Fra Finanspagt til institutionsbudget

Transkript

1 NOTAT Enhedslistens folketingssekretariat Kontakt Anders Hadberg E elanha@ft.dk T Maj 2015 Fra Finanspagt til institutionsbudget Et notat om budgetlovens konsekvenser i kommuner og regioner Indledning Hvis regeringen får sin vilje ved året forhandlinger om kommuner og regioners økonomi, vil kommuner og regioners økonomi ikke vokse meget i det kommende år. Det vil betyde, at budgetforhandlingerne i kommuner og regioner for 2016 skal gennemføres indenfor meget snævre rammer. Får regeringen sin vilje, så vil der i det store hele blive tale om små politisk bestemte omposteringer i de enkelte kommuner. Med Budgetlov (implementeringen af EU s Finanspagt) har regeringen valgt at låse rammerne så fast, at det truer det kommunale selvstyre og tvinger regionerne til at udhule driftsbudgetterne. Rammerne fastlægges for de økonomiforhandlinger, der nu indledes mellem Finansministeriet, KL og Danske Regioner. Det er i de endelige økonomiaftaler, der er færdigbehandlede ca. 15. juni, at rammen udmøntes. Både den økonomiske serviceramme og de øvrige forpligtelser, som KL og Danske Regioner binder henholdsvis kommunerne og regionerne på. Det drejer bl.a. om produktivitetsstigninger, effektiviseringsmål, offentlig-privat samarbejde og skattelofter mv. Endnu foreligger der kun foreløbige regnskabsopgørelser for regionerne og kommunerne (2014), men de tyder på, at kommunerne under ét i 2014 endnu engang har brugt færre penge end budgetteret hele 2,4 mia. kr.. Det er derfor meget vigtigt som regionsråds-politiker, kommunalpolitiker og fagligt aktive at kende de mekanismer, der i al væsentligt forårsager både underbudgetteringen og ikke mindst underforbruget. Lad os derfor med udgangspunkt i 2014 se på, hvad der egentlig sker, efter økonomiaftalerne er indgået. Nedenstående er tænkt som en overordnet politisk ramme for fælles drøftelser mellem EL s regionspolitikere, kommunalpolitikere og de fagligt aktive i de lokale fagforeninger både op til og efter økonomiforhandlingerne mellem Finansministeriet og Danske Regioner og KL. Økonomiaftale og budgetforhandlinger I august tages der fat på budgetforhandlingerne i kommunerne. Også i august skal finansministeren fremlægge en opgørelse over den strukturelle saldo, der danner udgangspunkt for de budgetlofter, der indskrives i finansloven og kommunernes og regionernes budgetter det efterfølgende år. Så i realiteten er det kun ganske få procent af de samlede budgetter, der kan forhandles om, og selv om det kan afstedkomme natlige forhandlingsseancer og spektakulære politiske slagsmål, antager forhandlingerne fra år til år mere karakter af symbolpolitik. Med økonomiaftalen for 2015 er kommunernes driftsloft aftalt til 234,6 mia. kr. plus en række reguleringer. Som i de foregående tre år er der aftalt et betinget bloktilskud. For 2015 er det på 3 mia. kr. Skal de 3 mia. kr. frigives må kommunerne under et ikke budgettere over budgetloftet og ikke hæve skatten ud over den ramme, der indgår i aftalen. Moderniseringsaftalen videreføres, hvilket indebærer fortsat effektivisering, der skal frigøre 2 mia. kr. i perioden Hvorvidt man efterhånden kan kalde økonomiaftalerne for aftaler, kan der sættes spørgsmål ved. Forhandlingerne har udviklet sig i retning af, at regeringen på lange stræk dikterer hovedlinjerne i økonomien. Afgørende er det, at de to forhandlingsparter KL og Danske Regioner ikke har ret meget at skulle have sagt overfor Finansministeriets og Økonomiministeriets udspil. Samtidig har de sanktioner, som regeringen og højrefløjen indførte med budgetloven, betydet, at det er svært at styre kommuner og regioners faktiske udgiftsudvikling gennem de aftalte lofter over service og driftsudgifter til sundhed. Sanktionerne tvinger underforbrug frem i kommuner og regioner, som indtil videre har haft en svingende størrelse. 1 Aftale om kommunernes økonomi for 2015 s. 14

