Den Kinesiske Drøm og Demokratiet.

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Den Kinesiske Drøm og Demokratiet. Skrevet af: Peer Møller Christensen Offentliggjort: 15. december 2015 Det kinesiske samfund er i en brydningstid og der er omfattende diskussioner om demokrati og hvorledes dette skal forstås og anvendes i Kina. Venstrefløj og højrefløj er uenige om forståelsen af demokrati, og hvorvidt det vestlige demokrati bør indføres i Kina. Artiklen bringer et opdateret billede af situationen i Kina. Lige siden indførelsen af de økonomiske reformer efter 1979 har der i Kina været ført livlige diskussioner om hvilke politiske reformer, man burde indføre ved siden af de økonomiske reformer, og om disse skulle føre landet i en demokratisk retning. Ordet demokrati indgår i Den Kinesiske Drøm som den er formuleret af Kinas nuværende leder, Xi Jinping, og andre kinesiske ledere og intellektuelle, og som, ifølge den kinesiske ledelse, deles af hele det kinesiske folk. Hvis man undersøger de forestillinger om demokratisering som findes i Kina, ser det for det første ikke ud til at der inden for den kinesiske ledelse siden starten på reformperioden har været enighed om, hvordan det kinesiske demokrati skulle udvikle sig. Dertil kommer, at der også i den kinesiske befolkning, hvad enten der er tale om intellektuelle eller almindelige kinesere, er forskellige drømme og forestillinger om, hvilket demokrati man bør stræbe efter. Den nuværende ledelse af det kinesiske kommunistparti ser imidlertid ud til for enhver pris at ville fastholde kommunistpartiets diktatur - dets ledende rolle som man kalder det - men ikke længere begrundet med henvisninger til socialisme og den leninistiske partiteori. Elitepartiets dominans forklares nu som den naturlige konsekvens af den kinesiske kultur, og den meritokratiske tradition der er knyttet til konfucianismen. Introduktion Den kinesiske drøm, er et nyt begreb i den kinesiske ledelses ordforråd, et slagord som er snævert forbundet med den kinesiske leder sieden 2012, Xi Jinping, og opfattes som den løse ramme omkring hans politiske program. Hovedindholdet er et ønske om, at den økonomiske fremgang i Kina vil føre til en genrejsning af den kinesiske nation, kinesisk kultur og befolkningens levestandard, så man igen kan indtage den internationale position som Kina havde inden de såkaldte "hundrede års ydmygelser". Den kinesiske drøm indeholder imidlertid også et ønske om en demokratisering af det politiske system. Demokrati er således et integreret begreb i diskussionerne i Kina om Kinas fremtid og Den Kinesiske Drøm. Xi Jinping, refererede første gang til Den Kinesiske Drøm i en tale den 29. november 2012, kort efter sin udnævnelse til generalsekretær i det kinesiske kommunistparti. Her beskrev han målet som opbygning af Kina som et.. moderne socialistisk land, der er velstående, stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret og harmonisk (Min oversættelse. Xi 2014). Om det politiske indhold i den kinesiske drøm, udtalte Xi Jinping : "Vi skal værne om... partiets ledende position, at folket er herrer over deres egen skæbne... og udvide demokratiet og fremme lovbaserede styreformer. (Ibi d.) Demokrati i det kinesiske politiske system Ordet demokrati er en integreret del af det kinesiske politiske ordforråd. I overensstemmelse med marxistisk-leninistisk teori er demokrati et nødvendigt aspekt af det politiske system i et socialistisk samfund, og det demokrati som muliggøres af den socialistiske revolution vil og skal ifølge teorien være mere perfekt end det borgerlige liberale demokrati, som findes i de kapitalistiske samfund. Den Kinesiske Folkerepubliks første forfatning fra 1954 nævner demokrati i forskellige 1 / 10

2 sammenhænge som nyt demokrati, folkets demokratiske diktatur og" folkets demokrati ", og lige siden har det tilsyneladende selvmodsigende begreb, folkets demokratiske diktatur været den dominerende betegnelse for det politiske system i Kina. Indholdet i det kinesiske demokrati, som det er beskrevet i den kinesiske forfatning er en Montesquieu sk tredeling af magten mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt er organiseret som et system af repræsentative forsamlinger, folkekongresser, på forskellige administrative niveauer, hvis medlemmer vælges direkte på de grundlæggende administrative niveauer (landsby og amt), og indirekte på de øverste niveauer med Den Nationale Folkekongres som den øverste lovgivende forsamling. Den udøvende magt ligger hos Statsrådet, Kinas regering, og den dømmende magt indehaves af systemet