Næste Globen-tema: Alternative rejser

Transkript

1

2 Næste Globen-tema: Alternative rejser Som altid skal Globen have et tema, og i næste nummer bliver det Alternative Rejser. Klubben huser efterhånden en hel del medlemmer, som gladeligt kaster sig ud i alskens eventyrligheder og slipper levende fra det. Her tænkes ikke udelukkende på det ekstreme, grænsebrydende eventyr men også på rejsen, som ikke blot er ferie, men også rummer ganske anderledes oplevelser. Har du f.eks. svømmet nøgen ned ad Ganges eller snowboardet ned ad Everest? Eller måske har du en fortid som omrejsende hemmelig agent, er udstationeret i det fremmede eller på feltarbejde? Har du drukket te med Osama eller været medlem af Fremmedlegionen? Er du typen, der altid havner i noget rod og bevidst gør tingene mere besværlige end de behøver at være? Så hører vi meget gerne fra dig til dette kommende tema. Det er i øjeblikket uklart, hvem der redigerer næste nummer, men for dig som skribent får det ingen betydning. Du skal fortsat maile til adressen: globen@berejst.dk. For fiduser og tips til kommende skribenter - se næste side samt sidste nummer af Globen (s. 47). Næste deadline er sat til 20. august. Tværvidenskabeligt feltarbejde er en større udfordring her er det påskefejring i Filippinerne SBonde 2

3 Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Søren Bonde Postholdervej 8, 4.th Kbh. NV Tlf.: Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: Valget af transportform på rejsen er ofte et spørgsmål om livsstil. Med egen bil kombineres den ultimative frihed med et potentielt ultimativt niveau af bureaukrati og korruption. Foto: Poul Saabye Forsidedesign: Claus Qvist Jessen Tryk: BB Offset Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro Oplag: 175 ISSN: Deadline til næste nummer: 20. august 2004 Tema: Alternative Rejser - alt stof sendes til globen@berejst.dk Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Se Formand: Søren Padkjær, adresse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af hverken redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 4 Tema: transportformer 5 Seksogtyve års interrail Niels Iversen 8 Blafferrejser Claus Qvist Jessen 12 At blaffe en elefant Claus Qvist Jessen 14 At blaffe er at leve Anders Pedersen 16 Kaj Heydorn og Claus Qvist Jessen jubilerer 17 Commando Raids in Europe Knud B. Bach 20 Når rejseliv bliver hverdag Pia Baltzer og Poul Saabye 22 På cykel rundt i verden Claus Andersen 23 Fuld fart frem! Erik Pontoppidan 25 DBKs årlige weekend-arrangement Søren Padkjær 26 Sydafrikansk sprittur Claus Qvist Jessen 27 Hvem sa e kørekort?! Søren Bonde 28 I Grodno er alt ved det gamle Ewa Bylinska 30 Transport på rejsen Marianne Christensen 33 Foto på rejsen Claus Qvist Jessen 36 I fedtefadet i Olieland Søren Bonde 38 Tiltagende eksponering af DBK Søren Bonde 39 Stævnemøde med fortiden Kenneth Hvolbøl 41 Café Globen-status Martin Anker Nielsen 42 Først græd de, så sang de og så græd de igen Arne Runge 46 Fra industri-condottierer til røverbaroner Henrik Døcker 51 Postkort og erobring af nye lande og territorier Per Allan Jensen 52 Hvor tiden begynder Theis I. Sølling 54 Østtimor erobret! 55 Rejsestafetten 56 Mine 10 mest interessante transportoplevelser i Asien Nikolaj Witte 59 Mine 10 bedste vulkaner Henning Andersen 63 Mine 10 mest repræsentative zooer/akvarier Niels Iversen 66 Sponsornyt Claus Qvist Jessen 67 Arrangementskalender 68 Afholdte arrangementer 69 Nye medlemmer 70 Kontaktpersoner

4 Tema: Transportformer Endnu engang har det ikke været nødvendigt at sparke til de dovne skribenter. Sådan skal det være! Artiklerne er væltet ind i min mail-box til stor belastning for Yahoo! s udmærkede service og tvang mig til at installere en ADSLforbindelse. Modem-tiden er ovre så tak for det! Ligesom min forgænger må jeg derfor beklage, at bladet kun har 72 sider, og det sætter visse grænser for, hvor mange artikler, vi kan bringe. Er du en af dem, der har skrevet en artikel, som ikke er blevet bragt, er det ikke nødvendigvis fordi, den var for ringe. Langt mere sandsynligt er det, at der simpelthen ikke var plads. Så fortvivl ej! Din artikel bliver ganske givet bragt ved førstkommende lejlighed. Jeg har efter bedste evne tilstræbt at prioritere de tematiske artikler først, og HURRA!!! - dem er der lykkeligvis rigtig mange af denne gang! Derefter er udvælgelsen sket med henblik på at komme den pukkel til livs, som opstod omkring martsnummeret. Alligevel har vi i skrivende stund en mindre pukkel til næste nummer, men det skal endelig ikke afholde nogen fra at grifle løs og sende ind. Jeg vil dog gerne samtidig opfordre både nuværende og kommende skribenter til ikke at overdrive det med griflerierne. Det kan være lidt problematisk at få plads til artikler på 6-8 sider og mange billeder, når der er meget at vælge imellem. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal fatte sig i ultra-korthed men snarere, at man skal overveje at dele stoffet op og fokusere bedre. Så altså: hellere to artikler på tre sider end én på seks. Transportformer Der er som bekendt mange måder at rejse på, og transportformen er uløseligt forbundet med oplevelserne undervejs. Det giver ganske enkelt helt forskellige oplevelser at rejse på første klasse versus monkey-class, på tommelfingeren, cyklen, med fragtskib eller luksusliner, med fly - eller simpelthen til fods. På de næste sider kan du læse om meget forskellige oplevelser som følge af transportformen og de overvejelser, der ligger bag valget af samme. Der kan være mange grunde til at foretrække eller vælge enten det ene eller det andet transportmiddel. Det kan være økonomisk bekneb, begrænset tid eller måske en dybere filosofisk betragtning, der ligger bag valget. Her er et ubegribeligt eksempel på filippinsk transport, som ligger godt i svinget. Stolene står rent faktisk løst på ladet! Speederen i bund sikkerheden ligeså... Rigtig god fornøjelse! Redaktøren / Søren Bonde 4

