Håndskriftsagen set fra danmark

Transkript

1 Nordisk Museologi , s Håndskriftsagen set fra danmark Birgitte Kjær Jeg skal komprimeret berette om den danske indfaldsvinkel til håndskriftsagen, som begivenhedsforløbet kom til at hedde i Danmark. Håndskriftsagen alene ordet -sagen antyder jo, at der var tale om en lang og problematisk proces, der i visse af sine faser dog næsten kunne være så spændende som en gyser. Der kørte i Danmark en stærkt følelsesladet debat for og imod udleveringen af de islandske håndskrifter til Island, man arrangerede demonstrationstog imod udleveringen, der var forslag om folkeafstemning, ja diskussionen nåede så langt ud blandt almindelige folk, at der ligefrem kunne udskrives terminsprøvestile om emnet i gymnasierne. 1 I dag er sagen næsten glemt i Danmark; kun fagfolk husker den. At sagen har jævnet sig i Danmark ses af, at der faktisk ikke er skrevet ret meget om den fra dansk side i de sidste mange år. Interessant nok er den grundigste gennemgang af hele sagsforløbet ikke skrevet af en dansker men af en islænding! Det er cand. mag. Sigrún Davídsdóttir, der i bogen: Håndskriftsagens Saga i politisk belysning fra 1999 har givet en set fra dansk side sober gennemgang af det komplicerede forløb. 2 Håndskrifterne blev det væsentligste problem i bo-delingen mellem Danmark og Island efter Efter at Island i 1918 var blevet en suveræn stat, blev de relevante arkivalier afgivet til Island i Allerede i 1903 var andre islandske embedsarkiver flyttet til Island, da det danske Islandsministerium blev flyttet fra København til Reykjavik. 3 Og i 1930 ved Altingets 1000-års jubilæum havde der fundet en deling sted af de islandske genstande, der var i det danske Nationalmuseum. Tilbage stod det vanskeligste: håndskrifterne i Det kongelige Bibliotek i København og i Den arnamagnæanske Stiftelse, der tilhørte Københavns Universitet. Begge steder drejede det sig efter dansk opfattelse om legalt erhvervede manuskripter, og begge steder berørte håndskrifterne i vid udstrækning den norrøne fælleskultur. 4 Sagen drejede sig om noget over middelalderlige håndskrifter: dels personal- og lokalhistoriske beretninger, f.eks. stormands-

2 Håndskriftsagen set fra danmark og bispesagaer, dels bredere historiske beretninger, f.eks. de norske og danske kongesagaer, men samlingen rummede også skjaldedigtning og fiktionslitteratur som ridderromaner og eventyrlige helteskildringer samt religiøse skrifter, lovhåndskrifter og diplomer i original eller afskrift. De bevarede over håndskrifter er et enestående stort materiale, set på baggrund af en islandsk befolkningsstørrelse, der i vikingetid og middelalder næppe selv i gode tider har oversteget individer. 5 De væsentligste problemer berørte ejendomsretten til håndskrifterne: var de dansk eller islandsk ejendom, og hvis de var danske var de så statens ejendom eller privatejede. Fra dansk side var der næppe tvivl om, at håndskrifterne befandt sig legalt i Danmark, og at de var dansk ejendom i dels privat, dels offentlig eje. Udgangspunktet var derfor fra dansk side oprindelig, at håndskrifterne ikke skulle udleveres. Det er i denne holdning, der sker et skred, således at man accepterer, at de relevante af håndskrifterne skulle udleveres til Island. 6 Det næste problem i Danmark blev derefter, på hvilke betingelser udleveringen skulle ske, når den danske stat ønskede at udlevere privatejede genstande. Det sidste problem var endelig omkring forståelsen af, hvilke håndskrifter der var rent islandske, og hvilke, der var fælles norrøne. Kronologisk fremstilling Mange håndskrifter blev i 1600-tallet og især i 1700-tallet indsamlet af islændinge, og bl.a. sendt som gaver til den dansk-islandske konge i København. Således er de to berømteste, Flatø-bogen 7 fra omkring 1380 med en række norske kongesagaer og bl.a. Orkneyø-saga, Færø-saga og den lille Grønland-saga og Codex Regius fra omkring 1270 med den ældre Edda-digtning, bl.a. digtet Vølvens Spådom 8 blevet sendt af biskop Brynjólfur Sveinsson som gave til Frederik III. Og den lærde filolog, Ární Magnússon 9, der i 1701 blev professor i dansk historie ved Københavns Universitet, indsamlede på systematiske rejser rundt i Island i årene flere tusinde håndskrifter, som han alle testamenterede til en særlig stiftelse under Københavns Universitet. 