Fri for Mobberi. Fri for Mobberi Sådan gør Vi

Transkript

1 Fri for Mobberi Fri for Mobberi Sådan gør Vi

2 Indholdsfortegnelse Indledning Red Barnets børnehaveog indskolingsprogram Organisationen Red Barnet gennemfører fra 2007 det forebyggende antimobbeprogram Fri for Mobberi i børnehave og indskoling. Projektet gennemføres i samarbejde med tre kommuner: Gentofte, Kolding og Århus og koncentrerer sig om de 3-8 årige. I Danmark har den hidtidige mobilisering af aktiviteter rettet mod børns mobbemønstre haft fokus på skoletiden. Alt tyder dog på, at der kan sættes ind langt tidligere for at skabe bedre, mere positive og venskabelige skoleelevmiljøer. Mål Målet er at skabe vedvarende, inkluderende kultur børnene imellem. Projektets ambition er, at gode børnefællesskaber, skabt i børnehavemiljøet, bæres med over i skolemiljøet. Billedligt set kan initiativet beskrives som børn, der blidt puffes og støttes af voksenhånd i ryggen ud over børnehavens redekant og ind i skolemiljøet med et bagageindhold, der gør barnet klar til at møde den særlige form for sociale kontakt, der findes i klasserummet. Red Barnets antimobbeprogram bygger på: Mobning blandt børn er de voksnes ansvar Forebyggelsesstrategier Beredskabsstrategier Ny målgruppe i antimobbearbejdet er tilskuerne til mobning Udvikling af børnefællesskaber med tolerance, respekt, omsorg og mod 4 grundværdier Antimobbeprogrammet hviler på 4 grundlæggende menneskelige værdier Tolerance, Respekt, Omsorg og Mod. De udvalgte børnehaver og skoler sætter selv ord på, hvad værdierne betyder for det daglige liv mellem børnene, mellem de voksne og mellem voksne og børn. Bamsevenner Med inspiration fra The Alannah and Madeline Foundation i Australien bruges en særlig bamsefigur ( Buddybear - Bamseven) som maskot for kampagnen. Bamsen er en evergreen gennem generationer og i mange forskellige kulturer verden over. Bamsen udstråler tryghed, blidhed og venskab og figuren skal minde børnehave og indskolingsbørn om at passe godt på hinanden at være en god kammerat. Den store bamse er børnehavens og kan lånes hjem på skift af børnene. De små bamser er børnenes egne. Store-ven til de større børn og Lille-ven til de mindre. 2 3 Side 3: Indledning Side 5: Mobning Side 13: Sociale praksiser Side 21: Bamser Side 23: Fagvoksnes rolle Side 27: Forældre som samarbejdspartnere Side 29: Kort intro til konflikthåndtering Hæftet er skrevet af Dorthe Rasmussen Projekt Fri for Mobberi Red Barnet 2007 De sociale praksiser Antimobbeprogrammet implementeres ved at opbygge en række gode sociale praksiser, hvis formål er at styrke fællesskabsfølelsen blandt børnene. Det er projektets fornemme ambition, at disse gode praksiser bliver til kulturbåren praksis, der tages med over i skolen, når børnene starter dér. Projektet er pionérarbejde og De sociale praksiser er bevidst formuleret, så der konsekvent er plads til, at institutionens eget råstof i form af børn, pædagoger og forældre kan se sig selv i projektet og sætte deres personlige aftryk. Målgrupper Antimobbeprogrammet indeholder tre målgrupper: De børneprofessionelle, som inspireres og guides til at opbygge rammer for sociale tolerance-praksiser. Det pædagogiske personale fungerer som rollemodeller og inspiratorer. Forældre, der opfordres til at støtte op om aktiviteterne og ansvarliggøres ved hjælp af konkrete forslag. Børn. Programmets indsats og mål retter sig mod at aktivere hele børnegruppen, også de passive tilskuere, der udgør en vigtig del af udstødelsesmønstrene.

3 Kuffert Hver institution der er tilknyttet projektet, modtager en kuffert med redskaber, der benyttes i implementeringen af antimobbeprogrammet. Det er eksempelvis: DVD intro til de voksne, forældretips i pocketudgave, faghæfte om De sociale praksiser og vejledning om mobning, vejledningsmateriale til taktilmassage, samtaletavler, bamser, pixibøger, postkort og stickers. Instruktørkursus Ude i børneland lyder en del meldinger fra fagfolk om forskellige behov og dilemmaer, som de møder i deres hverdag. Derfor tilbyder Red Barnet et instruktørkursus til nøglepersoner i institutionerne. Formålet med instruktøruddannelsen er bl.a. at præsentere projektet og kufferten som et pædagogisk redskab og formidle viden om mobning samt styrke samarbejdet mellem projektets 3 målgrupper det pædagogiske personale, forældre og børn. Læsevejledning Hæftet her kan læses fra start til slut i kronologisk rækkefølge, hvilket kan anbefales i opstartfasen. Derfor starter vi med at definere mobbebegrebet i kapitel 2, afliver forskellige myter, og svarer bl.a. på spørgsmålet: Findes der mobning i børnehaven og guide til samtale med et udstødt barn? Dernæst beskriver vi 12 forskellige sociale praksiser i kapitel 3 praksiser som institutionerne, kan arbejde videre med eller integrere i eksisterende praksiser. Som supplerende redskaber til disse praksiser er der udviklet pædagogiske værktøjer, som findes i kufferten i form af bamser og samtaletavler. Bamsen, som dels er ikon for projektet, men også bærer af de grundlæggende værdier, beskrives i kapitel 4. Herefter kommer kapitel 5, som er input til institutionens og fagvoksnes professionelle rolle og kapitel 6 handler om forældresamarbejde. I kapitel 7 kan læseren finde tema om konflikthåndtering, som bl.a. definerer grundlæggende forskelle mellem konflikter og mobning. Kapitlerne kan også læses uafhængigt af hinanden. Hvis brugeren har behov for at komme hurtigt i gang, kan man springe ind i f.eks. kapitlet om De sociale praksiser eller andet relevant sted. Formålet er også at bruge det som et opslagshæfte for at få svar på et spørgsmål eller hvis man har behov for at opsummere f.eks. på De sociale praksiser. Hvad er mobning? Citater fra pædagoger om mobning Drengenes mobning kan komme til udtryk på forskellige måder f.eks: Du har ikke de rigtige biler med i dag! bruges mod drengen, der vil lege med nogle drenge, som ikke ønsker at have ham med. Antimobbeindsats skal ligge konsekvent i vores kultur. Det er en grundholdning, sociale spilleregler, holdånd vi er på samme hold. Sproget at tale ordentligt til hinanden - er også en vigtig del af vores arbejde. F.eks. har vi en gruppe af drenge her, der normalt taler rigtig grimt. Vores tydelighed har gjort, at de ikke taler grimt herovre i institutionen. At være tydelig som voksen det er vigtigt!, forklarer en mandlig pædagog. Det skal her understreges, at grimt sprog ikke i sig selv er mobning. Pigernes mobning udspiller sig på forskellig vis i daginstitutionen. Piger udelukker hinanden fra lege, eller tildeler systematisk en bestemt pige roller som hund, hvor de andre f.eks. er prinsesser. Udvalgte børn får roller, som ikke er valgfrie, men dominanterne får roller, som de selv vælger. Det er vigtigt her at skelne mellem at komme for sent til en leg og dermed få tildelt en rolle og de mere systematiske tildelinger af lavstatus roller til udvalgte børn. Mathias og Frederik står og diskuterer inde i klassen. Mathias: Vi skal sgu da bare sige til mobberne, at de ikke må være med, og så sige det rigtig mange gange i meget lang tid. Så kan de selv mærke, hvor ked af det man bliver. Frederik: Nej, det tror jeg ikke, for så bliver vi jo selv dem, der mobber. Er der mobning blandt børnehavebørn? Mennesket er et socialt væsen, og vores biologi kalder på at være en del af et fællesskab. Det er i fællesskabet blandt jævnaldrende, at børn socialiseres og lærer de afgørende sociale kompetencer og færdselsregler til at kunne begå sig i voksenlivet. Når et barn nægtes en plads i fællesskabet, får det alvorlig betydning for barnets liv ikke kun i institutionen, men i alle barnets arenaer. Et liv med mobning er et dårlig børneliv. I skolen lærer man, at man hører til i fællesskabet i et samfund med mange individuelle værdier. Eller den triste variation at man ikke hører til i fællesskabet. 