Besøg skoven om foråret

Transkript

1 1 Besøg skoven om foråret Lærervejledning

2 Lærervejledning 2 Fra forfatterens side er bogen Besøg skoven om foråret tænkt anvendt som en bog, der kan give den unge inspiration til selv at gå på opdagelse, men også som en bog, der kan indgå som en del af biologiundervisningen. Bogen sætter fokus på flere sider af skovens miljø. Det sker eksempelvis ved hjælp af mange eksempler på dyrenes tilpasning til miljøet og deres levevis. Lærervejledningen kan bruges ved planlægningen af al biologiundervisning både den, der skal foregå i naturen, og den, der skal foregå på skolen. Vejledningen lægger op til, at eleven skal iagttage og lære ved at bruge sine sanser. Den giver oplæg til, hvordan de enkelte opslag kan gennemgås (metodik): oplæg til samtaler, fordybelse, til relevante eksperimenter og undersøgelser, til evaluering, til tværfagligt samarbejde og til faglig læsning, så der opnås en bedre forståelse og tilegnelse af teksternes biologiske indhold. Lærervejledningen indeholder også opgaver, der supplerer enkelte opslag i elevbogen. Endvidere giver den læreren en faglig baggrundsviden. Elevbogen bygger på elevernes forudsætninger, hvor arbejdet med opslagene underbygger og udbygger deres forståelse af skovens miljø. I denne fase lægges der op til, at de skal indtage en ligeværdig rolle sammen med læreren i planlægningen af undervisningen, også med et vist medansvar for at lære. Forord: Ud i naturen hvorfor? Der foreslås, at man skal: Ud i naturen og få en større faglighed, fordi arbejdet med skolens fag i konkrete, virkelige sammenhænge styrker elevernes faglige tilegnelse. Sammenhængen mellem oplevelse og handling i uderummet og teoretisk forståelse i klasseværelset fører, ifølge hjerneforsker Kjeld Fredens, til en hel faglig læring. Ud i naturen og få en bedre læring, ved at eleverne koncentrerer sig bedre og mere konstant. Elevernes undren, nysgerrighed og interesse er ofte drivkraften for læring. Ved at bruge naturen som stedet for en læring opnår man at få en mere enkel og dynamisk differentiering af undervisningen. Lær på flere forskellige måder (= læringsstile) ved at anvende varierede arbejdsformer. Lær at arbejde sammen med andre i forskellige sammenhænge, og lær på den måde hinandens stærke og svage sider at kende. Byg på elevernes egne iagttagelser og undersøgelser, bl.a. gennem laboratorie- og feltarbejde. Elever, der regelmæssigt iagttager, undersøger og arbejder i naturen, får en grundlæggende viden om natur og miljø, der bygger på deres egne erfaringer.»skolearbejdet«i naturen øger også elevernes ansvarlighed over for naturen og miljøet. De oplever, hvordan man bedre kan være med til at bevare den.

3 Lærervejledning 3 Lokalområdets muligheder Besøg lokaliteten før eleverne. Det er meget vigtigt, at du har undersøgt, hvilke muligheder lokalområdet tilbyder. Kan besøget nås på en undervisningstime, eller kræver det længere tid, for at det kan gennemføres? Er det tilladt at besøge skoven? Det kan måske være påkrævet at undersøge, hvem skoven tilhører. Tilhører skoven kommunen, er det kommunens tekniske forvaltning, man skal kontakte for at få en tilladelse. Tilhører skoven en privat lodsejer, så skal denne kontaktes. Det er også vigtigt som lærer at kende til de regler, der omtales i naturbeskyttelsesloven for offentlighedens adgang til de pågældende områder. Reglerne findes i en gratis folder, der er udgivet af Skov- og Naturstyrelsen (se deres hjemmeside på listen over links). Folderen kan også fås på det lokale bibliotek. Der findes tre forskellige slags skove: bøgeskoven, ege-/blandingsskoven og nåleskoven. Elevbogen handler om bøgeskoven om foråret. Bogen og dens opbygning Bogens emner præsenteres for eleverne gennem 14 opslag i en logisk rækkefølge: Bogens første opslag handler om mødet med skoven. Men mødet finder sted i skolen. Her kan den første del af undervisningsforløbet foregå. Når eleverne starter med biologi i 7. klasse, skal de have nogle grundlæggende kundskaber og færdigheder fra de første seks år med faget natur/teknik. Men alligevel vil det være en udmærket idé at finde ud af deres standpunkt. Deres for-forståelse bør forsøges afklaret. Kort og godt bør man prøve at møde eleverne der, hvor de er. Her vil man sikkert opdage, at de har været i skoven i natur/teknik-timerne og gjort sig nogle enkle iagttagelser og undersøgelser, og at de har fået kendskab til nogle feltbiologiske metoder. De kender sikkert også til nogle af skovens dyr ved navn. Det vil samtalerne omkring det store billede også afsløre. Billedet kan også være med til at motivere og give eleverne interesse for arbejdet i naturen: Hvor findes dyrene? Hvad foretager de sig på billedet? Måske kommer eleverne med helt nye indgangsvinkler, forslag og detaljer. Gennem samtalen bliver opslagets centrale fagbegreber præsenteret, defineret, men også repeteret. Andet opslag handler om vores forberedelser sammen med eleverne til besøget i skoven: Hvad skal vi først og fremmest tage ud for at undersøge? Hvad vil vi måske tage med hjem og se nærmere på? Hvad kan vi bruge den indhøstede viden til i forhold til fagets indhold? Tredje opslag: Nu er vi i skoven. Vi oplever skovens miljø, dens plantevækst og»klima«. Vi samtaler i fællesskab om følgende: Hvad bestemmer, hvor planter og dyr lever? Emner som lys, jordbund, plantedække, fugt/tørke, stofomsætning, nedbrydning, mikro- og ma-

