Alt det gode i mit ho ed

Transkript

1 Alt det gode i mit ho ed Simon Lægsgaard, Brandbjerg Højskole Godhedsindustrien Vorherre til hest en term skabt af hyperkapitalister, der altid ved bedst hvor menneskets egentlige drivkraft ligger begravet mens de dumper deres gift ud på bunden af havet Men når vi taler om havet så finder jeg min ro ved havet er så skønt både at færdes og at bo Jeg tænker: Endelave mit barndomsparadis urørt af tidens trend, uden smog og diesel-fis når jeg sidder der på stranden og nyder dagens sidste stråler og nyder varmen og brisen og med min elskede skåler mens vi sammen beskuer solens skive så smuk og så rund så glemmer jeg helt bitterheden den er fuldstændig væk for en stund Så glemmer jeg alt om olieskibe, der pludselig sprænger læk om fuglen, der sidder mig unaturligt nær, fordi den ikke kan flyve væk om brisen, der bærer på dieselpartikler og næringsstoffer der havbundsforvikler om manglende ozon der konverteres til cancer

2 og om iltsvind og krabber der rådner i deres panser om manglende vilje og farlig last og at overfladen solen spejles i snart er mindre vand end plast om overforbrug og ressourcesvineri om overfiskning og atomaffaldsdeponi og ligegyldighed, dumping og erhvervspirateri om lukkede øjne og CO2-apati om vestligt tøjfremstillingsvandforbrug og børneslaveri og om puden på min stol af kinesisk børnebroderi Næh jeg hviler så fredfyldt på puden mit hoved og tænker skam alene på alt det gode Foto: Lars Andreassen Jeg tænker på syv årtier med fred og glemmer for en tid helt at være vred

3 over måden vi forvalter vores frihed på over Ryvangens pæle der tavse stå og vidner om unge der gav deres liv for at vi kan dø af ensomhed og tv-tidsfordriv og kvæles i sukker og fastfood og normer i konkurrencestatspladder og fremdriftsreformer i vækstplanløshed og forbrugssvineri og min svigermor der siger: vi har for lidt at gå op i Jeg glemmer alt om de unge, der presses gennem pølsefabrikken om argumentresistens og politikerperistaltikken der skubber lorten foran os mod kommende generationer mens de priser kapitalismen som slutsten for religioner Jooh jeg forsøger skam at huske på alt det gode som Vesten gør for den samlede klode pist væk er sult, berigelseskrig og flygtningestrømme og oppustede lig i Middelhavet hjemsøger mig kun i mine drømme

4 Foto: Kristine Goul, Egå Ungdoms-Højskole Ja mens jeg sidder der og nyder forårssolen glemmer jeg sågar alle hullerne i taget på skolen for ikke at tale om omfordelingsprocenten og kassekreditten og udlånsrenten. og curlingbørn der bare ikke orker længere Gud bevares jeg glemmer selv selfie-stænger for ikke at tale om manglende fællesskabsånd om samfund der reduceres til samlebånd når skovduerne kurrer og kaninerne knepper er vi faktisk tæt på at jeg glemmer navnkundige Steen-Nepper og alle andre, der reducerer højskolepædagogik

5 til hjertesprog, bragesnak og samfunds-matematik Ja når jeg sider her og nyder musikken fra himlens lærker er det nær ved at jeg glemmer selv Støjbergs og Corydons samlede værker Det er så bekvemt, at jeg glemmer at alt det vi kalder for sund fornuft ikke er andet end vores eget verdensbillede tilført lidt demokratisk duft Jooh alt er skam glemt og min hjertejubel når uanede højder når mine elever står i det fri og synger og spiller og fløjter med indlevelse, finfølelse og akkuratesse mens min forretningsfører ja tro det hvem der vil springer ud som salsaprinsesse så går jeg en tur ud i forårsskoven og lader mig hylle i alt det lysegrønne fra oven mens jeg fylder mig selv med rendyrket væren og svæver midt i alt det grønne til blide toner fra stæren Jeg vågner brat ved et skud i det fjerne alt lys forsvinder en isnen lammer min hjerne Det er naboen, den store idiot, der skyder min buk fra sit ulovlige placerede skydetårn, han sku fandme ha nogle hug

