HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp

Transkript

1 GRUPPE 14: HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt Underspørgsmål Med udgangspunkt i teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter: Hvordan har den tyrkiske stat håndteret det kurdiske mindretal og deres krav om selvbestemmelse? 4 2. Motivation 6 3. Hustema: Ulighed 7 4. Metode Tværfaglighed Kvalitativ metode Deduktion Kvantitativ metode Aktualitet Begrebsafklaring Læsevejledning Teori Politisk nationalisme og etnisk nationalisme Ethnic Groups and Boundaries Makro-politisk håndtering af etniske konflikter Historisk kontekst Analyse: Selvstændighedskamp i parlamentet Tyrkiets makropolitiske håndtering af den etniske konflikt 25 " 1 AF 51

2 9.2 Politisk og etnisk nationalisme i Tyrkiet: oprindelse og forklaring Minoriteter og majoriteter Væbnet kamp mod undertrykkelse HDP vandrer fra gaden ind i Parlamentet Opgøret med PKK Diskussion: Muligheder og begrænsninger i Parlamentet Diskussion: Må HDP gøre op med PKK? Konklusion Perspektivering Litteraturliste 47 " 2 AF 51

3 1. Problemfelt Tyrkiet er et land der befinder sig i krig. I krig med Islamisk Stat og med Kurdistans Arbejderparti (PKK). Landet har Verdens opmærksomhed, fordi det er en af de vigtige dele af anti-is militær-koalitionen i krigen i Syrien og Irak. Desuden er det den tyrkiske kyst, som mange syriske flygtninge rammer, på flugten mod Europa. Verden så til da der i sommeren 2015 blev afholdt parlamentsvalg i Tyrkiet, og da der i november blev afholdt nyvalg - ikke mindst fordi Tyrkiet kan have afgørende betydning for den længe tilstræbte stabilitet i mellemøsten. Dette gør Tyrkiet til et alsidigt og spændende land at arbejde med. Siden sin etablering har PKK gennem væbnede kampe været en dominerende forkæmper for det kurdiske folk. I 2013 var der omfattende protester i Istanbul da regeringen ville lukke Gezi-parken. Siden da har der været en ny bevægelse blandt den kurdiske og tyrkiske befolkning. Disse bevægelser viste, at der var plads til et nyt parti i Tyrkiet. Med inspiration fra både det græske venstrefløjsparti Syriza, det spanske Podemos og separatistiske bevægelser i resten af Mellemøsten, lykkedes det ved valget i Tyrkiet det 6. juni for det pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, at sprænge Europas højeste spærregrænse. Gennem HDP har de tyrkiske kurdere på ny gjort sig bemærket, men også på grund af kurdernes afgørende rolle i krigen mod IS i resten af regionen, er den kurdiske kamp kommet på verdensdagsordenen. Dertil kommer det, at der er sket et fokusskifte inden for de sidste ti år. Et skifte der betyder, at kampen for retten til selvbestemmelse i højere grad handler om regionalt selvstyre end løsrivelse. PKK har siden bevægelsens opståen søgt kurdisk løsrivelse, gennem midlet væbnet konflikt. Flere faktorer som krigstræthed og kampens ineffektivitet har bevirket, at kravet om løsrivelse er blevet nedtonet til et krav om regionalt selvstyre og anerkendelse af kurdiske minoritetsrettigheder. Dermed ikke sagt, at debatten om er ny kurdisk nation er forstummet. I midten af konflikter og krige befinder det nye pro-kurdiske parti sig, som en modreaktion på undertrykkelse, en faktor der kan legitimere selvstændighedskampen og en ny aktør på den tyrkiske politiske scene. Dermed bliver problemformuleringen for dette projekt: " 3 AF 51

4 GRUPPE 14: Hvilken rolle spiller Folkets demokratiske parti (HDP) i den kurdiske kamp for selvstændighed? Vores undren henleder os til teoretiske refleksioner ud fra flere indfaldsvinkler: Sociologisk og politologisk ønsker vi at klarlægge den kurdiske nationalismes opståen og funktion siden det Osmanniske Riges fald. I forlængelse af det, er det interessant at undersøge, hvorvidt der findes et skeln mellem kurdisk nationalisme og tyrkiske nationalisme. Vi vil ligeledes undersøge, hvordan den tyrkiske stat har håndteret det kurdiske mindretal ud fra McGarry og O'Learys teori om makro-politisk håndtering etniske konflikter Vi benytter Fredrik Barths teori, hvorigennem vi anskuer grænsedragningen mellem den tyrkiske majoritet og den kurdiske minoritet. For at forstå HDP s rolle i den kurdiske selvstændighedskamp, er det først og fremmest nødvendigt at forstå selve kampen. Selvstændighedskampen i Tyrkiet er især betinget af to faktorer: Navnligt grænsedragningen mellem den tyrkiske og den kurdiske nationalisme, og hvordan den tyrkiske stat makro-politisk håndterer den etniske konflikt omkring det kurdiske mindretal. Den kurdiske guerillabevægelse PKK har historisk set stået for kampen om retten til selvbestemmelse. Det er ligeledes vigtigt at forstå for at danne sig en fornemmelse for den sammenhæng, som HDP skriver sig ind i. HDP opstod som en ny reaktion fra den kurdiske minoritet, men håndterer ikke det kurdiske spørgsmål på samme måde som PKK gør. I en analyse af partiets opståen og succes, mål og midler, fremlægges deres svagheder og styrker som parti og aktør i arbejdet for minoritetsrettigheder. Dermed vil vi besvare problemformuleringen gennem et arbejde med følgende underspørgsmål. 1.1 Underspørgsmål Med udgangspunkt i teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter: Hvordan har den tyrkiske stat håndteret det kurdiske mindretal og deres krav om selvbestemmelse? Med udgangspunkt i teorier om nationalisme: Hvordan kan hhv. kurdisk og tyrkisk nationalisme forstås? Hvordan er HDP udtryk for en ny modreaktion på den tyrkiske stats undertrykkelse af minoriteter? " 4 AF 51

5 Hvorfor lykkedes det HDP at sprænge den høje spærregrænse? Hvordan har kampen ændret karakter - fra PKK til HDP? " 5 AF 51

6 2. Motivation Vores politologiske grundkursus vakte vores interesse ift. politisk filosofi om stater. Hvorfor nogle folk har stater, hvorfor andre ikke har, hvad der berettiger et folk til en stat, hvad nationalfølelse er og hvor den kommer fra. Disse spørgsmål er bare nogle af de ting vi er blevet præsenteret for i vores kursusforløb. Fra tidligere arbejde har vi fået kendskab til andre konfliktsituationer som f.eks. i Palæstina og Somaliland, men vi har ikke fået en nær så bred forståelse for den kurdisk-tyrkiske konflikt. Det på trods af den store bevågenhed, der netop i løbet af de seneste år er kommet på kurderne som folk og international politisk aktør, navnligt i krigen mod ISIS. Kurderne er det største folk, som på trods af berettigelse er uden en stat. Bl.a. derfor er de et enormt spændende folk at beskæftige sig med og observere; Gennem forståelse for kurdernes kamp, kan man opnå en større forståelse for hele den mellemøstlige konflikt, og det grundlag der formentlig ligger bag flere af denne slags kampe om løsrivelse. Da der netop har været valg i Tyrkiet, besluttede vi at placere vores projekt inden for landets rammer, og særligt det nye parti i parlamentet vækkede vores interesse. HDP skriver sig ind i en ny bølge af venstrefløjspartier, som også manifesteres i Spanien hvor der i skrivende stund bliver ført valgkamp. I Grækenland vandt det socialistiske parti Syriza regeringsmagten tidligt i 2015, og herfra lød ligeledes lykønskninger til HDP efter valget i Tyrkiet. Det er altså ønsket om at udvide vores kendskab til Mellemøsten, forståelse for hvad det vil sige at være et folk uden stat, og interessen for den nye venstrefløj i landet der har drevet os til valget af dette projekt. " 6 AF 51

7 GRUPPE 14: 3. Hustema: Ulighed Vores tildelte hustema er ulighed. Ulighed kan defineres på mange forskellige måder, og berører mange emner afhængigt af hvad man tilknytter til ulighed: social ulighed, økonomisk ulighed, matematisk ulighed. Problemfelt tager afsæt i social ulighed. Ofte betegnes social ulighed som en forskellighed i levevilkår og hvilke muligheder du som individ eller gruppe besidder - hvilke ønskværdige mål man søger i livet, i alt fra overlevelse til anerkendelse (Den store danske 2009). Ulighed opstår når noget ikke er jævnt fordelt, i dette tilfælde er det rettigheder, muligheder og frihedsrettigheder, der ikke er lige fordelt mellem den tyrkiske majoritet og den kurdiske minoritet. Kurdisk og pro-kurdiske journalister fængsles takket være statscensur, forbydelse af det kurdisk sprog i en lang årrække, økonomisk fattigdom i kurdiske områder, politisk forfølgelse af kurdiske aktører og manglende anerkendelse af rettigheder, er blandt nogle af de krænkelser det kurdiske folk i Tyrkiet lever med. I løbet af historien har lukninger af organisationer og fagforeninger, vilkårlige henrettelser, konfiskerede publikationer, angreb på kurdiske landsbyer været med til at øge uligheden blandt kurdere og tyrkere i dag (Slavensky 1997: 84) " 7 AF 51

8 4. Metode 4.1 Tværfaglighed Projektets fokus baserer sig på politologiens og sociologiens fagområde, med antropologisk supplement. Med vores valgte problemstilling, har vi til hensigt at udnytte fagenes styrker i en mixtur, for at opnå den højeste kvalitet i arbejdet med problemstillingen. Nogle af vores teoretiske valg kan beskrives ud fra ét enkelt fag, andre indeholder flere faglige elementer. På den ene side er vi politologiske, med makropolitisk håndtering af etniske konflikter. Derudover benytter vi af teorier om nationalisme, om hvordan den berører det enkelte individ i et samfund anskuer forholdet til sin nation, og hvordan det så kan ses i samfundsgrupperinger. Samtidigt peger teorien om nationalisme på et politisk systems opbygning, med forklaring på hvorfor en stat eller befolkningsgruppe agerer som den gør, i en sociopolitologisk forstand. Til sidst gør vi brug af en antropologisk teori, når vi undersøger etniske grupperinger og den tilhørende grænsedragning, som bidrager til en bredere forståelse for konfliktens grundlag i en overordnet sociologisk og politisk-betinget problemstilling. 4.2 Kvalitativ metode Vi lægger først og fremmest vægt på kvalitativ indsamling af data - den kvalitative metode i form af interviews. Det gør vi fordi vores problemformulering lægger op til en undersøgelse af sociale bevægelser, og undersøger en tendens blandt den tyrkiske befolkning. Denne tendens kan bedst undersøges ved benyttelse af en kvalitativ metode, da vi på den måde opnår en mere substantiel besvarelse (Jensen, 2009: 230). At der er opstået en social bevægelse, kan ses på de to valgresultater. Det bunder i samtidshistoriske begivenheder, fra protersterne omkring Gezi-parken og HDP s opståen, til valget i sommeren Det er begivenheder, som ikke kan belyses gennem statistiske målinger. I stedet må kvalitativ metode benyttes. Vi har valgt at interviewe tre personer, med tre forskellige tilknytninger til projektets problemstilling: Den første, Mathias Findalen, er historiker og ekstern lektor i Mellemøststudier ved Københavns Universitet. Han har arbejdet en del med den tyrkiske venstrefløj og sociale " 8 AF 51

9 GRUPPE 14: bevægelser i byerne Ankara og Istanbul, og bl.a. skrevet speciale og artikler om emnet. Findalens forskningsmæssige og analytiske udgangspunkt er en fordel, men hvis vi kun interviewede ham, ville projektet mangle direkte forankring i det politiske arbejde. Den forankring opnår vi ved at interviewe Deniz Benli (bilag 3). Han er en del af HDP s danske afdeling, aktiv i FEY-kurd og andre dansk-kurdiske organisationer. Han kan berette om erfaringer med det interne politiske arbejde. Dertil kommer det, at han sammen med danske politikere har studeret situationen i Tyrkiet, ud fra et parlamentarisk perspektiv. Noget der undrer os ved HDP s succes ved de omtalte valgkampe, er den nytilkomne tilslutning fra tyrkiske vælgere, som ikke tilhører den kurdiske minoritet i Tyrkiet. Interviewet har vi brugt som en baggrundsviden som har været nyttig at have i vores videre arbejde med Tyrkiet. Vi har derfor ikke valgt at bruge citater fra Karadeniz, men derimod som en fundamental viden omkring det politiske system i Tyrkiet. Med hensyn til hvad der kommer til at ske i fremtiden for HDP s politiske arbejde, må vi basere konklusioner på erfaringsbaserede, historisk forankrede, analytiske formodninger. Det er heller ikke noget der kan måles numerisk, men til gengæld kan de tre interviews give os grundlag for brugbare antagelser. 4.3 Deduktion Vi benytter os af den deduktive metode ved at opstille en hypotese, hvorefter vi ser på hvordan teorien bidrager til en forklaring; med andre ord, så tester vi teoriens forklaringskraft på empirien (Jensen, 2005: 3). Vi benytter os af en forklarende teoretisk tilgang, med hensigt om at undersøge, hvor grundigt en teori kan hjælpe os med at forklare problemstillingen. For at forstå den kurdiske kamp for selvstændighed, bruger vi hhv. Barth, McGarry & O'Leary og definition på politisk og kulturel nationalisme - en syntetisk teoritilgang (Jensen, 2005: 3). Ved at anvende teorier om nationalisme og staters håndtering af minoriteter, kan vi begrebsliggøre HDP og kurderne i Tyrkiets politiske situation. Det bidrager med en forståelse af hvorfor kampen for selvstændighed eller selvbestemmelse er opstået, og hvordan den har udviklet sig. " 9 AF 51

