Udkast til Lov. Ægteskabets Retsvirkninger. Kapitel I. Almindelige Bestemmelser.

Transkript

1 Udkast til Lov om Ægteskabets Retsvirkninger. Kapitel I. Almindelige Bestemmelser. 1 Mand og Hustru skal vise hinanden Troskab og være hinanden til Støtte. De skal i Fællesskab varetage Familiens Tarv. 2. Det paahviler Mand og Hustru, gennem Tilskud af Penge, gennem Virksomhed i Hjemmet eller paa anden Maade, at bidrage, hver efter sin Evne, til at skaffe Familien det Underhold, som efter Ægtefællernes Livsvilkaar maa anses for passende. Til Underholdet henregnes, hvad der udkræves til Husholdningen og Børnenes Opdragelse saavel som til Fyldestgørelse af hver Ægtefælles særlige Behov. 3. Kan Udgifterne til en Ægtefælles særlige Behov og Udgifterne ved de Hverv, som han efter Skik og Brug og Ægtefællernes Forhold har at varetage for Familiens Underhold, ikke dækkes af det Bidrag, han selv skal yde ifølge 2, er den anden Ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne Pengemidler i passende Beløb ad Gangen Dette gælder dog ikke, hvis en anden Ordning er paakrævet, fordi Ægtefællen har vist sig uskikket til at forvalte Penge, eller fordi andre særlige Grunde foreligger. 4 Hvad der i Henhold til 2 og 3 overlades en Ægtefælle til Fyldestgørelse af hans særlige Behov, betragtes, som om han selv havde indført det i Fællesboet 5 Forsømmer en Ægtefælle at opfylde sin Underholdspligt efter 2, bliver der paa Begæring at paalægge ham at yde den anden Ægtefælle et Pengebidrag i det Omfang, hvori det efter Omstændighederne maa anses for rimeligt.

2 2 6. Lever Ægtefællerne paa Grund af Uoverensstemmelse ikke sammen, finder Reglerne i 2 tilsvarende Anvendelse. Det Tilskud, som den ene Ægtefælle herefter skal yde til den anden Ægtefælles og de hos denne værende Børns Underhold, bliver paa Begæring at fastsætte til et Pengebidrag. En Ægtefælle, som væsentlig bærer Skylden for Samlivets Ophævelse, har dog ikke Krav paa Bidrag til sit eget Underhold, medmindre særlige Grunde taler derfor. 7. I de i 6 omhandlede Tilfælde kan Overøvrigheden i det Omfang, hvori det efter Ægtefællernes Livsvilkaar og de øvrige Omstændigheder maa anses for passende, paa Begæring paalægge den ene Ægtefælle at overlade 'den anden Ægtefælle Brugen af Løsøre, som ved Samlivets Ophør hørte til det fælles Bohave eller til den anden Ægtefælles Arbejdsredskaber. Brugsretten over Løsøre, der herefter er udleveret en af Ægtefællerne til Benyttelse, kan ikke anfægtes ved Aftale mellem Trediemand og den anden Ægtefælle. Den brugsberettigede Ægtefælle kan kræve sig indsat i Besiddelsen ved en umiddelbar Fogedforretning i Overensstemmelse med Lov om Rettens Pleje af 11. April Spørgsmaal om Underholdsbidrag efter 5 og 6 afgøres af Overøvrigheden. Denne kan til enhver Tid paa Begæring af en af Ægtefællerne ændre sin Bestemmelse, naar Forholdene væsentlig har forandret sig. Med Inddrivelse af paalagte Bidrag, Afsoning og andre Tvangsmidler forholdes der efter de derom i Lovgivningen særlig givne Forskrifter. Underholdsbidrag efter 6 kan efter Omstændighederne paalægges for en Tid, der ligger indtil 3 Aar forud for Begæringen. De i nærværende Lov indeholdte Regler om Underholdsbidrag gør ingen Forandring i de efter Fattiglovgivningen gældende Regler om en Persons Pligt overfor det offentlige til at forsørge sin Ægtefælle eller sine Børn. 9- Ved Afgørelser i Henhold til 5, 6 og 7 kan en mellem Ægtefællerne truffen Aftale fraviges, hvis den skønnes aabenbart ubillig, eller hvis Forholdene væsentlig har forandret sig. 10. Ægtefællerne er pligtige at give hinanden de Oplysninger om deres økonomiske Forhold, som kræves til Bedømmelse af deres Underholdspligt. 11. Under Samlivet er hver af Ægtefællerne i Forhold til Trediemand berettiget til paa begges Ansvar at indgaa saadanne Retshandler til Fyldestgørelse af den daglige Husholdnings eller Børnenes Fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette Øjemed. Samme Ret har Hustruen med Hensyn til sædvanlige Retshandler til Fyldestgørelse af sit særlige Behov. De her nævnte Retshandler anses for indgaaede paa begge Ægtefællers Ansvar, hvis ikke andet fremgaar af Omstændighederne. En Ægtefælle kan uanset Mindreaarighed selv indgaa saadanne Retshandler, som omtales i nærværende Paragrafs 1ste Stykke.

3 3 Hvis den, med hvem Retshandlen blev indgaaet, indsaa eller burde indse, at det, som Retshandelen gik ud paa, ikke var paakrævet, bliver den anden Ægtefælle ikke forpligtet. Hvis under samme Forhold Retshandlen er indgaaet af en mindreaarig, bliver denne ej heller selv forpligtet. 12. Misbruger en Ægtefælle den Ret, som tilkommer ham efter 11, kan Overøvrigheden paa den anden Ægtefælles Begæring fratage ham Retten. Er det en mindreaarig Ægtefælle, der gør sig skyldig i saadant Misbrug, kan Retten fratages hain ogsaa paa Begæring af Værgen. Retten skal atter tilbagegives Ægtefællen, naar Forholdene har forandret sig, eller naar den anden Ægtefælle og, hvor Retten er frataget en mindreaarig, tillige Værgen begærer det. Overøvrighedens Afgørelse kun ikke gøres gældende mod godtroende Trediemand, medmindre den indtegnes i Ægtepagtsbogen i Overensstemmelse med Reglerne i Kap. VI. 13. Er en Ægtefælle, medens Samlivet bestaar, ved Fraværelse eller Sygdom forhindret i at varetage sine Anliggender, kan den anden Ægtefælle, forsaavidt ingen anden har Bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden Ulempe kan opsættes, derunder oppebære Indtægter og, hvor det for Familiens Underhold er uomgængelig nødvendigt, foretage Afhændelser eller Pantsættelser. Fast Ejendom kan dog i intet Tilfælde afhændes eller pantsættes uden Overøvrighedens Samtykke. Er Løsøre, som er undergivet den ene Ægtefælles Raadighed, med dennes Samtykke inddraget til Benyttelse under en Erhvervsvirksomhed, som drives af den anden Ægtefælle, bliver Retshandler, denne foretager vedrørende saadant Løsøre, bindende for den førstnævnte Ægtefælle, medmindre Trediemand indsaa eller burde indse, at den anden Ægtefælle var uberettiget til at indgaa Retshandlen, Kapitel II. Om Formuen. 15 Alt, hvad Ægtefællerne ejer ved Ægteskabets Indgaaelse eller senere erhverver, indgaar i almindeligt Formuefællesskab mellem dem, forsaavidt det ikke er gjort til Særeje, jfr. 21. Paa Rettigheder, som er uoverdragelige eller iøvrigt af personlig Art, faar Reglerne om Formuefællesskab dog kun Anvendelse i den Udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse Rettigheder særlig gældende Regler. 16 Hver Ægtefælle har i levende Live Raadigheden over alt, hvad han har indført i Fællesboet, dog med de Indskrænkninger, der følger af Reglerne i

