INDHOLDSFORTEGNELSE...1 INDLEDNING...2 FORSKNINGSOVERSIGT...3 DISKURS...4 MELLEMØSTEN I OG 1600-TALLET...6 REJSEBESKRIVELSERNE...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse INDHOLDSFORTEGNELSE...1 INDLEDNING...2 FORSKNINGSOVERSIGT...3 DISKURS...4 MELLEMØSTEN I OG 1600-TALLET...6 REJSEBESKRIVELSERNE...8 METODISKE OVERVEJELSER OMKRING REJSEBESKRIVELSERNE...11 PESTEN SOM DEN FREMSTILLES I REJSEBESKRIVELSERNE...12 PESTUDBRUDDENES HYPPIGHED OG DEMOGRAFISKE KONSEKVENSER...13 SYMPTOMER OG SYGDOMSFORLØB...15 MIASMA, SMITTE OG FOREBYGGELSE...17 DEN MUSLIMSKE REAKTION PÅ PESTEN...21 DISKURSEN I REJSEBESKRIVELSERNE...23 KONKLUSION...25 LITTERATUR

2 Indledning "Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten." 1 Fordi Jesus og hans familie flygtede til og boede i Ægypten 2 kom landet til at indgå i middelalderens pilgrimsrejser til det hellige land; dannede europæiske rejsende, der drog på pilgrimsrejse, lagde vejen forbi det land, hvor Jesus tilbragte en del af sin barndom. Der var også andre årsager til at rejse i Mellemøsten - såsom handel og diplomatiske forbindelser - og fra europæernes rejser i Mellemøsten findes der mange skriftlige kilder. Noget af det skrevne minder mest af alt om moderne rejseguider, som angiver hvad man kan se og hvad det koster samt andre praktiske oplysninger til kommende (pilgrims)rejsende. Andre værker er dagbøger eller skildringer af rejsen, men fælles for forfatterne er, at de beskriver de besøgte lande, seværdigheder og befolkningers særegne karakteristika. Rejser i Mellemøsten var et møde mellem den kristne europæer og Islam samt den muslimske kultur, og beskrivelser af muslimernes anderledes religiøse praksis og kulturelle liv forekommer derfor ofte. Fra slutningen af 1400-tallet spiller endnu et fænomen en central rolle i de rejsendes dagbøger og rejsebeskrivelser fra Mellemøsten: pesten. Fra midten af 1300-tallet havde hele den kendte verden været under pres fra et sygdomsfænomen, som krævede så mange ofre, at vi i nutiden dårligt kan forestille os noget lignende. I Europa angives dødstallet ofte til at have ligget omkring 50% eller endnu højere, og tallene har formentlig været de samme i Mellemøsten. 3 I slutningen af 1600-tallet ophørte pesten med at være pandemisk i Europa, og efterfølgende udbrud var af lokal karakter. I Mellemøsten derimod fortsatte pest med at rase uhindret indtil 1830'erne. Når europæiske rejsende således skrev om pesten fra rejser Mellemøsten i 1 Matthæus Ifølge Dansk Sprognævn kan man stave Ægypten med E såvel som med Æ. Jeg har valgt at stave det med Æ, mens citater er gengivet ordret. 3 Ikke alle historikere er enige om hvor stor en procentdel af befolkningerne, der gik til ved pestudbrud. De opgives dog de fleste steder til mellem 30% og 70%. Det er voldsomme tal underordnet den eksakte procentdel. 2

3 1700- og 1800-tallet, synes det ikke så påfaldende: pest var ikke længere et velkendt fænomen, som den rejsende europæer var fortrolig med hjemmefra, men derimod et fremmed og potentielt livstruende element i rejsen. På baggrund af dette ræsonnement kan det derimod synes mærkværdigt, at europæiske rejsende i Mellemøsten i og 1600-tallet, hvor pesten var allestedsnærværende i Europa, alligevel skrev om sygdommen. Det er denne opgaves mål at undersøge, hvordan pesten optræder i europæiske rejsebeskrivelser fra Mellemøsten, og til det formål søger jeg at besvare følgende spørgsmål: Hvad kan vi lære om pesten og dens forløb i Mellemøsten ved at analysere europæiske rejsebeskrivelser? Hvad observerede de rejsende omkring sygdommen i Mellemøsten, som gjorde det interessant for dem at skrive om den? Hvilken indsigt kan vi få i den europæiske opfattelse af pesten som sygdom via rejsebeskrivelserne? Spørgsmålene er således møntet på dels at anvende rejsebeskrivelserne som kilder til historisk indsigt i pest i Mellemøsten i det 16. og 17. århundrede og dels som kilder til indsigt i, hvad europæerne tænkte og troede om pesten. Forskningsoversigt Der findes få moderne fremstillinger, der decideret beskæftiger sig med pestepidemier i Mellemøsten, mens der findes en del litteratur som generelt beskæftiger sig med områdets generelle historie i og 1600-tallet. Dols' The Black Death in the Middle East er præget af en noget ukritisk holdning til hvad pest var 4, men Dols er væsentlig i denne sammenhæng fordi han har studeret muslimske skildringer af pesten. Disse kan give indsigt i den muslimske reaktion på pesten, hvilket er relevant som modspil til de europæiske skildringer. Panzacs La peste dans l'empire Ottoman omhandler med pest i det osmanniske rige i tiden efter den periode, jeg har studeret, og frem til der indførtes karantæneforanstaltninger, og pesten forsvandt fra Mellemøsten. Foruden disse værker findes der en del artikler, som behandler forskellige udvalgte aspekter af pest i Mellemøsten, heriblandt kan nævnes: 4 Dols bygger sine argumenter på den retrospektive diagnose, som siger, at pest i fortiden var det samme som moderne byldepest. Dette har dog ikke nogen konsekvens for min opgave, da jeg benytter Dols til viden om håndtering af pest i Mellemøsten, ikke til indsigt i hvilken sygdom der faktisk var tale om. 3