4 Lærervejledning 4 kroklima og dyrenes tilpasning til skoven gøres til genstand for en nærmere diskussion. Fra helheden går vi til detaljerne: På denne tid er den hvide anemone den vigtigste plante. Vi oplever, hvordan bøgetræerne har indflydelse på anemoneplanternes udvikling. Senere er det andre forårsplanter, der kommer frem og præger billedet, og som kan være med til at danne grundlag for et arbejde omkring emnet: Planterne fortæller om skovjorden. Et træ bliver grundlagt. Vi ser på skovens små kimplanter, følger frøets udvikling på vej mod et lille træ. I de efterfølgende opslag kommer vi tæt på de små dyr. Vi går på jagt efter dem, forsøger at fange dem ved at opsætte fælder, undersøger dem. Måske indsamler vi nogle for at undersøge deres betydning i naturens kredsløb. Vi besøger senere skovmyrerne, som er sociale insekter. Hvem er de? Hvordan lever de? Kan vi lære noget af dem? På skolen lægges der op til fremstilling af et terrarium. Vi studerer de små dyr og deres adfærd. Senere undersøger vi i skoven og på skolen bladenes omdannelse til jord ved at kigge på regnormenes og sneglenes arbejde. Bænkebideren er også en nedbryder, men præsenteres her som et eksempel på et dyr, der kræver visse betingelser af sit levested. Fra de små dyrs verden bevæger vi os mod de størres. De præsenteres først og fremmest gennem deres spor i naturen. Senere i bogen bliver deres liv belyst ud fra deres adfærd om foråret. Fuglene kan ses og høres. Vi ser dem flyve. Vi lærer at se på fugle for at finde ud af, hvad de hedder. Vi opdager måske deres reder. Vi hører fuglene synge. Der rettes til sidst fokus på nogle af skovens pattedyr. Hvordan kendes de? Og hvordan lever de, specielt om foråret? Bogen slutter med en evaluering, hvor følgende spørgsmål stilles til eleverne: Hvem er det? Ud fra nogle vigtige oplysninger skal eleverne finde ud af dyrenes navne. Jo færre oplysninger, eleven har brug for om dyret for at kunne løse opgaven, jo flere point. Tæt på de enkelte opslag 1. Naturoplevelser: Mød skoven i skolen Målsætning: Mange af billedets detaljer gentager mål fra grundskolens natur/teknikundervisning, andre opstiller flere specifikke mål for undervisningen efter 6. klasse Eleverne skal kunne: Beskrive planter og dyr samt deres levesteder. Redegøre for sammenhængen mellem planter og dyrs bygning, form, funktion og levested. Kende de naturområder, hvor navngivne planter og dyr lever. Bruge fagudtryk i beskrivelsen af naturiagttagelser. Stille spørgsmål og fremsætte hypoteser på baggrund af iagttagelser, oplevelser og mindre undersøgelser.

5 Lærervejledning 5 Metodik Elevernes første møde med skoven tænkes at foregå i skolen. Gennem samtaler med eleverne, afsløres deres forforståelse. Hvad ved de egentlig om denne biotop?»tænk over «kan passende være overskriften for denne del af undervisningen. Foråret er bogens undertitel. Ud over at vi i fællesskab taler om de biologiske fænomener, der optræder netop på denne årstid hos planterne og dyrene, samtaler vi også om de ændringer, der sker i skoven fra det tidlige forår og frem mod sommeren. Samtale om billedet Det store billede giver os kun et første indtryk af skoven. Det mest spændende er at møde den virkelige natur. Vi kan ved at se på billedet ikke rigtig gøre brug af alle vores sanser. Vi mangler lugten af skov, fuglenes sang og at kunne røre ved dyrene og planterne. Billederne viser os, hvor de enkelte dyr lever, kan ses eller høres (habitater), og hvor de skaffer sig deres føde (nicher). En række typiske og karakteristiske dyr og planter præsenteres. Samtal om billedet og repeter natur/teknikundervisningens viden: Hvordan kan foråret ses i naturen? Der findes mange planter om foråret i bøgeskoven, flest hvide anemoner. Senere kommer der flere andre planter til. Hvad hedder de forskellige planter? Smådyrene er ved at vågne af deres vinterdvale i skovbunden. Kender eleverne nogle af de små dyr? Hvor har vi en chance for at finde skovbundens små dyr? Hvordan kan det være, at mange af de små dyr er skjult i skovbunden? Hvad sker der, hvis en regnorm får lov til at ligge på skovbunden i længere tid? Hvordan kan det være, at mange rådne træstubbe indeholder et stort antal smådyr? Hvilke dyr kan ses i træstubben? Har eleverne selv fundet disse dyr? Hvordan opførte dyrene sig? Der er masser af mad i skoven: Løbebillen æder eksempelvis larver og andre insekter nær træets fod. Skovmusen har sit bo mellem træets rødder. Små dyr spiser af bladene. Ved bøgetræets fod kan der ofte ligge en masse frugter. De har pigge. Det er bøgens frugter. Ved træernes fod ses ofte bælter af sten-pinde-oldenskåle (frugter fra egetræet), planterne majblomst, skovsyre og skovmærke. Bæltedannelsen skyldes regnvandets indflydelse på jorden og vindens bevægelser. Der findes ingen blade ved træets fod, derimod flere længere ude. Flere regnorme æder bladene og skaber derved en bedre kvalitet af muld. Hvordan kan man se, hvor gammelt et træ er? Her kan man komme ind på, hvordan træer vokser, i længde og tykkelse. Hvilke dyr kan man se i træets krone? Hvilken fugl hakker i træets stamme? Hvorfor tror I, at fuglen laver denne handling? Hvilken fugl ses ofte bevæge sig med hovedet nedad på træernes stammer? Vi opdager, at spætmejsen klatrer med hovedet nedad på stammen. Natuglen bygger rede i trækronen. Spætten hakker en hule/sin rede ind i træstammen. Mos vokser på den side af stammen, der vender mod nord, hvor der er fugtigt, og hvor solen sjældent skinner. Den røde skovmyre sidder senere på sommeren på træets blade og»malker«bladlusene for deres afføring. Bladlusene suger saft fra træets blade. Mariehøns spiser bladlus. Egernet bygger en kuglerund rede i træets krone. På bøgetræet findes 80 forskellige arter af insekter. Mange lever på bladene og i træet. På egetræet findes der 900! Hvordan kan det være, at det er svært at se rådyr om dagen? Hvad sker der, når en råbuk»fejer«sin opsats? Hvilke planter er der særligt mange af nu? Har I selv gjort de samme oplevelser fra ture i skoven? Og hvad har I oplevet, som har gjort et særligt indtryk på jer? Rådyret»fejer«. Ræven søger føde, f.eks. mus, og grævlingen stikker hovedet frem fra