4 5 Vi er ikke uvenner vi er bare sure venner Louise 5 år Afsnittet om mobning i dette hæfte er først og fremmest baseret på viden og erfaringer fra skolen. Det skyldes, at mobningen primært sker i skolen, og topper på mellemtrinnet fra klasse. Der er imidlertid også mobning i både indskoling og udskoling. Men er der også mobning i vuggestuer og børnehaver? Svaret er ikke enkelt. På den ene side kan mobning ikke finde sted i de mindstes sociale arenaer, da børnene endnu ikke formår at sætte forfølgelse og udelukkelse i system. Sagt med andre ord er det endnu ikke et systematisk mønster af handlinger, idet børnene er ude af stand til at strukturere udstødelsesadfærd, som kendetegner mobning i traditionel forstand. På den anden side fortæller skolebørn om mobning tilbage i børnehaven. Oliver husker tydeligt, at han aldrig kom med i drengegruppen, da han ikke havde det rigtige legetøj med. Det seneste hotte legetøj var adgangsbillet til legen i drengegruppen, og det havde Oliver ikke. Amanda mindes også, hvordan hun aldrig fik lov til at komme med i far, mor og børn legen, hvis hun ikke konsekvent fandt sig i Emilies rollefordeling, som betød, at Amanda altid skulle være hund. Og der var ingen, der sagde noget til Emilie. Nogle gange blev jeg vred og gik min vej, men andre gange fandt jeg mig i det, fordi jeg så gerne ville lege med nogen. Men samtidig skal vi også understrege, at der faktisk er yderst begrænset viden om

4 Mobning en definition Mobning er en gruppes systematiske mobbemønstret. Manglende indgriben fra omgivelsernes side fungerer som accept blander sig og forvandler sig til forsvarere og gode kammerater, skal roses tyde- 6 forfølgelse eller udelukkelse og legitimering af mobning. Tilskuerne ligt og synligt for alle i fællesskabet og ta- af en enkel person, på et sted, gør dermed mobning muligt og ges op evt. både i situationen og igen på 7 hvor denne person er tvunget til at opholde sig. tilskuerpositionerne kaldes derfor også for passiv mobning. Børnemødet. På den måde bliver det en positiv adfærd, der belønnes og dermed (Kilde: Helle Rabøl Hansen, 2003) genereres i fællesskabet. netop dette emne, både i Danmark, men også internationalt. Og derfor er dette projekt unikt og finder ikke sin lige nogetsteds. Kernen i projektet, er at sætte lys på nogle af de dunkle områder i børnehaven, hvor mobbemønstre sår sine spæde frø. Hvordan spotter vi de frø, og får dem erstattet med et børnefællesskaber præget af tolerance, respekt, omsorg og mod? Drilleri for sjov og drilleri for alvor Når vi taler om mobbemønstre i børnehaven, kan vi i stedet bruge de begreber, som børn i alderen 3 6 år forstår. At blive drillet for alvor og blive drillet for sjov er noget børnene kan relatere til deres oplevelser og erfaringer i lege og i mere organiserede aktiviteter, som gåture, spisning, fødselsdage m.m. At blive drillet for alvor gør barnet ked af det. At blive drillet for sjov gør barnet glad. På samme måde giver det mening af bruge at drille for alvor og drille for sjov, når fagvoksne og børn skal tale om de negative handlinger i børnegruppen og forskellige måder hvorpå man får stoppet dem. Samtaletavlerne, som ligger i kufferten, er bl.a. designet ud fra denne forståelse, og kan bruges på Børnemødet. Mobbetal Tal på mobning i de danske skoler fra de seneste undersøgelser kan findes på Mobning skyldes ikke onde børn, men onde mønstre, som får lov til at udvikle sig. Når vi iagttager skolebørn, finder vi kønsforskelle i måden at mobbe på. Drengenes måde er den fysiske forfølgelse i form af f.eks. bank og slag, som i sagens natur er meget synlig. Pigernes måde er ikke særlig synlig og fokuserer på udelukkelse og på at ignorere, bagtale, mimik m.m. Mange voksne bærer fejlagtigt på myten, at pigernes mobning er mere ondsindet end drengenes, fordi drengenes er klaret med en frisk slåskamp, og så er det overstået. Den myte må aflives her. Drengenes mobning er ikke klaret med en rask slåskamp mobning er et mønster, som sker over tid, og konsekvensen af både pige- og drengemobning er ensomme, ulykkelige børn, der fejlagtigt begynder at tro, at der er noget i vejen med dem. Imidlertid er der også børn, der flikflakker mellem de to forskellige måder at mobbe på, og formår både at forfølge og udelukke. Tvivl får fagvoksne til at bagatellisere eller overreagere Det er systematikken mønsteret over tid, der kendetegner mobning. Mobning kan illustreres som perler på en snor. Hver perle er negative handlinger som foregår systematisk. I den voksnes bevidsthed kan der være megen tvivl, hvorvidt en situation i børnegruppen er systematisk og udtryk for mobbemønstre. Den voksne ser måske blot en enkelt hændelse, som sår tvivl om det er mobning eller ej. Det stiller den voksne i et af mobningens mange dilemmaer enten at komme til at bagatellisere og ignorere en alvorlig hændelse eller overreagere og dramatisere det, som måske er en almindelig konflikt. Tilskuerne de passive mobbere Næsten alle skolebørn har en mobbehistorie. Enten har de set på, eller også har de deltaget som direkte aktører i udstødelsesmønstrene. Mobning opstår især i grupper, hvor det sociale klima er kendetegnet af manglende fællesskabsfølelse, og hvor negative ladede værdier er normsættet. Undersøgelser peger på, at når der mobbes i skoleklassen, indtager de fleste børn en position som tilskuere. De deltager altså ikke direkte og aktivt i udstødelsesmekanismerne, men passiviteten eller fravær af handling, bliver til en del af Samtidig, og som kontrast, er den mest effektive hjælp et barn kan få, en håndsrækning fra en skolekammerat (kilde: Børnerådet 1999). Denne kontrast står centralt for projekt Fri for Mobberi og det indgår derfor som en milepæl i aktiviteterne, at udfordre børns og voksnes passivitet overfor andre menneskers mobbesituation. Fokus på the passive bystanders (medløbere) er bl.a. hentet fra forskning og praksis, erfaringer fra det australske skolemiljø, der har opnået positive resultater med at sætte ind med en værdibaseret indsats rettet mod hele elevgruppen. Her er det således tilskuerne, de børn der ser til, mens mobningen foregår, uden at gribe ind, som vi ønsker at sætte spot på. Børnene i gruppen kender til de gentagne negative handlinger og derfor har børnene en uundværlig viden, når vi skal stille skarpt og orientere os i mobbeland. Tilskuerne beskrives af