4 Conrad: Ta'un" and "Waba" Conceptions of Plague and Pestilence in Early Islam, og Ayalon: The Plague and its Effects upon the Mamlûk Army. I de fleste generelle historiske værker om Mellemøsten nævnes de hyppige pestepidemier og de høje dødstal, men ellers beskæftiger forfatterne sig sjældent ret meget med pestens forløb. Særligt Winters Egyptian Society under Ottoman Rule og Cook (ed.) A History of the Ottoman Empire to 1730 har været centrale for denne opgave. For at forstå de europæiske rejsendes reaktioner på pestens forløb i Ægypten, er det relevant at kende til pesthistorie i Europa, og baggrundslitteraturen hertil udgøres af samtidige kilder som pestkrøniker, love og forordninger samt af moderne fremstillinger af pestens forløb i Europa. Mange af fremstillingerne findes i form af artikler, som omhandler specifikke dele af pestens historie: venetiansk lovgivning, pestkarantæne i København eller pestens konsekvenser for mamlukkernes hær. Diagnosticering af den historiske pest samt pestens væsen er genstand for en del af debatten blandt nutidige historikere, og til trods for at den retrospektive diagnose ikke er opgavens omdrejningspunkt har diskussionen været relevant som baggrundsviden. I denne diskussion er Cohns The Black Death Transformed et centralt værk. Diskurs Diskurs og diskursanalyse er begreber, der anvendes og defineres med større eller mindre forskelle fra fag til fag. 5 Hos Olden-Jørgensen findes denne anvendelige definition af diskurs: "En bestemt, sammenhængende måde at tale om og forstå verden på. Det ligger i begrebet, at diskurser spiller en aktiv rolle i at skabe (konstruere) og dermed også forandre virkeligheden. Diskurser kan derfor analyseres både som relativt faste systemer og mere åbne spil." 6 Det følger, at diskurs derfor kan være alt fra en diskurs blandt en bestemt samfundsgruppe, fx læger, over en ideologisk måde at tale på, fx socialdemokratisk diskurs, til diskurser der er diffuse og svære at bestemme og afgrænse, fx integrationsdiskurs. 7 5 Gads historieleksikon 2001, opslag diskurshistorie, s Olden-Jørgensen, s Olden-Jørgensen, s. 39 4

5 I Gads Historieleksikon hedder det, at en diskurs er "sprogets praktiske dimension [ ] og en diskursanalyse er et forsøg på at klarlægge, hvordan sprog fungerer subjektivt og objektivt på en og samme tid." 8 Videre står der, at mennesker via deres sprogbrug giver udtryk for betydninger, de ikke tilsigtede at give udtryk for. 9 Det vil sige, at diskurs er et meningsbærende sprogligt system, og gennem analyser af diskurser har forskeren mulighed for at få adgang til den talende eller skrivendes virkelighedsforståelse, både den erkendte og den ubevidste, på det område, en given sproglig fremstilling beskæftiger sig med. I diskursbegrebet findes også den tanke, at en given diskurs definerer "[ ] hvordan en given del af den historisk-sociale virkelighed skal forstås, og den dermed i praksis også vil lukke alternative forståelser af samme sagforhold ude." 10 Det betyder, at der kan være en måde at tale om og forstå verden, som bliver særligt fremherskende. Man skal ikke opfatte denne diskurs som en normativ ramme, men snarere som en tradition de enkelte rejsende kan siges at skrive indenfor eller "tilhøre". Diskurs og diskursanalyse kan opfattes som forskerens indgangsvinkel til at forstå individets måde at konstruere og repræsentere sin verdensopfattelse på; diskurserne findes ikke, de konstrueres af historikeren. 11 Forskeren genkender elementer i individets udsagn, som ligner elementer i andre individers udsagn, og ud fra disse elementer formes antagelsen, at man kan tale om en fælles diskurs. Af dette følger, at denne opgaves teoretiske og metodiske udgangspunkt er, at diskurser ikke skabes bevidst af de i diskursen deltagende individer, og ej heller eksisterer klar til at bruge eller studere. Det enkelte individ opfatter ikke, at de taler, skriver og forstår indenfor bestemte diskursive rammer og kan således heller ikke vælge at udtrykke sig indenfor en alternativ diskurs. Diskursbegrebet, som traditionelt er nært knyttet til den strukturalistiske måde at bedrive forskning på, løsnes her fra strukturalismens grundtanke om bagvedliggende strukturer, der styrer og dikterer individers mulige handlinger og udsagn. Her skal diskurser ikke opfattes som strukturer bag virkeligheden, men som forskerens metodiske værktøj. Jeg anvender mig af tanken om en fælles diskurs til at studere, hvordan pesten optræder og fremhæves i de udvalgte rejsebeskrivelser fra Mellemøsten, ikke til at afdække, hvad det var muligt for de rejsende at tænke og skrive om pest. Jeg beskæftiger 8 Gads historieleksikon 2001, opslag diskurshistorie, s Gads historieleksikon 2001, opslag diskurshistorie, s Gads historieleksikon 2001, opslag diskurshistorie, s Olden-Jørgensen, s. 39 5

6 mig altså i højere grad med dét, der faktisk står, end det der kunne have stået. Opgaven læner sig derved op af Olden-Jørgensens definition af diskurser som "mere åbne spil" og ikke som fastlagte rammer. Det interessante for den diskursanalystiske tilgang er blandt andet at forsøge at forstå, hvordan den skrivende forstod (eller misforstod) det observerede. 12 Når dét er målet med at studere en kilde, bliver det også muligt at benytte sig af kilder, der ellers kunne opfattes som problematiske, enten fordi deres ægthed ikke kan fastslås, eller det ikke kan udelukkes, at der forekommer fabrikationer i kilden (det sidste er særligt relevant i henhold til rejsebeskrivelserne). Disse "utroværdige" kilder bliver troværdige, fordi de bliver kilder til indsigt i det menneske, der formulerede tankerne. 13 De overgår fra at være kilder til konkrete historiske fakta og til at være kilder til mentaliteter eller rammer for forståelsen; oplysningerne kan selvfølgelig søges verificeret i andre kilder og sekundærlitteraturen, hvorved kilderne også vil kunne bruges som kilder til historiske fakta. Rejsebeskrivelserne er sproglige produktioner og derfor oplagte studieemner for en analyse af diskursen i dem, og fordi rejsebeskrivelser samtidig er potentielt problematiske kilder (se nedenfor), bliver den diskursanalytiske vinkel endnu mere gavnlig. I gennem opgaven søger jeg at sammenholde diskursive udsagn om pest i rejsebeskrivelserne med sekundære kilder om pest i Mellemøsten og Europa. Derudover vil jeg forsøge at tegne et billede af europæernes opfattelse af pesten ved at se på diskursen i rejseskildringerne. Mellemøsten i og 1600-tallet Det er ikke muligt i denne sammenhæng at give en fyldestgørende historisk oversigt over Mellemøsten i den periode rejsebeskrivelserne blev til, men jeg vil pege på nogle træk i samtiden, som er relevante i forhold til den øvrige opgave. Oversigten er fokuseret på Ægypten, da de fleste af de rejsebeskrivelser, jeg har beskæftiget mig med er fra dette område. Fra det 7. århundrede har Ægypten primært været regeret af muslimer; enten kaliffer, mamlukker, osmanniske sultaner eller sekulariserede muslimer. Islam var en 12 Olden-Jørgensen, s Olden-Jørgensen, s. 52 6