6 Lærervejledning 6 sin grav. Pindsvinet har en rede i en hule nær træets fod. Dens rede er foret med blade og kviste. Det kan du også gøre Ud fra ovenstående indhold og det indhold, som kommer frem ved samtalerne om billedet af bøgeskoven kan man evt. opstille en såkaldt edderkoppe-model eller et mind-map over bøgeskoven. Udgangspunktet eller det spørgsmål, som danner centrum for modellen, kunne være: Hvilken indflydelse har løvspringet på planterne og dyrene i skoven? På den måde vil man også kunne udvide bogens indhold med f.eks. omtale af skovbundens ph-forhold, hvordan de opstår, hvordan de måles, og hvilken indflydelse de har på planternes fordeling i skoven. (Planterne fortæller noget om skovjorden). 2. Få en endnu større viden: Planlæg mødet med skoven Målsætning Eleverne skal kunne: Gennemføre undersøgelser og eksperimenter i naturen og på skolen, som kan give dem en større indsigt i skoven som biotop. Give eksempler på og sammenligne forskellige arters tilpasninger i bygning, funktion og adfærd i forhold til deres føde, næringsstoffer, vand, ilt og temperatur. Tilegne sig kundskaber, der bl.a. gør dem i stand til at genkende udvalgte organismer og deres placering i fødekæder, samt anvende begreber om deres livsytringer, herunder fødeoptagelse, respiration, vækst, formering og bevægelse. Endvidere skal eleverne kunne beskrive udvalgte organismer fra skoven og deres systematiske tilhørsforhold, bl.a. i kategorier af leddyr, bløddyr og hvirveldyr. Kende til skrevne og uskrevne regler om at færdes sikkert og hensynsfuldt i naturen. Eleverne skal kunne tilegne sig færdigheder, der sætter dem i stand til at: Formulere relevante spørgsmål. Fremsætte relevante hypoteser. Planlægge, gennemføre og evaluere enkle undersøgelser og eksperimenter i forskellige biotoper og i laboratoriet. Anvende enkelt udstyr til undersøgelser og eksperimenter i naturen og i laboratoriet, herunder at kunne bruge mikroskop og en stereolup. Læse og forstå informationer i faglige tekster. Anvende it-teknologien til søgning af informationer, til opsamling af data, til kommunikation og formidling. Metodik Eleverne tager stilling til, hvilke hjælpemidler eller udstyr man skal medbringe ved de valgte undersøgelser. De skal gøre sig overvejelser over, hvilke ting man kunne tage med hjem for nærmere undersøgelse. Overvej, hvilke naturfaglige arbejdsmåder og tankegange man vil kunne bruge i forbindelse med det pågældende emne/ kapitel: Iagttagelse Undersøgelse

7 Lærervejledning 7 Eksperimentering Design og bygning Udforskning Refleksion Det er nyttigt og sparer tid, hvis eleverne på forhånd har indøvet forskellige teknikker, som f.eks. brug af insektsuger, lup, mikroskop og kikkert. Overvej: Hvordan skal eleverne løse de stillede feltundersøgelser? Skal det være på grundlag af lærerens mundtlige instruktion eller skal eleverne have udleveret kopierede arbejdsark til indsættelse i en mappe eller skrive i en arbejdsbog? Hvis eleverne skal have udleveret arbejdsark, så vurder, hvordan arbejdsarkene skal udformes. Hvilket mål skal opgaverne have hvilken slags viden skal eleverne opnå ved løsning af opgaverne? Hvordan vil du formulere spørgsmålene for at få denne viden frem? Hvad ved eleverne på forhånd om det valgte emne? Hvor mange spørgsmål skal arbejdsarkene omfatte? Hvor meget instruktion skal gives til de enkelte opgaver, for at eleverne vil være i stand til at løse opgaverne? Hvad kan vi/vil vi/skal vi bruge svaret til? Det er vigtigt, at eleverne sørger for at skrive dato og overskrift i deres arbejdsbog, at de husker at få skrevet spørgsmål og overvejelser ned, få noteret svar og resultater samt tegnet og lavet skitser. En samlemappe med indsatte feltundersøgelser m.m. eller en arbejdsbog kan bruges som en opslagsbog, en naturdagbog, eller elevens egen biologibog ud i fremtiden, måske i forbindelse med folkeskolens afgangsprøve. Forbered dig fagligt. Find relevante bøger i klassesætsamlingen, på skolebiblioteket i katalogerne fra Pædagogisk Central og Amtscentral.. Find og bestil videofilm. Afprøv pcprogrammer. Kontakt relevante myndigheder. Find evt. kort over lokaliteten. Find det valgte og relevante udstyr og redskaber og kontroller dets tilstand. 3. På opdagelsesrejse i bøgeskoven Målsætning Eleverne skal kunne: Beskrive planter og dyr samt forklare deres funktioner, livsbetingelser og samspil med omgivelserne. Bruge fagudtryk i beskrivelsen af planter og dyr. Anvende enkle måleinstrumenter til undersøgelse af f.eks. bøgeskovens klima. Opsamle og ordne enkle data og informationer. Formidle mundtligt og skriftligt egne og andres data fra undersøgelser, eksperimenter og faglig læsning med relevant fagsprog og brug af forskellige medier. Metodik Samtaler om, hvordan man kan opleve skovens fysiske miljø. Hvilke områder skal man undersøge for at få et nærmere kendskab til bøgetræet? Dets silhuet. Dets bark. Dets blade. Dets knopper, frugter og frø.

8 Lærervejledning 8 Aktivitet Gå tæt på bøgetræerne, og lad træerne fortælle om sig selv. Brug hertil de formulerede spørgsmål i elevbogen. Lad eleverne se på de indsamlede blade. Skab løvspring i klasseværelset Lad evt. eleverne tage en lille gren med hjem i en plastikpose for at se, om man kan få dens knopper til at springe ud. Husk, at grenen kun må fjernes fra et træ, der er mere end 10 meter højt, og at det skal ske ved, at man klipper og ikke knækker grenen af. Man kan evt. bruge bestemmelsesnøglen til træer på Lav et farvetryk af bladene Man skal bruge nogle flotte, friske blade, akrylfarver, karton og en kagerulle. Find nogle flotte farver frem, og mal bladene på den ene side. Læg bladet på et stykke papir med farven nedad. Kør henover bladet med kagerullen. På den måde får man et flot farvetryk af bladet. Faglig baggrundsviden Bladet kan næsten betragtes som en lille fabrik. Det fanger nemlig sollyset og bruger sollysets energi sammen med luftens kuldioxid og vand fra jorden til at skabe træets vækst. Denne proces kaldes for fotosyntesen. De unge, lysegrønne bøgeblade kan spises om foråret og frugten de små bog om efteråret. Bladene smager ikke af meget, lidt som at spise pap, hvis nogen har prøvet det. Samler man friske blade til salat, overhældes denne med en dressing af citron og honning. Bøgen regnes for at være vores nationaltræ. Det synger vi om i nationalsangen Der er et yndigt land. Bøgetræet bliver normalt 25 til 30 meter højt, ca. dobbelt så højt som en almindelig flagstang. Stammens tykkelse kan blive op til to meter, så der skal flere børn til at nå rundt om den. Bøgetræets form er afhængig af, hvordan det er blevet dyrket og har fået lys. Står et bøgetræ frit, vil bladene få masser af lys og fordele sig som en mosaik. Så udvikler træet en kort, tyk stamme, der forgrener sig langt nede, og kronen bliver meget stor. Et sådant træ ses ofte i skovens lysninger. Vokser bøgetræet derimod inde imellem en masse andre bøgetræer, vil det kun få lys ovenfra. Sidegrenene bliver tyndere, stammen bliver slank, og kronen sidder højt oppe og bliver lille. Et træ, der vokser i skovkanten, får en krone, der er størst ud mod det åbne land. De fleste bøgetræer har en grå, tynd og glat bark. Kun meget gamle træer kan udvikle tyk Bestemmelsesnøglen til træer Navn Bladoverflade Form Bladstilling Bladform Bladrand Bark Bøg Glat