2 Det er derfor ikke sikkert, at en realvækst på fx 0,5 eller 0,9 pct. omsættes til en tilsvarende vækst i de faktiske serviceudgifter eller driftsudgifter til sundhed i regionerne. Samtidig afspejler økonomiaftalerne heller ikke de anslåede udgiftsstigninger, der følger af det demografiske udgiftspres. Selvom regeringen laver mekaniske beregninger har regeringen hidtil afvist at lade disse indgå i grundlaget for fastsættelsen af bloktilskuddets størrelse i hverken kommuner eller regioner. Det betyder, at det løft, som kommuner og regioner får, udhules af aldersbetingede udgiftsstigninger. Det demografiske udgiftspres er størst i regionernes sundhedsopgaver, men også kommunerne mærker et pres fra børne-, handicap- og ældreområdernes udgifter vokser. Kommunernes underbudgettering og underforbrug De betingelser, der gør sig gældende for budgetforhandlingerne i efteråret 2014, har været bestemmende for forhandlingerne siden Kommunerne har således i tre budgetår budgetteret under Budgetlovens driftsloft/serviceramme og præsteret regnskaber uden røde tal på bundlinjen. Kommunernes regnskab for 2013 viser nu et mindreforbrug på 5,5 mia. kr. i forhold til den aftalte ramme. Her skal det tages i betragtning, at staten allerede i januar 2013 snuppede 2 mia. fra kommunerne. Det var egentlig meningen, at de 2 mia. kr. midlertidigt kunne overføres til anlægsinvesteringer, men i forbindelse med regeringens vækstudspil blev servicerammen permanent nedjusteret med de 2 mia. kr. 2 For 2014 ser det ifølge Danmarks Statistiks foreløbige beregninger ud til, at kommunerne lander på et underforbrug i forhold til budgettet på 2,4 mia. kr. Regionerne kommer ud med en stigning på 3 pct. Nettoresultatet er generelle nedskæringer i hvert budgetår og afskedigelse af fuldtidsansatte i kommunerne indenfor de sidste 5 år. Om det er forsvarligt eller ej, kan ikke vurderes ud fra tallene. Det er heller ikke det afgørende. Det er derimod, at afskedigelserne ikke er begrundet i et fald i opgavemængden, men alene er bestemt ud fra de på forhånd fastlagte driftsrammer. Hertil kommer en relativt ny praksis, hvor kommunerne i stigende omfang selvfinansierer anlægsinvesteringerne gennem besparelser på driften, hvilket er en tilpasning af kommunernes praksis til det private erhvervsliv. Det gælder i høj grad også regionerne i forhold til det ny sygehusbyggeri, hvor den afsatte ramme de facto ikke dækker de faktiske udgifter som følge af prisstigningerne. Målet for regeringen er, at kommunernes økonomi som princip bringes i balance eller er i overskud og fastholdes dér som bidrag til at indfri balancekravet i De offentlige udgifters vækst Set i lyset af de sidste 3 års udvikling og især udviklingen efter Budgetlovens ikrafttræden i 2013 er diskussionen mellem især Venstre og regeringen om størrelsen af de offentlige driftsudgifters vækst rent faktisk en smule afkoblet fra den faktiske udvikling i det offentlige forbrug. For det første medfører kommuner og regioners selvdisciplinering, at det er ganske usikkert om den faktiske vækst vil ligge under den aftalte vækstramme. For det andet indebærer Budgetlovens måltal for underskuddet på statens budget, som i øvrigt er afledt af Finanspagtens kriterier, at tilskuddet til kommuner og regioner bliver afhængig udviklingen i de økonomiske konjunkturer og den førte skattepolitik. For hvis indtægterne falder eller vokser mindre end tidligere antaget, så skal der spares penge for ikke at få et større underskud på den strukturelle saldo på 0,5 pct. af BNP eller den faktiske saldo på 3 pct. Den nemmeste måde at bringe balance i statens budget på den korte bane er ved at reducere udgifterne; med andre ord at reducere det offentlige forbrug diskretionært. På den måde bygger