7 konstant i Mellemøsten i en periode med mange forandringer af både politisk, demografisk og kulturel art. 14 Fra var det mamlukkerne der regerede i Ægypten som et oligarki af slavesoldater, der var bragt til landet fra ikke-islamiske områder og særligt trænet til at lede landet. Mamluk-sultanatet byggede det ægyptiske samfund op om ortodokse sunnimuslimske principper, hvormed Islams religiøse såvel som juridiske rolle blev videreført og styrket. Mamlukkerne var ikke arabere, men alligevel blev deres styre accepteret; ifølge Winther netop fordi de var ortodokse muslimer, som havde vist sig villige og i stand til at forsvare Islam. 15 I perioden var Ægypten et selvstændigt imperium i Mellemøsten, som blev ledet af en stærk militær elite, der baserede staten og sin autoritet på Islam. I 1453 lykkedes det osmannerne at indtage Konstantinopel. Osmannernes fortsatte ekspansion skabte spændinger mellem dem og mamlukkerne over de næste godt 60 år; i august 1516 nedkæmpede osmannerne mamlukkerne, i januar 1517 faldt Cairo, og mamlukkernes sultan blev hængt offentligt: Osmannerne havde taget herredømmet over Ægypten. 16 At have mistet selvstændigheden betød en markant ændret situation i Mellemøsten for Ægypten; fra at have været et selvstændigt imperium blev landet reduceret til en, om end i vid udstrækning selvstyrende, provins i Osmannerriget. 17 For osmannerne var det særligt vigtigt at indtage Ægypten og Syrien, da de dermed kontrollerede Islams to hellige byer: Mecca og Medina. 18 Det vil være en simplificering at forestille sig, at mamlukkerne blev en del af det osmanniske styre og rige uden komplikationer, men for denne opgave rækker det at konstatere, at de umiddelbart efter osmannernes invasion, fortsatte med at lede landet. Først i løbet af 1500-tallet overtog pashaer udnævnt af den osmanniske sultan i Istanbul ledelsen af Ægypten. I løbet af de cirka 180 år osmannerne havde magten i Ægypten, blev landet skiftevis ledet af pashaer, lokale emirer og janitsharer, og over en periode på godt 400 år havde Ægypten været et kalifat, et ortodokst sunni-muslimsk militærstyret 14 Winther, s. 129ff 15 Winther s Cook, s. 72ff 17 Winther, s Cook, s. 76 7

8 imperium, en provins i det osmanniske rige, men forblev gennem hele forløbet et muslimsk land. 19 Det gælder ikke kun for Ægypten, at Islam var en konstant i det enkelte individs virkelighed såvel som i statsapparatet. Islams hellige lov sharia spillede en afgørende rolle i fastsætning af livsholdninger, juridiske rettigheder og begrænsninger: "islams hellige lov, omfatter alt om menneskets og menneskegruppers handlen; dette betyder, at moral, jura og politik er ét sammenfaldende begreb, sharia." 20 Opretholdelsen af sharia påhviler den islamiske stat 21, hvilket i den periode jeg beskæftiger mig med betød, at sultanen i Istanbul havde ansvar for, at sharia blev håndhævet i hele det osmanniske rige inklusiv Ægypten. Islam og muslimsk kultur var et fundamentalt element i Mellemøsten. Det betyder samtidig, at sultanens embedsmand bestred et verdsligt hverv, men at han samtidig havde ansvar for at opretholde en religiøst funderet lovgivning. Rejsebeskrivelserne I løbet af 1400-tallet etableredes rejseskildringer som en litterær genre, nogle af rejsebeskrivelserne havde karakter af vejledninger pilgrimsrejsende imellem, nogle var dagbøger og andre findes som rapporter til en myndighed i den rejsendes hjemland. Rejsebeskrivelserne tjener ikke kun som kilder til indsigt i det beskrevne, de er samtidig gode kilder til indsigt i den, der skriver. 22 At studere europæeres skrifter fra deres rejser i Mellemøsten er således i høj grad at studere de skrivende selv. En skildring af et fremmed land kan forventes at beskæftige sig med det, der gør landet fremmed; det der er anderledes end derhjemme, det eksotiske, mærkelige og dermed interessante. Det fremmede der beskrives kan fungere som et spejl for den verden, den skrivende selv kommer fra. Til brug i denne opgave har jeg læst et udvalgt af rejsebeskrivelser, og et antal af disse (som jeg fandt repræsentative for genren) er genstand for en grundigere analyse. Jeg har måttet vælge nogle få rejsebeskrivelser, da det ikke har været muligt eller sigtet med denne opgave at læse de hundredvis af rejsebeskrivelser, der findes på tryk fra 19 Winter, s. 128ff 20 Gads Historieleksikon 2001, opslaget "sharia", side Gads Historieleksikon 2001, opslaget "sharia", side Hadfield, s. 7 8