4 4 Ved Ægteskabets Ophør saavel som i Tilfælde af Bosondring eller Separation udtager hver Ægtefælle eller dens Arvinger Halvdelen af det beholdne Fællesbo, medmindre Undtagelse har særlig Lovhjemmel. 17 En Ægtefælle er pligtig at udøve sin Raadighed over Fælleseje saaledes, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til Skade for den anden Ægtefælle. 18 En Ægtefælle maa ikke uden den anden Ægtefælles Samtykke afhænde fast Ejendom, der er Fælleseje, saafremt Ejendommen tjener til Familiens Bolig, eller hvis Ægtefællernes eller den andens Ægtefælles Erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Saadan Ejendom maa heller ikke uden Samtykke af den anden Ægtefælle bortlejes eller bortforpagte«, saafremt dette vil medføre, at den ikke længere kan tjene til fælles Bolig eller som Grundlag for Erhvervsvirksomheden. Er den anden Ægtefælle umyndig, meddeler Værgen Samtykket. Har en Ægtefælle indgaaet en saadan Retshandel uden fornødent Samtykke, kan den anden Ægtefælle faa den omstødt ved Dom, hvis Erhververen indsaa eller burde indse, at Ægtefællen var uberettiget til at foretage Retshandlen. Sagen maa dog anlægges inden 3 Maaneder, efter at Ægtefællen har faaet Kundskab om Retshandlen, og senest inden 1 Aar efter dens Tinglæsning. 19 En Ægtefælle maa ikke uden den anden Ægtefælles Samtykke afhænde eller pantsætte Løsøre, der er Fælleseje, forsaavidt det hører til Indboet i det fælles Hjem eller til den anden Ægtefælles fornødne Arbejdsredskaber, eller det tjener til Børnenes personlige Brug. Selv om Ægtefællen er umyndig, kan han afgive Samtykke, saafremt han dog ikke er sindssyg eller aandssvag; er dette Tilfældet, eller kan Ægtefællens Udtalelse ikke indhentes uden væsentlig Vanskelighed eller Forhaling, er Samtykke unødvendigt. Har en Ægtefælle indgaaet en saadan Retshandel uden fornødent Samtykke, kan den anden Ægtefælle faa den omstødt ved Dom, medmindre Erhververen eller Panthaveren var i god Tro. Sag maa dog anlægges inden 3 Maaneder, efter at Ægtefællen har faaet Kundskab om Retshandlen, og senest inden ] Aar efter Genstandens Overlevering eller ved Underpantsætning efter Retshandlens Tinglæsning. 20. Nægter den anden Ægtefælle eller Værgen at give Samtykke i de Tilfælde, som nævnes i 18 og 19, kan Overøvrigheden paa Begæring tillade Retshandlen, hvis der ikke findes at være skellig Grund til Nægtelsen. 21. Særeje er: 1) hvad der ved Ægtepagt er gjort til Særeje; 2) Gave, som er givet en Ægtefælle af Trediemand med det Vilkaar, at den skal være Særeje, eller Arv, selv om den er Arvingens Tvangslod, forsaavidt Arveladeren ved Testamente har truffet saadan Bestemmelse;

5 5 3) hvad der træder i Stedet for de under 1 og 2 nævnte Genstande, medmindre andet gyldig er bestemt. Indtægt af Særeje er Fælleseje, medmindre andet gyldig er bestemt. 22. Under Retsforfølgning paahviler det den, der paastaar, at Ejendele hører til den Del af Fællesboet, hvorover Hustruen er raadig, at føre et under Hensyntagen til samtlige foreliggende Forhold tilstrækkeligt Bevis. En Ægtefælle kan forlange, at den anden Ægtefælle deltager i Oprettelsen af en Fortegnelse over, hvilke Dele af Fællesboet enhver af dem raader over, og hvad der maatte høre til enhvers Særeje. 23. Har en Ægtefælle ved Vanrøgt af sine økonomiske Anliggender, ved Misbrug af sin Raadighed over Fælleseje eller ved anden uforsvarlig Adfærd i væsentlig Grad ormindsket den Del af Fællesboet, hvorover han raader, kan den anden Ægtefælle eller dennes Arvinger forlange Vederlag herfor af det beholdne Fællesbo eller i fornødent Fald for Halvdelen af det manglende Beløb af den førstnævnte Ægtefælles Særeje Ret til saadant Vederlag tilkommer ligeledes en Ægtefælle eller hans Arvinger, hvis den anden Ægtefælle har anvendt Midler af Fællesboet til Erhvervelse eller Forbedring af sit Særeje eller af saadanne Rettigheder, som omhandles i 15, 2. Stykke. Har en Ægtefælle anvendt Midler af sit Særeje til Bedste for Fællesboet, har han eller hans Arvinger Ret til Vederlag af Fællesboet. 24 De i 23 nævnte Vederlagsfordringer kan først gøres gældende, naar Fællesboet skiftes. Opnaas der ikke under Skiftet fuld Dækning for Fordringen, kan der ikke senere gøres Krav gældende for det manglende. Kapitel III. Om Gældsansvaret. 25. Enhver af Ægtefællerne hæfter med den Del af Fællesboet, hvorover han raader, og med sit Særeje for de ham paahvilende Forpligtelser, hvad enten de er opstaaede før eller under Ægteskabet. 26. Krav paa Hustruen af den i 11 nævnte Art forældes i Løbet af 1 Aar, naar tillige Manden hæfter for Gælden. Reglerne i Lov Nr. i74 af 22. December , sidste Punktum, samt 2 og 3 finder tilsvarende Anvendelse ved denne Forældelse. 27. Efter Bosondring, Separation eller Ægteskabs Ophør kan tidligere stiftet Gæld af den i 11 omhandlede Art, for hvilken Manden tillige hæfter, kun søges fyldestgjort hos Hustruen for et Beløb, der ikke overstiger Værdien af de Særejemidler, hun da besad, og af de fælles Midler, der tilfaldt hende paa Skiftet, med Fradrag af anden Gæld, som da maatte paahvile hende.

6 6 28 Bestemmelserne i 26 og 27 finder ikke Anvendelse, hvis Hustruen har paataget sig et videregaaende Ansvar. Kapitel IV. Om Ægtepagter og andre Retshandler mellem Ægtefæller. 29 Ved Ægtepagt, oprettet før eller under Ægteskabet, kan Parterne aftale, at Ejendele, som tilhører eller tilfalder en af dem og ellers vilde være Fælleseje, skal tilhøre ham som Særeje. Paa samme Maade kan Ægtefæller, forsaavidt det ikke strider mod Arveladers eller Givers Bestemmelse, aftale, at Særeje skal være Fælleseje. 30 Ægtefæller kan med de Begrænsninger, som Loven medfører, indgaa.retshandler med hinanden om Ejendele, som nogen af dem raader over, og paadrage sig Forpligtelser overfor hinanden. 31. Gaver mellem Forlovede, som skal tilfalde Modtageren ved Ægteskabets Indgaaelse, og Gaver mellem Ægtefæller maa for at være gyldige ske ved Ægtepagt. Dette gælder dog ikke sædvanlige Gaver, hvis Værdi ikke staar i Misforhold til Giverens Kaar, ej heller Gaver, som bestaar i Livsforsikring, Overlevelsesrente eller lignende Forsørgelse, som sikres den anden Ægtefælle. Det kan ikke gennem Ægtepagt eller paa anden Maade gyldig vedtages, at det, som den ene Ægtefælle fremtidig erhverver, uden Vederlag skal tilfalde den anden. 32 En Ægtefælle, hvis Indtægter i Løbet af et Kalenderaar har givet Overskud, kan inden Udløbet af det følgende Aar uden Oprettelse af Ægtepagt vederlagsfrit overdrage den anden Ægtefælle indtil Halvdelen af Overskudet. Overdragelsen har dog kun Gyldighed mod Overdragerens Kreditorer, forsaavidt han i et af ham underskrevet Dokument har angivet Overskudets Størrelse, og han derhos har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige Midler tilbage til at dække sine Forpligtelser. 33 Har Ægtefællerne uden Ægtepagt truffet Aftale om Overdragelse af Ejendele fra den ene af dem til den anden, kan Aftalen alene gøres gældende overfor Overdragerens Kreditorer, saafrernt det godtgøres, at der til dens Gyldighed ikke krævedes Ægtepagt Har den ene Ægtefælle givet den anden Ægtefælle en Gave. kan den, som da havde Fordring paa Overdrageren, hvis fuld Dækning hos denne maa anses uop-