Finanspagten i bund og grund på en procyklisk økonomisk politik sådan forstået, at en nedgang i BNP iværksætter et pres for at reducere de offentlige driftsudgifter, som ikke er fastsat med lov. På den måde betyder vedtagelsen af Budgetloven, som udmønter Finanspagten, at regeringen ikke har tænkt sig at føre en keynesiansk kontracyklisk finanspolitik i perioder med økonomisk stagnation eller recession. Dette er imidlertid ikke det samme som at regeringen ikke selv har indflydelse på hvor stort det offentlige forbrug skal være. Skattepolitikken er af stor betydning for råderummet. Den nuværende regering har således valgt at bruge det råderum, som var tiltænkt offentligt forbrug, på at finansiere skatte- og afgiftsnedsættelser til selskaberne i Vækstplan DK. Ligeledes kan man forestille sig, at regeringen kan reagere på en nedgang i statens indtægter med øget beskatning af de rigeste for at finansiere øget offentligt forbrug. Et af de store problemer i budgetloven er, at den er bundet sammen med EU s såkaldte Europæiske Semester, hvortil kravene til at håndtere såkaldte makroøkonomiske ubalancer gælder. Det Europæiske Semester indebærer, at EUkommissionen kontrollerer EU-medlemslandenes forslag til finanslove for at sikre overensstemmelse med budgetmålsætningerne. Samtidig overvåger Kommissionen om der er makroøkonomiske ubalancer. Kommissionen kan give medlemslande henstillinger, hvis de ikke følger Kommissionens anbefalinger til finanspolitikken således også for så vidt angår det offentlige forbrug og skattepolitikken. Et af de mest restriktive problemer i Budgetloven er, at alle måltallene står i forhold til BNP. Et uændret udgiftsniveau fra ét år til det næste kan føre til overskridelse af kravet om strukturel balance, fordi dette er defineret som andel af BNP. Og da skattepolitikken overvåges af EU for at sikre konkurrencedygtighed risikerer en dansk regering at komme i konflikt med EU-systemet, hvis henstillinger om ikke at hæve skatterne for at øge/bevare det 2 Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 17/2014

3 offentlige forbrug eller overførselsindkomsterne overhøres. På den måde er manøvrerummet for en regering, der ikke ønsker at tage et opgør med EU's nedskæringspolitik, begrænset. Hvilken betydning måltallene i Budgetloven har for udmåling af driftsrammen kan ses af regeringens budgetoversigt Her skønnes det, at det offentlige underskud i 2015 holder sig på lige under de 3 pct. af BNP, som er grænsen i Finanspagten. Gælden ligger markant under grænsen på 60 pct. af BNP, hvorimod det strukturelle balanceunderskud skønnes til at placere sig lige under de 0,5 pct. - og det er det måltal, der er styrende ifølge Finanspagten og regeringens mellemfristede mål om budgetbalance i Dertil kommer målsætningen om at nedbringe de offentlige driftsudgifter fra 28.5 pct. af BNP til 26.5 pct. Om det overhovedet bliver muligt at overholde måltallene afhænger således ikke kun af overholdelsen af driftsrammerne men nok så meget af væksten i BNP. Falder den, eller udvikler den sig ikke som prognosticeret, vil der alt andet lige ske det, at måltallene overskrides. Konsekvensen vil være, at den danske regering enten må aktivere korrektionsmekanismen, som beskrevet i Budgetloven, eller igen figurere på EU s observationsliste. Den som Danmark netop lige er blevet slettet fra. Der er med andre ord vedtaget en meget grundlæggende lov i Danmark, der skal styre hele den offentlige økonomi og opgaveløsning ud fra på forhånd opstillede måltal og ikke ud fra de behov, krav og ønsker, der udspringer af den politiske debat og borgernes flertalsprioriteringer. I det omfang lovens virke for alvor siver ned i hele den offentlige forvaltning, vil der indenfor hele forvaltningssystemet på alle niveauer først og fremmest blive styret efter teknisk/økonomiske præmisser og