til, at også psykologer bidrager til en løsning af situationen. Granatchokket fylder 100 år I 2014 var det 100 år siden, at verdens hidtil blodigste krig, første verdenskrig, begyndte. Krigen kostede ni millioner soldater livet i Europa, og den blev også toneangivende for psykologien. Da et massivt antal soldater fik reaktioner som angst og hukommelsestab, skabte det krise i britisk militær og blev tilskrevet de granatnedslag, de havde været i nærheden af. Fænomenet optog den britiske læge og psykolog Charles Samuel Myers, der selv var med ved fronten. Året efter, i 1915, publicerede han den første videnskabelige artikel i tidsskiftet The Lancet om granatchok, forfaderen til PTSD. 12 nr

13 Specialistuddannelse i kognitiv terapi Fælles om færdigheder Mindwork og Cektos udbyder i fælleskabet en helt ny færdighedsorienteret specialistuddannelse i kognitiv terapi med danske og internationale eksperter. Vi forener kræfterne for sammen med et hold af kompetente og erfarne undervisere at kunne udbyde en uddannelse, der ikke blot adresserer de vigtigste og nyeste aspekter på det kognitive felt, men også søger at løse en af de mest centrale udfordringer i terapeut-uddannelse: overførslen af teoretisk viden til konkrete nye og bedre terapeutiske kompetencer. Vi har gennemgået den internationale forskning og identificeret de mest effektive metoder til at uddanne og opkvalificere terapeuter, og vi er stolte af at kunne præsentere et specialiseringsmodul i CBT med gennemgående fokus på: udvikling, optimering og tillæring af konkrete evidensbaserede terapeutiske metoder. Kick-off arrangement: 16. december 2015 Kursusstart: 1. februar kr. inkl. 90 t. undervisning og 60 t. supervision Forældrekompetenceundersøgelse ved Kari Killén Mindwork er meget stolt af at kunne byde Dr. Kari Killén velkommen på et 2 dages kursus om tilknytning, omsorgssvigt og forældrekompetenceundersøgelser. Kursusdage: december kr. inkl. fuld forplejning Forskningsmodulet 2016 med Erik Simonsen Tre teoridage i april og maj 2016 samt supervision og vejledning i forbindelse med obligatorisk skriftlig opgave. Kursusstart: 19. april kr. inkl. godkendelse af obligatorisk skriftlig opgave. Klinisk psykologisk undersøgelsesmetodik 2016 Kurset giver både mulighed for at arbejde indgående med udvalgte tests samt indføring i rammerne for og strukturen i et undersøgelses- forløb, hvor såvel kognitive som personlighedspsykologiske forhold skal udredes. Kursusstart: 19. januar kr. inkl. fuld forplejning Psykofarmakologi i 2016 Kurset med speciallæge i psykiatri Christian Frøkjær Thomsen tilbyder basal viden om de vigtigste psykofarmakagrupper, deres anvendelsesområde, ønskede virkning og bivirkninger. Kursusdage: 17. og 18. marts kr. fuld forplejning Voksenmodulet 2016 Dagligt stilles der krav til psykologens kompetencer i forhold til at kunne foretage metodisk forsvarlige udredninger, stille, beskrive og formidle korrekte diagnoser og naturligvis indstille klienten til den rette form for behandling. Voksenmodulet er et samlet kursusforløb, der med temaerne assesment, differential diagnostik, personlighedsforstyrrelser- & teori, psykologiske behandlingsmetoder samt, lovgivning & etik netop adresserer det brede virke som psykolog på voksenområdet. Voksenmodulet hos Mindwork er serveret praktisk, relevant og inspirerende af dygtige undervisere og formidlere som Christian Møller Pedersen, Mikkel Arendt, Michael Kaster og Sebastian Simonsen. Kursusstart: 4. februar kr. inkl. fuld forplejning 2015 nr

14 Psykologer skal udfordre sig selv på fagidentiteten, mener den norske psykolog Cecilie Skule, der er leder for over 200 ansatte i det psykiske helseværn i Oslo. KOM IND I KAMPEN 14 nr

