HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp

Transkript

1 GRUPPE 14: HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt Underspørgsmål Med udgangspunkt i teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter: Hvordan har den tyrkiske stat håndteret det kurdiske mindretal og deres krav om selvbestemmelse? 4 2. Motivation 6 3. Hustema: Ulighed 7 4. Metode Tværfaglighed Kvalitativ metode Deduktion Kvantitativ metode Aktualitet Begrebsafklaring Læsevejledning Teori Politisk nationalisme og etnisk nationalisme Ethnic Groups and Boundaries Makro-politisk håndtering af etniske konflikter Historisk kontekst Analyse: Selvstændighedskamp i parlamentet Tyrkiets makropolitiske håndtering af den etniske konflikt 25 " 1 AF 51

2 9.2 Politisk og etnisk nationalisme i Tyrkiet: oprindelse og forklaring Minoriteter og majoriteter Væbnet kamp mod undertrykkelse HDP vandrer fra gaden ind i Parlamentet Opgøret med PKK Diskussion: Muligheder og begrænsninger i Parlamentet Diskussion: Må HDP gøre op med PKK? Konklusion Perspektivering Litteraturliste 47 " 2 AF 51

3 1. Problemfelt Tyrkiet er et land der befinder sig i krig. I krig med Islamisk Stat og med Kurdistans Arbejderparti (PKK). Landet har Verdens opmærksomhed, fordi det er en af de vigtige dele af anti-is militær-koalitionen i krigen i Syrien og Irak. Desuden er det den tyrkiske kyst, som mange syriske flygtninge rammer, på flugten mod Europa. Verden så til da der i sommeren 2015 blev afholdt parlamentsvalg i Tyrkiet, og da der i november blev afholdt nyvalg - ikke mindst fordi Tyrkiet kan have afgørende betydning for den længe tilstræbte stabilitet i mellemøsten. Dette gør Tyrkiet til et alsidigt og spændende land at arbejde med. Siden sin etablering har PKK gennem væbnede kampe været en dominerende forkæmper for det kurdiske folk. I 2013 var der omfattende protester i Istanbul da regeringen ville lukke Gezi-parken. Siden da har der været en ny bevægelse blandt den kurdiske og tyrkiske befolkning. Disse bevægelser viste, at der var plads til et nyt parti i Tyrkiet. Med inspiration fra både det græske venstrefløjsparti Syriza, det spanske Podemos og separatistiske bevægelser i resten af Mellemøsten, lykkedes det ved valget i Tyrkiet det 6. juni for det pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, at sprænge Europas højeste spærregrænse. Gennem HDP har de tyrkiske kurdere på ny gjort sig bemærket, men også på grund af kurdernes afgørende rolle i krigen mod IS i resten af regionen, er den kurdiske kamp kommet på verdensdagsordenen. Dertil kommer det, at der er sket et fokusskifte inden for de sidste ti år. Et skifte der betyder, at kampen for retten til selvbestemmelse i højere grad handler om regionalt selvstyre end løsrivelse. PKK har siden bevægelsens opståen søgt kurdisk løsrivelse, gennem midlet væbnet konflikt. Flere faktorer som krigstræthed og kampens ineffektivitet har bevirket, at kravet om løsrivelse er blevet nedtonet til et krav om regionalt selvstyre og anerkendelse af kurdiske minoritetsrettigheder. Dermed ikke sagt, at debatten om er ny kurdisk nation er forstummet. I midten af konflikter og krige befinder det nye pro-kurdiske parti sig, som en modreaktion på undertrykkelse, en faktor der kan legitimere selvstændighedskampen og en ny aktør på den tyrkiske politiske scene. Dermed bliver problemformuleringen for dette projekt: " 3 AF 51

4 GRUPPE 14: Hvilken rolle spiller Folkets demokratiske parti (HDP) i den kurdiske kamp for selvstændighed? Vores undren henleder os til teoretiske refleksioner ud fra flere indfaldsvinkler: Sociologisk og politologisk ønsker vi at klarlægge den kurdiske nationalismes opståen og funktion siden det Osmanniske Riges fald. I forlængelse af det, er det interessant at undersøge, hvorvidt der findes et skeln mellem kurdisk nationalisme og tyrkiske nationalisme. Vi vil ligeledes undersøge, hvordan den tyrkiske stat har håndteret det kurdiske mindretal ud fra McGarry og O'Learys teori om makro-politisk håndtering etniske konflikter Vi benytter Fredrik Barths teori, hvorigennem vi anskuer grænsedragningen mellem den tyrkiske majoritet og den kurdiske minoritet. For at forstå HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp, er det først og fremmest nødvendigt at forstå selve kampen. Selvstændighedskampen i Tyrkiet er især betinget af to faktorer: Navnligt grænsedragningen mellem den tyrkiske og den kurdiske nationalisme, og hvordan den tyrkiske stat makro-politisk håndterer den etniske konflikt omkring det kurdiske mindretal. Den kurdiske guerillabevægelse PKK har historisk set stået for kampen om retten til selvbestemmelse. Det er ligeledes vigtigt at forstå for at danne sig en fornemmelse for den sammenhæng, som HDP skriver sig ind i. HDP opstod som en ny reaktion fra den kurdiske minoritet, men håndterer ikke det kurdiske spørgsmål på samme måde som PKK gør. I en analyse af partiets opståen og succes, mål og midler, fremlægges deres svagheder og styrker som parti og aktør i arbejdet for minoritetsrettigheder. Dermed vil vi besvare problemformuleringen gennem et arbejde med følgende underspørgsmål. 1.1 Underspørgsmål Med udgangspunkt i teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter: Hvordan har den tyrkiske stat håndteret det kurdiske mindretal og deres krav om selvbestemmelse? Med udgangspunkt i teorier om nationalisme: Hvordan kan hhv. kurdisk og tyrkisk nationalisme forstås? Hvordan er HDP udtryk for en ny modreaktion på den tyrkiske stats undertrykkelse af minoriteter? " 4 AF 51

5 Hvorfor lykkedes det HDP at sprænge den høje spærregrænse? Hvordan har kampen ændret karakter - fra PKK til HDP? " 5 AF 51

