Sammen gør vi en forskel!

Transkript

1 Sommer 2009 Sammen gør vi en forskel! Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 1

2 Angstliniens Nyhedsbrev Lige nu læser du i Angstliniens første nyhedsbrev. Nyhedsbrevet er i første række for dig, der lider af angst, men alle andre er også velkomne til at læse med. Du vil finde artikler om mennesker, der gør et stort arbejde for at komme ud af angsten, og det er netop disse mennesker Nyhedsbrevet er tilegnet. Vi ved, at det kræver stort mod og en stor indsats for at komme til at leve i harmoni med angsten. Dette mod og denne indsats kan ikke påskønnes nok, og der skal lyde en stor tak fra redaktionen til de mennesker, der har ønsket at medvirke til Nyhedsbrevet. God læselyst! Det har taget mig 16 år at komme frem til det her! Jens føler, at han har haft angst hele sit liv. Som lille fik han at vide, at han var overfølsom, og folk troede, at der var noget galt med ham. I puberteten fik Jens mange følelser, som han havde svært ved at rumme, og det blev opfattet som om Jens overreagerede. Jens påtog sig skylden for familiens problemer og lærte hurtigt at gemme sine følelser væk, fordi de var forbudte. I gymnasiet begyndte Jens at få sine første anfald af socialangst. Under en præsentation troede han, at han blev sindssyg og gik hjem til moderen og sagde, at han ikke kunne være sammen med mennesker på den måde. Vi skulle være født med 8 % alkohol i blodet, var moderens kommentar. Moderen var alkoholiker. Jens kom til lægen, der henviste til psykolog. Efter 8 måneders ventetid fik psykologen Jens til at fortælle lærerne på gymnasiet, hvordan han havde det og at han led af angst, og derefter lod lærerne ham være og var ligeglade med, om han pjækkede. Jens turde ikke sige mere Da moderen kørte galt, pådrog sig en svær hjerneskade og kom på plejehjem, begyndte Jens at bruge sine tegnefærdigheder til at udtrykke indeklemte følelser. For at videreudvikle sine færdigheder tog han et tegne/malekursus på en daghøjskole og kom derefter på et kunsthøjskoleophold, hvor han valgte at fortælle om sin angst, hvilket de andre kursister respekterede ham meget for. Jens veninde flyttede til København og Jens flyttede med, da han fik mulighed for at få et arbejde og starte på en frisk. Angsten vendte tilbage og blev så slem, at Jens måtte en tur til lægen, hvor han fik lykkepiller. Efter nogen tid fandt Jens arbejde hos en ny arbejdsgiver, der ikke behandlede sine ansatte godt, og Jens gik helt ned med flaget. Veninden kunne ikke forliges med lykkepillerne og var bange for, at depressionen smittede og sagde: Nu kan du godt flytte! Så Jens flyttede hjem igen, fik kontanthjælp og en kælderlejlighed, hvor han efter eget udsagn rådnede op i et halvt år. Jens elsker at tegne og bruger selve tegneprocessen til at arbejde med sig selv. Jeg har haft en opfattelse af, at jeg viser mine billeder for at gøre mig interessant, men billederne er min måde at kommunikere på, fortæller Jens. På psykiatrisk hospital Jens kom i behandling på et psykiatrisk hospital, startede i dagbehandling på et værested for psykisk syge og måtte ofte spørge sig selv: Er jeg virkelig så dårlig som nogle af de andre? Følelserne havde Jens stadig lukket inde. Konklusionen på den psykologiske profil, der blev udarbejdet på ham blev, at han var en kvindehader med selvmordstanker, der led af personlighedsforstyrrelse, angst, depression og begyndende skizofreni. Jeg blev bange for mig selv, tog de piller jeg fik udskrevet, og der foregik intet i mit hoved. Min hjerne var som viskelæder og jeg fik en slem depression. Det var en følelse af, at det kun gik nedad. Jeg ville helst ikke have mere medicin, men blev overtalt til at tage antipsykotisk medicin, hvilket gjorde, at jeg blev Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 2

3 ligeglad, overspiste og ikke kunne vækkes om morgenen, fortæller Jens og forsætter: Bivirkningerne var store og jeg ventede i 3 måneder på at få lov til at snakke med en psykiater angående mine bivirkninger. Konklusion på samtalen var, at alle bivirkningerne var indbildning fra min side... Jens søgte og fik pension. Da jeg brød forbindelsen med hospitalet, stoppede jeg med medicinen. Jeg spiste sundt, dyrkede motion og mine bivirkninger forsvandt, men angsten blev større og jeg var bange for at være alene, fortæller Jens. En privatpraktiserende psykiater fortalte Jens, at han led af angst, og anbefalede medicin, der hjælper mod angst. Med medicinen kunne Jens godt være alene, men havde det ikke godt og selvværdet var helt i bund. Efter at have været stabil i 3 år med medicin, meldte Jens sig i en alder af 31 til et af Angstliniens kurser for angste. For hvad havde jeg at miste? spørger Jens. Stol på intuitionen Jens har ikke mistet noget på kurset for angste. Tværtimod. Undervejs i kurset har jeg fået ondt af min angst. Jeg har ikke