15 Ledelse Af Ulrikke Moustgaard, redaktør Foto: Bo Mathisen Hun træder ind i rummet som en hvirvelvind. Energien er hektisk for hun kommer lige fra jobbet som chef i voksenpsykiatrien på Diakonhjemmet Sykehus i den norske hovedstad Oslo og kan lige nå et interview, inden hun skal videre i sit program. Men blikket er roligt og fast. Den 48-årige norske psykolog Cecilie Skule ryster ikke på hånden. Hverken når hun viser ministre rundt på sygehuset og fortæller om, hvordan hun og resten af medarbejderstaben på 220 fagfolk arbejder for at få borgere med psykiske lidelser tilbage på det norske arbejdsmarked. Eller når hun sidder til ledelsesmøder og træffer beslutninger sammen med dem, det hele handler om. Patienter har ifølge norsk lov ret til at have en repræsentant siddende med omkring ledelsesbordet og blive spurgt og hørt. Nu sidder hun i mødelokalet i de norske psykologers forening. For at fortælle sine danske kollegaer om netop det: At være psykolog og chef for en afdeling i det psykiske helseværn. En psykolog i den stol er ikke helt almindeligt i Danmark, men bliver mere og mere almindeligt inorge. For blot få årtier siden ville det have været nærmest utænkeligt. Det var dengang, alvorlige psykiske lidelser var forbeholdt lægevidenskaben, og chefer var mænd og overlæger. Som den norske fotograf, der skal tage billeder af Cecilie Skule til artiklen, siger: Det ville have glædet min afdøde psykolog-mor! At en psykolog er chef for læger. Cecilie Skule leder en afdeling, hvor de ansatte tilhører mange faggrupper: Psykologer, læger, sygeplejersker, sundhedshjælpere og flere. Som leder har hun det faglige ansvar for, at patienterne får den behandling, de skal have. Til at bestride dét job har hun en god faglig baggrund: Der er behov for mange fagligheder i det psykiske helseværn. Lægerne er for eksempel virkelig gode til at prioritere. Sygeplejerskerne mestrer både logistik og det at tænke hele mennesket med ind, de forstår sig på at varetage omsorg gennem et helt døgn. Vi psykologer er rigtig gode til relationer og til processer. Når man taler på individniveau i forhold til at snakke med de enkelte patienter. Men denne kompetence er også nyttig på ledelsesniveau siger hun. Og hvad er det så, jeg har kunnet bruge af min faglighed som leder? Jo, jeg er vant til at etablere relationer og reflektere over relationer. Jeg er glad for min socialpsykologi. Jeg er også glad for min viden om gruppeprocesser, organisationer og de kræfter, der er i os mennesker også det irrationelle i os, frygt for eksempel. Det er vigtigt at kunne forstå som leder. Motiveret ledelse Mennesker med psykiske lidelser har fulgt Cecilie Skule fra barnsben. Hun har fået psykiatri, eller psykisk helseværn, som i Norge er den offentlige og professionsneutrale betegnelse for spesialisthelsetjenesten for psykiske lidelser, ind med modermælken. Hendes forældre var begge ansat på et af Oslos gamle centraliserede sygehuse med døgnanbragte sindslidende patienter, og eftersom familien boede på området, voksede hun bogstaveligt talt op i psykiatrien. Hun har derfor også fulgt udviklingen i det psykiske helseværn fra første række. Fra gamle tiders tro på, at når man var alvorligt syg, skulle man indlægges i en seng på et sygehus også når sygdommen var psykisk. Og til nye tiders tro på, at centralisering ikke er gud, men at borgere med psykiske lidelser skal være en del af samfundet, bo i egne hjem og behandles i egne hjem, som en del af det nye specialiserede psykiske helseværn i Norge går ud på. Med til de nye tider hører også erkendelsen af, at ikke kun læger egner sig til at være chefer i sundhedssektoren. Læger kan være ledere. Psykologer kan være ledere. Andre faggrupper kan være ledere. Inden for vores felt, psykisk sundhed, er der jo ingen, der sidder med totalkompetencen. Så vi er helt afhængige af de forskellige faggrupper for at give patienterne bedst mulig behandling, siger Cecilie Skule. Selv har hun allieret sig med en række dygtige folk, der kan det, hun ikke selv kan præcist som i enhver anden privat virksomhed. De er rådgivere. Den tidligere afdelingsoverlæge er for eksempel blevet hendes medicinsk-faglige rådgiver. Men erkendelsen og de nye chef-tider er ikke kommet af sig selv. Den norske psykologforening har skubbet gevaldigt på. Den har klædt psykologerne på til lederjob. Helse og omsorgsdepartementet har fremhævet betydningen af ledelse på sygehuse og 2015 nr

