Indholdsfortegnelse. 1. Sargassohavet: Rejsen frem og tilbage...s. 2 Fra leptocephaler til glasål...s. 2 Kønsdifferentieringen...s.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Sargassohavet: Rejsen frem og tilbage...s. 2 Fra leptocephaler til glasål...s. 2 Kønsdifferentieringen...s Gulål stadiet æde stadiet s. 3 Spidssnudede og bredsnudede ål.s. 3 Ålens fantastiske lugtesans...s. 4 Hvor gamle bliver de?..s Blankål stadiet.s. 4 Indbygget tidsfornemmelse?...s. 5 Vandrer over land.....s. 5 Har de energi nok til vandringen?...s. 5 Hvordan finder de vej?...s. 6 Hvor længe varer rejsen?...s. 6 5 år uden føde...s Kraftig nedgang af bestanden s.7 5. Kønsmodning i laboratoriet..s. 7 Modning af ål...s. 8 Åleæg s. 8 Hvor langt er man med åleforskning i dag?...s Konklusion...s. 9 1

2 Sargassohavet: Rejsen frem og tilbage. På spansk betyder sargasso tang. Det gule tang har lagt navn til det 6km dybe hav, der ligger lige syd for Bermuda og øst for Vestindien. Sargassohavet er et meget blåt hav. Blåt er vandets egen farve kun når det som fx i de nordiske have indeholder mange organismer og partikler, bliver havet gråt eller grønt. Et blåt hav er altså et ørkenområde. Rundt omkring flyder der 2-3 metertykt fauna med snegle, krebs og småfisk. Det var her, i havet på størrelse med 2 gange Frankrig, at man under danske ekspeditioner under ledelse af Johannes Smidt (tidl. kendt dansk åleforsker) lokaliserede den europæiske åls ynglefelt. Det var ikke fordi man her fandt åleæg, men fordi man her indkredsede de mindste ålelarver man kender. Fra leptocephaler til glasål. De ny-udklækkede ålelarver er kun 5-6mm lange. De er helt glasklare og har form som små pileblade. Det var først i år 1890 man fandt ud af, at disse små larver var ålens, før da troede man, at det var en ny fiskeart, som man kaldte Leptocephalus breviostris. Navnet har de beholdt. Når leptocephalerne er et par måneder gamle, og dermed også 3-4cm lange, driver de med Golfstrømmen. I begyndelsen driver de sammen med larver af den amerikanske ål, der undervejs bliver til glasål og trækker ind til den nord- og mellemamerikanske kyst. Hvordan ålene udskiller sig fra hinanden, er endnu et uopklaret mysterium. Når de europæiske leptocephaler har drevet km over Atlanten, har de nået Europas kyster. Rejsen tager måneder, og ikke 3 år som man tidligere troede. Når de 7-8cm lange leptocephaler når ind over kontinentalsoklen, forvandles de til glasål. De høje og sammen trykte kroppe bliver runde. Det gelatine-agtige støttevæv nedbrydes og erstattes med en normal rygsøjle. Længden reduceres % og vægten reduceres 50 % pga. et mindre vandindhold og færre organiske stoffer. De får form som en ål, men er dog stadig gennemsigtige. I Sydeuropa ankommer glasålene i den tidlige vinter, mens de i Nordeuropa ankommer om foråret eller i den tidlige sommer. Når glasålene kommer ind til kysterne, samler de sig i 2