behandlet min angst ordentligt. Jeg har været et stort svin over for min angst, fordi jeg har overhørt den. Angsten er ikke sur på mig af den grund, men den er glad for, at jeg nu vil i kontakt med den. Det har taget mig 16 år at komme frem til det her! Det har været som en drøm, jeg havde. I alt for mange år har jeg arbejdet med digte, musik og billeder uden rigtigt at vide, at det var min underbevidsthed, der ville i kontakt med mig. Nu har jeg fået kontakten til min underbevidsthed og alting giver mere mening for mig. Angsten vil ikke være efter mig, men den vil give mig noget omsorg. Angsten har før været et monster, nu er den blevet en lille nuttet en. Jeg har fået sat mening på mit indre, så jeg nu ved, hvad jeg skal gøre. - Overordnet skal jeg lære at stole på min intuition i stedet for at lytte til, hvad man burde. Jeg skal blive bedre til at lade tingene flyde. Jeg har vidst fra starten, hvad jeg ville, men har ladet andre mennesker bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg har i løbet af 5 dage fundet ud af, at jeg godt kan selv. Jeg må gerne bruge min humor og spille klovn. Jeg er meget åben på kurset og har ikke tidligere turdet fortælle sådan noget her. Noget af det, jeg oplever meget, er, at jeg ofte har forsømt de forskellige sider af mig selv, hvilket har skabt ubalance. Angsten har haft en opgave, men den er ikke blevet brugt, fordi jeg har forsømt den. Angsten har villet fortælle mig, at jeg skulle huske at grine, at græde, at løbe en tur, osv. Når der er sket noget alvorligt, jeg ikke kunne rumme, har jeg cuttet forbindelsen til mine følelser. Nu handler det om at bruge mine forskellige sider igen; at være alvorlig eller at klovne. Jeg har aldrig fået lov til at give udtryk for alle mine forskellige sider. Det varede 16 år, inden Jens accepterede angsten som en positiv del af sit liv. Efter Angstliniens kursus for angste har Jens det meget bedre og har meget lettere ved at tackle angsten, når og hvis den kommer. V Kurset var lige, hvad jeg havde brug for på nuværende tidspunkt. Det var en yes-agtig følelse, at der blev lavet angstkurser, så det måtte jeg prøve. Der skulle godt nok noget indre overtalelse til, men jeg gjorde det. Jeg har ikke fortrudt, jeg har meldt mig til. Det har været dejligt at kunne sidde og tale åbent om angst uden løftede øjenbryn og dumme kommentarer. Det har givet mig ro og jeg har ikke mærket min angst så meget, mens jeg har været på kursus. De kropslige symptomer er næsten helt væk. Det har været godt at være af sted i en hel uge, hvor jeg har givet mig selv lov til at arbejde med min angst. Jeg trænger nogle gange til at blive taget i hånden og ledt på vej, og det har jeg oplevet, er sket for mig her. Jeg har fået mange forklaringer, der har presset og skubbet mig videre, men ikke mere end jeg kunne klare. Deltager på et af Angstliniens kurser for angste Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 3

4 Angstliniens sociale netværk Brugerne på vores rådgivningstelefon har igennem mange år givet udtryk for, at de savnede en form for fællesskab med andre, hvor de ville møde forståelse for deres angst. Det har Angstlinien forsøgt at gøre noget ved og dannet sociale netværk rundt omkring i landet. Den første aften kan godt være forbundet med angst. For hvad er det nu for nogle folk, jeg vil møde? Vil jeg føle mig godt tilpas sammen med dem? Har jeg angst nok til at deltage i et netværk for angste? Har jeg truffet det rigtige valg? Svarene på disse spørgsmål får du først, når du har valgt at blive aktiv deltager i et socialt netværk for angste. Formålet med et socialt netværk er at skabe kontakt til andre mennesker, der sidder i samme situation. Man kan også sige, at det er en slags vennekreds, hvor man kan holde en pause fra sin angst. For når alle andre lider af angst, behøver man ikke bekymre sig så meget om sin egen angst. Tit glemmer man faktisk, at man har angst. Deltagerne i Angstliniens sociale netværk er mellem 23 og 78 år med en overvægt af kvindelige deltagere. Uanset køn er alle deltagerne dog enige om, at de gerne vil møde andre i samme situation, bearbejde deres egen situation, opleve forståelse og støtte samt udveksle erfaringer. Hovedparten af deltagerne har haft angst i mere end 3 år, mange endda i mere end 10 år. Hvilken angsttype deltagerne har og om angsten fylder meget eller lidt, betyder ikke så meget. Ved at lytte til andre med angst, får deltagerne redskaber til at komme videre med deres egen angst. Alene det at få sat ord på sin angst og kunne snakke om den uden at møde løftede øjenbryn fra omgivelserne kan i sig selv virke befriende, da angst stadig er et tabu. Irene, der selv var meget angst første gang hun skulle møde de andre og af den grund var ved at blive hjemme, er tidligere deltager i et socialt netværk, og hun siger: Det jeg ønsker for alle angstramte er at få den