Dan Olweus som de passive mobbere, fordi de ikke griber ind overfor mobningen og dermed legitimerer den. Det bekræftes af, at mange ofre for mobning fortæller, at det er hele klassen, der mobber mig, fordi ingen siger noget til dem, der mobber! Men hvordan får vi børnene til at komme og fortælle om de negative handlinger? Det sker, at børn siger jeg vil ikke sladre, når talen falder på at få fat på en voksen og fortælle om de negative handlinger eller mobning. Når de voksne forklarer alle børnene gentagne gange, at det ikke er at sladre, men at gøre noget godt for et barn, det er synd for at reagere ansvarligt på en dyb uretfærdighed så forandres den passive tilskuerkultur til børn, der aktivt griber ind. Børn, der Det forpligtende kammeratskab Definitionen på mobning beskriver, at mobning sker på et sted, hvor barnet er tvunget til at være. Så graden af tvang, vil betinge hvor udpræget mobning i den pågældende gruppe kan være. Både skolen og børnehaven er steder, hvor børnene sættes sammen i grupper, hvor de skal være i et defineret tidsrum. I skolen er børnene tvunget til at være, og derfor topper mobningen her. I SFO en er der også mobning, men her kan børnene i højere grad vælge, hvem de vil være sammen med, og muligheden for at slippe for sine forfølgere er større end i skolen, da aktiviteten som oftest er valgfri. Når de voksne klargør og arbejder for, at der i enhver børnegruppe eksisterer et forpligtende kammeratskab, kan det være med til at dæmme op for mobning. Det betyder ikke, at alle børnene skal tvinges ind i venskaber, men derimod at man altid kan være en god kammerat. At få børnene til at tage ejerskab på denne værdi er at lade børnene være med til at finde frem til, hvad en god kammerat er, og opfordre børnene til at italesætte det og handle på det i hverdagen. Ikke alle negative handlinger er mobning Dermed skal de ikke bagatelliseres, men kræver derimod, at fagvoksne og forældre kommer på banen og blander sig på ansvarlig måde. Men det er altså ikke alle negative handlinger, som vækker frustration, vrede og afmagt, der i sig selv er mobning.

5 Dominerende adfærd er ikke i sig selv mobning. Tager vi et kig ind i børnelegen og iagttager de forskellige roller, vil vi ofte bemærke, at et bestemt barn instruerer slagets gang og finder på en masse nye ideer, som alle børnene har glæde af. Det er, hvad vi definerer som positiv dominans. Negativ dominans er derimod, når et barn fokuserer på at ekskludere et andet barn fra legen på bekostning af at udvikle legen. Et klassisk eksempel er, når børn leger huler eller klubber, hvor kun særligt udvalgte kender koden, som giver adgang til legen. Roller som konger og dronninger, tjenestefolk og hund er ikke i sig selv mobning. Når rollerne er bevægelige og foranderlige er det ikke mobning, men når rollerne er låste i hierarkier er der et problem, som kræver pædagogisk indsats. Drilleri er ikke i sig selv mobning. At drille synes de fleste børn og voksne er sjovt, men det kommer alligevel an på hvad man driller med. Det er også ok at blive drillet, men igen findes der en grænse, som defineres i situationen. Drilleri bruges også til at socialisere og opdrage hinanden på den sjove måde. Men vi skal være skarpe, når vi skal skelne mellem drilleri for sjov, og drilleri for alvor, som er tegn på mobbemønstre i børnehaven. For ofte lyder ordene fra mobber og medløber: Det var bare for sjov!. Og hvis lille Nikolaj ikke vil risikere yderligere repressalier, kan han finde på at trække på skuldrene og give drengene ret. Og her kan det ske, at den voksne resignerer, fordi mistanken blev afkræftet. Og offeret oplever endnu en krænkelse, når den voksne undlader at reagere på den alvorlige situation også selvom barnet har tilbageholdt sandheden. Det reelle ansvar for mobning hviler altid på de voksnes skuldre fagvoksne som forældre. Hårdt sprog er ikke i sig selv mobning. En del børn bryder sig imidlertid ikke om det hårde sprog. Børnene i inderkredsen med denne sprogkultur, oplever det som kodesprog, og erklærer Det er sgu da bare for sjov! overfor den kritiske voksne. Men børnene udenfor kredsen, hører vi ofte sige, at når det hårde sprog rettes mod dem, er det ikke længere for sjov. Nu er det alvor og de hårde ord rammer som en mavepuster. Konflikt er ikke i sig selv mobning. En almindelig konflikt er kendetegnet ved, at der er et konkret anspændt forhold mellem to personer, eller to grupper, hvor styrker og svagheder som helhed er ligeligt fordelt. Et mobbeoffer kan ikke spille bolden tilbage. I mobning er magtforholdet asymmetrisk det er de stærke overfor den svage. Men konfliktsituationer kan udvikle sig til mobning, når de ikke løses, og der sker en gruppering og en alliancering, som retter sig mod systematisk at udelukke eller forfølge den anden part. Enkle episoder med ubehagelige oplevelser, som verbale angreb og fysisk aggression er ikke identisk med mobning. Det er enkeltstående episoder, men tages de ikke alvorligt af de voksne, kan det udvikle sig til mobning. Roller i mobbemønsteret Offer Børn, der mobbes. Mobbere Børn, der tager initiativ til at mobbe, og mobber udvalgte børn. Medløbere eller Mobbeassistenter Børn, der følger efter mobberen, og assisterer mobberen med forskellige aktiviteter. Mobberens supportere Børn, der støtter mobber og medløbere ved f.eks. at grine med eller klappe mobberen og medløberne på skulderen. De passive tilskuere Børn, der er vidne til mobningen, men forholder sig passivt. Forsvarere Børn, der gør deres mod større end deres frygt og blander sig aktivt i mobningen for at få den stoppet. (Kilde: Frit efter Thelin og Williamson i Helle Rabøl Hansen, Grundbog mod mobning, 2005) Det samme barn kan identificere sig med flere af disse roller i forskellige situationer. F.eks. er en tredjedel af de børn, der mobber andre, også at finde i gruppen af ofre. Nogle forklarer det med, at børnene forsøger at mobbe sig ud af offerrollen. Andre beretter, at nogle gange er de passive tilskuere, mens de andre gange griber ind, hvis det sker for én, de synes det er synd for. Fælles for de passive tilskuere og supportere er, at når vi spørger ind til børnenes rolle, oplever de ikke selv, at de er med til at mobbe. Derfor er dialogen med den voksne afgørende for at få børnene til at forstå deres ansvar. Indsatsen skal rettes mod gruppen Det er afgørende for en seriøs antimobbeindsats at arbejde med gruppen og gruppekulturen. Mange voksne går efter mobberne, medløberne og offeret, og begår dermed en alvorlig fejl. Erfaringer viser, at det er gruppens værdier der er i skred, og indsatser skal rettes mod at aktivere tilskuerpotentialet, sideløbende med at der arbejdes med gruppens værdier. Dette ses af seriøse resultater i en række lande, herunder Danmark og Australien. Årsag til mobning I børneland hersker mange myter og en af dem går på, at det er børn, der er anderledes, børn der skiller sig markant ud, der mobbes. Det er ikke tilfældet. Børnene peger selv på kedsomhed, magt over andre, hævn, afladning, jalousi, blive populær de andre børn griner som nogle af årsagerne til at mobning sker. Mobning skyldes lav tolerance i gruppen og kendetegnes ved et meget smalt spor for, hvad der defineres som det rigtige i gruppen og hvad der defineres som det forkerte. Her kan mobber og medløber imidlertid regulere sporet, så reglerne kun gælder de udvalgte ofre eller kan omformuleres løbende. Gruppen præges af intolerance og lav rummelighed, og mange børn fortæller at de holder sig tilbage med at udtrykke sig selv, for ikke at blive spottet af mobberne. Man forsøger at ligne dem, der bestemmer, og synes det samme som dem, fortalte 11-årige Katrine. 