3 flodmundinger og venter på at flodvandet bliver C, før de svømmer mod strømmen, ind i floderne. Mens de venter på at flodvandet bliver varmere, er de let bytte for fiskerne. Den årlige fangst af glasål i Europa er på ca. 500 tons, dvs. ca. 1,5 mia. glasål. Kun en lille procentdel af glasålene når ind til floder, bugte hvor der brakvand eller vandløb. Vandringen slutter først når de har fundet det rette vandmiljø dvs. fattigt på salt, og rigeligt med føde. Kønsdifferentieringen Når ålene er på glasålsstadiet, synes det at være meget uvist hvilket køn de respektive individer skal få. Når de når 30centimeters længde, er det generne, sammen med miljøet som ålen havner i, der afgør hvilket køn ålen får. Det gør ingen forskel om ålen under denne bestemmelse opholder sig i salt eller ferskvand. Ved tætte populationer vokser ålene ikke så godt og de vokser i bredt omfang til hanner. Dette er et problem som mange åleopdrættere slås med, da hannerne aldrig bliver så store og salgsattraktive som hunnerne. I en tæt besat japansk farm var kun 50 hunner ud af i alt individer. Jo længere opstrøms man kommer, jo mindre er bestandstætheden, og jo større procentdel er hunner. Gulål stadiet - ædestadiet Efter et år er glasålene 17-19cm lange. Om sommeren begynder de at pigmentere, dvs. farverne bliver kraftigere, ryggen bliver gråbrun, mens siderne og bugen bliver gullige. De begynder at få skæl, som dog er små og sidder så langt nede i den tykke hud, at de ikke er lette at få øje på. De er nu blevet til gulål. Gulålen er den længst varende fase i ålens liv, men gulålens liv er langt fra tilstrækkeligt undersøgt. Det har vist sig at være meget vanskeligt at bestemme gulålens alder på den traditionelle måde ved aflæsning af ringene i dens øresten, derfor hænger forskernes viden i en tynd tråd. Selvom udregningen med øresten ikke er sikker, er det dog stadig den metode man bruger. Forskellen mellem den hurtige vækst om sommeren og den langsomme vækst om vinteren kan ses som årringe på ørestenen. Ørestenene er nogle små kalksten, der ligger i væskefyldte hulrum i det indre øre, og som er en del af ålens ligevægtsorgan. Gulål har et intensivt behov for kropskontakt med bunden under døgnets lyse timer. De holder sig gemte om dagen, og svømmer omkring og jager om natten. Spidssnudede og bredsnudede ål Om ålene bliver spidssnudede eller bredsnudede afhænger af deres fødevalg. De spidssnudede åls føde består hovedsageligt af smådyr, mens de bredsnudede spiser de større byttedyr, væsentligst fisk. Ålene har et meget bredt fødevalg. De er ikke kræsne og spiser det der findes på deres levesteder, som de kan få ind i deres 3

4 relativt små munde. Ålene bliver inaktive når vandet er koldt, derfor holder de op med at æde om efteråret, og indtager ikke føde før vandet er steget til 8-9 C om foråret. Eksempler på nogle af ålens fødevalg er insektlarver, snegle, igler, regnorme, frøer, krebsdyr, fiskerogn, ørreder og småfisk. Hvad de spiser afhænger selvfølgeligt af om det er bredsnudede eller spidssnudede ål. Smådyr udgør størstedelen af føden, det er for det meste kun ål på over 50cm, der æder fisk. Nogle steder er store ål ligefrem kannibaler, og i akvarier kan selv små glasål finde på at æde hinanden. I damme med flodkrebs, er ål ikke just populære, fordi de opsøger og æder krebsene i deres huller. Ålens fantastiske lugtesans Til at finde disse krebs og alt andet føde, bruger den sin særdeles veludviklede lugtesans, der er ligeså skarp som en hunds. Man kender ingen fisk, der er på længde med ålen, når det kommer til lugtesansen. Ålens lugteorgan er meget stort, og en stor del af dens relativt lille hjerne er reserveret til lugtesansen og bearbejdelse af data derfra. Lugteorganet er ca. 5 gange så stort som hos andre ferskvandsfisk. Ålen har også let ved at bedømme hvor duften kommer fra, da dens næsebor er placeret meget langt fra hinanden. Det er utroligt praktisk, da den jo er et nataktivt dyr. Hvor gamle bliver de? Gulålene opholder sig i ferskvand mellem 2 og 20 år, afhængigt af deres køn. Hunålene bliver her længst. I tiden som gulål har de opmagasineret store mængder fedt i kroppen som brændstof til vandringen. De kan oplagre op til 29 % af kropsvægten som fedt. Hanålen bliver normalt 30-50cm lange inden de vandrer, mens hunålene bliver mellem 45-80cm. Den længste gulål man nogensinde har fanget var 133cm lang, mens den ældste man har fundet, var helt oppe på en alder af 85 år. Blankål stadiet Inden ålene vandrer den lange rejse tilbage til Sargassohavet igen, skifter de atter udseende. Forvandlingen sker fra juni til oktober, hannerne begynder først. Deres hoveder bliver smallere og spidsere. Ryggen bliver mørkere, og bugen bliver hvid med et metalagtigt skær. Øjnene bliver større, ca. 1 cm i diameter. Nethindens pigment ændrer sig til en type, der er karakteristisk for fisk der skal orientere sig på 4