7 7 naaelig, holde sig til den anden Ægtefælle for Værdien af det overførte, medmindre det bevises, at Overdrageren belioldt utvivlsomt tilstrækkelige Midler til at dække sine Forpligtelser. Er der ydet delvis Vederlag, fradrages dette i Værdien. Den anden Ægtefælle er dog fri for Ansvar, naar han beviser, at de overførte Genstande er gaaet tabt uden hans Skyld. Nærværende Paragraf kommer ikke til Anvendelse med Hensyn til de i 31, 1ste Stykke, 2det Punktum, nævnte Gaver. 35. En Ægtefælle, som yder sin Ægtefælle Bistand i dennes Erhvervsvirksomhed, har, selv om Overenskomst derom ikke er truffet, Krav paa passende Vederlag for sit Arbejde, naar det under Hensyn til dettes Art og de øvrige Omstændigheder maa anses for rimeligt, at Vederlag skal ydes. Lov Nr. 274 af 22. December 1908 finder Anvendelse paa saadanne Krav, dog at Forældelsesfristen sættes til 1 Aar. 36 Har den ene Ægtefælle overdraget Bestyrelsen af, hvad han raader over, eller nogen Del deraf til den anden Ægtefælle, er denne medmindre andet er aftalt eller maa anses forudsat berettiget til i passende Omfang at anvende Indtægterne til Familiens Underhold uden at skylde særligt Regnskab herfor. En saadan Bemyndigelse kan til enhver Tid tilbagekaldes af vedkommende Ægtefælle. 37 Med Hensyn til Aftaler om Ægtefællers Underholdspligt og Aftaler med forestaaende Separation eller Skilsmisse for Øje gælder, hvad derom særlig er bestemt. 38. Ægtepagt skal oprettes skriftlig under Parternes Haand; ogsaa en umyndig Part skal underskrive. Værgens eller Lavværgens Samtykke meddeles ved Underskrift paa Ægtepagten. 39 Ægtepagt, som oprettes under Ægteskabet, og hvorved Ejendele vederlagsfrit overdrages fra Hustruen til Manden, bliver kun gyldig, naar den godkendes af Justitsministeriet. 40. Ægtepagt maa for at blive gyldig indtegnes i Ægtepagtsbogen overensstemmende med de i Kap. VI givne Forskrifter. Kapitel V. Om Bosondring. 41 En Ægtefælle kan forlange Bosondring: 1) naar den anden Ægtefælle ved Vanrøgt af sine økonomiske Anliggender, ved Misbrug af sin Raadighed over Fælleseje eller ved anden uforsvarlig Adfærd i væsentlig Grad har formindsket den Del af Fællesboet, hvorover han raader, eller har fremkaldt Fare for saadan Formindskelse; 2) naar den anden Ægtefælles Bo er kommet under Konkursbehandling.

8 ' V Begæring om Bosondring indleteres skriftlig til Skifteretten paa det Sted, hvor den anden Ægtefælle bor eller i Mangel af Bopæl opholder sig; har han ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted her i Landet, da til Skifteretten paa det Sted, hvor Andrageren bor eller opholder sig. Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Bosondringen skal begrundes, bør saavidt muligt ledsage Andragendet. Skønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Skifteretten gøre vedkommende opmærksom derpaa og opfordre ham til at tilvejebringe dem. Der skal saavidt muligt gives den anden Ægtefælle Lejlighed til at erklære sig, i hvilket Øjemed Skifteretten kan indkalde ham til at møde for sig. Nægter den anden Ægtefælle at udtale sig, eller udebliver han uden gyldigt Forfald, kan han behandles som den, der ikke drister sig til at modsige Andragerens Opgivender. Har den anden Ægtefælle ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted her i Landet, kan Skifteretten, dersom den finder Anledning dertil, foranledige, at der beskikkes en Værge til at afgive Erklæring, forinden Afgørelse træffes. 43. Skifteretten afgør paa Grundlag af de foreliggende Erklæringer og Beviser, om den fremsatte Begæring om Bosondring skal tages til Følge eller ikke. Skifterettens Beslutning kan indbringes for Landsretten ved Kære efter de i Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916, Kap. 58, fastsatte Regler. Naar Bosondring er besluttet ved Skifterettens Kendelse, bliver Udførelsen af denne Beslutning ikke opholdt ved, at Kendelsen paakæres, dog kan ingen af Ægtefællerne forlange at modtage Udlæg for sin Lod i den Del af Fællesboet, hvorover den anden raader, forinden endelig Afgørelse er truffet. 44. Naar Begæring om Bosondring er taget til Følge, deles Fællesboet mellem Ægtefællerne overensstemmende med Reglerne i Skiftelovens Kap Hvad der udlægges en Ægtefælle paa Skiftet eller tilfalder ham efter Indgivelsen af Bosondringsbegæringen, bliver hans Særeje. 46. Den indkomne Begæring om Bosondring bliver ved Skifterettens Foranstaltning at anmelde til Indtegning i Ægtepagtsbogen. 47 For Behandling af en Begæring om Bosondring og dennes Indtegning i Ægtepagtsbogen svares der ved Begæringens Indgivelse en Statskassen tilfaldende Afgift, hvis Størrelse fastsættes af Justitsministeriet.

9 9 Kapitel VI. Om Indtegning af Ægtepagter. 48 Enhver Retsskriver, der efter den gældende Ordning forestaar Førelsen af Skøde- og Pantebøger, i København Pante- og Brevskriveren, skal fremtidig føre: 1) en Dagbog for Anmeldelse til Indtegning af Ægtepagter, i hvilken Bog for hver Søgnedag føres Fortegnelse i Nummerfølge over alle indkomne Ægtepagter, som begæres indtegnede i Ægtepagtsbogen; Fortegnelsen afsluttes hver Dag med Eetsskriverens Underskrift; 2) en Ægtepagtsbog med tilhørende Register, i hvilken alle til Indtegning indleverede Ægtejmgter optages fuldstændig og i Tidsfølge. Nærmere Regler om Indretningen og Førelsen af de ovennævnte Bøger gives af Justitsministeren. 49 Efter at være optaget i Ægtepagtsbogen forsynes Ægtepagten med Paategning om den fuldbyrdede Indtegning og Anmeldelsesdagen. 50. Indtegningens Retsvirkning regnes fra den i Dagbogen indførte Anmeldelsesdag. 51. De befalede Afgifter ved Tinglæsning af Ægtepagter svares fremtidig ved Fremsættelsen af Begæring om Dokumentets Indtegning. Bestemmelsen i Lov Nr. 112 om Afgifter ved Tinglæsning af 1. April finder tilsvarende Anvendelse, naar Ægtepagter anmeldes til Indtegning. 52. Ægtepagtens Indtegning, som enhver af Ægtefællerne har Ret til at begære foretaget, skal ske ved Mandens personlige Værneting. Har Manden intet personligt Værneting her i Riget, skal Indtegning ske ved Københavns Byret. Ægtefællernes Flytning til en anden Retskreds gør ikke ny Indtegning nødvendig. 53. Der bliver ved Justitsministeriets Foranstaltning at føre Register over alle indtegnede Ægtepagter. Vedkommende Retsskriver skal derfor, naar en Ægtepagt er indtegnet, til Kontoret for Registrering af Ægtepagter indsende en Indberetning gaaende ud paa, at en Ægtepagt er afsluttet, med Angivelse af Parternes Stilling, Navne, Bopæl og Indtegningsdagen. Enhver er berettiget til, paa Grundlag af skriftlig Begæring indeholdende Oplysning om Parternes Navne og saavidt muligt Ægtefællernes Stilling og mod et af Justitsministeriet fastsat Gebyr, af dette Register at erholde Oplysning om, hvorvidt Ægtepagt er afsluttet og da, naar og hvor den er indtegnet.