10 Som det i 1944 tegnede sig i Danmark, tilhørte gaverne, der var skænket til den danske konge, nu den danske stat, mens gaverne til Den arnamagnæanske Stiftelse under Københavns Universitet tilhørte dette som privat ejendom. På Island opfattede man imidlertid sagen anderledes. Allerede i 1907 havde Det islandske Alting opfordret den islandske regering til at træffe foranstaltninger angående udlevering af alle håndskrifter og dokumenter, som Árni Magnússon tidligere havde fået til låns, og som stammer fra biskopper, kirker, klostre og andre embeders og institutioners dokumentsamlinger her i landet, og som endnu ikke er udleverede. 11 Her er allerede det første problem ridset op: havde Árni Magnússon lånt håndskrifterne af de personer, hos hvem han indsamlede, eller havde han fået dem som ejendom med den deraf følgende ret til at disponere over dem? I Danmark mente man det sidste. 12 I 1918 afsluttede Danmark og Island en overenskomst om den fortsatte forbindelse mellem landene, som gav Island den længe ønskede frie og suveræne status omend i personalunion med Danmark dvs. med fælles konge. Aftalen kunne opsiges efter 25 år. I disse forhandlinger indgik håndskrifterne ikke, kun forfatning og økonomi. Spredt op gennem 1920erne rejstes krav- 9

3 Birgitte Kjær 10 ene om udlevering af såvel embedsdokumenter som håndskrifter samt museumsgenstande. Fra dansk side udleverede man som nævnt i 1927/28 de relevante embedsdokumenter og i 1930 halvdelen af det danske Nationalmuseums islandske genstande i forbindelse med Altingsjubilæet. Op gennem 1930 erne blev sagen om håndskrifterne kun sjældent berørt på møderne i Dansk-Islandsk Nævn. Men i 1938 tilkendegav Island, at hverken arkivaftalen fra 1927 eller overleveringen af museumsgenstande i 1930 havde været tilfredsstillende. Grunden var selvfølgelig, at tiden var ved at være inde for en ophævelse af personalunionen med Danmark, hvilket skete i 1943 med den efterfølgende oprettelse af den islandske republik i Island havde ret til ensidigt at opsige personalunionen med Danmark i Alligevel skabte det skuffelse i Danmark, fordi opsigelsen skete, mens Danmark var besat af Tyskland og derfor ikke kunne forhandle frit omkring ophævelsen af personalunionens forbundslov. I Danmark havde man håbet, Island ville have udskudt ophævelsen af unionen til efter den afslutning på krigen, alle kunne se nærmede sig, så forbundsloven kunne være blevet ophævet og afviklet samtidigt og som en fælles handling. Først efter krigen kunne forhandlingerne omkring opgørelsen mellem de to lande så finde sted, og fra islandsk side blev håndskrifterne nu bragt ind i sagen, mens man fra dansk side ikke mente, håndskrifterne som dansk enten offentlig eller privat ejendom kunne være omfattet af forbundsloven. Og den ensidige unionsophævelse i 1943/44 påvirkede stemningen i visse kredse i Danmark i negativ retning over for de nu kraftigt udtrykte islandske ønsker om udlevering af alle islandske håndskrifter. I Danmark virkede de stadig skarpere formulerede ønsker om udlevering som et led i Islands kamp om uafhængighed fra Danmark: selvfølgelig gjaldt det håndskrifterne, men det gjaldt også en national markering. Et godt eksempel på dette var, at man nemlig ikke forsøgte at få udleveret islandske håndskrifter uden for København. 