5 Seksogtyve års interrail Tekst og grafik: Niels Iversen Det transportmiddel, der har betydet mest for mig, må ubetinget være toget. Min rejsekarriere begyndte reelt i 1972, da den Europæiske Jernbaneunion fandt på at fejre et eller andet jubilæum med et togkort (interrail), der skulle give unge under 21 stort set fri adgang til alle tog i det meste af Europa (og Marokko). Nyheden blev luftet i Kolding Folkeblad allerede før DSB begyndte at røre reklametrommerne, så jeg fik for blot 500 kr. fat i et af de allerførste kort i Danmark, men brugte det dog først i sommerferien 72. Min rejseerfaring på daværende tidspunkt (jeg var 18 år) begrænsede sig til togture til København med overnatning på 'hôtel de misjång', et par bilture med overnatning på vandrerhjem, én færge-tog-rutebil-oghotel-tur til Norge (alt sammen i selskab med familien) samt én eneste tur på egen hånd: en køretur rundt i Jylland i 1971 på en underlig himstregims ved navn velovap. Logisk nok kom disse ture til at danne mønster for min første interrailtur. Hvor absurd det end kan lyde, så troede jeg faktisk at en rejse bestod i at man tog et sted hen og sov der, så videre til et andet sted for at sove, herfra til et tredje sovested og så fremdeles. Og hvis man skulle nå at se noget om dagen, måtte de steder ligge så tæt, at alle dagtimerne ikke gik med transport. Hvor naivt, men det troede jeg altså! Den første halve nat tilbragte jeg ganske vist på Hamburg Hauptbahnhof, hvor jeg ventede på kl toget til Hoek van Holland. Da jeg så kom ind i toget, trak min eneste medpassagerer i kupéen sæderne ud, så der blev et par gode sovepladser. Forbløffende at det kunne lade sig gøre, men meget praktisk. Jeg skrev mig informationen bag øret, men den ændrede foreløbig ikke mit verdensbillede. Jeg tilbragte det meste af den følgende dag i Amsterdam, og derefter havde jeg planlagt at overnatte på vandrerhjem i Rotterdam. Lykkedes det mig at finde det? Vel gjorde det da ej! Jeg tilbragte natten med at vakle rundt i Hollands grimmeste bys tomme gader. Næste nat var det lige ved at gentage sig: jeg stod på en sporvogn ved Antwerpens hovedbanegård, og jeg stod ud af sporvognen ved selvsamme banegård uden at have fundet noget vandrerhjem. Heldigvis fandt jeg på at tage til Bruxelles, hvor det flamske vandrerhjem lå tæt på Gare du Nord og dermed var til at finde. Og sådan gik det videre et par uger - bortset fra at jeg efterhånden tabte lysten til at lede efter idiotiske vandrerhjem i ækle forstæder. I stedet sov jeg nogle nætter i togene, mens jeg tilbragte mindst lige så mange nætter med at vade rundt i en eller anden bys gader. Det sidste var nu ikke altid min egen skyld. For eksempel havde jeg med møje og besvær hittet et laaangsomt tog fra Roma til Venezia, og det skulle ankomme næste dags morgen. Men en overivrig togfører fik mig gelejdet over i et hurtigtog, som ankom ved midnat. Og så vadede jeg rundt resten af natten, for jeg ville naturligvis ikke forlade Venezia uden at have besøgt Dogepaladset og Markuskirken. Turen sluttede i øvrigt i utide: efter kun tre uger havde jeg opbrugt min yderst beskedne rejsekapital og måtte vende hjem til Kolding. Ganske uventet valgte den fortræffelige jernbaneunion at forlænge Interrail-ordningen med yderligere et år, så i 1973 skulle jeg afsted igen. Men denne gang skulle det hele gøres ordentligt. Jeg sparede flere penge op (altid en god idé!), jeg tegnede bykort af efter bibliotekets Turen går Til... 'er, og så gik jeg i øvrigt i gang med at reservere pladser på en stribe vandrerhjem, der stort set dækkede hele turen. I starten gik det hele efter planen (dvs. uden plads til særlig mange svinkeærinder), pånær et enkelt svips i Canterbury, hvor jeg ankom en dag for tidligt og der ikke var plads på vandrerhjemmet - hvorefter jeg vadede rundt i byens gader i stedet for at prøve en anden overnatningsform såsom Bed & Breakfast. Man var jo ikke klogere. De britiske vandrerhjem var generelt hyggelige - det sidste sted i Shrewsbury diverterede den venlige vært endda sine gæster med liflige toner fra sin sækkepibe ved daggry. Men så lykkedes det mig på én dag at komme over til Koblenz i Tyskland, hvor vandrerhjemmet er indrettet i den strenge borg, Ehrenbreitstein, der ligger oppe på en bakketop. Uha uha, det var som at blive sat i fængsel, eller måske snarere en kaserne eller et kloster. Og morgenmaden (som jeg overhovedet ikke følte trang til at indtage) var obligatorisk. Det var som en spand koldt vand, og jeg besluttede på stedet at afbestille alle de følgende vandrerhjem, UNDTAGEN i Augsburg, hvor morgenmaden var frivillig. Midt i Interrail nr. 2 var det med andre ord omsider gået op for mig, at en ægte interrailtur ikke bare var en gængs rundtur, hvor man rejser rundt fra overnatningssted til overnatningssted. En ægte interrailist rejser bare rundt og overnatter i togene. Om morgenen studerede jeg de gule afgangstavler på banegårdene for at finde en strækning på mindst 1000 km, så der kunne blive tid til en god lang nattesøvn. Hvis toget viste sig at være uegnet, f.eks. ved at være fyldt med normale bedsteborgere, stod man ud - der gik sikkert et andet tog en time eller to senere.togene var 5

6 også generelt længere dengang, så måske kunne det klares med at vandre et par vogne længere frem eller tilbage. Og ligge/sovevogne kom ikke på tale - det var for de rige blaserte bedsteborgere, der bare skulle transporteres en enkelt nat. Den første tur der helt blev afviklet efter disse retningslinjer var min interrailtur nr. 3, hvor jeg besøgte godt 60 byer og kørte mere end km. Jeg besøgte på denne tur for første gang Norden på en interrailtur - dog kun Norge og Sverige. Jeg kom først til Finland på en Nordturist-tur i 1980, og som ægte togfanatiker skulle jeg naturligvis hele vejen op omkring den Botniske bugt og tilbage samme vej. Det kan i parentes bemærket ikke længere lade sig gøre, for der er ikke længere tog mellem Boden og Haparanada. Jeg troede nu at løbet var kørt, idet jeg fyldte 21. Men the Powers That Be lod deres miskundhed skinne over os stakkels oldinge og hævede aldersgrænsen til 23 år i 1975, og så skyndte jeg mig at tage hele to interrailture på ét år mens tid var. De blev afviklet efter samme metode som tur nr. 3, bortset fra at jeg så småt begyndte at udforske Balkanlandene. Jeg har skrevet lidt om det jugoslaviske togvæsen i Globen april 04, så her vil jeg blot nævne, at der på München Hauptbahnhof hang et skilt, hvorpå DB udtrykkeligt fralagde sig ethvert ansvar for hvornår de toge der blev sendt ned på Balkan kom tilbage. Nåja forresten, der er en enkelt anden episode der nok bør nævnes. Det var da jeg fandt på at jeg ville besøge Rumænien. Jeg sad i starten i en enlig 'Kurswagen' mod Bucuresti i et tog, der ellers bestod af vogne fra Beograd, mod Ungarn. Kort før den ungarske grænse blev denne vogn koblet af og spændt efter et damplokomotiv, der trillede østpå mod Timisoara. Folk stod efterhånden ud, og ved grænsen til Rumænien var der ikke andre end mig tilbage. Den jugoslaviske grænsekontrol var hurtigt overstået, men så kom rumænerne - et helt hold af rumænere. De splittede bogstaveligt talt vognen ad, og imens satte en nydelig dame sig overfor mig og spurgte hvor længe jeg egentlig havde tænkt mig at blive i Rumænien. Tre dage, slyngede jeg ud. OK, så var der en pligtveksling på... ja, jeg mindes ikke beløbet, men det gjorde et mærkbart indhug i min beskedne rejsekasse. Faktisk var det nok til at jeg kunne bo på et pænt hotel og spise på restaurant og køre fra sted til sted i taxa, da jeg omsider nåede frem til Bucuresti. Jeg løb her ind i et mindre problem med at forklare de ansatte i et billetsalgssted, at jeg gerne ville købe en obligatorisk pladsreservering, men jeg skulle ikke have en billet tilbage til Beograd. Det lykkedes ikke, men måske var det min midlertidige fornemmelse af at være hovedrig overklasseburgøjser der gjorde, at jeg fandt på at tage en taxa til den danske ambassade. Egentlig ville jeg blot bede om en lap papir med en forklaring på rumænsk, men jeg fik en længere snak med ambassadøren. Derefter blev jeg kørt i diplomatbil tilbage til billetkontoret, hvor min chauffør forklarede i diplomatiske vendinger, hvorfor jeg ikke havde brug for en billet. Det var da ganske sjovt, og jeg overlevede da også resten af måneden i Vesteuropa uden at sulte ihjel. Apropos bøvlede lande: det spanske jernbaneselskab RENFE havde stadig en snert af Franko-mentalitet, men i halvfjerdserne begrænsede chikanerierne mod interrailisterne sig til at man skulle ind på en banegård og hente en billet, men den var dog i det mindste gratis - bortset fra billetter til landets hurtigtog TER og TALGO. De tog der ikke var afgiftsbelagte var i udpræget grad heller ikke hurtige. Senere tog chikanerierne til: der blev indført en regulær afgift for brug af interrail i Spanien, og den skulle erlægges i pesetas. Hvis folk ikke kunne det, blev deres interrailkort beslaglagt. Og så var jeg naturligvis igen blevet for gammel. Men endnu engang blev aldersgrænsen hævet, og jeg nåede en sidste interrailtur i halvfjerdserne i Det eneste specielle ved denne tur var at jeg tilbragte de første to uger i Frankrig, fordi turen skulle bruges som forberedelse til en eksamen i fransk sprogfærdighed på universitetet (taktikken lykkedes). Ved starten af årtiet var de franske togvogne Europas ringeste at sove i: der var 8 personer i kupéerne, sæderne var betrukket med brunt, hårdt kunstlæder, og de kunne ikke bevæges. Ved årtiets slutning var kupévognene generelt blevet erstattet af corail-vogne med flysæder, som var ulige behageligere at tilbringe natten i. Siden er udviklingen i Frankrig imidlertid gået i retning af, at der på hovedstrækningerne næsten udelukkende køres med de hurtige TGV-tog ( trains de grande vitesse ), som interrailister ikke kan bruge uden at betale betydelige tillæg. Så 14 dage i Frankrig på et inter- 6