10 10 De nærmere Regler om dette Registers Indretning, Førelse og Indliold gives af Justitsministeren. Udgifterne derved bevilges paa de aarlige Finanslove. Ved hver Maaneds Udgang bekendtgøres det i Statstidende, hvad der i Maanedens Løb er optaget i Registret; til Dækning af Udgifterne herved betales ved Ægtepagtens Indtegning et af Justitsministeriet fastsat Gebyr. 54 Tilsvarende Regler som de i givne gælder for Anmeldelser, indtegnede i Henhold til 12 og 46. Kapitel VII. Forskellige Bestemmelser. 55 Naar en Ægtefælle er umyndiggjort, tilkommer det den anden Ægtefælle, forsaavidt denne er myndig, i Forbindelse med Værgen at bestyre den Del af Fællesboet, hvorover den umyndiggjorte Ægtefælle bar haft Raadigheden. Denne Bestyrelse er ikke undergivet Pupilautoriteternes Tilsyn. 56 Saafremt en Ægtefælle ved sin Død efterlader sig Livsarvinger, arver den længstlevende Ægtefælle en Fjerdedel af den afdødes efterladte Formue. Denne Arveret kan ikke indskrænkes ved testamentarisk Bestemmelse udover, hvad der følger af Forordning 21. Maj , jfr. Lov 29. December Efterlader en Ægtefælle sig ikke Livsarvinger, arver den længstlevende Ægtefælle Halvdelen af Afdødes Formue, saafremt der efter den afdøde findes Fader, Moder, Søskende eller Søskendes Afkom, men ellers hele Formuen. Denne Arveret kan, ved testamentarisk Bestemmelse af den førstafdøde, indskrænkes indtil en Trediedel af Formuen. 58 Ægtefællernes indbyrdes Arveret bortfalder ved Separation og Skilsmisse.

11 11 Kapitel VIII. Overgangsbestemmelser. 59 Denne Lov træder i Kraft den 1. Januar Efter det i 59 nævnte Tidspunkt kommer Loven, dog med de nedenfor angivne nærmere Bestemmelser, ogsaa til Anvendelse overfor Ægtefæller, der har indgaaet Ægteskab tidligere. Har Ægtefællerne levet i Formuefællesskab, bevarer enhver af dem Raadigheden over den Del af Fællesboet, hvorover han hidtil har raadet. Reglerne i Lov Nr. 75, 7. April , 1. Stykke, 2. og 3. Punktum, jfr. 3. Stykke, finder vedblivende Anvendelse paa de der nævnte Ejendele, som er indførte i Boet af Hustruen før denne Lovs Ikrafttræden. Forpligtelser, som i Medfør af den nævnte Lovs 12 eller 13 er kommet til at paahvile Fællesboet uden personlig Hæftelse for Manden, kan søges fyldestgjorte i den Del af Fællesboet, hvorover han raader. Samme Lovs 21, 2. Stykke, kommer vedblivende til Anvendelse paa Særeje, som er erhvervet før denne Lovs Ikrafttræden. Har en Ægtefælle faaet Erstatningskrav mod den anden Ægtefælle i Henhold til Lov 7.April , 16 eller 24, eller har han efter denne Lovs Ikrafttræden indfriet en tidligere opstaaet Forpligtelse, hvis Indfrielse vilde have hjemlet ham et saadant Erstatningskrav, kan der herfor kræves Vederlag overensstemmende med Reglerne i nærværende Lovs 23 og Ægtefæller, der ved denne Lovs Ikrafttræden helt eller delvis lever i Formuefællesskab, kan ved Ægtepagt, der tinglæses senest paa Ikrafttrædelsesdagen, bestemme, at den ældre Lovgivnings Regler skal vedblive at gælde for Ordningen af Formueforholdet mellem dem. I Ægteskaber, hvor en saadan Ægtepagt er oprettet, kommer dog Reglerne i nærværende Lovs Kap. I 1 3 og 5 14, Kap. II 19, Kap. III og Kap. V VII til Anvendelse. Ægtepagten er gyldig uden kongelig Konfirmation; den er fritaget for Stempel- og anden offentlig Afgift. 62 Forsaavidt der for Ægteskaber, der er stiftede før 1. Juli 1922, i Henhold til 3, 2. eller 3. Stykke, i Lov Nr. 212, 1. Juni 1922 om Ændring i Lov Nr. 258, 2». Juni 1920 om Indførelse af dansk Personret, Familieret og Arveret i de sønderjydske Landsdele gælder den før den nævnte Lov bestaaende Formueordning, har det sit Forblivende herved. 63. Fra denne Lovs Ikrafttræden ophæves Christian den Femtes Danske Lov (for Færøernes Vedkommende samme Konges Norske Lov) 5. Bog, 1. Kap., Art. 13; Forordning 21. Maj og 17; Lov Nr. 75, 7. April og Lov Nr. 131, 27. Maj Endvidere bortfalder, hvad der iøvrigt i Lovgivningen maatte være stridende mod denne Lov.

12 12 Udkast til Lov Ændring i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. 1. Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning 77, 1. og 2. Stykke, affattes saaledes: Er Ansøgning om Separation eller Skilsmisse indgivet, eller er der anlagt Retssag til Opnaaelse af Separation, Skilsmisse eller Ægteskabs Omstødelse,"^ har Overøvrigheden, naar en Ægtefælle herom fremsætter grundet Begæring, at give den anden Tilhold om ikke at forrykke Fællesboets Stilling, indtil Spørgsmaalet er afgjort. Overtrædes Tilholdet, eller er der begrundet Frygt for, at Tilholdet vil blive overtraadt, kan Ægtefællen straks begære Bosondring." 2 Denne Lov træder i Kraft den 1. Januar 19...