16 Inden for vores felt, psykisk sundhed, er der ingen, der sidder med totalkompetencen lagt klare regler for, hvordan ansvaret som leder skal varetages. Foreningen har siden 2007 tilbudt lederkurser til psykologer. Heldigvis var det ikke psykologer er bedst -kurser, men kurser i ledelse. Hvordan håndterer du de vanskelige samtaler? eller hvordan skal du planlægge? Og jeg er taknemmelig for, at det ikke var så professionsprotektionistisk. For det er der hverken fremtid eller ledelse i, siger Cecilie Skule. Lige så vigtigt var den norske psykologforenings samarbejde med Helseværnet. For man kan uddanne tusinder af kompetente ledere. Men hvis ikke det arbejdsmarked og system, de skal ud i, synes, at de er værdige og brugbare ledere, nytter det ingenting. Loven om psykisk helseværn sidestiller psykologspecialister med lægespecialister som specialister i psykisk helseværn. Psykologers kompetence gør dem i stand til at være fagligt ansvarlige for patientbehandling og have lederansvar i det psykiske helseværn. Det fremhæves i et notat og redegørelse om psykologers kompetencer, der blev lavet af den norske psykologforening. Loven fra 2001 var klar, men ikke alle dele af det psykiske helseværn havde taget det ind. Notatet tydeliggjorde myndighedernes politik og klare signaler. Så politikken er helt klar, og sådan skal det være, siger Cecilie Skule. Nye toner Da Cecilie Skule begyndte at læse psykologi på universitetet, så det psykiske helseværn ikke ud som i dag. Hun kom ind i faget på et tidspunkt, hvor decentraliseringen af det norske psykiske sundhedssystem var i fuld gang, og nye faggrupper som psykologer allerede havde fået langt større plads i det norske sundhedsvæsen, end da hun selv voksede op tæt på den gamle psykiatri. Psykologer var kommet ind på områder, der ellers ikke havde tradition for psykologfaglighed som eksempelvis misbrugsbehandling. Et område, som Cecilie Skule i øvrigt har arbejdet meget med, før hun blev leder. Og som hun stadig beskæftiger sig med når hun ikke leder og fordeler arbejdet på sit job, forsker hun i dobbeltdiagnoser i forbindelse med misbrug og depression. Og udviklingen i det psykiske helseværn fortsætter derudad. I dag opererer den norske psykiske helseværn med udstrakt brug af ambulante team. Det er klinikker, hvor læger, psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker og andre fagpersoner arbejder med ambulante tiltag og i opsøgende teams, der tager ud til borgerne frem for, at borgerne skal komme til dem. Alt sammen med afsæt i et normaliseringsperspektiv, som har stor betydning for den enkelte patient, fordi han eller hun møder de professionelle i sine egne rammer og en normal kontekst, der ikke sygeliggør. Behandlingsmodellen, der kaldes F-ACT, har vist sig at have gode effekter: Mindre tvang, kortere indlæggelser og mindre dramatiske indlæggelser er nogle af dem. Det stiller nye krav til faggrupperne. Også psykologerne. I et tværfagligt team er man nødt til at give slip på den klassiske forestilling om den unikke og langvarige klient-psykolog-relation. Psykologiens rolle Da psykologien blev født som videnskab og som akademisk fag på universitetet, tog den sit udgangspunkt i det enkelte individ. Den forestilling og psykologidentitet vil Cecilie gerne modernisere. Psykologidentiteten og psykologrollen har traditionelt været bundet op på individet. Hvis man begynder en behandling, fuldfører man behandlingen. Det har været kilde til mange frustrationer i det psykiske helseværn. Fordi der er ikke tid. Men man kunne også betragte psykologarbejdet på en anden måde, siger