6 2. Motivation Vores politologiske grundkursus vakte vores interesse ift. politisk filosofi om stater. Hvorfor nogle folk har stater, hvorfor andre ikke har, hvad der berettiger et folk til en stat, hvad nationalfølelse er og hvor den kommer fra. Disse spørgsmål er bare nogle af de ting vi er blevet præsenteret for i vores kursusforløb. Fra tidligere arbejde har vi fået kendskab til andre konfliktsituationer som f.eks. i Palæstina og Somaliland, men vi har ikke fået en nær så bred forståelse for den kurdisk-tyrkiske konflikt. Det på trods af den store bevågenhed, der netop i løbet af de seneste år er kommet på kurderne som folk og international politisk aktør, navnligt i krigen mod ISIS. Kurderne er det største folk, som på trods af berettigelse er uden en stat. Bl.a. derfor er de et enormt spændende folk at beskæftige sig med og observere; Gennem forståelse for kurdernes kamp, kan man opnå en større forståelse for hele den mellemøstlige konflikt, og det grundlag der formentlig ligger bag flere af denne slags kampe om løsrivelse. Da der netop har været valg i Tyrkiet, besluttede vi at placere vores projekt inden for landets rammer, og særligt det nye parti i parlamentet vækkede vores interesse. HDP skriver sig ind i en ny bølge af venstrefløjspartier, som også manifesteres i Spanien hvor der i skrivende stund bliver ført valgkamp. I Grækenland vandt det socialistiske parti Syriza regeringsmagten tidligt i 2015, og herfra lød ligeledes lykønskninger til HDP efter valget i Tyrkiet. Det er altså ønsket om at udvide vores kendskab til Mellemøsten, forståelse for hvad det vil sige at være et folk uden stat, og interessen for den nye venstrefløj i landet der har drevet os til valget af dette projekt. " 6 AF 51

7 GRUPPE 14: 3. Hustema: Ulighed Vores tildelte hustema er ulighed. Ulighed kan defineres på mange forskellige måder, og berører mange emner afhængigt af hvad man tilknytter til ulighed: social ulighed, økonomisk ulighed, matematisk ulighed. Problemfelt tager afsæt i social ulighed. Ofte betegnes social ulighed som en forskellighed i levevilkår og hvilke muligheder du som individ eller gruppe besidder - hvilke ønskværdige mål man søger i livet, i alt fra overlevelse til anerkendelse (Den store danske 2009). Ulighed opstår når noget ikke er jævnt fordelt, i dette tilfælde er det rettigheder, muligheder og frihedsrettigheder, der ikke er lige fordelt mellem den tyrkiske majoritet og den kurdiske minoritet. Kurdisk og pro-kurdiske journalister fængsles takket være statscensur, forbydelse af det kurdisk sprog i en lang årrække, økonomisk fattigdom i kurdiske områder, politisk forfølgelse af kurdiske aktører og manglende anerkendelse af rettigheder, er blandt nogle af de krænkelser det kurdiske folk i Tyrkiet lever med. I løbet af historien har lukninger af organisationer og fagforeninger, vilkårlige henrettelser, konfiskerede publikationer, angreb på kurdiske landsbyer været med til at øge uligheden blandt kurdere og tyrkere i dag (Slavensky 1997: 84) " 7 AF 51

8 4. Metode 4.1 Tværfaglighed Projektets fokus baserer sig på politologiens og sociologiens fagområde, med antropologisk supplement. Med vores valgte problemstilling, har vi til hensigt at udnytte fagenes styrker i en mixtur, for at opnå den højeste kvalitet i arbejdet med problemstillingen. Nogle af vores teoretiske valg kan beskrives ud fra ét enkelt fag, andre indeholder flere faglige elementer. På den ene side er vi politologiske, med makropolitisk håndtering af etniske konflikter. Derudover benytter vi af teorier om nationalisme, om hvordan den berører det enkelte individ i et samfund anskuer forholdet til sin nation, og hvordan det så kan ses i samfundsgrupperinger. Samtidigt peger teorien om nationalisme på et politisk systems opbygning, med forklaring på hvorfor en stat eller befolkningsgruppe agerer som den gør, i en sociopolitologisk forstand. Til sidst gør vi brug af en antropologisk teori, når vi undersøger etniske grupperinger og den tilhørende grænsedragning, som bidrager til en bredere forståelse for konfliktens grundlag i en overordnet sociologisk og politisk-betinget problemstilling. 4.2 Kvalitativ metode Vi lægger først og fremmest vægt på kvalitativ indsamling af data - den kvalitative metode i form af interviews. Det gør vi fordi vores problemformulering lægger op til en undersøgelse af sociale bevægelser, og undersøger en tendens blandt den tyrkiske befolkning. Denne tendens kan bedst undersøges ved benyttelse af en kvalitativ metode, da vi på den måde opnår en mere substantiel besvarelse (Jensen, 2009: 230). At der er opstået en social bevægelse, kan ses på de to valgresultater. Det bunder i samtidshistoriske begivenheder, fra protersterne omkring Gezi-parken og HDP s opståen, til valget i sommeren Det er begivenheder, som ikke kan belyses gennem statistiske målinger. I stedet må kvalitativ metode benyttes. Vi har valgt at interviewe tre personer, med tre forskellige tilknytninger til projektets problemstilling: Den første, Mathias Findalen, er historiker og ekstern lektor i Mellemøststudier ved Københavns Universitet. Han har arbejdet en del med den tyrkiske venstrefløj og sociale " 8 AF 51

9 GRUPPE 14: bevægelser i byerne Ankara og Istanbul, og bl.a. skrevet speciale og artikler om emnet. Findalens forskningsmæssige og analytiske udgangspunkt er en fordel, men hvis vi kun interviewede ham, ville projektet mangle direkte forankring i det politiske arbejde. Den forankring opnår vi ved at interviewe Deniz Benli (bilag 3). Han er en del af HDP s danske afdeling, aktiv i FEY-kurd og andre dansk-kurdiske organisationer. Han kan berette om erfaringer med det interne politiske arbejde. Dertil kommer det, at han sammen med danske politikere har studeret situationen i Tyrkiet, ud fra et parlamentarisk perspektiv. Noget der undrer os ved HDP s succes ved de omtalte valgkampe, er den nytilkomne tilslutning fra tyrkiske vælgere, som ikke tilhører den kurdiske minoritet i Tyrkiet. Interviewet har vi brugt som en baggrundsviden som har været nyttig at have i vores videre arbejde med Tyrkiet. Vi har derfor ikke valgt at bruge citater fra Karadeniz, men derimod som en fundamental viden omkring det politiske system i Tyrkiet. Med hensyn til hvad der kommer til at ske i fremtiden for HDP s politiske arbejde, må vi basere konklusioner på erfaringsbaserede, historisk forankrede, analytiske formodninger. Det er heller ikke noget der kan måles numerisk, men til gengæld kan de tre interviews give os grundlag for brugbare antagelser. 4.3 Deduktion Vi benytter os af den deduktive metode ved at opstille en hypotese, hvorefter vi ser på hvordan teorien bidrager til en forklaring; med andre ord, så tester vi teoriens forklaringskraft på empirien (Jensen, 2005: 3). Vi benytter os af en forklarende teoretisk tilgang, med hensigt om at undersøge, hvor grundigt en teori kan hjælpe os med at forklare problemstillingen. For at forstå den kurdiske kamp for selvstændighed, bruger vi hhv. Barth, McGarry & O'Leary og definition på politisk og kulturel nationalisme - en syntetisk teoritilgang (Jensen, 2005: 3). Ved at anvende teorier om nationalisme og staters håndtering af minoriteter, kan vi begrebsliggøre HDP og kurderne i Tyrkiets politiske situation. Det bidrager med en forståelse af hvorfor kampen for selvstændighed eller selvbestemmelse er opstået, og hvordan den har udviklet sig. " 9 AF 51

