Rektor Søren Hvarregaards tale til årets studenter ved dimissionen fredag d. 24. juni på Midtfyns Gymnasium

Transkript

1 1 Rektor Søren Hvarregaards tale til årets studenter ved dimissionen fredag d. 24. juni på Midtfyns Gymnasium Kære studenter, årgang 2011 Først og fremmest vil jeg ønske jer tillykke med jeres eksamen. Tillykke med, at I nu har nået det mål, som I har sat jer. I har vist, at I har kunnet bide tænderne sammen og være vedholdende. Det er en god evne at have; den får I også brug for, når I skal tage en videregående uddannelse. I har de sidste fem uger læst og studeret koncentreret. Det har været fem intense uger, hvor nervøsitet, spændt forventning, glæde, skuffelse, håb, tårer og smil har afløst hinanden. Familierne har ikke kunnet undgå at være en del af det, og mange steder har stemningen ved eksamensbordet og middagsbordet sikkert fulgtes ad. Herfra skal der lyde et rigtig stort tillykke også til familierne. Men kære studenter, det er jeres dag i dag. Vi er samlet mange mennesker her, og vi er samlet for at fejre jer. Det er en glad dag, men også med det sædvanlige stænk af vemod. I er færdige (måske føler nogen sig også færdige i mere end én forstand), men I er også på vej væk. Som I ved, er en dimittend én, som bliver sendt væk, sendt bort. I er også flyvefærdige (selv om nogle af jer måske kan se en anelse vingeskudte ud efter udskejelserne i går aftes). Det er helt, som det skal være. I har de sidste uger fået lov til at bestille noget, læse noget, vise noget og kunne noget. Dagbladet Politiken har hen over foråret skrevet artikler om, at nogen af gymnasieeleverne forsømmer for meget og kommer for let til huen; det vender jeg tilbage til om lidt, men jeg kan lægge ud med her at konstatere, at fremmødeprocenten her i dag er 100. Og nu er det hele forbi, jeres krops alarmsystemer har ikke helt forstået det endnu, og der vil endnu gå lidt tid, før I ikke længere vågner pludseligt med tanken om, at I skal op i ét eller andet. Men har I det, ligesom jeg selv havde for præcis 35 år siden, mærker I allerede nu en varm lettelse brede sig i kroppen, og en berusende følelse af, at nu er alt muligt, men måske også blandet med en lille tvivl. Kan jeg nu også klare det, som jeg gerne vil? Og det kan da godt være en anledning til at spørge, om vi nu er for slappe i det danske uddannelsessystem? Ja, spørger vi Amy Chua, som har skrevet bogen Battle Hymn of the Tiger Mother, kampråb fra en tigermor, så er hun ikke i tvivl. Vil vi klare os bedre i den globale konkurrence, må vi stramme op. Amy Chua er amerikaner med kinesisk baggrund, som fortæller om, hvordan kinesiske forældre kan frembringe succesfulde børn. Begrebet kinesiske mødre er

2 2 ikke nødvendigvis knyttet til Kina; danske mødre kan også kvalificere sig til titlen. Nogle af de ting, som børn af kinesiske mødre, det vil her sige Amy Chuas børn, aldrig fik lov til at gøre er f. eks.: -invitere venner med hjem for at lege, -deltage i en skolekomedie, -beklage sig over ikke at være med i en skolekomedie, -se fjernsyn eller spille computerspil, -spille et andet instrument end klaver eller violin, -ikke spille klaver eller violin. Danske forældre, der selv mener, de er strikse, er ikke i nærheden af at leve op til titlen, tigermor. En tigermor mener, at -skolearbejdet har altid førsteprioritet -et tital er en dårlig karakter -dine børn være to år forud for deres klassekammerater i matematik -du skal aldrig rose dine børn over for fremmede -hvis dit barn er uenig med en lærer eller træner, skal du altid tage lærerens eller trænerens parti -dine børn bør kun få tilladelse til at deltage i aktiviteter, hvor de har udsigt til at vinde en medalje -og den medalje bør være af guld. Så mottoet for tigermoderen er altså også: der er kun noget ved noget, hvis man er god til det. Hvad skal vi i Danmark mene om denne holdning til opdragelse af børn og unge? Ja, Folketing og regering siger, at vi i Danmark skal være i verdensklasse. Det er ikke bare et mål. Det er også et krav for at vi kan klare os i en globaliseret verden. Det er et krav til industrien, og det er et krav til folkeskolen, gymnasierne og universiteterne. Vi skal være i verdensklasse for at kunne klare os i konkurrencen om alt - lige fra det gode liv til det gode samfund. Og dét er ikke for amatører. Sprogforskere har noteret sig, at et ord som amatør