erkendelse, som jeg først nu accepterer, nemlig at angsten faktisk har været min beskytter. Jeg er meget taknemmelig for den indsigt, hvor jeg nu bruger angsten som et positivt redskab til at mærke efter og sige fra, inden den styrer mit liv. De flinke mennesker Langt de fleste angste er flinke mennesker. Faktisk så flinke, at de glemmer alt om deres egne ønsker, behov og grænser. Derfor forsøger vi at lære deltagerne i vore sociale netværk at blive egoister, forstået på den måde, at de skal tænke på sig selv i første række og lære at sætte grænser for sig selv, forklarer Paul Erik Planitzer, der er ansvarlig for de sociale netværk. V Vidste du at Angstlinien er en rådgivningslinie for angste og deres pårørende og andre interesserede? Vidste du at Angstlinien holder foredrag om angst? Kontakt os for yderligere information. Angstliniens rådgivningstelefon så dagens lys i 1997 i Sønderborg og betjenes af frivillige, der har overskud til at gøre en forskel Åben alle hverdage fra kl. 18:30-21:30 Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 4

5 Enkelfobier Der findes et utal af ting der kan fremkalde fobier. De fleste af dem, såsom angst for højder eller angst for vand, hindrer ikke mennesker i at føre et normalt liv. Andre gør. Angstens omfang afhænger af nærheden til fobiobjektet, men er ikke altid direkte forbundet hermed. Typisk vil en angst for hunde blive større, hvis en frygtet hund kommer nærmere, men angsten kan være af forskellig størrelse på forskellige tidspunkter. Den angste ved, at angsten er overdreven eller ubegrundet, men formår ikke at berolige sig selv. Fobiobjekterne eller fobisituationerne undgås eller kan kun udholdes under stærk angst eller stort ubehag. Her ser du en liste over nogle fobier, der forekommer så hyppigt, at de har fået et navn. Måske finder du din egen fobi? V Agorafobi Angst for at gå uden for hjemmet Aichmofobi Angst for spidse genstande Ailurofobi Angst for katte Aiktiofobi Angst for skarpe, spidse instrumenter Akrofobi Angst for højder Algofobi Angst for smerte Amaxofobi Angst for køretøjer Androfobi Angst for mænd Aquafobi Angst for vand Arachnofobi Angst for edderkopper Astrafobi Angst for lyn Autofobi Angst for sig selv Automysofobi Angst for at blive beskidt Aviofobi Angst for at flyve Bakteriofobi Angst for snavs og bakterier Belonefobi Angst for nåle Blaptofobi Angst for at skade andre med en kniv eller spids genstand Bromidosifobi/ Angst for lugte osmofobi Brontofobi Angst for torden Carcinofobi Angst for kræft Cynofobi Angst for hunde Dromosiderofobi Angst for tog Dysmorphofobi Angst for vansiring af kroppen Emetofobi Angst for at kaste op Entofobi Angst for insekter Equinofobi Angst for heste Ergasiofobi/ Angst for arbejde ponofobi Erythrofobi Angst for at rødme Gamofobi Angst for ægteskab Gephyrofobi Angst for at gå over en bro Graphofobi Angst for at skrive Gymnofobi Angst for nøgenhed Gynefobi Angst for kvinder Heliofobi Angst for solen Herpetofobi Angst for firben, krybdyr, krybende og kravlende dyr Hodcfobi Angst for at rejse Hygrofobi Angst for fugtighed Hypnofobi Angst for at sove Ichthyofobi Angst for fisk Keraunofobi Angst for tordenvejr Klaustrofobi Angst for snævre rum Kynofobi Angst for hunde Logofobi Angst for ord Melissofobi Angst for bier Mysofobi Angst for berøring, snavs, baciller, smitte Nyctofobi Angst for natten Ökofobi Angst for miljøgifte Ombrofobi Angst for regn Ophidiofobi Angst for slanger Panfobi Angst for alt Peniafobi Angst for fattigdom Pharmacofobi Angst for medicin Phobofobi Angst for fobier Photofobi Angst for lys Pyrofobi Angst for ild Siderodromofobi Angst for tog Skotofobi Angst for mørke Thanatofobi Angst for døden Trypanfobi Angst for blod og/eller injektioner Vaccinofobi Angst for vaccination Xenofobi Angst for fremmede Zoofobi Angst for dyr Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 5

6 angste bliver stadig overset Angst er hyppigere og farligere end hidtil antaget, viser ny forskning. Alligevel er der ikke hjælp på vej. Angst er ved at udvikle sig til Danmarks største, glemte folkesygdom. Cirka hver femte får på et tidspunkt i deres liv en angstlidelse, og har den hele tiden. Men de færreste læger interesserer sig særligt for problemet, og i befolkningen er det stadig tabu, mener flere psykiatere. De har længe råbt efter øget opmærksomhed på området, og de fik for et år siden rygstød af en rapport fra Sundhedsstyrelsen. Den konkluderede blandt andet, at flere danskere end hidtil antaget lider af angst, og at sygdommen oftere end frygtet fører til misbrug eller selvmord, fordi den alt for sjældent bliver behandlet korrekt. Men siden rapporten er der sket forbløffende lidt, mener professor Poul Videbech fra Center for Psykiatrisk Forskning i Århus: Der er desværre stadig tradition for, at lægeverdenen interesserer sig mest for skizofreni og depression. Angst