9 europæeres rejser til Mellemøsten. De analyserede værker spænder over perioden , og de er forfattet af mænd med forskellige nationaliteter (2 tyske, 1 fransk og 2 engelske), som var i Mellemøsten af meget forskellige årsager. Alt dette i et forsøg på at sikre, at de udvalgte kilder er så bredt dækkende, som det er muligt i denne begrænsede sammenhæng. I introduktionerne til de anvendte rejsebeskrivelser vurderes deres ophavssituation, og da jeg har været afhængig af de trykte kilder, har jeg måttet stole på, at de har ret, når de hævder, at der ikke er tale om forfalskninger. Analysen bygger primært på følgende rejsebeskrivelser 23 : The pilgrimage of Arnold von Harff 1496 to The Diary of Master Thomas Dallam Voyages en Egypte de Johann Wild Gabriel Brémond: Voyage en Egypte The Travel Diary of Robert Bargrave, Levant Merchant ( ) Arnold von Harff ( ) rejste i 1496 fra Köln på en tre år lang pilgrimsrejse gennem Italien til blandt andet Ægypten og det Hellige Land. At han var i stand til at tage på en sådan rejse indikerer, at han må have været fra en velhavende familie. 25 Den udgave af Pilgrimage, som jeg har anvendt er oversat fra tysk til engelsk af Malcolm Letts og udgivet i Den er en oversættelse af den første trykte udgivelse af von Harffs tekst fra 1860, som var baseret på tre forskellige manuskripter. 26 Ifølge Letts var von Harffs ærinde med manuskriptet at forfatte en guide for andre pilgrimsrejsende. 27 Værket er således fyldt med afstandsangivelser, indikation af priser og anvisninger af seværdigheder. Thomas Dallam (ca ) havde en særlig opgave, der gjorde, at han rejste til det osmanniske rige: Elizabeth I ville forære den nye sultan i Istanbul et orgelur, som Dallam havde bygget, og i 1599 sendte hun ham af sted for selv at aflevere det til sultanen. 28 Dallams manuskript blev ikke udgivet i samtiden, og først i slutningen af 23 Disse rejsebeskrivelser analyseres særligt indgående. Se litteraturlisten for oversigt over hvilke rejsebeskrivelser, der i øvrigt er benyttet som grundlag for denne opgave. 24 Jeg arbejder i denne opgave med et bredt 1500-tal, som inkluderer von Harff selvom hans pilgrimsrejse fandt sted i de sidste år af 1400-tallet. 25 von Harff, s. XIII 26 von Harff, s. XV 27 von Harff, s. XXXI 28 MacLean, s. 4 9

10 1800-tallet blev det redigeret og trykt; det vil altså sige, at teksten ikke kan forventes at have præget samtidige rejsende til Mellemøsten. Ifølge MacLean er manuskriptet ikke et falskneri. 29 Der er kun få sikre oplysninger om Johan Wild foruden dem i hans rejsebeskrivelse. Årsagen til at Wild rejste i Mellemøsten kendes således ikke, men han blev taget til fange i 1604 og solgt som slave flere gange, indtil han i 1609 fik sin frihed tilbage. 30 Wild er unik blandt de rejsende, jeg beskæftiger mig med, idet han selv blev smittet med pest og overlevede, mens han var i Ægypten. Hermed får vi ikke alene bekræftet tilstedeværelsen af pest i Mellemøsten, i den periode Wild var der, hans redegørelse bidrager samtidig til etablering af et sygdomsbillede af pest. 31 Efter sine rejser vendte Wild tilbage til Tyskland, og levede formentlig dér til sin død. 32 Som tilfældet var med Wild, ved vi kun lidt om Gabriel Brémond, og selv hans fødselstidspunkt synes uklart; han anslås at være født mellem 1610 og Formentlig rejste Brémond i tredive år i Middelhavsområdet, inden han vendte tilbage til Frankrig, men det kan ikke konstateres i hvilken funktion, han rejste. 33 Dele af Brémonds beskrivelser er antageligt skrevet af fra Leo Africanus' Description de l'afrique, men hans beretninger om Cairo, Nildalen og Sinai skulle være Brémonds egne. 34 Af titlen på Robert Bargraves ( ) rejsebeskrivelse fremgår det, hvorfor han befandt sig i Levanten: han var handelsmand. April 1647 til september 1652 rejste Bargrave fra England til Tyrkiet. Han rejste sammen med Sir Thomas Bendish, som skulle til Istanbul for at være Englands ambassadør i det osmanniske rige. Bargrave gjorde sig både tanker om handel, politik og kultur i sine dagbøger fra tiden i Istanbul. 35 Bargrave oplevede et udbrud af pest, mens han opholdt sig i Istanbul, men gjorde sig også yderligere observationer om sygdommen. Af ovenstående skulle det gerne fremgå, at de rejsebeskrivelser, jeg benytter igennem denne opgave, er skrevet på meget forskellige baggrunde, samt at nogle af de skrivende forbliver relativt ukendte udenfor rejsebeskrivelsens virkelighed. Jeg har valgt 29 MacLean, s Wild, s. I 31 Wild, s. 73f 32 Wild, s. III 33 Brémond, s. IVf 34 Brémond, s. XII 35 Bargrave, s.18ff 10