af Folkedomstole på forskellige niveauer i det kinesiske samfund. Et andet kendetegn ved det kinesiske politiske system siden revolutionen i 1949 er kommunistpartiets ledende rolle, i fuld overensstemmelse med den leninistiske tradition for elitær partiorganisation som Kinas Kommunistpart (KKP) har arvet direkte fra det politiske system i Sovjetunionen. Formuleringerne i henholdsvis den kinesiske forfatning og kommunistpartiets statutter, ser ud til at lade spørgsmålet om, hvem der har den højeste politiske myndighed i Kina, kommunistpartiet eller statslige institutioner, stå åbent. Det grundlæggende koncept i forfatningen er folkesuveræniteten. : Al magt i Den Kinesiske Folkerepublik tilhører folket. Folket udøver denne magt gennem Den Nationale Folkekongres og de lokale folkekongresser på forskellige niveauer. Den Nationale Folkekongres er den øverste lovgivende magt, og Statsrådet, den kinesiske regering, den øverste udøvende magt. Den formelle underordning af KKP under staten og forfatningen understreges i forfatningen med ordene: Ingen organisation eller person kan nyde det privilegium at være hævet over forfatningen og loven. Partistatutternes beskrivelse af KKP s rolle i det politiske system er imidlertid i skarp modstrid med hvad der står i forfatningen. I partistatutterne hedder det, at KKP leder folket i udviklingen af en socialistisk markedsøkonomi, et socialistisk demokrati og et harmonisk socialistisk samfund.(constitution of CCP 2013: 1). Den formelle tvetydighed i magtdelingen mellem partiet og staten kommer også til udtryk i spørgsmålet om, hvem der styrer det kinesiske militær, Folkets Befrielseshær. I forfatningen hedder det: De væbnede styrker i Folkerepublikken Kina tilhører folket. og Den centrale Militærkommission for Folkerepublikken Kina dirigerer landets væbnede styrker. Men partistatutterne siger: Kinas Kommunistiske Parti udøver sit lederskab over Folkets Befrielseshær og andre væbnede styrker (Ibid: 5) Partiet har også sin egen Militærkommission, og i virkeligheden, synes der at være meget lidt tvivl om, at partiets Militærkommission har mere magt end den statslige Militærkommission. Selv om Den Nationale Folkekongres, ifølge Forfatningen, besidder magten til at lovgive, styrer Kommunistpartiets centralkomite og dets ledende organer denne proces. Det samme synes at være tilfældet i forbindelse med udnævnelsen af embedsmænd, som foregår efter princippet "Partiet styrer embedsmændene. Den reelle magtdeling mellem parti og stat kommer klart til udtryk i forbindelse med de femårige afholdelser af henholdsvis Den Nationale Partikongres og Den Nationale Folkekongres. Partikongressen afholdes altid ca. et halvt år, før Den Nationale Folkekongres, og det er tydeligt, at de vigtigste beslutninger om, hvem der skal udnævnes til ledende poster i de statslige institutioner faktisk tages på Partikongressen og kun formelt ratificeres af Den Nationale Folkekongres. KKP, som kun udgør 6-7 % af den kinesiske befolkning, har mere politisk autoritet end de statslige 2 / 10

3 institutioner valgt direkte eller indirekte af hele befolkningen. Officielle og semi-officielle planer for demokratisering i Kina Siden starten på de økonomiske reformer i Kina i 1979 har der været ført en diskussion inden for den politiske ledelse om, hvilke politiske reformer der burde ledsage de økonomiske reformer, hvilken retning disse politiske reformer burde tage, og hvordan de kunne indføres. Så tidligt som i 1980 skitserede Deng Xiaoping i en tale til et møde i KKP s politbureau en plan for adskillelse af parti og stat. Han understregede at KKP s centralkomite og lokale partiudvalg ikke længere skulle udstede direktiver eller træffe beslutninger på områder, der lå under de statslige institutioners myndighed.(deng 1994: 339). Men Deng understregede samtidig at regeringens arbejde fortsat skulle udføres under partiets ledelse. Deng Xiaoping havde et år tidligere kanoniseret "De fire kardinal principper", hvoraf det vigtigste var, at værne om kommunistpartiets ledende rolle. (Deng 1979). Tvetydigheden fortsatte derfor, men tanken om at adskille regeringens og partiets funktioner stod højt på dagsordenen i den politiske reformstrategi i 1980'erne. Så sent som i den politiske rapport fra Zhao Ziyang på den 13. partikongres i 1987 havde adskillelsen af regeringen og Partiet stadig topprioritet på den politiske reformdagsorden. (Wong 1997) Med de tragiske begivenheder i 1989, hvor prodemokratiske demonstrationer i Beijing blev voldeligt undertrykt af den kinesiske ledelse, blev politiske reformer