har været forsømt lige siden Freud og det til trods for, at vi nu kan se, at det kan have dødelige følgesygdomme. Det er et kæmpe problem, for de færreste praktiserende læger ved, hvad de skal stille op, når en psykisk lidende står i konsultationen. Og det er faktisk cirka hver anden patient, der har en psykisk lidelse, viser Sundhedsstyrelsens tal. Omfanget er endda stigende, melder formanden for de praktiserende læger, Michael Dupont. Alene af den grund mener han, at lægerne efterhånden har en vis erfaring med at håndtere patienter med angst, men erkender, at området er meget svært at gå til. I andre lande har man for længst sat fokus på angst og udviklet særlige systemer til at opfange sygdommen tidligt. Forskning har nemlig vist, at 80 procent af dem, der udvikler en angstlidelse, gør det inden, de fylder 20. I Australien og USA er der derfor særlig undervisning af ængstelige børn allerede i børnehaven, og forældrene får særlig rådgivning. I Danmark er vi til gengæld håbløst bagud, mener speciallæge i psykiatri Marianne Geoffroy. Hun var med til at skrive Sundhedsstyrelsens rapport. Vi er nødt til at vågne op, for situationen bliver kun værre herhjemme. Vi lever i en stadig mere udadvendt kultur med åbne kontorlandsskaber og projektarbejde, og det er netop sådan noget, som den største gruppe af angste, dem med social fobi, reagerer imod, siger hun. Kilde: Kristeligt Dagblad, den 21. februar 2009 Angstliniens sociale netværk De officielle tal over hvor mange angste der findes i Danmark svinger mellem Men hvad med de angste, der er overset i statistikken? De officielle tal over, hvor mange angste der findes i Danmark, varierer meget. Angstlinien udarbejder dokumentationen over hvem og hvor mange, der møder op i de sociale netværk. Dokumentationen giver en indikator for, hvor mange angste, der egentlig findes i det danske samfund. Det har vist sig, at ud af eksempelvis 100 tilmeldinger fra angste, som ønsker at deltage i et netværk, møder 54 % op i netværket og bliver ved med at deltage i forløbet. Heraf er 74 % kvinder og 26% mænd. Aldersfordelingen lå i 2008 mellem år. Mange af deltagerne er ikke kendte inden for det officielle behandlingssystem. Med udgangspunkt i disse tal vil der statistisk set, ikke kun være borgere der lider af angst, men minimum Altså borgere mere end de faktuelle tal viser, som lider af angst i en eller anden afskygning og som ikke er kendte i systemet. Med udgangspunkt i disse tal vil der statistisk set være mange, der lider af angst i en eller anden afskygning og som ikke er kendte i systemet. PEP Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 6

7 Hej mor! Så er tiden kommet til, at jeg sender dig et lille brev. Der er mange ting, jeg gerne vil sige, men aldrig får sagt! Det kommer altid ud forkert og surt. Jeg kan ikke lide at gøre dig ked af det, du er jo min mor!!! Brevet fortæller om alle de ting datteren har brug for af sin mor. Min datter vil gerne have, at jeg opfylder rollen som mor og mormor, men det kan jeg ikke længere. Jeg har sagt det til min datter for lang tid siden, men hun har svært ved at acceptere det, fordi hun forventer noget helt andet af mig. Jeg får at vide, at jeg er mærkelig, og det gør ondt. Hun anerkender ikke, at jeg har den her angst. Hun siger, at det er mange år siden og nu må jeg snart se at komme over det fis. Jeg forklarer hende, at det ikke er fis, men det godtager hun ikke. Hun ringede en dag, jeg var helt nede i kælderen og jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne snakke i dag, hvilket var svært for hende at respektere. Der er både gode og dårlige dage og sådan er mit liv. Jamen, du har jo gået til psykolog, så du må da have det godt nu!? Jeg bliver rigtig rigtig ked af det, når min datter siger sådan. Jeg gør jo heller ikke selv de ting, jeg gerne ville gøre. Jeg ville gerne have mine børnebørn til at overnatte, men jeg magter det simpelthen ikke. Jeg gør hvad jeg kan, men det er ikke nok i min datters øjne. Karen har ønsket, at vi skriver denne artikel, fordi det for hende er vigtigt at gøre opmærksom på, hvor slemt det kan være, når ens pårørende ikke har forståelse for den angstes situation. Karen har efter et overfald fået posttraumatisk stress og er i dag bange for at bevæge sig uden for sin dør. Jeg har heldigvis sommerhuset, hvor jeg slapper af og har det godt. Det er mit fristed. Det ligger 10 minutters kørsel fra min datter, men hun kommer aldrig og besøger os. Det er som en skyld der bliver lagt på os. Det er som om hun ikke har følelser for nogen. Min datter spørger for eksempel: Hvor svært kan det være og hvor lang tid kan det tage? Den indstilling gør mig meget ked af det, men også meget vred. Som om jeg altid skal forklare mig, fortæller Karen med tårer i øjnene. Karen og datteren har talt i telefon en gang siden brevet blev sendt, men de gik helt skæv af