[Nyt fra april 2016] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika. I Sierra Leone. Materialerne til læg-læser uddannelsen

Transkript

1 [Nyt fra april 2016] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. Bo Kære alle, Godmorgen Austin, er du klar? Det er torsdag formiddag. Kopimaskinen har kørt på højtryk i mange dage så materialerne til den sjette undervisningsgang kunne være færdige; samlet, foldet, hæftet og pakket. Nu er bilen fyldt op og med Alex bag rettet holder den parkeret på den skrånende jordvej foran stiftskontoret, for at samle vores gode kollega op inden der er afgang Materialerne til læg-læser uddannelsen 1

2 til Kenema. Ja, det er jeg. Der er varme i de brune øjne; det er det her, vi lever for! At komme ud til vore lærelystne studerende som suger til sig af alt, hvad vi har at give dem. Det er ca. et halvt år siden undervisningsforløbet begyndte, og vi mærker alle en vis træthed snige sig ind ikke mindst på grund af varmen, som gør det svært at koncentrere sig om dagen og sove om natten. Skønt vi er trætte, får vi så meget ud af fællesskabet med de studerende. Det er et sandt privilegie at undervise dem. Men Austin trækker lidt på det; der er noget galt. Men, jeg har lige hørt dårligt nyt. Øjnene har nu fået et snert af smerte: Moses mistede sin datter i går aftes. Moses er en af vore læglæsere på Bo holdet. En stor gemytlig mand, som godt nok har en uheldig vane med at falde i søvn, når vi underviser i de varmeste timer om eftermiddagen, men som har et herligt grin og en stemme, der kan blæse enhver ned af kirkebænken. Hvad er der sket? Austin trækker lidt på skulderen: De mener, det er meningitis. Et lille minde, som alle pårørende bar ved Alice s begravelse. Datteren, Alice, var vågnet om morgenen med feber, smerter og stiv nakke. Hun var død inden aften. Alice blev 12 år. Vi bliver alle stille. Der er så megen meningsløs død her og afmagten skriger til himlen. Så kommer vreden. Vreden over uretfærdigheden i det hele; hvorfor fungerer syghusvæsenet ikke? Dette er den anden største by, med et indbyggertal svarende til Århus. Vi har flere store hospitaler i byen, men de mangler alt: Medicin, udstyr, trænet personel, strøm Når nogen bliver syge, er der sjældent andet at gøre end at bede og håbe på det bedste. Havde Moses nu boet i et andet land, så var hans datter sikkert ikke død. Meningitis kan behandles 2

3 bare ikke her. Her bliver hun lige så stille føjet til statistikkerne, som er med til at give Sierra Leone en bundskraber plads blandt udviklingslandende. Moses holder alt for meget af sine børn, siger Austin, med blikket slået ned. Han begår selv samme fejl med de to småbørn i hans eget hjem, Loretta og Kaikai. Hvis man holder for meget af sine børn, så bliver man alt for ulykkelig, når de dør. For det er jo det, der sker. Alle har mistet børn. Alle har mistet søskende. Børnedødeligheden er uhyggelig høj, men selv stærke voksne mennesker kan blive ofre for tilfældig død. Det er almindelig kendt. Det er hverdag. Vi kører stille afsted mod Moses hus. Huset kan let kendes på afstand; det er nærmest barikeret af folk, der viser deres deltagelse og sympati for familien. Vi får også øje på flere af vore læglæsere blandt dem. Det letter os noget; de er gode mennesker, som kan tage affære og hjælpe i denne svære situation. Endnu engang beviser de deres værd. Nogle er stille deltagende, andre er energisk i gang med planlægning og forberedelser. Der er mange ting, der skal klares i forbindelse med en begravelse, og huset skal jo også gerne bespise de mange besøgende, som bliver her indtil selve begravelsen har fundet sted. Midt på pladsen foran huset sidder Moses, den godmodige kæmpe, med tårerne trillende ned af kinderne. Der er stille. Der er ikke rigtig noget at sige. Vi hilser på ham og sætter os. Austin tager ordet og beder. Når afmagten er så stor, har vi brug for en stærk Gud at læne os op ad. Så tager vi afsked for at begive os mod Kenema og de ventende studerende der. Undervisningen fortsætter i Kenema kirke. 3

4 Det er en svær omstilling. Fra stille sorg til muntert fællesskab på blot en time. Kirkens område er på den anden ende på grund af mere festlige forberedelser: Rev. Solomon, som blev ordineret til diakon i november, skal giftes. Brud med følge på vej til kirke. Det traditionelle bryllup skal foregå om fredagen, det kirkelige bryllup om lørdagen. Begge dele er en stor fest. Hovedpræsten, som også er vores forman, Ærkediakon Tucker skal lede begge dele. Han taler henført om, hvordan forhandlingerne omkring det traditionelle bryllup kommer til at foregå. Han skal selv agere mægler i en stiliseret opførelse, hvor alle har mere eller mindre faste replikker. I korte træk skal gommen med følge ydmyge sig for brudens familie, som beskylder dem for at ville stjæle deres datter. Første runde af gave-kuverter med penge deles ud mens gommens folk bedyrer deres uskyld og forklarer, at de har reelle hensigter. Alliancen kan naturligvis ikke komme på tale, da datteren er en dygtig ung kvinde og en uundværlig hjælp for familien i hverdagen. Anden runde af gave-kuverter med penge deles ud af gommens folk. Så føres alle nabolagets giftefærdige kvinder frem, som alle naturligvis skal have gave-kuverter. Det fortsætter i samme bane i længere tid. Det er kun småbeløb, men det løber op. Vores ærkediakon stråler ved tanken herom han nyder at skulle spille mægler: Jeg håber, de vil tage sig til takke med 1mio, men vi tager lige noget ekstra med for en sikkerhedsskyld. Det svarer til godt tre måneders løn for en diakon. 4