9 Lærervejledning 9 skorpebark. Inden for barken ligger veddet. Det er hos bøgetræet tæt, sejt og hårdt. Når træet lige er fældet, har veddet en lys, hvidgul farve. Når veddet har ligget et stykke tid, bliver det mere rødligt. Bøgens styrke og ensartethed gør, at bøgetræ bruges til meget. Den mest værdifulde anvendelse er til møbler, og der bliver brugt store mængder til parketgulve. Derudover bliver det brugt til køkkenborde, bundgarnspæle, legetøj, ispinde og træsko. De tynde stykker bøgetræ, træ med mange knaster eller lignende og affaldstræ fra møbelproduktion bruges til brænde. Tidligere anvendtes betydelige mængder bøg til jernbanesveller. De fleste kender bøgetræets frugt, også kaldet bog. Den er omgivet af et hylster besat med torne. Det gør den let at sprede. Den sætter sig fast i pels og fjerdragt hos pattedyr og fugle, især mus, egern og skovskader, men også andre kragefugle. Når en mus samler vinterforråd af bogfrugten i sit underjordiske bo og glemmer placeringen eller bliver ædt af et rovdyr, så ingen kender boet så kan frugten spire frem til en tæt samling af nye bøge, hvor stammerne nogle gange vokser sammen med tiden. En sådan samling af sammenvoksede bøge kaldes for en»musebøg«og kan ofte ses i skoven. Bogfrugten smager godt, noget i retning af marcipan. Men man skal ikke spise alt for mange af dem, da de indeholder en smuleblåsyre (HCN). Frugterne har faktisk været brugt til at lave marcipanerstatning af før i tiden, bl.a. under 2. Verdenskrig. Bog og agern (frugten fra eg) er stadig en vigtig føde for mus, egern, kragefugle og hjortevildt om vinteren. Endvidere har de været genstand for indsamling hos børn, som på den måde har kunnet tjene en smule lommepenge. Skovforvaltningen har derefter kunnet bruge bogfrugterne til fremdrift af små bøge- og egetræer. Fortæl en god historie: Bøgetræet som kærlighedens og lykkens træ Tidligere mødtes man i forårsmånederne under bøgene for at danse og hilse våren velkommen. Træet er blevet symbol på kærlighed med sine nyudsprungne grene som varsel om lyse nætter, grokraft og liv. Bøgetræerne blev derfor kaldt for dansebøge eller kærlighedsbøge. Nogle bøgetræer springer ud 1-2 uger før de andre. Det var særligt disse, som blev til dansebøge. De unge mødes stadig under bøgene og skærer deres navne i barken! Bøgegrenene blev også brugt til at pynte majstangen med til majfest. Og man bruger stadig bøgegrene til at pynte op med. Studenterne bruger dem bl.a. til at pynte deres vogne med, den dag de får deres studenterbevis. I gamle dage troede man også, at det betød held at feje sit hus med friskplukkede bøgegrene. De skulle være nyudsprungne og høstet pinsemorgen, mens solen dansede. Bøgeskoven som et levested På vores breddegrader er vinteren skovens hvile- og dvaletid. I vores tempererede klima er sommeren varm nok til, at mange buske og træer kan trives, men de allerfleste af løvtræerne fælder deres blade, før vinteren sætter ind. I skoven konkurrerer den samme slags træer med hinanden om lyset. De såkaldte lystræer konkurrerer mod skyggetræerne. Og forårsplanterne konkurrerer med træerne. De undgår at tabe denne kamp ved at spire, vokse og blomstre, før træerne springer ud. Skoven har sit eget klima. Trækronerne dæmper lyset med sin bladmosaik, og temperaturen er ofte flere grader lavere i skoven end ude på landet, fordi træernes kroner danner ligesom et tag. Men der er også her forskel fra

10 Lærervejledning 10 den ene skovtype til den anden. I den lyse egeskov tillader træerne, at solen slipper igennem deres kroner. Der er lyst og lunt i dens underskov. Bøgeskoven har som tidligere beskrevet om sommeren et dæmpet lys og derfor næsten ingen buske. Vinden har lettere adgang, så der er ofte træk langt ind mellem dens stammer. Senere vil de mange blade være med til at øge luftens fugtighed og lævirkningen. I den unge, tætte granskov er der nok læ, men der er for lidt lys for de grønne planter. Aktiviteter Du kan undersøge skovens klima ved at måle på forskellige af de kræfter, som betyder noget for livet inde i en skov og ude på en mark. Her er en oversigt over nogle målinger, du let kan lave med enkelt måleudstyr: Mål temperatur Mål lysforhold Mål vindens hastighed; byg en vindmåler Mål luftens fugtighed Mål regnmængden. Læg mærke til, at skovbundens planter fortæller noget om skovens klima: I den meste forblæste skovrand kan man finde violer, mellem fine strå af lund-rapgræs. Længere inde er der mere læ men ikke mere end at blæsten stadig kan feje skovbunden ren for nedfaldent løv. Her, hvor der også er mindre lys, kan man finde fladstjerne og den skyggetålende skovsyre i et tæppe af flitteraks. Endnu længere inde i skoven, hvor løvet samler sig, står miliegræsset, der afløses af anemone- og skovmærketæpper. 4. Det pibler og gror anemonen siger forår Målsætning Eleverne skal kunne: Beskrive planter og dyr samt forklare deres funktioner, livsbetingelser og samspil med omgivelserne. Benytte navnestof, fagudtryk og enkelt fagsprog i beskrivelse af planten. Stille spørgsmål og fremsætte hypoteser på baggrund af iagttagelser, oplevelser og mindre undersøgelser. Gennemføre og beskrive enkle undersøgelser og eksperimenter. Opsamle og ordne enkle data og informationer. Redegøre for sammenhængen mellem planter og dyrs bygning, form, funktion og levested. Formidle egne undersøgelser og eksperimenter til andre på forskellige måder. Efter endt undervisning i emnet forventes det, at eleverne kan: Genkende og navngive de almindeligste urter i forårsfloraen, før løvspringet kommer. Anvende begrebet forrådsorganer, når planterne skal beskrives. Beskrive planternes elementære livsfunktioner. Anvende en lup og en farveflora. Metodik Repeter: Hvordan er planterne bygget, og hvordan fungerer de? (Læs evt. under Faglig baggrundsviden nedenfor). Arbejd med proble-