10 4.4 Kvantitativ metode Vi benytter os af den kvantitative metode ved brug af nyhedsmedier og akademiske rapporters statistiske overblik. Vi har ikke selv indsamlet kvantitativ data, men benytter os af andres empiri. Det skal dog siges, at opgaven primært er baseret på den kvalitative metode. Heriblandt at kurderne ikke er en anerkendt befolkningsgruppe, da de i Tyrkiet ikke ses som en del af det tyrkiske folkefærd. Der er derfor ikke tale om en sikker optælling af kurdere i Tyrkiet. Ved brug af statistik af det kurdiske folk i Tyrkiet, vil der altid være en relativ høj statistisk usikkerhed ved brug af datasættet. Vi benytter os af deskriptivt statistik, når vi i analysen inddrager en rapport om ægteskaber på tværs af kurdisk og tyrkisk etnicitet. Det samme gøre sig gældende når vi bruger bilag 1, der illustrerer den geografiske spredning af kurdere i Tyrkiet. 4.5 Aktualitet Vi behandler begivenheder, der er fundet sted inden for det seneste år, hvorfor mængden af produceret litteratur er stærkt begrænset. Vi benytter os af redegørende og analyserende litteratur med afsæt i lignende fokusområder, hvor vi udarbejder en analyse i problemstillingens område. Vi har derfor valgt selv at skabe empiri i form af interviews, og kombinere det med inddragelse af andres empiri i form af forskningsrapporter, bøger, statistiker, artikler og hjemmesider. " 10 AF 51

11 5. Begrebsafklaring Begrebet nation bruges i daglig tale løst, og forveksles ofte med stat og land; men forstås ikke altid i ordets egentlige betydning. Begrebets faktiske betydning er netop vigtig for dette projekt, da kurderne er en nation, men ikke et land eller en stat. En nation er defineret af forskellige faktorer, afhængigt af om den er kulturelt eller etnisk betinget (jf. afsnit om politisk og etnisk nationalisme), ej at at forveksle med en stat (Østergård, 2007: ) Begrebet stat bruges i opgaven ud fra Max Webers 1 definition om at staten er den instans der har monopol på legitim vold, der ved fysisk tvang forsøger at opretholde social orden (Månson, 2007: 90). Begrebet terrorisme stammer fra det latinske terrerer, som betyder at sprede skræk og rædsel. Den direkte oversættelse har altså et bredt og uklart omfang. Terrorismebegrebet er i kraft af uklarhederne blevet defineret med et hav af forskellige betydninger og meninger. På trods af dette, bliver begrebet brugt af medierne, politikere og civilbefolkningens i flæng, hvilket ofte kan føre til fejlfortolkninger. (Hoffman 1998:13). På globalt plan eksisterer hundredvis af definitioner af begrebet, heriblandt har 90 stater forskellige definitioner af terrorisme. FN s definition af terrorisme lyder enhver handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med sådan en handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given handling (FN-forbundet, 2003). Ud fra denne definition er det midlerne, der afgør om en handling kan klassificeres som en terrorhandling. Kemalismen er den tyrkiske statsideologi, som er opkaldt efter Atatürk og er bygget på hans forestillinger om en tyrkisk sekulær enhedsstat, i hvilken national solidaritet vægtes højere end eks. klasseskel (Den store danske, 2015). Håndtering bruges i denne opgave i forbindelse med teorien om staters håndtering af minoriteter. Dette er en oversættelse fra det engelske navn på teorien Macro-political regulation of ethnic conflict, hvor regulation oversættes til håndtering. Håndtering må altså ikke forveksles med managing, som betegner en anden form for håndtering af etniske konflikter vi ikke benytter i dette projekt. 1 Max Weber: Tysk sociolog, jurist og økonom. En af sociologiens grundlæggere. (Den store danske, 2014) " 11 AF 51

12 Etnicitet, etniske grupper og grænsedragning anvendes ud fra den norske socialantropolog Fredrik Barths begrebsapparat (Den store danske, 2015). Etniske grupper og grænsedragning har vi oversat fra de engelske betegnelser ethnic groups and boundaries der beskrives i Barths litteratur. " 12 AF 51

13 GRUPPE 14: 6. Læsevejledning Først vil læseren få præsenteret projektrapportens teoretiske grundlag. En redegørelse af makro-politisk håndtering, en redegørelse af hvad nationalisme er, en redegørelse af Barths begreber om etniske grupper og grænsedragning. Så kommer analysen: Først vil teorien om makro-politisk håndtering af etniske konflikter analysere Tyrkiets håndtering af minoriteter. Med en ny viden om diversiteten i håndteringen af den etniske konflikter i den tyrkisk kurdiske kontekst, vil læseren bevæge sig over mod et afsnit omkring politisk og etnisk nationalisme, og der vil klassificere henholdsvis tyrkisk og kurdisk nationalisme. Derefter følger et afsnit om Barths teori om etnicitet og grænsedragning. Teorien bidrager til at forstå hvad der skal til for at definere en etnisk gruppe, og hvordan konflikter skabes i en os og dem -gruppering. Analysen starter med brug af McGarry og O'Learys teori til at beskrive hvordan den tyrkiske stat har håndteret det kurdiske mindretal og hvilke problematikker det åbner op for - det kommer til at fungere som det overordnede skelet for vores analyse. De efterfølgende teorier vil underbygge en af de taksonomiske niveauer af makro-politisk håndtering af etniske konflikter. Efter at det teoretiske materiale er blevet anvendt, vil læseren bevæge sig over til hvordan man kan forklare det kurdiske krav om selvstændighed. For at sætte dette i en kontekst, bliver læseren introduceret til kurdernes arbejderparti, PKK, som i kraft af deres væbnede og revolutionære kamp for kurdiske rettigheder har fået stemplet som en terrorgruppe. Dernæst kommer det pro-kurdiske HDP ind i sammenhængen, hvor der bliver mulighed for at få et overblik over hvordan pro-kurdiske partiers strategi har udviklet sig gennem tiden. For at skabe en sammenhæng mellem PKK og HDP, bliver spørgsmålet om hvorvidt HDP skal gøre op med PKK analyseret. Muligheder og begrænsninger bliver herefter diskuteret, hvor fremtiden for de pro-kurdiske organisationer også vil blive vendt. Efter kommer konklusion, hvor alle tråde læseren har læst igennem opgaven, vil blive vævet sammen til én klar besvarelse på projektrapporten problemformulering. Efter den besvarede problemformulering, kommer perspektiveringen, hvor projektets perspektiv bredes ud over den tyrkiske landegrænse. Her vil læser få vist hvordan projektrapportens problemfelt kan " 13 AF 51