10 4.4 Kvantitativ metode Vi benytter os af den kvantitative metode ved brug af nyhedsmedier og akademiske rapporters statistiske overblik. Vi har ikke selv indsamlet kvantitativ data, men benytter os af andres empiri. Det skal dog siges, at opgaven primært er baseret på den kvalitative metode. Heriblandt at kurderne ikke er en anerkendt befolkningsgruppe, da de i Tyrkiet ikke ses som en del af det tyrkiske folkefærd. Der er derfor ikke tale om en sikker optælling af kurdere i Tyrkiet. Ved brug af statistik af det kurdiske folk i Tyrkiet, vil der altid være en relativ høj statistisk usikkerhed ved brug af datasættet. Vi benytter os af deskriptivt statistik, når vi i analysen inddrager en rapport om ægteskaber på tværs af kurdisk og tyrkisk etnicitet. Det samme gøre sig gældende når vi bruger bilag 1, der illustrerer den geografiske spredning af kurdere i Tyrkiet. 4.5 Aktualitet Vi behandler begivenheder, der er fundet sted inden for det seneste år, hvorfor mængden af produceret litteratur er stærkt begrænset. Vi benytter os af redegørende og analyserende litteratur med afsæt i lignende fokusområder, hvor vi udarbejder en analyse i problemstillingens område. Vi har derfor valgt selv at skabe empiri i form af interviews, og kombinere det med inddragelse af andres empiri i form af forskningsrapporter, bøger, statistiker, artikler og hjemmesider. " 10 AF 51

11 5. Begrebsafklaring Begrebet nation bruges i daglig tale løst, og forveksles ofte med stat og land; men forstås ikke altid i ordets egentlige betydning. Begrebets faktiske betydning er netop vigtig for dette projekt, da kurderne er en nation, men ikke et land eller en stat. En nation er defineret af forskellige faktorer, afhængigt af om den er kulturelt eller etnisk betinget (jf. afsnit om politisk og etnisk nationalisme), ej at at forveksle med en stat (Østergård, 2007: ) Begrebet stat bruges i opgaven ud fra Max Webers 1 definition om at staten er den instans der har monopol på legitim vold, der ved fysisk tvang forsøger at opretholde social orden (Månson, 2007: 90). Begrebet terrorisme stammer fra det latinske terrerer, som betyder at sprede skræk og rædsel. Den direkte oversættelse har altså et bredt og uklart omfang. Terrorismebegrebet er i kraft af uklarhederne blevet defineret med et hav af forskellige betydninger og meninger. På trods af dette, bliver begrebet brugt af medierne, politikere og civilbefolkningens i flæng, hvilket ofte kan føre til fejlfortolkninger. (Hoffman 1998:13). På globalt plan eksisterer hundredvis af definitioner af begrebet, heriblandt har 90 stater forskellige definitioner af terrorisme. FN s definition af terrorisme lyder enhver handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med sådan en handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given handling (FN-forbundet, 2003). Ud fra denne definition er det midlerne, der afgør om en handling kan klassificeres som en terrorhandling. Kemalismen er den tyrkiske statsideologi, som er opkaldt efter Atatürk og er bygget på hans forestillinger om en tyrkisk sekulær enhedsstat, i hvilken national solidaritet vægtes højere end eks. klasseskel (Den store danske, 2015). Håndtering bruges i denne opgave i forbindelse med teorien om staters håndtering af minoriteter. Dette er en oversættelse fra det engelske navn på teorien Macro-political regulation of ethnic conflict, hvor regulation oversættes til håndtering. Håndtering må altså ikke forveksles med managing, som betegner en anden form for håndtering af etniske konflikter vi ikke benytter i dette projekt. 1 Max Weber: Tysk sociolog, jurist og økonom. En af sociologiens grundlæggere. (Den store danske, 2014) " 11 AF 51

12 Etnicitet, etniske grupper og grænsedragning anvendes ud fra den norske socialantropolog Fredrik Barths begrebsapparat (Den store danske, 2015). Etniske grupper og grænsedragning har vi oversat fra de engelske betegnelser ethnic groups and boundaries der beskrives i Barths litteratur. " 12 AF 51

13 GRUPPE 14: 6. Læsevejledning Først vil læseren få præsenteret projektrapportens teoretiske grundlag. En redegørelse af makro-politisk håndtering, en redegørelse af hvad nationalisme er, en redegørelse af Barths begreber om etniske grupper og grænsedragning. Så kommer analysen: Først vil teorien om makro-politisk håndtering af etniske konflikter analysere Tyrkiets håndtering af minoriteter. Med en ny viden om diversiteten i håndteringen af den etniske konflikter i den tyrkisk kurdiske kontekst, vil læseren bevæge sig over mod et afsnit omkring politisk og etnisk nationalisme, og der vil klassificere henholdsvis tyrkisk og kurdisk nationalisme. Derefter følger et afsnit om Barths teori om etnicitet og grænsedragning. Teorien bidrager til at forstå hvad der skal til for at definere en etnisk gruppe, og hvordan konflikter skabes i en os og dem -gruppering. Analysen starter med brug af McGarry og O'Learys teori til at beskrive hvordan den tyrkiske stat har håndteret det kurdiske mindretal og hvilke problematikker det åbner op for - det kommer til at fungere som det overordnede skelet for vores analyse. De efterfølgende teorier vil underbygge en af de taksonomiske niveauer af makro-politisk håndtering af etniske konflikter. Efter at det teoretiske materiale er blevet anvendt, vil læseren bevæge sig over til hvordan man kan forklare det kurdiske krav om selvstændighed. For at sætte dette i en kontekst, bliver læseren introduceret til kurdernes arbejderparti, PKK, som i kraft af deres væbnede og revolutionære kamp for kurdiske rettigheder har fået stemplet som en terrorgruppe. Dernæst kommer det pro-kurdiske HDP ind i sammenhængen, hvor der bliver mulighed for at få et overblik over hvordan pro-kurdiske partiers strategi har udviklet sig gennem tiden. For at skabe en sammenhæng mellem PKK og HDP, bliver spørgsmålet om hvorvidt HDP skal gøre op med PKK analyseret. Muligheder og begrænsninger bliver herefter diskuteret, hvor fremtiden for de pro-kurdiske organisationer også vil blive vendt. Efter kommer konklusion, hvor alle tråde læseren har læst igennem opgaven, vil blive vævet sammen til én klar besvarelse på projektrapporten problemformulering. Efter den besvarede problemformulering, kommer perspektiveringen, hvor projektets perspektiv bredes ud over den tyrkiske landegrænse. Her vil læser få vist hvordan projektrapportens problemfelt kan " 13 AF 51

14 drage paralleller til lignede problematikker: kurderne i Syrien, Irak, Irak, konflikten mellem Israel og Palæstina, venstrefløjsbevægelsen i Spanien, Grækenland og Italien. " 14 AF 51

15 GRUPPE 14: 7. Teori Vi bruger teorier om etnisk- og politisk nationalisme til at forklare hvori konflikten mellem den tyrkiske stat og den kurdiske minoritet bunder, og hvordan HDP er et udtryk for en ændring i den kurdiske kamp for selvstændighed. Vi vil endvidere bruge et teoretisk afsæt fra rapporten om forholdet mellem kurdisk nationalisme og tyrkisk identitet: Kurdish nationalism and identity in Turkey a conceptual reinterpretation. Den vil vi bruge til at redegøre for, hvordan den tyrkiske stat har håndteret den kurdiske minoritet, og hvilke følger det har haft. På denne måde vil vi se nærmere på den kurdiske kamp, og de forskellige måder som nationalisme gennem tiden har udviklet sig på, ved hjælp af en historisk gennemgang og brug af teori. Derfor er det vigtigt at forstå nationalismens grundlæggende ideologisk betydning, både i politisk og etnisk form. 7.1 Politisk nationalisme og etnisk nationalisme Nationalismens oprindelige grundlag bygger på en forståelse af nationen som det altoverskyggende fællesskab, og ideen om at hver stat tilhører sin egen nation. (Heywood, 2013: 110). Nationalisme er en ideologi om hvordan nationen er den optimale måde for et folk at gruppere sig på. Et fællesskab, hvis fysisk territorium defineres udelukkende for nationens befolkningen (Den Store Danske, 2013). Nationalisme bygger på, at hver nation har sin egen stat, og at de regerende i statsmagten har samme kulturelle og politiske identitet som de regerede; der hersker en idé om at vedligeholde nationens historie og arv, og at denne opretholdelse promoverer politisk national identitet og dannelsen af nationalstaten (Store Danske, 2013). Nationer kan have forskellige former for nationalfølelse, og hvis denne nationalfølelse bliver radikal, kan den omtales som nationalisme. Der har gennem tiden været flere fortolkninger af nationalismens form. Man kan blandt andet betragte moderne nationer ud fra både den tyske og den franske nationsopfattelse. Den tyske model kan spores helt tilbage til sent i det 18. århundredes Tyskland. Her er det relevant at se nærmere på de to filosoffer, Johann Gottfried von Herder og Johann Gottlieb Fichte. Herder mente at individets livsstil, karakter og kreative personlighedstræk blev skabt af miljø, bopæl og klima. Herder havde " 15 AF 51

16 analyseret sig frem til, at især sprog var en bærende del af de medfødte traditioner og opførsel, og hermed havde alle nationer en såkaldt Volksgeist, som var indbegrebet af den givne nations kreativitet, myter og sange. (Heywood, 2013:110) Den bærende tanke bag den tyske nation var afstamning, og derfor er fælles kulturel baggrund og sprog vigtige elementer i den forstand, hvor individets etnicitet er det betydningsfulde. (Heywood, 2013: 115) I modsætning til den tyske nationsopfattelse, er den franske model ikke lige så fokuseret på historien som en fælles baggrund, men har derimod fokus på borgerlig loyalitet og politisk troskab som det bærende princip, altså er den politisk overbevisning i fokus (Heywood, 2013: 112). Den franske opfattelse af nationsbegrebet stammer fra den franske filosof, Jean- Jacques Rousseau. Rousseau bliver ofte betegnet som skaberen af moderne nationalisme, da hans syn på individuel vilje skabte springbrættet til den franske revolution.. Rousseau mente at det franske folk var samfundsborgere, med rettigheder og frihed, og på denne måde frigjorde han folket fra at være slaver af monarkiet. På denne måde skabte borgerne den franske nation, og havde dermed retten til selvbestemmelse. Dermed blev nationen politisk og frigjorde sig fra det etniske princip (Heywood, 2013: 112). Nationalisme i international forskning kan inddeles på engelsk i ethnic nationalism og civic nationalism. Civic og ethnic nationalism oversættes til hhv. politisk nationalisme eller fransk nationalisme og etnisk nationalisme eller tysk nationalisme. (Heywood, 2013: 111) Etnisk nationalisme er en nationalfølelse som er betinget af fælles kultur, sprog, religion og oftest race blandt et folk. Det er altså ikke muligt at blive en del af folket i den givne nation, men man fødes som regel ind for at blive en del af folket. Denne form for nationalisme findes særligt hos kolonialiserede og oprindelige folk, og har gennem historien haft sin opståen som konsekvens af staters assimilationspolitik. (Den store danske, 2009) I modsætning til den etnisk betingede nationalisme står den politiske. Denne tager udgangspunkt i en politisk fællesidentitet som kan ses i nationens konstitution, og det er muligt at tilslutte sig den som udefrakommende. I denne nationsopfattelse, er nationer bundet sammen af fælles statsborgerskab, og dette rangerer højere end etniske forskelle som eks. race, sprog og religion (Heywood 2007:114) Disse to modeller for nationalisme er idealtyper, og kan derfor ikke overføres direkte til virkeligheden. På trods af det, beskriver de hvordan nationalismen opererer, og med " 16 AF 51

17 forståelsen for hvordan idealtyperne bruges, udnyttes de til at beskrive kurdisk og tyrkisk nationalisme. Den tyske og den franske nationalismeteori forudsætter at subjektet er en homogen gruppe. Typologien om nationalisme, med et ideologisk perspektiv, sætter den ramme om den tyrkisk-kurdisk problemstilling. Der er også interne splittelser i det kurdiske folk, som kan problematisere den mere direkte opdeling ud fra hvad en gruppering politisk og etnisk nationalisme skaber. Derfor er det vigtigt at se på andre former for teori, som for eksempel en teori om grænsedragningens effekt på et samfund. 7.2 Ethnic Groups and Boundaries Barth argumenterer for, at etniske grupper primært kategoriseres ud fra de begreber og værdier, som de etniske grupper tillægger sig selv. Med andre ord kan man sige, at en etnisk gruppe betegnes ud fra hvordan gruppen identificerer sig selv. Gennem en fastlæggelse af disse tilknyttede værdier, er det derefter muligt at tilføje andre karakteristika som kan beskrive gruppen (Barth, 1998: 10). Endvidere er Barths tilgang til etnicitet og grænsedragning et brud med hvordan antropologien tidligere har opereret: Barth argumenterer for, at antropologien haft tendens til at fokusere for meget på udefrakommende klassifikation af en given etnisk gruppe, og at den i stedet bør fokusere på de processer, der ses når grænsedragning skabes og opretholdes. Det er særligt interessant at undersøge grænserne mellem flere etniske grupper, frem for at begrænse sig til at udelukkende at se på de etniske gruppers interne forhold foruden at kommentere sammenhængen mellem dem (Barth, 1998: 10). Etnicitet og grænsedragning forklarer hvordan etniske grupper skaber grænser for sig selv og hinanden, og dermed opstår der et modsætningsforhold mellem os og dem. Modsætningsforholdet er det perspektiv en given etniske gruppe har, når gruppen tillægger en forskel på hvilke værdier tilknytter sig den gruppe som de tilhører, og hvilke værdier tilknytter sig de andre ; altså en referenceramme hvordan etniske grupper defineres og beskrives, hvordan disse grupper skaber grænser mellem os og dem, og hvordan konflikter kan finde sted når grænserne overskrides. Os og dem kan sættes op i et minoritets- og majoritetsforhold, hvor staten udøver som en majoritet udøver makro-politisk håndtering af den etniske minoritet. " 17 AF 51