3 3 tidligere blev forbundet med noget sundt og godt, mens den professionelle blev forbundet med noget glædesløst og kynisk. I dag er begreberne vendt på hovedet. Det at konkurrere er blevet et tema, der gennemsyrer hele den måde, hvorpå vi tænker, beslutter og taler i vores fællesskaber. Konkurrencen er blevet et mantra, for at vi som individer og samfund hele tiden skal præstere det ypperste, vi kan. Og bliver vi ikke nr. 1, så kan vi se, hvordan nr. 1, markedslederen i branchen gør tingene; det der kaldes best practice. Meningen er at vi skal efterligne de bedste. Strategien hedder benchmarking. Også gymnasierne skal benchmarke. Alle gymnasier i Danmark skulle i efteråret lave en trivselsundersøgelse, så vi kunne sammenligne os med hinanden. Og for et par uger siden kunne man i aviserne læse, hvilke gymnasier der sidste år havde de bedste og dårligste eksamensresultater. Vi har et såkaldt frit skolevalg; de enkelte skoler skal konkurrere på karaktergennemsnit, som bliver offentliggjort; for folkeskolerne offentliggøres PISA undersøgelser, hvor skolerne bliver målt i forhold til udlandet; universiteterne får point for antal artikler, som forskerne publicerer; det er i øvrigt regeringens mål, at Danmark skal have et universitet i top 20 i verden; vi konkurrerer med andre lande om at have det højeste lykkeindex og BNP. Vi konkurrerer i øvrigt også med andre lande på at tiltrække verdens kloge hoveder og holde de mindre kloge væk. Vi skal være i verdensklasse inden for det hele. Det er disse toner, uddannelsessystemet og vores samfundet i det hele taget har udviklet sig til i de år, I har været i gang med jeres uddannelse og som I skal ud at virke i. Det er sådan et samfund, professor i økonomi Kaj Ove Pedersen karakteriserer som konkurrencestaten. Konkurrencestaten siger han, er afløser for velfærdsstaten. Konkurrencestaten er anderledes end velfærdsstaten, fordi den søger at mobilisere befolkningen og virksomhederne til at deltage i den globale konkurrence. I tesen om konkurrencestaten gennemsyres al politik af konkurrencen, også uddannelsespolitikken. Kaj Ove Pedersen siger, at vi ikke har andet valg. At der ikke er noget alternativ. I konkurrencestaten gøres den enkelte ansvarlig for sit eget liv; fællesskab har med arbejde at gøre, og frihed er blevet identisk med friheden til at realisere egne behov. Velfærdsstaten derimod havde det mål at kompensere og beskytte befolkningen mod de økonomiske konjunkturer.