6 Essay om fodbold, familie og kriminallitteratur: Formens tyranni Vi elsker vold, krimier, zombier og et uhyggeligt gys. Vi muntrer os endda med det lige før, vi skal sove. For sådan er vi, mennesket. Men selv om det er for næsen af os hele tiden, så fornægter vi det. Mennesket er fornuftigt, mennesket er godt, mennesket er Billederne af det perfekte menneske, vi har forsøgt at danne hinanden efter i generationer er talrige. Men det onde i os undslipper ikke. Af Kenneth Degnbol Jeg er blevet krimiforfatter. Jeg er udkommet med en krimi. En blandt mange i disse år, for det sælger godt. Ikke nødvendigvis min, men krimier som sådan går som varmt brød. Og nu har jeg også begået en og er glad og stolt. Tænk at være blåstemplet forfatter og tage til debutantfester og bogsigneringer. Selvom jeg er stolt af det, skriver jeg det alligevel i passiv form: Jeg er blevet krimiforfatter. For dels skete der retrospektivt set mange ting, der bedst kan beskrives som tilfældig timing på vejen, for uden at forklejne et ellers efter bedste egen vurdering udmærket produkt, så skal man være heldig at blive læst af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt et nåleøje som så meget andet. Og dels står jeg nu med en bog i hånden, der forholder sig til en bestemt form, og læses med bestemte øjne. Som en krimi. Skrev jeg det, jeg ville, eller tilpassede jeg mig en form og bestemte konventioner? Skrev den mig? Blev jeg med andre ord krimiforfatter? Formentlig er begge dele sande.

7 Krimi betragtes ofte som en form for triviallitteratur. Hvad det kaldes er jeg ikke så interesseret i. Der findes gode og dårlige krimier ligesom inden for alle andre genrer. Hvad der gør den til en krimi, er at den udfolder et bestemt tema, et tema om ondskab. Måske er det derfor, det kan betragtes lidt billigt: Hvorfor dog fornøje sig med andre menneskers død og lidelser? Men spørgsmålet gå videre end det. Hvorfor er vi i stigende grad optaget af horror, død, ondskab, krimier og thrillere som bøger og film. Hvad er det, der gør, at vi ønske at beskæftige os med den del af tilværelsen endda ofte lige før vi skal sove. Søndag eftermiddag holder vi helt og aldeles med de blå og hader de røde (eller omvendt) Svaret er for mig at se det samme som det, fodbolden er blevet forklaret med: I en overvejende pæn og fornuftigt verden, hvor vi dannes efter billeder af det perfekte, er der ikke plads til det primitive, enkle og i til tider endda onde i os. Vi allokerer de dele til søndage eftermiddage på lægterne, hvor vi helt og aldeles kan holde med de blå og hade de røde; her behøver vi ikke høfligt og proaktivt og ordentligt at se alles perspektiver og anerkende at fejlene i bund og grund skyldes, at vi ville det gode, men kom til at frustreres i vores drømme eller i et øjebliks forvirring kom til at se udfordringer som problemer. Med filosoffen Jean Baudrillards ord er fodboldpublikummet blevet deltagere og selve kampen blevet den ramme, vi agerer efter. Vi er der for noget andet end