7 railkort ville være en dyr affære her i Fremskridt er ikke altid en fordel (ligesom det var en katastrofe, da danskerne fik Storebæltsbroen men mistede liggevognstogene). I firserne kørte jeg overhovedet ikke på interrail, selv om der blev opfundet et 'mimrekort' for folk over 26. Men middelhavslandene var utilfredse med at interrailisterne generelt kom fra Nordeuropa, men mest brugte jernbanerne i Sydeuropa. Så der var jævnligt rumlerier om at dette eller hint land ville trække sig ud af ordningen. I 1991 var rygterne så vedholdende, at jeg valgte at afvikle ikke én, men to interrailture, begge efter recepten med kun at sove i tog. Det blev nogle fortræffelige ture, hvor jeg kunne drage fordel både af en stærkt forbedret privat-økonomisk situation og betydeligt bedre guidebøger. Men hvis man udelukkende ser på jernbanedriften, var interrailismens guldalder ovre. Antallet af nattog var langt mindre i 1991 end i halvfjerdserne, og mange nattog bestod nu kun af ligge/sovevogne, som jeg dog i det mindste nu havde råd til at betale. Herudover var andelen af hurtigtog med tillæg, der ikke var omfattet af interrailkortet, steget betænkeligt. Jeg har i tidens løb kørt på en del nationale togkort (DB-Tourist i Vesttyskland, Biglietto Turistico di Libera Circolazione i Italien, Tarjeta Turistica i Spanien), og her var de pågældende tillæg generelt inkluderet - måske med forbehold for nogle ganske få virkelige luksustog. Men ingen har vist interesse for at fremme brugen af interrail i den slags tog. Og i øvrigt er de nævnte kort nu afskaffet; tendensen går i retning af EuroDomino-kortene, hvor man kun har nogle få rejsedage i løbet af en nærmere angivet periode. De helt frie togkort dør ud. Det viste sig at krisen drev over; middelhavslandene droppede ikke interrail. Midlet der overbeviste dem om, at det var værd at forblive i ordningen var en zoneinddeling, der betød at en større del af indtægterne ved salget kunne ledes i retning af de jernbaneselskaber, der reelt transporterede passagererne. Og det kan ingen vel finde urimeligt. Men presset er også aftaget betydeligt. Hvor de mange nattog i halvfjerdserne nærmest var blokeret af sovende interrailister, skal man nu se godt efter for at finde en ægte interrailist. Manglen på gode nattog, reservationskravene og de irriterende tillæg kan have skræmt dem væk, men nok så væsentligt er det vel at konkurrencen fra flyrejserne til klodens fjerneste egne er steget. De folk der i halvfjerdserne lå og sov i togene sidder nu og venter på rutebilen på en støvet bænk i Bolivia. Folk opfatter ikke længere Italien som noget eksotisk; nu skal man mindst til Laos eller Belize eller Tonga for at føle at man for alvor er kommet udenfor hjemmets fire vægge. Og derfor har vi fået en global backpackerkultur i stedet for halvfjerdsernes europæiske interrailvagabond-kultur. Min sidste interrailtur fandt sted i 1998, og det var ikke en ægte interrailtur. For det første havde jeg kun købt to zoner (jeg trillede rundt i Schweiz, Tyskland og Belgien og Benelux med en enkelt afstikker til Paris), og for det andet brugte jeg kun kortet i ca. halvdelen af dets gyldighedsperiode, fordi jeg skulle passe mit arbejde. Men trods de hårde tider for togdriften gennemførte jeg turen efter den klassiske recept med kun at sove i togene - UNDTAGEN den ene nat jeg overnattede i Luxembourg for at få mit land nr. 44, der lige akkurat var nok til at jeg kunne blive medlem af de Berejstes. Mohren har gjort sin pligt, mohren kan gå - jeg køber næppe flere interrailkort 7

8 Blafferrejser Tekst og foto: Claus Qvist Jessen For de fleste rejsende og vel også de fleste her i klubben er det at komme fra A til B noget med at booke et fly eller sætte sig op i en bus. Men der findes skam et meget billigere og langt mere spændende alternativ: Tommelfingeren. At blaffe? Det var da noget, man gjorde i de gode, gamle dage, da mor var dreng. Den gang der ikke var biler og busser i hobetal, og da det at komme udenfor sin egen landsby krævede andres hjul. Eller var det? Måske nok, men blafferi er stadig en fremragende måde at komme frem i verden, og oveni giver det at blaffe langt bedre muligheder for at forfølge det ukendte end nogen anden rejseform. At dyrke rejselivet med tommelfingeren i vejret er i høj grad et spørgsmål om at overgive sig til eventyrets guddommelige uforudsigelighed. Der er masser af gode grunde til at blaffe verden rundt. Udover at man sparer en masse penge, er en af de mere oplagte, at man gerne vil derud, hvor der ganske enkelt ikke går busser, hvor taxaer er for dyre, og hvor udlejningsbiler tenderer science fiction. Oveni kan man glæde sig over, at man ved at blaffe holder en befordringsmæssigt meget mindre distance til lokalbefolkningen, end man ville gøre ved at hyre endnu en triviel luksustaxa. Mange steder i den tredje verden, især i Afrika og Andeslandene, er biler en mangelvare, så dér tager folk de lifter, de kan finde. Til gengæld får chaufføren et lille bidrag til benzinen, og, vupti, man har et bæredygtigt system af uofficielle, private mikrobusser. Verden skal opleves fra jordhøjde i stedet for via dyre luksusture, og intet er bedre for kontakten til den bolivianske campesino end at sidde på ladet af samme, ramponerede lastvogn og ordne verdens-situationen over et par mundfulde gennemtyggede cocablade. Det kræver lige, at man snakker andet end dansk og engelsk, men så snart denne lille hurdle er ryddet af vejen, er der ikke grænser for, hvilke vidunderlige oplevelser, der ligger forude og venter. Man lærer uendeligt meget mere om verden ved at mænge sig på femte klasse med de lokale bønder end ved at ligge ved poolen på et firestjernet hotel og fordybe sig i nok så mange politisk korrekte guidebøger. De rigtige lande Blafferi er genialt i øde egne, hvor busser og tog er mere eller mindre ukendte. Det kræver bare lige, at der også en gang imellem er en bil, og som her i 4000 meters højde mellem Bolivia og Chile kan den slags godt tage sin tid. Hvorfor blaffe? Geografisk set er der ganske store forskelle på at blaffe verden over. Et par årtiers tommelfingerakrobatik har lært mig, at det ideelle blafferland er en mellemting mellem et i-land og et u-land; rigt nok til at have en stor park af privatbiler, men heller ikke så rigt, at folk ligesom i Danmark bliver alt for private. Jo flere penge, der ruller ind på kontoen, jo mindre har folk tilsyneladende lyst til at dele med andre, og det er ikke ualmindeligt at opleve, at rige lande kan være vanskeligere at blaffe i end mellemlandene. I hvert fald i private biler; trucks går det bedre med. På den modsatte side kan de allerfattigste lande, især i Vestafrika, være et problem. Ikke pga. manglende vilje, men fordi der er så få fungerende biler i omløb, at de enten er permanent fulde eller kører som taxaer og meget ofte begge dele. Skal man lave et verdenskort over gode blafferlande, vil de fleste muslimske lande rangere ganske højt. Lige fra Gambia og Senegal over Syrien, Iran, ex- Sovjet og Afghanistan til Brunei og Indonesien har jeg haft held med at stritte med tommelfingeren, og mas- 8