18 GRUPPE 14: 7.3 Makro-politisk håndtering af etniske konflikter Den tyrkiske stat har gennem tiden gjort brug af forskellige strategier for at håndtere etniske forskelligheder inden for landets territoriale grænser. McGarry & O'Leary har i deres teori om makro-politisk håndtering af etniske konflikter opstillet 8 taksonomiske punkter, der beskriver hvordan en stater kan håndtere etniske konflikter. Vi har gjort brug af de første fire taksonomier, der hierarkisk beskriver metoder staten kan bruge for at eliminere etniske forskelligheder, a) folkemord, b) tvungne massedeportationer, c) løsrivelse og selvbestemmelse og d) assimilation og integration (McGarry 1993:4). Genocide Betegnelsen folkemord er oversat fra det engelske genocide, som kommer fra det græske gen, som betyder race eller klan og det latinske cide, som betyder drab (Nersessian 2005). Begrebet er genstand for uenighed, da definitionen både rummer en politisk, social, kulturel, økonomisk, fysisk og religiøs dimension. McGarry & O'Leary argumenterer for, at folkemord både forekommer direkte ved massedrab på en etnisk gruppe, eller indirekte ved bevidst at afskære gruppen fra at kunne reproducere sig biologisk og socialt. Teorien siger, at forestillingen om at folkemord er en utænkelig metode i den moderne verden, er ønsketænkning (McGarry 1993:7), selvom folkemord er forbudt ved lov jf. folkeretten (Den store danske, 2009) Folkemord er altid en ensidig løsning på en etnisk konflikt, strategiens mål er helt at udvisker en etnisk gruppe (McGarry 1993:7). Folkemord har ofte fejlet i forsøget på at få indfriet de påtænkte mål, og har historisk set skabt frygt og had blandt efterkommerne af ofrene. Der en tendens til at der efter et folkemord kommer en eksplosion i fødselstallene, og at den nye generation for hadet og frygten ind med modermælken (McGarry 1993:8). Det er ikke moralsk forsvarligt, at gøre brug af folkemord til at eliminere en etnisk konflikt, strategien er det værste overgreb af de 4 taksonomier Forced mass population transfers Tvungne massedeportationer forekommer når et etnisk fællesskab fysisk overflyttes fra deres hjemegn, for at bliver de tvunget at bo andetsteds (McGarry 1993: 9). Tvungne flytninger skal ikke forveksles med de flytninger, som er aftalte befolkningsudvekslinger mellem stater " 18 AF 51

19 som f.eks mellem Indien og Pakistan. De skal altså adskilles fra de tvungne massedeportationer, hvor ofrene bliver flyttet ved tvang af én aktør, oftest staten. (McGarry 1993:9) Ifølge McGarry & O'Leary er der ingen fordele ved tvungne flytninger. Skrøbelige dele af befolkninger risikerer at blive ofre for folkemord, hungersnød eller begge dele. Tvungne massedeportationer strider imod FN s menneskerettigheder, og egalitær politik filosofi. (McGarry 1993:10) Secession and self-determination Gode hegn giver gode naboer Løsrivelse eller selvbestemmelse står i kontrast til tvungne massedeportationer og folkemord, strategien kan være en måde at respektere minoriteters rettigheder og til at opretholde fred mellem rivaliserende grupper. (McGarry 1993:11) For at kunne tale om at folk kan løsrive sig, må der være klare svar på en række spørgsmål. Først og fremmest skal folket som opnår selvbestemmelse defineres, dernæst gælder det bestemmelsen af hvilket geografisk område, de skal have selvbestemmelse over. Mange bevægelser har opgivet håbet om selvstændige stater, og arbejder derfor for semi-selvbestemmelse, eller regionalt selvstyre. (McGarry 1993:11) Håb om selvstyre findes både hos samfundsgrupper, der er økonomisk overlegne den stat de er under, eksempelvis Catalanerne i Spanien, og hos grupper der er økonomisk underlegne. Kurderne falder ind under den sidste kategori. (McGarry 93:15) Her vil vi supplere med justcause -teorier, der operere med en retfærdig sag. Disse argumenterer for, at alle grupper, som udsættes for bestemte former for uretfærdigheder, har retten til at løsrive sig. (Moore 2000: 227) Assimilation and integration Assimilation og integration er de to strategier som kan bruges til at eliminere forskelligheder, ved at assimilere eller integreres en etnisk gruppe ind i en ny dominerende identitet. Assimilation kan finde sted på to forskellige måder, ved den første måde bliver den assimilerede gruppe flettet ind i en ny identitet, som man eks. så i Sovjet. På den anden måde, sker assimilationen ved at den assimilerede gruppe, sammenflettes med en allerede eksisterende identitet. (McGarry 1993:17) Forskellen på mellem de to former, assimilation og " 19 AF 51

20 integration, er imidlertid at man gennem integration prøver at skabe sociale fællesskaber i hvilke både minoriteter og majoritet kan indgå, mens assimilation finder sted når minoriteten er nødt til at opgive sit sprog, sin fælles identitet, kultur osv. for at kunne tilpasse sig majoritetens kulturelle fællesskab (Heywood 2013:166). Det ultimative bevis på en vellykket assimilation er ægteskaber på tværs af etnicitet, som til en udviskningen grænsedragningerne mellem de etniske grupper, for til sidst helt at fjerne dem (McGarry 1993:17). Både fortalere for integration og assimilation er som regel imod etniske partier, eksempelvis kurdiske partier, og har desuden som målsætning at undgå politiske forskelle mellem etniske minoriteter og majoriteter (McGarry 1993:17). Teorierne bruger vil vi som værktøjer til at belyse konflikten mellem kurder og tyrkere i Tyrkiet, og til til at besvare hvorfor kurderne ønsker selvstændighed. Det altafgørende for at kunne bruge teorien i analysen er, at kende historien bag kurderne i Tyrkiet. af " 20 AF 51

21 GRUPPE 14: 8. Historisk kontekst Kurdernes historie er mange tusinde år gammel. Den har gennem tiden været en del af de politiske kampe og regionale konflikter der har udspillet sig i Mellemøsten. Kurderne har på trods af dette aldrig eksisteret som en politisk enhed, eller haft et territorialt afgrænset område (Sigurdsson 1997:12). Gennem historien har kurderne været underlagt forskellige regimer: Sassanian imperium, Safavid imperiet, Det Osmanniske rige og senest den sekulære Tyrkiske stat (Çelik 2011:244). Kurderne bliver stadig i dag betragtet som den største nation uden en stat (Özoğlu 1997). For at forstå den kontekst som den kurdiske selvstændighedskamp skriver sig ind i, må man starte med Det Osmanniske rige. Det Osmanniske Rige var et imperium som eksisterede fra 1300-tallet til omkring 1. verdenskrig, hvor det blev splittet i flere stater herunder. Tyrkiet fungerede som centrum, og fra år 1459 var Istanbul, som på det tidspunkt hed Konstantinopel, hovedstad. Imperiet dækkede flere forskellige landområder og det blev regeret af sultanen, som fungerede som en form for hærfører. Navnet, Det Osmanniske Rige, blev skabt af en af imperiets mest succesfulde hærfører, Osman (Den store danske 2015). Imperiets ekspansion menes af mange at slutte, da osmannerne i 1683 mislykkedes i forsøget på at overtage Wien. I årene derefter gik det ned af bakke for osmannerne, som led store tab i krigene mod Rusland, og fejlede i forsøgene på at reformere systemet på den militære og politiske front. (Turbulens - forum for samtidsrefleksion, 2006) Det område som engang var det centrale Osmanniske rige, var hovedsaligt beboet af muslimer, med et mindretal som tilhørte andre trosretninger, blandt andet de kristne armenere. Ud af Tyrkiets 70 millioner indbyggere er 98 % muslimer, og rummer også etniske minoriteter som. kurderne, hvilke udgør omkring 20 millioner af Tyrkiets befolkning 2. (Lund 2005) Drømmene om Kurdistan som nationalstat kan dateres tilbage til det 17. Århundrede (Sigurdsson 1997:12). Da det osmanniske rige eksisterede, var den tyrkiske nation et multietnisk samfund, men den tyrkiske identitet og det religiøse aspekt var stadig den dominerende kerne. Da det osmanniske rige faldt, blev det tyrkiske samfund blev mindre tolerant over for minoriteter og andre ideologiske overbevisninger. (Özcan, 2006:60) Dette 2 Der er en statistisk uklarhed i forhold optællingen af kurdere, da det er svært at definere hvor mange af Tyrkiets indbyggere der er kurdere. " 21 AF 51

22 GRUPPE 14: kan ses på det nuværende tyrkiske samfund, da det er et klart defineret mindretal som sætter deres kryds hos pro-minoritetspartiet, HDP. I 1920 blev kurderne lovet selvbestemmelse ved en aftale i den franske by, Sevres 3, aftalen fandt sted kort tid efter afslutningen på 1. verdenskrig. Frankrig, Italien og Storbritannien forpligtede sig til at medvirke til overholdelse af aftalen, der omfattede et kurdisk område i området mellem Tyrkiet, Syrien og Irak. Aftalen blev allerede 3 år senere annulleret i den schweiziske by, Lausanne, og aftalen kunne ikke gennemføres (Sigurdsson 1997:12). Efter 1. verdenskrig voksede den tyrkiske nationalisme drastisk. Det medførte at der ikke længere var det samme etniske mangfoldighed og multikultur, som da det osmanniske rige eksisterede. Kemal Atatürk, hvis efternavn betyder tyrkernes fader, brød endegyldigt med kalifatet og dermed det osmanniske rige i Han forsøgte at gennemføre en fuldkommen sekularisering af landet, og afskaffede Islam som statsreligion i 1928, hvor også det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske (Den store danske 2015). Kemalismen har præget den tyrkiske stats ønske om, at udviske forskelle mellem etniske grupper. Målet er at skabe ét homogent folk, med én tyrkisk national identitet (Findalen 2012:128) De første kurdiske nationalistbevægelser opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig, både med inspiration fra amerikansk liberalisme og bolsjevikkernes revolution - to modsatrettede inspirationskilder. Fra revolutionen i Rusland kom den marxistisk-leninistiske arbejderfokuserede organisering, og fra den blomstrende liberalisme i USA, kom målene om borgerlige frihedsrettigheder som eks. selvbestemmelse (Sigurdsson 1997:15). Nationalistbeægelserne blev i perioden fra 20 erne til 30 erne slået hårdt ned på fra statens siden. Mange kurdere blev i perioden mellem 20 erne og 30 erne tvangsflyttede til andre områder af tyrkiet. En del af den tvangsflyttede andel inkluderer andre minoriteter, her i blandt armeniere og assyrere (Sigurdsson 1997:15). I 1978 blev den marxistisk-leninistiske guerillabevægelse Kurdistans Arbejderparti (PKK) oprettet. Bevægelsens hovedformål ved oprettelsen var, at få etableret et selvstændigt Kurdistan (Çelik 2011:250). PKK ønskede at den kurdiske del af Tyrkiet skulle løsrives fra det øvrige Tyrkiet, og at de resterende kurdiske områder i Syrien, Irak og Iran skulle samles under 3 Forstad til Paris, Frankrig. " 22 AF 51