11 kort at præsentere de skrivende rejsende, fordi rejsebeskrivelserne ikke eksisterer uafhængigt af deres forfattere og samtid. Når jeg ikke er gået mere grundigt ind i biografierne af de enkelte rejsende skyldes det især, at jeg ønsker at belyse diskursen i rejsebeskrivelserne samt de oplysninger, der gives om pest i Mellemøsten. I de fleste rejsebeskrivelser jeg har analyseret i denne opgave optræder pest kun få gange eller bare i enkelte sætninger. Men da den er dér, kan skildringerne bruges både som kilder til europæernes årsager til at skrive om pest i deres dagbøger fra rejserne til eksotiske lande og til viden om pest i Mellemøsten. Metodiske overvejelser omkring rejsebeskrivelserne At anvende rejsebeskrivelser som kilder er ikke uproblematisk, og der er særligt to forhold, der bør bemærkes: der kan forekomme usandheder i rejseskildringerne, og citater fra eller omskrivninger af dele af andre værker kan indgå i rejsebeskrivelserne, som var de forfatterens egne ord. Hos von Harff finder vi påstande om, at han har besøgt så fjerne steder som Indien, Soqotra (en ø mellem Yemen og Afrikas Horn) og Månebjergene i Centralafrika, men det er ikke rimeligt at antage, at han faktisk besøgte alle disse lande på sin rejse. Hos Letts hedder det da også i forordet til von Harffs rejsebeskrivelse: "No one who has studied the Pilgrimage with any care can close his eyes to the fact that von Harff cannot have visited all the countries he describes." og videre "After pondering every word of the book [ ] it is clear to me that von Harff did not visit India, Madagascar or Central Africa, still less did he climb the Mountains of the Moon or discover the source of the Nile." 36 von Harffs rejsebeskrivelse er altså ikke udtryk alene for egne oplevelser på pilgrimsrejsen; den er også krydret med usandheder eller ekstra gode historier. Sådanne usandheder kan være fri fantasi, men i von Harffs beskrivelse findes også omskrivninger af andre værker. Letts illustrerer, hvordan von Harffs beskrivelse af Rom er stort set identisk med en beskrivelse fra en tysk pilgrimsbog udgivet i 1489, altså inden von Harffs egen pilgrimsrejse. 37 Retfærdigvis skal det dog tilføjes, at Letts også konstaterer, at mange af von Harffs beskrivelser må være hans egne, da de ikke genfindes i andre 36 von Harff, s. XVI 37 von Harff, s. XVIII 11

12 tidligere værker. 38 The Pilgrimage of Arnold von Harff er altså et eksempel på begge de problemer, der kan være ved at benytte rejsebeskrivelserne som kilder. Når jeg alligevel har valgt at anvende von Harff som kilde i denne forbindelse, skyldes det, at der ikke er tvivl om, at von Harff rejste i Mellemøsten. 39 Mandeville's Travels (ca. 1357), som beskriver rejser gennem faktisk eksisterende lande som Ægypten, Etiopien og Indien samt fiktive steder som "the lond of derknesse" 40 og "Pestre Iohnes lond" 41 adskiller sig fra von Harffs Pilgrimage idet værket formentlig udelukkende er forfattet i Europa af en person, der ikke har rejst i de lande, der beskrives. Forfatteren er formentlig også en anden end den person, der gennem værket oplever de mange steder. Hos Seymour foreslås det, at værket er skrevet som en populær encyklopædi, der samlede forskellig viden i ét værk og ikke som en reel rejsebeskrivelse. 42 Mandeville's Travels er kamufleret som en rejsebeskrivelse, men er formentlig i højere grad et videnssamlende værk og ikke som Pilgrimage en rejsebeskrivelse krydret med ekstra spændende historier om steder og oplevelser. Der er tale om en anden type kilde, end det værket umiddelbart ser ud til at være, men Mandeville's Travels kan benyttes som kilde, hvis man blot er opmærksom på værkets ophavssituation. 43 Som med alle andre historiske kilder gælder det altså, at historikeren skal være opmærksom på kildens ophavssituation, og hvorvidt kildens oplysninger kan bekræftes i andre kilder eller anden viden. Til trods for de mulige vanskeligheder ved at bruge rejsebeskrivelser som kilder, er der mange interessante oplysninger at udlede fra dem: både faktuelle oplysninger om hændelser, steder og personer men også oplysninger om holdninger, ræsonnementer og tankegange hos skrivende eller portrætterede mennesker i fortiden. Pesten som den fremstilles i rejsebeskrivelserne I europæernes rejsebeskrivelser varierer det meget, hvor stor en rolle pesten spiller; hos nogle nævnes sygdommen nærmest bare en passant, mens den hos andre beskrives mere 38 von Harff, s. XX 39 von Harff, s. XIII 40 Mandeville's Travels in Seymour, s. 187f 41 Mandeville's Travels in Seymour, s. 223ff 42 Seymour, s. XVI 43 Olden-Jørgensen, s

13 indgående, og da nedenstående beskrivelse af pesten tager sit udgangspunkt i de oplysninger, der er tilgængelige i rejsebeskrivelserne, vil den derfor kunne synes fragmentarisk. Målet med analysen er at undersøge den viden, vi kan få om pest og europæernes opfattelse af sygdommen ud fra rejsebeskrivelserne, snarere end det er at give en systematisk analyse af pestens forløb i Mellemøsten. Pestudbruddenes hyppighed og demografiske konsekvenser Det er vanskeligt nøjagtigt at anslå hvor ofte, der var udbrud af pest i Europa, men voldsomme udbrud synes at have fundet sted med intervaller på mellem fem og femten år. 44 Det er ikke nemmere at fastslå hyppigheden for pestudbrud i Mellemøsten, da kildematerialet generelt er beskedent. 45 Flere af de europæiske rejsende kommer med betragtninger om, hvor ofte Mellemøsten oplevede pestudbrud: Wild skriver, at der var pest i Ægypten hvert år, mens von Harff angiver et interval på otte til ni år mellem pestudbruddene. Heller ikke i de moderne fremstillinger er der enighed om hyppigheden af udbrud: Winter hævder, at udbruddene "occured every few years" 46, mens Dols angiver tal for specifikke regioner i Mellemøsten, der svinger mellem at anslå, at der var fra otte et halvt år til tolv år mellem udbruddene 47. Man kan så spekulere over, om det kan være tilfældet, at pesten aldrig helt var væk, men at de udbrud der registreredes var de mest voldsomme, eller dem der var pandemiske? Netop Wild og von Harffs modstridende oplysninger kunne pege på en sådan situation: Wilds angivelser af en årlig pest kan så virke som et argument for, at pesten var til stede kontinuerligt, mens von Harffs tidsangivelse kan anses at indikere afstanden mellem voldsomme eller pandemiske udbrud. Hos endnu en rejsende i 1500-tallets Ægypten, Hans Christoph Teufel, finder vi følgende udsagn, som bekræfter tesen om en kontinuerlig tilstedeværelse af pest, i det mindste i Cairo: "La peste, bien qu'elle ne disparaisse jamais totalement du Caire, commence pourtant à diminuer au moment de l'ouverture du Nil, ce canal rafraichissant la cité en la traversant." 48 Det er dog det eneste udsagn af denne art, jeg er stødt på, og derfor forbliver tesen om konstant tilstedeværende pest spekulativ. Her er jeg nødt til at 44 Cohn, s Dols 1979, s Winter, s Dols, s. 48 Sauneron, s