13 Men islændingene argumenterede, at dengang hvor Københavns Universitet modtog Arne Magnussons gave, var Københavns Universitet rigernes eneste universitet og dermed også Islands Universitet den nordiske fase Da forhandlingerne om forbundslovens ophævelse endte i 1946, var problemerne omkring håndskrifterne altså endnu uløste. I 1947 tog det danske Folketing imidlertid sagen op og nedsatte den såkaldte Håndskriftkommission, fra hvilken der forelå en betænkning i I de forløbne fem år var der sket et holdningsskred. I 1946 havde Det kongelige Bibliotek, Københavns Universitet og Undervisningsministeriet sat sig imod enhver form for udlevering. I Håndskriftkommissionens betænkning i 1951 var der nu enighed om, at islændingene skulle have noget, spørgsmålet var blot hvad og hvor meget. Men det blev pointeret, at det ville være urealistisk af islændingene at tro, at de ville få udleveret alle islandske håndskrifter i Danmark. Ud fra betænkningen kom så i 1954 det danske forslag til Island. Den danske, socialdemokratiske undervisningsminister, Julius Bomholt, fremkom med et columbusæg: at håndskrifterne skulle betragtes som dansk/islandsk fælleseje, og håndskrifterne i Den arnamagnæanske Samling deles i en dansk og en islandsk afdeling, ét forskningsinstitut i hvert land med gæstefaciliteter for hinandens forskere. Der skulle være muligheder for gen-

4 Håndskriftsagen set fra danmark sidige lån, og der skulle på hvert sted være fotografier af de håndskrifter, der lå det andet sted. Men: 1954-forslaget blev blankt afvist af islændingene; for dem var ønsket stadig det hele. Den danske regering gjorde det derefter klart, at den ikke kunne gøre mere for at løse sagen. Det var nu op til islændingene selv at få gang i sagen igen. Men hvorfor dette skift til en imødekommende, dansk holdning? Forhandlingsklimaet var i denne fase nemlig dårligt, præget dels af danskernes endnu følte skuffelse over den ensidige unionsophævelse under krigen, dels af en slags islandsk nynationalisme med mistænksomhed over for den gamle kolonimagt. Når der alligevel kom et positivt, dansk udspil i 1954, var det, fordi håndskrifterne kunne bruges ideologisk. Efter 2. verdenskrig var der ønske om øget nordisk samarbejde, som blandt andet udsprang af frygt for, at Island skulle gå tabt for Norden og i stedet knytte sig til USA. Det var først og fremmest den socialdemokratiske, danske statsminister, Hans Hedtoft, der hægtede håndskriftsagen på drøftelserne om et styrket Norden. Argumentet for denne forbindelse var, at kunne Danmark og Island i fællig finde en for islændingene tilfredsstillende løsning, ville det være et signal til omverdenen om, at de nordiske lande mente det alvorligt, når der blev talt om øget samarbejde. Desuden kunne en tilfredsstillende løsning være et eksempel for andre nationer på, hvordan man løste fælles problemer, så begge parter havde gavn af det. Men Hans Hedtofts socialdemokratiske, nordiske idealdrømme kuldsejlede, og med hans død i 1955 faldt denne nordisk-ideologiske, politiske indgang til sagen væk højskolernes agitation Den danske regering var altså i 1954 kommet med et udspil. Bolden lå nu hos Island, som lod den ligge. Sagen lå altså set med den danske regerings øjne død. Men det var kun politisk sagen var lagt død, ikke ideologisk. Folk med tilknytning til højskolerne gik nu ind i diskussionerne ud fra den synsvinkel, at der her var en parallel til problemerne omkring det danske mindretal i Sydslesvig. En løsning, der imødekom Islands ønsker, kunne være et eksempel til efterfølgelse for Tyskland, og til omverdenen alment, om at vise forståelse for andre nationers og mindretals kultur. Især én person engagerede sig, journalisten og fra 1959 chefredaktør ved Kristeligt Dagblad Bent A. Koch. Agitationen mistede vind op gennem 1950erne; personerne var snarest private lobbyister, og havde intet mandat til at repræsentere andre end sig selv. Men de medvirkede kraftigt til at holde gryden i kog. Men de havde med deres nære tilknytning til Island også den betydning, at de fik gjort det klart for islændingene, at de måtte gå med til en deling af håndskrifterne i stedet for at hage sig fast i et urealistisk ønske, om at få udleveret alt, og at de derfor måtte tilbage til forhandlingsbordet I 1960 havde der været valg i Danmark og vi havde nu fået en udleveringsvenlig flertalsregering. Også på Island var situation nu en anden. Tiden syntes nu i begge lande moden til igen at prøve at finde en løsning. Et løsningsforslag, der tog hensyn til Det kongelige Biblioteks og Universitetets holdninger kunne ikke imødekomme de islandske ønsker i et sådan grad, at man kunne opnå et for alle antageligt forlig. I Danmark blev 11