9 ser af gange er et gratis lift endt med invitationer til te eller mad. Undtagelsen er Sinai, hvor de griske beduiner har set for mange, dyrt betalende turister til at udvise antydningen af venlighed. Endnu mere gæstfri chauffører har jeg oplevet i Sydafrika og Namibia, der tilsammen må rangere som de bedste blafferlande i verden. To gange er jeg (sammen med 007-Pia) blevet tilbudt både lift, overnatninger og grillmad ad libitum uden overhovedet at blaffe! De hvide sydafrikanere er uendeligt meget bedre end deres rygte. Kønt ser der ud, men rent blaffermæssigt er Ruta Nacional no. 3 i Argentina en fiasko. Til tider masser af biler, men gider de samle en træt og forblæst blaffer op? Næh, nej. Naturligvis er der også mindre heldige lande, men min eneste, blaffermæssige hadeoplevelse stammer fra Ruta Nacional Numero 3 i Argentina i Om det var fordi landet var i megakrise og skiftede præsidenter, som andre skifter sokker (fem på 14 dage!), vides ikke, men de fleste af mine rigtig lange, kedelige venteture fandt sted ned langs Patagoniens østkyst. Ikke noget med en halv time i ny og næ. Næh, nej. Det var noget med ventetider på mellem tre og fem timer, alt imens flere hundrede biler nåede at passere uden at stoppe. Ikke én gang, men flere gange. Kom der endelig et lift, var det som regel en chilener eller en fra Buenos Aires. De var såmænd flinke nok, men patagonerne altså... Lige så triste og uvenlige som deres forblæste ørkenlandskab, og da vi omsider nåede i bund var vi et par småsure danskere, der så glimrende undte argentinerne deres rædsomme, politiske og økonomiske morads. Helt fedt blev det, da Argentina året efter blev vippet ud af VM i fodbold allerede i indledende runde. Der fik i den ha!! Retfærdigvis skal det siges, at de fleste andre har fine erfaringer med Argentina, men for mig står det som det eneste rigtigt uheldige blafferland i verden. Land og by Selv i gode blafferlande er det naturligvis ikke alle steder, der er lige gode, hvis man vil samles op. Alt 9 andet lige er storbyer ganske håbløse, dels fordi der er for mange korttursbilister, og dels fordi du sikkert ikke skal samme vej som dem alligevel. Det er altid meget lettere at komme til end by end ud af den igen, så skal du fra by A til by B, er det en langt bedre chance at tage en lokal bus til udkanten af byen eller nærmeste motorvejstilkørsel og så blaffe videre derfra. Man skal ud, hvor der kun er én vej, og hvor man er sikker på, at bilerne kører langt. De allerbedste steder er som regel de steder, hvor bilerne tvinges til at stoppe eller i hvert fald sænke farten. Lige efter en toll-gate (som f.eks. i Frankrig, Grækenland og Sydafrika) er der som regel fint, men er der ikke sådan en, så prøv op ad en bakke. Vigtigt er det også, at der er godt udsyn, så chaufføren kan se dig på lang afstand, mens du bør undgå at blaffe ned ad stejle bakker eller i sving, hvor bilisterne enten har alt for meget fart på, eller hvor de ikke kan se dig, før de er forbi. Kun meget få gider bremse og bakke for at hente en ukendt blaffer. Dagtimerne er generelt langt bedre end døgnets mørke halvdel, dels fordi du selv har en chance for at se, hvad og hvem det er, der stopper, men så sandelig også fordi meget få chauffører vil stoppe for en dunkel person ved en øde landevej, langt borte fra hvad som helst. Det kan dog ske, og selv i det sydlige Afrika har jeg med succes overlevet mørkets frembrud. En fin mulighed til både dag og nat er at lave lidt opsøgende arbejde, og her er tankstationer glimrende steder at få kontakt med en flink chauffør. Der har man jo den store fordel, at han/hun får chancen for at se dig an først, hvilket bestemt heller ikke er at kimse af, lidt afhængig af hvor god du er til at se sød og rar ud. Et af de mere underlige lifter: En kinesisk militærlastvogn, hvor jeg endte med at tilbringe det meste af 2-3 dage de sidste kilometer mod Ali i Vesttibet godt formummet i kinesisk militærtøj, så selv politiet troede, jeg var kinesisk officer! 10 minutter efter ankomsten blev jeg alligevel arresteret, men undgik behændigt at blive sendt retur til Kashgar. Hvordan man så prajer et lift kan variere en del fra verdensdel til verdensdel. De fleste steder i Europa, Asien og Sydamerika fungerer det fint med en opad strittende tommelfinger, mens man i Afrika syd for Sahara vil have bedre chancer med arm og finger

10 pegende skråt ned mod asfalten. I bl.a. Zimbabwe har teknikken udviklet sig til et sindrigt system af fingertegn afhængig af, om blafferen vil til højre eller venstre ved næste kryds. Begyndere klarer sig fint uden. En sidste måde at påvirke heldet er at lade være med at ligne en freak alt for meget. Der er ingen, der forventer jakkesæt og slips, men især i de konser-vative muslimske lande er shorts usmart, og næsten alle vegne trækker det fra med langt, beskidt hår eller dreadlocks. Surt regnvejr er heller ikke lige sagen, da det bestemt ikke er alle, der vil have en druknet mus indendørs. Omvendt kan det ske, at bilisterne ligefrem får ondt af dig, men lad være med at satse på det, og ventetiden er i bedste fald kedelig og grå. Endelig: Smil! Sid ikke ned, men stå op, og se glad og energisk ud i stedet for at ligne døden fra Lübeck. Tænk på, at det du beder om, er at blive inviteret ind i chaufførens private hjem, og vi har alle en grænse for, hvem vi gider have indenfor dørene. Specielt enlige chauffører samler dig op, fordi de har lyst til at snakke, og så hjælper det altså ikke, hvis du signalerer, at du er sløv, småsur og ikke særligt snakkesalig. Endnu et godt argument for at lære lidt lokale sprog. Hvem kan blaffe? Trods sit blakkede rygte er Afghanistan ikke noget ringe blaffeland. Bilerne er få og proppede, men det er ikke umuligt at få et lift. Denne let overlæssede truck er fra Herat. Dress code og brede smil Uanset hvor i verden, du blaffer, er det sjældent nogen dum ide at signalere, at du er turist. Hold bagagen til et minimum, knald et dansk flag på rygsækken, og nyd, at du som udlænding har en meget større chance for at blive samlet op end den gennemsnitlige, lokale fjeldbonde. De fleste steder er det, fordi du er interessant, men et sted som Sydafrika hænger fordelen desværre sammen med, at kriminaliteten blandt de sorte er ganske ekstrem. Jeg har oplevet både sorte og hvide chauffører, som med det samme fortalte, at de aldrig ville tage mig op, hvis ikke jeg havde været en hvid turist. Sad story, men endnu en af mange fordomme, der har rod i virkeligheden. En trist sideeffekt ved denne pletvise modvilje mod at samle lokale op er, at det kan være rigtig dårlig business at stå ved vejkanten sammen med eventuelle lokale blaffere. Står du sammen med en sort afrikaner, er der ingen, der vil stoppe, men er du gennemført asocial og går 500 meter væk, er chancerne meget bedre. Den tårnhøje kriminalitet taget i betragtning er der ingen, der kan bebrejde bilisterne noget. Alene den charmerende usikkerhed omkring, hvor man skal tilbringe natten, gør, at blafferi aldrig bliver en folkesport på linie med badeferier og charterrejser. Korttidsrejsende med time-manageren fuld af bookede hoteller og forudbestilte arrangementer vil slet ikke kunne leve med blafferlivets indbyggede usikkerhed. Man ved aldrig rigtig, hvor langt man når den dag og slet ikke til hvor - og så går det naturligvis ikke at have en fast aftale kl. 18 på et gadehjørne i X-købing. Forskellen mellem en komfortdyrkende standardturist og den vilde eventyrer ligger for mig at se i forholdet til det ukendte. Turisten er bange for det ukendte, mens eventyreren opsøger det, og det er lige præcis dér, man finder den største charme ved at blaffe. Blafferi er i det hele taget langt bedst egnet til folk med en uhæmmet trang til det uforudsete, og allerbedst er det naturligvis at have telt og sovepose med i bagagen så er man klar til hvad som helst. Paranoide folk, der får dårlige nerver af ikke at være et bestemt sted kl. 20 i aften, bør holde sig fra at blaffe, og lidt af samme grund er det næppe den ideelle rejseform for børnefamilier. Kærester og andre rejsepartnere kan også være et problem, for det er bestemt ikke nogen naturlov, at alle har lige stor trang til ikke at vide, hvornår man kommer frem (og til hvor!). Blafferiet er derfor klart bedst til solorejser over lang tid. Betydningen af tid kan ikke undervurderes, dels fordi det kan tage tid at finde et lift, men så sandelig også til at forfølge eventuelle fristelser i form af invitationer eller smukke omveje. Blafferliv er ikke til folk, der har let til stress. 10