skubbet bort fra den politiske arena. I de nærmest følgende år var der en pause i både økonomiske og politiske reformer, og da den økonomiske reformproces i 1992 blev genoptaget, var der ingen tegn på, at politiske reformer skulle følge trop. Først ved århundredskiftet vendte drøftelser om politiske reformer tilbage til de politiske diskussioner for at toppe i 2007 i perioden op til afholdelsen af den 17. partikongres. Building of Political Democracy in China I 2005 præsenteredes et officielt bud på hvordan man kunne udvikle et fuldgyldigt kinesisk demokrati. Det kinesiske Statsråds Informationskontor udgav en hvidbog kaldet, Building of Political Democracy in China, hvor man forsøgte at beskrive den historiske udvikling af det kinesiske demokrati, svaghederne ved det nuværende system, og hvad der kunne gøres for at forbedre systemet. Ved nærlæsning viser hvidbogen sig imidlertid at være en næsten komplet legitimering af kommunistpartiets ledende rolle, hvilket kan forekomme besynderligt eftersom den var forfattet og udgivet af Statsrådet dvs. den kinesiske regering. Hvidbogen starter med at erklære at demokrati er.. et resultat af udviklingen i menneskehedens politiske civilisation. (Ibid.) De vigtigste kriterier for om et politisk system er demokratisk eller ej, er ifølge hvidbogen, om det afspejler det overvældende befolkningsflertals vilje og ønsker. Dette kriterium adskiller sig fra det mest udbredte kriterium for demokrati i Vesten, nemlig at politiske repræsentanter, som vælges af folket, tager beslutninger på folkets vegne, og at vælgerne kan afsætte dem ved det næstfølgende valg, hvis de ikke er tilfredse med dem. Ordet afspejle, som bruges i hvidbogen, siger ikke noget om, gennem hvilke procedurer befolkningens vilje og ønsker afspejles i de regerende institutioner. Videreudvikling af det kinesiske demokrati bør ifølge hvidbogen, kombinere de tre tilsyneladende modstridende principper: folket er nationens herrer", " kommunistpartiets ledende rolle" og regering af landet ved lov. Størst vægt skal dog lægges på kommunistpartiets ledende rolle. Ifølge hvidbogen, er det kinesiske demokrati endnu ikke perfekt, fordi folkets ret til at lede statslige og sociale anliggender som nationens herrer, altså det første af de tre ovennævnte principper, endnu ikke er fuldt realiseret. Men man hævder dog også, at Kinas demokrati er et demokrati, hvor et overvældende flertal af befolkningen optræder som herrer i statslige anliggender, og at det er partiet, som garanterer, at folket er nationens herrer. Kommunistpartiets ledende rolle fremhæves i hele teksten, ofte med formuleringer som er identiske med eller meget tæt på formuleringerne i partistatutterne. Kommunistpartiet beskrives som den 3 / 10

4 legitime hersker i Kina, og hvidbogen understreger partiets rolle i lovgivningsprocessen og i udvælgelsen af kadrer, som ellers, ifølge forfatningen, begge formelt er placeret under statslige institutioners myndighed. I 2005 så Statsrådets Informationskontor således ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved kommunistpartiets dominerende stilling i i det kinesiske politiske system, men kun et par år senere, i løbet af månederne op til den 17. partikongres i oktober / november 2007, startede en intens debat om demokratisering af Kinas politiske system, med deltagelse af en række intellektuelle, der repræsenterede forskellige politiske og ideologiske synspunkter. Det startede med artiklen "Minzhu Shige Hao Dongxi (Demokrati er en god ting)", udgivet i 2006 af Yu Keping, (Yu 2009), som dengang var chef for Kontoret for Oversættelser under Statsrådet. Artiklen blev fulgt af en række artikler i Study Times (Xuexi Shibao), tidsskriftet for den Centrale Partiskole, direkte under KKP s Centralkomite, og disse artikler blev snart efter kommenteret af repræsentanter fra forskellige ideologiske overbevisninger i Kina. Siden 1990'erne er et fuldgyldigt spektrum af politiske ideer opstået blandt kinesiske intellektuelle. I begyndelsen af 90'erne fremkom de neokonservative, og omkring midten af 90'erne, da internettet i Kina blev etableret, dominerede en ophedet debat mellem Neo-liberale og Det Nye Venstre politiske diskussioner på den nye internet-arena. Siden da har et politisk spektrum blandt kinesiske intellektuelle udviklet sig, som strækker sig fra venstre til højre over Det Gamle Venstre, Det Nye Venstre, Socialdemokrater, Socialliberale, Liberale, Neo-liberale, neo-konservative, og politiske konfucianister. De fleste af disse forskellige politiske ideologiske grupper var repræsenteret i