hinanden og har nu ikke talt sammen i nogen tid. Min søn ser anderledes på mig. Han kørte mig engang til psykolog. Jeg havde haft det skidt i 2 dage og gik rundt og tudede og formåede ikke selv at tage hen til psykologen. Jeg ringede så til min søn og spurgte, om han kunne køre mig. Det var svært for mig, at han skulle se mig sådan, siger Karen med tårer i øjnene, men han sagde til mig, at det skulle jeg ikke tænke på. Min datter har ændret sig inden for de sidste 2 år. Som om hun er flov over, at vi ikke er vores opgave voksen. Hvad gør jeg? Jeg magter ikke at tage konfrontationen med hende. Karens budskab lyder sådan her: At man som pårørende tænker, at man måske ikke altid kan sætte sig ind i den måde, folk opfører sig på, når de har fået angst. Det vil være godt, hvis folk spørger ind til det i stedet for at anklage. Det vil være dejligt at blive forstået af sine pårørende. Heldigvis har jeg en dejlig mand, der støtter op om mig, uanset om jeg har gode eller dårlige dage. Han roser mig. Han er 100 % backup. Hvis jeg i en periode ikke kan køre bil, så kører han mig. Jeg har været slem til at hundse med ham og sige, at jeg ikke tør gøre tingene selv. Nu er min mand blevet god til ikke at lade mig slippe så let, og sende mig ud at handle eller motivere mig til at gøre andre ting jeg ikke tør. Han gør det med et smil. Efter vi havde været til et foredrag med Angstlinien, gik vi hjem og åbnede en flaske vin og talte til langt ud på natten. Den aften ændrede mange ting sig til det bedre. Min mand forstår mig bedre og vi holder bedre sammen i dag. Vi forsøger at forstå hinandens skavanker og støtte hinanden. For sammen er vi stærke. Den dag, Karen fortalte sin historie, sluttede vi af med at gå sammen ud i nattemørket og brænde brevet fra datteren af. Karen græd imens, fordi det gjorde ondt, men det gjorde alligevel godt. Jeg afviser ikke min datter på nogen måde, men ved at brænde brevet har jeg sat en grænse for, hvad jeg vil finde mig i fra min datters side. V Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 7

8 Angstlinien, hvad kan jeg hjælpe dig med? Sådan har det lydt, siden den første bruger ringede ind til Angstlinien den 16. juni Det er nu 12 år siden og Angstlinien lever stadig i bedste velgående. Telefonvagterne er i alderen fra 24 til 76 år og repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen. Det vigtige er, at ingen af vagterne er professionelle, men fælles for dem alle er, at de gerne vil være med til at gøre en forskel. Kimen til Angstlinien blev lagt i en artikel i Jyske Vestkysten i foråret 1995, hvor en kvinde meget åbenhjertigt fortalte om sit lange liv med angst. Hun nævnte Blæksprutterne og foreslog, at Blæksprutterne på en eller anden måde kunne hjælpe mennesker med angst. Blæksprutterne holder til i Sønderborg og tilbyder forskellige former for aktiviteter/projekter, som kan øge livskvaliteten hos den enkelte deltager. Blæksprutterne tog ideen op, hvilket blev starten på en lille arbejdsgruppe, der døbte deres projekt Livskvalitet med Angst. For at få energi i projektet blev der arrangeret et foredrag den 20. september 1995 med en psykolog, hvor emnet var angst. Ud over foredraget var det arbejdsgruppens mål at fremlægge deres ideer og få flere mennesker involveret i projektet. Der kom over 100 tilhørere, og der meldte sig omkring 20 personer, som var interesserede i efterfølgende at høre mere om projektet. Der er gennem årene ikke så få mennesker, der har bidraget med ide, inspiration og ikke mindst entusiasme til Angstliniens tilblivelse, og dem alle kan vi takke for, at Angstlinien eksisterer i dag. Lytning og forståelse Angstlinien er ikke et tilbud om behandling, men en linie, hvor du kan tale med et andet menneske, der har tid til at lytte til dig og har forståelse for din situation. Når angsten kommer, er de angste for det meste overladt til sig selv. Derfor er det vigtigt, at de angste har et åndehul som Angstlinien, hvor de kan sætte ord på deres problemer. I dag benyttes Angstlinien af mennesker med angst, men også af pårørende og andre interesserede. Lidt statistik Angstliniens anonyme statistik omhandler brugerne af Angstlinien i I 2008 kom 64,8 % af alle opkald fra kvinder og 35,2 % af alle opkald fra mænd. Mænd; 35,2% Opkald 2008 fordelt på køn Kvinder; 64,8% Brugerne af Angstlinien ligger aldersmæssigt mellem år. Der er dog en overvægt af aldersgrupperne år, år og år. 20,0% 15,0% 10,0% 5,0% 0,0% Opkald 2008 fordelt på alder < > De fleste opkald kommer om mandagen og om torsdagen. Hvis man ser på opkaldene fordelt på hele året, kommer de fleste opkald i ferieperioderne, typisk vinterferien og sommerferien. Opkald (%) pr. ugedag Nogle brugere ringer ind en enkelt eller to gange og andre brugere ringer ind løbende. En samtale varer typisk en lille times tid. Alle brugere af Angstlinien er selvfølgelig anonyme, hvis de ønsker at være det, og alle telefonvagter har tavshedspligt Torsdag; 21,30% Fredag; 17,44% Onsdag; 19,14% Mandag; 22,84% Tirsdag; 19,29% Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag V Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 8

