Særlige vidner om Kristus

Transkript

1 Præsident Gordon B. Hinckley, Andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab Særlige vidner om Kristus Oprettet: 19. september 2007 Det er en dejlig dag. Vi er i april og det er forår på dette sted på jorden, og så begynder naturen påny at røre på sig. Det er snart påske, det tidspunkt hvor den kristne verden mindes Guds Søns opstandelse fra de døde. Vi, som er samlet her til denne storslåede generalkonference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bærer vidnesbyrd for hele verden om at Jesus er Kristus, den levende Guds levende Søn, om at han kom til jorden i tidernes midte og er guddommelig af herkomst, om at han gik i Palæstinas gader, hvor han forkyndte det evige evangeliums sandheder, helbredte syge, oprejste døde, fik blinde til at se og bragte det ufattelige budskab om Messias, om håb til alle som ville høre, at han blev pågrebet, dømt og korsfæstet på Golgata af onde mennesker; at han oprejstes på den tredie dag, som førstegrøden af de hensovede, besejrede døden og gjorde sig til herre over det evige liv; således at "ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus" (1 Kor. 15:22); at han og hans Fader, den store Elohim, viste sig for den unge mand, Joseph Smith, i foråret 1820 og indvarslede denne tidernes fyldes uddeling; at han står som overhoved for denne kirke, som bærer hans navn; at Guds riges herredømme hviler på hans skuldre, som en opfyldelse af Esajas' profeti, og at hans navn er "Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste" (Esajas 9:6). Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om ham, og om at han har sin særlige og helt bestemte plads i Guds, vor evige Faders evige plan. Jeg bærer vidnesbyrd om alt dette, ved det hellige apostelskabs magt og myndighed, som jeg har fået overdraget. Hvis Ånden vil vejlede mig til det, så vil jeg gerne her i formiddag sige noget om dette vidunderlige og hellige embede i det hellige præstedømme - apostelembedet. I går opretholdt vi to af vore brødre til denne hellige kaldelse, hvorpå de blev ordineret til at sidde i De tolv apostles Råd. Jeg vil gerne bære mit vidnesbyrd om at de er udvalgt og kaldet ved profetiens og åbenbaringens ånd. Der er bedt meget angående denne sag. Der blev samtalet med præsident Spencer W. Kimball, Herrens profet i vore dage, og vi fik en klar udtalelse fra ham, for han har forretten i sådanne sager. Vi fik en klar og tydelig tilkendegivelse - jeg foretrækker at kalde det Helligåndens hvisken - angående disse to, som var valgt til at påtage sig disse allervigtigste og hellige ansvar. De som er kaldede er mænd med erfaring i verden og i kirken. Det er lærde mænd, og de har opnået store resultater i deres respektive professioner. De er meget afholdte og nyder stor anerkendelse blandt deres ligestillede og hos mange andre, fjern og nær, som beundrer dem. Men det er ikke derfor de er blevet valgt. De har udført et bemærkelsesværdigt stykke arbejde i kirken. De har hver især været trofaste og aktive, siden deres drengeår. De har begge arbejdet i stavs-præsidentskaber. De har hver især virket som regional repræsentanter. De har fungeret i mange egenskaber inden for kirken, og de har udført et fortrinligt stykke arbejde i hvert enkelt tilfælde. Men det er ikke derfor de er kaldede. Side 1 af 5