drøftelserne om demokrati i perioden op til den 17. partikongres. Socialdemokraterne, socialliberale, neo-liberale, liberale og den liberale fløj af de politiske konfucianister fremstod alle som fortalere for indførelse af vestligt liberalt eller konstitutionelt demokrati i Kina, mens det gamle og nye venstre og de neokonservative sammen med konfucianske konstitutionalister, gik ind former for demokrati, som afveg fra vestligt liberalt demokrati. Ved forskellige lejligheder i løbet af 2007 fremkom den kinesiske præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao begge med positive erklæringer om demokratisering i Kina. Wen Jiabao, som var den mest åbenhjertige af de to udtalte på et pressemøde d.16. marts:... socialistisk demokrati, betyder i sidste ende, at det skal være muligt for folk at regere selv. Det betyder, at vi er nødt til at sikre befolkningen retten til demokratiske valg, demokratiske beslutningsprocesser, demokratisk ledelse og demokratisk kontrol. Det betyder også, at vi er nødt til at gøre det muligt for folk at overvåge og kritisere regeringen. (Min oversættelse PMC) (Ewing 2007) Kort efter den 17. partikongres, blev en omfattende 30-års plan offentliggjort som skitserede en gradvis implementering af politiske reformer i Kina, som skulle føre til skabelsen af et moderne kinesisk socialistisk demokrati. Planen blev præsenteret i januar 2008 i form af en omfangsrig rapport med titlen: Storm Fortet. En forskningsrapport om reform af Kinas politiske struktur efter 17. partikongres (Zhou 2008). Rapporten er udarbejdet af en gruppe forskere tilknyttet Den Centrale Partiskole i Beijing. Den var faktisk allerede færdig i 2007 i forbindelse med afholdelsen af den 17. partikongres, men blev ikke offentligt tilgængelig på det kinesiske bogmarked før januar Storm Fortet Arbejdet i gruppen fra Den Centrale Partiskole startede i 2002, og det endelige resultat afveg fundamentalt fra rapporten Building of Political Democracy in China, som i 2005 blev udgivet af Statsrådets Informationskontor. Selvom forfatterne var tilknyttet Den Centrale Partiskole, har Storm Fortet en meget mere kritisk holdning til KKP s ledende rolle. Ifølge Storm Fortet, kan en reform af det politiske system i Kina ikke negligere kommunistpartiets ledende rolle, som er historiens og folkets valg, men denne ledende rolle bør dog, ifølge rapporten, 4 / 10

5 undergå visse ændringer. Kommunistpartiet er involveret i alt for mange beslutninger, det underminerer folkekongressernes rolle og har en negativ effekt på det politiske system som helhed. Løsningen er at respektere, at folket er herrer i eget hus, og at lade folkekongresserne indtage den rolle, forfatningen tildeler dem. Den tredeling af magten, som forfatningen foreskriver, vanskeliggøres af at partiets og regeringens administrative magt er stærkere end den lovgivende og dømmende magt. Politiske reformer må justere magtrelationerne mellem disse institutioner, og sikre Den National Folkekongres status som den højeste lovgivende magt, som ikke anerkendes i den faktiske praksis i det politiske system i Kina. I nogle lokalområder er det således lokalregeringen der styrer folkekongressen, hvor det formelt set er folkekongressen der skal styre lokalregeringen. Parti- og regeringsledere bør under ingen omstændigheder blande sig i retssystemet. Domstolssystemets autonomi skal styrkes, også i relation til partiet. Partiorganisationer bør ikke længere have den direkte kontrol med den administrative magt, som reelt hører til de statslige institutioners myndighedsområde. Princippet om kommunistpartiets politiske lederrolle, betyder, ifølge Storm Fortet, ikke, at partiorganisationerne direkte skal styre lovgivning, administration og den dømmende magt. Repræsentanter for partiet, bør kunne opnå indflydelse ved at gå gennem de almindelige procedurer for valg til institutioner i de tre magtinstanser. Pressefrihed er nødvendig, men fordi nyhedsmedierne ofte ses som "talerør for partiet", udøver partiet en for omfattende kontrol med medierne. På den måde bliver de et værktøj for partiet, og kan ikke udvikle sig selvstændigt. Mediernes tilsynsrolle må udvikles; mange tilfælde af korruption er primært blevet afsløret takket være medierne. Som det er tilfældet med de retslige og administrative beføjelser, bør medierne være uafhængige af partiorganisationer og regering, først da vil de være i stand til at opfylde deres funktion i samfundet. Offentlige og religiøse organisationer bør også have mulighed for at spille en mere afgørende rolle i det politiske liv i Kina; på den måde