8 I mobbekulturer, er der stor risiko for, at én der vælger at bryde ud af mobbemønsteret, vil blive forsøgt straffet på forskellig vis. Når en gruppe ikke har nogen værdier at samles om, kan mobning være det kit mellem børnene, der holder dem sammen. Omvendt kan vi illustrere en klasse uden mobning som en motorvej med mange spor i forskellige retninger. Uanset barnets identitet, udseende, fremtoning, rolle, evner o.s.v., rummes og respekteres barnet, og der skabes naturligt en plads i fællesskabet. Når vi hører, at børn mobbes med nedenstående, er det således ikke udtryk for, at der er noget i vejen med det pågældende barn men derimod med gruppens værdier og lave tolerance.

6 Øgenavne som LorteJacob og Rikke Røv Hun er fra Tyrkiet (der er de ret mærkelige og primitive) Hans mor drikker Hun lugter af tis Han spiller klog og voksen hele tiden Han har ingen mobiltelefon de er fattige Årsagerne til lav tolerance og lav rummelighed er mere komplicerede. Men der er grund til at tro, at fænomenet forstærkes i en individualiseret konkurrencekultur med stærke mediebilleder af normaliteten rettet mod børn og unge. Men også lav rummelighed i voksenfællesskaber, som børnene bevæger sig i dagligt sætter sit tydelige spor på kulturen blandt børnene. Et dybt relevant spørgsmål at stille lyder: Hvordan ser det ud med tolerancetærsklen på vores institution? Der sker noget med et barn, der sidder passivt og tegner, mens et andet barn ydmyges og krænkes i barnets nærvær. Men hvad er det, der sker? En velkendt psykologisk reaktion i grupper er, at når man er flere om de negative handlinger, er den enkeltes følelse af samvittighed forsvindende. Der sker en udvanding af ansvarsfølelsen, og det forklarer bl.a., hvorfor børn med normal evne til at føle empati alligevel deltager i mobning og er med til at opretholde det negative mønster. Undersøgelser har vist, at en børnegruppe med mobbekultur reagerer med at miste empati med mobbeofferet efter ét år, hvor der ikke er grebet ind overfor mobningen. Vi hører både børn og voksne erklære, at det er offerets egen skyld, at han eller hun mobbes. Andre forklarer reaktionen med, at det en overlevelsesstrategi, at børnene på denne måde legitimerer overgrebene på offeret. Offerreaktioner Nogle børn reagerer på at blive mobbet med at trække sig ind i sig selv, og så at sige blive usynlige. Barnet kan sige nej til mange invitationer til socialt samvær som leg, fordi barnet ikke har tillid til, at dem der inviterer i virkeligheden har lyst til at være sammen. Hvordan takler vi som fagvoksne denne problemstilling, uden at lægge skylden på barnet? Andre børn kan reagere offensivt på mobningen, og blive vrede på de andre børn, der er inde i gruppen. F. eks. kan de finde på at sabotere legen for de andre i bar frustration, kalde børnene grimme ting og virke direkte irriterende. I og for sig en helt forståelig reaktion, men formår vi at se klart som fagvoksne, når børnene kommer og henter os for at få os til at skælde ham ud. I begge situationer er det ikke ualmindeligt at høre gruppens børn fortælle, at børnene selv er ude om, at de ikke er med i fællesskabet. Vi har prøvet, men han vil ikke læg mærke til Vi og han, som afspejler en markant skævhed. Hvad holder børn tilbage fra at blande sig? Jeg er bange for selv at blive mobbet. Jeg vil ikke miste status, og det kan ske, hvis jeg blander mig og de undrer sig over, hvad jeg har gang i med hende. Det skal jeg ikke blande mig i det sir de voksne selv! Jamen, jeg mobber jo ikke, og jeg er heller ikke med til at mobbe. Jeg er der jo bare. Jeg har lyst til at blande mig, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Disse udsagn er ikke ualmindelige at høre, når fagpersoner vil udfordre børnene til at blande sig i mobningen for at få den stoppet. Derfor er det godt at være forberedt på negative reaktioner fra børnene. Det kan også være forældre, som ikke synes, at deres barn skal blande sig. Hvordan kan man være en god ven en god kammerat? Spørgsmålet kan være relevant i mange situationer, både som forebyggende aktivitet, men også i akutte situationer. Her kan børnene selv komme på banen med forslag. 1. Kontakte offeret og vise sympati. F.eks. fortæller, at man synes de andre var strenge og spørge om vi skal lege sammen. 2. Kontakte og engagere de ansvarlige voksne - lærere, pædagoger, forældre. F.eks. ved at spørge børnene hvem de ville gå til, hvis et barn blev drillet for alvor fortæller hvem børnene har tillid til. 3. Konfrontere mobbere F.eks. ved at der er legeregler eller spilleregler, som børnene har været med til at udvikle, og kan referere til i svære situationer. Her kan Børnemøder, samtaletavler og Pixibøgerne give inspiration. Til forældreinspiration kan Pixibøgerne samt postkort bruges som reference. Aktivering af tilskuerpotentialet er en af de vigtigste ressourcer i kampen mod mobning. Man kan hente inspiration fra børnelitteraturens klassikere som f.eks. Pippi, Harry Potter, Gummi Tarzan, En som Hodder. Til formålet har vi indsat en litteraturliste i dette hæfte til børn i børnehaver og indskoling. Guide til møde med et mobbet barn Sig aldrig: Det skal du ikke tage dig af! Hvorfor: Barnet har fået en social mavepuster, der gør at barnet så at sige ligger ned indeni. Prøv at ignorere dem, så går det nok over! Hvorfor: Al barnets opmærksomhed er rettet mod fællesskabet, da ønsket om at være netop dér, er altoverskyggende Du ku jo også lade være med at irritere dem sådan. Hvorfor: Børn der udstødes er kede af det og pressede og kan finde på negative ting for at blive set det er en reaktion på udstødelsen. Det er din egen skyld hvis du ikke holder op med. Hvorfor: At placere skyld, hjælper hverken barnet eller børnegruppen. Det er ikke barnets egen skyld mønsteret er at finde i gruppen og derfor skal der arbejdes med hele gruppen. Børnene skal lære at løse problemer uden at udstøde nogen. Hvis du selv gjorde en indsats, så Hvorfor: Børn der er ensomme og triste har ikke overskud til at gøre en indsats de skal støttes og inviteres af de andre børn og voksne mange gange over tid. Nu har jeg sagt det her til dig mange gange hvorfor gør du det så ikke..? Hvorfor: De voksnes råd virker sjældent i børneland, og derfor skal der en anden indsats til. Barnet kan være stigmatiseret af både børn og voksne, og mødes derfor konsekvent negativt, uanset barnets positive attitude. Det er hele børnegruppen, der skal arbejdes med for at udvikle tolerance, respekt, omsorg og mod. Gode råd: Møde barnet finde et roligt sted, hvor I kan tale sammen.