2 De er kaldet, fordi Herren ønskede dem i dette embede, fordi de har et vidnesbyrd om hans guddommelighed og fordi de har hævet deres røst og båret vidnesbyrd om at han virkelig lever. De har hver især stor tro. Når de er ordinerede i det hellige apostelembede og indsatte som medlemmer i De tolvs Råd, forventes det at de først og fremmest helliger sig arbejdet i deres embede. De vil, frem for alle andre hensyn, bruge deres liv på det ansvar de har for at stå som særlige vidner om Kristi navn overalt i verden. Nogle vil måske spørge hvorfor kirken har kaldet så dygtige mænd bort fra deres profession i offentlig tjeneste, når de udfører så meget godt hvor de nu er? Jeg ved det ikke. Kirken har ikke gjort det. Herren har derimod gjort det klart at det er dem der skal virke som hans vidner. Der findes andre veluddannede og højt kvalificerede mænd, som kan udføre hvad de to tidligere har gjort. Disse to mænd har nu modtaget en særlig og helt bestemt kaldelse, som Herren, der ved bedre, har indsat dem i. Det er med disse mænd som med alle os andre, det er mennesker. De har deres stærke sider og deres svage sider. Men fra nu af og resten af deres liv skal deres hovedinteresse være fremgangen i arbejdet for Gud her på jorden, så længe de forbliver trofaste. De skal nu beskæftige sig med vor Faders børns velbefindende, både dem som er i kirken og dem som står udenfor. De skal gøre alt hvad de kane for at trøste dem der sørger, styrke de svage, opmuntre dem der vakler, gøre sig til venner med de venneløse, give de fattige næring, velsigne de syge, bære deres vidnesbyrd - ikke kun på grund af tro, men på grund af en sikker kundskab om Guds Søn, deres ven og Mester, hvis tjenere de er. Jeg har altid syntes at det var bemærkelsesværdigt at der, så vidt jeg ved, ikke findes andre kirker som har apostle, til trods for at Herren valgte tolv apostle til at hjælpe sig i sit arbejde og til at fortsætte efter hans død, og til trods for at Paulus, som selv var apostel, erklærede at kirken skulle opbygges "på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten" (Ef. 2:20). De har heller ikke embedet som halvfjerds, til hvilket der er kaldet flere mænd under denne konference. Dette er på samme måde et embede der medfører ansvar for at bære apostolsk vidnesbyrd i Kristi navn. Selve ordet apostel betyder i sin oprindelse bogstaveligt "udsending". Hvis det skulle defineres som "udsending med særlig myndighed og ansvar", ville det være en passende beskrivelse af denne kaldelse som Herren gav, da han gik på jorden, og som gives i vor tid. Lukas skrev om Mesteren "at han gik ud i bjergene for at bede; og han tilbragte natten i bøn til Gud. Da det blev dag, kaldte han sine disciple til sig og udvalgte tolv af dem, som han også kaldte apostle" (Luk. 6:12-13). Det er betydningsfuld for mig at Herren først valgte dem der skulle vandre med ham, efter han havde bedt hele natten angående denne sag. Mattæus skriver: "Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed... Disse tolv sendte Jesus ud og bød dem... På jeres vandring skal I prædike og sige: 'Himmeriget er kommet nær!' Side 2 af 5

3 Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet... Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer" (Matt. 10:1, 5, 7, 8, 20). Dette samme apostelembede blev oprettet på jorden da kirken påny blev etableret i denne uddeling. I den åbenbaring som kirkens organisation modtog i april 1830, blev Joseph Smith omtalt som en "der blev kaldet af Gud og ordineret til en Jesu Kristi apostel og den første ældste i denne kirke, og til Oliver Cowdery, som også blev kaldet til at være en Jesu Kristi apostel og den anden ældste i denne kirke og ordineret under hans hånd" (L&P 20:2-3). Brigham Young fortalte noget interessant i forbindelse med organiseringen af det første Tolvs Kvorum i denne uddeling var en gruppe ledende brødre fra Ohio på rejse til Missouri for at hjælpe deres medbrødre der, hvorpå de vendte tilbage til Ohio. Det var en lang og besværlig rejse, som for det meste foregik til fods. Det var en tid med store prøvelser, og Brigham Young sagde: "Da vi kom tilbage fra Missouri, sang min bror, Joseph Young, og jeg til et møde, efter at vi havde talt, og da mødet var forbi sagde bror Joseph Smith: 'Kom med mig hjem.' Vi tog med ham hjem og sang længe for ham og talte med ham. Så kom han ind på emnet om de tolv og halvfjerdser, for første gang jeg ved af. Han sagde: 'Brødre, jeg vil kalde tolv apostle. Jeg tror vi skal samles og udvælge tolv apostle og et halvfjerdsernes kvorum blandt dem som har været her i Zion.'... "Den sidste januar eller i februar, eller omkring den tid, i 1835," sagde præsident Young, "holdt vi møder hver dag, og på det tidspunkt kaldte bror Joseph tolv apostle. Han fik en åbenbaring da vi sang for ham. De som kendte ham vidste når åbenbarings ånd kom over ham og han var under dens indflydelse, for han fik et helt specielt ansigtsudtryk. Han talte ved åbenbaringens ånd og underviste i rådet ved den, og de som kendte ham kunne med det samme se det, for på sådanne tidspunkter var hans ansigt særlig klart og ligesom gennemsigtigt" (Journal of Discourses, 9:89). De tre vidner til Mormons Bog - Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris fik overdraget ansvaret for at nominere de første medlemmer af De Tolv i denne uddeling. Da de var valgt blev de indkalt til et møde som blev afholdt i Kirt land den 27. februar Oliver Cowdery fungerede som sekretær til dette møde og han skrev i referatet: "Præsident Smith stillede følgende spørgsmål: Hvilken særlig betydning er der knyttet til De tolv Apostles kaldelse, der er forskellig fra andres kaldelser eller embeder i kirken? Efter spørgsmålet var diskuteret af rådgiverne Patten, Young, Smith og McLellin, afgjorde præsident Joseph Smith, jun. sagen således: 'Det er de tolv apostle, som er kaldet til embedet som omrejsende højråd, der skal præsidere over de helliges menigheder ude blandt nationerne, hvor der ikke er oprettet noget præsidentskab. De skal rejse omkring og prædike til ikke-jøderne, indtil Herren befaler dem at gå til jøderne. De skal have nøglerne til dette embede og åbne døren til himmeriget for alle nationer og prædike evangeliet til hver skabning. Dette er deres apostelembedes magt, myndighed og kraft' " (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, s ). Side 3 af 5