hun. Når en borger bliver indlagt på sygehuset, er det sådan, at der bliver foretaget en vurdering af, hvor alvorligt, det er, og en behandling bliver sat i værk. Derefter overtager andre specialister måske. Det skal psykologer lære af og være en del af. Hvis psykologer skal have en vægtig og vigtig plads i sundhedssystemet, som jeg mener, at de bør have, så tror jeg, at man er nødt til at udfordre og videreudvikle psykologidentiteten, og vi må være særligt gode til at indgå i tværfagligt samarbejde, siger Cecilie Skule. I det sundhedssystem, hun gerne vil være fortaler for, arbejder faggrupperne sammen og byder ind, når de skal byde ind. Det er faggruppernes udfordring. De forstår ikke altid at afgrænse sig og levere patienten videre til en anden, der har et andet fagligt perspektiv. Det gælder også psykologer. Hvis holdningen er, at man godt kan lide lange og individuelle relationer med masser af processer, så kan man arbejde privat og for sig selv. Men hvis man skal arbejde på for eksempel et hospital, så er det virkelig vigtigt, at faggrupperne kan arbejde sammen, og at man ved, hvem, der står for hvad. Her er psykologidentiteten blevet lidt udfordret, siger hun. 16 nr

17 Dansk Psykolog Forening og BUPL s Lederforening inviterer til en tværfaglig konference: TIDLIG INDSATS Kan vi gøre det bedre sammen? 2. december 2015 kl I Tivoli Congress Center I Arni Magnussons Gade 2, Kbh V. Kom og hør, hvorfor vi mener, at svaret er JA og få konkret inspiration til, hvordan vi kan gøre det bedre! Konferencen retter sig mod PPR-psykologer & -ledere og mod ledere på dagtilbudsområdet. Også kommunale beslutningstagere og embedsmænd er velkomne. Det er gratis at deltage men tilmelding er nødvendig (begrænset antal pladser). Læs mere og tilmeld dig via: PROGRAM Moderator: Mette Walsted Vestergaard Kaffe og croissant inden start Velkomst Rie Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Psykolog Forening og Sanne Lorentzen, formand for BUPL s Lederforening Betydning af forebyggende indsatser i daginstitutioner Lektor Kirsten Elisa Petersen, Aarhus Universitet Opmærksomhedspunkter for samarbejdet set fra et BKF-perspektiv Formand for Børne- og Kulturchefforeningens Dagtilbudsnetværk Ane Stallknecht Etablering af åben konsultation som fast tilbud i daginstitutioner Herlev Kommune Frokost En styrket opmærksomhed på flygtningebørn Aarhus Kommune Kaffepause Samarbejdets betydninger. Hvordan kan PPR og pædagoger samarbejde relevant? Vicki Sieling, psykolog, supervisor og udviklingskonsulent Ønsker til fremtidens samarbejde mellem PPR og dagtilbud Rie Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Psykolog Forening og Sanne Lorentzen, formand for BUPL s Lederforening) Tak for i dag 2015 nr

18 Sig sandheden om medicin 18 nr

19 Interview Psykiatere og medicinalindustri deler ikke forskning om ADHD-medicins negative langsigtede effekter med offentligheden for at beskytte deres marked, siger den amerikanske videnskabsjournalist Robert D. Whitaker. Af Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist Illustration: Clara Ernst Han har i mange år skrevet om og analyseret medicinens skadelige effekter, og i september var han i København for at deltage i konferencen Psychiatric drugs do more harm than good, der var arrangeret af Peter Gøtzche læge, forsker og leder af Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet. Både Whitaker og Gøtzche er meget kritiske over for medicinalindustrien og den i deres øjne overdrevne brug af psykofarmaka, som det blandt andet er beskrevet i Gøtzches aktuelle bog Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse, hvor han kritiserer psykofarmaka for at være så skadeligt, at det hvert år har en halv million menneskeliv på samvittigheden i USA og Europa blandt personer, der er mindst 65 år gamle. For Robert D. Whitaker handler det ikke om utilsigtede dødsfald, men om hvordan ADHD-diagnosticerede