8 fodbolden. Den er bare mediet, der gør dét muligt, vi er der for. Nemlig en sprække i tilværelsen, hvor det primitive, ensidige og imperfekte kan være. Med mulighed for at det er et simpelt instinktteoretisk svar, at mennesket går til fodbold og læser krimier, fordi det indeholder noget i samfundet illegitimt, det skal have afløb for, så tror jeg, der er noget om snakken. Den klassiske krimihelt ryger og drikker, er skilt og ser ikke sine børn, er halvfed og halvgammel. Han er med andre ord alt det, et fornuftigt moderne oplyst menneske ikke bør være. Og formentlig er det af samme grund, vi dybest set godt kan lide historier om Niklas Bendtner. Der er dybest set ikke nogen fornuftig grund til at en rig fodboldstjerne og ditto idol skulle køre spritkørsel, true taxachauffører og i bogstavligste forstand lemlæste deres biler. Førnævnte Baudrillard ville formentlig sige, at det netop er derfor Bendtner gør det, for med hans vanlige omvending af deltager og publikum bliver Bendtner tilskuer på den scene, som vi sætter op med vores forventning til ham struktureret igennem medierne. Bendtner gør det, fordi vi vil at han gør det, fordi det er det den side af os, fodbold sætter i tale.

9 Overfor alle billederne i bøger og film og på stadioner af den iscenesatte ensidighed, ondskab og irrationalitet må der naturligvis stå andre billeder. Da vi danner og dannes i billeder, må der være andre billeder, hvori vi iscenesættes os som rationelle og gode mennesker. To på flugt. Den ene burde være Karla Jeg ser meget tv med min datter. I hvert fald når jeg er sammen med hende, for jeg er moderne delefar, der ser hende efter nøje forhandlede aftaler og skemaer. Hendes yndlingsfilm er lige nu Karlas Kabale og To På Flugt. Den første er et stykke socialrealisme. Moderne i den forstand at Karlas forældre er skilt. Og alligevel knap så moderne i måden, de er det på. Moderen udlever en tryg kernefamilie med ny mand og børn, med hjemmebag og levende lys og hjemlig hygge. Og faderen har desværre hang til alkohol og at glemme aftaler med Karla. Og jeg græmmes, når jeg ser den, og tænker at det dog er en sær opsplitning i det gode og det onde, hvor det gode identificeres gennem netop kernefamilien, selvom det iscenesættes socialrealistisk med skilte forældre. Disneys udgave af det gamle eventyr om Klokkeblomst hedder på dansk To På Flugt, og den gør det samme. På engelsk har de kaldt den for Tangled altså indviklet, hvilket er noget af en tilsnigelse efter som det nærmere er en forenklet eller for enkel udgave af Rapunzel, et af Grimms eventyr.

10 I eventyret sælger et forældrepar deres datter til fordel for at få moderens obskure lidenskab efter klokkeblomster tilfredsstillet. Klokkeblomsterne findes i en smuk have, hvor der bor en heks. Datteren vokser derfor op hos heksen, lige indtil den dag, hvor en smuk prins rider forbi og finder Rapunzel indespærret og efter et drabeligt opgør med heksen får frigivet Rapunzel. Hvem er den onde i eventyret? Er det heksen? Eller er det forældrene, der skiller sig af med barnet til fordel for en irrationel trang til blomster? Godt og ondt blandes. Det er ikke til at kende forskel. I betragtelig grad som livet selv. I Disneys udgave er forhistorien ikke med. Rapunzel vokser blot op hos en alene-kvinde. Men en dag opdages hun af en lettere fordærvet prins. Flot, men med hang til lidt smårapsen i bedste Robin Hood-Stil. Og med prinsens hjælp opdager hun, at hendes sande forældre er kongeparret i den nærliggende landsby, hvor alt er floromvundet, lykkeligt og i bedste Disney stil helt og aldeles candy floss-betrukket. Hvem er de onde i eventyret? Kvinden, der opdrager Rapunzel? Ja, uden tvivl ifølge filmen, selvom hun ret beset sagtens kan betragtes som en reel moder, lige lovlig overbeskyttende eftersom hun holder Rapunzel indespærret i et tårn, men hvilke mødre (over)beskytter ikke deres børn? Og i hvert fald er det her pigen har sin opvækst. Men de gode i filmen iscenesættes