11 Lærervejledning 11 matikken omkring anemonens biologi i forhold til bøgetræets. Sæt herunder fokus på anemonernes blomstring i forhold til bøgetræets løvspring. Lær ved selv at opleve: Anemonernes udbredelse i skoven, planternes specielle biologi set i forhold til præsentationen: Anemonen fortæller historier. Den underjordiske stængel undersøges grundigt, dens udseende, bygning og funktion. Og så er den også speciel ved at indeholde et giftstof, der hedder anemonol. Rådyret er det eneste dyr i skoven, som kan finde på at æde den underjordiske stængel. Anemonen afløses senere af en række andre skovplanter. På side 22 i elevbogen kan man se nogle af dem. Lær dem at kende. Lad eleverne finde særlige kendetegn ved dem. Måske kan nogle af dem fortælle sin egen specielle historie, evt. fra overtroen, eller måske fra lægevidenskaben. Der findes vidunderlige fortællinger i Brøndegaards Dansk etnobotanik, Folk og flora 2. Tidligere i historien blev anemonen kaldt for»storkemøg«, fordi den blomstrer, når storken kommer til landet. Og så har den samme farve som storkemøg. Desuden er den tidligere blevet brugt som et lægemiddel mod koldfeber, øjenlidelser og hævelser. (Koldfeber er et gammelt ord for malaria, som tidligere var en almindelig og frygtet sygdom her i Danmark). Sådanne historier kan også danne grundlag for, at eleverne bedre husker planternes navne. Genkendelsen kan også skabes, ved at eleverne indsamler planter og derhjemme presser dem og efterfølgende laver et herbarium. Faglig baggrundsviden Bladene på anemoneplanten fungerer også som små fabrikker, som skal erstatte den brugte næring i jordstænglen. De kan modtage rigeligt med lys, da bøgetræets blade endnu ikke er sprunget ud, når anemonen dukker frem, og dermed ikke skygger. Anemonen suger vand og næringssalte op fra skovbunden gennem de små rødder. Store mængder af sukker bliver fremstillet i bladene. Det færdige sukker bliver igen sendt tilbage til den underjordiske stængel. Den bliver tyk og får en lys farve. Inden sommeren begynder, er den nye jordstængel også blevet længere, og blomsterne visner. Men i jorden er næste års vækst forberedt. Indholdet i jordstænglen er et sukkerstof, der kaldes for stivelse. Det findes også i kartofler. Stivelsen kan man påvise på følgende måde: Skær jordstængelen over, og hæld en dråbe jodkalium-opløsning på snitfladen. Snittet farves straks blåt. Farven viser, at jordstængelen indeholder stivelse. I forsøget med blomsterne placeret i vand med blæk i, bliver kronbladene blå. Det kan give anledning til en snak om kapillærkræfter (kan evt. illustreres med vand/glas/overfladespænding samt kapillærrør), og at vand er livsvigtigt for planter. Prøv som supplement til Anemonen kan også fortælle andre historier at se på, hvordan anemonen drejer sin blomst efter solen. Prøv også at lægge et stykke papir over nogle anemoner og iagttag, hvad der sker. Hvor lang tid går der, før blomsterne reagerer? Anemonens blomster er kun åbne om dagen, og den reagerer hurtigt på mørke. Dækker man den til, så lukker blomsten sig straks og bøjer samtidig sin stilk. En anemonebuket visner hurtigt. Det skyldes, at stænglerne kun holdes stive ved hjælp af vand (saftspænding). Klipper man stængelen over, klipper man også plantens forbindelse til vandet i jorden. Saftspændingen falder med det samme.

12 Lærervejledning 12 Når anemoneblomsterne visner, så er jordstænglen tømt for næringssalte. De små rødder på jordstænglen fortsætter dog med at opsuge næringssalte til næste sæson. Det arbejde standser, når bladene visner først på sommeren. Den hvide anemone indeholder en skarp saft, som danner blærer på huden, og som samtidig også er giftig. Man skal også undgå at få denne saft i øjnene eller ind i munden. Derimod kan man godt plukke anemoner og så bagefter spise de evt. medbragte madpakker ude i skoven. Nok se, men ikke røre? Det bør du vide Gælder det også for, hvad I finder i naturen? De fleste har sikkert stor lyst til at samle forskellige ting op under et besøg i skoven. Men det er dog ikke alt, man må indsamle. Skov- og Naturstyrelsen har udgivet nogle brochurer, som fortæller os, hvad vi må gøre og ikke gøre i naturen. Disse regler skal overholdes, ellers kan man få en bøde. I den forbindelse må man aldrig grave hele anemoneplanter op med den underjordiske stængel. Pluk kun de hvide anemoneblomster. Og pluk dem først, når du går h jem. Skovene er fyldt med»gratis«materialer. Indsamlingen af dem sker særligt op til jul. Mange juledekorationer bliver til af materiale fra skoven. I den, forbindelse skal du vide, at du gerne må tage rødder, grene, mos og kogler, der ligger løst på jorden. Du må kun klippe, men ikke skære af træer der er mere end 10 meter høje. Og indsaml så kun, hvad der kan være i en almindelig plastikpose. Lav måske udblik til: Andre forårsblomster i skoven Du skal bruge følgende: plastkdposer, en graveske, en farveflora, måske et digitalkamera, en lup, nogle gamle aviser, karton til opklæbning, måske et stilehæfte. Forårsblomsterne kan fotograferes, indsamles og lægges i plastikposer. De underjordiske dele graves op med en graveske. Der lægges vægt på indsamling af planter, der virkelig kan fortælle en historie: om jordens kvalitet, om hvordan planterne er tilpasset deres voksested for at kunne overleve de samme besværligheder som anemoneplanten er udsat for. Det kan være, hvornår planterne blomstrer i forhold til bøgens løvspring, hvordan de bliver bestøvet ved vindens eller insekternes hjælp, hvordan deres frø bliver spredt, bladenes størrelse og placering i forhold til hinanden og lysets indfald, om planternes formering ud over ved frø f.eks. yngleknopper eller ved underjordiske stængler. Planterne bestemmes og lægges i pres mellem aviser. Bagefter kan eleverne fremstille deres eget herbarium, hvor de også skriver en forklarende tekst til planterne. Gennemgå de botaniske emner om forrådsorganer og fotosyntese. Oplev, hvordan planterne kan fortælle om skovjorden Når man ikke finder de samme skovbundsplanter overalt i skoven, så skyldes det ikke kun fordelingen af lys og læ. Det hænger også sammen med skovbundens egenskaber og dem fortæller planterne om. Hvor planten lærkespore står tæt, og hvor man også finder både hvide, gule og blå anemoner, er jorden rig på næringsstoffer, og den er hverken for tør eller for fugtig. Bøgene, som vokser der, har høje, ranke stammer med glat og lys bark. Planten bingelurt trives kun, hvor jorden er kalkholdig. Lidt jord fra dens voksested kan hældes i et reagensglas. Derefter hældes en lille smule fortyndet saltsyre til jorden. Er der kalk i jorden, så bruser jorden en smule.