14 drage paralleller til lignede problematikker: kurderne i Syrien, Irak, Irak, konflikten mellem Israel og Palæstina, venstrefløjsbevægelsen i Spanien, Grækenland og Italien. " 14 AF 51

15 GRUPPE 14: 7. Teori Vi bruger teorier om etnisk- og politisk nationalisme til at forklare hvori konflikten mellem den tyrkiske stat og den kurdiske minoritet bunder, og hvordan HDP er et udtryk for en ændring i den kurdiske kamp for selvstændighed. Vi vil endvidere bruge et teoretisk afsæt fra rapporten om forholdet mellem kurdisk nationalisme og tyrkisk identitet: Kurdish nationalism and identity in Turkey a conceptual reinterpretation. Den vil vi bruge til at redegøre for, hvordan den tyrkiske stat har håndteret den kurdiske minoritet, og hvilke følger det har haft. På denne måde vil vi se nærmere på den kurdiske kamp, og de forskellige måder som nationalisme gennem tiden har udviklet sig på, ved hjælp af en historisk gennemgang og brug af teori. Derfor er det vigtigt at forstå nationalismens grundlæggende ideologisk betydning, både i politisk og etnisk form. 7.1 Politisk nationalisme og etnisk nationalisme Nationalismens oprindelige grundlag bygger på en forståelse af nationen som det altoverskyggende fællesskab, og ideen om at hver stat tilhører sin egen nation. (Heywood, 2013: 110). Nationalisme er en ideologi om hvordan nationen er den optimale måde for et folk at gruppere sig på. Et fællesskab, hvis fysisk territorium defineres udelukkende for nationens befolkningen (Den Store Danske, 2013). Nationalisme bygger på, at hver nation har sin egen stat, og at de regerende i statsmagten har samme kulturelle og politiske identitet som de regerede; der hersker en idé om at vedligeholde nationens historie og arv, og at denne opretholdelse promoverer politisk national identitet og dannelsen af nationalstaten (Store Danske, 2013). Nationer kan have forskellige former for nationalfølelse, og hvis denne nationalfølelse bliver radikal, kan den omtales som nationalisme. Der har gennem tiden været flere fortolkninger af nationalismens form. Man kan blandt andet betragte moderne nationer ud fra både den tyske og den franske nationsopfattelse. Den tyske model kan spores helt tilbage til sent i det 18. århundredes Tyskland. Her er det relevant at se nærmere på de to filosoffer, Johann Gottfried von Herder og Johann Gottlieb Fichte. Herder mente at individets livsstil, karakter og kreative personlighedstræk blev skabt af miljø, bopæl og klima. Herder havde " 15 AF 51

16 analyseret sig frem til, at især sprog var en bærende del af de medfødte traditioner og opførsel, og hermed havde alle nationer en såkaldt Volksgeist, som var indbegrebet af den givne nations kreativitet, myter og sange. (Heywood, 2013:110) Den bærende tanke bag den tyske nation var afstamning, og derfor er fælles kulturel baggrund og sprog vigtige elementer i den forstand, hvor individets etnicitet er det betydningsfulde. (Heywood, 2013: 115) I modsætning til den tyske nationsopfattelse, er den franske model ikke lige så fokuseret på historien som en fælles baggrund, men har derimod fokus på borgerlig loyalitet og politisk troskab som det bærende princip, altså er den politisk overbevisning i fokus (Heywood, 2013: 112). Den franske opfattelse af nationsbegrebet stammer fra den franske filosof, Jean- Jacques Rousseau. Rousseau bliver ofte betegnet som skaberen af moderne nationalisme, da hans syn på individuel vilje skabte springbrættet til den franske revolution.. Rousseau mente at det franske folk var samfundsborgere, med rettigheder og frihed, og på denne måde frigjorde han folket fra at være slaver af monarkiet. På denne måde skabte borgerne den franske nation, og havde dermed retten til selvbestemmelse. Dermed blev nationen politisk og frigjorde sig fra det etniske princip (Heywood, 2013: 112). Nationalisme i international forskning kan inddeles på engelsk i ethnic nationalism og civic nationalism. Civic og ethnic nationalism oversættes til hhv. politisk nationalisme eller fransk nationalisme og etnisk nationalisme eller tysk nationalisme. (Heywood, 2013: 111) Etnisk nationalisme er en nationalfølelse som er betinget af fælles kultur, sprog, religion og oftest race blandt et folk. Det er altså ikke muligt at blive en del af folket i den givne nation, men man fødes som regel ind for at blive en del af folket. Denne form for nationalisme findes særligt hos kolonialiserede og oprindelige folk, og har gennem historien haft sin opståen som konsekvens af staters assimilationspolitik. (Den store danske, 2009) I modsætning til den etnisk betingede nationalisme står den politiske. Denne tager udgangspunkt i en politisk fællesidentitet som kan ses i nationens konstitution, og det er muligt at tilslutte sig den som udefrakommende. I denne nationsopfattelse, er nationer bundet sammen af fælles statsborgerskab, og dette rangerer højere end etniske forskelle som eks. race, sprog og religion (Heywood 2007:114) Disse to modeller for nationalisme er idealtyper, og kan derfor ikke overføres direkte til virkeligheden. På trods af det, beskriver de hvordan nationalismen opererer, og med " 16 AF 51