13 13 Udkast til Lov om en ændret Affattelse at Skiftelovens Kapitler 5 og 6. Kapitlerne 5 og 6 i Lov Nr. 155 af 30. November 1874 om Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. affattes med Gyldighed fra 1. Januar saaledes: Kapitel 5. Om Behandling af Dødsboer, naar der er en efterlevende Ægtefælle, og der helt eller delvis har bestaaet Formuefællesskab mellem Ægtefællerne. 57. Naar Skifte skal finde Sted i Anledning af en Ægtefælles Død, bliver den Del af Eællesboet, hvorover den afdøde hidtil raadede (hans Bodel) og hans Særeje, om han har haft saadant, at skifte efter de om Behandling af Dødsboer i Almindelighed gældende Regler, dog under Iagttagelse af Reglerne i 60, 2. Stykke, 62 a og 63. Den Del af Fællesboet, hvorover den længstlevende har raadet, skiftes efter nedenstaaende Regler, og saafremt han tillige har haft Særeje, vil ogsaa dette være at inddrage under Skiftet i den Udstrækning, hvori det er nødvendigt til Fyldestgørelse af de i Lov om Ægteskabets.Retsvirkninger af indeholdte Regler Skifteretten skal sørge for, at der ikke sker videre Indskrænkning i den længstlevendes Benyttelse af hans Bodel end højst nødvendigt. Kun forsaavidt der er særlig Grund til at befrygte, at den længstlevende, medens Skiftet staar paa, utilbørlig vil forrykke sin Bodels Tilstand, kan Skifteretten enten af egen Drift eller ifølge Opfordring af Arvingerne eller disses Værger træffe de fornødne Foranstaltninger til at fratage den længstlevende Raadigheden og'overgive denne, medens Skiftet varer, til en særlig beskikket Værge. At saadan Foranstaltning er truffet, bliver at kundgøre efter de for Kundgørelse af Umyndiggørelsesdekreter foreskrevne Regler.

14 14 59 De af den længstlevende opgivne Arvinger bliver af Skifteretten at underrette om Skiftet i Overensstemmelse med Reglerne i 14 og 23. For fraværende Arvinger eller Legatarer, hvis Opholdssted ikke kendes, eller som er saa langt borte, at Boets Behandling ikke tindes at burde udsættes af Hensyn til dem, bliver der, forsaavidt ingen Fuldmægtig møder for dem, efter Skifterettens Foranstaltning at beskikke Værger, der har at varetage deres Tarv paa Skiftet. 60. Skiftet bør grundes paa den længstlevendes egen Opgørelse af Indgæld og Udgæld, forsaavidt denne erkendes af de tilstedeværende Arvinger eller disses Værger, og Skifteretten ikke paa de umyndiges eller fraværendes Vegne finder nogen særdeles Anledning til at betvivle dens Rigtighed, Men selv naar Opgørelsen ikke fra alle Sider erkendes for rigtig, bør dog ingen Afhændelse af Ejendelene finde Sted, men disses Værdi alene under Anvendelse af Reglerne i 48 ansættes af uvildige Mænd, ligesom der med Hensyn til de anmeldte Fordringers Rigtighed i Reglen kun bliver at anstille saadan Undersøgelse, som af Skifteretten skønnes efter Omstændighederne at være tilstrækkelig, saasom ved at adspørge Kreditorerne. Den længstlevende Ægtefælle er berettiget til at udtage faste Ejendomme, Skibe og hvilke som helst andre Effekter af Fællesboet uden Hensyn til, om disses Værdi overstiger dens Boslod og Arvelod, naar han er villig til i fornødent Fald at give Medarvingerne Udlæg med det Beløb i rede Penge, som deres Arvelodder efter Vurdering befindes at udgøre. 61 Den længstlevende er ikke pligtig at indkalde sine Kreditorer, selv om der efter hans Opgørelse bliver et Overskud at arve. Arvingerne efter den førstafdøde bliver ikke ved at modtage Arv eller Vederlag herfor ansvarlige for den Gæld, der paahviler den længstlevende. Om det dem saaledes udlagte eller udbetalte af Kreditorerne kan forlanges tilbagegivet, afgøres efter Konkurslovens Forskrifter om Retshandlers Afkræftelse paa Grund af Konkurs. 62. Den Omstændighed, at den længstlevende paa den heromhandlede Maade skifter med den førstafdødes Arvinger, indskrænker ikke den længstlevendes Kreditorer i at forfølge deres Ret mod ham ganske paa samme Maade, som om ingen Skiftebehandling fandt Sted. Er Raadigheden over den længstlevendes Bodel ifølge 58 frataget ham, bliver der af Værgen at drage Omsorg for, at de lovlige Krav paa Boet behørig fyl destgøres, ganske i Overensstemmelse med, hvad der gælder i Tilfælde af Umyndiggørelse. 62 a. Den efterlevende Ægtefælle har Ret til forlods at udtage Genstande, som udelukkende tjener til hans personlige Brug, forsaavidt deres Værdi ikke staar i Misforhold til Ægtefællernes Formueforhold. Den efterlevende Ægtefælle kan derhos, forsaavidt Fællesboet er af ringe Værdi, deraf udtage fornødent Bohave saavelsom Arbejdsredskaber og andet Løsøre i det Omfang, hvori han skønnes at trænge dertil for at kunne fortsætte sin Næringsvej, selv om der derved tilfalder ham mere, end hans Andel i Fællesboet udgør.

15 15 63 I Henseende til Skifte mellem en afdøds Børn eller Børnebørn og den længstlevende af disses Forældre eller Bedsteforældre, samt efter den længstlevendes Død mellem dennes Børn eller Børnebørn og den efterlevende Stedfader eller Stedmoder, Stedbedstefader eller Stedbedstemoder vedbliver de hidtil gældende Regler at være i Kraft, saaledes at naar Børnenes eller Børnebørnenes Arv ikke kan udredes, uden at sælge det af Boets løse eller faste Gods, som den længstlevende behøver enten til sin Næringsdrift eller til dagligt uundværligt Brug, kan de umyndiges Arvelodder forblive henstaaende hos den længstlevende mod Sikkerhed i hele Boet ifølge tinglæst Skifteekstrakt. Kapitel ti. Om Skifte af Fællesbo i Ægtefællers levende Live. 64 Naar Skifte af Fællesbo i Ægtefællers levende Live under Sted ved Skifterettens Hjælp, bliver hver Ægtefælles Bodel at opgøre for sig. Har en Ægtefælle tillige Særeje, bliver ogsaa dette at inddrage under Skiftet i den Udstrækning, hvori det er nødvendigt til Fyldestgørelse af de i Lov om Ægteskabets Retsvirkninger af indeholdte Regler. 64 a. Skifteretten har at drage Omsorg for, at Skiftet ikke medfører videre Indskrænkning i hver Ægtefælles Raaden over sin Bodel, end den anden Ægtefælles Tarv nødvendig kræver. Kun naar der er særlig Grund til at befrygte, at en Ægtefælle vil forrykke sin Bodels Tilstand, kan Skifteretten enten af egen Drift eller paa den anden Ægtefælles Begæring træffe de fornødne Foranstaltninger til paa den i 58 bestemte Maade at fratage ham Raadigheden over Bodelen under Skiftet. I Tilfælde af Bosondring kan Reglen bringes til Anvendelse, saa snart Begæring herom er indgivet til Skifteretten. 65 Boet bliver paa sædvanlig Maade at registrere og vurdere, og dets Ejendele bliver derefter at afhænde paa den i 27 og 28 angivne Maade, medmindre Ægtefællerne begærer deres Lod i Boet, være sig i Løsøre eller fast Ejendom, udlagt efter Vurdering. Enhver af Ægtefællerne er berettiget til at begære sin Lod i Fællesboet udlagt efter Vurdering i Løsøre, som er nødvendigt til Fortsættelse af hans Næringsvej. Kan Ægtefællerne ikke forenes om Delingen, bliver det ved Lodtrækning at afgøre, hvilke af Ejendelene der skal udlægges enhver af dem, dog at den, der har indbragt en Genstand i Boet, er fortrinsvis berettiget til at erholde den udlagt. 66 Naar Rigtigheden af den af en Ægtefælle opgivne Gæld bestrides af den anden Ægtefælle, har Skifteretten ved Kendelse at afgøre, om der er oplyst det fornødne, for at Gældsposten ved Opgørelsen kan tages med i Betragtning.