13 Lærervejledning 13 Både skovbund med lærkespore og bingelurt er gode skovbundstyper. Læg mærke til, at her ligger der ikke ret meget vissent løv. Det skyldes, at de nedfaldne blade hurtigt bliver omsat, dvs. forvandlet til god, sort muld. I opslaget om skovjorden kan eleverne også få en forklaring på, hvem der klarer denne omsætning. Hvor de hvide anemoner dækker skovbunden før løvspring og derefter efterfølges af skovmærke, er jorden som regel dårligere. Her ligger det visne løv meget længere, før det omsættes. Lad eleverne komme med en forklaring på dette fænomen. På steder, hvor skovsyre deler pladsen med nogle forpjuskede anemoner, og hvor den danner tætte, ensartede tæpper, er jorden ofte noget sandet. Regnvandet siver derfor let igennem og udvasker jorden for opløselige næringssalte og kalk. Hvor jorden er sandet, bliver der let så tørt, at de store regnorme giver op. Omsætningen går derfor nærmest i stå. Jorden bliver nu næsten som en tørvejord. En sådan bund kaldes for morbund. Her findes kun få tidligt blomstrende skovbundsplanter. Derimod kan man finde planterne majblomst, liljekonval og skovstjernen. Man kan lave undersøgelser af jordbundstyperne: Læs på hjemmesiden Undersøgelse af jordbundstyper i forskellige områder af skoven med henblik på bl.a. måling af surhedsgrad. Formålet med undersøgelserne er, at eleverne skal arbejde med sammenlignende undersøgelser af jordbundens fysiske sammensætning og jordens surhedsgrad (ph) for at opnå forståelse af sammenhænge mellem de kemiske forhold i jordbunden, herunder indhold af tilgængelige næringssalte og plantevækst. Man kan også lave udblik til emnet: Mad fra skoven Kan gennemgås i perioden maj-oktober. Se kalender i og i (her findes opskrifter).. I skoven ved andet besøg Besøget kan her omfatte en repetition af tidligere oplevelser, herunder genkendelse af skovens forårsblomster eventuelt ved hjælp af eget herbarium eller en farveflora. 5. Fra frø til træ Målsætning Eleverne skal kunne: Planlægge, designe og gennemføre undersøgelser og eksperimenter med udgangspunkt i åbne og lukkede opgaver. Beskrive frøets udvikling. Opsamle og ordne enkle data og informationer. Formidle egne undersøgelser og eksperimenter til andre på forskellige måder. Metodik Udgangspunktet kan være hjemmets potteplanter: Samtal om, hvad der får disse planter til at vokse og leve (lys, CO 2, vand og næringssalte).

14 Lærervejledning 14 Fortæl om begreberne frugter og frø. Vis eksempler på spiselige frugter og frø. Frøene kan også hentes fra havens planter eller fra skovens træer. Vis deres bygning. Del et frø ud til hver elev. Det kunne være en jordnød. Lad eleverne dele den på langs, så man kan se kimen og de to kimblade. Du kan også dele bogfrugter og agern ud til eleverne. På grund af elevernes alder bør knivene være skolens, og det skal omtales grundigt, hvordan man forsigtigt skal skære jordnødden. Det skulle være unødvendigt at nævne, at jordnødden først må spises efter endt undersøgelse. I skoven: Indsamling af bog og agern i plastikpose. På skolen: Dyrkningsforsøg med bog (eller agern). Før dagbog. Beskriv og tegn forsøgets udvikling. Prøv også: Læg et agern i noget fugtig vat mellem to tallerkener. Hold øje med spiringen og se, hvad der sker. Noter udviklingen. Man kan også lave et andet spireforsøg. Hertil skal bruges et tomt syltetøjsglas. Foruden glasset skal man bruge noget sand eller jord, et stykke trækpapir (evt. et kaffefilter) og et frø. Frøet placeres mellem glassets væg og papiret. Derefter sættes trækpapiret fast med tape på indersiden af glasset, hvorefter sand eller jord forsigtigt fyldes ned i glasset. Til sidst vander man jorden. Sørg for, at jorden eller sandet ligger tæt op ad filterpapiret, så det presses mod frøet. På den måde kan man iagttage, hvad der sker under jorden, når frøet spirer. Noter udviklingen i din naturbog. mast. Inde i frøkernen er der et lille anlæg, frøkimen, der består af en kimrod, en kimstængel, kimblade og kimknop, og som kan blive til en ny plante med rod og spire. Frøet indeholder også en»madpakke«, som den lille plante kan leve af, mens den spirer frem.»madpakken«kan findes i selve kimbladene. Når næringen ikke ligger i kimbladene, så findes den i frøhviden. Når planten har dannet en rod, kan den selv hente næring op fra jorden. Jo større frøet er, jo større»madpakke«indeholder det. Derfor kan store frø generelt tåle at blive sået dybere i jorden end små frø. De største frø er som regel også udsat for mest konkurrence fra andre. Frøets spiring: Nogle frø kan spire året rundt, men de fleste spirer om foråret. Kombinationen af lys, varme og fugtighed får bogfrugten til at spire i maj. Spiringen begynder med, at frøet optager vand. Roden arbejder sig først ud gennem skallen. Den vokser lodret ned i jorden på grund af tyngdekraftens påvirkning og hager sig fast. Rodspidsen er omgivet af en rodhætte, der danner slim. Slimen smører rodens vej. Det lille skud, kimstænglen, begynder nu at vokse opad mod lyset. Stænglen er bøjet for at beskytte knoppen på vej op gennem jorden. Først når knoppen er over jorden, retter stænglen sig ud. Stænglen bryder frem gennem jordoverfladen med to tykke, nyreformede blade, kimbladene. Op mellem kimbladene skyder der en stilk, på hvilken de egentlige bøgeblade sidder. De små planter udvikler sig senere til et træ. Faglig baggrundsviden Oplev frøets hemmelighed. Frø sikrer, at arter af planter og træer videreføres. Et frø består af en frøskal og en frøhvide. Frøskallen beskytter frøet mod bl.a. insekter og mod at blive

15 Lærervejledning Det vrimler med små dyr i skovbunden... Målsætning Eleverne skal: Kende til skoven, hvor navngivne planter og dyr lever. Kunne beskrive dyr samt deres levesteder med henblik på en sortering efter art. Kunne benytte navnestof, fagudtryk og et enkelt fagsprog. Kunne redegøre for sammenhængen mellem planter og dyrs bygning, form, funktion og levested. Kunne stille spørgsmål og fremsætte hypoteser på baggrund af iagttagelser i naturen. Kunne opsamle og ordne enkle data og informationer. Lære at tage hensyn til de dyr, de indsamler. Kunne formidle egne undersøgelser og eksperimenter til andre på forskellige måder. Metodik Udgangspunkt for emnet kan være smådyr i haven, i en park eller måske skolens grønne områder. Forberedelse på skolen: Vi planlægger at søge efter dyrene på forskellige levesteder. Hvordan man kan iagttage dyrene og deres adfærd? Hvordan bevæger de sig? Hvad æder de? Vi beslutter os for at opsætte forskellige slags fælder for at fange dyrene. Mange af fælderne kan eleverne selv fremstille ud fra elevbogens anvisninger. Vi tager følgende med: Plastkrus, som kan nedgraves som insektfælder Hvide fotobakker Hvide spande med låg til transport Lupglas Insektsuger Et slagnet Elevbogen med bestemmelsesnøglen, evt. også en håndbog Fra parken eller haven kan vi passende tage ud til vores hovediagttagelsessted, skoven, for at udføre de samme undersøgelser. I skoven: Eleverne søger efter gode levesteder for smådyr, samler dyr ind samt noget materiale fra deres levesteder. Fundene kan tages med hjem. Man kan fange dyrene ved at: udhule et par kartofler med en ske og derefter lave et par hakker i deres kanter. Læg til sidst kartoflerne ned på jorden på den flade side. lægge lidt kød ud på græsplænen. Kødet skal dækkes til med gaze. Læg nogle sten på gazen, så andre større dyr ikke løber med kødet. Mange dyr tiltrækkes af lugten af kød. lægge noget sødt ud på et stykke plastik. Det kan eks. være noget syltetøj. Syltetøjet kan også smøres på undersiden af sten eller på træernes stammer. dyppe en sukkerknald i noget vand og derefter skrive med sukkeret på et stykke papir. Papiret lægges på græsplænen. Læg sten i papirets hjørner, så det ikke flyver væk. Søg efter dyrene På jordoverfladen: Brug insektsuger til dyr i myrestørrelse og fangstglas med sort skruelåg til andre dyr. Under sten: Som ovenfor. Læg stenen tilbage på samme måde, som I fandt den. I råddent træ: Brug fingrene, en skovl eller en pind til at finde dyrene. Derefter indfanges dyrene i fangstglas eller insektsuger. På planter og i græsset: Brug slagnettet. Ketsjeren trækkes hurtigt et par gange gennem vegetationen. Fangsten rystes fra nettet ned på en dug eller en fotobakke, og dyrene