11 som kernefamilien, identificeret ved kongen og dronningen. Det er her Rapunzel med største selvfølge hører hjemme. Uagtet hun ikke har set dem siden sin fødsel. Jeg er selv et barn 70erne og 80erne. Jeg spørger derfor mig selv, om vi har glemt Alfons Aaberg. Og Pippi. Og Pedersen og Findus. Billederne af de anderledes livsformer, hvor alt ikke er opsplittet i et enten-eller, godt-ondt. Men hvor livet er, som det er. Kaotisk. Vilkårligt. Og godt nok. Jeg gør mit bedste for selv at være far efter de vilkår, der gælder for mit liv. Men det bliver alt for ofte en jagt på at gøre det ligeså godt som kernefamilieidealet, det gode billede, vi møder alle vegne. En håbløs jagt, der, når jeg gør mit bedste, kun er et næsten-ligeså-godt-som. Idealet findes ikke kun i mediebilledet. Det gennemsyrer også vores samfundsstrukturer. Børn kan kun have én folkeregisteradresse, børnepengene kan ikke deles, lægevalg og alt muligt andet går efter forældreren med adressen uagtet forældrenes forskellige roller for barnet vi er tilsyneladende helt blinde for virkelighedens Danmark og orkestrerer efter det samme idealbillede, som filmene er skåret efter: Børn bor jo et sted, ikke! Men i virkelighedens verden lever vi hvad end det handler om børne- og familieliv eller alt muligt andet i sammensatte helheder, hvor intet er perfekt, hvor vi gør vores bedste og lever med at det ikke er perfekt. Og midt i den balanceakt kan lykken endda indtræffe. Hvis den vel og mærke ikke umuliggøres af idealbilledernes konstante fordring om mere og mere, perfektere og perfektere. Fest og druk er en velfortjent pause Naturligvis er et par tilfældige film, selekteret af min datters smag, ikke evidens for at sige meget om de billeder, vi opdrager børn (og os selv) efter. Det er blot en fornemmelse. Men dog en fornemmelse, der blandt andet bestyrkes så sent som i denne uge, hvor en undersøgelse fra

12 Aalborg Universitet fortæller, at over halvdelen af gymnasieungdommen har indirekte selvskadelig adfærd (voldsom druk, overspisning, sult eller stofmisbrug) og en femtedel har direkte voldt selvskade (cutting, slå sig selv eller brænde sig selv). Professor Bo Møhl, professor i specialpsykolog i psykiatri, der står bag undersøgelsen, citeres af Politiken for at sige, at det er en hel generation, der mistrives. Årsagen er ifølge Bo Møhl i Politiken et pres for os om at skulle præstere vores bedste hele tiden, som særligt unge har svært ved at håndtere. De unge elever på min højskole taler om festerne som velfortjente pauser fra alt det, de synes, de skal være og overkomme. Pausen hilses velkommen. Festen, fodbolden og krimien. Det er godt, at der også er billeder for tankeløsheden, ensidigheden og ondskaben. De billeder har vi brug for. Med C. S. Lewis ord, så læser vi for at vide, vi ikke er alene. Der skal være billeder, der svarer til det, vi er. Men mit ønske er, at billederne var sammensatte. At det gode billede, var det helstøbte billede der hvor der var plads til det hele. Så vi ikke ender med en generation, der tror, det gode menneske er et perfekt menneske. At det perfekte liv ikke har sprækker og kanter og grå hår. Så vi ikke ender med ulykkelige forældre og børn, der, selvom de gør deres bedste, ikke kan leve op til det idealbillede, filmene fraserer og samfundet strukturerer. Form, billeder og strukturer er afgørende. Vi bliver derefter. Krimien skrev mig. Jean Baudrillard: Et skæbnesvangert scenario er-halvdelen-af-gymnasieelever-skader-sig-selv-for-at-tacklelivet/ Krimien hedder Forkynderen. Den er skrevet i pseudonymet