16 Har en Ægtefælle efter Bosondringsbegæringens Indgivelse, Separationen eller Skilsmissen disponeret over Ejendele eller inkasseret Fordringer, som hører til hans Bodel, er han pligtig at aflægge Regnskab til Skifteretten for det, han saaledes har oppebaaret. 68. Indkaldelse til Kreditorer bliver kun at udstede, naar den Ægtefælle, der hæfter overfor dem, begærer det. En Ægtefælle bliver ikke ved at modtage Udlæg for sin Lod i den anden Ægtefælles Bodel ansvarlig for dennes Gæld. Om Ægtefællen er pligtig at tilbagegive det modtagne til Kreditorernes Fyldestgørelse, afgøres efter Konkurslovens Regler om Retshandlers Afkræftelse. 69 Den Omstændighed, at Ægtefællerne skifter med hinanden paa den foranførte Maade, indskrænker ikke Kreditorerne i at forfølge deres fiet ganske paa samme Maade, som om ingen Skiftebehandling stod paa. Er Raadigheden ifølge 64 a frataget en af Ægtefællerne, bliver der af Værgen at drage Omsorg for, at lovlige Krav behørig fyldestgøres, ganske i Overensstemmelse med, hvad der gælder i Tilfælde af umyndiggørelse. 70. Hver af Ægtefællerne har fiet til forlods at udtage Genstande, som udelukkende tjener til personligt Brug, forsaavidt deres Værdi ikke staar i Misforhold til Ægtefællernes Formueforhold. Det har sit Forblivende ved Reglen i 66, 2. Stykke, i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. 70 a. Godtgørelse, som er tilkendt en Ægtefælle i Medfør af 67 i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning, kan, forsaavidt den er forfalden, under Skiftet forlanges dækket af det, som herunder tilfalder den skyldige Ægtefælle udover, hvad der medgaar til Dækning af anden denne paahvilende Gæld. 70 b. Findes der Gæld, for hvilken begge Ægtefæller hæfter, har enhver af dem Ret til at forlange, at den anden betaler den Del af Gælden, som endelig skal bæres af denne, eller at der stilles ham Sikkerhed for Betalingen eller afsættes Midler hertil. Opstaar der Tvist mellem Ægtefæller om, hvilken Del af en dem begge paahvilende Gæld der endelig skal bæres af hver af dem, afgøres Tvisten ved Kendelse af Skifteretten.

17 17 Udkast til Lov om Ændring i Lov om Rettens Pleje af 11. April Retsplejelovens 509, 1. Stykke, affattes saaledes: Udlæg kan ikke gøres i de for Skyldneren og lians Husstand fornødne Gangklæder, Linned, Senge, Sengklæder og heller ikke i andet Indbo, forsaavidt dette efter Forholdene er nødvendigt til Opretholdelse af et tarveligt Hjem for Skyldneren og hans Husstand.

18

19 19 Efter at Justitsministeriet i Skrivelse af 29. Juli 1922 til Familieretskommissioneu havde udtalt, at Ministeriet ikke mente at kunne forelægge Forslag til Lov om Ordningen af Ægteskabets Retsvirkninger i den Skikkelse, hvori det fremtræder som udarbejdet fra Kommissionens Haand, og i Tilslutning til stedfundne mundtlige Drøftelser havde anmodet Kommissionen om at tage de herhen hørende Spørgsmaal op til fornyet Overvejelse, har Kommissionen undersøgt, om den i Udkastet af 1918 foreslaaede Ordning med»gifteeje«og»gifteret«, der efter Ministeriets Opfattelse vilde volde Vanskeligheder i Anvendelsen, kunde erstattes med allerede kendte Betegnelser, der samtidig kunde tydeliggøre, at man bygger paa den nedarvede Ordnings Formuefællesskab. Man har ment at kunne naa dette Resultat ved at anvende Betegnelser som»formuefællesskab«( 15),»Raadigheden over, hvad Ægtefællen har indført i Fællesboet«( 16) og Hæften med»den Del af Fællesboet, hvorover han raader«. ( 25). Samtidig har man tilstræbt at bevare Realiteten af den i Udkastet af 1918 foreslaaede Ordning: Formuefællesskabet bevares som hidtil ( 15), forsaavidt det er en Norm for en Ligedeling ved alt Skifte ( 16, 2. Stk.), men Raadigheden over Fællesboet skal ikke som hidtil overvejende tilkomme Manden, hvorimod hver Ægtefælle stilles principielt lige, idet hver raader over, hvad han eller hun ejede ved Vielsen eller senere har indført i Fællesboet; dog kan der ligesom efter nugældendo Ret skabes et Særeje, der ved Skifte beholdes af vedkommende Ægtefælle eller hans Arvinger, jfr. 21. Kvindens Raadighed er saaledes udvidet ined, hvad hun ejede ved Vielsen eller senere har faaet ved Arv eller Gave, og Mandens Raadighed er begrænset i tilsvarende Omfang. Gældsansvaret er delt fuldstændigt ( 25) Bemærkninger til Lovudkastene. og ingen af Ægtefællerne (som nu Manden) hæfter for den andens Kontrakts- eller Retsbrudsgæld. Derimod er begge Ægtefæller solidarisk ansvarlige for»husholdningsgæld«(jfr. D. L , Lov Nr. 75 af 7. April og Udkastets 11 og 12), dog at der i 26 og 27 er givet visse Lempelser for Hustruens Vedkommende. Misbrug af den en Ægtefælle indrommede Raaden søges modvirket ved en»vederlagsregel«under Skiftet, jfr. 23 og 24, samt ved Reglerne i 17 og Kap. V, ligesom der ogsaa i 18 og 19 er foreskrevet en vis Samraaden af Ægtefællerne med Hensyn til Bopæl og Bohave. Udkastet af 1918 er iøvrigt blevet noget forkortet. Dels er Kapitel 2»Regler om Forældremyndighed«allerede optaget i Lov Nr. 277 af 30. Juni 1922 om Umyndighed og Værgemaal, dels er Størsteparten af Kapitel 7,»Regler om Skifte«, der naturligere har sin Plads i en Skiftelov, sammenarbejdet med de nugældende Regler i Skiftelovens Kapitler 5 og 6 til et særligt Udkast til Lov om. en ændret Affattelse af disse Kapitler, hvorved der opnaas større Klarhed i Reglerne for Skifte, dels af Dødsboer, hvor der er en efterlevende Ægtefælle, og der helt eller delvis har bestaaet Formuefællesskab mellem Ægtefællerne, dels al' Fællesbo i Ægtefællernes levende Live. Dog er af Kapitel 7 de mere materielretlige Vederlagsregler i bibeholdt i Udkastet til Lov om Ægteskabets Retsvirkninger ( 23 og 24). Endvidere er Kapitel 8»Om uskiftet Bo«udeladt, idet Kommissionen har fundet det; mest hensigtsmæssigt at tage Reglerne for uskiftet Bo op til Overvejelse i Forbindelse med do arveretlige Spørgsmaal, som Kommissionen for Tiden beskæftiger sig med. Endelig er 104 og 105 om Beskatning af Ægtefæller udeladt, da dette Emne ikke staar i nødvendig Sammenhæng