14 nøjes med at konstatere, at pestudbrud var en del af virkeligheden i Mellemøsten, samt at udbruddene kom relativt ofte. Man ved fra europæiske kilder som kirkebøger, pestkrøniker med mere, at pestudbruddene krævede ubegribeligt mange ofre, og der er ikke meget, der foranlediger mig til at antage, at det skulle forholde sig anderledes for Mellemøsten. De demografiske konsekvenser af pesten har givetvis været lige så voldsomme og problematiske, som de var i Europa. von Harff angiver dødstal for et pestudbrud "fem år tidligere" (efter al sandsynlighed det voldsomme udbrud, der plagede Ægypten i ), han beretter dog ikke selv at have været øjenvidne til et pestudbrud under sin rejse. 50 De tal von Harff gengiver er meget høje: han skriver, at pesten varede i tre måneder, og at de daglige dødstal varierede mellem at være og helt op til Lægger man de tal sammen, von Harff angiver, bringer det antallet af omkomne op på mellem og mennesker. von Harff hævder videre, at man ikke registrerede de døde, da der havde været døde dagligt, da dette ansås at være et lavt antal døde. Da von Harff ikke selv har oplevet epidemien, må han have sine tal et sted fra; dette sted opgives desværre ikke. Det er vanskeligt at få et overblik over præcis hvor mange mennesker, der levede i Ægypten på dette tidspunkt, men før den Sorte Død anslås Ægyptens samlede indbyggertal at være mellem fire og otte millioner mennesker (formentlig tættere på otte end fire), og i Cairo anslås der at have boet omkring mennesker. Indbyggertallet i Ægypten estimeres at være reduceret med en tredjedel ved begyndelsen af 1400-tallet, og efterfølgende epidemier medførte at befolkningstallet fortsatte med at falde indtil anden halvdel af 1400-tallet. 51 Skulle der således have været mennesker, som er von Harffs laveste angivelse, der døde af pest i Ægypten i det udbrud von Harff skriver om, så er det oplagt, at det vil have fået voldsomme demografiske konsekvenser. von Harff er ikke alene om at beskrive meget voldsomme dødstal, idet også Bargrave beretter om et pestudbrud i 1649: "& then by a violent & General Pestilence; not much short of That in Sultan Morat's reign [ ], when the death of Ten 49 von Harff, s. 116n 50 von Harff, s. 115f 51 Dols 1977, s. 198ff 14

15 thousand in a day, movd him to pray for the preservation of his People [ ]" 52 Han sammenligner således et igangværende udbrud med et tidligere, som krævede menneskeliv om dagen. Det han selv oplever, er ikke helt så slemt, men det er tæt på. Helt generelt hævder Dols, at europæernes angivelser af befolkning og antal døde i Mellemøsten er overdrevne, og at de derfor ikke kan bruges til at anslå dødstallene for pestudbrud i Mellemøsten. 53 Det virker som en rimelig konklusion, hvis man sammenligner tallene med europæiske, hvor antallet af døde også findes opgivet i titusindvis, men så er det på månedsbasis snarere end på dagsbasis. 54 Bargrave og von Harffs angivelser af antallet af døde i Mellemøsten i de to pestudbrud, de beskriver, kan altså ikke umiddelbart regnes for at være korrekte, og der savnes fortsat kilder fa Mellemøsten, som kan bekræfte tallene 55, men vi kan konstatere at begge forfattere har anset det for relevant at skrive om antallet af mennesker, der omkom under en epidemi. Ydermere har ingen af dem tilsyneladende stillet spørgsmålstegn ved de meget høje tal, der angives. Jeg mener, at dette kan tyde på, at de begge opfattede pesten som en sygdom, der meget sandsynligt kunne kræve ufatteligt mange dødsofre på ganske kort tid. Hvis de derudover, som Dols hævder europæerne generelt gjorde, anslog befolkningstallet i Mellemøsten til at være væsentlig højere, end det rent faktisk var, så kan dødstallene have virket sammenlignelige med de dødstal von Harff og Bargrave kendte fra Europa. Selvom de to europæiske rejsende måske nok angiver væsentligt højere tal, end vi nu har belæg for at påvise døde, så er der ingen tvivl om, at den Sorte Død og efterfølgende epidemier fik voldsomme demografiske konsekvenser både i Europa og Mellemøsten. Symptomer og sygdomsforløb Der findes mange samtidige europæiske beskrivelser af symptome på pest, blandt hvilke kan nævnes Guy de Chauliac og Jean de Venettes pestkrøniker. Hos Wild finder vi en meget fyldig skildring af pestsymptomer, idet han beskriver sit eget sygdomsforløb og helbredelse. Wilds beskrivelse er interessant af flere årsager end blot den grundige symptombeskrivelse: Wild overlevede at være smittet og dermed var hans forløb 52 Bargrave, s Dols 1979, s Fx Carmichael, s Dols 1979, s