4 4 Knud Heinesen, tidligere undervisningsminister sagde en gang: Folkeskolens formålsparagraf er samfundets trosbekendelse. Folkeskolen skulle ifølge skoleloven fra 1975 fremme»den enkelte elevs alsidige udvikling«og evnen til at være med til at realisere et demokratisk fællesskab. Det lå helt i tråd med velfærdsstatens mål. Loven lagde vægt på moralsk dannelse, på demokrati som fællesskab, på frihed som muligheden for at deltage i de politiske processer. Her midt i 0 erne fik vi ny folkeskolelov og gymnasielov. Kaj Ove Pedersens synspunkt er, at i begge de nye skolelove er det skolens opgave at uddanne eleverne til fagligt kompetente mennesker, der er klar til arbejdsmarkedet, sagt på en anden måde: de skal have færdigheder i stedet for viden og visdom, og de skal være soldater i nationernes konkurrence, dvs. få høj score i PISA. Det bygger på idealer om et konkurrencedygtigt samfund frem for et demokratisk samfund. Kaj Ove Pedersen siger ligefrem, at skolen skal fremme det han kalder»den opportunistiske personlighed«. Man skal gribe chancen når den opstår, uden at tage hensyn til principper og idealer. Den tænkning kultiverer en bestemt mennesketype, og man kunne sige at sådan nogle mennesker, som har nydt manges beundring, indtil det gik galt for dem, Stein Bagger og Milena Penkowa, det er jo folk der i en vis forstand har gjort det, som konkurrencestaten krævede af dem. De ville vinde uanset prisen. Mit råd til jer er: Det at konkurrere må ikke blive et mål i sig selv. Konkurrence bliver også usund, når der skal konkurreres på kortest mulig tid; så kan man ikke nå i dybden. Vi må lære at fordybe os i ting, som har en værdi i sig selv. Konkurrencen skal være til gavn for samfundet. I 2001 var der en gruppe mennesker, blandt dem forfatteren og debattøren Jørgen Knudsen, der dannede det de kaldte konkurrenceskaderådet, der skulle øge folks opmærksomhed på konkurrencens skadevirkninger. Som eksempler på skadevirkninger nævnte de den globale konkurrences trussel mod miljøet. Det her var inden cop15, den famøse klimakonference i København i De nævner også unge der bliver kriminelle og mennesker i revalidering. Konkurrence- skade- rådet ville gerne have os til at se alternativer til konkurrencestaten. Til det siger Kaj Ove Pedersen, der er ingen alternativer. Konkurrencestaten er de betingelser, som globaliseringen byder os.

5 5 Men der er altså alternativer. Charles Darwin beskrev i Arternes oprindelse konkurrencen som det naturgivne vilkår for mennesket. Han skrev som I ved om survival of the fittest. Vi er vindere, fordi vi eksisterer. I evolutionen er forsvundet masser af kiksede væsener og platugler, som aldrig fik afkom, fordi de ikke var sunde og stærke nok. Men betyder det, at vi fra naturens hånd kun disponeret for konkurrence og ikke for at hjælpe hinanden i et fællesskab? Anarkisten Kropotkin skrev i 1902 bogen Gensidig hjælp (mutual aid). Han sagde, at hvis vi spørger naturen, hvem der er the fittest?, så vil den svare, at det er dem, der yder gensidig hjælp. Dyrene slås ikke kun om føden, men de hjælper også hinanden. Ulve, elefanter og svaler færdes i flok. Hvis de kun bekrigede hinanden, ville de uddø. Kropotkins meget elementære iagttagelse er, at alle højerestående væsener hjælper hinanden. Så den rigtige udlægning af Darwin er, at vi er dobbelt disponeret: selfishness and self-lessness, competitiveness and co-operativeness. Det er det Tor Nørretranders i sin bog Det generøse menneske kalder en Dobbelt Darwin. Der er et alternativ til en ensporet konkurrencekultur. Vi er resultatet af to spor i udviklingshistorien, nemlig Homo economicus, det rationelle menneske med markedsmasken og Homo generosus, det givende, hjælpende, samarbejdende, legende, elskende menneske. Begge dimensioner lever side om side i os. Kan de to sider forenes? Det er iflg. Tor Nørretranders kærlighedens store udfordring. Han fortæller om kærlighedens lov. The Beatles kendte den, og de sang om den på nummeret The End på Abbey Road LP en: And in the end, the love you take is equal to the love you make Men findes den her lovmæssighed, kærlighedens lov, som bl.a. The Beatles besynger? Det kan måske være svært at se det lige her og nu. Men alligevel, dybest set, når det store regnestykke skal gøres op, kan det vise sig alligevel. Måske kan vi genkende denne lovmæssighed i det følgende citat. Det stammer fra hovedpersonen i et af Danmarks mest sete tv-programmer, nemlig bonderøven: Bonderøven siger: For eksempel har jeg været dybt frustreret over, at min ko og jeg ikke kan blive gode venner. For et par dage siden lykkedes det for koen at få skubbet mig bagover, så jeg lå med mælkespanden over mig og tænkte: Jeg skyder den. Min første arbejdshest lykkedes det heller