11 Hvad kan blaffes? Næsten alt, og der er bestemt ingen, der siger, at ens lift absolut skal have fire hjul og et rat. På mine mange rejser rundt om i verden har jeg naturligvis blaffet et hav af biler og lastvogne, men flere gange er det lykkedes at få et lift med nogle mere dekorative transportmidler. På det mere eksotiske plan kan nævnes et par indiske oksekærrer, flere fiskerbåde, en honduransk fragtskude fyldt til randen med tomme colaflasker, sidevognen på en kinesisk motorcykel og et sekspersoners, costaricansk privatfly! Mit til dato mest fantastiske lift må dog være den 33 meter lange luksuskrydser, Katarina Maha, der i november 2003 bragte mig fra Massawa i Eritrea tværs over Rødehavet til As-Saif i Yemen. Undervejs blev jeg så gode venner med den italienske skipper Maurizio, at jeg blev inviteret til et firedages cruise sammen med 10 dyrt betalende folk fra den engelske og amerikanske ambassade. Midt i den herlige suppedas af kolde drinks, lækker mad og Yemens totalt uberørte del af Rødehavets koralrev blev jeg endda gode venner med den britiske ambassadør (!), så udover at få en plads i den officielle (og effektivt bevogtede) jeep op i bjergene blev jeg inviteret til at bo hos hende i San a. Dér blev jeg indlogeret i et 50 kvm luksusrum i selveste ambassadørboligen, og om morgenen kunne jeg glæde mig over at skovle cornflakes ned med sølvbestik med Queen Elisabeth d. 2. s monogram! Sådan går det naturligvis ikke altid, men hvis ikke man opsøger chancerne, sker det i hvert fald aldrig. Held kan påvirkes. Og det skøreste lift? Det fik jeg, da jeg sammen med min daværende kæreste præsterede at blaffe intet mindre end en indisk elefant styret af en pissefuld muslim udstyret med den meget indiske kombination af maksimal nysgerrighed og minimal diskretion!! Den historie kan du læse på næste side i bladet. Sikkerhed Naturligvis er det lidt af et sikkerhedsmæssigt sats at stille sig op i vejkanten og vente på det uforudsigelige i stedet for at daffe hen til busstationen og tage den reglementerede bus. Den erkendelse er også nået til vore politisk korrekte bibler fra Lonely Planet, for i efterhånden hver eneste bog har de en halv snes steder bragt en paranoid disclaimer, der direkte fraråder folk at kaste sig hovedløst ud i blafferlivets usikre rædsler. Måske de er blevet bange for sagsanlæg fra en eller anden amerikansk advokat, der er kommet til skade pga. en LP-anbefalet blaffertur i Langtbortistan. Med til billedet hører, at hele LP-imperiet faktisk blev til på baggrund af en lang blaffer-tur fra London til Australien, men den slags frie og flagrende idealer er nu skrottet til fordel for en airbag-holdning til livet i almindelighed og blafferlivet i særdeleshed. Lovene om produktansvar gælder over hele kloden, men det er godt nok sygt 117 gange i samme bog at læse, at hitchhikers should understand that they are running a small but potentially serious risk and we do not recommend it. Mit smukkeste lift nogensinde: Den 33 meter lange luksussejlbåd, Katarina Maha, der helt tilfældigt skulle retur over Rødehavet fra Massawa i Eritrea til As-Saif i Yemen. Jeg fulgte med gratis og fik i tilgift fire dages gratis flydeferie i selskab med bl.a. den britiske ambassadør i San a! Men er det nu så farligt at blaffe? Måske, men det eneste uventede, jeg nogensinde har oplevet gennem hundredvis af blafferture (de fleste solo), er en masse dejlige møder med gæstfri mennesker verden over. Er man mere forsigtig, kan man tage toppen af paranoiaen ved at blaffe to og to, men det giver ringere chancer for at blive samlet op. Med piger er det naturligvis anderledes, om ikke andet fordi man løber risikoen for voldtægt. Jeg har godt nok aldrig mødt nogen, der har været udsat for andet end generende befamlinger, men det kan såmænd også være slemt nok, og mange piger vil uden tvivl føle sig sikrere ved at blaffe i par. To fyre er naturligvis herligt sikkert, men min oplevelse er, at man skal være heldig for at få et lift især hvis chaufføren er solo (og kvinde!). Til gengæld kan det som fyr være en fordel med en pige ved sin side, men hvornår er det ikke det? - God rejse! 11

12 At blaffe en elefant Tekst og foto: Claus Qvist Jessen Få lande gør så stort indtryk på en fremmed som Indien. Ingen, der besøger dette enorme og fascinerende subkontinent, kan forblive uberørt, og det uanset om man er taget dertil for at dyrke de fantastiske templer, meditere ved den hellige Ganges, bestige en af Himalayas mange toppe, flyde på Goas sandstrande eller ryge sig skæv i det fygræs, der i de glade hippiedage i 68 tiltrak hele armadaer af flippere fra Vesten. Mennesker, der aldrig har været i Indien, vil som regel forbinde landet med Taj Mahal, elefanter eller den glamourøse tid som Imperiets Juvel i Dronning Victorias England. Men ligesom hverken Eiffeltårnet eller Moulin Rouge er bare tilnærmelsesvis dækkende for hele Frankrig, er Indien meget mere end nogle enkeltstående attraktioner. Men Indiens største attraktion og samtidig det, der hyppigst skræmmer livet af uforberedte turister, er the crowd - det enorme, summende menneskehav, der som en strømmende flod fylder alle porer i landet og som gør, at ensomhed eller bare lidt fred ofte er en total og meget savnet umulighed. Indiens gader set oppefra minder mest af alt om en myretue i highspeed, og endnu værre er trafikken set fra jordhøjde. Verden bliver pludselig til en kaotisk farvelade af frugthandlere, rickshaws og evigt truttende biler, og man overvældes let af en følelse af at stå midt i et galehus på en anden planet. Indien er i sandhed et land, der skal opleves med alle sanser. Det er ikke svært at komme geografisk længere væk fra Danmark end Indien, men det er vanskeligt at forestille sig nogen planet i solsystemet, hvor man kulturelt befinder sig længere fra Danmark. og passer hver sit, dyrker sine marker, ofrer til guderne i det lokale tempel eller sitter under sin korkek och luktar på sina blommor". Men grænsen mellem flere generationers ophøjede ro og den totale panik er sjældent mere end et bistik borte; pludselig tirres Ferdinand, og hele landet "bisser" værre end i en Fellinifilm. Kaos kender ingen grænser, og hundreder eller sågar tusinder af uskyldige bliver slået ihjel under tumultagtige scener, som det senest skete under urolighederne ved Ayodjamoskéen i Uttar Pradesh og før det i kølvandet af mordet på Indira Gandhi i Ferdinand og relativitetsteorien Alene indernes fornemmelse af begrebet tid er i bedste fald anderledes end vor. Hinduer tror på reinkarnation, så en menneskealder fra eller til betyder ikke det store i den samlede, forkromede helhed. Nogen gange hører man om indere, der tålmodigt bruger 50 år af deres liv til at udhugge en smuk statue af Shiva i granit eller på at sidde ved en hellig flod og tilbede en af hinduernes mange tusinde sære guder, og andre gange oplever den fremmede, at en ventetid på blot få minutter bare er for meget for den evig nysgerrige og altid utålmodige, menige inder. Et andet billede, man som indiensfarer kan komme til at tænke på er "Tyren Ferdinand", kendt af alle fra Disneys årligt tilbagevendende juletegnefilm. Hovedparten af tiden er der ingen grænser for indernes tålmodighed, og alle tuller rundt i deres egne små kaster Af alle verdens 193 lande må Indien tage førstepladsen i disciplinen ekstremer. Intet er umuligt i dette mægtige land, uanset om det er en livslang bøn i Varanasi eller at blaffe en elefant i Jaipur. Amber Fort Især de midterste delstater i bæltet mellem Delhi, Calcutta og Bombay er et godt sted at opsamle ekstreme inderhistorier, og et par af mine egne sære oplevelser fandt sted for snart en del år siden i delsta- 12

13 ten Rajahstan, et ørkenland i Indiens vestlige del tæt på grænsen til Pakistan. Hovedstaden dér hedder Jaipur og godt 10 km udenfor byen ligger det flotte gamle ørkenfort, Amber Fort, hvor man rigeligt kan få en hel dag til at gå med at beundre både stedet og de tørre, brune omgivelser. Selve fortet ligger få hundrede meter oppe på en bakketop, og til glæde for både de mere mageligt anlagte turister og sig selv giver driftige indiske elefantejere (formedelst en passende betaling) turisterne en tur på elefantryg fra dalen op til fortet og retur. Vi, kæresten og jeg selv, holdt os væk fra betalingsturismen og fik i stedet en god dag til fods i ørkenlandet. Da vi sent på eftermiddagen skulle hjem til Jaipur, stillede vi os som altid ned ved den lokale vej og ventede på det første og bedste transportmiddel, der lod sig blaffe, og det viste sig at være intet mindre end en elefant! At tomle en elefant lader sig næppe gøre mange andre steder end i Indien, og da elefanten og dens ejer alligevel skulle ind mod Jaipur, blev vi formedelst en god dansk 15-kroneseddel tilbudt at gøre turen tilbage på elefantryg. Ok, så fra nærmeste mur klatrede vi op i den lille pavillion på elefantens ryg, og i luntetrav gyngede vi os vej gennem aftenluften ind mod Jaipur. islamiske Arabiens totale afholdenhed blev hurtigt punkteret, for vor elefantmands første mange spørgsmål drejede sig om, hvorvidt dansk whisky var bedre eller dårligere end indisk whisky, og om spritpriserne i Danmark. Muligvis som følge af prischokket faldt han nærmest i søvn, alt imens snabeldyret godmodigt trissede af sted ad den vej, den havde fulgt i det meste af en elefantalder. De 10 Bud Et par kilometer senere vågnede vor mand op til dåd igen og startede derpå - som enhver anden indisk mand - med at bombardere os med De 10 Bud - de 10 standardspørgsmål, enhver indiensfarer bliver plaget med mindst 50 gange dagligt: Whaaaat sss you good name, Sahib?, Wheeeeerrre do you come from, Sir? etc. etc., naturligvis fyret af med en staccatoaccent som Peter Sellers i hans bedste roller som indisk galning. Det er faktisk ikke let at lytte til indisk engelsk uden at trække på smilebåndet. På et tidspunkt nåede han så til Are you maaarried?, og for at befri min kæreste for risikoen for indiske hænder alle vegne, svarede jeg Yes!. How long time you be maaarried?. Tjah, ét år, hvorefter han fulgte op med det uundgåelige How many chiiiiildrrren. Vi svarede, hvad sandt var, at vi ikke havde nogen børn, og et millisekund senere fyrede han så trumfen af: Have you tried an operation?!. Diskretion har aldrig været indernes stærke side, og det oversteg simpelthen mandens fatteevne, at man kunne være gift i over ét år uden at have fået børn! Vor elefantproprietær var tydeligvis hamrende beruset og fortalte beredvilligt, at han var muslim, 64 år gammel, og at han havde to koner på 48 og 49, der hver havde skænket ham fem børn. I alt hele seks sønner og kun fire døtre, så han var en stolt mand. Han pludrede lystigt videre, og alle vore forestillinger om det 13