vil der kunne opstå et civilsamfund, der kan fremme udviklingen af kommunikationskanaler mellem partiet, staten og samfundet. I sin skitsering af 30-års plan for politiske strukturreformer i Kina diskuterer Storm Fortet således åbent, hvordan det elitære kommunistpartis dominerende position i Kinas politiske liv kan indskrænkes og erstattes af mere demokratiske kanaler og praksis i et fremtidigt "moderne demokratisk politisk system med et omfattende juridisk system ", men kun et par år senere, blev disse visioner overskygget af Den Kinesiske Drøm og et nyt fokus på den traditionelle kinesiske politiske kultur. Da den nye ledelse indtog sit sæde på den 18. partikongres med generalsekretær og præsident Xi Jinping i spidsen, ændrede signalerne fra de kinesiske ledere sig, især med formuleringen af Den Kinesiske Drøm, og den politik, som er forbundet med denne. Den nuværende kinesiske ledelses afvisning af de reformer, som blev anbefalet af Storm Fortet og blev diskuteret i Kina i perioden omkring den 17. Partikongres, kommer tydeligst frem i det såkaldte Dokument 9, (ChinaFile 2013) en rundskrivelse sendt til partimedlemmer på alle niveauer i Kina. Dokumentet advarer mod en række farer, som partimedlemmer skal være rede til at bekæmpe bl.a. promovering af vestligt konstitutionelt demokrati, promovering af civilsamfundet, promovering af vestlige ideer om journalistik, fordi det underminerer det kinesiske princip om at medier og udgivelsesinstitutioner skal være underlagt partidisciplin. Dokumentet som var hemmeligstemplet, blev offentligt kendt fordi journalisten GaoYu formidlede det til vestlige medier. Gao Yu blev idømt syv års fængsel for at røbe statshemmeligheder. Uanset at hendes forsvarer fastholdt at der var tale om et 5 / 10

6 partidokument og altså ikke en statshemmelighed fastholdt domstolen anklagen. Et eklatant eksempel på i hvor høj grad stat og parti er smeltet sammen i dagens Kina. Intellektuel diskurs om demokratisering Der har også i de senere år været en livlig debat i intellektuelle kredse om demokratisering af Kinas politiske system. Tale om vestligt liberalt demokrati er stadig udbredt blandt socialdemokrater, socialliberale, neo-liberale, liberale og den liberale fløj af de politiske konfucianister, men siden udbruddet af den finansielle krise i 2008 er kritik af vestligt demokrati blevet mere markant, og alternative ideer om demokrati er blevet fremtrædende i den intellektuelle diskurs om demokratisering. To intellektuelle har gjort sig særligt bemærket i disse diskussioner, nemlig Wang Shaoguang og Zhang Weiwei. Wang Shaoguang er professor ved et universitet i Hongkong og opfattes som regel som medlem af Det Nye Venstre i Kina. Zhang Weiwei er professor ved Fudan Universitetet i Shanghai. Han befinder sig på højrefløjen i det kinesiske politiske spektrum, og hans synspunkter ligger meget tæt på den kinesiske ledelses opfattelse af et kinesisk demokrati som har specielle rødder i den kinesiske kultur. Wang Shaoguang er den intellektuelle fra Det Nye Venstre, som mest udførligt har formuleret sit syn på demokrati i en række artikler og bøger. Måske mest omfattende i en bog fra 2008, Minzhu Si Jiang (Fire Forelæsninger om demokrati)(wang Shaoguang, 2008). I dette arbejde kritiserer han vestligt liberalt demokrati og præsenterer sine alternativer til både vestlige og nutidige kinesiske former for demokrati. På trods af sin kritik af vestligt liberalt demokrati, er Wang faktisk meget varmt tilhænger af demokrati og demokratisering. I et interview fra 2012 fremhæver han, at han anser demokratiet for at være et mål i sig selv: "Selvfølgelig, mener jeg, at demokrati er en god ting i sig selv... Jeg tror, at det er vigtigt at lade almindelige mennesker deltage i det politiske liv og træffe beslutninger om forhold der påvirker deres egne levevilkår. Efter min mening har almindelige mennesker tilstrækkelig kompetence til at vide, hvad der er godt for dem, de har ikke brug for andre til at træffe beslutninger på deres vegne. "(Wang 2012) Vestligt liberalt demokrati er ifølge Wang, kendetegnet ved en afgrænsning af demokratiet til den politiske sektor i samfundet og udelukke det fra den økonomiske sektor. I denne kritik, refererer han til Robert A. Dahl, som i bogen, A Preface to Economic Democracy, (Dahl 1985) går ind for at demokratiet udvides til også at omfatte samfundets økonomiske sfære. Kun økonomisk lighed kan ifølge Dahl, garantere politisk lighed. Forskelle i økonomiske ressourcer vil automatisk føre til forskelle i politiske ressourcer. Ifølge Wang, har den voksende