og -medicinerede børn på den lange bane får det værre af medicinen. Og om, hvordan det stadig ikke er noget, som forældrene bliver informeret om, når deres ADHD-diagnosticerede børn begynder at tage medicinen, særligt Ritalin. Stregen trækkes ved 14 måneder Og det er ikke fordi, dokumentationen ikke er der. Allerede i 1993 satte en gruppe ADHD-eksperter sig for at undersøge effekterne af medicinen på tre grupper af børn finansieringen kom fra det amerikanske National Institute of Mentalt Health (NIMH). Den ene gruppe af børn fik ADHD-medicin af ADHD-eksperter, den anden gruppe fik medicin af deres egen læge, og den tredje gruppe fik adfærdsterapi. Motivationen for at påbegynde studiet var ædel nok, siger Robert D. Whitaker og fortsætter: Eksperterne sagde ved starten af studiet, at de nu i to årtier havde brugt medicinen, men intet bevis havde for virkningen på den lange bane. Studiet strakte sig over flere år, men det er i formidlingen af resultaterne, at det bliver en mudret affære, fortæller Robert D. Whitaker. På den helt korte bane, inden for de første seks uger, er der ingen tvivl om, at medicinen virker. Børnene bliver mindre urolige og begynder at følge bedre med, siger han. Efter 14 måneder viste undersøgelsen, at de børn, der havde fået medicin af ADHD-eksperterne, klarede sig lidt bedre end de øvrige to grupper i forhold til ADHD-symptomerne. Symptomerne blev mindre, og der var tegn på, at børnene klarede sig bedre med læsningen. Ergo var den officielle konklusion, at medicinen hjalp. Og hvis man i dag som forældre til et barn med en ADHD-diagnose slår op under effekten af ADHD-medicin, så henvises der til resultaterne efter 14 måneder nr

20 Interview Siden diagnosen af ADHD første gang blev konstrueret i 1980, har psykiaterne fortalt en helt særlig historie til offentligheden: Det her er en virkelig sygdom i hjernen, og vi har en tryg og sikker behandling: medicinen. I takt med at denne historie er blevet fortalt, har medicinalindustrien øget sin strøm af penge til psykiaterne. Robert D. Whitaker, journalist og forfatter. Det bliver værre Men 14 måneders-markøren er forkert, mener Robert D. Whitaker. For NIMH-studiet fortsatte, også ud over de 14 måneder, og i takt med at månederne blev til år, blev billedet klarere og klarere. Efter tre års medicinering konkluderede studiet, at børnenes symptomer ikke blev bedre, men værre og at de faktisk klarede sig dårligere end de børn, der ikke tog medicinen. Samme konklusion efter seks år. De medicinerede børn udviste større hyperaktivitet, øget impulsivitet og nedsat funktionsevne. Vi troede, at de børn, der var på medicin i en længere periode, ville klare sig bedre. Det viste sig ikke at holde stik, har en af forskerne bag undersøgelsen, William Pelham fra University of Buffalo, USA, udtalt. Der var ingen forbedrende effekter. Ingen. På den korte bane vil medicinen hjælpe børnene til at få det bedre, men det er ikke tilfældet på den lange bane. Og den information bør gøres tilgængelig for forældrene, sagde Wlliam Pelham videre. Men informationen blev ikke gjort tilgængelig for forældre. I stedet begyndte en strid mellem psykologerne og psykiaterne. Psykologerne ønskede at få resultaterne for tre års- og seks års-markøren publiceret, men psykiaterne ville ikke. Derfor er det stadig i dag 14 måneders markøren, der anvendes, siger Robert D. Whitaker. Og det selvom flere senere studier har vist de samme resultater som det store NIMH-studie. Det gælder blandt andet et studie, foretaget i Australien i 2009, hvor en af konklusionerne var, at medicinerede ADHD-børn havde ti gange større risiko for at præstere under deres aldersniveau, end de ikke-medicinerede ADHD-børn. Et tilsvarende studie i Quebec i 2013 tegnede et endnu mere dystert billede. Her var en af konklusionerne: "Øget medicinering resulterer i øget ulykkelighed og i en forværring af forholdet til forældrene. Disse emotionelle og sociale effekter ses primært hos piger, der også oplever øget angst og depression." Hos de medicinerede drenge kunne man se en øget risiko for, at de droppede ud af skolen. Samtlige studier af mangeårig medicinering beretter om en øget risiko for at udvikle yderligere diagnoser såsom OCD, psykoser, angst og bipolar lidelse. Konstruktionen af en diagnose Men hvorfor denne hemmeligholdelse af resultaterne på den anden side af de 14 måneder? Hvorfor denne strid mellem psykologerne og psykiaterne? 20 nr