7 Abstrahere fra irritationsmomenter se det hele barn. Når et barn er på vej til at blive fordømt og udstødt, opfører det sig ofte socialt klodset og usikkert. Objektivt set kan det være direkte irriterende. Den professionelle opgave er at se igennem denne adfærd, møde barnet og skabe grobund for trygge oplevelser med jævnaldrende og voksne. Se det hele barn. Forsøg at forstå de betingelser, som barnet agerer ud fra. Giv dig tid til at iagttage samspillet for at få den nødvendige viden, der er den egentlige årsag til barnets marginaliserede position. Problemet er i samspillet ikke i barnet. Lytte uden klar parat svar metoden ingen supermandsråd. Lytte grundigt til hele historien ofte hører vi det, vi vil høre. Spørge ind til barnets fortællinger, så han eller hun får "læsset" det hele af. Rumme barnet lytte uden at underkende barnets oplevelse af problemet. At rumme et barn i smerte, kalder nogle gange egne smertefulde oplevelser fra vores egen barndom frem. Rose barnet for at det fortæller sin historie. Også rose vidner til mobning, der kommer og fortæller. Det fordrer, at barnet får tillid til de voksne. Ros skal siges tydeligt og gerne gentages i børnegruppen, så alle hører det! Løft skylden af barnets skuldre forklar, at der ikke er noget i vejen med barnet. Det er et negativt mønster i hele børnegruppen lav tolerance. Forsikre det mobbede barn om: at det er fuldstændig uacceptabelt det, der er sket at ingen har ret til at behandle andre sådan fortælle barnet om hvilke tanker og følelser, man kan få, når man bliver mobbet at det er noget I ser meget alvorligt på, og at I vil gøre noget, så at det ikke sker igen at barnet skal komme og fortælle dig, hvis der sker noget tilsvarende igen Stil hv spørgsmål som kan hjælpe barnet til at få hold på sin historie, ex. hvad er det sket? Hvordan startede det hele? Ofte vil mange flere end de to mobber og offer være indblandet nogle gange en hel gruppe af børn. Var der nogle af de andre, der gjorde eller sagde noget? Hvad svarede/gjorde du så? Brug dog ikke ordet hvorfor det får barnet til at lede efter forklaringer hos sig selv for mobningen. Det nærer følelsen af skyld Møde barnet/børnene roligt at møde børnene med ro er det bedste udgangspunkt for at løse konflikter og mobning give lidt tid til at de oprørte sind har lagt sig. Undgå at lede efter offer og bøddel med det formål at placere skyld. Der findes ikke onde børn men onde gruppemønstre. Undgå at blive gal eller aggressiv på de andre børn - det hjælper ingen. Lyt til alle de involveredes fortælling her kan der være en masse redskaber, som du via afklarende spørgsmål og opsummering kan bruge til at få børnene til at finde deres egne løsninger. Det ansvarliggør børnene og udvikler redskaber. Opfordre børnene til at blande sig fortælle dem at når de er vidne til eller inddrages i mobbesituationer, skal de komme til jer og fortælle, hvad der er sket eller sker. Forklare børnene, hvilke konkrete situationer de skal reagere på og komme til jer med, og hvad der er de voksnes opgave i sådanne situationer. Der findes stort potentiale til at løse konflikten i børnegruppen børnene har mange svar selv. Vi skal som voksne blot stille de rette spørgsmål! Aftal handlinger som kan bryde isolationen og åbne veje ind i fællesskabet Følg løbende op på både barnets situation og børnegruppen. Det kan gøres både i hverdag og på f.eks. Børnemødet (Social praksis beskrevet i hæftet). Pædagogisk tænketank Kufferten, som du sidder med foran dig er et unikt projekt og aldrig set tidligere. Beretninger om mobning har først og fremmest lydt fra skolen og særlig mellemtrinnet fra klasse. Men den øgede bevidsthed om at gruppemønstre med lav tolerance og udstødelse tidligt grundlægges i børnehaven, har været med til at lægge kimen til projektet Fri for mobberi. Institutionen og institutionens pædagoger, børn og forældre er med dette projekt med til at træde ud i pionerland. Projektet baserer sig på, at pædagoger, børn og forældre bygger ny viden op, som ikke bare erfares internt i hver institution men udveksles, debatteres og formidles videre til institutioner, ikke bare i Danmark men også til institutioner i andre lande. Projektet er ikke færdigt støbt med klare svar på, hvordan man forebygger mobning i børnehaverne. Alle deltagere er med til at fostre ny viden, høste erfaringer og skabe nyt grundlag for det gode børneliv. Deltagerinstitutionerne er med til at udvikle nye erfaringer og ny viden, der kan danne grobund for teori og praksis. Derfor er det vigtigt at træde ind i dette projekt med fuld bevidsthed om, hvor vigtige roller I spiller i projektet her. De erfaringer I høster, og den viden I formidler til projektet, kan være med til at bryde negative mønstre og sikre børn et skoleliv uden mobning. I kan gøre en kæmpe forskel for børnehavebørn nu og i fremtiden. Den rolle I spiller i institutionens hverdag i form af jeres relationer i medarbejdergruppen, jeres relationer til forældrene og jeres relationer til børnene, er nøglen til indsatsen mod mobbemønstre De sociale praksiser Den forskning som følger projektet i de forskellige faser vil netop erfarings- og vidensopsamle, således at projektet kan så frø i en lang række institutioner ikke bare i Danmark, men også i andre lande. På den måde kan vi i fællesskab skabe de bedste betingelser for vores børns opvækst og liv. Online vidensbank Bloggen Hidtil har dygtige og velfunderede initiativer ligget lokalt i mange institutioner, båret frem af engagerede fagpersoner landet over. I dette projekt får vi lejlighed til en betydelig koordineret indsats og vidensdeling, som kan bære projektet ud til en betydelig større målgruppe. En online vidensbank, hvor alle parter indlægger og udveksler erfaringer og viden, skaber åbenhed og synliggør processerne i hver enkelt institution. Vidensdeling indbyrdes mellem medarbejderne på institutioner og på tværs af kommunerne kan ydermere skabe en spændende synergi og faglig udvikling. Sagt med andre ord når Hanne i Århus udveksler erfaringer og viden med Anders i Gentofte har vi skabt en frugtbar base for faglig udveksling, debatmuligheder og vidensdeling i et større omfang, der kan spille ind på både forskningsdelen, projektets kvalitetsudvikling og videre færd. Medarbejderne kan diskutere problemstillinger og dilemmaer, som de utvivlsomt møder i hverdagspraksis, og understøtte egne og andre institutioners udvikling af sociale praksiser og handleplaner. 4 Grundværdier Projektet hviler som nævnt på 4 grundværdier: tolerance, respekt, omsorg