9 Den sociale angst er ensomhedens vej Steven er en ud af mange, der først i en sen alder finder ud af, at de har angst. Han blev provokeret på et af Angstliniens foredrag til at tage med på et kursus for angste. Jeg synes kurset har været positivt fra ende til anden. Det er et helt anderledes syn på angst, end hvad jeg har fået at vide af andre i mange år. Det er et meget mere positivt syn. Jeg har altid fået at vide, at angsten er negativ og skal bekæmpes. Kurset giver nogle redskaber at arbejde med, som jeg ikke har fået andre steder. Andre steder siges det, at angsten skal konfronteres og bekæmpes, konstaterer Steven. Stevens sociale angst begyndte allerede i barndommen, men tog til, da han kom på handelsskolen. På handelsskolen fandt jeg ingen venner og lærerne nakkede mig, fordi jeg ikke havde ressourcer til at klare undervisningen. Jeg følte mig alene, fordi jeg ikke havde nogle mennesker at gå til, jeg følte mig hjælpeløs, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste, jeg havde det skidt, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det. Jeg blev ligeglad med mig selv, fordi jeg følte, at alle mennesker var ligeglade med mig, fortæller Steven. At tage ansvar Inden for de senere år er det gået op for mig, at der kun er én, der kan gøre noget ved mine problemer og det er mig selv. Hvis der skal ske nogle forandringer, så må jeg selv sørge for dem. Det var en lettelse, da jeg i 2005, i en alder af 27 år, fandt ud af, at jeg havde angst, for så fandt jeg ud af, hvad der var galt med mig og jeg fandt ud af, hvad jeg skulle gøre. Jeg har indirekte fra min omverden fået at vide, at jeg er dum og doven, og det har jeg taget til mig og sagt, at det nok var rigtig nok. Da jeg fandt ud af, at jeg havde angst, vidste jeg, at jeg ikke var dum og doven, men at jeg var god nok og at det var det værd at tage mig af mig selv. Jeg begyndte med at kontakte mennesker, jeg håbede kunne hjælpe mig, men det var svært at finde nogen. Jeg har været vidt omkring i desperation. Nu på kurset er det første gang jeg er sammen med nogen, der ved, hvad de taler om. Det har givet mig troen på, at de drømme jeg har, kan blive til virkelighed. Jeg kan se længere ud i livet nu, hvor jeg før ikke troede, at jeg skulle være her om et par år. Det giver mig håb om, at jeg kan bryde den onde spiral, jeg er inde i, siger Steven og forsætter: Jeg har accepteret, at mit liv har været som det har været. Jeg føler mig ikke som Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 9 offer og giver ingen skylden for min situation, men jeg kan godt føle en bitterhed over, at jeg ikke har prøvet en masse ting, jeg gerne ville have prøvet i min ungdom. Venner Venner er nogle man kan dele sit liv med, sine oplevelser, sine nederlag, sine succeser, at have nogen, der giver en den anerkendelse, man har brug for. Når man er en del af et fællesskab, føler man sig normal. Når man ingen venner har, føler man sig unormal og føler, at det er en selv, der er noget galt med. Steven fandt sin første rigtige gode ven for første gang for 3½ år siden og fortæller smilende: En ven der kunne se, at vi havde nogle fælles træk og sparkede sig ind i mit liv ved at bryde de mure, jeg havde sat op til omverdenen. Hun var alene og kunne se, at jeg ikke var noget at være bange for. Hun opsøgte mig, besøgte mig, interesserede sig for, hvad der skete i mit liv. Hun kunne rumme mig, hun accepterede, at jeg kan have gode og dårlige dage. I starten var det ubehageligt, at der kom en og rev de mure ned, jeg havde bygget op. Det gjorde mig bange at holde af hende, for jeg var bange for at blive såret og svigtet. En følelse af mistro. Jeg tvivlede på hendes intentioner og hensigter, selv om jeg kunne se, at hun var en dejlig person. Jeg havde ikke fantasi til at tro på, at der var nogen, der kunne lide mig, bare fordi jeg var mig. Der er tryghed i at være alene, for så er der ingen risiko for at blive svigtet. Det tog et halvt års tid at lade hende komme ind, for jeg stolede ikke på nogen. Heller ikke på hende. Jeg har ikke fortrudt, at jeg lukkede hende ind, for jeg kan ikke gå alene igennem livet og jeg ønsker mig positive, menneskelige relationer. Det var en stor chance at tage, og jeg lærte en masse ved at have en rigtig god ven. Det forbedrede mit selvværd meget og det har givet mig håb om, at jeg i fremtiden kan få en eller flere relationer. Inden Steven mødte vennen, kendte han ikke andet end ensomhed. En tomhed. Det er hårdt at være alene om alting, når man som Steven ikke har valgt at have social angst, for egentlig er han et socialt menneske bag ved angsten.