17 forståelsen for hvordan idealtyperne bruges, udnyttes de til at beskrive kurdisk og tyrkisk nationalisme. Den tyske og den franske nationalismeteori forudsætter at subjektet er en homogen gruppe. Typologien om nationalisme, med et ideologisk perspektiv, sætter den ramme om den tyrkisk-kurdisk problemstilling. Der er også interne splittelser i det kurdiske folk, som kan problematisere den mere direkte opdeling ud fra hvad en gruppering politisk og etnisk nationalisme skaber. Derfor er det vigtigt at se på andre former for teori, som for eksempel en teori om grænsedragningens effekt på et samfund. 7.2 Ethnic Groups and Boundaries Barth argumenterer for, at etniske grupper primært kategoriseres ud fra de begreber og værdier, som de etniske grupper tillægger sig selv. Med andre ord kan man sige, at en etnisk gruppe betegnes ud fra hvordan gruppen identificerer sig selv. Gennem en fastlæggelse af disse tilknyttede værdier, er det derefter muligt at tilføje andre karakteristika som kan beskrive gruppen (Barth, 1998: 10). Endvidere er Barths tilgang til etnicitet og grænsedragning et brud med hvordan antropologien tidligere har opereret: Barth argumenterer for, at antropologien haft tendens til at fokusere for meget på udefrakommende klassifikation af en given etnisk gruppe, og at den i stedet bør fokusere på de processer, der ses når grænsedragning skabes og opretholdes. Det er særligt interessant at undersøge grænserne mellem flere etniske grupper, frem for at begrænse sig til at udelukkende at se på de etniske gruppers interne forhold foruden at kommentere sammenhængen mellem dem (Barth, 1998: 10). Etnicitet og grænsedragning forklarer hvordan etniske grupper skaber grænser for sig selv og hinanden, og dermed opstår der et modsætningsforhold mellem os og dem. Modsætningsforholdet er det perspektiv en given etniske gruppe har, når gruppen tillægger en forskel på hvilke værdier tilknytter sig den gruppe som de tilhører, og hvilke værdier tilknytter sig de andre ; altså en referenceramme hvordan etniske grupper defineres og beskrives, hvordan disse grupper skaber grænser mellem os og dem, og hvordan konflikter kan finde sted når grænserne overskrides. Os og dem kan sættes op i et minoritets- og majoritetsforhold, hvor staten udøver som en majoritet udøver makro-politisk håndtering af den etniske minoritet. " 17 AF 51

18 GRUPPE 14: 7.3 Makro-politisk håndtering af etniske konflikter Den tyrkiske stat har gennem tiden gjort brug af forskellige strategier for at håndtere etniske forskelligheder inden for landets territoriale grænser. McGarry & O'Leary har i deres teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter opstillet 8 taksonomiske punkter, der beskriver hvordan en stater kan håndtere etniske konflikter. Vi har gjort brug af de første fire taksonomier, der hierarkisk beskriver metoder staten kan bruge for at eliminere etniske forskelligheder, a) folkemord, b) tvungne massedeportationer, c) løsrivelse og selvbestemmelse og d) assimilation og integration (McGarry 1993:4). Genocide Betegnelsen folkemord er oversat fra det engelske genocide, som kommer fra det græske gen, som betyder race eller klan og det latinske cide, som betyder drab (Nersessian 2005). Begrebet er genstand for uenighed, da definitionen både rummer en politisk, social, kulturel, økonomisk, fysisk og religiøs dimension. McGarry & O'Leary argumenterer for, at folkemord både forekommer direkte ved massedrab på en etnisk gruppe, eller indirekte ved bevidst at afskære gruppen fra at kunne reproducere sig biologisk og socialt. Teorien siger, at forestillingen om at folkemord er en utænkelig metode i den moderne verden, er ønsketænkning (McGarry 1993:7), selvom folkemord er forbudt ved lov jf. folkeretten (Den store danske, 2009) Folkemord er altid en ensidig løsning på en etnisk konflikt, strategiens mål er helt at udvisker en etnisk gruppe (McGarry 1993:7). Folkemord har ofte fejlet i forsøget på at få indfriet de påtænkte mål, og har historisk set skabt frygt og had blandt efterkommerne af ofrene. Der en tendens til at der efter et folkemord kommer en eksplosion i fødselstallene, og at den nye generation for hadet og frygten ind med modermælken (McGarry 1993:8). Det er ikke moralsk forsvarligt, at gøre brug af folkemord til at eliminere en etnisk konflikt, strategien er det værste overgreb af de 4 taksonomier Forced mass population transfers Tvungne massedeportationer forekommer når et etnisk fællesskab fysisk overflyttes fra deres hjemegn, for at bliver de tvunget at bo andetsteds (McGarry 1993: 9). Tvungne flytninger skal ikke forveksles med de flytninger, som er aftalte befolkningsudvekslinger mellem stater " 18 AF 51

19 som f.eks mellem Indien og Pakistan. De skal altså adskilles fra de tvungne massedeportationer, hvor ofrene bliver flyttet ved tvang af én aktør, oftest staten. (McGarry 1993:9) Ifølge McGarry & O'Leary er der ingen fordele ved tvungne flytninger. Skrøbelige dele af befolkninger risikerer at blive ofre for folkemord, hungersnød eller begge dele. Tvungne massedeportationer strider imod FN s menneskerettigheder, og egalitær politik filosofi. (McGarry 1993:10) Secession and self-determination Gode hegn giver gode naboer Løsrivelse eller selvbestemmelse står i kontrast til tvungne massedeportationer og folkemord, strategien kan være en måde at respektere minoriteters rettigheder og til at opretholde fred mellem rivaliserende grupper. (McGarry 1993:11) For at kunne tale om at folk kan løsrive sig, må der være klare svar på en række spørgsmål. Først og fremmest skal folket som opnår selvbestemmelse defineres, dernæst gælder det bestemmelsen af hvilket geografisk område, de skal have selvbestemmelse over. Mange bevægelser har opgivet håbet om selvstændige stater, og arbejder derfor for semi-selvbestemmelse, eller regionalt selvstyre. (McGarry 1993:11) Håb om selvstyre findes både hos samfundsgrupper, der er økonomisk overlegne den stat de er under, eksempelvis Catalanerne i Spanien, og hos grupper der er økonomisk underlegne. Kurderne falder ind under den sidste kategori. (McGarry 93:15) Her vil vi supplere med justcause -teorier, der operere med en retfærdig sag. Disse argumenterer for, at alle grupper, som udsættes for bestemte former for uretfærdigheder, har retten til at løsrive sig. (Moore 2000: 227) Assimilation and integration Assimilation og integration er de to strategier som kan bruges til at eliminere forskelligheder, ved at assimilere eller integreres en etnisk gruppe ind i en ny dominerende identitet. Assimilation kan finde sted på to forskellige måder, ved den første måde bliver den assimilerede gruppe flettet ind i en ny identitet, som man eks. så i Sovjet. På den anden måde, sker assimilationen ved at den assimilerede gruppe, sammenflettes med en allerede eksisterende identitet. (McGarry 1993:17) Forskellen på mellem de to former, assimilation og " 19 AF 51