økonomiske ulighed efter indførelsen af de økonomiske reformer, faktisk ført til politisk ulighed i Kina. Han har undersøgt hvilke befolkningsgrupper medlemmer af Den Nationale Folkekongres er rekrutteret fra i perioden fra 1954 til I 1975 var andelen af arbejdere og bønder blandt medlemmerne over 50 % men siden er den faldet konstant og i 2003 var næsten 75 % af medlemmerne af den 10. Nationale Folkekongres fra grupperne: kadrer, intellektuelle og andre. (Jiang 2013: 52) Midlet mod denne sygdom ville, ifølge Wang, være større vægt på økonomisk demokrati herunder både økonomisk lighed og flere demokratiske institutioner indenfor økonomiske enheder. Zhang Weiwei har bl.a. formuleret sit syn på kinesisk demokrati i sin bestseller The China Wave. The rise of a civilisatorian state. (Zhang, 2012) Ifølge Zhang, er Kina det han kalder en civilisationsstat, bl.a. p.g.a. befolkningens størrelse, dets områdes udstrækning, årtusindlange traditioner og rige kultur, et enestående sprog, og et unikt 6 / 10

7 politisk system, karakteriseret ved en effektiv meritokratisk styreform, et unikt samfund (familie- og gruppe orienteret) og en unik økonomi. Den kinesiske stat er imidlertid en blanding af en civilisationsstat og en moderne nationalstat, "hundreder af stater i en", som Zhang skriver (Ibid: 67), og det sætter nogle særlige rammer for landets politiske modernisering i retning af en demokratisering. Behovet for at holde den store og differentierede nation sammen lægger et ekstremt pres på stabiliteten i samfundet, og indførelsen af vestlige demokratiske ideer kunne føre til en opsplitning af den kinesiske nation. Det var,ifølge Zhang, hvad der skete, da man i den nyetablerede Kinesiske Republik efter omstyrtelsen af det kinesiske kejserdømme, forsøgte at efterligne den vestlige demokratiske model med flerpartisystem, parlamentarisme og præsidentvalg. Efter et par år blev Den Kinesiske Republik sønderrevet af stridigheder mellem lokale krigsherrer, og nationen gik i opløsning. Zhang frygter, at noget lignende kunne blive resultatet af en evt. indførelse af vestligt demokrati i Kina i dag. Zhang accepterer ideen om demokrati som en universel værdi, men hævder, at det ikke behøver at være et vestligt demokrati. (Zhang, 2012: 118) Det vestlige demokrati har flere svage punkter, og Zhang hævder, at det amerikanske politiske system var en af de vigtigste årsager til den finansielle krise. Zhang mener at demokratiets vigtigste funktion er,... at afspejle folkets vilje og opnå god regeringsførelse. (Ibid: 118). Set fra hvad Zhang kalder en kinesisk synsvinkel, afhænger en stats legitimitet mere af dens resultater, dvs. god regeringsførelse, end af dens procedurer. Han tvivler på, at demokratiske valg nødvendigvis vil føre til ledelse ved den mest kompetente leder.»... I den kinesiske tradition for politisk ledelse, er der en meget vigtig idé, nemlig at landet kun kan styres af personer med talent og ekspertise udvalgt på basis af meritokrati. (Ibid.) Zhang mener således, at betingelserne for demokrati i Kina er forskellige fra andre lande fordi Kina er en civilisationsstat, og fordi de politiske værdier i den konfucianske tradition er forskellige fra de vestlige politiske værdier. God regeringsførelse er vigtigere end procedurer, f.eks er det vigtigere, hvis de regerendes politiske præstationer afspejler folkets vilje, end hvordan disse herskere har opnået positionen som herskere. Desuden er det bedre, hvis kloge herskere udvælges gennem meritokratiske procedurer end at have potentielt inkompetente herskere valgt af folket. De opfattelser om demokratisering som henholdsvis Wang og Zhang taler for er næsten diametralt modsatte. Wang kritiserer det vestlige demokrati for ikke at være demokratisk nok, mens Zhang anser det for at være alt for demokratisk. Wang kritiserer elitestyret i Kina, mens Zhang hævder, at det kinesiske elitestyre er baseret på meritokratisk udvælgelse og dermed legitimt, og meget mere effektiv end vestligt valgte politiske ledere. Wang er kritisk over Kinas traditionelle politiske kultur, mens Zhang anser det for et vigtigt grundlag for god regeringsførelse i den kinesiske "civilisationsstat". Zhangs opfattelse af demokrati og hans vægt på de traditionelle kinesiske værdier er meget tættere på den opfattelse af demokrati som indgår i Den Kinesiske Drøm blandt kinesiske ledere. Holdningen til demokratisering blandt almindelige kinesere Det kan synes svært, hvis ikke umuligt at få et indtryk af hvordan politiske holdninger fordeler sig blandt almindelige borgere i et land af Kinas størrelse. Forsøg på at finde frem til disse mønstre er dog løbende blevet foretaget i Kina. I marts 2013 udkom i Beijing en bog med titlen: Zhongguo Ren Xiangyao Shenmeyang Minzhu (Hviken Form for Demokrati Ønsker Kineserne?) (Zhang Mingshu 2013). Bogen var en rapport om en undersøgelse foretaget af Zhang Mingshu, en samfundsforsker tilknyttet Chinese Academy of Social Sciences. I 2012 gennemførte han en undersøgelse af politiske holdninger og politisk deltagelse blandt 1750 personer fra fire forskellige steder i Kina. 7 / 10