5 Birgitte Kjær 12 sagen derfor flyttet til at være en ren politisk sag, ikke en sag, der kunne diskuteres akademisk selv om den fortsat blev det. Men selv med sagen overgivet til rene politiske beslutninger, opstod der problemer, idet store dele af den danske opposition, partierne Venstre og De Konservative, var imod at tage hensyn til de islandske ønsker. Disse havde for oppositionen ikke noget retsligt grundlag, og dertil mente man, at en udlevering ville forringe den danske nation. Men regeringen, bestående af socialdemokrater og radikale, var en flertalsregering, og dens udleveringsvenlige holdning kunne nu nemmere komme til orde; og den radikale undervisningsminister var tæt knyttet til den nordisk-sindede højskolebevægelse. Professor Alf Ross blev bedt om at omformulere det forkastede, danske udspil fra 1954 på en sådan måde, at islændingene kunne godtage det. Han foreslog igen, at Den arnamagnæanske Samlings håndskrifter skulle deles mellem to ligestillede institutioner på Københavns og Islands Universitet i Reykjavik, og at alt materiale skulle kopieres, så de to forskningsinstitutioner havde samme betingelser. Som delekriterium foreslog han, at alt, hvad der kunne opfattes som islandsk kultureje, skulle overgives til Island. Definitionen af begrebet islandsk kultureje var, at håndskrifterne skulle omhandle islandske forhold og være skrevet i Island af en islænding. De islandske håndskrifter i Det kongelige Bibliotek skulle deles efter det samme princip og overgives til Islands Universitet på samme måde. Det betød, at Flatø-bogen og Codex Regius faldt uden for kriteriet. Alle håndskrifter, der skulle udleveres, skulle gennem en konservering først, og der skulle afsættes en 20-årig periode til arbejdet. Efter hemmelige dansk/islandske forhandlinger blev forslaget godtaget af islændingene, dog med det væsentlige forbehold, at islændingene kun godkendte det, hvis Flatøbogen og Codex Regius blev udleveret uden om aftalens ellers klare formuleringer om islandsk kultureje. Forslaget kunne nu fremlægges i det danske Folketing, hvor det fik en blandet modtagelse, især fordi forhandlingerne var ført under hånden med islændingene. De næste par år blev håndskriftsagen nu brugt i den danske, indenrigspolitiske mudderkastning. Og der gik spidsfindig jura i sagen, og hermed er vi fremme ved det andet af de tre hovedproblemer. Selv om den danske regering ikke opfattede det sådan, mente oppositionen med henvisning til Grundlovens 72, stk. 2, at delingen og udleveringen af Den arnamagnæanske Samling måtte opfattes som ekspropriation af privat ejendom og dermed udløse en erstatning. Det indebar, at loven ikke kunne vedtages af det siddende Folketing, men skulle udskydes, indtil den efter et nyt folketingsvalg kunne godkendes af det nye folketing. Det godkendte regeringen men pointerede, at lovforslaget ikke ville blive ændret ved genfremsættelsen, hvilket selvfølgelig havde været oppositionens hensigt. Lovforslaget blev så genfremsat uændret i 1964, men allerede fra efteråret 1963 var diskussionen blusset voldsomt op igen. Det var en lille, hård kerne af akademikere og nationalistisk sindede politikere, der var imod udleveringen, der førte an i en debat, der i dag nok kan synes lidt nedladende over for islandsk forskning. Der indløb protester mod udleveringen fra f.eks. Det kongelige nordiske Oldskriftselskab og fra Det kongelige danske Videnskabernes Selskab. Universitetsfolkenes modstand bundede selvfølgelig i det faktum, at håndskrifterne var blevet en del af et