16 Lærervejledning 16 kan indfanges med fangstglas og insektsuger. På grene af buske og træer: Læg en hvid plastikdug under grenen, og ryst derefter grenen grundigt. Vær parat med insektsuger og fangstglas til at indsamle dyrene, der falder ned på dugen. På barken af buske og træer: De større dyr kan indsamles med fingrene, de mindre med insektsuger de mindste dyr og de dyr, eleverne ikke vil røre ved, kan indsamles ved at sætte fangst- eller lupglas mod barken og derefter bruge malerbørsten til at feje dyrene ned i glasset. I luften: Det er svært! Brug sommerfuglenet. Nettene er skrøbelige, så de må ikke bankes mod jord og grene m.m. Følg eventuelt insektet, indtil det sætter sig på. Når dyret er i nettet, skal man være meget forsigtig med ikke at mase dyret. Placer dyret i de største lupglas eller i et tomt plastakvarium, brug evt. den lille låge i akvariets top. Husk at tømme fælderne med passende mellemrum. På skolen: Ved hjemkomsten til klassen kommer man dyrene i nogle terrarier (for eksempel et terrarium pr. 4 elever) sammen med materiale fra dyrenes levested. Hvis der først skal arbejdes videre med dyrene den næste dag eller senere, stilles terrarierne et sted, hvor der er samme temperatur som i skoven. Derefter kan man samtale om: Hvilke dyr er blevet fundet? Undersøg nu de små dyr ved at anbringe dem i en petriskål med låg. Eleverne kan derefter se på dem gennem en lup. En anden måde er ved at bruge indsamlingsglas med lup (dåselup) eller tovejslup, som begge sikrer, at dyrene ikke løber uden for synsområdet. Større forstørrelser opnås med stereolup. Hvis den har flere forstørrelser, så anvend den mindste, som typisk er på 10X og har stor skarphedsdybde. Vi bestemmer dyrene efter antal ben. 0, 6,8 og uendelig mange. F.eks. Orme og snegle; insekter og biller; edderkopper og skovflåter. Se på oversigten side 29 i elevbogen. Se efter: Har dyrene vinger? Hvordan ser deres munddele ud? Hvad hedder dyrene? Lav en fælles liste over de forskellige dyr, klassen har fundet. Hvordan var der de steder, hvor dyrene blev fundet? Var der lyst eller mørkt? Var der varmt eller koldt? Var der fugtigt eller tørt? Dyrene skal til sidst sættes ud det samme sted, som de er blevet fanget. Faglig baggrundsviden Eleverne finder ofte flest insekter. Insekter Insekterne kendes på, at de har seks ben. De fleste insekter har to par vinger, mens fluer og myg kun har et par, og sølvkræ er helt vingeløse. Insekter har sammensatte facetøjne, hvor hvert øje består af en masse små enkelte punktøjne. Græshopper, fluer, myrer, biller, mariehøns, ørentvister og tæger er alle forskellige insekter. Flåter, edderkopper, bænkebidere, skolopendre, tusindben og regnorme er ikke insekter. Flåter Skovflåten er ikke et insekt, men en mide. Mider er i familie med edderkopper, mejere og skorpioner. Edderkopper Der kendes ca forskellige edderkopper i verden. Edderkopper har en krop, der består af to dele, samt otte ben. Bænkebidere Bænkebidere er faktisk et krebsdyr i familie med krabber, rejer, hummere og tanglopper. Bænkebidere har syv par ben og et par antenner til at føle med.

17 Lærervejledning 17 Skolopendre Skolopendre er leddyr med mange ben. Skolopendre kendes fra tusindben ved, at skolopendre kun har to ben på hvert kropsled, mens tusindben har fire. Skolopenderen er et langt, fladt leddyr, der lever nede i jorden. Man kan finde dem i skove og i haver. Der findes to slags skolopendre: almindelig skolopender (lever på jorden) og jordskolopender (lever nede i jorden). Begge slags skolopendre er rovdyr. De har i modsætning til tusindbenene kun ét par ben på hvert led. En skolopender har et par kraftige giftkroge under hovedet, men de har normalt svært ved at bide igennem vores hud. Små børn kan dog godt blive bidt, så de kan mærke det. Skolopenderen ligger ofte på lur efter sit bytte, hvorefter det fanger det med sine giftkroge og det forreste par ben. I naturen og i terrariet kan man se den slynge sig om insekter, orme og larver. Selv dyr af samme slags kan de finde på at angribe og spise. Da de er hurtige og har en flad bygning, kan de nå byttet næsten overalt. De lammer byttet med giftkrogene og river det i stykker med kindbakkerne for til sidst at udsuge dem. Skolopenderen spiser ikke kun kød, men også visne blade indimellem. Skolopenderen kan bedst lide at være, hvor der er fugtigt. Derfor er natten også et godt tidspunkt at jage i. Om dagen gemmer den sig et mørkt og fugtigt sted for ikke at tørre ud. Når den kan tørre ud, skyldes det, at dens fedtlag er meget tyndt. Læg mærke til, at den kan bevæge sig både forlæns og baglæns. Du vil oftest se den almindelige skolopender, der lever på jordoverfladen mellem rådnende blade. Bladene isolerer både mod stærk varme og stærk kulde. Den almindelige skolopender kendes på, at den er mm lang, rødbrun og blank, og så bevæger den sig hurtigt omkring med bugtende bevægelser som en slange. Jordskolopenderen lever i jorden, under sten, grene, stammer osv., men ud på efteråret ser man den også undertiden sole sig på stubbe og kævler i skovbunden. Deres lange, slanke krop med de korte ben er perfekt til at udnytte små hulrum i jorden, og de bevæger sig lige godt fremad som baglæns. Til gengæld er de ikke så hurtige som den almindelige skolopender, men bugter sig fremad med slangelignende bevægelser, når de graves frem. Jordskolopendrene er kendt for at kunne udskille en selvlysende væske, når de tirres. Tusindben Tusindben er et leddyr med fire ben på hvert kropsled. Der findes mange slags tusindben. Nogle slags har kun ganske få par ben. Andre tusindben kan være mm lange, langsomme dyr, der er delt op i mange led. På hvert led undtagen de forreste sidder to par ben. Tusindbenet kan højst have 60 led og dermed højst få omkring 240 ben. Hvis du kigger på tusindbenet, når det går, kan du se, at benene bevæger sig i bølgebevægelser. Syv bundter af ben bevæger samtidigt dyret fremad. Tusindbenets skjold er brunt, blankt og hårdt og beskytter dyret mod udtørring, og når det kravler rundt nede i jorden. De fleste tusindben bryder sig ikke om lys. De vil helst være, hvor der er fugtigt og mørkt og lever derfor i skovbunden under de visne blade eller helt nede i jorden. Tusindben hører til den gruppe af dyr, man kalder nedbryderne. De æder dødt plantemateriale som blade, frugter, kviste osv. og de svampe, alger og bakterier, der sidder på dem. Tusindbenene tilhører en vigtig del af fødekæden. De er med til at frigøre alle de næringsstoffer, der er bundet i det døde plantemateriale i skovbunden. Tusindbenene frigør ikke næringsstofferne selv, men de gnaver de døde plantedele i mindre stykker. Herefter går svampe, alger og bakterier i gang med at nedbryde