14 At blaffe er at leve Tekst og foto: Anders Pedersen I starten af juli 1993 stak jeg for første gang tommeltotten i vejret i håbet om at nogen ville stoppe. Det var en lille tur på 22km fra Struer til Hvidbjerg, og jeg konstaterede stolt at jeg havde sparet 24kr. Jeg havde genfundet barndommens glæde i hvordan en tommeltot kan bruges til at tilfredsstille sig selv. Ikke længere som substitut for en sut, men som et gratis transportmiddel til hele verden. Nu behøvede penge ikke længere at sætte grænserne. Indtil sommeren 1994 havde jeg kun været i fire lande, men den sommer blev startskuddet til mange flere, og det med min til stadighed bedste rejseoplevelse nogensinde. Den bedste fordi, den gav mig lysten og modet til mere. vejene, der stod letpåklædte piger og vinkede goddag og farvel ved hver eneste by, der var politi alle vegne og folk kørte generelt med en dødsforagt, som kun folk med reinkarnationstro kan tillade sig. Først på aftenen blev vi stoppet af politiet for et eller andet, og kort tid efter brød bilen sammen i en landsby, som mest af alt mindede om noget fra en gammel cowboyfilm. To timer senere - beriget med en masse hidsige ungarske gloser og en ærgrelse over at John Wayne aldrig dukkede op og klarede ærterne - kunne vi køre videre. Efter yderligere et par timers kørsel, som bl.a. bød på mit første McDonalds-besøg nogensinde, læssede han mig af ca. 80 km fra Budapest. I dag 10 år og km på stop efter hænger tommelfingeren på min wall of fame. Jeg nyder at flyve, sejle og køre i tog, men turene på stop er og vil nok altid være noget specielt for mig. uforudsigeligheden og spontaniteten længe leve. Hurra!! Jeg var 16 år gammel, det var sommer, og jeg ville blaffe ned for at besøge min søster i Rumænien. Med 800 kr og en lånt rygsæk tog jeg mandag morgen af sted med en naiv og godtroende indstilling til mennesker og livet generelt. Der måtte da være nogen der kunne fragte mig de godt 2000 km ned til Rumænien. Førstedagen gik helt efter bogen, og da jeg stod op tirsdag morgen troede jeg, at jeg med lidt held i tommelfingeren ville ankomme til min søster senere på dagen - men nej. Det var meget forskellige folk der samlede op. Der var unge og gamle, direktører og bistandsklienter, men trods deres forskellighed havde de lysten til at hjælpe mig et stykke videre fælles. Folk var generelt flinke, når jeg henvendte mig til dem på rastepladser. Kunne de ikke hjælpe af den ene eller anden grund, havde de fleste trods alt stadig overskud til at give mig en lille gute fahrt-hilsen med på vejen. Konklusionen efter de første 1000 km var, at selvom jeg var en lille uskyldig 16-årig med halv-kikset grydeklip og små dunbefængte drengeben, så var det bedste værktøj inden for blaffer-kunsten desværre stadig noget så kedeligt som tålmodighed. Efter et par lift, kom jeg kort før Østrig op at køe med en tilfældig ungarer. Et lift som alle andre! Vi viste pas og med Tyskland og Hitlers infrastruktur i ryggen, kunne vi hyggesnakkende - på engelsk vel at mærke - trille henover Østrig i et anstændigt tempo. Inden længe blev det igen tid til at vise passet frem, og vi kunne sige goddag til Ungarn og goddag til hundredvis af nye indtryk for en 16-årig. Der var hestevogne på Det famøse pas Nu var klokken et, og jeg nåede lige at tænke: shit, for en tur, før jeg måtte sande, at én ulykke sjældent kommer alene. Lige pludselig blev det smarte ved, at mit pas havde ligget i forruden hele turen, da det skulle bruges ved to grænser, nu mindre smart. For der lå det stadig! Og det kunne jeg så stå og tygge lidt på, mens jeg så baglygterne forsvinde længere nede af vejen. Hmmm, hva så? For første gang nogensinde stod jeg Palle alene i Ungarn med den famøse rejselort kildrende i halsen, og lige umiddelbart så jeg kun 14

15 to muligheder, og det valg ville få konsekvenser for, om jeg de kommende år ville vælge Kilroy og Jysk eller Tjæreborg og Spies som min kommende rejseleverandør. Grin eller græd! Hvor er jeg dog glad for den dag i dag, at jeg valgte at trække på smilebåndet, fandt en stor høstak og indlogerede mig på et 1000-stjerners hotel på en græsmark i en lille ungarsk by, og faldt i søvn med troen på, at hvor der er vilje er der vej. Næste morgen klarede jeg de 80 km til Budapest med et lift. Jeg fandt den Danske Ambassade, og de udstedte uden de helt store problemer et provisorisk pas til mig. Jeg kom ud af byen og fik et lift med en russer, der yndede at sætte hastigheden på lav, og den russiske folkemusik på høj. Han satte mig af i byen med det sjove navn; Püspökladány, mindre end 100 km fra den rumænske grænse. I morgen måtte det da være muligt, at nå det sidste stykke til Cluj i Rumænien. Men igen, nej! Da jeg ved middagstid viste mit midlertidige pas til grænsevagterne, gik det galt. Is no good, get out. Jeg måtte stige ud, tage mine ting og lade mit lift køre videre og tage uretfærdighedskampen op mod to magtbegærlige kasketklædte grænsevagter. Øv, hvor kunne man hurtigt føle sig magtesløs. Back Budapest, Police. Jeg prøvede at forklare mig, og viste dem en skrivelse fra ambassaden på engelsk, hvor der stod hvem jeg var, men de grinede bare. Efter et kvarter måtte jeg give op. De forstod mig ikke, og jeg havde heller ikke indtryk af, at de havde lyst til at forstå mig. Der var 280 km tilbage til Budapest, og kun godt 100 til min søster. Det skulle blive løgn. Uretfærdig behandling skulle de simpelthen ikke få lov til at slippe af sted med. Grænsepatruljen... Jeg gik en kilometer tilbage mod Budapest, drejede skarpt til højre og gik igennem en to meter høj majsmark, krydsede en jernbane, og vadede igennem en masse krat og buske. Efter godt en time stod jeg i kanten af en åben græsmark, og kunne stå og kigge over på Rumænien, som lå mindre end 400 meter væk. Jeg kunne se to vagttårne, men ingen mennesker, så jeg fortsatte østover. Jeg skulle nok prise mig lykkelig for at Ceausescu fem år tidligere havde fået en kugle for panden, ellers havde det måske været standardproceduren for mig, da jeg godt 200 meter inde i Rumænien kiggede over højre skulder og så to soldater komme løbende: Hey! Me turist! Nice walking. Ooh Passaport. Et eller andet måtte jeg jo prøve, og hvad var mere nærliggende end at spille dum turist. Jeg tænker at jeg kom rollen et skridt nærmere, da jeg fik dem overtalt til at posere for den lille uforstående turist med hans konfirmand-kamera, der stod overfor dem, men lige lidt hjalp det. Den ene af de to fulgte mig tilbage til det rumænske grænsekontor, der mest af alt lignede en af de bygninger på Sydhavnen, som bare står og venter på at en dansk millionær, skal komme og rive det ned og bygge endnu en arkitektonisk skønhed. Efter at have gennemsøgt min bagage og haft ringet til min søster for at høre om hun ventede besøg af en lille knægt, faldt de lidt til ro, men stadig uden begreb om, hvad de skulle stille op med en som mig. I løbet af dagen snakkede jeg med fire forskellige, der talte så jeg kunne forstå det, og de gav mig fire forskellige meldinger: Fortsæt, tilbage til Budapest, tilbage til Danmark og to års fængsel. Uvisheden fik dagen til at gå langsommere, men mine vagter gjorde deres til at forkorte tiden. De bød mig lokale cigaretter, alt imens de forsøgte at forklare mig VM-stillingen, hvor Rumænien nyligt havde slået Argentina. Først på aftenen havde de rumænske grænsefolk fundet løsningen på deres problem. Så godt otte timer efter jeg ankom til den ungarske grænse, stod jeg der nu igen, for hvad var mere nærliggende end at smide mig over til naboen. Jeg blev modtaget af en kaptajn og en majorsergeant, som også fungerede som tolk. Jeg talte dog et ret så skidt fransk, så de måtte til staden og grave en anden op. Der gik endnu en time i enerum, hvor magtesløsheden for alvor satte ind, kunne de da bare sige et eller andet. Efter halvanden time kom tolken - en Alex Nyborg Madsen-klon med spraglede bukser. Han forklarede mig, at mit pas sikkert var godt til alle andre lande men bare ikke Rumænien, så jeg skulle tilbage til ambassaden og have et nyt. Midt om natten blev jeg sat på et tog mod Budapest - glad for at være på farten igen omend det var i den forkerte retning. Lige efter morgenmaden stod jeg nu igen foran ambassaden. Jeg forklarede kun det nødvendige, da jeg blev enig med mig selv om, at de ikke behøvede at vide alt. De sendte mig ned på politistationen, hvor jeg måtte vente i en halv time. Derefter kom jeg ind på et kontor for at udfylde nogle papirer, der skulle give mig det stempel, der kunne sende mig retur. Midt imellem rubrikkerne bopæl og føde- 15