8 Undersøgelsen blev gennemført i fire byer, mens landdistrikterne udtrykkeligt blev udeladt. De politiske holdninger repræsenteret i besvarelserne afspejler ifølge Zhang Mingshu, at den kinesiske politiske kultur er forskellig fra den vestlige. Han kalder den kinesiske politiske kultur en "moralistisk politisk kultur" med oprindelse i den kinesiske tradition og konfucianismen i særdeleshed, som er fundamentalt forskellig fra den vestlige "videnskabelige politiske kultur." Det grundlæggende emne for undersøgelsen var holdningen til demokrati. Derfor lød det første spørgsmål: Er Demokrati godt eller skidt? tydeligt inspireret af Yu Kepings artikel, "Demokrati er en god ting" (Yu 2009). Mere end halvdelen af respondenterne deler en ubetinget positiv opfattelse af demokrati. 54 % erklærer sig enige i, at demokrati er godt, kun 2,7% opfatter demokrati som dårligt, mens 40,2% af de adspurgte mener, at demokratiet skal være i overensstemmelse med kinesiske forhold. Næsten alle respondenter er altså enige om at demokrati er en god ting. Respondenterne ønsker ifølge Zhang Mingshu et kinesisk snarere end et udenlandsk demokrati. For at finde ud af, hvordan respondenterne opfatter begrebet, demokrati, blev de bedt om at vælge mellem to forskellige definitioner: Demokrati er et system, hvor der afholdes regelmæssige valg, og lederne vælges i konkurrence mellem flere politiske partier. Demokrati er et system, hvor regering og ledere repræsenterer folkets interesser, tjener folket og kontrolleres af folket. Zhang Mingshu mener, at den første definition er en typisk vestlig opfattelse af demokrati, mens den anden udtrykker hvordan demokratiet forstås i en kinesisk kontekst. 84,7 % af respondenterne forstår demokrati som det som Zhang Mingshu definerer som den kinesiske form. På dette grundlag konkluderer Zhang Mingshu, at kineserne vil have en kinesisk form for demokrati, men faktisk kritiserer respondenterne i deres svar på andre spørgsmål manglen på netop disse tre karakteristika i det politiske system i Kina. På spørgsmålet om hvad der bør forbedres i det demokratiske system i Kina, svarede over halvdelen af respondenterne, nemlig 51,9 %, bekræftende på formuleringen "Lederne tjener ikke helhjertet folket". En anden af de vigtigste karakteristika ved kinesisk demokrati, som defineret af Zhang Mingshu, var folkets kontrol med regeringen. 46,3 %, dvs. lige under halvdelen af de adspurgte, erklærer sig enige i at det kinesiske politiske system er karakteriseret ved "Utilstrækkelig offentlig kontrol med regeringen". Mens et meget stort flertal af de adspurgte, nemlig 84,7 %, opfatter demokrati som et system, "... hvor regering og ledere repræsenterer folkets interesser, tjener folket og kontrolleres af folket, opfatter de ikke dette ideal som realiseret i Kina. En anden konklusion, som Zhang Mingshu drager af undersøgelsen er, at kineserne ikke bekymrer sig så meget om individuelle friheder. I besvarelsen af spørgsmålet "Hvor vigtig mener du individuel frihed og rettigheder er?, havde respondenterne mulighed for at vælge mere end et af de præsenterede udsagn. 30,1 % svarede bekræftende på udsagnet: Borgernes legitime rettigheder kan ikke krænkes. Men efter min mening er det i denne sammenhæng endnu mere bemærkelsesværdigt, at kun 42,9 % er enige i udsagnet: "Hvis Kina skal klare sig, er det nødvendigt at opretholde kommunistpartiets ledende rolle. Kommunistpartiets dominans i det kinesiske politiske system støttes således af mindre end halvdelen af respondenterne. Dette er det eneste sted i undersøgelsen, hvor kommunistpartiets rolle nævnes, og Zhang Mingshu kommenterer ikke dette resultat. 8 / 10