20 med Lovens Hovedopgave og naturlig løses ved Revision af Skattelovene. Lov om Ægteskabets Retsvirkninger. Foruden de Ændringer, for hvilke der alt er gjort Rede, er der foretaget enkelte Ændringer i Udkastet af 1918 efter den Foranledning, som er givet ved en fornyet Gennemgang af Udkastet, og under Hensyn til nyere Lovgivning, ligesom der paa flere Steder er taget Hensyn dels til det af Regeringen i Foraaret 1919 fremsatte Forslag til Lov om Ægteskab, dels fil den Form, i hvilken dette Forslag blev vedtaget af Folketinget den 12. Februar De mange mere formelle Ændringer, som den ovenomtalte Forandring af Formueordningen i Udkastet af 1918 har medført, omtales kun i enkelte Tilfælde, hvor der skønnes at være særlig Grund dertil. Om de foretagne Ændringer bemærkes iøvrigt folgende: (i i Udkastet af 1918 er udeladt. Reglen anses for upaakrævet og vanskelig at administrere, ligesom den delvis følger af Loven og almindelige Retsgrundsætninger. Ved Afstemningen i den svenske Rigsdag i 1920 fik den tilsvarende Bestemmelse i det svenske Udkast ogsaa kun et ganske knebent Flertal. Endvidere har man udeladt 49 i Udkastet af Reglen, der var optaget fra svensk Ret, vilde næppe faa praktisk Betydning og vilde kunne medføre Misbrug af Bosondringsinstitutet. Ad 5 (Udkast ). 5 er omformet saaledes, at den alene sigter til den i 2 omhandlede Underholdspligt, medens Undladen af at opfylde den særlige Pligt, som 3 paabyder, ikke berettiger Ægtefællen til at henveude sig til Overøvrigheden. Ved 5 opretholdes saaledes den nugældende Regel i Lov Nr. 131 af 27. Maj Ad 7 (Udkast ). Ændringerne i 7 er udelukkende af formel Natur, 20 Ad 8 (Udkast ). De foretagne Ændringer skyldes Udeladelsen af 6 i Udkastet af Man har derhos optaget en til 82 i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning svarende Bestemmelse om, at de i Loven indeholdte Regler om Underholdsbidrag ingen Forandring gør i de efter Fattiglovgivningen gældende Regler om en Persons Pligt overfor det offentlige til at forsørge sin Ægtefælle eller sine Børn. Spørgsmaalet om Ændringer i disse Regler maa tages op til Overvejelse ved en almindelig Revision af Fattiglovgivningen. Ad 11 og 12 (Udkast og 13). Bestemmelserne er, som de nu formuleres, optaget fra det i 1921 af Kommissionen forelagte Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemaal, jfr. Kommissionsbetænkning pag Ad 18 (Udkast ). Reglen i Udkastet af 1918 er blevet beskaaret, idet man har slottet Bestemmelsen om Pantsættelse; dette er sket paa Grund af de praktiske Vanskeligheder, som en saaidan Bestemmelse vil frembyde. Pantsættelse af Ejendomme er et normalt Led i den almindelige Bestyrelse af Ejendomme, og det kan befrygtes, at de laangivende Institutioner vil være meget varsomme med at yde Laan, hvis Pantsætningsbestemmelsen bibeholdes, idet de kan være udsatte for, at det senere viser sig, at Laantageren var gift, og at Ægtefællen vil forlange Retshandlen omstødt efter 2. Stk. Det er let at bevise, at man er gift; men det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at bevise, at man ikke er gift. Kommissionen har ikke været utilbøjelig til at slette 18, 1. Stk., 2. Punktum, om Bortleje og Bortforpagtning, og den mener i det hele, at 18 frembyder retstekniske Betænkeligheder ogsaa, hvor det drejer sig om Salg, medens man paa den anden Side ikke finder, at de i Rigsdagen og i Litteraturen fremkomne Ændringsforslag bør foretrækkes for Ud-

21 kastets 18 ( 29), idet Reglen i saa Fald næppe vil faa nogen reel Betydning. Ad 22 (udkast ). Paragraffens 1. Stykke er nyt. Det var i sin Tid under Kommissionens Forhandlinger om Udkastet af 1918 paa Tale at give en Regel om dette Spørgsmaal hvad der er gjort i den svenske Tillægslov om Ændring i»utsokningslagen«, jfr. Lagberedningens Forslag 1918, pag. 94 og- 486, og i den norske Tillægslov om Ændring i Lov om Tvangsfuldbyrdelse, jfr. den norske Kommissionsbetænkning 1918 pag. 24 og 182. Naar den danske Kommission opgav det, skyldles det væsentligst, at Retsplejeloven ikke saaledes som de svenske og norske Love indeholder almindelige herhenhørende Regler, hvortil en Specialregel om Ægtefæller kunde knyttes. Man or dog nu kommet til den Opfattelse, at Hensynet til Ægtefællernes Kreditorer kræver en særlig Regel. Forslaget i 22 slutter sig nær til Art. 196 i Schweizerisches Zivilgesetzbuch:»Behauptet ein Ehegatte, dass ein Vermögenswert zum Frauengut gehöre, so ist er hierfür beweispflichtig«. Den gaar ud fra den naturlige Formodning, der i de fleste af Nutidens Ægteskaber er for, at Ejendelene er undergivet Mandens Raadighed, jfr. Lov Kr. 75 af 7. April , og den stiller ikke større Krav til Beviset for, at Ejendele staar under Hustruens Raadighed, end at der ogsaa vises hende og hendes Kreditorer fornødent Hensyn. Den svenske og norske Regel bestemmer, at den, der paastaar, at Ejendele hører til den Del af Boet, hvorover Skyldnerens Ægtefælle er raadig, skal føre Bevis herfor, men at gaa denne Vej skønnes at ville være en for vidtstrakt Begunstigelse af Kreditorerne, navnlig Hustruens, og derigennem en for haard Regel for begge Ægtefæller. 21 Et praktisk Spørgsmaal, som Retslivet maa løse, er, hvorledes Fogden (eller i Konkurstilfælde Skifteretten) skal bedømme de Sandsynliggørelser i den ene eller den anden Retning, hvorved Parterne støtter deres Anbringender. Naar 22, 2. Stk. (Udkast , 1. Punktum) giver hver Ægtefælle Ret til at fordre Fortegnelse oprettet over, hvad hver af dem raader over, antyder Bestemmelsen ved sin Plads, at der skal tillægges en saadan Fortegnelse passende Bevisbetydning, især hvis den er oprettet paa en Tid, der fjerner en Forhaandsformodning om, at den ikke svarer til Virkeligheden, jfr. for ældre Ret Reglen i D. L Ad 23 og 24 (Udkast ). Reglerne svarer til i Udkastet af 1918, kun er blevet samarbejdet til een Paragraf. I Udkastet af 1918 fandtes Bestemmelserne i Kapitlet om Skifte, men ved Udskillelsen af de skifteretlige Regler til et særligt Udkast til Lov om Ændring i Skifteloven, har man beholdt disse Bestemmelser i Hovedloven som værende materielretlige. Ad 26 og 27 (Udkast og 36). Der har i Kommissionen raadet adskillig Tvivl om Formaalstjenligheden af de i 26 og 27 givne Regler, hvis Formaal er at yde Hustruen en vis Beskyttelse mod Virkningerne af det solidariske Ansvar, som Ægtefællerne paadrager sig efter 11, og som er vel haardt i de hyppige Tilfælde, hvor det var Manden og ikke Hustruen, som burde dække den givne Kredit. Medens man dog er enig om at bevare 26, har medunderskrevne Sch røder og Svendsen ment, at 27 burde slettes, dels fordi Reglen i 26 formentlig vil yde Hustruen tilstrækkeligt Værn, dels fordi Reglen i 27 er for vilkaarlig afgrænset og i sin Anvendelse vil volde Besvær, ligesom den ogsaa i ikke faa Tilfælde vil føre til urimelige Resultater. Ad 30. Reglen i 30 er ny, den er foranlediget ved Opgivelsen af den i Udkastet af 1918 anvendte Terminologi (om Gifteeje