6 Håndskriftsagen set fra danmark dansk forskningsområde, der tiltrak både danske og udenlandske forskere; omkring håndskrifterne var der opbygget et videnskabeligt institut og på Det kongelige Bibliotek et fagbibliotek med speciel sigte på håndskriftforskningen. Hertil kom så stadig det vanskelige spørgsmål, at man med ekspropriationen valgte at behandle en privatejet stiftelse, som om det var statens ejendom. Hvor følelsesladet sagen kørte, og hvor langt, den kom ud i befolkningen, kan ses af, at flere konservative politikere ligefrem forsøgte at få udleveringen lagt ud til folkeafstemning! 16 Men loven blev igen vedtaget i Folketinget Det indebar dog ikke en hurtig udlevering. De næste år blev brugt til juridisk tovtrækkeri, for der var jo måske også penge indblandet i sagen! Den arnamagnæanske Kommission anlagde nemlig sag mod det danske undervisningsministerium med påstand om, at udleveringen indebar en ekspropriation, hvilket skulle udløse en erstatning til Stiftelsen, men tabte sagen både ved Østre Landsret og Højesteret. Nu følte Undervisningsministeriet sig provokeret til at anlægge en modsag for at få en stadfæstelse af, at der ikke på nogen måde kunne blive tale om, at der skulle betales erstatning til Den arnamagnæanske Stiftelse. Dommen lød, at Stiftelsens håndskrifter ikke skulle erstattes med penge, mens den lille del af stiftelsens kapital, der også skulle udleveres, skulle erstattes håndskrifterne udleveres Den danske regering kunne mere problemløst gennemtvinge en udlevering af de genstande, der var statsejede, og gjorde det. Det var da også håndskrifter fra Det kongelige Bibliotek, der blev udleveret som de første. Den 17. april 1971 satte Det kongelige Bibliotek i København sit officielle dannebrogsflag på halv stang, igen en følelsesladet demonstration, men ikke vendt mod Island men mod den danske undervisningsminister, der havde ladet to af bibliotekets største skatte gå med i handelen, nemlig de omstridte håndskrifter: Flatø-bogen og Codex Regius, som det havde været mest vanskeligt at nå enighed om, netop fordi de ikke omhandlede specifikt islandske forhold, men generelt nordiske, og blot var nedskrevet på Island. Men d. 21. april 1971 blev den første sending inklusive Flatø-bogen og Codex Regius overdraget Island under stor højtidelighed i Reykjavik. Vanskeligere var det med håndskrifterne i Den arnamagnæanske Stiftelse og de resterende håndskrifter i Det kongelige Bibliotek. Vi er her fremme ved sagens tredje hovedproblem, hvad var islandsk kultureje. Hertil blev der nedsat det såkaldte deleudvalg, sammensat af to repræsentanter for universiteterne i henholdsvis Reykjavik og København. Det har fra 1971 til 1996 udarbejdet 11 udleveringslister. Løbende var der nemlig mange problemer omkring fortolkningen af loven fra Men da disse problemer nu ikke mere var en del af den danske indenrigspolitik men et dansk-islandsk universitetsproblem, var den folkelige appel omkring håndskriftsagen væk, og der blev stille om sagen i den danske offentlighed. Problemerne kunne f.eks. være vanskelighederne med at forstå lovens præmisser for en deling, fortolkningen af ordet islandsk kultureje, og om et håndskrift var en oversættelse eller en original, eller om man skulle tage udgangspunkt i 1961-listerne (Island) eller lave nye lister eller holde sig strikt til

7 Birgitte Kjær 14 lovens ord (Danmark). Et andet problem var optællingen af håndskrifter. Der var fra starten enighed om udlevering af håndskrifter, men hvordan tælle dem, når ét og samme nummer i håndskriftfortegnelsen kunne indeholde mere end ét håndskrift eller kun et brudstykke af et håndskrift? Arbejdet gik derfor ret langsomt. Frem til 1982 var der dog blevet lavet ti delelister, som man var nået til enighed om. Tilbage stod de håndskrifter, hvorom der ikke kunne opnås enighed, ca. 200 stk. (Island) eller 300 stk. (Danmark), alt efter hvordan man talte. Nu i 1985 måtte sagen så igen op på politisk plan. Fra dansk side ønskede undervisningsminister Bertel Haarder, den hurtigt løst. Også han havde sin rod i højskolebevægelsen og var altså Island positivt stemt. Frem gennem 1985 forhandlede man