ET UAFBRUDT TEATER CARL VAN WEBBERS ARBEJDE,

Transkript

1 ET UAFBRUDT TEATER Det er måske typisk for Carl Van Webber, at han ikke kan placeres. Hans dramatiske forfatterskab former sig som en stadig udforskning af grænserne for den mennekselige modenhed. Blir vi overhovedet sa modne som vi tror? Det hele krydret med en nærmest ublufærdig indsigt i spidsbelastninger, sammenbrud, ekstremt flipperi, pubertetssludder og andet mere eller mindre californisk materiale, der langt fra er sa fremmed for os danskere som vi tror. Selv om Carl Van Webber er en meget publikumsorienteret forfatter, der skriver stykker med handlinger i. "Gammeldags" sammenhængende stykker, kan man sige. Og forfatteren kender godt faren ved det. Han betroede mig engang, at danskerne som hovedregel helst vil afbrydes, nar de ser teater. Lige når handlingen uomtvisteligt er ved at opsluge dem, længes de efter pausen - at slippe for at overgive sig, troligt nok. "Kan der synges til?" spør den oplagte danske teaterdirektør, nar et manuskript dumper ind gennem brevsprækken - for flere teatres vedkommende den eneste sprække, som forbinder dem med den danske omverden. Vaudeville med indlagte sange star vort hjerte nær. Hver gang der er gaet ti minutter, kommer der en opsang, så vi kan falde ned, navnlig: blive afbrudt. Tag ikke fejl: jeg er selv dansker og kender osse distraktionens listige charme, men der findes andre glæder, og mindre stakkede. Selv om de kan være utilgængelige for den elle hin anmelder, som har nødig at blive vækket et par gange i timen under udførelsen af jobbet. I Carl Van Webbers dramatiske forfatterskab - tv-spil, filmmanus'er, og teaterstykker - fordeler lys og skygge sig på drilagtige måder. Skal man lede efter et fællespræg, kan det være en optagethed af det irrationelle menneske, den utilstrækkelige bevidsthed, som gør os bedøvede over vore medmenneskers allermest nærliggende medbevidstheder. Komisk, og lige til at skrive en gammeldags tragedie Klaus Hoffmeyer

2

3

4

5

6

7

8 JOHANNES: (overrasket) Hva' - jo - (tørrer sveden af ansigtet) han kommer, men han vil ikke nyde det. KIRSTEN: Det er hans største fornøjelse. Har du set - de er kommet? JOHANNES: Hvadfornoget... KIRSTEN: Adoptionspapirerne - JOHANNES: Har du ikke været ude og løbe idag? KIRSTEN: Vi havde tre hasteindlæggelser i eftermiddag. En af pigerne kunne ikke bestemme sig til at føde - til slut måtte vi overtale hende til kejsersnit. JOHANNES: Skal jeg lave maden? KIRSTEN: Hold nu op - Og hvad-er-det-nu-hun-hedder fru Bachmann har lige ringet - du skal over til hende med det samme. JOHANNES: (opgivende) Kunne du ikke have sagt til hende at jeg var optaget. KIRSTEN: Det var hendes sagfører - Thomsen. Hun er begyndt at få sine smerter igen. JOHANNES: Jeg vil have noget at spise først! KIRSTEN: Datteren har skyllet hendes tabletter ud i WC'et. JOHANNES: Jeg skal altid komme rendende som en anden bydreng - spilder min tid - nu må jeg have noget mad! KIRSTEN: Du som har så lidt tid at spilde - JOHANNES: Det er en eller anden åndssvag historie om en gammel kæreste - hun ville ikke gå i seng med ham og så begik han selvmord - nu kan hun ikke ligge stille - vandrer rundt i huset hele natten. KIRSTEN: Du har en privat patient som er villig til at betale dig en smule for ulejligheden. JOHANNES: Jeg har mest lyst til at droppe hende. KIRSTEN:... og nu vil du droppe hende - JOHANNES: Og har hun også givet mig sin bil - det gør det bare mere problematisk. KIRSTEN: Problematisk! Du skulle se noget af det lort jeg må stå model til - forleden skulle jeg hjælpe en kvinde med hendes presseveer - hun sked lige ned i hænderne på mig - hvad ville du have jeg skulle gøre - droppe hende! JOHANNES: Hun skulle til en speciallæge. KIRSTEN: Jeg måtte bare tørre det af og fortsætte. Så snart tingene begynder at blive besværlige er du den sarte plante, Johannes - alt skal være så fint og rent for dig - helst sterilt. Du må fandme lære at slås for pengene ligesom os andre - selv om det måske lugter lidt. (kommer frem med en mad) Du må nøjes med en ostemad. JOHANNES: (jogger videre, standser sætter sig på en lægetaske. Til publikum) På mange måder ligner min kone min far - det er mærkeligt at de ikke kommer bedre ud af det sammen. Nogle ville kalde hende lidt jordbundet. Det er mere et behov for at løse andre folks problemer - ligesom da hun hjalp mig igennem mine studier - passede sit arbejde, huset - aldrig et beklagende ord. Hvad jeg har lært om udholdenhed af denne kvinde. Hun havde selvfølgelig set frem til at jeg fik en stilling efter eksamen så vi fik lidt bedre råd. Jeg var selv lidt skuffet. Man pløjer sig igennem hundredvis af bøger i ti år, studerer tusindvis af tilfælde, og så når man endelig er færdig er man

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42