ikke politiske/faglige. Finanspagt og budgetlov Som sagt er Budgetloven vedtaget som konsekvens af Finanspagten, som Danmark tilsluttede sig i marts 2012 stemt igennem af regeringspartierne (Socialdemokratiet, De Radikale, SF), Venstre og Konservative. Budgetloven har ifølge Finanspagten en særlig status (næsten på linje med en grundlovsbestemmelse), i og med den er obligatorisk, og de tilsluttede medlemslande kan straffes økonomisk, hvis de ikke indfører en budgetregulerende lov af en status, der rangerer over de andre love. Dertil kommer, at Danmark har tilsluttet sig EU semestret, Two-pack aftalen, der giver EU kommissionen vide kompetencer til at følge de enkelte tilsluttede landes finanslove. EU kommissionen skal have tilsendt finanslovsudspil inden 15. oktober. Herefter kan Kommissionen vurdere budgetudspillet og afgive udtalelse der i princippet får betydning for den endelige udformning af finansloven, fordi udtalelsen indeholder en vurdering af det realistiske i, at måltallene kan overholdes. 5 Det er således ikke længere et spørgsmål, om det danske Folketing vil have en Budgetlov og følge den eller ej. Danmark har med et flertal i Folketinget tilsluttet sig Finanspagten og de øvrige pagter samt Europæisk Semester. Det indebærer en forpligtelse til at respektere Budgetloven og EU kommissionens overvågning. Man kan på en måde sige, at Budgetloven er bygget ind i et overordnet EU-budgethjul, der er indeholdt i ovennævnte mellemstatslige aftaler, som så igen omsættes til et nationalt budgethjul. I virkelighedens verden kan Folketinget og den danske befolkning kun slippe af med Budgetloven, hvis Finanspagten ophæves eller ændres, og da den er en mellemstatslig aftale kræves der enstemmighed eller udtræden af pagten. Selvfølgelig kan Danmark frigøre sig fra Finanspagten, men må så forvente et spekulationspres fra finansmarkederne, ringere lånbetingelser og udelukkelse fra at benytte den Europæiske Stabilitetsmekanisme. Hele batteriet af pagter er indrettet på en sådan måde, at ethvert brud vil blive takseret som en svækkelse af budgetdisciplinen og genindførelse af en ekspansiv finanspolitik helt uden reference til, om det for et land kunne være økonomisk og vækstmæssigt rational at overskride måltallene for at gennemføre store og økonomisk vigtige infrastrukturelle investeringer. Det er i det store perspektiv som på det lokale niveau en reduktion i serviceudgifterne og velfærdsudgifterne, der skal betale for en udvidelse af anlægsudgifterne. Selve den danske Budgetlov er sådan set ganske simpel. Folketinget skal på baggrund af status for underskud, gæld, strukturel balance og driftsudgifternes andel af BNP sat i forhold til den skønnede vækst beslutte vækstlofter for stat, kommuner og regioner over en fireårig periode. Den automatiske korrektionsmekanisme træder i kraft, hvis de givne forudsætninger ændrer sig, og måltallene ikke kan overholdes. Det er op til finansministeren og finansudvalget at afgøre. Finansministeren kan også foretage omposteringer indenfor rammerne. Lovens sanktionsmekanismer overfor kommuner og regioner er i modificeret form overført fra Genopretningspolitikken fra 2010, hvor kommunerne enten samlet eller individuelt kan straffes med modregning i det betingede bloktilskud, hvis de samlet overskrider driftsrammen eller modregnes, hvis de samlet overskrider den aftalte ramme for skatten. 6 3 Budgetoversigt , maj 2014, kapitel 1 og 2 4 Almindelige bemærkninger til lovforslagets hovedpunkter afsnit 2 og bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, kapitel Folketingets EU oplysning. Dokumenter om Two-pack, Europæisk Semester og Euro-plus pagten. 6 Aftale om budgetlov, 27. marts 2012