frem og tilbage og lavede flere forslag til løsninger uden at komme ud af stedet. Først i februar 1986 blev man enige om den sidste deleliste. Med denne formelle afslutning på delingssagen var håndskriftsagen næsten ovre. Tilbage stod blot udleveringen af de sidste håndskrifter, som man var nået til enighed om i Haarders udvalg, og den 19. juni 1997 blev også de afleveret. I alt er der i tiden udleveret 141 håndskrifter fra Det kongelige Bibliotek i København og håndskrifter, ca diplomer og 74 pakker med ca diplomafskrifter fra Den arnamagnæanske Samling. Tilbage i Den arnamagnæanske Samling er forblevet ca håndskrifter, ca diplomer og diplomafskrifter. Heraf er ca. 700 islandske og ca. 280 norske, mens resten har en anden proveniens og kan være skrevet på dansk, latin, svensk, tysk, spansk, italiensk, hollandsk og fransk. Af de håndskrifter, der er forblevet i København, er nogle ganske vist skrevet på islandsk, men omhandler overvejende andre forhold end islandske, bl.a. de danske og norske kongers historie, eller de rummer f.eks. religiøse tekster, oversættelser o. lign. 17 I de forløbne år er alt det udleverede materiale blevet konserveret og gennemfotograferet før udleveringen til Island, en kæmpe arbejdsopgave, da mange af håndskrifterne forefandtes i mange stumper eller skulle renses for århundreders røg, sod og fugt, og som Det arnamagnæanske institut i København, trods bitterheden over udleveringen dengang, påtog sig med stor ansvarsfølelse over for håndskrifterne. Arbejdet er foregået i tæt samarbejde mellem konservatorer og fotografer, og der er løbende blevet taget fotografier af konserveringsprocessen både før, under og efter restaureringen. 18 Det muliggjorde et fortsat forskningsarbejde i København, men har faktisk også betydet, at forskningen omkring de islandske håndskrifter på langt sigt har kunnet udstrækkes til ikke kun at finde sted i Reykjavik og København, men nu via Internettet er blevet international. Afslutning Ser vi på sagen og dens forløb, er det to helt forskellige holdninger, der kommer frem, om man ser på den, som den tog sig ud i årene op til 1971, hvor man påbegyndte udleveringen af det store antal håndskrifter, og om vi ser på sagen i dag i 2002, fem år efter, at de sidste håndskrifter blev udleveret. Der er næppe ændret ved holdningen, at håndskrifterne var i Danmark legalt i henholdsvis Universitetets og Det kongelige Biblioteks eje. Derfor opfattes udleveringen af folk fra de involverede institutioner ofte som en gave til Island, sådan som det bl.a. i 1997

8 Håndskriftsagen set fra danmark er blevet formuleret af direktøren for Det kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen. Der, hvor skreddet er sket, er fra at man overhovedet ikke ønskede at udlevere nogle af håndskrifterne, til at man udleverede broderparten. Men der, hvor skreddet er størst er, at holdningen er gået fra de følelsesladede demonstrationer for at beholde håndskrifterne i Danmark til, at de involverede institutioner i dag finder det i sin orden, at håndskrifterne er delt på to søsterorganisationer. Jeg vil afslutte med følgende citat: Island fik broderparten af håndskrifterne, men der blev også så meget tilbage i København, at det gav mening at fortsætte arbejdet der. Der er nu to arnamagnæanske institutter, ét i København, oprettet i 1956 og ét i Reykjavik, oprettet 1971 begge internationale centre for udforskningen af den islandske kulturarv. Striden om håndskrifterne har aldrig forstyrret det gode kollegiale forhold mellem de islandske og danske håndskriftforskere, og de, der arbejder på de to søsterinstitutioner i dag, betragter Den arnamagnæanske Samling som én samling fordelt på to steder. En ny elektronisk katalog over samlingen er under udarbejdelse som et fælles projekt, og vil genforene samlingen på Internettet. Siden 1972 har et islandsk stipendium gjort det muligt for danske forskere at studere håndskrifter i Reykjavik, mens et tilsvarende dansk stipendium for islandske forskere blev oprettet i Begge institutter råder over fremragende fagbiblioteker, og på instituttet i København er der en komplet samling af fotografier af det omfattende materiale, der blev udleveret. I dag fungerer Den arnamagnæanske Samling utvivlsomt som det vigtigste kulturelle bindeled mellem de to lande. 