5 relativt dybt vand. De holder op med at æde og deres tarmkanal degenerer, dvs. at den forringes kraftigt. Tilbage af tarmen bliver kun en tynd streng, som dog stadig kan bruges se senere. Ålene er blevet til blankål: Ål i rejsedragter. Den lange rejse tilbage, for at gyde begynder. Indbygget tidsfornemmelse? Først skal blankålene ud af floderne, ud til kysterne. Det er langt fra en farefri rejse, da fiskere står klar til at fange dem. Fiskerne ved præcist hvornår ålene begynder at vandre. Når månen står 3. kvarter, altså en uge efter fuldmåne, i efterårsmånederne, bryder ålene i millionvis op fra deres opvækst steder, og søger ud mod havet. Jan Böetius (dansk åleforsker) har gennem eksperimenter påvist, at også ål der holdes i total mørke og ved konstant temperatur, starter vandringen på dette tidspunkt. Ålen må altså have en indbygget tidsfornemmelse. Fra alle vandløb der munder ud i Østersøen og Kattegat, fra de norske fjorde, fra floderne på Vesteuropas kyst, fra hele Middelhavet og Nordafrika kommer de. Drevet af en uimodståelig trang, forlader de Europa. Vandrer over land. Intet kan holde ålen tilbage fra at søge mod sin yngle plads, også selvom ålen befinder sig i en sø uden afløb. Ålen kravler op på land, ved at sno sig som en slange, og søger så efter en å eller en bæk, den kan føre den ud til havet. At ålen har let ved at bevæge sig, er fordi at der i dens hud befinder sig en del kirtler. De udskiller en kraftig slim, der beskytter ålen mod angreb af bakterier o.l. At ålen kan overleve flere dage på land, skyldes to ting: 1. Ålens gællespalte er meget lille i forhold til gællehuden. Det betyder at ålen kan holde sig fugtig i lang tid over vand, hvorefter gællen stadig kan fungere til iltoptagelse, når den når vandet igen. Gællebuen holdes udspilet, det er måske fordi ålen kan udskille kuldioxid gennem gællen, men man ved det ikke. 2. Ålen har et særdeles veludviklet hudåndedræt. Bare der er en temperatur under 15ºC og der er fugtigt, kan den ånde uden problemer og klare sig over vandet i flere dage. Til gengæld er ålen ikke særlig sejlivet overfor iltmangel i vandet. Hvis der opstår iltproblemer i en islagt dam, er ålen den første fisk der dør kvælningsdøden. Ved forgiftning i vandløb med fx gylle, kan ålen udnytte sin evne til at opholde sig på land. Ved at gøre dette, kan ålen overleve her, dog kun hvis der er tale om en kortvarig prop af forgiftning. Har de energi nok til tilbage vandringen? Blankålene har rigelige energireserve, i form af protein og fedt til at gennemføre vandringen, producere æg samt til at vandre halvt tilbage til Europa igen. Vha. forsøg har man kunnet beregne at ca. 50 % af blankålens totale energi indhold er alene til den fysiske indsats, som vandringen kræver. Man regner med at hunnerne dør efter de har gydt, da alle de gydemodne hunål i fangenskab dør efter kunstig befrugtning. Hanålene har man i fangenskab fået til at indtage føde igen efter en kønsmodning. Ålene spiser intet på vandringen, da deres tarmkanal er stærkt degenereret under forvandlingen fra gulål til blankål. 5