16 sted ringede telefonen. It s for you, sagde manden overfor. Øøh, undskyld? Hvor var de mennesker, der nu skulle bekræfte mig i, at det ikke bare var lidt absurd, at der blev ringet til mig på en politistation i Budapest, Ungarn? Hvor var de? Stadig tvivlende tog jeg røret, og lyttede lidt før jeg sagde: Hallo - Ja, hej det er mig Mig fra ambassaden. Manden du kørte med den anden dag, har lige været her og aflevere dit pas. En halv time senere, stod jeg så igen på mirakuløs vis med mit eget bordeaux-farvede pas i hånden. Jeg kom hurtigt ud af byen, fik et lift, og sidst på eftermiddagen blev jeg mødt med: Hey, hey Dinamarca. Grænsevagterne genkendte mig, og denne gang lod de mig slippe igennem, da jeg kunne vise dem min generhvervelse. Fredag aften klokken halv 12, fire og et halvt døgn efter jeg var taget hjemmefra, stod jeg i Cluj. Jeg var stadig den samme, stadigvæk naiv og godtroende, men alligevel forandret. Jeg kunne nu endelig, som den knap så uskyldige 16-årige knægt jeg var, ringe til min søster og melde min ankomst. Kaj Heydorn og Claus Qvist Jessen jubilerer I sidste nummer af Globen var det Arne Runge, som jubilerede, og nu er turen altså kommet til Kaj Heydorn og Claus Qvist Jessen. Den eksklusive klub 100 er hermed udvidet til i alt seks medlemmer (nulevende). Tillykke med det! Kay Heydorn Med sin seneste rejse til Libyen har nu også Kaj mænget sig med klub 100. Kaj har ofte benyttet sine tjenstlige rejser - indtil sin pensionering for Risø for i hvert fald fem år siden - til at skaffe sig nye lande. Det sker stadigvæk når han deltager i konferencer, nu som aktiv pensioneret ingeniør inden for den ikke meget kendte videnskab metrologi - læren om hvordan man måler noget. At Kaj også hører til kredsen af uforfærdede rejsende viser hans rejse til Irak sidste år om. Kaj, der ikke just er nogen vårhare længere, er et strålende eksempel på, at alder ikke er nogen hindring for et aktivt og anderledes rejseliv. Må det vare ved! Claus Qvist Jessen Lige fra begyndelsen har Claus været indædt modstander af landetælleriet, som han mener er en forkert måde at måle berejsthed på. Ironisk nok er det nu alligevel lykkedes ham, at hutle sig gennem 100 lande på trods af hans forholdsvis unge alder: årgang Seneste skud på stammen blev Rumænien. Til Claus forsvar skal dog siges, at han altid tilstræber længerevarende ophold i de lande han besøger. Bliv ved med det! Klubbens medlemmer kender nok først og fremmest Claus for hans hyppige deltagelse i medlemsmøderne, men også i kraft af hans store engagement i bestyrelsen, som redaktør, og ikke mindst som en af de flittigste bidragsydere til Globen. Claus er uddannet på DtH (nu DtU), men i de senere år har han forsøgt at leve som free-lance rejsenørd, indtil han for nylig blev head-hunted (sgu!) til en indbringende stilling, der krævede hans kemiske ekspertise. Både før under og efter ingeniørkarrieren har Claus gjort sig bemærket som forfatter (bl.a. bogen Backpacker plus væsentlige bidrag til tre lærebøger indenfor rustfrit stål!), artikelskribent, fotograf og foredragsholder. Se Oveni er Claus klubbens lystfiskervagabond, som gladelig hiver alskens særheder op fra de syv have. God fangst, min ven, trods stedsevise krusninger på overfladen! Henrik Døcker / Søren Bonde 16

17 Commando raids in Europe Tekst og foto: Knud B. Bach Temaet Transportformer på rejsen giver mig associationer til mine specielle køretøjer. Det kunne jo være Jylland rundt på min gamle, kære konfirmationscykel, Tysklandstur på min Everton-knallert, Paris-raid på min BSA Golden Flash motorcykel i 1965 eller Vestafrika-ture i min 2CV, konstrueret i Abidjan - men nu vælger jeg Commandoen. sidste tur til Istanbul passerede vi km. Der deltog 9-10 personer - generelt studerende med lyst til rejseoplevelser. Gruppen blev sammensat i juni før sommerferiens start. Bortset fra min bror og kæreste var jeg den eneste gennemgående person og egentlige ejer. Undervejs så vi Europas klassiske seværdigheder. Turene var enormt begivenhedsrige, da Commandoen overalt vakte stor opsigt. Jeg vil udvælge nogle begivenheder og lade billederne fortælle. Chevrolet Commando årgang 1942 Reparation ved den tyske autostrada Morten Mekaniker er under bilen I marts 1968 købte jeg sammen med en kammerat en Chevrolet Commando årgang Vi købte den på militærets overskudslager i Aalborg for 700 kr. Køretøjet - en mellemting mellem jeep, tank og minibus - kom til Danmark via Italien med de amerikanske invasionsstyrker under Anden Verdenskrig. Commandoen er beregnet til at bringe officerer tæt på fronten for at udarbejde kort og lave planlægning. Den er udstyret med frontgunner position, rattet sidder i venstre side, bremser og koblingsplads er ombyttet og den kørte kun 2-3 km på literen. Indregistreringen tog tid; da bilen ikke tidligere var anvendt som civilt køretøj skulle den først typegodkendes. I denne bil gennemkrydsede vi Europa i fire sommerferier: 1968 DK, Tyskland, Schweitz, Italien, Monaco 1969 Tyskland, Holland, Luxemburg, Belgien, Frankrig, Andorra, Spanien 1971 Tyskland, Frankrig, Andorra, Spanien 1972 Tyskland, Østrig, Jugoslavien, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland, Italien, San Marino Turene varede normalt 3-4 uger. De startede gerne midt i juli, og tidsbegrænsningen kom ofte af, at min bror, Morten Mekaniker, skulle hjem på gården til høstarbejde. Vi kørte normalt km, men på den Reperation var også et tilbagevendende tema. Et år var bilen solgt og køberen havde glemt at lukke vandet af køleren om vinteren. Resultat: køleren var frostsprængt, og motoren løb varm ved lidt højere hastighed. Fra en tysk lastbilchauffør lærte vi et trick om at tætne køleren med opløst rugbrød. Det var ikke den optimale løsning jeg måtte fra Rendsburg af sted på stop efter en ny brugt køler fra militærets over-skudslager i Viborg. Senere på vej op af St. Gothard-passet sad jeg pludselig med en løs gearstang svingende frit i luften. Vi fik os trillet ind til et lille værksted, som venlige folk stillede til rådighed. Så løste vi selv problemet. Bortset fra encounters med tysk politi blev vi overalt mødt med stor hjælpsomhed. 17