8 og mod. Grundværdierne rettes først og fremmest mod institutionens fagvoksne, og benyttes som input til institutionernes arbejde for inkluderende kultur. Værdierne er energibaner til opbygning af et fællesskab, som børnene føler et stærkt og stolt tilknytningsforhold til. De 4 grundværdier formidles imidlertid også til forældre og børn. Rettet mod de 3-8-årige som enkeltindivider og som gruppe skal værdierne forklares i rette børnehøjde. Som udgangspunkt defineres grundværdierne i projektet således: Tolerance at se og acceptere forskelligheder i børnegruppen, og behandle hinanden som lige værdige. Se forskelligheder som en styrke for både det enkelt barn og gruppen. Respekt Omsorg Mod tage hensyn til alle børn i gruppen. At være en god kammerat overfor alle. At rumme forskelligheder og agte andres forskellighed og væremåde. at udvise interesse, medfølelse, bekymring og hjælpsomhed overfor alle børn både de små og overfor jævnaldrende. at sige fra og markere egne grænser og sige til når man ser børn, der overskrider andres grænse. At være en modig og god kammerat, der reagerer på uretfærdighed. Vælg minimum 3 sociale praksiser Grundværdierne udfoldes i praksis ved opbygning af en række sociale praksiser i hverdagens institutionsliv. Det er praksiser som har til hensigt både at styrke fællesskabet og støtte det enkelte barn. Formålet med De sociale praksiser er via gode ritualer og vaner at inspirere børnene til at tage vare på deres kammerater og skabe empatiske og omsorgsfulde børnefællesskaber. Red Barnet anbefaler, at institutionerne udvælger minimum 3 af disse sociale praksiser og implementerer dem i institutionens rytmer og kultur. En del institutioner har allerede egne sociale praksiser, som er bygget ind i hverdagen. De sociale praksiser, beskrevet her, kan bruges som inspiration til enten at udvikle allerede eksisterende praksiser eller få ideer og anvisninger til nye sociale praksiser. Børns medbestemmelse Projektets idé udspringer af børnenes inddragelse og medbestemmelse. Børnenes ideer, meninger og udtryk skal derfor præge projektets forløb i institutionen. Det er børnene, der opbygger og udvikler deres indbyrdes relationer, og derfor er deres tanker, ideer og erfaringer uundværlige byggesten til de positive værdier i børnefællesskabet. I det følgende har vi listet en række sociale praksiser op. Nogle er mere uddybet end andre. Undervejs i projektforløbet vil De sociale praksiser få vokseværk og folde sig ud på bl.a. Red Barnets hjemmeside. 1. Børnemødet Der afholdes løbende børnemøder før og under projektets faser, hvor børn og voksne taler om, hvordan det går med kammeratskabet og roser og kommenterer, hvad der er sket i løbet af ugen. Til formålet er det vigtigt, at pædagogerne er opmærksomme, observerer systematisk og noterer løbende i stuens projektbog, hvad der foregår. Spørgsmål som omformuleres til den pågældende aldersgruppe kan tage udgangspunkt i eksempelvis: Hvornår går jeg glad hjem fra børnehave? Hvornår går jeg ked af det hjem fra børnehave? Hvornår gør mine kammerater mig glad? Hvordan er det at føle sig alene? Hvornår føler jeg mig alene? Hvordan har jeg det, når de andre ikke vil lege med mig? Er der nogen, det er synd for? Hvad kan vi gøre for dem, det er synd for? Har du prøvet at blive drillet for sjov? Har du prøvet at blive drillet for alvor? Hvordan føles det at blive drillet for alvor? Hvad kan man gøre, når nogen bliver drillet for alvor? Hvad er en god kammerat? Erfaringer viser, at børn bygger bro mellem Børnemødet og lege- og konfliktsituationer i hverdagen. Derfor er både Børnemødet og samtaletavler et redskab til både børn og fagvoksne, som kan refereres til og inddrages i hverdagens situationer. F.eks. kan en velkendt situation som at blive holdt udenfor en leg, trækkes ind, og børnenes egne forslag eller beslutninger kan støtte børnene til at finde en løsning på en svær situation. Samtaletavler Samtaletavlerne er designet til at bruges til Børnemødet. Der er i alt 15 samtaletavler i kufferten til pilotprojektet. Antallet skal øges i takt med, at vi opnår mere viden om, hvordan samtaletavlerne fungerer i deres nuværende form, om de skal justeres, som nye motiver og spørgsmål trænger sig på. Det endelige antal vil blive samtaletavler. Samtaletavlerne kan ikke stå alene, men skal følges op af f.eks. snak om Bamsevenner og kammeratskab på Børnemødet. Der indgår desuden en blank samtaletavle til børnenes egne oplevelser. Her kan børnene eller pædagogen illustrere: 1. Pædagogen tegner og børnene fortæller. 2. Børnene tegner individuelle tegninger. Tegn en gang hvor du er blevet drillet for alvor. Tegn en gang hvor du hjalp én det var synd for. Tegn en gang hvor du legede en rigtig god leg med dine venner Børnenes egne samtaletavler kan også laves på almindelige A3 papirer, som evt. lamineres og hænges op eller lægges i kufferten til regelmæssig brug og fornyelse. De spørgsmål, der ledsager de nye tegninger og fortællinger, formulerer pædagogerne og børnene selv undervejs. Børnemødet adskiller sig fra andre runder, hvor det er tydeligt for alle at mobning er på dagsordenen Børnemødet kan fungere som gennemgående genkendeligt møde fra børnehave til skole til SFO. Børnemødet bliver så at sige en tradition eller et overgangsritual, hvor børnene efterhånden vil formå at indtage en mere selvstændig og styrende rolle i forløbet. På Børnemøderne opdateres alle er der sket noget siden sidst og her benytter pædagogerne også lejligheden til at minde børnene om nogle regler, bl.a. at fortælle de voksne, når uretfærdigheder sker. Klare sociale spilleregler og procedurer under Børnemødet skal i sig selv avle det gode kammeratskab. Personalet skal agere ud fra viden om, at børn, der inspireres til at hjælpe andre børn, får styrket selvværd og selvtillid. Omsorgskulturen genskabes gang på gang ved Børnemødet og med Bamse-ven som central figur. Børnemødet udvikler rutiner og traditioner, som den enkelte stue selv finder frem til i samarbejde mellem fagvoksne og børn, og dernæst skriver ned i en manual. Fremgangsmåden er ikke endegyldig; men skal løbende evalueres, da der løbende vil komme nye børn og voksne i børnegruppen, som nødvendiggør at fremgangsmåden tilpasses. Her er det trygt og tydeligt, hvad vi gør, og