23 PKK s ledelse. Ønsket om løsrivelse er kerneårsagen til de adskillige kampe, der har været mellem PKK og den tyrkiske regering. (Turbulens - forum for samtidsrefleksion: 2006) I løbet af 60 erne og 80 erne var Tyrkiet præget af stor politisk ustabilitet, hvilket medførte militærkup i 1960, 1971 og Kuppet i 1980 blev symbol for en lavere tolerance overfor minoriteter og den politiske opposition, end der tidligere havde været. Dette medførte dog en endnu stærkere kurdisk identitetsfølelse, og idéerne om selvstændighed blomstrede for alvor (Findalen 2012:129). Op igennem 90 erne spidsede konflikterne mellem den tyrkiske stat, og PKK for alvor til. I det Sydøstlige Tyrkiet, hvor hovedparten af den kurdiske minoritet var bosat, situationen udviklede sig på daværende tidspunkt til en borgerkrigslignende tilstand. Grundet den voldsomme undertrykkelse og de usikre levevilkår var millioner af kurdere var nødsaget til, at flygte til det vestlige Tyrkiet eller helt ud af landet (Sigurdsson 1997:15) Adskillige NGO er, bl.a. Human Rights Watch og Amnesty International rapporterede om omfattende brud på menneskerettighederne. Den kurdiske stat blev på daværende tidspunkt styret benhårdt af militæret, jf. militærkuppet i Militæret besad den øverste myndighed i kraft af deres position i Sikkerhedsrådet (Slavensky 1997:79). I 1999 lykkedes det den tyrkiske regering fange PKK s leder, Abdullah Öcalan. Han blev i første omgang dømt til døden, men da Tyrkiet afskaffede dødsstraf i 2002, blev han i stedet fængslet på livstid. Fængslingen påvirkede PKK til at ændre strategi, i forhold til deres mål om at etablere Kurdistan som selvstændig stat. Organisationen kæmpede ikke længere for selvstændighed, men regionalt selvstyre i den kurdiske del af Tyrkiet. (Çelik 2011: 258) Brudene på menneskerettighederne omfattede censurering af det kurdiske sprog og kultur, forfølgelse af personer der talte den kurdiske sag, forbydelse af kurdisk partier, oprettelsen af særdomstole som tvang ledende kurdiske personer til at forlade landet, forbydelse af kurdiske skoler, lukning af kurdiske medier og en omfattende propaganda rettet mod det kurdiske folk (Slavensky 1997:79) I starten af årtiet blev adskillige folkevalgte prokurdiske politikere udsat for forfølgelse, drab, fængsling og tortur. Staten forbød i denne periode brugen af legale parlamentariske pro-kurdiske partier, som mæglere til en varig løsning på fred og stabilitet i regionen (Sigurdsson 1997:16). Flere kurdiske regioner var fra 1987 og frem til 2002 erklæret i undtagelsestilstand, under det såkaldte Olağanüstü Hal regime, hvilket medførte udvidede beføjelser til det " 23 AF 51

24 tyrkiske militær og politi. Domstolene var i denne periode underlagt en lovpakke, der i store træk ulovliggjorde alle kulturelle aktiviteter, som stred mod statens kemalistiske ideologi. Et eksempel på en sådan lov er loven om politiske partier der forbød alle politiske partier at være talerør for minoritetsgrupper, og forbød partierne at gøre brug af alle andre sprog end det tyrkiske. Et andet eksempel kan være loven om undervisning af fremmedsprog den bestemte at al undervisning i et fremmedsprog skulle besluttes af regeringen efter forslag fra Sikkerhedsrådet (Slavensky 1997:83). I dag kan man stadig se spor af lovene i forfatningen, det er stadig ulovligt for partier at ytre sig på kurdisk i parlamentet, og intet andet sprog end det tyrkiske skal læres som modersmål i undervisningsinstitutionerne (Constitution of the republic of Turkey, 1995). Det nuværende regeringsparti, Retfærdigheds og Udviklingspartiet (AKP), blev første gang valgt i 2002, og har siden da siddet på magten. Partiet har igennem sin regeringsperiode markeret sig som fredsparti, og har forbedret forholdene for kurderne. De ændringer som ses tydeligst er ift. PKK og det kurdiske sprog. Fredsforhandlingerne mellem AKP og PKK blev indledt i 2004 samme år som den første kurdisk-sprogede TVstation havde premiere. I 2009 sendte den officielle statslige tyrkiske radiostation for første gang et kurdisksprogede program. (Sheyholislami, 2011:84) AKP er et konservativt muslimsk parti, under nuværende ledelse af Premierminister Davutoğlu og med Recep Tayyip Erdogan på præsidentposten. Dog har AKP endnu ikke haft planer om at skabe et islamisk styre i Tyrkiet. AKP har med deres socialkonservative holdninger, mislykkedes med en fredsaftale med oprørsgruppen PKK, og derfor fik AKP med Erdogan i spidsen, ikke det valg de havde regnet med, da HDP slap over spærregrænsen og sikrede sig en plads i parlamentet. Siden AKP fik 316 af de 550 sæder i det tyrkiske parlament, har AKP siddet på magten i regeringen. (BBC, 2015) Den kurdiske minoritet i Tyrkiet er blevet frarøvet deres frihed og rettigheder af den tyrkiske stat flere gange. For at forstå den makro-politiske måde at håndtere minoriteter, må en analyse finde sted. " 24 AF 51

25 GRUPPE 14: 9. Analyse: Selvstændighedskamp i parlamentet I vores analyse vil vi først bruge teorien om makro-politisk håndtering af etniske konflikter, hvordan den tyrkiske nation har håndteret og i dag håndterer den kurdiske minoritet. Dernæst kommer vi ind på hvordan etniske konflikter kan forklares ud fra etniske og politisk nationalisme. Endvidere benyttes Fredrik Barths teori om grænsedragning og etnicitet, for at eksemplificere hvilke problematikker der opstår når grænsedragning brydes i det tyrkiske samfund. Ydermere analyserer vi PKK s incitament til at føre væbnet kamp, med en tilkobling til hvordan den kurdiske kamp har skiftet karakter og aktør til HDP. Derudover vil diskutere et muligt opgør for HDP med PKK, med en gennemgang af HDP s muligheder og begrænsninger i parlamentet. Analysen gør løbende bruge af vores indsamlede kilder og interviews. 9.1 Tyrkiets makropolitiske håndtering af den etniske konflikt Der er, diskussion om hvorvidt Tyrkiet har gjort brug af det første taksonomiske niveau; folkemord, ved begivenhederne der omtales som, det armenske folkemord. De foregik ca. i årene mellem 1915 og 1917, og referere til tvungen massedeportation af den armenske minoritet i Det Osmanniske Rige, hvilket medførte et stor antal omkomne, dog er det ukendt hvor mange der egentlig er tale om (folkedrab.dk, 2015). Et led i forsoning mellem rivaliserende grupper har gennem historien været erkendelse af de forbrydelser som grupperne har begået mod hinanden - en anerkendelse af at en forbrydelse fandt sted, og at den ikke må gentage sig. (McGhie 2013). Tyrkiet anerkender ikke begivenhederne som et folkemord, og det er en forhindring i arbejdet for minoritetsrettigheder. HDP arbejder derfor i høj grad på anerkendelsen af folkemordet (Deniz Benli, København, bilag 3, interview 4/ ). En anerkendelse af folkemordet kan være første skridt i en konstitutionel anerkendelse af minoriteter som eks. kurderne i Tyrkiet. Det er altså omdiskuteret hvorvidt Tyrkiet har brugt folkemord til at håndtere konflikten med den armenske minoritet. Den tyrkiske stat har gjort brug af af det andet taksonomiske niveau i McGarrys og O'Learys teori, tvungne massedeportationer. " 25 AF 51

26 I 1927 blev Loven om deporteringer af bestemte personer fra de østlige regioner til de vestlige provinser vedtaget. Tallet er ukendt, men det anslås, at omkring kurdere blev tvangsdeporteret (Çelik 2011: 245). Massedeportationer har intet moralsk forsvar, da det efterlader befolkningen i en sårbar situation og ofte fører til overgreb af endnu værre karakter (McGarry 1993:10). Masse tvangsdeportationer er derfor, ifølge teorien, den største krænkelse den tyrkiske stat har begået mod det kurdiske folk. Den primære strategi Tyrkiet gennem historien har brugt mod kurderne er assimilation. Ifølge teorien kan assimilation ske på to forskellige måder (jf. teoriafsnit om integration og assimilation McGarry & O'Leary). I Tyrkiet er kurderne blevet assimileret ind i en allerede eksisterende kultur, den tyrkise. Ismet Inönü, Atatürks efterfølger udtalte i 1925 Vi er nationalister. Og nationalisme er det eneste samhørlighedselement. I lyset af den tyrkiske majoritet, har andre elementer ingen indflydelse. Vi må tyrkifisere landets befolkning for enhver pris, vi vil udslette dem der modsætter sig det tyrkiske folk. (Barkey, 1998:10). Inönü sagde at alle minoriteter i Tyrkiet, skulle assimileres ind i den tyrkiske kultur. McGarry og O'Leary's teori om makropolitisk håndtering af etniske konflikter argumentere for, at det ultimative succeskriterie for assimilation er, når ægteskaber i stort omfang, finder sted på tværs af etniciteter. Dette slører og fjerner til sidst grænsedragninger mellem de etniske grupper. (McGarry 1993:17) I en omfattende rapport om interetniske forhold mellem tyrkere og kurdere i Tyrkiet, undersøges hvordan de to befolkningsgrupper gifter sig på tværs af etnicitet (Gündüz-Hoşgör: 2002). Den konkluderer at kurdere og tyrkere indgår i ægteskab på tværs af etnicitet, men at det sker i lavt omfang: 2,4% procent af de adspurgte i undersøgelsen 4, tilsvarende til 1 ud af 40 tyrkiske ægteskaber, var indgået på tværs af etnicitet, hvilket indikerer høj grad af etnisk homogenitet (Gündüz-Hoşgör, 2002: ). Altså kan vi sige, med udgangspunkt i at ægteskab på tværs af etnicitet er det ultimative succeskriterie for assimilation, at den tyrkiske håndtering af kurdere ved brug af assimilation i høj grad er mislykket. Assimilationsstrategien falder godt i tråd med den kemalistiske tankegang. Da Kemal Atatürk grundlagde den sekulære stat Tyrkiet, var ønsket om en enhedsstat afgørende. Det at man som bosat i Tyrkiet ikke kan være andet end tyrkerne, kommer eks. til udtryk når kurdere omtales som bjerg-tyrkere (Sagnic 2010:128). 4 Der er blevet adspurgt personer i perioden " 26 AF 51

27 Tyrkiets kurdiske minoritet ønsker, som modstykke til Tyrkiets assimilations politik, selvbestemmelse. Folkets Demokratiske Parti (HDP) og PKK ønsker begge regionalt selvstyre for den kurdiske minoritet. Tidligere har PKK krævet, at kurderne skulle løsrive sig, og skabe deres egen stat, Kurdistan. Det kurdiske folk er er ikke en homogen befolkningsgruppe, de deler alligevel en fælles kulturel identitet, med et fælles sprog, og en fælles historie (Çelik, 2011). Det kurdiske mindretal er ikke en anerkendt minoritet i Tyrkiet, hvorfor mange af kurderne i dag identificere sig som værende tyrkere (jf. det makro-politisk håndtering af etniske konflikter). Det kurdiske folk er ikke optalt, men det antages at over halvdelen af verdens kurdere bor i Tyrkiet. (Nordentoft, Ane. 2013). En afgørende faktor for at kunne få selvbestemmelse er et klart defineret territorialt område. I bilag 1 illustreres hvordan spredningen af kurdiske bosættelser er fordelt. Andelen af kurder er angive i forskellige farver, hvor rød indikerer en kurdisk andel på over 75%, blå en andel på mellem 75 og 30%, gul en andel på mindre end 30% og orange viser de vestlige områder, hvor kurderne har migreret til. Det udgår af kortet, at kurdere er hovedsageligt bosat i den sydøstlige del af Tyrkiet. Der tegner sig et oplagt kurdisk område fra Şanliurfa til Hakkari, til Igdir, til Tunceli 5, hvor hvert område har en kurdisk procentdel på over 75. Der er i områderne Adiyaman, Kars, Erzincan, for blot at nævne nogle, en relativ høj bestanddel af kurdere (30-75%). Derudover viser kortet hvordan kurdere har migreret, uden angivet procentsats, til de tre største byer i Tyrkiet; Ankara, Istanbul og Izmir. Kortet viser altså, at den kurdiske minoritet er spredt udover hele landet, men at den Sydøstlige del af Tyrkiet med den højeste procentsats bosatte kurdere, er det oplagte sted at trække den territorialgrænse, for at kunne opnå kurdisk selvstyre. Ifølge McGarry & O'Leary er det et kriterium med en klar definition, der udgør hvem majoriteten, i området der ønsker løsrivelse er, for at forhindre en ny utilfreds minoritet (McGarry 1993:13). I de røde områder vil kurderne med deres 75% tilstedeværelse udgøre majoriteten af befolkningsgruppen, og chancen for en stor minoritet, er derfor mindst i disse områder. Den tyrkiske stat har indtil videre afvist kravet om lokalt selvstyre for den kurdiske befolkningen. FN pagten som størstedelen af Verdens stater har tilsluttet sig - heriblandt Tyrkiet siger [FN s formål er] at ramme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for 5 Şanliurfa, Hakkari, Igdir og Tunceli er regioner i Tyrkiet. " 27 AF 51

28 grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse, og at tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden. Grundsætningen om selvbestemmelse, var måske i høj grad møntet på koloniserede folk, men ikke desto mindre er den gældende for alle der må defineres som et folk. Det var også en del af PKK s grundlag, ved bevægelsens opståen, at kurderne er et folk der blev kolonialiseret ved det Osmanniske riges fald (jf. afsnittet væbnet kamp mod undertrykkelse). At kurderne er et folk, er fastslået af deres fælles kulturelle nationalfølelse, og derfor omtales kurderne til tider som Verdens største nation uden et land (Özoğlu 2004: 1). Hvorvidt kurderne har ret til selvstændighed kan også analyseres ud fra just causeteorier. Forskellige just cause-teorier lægger vægt på forskelle uretfærdigheder som kan være grundlag, for at et folk må løsrive sig. Det kunne eksempelvis være de menneskerettighedskrænkelser som kurderne har været udsat for, eller blot den diskrimination, eksempelvis misrepræsentation i medierne, som kurdere lider under (Moore 2000: 227). En hyppig årsag til ønsket om lokalt selvstyre er etnisk diskrimination og ydmygelse. Kurderne er blevet diskrimineret på baggrund af deres etnicitet, de har været udsat for overtrædelser af FN s menneskerettigheder. Heriblandt ødelæggelser af landsbyer, tvungne massedeportationer og diskrimination af det kurdiske sprog i det tyrkiske skolesystemet (Constitution of the republic of Turkey, 1995:19). Yderligere kan man ifølge teorien pege på, at det kurdiske ønske om selvstyre vil kunne give dem politisk frihed og økonomisk vækst. Kurderne falder ind under kategorien med lav økonomisk vækst (McGarry, 1993: 16) I et tilfælde, hvor der i en nation hersker både politisk og etnisk nationalisme, der ikke kan fungerer side om side, vil hver af disse to former for nationalisme medfører muligheden for selvstyre. Hvis to nationer har forskellige nationalismer, kan det skabe en konfliktsituation. 9.2 Politisk og etnisk nationalisme i Tyrkiet: oprindelse og forklaring Den kurdiske minoritet i Tyrkiet må med afsæt i teorien om etnisk og politisk nationalisme, klassificeres som etnisk nationalisme. Det kurdiske fællesskab er betinget af det at man fødes som kurder og dermed ind i en kultur, der vægter højere end en fælles national politisk indordning i det tyrkiske samfund; en modsætning til den tyrkiske republiks konstitutionelle definition med ét land, ét sprog og ét flag (Tezcür, 2009:3). Den tyrkiske nationalisme i Tyrkiet " 28 AF 51