19 Således beskriver lederen af Det arnamagnæanske Institut i København, Peter Springborg, situationen i dag. Og når han, der kommer fra en af de institutioner, der følte sig mest lemlæstet ved udleveringen, kan skrive sådan uden brod, bør også vi, der gik i demonstrationstog i 1960erne konkludere, at sagen om håndskrifterne fandt en usædvanligt lykkelig afslutning. Efterskrift Denne gennemgang af sagsforløbet, som det har taget sig ud fra dansk side, bygger udelukkende på publiceret materiale, og jeg har i vid udstrækning holdt mig til forskningsmiljøets vurdering. Oprindelig havde vi i den danske sektion engageret en anden foredragsholder, en forsker, der gennem de sidste 30 år havde været nært knyttet til hele problemkomplekset omkring delingen af håndskrifterne, direktør Iver Kjær, der fra var efor for Den arnamagnæanske Stiftelse og fra 1991 medlem af Den arnamagnæanske Kommission. I var han rådgiver for den danske undervisningsminister Bertel Haarder vedr. afslutningen af håndskriftsagen og i 1986 medlem af det dansk-islandske forhandlingsudvalg, der endeligt afsluttede håndskriftsagen. Han var nok en af dem, der i Danmark kendte sagens mange facetter bedst og kendte dem indefra. Hans pludselige død her kort før mødet stillede os i en vanskelig situation. At det er mig, der her har fremstillet sagsforløbet, er derfor kun en nødløsning. Vi valgte imidlertid at give en fremstilling af sagen ud fra det tilgængelige materiale, idet det var væsentligt for os, at vore nordiske kolleger kunne føle sig orienteret om sagens forløb i begge lande. Men jeg må understrege, at mit kendskab til sagen udelukkende stammer fra litterære kilder, og at jeg ikke er i stand til at gå ind i den kvalificerede diskussion, Iver Kjær ville have kunnet. Imidlertid ved jeg, han ville være enig med mig i konklusionen, at sagen endte som en solstrålehistorie, det var hans egne ord, da vi for ikke så længe siden diskuterede den som oplæg til dette møde. 15

9 Birgitte Kjær 16 Noter 1. Jette Baagøe, mundtlig meddelelse 2. Anmeldelserne i Historisk Tidsskrift 2002 (Thomas Riis) og Fortid og Nutid 2001 (Peter Springborg) 3. Sigrún Davídsdóttir 1999, p Thomas Riis. Historisk Tidsskrift bd. 101,2; 2001 anmeldelse 5. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 6. Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 7. Flateyjarbók, Gl. kgl. Saml. 1005, 2 vol.s, fol. 8. Gl. Kgl. Sml o Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 11. Sigrún Davídsdóttir, 1999, p Poul Møller Bl.a. side Kungliga biblioteket i Stockholm, Uppsala Universitetsbibliotek og Bodleian Library i Oxford. Poul Møller 1965, side 29, 31, 46 og 47; svenskerne indsamlede selv i tallet, og har også håndskrifter, der er taget som krigsbytte i Danmark 14. Det arnamagnæanske Instituts hjemmeside 15. Sigrún Davídsdóttir, 1999, p Sigrún Davídsdóttir 1995? og 1999, p Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen 18. Det arnamagnæanske Instituts hjemmeside. Poul Møller, 1965, side Peter Springborg, Fortid og Nutid, 2001,1, anmeldelse Litteratur Det Arnamagnæanske Instituts hjemmeside Sigrún Davídsdóttir: Håndskriftsagens Saga i politisk belysning Sigrún Davídsdóttir: Håndskriftsagen i tilbageblik. Nyt fra Island 1995? Bent A. Koch: Historiske minutter. Politiken 13. august 1999 Poul Møller: De islandske håndskrifter Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island. Weekendavisen Thomas Riis: Historisk Tidsskrift bd. 101, Anmeldelse af Sigrún Davídsdóttir, 1999 Peter Springborg: Fortid og Nutid Anmeldelse af Sigrún Davídsdóttir, 1999 Overinspektør Birgitte Kjær Adr. Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum, Viborgvej 2, DK-8000 Århus C Fax: bk@dengamleby.dk