21 Interview Siden diagnosen af ADHD første gang blev konstrueret i 1980, har psykiaterne fortalt en helt særlig historie til offentligheden: Det her er en virkelig sygdom i hjernen, og vi har en tryg og sikker behandling: medicinen. I takt med at denne historie er blevet fortalt, har medicinalindustrien øget sin strøm af penge til psykiaterne, blandt andet for at bidrage til oplysningskampagner og for at betale udgifterne for læger, psykiatere og forskere, når de skulle deltage i de store konferencer. Samtidig er forskere inden for psykiatrien blevet hyret til at være talere, rådgivere og konsulenter for medicinalvirksomhederne og for diverse både offentlige og halvoffentlige institutioner, siger Robert D. Whitaker. En af dem er psykiatriprofessor og chef for de kliniske og forskningsmæssige programmer inden for blandt andet ADHD ved Massachusetts General Hospital. Han har over tid modtaget penge fra 24 forskellige medicinalvirksomheder, der alle producerer ADHD-medicin. Han er blevet ved med at udgive rapporter, der fortæller, at medicinen virker også på den lange bane, siger Whitaker. Men hele skævvridningen begyndte allerede ved formuleringen af diagnosen i 1980 og ved de efterfølgende justeringer af den, mener han. Der er jo tale om en diagnostisk konstruktion, som en række eksperter udarbejdede for 35 år siden. Vi ved jo ikke, hvad ADHD er. Der er ingen biologiske forklaringer ingen patologi. Det er et spørgsmål om adfærd og fortolkning af denne adfærd. Og det er i høj grad lærerne, der er med til at definere, hvem der er mistænkt for at have ADHD. Hvornår er man et forstyrrende element i klassen? Hvordan definerer du, om et barn tapper for meget med fingrene på bordet? Banker for meget med foden? Er ukoncentreret og hyperaktiv? Det er en konstruktion, hvor du hele tiden kan flytte grænserne, siger han. Forklaringen på dette skal findes i det DSM-system, som amerikanske læger diagnosticerer ud fra og som hele tiden justeres og opdateres. DSM står for Diagnostic and Statistical Manual, som i dag findes i en femte udgave, DSM-5. Da ADHD-diagnosen blev formuleret og optrådte første gang i DSM-3 blev det angivet, at tre procent led af ADHD. Ved formuleringen af DSM-4, som den føromtalte psykiatriprofessor blandt andet var med til at udforme, var tallet steget til fem procent. I dag anslår eksperter, psykiatere især, at op mod 13 procent lider af ADHD, siger Robert D. Whitaker og fortsætter: Hele tiden rykkes grænserne, og de, der rykker grænserne, har tætte bånd til medicinalvirksomhederne. Ved at rykke grænserne øger man antallet af de børn, der vurderes at have behov for medicinen. Man øger simpelthen markedet. Ifølge ham er løsningen ikke at medicinere børnene, men at fokusere på rammerne særligt klasseværelset. Brug fem minutter hver time på fysisk aktivitet, eksempelvis. Mange af de børn, der diagnosticeres med ADHD, har det ikke nødvendigvis. Og de træk, der tolkes som ADHD-symptomer, kan forsvinde, hvis de ikke hele tiden tvinges til at sidde stille på en stol, siger han. Tal fra Apotekerforeningen viser, at omkring danske drenge under 15 år bliver behandlet med ADHD-medicin, hvilket er tre gange højere end i Det samlede salg af ADHD-medicin er nidoblet siden 2005, hvilket svarer til en stigning på 40 procent om året. "Jeg er yderst betænkelig ved, at man medicinerer disse børn. Det er for nemt at stille en diagnose, og efter min opfattelse sygeliggør man mange børn, der ikke er syge og som ikke burde behandles med medicin. ADHD-medicin har samme effekter som amfetamin, og når man udskriver medicinen, svarer det til at give børn speed på recept," har han sagt til hjemløseavisen Hus Forbi. Robert D. Whitaker Amerikansk, prisbelønnet videnskabsjournalist, forfatter og tidligere underviser ved Safra Center for Ethics på Harvard University, USA. Står bag e-zinet madinamerica. com og har skrevet en række bøger, blandt andet den kendte Anatomy of an Epidemic om ADHD nr