6 6 ikke med. Det endte med at den stak af med mig og en kartoffelhypper, indtil jeg blev smidt af og var fuldstændig blå ned af det ene ben og måtte opgive den hest. Det var et kæmpe nederlag, men ja der er overvejende fede ting, så jeg kommer hurtigt op igen, for så kommer der en anden hest, som bare har været en lykkehest fra starten af. Bonderøvens kærlighed og indsats blev måske ikke gengældt af denne ko og af denne første hest men det at han holder fast i sine værdier: og prøver til med en anden hest, det gør at han finder lykken på et tidspunkt og mærker udbyttet af sin troskab over for sine værdier. Han ville nok netop ikke være blevet et lykkeligere menneske, hvis han bare havde købt sig en traktor, selvom den ville være nemmere at få til at yde flere hestekræfter og selvom den ville score højere i en effektivitetstest. Selvom udviklingen tilsyneladende går i retning af mere konkurrence, ekspansion og fokus på vækst, så ser vi således også i et af Danmarks pt. mest populære tv-programmer, at man også kan tænke helt anderledes, kan integrere homo economicus og homo generosus. Der er altså et alternativ til den ensporede konkurrence kultur. Udover Kropotkins pointer og bonderøvens eksempel, så kan man jo også pege på det helt elementære forhold, at vi lever i et demokrati. Vi vælger. Og vi er jo i et valgår. Heldigvis kan en international benchmarking (!) fortælle os, at Danmark ligger på en delt førsteplads sammen med Finland, når det gælder skoleelevers viden og færdigheder med hensyn til demokrati og medborgerskab. I er nogle af de bedste i verden til at være borgere i og agere i et demokrati. Og det er i et demokrati, at meninger og holdninger skal brydes og det gode argument efterprøves i et demokrati, at vi kan værne om fællesskabets værdier. Vi kan vælge, at vi vil noget andet end bare konkurrence. Det arabiske forår har vist at en folkebevægelse kan omstyrte en samfundsform. Jeg er glad for, at I som danske skoleelever er blevet skolede i demokrati. Vi har bl.a. prøvet at give jer et afsæt for at komme videre ved at stille krav til jeres logik og argumentation. Vi spørger som Sokrates på Athens torv: Hvad mener du egentlig? Hvorfor mener du egentlig det du mener? I er blevet udfordret i at gøre jer umage med jeres logik og argumentation. Jeres argumentation skal bygge på logik, men I skal også eje tvivl og nysgerrighed og række ud mod verden. I husker måske fra Orwell, at opløsningen af sproglige kompetencer fører til noget der kan betegnes som

7 7 fascisme. Morten Bay beskriver jer unge som netværksmennesket, eller homo conexus. Han siger også, at netværksmennesker har brug for HUBS, stationer eller knudepunkter i jeres netværk, som I kan vende tilbage til for at komme et nyt sted hen. Jeg håber, Midtfyns Gymnasium har været en sådan HUB, der har givet jer et afsæt for at komme videre. Sammenhængskraft demokrati skal næres af fællesskaber hvor forskellige folk er bragt sammen og ønsker at hjælpe hinanden. Hjælpe hinanden med at få ideer, med at skabe ny viden, med at passe på hinanden. Det er sådan et fællesskab vi håber Midtfyns Gymnasium har været for jer. Tag jeres viden, jeres kompetencer og jeres forståelse for fællesskabet med ud i verden, når I dimitteres her fra Midtfyns Gymnsaium, og brug dette udgangspunkt til at præge den verden, I skal ud og skabe. Hør en gang, hvad Benny Andersen siger i et råd til sine børnebørn: Sæt jer store mål. Sæt jer tydelige spor. Det skal kunne ses at I har været her. Vi skød med slangebøsse engang. De store drenge skød efter tomme flasker. Hvor er de flasker i dag? Jeg skød til måls efter månen. Mærkerne ses tydeligt i dag. Med disse ord dimitterer jeg jer fra Midtfyns Gymnasium. Tillykke med jeres eksamen! 24. juni 2011/Søren Hvarregaard