4 Modregningsmekanismerne fra før og nu med budgetloven har, som den sidste opgørelse viser, fungeret aldeles effektivt. Kommunerne har som konsekvens i tre år lagt budgetterne langt under rammens loft og yderligere forbrugt mindre end budgetteret. Gabet er nu blevet så stort, at Det Økonomisk Råd advarer mod afstanden og mod at operere med lofter, som faktisk ikke kan ikke kan nås. 7 Måden, det er sket på, er også ganske simpel. Ifølge loven skal kommunerne aflægge regnskabsopgørelser til ministerierne midt i perioden og anholdes på, om de har holdt sig indenfor rammen ved den endelige regnskabsaflæggelse året efter. Kommunernes budgetstyring bestemmes således fuldt og helt af Budgetlovens principper, hvilket har den meget enkle dynamiske effekt, at alle led fra kommunalbestyrelse og helt ud til den enkelte institutionsleder tvinges til at indbygge buffere i budgetterne for at forebygge, at budgettet skrider og følgende eventuelle gennembrud af rammelofterne. Politiske og strukturelle konsekvenser Kommunerne kan hverken hver især eller under ét overholde økonomiaftalernes driftsrammer, hvis ikke budgetter, forbrug og regnskaber kan styres fra top til bund. I toppen får KL i den sammenhæng til opgave at overvåge kommunerne under et og sikre, at økonomiaftalens rammer og bestemmelser respekteres. Det samme gælder Danske Regioner. Kommunalbestyrelserne skal som udgangspunkt lægge budget ud fra den aftalte driftsramme omsat til en kommunal ramme. I budgettet skal der indregnes en given buffer, og størrelsen af forbrug af opsparede midler skal også fastlægges, så rammen ikke ad den vej brydes. Det indebærer et brud med principperne om decentrale budgetter og økonomisk forvaltning. Dertil kommer, at den samlede driftsramme er afgørende for, hvor meget der skal skæres ned på en række driftsområder for at frigive midler til prioriteringspuljen, som er den, budgetforhandlingerne reelt drejer sig om. Sat på spidsen kan man sige, at selv om en kommune så svømmede i penge, kunne den blive tvunget til at skære ned alene for at holde sig indenfor den lokale driftsramme. 58 kommuner havde i 2013 et driftsoverskud på mere end kr. pr. indbygger, og kun to ud af samtlige 98 kommuner havde et driftsunderskud. Det giver sig selv, at en kommunalbestyrelse kun kan sikre overholdelse af budgetrammen, for så vidt den har budgetdisciplin hele vejen ned i systemet. Fra forvaltning ud på den enkelte institution. Af samme grund indfører kommunerne budgetopfølgninger enten på månedsbasis eller kvartalsbasis fra øverste til laveste budgetled. Det afgørende i budgetopfølgningerne bliver, at forvaltninger og institutioner skal indhente underskud indenfor kort frist. Der er ikke længere noget, der hedder økonomisk genopretning over flere år. Budgetrammerne er et regnskabsår. De løbende nedskæringer og tilpasninger forskydes med andre ord fra kommunalbestyrelser, økonomiudvalg og ofte også forvaltninger ud til den enkelte institution. Alle har gode grunde til at spare og opbygge en vis opsparing for at forebygge kommende sparekrav. Af den grund vender den dynamiske effekt også den anden vej, uden at nogen instans før den sidste regnskabsopgørelse har et overblik over det faktisk forekommende underforbrug. Som konkret eksempel herpå se Økonomisk politik for Århus kommune. 8 Hverken regeringen eller kommunalbestyrelserne kan selvfølgelig leve med den situation, at de underordnede ledere og ansatte blot parerer ordre og lidenskabsløst skærer ned på forbruget. Det drejer sig jo om, at de løsninger og den service, som politikerne har stillet borgerne i udsigt, skal holdes, selv om betingelserne herfor forringes. Af samme grund kan Budgetlov og de stramme driftsrammer ikke effektueres i kommunerne uden ændrede styringsmetoder. Logisk se betyder det, at hele processen må vendes 180 grader. Politikkerne opstiller outputkrav og effektmål, hvor sidstnævnte ikke ifølge anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen skal tage afsæt