20 integration, er imidlertid at man gennem integration prøver at skabe sociale fællesskaber i hvilke både minoriteter og majoritet kan indgå, mens assimilation finder sted når minoriteten er nødt til at opgive sit sprog, sin fælles identitet, kultur osv. for at kunne tilpasse sig majoritetens kulturelle fællesskab (Heywood 2013:166). Det ultimative bevis på en vellykket assimilation er ægteskaber på tværs af etnicitet, som til en udviskningen grænsedragningerne mellem de etniske grupper, for til sidst helt at fjerne dem (McGarry 1993:17). Både fortalere for integration og assimilation er som regel imod etniske partier, eksempelvis kurdiske partier, og har desuden som målsætning at undgå politiske forskelle mellem etniske minoriteter og majoriteter (McGarry 1993:17). Teorierne bruger vil vi som værktøjer til at belyse konflikten mellem kurder og tyrkere i Tyrkiet, og til til at besvare hvorfor kurderne ønsker selvstændighed. Det altafgørende for at kunne bruge teorien i analysen er, at kende historien bag kurderne i Tyrkiet. af " 20 AF 51

21 GRUPPE 14: 8. Historisk kontekst Kurdernes historie er mange tusinde år gammel. Den har gennem tiden været en del af de politiske kampe og regionale konflikter der har udspillet sig i Mellemøsten. Kurderne har på trods af dette aldrig eksisteret som en politisk enhed, eller haft et territorialt afgrænset område (Sigurdsson 1997:12). Gennem historien har kurderne været underlagt forskellige regimer: Sassanian imperium, Safavid imperiet, Det Osmanniske rige og senest den sekulære Tyrkiske stat (Çelik 2011:244). Kurderne bliver stadig i dag betragtet som den største nation uden en stat (Özoğlu 1997). For at forstå den kontekst som den kurdiske selvstændighedskamp skriver sig ind i, må man starte med Det Osmanniske rige. Det Osmanniske Rige var et imperium som eksisterede fra 1300-tallet til omkring 1. verdenskrig, hvor det blev splittet i flere stater herunder. Tyrkiet fungerede som centrum, og fra år 1459 var Istanbul, som på det tidspunkt hed Konstantinopel, hovedstad. Imperiet dækkede flere forskellige landområder og det blev regeret af sultanen, som fungerede som en form for hærfører. Navnet, Det Osmanniske Rige, blev skabt af en af imperiets mest succesfulde hærfører, Osman (Den store danske 2015). Imperiets ekspansion menes af mange at slutte, da osmannerne i 1683 mislykkedes i forsøget på at overtage Wien. I årene derefter gik det ned af bakke for osmannerne, som led store tab i krigene mod Rusland, og fejlede i forsøgene på at reformere systemet på den militære og politiske front. (Turbulens - forum for samtidsrefleksion, 2006) Det område som engang var det centrale Osmanniske rige, var hovedsaligt beboet af muslimer, med et mindretal som tilhørte andre trosretninger, blandt andet de kristne armenere. Ud af Tyrkiets 70 millioner indbyggere er 98 % muslimer, og rummer også etniske minoriteter som. kurderne, hvilke udgør omkring 20 millioner af Tyrkiets befolkning 2. (Lund 2005) Drømmene om Kurdistan som nationalstat kan dateres tilbage til det 17. Århundrede (Sigurdsson 1997:12). Da det osmanniske rige eksisterede, var den tyrkiske nation et multietnisk samfund, men den tyrkiske identitet og det religiøse aspekt var stadig den dominerende kerne. Da det osmanniske rige faldt, blev det tyrkiske samfund blev mindre tolerant over for minoriteter og andre ideologiske overbevisninger. (Özcan, 2006:60) Dette 2 Der er en statistisk uklarhed i forhold optællingen af kurdere, da det er svært at definere hvor mange af Tyrkiets indbyggere der er kurdere. " 21 AF 51

22 GRUPPE 14: kan ses på det nuværende tyrkiske samfund, da det er et klart defineret mindretal som sætter deres kryds hos pro-minoritetspartiet, HDP. I 1920 blev kurderne lovet selvbestemmelse ved en aftale i den franske by, Sevres 3, aftalen fandt sted kort tid efter afslutningen på 1. verdenskrig. Frankrig, Italien og Storbritannien forpligtede sig til at medvirke til overholdelse af aftalen, der omfattede et kurdisk område i området mellem Tyrkiet, Syrien og Irak. Aftalen blev allerede 3 år senere annulleret i den schweiziske by, Lausanne, og aftalen kunne ikke gennemføres (Sigurdsson 1997:12). Efter 1. verdenskrig voksede den tyrkiske nationalisme drastisk. Det medførte at der ikke længere var det samme etniske mangfoldighed og multikultur, som da det osmanniske rige eksisterede. Kemal Atatürk, hvis efternavn betyder tyrkernes fader, brød endegyldigt med kalifatet og dermed det osmanniske rige i Han forsøgte at gennemføre en fuldkommen sekularisering af landet, og afskaffede Islam som statsreligion i 1928, hvor også det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske (Den store danske 2015). Kemalismen har præget den tyrkiske stats ønske om, at udviske forskelle mellem etniske grupper. Målet er at skabe ét homogent folk, med én tyrkisk national identitet (Findalen 2012:128) De første kurdiske nationalistbevægelser opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig, både med inspiration fra amerikansk liberalisme og bolsjevikkernes revolution - to modsatrettede inspirationskilder. Fra revolutionen i Rusland kom den marxistisk-leninistiske arbejderfokuserede organisering, og fra den blomstrende liberalisme i USA, kom målene om borgerlige frihedsrettigheder som eks. selvbestemmelse (Sigurdsson 1997:15). Nationalistbeægelserne blev i perioden fra 20 erne til 30 erne slået hårdt ned på fra statens siden. Mange kurdere blev i perioden mellem 20 erne og 30 erne tvangsflyttede til andre områder af tyrkiet. En del af den tvangsflyttede andel inkluderer andre minoriteter, her i blandt armeniere og assyrere (Sigurdsson 1997:15). I 1978 blev den marxistisk-leninistiske guerillabevægelse Kurdistans Arbejderparti (PKK) oprettet. Bevægelsens hovedformål ved oprettelsen var, at få etableret et selvstændigt Kurdistan (Çelik 2011:250). PKK ønskede at den kurdiske del af Tyrkiet skulle løsrives fra det øvrige Tyrkiet, og at de resterende kurdiske områder i Syrien, Irak og Iran skulle samles under 3 Forstad til Paris, Frankrig. " 22 AF 51