5 Dagen efter kommer ærkediakon Tucker, godt træt men veltilfreds, tilbage, iført sit fineste tøj: Succes! Rev. Solomon har fået sin kone skønt hun endte med at koste et halvt års løn. Vi foreslår, at man i fremtiden kikker mere til Indien efter koner her er det brudens familie, der Det smukke brudepar, Rev. Solomon og Goodness. betaler brudeprisen. Ærkediakon Tucker finder tydeligvis tanken fuldstændig vanvittig! Både at få en brud og penge! Her er udvekslingspotentialer, det er en nærmere undersøgelse værd! Undervisningen går lidt trægt. Alle har tankerne andre steder og bryllupsforberedelserne foregår til fuld musik i præstegården. Lørdag morgen er det de mest klæbrige romantiske toner der lyder, senere sendes bruden afsted mod Rev. Solomons kirke, kørt af hans kollega, under voldsom dytten og iført det helt store marenges-skrud. Så har vi ro i Traditionen tro har man en mini-brud og en mini-gom med ved brylluppet. De er ikke blevet gift, men fungerer som hhv. brudepige- og dreng. nogle timer og når lige at blive færdige inden et helt kor af dythorn bedyrer, at parret er på vej tilbage med deres gæster, for at holde reception i vores kirke. 5

6 Alle er glade. Mange er kommet langvejs fra for at være med og så er der alle tilskuerne og dem, der sælger sodavand og tilfældig skrammel når mange mennesker er samlet må der jo være et kundegrundlag, skønt det er umiddelbart svært for os at gennemskue behovet for hoppebolde og tyggegummi under en kirkelig ceremoni. Popcornene går som varmt brød. Vi bliver indtil festen er godt i gang og lister så stille afsted mod Bo. Vi overlader de officielle opgaver til Austin, som bliver tilbage for at deltage i festlighederne. Vi har et andet behov for stilhed. Hjemme i Bo er der begravelse om onsdagen. Kirken er fuld og der er også kommet flere præster ind fra understationer for at være med. Da Alice gik i skole, er der rigtig mange børn i skoleuniformer til stede også. Man går fra kirken ud til begravelsespladsen uden for byen. Det er en lang tur. Det sørgende optog ledes på vej af et hornorkester og følges, som altid, af gadesælgere. Forældrene bryder sammen ved graven og flere skolebørn sætter i nærmest hysteriske vræl, da kisten sænkes ned i graven. Mange tager billeder med deres telefoner. Sorg er offentlig og deles i lige så høj grad som glæder. Alt foregår i et fællesskab. Det er både overvældende og smukt, om end temmelig larmende. Da vi senere fortæller, at folk er ensomme i Danmark og der endda er nogen, der dør alene og først bliver fundet flere dage senere, bliver vore kolleger dybt chokerede. Kender naboer virkelig ikke hinanden? Er der ingen, der savner dem? Vi kunne lige så godt have hævdet at solen står op i vest, så absurd lyder det for en almindelig afrikaner. Undervisningen fortsætter i Bo dagen efter. Det går fint, skønt mange ikke klarer sig så godt til prøven, da de havde travlt med begravelsesforberedelserne. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det vi er pressede på tid og kan ikke udskyde undervisningen. Moses kommer også. Han sidder lige så stille uden rigtig at høre efter, men vi er dybt imponerede over at han magter at være i det samme rum så hurtigt. Særligt da næste begravelsesoptog kommer 6

7 forbi i gaden udenfor; en ældre skoleleder er død og følges til graven af sine elever, deres forældre og hele tre hornorkestre. Om søndagen er der dåb og konfirmation. Kun biskoppen kan konfirmere og vi har derfor en af vore studerende fra nabosognet med, så han kan nå at blive konfirmeret og dermed få lov til at blive indsat som læglæser af anden grad om en god månedstid. Vi er pavestolte af ham! I det hele taget er vi lige så stolte som forældre, når vore folk gør det Missionsafdelingens medlemmer sammen med Mr. Allie Keita efter hans konfirmation. Mr. Allie Keita (i midten) er en af vores kommende læglæsere. Men for at kunne blive godkendt som kirkeleder, må han først konfirmeres! godt og klarer sig godt. Det er en god og festlig gudstjeneste. Biskoppen prædiker godt og beslutter at vi fra nu af kan hilse ordentligt på hinanden igen under fredshilsnen; vi har siden ebolaudbruddet måtte nøjes med at vinke Guds fred til hinanden. Nu kan vi igen risikere at give hånd og vi må også drikke af samme kalk igen i stedet for oblat-dyb. Det er kæmpestort efter mere end et år med nødløsninger! Og samtidig en tydelig markering af at vi, endelig, er helt ude af Ebolas 7

8 skygge. En stærk fejring af fællesskabet, det fællesskab, der rækker ud over familien, ud over menigheden, ud over landet, til hele verdenskirken. Et fællesskab, der binder os sammen i både frygt, håb, glæder og sorger og som bærer os igennem alt. Guds fred, Alex og Mette 8