9 hvordan vi gør det. Procedurer er klokkeklare, roller er klart fordelt og how to do står klart for alle. Case: Oliver er vild med Spiderman og sidder alene og leger med sin dukke. Jacob og Thomas kommer forbi og erklærer. Spiderman findes ikke! Spiderman findes ikke. De ved præcis, hvilken knap de skal trykke på for at rive Oliver ud af legen, og Oliver reagerer som de har regnet med som han plejer - Jo han gør! og nu sidder Oliver ikke længere roligt og leger på et splitsekund er han oppe i det røde felt og råber ophidset, mens han græder Jo han gør, jo han gør! Drengene griner, og sparker til hans dukke. Pelle og Marie har hørt det hele, og mens Marie henter pædagog Lars, trøster Pelle Oliver, og finder Spiderman under reolen. Pædagog Lars taler med alle de involverede børn i fællesskab. Lars tager det op på Børnemødet, hvor bamsen roser deres indsats, og fortæller om, hvor ked af det man bliver, uden at hænge de to drenge ud. Lars, som fører Bamse-ven, roser også de to drenge for at indse, at man ikke behandler andre sådan. Dialogerne suppleres med snakke og videreudvikling af projektets konkrete indhold og elementer. Personalet implementerer Børnemødernes ånd, fortællinger og råd i fælles beslutninger. Institutionen synliggør børnenes formuleringer og udtryk på møder, opslagstavler, i infobreve og i anden skriftlig og verbal kommunikation både internt i institutionen og til forældre. Projektbogen og forslagskassen er en del af Børnemødet her diskuteres situationer og børnene kommer med forslag, som skal synliggøres og afprøves det kan være at konkrete børn får konkrete opgaver forsvare et bestemt barn, vise en bestemt type omsorg m.m. Forslagskassen kan noteres i stuens projektbog, som følger projektet hele vejen. Denne projektbog ligger ikke i kufferten, men skal anskaffes af institutionen selv. Børnemødet på dagsordenen på personalemødet Børnemødet og ugen, der gik, drøftes på personalemødet, hvor også børnenes individuelle situationer vendes. Hvilke børn har brug for en særlig koordineret voksenindsats for at guides ind i fællesskabet. Er der særligt fokus på sårbare børn tilrettelægges en indsats, som f.eks. kan være at tage disse børn med i byen med en bestemt kammerat eller lave andre aktiviteter, som tilrettelægges ud fra pædagogiske vurderinger. 2. De store børn er ven for de små i forskellige situationer. F.eks. kan de store vise de små rundt på institutionen, når de små starter, eller flytter til en nye stue. De store kan hjælpe de små i tøjet eller op på gyngen eller rutschebanen ude på legepladsen. Når børnene skal på tur har de små en gå-makker fra de store. Pædagogerne tilrettelægger hvilke børn, der skal matches ud fra pædagogiske overvejelser. Igennem en periode etableres en fast relation, et makkerpar, mellem én fra de store og én fra de små, hvor de store støtter de små i forskellige situationer. Case: Markus, en lille splejset fyr, der virkede lidt fortabt og ikke havde redskaber til at komme ind i fællesskabet i den nye gruppe på institutionen, voksede stærkt da han fik Store Carl som ven i gruppen af større børn. Bevidstheden om at have en stor ven, gav ham følelsen af at høre til i et fællesskab og han voksende hurtigt mærkbart. Carl hjælper Markus i tøjet, når de skal ud og op på gyngen ude på legepladsen. Flere institutioner fortæller, at det er en meget populær praksis blandt børnene, som i sig selv genererer den kammeratlige omsorgskultur. Dvs. når et barn selv er blevet støttet af en større kammerat vil barnet selv byde ind på opgaven, når han/ hun er nået til den alder. Og siden hen i skolen, hvor indskolingsperioden er særlig følsom for mange børn. Denne kultur er vigtig at generere både internt i institutionen og i de sårbare overgange. Det, der slår igennem her, er relationen barn til barn. Voksne viser retninger og klarlægger rammer, men børnene, særlig de lidt ældre, fungerer som rollemodeller for de yngre. Børnene får at vide, at de har en vigtig opgave, nemlig at fortælle og vise, hvordan vi behandler hinanden her på stedet. Det kan være i forløb, hvor de små skal starte i vuggestuen eller i de rituelle overgange fra lille stue til stor stue. 3. Børnene opmuntres til at blande sig, når kammerater udstødes og krænkes i gruppens samspil. Der sættes spot på den gode kammerat - at forsvare den, der ikke kan forsvare sig selv. De voksne er opmærksomme på at synliggøre og rose denne adfærd og belønne den i fællesskabet. I praksis betyder det, at børn, der f.eks. har øgenavne, udelukkes af legen, drilles med madpakken, gøres til grin eller andre udstødelsessituationer, støttes af deres kammerater på forskellig vis. Børnene er rigtig gode til at finde på, hvad de kan gøre. Ofte kan de voksne med få velvalgte spørgsmål få børnene til at finde deres egne svar. Det kan f.eks. være på Børnemødet, at man i fællesskab finder frem til, hvad børnene kan gøre, når der sker uretfærdige ting og der er nogen, det er synd for. Nogle børn finder det let at blande sig direkte og konfrontere de børn, der driller for alvor. Andre synes de er gode til at trøste, og andre er gode til at hente en voksen. En mangfoldighed af situationer udspiller sig i løbet af dagen i børnehaven, og dem der bedst kan byde ind med viden og forslag er børnene selv. Det kan også være i en situation, hvor børn sidder alene eller udelukkes af en leg, og støtten kommer i form af en invitation til at være med i legen. Børnene opfordres til at opfinde nye roller i legen til dem, så det ikke konsekvent er lavstatus roller som f.eks. baby og hund, som børnene tildeles Case: Olivia, Emma og Petra vil lege med dukker i Hulen, og er i gang med at bære dukker og andet grej ind i hulen. Sofia ser nysgerrigt til, finder en dukke på reolen, og tager mod til sig og siger jeg vil gerne være med., mens hun holder dukken frem. Nå, men så skal du være hund, for vi er gået i gang med legen, siger Olivia, mens hun tager dukken ud af hånden på Sofia. Emma er stoppet op og ser på Sofia, som ser ked ud af det. Nej, sir Emma så:, Det er Sofia altid. Hun kan selv bestemme!. 4. Børnene støttes i at sætte grænser for sig selv og andre. De voksne er opmærksomme på at rose børnene hyppigt for både at sætte grænser og respektere andres grænser. Det er naturligvis vigtigt for alle børn at lære at sig stop, når de enten selv er udsat for en uretfærdighed eller krænkelse eller er vidne til at andre børn udsættes for negative oplevelser i børnegruppen. Desuden er det usigeligt vigtigt for barnet, der udsætter andre børn for negative handlinger at lære at stoppe de negative handlinger. Ofte fokuserer vi på at vise sympati til offeret og de børn der forsvarer, og straffer barnet, der har udsat et andet barn for krænkelsen. I vores iver for at gøre det rette, risikerer vi i stedet at komme til at krænke et barn. Når de små 3-4 årige oplever uretfærdigheder er det vigtigt at støtte barnet til at lære at sige: Stop jeg vil ikke ha det! Nogle børn har vanskeligt ved at sige stop, og det kan kræve en skærpet indsats fra de fagvoksnes side at lære barnet at sige fra.