29 må med samme teoretiske afsæt klassificeres som politisk nationalisme, da enhver i princippet kan blive tyrker. I den tyrkiske konstitution står det skrevet, at enhver, der er knyttet til den tyrkiske stat gennem statsborgerskabets bånd er tyrker 6. (Constitution of the republic of Turkey, 1995, s. 20). Dette indebærer at alle borgere i Tyrkiet, uanset etnisk baggrund, skal identificere sig som tyrker, og dermed indordne sig den tyrkiske nationalisme. Det er ikke påkrævet at være født i Tyrkiet, for at være tyrkisk; alle kan blive tyrker. Det kræver dog at man tilsidesætter sin etnicitet og kulturelle baggrund som andet end tyrker. Ud fra Tezcürs analyse af hvordan den tyrkiske nationalisme opererer i Tyrkiet, kan man beskrive processen om at tilsidesætte sin etnicitet og kulturelle baggrund som et led i en assimilationsprocess, og det er denne process som den kurdiske befolkningsgruppe har været udsat for i Tyrkiet (Tezcür, 2009: 3). Det kan altså forklares ud fra den tyrkiske nationalismes eksistensgrundlag, der forudsætter en fælles politisk baggrund (Tezcür, 2009: 3). Hvilket stemmer overens med de fjerde taksonomiske niveau af den tyrkiske stats makro-politiske håndtering af kurderne i en assimilationsprocess. (jf. afsnittet om marko-politisk håndtering af etniske konflikter). Et pro-kurdisk parti som HDP, der sidder i det tyrkiske parlament, kan ses som en begyndende forskydning fra etnisk til politisk nationalisme. Det kan ses, da kurderne, og andre minoriteter, er repræsenteret i parlamentet med HDP som parti. Hermed nærmer kurderne sig det politiske fællesskab, og dermed nærmere den etniske nationalisme sig den politiske nationalisme. HDP's fokus på minoritetsrettigheder udfordrer den tyrkiske nationalisme, samtidig med at HDP er et politisk parti med parlamentarisk legitimitet. I spørgsmålet om hvordan kurdisk nationalisme er opstået, tilslutter vi os Hamit Bozarslan og Mustafa Saatcis forklaring: Dominationsrelationerne mellem staten og kurderne ville involvere systematisk forfølgelse, marginalisering og ydmygelse af Kurdisk-hederne siden 1925 (...). Den tyrkiske stats tvingene og assimilerende praktiser som eks. obligatorisk Tyrkis-sproget uddannelse og militærtjeneste sammen med oplevelser af diskrimination som arbejdere i Tyrkiske byer har bidraget til formningen af en radikaliseret Kurdisk nationalistisk identitet. (Tezcür, 2009: 2-3). Det vil sige at kurdernes nationalisme er opstået på baggrund af Tyrkiets makro-politiske konflikthåndtering og den undertrykkelse som kurderne lever under i Tyrkiet. 6 Oversat fra den engelske oversættelse af den tyrkiske forfatning " 29 AF 51

30 Som et resultat af Europas behandling af Tyrkiet, udviklede den tyrkiske nationalisme sig gradvist. Mens Det Osmanniske Rige langsomt gik i opløsning, etablerede den tyrkiske nationalisme sig i (Turbulens - forum for samtidsrefleksion, 2006). Imens denne nationalistiske tankegang spredte sig i Tyrkiet, etablerede der sig sideløbende en nationalistbevægelse blandt det kurdiske folk i Tyrkiet (jf. afsnittet historisk kontekst). Dette skete blandt andet på baggrund af borgernes mistillid til, reguleringen af det sammenstyrtede rige, og samtidigt en identitetskrise blandt i det tyrkiske folk. Tyrkernes nationalisme har eksisteret omtrent lige så længe som kurdernes, med kurdernes lovning om selvbestemmelse i 1924, blev kurdernes fællesfølelse ikke mindre. Der argumenteres for. at dét at kurdernes territoriale grænser er blevet hevet ud over både Irak, Syrien, Tyrkiet og Iran, er fortsat det der tilbageholder den kurdiske nationalisme fra at sprede sig. (Turbulens - forum for samtidsrefleksion, 2006) Diskussionen vedrørende territorielle grænser er en stor del af den kurdiske nationalismes udspring. Til det må det tilføjes, at kurdisk nationalisme ikke blot kan forstås som et direkte produkt af tyrkisk nationalisme, men at den tyrkiske stats håndtering af kurderne har været med til at radikalisere den kurdiske nationalisme (Tezcür, 2009: 3). Endvidere vil det ud fra Barths optik understrege grænsedragning mellem den kurdiske- og tyrkiske nationalistiske. 9.3 Minoriteter og majoriteter Med afsæt i Barth, vil vi sætte overvejelser om etnicitet og grænsedragning i en tyrkisk/kurdisk kontekst, og herunder beskrive kurdisk nationalisme og identitet i Tyrkiet. Vi tilknytter de to former for nationalisme, Barths teori om grænsedragning, for at forklare hvordan grænsedragningen vedligeholdes og hvordan konflikten mellem tyrkere og kurdere kan karakteriseres når grænserne overlapper. Til det benytter vi os af Tezcürs analyse Kurdish Nationalism and Identity in Turkey: A Conceptual Reinterpretation, som bygger på Barths begrebsapparat, men tilføjer pointer om kurdisk nationalisme og identitet. Tezcür beskriver en grænsedragning mellem den tyrkiske stat og den kurdiske minoritet, og hvordan den kurdiske nationalisme udfordrer den tyrkiske stats eksistensgrundlag: Den altsoverskyggende form af tyrkisk nationalisme medfører 'indkooporerings'-strategien af etnisk grænsedragning som marginaliserer alle etniske identiteter udover Tyrkisk. Offentlig anerkendelse og politisk repræsentation af andre etniske identiteter er forbudt, fordi det er opfattet som værende underminerende for national enhed og opildner polarisering. På samme tid, har denne strategi tilstræbt at forstærke grænserne og transformationen har tyrkisk indhold. Det er altså " 30 AF 51

31 en problematik for den tyrkiske stat, at anerkende minoritetsrettigheder, og det begrunder hvorfor den tyrkiske stat har udøvet assimilation, tvangsflyttelse og politisk forfølgelse 7. For at få videre indblik i hvordan spændingsfeltet mellem tyrkere og kurdere kan karakteriseres, er det nødvendigt at definere hvad en minoritet er. Definitionen kan forklares logisk, hvor en minoritet forstås som et modstykke til majoriteten, men når definitionen skal være juridisk gyldig i henhold til hvordan menneskerettigheder skal formuleres, opstår der hurtigt nogle problematikker (Slavensky, 1997: 115). Da regeringer oftest tilhører en majoritetsgruppe, er det en uhensigtsmæssige process for disse at skulle definere hvad en minoritetsgruppe er. I det tyrkiske tilfælde, ville dét at definere minoritetsgruppen en anerkendelse af minoriteterne og at tilknytte rettigheder til dem (Slavensky 1997: 116). Dette underkender den tyrkiske statsideologi med afsættet i politisk nationalisme og dybe rødder i kemalismen. Når der så findes denne diskussion om hvordan en minoritet bør defineres og hvilke kriterier en given minoritet skal have for at blive defineret, er det svært at komme til enighed om hvordan man skal fremme minoriteternes rettigheder: Et land kan således sige, at det tilslutter sig princippet, men at der ikke er nogle minoritetsgrupper inden for det egne grænser. Tyrkiet er et klassisk eksempel med en grundlov, der taler om ét folk og ét sprog (Slavensky, 1997: 117). Alt i alt understreger det hvordan minoritets- og majoritetsforholdet fastholdes af den tyrkiske nationalisme. I Barths teori om etnicitet og grænsedragning, findes en bagvedliggende forudsætning om at tyrkere og kurdere er to homogene befolkningsgrupper. Barth nævner, at en etnisk gruppe primært bør karakteriseres ud fra gruppens egne værdier. I hver etnisk gruppe, må der være en intern konsensus om at lade sig definere af et bestemt værdisæt. Som beskrevet tidligere, skabes et spændingsforhold når to grupper opretholder grænsedragning ved at skelne mellem os og dem. Den tyrkiske nationalisme forudsætter en homogen befolkning på et politisk niveau. Det ses tydeligst i konstitutionen i hvilken ingen andre grupper end tyrkerne anerkendes. F.eks. gennem den konstitutionelle definition af det fælles sprog: Den tyrkiske stat, med sit territorium og sin nation, er en udelelig enhed. Dens sprog er Tyrkisk 8 Denne pointe er gennemgående i forskning om Tyrkiet. Kurderne har som folk en række interne fællestræk, mens der samtidig eksisterer klare interne forskelligheder. For det første er kurderne en heterogen befolkningsgruppe, med en fælles kulturidentitet og historisk baggrund. De har dog 7 makropolitisk håndtering af etniske grupper. 8 Den Tyrkiske konsitution,, afsnit 3 del 1. " 31 AF 51

32 forskellige religiøse orienteringer: 70% af kurderne er sunnimuslimer, og de resterende 30% alawitter og yezimuslimer. Blot i Tyrkiet eksistere to dialekter af det kurdiske sprog, zaza og kirmanii, og disse afhænger af geografisk bestemte områder. (Çelik, 2011 :243) Visse politiske faktorer peger på kurdisk politisk heterogenitet: spørgsmål om hvorvidt kurderne skal kæmpe for en selvstændig stat eller lokal selvstyre, og om kurderne overhovedet vil indordne sig et definitivt kurdisk identitet. For en del af kurderne er høj politisk engagement for tids- og ressourcekrævende, og prioriterer hellere kræfterne på at engagere sig i det tyrkiske samfund, mhp. at skaffe sig en god uddannelse, et godt arbejde og ellers bare at kunne føre en normal hverdag (Tezcür, 2009). Tezcür belyser en holdning hos nogle etniske kurdere i henhold til assimilationspolitik: For mange kurdere eksisterer der ikke en rigid grænse mellem kurdisk og tyrkisk identitet. Det er noget, der er kompatibelt med hinanden. En fusion af disse identiteter kan ikke udelukkende blive forklaret som noget, der er tvunget ned over hovedet på befolkningen ved brug af assimilation (Tezcür, 2009: 7) Dette understreger hvordan nogle kurdere ikke udelukkende identificerer sig som kurdere, men kan også identificere sig som tyrkere. Dette henleder til den dikotomi, der eksisterer i forskningen om nationalisme: kulturel nationalisme over for politisk nationalisme. Den etniske gruppe kurderne er ikke et homogent folk, og det komplicerer Barths teoretiske definition af etniske gruppers selvidentificering. Dog bidrager Barths teorier med stærke analytiske pointer om spændinger mellem den tyrkiske stat og den kurdiske minoritet i Tyrkiet: den udvikler forståelsen fra, at problematikken ikke blot er et dikotomisk spørgsmål om hvordan en konflikt ses ud fra to forskellige nationalistisk afsæt, men at etniske kurdere og den tyrkiske stat hver især bidrager til grænsedragningen (Tezcür, 2009: 11). Endvidere drager vi på den forskningsmæssige diskussion om hvorvidt det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet kan forklares ud fra en kamp, hvorpå den ene side ses staten, og på den anden side ses civilsamfundet; en dikotomi mellem den tyrkiske stat og den kurdiske befolkning (Tezcür, 2009: 2-4). For det første underminerer dikotomien de politiskorganiserede grupper som bindeled i det antagonistiske forhold. HDP er en politisk aktør, der fungerer som talerør for minoriteterne i Tyrkiet (jf. afsnittet om HDP i parlamentet). For det andet har der eksisteret, og eksisterer stadigvæk, interne disputer mellem henholdsvis det kurdiske folk, den kurdiske elite og kurdiske organisationer. (Tezcür, 2009:8-10). Det understreger splittelsen i kurdisk etnicitet og kurdisk identitet, herunder politisk mobilisering. " 32 AF 51