13 Sander Jakobsen, der dækker over Kenneth Degnbol og Dagmar Winther. Blomstrende Kranier En eksploderende buket blomster i klare farver på en dyb mørkeblå baggrund. Det var det første af Jacob Dahlstrups værker, jeg så. På stedet vild med konceptet: En pludselig eksplosion, der føjer sig ind i en århundrede gammel tradition for rolige motiver. Det kunne have været en af Jan van Huysums ( ) eller Rachel Ruyschs ( ) buketter, der eksploderede. Inspirationen fra stillebentraditionen går som en rød tråd gennem Jacob Dahlstrups værk. Umiddelbart kan det måske være at få øje på i hans Tatoo Drawings (se Wounds Man nedenfor). Alligevel spøger traditionen; Wounds Man refererer tydeligt til livets forgængelighed og tjener således samme (opbyggelige) formål som de gamle vanitas-stilleben. Og ganske uden tøven vil jeg hævde, at Jacob Dahlstrups interesse for stilleben når et højdepunkt med serien Botanic Skulls.

14 Sjældent hvis nogensinde har jeg set en mere fuldendt forbindelse mellem idé, værk og metode, som hos Jacob Dahlstrup. I mine øjne er han allerede fuldendt; fremtiden vil blot vise os i hvor høj grad, han formår at sublimere sit virke og sine værker. Der er en grund til, at han allerede forholdsvis ung har flere priser og legater i ryggen, og at hans værker har været vidt omkring i verden. Midt i pludselig Det er ikke blot stillebengenrens motivverden, der fanger Dahlsrups interesse, men også det, der ikke fanges i maleriets konkrete to-dimensionelle flade, og som man derfor ikke ser. Bevægelsen eller processen. Et stilleben, hvad enten der er tale om blomster, raritetskabinetter, vanitas- eller pragtstilleben, repræsenterer altid en eller anden forestilling om liv (bevægelse). Den norske forfatter Tor Ulven formulerer sig således om et billede af Willem Kalf ( ) (Stilleben med Nautilusbæger): citronen er netop

15 skåret op, skrællen fjedrer endnu svagt efter ham, der skrællede den og trådte to skridt tilbage, ind i mørket, og betragtede bordet. Ulven finder spor af liv i den vuggende citronskræl på Kalfs maleri. Hos Kalf er bevægelsen ganske moderat (og måske lettere erotisk, som Ulven forestiller sig), hos Jacob Dahlstrup springer den i øjnene, når han jagter det rette øjeblik i den proces, hvor eksplosionen forvandler den smukke buket til uigenkendelige fragmenter. Man forestiller sig blomstervasen med sine blomster, stå der på havebordet i lummer sommerlig kedsommelighed og vente på at blive beundret af eftermiddagens gæster. Pludselig eksploderer lortet, KA-PAUW! Hvem skulle have troet, at denne agtede, men småt levende stillebentradition kunne fornyes med en sådan kraft og et så nutidigt udtryk (som eksplosionen, hvis man vil undskylde mig en reference til verdens politiske tilstand). Planlagt tilfældighed Selv formulerer Jacob Dahlstrup sin praksis og interesse for processer på følgende måde: [A] key to my practice is a process of calculated spontaneity and pre planned coincidence through which I work primarily with a combination of drawing and installation. Kalkuleret spontanitet og planlagt tilfældighed. Det lyder fint. Det er ikke blot pæne ord, men en fuldstændig præcis beskrivelse af hans måde at arbejde på. Kort efter mit første møde med ham viste det sig, at han rent faktisk boltrede sig i forældrenes have med at sætte bomber i blomstervaser og se dem eksplodere. Dér, i forældrenes have, udforskede han krudt og ild som æstetiske virkemidler fra det underfundige til det virkeligt chokerende.