18 Lærervejledning 18 fuldstændigt til næringsstoffer, vand og CO 2. De levende planter trækker næringsstofferne i dette tilfælde gødningsstofferne op af jorden igen med deres rødder og bygger dem ind i deres væv. Nogle tusindben kan udskille et giftigt stof, der stinker. Det beskytter det mod fjender som eksempelvis fugle og padder. Du kan se stinkkirtlernes små åbninger som en række prikker på hver side af tusindbenet. Der sidder en åbning på hver side af hvert led. Regnorme En regnorm kan blive op til 30 cm lang. Regnormen er en ledorm, hvis krop er delt i mange næsten ens led. Den har ingen lemmer. Dens krop har vægge med muskler, der både ligger i ring, men også på langs af dyret. Det gør, at ormen kan gøre sig kort og tyk eller lang og slank. Kropsvæsken i hvert led giver ormen stivhed, så den kan mase sig gennem jorden. Ledorme er hermafroditter. Det betyder, at regnormen ligesom sneglene både er han og hun. Den kan dog ikke parre sig med sig selv, men skal finde en anden regnorm. Kønsorganerne sidder ved bæltet, en fortykkelse på kroppen. Når æggene skal lægges, udskiller bæltet en slim, som hærder til en ring. Heri lægges æggene, hvorefter ormen smyger sig ud af ringen, som rimper sammen i enderne. Regnormene er helt tilpasset til et liv i jorden, hvor de æder dødt organisk materiale. Nogle arter æder sig simpelthen igennem jorden. Andre spiser blade, gødning eller dødt træ. Deres aktivitet er vigtig for miljøet, både fordi de bringer stofferne tilbage i kredsløb, og fordi de gennemlufter jorden. 7. Et terrarium et lille stykke kunstig natur Målsætning Eleverne skal kunne: Sammenholde forskellige dyr og deres tilpasning til deres levesteder. Fremstille et kunstigt miljø, der ligner den virkelige skovbund så godt, det er muligt. Redegøre for sammenhængen mellem planterne og dyrenes bygning, form, funktion og levested. Benytte navnestof, fagudtryk og et simpelt fagsprog. Opsamle og ordne enkle data og informationer. Formidle egne undersøgelser og eksperimenter til andre på forskellige måder. Metodik Lad eleverne tage stilling til: Hvilke dyr vil man have i terrariet? Hvilke dyr kan være sammen, uden at de begynder at æde hinanden? Har de forskellige dyr nogen særlige behov, der skal opfyldes ved indretningen? Det kan være med hensyn til skjul eller en speciel føde. Hvordan indretter man et terrarium? Hvor skal man placere terrariet på skolen? Indret et terrarium i et gammelt akvarium. Man kan lave et låg af fintmasket stof, som f.eks. gaze eller tyl. Læg aviser i bunden, og læg nogle af de planter ind, som dyrene lever af. Sæt også nogle tynde grene ind i akvariet.

19 Lærervejledning 19 Giv dyrene friske fødeplanter hver dag, og fjern de gamle. Skift aviserne ud, hvis de bliver for ulækre. Faglig baggrundsviden Her forsøger man at bestemme dyrenes tilhørsforhold til en orden. Til dette kan man bruge bestemmelsesnøglen bagest i elevens bog. Er det en græshoppe? Flue? Myre? Bille? Mariehøne? Ørentvist? Tæge? Flåt? Edderkop? Bænkebider? Skolopender? Tusindben? Regnorm? Hvordan er dyrene bygget? Beskrivelse af dyrene set gennem en lup. Længde og farve. Hvor mange kropsdele? Forekomst af vinger, antal og udseende? Forekomst af følehorn/antenner? Ben og antal ben? Almindelig adfærd? Særlige kendetegn? Hvordan opfører de sig i forbindelse med fødesøgning? Hvordan opfører de sig i tilfælde af møde med en»fjende«? Er de f.eks. beskyttet af kamuflagefarver eller andet? Dyrets længde Kendetegn på dyret Så kunne dyret være Ca. 3 cm Har 15 par ben, bevæger Skolopender sig meget hurtigt som en slange Ca. 3 cm Gråbrun, med over 40 led på kroppen, kan rulle sig Træcylindertusindben, også kaldet skovtusindbenet sammen Ca. 2 cm Skinnende sort med lyse Kugletusindben kanter på rygskjoldene, 4 ben på hvert led, kan rulle sig sammen Ca. 2 cm Lys brungul, virker fladtrykt, Kiletusindben med 20 led på kroppen Ca. ½ cm for arbejderne Skinnende sort, lugter af Orangemyre appelsiner Ca. ½ cm for arbejderne Orangegul, bevæger sig Den almindelige stikmyre langsomt, har et mærkbart stik, meget hidsig over for andre arter myrer Ca. 1 cm for arbejderne Bygger store tuer, kan Den rødbrune skovmyre sprøjte gift over større afstande Lidt mindre end den Den lille røde skovmyre rødbrune skovmyre Ca. 1 cm for arbejderne Ca. ½ cm for arbejderne Ses ofte sammen med andre arter af myrer, der bruges som en art»slaver«til at bygge rovmyrens bo, meget hidsig og angribende Sort hoved og forkrop, rødbrun på ben og følehorn, ofte»slave«hos den blodrøde rovmyre Den blodrøde rovmyre Den sorte slavemyre