23 PKK s ledelse. Ønsket om løsrivelse er kerneårsagen til de adskillige kampe, der har været mellem PKK og den tyrkiske regering. (Turbulens - forum for samtidsrefleksion: 2006) I løbet af 60 erne og 80 erne var Tyrkiet præget af stor politisk ustabilitet, hvilket medførte militærkup i 1960, 1971 og Kuppet i 1980 blev symbol for en lavere tolerance overfor minoriteter og den politiske opposition, end der tidligere havde været. Dette medførte dog en endnu stærkere kurdisk identitetsfølelse, og idéerne om selvstændighed blomstrede for alvor (Findalen 2012:129). Op igennem 90 erne spidsede konflikterne mellem den tyrkiske stat, og PKK for alvor til. I det Sydøstlige Tyrkiet, hvor hovedparten af den kurdiske minoritet var bosat, situationen udviklede sig på daværende tidspunkt til en borgerkrigslignende tilstand. Grundet den voldsomme undertrykkelse og de usikre levevilkår var millioner af kurdere var nødsaget til, at flygte til det vestlige Tyrkiet eller helt ud af landet (Sigurdsson 1997:15) Adskillige NGO er, bl.a. Human Rights Watch og Amnesty International rapporterede om omfattende brud på menneskerettighederne. Den kurdiske stat blev på daværende tidspunkt styret benhårdt af militæret, jf. militærkuppet i Militæret besad den øverste myndighed i kraft af deres position i Sikkerhedsrådet (Slavensky 1997:79). I 1999 lykkedes det den tyrkiske regering fange PKK s leder, Abdullah Öcalan. Han blev i første omgang dømt til døden, men da Tyrkiet afskaffede dødsstraf i 2002, blev han i stedet fængslet på livstid. Fængslingen påvirkede PKK til at ændre strategi, i forhold til deres mål om at etablere Kurdistan som selvstændig stat. Organisationen kæmpede ikke længere for selvstændighed, men regionalt selvstyre i den kurdiske del af Tyrkiet. (Çelik 2011: 258) Brudene på menneskerettighederne omfattede censurering af det kurdiske sprog og kultur, forfølgelse af personer der talte den kurdiske sag, forbydelse af kurdisk partier, oprettelsen af særdomstole som tvang ledende kurdiske personer til at forlade landet, forbydelse af kurdiske skoler, lukning af kurdiske medier og en omfattende propaganda rettet mod det kurdiske folk (Slavensky 1997:79) I starten af årtiet blev adskillige folkevalgte prokurdiske politikere udsat for forfølgelse, drab, fængsling og tortur. Staten forbød i denne periode brugen af legale parlamentariske pro-kurdiske partier, som mæglere til en varig løsning på fred og stabilitet i regionen (Sigurdsson 1997:16). Flere kurdiske regioner var fra 1987 og frem til 2002 erklæret i undtagelsestilstand, under det såkaldte Olağanüstü Hal regime, hvilket medførte udvidede beføjelser til det " 23 AF 51

24 tyrkiske militær og politi. Domstolene var i denne periode underlagt en lovpakke, der i store træk ulovliggjorde alle kulturelle aktiviteter, som stred mod statens kemalistiske ideologi. Et eksempel på en sådan lov er loven om politiske partier der forbød alle politiske partier at være talerør for minoritetsgrupper, og forbød partierne at gøre brug af alle andre sprog end det tyrkiske. Et andet eksempel kan være loven om undervisning af fremmedsprog den bestemte at al undervisning i et fremmedsprog skulle besluttes af regeringen efter forslag fra Sikkerhedsrådet (Slavensky 1997:83). I dag kan man stadig se spor af lovene i forfatningen, det er stadig ulovligt for partier at ytre sig på kurdisk i parlamentet, og intet andet sprog end det tyrkiske skal læres som modersmål i undervisningsinstitutionerne (Constitution of the republic of Turkey, 1995). Det nuværende regeringsparti, Retfærdigheds og Udviklingspartiet (AKP), blev første gang valgt i 2002, og har siden da siddet på magten. Partiet har igennem sin regeringsperiode markeret sig som fredsparti, og har forbedret forholdene for kurderne. De ændringer som ses tydeligst er ift. PKK og det kurdiske sprog. Fredsforhandlingerne mellem AKP og PKK blev indledt i 2004 samme år som den første kurdisk-sprogede TVstation havde premiere. I 2009 sendte den officielle statslige tyrkiske radiostation for første gang et kurdisksprogede program. (Sheyholislami, 2011:84) AKP er et konservativt muslimsk parti, under nuværende ledelse af Premierminister Davutoğlu og med Recep Tayyip Erdogan på præsidentposten. Dog har AKP endnu ikke haft planer om at skabe et islamisk styre i Tyrkiet. AKP har med deres socialkonservative holdninger, mislykkedes med en fredsaftale med oprørsgruppen PKK, og derfor fik AKP med Erdogan i spidsen, ikke det valg de havde regnet med, da HDP slap over spærregrænsen og sikrede sig en plads i parlamentet. Siden AKP fik 316 af de 550 sæder i det tyrkiske parlament, har AKP siddet på magten i regeringen. (BBC, 2015) Den kurdiske minoritet i Tyrkiet er blevet frarøvet deres frihed og rettigheder af den tyrkiske stat flere gange. For at forstå den makro-politiske måde at håndtere minoriteter, må en analyse finde sted. " 24 AF 51

25 GRUPPE 14: 9. Analyse: Selvstændighedskamp i parlamentet I vores analyse vil vi først bruge teorien om makro-politisk håndtering af etniske konflikter, hvordan den tyrkiske nation har håndteret og i dag håndterer den kurdiske minoritet. Dernæst kommer vi ind på hvordan etniske konflikter kan forklares ud fra etniske og politisk nationalisme. Endvidere benyttes Fredrik Barths teori om grænsedragning og etnicitet, for at eksemplificere hvilke problematikker der opstår når grænsedragning brydes i det tyrkiske samfund. Ydermere analyserer vi PKK s incitament til at føre væbnet kamp, med en tilkobling til hvordan den kurdiske kamp har skiftet karakter og aktør til HDP. Derudover vil diskutere et muligt opgør for HDP med PKK, med en gennemgang af HDP s muligheder og begrænsninger i parlamentet. Analysen gør løbende bruge af vores indsamlede kilder og interviews. 9.1 Tyrkiets makropolitiske håndtering af den etniske konflikt Der er, diskussion om hvorvidt Tyrkiet har gjort brug af det første taksonomiske niveau; folkemord, ved begivenhederne der omtales som, det armenske folkemord. De foregik ca. i årene mellem 1915 og 1917, og referere til tvungen massedeportation af den armenske minoritet i Det Osmanniske Rige, hvilket medførte et stor antal omkomne, dog er det ukendt hvor mange der egentlig er tale om (folkedrab.dk, 2015). Et led i forsoning mellem rivaliserende grupper har gennem historien været erkendelse af de forbrydelser som grupperne har begået mod hinanden - en anerkendelse af at en forbrydelse fandt sted, og at den ikke må gentage sig. (McGhie 2013). Tyrkiet anerkender ikke begivenhederne som et folkemord, og det er en forhindring i arbejdet for minoritetsrettigheder. HDP arbejder derfor i høj grad på anerkendelsen af folkemordet (Deniz Benli, København, bilag 3, interview 4/ ). En anerkendelse af folkemordet kan være første skridt i en konstitutionel anerkendelse af minoriteter som eks. kurderne i Tyrkiet. Det er altså omdiskuteret hvorvidt Tyrkiet har brugt folkemord til at håndtere konflikten med den armenske minoritet. Den tyrkiske stat har gjort brug af af det andet taksonomiske niveau i McGarrys og O'Learys teori, tvungne massedeportationer. " 25 AF 51