4 Som nævnt i yderligere åbenbaringer skal de arbejde under Det øverste Præsidentskabs ledelse og rejse om og være "særlige vidner om Kristi navn i hele verden" (L&P 107:23). Når de har brug for hjælp til denne pligt, skal de kalde halvfjerdser og endnu andre, som forholdene byder det. Siden arbejdet blev påbegyndt i denne uddeling, har 84 mænd virket i De tolv apostles Råd. Ældste Nelson og ældste Oaks bliver nr. 85 og 86 der er udnævnt, ordineret og indsat til denne store og hellige mission, som det vil være tilfældet når dette er sket. Jeg vil gerne, efter 20 års virke som medlem af dette enestående og bemærkelsesværdige kvorum, vidne om de tolvs broderskab, deres hengivenhed, deres tro, deres flid og deres fantastiske arbejde for Guds riges fremgang. Jeg vil gerne tale om noget personligt et øjeblik, og fortælle jer hvor meget jeg værdsætter De tolvs Råd. Det er nu næsten tre år siden jeg blev kaldet til at være præsident Kimballs rådgiver i kirkens øverste præsidentskab. En væsentlig del af denne tid har jeg i al ydmyghed og med ærefrygt forsøgt at klare et stort ansvar. Jeg har lært noget om ensomhed, om bekymring og dyb omsorg. Jeg har oprigtigt bedt om ledelse og styrke og vejledning. Jeg har henvendt mig til disse, mine kære brødre i De tolvs Råd, og de har frit og gavmildt ydet mig støtte, hjælp og inspirerede råd. Der er en stærkt enhed i kirkens øverste præsidentskab. Der er enhed mellem præsidentskabet og De Tolv, fuldkommen enhed. Der er enhed mellem medlemmerne i De halvfjerds første Kvorum og Det præsiderende Biskopråd. Jeg kender en del til denne kirkes historie, og jeg vil ikke tøve med at sige at der aldrig har været større enhed blandt de ledende råd og i forholdet mellem disse råd indbyrdes, end der er i dag. Jeg elsker mine brødre. De er loyale, hver og en. De støtter. De reagerer uden at tøve på enhver kaldelse, uden hensyn til deres personlige bekvemmeligheder. De er Herrens, Jesu Kristi sande disciple. Og nu, når disse to mænd bliver ordinerede og indsat, vil vi atter have et helt kvorum. Vi har mistet to enestående og vidunderlige mænd, ved ældste LeGrand Richards og Ældste Mark E. Petersens død. Nu er der kaldet to enestående og vidunderlige mænd til at overtage deres pladser. De er kaldet under Herrens ledelse og får støtte gennem kirkens medlemmers tro. Værket går fremad i majestæt og herlighed. Riget vokser, støt og roligt. Overalt i verden bliver vidnesbyrdet styrket i kirkens medlemmers hjerter og tilværelse. Det er heri dette riges store styrke ligger. Det er den solide, oprigtige, personlige overbevisning, i hjertet hos millioner af sidste dages hellige, som bor i mange lande og taler mange forskellige sprog. Hver udgør sin del af et stort trossamfund. Ethvert trofast medlem ved at Gud, vor evige Fader lever. De ved alle at Jesus er Kristus, menneskehedens Forløser og Frelser. De kender disse store fremherskende sandheder på grund af Helligåndens kraft, som bærer personligt vidnesbyrd til dem. Vi er Gud taknemmelig for hans forunderlige værk, for den uransagelige og sikre måde hvorved det går fremad. Jeg påskønner dybt og oprigtigt, ikke alene mine brødres, generalautoriteternes støtte, men også den støtte vi får af de mange sidste dages hellige her og ude omkring i verden. Jeg har fornemmet den i jeres bønner. Jeg er klar over at I støtter os med hånd og hjerte. Men frem for alt takker jeg jer inderligt for jeres uselviske arbejde, som udføres i stor tro til fremgang for Guds værk, og som hjælp til at hans evige formål, med hensyn til hans sønner og døtre, kan bringes til udførelse. Side 4 af 5

5 Må Gud velsigne jer hver især hvor I end er. Må I få styrket jeres tro mens I virker i retfærdighed. Må jeres vidnesbyrd blive endnu stærkere, når I drikker af den evige sandheds kilde. Må I blive velsignet i pose og sæk, når I sammen med Herren arbejder oprigtigt for hans store rige. Må Kristi fred forblive evindeligt i jeres hjerter og i jeres hjem. Dette beder jeg ydmygt om i hans hellige navn, ja, i Jesu Kristi navn. Amen. Side 5 af 5