6 Hvordan finder de vej? Ålene følger en slags kompasur, men det vides ikke hvor og hvordan ålen vandrer uden for kontinentsokkelen. I nogle forsøg man har foretaget i Nordsøen, har man undersøgt ålens evne til at følge en bestemt kurs, uden mulighed for at se eller lugte sig frem. Forsøgene viste at både blankål og gulål kan svømme efter en kompaskurs, og at de måske (ikke endeligt bevist) orienterer sig efter jordens magnetfelt. Hvor længe varer rejsen? Hvor længe mon den lange rejse varer? Blankålen starter i oktober, yngletiden begynder i marts. Kan ålen nå frem på 5 måneder, må dens gennemsnitlige hastighed ligge omkring 1,8km/h. Registrerede vandringshastigheder fra ultralyds-sendere fastgjort på vandrende ål, har bevist at den rent faktisk kan nå sit mål inden for en enkelt vinter. Men man ved ikke om den helt sikkert gør det. 5 år uden føde. Blankål er verdensmestre i sultekunst. Der er gjort mange forsøg vedrørende dette. Den foreløbige rekord indehaves af en ål på ca. 1kg, der kunne holde sig i live i godt 5 år. Da havde den ganske vist også tabt 70 % af dens oprindelige kropsvækst. Selvom blankålen ikke tager føde til sig, har den brug for en tarmkanal og et gat. Ligesom alle andre saltvandsfisk, må den have en mekanisme, der gør den i stand til at opretholde saltkoncentrationen i sine kropsvæsker. Ellers ville den tørre ud, fordi havvandets saltkoncentration er højere end i dens legeme. Blankålen klarer problemet ligesom alle andre saltvands fisk: den drikker havvand og udskiller salt (natriumioner og kloridioner) gennem gællerne, mens calciumsalte og magnesiumsalte holdes tilbage i tarmen, hvorefter de kvitteres gennem gattet. Som tidligere nævnt, så er blankålens tarmkanal degenereret, men den kan faktisk godt vækkes til live igen. Ål fanget under udtrækket, blev i et forsøg fodret hver dag. I de første 5-6 måneder nægtede de at spise. Men derefter åd de regelmæssigt, deres tarmkanal fungerede atter fint og det blanke udseende forsvandt, de blev til en slags gulål igen. 6

7 Kraftig nedgang af bestanden. Ålen er i fare for helt at uddø. I de sidste år har fangsterne af ål været faldende. Det er fordi mængden af åleyngel, der driver til vores kyster er aftagende. I hele ålens udbredelsesområde, har ålen været i tilbagegang siden slutningen af 70erne. Årsagen er endnu ikke klarlagt, men menneskernes påvirkning er formentlig den væsentligste årsag. De formodentlig vigtigste faktorer er: Højt fiskeritryk på alle livsstadier (glasål, gulål, blankål) Manglende eller forringede passageforhold til ferskvand Forringelse af opvækstområder (forurening, kanalisering) Forurening med miljøfremmede stoffer (stenoøstrogener, tungmetaller m.m.) Oceanografiske ændringer (grundet global opvarmning) Svømmeblæreparasitten Anguillicola. Kommissionen kom i 2002 med et forslag med et forslag om en EU-aktion der gik ud på at prøve at rede ålen. Forslaget blev desværre afvist af ministerrådet. Kønsmodning i laboratoriet. Blankålen udsætter kønsmodningen, indtil dens lange vandring er overstået. Derfor findes der kun kønsmodne ål lang ude i Atlanterhavet. Da det er utrolig vanskeligt at studere ålens kønsmodnings biologi, helt derude, har man gennem mange år ønsket at kunnet frembringe kønsmodne ål i laboratoriet. Dette er i dag muligt, men det er ikke så let som man umiddelbart skulle tro. At ålen på et eller andet tidspunkt ville blive kønsmoden hvis man holdt den i fangenskab, ville for de flest virke logisk. Det troede man også i gamle dage. Man opfandt et utal af motionsapparater, der skulle få ålen til at tro at den var på vandring, men intet hjalp. Ikke før at man i 1930 fik den ide at behandle ål med hormoner. Det virkede effektivt på især hanålen, og i 1936 havde nogle franskmænd modnet den første hanål. De næste mange forsøg gik ud på at finde ålens yngleforhold, som man kunne finde ud af ved at ændre på ålens omgivelser. Man ændrede bl.a. på temperaturen, saltholdigheden, lysforholdet og trykket. Man fandt ud af at temperaturen var den eneste afgørende faktor. Under 13ºC skete der intet, ålen kunne ikke kønsmodnes. Derfor gik man bort fra det kolde vand, man tidligere havde anvendt. Ved forsøg ved 20ºC eller mere opnåede man de bedste resultater. Det kunne tyde på at ålen gyder på en dybde af 150m, da vandet i Sargassohavet er 20ºC i ålens yngleperiode (omkring marts måned). 7