26 I 1927 blev Loven om deporteringer af bestemte personer fra de østlige regioner til de vestlige provinser vedtaget. Tallet er ukendt, men det anslås, at omkring kurdere blev tvangsdeporteret (Çelik 2011: 245). Massedeportationer har intet moralsk forsvar, da det efterlader befolkningen i en sårbar situation og ofte fører til overgreb af endnu værre karakter (McGarry 1993:10). Masse tvangsdeportationer er derfor, ifølge teorien, den største krænkelse den tyrkiske stat har begået mod det kurdiske folk. Den primære strategi Tyrkiet gennem historien har brugt mod kurderne er assimilation. Ifølge teorien kan assimilation ske på to forskellige måder (jf. teoriafsnit om integration og assimilation McGarry & O'Leary). I Tyrkiet er kurderne blevet assimileret ind i en allerede eksisterende kultur, den tyrkise. Ismet Inönü, Atatürks efterfølger udtalte i 1925 Vi er nationalister. Og nationalisme er det eneste samhørlighedselement. I lyset af den tyrkiske majoritet, har andre elementer ingen indflydelse. Vi må tyrkifisere landets befolkning for enhver pris, vi vil udslette dem der modsætter sig det tyrkiske folk. (Barkey, 1998:10). Inönü sagde at alle minoriteter i Tyrkiet, skulle assimileres ind i den tyrkiske kultur. McGarry og O'Leary's teori om makropolitisk håndtering af etniske konflikter argumentere for, at det ultimative succeskriterie for assimilation er, når ægteskaber i stort omfang, finder sted på tværs af etniciteter. Dette slører og fjerner til sidst grænsedragninger mellem de etniske grupper. (McGarry 1993:17) I en omfattende rapport om interetniske forhold mellem tyrkere og kurdere i Tyrkiet, undersøges hvordan de to befolkningsgrupper gifter sig på tværs af etnicitet (Gündüz-Hoşgör: 2002). Den konkluderer at kurdere og tyrkere indgår i ægteskab på tværs af etnicitet, men at det sker i lavt omfang: 2,4% procent af de adspurgte i undersøgelsen 4, tilsvarende til 1 ud af 40 tyrkiske ægteskaber, var indgået på tværs af etnicitet, hvilket indikerer høj grad af etnisk homogenitet (Gündüz-Hoşgör, 2002: ). Altså kan vi sige, med udgangspunkt i at ægteskab på tværs af etnicitet er det ultimative succeskriterie for assimilation, at den tyrkiske håndtering af kurdere ved brug af assimilation i høj grad er mislykket. Assimilationsstrategien falder godt i tråd med den kemalistiske tankegang. Da Kemal Atatürk grundlagde den sekulære stat Tyrkiet, var ønsket om en enhedsstat afgørende. Det at man som bosat i Tyrkiet ikke kan være andet end tyrkerne, kommer eks. til udtryk når kurdere omtales som bjerg-tyrkere (Sagnic 2010:128). 4 Der er blevet adspurgt personer i perioden " 26 AF 51

27 Tyrkiets kurdiske minoritet ønsker, som modstykke til Tyrkiets assimilations politik, selvbestemmelse. Folkets Demokratiske Parti (HDP) og PKK ønsker begge regionalt selvstyre for den kurdiske minoritet. Tidligere har PKK krævet, at kurderne skulle løsrive sig, og skabe deres egen stat, Kurdistan. Det kurdiske folk er er ikke en homogen befolkningsgruppe, de deler alligevel en fælles kulturel identitet, med et fælles sprog, og en fælles historie (Çelik, 2011). Det kurdiske mindretal er ikke en anerkendt minoritet i Tyrkiet, hvorfor mange af kurderne i dag identificere sig som værende tyrkere (jf. det makro-politisk håndtering af etniske konflikter). Det kurdiske folk er ikke optalt, men det antages at over halvdelen af verdens kurdere bor i Tyrkiet. (Nordentoft, Ane. 2013). En afgørende faktor for at kunne få selvbestemmelse er et klart defineret territorialt område. I bilag 1 illustreres hvordan spredningen af kurdiske bosættelser er fordelt. Andelen af kurder er angive i forskellige farver, hvor rød indikerer en kurdisk andel på over 75%, blå en andel på mellem 75 og 30%, gul en andel på mindre end 30% og orange viser de vestlige områder, hvor kurderne har migreret til. Det udgår af kortet, at kurdere er hovedsageligt bosat i den sydøstlige del af Tyrkiet. Der tegner sig et oplagt kurdisk område fra Şanliurfa til Hakkari, til Igdir, til Tunceli 5, hvor hvert område har en kurdisk procentdel på over 75. Der er i områderne Adiyaman, Kars, Erzincan, for blot at nævne nogle, en relativ høj bestanddel af kurdere (30-75%). Derudover viser kortet hvordan kurdere har migreret, uden angivet procentsats, til de tre største byer i Tyrkiet; Ankara, Istanbul og Izmir. Kortet viser altså, at den kurdiske minoritet er spredt udover hele landet, men at den Sydøstlige del af Tyrkiet med den højeste procentsats bosatte kurdere, er det oplagte sted at trække den territorialgrænse, for at kunne opnå kurdisk selvstyre. Ifølge McGarry & O'Leary er det et kriterium med en klar definition, der udgør hvem majoriteten, i området der ønsker løsrivelse er, for at forhindre en ny utilfreds minoritet (McGarry 1993:13). I de røde områder vil kurderne med deres 75% tilstedeværelse udgøre majoriteten af befolkningsgruppen, og chancen for en stor minoritet, er derfor mindst i disse områder. Den tyrkiske stat har indtil videre afvist kravet om lokalt selvstyre for den kurdiske befolkningen. FN pagten som størstedelen af Verdens stater har tilsluttet sig - heriblandt Tyrkiet siger [FN s formål er] at ramme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for 5 Şanliurfa, Hakkari, Igdir og Tunceli er regioner i Tyrkiet. " 27 AF 51