9 Ifølge Zhang Mingshu,er nogle af de holdninger, der kommer til udtryk i undersøgelsen ikke helt i overensstemmelse med den kinesiske ledelses politik om at udvikle et socialistisk demokrati med kinesiske kendetegn og det betyder efter hans mening heller ikke så meget. I det allersidste afsnit af rapporten skriver han: "Hvilken slags demokrati Kina ønsker, og hvordan man kan etablere dette demokrati, afgøres i sidste ende af det lag af politiske beslutningstagere, vi kan kalde den politiske elite... Historien skabes af mennesker, men når den historiske udvikling har brug for at "gå efter målet" (ligesom i en sportskamp. PMC), er man nødt til at lade den politiske elite sparke til bolden. Hvilken slags demokrati, der skal vælges, og hvordan man kan indføre demokrati, vil i sidste ende blive afgjort af, hvordan den politiske elite opfatter den sociale virkelighed, hvordan de vurderer forskellige opfattelser blandt forskellige lag af samfundet, og hvordan de håndterer og lærer af både de positive og dårlige resultater af menneskehedens politiske civilisationshistorie "(Min oversættelse PMC) (Zhang 2013:) I sidste ende er det altså ligegyldigt, hvad almindelige kinesere mener om demokrati, den endelige beslutning om udviklingen ligger hos den politiske elite. Afsluttende bemærkninger Påstanden om at Den Kinesiske Drøm deles af alle kinesere også når det handler om demokratiseringsprocessen i Kina, kan afvises. Der er ingen sammenhæng i de officielle og semi - officielle programmer og planer formuleret siden begyndelsen af reformperioden i Kina. Den kraftige stigning i planer om politiske reformer og demokratisering omkring 2007, og den 17. partikongres er blevet erstattet af øget vægt på de særlige kinesiske forhold og fordelene ved kinesiske traditioner. Der er udbredt diskussion og uenighed mellem kinesiske intellektuelle om, hvad slags demokrati man kunne ønske sig, og disse uenigheder er ikke blevet erstattet af enstemmig støtte til ideer om det politiske system, som er skitseret af den kinesiske ledelse. Ideer og drømme om demokratisering blandt almindelige kinesere er også tvetydig. De fleste kinesiske er enige om, at kinesiske betingelser kræver en anden form for demokrati end den vestlige, men kritikken af det eksisterende kinesiske politiske system er frimodig, og hvis undersøgelsen præsenteret ovenfor skal tages for pålydende, støtter mindre end halvdelen af befolkningen kommunistpartiets ledende rolle i Kinas politiske system. Påstanden at den officielle kinesiske drøm deles af den kinesiske befolkning som sådan synes således at være tvivlsom. Desuden ser det ud til at være en etableret kendsgerning blandt nogle intellektuelle og ledere, at Kina er styret af en elite, og nogle mener at det fortsat bør være det. Dette elitestyre forsvares ikke længere med henvisninger til socialisme og den leninistiske partiopfattelse, men baseres på henvisninger til kinesiske traditioner og det konfucianske elitestyre, der regerede Kina i Kejsertiden. Litteraturliste: ChinaFile(2013). Document 9: A ChinaFile Translation Christensen, Peer. M The Chinese Debates on Democratization, in Journal of China and International Relations, VOL. 2, No. 1 Constitution of Communist Party of China. 2013, Constitution of the People s Republic of China Foreign Language Press, Peking. Constitution of the People s Republic of China 1982 (with amendments from 2004), Dahl, Robert. A A Preface to economic Democracy, University of California Press. Deng Xiaoping Dang he guojia lingdao zhidu de gaige. in Deng Xiaoping wenxuan,vol 2, p / 10

10 343 Renmin chubanshe Deng, Xiaoping Uphold the Four Cardinal Principles. (Speech, March 30,1979) Ewing K Beijing Spring: Democracy is in the air, Asia Times Online, Apr. 28. Building of Political Democracy in China October, Beijing. Jiang, Qing A Confucian Constitutional Order. Princeton University Press Wang, Shaoguang Minzhu Sijiang (Fire forelæsninger om demokrati), SDX Joint Publishing Company, Hongkong Wang, Shaoguang Minzhu wei shenme shi yige hao dongxi? (Hvorfor er demokrati en god ting?), Nan fang Renwu Zhoukan, Wang, Shaoguang Reflections on Democratic Systems, China Left Review, Issue #5, Xinhuanet News (English), 29 November. Wong, Yiu-chung Restructuring the Party State Relations: China s Political Structural Reform in the 1980s. CPPS Working Papers.No. 69 (25/97) Xi, Jinping The Governance of China. Foreign Language Press. Yu, Keping Democracy is a Good Thing. Brookings Institution Press. Zhang, Mingshu Zhongguo Ren Xiangyao Shenmeyang Minzhu (Hvilken form for demokrati ønsker kineserne?), Social Sciences Academic Press. Zhang, Weiwei The China Wave. Rise of a Civilizational State, World Century Publishing Corporation. Zhou, Tianyong et.al. (eds) Gongjian : Shiqidahou Zhongguo Zhengzhi Tizhi Gaige Yuanjiu Baogao, ( Storm Fortet: Forskningsrapport om Politisk System Reform i Kina efter den 17. Partikongres), Xinjiang Shengchan Jianshe Chubanshe 10 / 10