8 Modning af ål. I 1964 lykkedes det for nogle franskmænd at frembringe gydende hunål ved behandling med hormoner udvundet af karpehypofyser. Franskmændene kunne dog ikke frembringe færdigudviklede æg. I dag bruger man bl.a. stadig fiskehypfyser. Ekstrakter fra laksehypofyser (SPE) har vist sig effektive for den japanske hunåls vedkommende. Behandlingen gør at ægcellerne vokser, da de optager blommemasse, som opbygges og overføres til æggene fra hunålens lever. Men hos den europæiske hunål har den ikke samme gode virkning. Bl.a. så ser æggene hos den europæiske ål anderledes ud i slutmodningsfasen. Dvs. det er sværere at modne Moden hunål før og efter den er sprættet op. den europæiske hunål end den japanske. Hanner modnes ved injektion af et hormon der udvindes af urin fra gravide kvinder (HCG). Efter et antal injektioner, kan hannerne stryges. Det tager mellem 2-3 mdr. at modne en ål. Åleæg. I April 1974 frembragte den danske åleforsker Jan Böetius de første åleæg. De var 1,1mm i diameter, og man mente de var velskabte. Man kunne nu få svar på, hvor mange æg en ål kan gyde. Ved en særlig fortyndingsteknik fik man talt op til, at der ca. var 1 million æg. En stor hunål på 1kg producerede 2,5 mio. Fra danske ekspeditioner til Sargassohavet har man hjembragt et stort materiale af forskellige fiskeæg. Ikke et eneste af de laboratorie fremstillede æg ligner dem man har hentet i Sargassohavet. I dag, ca. 30 år efter, har man stadig ikke fundet æg der ligner. Vil det så sige at man aldrig har fundet et eneste åleæg? Måske, men i dag holder man sig til den teori at kunstig fremstillede æg ikke ligner æg fra naturen, og at man derfor har ledt efter de forkerte æg i Sargassohavet. Måske aner man i virkeligheden ikke hvordan et naturligt åleæg ser ud. Hvor langt er man med åleforskning i dag? Japanerne overtog engang i 50erne den europæiske viden, og i dag er det dem der er længst fremme med åleforskningen. De har fået ålelarver til at leve i ca. 200 døgn, hvorefter de desværre dør af sult. De kan altså ikke finde ud af hvad larvernes føde er. Man regner med at japanerne i løbet af en (måske længere) årrække, selv kan producere ål til opdræt. Dette ville også gavne den europæiske ål, da japanerne køber ål i Europa, fordi japanske ål ikke bliver fanget i så store mængder. ¾ af de europæiske glasål bliver sendt til kolossale opdrætsanlæg i Kina, hvorefter de bliver eksporteret til Japan. 8

9 Ang. den europæiske ål, er forskningen ikke nået nær så langt. Det er både fordi den japanske hunål er lettere at modne og måske også fordi at japanske forskere er dygtigere end os. Man har i dag kun fået den europæiske leptopcephal til at leve 2,5 døgn efter klækning, hvilket jo beviser at japanerne virkelig er betydeligt længere fremme end os. Konklusion. Åleforskning er en særdeles langsom proces, men jeg håber på, at man i fremtiden vil kunne producere ål til opdræt, så der således ikke skal fanges så store mængder, og at den uddøende ål måske vil kunne overleve. At ålen er ved at uddø, er meget trist, da det er en særdeles spændende og beundringsværdi fisk. Hvis, eller når ålen uddør, vil det simpelthen være en katastrofe. Man kan jo ikke reproducere ål i fangenskab og så udsætte dem, ligesom man gør med fx pandaer. At mennesker ikke ved alt om ålen, og at den er meget svær at forske i, synes jeg er en smule tankevækkende. I dag kan vi næsten alt, gensplejse, sende robotter til Mars, men at finde ud af ålens grundlæggende værdier, det kan vi ikke. Er det ikke en smule tankevækkende? 9

10 Kildefortegnelse Bøger: Biologisk orientering, Dyr fra sø og mose, af S. Steensgård, s Natur og museum; Ålen, af Frank Jensen og Søren Olsen, s Ål - från sargasso til gillesbord, af Inge Gärsgård, s Ålen - og hvordan man fanger den, af Knud Larsen, s Internatadresser: Artikler: Fisk og hav 75-76, Ålen fremdeles den gådefulde, af Jan Boëthius. Rapporter: Faglig afrapportering fra marinbiologisk laboratorium, Københavns universitet, vedrørende FIUF projektet: Kunstig reproduktion af ål. Billeder: De øvrige billeder har jeg fået fra Danafeeds Research Center. 10