33 GRUPPE 14: Den årelange konflikt mellem kurderne og den tyrkiske stat har medført en indgroet mistillid mellem forskellige lag i samfundet, og ikke mindst mellem befolkningen og staten (bilag 2, Mathias Findalen interview). Hovedparten af de tyrkiske kurdere føler mangel på retfærdighed, de føler sig ydmyget og føler at de i for lang tid har haft mundkurv på. Størstedelen af de tyrkiske majoritet føler en frygt for at deres land bliver splittet, og taget væk fra dem. De er vrede over alle de mennesketab PKK med deres terrorhandlinger har forsaget, og stolthed over at være tyrkisk (Çelik, 2011:256). Findalen eksemplificerer relationen således: Det var meget tydeligt ved EM landskampen mellem Tyrkiet og Island, hvor man afholdt ét minuts stilhed for de 102 der blev dræbt i Ankara (eksplosionerne ved fredsdemonstration 12. oktober 2015 red.). Halvdelen af stadionet buede, og det viser man i det tyrkiske samfund ser anderledes på kurdiske liv, end man gør på tyrkiske liv. Dette skyldes blandt andet pga., at der hersker en omtale i Tyrkiet, at når kurdiske liv går tabt, så er det selvforskyldt. (Bilag 2, Mathias Findalen, interview). Den episode understreger det konkrete forhold mellem tyrkere og kurdere, og peger på en stigmatiseret gruppering mellem de to befolkningsgrupper. En stigmatisering, der forstærkes og opretholdes i grænsedragningen. For at opsummere kan det siges: ud fra teorien om etniske grupper og grænsedragning, forsøger tyrkere og kurdere at opretholde de værdier der ligger til grundlag hhv. tyrkisk og kurdisk identitet. Der opstår en konflikt mellem den tyrkiske stat og den kurdiske befolkning når de opstillede grænser overskrides. Visse faktorer indikerer, at kurdere er heterogene i henhold til kurdiske grænsedragning, og det komplicerer definitionen af hvem det kurdiske folk er, og hvilke værdier de tilknytter sig. Konflikten mellem den tyrkiske stat og det kurdiske folk kan forklares ud fra hvordan tyrkiske nationalismes eksistensgrundlag bliver udfordret af den kurdiske nationalisme, og omvendt. Dette forklarer hvorfor den tyrkiske stat har forsøgt at assimilere kurderne, og hvordan kurderne kæmper for rettighedsanerkendelse. 9.4 Væbnet kamp mod undertrykkelse Baggrunden for PKK s opståen havde PKK en tese om at de kurdiske områder af Tyrkiet var kolonier, som skulle frigøres fra den tyrkiske kolonisator. De havde forinden udarbejdede et dokument som de kaldte Vejen til en kurdisk revolution, i hvilket de argumenterede for at de rige " 33 AF 51

34 kurdiske feudalister og de kurdiske bourgeoisie 9 gennem tiden har arbejdet sammen med Tyrkiets dominerende klasser, og holdt den resterende kurdiske befolkning undertrykte. Deres mål var en leninistisk-marxistisk revolution, som kunne skabe et selvstændigt Kurdistan. Dokumentet blev grundlaget for PKK s manifest, og hovedpulsåren i deres kamp (Çelik 2011:250). Guerillabevægelsen tiltrak særligt unge universitetsstuderende de gjorde brug af metoder som kidnapninger, bombninger og andre voldsrelaterede aktioner til for at fremme deres mål. De mange politiske uroligheder blev katalysator for det tredje militærkup i 1980, hvis strategi over for de politiske aktivister var radikalt anderledes end den tidligere håndtering. Aktivisterne blev fængslet, forsamlinger, politiske partier og foreninger lukket, hvilket medførte en splittelse af venstrefløjen (Findalen 2014:129). PKK gennemførte deres første væbnede angreb mod den tyrkiske hær i 1984 ( Yildiz 2012). I første halvdel af 1980 erne blev PKK s separatistiske mål beskrevet som terrorisme af statslige myndigheder, og fejede altså den kurdiske eksistens fuldstændig væk (Çelik, 2003:250). Konflikterne med PKK optrappedes drastisk op gennem 90 erne, som konsekvens af et stigende antallet af angreb fra PKK s side, der blev besvaret med en øget militær indsats fra den tyrkiske stat. Konflikterne eskalerede i midten af 90 erne, og medførte borgerkrigslignende tilstande i Sydøsttyrkiet. Kampene mellem PKK og den tyrkiske regering har forårsaget ustabilitet i det sydøstlige Tyrkiet. Ødelæggelse af infrastruktur, konflikter om retten til land mellem landsbyer og landsbyvagter, drab af hvad der anslås at være omkring mennesker siden konflikten start (Boertmann 2014) og en generel politik undertrykkelse. Det kurdiske spørgsmål befinder sig derfor stadig i dag i kernen af tyrkisk politik. De mange brud på menneskerettighederne og den stadig manglende italesættelse af den af undertrykkelse, og det hårde nedslag på de kurdiske områder i Sydøsttyrkiet under Olağanüstü Hal regimet 10, er stadig en af de største udfordringer for en varig politisk løsning på sameksistensen mellem kurdere og resten af Tyrkiet (Çelik, 201: 242). PKK er stadig i dag en vigtig aktør for i den kurdiske kamp for regionalt selvstyre, de kæmper fortsat med voldelige midler for at opnå deres mål. 9 Bourgeoisie: Borgerskab 10 En tyrkiske betegnelse for, at der i 1987 var undtagelsestilstand i det kurdiske område i Tyrkiet. Undtagelsestilstanden blev ophævet igen i " 34 AF 51

35 Til trods for de ovennævnte problematikker, har regeringen og PKK flere gange forsøgt at indgå fredsforhandlinger, den sidste brød sammen i sommers efter valget den 7. juni (Ritzau 2015). Reformer der kunne skabe langvarig fred og stabilitet, har været forsøgt af AKP 11, disse blev dog aldrig implementeret, da højrefløjen i tyrkisk politik advokerede for at en anerkendelse af kurderne strider mod den kemalistiske statsideologi (Çelik 2011: 243) I 2001 blev EU enige om at forfatte en terrorliste som inkluderede Verdens terrororganisationer, og berygtede personer med terrorrelation. Baggrunden for etableringen af listen var angrebet på World Trade Center i PKK blev i 2002 tilføjet til listen, hermed blev de definitivt frataget deres legitimitet som oprørsgruppe. I 2008 fastlagde den europæiske domstol at der ikke var tilstrækkelige argumenter for PKKs tilstedeværelse på listen. EU-landene har efterfølgende ikke rettet sig ind efter dommen, hvorfor PKK er stadig at finde på samtlige terrorlister, inklusiv den danske. (Damkjær 2014: 1). Dette står i skarp kontrast til 90 ernes opfattelse af PKK blandt EU-landene. Dengang blev de bredt betragtet som frihedskæmpere og ikke som terrorister (Ellegaard 2015: 1). De mange forsøg på at at få etableret en varig fredsaftale mellem PKK og den tyrkiske stat er en af problematikkerne ved at de stadig er at finde på terrorlisten, og én af hovedargumenterne for at de skal fjernes derfra (Damkjær 2014:1). En anden problematik ved PKK s tilstedeværelse på listen er den komplekse situation omkring bekæmpelsen af Islamisk Stat i Syrien. Europæiske lande har sendt våben til Nordirak med fuld bevidsthed om at de kunne havne hos PKK, argumentet for denne handling er at ISIS er en endnu farligere fjende end PKK nogensinde har været (Information, 2014). De kampdygtige guerillasoldater, beskyttede yazidierne 12 mod Islamisk Stat, og steget betydeligt i international anseelsesværdi (Boertmann 2014:1). Paradokset om vestens våbensendinger til mulige PKK soldater, og den optrappende konflikt med Islamisk Stat, er vigtigt i forståelsen af PKK s fremtid, og hermed kompleksiteten med det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet. PKK har med sin voldspolitiske fremgangsmåde været et repræsentant for kurdiske minoritetsrettigheder siden fødslen af bevægelsen - med terrorstemplingen af PKK og en generel krigstræthed har resulteret i en gradbøjet PKK s krav, fra kurdisk løsrivelse til kurdisk 11 I 2009 lancerede AKP en reformpakke kaldt det demokratisk initiativ, der skulle sikre minoriteters rettigheder i Tyrkiet (Ellegaard, 2009) 12 Et kristent mindretal i Syrien " 35 AF 51

36 lokal selvstyre, og at den tyrkiske stat skal anerkende de kurdiske minoritetsrettigheder. I kraft af PKK s politiske illegitimitet, er der fra kurdisk side behov for et nyt talerør, med en ny politisk fremgangsmåde; det er her HDP kommer ind i billedet. 9.5 HDP vandrer fra gaden ind i Parlamentet Vi kæmper for demokrati, arbejderrettigheder og humane levestandarder ( ) vores organisering starter fra gaderne og udvikler til lokale forsamlinger i vores nabolag 13 HDP er en paraply for den tyrkiske venstrefløj, der samler de frustrerede vælgere, så de sammen kan sætte regeringens handlinger på dagsordnen. Præsident Erdogan har i løbet af sin regeringsperiode ført en neoliberal politik, med byggeprojekter i fokus. Landsbyer blev erstattet med store bygningsværker, og det skabte harme blandt befolkningen. Derfor startede der ikke overraskende protester, da træer i Taksim Gezi-parken i Istanbul skulle fældes til fordel for et nyt indkøbscenter. Protesterne eskalerede, da det tyrkiske politi benyttede tåregas og vandkanoner for at forhindre dem, og mange flere demonstranter, tyrkere så vel som andre etniske grupper, i at slutte sig til. Besættelsen af Geziparken blev ikke blot udtryk for modstand mod regeringens neoliberale bygningsprojekter, men også et opråb til de andre partier om at markere sig som opposition. Dertil kommer det, at mange befolkningsgrupper, som noget nyt, demonstrerede samlet for en fælles sag. Gennem brug af sociale medier, bredte protesterne sig til flere byer, og befolkningen blev mobiliseret på helt nye måder. Gezi-protesterne afslørede at en stor del af den tyrkiske befolkning ikke havde et parti at gå til, med deres utilfredshed. I 2012 dannede medlemmer fra det gamle kurdiske parti BDP 14, et nyt parti som skulle favne mere end den kurdiske nationalistiske kamp som mærkesag. I partiets første år var det nye parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), nærmest ukendt for befolkningen. (Findalen 2014:131) Gezi-protesterne skabte momentum for HDP, som netop formåede samle dem, der stod i opposition til magthaverne, men ikke så det republikanske parti, CHP, som parlamentarisk repræsentant for deres utilfredshed. Disse tilhængere var tilknyttet mange 13 oversat fra HDP s engelsksprogede partiprogram 14 BDP: Freds- og demokratipartiet eksisterede indtil 2014 og sad i parlamentet på enkeltmandater inden HDP. " 36 AF 51

37 andre samfundsgrupper end kurderne. (Findalen 2014: 132) HDP er et tyrkisk parti som arbejder for minoritetsrettigheder, der omfatter alle undertrykte grupper og minoriteter i landet. Fra kurderne til alawitterne og fra kvinderne til seksuelle minoriteter. Symptomatisk for arbejdet for minoriteter og undertrykte grupper, er princippet om positiv diskrimination som mener at 10% af partiets ledelse er øremærket LGBT-personer og 50% er øremærket kvinder. Desuden er alle formandsposter delt mellem en mandlig og en kvindelig repræsentant. At partiet ikke kun arbejder for kurdernes frihedsrettigheder, adskiller dem fra tidligere pro-kurdiske partier, hvor den kurdiske kamp altid har været i højsædet. Udover politisk at brede sig ud over det kurdiske spørgsmål har partiet etableret sig andetsteds end blot i Sydøsttyrkiet, som er et kurdisk område, særligt med succes i de største byer; Istanbul, Ankara og Ismir. HDP er et kapitalismekritisk venstrefløjsparti med vægt på de borgerlige frihedsrettigheder for hele befolkningen. (Daily news, 2015) HDP lykkedes ved parlamentsvalget i sommeren 2015 at vinde 13 % af stemmerne og havde dermed nok til at passere spærregrænsen på 10%. Tidligere er de kurdiske partier blevet valgt ind med løsgængere, ikke som parti. Det skyldes først og fremmest, at de har været med til at skabe en offentlig diskurs hvor minoriteter og undertrykte gruppers kamp, er blevet samlet. Om det fortæller Deniz Benli, aktivist i HDP's danske afdeling: (...) og så tror jeg også de kan være med til skabe noget i forhold til hele tiden at blive ved med at påpege internationalt og også i Tyrkiet, vi bliver nødt til at værne om vores rettigheder og vi bliver nødt til at beskytte folks rettigheder, vi bliver nødt til at snakke om at vi skal have flere kvinder ind i politik, vi bliver nødt til at snakke om at kvinder skal ind på arbejdsmarkedet og så videre. (Deniz Benli, København, bilag 3, interview 4/ ) En anden faktor i HDP s succes ligger i de fredsforhandlinger der har været mellem det væbnede kurdiske arbejderparti, PKK, siden 2013, som brød sammen i HDP kan spille en rolle som mægler i fremtidige fredsforhandlinger. Ser man på HDP s program, er fred placeret øverst, og resten af værdigrundlaget handler om hvordan fred opnås på retfærdig vis. Navnligt opnås dette gennem rettigheder for landets minoriteter, og består blandt andet af anerkendelse af lige indfødsret, konstitutionel anerkendelse, og ikke mindst lokal selvbestemmelse. (People s democratic party, 2015) HDP arbejder for decentralisering. Nærmere bestemt en inddeling af Tyrkiet i regioner, i hvilke befolkningen vælger en guvernør, og bl.a. har selvbestemmelse over " 37 AF 51