i faglige standarder men i, hvorvidt indsatserne har en given effekt for den enkelte borger. Og da det også er de øverste bureaukratiske led, der måler effekten her, betyder det blot, at man ved enhver indsats definerer nogle ufravigelige effektmål. Herefter sættes mål og effekter i relation til en given økonomisk ramme, der bestemmer størrelsen af input dvs. bl.a. normeringernes størrelse. Sammenlagt får styringsmetoden som konsekvens, at der både styres på forud bestemte inputrammer (budgetlofter) og output mål uden hensyn til de faktiske betingelser og behovsbestemte mål. 9 På den måde kan kommunerne og regionerne styre produktivitetsstigninger på eksempelvis 2 pct. pr. år og samtidig hævde, at man både forbedrer kvaliteten i den offentlige service og holder sig indenfor de driftsrammer, der år for år reduceres, fordi den dynamiske effekt jo resulterer i underforbrug. Så på den måde går det jo meget godt. Men på trods af stram styring og manipulerede/(biased-design) tilfredshedsmålinger, der skal dokumentere en identificeret effekt, befinder kommunerne og regionerne sig efterhånden i en så økonomisk presset situation, at alle besparelsesmuligheder skal i spil i hvert eneste budgetår. Det samme gælder hvad angår større anlægsinvesteringer. Den kortsigtede løsning ligger i en øget anvendelse af udlicitering og Offentlig-Private Partnerskaber (OPP), der indenfor en snæver budgethorisont og uden hensyn til mellemlange- og lange afledte effekter kan billigøre driften eller muliggøre konvertering af større anlægsudgifter til drift ved, at de private kontraktholdere i OPP projekterne står for finansieringen, og kommunerne binder sig til lejekontrakter med en varighed på typisk 25 år. For det meste vil 7 Det Økonomiske Råd, Rapport 12. maj 2014, resume. 8 Økonomisk politik for Århus kommune 11. juni Aftale om kommunernes økonomi for 2015 s. 6

5 kommunernes reelle finansieringsudgifter i forbindelse med projekterne i en 25 årige kontraktperiode ligge ca. 10 pct. over, hvad de ellers skulle have betalt, hvis de havde finansieret investeringer selv og selv stået for driften. Men på grund af budgetlofterne er den mulighed reduceret. Det billede ses indenfor hele EU, hvor der er gang i OPPprojekterne som en måde at omgå de formelle budgetkriterier på. 10, 11 Regeringen og folketingsflertallet har således fået indbygget et meget potent incitament for kommunerne til at accelerere udliciteringsgraden og udbygningstempoet, når det gælder OPP-kontrakter. 12 At det så samtidigt betyder, at kommunalbestyrelser, regionsråd, forvaltninger, ministerier og styrelser spindes ind i et netværk af bindende kontrakter med relative lange løbetider, er en af de negative politisk demokratiske konsekvenser, som meget sjældent indgår i den politiske debat. Men det giver næsten sig selv, at jo flere kontrakter, desto mindre rum er der til politiske beslutninger og desto færre offentlige enheder skal bidrage til at indfri de årlige effektiviseringsmål, for kontrakterne kan som hovedregel ikke røres. Og i de tilfælde, hvor der indbygges justeringsklausuler, stiger kontraktsummen tilsvarende. Resultatet er selvfølgelig et øget demokratisk underskud. Lægges det sammen med de snævre rammer for den årlige budgetlægning bliver nettoresultatet, at det kommunale selvstyre og det decentrale politiske styringsprincip i Danmark langsomt fortrænges og opløses til en administrativ decentreret forvaltning af centralt fastlagte politiske rammer på alle områder eller private leverandørkontrakter. Sidst men ikke mindst får Budgetloven og den deraf afledte styringsstruktur også afgørende betydning for det offentlige arbejdsmarkeds fremtidige udvikling. Når de offentlige driftsudgifter skal holde sig indenfor de givne måltal, indebærer det naturligt nok, at regeringen de facto også forlods sætter grænser