22 etc.). Reglen i 16 giver Udtryk for, at Jen Raadighed, som tillægges Ægtefællerne efter nærværende Udkast, er en Ejers almindelige formueretlige Raaden. Hver Ægtefælle har samme formueretlige Raadighed over den Del af Fællesboet, hvorover han er raadig, som over sit Særeje. Denne Evne til at optræde i Retslivet som selvstændig formueretlig Personlighed bør medføre, at hvad der gælder Forholdet til Tredjemand, ogsaa gælder mellem Ægtefællerne. Dette udtales i 30. En Ægtefælle kan saaledes skabe tinglige Rettigheder for sin Ægtefælle og kan forpligte sig overfor denne, ligesom han vod sine skadegørende Handlinger mod denne kan paadrage sig Erstatningsansvar. Strafferettens Regler om. hvorvidt en Ægtefælles Tilegnelse a.f, hvad den anden raader over, straffes som Berigelsesforbrydelse, paavirkes formentlig ikke af den saalodes trufne Ordning. Ved Ordene»med de Begrænsninger, som Loven medfører,«sigtes navnlig til de øvrige i Kap. IV indeholdte Regler. 22 Ad 34 (Udkast ). Bestemmelsen er uforandret; men det har været overvejet, hvorvidt man i Paragraffen skulde optage enbestemmelse,gaaende ud paa, at»saafremt Gavegenstanden ikke er Særeje eller ikke er gjort til Særeje for Modtageren, kan Giverens Kreditorer holde sig til Modtageren for Værdien af det overførte, medmindre det bevises, at de overførte Genstande er gaaet tabt uden hans Skyld«. Herfor kunde tale, at en Gaveoverførelse, der kun skulde ændre Raadigheden, vilde være særlig farlig for Kreditorerne og ofte kun være foretaget pro forma netop for at kunne hindre Giverens nuværende og fremtidige Kreditorer i at søge Fyldestgørelse deri. Man fandt imidlertid, at Sondringen mellem Gaver, der kun overførte Raadiglieden, og saadanne, der tillige skabte Særeje for Gavemodtageren, ikke havde saa stor praktisk Betydning, at Reglerne om Forholdet til Kreditorerne burde være forskellige. Hertil kommer, at en saadan Bestemmelse ikke vilde føles retfærdig, naar den ogsaa rammer Gravedispositioner, foretagne paa et Tidspunkt, da de var fuldt ud forsvarlige. Ad 38 (Udkast ). Bestemmelsen er blevet noget omformet i Forhold til det tidligere Udkasts 46 og det af Folketinget vedtagne Ægteskabslovforslag 82. Kravet om den umyndiges Medvirken til Ægtepagten er bibeholdt. Om Værges eller Lavværges Samtykke tillige skal kræves, og om Pupilautoriteternes Medvirken ogsaa er fornøden, formener man bør afgøres efter Myndighedslovens Regler, jfr. navnlig og Kapitel VI; kun har man fastholdt, at der for Værgens eller Lavværgens Samtykke gælder samme Form som for selve Ægtepagten. Ad 39. Bestemmelsen fandtes ikke i Udkastet af jfr. Bemærkningerne hertil pag Naar Kommissionen dog har ment at burde fravige sit tidligere Standpunkt, er Grunden den, at man derved skaber en Beskyttelse for Hustruen, som kunde forledes til at opgive sin gennem den legale Ordning eller en tidligere Ægtepagt begrundede økonomiske Retsstilling i Ægteskabet. Ad 61 og 62 Bestemmelserne er ny. I Lighed med, hvad der er fastsat med Hensyn til de sønderjydske Landsdele i Lov Nr. 212 af 1. Juni 1922, nemlig, at hver af Ægtefællerne kunde afgive en Erklæring om, at de ønskede den hidtil i det paagældende Ægteskab bestaaende Formueordning opretholdt, dog at saadan Erklæring var overflødig, forsaavidt der vod Viljeserklæring gyldigt maatte være truffet en fuldstændig eller delvis Særejeordning mellem Ægtefællerne, har man ment, at der burde aabnes Ægtefæller, hvis Ægteskab er indgaaet inden Lovens Ikrafttræden, Adgang til at bestemme, at den ældre Lovgivnings Regler med de i 60 angivne Undtagelser skal

23 vedblive at gælde for Ordningen af Formueforholdet mellem dem. I Modsætning til den anførte sønderjydske Lov har man fundet at burde kræve Oprettelse af Ægtepagt. Der kræves ikke Konfirmation paa Ægtepagten, og den er fritaget for Stempelafgift og Tinglæsningsafgift m. v. I Tilfælde af Skifte forudsættes Reglerne i Skiftelovens Kapitler 5 og 6 i den nu foreslaaode Form at finde Anvendelse og ikke de ældre Regler. I 61 er det derhos fastslaaet, at forsaavidt tysk Rets Regler i Henhold til Loven af 1. Juni 1922 vedblivende finder Anvendelse paa Formueforholdet mellem Ægtefæller, har det sit Forblivende herved. Lov om Ændring i Lov Nr. 276 af 30. Juni 1922 om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning. Ifølge Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning 77 kan kun Hustruen fremsætte Begæring om, at der skal gives Manden Tilhold om ikke at forrykke Fællesboets Stilling. Paa Grund af de ændrede Regler om Raadigheden over Fællesboet har man fundet det rettest at lade Reglen i 77 gælde saavel Hustruen som Manden. Lov om en ændret Affattelse af Skiftelovens Kapitler 5 og 6. Udkastet har som allerede omtalt i Indledningen sammenarbejdet de ældre Regler i Skiftelovens Kapitler 5 og 6 med Kapitel 7 i udkastet af i Udkastet af 1918 er slettet, fordi man 23 har ment, at der findes tilstrækkelig Beskyttelse for Kreditorerne i Konkurslovens Kapitel 4, særlig 28. Lov om Ændring i Lov om Rettens Pleje af 11. April Under Drøftelserne af Skiftereglerne og Reglen i Udkastets 22 kom Kommissionen gentagne Gange ind paa Spørgsmaalet om Fritagelse for Udlæg, idet der har hævet sig Røster for at udvide Reglen i Retsplejeloven, og da en Bestemmelse herom danner et naturligt Supplement til det første Udkast, tog man Spørgsmaalet op til Overvejelse. Man drøftede først Muligheden af at forhøje de i Retsplejelovens 509 fastsatte Beløb, men fandt, at enhver Forhøjelse vilde faa Vilkaarlighedens Præg; paa den anden Side mente man ikke at burde foreslaa saa udførlige Regler, som findes i den tyske Zivilprozesordnung 811 og 812 eller i den norske Lov af 13. August , ligesom man heller ikke fandt den svenske Regel i 65 i Utsökningslagen om, at der skal overlades Skyldneren Underholdsmidler til en Maaneds Forbrug, jfr. ogsaa den norske Lov, hensigtsmæssig. Den foreslaaede Regel er en Skønsregel, men vil næppe volde Vanskeligheder ved Anvendelsen, ligesom den altid kan afpasses efter de skiftende Tiders Krav. Man har derfor anset denne Ordning for den mest tilfredsstillende, forsaavidt det overhovedet findes hensigtsmæssigt at rejse Spørgsmaalet om ændrede Regler paa dette Omraade. København, i November V. Bentzon. F. Schrøder. Aage Svendsen. Johannes Faurholt.