16 En lille Storm P sk genistreg. Dahlstrup har fastgjort penslen til en raket. Resultatet er en planlagt tilfældighed fanget i aftrykket på lærredet. En lille simpel (Storm P sk) genistreg fra den tid, er den dyppede pensel fastgjort til en nytårsraket, som med øskner hænger i en line, der fører op til et blankt lærred: antænding og af sted med den. Planlagt tilfældighed og kalkuleret spontanitet på lærred. Et meget levende penselstrøg. Noget virkeligt chokerende fra denne periode er en video, hvori Jacob Dahlstrup portrætterer Kim Phúc på et menneskestort lærred med en blæselampe det vil sige en lille gasflamme. Godt tænkt, ja, men det kontroversielle er, at Kim Phúc er den nøgne pige, som på et af verdens mest berømte pressefotos, skrigende flygter fra et napalmangreb under Vietnamkrigen. Det originale fotografi bærer titlen Vietnam Napalm og Fotografen Nick Úts modtog i 1972 Pulitzerprisen for det. Kim Phúc hævder at kunne huske, hun råbte for varmt, for varmt, da napalmen smeltede hendes hud og billedet blev taget. Det er som om det iagttagende og ekspressionistiske krydser hinanden i denne video som muligvis også er politisk kommenterende. Ikke et stilleben, men helt sikkert en måde at huske på livets tilfældige skrøbelighed. Og hvad er meningen

17 med denne påmindelse, hvis ikke den skal få os til at tænke over, hvad det er, vi skal stille op med det, der foregår mellem fødsel og død?

18

19 Kim Phuc. Brændt på lærred med en varmeblæser. Motiv, værk og metode smelter sammen. Der spindes således en tråd fra blomster, eksplosioner og krudt til ilden, der giver Kim Phúcs repræsentation liv på lærredet. Ilden giver motivet liv, men ilden havde nær taget livet af Kim Phúc i virkeligheden. Og tjek lige Wounds Man (ndenfor) med Kim Phuch for den indre forbindelse i mellem Dahlstrups værker. I bogen Anthology fra 2009 er mange af disse tidlige værker og deres tilblivelsesprocesser dokumenteret. Heri viser Dahlstrup sit arbejde med at fange processen og overføre eksplosionens enkelte øjeblikke via syrebehandlede kobberplader til papir. Fra aftryk til indgravering Muligvis er det i forbindelse med denne praksis, at interessen for selve metoden artikuleres. Den har sikkert været der hele tiden, men det ser ud som om, eksplosionerne åbner for nye stier, der skal udforskes. Uanset hvad det er, der skaber forgreningerne i Jacob Dahlstrups virke, er det vel ikke mærkeligt at aftrykkene fra geværhagl, bordbomber, kemiske eksplosioner etc. giver anledning til at overveje, hvordan de enkelte materialer påvirker hinanden. På et tidspunkt skiftede Jacob Dahlstrup krudtet ud med en tatovørnål og begyndte at udforske motiverne på de gamle sejleres tatoveringer. Tatoveringer sætter et varigt mærke på huden, sådan som napalmen gjorde på Kim Phúc. Godtager vi idéen om en forbindelse mellem de eksploderende blomster, krudtaftryk og flammen, der gav Kim Phúc liv som kunstværk og frem til nålen i papiret, finder vi således også i Tatoo Drawings spor af stillebentraditionen. Jacob Dahlstrup fremhæver selv, at tatovørnålen forandrer papirets struktur (som en bombe en blomsts) og skaber en tredimensionel linje, som lyset danner skygger i og på den måde bringer motivet til live i beskuerens øje.