38 sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet. De facto ville kurderne og alawitterne på den måde få selvbestemmelse, da en stor del af disse to befolkningsgrupper er geografisk placerede i områder hvor netop en enkelt etnisk gruppe er dominerende. Som McGarry påpeger kan semi-løsrivelse være vejen til fred mellem rivaliserende minoriteter og majoriteter, hvilket man i høj grad kan sige at kurderne og tyrkerne er. Til spørsmålet om hvorfor HDP som pro-kurdisk parti ikke umiddelbart arbejder for en selvstændig kurdisk stat, svarer Tyrkiet-ekspert Mathias Findalen: Jeg tror det man har erkendt fra kurdisk side, at det er fuldstændig umuligt, altså at det bare ikke kommer til at ske. Fordi tyrkisk politik, tyrkisk national identitet er bygget op omkring vedligeholdelse af det tyrkiske element, og hvis man pludselig laver en autonom stat, nede omkring dernede [de kurdiske områder i Sydøsttyrkiet] så ville nogen se det som et kæmpe nederlag for den tyrkiske historie - det ville være et stort politisk nederlag. En statsstruktur vil altid sørge for at det ikke sker. Og når man har det andet største militær i NATO, så ville det selvfølgelig være umuligt, at skabe en struktur som kan gøre det. (Mathias Findalen, København, Interview 7/ ) Han fortæller ligeledes at siden det under borgerkrigen er lykkedes kurdere i det nordlige Syrien, at skabe noget, der minder om en selvstændig stat, får det, i forhold til AKP med præsident Erdogan i spidsen, kurderne til at virke som en alt for stor trussel overfor den tyrkiske stat. I Sydøsttyrkiet, som grænser op mod den kurdiske region i Syrien, er 80% af indbyggerne kurdere. (se bilag 1: kort over kurdiske områder i Mellemøsten) Det at se semiløsrivelse som en trussel mod sin stat, falder i tråd med den tyrkiske politiske nationalisme, fordi man dermed anerkender den minoritet som får selvbestemmelse. Det som kendetegner den politiske nationalisme, er netop det politiske fællesskab, men dette fællesskab falder fra hinanden idet en etnisk minoritet melder sig ud af det. Dette er et tydeligt eksempel på grænsedragningen mellem to befolkningsgrupper. I forsøget på at gøre Tyrkiet attraktivt ift. EU-medlemskab, har AKP været det parti, der i størst grad har forbedret kurdernes forhold, blandt andet ved at tillade brug af det kurdiske sprog i mange flere sammenhænge end tidligere. Eksempelvis blev det tilladt at undervise skoleelever i Kurdisk (Nordentoft, 2013). Partiet er holdt op med at lave reformer til kurdernes fordel, efter Rojava 15 etablerede sig i Nordsyrien op mod grænsen til Tyrkiet. Her prioriteres det at holde kurderne tilbage over ønsket om at imødekomme 15 Rojava: De facto autonom kurdisk region i Nordsyrien med bl.a. den meget omtalte by grænseby Kobanê, der ligger lige op ad den tyrkiske grænse. " 38 AF 51

39 GRUPPE 14: Københavnerkriterierne i håbet om EU-medlemskab. Om AKP s regeringsperiode fortæller Mathias Findalen: Kurdere fik flere rettigheder, fordi man vidste godt at hvis man skulle gøre sig populær i EU-sammenhænge økonomisk-politisk, så skulle man også snakke om minoritetsrettigheder. Så det gjorde man faktisk i de første mange år ( ) Det er man holdt fuldstændigt op med. (Mathias Findalen, København, Interview 7/ ) Forbedringen af kurdiske forhold kan altså forklares ud fra Tyrkiets ønske om EU-medlemskab, og ikke en permanent forbedring. HDP s decentraliseringsprojekt hænger sammen med deres demokratiske målsætninger. Netop gennem det at brede magten ud til forskellige regioner, sørge for repræsentation af mange forskellige samfundsgrupper i beslutningsorganer, og at sørge for gennemsigtighed i partiet, vil HDP gøre op med den gennemsyrende korruption, som de mener findes i Tyrkiet: Vi ved at forholdet mellem politikere, bureaukrater og kapital er et som er baseret på interesse og er et biprodukt af dette politiske system. Således står det i HDP s program. (Peoples democratic party) At HDP arbejder for regionalt selvstyre frem for kurdisk selvstændighed er ikke mindst et strategisk greb, som adskiller dem fra PKK, og gør dem mere legitime i det tyrkiske folks øjne. HDP er en politisk parasol med bred repræsentation af minoritetsrettigheder, og afspejler hvordan den kurdiske kamp går ned af den parlamentariske stig. Men hvor efterlader det HDP s forhold til PKK? 9.6 Opgøret med PKK Som HDP ser vi da ikke PKK som adskilt fra os, det er jo en del af den kurdiske sag. Sådan fortæller Deniz Benli, der er aktivist hos HDP-Danmark. Han fortæller dertil, at der er et vist personoverlap mellem de aktive medlemmer i HDP og PKK. Efter valget i juni, hvor AKP ikke opnåede flertal udskrev Erdogan nyvalg til afholdelse 1. november. AKP s efterfølgende valgkamp havde i høj grad til formål at forhindre at HDP fik en betydelig del af stemmerne ved at sætte lighedstegn mellem HDP og PKK, ved at omtale HDP som PKK s politiske gren. Erdogan har lige netop udtalt at HDP er intet mere end en forlængelse af en terrororganisation. (Serinci 2015) På den måde opretholder AKP gennem diskursskabelse en grænsedragning mellem det tyrkiske og kurdiske folk, i hvilken gråzoner og forskelle udviskes og de to bliver fremstillet som to modsatte homogene grupper. Siden fredsforhandlingerne brød sammen, er håbet om at få PKK fjernet fra EU s og " 39 AF 51

40 USA s terrorlister bristet, og PKK kan på ingen måder fra den tyrkiske befolknings side anses som en legitim politisk aktør, officielt er PKK og HDP også to fuldkommen adskilte partier, fortæller Deniz Benli. Til det kommenterer Mathias Findalen: Det tror jeg bliver deres store opgave, hvis de skal overleve som et parti; det er det som man håber de kan, da det er så vigtigt et parti: De skal på en eller anden måde formål at adskille sig mere fra PKK, fordi PKK ikke er politisk acceptabel. (Mathias Findalen, København, Interview 7/ ) På den måde har relationen til PKK i valgkampen været en hæmsko for HDP s succes i at holde AKP fra parlamentarisk flertal. Spørger man Mathias Findalen er et opgør med PKK nødvendigt for HDP, i tilstræbelsen efter mere parlamentarisk indflydelse. Han fortæller, at selvom at det ikke er noget man snakker meget om, så har PKK s leder Abdullah Öcalan på en eller anden vis, været en del af stiftelsen af HDP gennem de BDP-medlemmer som har besøgt Öcalan i fængslet. Udover personoverlappet mellem de aktive, er der også en del af HDP s vælgerskare som kan betegnes som PKK-bagland. HDP s forhold til PKK er på sin vis paradoksal, da HDP s eksistens er skabt på baggrund af PKK, samtidigt med at en politisk tilknytning til PKK er et svagt punkt for HDP pga. PKK s manglende legitimitet. Deres politiske strategi gav dog alligevel pote. HDP passerede spærregrænsen, men hvad kan partiet udrette som en del af parlamentet? 9.7 Diskussion: Muligheder og begrænsninger i Parlamentet Med HDP s 59 mandater ud de 550 mulige, har de ingen beslutningsmagt, og AKP behøver ikke at forholde sig til oppositionspartierne så længe de har absolut flertal. Ved det første valg i 2015 forhindrede HDP s succes at AKP fik flertal, det fik præsident Erdogan til at udskrive nyvalg. Ved valget i november, gav HDP afkald på et par procentpoint, men oppositionspartiernes samlede antal stemmer, betød at AKP ikke har fået 2/3 af stemmerne og dermed ikke kan lave grundlovsændringer alene. Det var ellers noget, som særligt Præsident Erdogan havde ønsket, fordi det så ville være muligt at lave Tyrkiets parlamentariske styre om qtil et præsidentielt styre, og dermed give ham en ny og mere magtfuld rolle. (Information, 2015) Den magt som tilfalder HDP er i høj grad dagsordensættende. I Tyrkiet lever mediecensuren i bedste velgående, og journalister fra oppositions-medier står ofte overfor fængsling. I december 2015 er det kommet frem at to journalister efterforskes for at have " 40 AF 51

41 fornærmet præsidenten. (Reporters without borders, 2015) Til spørsmålet om hvad HDP s største udfordring bliver fremadrettet svarer Deniz Benli: Det er at få folk til at bevare håbet for fred og demokrati. Det er vildt op ad bakke, du har medier der konstant kører på dig, du har journalister der bliver fængslet, sikkerhedssituationen er meget risikabel, du har parlamentarikere der bliver angrebet og anklaget for det ene og det andet. (Deniz Benli, København, bilag 3, interview 4/ ) Derfor benytter HDP parlamentets talerstol som en platform til at gøre opmærksom på de ting som regeringspartiet gerne vil undgå at italesætte. De nævner eks. gang på gang det armenske folkemord, i håbet om at en folkelig bevidsthed omkring det, kan føre til en statslig anerkendelse af folkemordet som nævnt i afsnittet om tyrkiets håndtering af etniske konflikter. HDP kan advokere for PKK i fremtidige fredsforhandlinger, som mægler mellem den tyrkiske stat og guerillabevægelsen. Det bliver dog en udfordring for partiet at finde sin plads mellem at være et tyrkisk parlamentarisk parti, og advokat for Öcalan og PKK i forhandlingerne - at på den ene side forsvare deres i høj grad kurdiske bagland og samtidig bibeholde deres status som legitimt parti i Tyrkiet. Partiet har efter Gezi-protesterne formået at samle den tyrkiske venstrefløj under en paraply, hvilket ikke må underkendes som bedrift. Med fredsretorikken er det ligeledes lykkedes dem at mobilisere den unge venstrefløj, som før har været afskrækket fra politisk aktivitet, på råd fra ældre generationer, som er blevet skræmt af den tidligere væbnede kamp. (Bilag 2: Mathias) Dog må det ikke glemmes, at mange af dem der tilhører minoritetsgrupper i Tyrkiet som eks. kurderne, er dybt konservative, og kan dermed ikke se sig selv som en del af HDP s venstreorienterede projekt. Hvis det lykkes AKP at udnytte sin historie som fredsparti, er det lige netop de vælgere, som kan finde på at støtte regeringspartiet ved kommende valg. Både Deniz Benli og Mathias Findalen har peget på at sammenkædningen med PKK er en udfordring for HDP, og dette ses ligeledes på den valgkamp som AKP førte mellem valget i juni 2015 og det efterkommende nyvalg. 9.8 Diskussion: Må HDP gøre op med PKK? På den ene side kan man argumentere for, at HDP er nødsaget til at kappe båndene til PKK, da PKK i dag er politisk illegitime grundet dets tidligere væbnede kamp. Endvidere er der sket en udvikling i den tyrkiske venstrefløj, der tidligere har været præget af voldspolitik, til nu at fokusere mere på dialog og forhandlinger. På den anden side må man ikke skal glemme, at " 41 AF 51

42 PKK banede vej for kurdiske rettigheder, ved at aktivt bekæmpe den undertrykkende stat og at PKK har været, og stadig er en vigtig del af den kurdiske kamp. Derudover er HDP blevet skabt på PKK s fundament, da PKK har skabt fundamentet for den kurdisk kamp. HDP udvider den kurdiske kamp til en parlamentarisk drejning. Så hvis HDP afskærer sig PKK, så risikerer de at miste den del af HDP s bagland der tilslutter sig PKK. For at forstå dette må man konstatere, at det politiske landskab i Tyrkiet har ændret sig meget siden PKK opståen. Igennem 60 erne og 70 erne dominerede idéen om, at statsomvæltning skulle ske ved hjælp af militæret (bilag 2, s.3, Mathias Findalen interview). Venstrefløjens radikale tilgang til statsomvæltning sætter i dag sine spor i form af frygt og skepsis, da de generationer der oplevede 60 ernes og70 ernes vold viderefører deres frygt for at mobilisere sig politisk som nyere generationer. (ibid) Det forklarer hvorfor den politiske base har været relativ svag for venstrefløjen i Tyrkiet. HDP s succes er et udtryk for hvordan venstrefløjen er blevet styrkes. Sucessen kan forklares ydeligere med, at HDP appellerer til liberale værdier, og at der tidligere ikke har været et parti med fokus på et multikulturelt samfund. Kulturpluralisme 16 kan altså appellerer til en vælgergruppe i venstrefløjen, der tidligere ikke kunne tilslutte sig enten en kurdisk nationalisme eller tyrkisk nationalisme. Mathias Findalen understreger denne udvikling således: Det er en hel anden måde at forstå sig selv som venstrefløjsaktør i dag, end man gjorde førhen. Tidligere anså man venstrefløjsaktører som en del af et illegitimt miljø, hvor at man brugte politisk vold (bilag 2, Mathias Findalen interview). PKK er stemplet som en terrorgruppe af både EU og USA, hvilket gør dem politisk illegitime (jf. afsnittet om væbnet kamp). HDP er med dets parlamentarisk anerkendelse opnået politisk legitimitet, hvorimod PKK via. væbnet kamp og terrorstemplingen er politisk illegitime. Det henleder til spørgsmålet, om HDP så skal gøre op med PKK, da det kan være en hæmsko for HDP at kunne blive tilknyttet til PKK. Det kan sættes op således: På den ene side giver det ikke mening at HDP gør op med PKK Hvis PKK, med HDP som advokat, er gode til at indgå i fredsforhandlinger med den tyrkiske stat, samtidigt med at PKK fortsætter med at bekæmpe ISIS, vil det måske resulterer i en højere grad af legitimering af PKK. På den måde vil det styrke HDP, når HDP også indgår i fredsforhandlingerne. På den anden side 16 En liberal - isme, der taler for at et samfund kan bestå af flere folkeslag eller etniske grupper. denstoredanske.dk/geografi_og_historie/folkeslag/etnografiske_termer/kulturpluralisme " 42 AF 51