10 Jeg tror, at om 3 år dominerer angsten ikke mit liv og mine valg i så høj en grad som den gør i dag. Jeg tror, at ved at samarbejde med angsten, kan jeg få det gode liv som jeg drømmer om. Det gode liv er for mig at få gode menneskelige relationer og ikke længere føle mig anderledes på en negativ måde. Det har været godt at finde en, der kunne lære mig om det at være normal. Det har været dejligt at blive delagtiggjort i et andet menneskes tilværelse. Det har været skønt at mærke, at jeg fylder noget i et andet menneskes liv. Det har været godt at føle, at man kan bruges til noget, fortæller Steven. Steven ønsker, at alle skulle prøve at være mere åben for folks forskelligheder, at man ikke skal dømme folk udelukkende på det, man ser, men vide, at der kan være mange skjulte grunde til, at folk agerer som de gør. Om kurset for angste fortæller Steven: Jeg har accepteret, at angsten er min samarbejdspartner. Jeg kom på kurset, fordi jeg blev provokeret af et af Angstliniens foredrag. Jeg har fået en forklaring på, hvad angsten er for en størrelse. Mit syn på angsten har ændret sig, så jeg nu ved, at jeg skal samarbejde med angsten i stedet for at bekæmpe den. Jeg synes, jeg har fået redskaber til at samarbejde med angsten og jeg skal gå ind i en dialog med angsten. Der er ingen nemme løsninger og det kræver hårdt arbejde at arbejde med angsten. Socialangst er den mest udbredte form for angst. Den kan opstå hos børn i 4-5 års alderen, men opstår ofte hos unge kvinder i års alderen. Socialangst får personen til at tro, at han/hun ved, hvad andre tænker om personen selv. Derved startes en indre, negativ dialog, der ofte resulterer i et fravalg af samvær med andre. Individuelle redskaber På Angstliniens kurser for angste får deltagerne individuelle redskaber til at gøre angsten til en positiv del af deres liv. En del der passer på dem ved at melde sig, når den angstes grænser bliver overskredet eller når den angste ikke er tro mod sig selv. Erfaringen viser nemlig tydeligt, at det bliver lettere at tackle angsten, når den gøres til en samarbejdspartner og ikke til en fjende, siger Paul Erik Planitzer, der er formand for Angstlinien. V Angstlinien anerkendelsespris Traditionen tro blev Angstliniens anerkendelsespris overrakt på årets generalforsamling den 24. marts Anerkendelsesprisen går til en frivillig, der har gjort sig særlig bemærket i sit frivillige engagement. I år gik anerkendelsesprisen til Anne Hjort Nielsen i Toftlund. Anne har været medstifter og aktiv i Angstlinien siden Havde det ikke været blandt andet for hende, havde borgere, der lider af angst, ikke haft den mulighed at kunne ringe ind på rådgivningstelefonen på alle hverdage mellem og Anne har indtil 2005 fungeret som formand. I sin formandsperiode har hun kæmpet for at sikre angste en mulighed for en snak, når livet gjorde ondt. Anne er meget meget trofast ved vagttelefonen. Hun er altid villig til at give en ekstra hånd, når det kniber. På trods af, at hun i perioder har måttet ligge under for svær sygdom, er hun gang på gang vendt tilbage til rådgivningstelefonen, hvilket bestyrelsen nu ønskede at vise anerkendelse og respekt for ved at tilkende hende foreningens anerkendelsespris. Takket være ildsjæle som hende kan Angstlinien i dag hjælpe angste med oprettelse af sociale relationer til ligestillede i hele landet og tilbyde angste internatkurser i at håndtere deres angst. På de frivillige og de angstes vegne anerkender vi hermed din indsats og siger samtidig tak, fordi du er her: Tak! PEP Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 10

11 Telefonvagter gør en forskel Fra det øjeblik du starter som telefonvagt, er du blevet et meget vigtigt menneske i andres liv. Mange vil være dig dybt taknemmelig, fordi du finder det vigtigt at være til stede der, hvor ingen andre er og lytte. Her fortæller Merete lidt om, hvad det giver hende at være telefonvagt. Januar 2008 kom jeg til første samtale - kom under oplæring - prøvede under vejledning - og endelig sad jeg klar ved min egen telefon derhjemme og skulle have min første vagt på egen hånd. Der var lidt sommerfugle i maven. Kunne jeg nu klare det? Der var vel også lidt startproblemer - jeg skulle lige vænne mig til det. Men man har jo mulighed for at sige, at man er helt ny på posten. Generelt viste betænkelighederne sig at være unødvendige. Og jeg er i dag meget glad for at være telefonvagt. På forhånd havde jeg været spændt på, om det virkelig ville være muligt at hjælpe mennesker i nød gennem telefonen. Når man kommunikerer, er der jo meget, man helt automatisk aflæser om hinanden gennem kropssprog. Den mulighed findes ikke, når det går over telefonen. Men så er der andre ting, der træder frem og bliver det væsentligste. Man kan lytte til stemmens klang og tonefald. Hvor dårligt har den anden det? Og så viser det sig, at man har en anderledes mulighed for at nå hinanden, når man netop ikke kan se hinanden. Begge parter er anonyme. Man ved, man ikke skal