22 Ny forskning Tema: Resiliens Resiliensforskningens udvikling Resiliens er en fordanskning af det engelske ord resilience, som betyder elasticitet, spændstighed og evnen til at rette sig op. Resiliens defineres som en proces, der betegner relativt positiv udvikling på trods af udsættelse for signifikant risiko, stress eller traumer. Der skal være to betingelser til stede, for at der er tale om resiliens: 1) Udsættelse for signifikant risiko 2) Opnåelse af positiv udvikling på trods af risiko. Forskningen forklarer, hvorfor nogle mennesker med en stærk problempræget opvækst, klarer sig 'på trods' og 'bedre end forventet'. Empirisk resiliensforskning er beskeden i Danmark, hvorimod den internationalt er meget omfattende. Forståelsen af resiliens har ændret sig markant gennem mere end 40 år. Generelt har resiliensforskningen udfoldet sig i disse fire bølger: 1. Usårlighed: Første bølge kom 'ernes forskning til udtryk i begrebet ego-resiliens. Resiliens blevet forstået som særlige personlighedstræk, der gør, at individet kan stå imod risici. I den periode talte man også om, at udsættelse for belastninger i livet ligefrem kunne have en hærdende effekt (steeling effect). 2. Sårbarhed og beskyttende faktorer: Anden bølge i 1980'erne forstod resiliens som langt mere kompliceret end en usårlig personlighed. Nu kom der fokus på at identificere og beskrive de mange sårbarheds-, men især beskyttende faktorer, som kan skabe resiliens. 3. Intervention: I tredje bølge i 1990'erne kom der øget fokus på intervention. Forskningens resultater blev nu brugt til konkrete indgreb eller forebyggelse, som kunne fremme resiliens. Fx ved at skabe 'positive vendepunkter' ved aktivt at fremme beskyttende faktorer. Af Dion Sommer, professor i psykologi, Aarhus Universitet Resiliens som global sundhedsstrategi FORSKNING EKS. 1: Vi ser dagligt i medierne strømme af mennesker, familier med børn og unge, traumatiserede, måske torturerede, flygtende fra deres eget land. Andre bliver, hvor de er, men lever med store afsavn og trusler mod deres sunde udvikling. Det har øget interessen for resiliensforskning, da den både undersøger og baserer intervention på menneskers måder at håndtere risikable livsforhold på. At fremme beskyttende faktorer og skabe positive vendepunkter, fx i børns og unges liv, er her i fokus. Intervention betyder handling på flere niveauer, fra samfundsmæssige til lokale og individuelle. Jo flere man kan påvirke i en gunstig retning, desto større chance for at opbygge resiliens. En af de absolut førende resiliensforskere, Ann Masten fra University of Minnesota, USA, har for nylig fremlagt den første globale sundhedsstrategi med udgangspunkt i en ressourcetænkning dvs. resiliens. Som noget nyt er forskningen begyndt at interessere sig for resiliens tværkulturelt og multikulturelt. Grunden er, at intervention ikke kan baseres på en universel manual, men skal indlejres i en kulturel kontekst. Fx i Basothokulturen i det sydlige Afrika blev man opmærksom på bhoto, en markant større vægt på gensidighed mellem mennesker (interdependens) end i vores vestlige individualiserede kultur (independens). Resiliente unge i Bashoto er meget tæt forbundet med supportsystemer (ressourcer) i lokalsamfundet. Desuden er de loyale over for Bashotos værdier, som kræver ubetinget respekt over for den ældre generation. Intervention i dét samfund over for børn og unge må nødvendigvis bygge på andre strategier end intervention i fx Danmark. 