18 Østrig, Der Blauen Donau vi gør sommerklar Normalt kørte vi i ét stræk gennem Tyskland, som vi fandt mindre interessant når Rivieraen ventede. Syv personer kunne sove bag i, mens tre sad foran. Når vi kom over Alperne gjorde vi bilen og os selv klar til Rivieraen. Vi skiftede til shorts og t-shirts, tog vinduerne af og lagde dem på taget. Vognen blev efterhånden meget udsmykket. Vi havde mange genvordigheder med tysk politi, som havde meget lidt humor til overs for diese alte kiste. Spørgsmålet om de ikke havde set den på vej til Danmark under krigen var heller ikke velkommen. Vi fik flere bøder bl.a. for at køre speedy under Elbtunnellen. Disse begivenheder malede vi på fordøren som vores trofæer. Vores valgsprog, som vi tog fra et tysk ølglas: Per aspera ad Astra (gennem trængslerne til stjernerne ), hjalp os frem! Frankrig var vores favorit. Her var både vi danskere og bilen populære. Engang uden for Bordeuax ved Atlanterhavet inviterede et pænt ægtepar os til deres overdådige sommerhus. Derefter overlod de os sommerhuset med køleskab et cetera til frit brug. Vi kom igennem Cahor, hvor Prins Henriks far Grev Mompezat havde vinslot. Prompte besluttede vi os for at køre ind og sige go dag - vores tre franskstuderende fra Aarhus Universitet fandt idéen upassende og hoppede af ved lågen. Greven modtog os venligt, han viste os vinmarkerne og serverede et glas til afsked. De tre studiner var i mellemtiden listet frem. Senere udenfor landsbyen faldt vi i snak med en gammel, fattig kone. Hun havde set bryllups-billeder af Prins Henrik og Prinsesse Margrethe og insisterede på, at vi danskere skulle have hendes sidste høne til suppe. En rørende gestus, som vi dog måtte afslå. Vi elskede Bulgarien - folk var fattige men venlige. Vi frådsede i spydstegt lam med megen god rødvin og ikke at forglemme benzin til 35 øre literen. Vi så på sigøjnere der trak rundt med uskyldige bjørne i en snor, og om aftenen dansede andre på gløder på bare tæer. I Sofia havde vi dog et lille uheldigt møde med en Trabant, da Commandoen prikkede den et lille hul i højre forskærm. Ejeren havde været alt for optaget af de lyse skandinaviske piger bag i bilen - især deres fremskudte barmprofil. Under stor sammenstimling og megen palaver insisterede han på 50 dollars. Med hjælp fra politiet lukkede vi sagen med syv dollars - til gengæld blev vores (tomme) film konfiskeret. Istanbul - Commandoen ved det Gyldne Horn Bulgarien panik omkring Commandoen i Sofia Tyrkiet. For de fleste af os var dette vores første møde med østens mystik. I Edirne fik vi om aftenen efter lukketid lov at komme ind i byens moske. Bedesalen var kun svagt oplyst - vi var tryllebundne. De store moskeer i Istanbul samt sultanens harems-palads fascinerede os. Vi kørte op mod Sortehavet, men over mod Soviet var der lukket med pigtråd og beton. Det var en anden tid - den kolde krig herskede og vi havde knap hørt om terror. 18

19 Idyl under frokostpause i Alperne Idyl i Alperne på hjemturen. Middagen om aftenen var normalt på små restauranter, men frokost indkøb og forberedelse var fælles, hvor opgaverne gik på skift som på kollegiet, og kun Morten Mekaniker var fritaget. Jeg husker at fælles spisning kunne ligge på en krone pr. deltager. Hen imod slutningen af turen var pengene næsten altid brugt op. En gang i Tyskland var der forslag fremme om, at Morten skulle lejes ud som karl for et halvt år med hyren forudbetalt, for at vi andre kunne købe benzin. I stedet solgte vi bilens akkumulator; på resten af turen måtte vi så altid parkere ned ad bakke. På en sådan commandotur var det ikke altid idyl der herskede: ind imellem måtte der holdes krigsråd. En gang mistede vi et par af deltagerne, som stod af commandoræset i Barcelona. En anden gang måtte jeg selv tage hjem med Morten på stop fra Andorra, da høsten på familiegården skulle i gang. I dag ser vi tilbage med glæde på turene og de fantastiske rejseoplevelser. Det var jo før Danmark blev medlem af Fælles-markedet (nu EU) og vi kom til at kende store dele af Europa på nært hold. Det var også med til at starte min rejselyst, der fortsat er meget stor. Tuktuk-tamtam Redaktionen har modtaget følgende rejsebrev fra vort medlem Rasmus Krath: Verden set fra en tre-hjuler - Tuktuk fra Bangkok til Aarhus Lige nu er jeg sammen med nogle ansatte ved Jysk Rejsebureau ved at køre en Thailandsk TUK TUK (trehjulet auto-richshaw) fra Bangkok gennem hele Asien, Persien og Østeuropa op til smilets by, Aarhus. Projektet sponsoreres gavmildt af diverse firmaer og vi skal saa tjene det ind for dem via en masse mediesjov undervejs i alle landene samt i DK via aviser, radio og TV. Vi har ogsaa en hjemmeside ( der ugentligt opdateres med historier, billeder og filmklip. Siden har vist haft over 4000 besøgende hver måned - det tror jeg da er meget godt. I er velkomne til at tage et kik! Det er et lidt vanvittigt projekt - der er km, og tuktuk'en kører riiimeligt langsomt... Men det er enormt sjovt, og vi får en helvedes masse opmærksomhed, når vi kommer kørende en flok hvide mennesker i en rickshaw herovre. Pt. er vi i Pakistan og kæmper os nu mod den afghanske grænse efter at tuktuk'en er blevet finpudset af pakistanske mekanikere i en hel uge... Håber alt er vel derhjemme! Alt det gode, Rasmus Krath 19

20 Når rejseliv bliver hverdag Tekst og foto: Pia Baltzer og Poul Saabye Er I ikke snart trætte af at rejse så meget? Hvornår kommer I hjem? spørgsmål som disse er blevet mere hyppige, som tiden er gået. Svarene svæver stadig et sted i det uvisse. I juni 2000 forlod vi Danmark i vores Mitsubishi 4x4 udrustet med tagtelt, campingkøkken, solcelleanlæg, mobilkontor og en masse eventyrlyst. Nu hvor vi skriver maj 2004, befinder vi fortsat på landevejene, hvor vi har tilbagelagt km fordelt på fire kontinenter. Fire år er lang tid at rejse og en af grundene til, at vi stadig rejser, er at vi efter flere forsøg endelig har fundet den helt rigtige rejseform. Vores fællesrejser startede med traditionelle charterferier, hvor vi næsten altid endte med at stikke af fra turguiderne for at opleve eventyret på egen hånd, men det blev alligevel hurtigt for trivielt. Vi forsøgte os i stedet med seks måneders motorcykeltur. Drømmen om at opleve den endegyldige frihed, når vi susede derudad og tanken om wildcamping med lejrbål og snobrød, fik dog hurtig et andet perspektiv. Realiteten var, at vi følte os bundet til at køre fra by til by, fra hotel til hotel. Vi kunne ikke have tilstrækkeligt med vand og mad med os, og når vi ville campere, var vi ofte bange for, at folk ville finde os. Pladsproblemet begrænsede sig ikke kun til at være et spørgsmål om mad og vand. Vi kørte to personer på én motorcykel, og selvom det var en stor BMW 1100 RT, så var pladsen alligevel trang. Det betød, at vi måtte være økonomiske med pladsen og derfor var nødt til at dele tøj (Pia endte derfor med at bruge Pouls underbukser!) Vejforholdene uden for Europas grænser var ikke just at sammenligne med de velkendte hjemlige, så vi turde kun køre i dagslys. Skrækken for at støde på huller i vejen på størrelse med badekar og modkørende bilister uden lys, var en overvejende faktor. Et andet problem, som vi ikke havde overvejet inden afrejsen, var sikkerhedudstyr. Naturligvis kørte vi begge med styrthjelm, handsker, støvler og specielt tøj m. indbygget beskyttelse i tilfælde af styrt, men når dagtemperaturerne konstant var over 30 grader og luften hed og tør, så blev det hurtigt for varmt at være motorcyklist iført det rette tøj. At tage på sightseeing iført motorcykelstøvler og alt det varme tunge tøj var en anden historie, men at efterlade det hele på motorcyklen, kunne vi med beklagelse erkende var en endnu dårligere ide, da langfingrede folk i Jerusalem forsøgte at stjæle vores bagage og motorcykeltøj, mens vi kiggede os omkring! Som tiden gik fandt vi ud af, at hvis vi fortsat skulle rejse på alverdens landeveje, så måtte det være i bil. Livet på landevejen var for stressfuld på motorcykel og friheden, som enhver motorcyklist elsker, var væk! I bil er det anderledes. For det første er vi ikke lige så udsatte i bil, som på motorcykel. Det betyder bl.a. at vi ikke behøver iføre os flere lag sikkerhedstøj. Vi kan køre om aftenen og natten, hvis vi vil og det er ikke noget problem at efterlade vores ting, for at gå på sightseeing, for alt er låst inde i bilen, som naturligvis har alarm på! I bilen har vi ikke pladsproblemer. Vi har alverdens brugelige og ubrugelige ting med os. ( og Pia har endelig fået plads til sine egne underbukser!) Tilmed har vi fået plads til et rigtigt køleskab, så nu har vi altid koldt vand og friske madvarer. Friheden ved at rejse i bil er enorm. Vi kan køre alle steder uden at skulle bekymre os om vind/vejr og vejforhold, men bedst af alt er dog vores tagtelt. Nu kan vi campere alle steder, lave lejrbål og drikke iskolde øl, mens vi bager snobrød og kigger på stjernehimlen over os. Ofte venter vi med at slå teltet op, til vi skal sove. Det tager kun to minutter, så Poul ordner det alene, mens Pia børster tænder! I teltet sover vi godt og beskyttet. Vi kan ikke forestille os, at friheden kan blive meget større. 20