16 anderledes end den store del af de øvrige pestsmittedes. Derudover var han under sin sygdom slave af en tyrk, som kommer til orde i Wilds beretning. Om sit møde med pest fortæller Wild, hvordan han efter en gåtur pludselig blev dårlig og måtte gå i seng. Da han vågnede igen (formentlig efter nogle timer, da det var "efter midnat", da han vågnede), var han meget tørstig og sammenlignede fornemmelsen med at være omslugt af flammer. Efter at have slukket tørsten faldt Wild i søvn, men vågnede efter kort tid, og denne gang var det hans hjerte, der føltes, som om det brændte. Morgenen efter opdagede han en "[ ]petite ampoule rouge, grosse comme une noix, sur le corps [ ]" 56. Denne lille byld blev sort og voksede, inden den næstkommende midnat, til den var på størrelse med et hønseæg. Wilds ejer 57 kastede dom over ham: "Maintenant tu ne resteras jamais en vie, tu morras" 58 og erklærede samtidig, at bylden var en ondartet pesttumor. Selv blev Wild angst for, at han aldrig skulle rejse sig fra sit sygeleje igen, og han bad Gud om at måtte blive frelst. Den næste dag sprængtes bylden og kulsort vand kom ud af den; hvor den havde siddet var der et hul på størrelse med et dueæg. Wild forblev sengeliggende med feber yderligere tre dage, i løbet af hvilke hans ejer fortalte ham, at barberen ikke havde villet forsøge at hjælpe ham i frygt for, at patienten ville dø af det. Forklaringen var, at bylden sad tæt på hjertet. Wild slutter sin beretning med at fortælle, at han gennem de næste fire uger gennemgik mange smerter, men at han blev rask med Guds hjælp. 59 Wild angiver to symptomer: han var meget varm (havde høj feber), og han fik en byld på sin krop. Bylden sad tæt ved hjertet under venstre bryst (samme sted som Wild tidligere var blevet såret af et lansestød 60 ), voksede meget hurtigt og var tilsyneladende den eneste byld, Wild fik. Det er tydeligt af Wilds beskrivelse, at særligt bylden var et fældende bevis, idet den fik Wilds ejer til at erklære, at Wild ikke ville overleve sin sygdom. Hvad angår bylderne ved pestudbrud peger Cohn på, at nogle kilder skelnede mellem store bylder, som den Wild fik, og de små sorte pletter som nogle pestofre fik. De første skulle antageligt have været mindre dødelige end de sidstnævnte. 61 Hos Wild finder 56 Wild, s Wild blev smittet med pest i 1609, mens han endnu var slave. Han var på daværende tidspunkt ejet af en velhavende tyrk. 58 Wild, s Wild, s. 73f 60 Wild, s Cohn, s

17 vi ikke indikationen af et sådant skel, idet den europæiske Wild såvel som hans muslimske 62 ejer synes at besidde den erfaring, at tilstedeværelsen af en byld var tegn på en alvorlig og potentielt dødelig sygdom. Gennem Wilds sygdomsforløb har vi altså ikke alene fået en fornem beskrivelse af et sygdomsforløb men også indsigt i, hvordan en mand fra Europa og en fra Mellemøsten forestillede sig konsekvenserne af at være blevet smittet med pest. Ingen af dem havde ventet, at Wild ville komme sig. At Wild faktisk overlevede og kom sig af sin sygdom forsyner os med yderligere viden om pesten. Den helt åbenlyse konsekvens af at Wild overlevede er, at vi må konstatere at dødeligheden ikke var total, at det var ikke en dødsdom for alle at blive smittet med pest. Dette bekræftes i andre kilder, Guy de Chauliac hævder selv at have været syg og været blevet rask blandt andet gennem indtagelse af egne medikamenter 63, samt i sekundærlitteraturen 64. Det er samtidig interessant, at Wild skulle have været behandlet men aldrig blev det: den barber, der var tilkaldt for at behandle Wild, afstod fra det, og Wild var således overladt til at dø eller leve uden hjælp udefra. Af dette får vi den indsigt, at man faktisk tilkaldte professionel hjælp i forsøg på at helbrede en pestramt. Wild anser sig dog at have fået hjælp af Gud til at blive helbredt, men han beskriver ikke at have taget nogen form for "medicin" i forsøget på at bekæmpe pesten. Der findes en del eksempler i kilderne på, at man søgte helbredelse gennem medikamenter eller andre foranstaltninger. Bargrave skriver: "the living seeking remedies either from the Phisitians or at the Bathes" 65 Af begge kilder bliver det klart at nogle pestofre ikke blot accepterede deres skæbne men aktivt forsøgte at bekæmpe deres lidelse. Wilds rejsebeskrivelse kan ikke ignoreres, hvis man skulle ønske at undersøge, hvorvidt forsøg på medicinsk behandling af pestsyge havde nogen effekt eller ej. Miasma, smitte og forebyggelse Når man tager de store demografiske konsekvenser efter den Sorte Død i midten af det 14. århundrede og de efterfølgende århundreder i betragtning, er det helt umiddelbart forståeligt, at mennesker, der oplevede pestudbrud, havde behov for at forklare, hvad der 62 Ikke kun hos Wild men også i de andre rejsebeskrivelser synes der at være lighedstegn mellem en tyrk og en muslim. Skellene mellem de to er i hvert fald udviskede. 63 Guy de Chauliac, s For eksempel Cohn, s Bargrave, s

18 afstedkom pestepidemier og hvorfor så mange mennesker skulle smittes og dø af pest. I modsætning til hvad man måske ville vente at finde, er det ikke en fremtrædende opfattelse hos de europæiske skrivende, at pest skulle være Guds straf for menneskets synder. Nogle forfattere beskriver pesten som udtryk for Guds vilje men ikke som hans straf, i stedet gives helt andre mindre guddommelige forklaringer. Brémond skriver: "L'air en ce pais [Ægypten] y est extreme(ment), chaud et, avec l'abondance d'humidité, y angendre facille(ment), la peste" 66 og da Bargrave observerede et stort antal døde græshopper, opfattede han dem som et tegn på den Pestilentious Aire, der kunne opleves i Konstantinopel, når der var store pestudbrud dér. 67 Begge rejsendes forklaringer kredser altså om luftens betydning for pestudbrud, og de var langt fra ene om at mene, at luften spillede en afgørende og udløsende rolle. Datidens medicinske viden var baseret på hippokratisk og galensk medicin, hvor teorien om dårlig eller kontamineret luft, miasma, indgår som en integreret del. I den hippokratiske medicin anses enhver epidemisk sygdom at være forårsaget af dårlig eller forurenet luft. 68 Hos Brémond og Bargrave anses netop miasma for den primære årsag til udbrud af pest, og de to rejsende reproducerer den opfattelse af sygdomsudbredelse, der var fremherskende i Europa i deres samtid. Miasmateorien udelukkede ikke for europæerne, at pest også smittede fra menneske til menneske, og de europæiske rejsende reagerede da også på oplysninger om pest ved at søge at undgå den: på en rejse undlod Bargrave og hans følge at tage ind i en by, fordi de var bekymrede for, at den var pestplaget. 69 Heller ikke von Harff var i tvivl om, at pesten smittede, idet han skriver, at pesten var særlig slem i Cairo, hvor mange mennesker færdedes sammen. 70 Brémond beskriver, hvorledes de pestdødes tøj blev solgt på markederne, hvilket afstedkom at man ikke kunne beskytte sig mod pest. 71 Brémond må have haft en fornemmelse af, at det enten var mennesker, der var smittede med pest, som solgte tøjet, eller at man kunne blive smittet med pest, hvis man købte tøj en pestramt person havde båret. Det sidste er ikke usandsynligt, da sådanne observationer 66 Brémond, s Bargrave, s Ranger & Slack, s Bargrave, s von Harff, s Brémond, s