for de offentligt ansattes lønudvikling i stat, kommuner og regioner. Det sker rent faktisk også. Beregningerne udgår fra Moderniseringsstyrelsen og lægges til grund for overenskomstforhandlingerne på hele det offentlige område. Det kaldes det økonomiske råderum. I sin yderste konsekvens betyder det, at de offentligt ansatte enten skal slås med borgerne om, hvor meget der skal gå til service og hvor meget til løn, eller også skal de offentligt ansatte til at indstille sig på, at overenskomstforhandlingerne kan udvikle sig til tilbagevendende udfordringer af Budgetloven og de afledte driftsrammer. I så tilfælde er der kun en overenskomstpart på arbejdsgiversiden finansministeriet (Moderniseringsstyrelsen). KL og Danske Regioner kommer til at spille andenviolin. Set i det perspektiv giver det god mening, hvorfor de offentlige arbejdsgivere forfølger en langsigtet strategi for et opgør med de centrale løn- og arbejdstidsaftaler, og hvorfor udvidelse af ledelsesretten i den grad sættes i fokus. Se blot statsrevisorernes beretning om hospitalernes brug af ressourcer og rigsrevisionens anbefaling om, at tættere omkostningsstyring indgår de det udredningsarbejde, der blev aftalt ved økonomiforhandlingerne i Rammerne skal præciseres, og man skal over tid (måske senest 2018) have tilpasset styringsmetoder/styringskæder og overenskomster til hinanden. Man kan simpelthen ikke politisk holde til over længere tid at skulle ud i tilbagevendende spektakulære opgør med de offentligt ansatte. Derfor er slagene delvist blevet taget ved OK-15, og vil blive fortsat i forskellige udvalg frem til OK-18 ude i de enkelte kommuner, regioner, institutioner og lokale arbejdspladser. Løndannelsen skal individualiseres. Fagforeningernes forhandlingsret begrænses. Arbejdstidsaftalerne skal smidiggøres, så det bliver lettere at nå effektiviseringsmålene med færre ansatte, og ledelsesretten skal styrkes for at omsætte de nye styringskrav og budgetdisciplinen til daglig praksis. 14 Det var i det store hele den mulige fremtid, lærerkonflikten indvarslede, og som ikke blev ændret ved OK-15. Afsluttende bemærkninger Gældskrisen var ikke nødvendig. Finanspagten var ikke nødvendig. Det samme gælder magtcentraliseringen i EU i forhold til medlemsstaterne. Euroen kunne have været indrettet lidt mere solidarisk, og reglerne for finansmarkederne kunne have været strammet betydeligt, som det blev foreslået og anbefalet før de endelige forhandlinger om Maastrichttraktaten i Hele EU kunne have understøttet den græske økonomi og afværget kapitalmarkedernes stormløb på landets økonomi. Kriserne i Spanien, Italien og Portugal kunne af samme grund være håndteret, uden opbygningen af det omfattende og udemokratiske krisestyringskompleks, der i en lind strøm og i hast blev vedtaget af regeringslederne for at inddæmme den gældskrise, som de selv havde bidraget til. Hele krisestyringskomplekset, hvoraf Finanspagten indtil videre er sidste skud på stammen, har alene gældskrisen som påskud for endeligt at få udelukket alle andre løsninger på finanskrisen end de neoliberale løsningsstrategier. Med finanspagten er det sidste opgør med velfærdsstaterne, keynesianismen og lønmodtagernes styrkepositioner blevet kodificeret og underlagt en næsten uopsigelig lovgivning. 10 Public Services International Research Unit (PSIRU), More public rescues for more private failures a critic af the EC communication on PPPs march 2010 (David Hall). 11 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Standardmodel for offentlig-private-partnerskaber, marts OPP nyt offentlig-private partnerskaber i forskning og praksis, 1. halvår 2011, Ole Helby 13 Dknyt.dk 18. marts KL: Konkrete målsætninger april KL s hjemmeside, Arbejdsgiverstrategi 15 John Grahl & Paul Teague, The Big Market, kapitel 3: Money and finance in the big market.