10 Barnet der udsætter et andet barn for den negative adfærd har tilsvarende brug for at lære at aflæse det andet barn, og stoppe sit negative forehavende. Det kan den voksne gøre med enkle ord : Prøv at se på ham, han bliver ked af det, når du slår ham. Så skal du stoppe!. Hvis barnet har vanskeligheder med at lære dette, og desuden at reagere på et stop, skal de fagvoksne også her vælge en skærpet opmærksomhed og indsats. At fjerne de børn, der udsætter andre børn for negative adfærd, er ikke en løsning i sig selv. Man opnår kun at straffe barnet ved at isolere det fra børnegruppen. At træne barnet til at afkode andre børn og udvikle sin empati er veje, der samtidig afspejler respekt for barnets integritet. Tilskuerbørnene kan også støtte deres kammerater til at sige stop og at respektere et stop. Ordvalget er simpelt med: Du skal sige til ham, at han skal stoppe! Og til kammeraten der overskrider det andet barns grænser, kan barnet støtte med ordene Når hun siger, du skal stoppe, så skal du stoppe! Når børn lærer at reagere på uretfærdigheder og krænkelser øges barnets selvværd og selvrespekt. Omvendt får det negative konsekvenser, hvis vi lærer børnene er ignorere krænkelser. 5. Børnene opfordres til at trøste store som små. De voksne roser børnenes indbyrdes trøst i fællesskabet. Børn fungerer indbyrdes som rollemodeller, og når den positive adfærd roses og den negative adfærd via læring forandres til fordel for både den enkelte og gruppen, vil børnene også forandre deres tilskueradfærd og ikke længere resignere overfor mobbemønstre. De vil agere og gå efter de positive rollemodeller børn som voksne. At kunne trøste børn, det er synd for, er en vigtig social kompetence. De mindste kan trøste ved at stikke en sut i munden på den forurettede. De lidt større kan invitere de børn, der sidder alene eller er triste over en udelukkelse, med ind i legen. Desuden er mange børn glade for at give et trøstekram og søde ord. De store kan desuden spørge ind til, hvad der er i vejen og hente en voksen, som kan komme til undsætning. 6. De voksne synliggør forskelligheder i adfærd, udseende, og holdninger som brugbare fordele i lege, fortællinger og tolerance kultur overfor andre. De voksne fremhæver, at fællesskabet hviler på relationer og tilknytning mellem alle fællesskabets medlemmer. Alle har en plads i fællesskabet. Det pædagogiske personale fremhæver forskellighed som en styrke og placerer skiftevis børnene i deres rette elementer og sammenhænge, hvor deres styrker synliggøres for alle børnene. Børn med få eller ingen kammerater skal der gøres en særlig koordineret pædagogisk indsats for se uddybning i afsnittet om Forcer i den pædagogiske kultur. Case: Ahmed, en dreng med anden etnisk baggrund, som kom fra en anden kultur, blev ikke rigtig accepteret af hverken forældre eller børn. Nogle syntes tydeligvis, at drengen var mærkelig. Ahmed havde ingen legeaftaler og var aldrig med hjemme hos nogle af de andre børn. Pædagoger og medhjælpere fik indhentet materialer med spændende historier, og drengen blev opfordret til selv at fortælle fra bl.a. ferier hos sin familie i forældrenes hjemland. Historierne fangede børnene og skabte rummelighed og anerkendelse. 7. De voksne organiserer mindre grupper og synliggør tryghed og ansvar ved at tilhøre et gruppefællesskab eksempelvis børnehavegruppe, spisegruppe, gåturgruppe o.s.v. Den pædagogiske indsats er beslægtet med den ovenstående sociale praksis, og handler om i samarbejde med børnene at finde frem til fordele ved at være gruppens forskellige medlemmer og rose alle børnene for deres indsats stor som lille i den aktivitet som gruppen er sammen om. At organisere nye og mindre grupper, f.eks. i form af særlige udflugtsgrupper, legegrupper m.m. kan planlægges med bestemte pædagogiske målsætninger, og her spiller denne sociale praksis en vigtig rolle. Disse grupper baner vejen for at udvikle nye relationer på tværs af alder, køn og vanlige relationer og gør, at børnene opdager hinanden på nye måder og får nye kundskaber. Ydermere er trygheden i at tilhøre mindre grupper en vigtig pædagogisk målsætning i denne praksis regler til en god leg. Børn og voksne formulerer enkle regler, som genopfriskes jævnligt ud fra spørgsmål som: Hvad gør mig glad, når vi leger i en leg, Hvad gør mig ked af det, når vi leger? Legereglerne kan bruges aktivt af både børn og voksne. Det kan være inden en fri legesession går i gang i børneflokken eller en leg udvikler sig konfliktfyldt. De enkle regler kan motivere børnenes til at gribe ind, når legen går skævt, fordi det bliver meget klart og håndgribeligt for børnene hvor grænserne går og når de overskrides. Desuden skærpes børnenes egne muligheder for selv at rette op på leg, uden voksnes indblanding. (Kilde: Dan Olweus, Mobning i Skolen, 2000). 9. Børn giver hinanden taktil-massage udfra kædeprincippet om, at den man rører ved kommer man tættere på og den man er tættere på, forstår man bedre. Massagen udgør en del af det non-verbale positive fællesskab. (Inspiration: Lyshøjskolen i Kolding). Program og manual for denne sociale praksis ligge separat i kufferten, og kan også downloades fra Red Barnets hjemmeside Male- og tegneevent. Børnene tegner og fortæller om deres historier, oplevelser og meninger om kammeratskaber. Tegninger sættes op til udstilling. Forældre inviteres til fernisering. (Erfaringer fra norditalienske førskoleinstitutioner) Der kommer altid noget ubevidst ud af at tegne, som ikke formuleres verbalt. Male- og tegneeventen må nødvendigvis adskille sig fra de øvrige tegnesessions, som børnene sidder i regelmæssigt i hverdagen, for at skille sig ud som en social praksis. Kuffertens male- og tegneevent skal brænde igennem hos børnene og være noget, de husker. Den kan også fungere som en tradition og lægges ind i institutionens årsplan. Male- og tegneeventen kan desuden foldes ud som et fælles vægmaleri i institutionen, som der arbejdes målrettet med gennem en uges tid. Øvelsen handler bl. a. om at samarbejde i børnegruppen, og at hvert barn oplever, hvordan det er at bidrage til et fælles produkt. Det styrker fællesskabet i gruppen, og udvikler et kit mellem børnene. Gevinsten er desuden af børnene opdager, at pigen eller drengen, som de aldrig leger med, nu er med og viser sit særlige bidrag. At have et vægmaleri på stuen, som børnene kan lege i og med, og som de voksne kan trække ind og pege på i morgensamlinger, Børnemøder og antimobbesessioner, er et værdigfuldt værktøj. Forældre, som også er en vigtig søjle i vores arbejde, bliver på denne måde også