43 bør de gøre op med PKK hvis de fortsætter med at udøve vold, da det vil understrege deres politiske illegitimitet. (Serinci, 2015) " 43 AF 51

44 10. Konklusion Hvordan den tyrkiske stat har håndteret det kurdiske mindretal kan karakteriseres gennem McGarrys teori om staters håndtering af etniske konflikter. De to måder, som Tyrkiet gennem tiden har håndteret konflikten med den kurdiske minoritet, er; tvungne massedeportationer og assimilation. Strategien har hovedsageligt opildnet konflikten. Assimilation af kurdere i det tyrkiske samfund er et vigtigt element i forklaringen af konflikten mellem den tyrkiske stat og det kurdiske mindretal. Dertil kommer det at den tyrkiske stat ikke anerkender at det armenske folkemord var et folkemord. Hele den måde Tyrkiet har håndteret den kurdiske minoritet på bunder i modsætningsforholdet mellem kurdisk og tyrkisk nationalisme. Kurdisk nationalisme forklares ud fra en etnisk og kulturel nationalisme, hvorimod tyrkisk nationalisme tilsidesætter etnicitet som det bærende element i nationsdannelse. Kurdisk nationalisme har baggrund i et historisk og kulturelt fællesskab. De kurdiske bevægelsers nationalisme er blevet radikaliseret som følge af tyrkisk assimilationspolitik, censur og tvangsforflyttelse. Den forskningsmæssige dikotomi om tyrkisk nationalisme versus kurdisk nationalisme, og civilsamfund versus stat, mangler forklaringskraft. Opdelingen, der tidligere har hersket i forskning om nationalisme i Tyrkiet, skal nuanceres, så konflikten mellem kurdere og tyrkere kan forklares med mere dybde. Med en inddragelse af etniske grupper og grænsedragning, vil det supplere til den forskningsmæssige dikotomi, og derved vil man kunne forklare problematikken om kurdere og tyrkere bedre. Den tyrkiske stat, har et kemalistisk og dermed politisk nationalistisk grundlag. Kurdisk og tyrkisk nationalisme kan ikke fungere side om side, da de indeholder grundlæggende modsætningsforhold. Kurdere kategoriseres som heterogene på baggrund af de sproglige variationer af kurdisk, geografisk spredning på tværs af landegrænser og politisk orientering og organisering. Man kan dog stadig klassificere dem som en etnisk gruppe og dermed forklare hvordan kurdere udøver grænsedragning. Det at kurdisk og tyrkisk nationalisme ikke kan sameksistere, og på grund af Tyrkiets undertrykkelse har kurderne lige siden det Osmanniske riges fald, kæmpet for deres rettigheder som minoritet. Men kampen har udviklet sig PKK benyttede sig af voldelige metoder i perioden mellem 70 erne til 00 erne imod " 44 AF 51

45 Tyrkiets undertrykkelse af kurderne. PKK var en af de primære aktører, men siden har flere da meldt sig på banen. HDP repræsenterer blandt andre kurderne parlamentarisk, men også de andre minoritetsgrupper i landet. Gennem sit fokus på samtlige undertrykte grupper, markerer HDP sig som en ny modreaktion på den neoliberale og konservative politik som regeringspartiet har ført gennem sin regeringsperiode. Arbejdet for retfærdig fred, går ifølge HDP gennem lokalt selvstyre. Dette passer til teorien om just-cause som forklarer at løsrivelse kan være vejen til fred mellem rivaliserende grupper. Den rolle som HDP spiller i kampen for selvstændighed har altså 3 elementer. For det første har de samlet minoriteterne i Tyrkiet til en fælles kamp for retfærdig fred gennem minoritetsrettigheder - herunder retten til selvstyre. For det andet har de mobiliseret og samlet den unge venstrefløj efter Gezi-protesterne, som ikke havde et andet sted at gå med deres utilfredshed overfor regeringens politik, og for det tredje legitimerer de kampen gennem deres repræsentation i parlamentet. " 45 AF 51

46 11. Perspektivering Den kurdiske selvstændighedskamp i Tyrkiet er enestående, fordi den drejer sig om så stort et folk. Modsat, findes der mange andre problemer i resten af verden som kan afspejle situationen med kurderne i Tyrkiet. De tydeligste ligheder findes i de tre andre stater, hvor kurdere kæmper for en selvstændig stat - i Irak, Iran og Syrien. I det nordlige Irak er kurderne blevet så veletablerede at man kan tale om en de facto-stat, mens en noget lignende proces er ved at udforme sig i Syrien. Særligt gennem den nuværende borgerkrig, har de syrisk-kurdiske væbnede styrker haft succes med at holde ISIS ude af deres belejrede område Rojava, og på den måde komme et skridt tættere på selvbestemmelse. Dette er på trods af at Rojava er placeret lige op ad grænsen til Tyrkiet, og strategisk har stor betydning for ISIS s fremgang. På denne måde kan man påstå at der er tale om en begyndende de facto-stat. Netop de factostaten er noget som kan sammenholdes med kurdernes situation i Tyrkiet. Der kan også drages paralleller til alle konflikters moder : Palæstinenserne ønsker ligesom kurderne en anerkendt, selvstændig stat. Ligesåvel som kurderne er palæstinenserne en nation uden en stat. Både Israel og Tyrkiet er militært overlegne ift. Kurderne og palæstinenserne - og kampene har begge i høj grad været væbnede og nærmest utrættelige. I Sydeuropa er nye venstrefløjspartier opstået. Hvor HDP arbejder imod AKP s neoliberale projekt, er det EU s neoliberale politik som de Sydeuropæiske partier, spanske Podemos og græske Syriza, har etableret sig imod. Løsrivelse er ligeledes noget der i løbet af det seneste år har været på dagsordenen i Europa. I Skotland havde man i foråret folkeafstemning om medlemskabet af Storbritannien, og ved regionsvalget i Spanien i efteråret vandt pro-løsrivelsespartierne i Catalonien samlet flertal. " 46 AF 51

47 Bøger: 12. Litteraturliste Barkey, J. Henri & Fuller, E. Graham 1998: Turkey s Kurdish Question Rowman & Littlefield Publishers i United States of America Barth, Fredrik 1998: Ethnic Groups and Boundaries Harvard. Budtz, Lasse 1997: Det er med sin fjende, man skal søge freden i De uønskede - kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. København Gyldendal Heywood, Andrew 2007: Politics. 3. Udgave. Palgrave Foundations, New York Heywood, Andrew 2013: Politics. 4. Udgave. Palgrave Foundations, New York Hoffman, Bruce 2006: Inside Terrorisme. Revised and Enlarged Edition. New York: Columbia University Press Jensen, M.D og Kvist, J. 2015: Hvordan laver man en stærk analysestrategi, kapitel 3, i Kristensen, C.J. og Hussain, A(red.) Metoder i samfundsvidenskaberne. Forlaget Samfundslitteratur. McGarry, John & O'Leary, Brendan 1993: Introduction: The macro-political regulation of ethnic conflict i Mcgarry and O'Leary (eds.) The politics of Ethnic Conflict Regulation. Routledge. Månson, red. Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen 2007:. Klassisk og moderne samfundsteori. 4. Udgave. Hans Reitzels Forlag. Sigurdsson Villo 1997: Tyrkiet og menneskerettigheder i De uønskede - kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. København Gyldendal Sheyholislami, Jaffer 2011: Kurdish Identity, Discourse, and News Media. Første udgave. Palgrave MacMillan, New York. Slavensky, Klaus 1997: Tyrkiet og menneskerettigheder i De uønskede - kurdernes situation i Europa og Mellemøsten. København Gyldendal Smith, Anthony. 2001: Nationalism. Key Concepts. Østergård, Uffe 2007: Klassisk og moderne samfundsteori, 4. udgave. Hans Reitzels Forlag, Viborg Østergård, red. Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen 2007:. Klassisk og moderne samfundsteori. 4. Udgave. Hans Reitzels Forlag. Özcan, Kemal Ali 2006: A theoretical analysis of PKK and Abdullah Öcalan New York:Routledge " 47 AF 51

48 Özoğlu, Hakan 2004: Kurdish Notables and the Ottoman State State University of New York Press, Albany Internet: Daily News 2015: Turkish general election default.html (hentet d ) Den store danske. d : Social ulighed Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Samfund/social_ulighed (hentet d ) Den store danske d : Etnonationalisme Geografi_og_historie/Folkeslag/Etnografiske_termer/etnonationalisme (hentet d ) Den store danske d :. Fredrik Barth. Etnografer,_etnologer_og_kulturhistorikere/Fredrik_Barth (hentet d ) Den store danske :. Kemalisme. (hentet d ) Den store danske : Max Weber Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Sociologer/Max_Weber (hentet d ) Den store danske : Nationalisme Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statsbegrebet_og_suver%C3%A6nitet/nationalisme Den store danske :. Folkedrab. Samfund,_jura_og_politik/Jura/Krigsret/folkedrab (hentet d. 13/12-15) Den store danske 2015: Osmannerriget Osmannerriget (hentet d. 13/12-15) Den store danske 2015: Kemal Atatürk Mellemøsten/Tyrkiet/Kemal_Atatürk (henet d. 16/12-15) Folkedrab.dk. Det armenske folkedrab - hvad skete der? (Hentet d ) Kurdishquestion.com, Slavoj Zizek: Kurds are the most progressive, democratic nation in the middle east, d : (hentet d ) " 48 AF 51

49 People s Democratic Party 2015: Who are we? (hentet d ) Reporters without borders - For freedom of information d : Timeline of censorship in Turkey (hentet d ) Artikler: BBC d : Turkey election: Ruling AKP regains majority (Hentet d ) Boertmann, Dines d : Baggrund: Tyrkiets modvilje i Kobane handler om kurderne DR (Hentet d ) BBC Damkjær, Ole d : Blåstempling af pkk i modvind Berlingske. Online adgang via Informedia. (Hentet d ) Dr.dk, Tyrkiet løsner grebet om kurdere, tyrkiet-loesner-grebet-om-kurdere (Hentet d ) Ellegaard, Lasse d : Jensens u-vending Information. Online adgang d. 14/12.15 Findalen, Mathias 2012: Tyrkiets ny venstrefløj Babylon Lund, Ophelia d : Islam i dag Religion (hentet d ) McGhie, Steffen. d : Skal stater undskylde fortidens overgreb? (hentet d ) Nersessain, David 2005: Rethinking cultural genocide under international law human right dialogue: Cultural rights Carnegie Council for Ethics in International Affairs ( section_1/5139.html/:pf_printable) (Hentet d ) Nordentoft, Ane 2013: Kurderne - en nation uden stat Dagbladet Information ( - (Hentet d. 19/12-15) Nudem.dk. Hvorfor støtter kurderne HDP? (u.å): (hentet d. 14/12-15) " 49 AF 51

50 Ritzau d : Kurdisk parti sejrer og afviser koalition med Erdogan telegram/ (Hentet d ) Seeberg, Peter 2006: Osmannerriget og den kurdiske og tyrkiske nationalisme Turbulens ( - (Hentet d. 16/12-15) Serinci, Deniz 2015: Derfor gik HDP tilbage ved tyrkisk valg Jiyan ( derfor-gik-hdp-tilbage/) (Hentet d ) Stryhn Kjeldtoft, Sebastian & Jesper Løvenbalk Hansen d : PKK spiller en nøglerolle i kampen mod Islamisk Stat - (Hentet d ) Sørensen, Selsøe Martin d : Analyse: Historisk fremskridt i Tyrkiet Politiken ( politiken.dk/udland/ece /analyse-historisk-fremskridt-i-tyrkiet/ (Hentet d. 16/ ) Rapporter: Çelik, Betül Asyşe 2011: Ethnopolitical Conflict in Turkey: From Denial of Kurds to peaceful Coexistence? Faculty of Arts and Social Sciences, Sabanci University _Ethnopolitical_conflict_in_Turkey_from_the_denial_of_Kurds_to_peaceful_coexistence (Hentet d ) FN-forbundet (ukendt dato) Terrorbekæmpelse, folkeret & menneskerettigheder FN-forbundet politikpapir_terrorbekaempelse_folkeret_og_menneskerettigheder.pdf (Hentet d ) Günduz-Hosgör, Ayse & Jeroen Smits 2002: Intermarriage between Turks and Kurds in Contemporary Turkey: Inter-Ethnic Relations in an Urbanizing Environment i European Sociological Review. Oxford University Press Moore, Margaret 2000: The Ethics of Secession and a Normative Theory of Nationalism The Canadian Journal of Law & Jurisprudence (hentet d ) Sagnic, Ceng 2010: Mountain Turks: State ideology and the kurds in Turkey Information, Society and justice InformationSocietyAndJustice_v3n2_p pdf Tezür, murat Günuş: 2009 Kurdish nationalisme and identity in turkey: a Conceptual Reinterpretation. State-society relations in the southeast " 50 AF 51

51 Ukendt forfatter og udgivelsesår. Constitution of the republic of Turkey (Hentet d ) " 51 AF 51