mødes bagefter. Der åbnes for en anderledes form for fortrolighed, der giver grobund for, at man kan fortælle sine inderste tanker. Vi kender vel alle sammen til, at problemer kan kværne løs i hovedet? Får man lejlighed til at få det sagt, der kværner rundt, så er der pludselig mere plads indeni, og det hele ser lidt anderledes ud. Måske kan man endda få øje på muligheder for forandring. Når man melder sig til at være telefonvagt, forpligter man sig til at give sin fulde opmærksomhed til de brugere, der ringer ind. Det er ikke meningen, at man skal give "gode" råd. Det, man skal, er alene at lægge øre til - have god tid til at lytte - gerne spørge ind til - og i det hele taget forsøge at forstå problemstillingen. Og så er det, det forunderlige kan ske, at personen selv får øje på nogle sammenhænge. Man møder en masse søde mennesker på sin vagt. Nogle har det rigtigt svært. I de tilfælde er det bedste, man kan gøre, at forsøge at holde begge ben på jorden og være rolig. Ved at leve sig ind i problemstillingerne og forsøge at forstå dem, får man også som telefonvagt nye vinkler på tilværelsen. Det anonyme telefonmøde kan derfor være givende for begge parter. Og hvor er det dejligt, når man oplever, man kan gøre en forskel. Merete Om at lytte: Når jeg be r dig om at lytte til mig og du begynder at give råd, gør du ikke, hvad jeg be r dig om. Når jeg be r dig om at lytte til mig og du fortæller mig, hvorfor jeg ikke skal føle som jeg gør, så tramper du på mine følelser. Når jeg be r dig om at lytte til mig og du synes, at du bør gøre noget for at løse mine problemer, så går du galt af mig, hvor mærkeligt det end kan lyde. Måske er det derfor bøn er godt for nogle mennesker, fordi Gud er tavs og ikke giver råd eller prøver at ordne tingene. Han lytter og tror på, at du selv kan klare det. Så lyt til mig hør hvad jeg siger. Hvis du ønsker at tale til mig, så vent lige nogle minutter til det bliver din tur, og jeg lover dig, jeg skal høre på dig. Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 11

12 Angstlinien Landsforeningen for angste og pårørende Damager 31, 6560 Sommersted Telefon: Mail: Web: Rådgivningstelefon Telefon Åbent på hverdage 18:30-21:30. Angstliniens rådgivningstelefon betjenes af frivillige. Angstliniens kurser for angste Tilmelding og information på eller Sociale netværk Tilmelding og information på eller Frivillig telefonvagt Tilmelding og information på eller Bliv medlem af Angstlinien Et medlemskab koster 175,00 kr. pr. år. Du kan betale pr. bankoverførsel (Danske Bank Reg.nr.: 4860, Kontonr.: ) eller få tilsendt et girokort. Angstliniens bestyrelse Paul Erik Planitzer, formand Vera Nicolaisen, næstformand Tina Holm Charlotte Schwartz Ulla Daneved Vibeke Straarup, suppleant Redaktør Vera Nicolaisen Redaktionelt Indlæggene repræsenterer udelukkende forfatterens model af verden. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i alle modtagne indlæg. Årskonference 2009 Angstlinien holder i år sin allerførste årskonference lørdag den 26. september 2009 på Lungeforeningen Boserupmindes kursuscenter i Glamsbjerg på Fyn. Der vil være begrænset mulighed for overnatning på stedet, så hvis du ved, at du ønsker at overnatte, skal du være hurtig med din tilmelding. Pladser reserveres efter først til mølle princip. Hovedtaleren er Thomas Milsted, leder og stifter af Center for Stress og Livsstil. Vi regner med at kunne præsentere vores nye ambassadør denne aften. Nærmere information om program, pris og tilmelding finder du på vores hjemmeside under shoppen PEP Angstliniens drivkræfter Nogle gange skal der stærke kræfter til for at gøre en forskel, og de mennesker, der arbejder for Angstlinien, er stærke på hver deres område. Paul Erik Planitzer, der er formand i Angstlinien, arbejder med sociale netværk, kurser for angste, behandling af angste og uddannelse. Paul Erik er Grow2-Certificeret prof. Coach, Udd.- og erhvervsvejleder pd, Psykoterapeut NLP master, og har taget ledertræning i selvværd og eksistens samt kursus i identitet og relationer. Paul Erik er igangsætteren i Angstlinien, og der går ikke en dag, uden han har fundet på en ny ide. Vera Nicolaisen, der er næstformand i Angstlinien, arbejder med introduktion af vagter til rådgivningstelefonen og sørger for registrering af dette og hint og for udarbejdelse af Angstliniens materiale. Vera har en sproglig uddannelse og har livserfaring med angst, hvilket skabte kontakten til Angstlinien. Veras største udfordring er at holde styr på formandens ideer Sammen med den resterende bestyrelse, der består af Tina, Charlotte, Ulla og Vibeke, der alle kommer med gode input, ideer og krav, fungerer arbejdet optimalt og der sker udvikling hver eneste dag. Derudover har vi alle de andre frivillige, der jævnligt kommer med input og spørger, om vi har tænkt over dette og hint. Vigtigst af alt er dog de angste, der giver så meget af sig selv. Angstliniens Nyhedsbrev Sommer 2009 Side 12 Sammen gør vi en forskel for de angste!