19 findes i andre kilder. 72 I rejsebeskrivelserne præsenteres ikke alene en teori om, at pest kunne udbryde på grund af dårlig luft, men også den helt klare overbevisning at sygdommen overførtes fra menneske til menneske ganske let. Samtidige skildringer af den historiske pest beskriver ofte, at døden spredtes så hurtigt, at man ikke nåede at begrave de døde eller måtte begrave dem uden de rigtige ceremonier. Hos Guy de Chauliac hedder det: "entant que les gens mouroient sans seruiteurs et estoyent enseuelis sans Prestres." 73 Sådanne beskrivelser findes også i europæernes skildringer af pest i Mellemøsten: "the terrour of horrid Plagues, when the Streets were filld with infected bodies as well alive as dead [ ] the Dead lying in open Beers 74, or else quite naked at theyr dores to be washed before theyr buryalls [ ]" 75 Guy de Chauliac beskriver, hvordan de døde og døende ikke blev taget ordentlig hånd om, mens Bargrave beskriver en situation, hvor de døde fortsat lå i gaderne og ikke var blevet begravet, som de skulle. I begge situationer er det tydeligt, at pesten overrumplede de berørte samfund og satte den kendte livsrytme ud af spil. I Europa havde det været opfattelsen at pest var en voldsomt smitsom sygdom allerede fra sygdommens første hærgen, og så tidligt som i 1348 indførtes i Firenze og Venedig de første instanser, der var ansvarlige for håndteringen af epidemiske sygdomme, og efterhånden oprettede lignende instanser i det meste af Europa. 76 Foranstaltninger som karantæne for rejsende fra områder hvor der var pest, isolation af syge mennesker og huse, byer eller områder med udbrud af pest samt markering af huse hvor pestsyge levede eller var døde, indgik i den europæiske virkelighed fra den Sorte Død og fremefter. Denne måde at forholde sig til pest på kan pege på, at de europæere, der rejste til Mellemøsten, rejste hjemmefra med en forestilling og en forventning om, at pestudbrud skulle håndteres på en bestemt måde for at dæmme op for sygdommens voldsomme smittefare. Samtidig er det tydeligt, at europæiske rejsende i Mellemøsten mødte helt anden virkelighed, en helt anden måde at forholde sig til pestudbrud på end den de kendte fra 72 Cohn, s Guy de Chauliac, s Ifølge dictionary.com har Beer betydning af et sted hvor en brønd er blevet gravet. Det er muligt, at der i denne sammenhæng er tale om et hul i jorden, men det kan ikke afvises, at Bargrave så døde ligge i byens brønde. ( ) 75 Bargrave, s Ranger & Slack, s. 15f 19

20 Europa. Flere at forfatterne noterer sig, at befolkningen ikke ændrede adfærd, selvom der var udbrud af pest. Hos von Harff er det tydeligt, at han anså manglen på forebyggende og begrænsende initiativer at være den virkende kraft i forhold til hvor mange mennesker, der blev smittet med pest i Cairo: "it is particularly bad in this town of Cairo, since innumerable people live together and they never avoid each other in such sicknesses." 77 von Harff havde altså den klare opfattelse, at ægypterne ikke afstod fra at være sammen med andre mennesker, når pesten rasede i landet. I Bargraves skildring finder vi et udsagn, der kunne tyde på det samme, idet han beretter at gaderne var fulde af mennesker, der var smittede. 78 Disse mennesker var altså, hvis vi skal tro Bargrave, ikke blevet isoleret i deres huse eller på anden måde afskåret fra at have kontakt med den øvrige befolkning. Der var ikke iværksat karantæneforanstaltninger eller lignende, og der er ikke i nogle af de rejsebeskrivelser jeg har læst, nogen antydning af at det var en undtagelse. Ingen af de europæiske rejsende oplevede under deres rejser i Mellemøsten, at de selv eller andre blev isoleret på grund af udbrud af pest. Og til trods for at flere af dem referer til pestudbrud, de dog ikke selv har oplevet er der ingen af dem, der beretter om, at man ved sådanne lejligheder har haft indført karantæne eller forbud mod at sælge afdødes ting. De reaktioner, der findes i rejsebeskrivelserne, tyder ikke på, at de manglende præventive og opdæmmende indsatser mod pest i Mellemøsten ikke overraskede europæerne. I Dallams beretning giver han tydeligt udtryk for, at europæerne opfattede det osmanniske rige som et sted med pest, og man skulle sikre sig at rejsende, der havde været i det osmanniske rige, var raske, inden de fik lov til at gå i land i et europæisk land. På vej til Istanbul havde Dallams skib lagt til og mandskabet været af borde i et område med tyrkere, og da de senere ville gå ind i Venedig, blev de afvist: "[ ] sinyors of healthe, would not suffer us to com on shore because we came from Argeare, whear Turks do live [ ] The order thar is, that all Those which doo com out of any parte of Turkie, havinge not a letter of healthe from som Venition or Ittalion, muste remayne either a borde the ship, or in the prison [ ]" 79 Dallam fortsætter med at forklare hvor mange dage, man måtte forblive i karantæne (hvilket afgjordes af om der var nogen, der 77 von Harff, s Bargrave, s Dallam, s