6 Det får selvfølgelig som konsekvens, at den politiske kamp for ordentlige serviceydelser, mod udlicitering og privatisering osv. ikke når så langt, hvis den kun føres lokalt. Hvor gode intentionerne end er i den enkelte kommune, er de dømt til nederlag, hvis ikke lokalpolitikken forbindes med et landspolitisk opgør med Budgetloven. Der som bekendt også vil løbe ud i sandet, hvis der ikke indenfor EU s rammer opbygges en mere sammenhængende bevægelse for afskaffelse af hele det krisestyringskompleks, som i virkeligheden er grundlaget for magtcentraliseringen og den bureaukratiske styring af medlemslandenes økonomier og understøttelse af de nationale regeringers neoliberale politik. De offentligt ansattes fagforeninger står på sin vis i sammen situation som de lokale politikere. Hvis de vil forsvare den frie løndannelse, aftaleretten og ordentlige arbejdsvilkår for deres medlemmer, vil de med usvigelig sikkerhed igen og igen komme i konflikt med Budgetlovens rammer og bestemmelser. Noget lignende vil ske og sker allerede i flere medlemslande. Af samme grund er den europæiske fagbevægelse også begyndt at bygge op til et større opgør med Finanspagten. 16 Set i den sammenhæng bliver det en vigtig opgave for EL at kæde det politiske arbejde i fagforeningerne sammen med det politiske arbejde i kommunalbestyrelserne og regionsrådene. Det skal ske meget praktisk og konkret for især at styrke de folkevalgtes mulighed for at agere i budgetforhandlingerne og efterfølgende i de enkelte udvalg. Der skal i EL s politiske og faglige politiske arbejde skabes tre forudsætninger: den lokale modstand mod besparelser og forringelser som konsekvens af Budgetloves bestemmelser skal udvikles til et landsdækkende opgør, de faglige organisationer skal bringes til at tage denne kamp alvorligt, et politisk flertal på Christiansborg ophæver budgetloven og i EU presser på for et bredere opgør med finanspagten. Men det pres ses efterhånden også tydeligere, og hverken EU kommissionen eller Ministerrådet er en monolit, der handler og beslutter upåvirket af, hvad der sker i medlemslandenes befolkninger. Det udstillede reaktionerne på EU parlamentsvalget og de voksende modsætninger mellem parlament og regeringsledere. Måske er grænserne ved at være nået for, hvor meget de andre regeringer kan holde til, når det gælder om at følge tysk krisepolitik. Både Angela Merkel og ECB chefen har sat gang i en proces, der skal føre til en ny mellemstatslig og kontraktligt bindende Konkurrenceevnepagt som forlængelse af Finanspagten og som EU overbygning til de igangværende forhandlinger om en transatlantisk handelsaftale. Men modstanden fra flere medlemslande har simpelthen været for stor. Efter, at Angela Merkel lancerede forslaget under World Economic Forum i Davos januar 2013, var det hensigten, at forslaget skulle have været kørt igennem på EU topmødet i december Det skete ikke, og ikke meget taler for, at den bliver vedtaget på topmødet i december Det var det østrigske socialdemokrati, der startede modstanden Herefter har den bredt sig både til regeringsledere og lokale fagforeninger. 17 Noget lignende kan ske med Finanspagten hvis den vel og mærke sættes i fokus som hovedproblem. Det sker faktisk allerede, i og med modstanden mod finanspagtens bestemmelser vokser både i Frankrig, Belgien, Irland, Italien, Spanien og selvfølgelig Grækenland European Council (December 2013) summit conclusions