4. I fjerde bølge, hvor forskningen nu befinder sig, ses en dynamisk og relationel forståelse af resiliens kendetegnet er interdisciplinære forklaringsmodeller. Kilde Masten, A. (2014). "Global perspectives on resilience in children and youth." Child Development. 85 (1), Kilder Cicchetti, D. (2013). "Annual research review: Resilient functioning in maltreated children - Past, present, and future perspectives." Journal of Child Psychology and Psychiatry, 54(4), Fletcher, D., & Sarkar, M. (2013). "Psychological resilience: A review and critique of definitions, concepts, and theory." European Psychologist, 18(1), nr

23 Mindfulness som resilensressource FORSKNING EKS. 2: Forskning forbinder mindfulness (bl.a. evnen til at være i nuet) med oplevelsen af fysisk og psykologisk velbefindende. Derfor er det interessant at undersøge, hvorvidt mindfulness kan virke som en resiliensressource for mennesker, som har oplevet traumer og depression. Det har en disputats fra Georgia State University, USA undersøgt. 529 deltagere blev rekrutteret. Hver enkelt blev undersøgt for deres udsættelse for trauma ved hjælp af Diagnostic Manual of Mental Disorders (DSM-5, APA 2013). Herefter udfyldtes Five Factor Mindfulness Questionnaire samt diverse test af resiliens samt forekomsten af depressive symptomer. Deltagerne blev herefter opdelt i grupper: En med og en uden traumesymptomer, samt en med og en uden tegn på depression. Undersøgelsen viste en sikker sammenhæng mellem mindfulness og traume- og depressionssymptomer. Når mindfulness steg, så faldt forekomsten af symptomerne signifikant. Resultatet støtter andre undersøgelser. De har vist, at en mindfulness tilgang til livets problemer reducerer stress og depressive symptomer. Desuden har øvelser i mindfulness, brugt som intervention, vist sig nyttig i behandlingen af psykologiske problemer. Forfatteren trækker nogle konsekvenser for forebyggelse af psykologiske problemer. Øvelser i og læring af mindfulness kan ruste mennesker til i tide at cope med problemer og kan derved fungere som en opbygning af personlig resiliens. Kilde Neelarambam, K. (2014). "Trait mindfulness as a mediator of resilience, depressive symptoms, and trauma symptoms." Doctoral Thesis. Atlanta, Georgia. Fremtidens resiliensforskning? Historisk anskuet har resiliensforskning stort set kun handlet om psykosociale miljøfaktorer. Nutiden er fremtiden i svøb, og der må forventes stigende indflydelse fra neurovidenskab. Ikke som monolitisk forskning, men indarbejdet i og relateret til psykogene forhold, hvor biologiske og psykologiske mekanismer kombineres og tillades inden for den samme forklaringsmodel. Dette gennembrud fører til helt nye typer tværvidenskabelige undersøgelser. Resiliensforskning er hermed begyndt at nedbryde traditionelle grænser mellem natur versus kultur, gener versus miljø, biologi og psykologi. Dette antages fx at hænge sammen i komplekse systemiske netværksforbindelser. Gottliebs model kan illustrere dette princip: MILJØ (fysisk, social, kulturel) ADFÆRD NEUTRAL AKTIVITET GENETISK AKTIVITET Modellens fire analyseniveauer repræsenterer genetisk aktivitet, neural aktivitet, adfærd (herunder psykisk virksomhed) samt miljø (fysisk, social og kulturel). Disse forskellige niveauer påvirker og kan i visse tilfælde transformere hinanden. Resiliens anskues her som en "multilevel"-proces, forstået som en del af individets udvikling. Fx undersøges nu miljøbetinget stress helt ned på, og i samspil med, celle- og genniveau. Kilder Bering, I. & Sommer, D. (in press). "Resiliens i fremtiden integrative metateoretiske bidrag". Psyke & Logos. December 2015.Bowes, L., & Jaffee, S. R. (2013). "Biology, genes, and resilience: Toward a multidisciplinary approach." Trauma, Violence, & Abuse, 14(3), nr