20 Tatovørnål på papir. Skygge-lys, blomst-bombe, spontan-plan, slut-start. Og selvfølgelig liv og død; kontrasterne er altid til stede i Dahlstrups værker. Dobbeltheden det tvetydige om man vil findes ligeledes i sømandsmotiverne. Vi kan ikke udforske livet og verden uden at trodse døden. Hver dag må vi forsøge at afvise den velvidende, at den hver eneste dag sætter sit stille umærkelige præg på os. Sejleren er, som et gammelt ordsprog siger, spændt ud mellem The Devil and the Deep Blue Sea, som oprindeligt beskriver den situation, de lavest rangerende sejlere befandt sig i, når de kalfatrede skroget hængende på siden af skibet. Et farligt sted at befinde sig især når skibet er undervejs. I mere overført betydning, og det er her Jacob Dahlstrups motiver skal forstås, refererer ordsproget til udforskningen af det ukendte. Sejlernes billedsprog er fyldt med referencer til det ukendte noget man vel strengt taget ikke kan referere til. Og så alligevel; måske går det an at betragte angsten og

21 frygten, som vores forsøgsvise spejlinger af det ukendte. Sømandstatov eringerne rummer et interessant visuelt forenklet sprog, med dets egne regler og betydninger, der kan adapteres af bæreren samt bearbejdes til at formidle andre budskaber, når materialet og mediet skifter facon, siger Dahlstrup. Sømandsfolkloren beretter om kærlighed, håb og troskab og kampen for at nå et ikke-eksisterende punkt i horisonten. Hos Dahlstrup udtrykker sømandstegningerne således en mental tilstand. Lykken er måske det ikke-eksisterende sted, vi

22 spejder efter i horisonten. Hvad det end er, er kampen for at nå punktet forbundet med en række farer. Hver eneste dag i denne søgen udgør selve livet og gør os rigere. Oplevelserne og erfaringerne på den rejse printer sig ind i sjælen, lægger lidt til os som mennesker. Vi ændres på samme måde som nålen præger papiret og ændrer dets struktur. Det er det, Wounds Man minder os om. Banana Boat udgør et lille kuriosum, en lille mellemstation, fra arbejdet med det stille liv og eksplosionerne over sømandstegningerne og til de bemalede kranier, idet bananen ikke er konserveret. Bananen tager tiden gennem alle stadier af liv. Fra begyndelsen, hvor masterne står ret op til den første lille brune stribe begynder at vise sig på siden af skroget til den ender sine dage som en mørkebrun bananflueomspændt klat råddenskab med slunkne sejl. Et forgængelighedens skib.

23 Til slut kan man hævde, at de kunstneriske stier Jacob Dahlstrup ind til nu har betrådt (i sit unge liv) mødes i serien Botanic Skulls. Her samles trådene. I modsætning til tidligere tiders vanitasmalerier, er kraniet ikke afbilledet på et lærred, men bliver her til selve lærredet. Døden er ikke blot repræsenteret, men helt konkret tilstede; som baggrund for et nyt motiv, som begyndelse til noget nyt. Jacob har gjort den smuk, døden (ikke at den i sig selv er noget at eftertragte, men når den nu er uundgåelig (indtil videre), kan man lige så godt få noget godt ud af den). Under alle omstændigheder opstår en vis tvetydighed, når pludselig kunstneren på den måde præger døden med sit blæk. Normalt tænker vi nok, at det er døden, der præger os er det ikke netop det, vanitasmotivet skal minde os om at den hver dag trækker lidt tid fra os. Måske er det i virkeligheden sådan vi ser ud, når vi når horisonten? En samling knogler med livets talrige erfaringer påmalet som blomster. Stjernehavet I det sidste års tid har Dahlstrup bevæget sig ud i stjernehavet med det 3de årtusindes sømand, astronauten. Nye ukendte horisonter. Og døden er som sædvanlig nærværende; et af de første motiver i rum-serien var den eksploderende rumfærge. De nye værker forlænger den røde tråd, som stadig er vævet sammen af både begyndelse og ende eller det skabende og destruktive som to sider af samme evige sag. Planetformørkelsen rummer den, og der går ikke længe, førend

24 man tænker på den største og mest livgivende eksplosion af dem alle: Big Bang. Vi forbinder som regel ilden med det fortærende og det destruktive sådan er det ikke hos Jacob Dahlstrup, og sådan var det ikke ved tidens begyndelsen.