DET KREATIVE AMERIKA. Af Andreas Fugl Thøgersen og Maj Juni

Transkript

1 DET KREATIVE AMERIKA Richard Florida har skabt hed debat med sin analyse af den amerikanske økonomi. Den handler om kreativitet. Om Eminem og Silicon Valley. Byer med bøsser og bohemer, med frisind og forskellighed, er den ny økonomis vindere, mener han. Journalisterne Maj Juni og Andreas Fugl Thøgersen har interviewet den kreative professor til deres bog Amerikanske Tilstande en rejse gennem drømmeland, der udkommer på forlaget Aschehoug den 23. januar. Også forfatteren Ray Bradbury og filmstjernen Lauren Bacall medvirker i bogen. Blandt andre. Dette er en forkortet og af forfatterne redigeret version af interviewet med Richard Florida. Af Andreas Fugl Thøgersen og Maj Juni Richard Florida har tømmermænd. Det er fredag. Han sidder i en stol i sit store hus, der har både samtalekøkken og åbent ildsted. Han er iført en åbenstående hvid skjorte med brede flipper og broderier på brystet, slidte Levi s 501 jeans, italienske lædersandaler, et dyrt dykkerur og røde briller. Han er brun. På en sund måde. Håret er kort, skægstubbene og bakkenbarterne er trimmede. I hjørnet står en gennemsigtig plasticstol, som den franske designer Phillipe Starck har tegnet, og ude i haven høres den klukkende lyd af klorvand, der slår mod kanten af poolen. Richard Florida udlever med andre ord umiddelbart den romantiske drøm om en playboy i luksuriøse omgivelser. Han ser ud som, opfører sig som, og er efter alle gældende kriterier en celebrity. At en 45-årig professor i regional økonomisk udvikling er en berømthed, er det som amerikanerne kalder a contradiction in terms. Dem er der mange af i Amerika og i Richard Floridas liv. Først og fremmest er han ansat ved et universitet langt fra den solrige stat, han deler efternavn med. Richard Florida arbejder på Carnegie Mellon University, der ligger i Pittsburgh, en tidligere stålmineby i staten Pennsylvania. Det er også her han bor. I en af den slags byer, hvor taxachaufføren kigger mærkeligt på en, når han får at vide, at man ikke er indfødt: Why are you here then? Did you get lost? En af den slags byer, der får nysgerrige newyorkere på toget til at udbryde We re sorry, når de hører, at det er DER man er på vej hen. Desuden blev grundlaget for tømmermændene lagt aftenen før, ikke på en minimalistisk hotelbar eller til en hip sammenkomst i New York City, men på det lokale diskotek, Deja Vu, et corny kødmarked, hvor pigerne kalder drengene for studs og hvor drengene kalder pigerne for hot mamas. Et diskotek, Richard Florida vender tilbage til. Det hele skyldes en bog. En eneste bog. Den hedder The Rise of the Creative Class and how it s transforming work, leisure, community and everyday life. Den udkom i 2002 og er i dag trykt i over ti oplag. Det er den, der har gjort Richard Florida berømt og berygtet i sit hjemland. Den har også bragt ham vidt omkring. Han er fast skribent i en række amerikanske magasiner og aviser. Han holder foredrag over hele verden. Han har holdt oplæg for den britiske premierminister Tony Blair. Og Demokraterne i USA har bedt ham om rådgivning op til præsidentvalget i Bogen er professorens analyse af den amerikanske økonomi. Hvad er det, der har gjort Amerika til hvad det er i dag, og hvilke udfordringer ligger rundt om hjørnet? Hvordan kan det være, at USA i højere grad end nogen anden nation har været i stand til at finde og udnytte sit potentiale, og hvordan sikrer man, at Amerika fortsætter med det? Svaret er kreativitet, ifølge Richard Florida. Hans vækstteori handler om Eminem, Hollywood og Silicon Valley. Den handler om computerspil og hiphop. Det er de kreative den kreative klasse der driver Amerika. Der skaber Amerika. Teorien er i al enkelthed, at kreativitet er en kilde til økonomisk vækst og velstand, som har forandret og forandrer samfundsøkonomien, arbejdslivet og hverdagslivet i Amerika. Eller som Lewis M. Branscomb fra John F. Kennedy School Of Government på Harvard University i Boston skrev i sin anmeldelse: The Rise of the Creative Class is an insightful portrait of the values and lifestyles that will dr ive the 21 st century economy, its technologies and social structures. To understand how scientists, artists, entrepreneurs, venture capitalists and other self motivated, creative people are challenging the traditional structures of 20 th century society, read this book. It will convince you that success in the future is not about technology,

2 government, management or even power; it is all about people and their dynamic and emergent patterns of relationships. For at forstå udgangspunktet for Richard Floridas tanker, og de modsætninger som han tydeligvis signalerer og indeholder, er det nødvendigt at tage ham i hånden og gå tilbage i tiden. Tilbage til en lun forårsdag for nogle år siden, hvor økonomiprofessoren spadserede igennem det område, som Carnegie Mellon University ligger på. Ved et bord udenfor sad en flok unge mænd og kvinder og snakkede. De havde alle sammen ens T-shirts på, en blå en af slagsen med ordene Trilogy@CMU trykt hen over brystet. Trilogy er en softwarevirksomhed, der ligger i den texanske by Austin, og som i årevis har rekrutteret mange af deres ansatte fra netop Carnegie Mellon University, CMU. På en græsplæne i nærheden lå en ung fyr med piercinger i ansigtet, tatoveringer på det meste af kroppen og mangefarvet hår. Richard Florida blev nysgerrig. Han gik over til den unge fyr og spurgte, hvem han var i den tro, at han ikke hørte til på universitetet, at han var en lokal dagdriver, en slacker. Det viste sig, at den unge mand netop var blevet færdig med sin uddannelse i datalogi, og nu havde han skrevet under på en kontrakt med holdet i de blå T-shirts. Han var på vej til Austin. Richard Florida fandt senere ud af, at den unge mand var den bedste studerende på sin årgang, og at den aftale Trilogy havde lavet med ham, var den økonomisk bedste i itfakultetets historie. Tænk hvilken forandring fra da jeg selv gik på universitet og til jobsamtaler for kun små tyve år siden. Vi tog vores pæneste tøj på og gjorde, hvad vi kunne for at skjule enhver trang til modkultur og rebelskhed, vi måtte besidde for at bevise over for virksomhedernes repræsentanter, at vi skam godt kunne passe ind hos dem i et ordentligt og fornuftigt kontorlandskab. I dag er det at dømme efter min oplevelse med Trilogy virksomhederne, der prøver at passe ind i de unges kultur. Det viste sig, at folkene i de blå T-shirts havde taget den unge fyr med ud på byens bedste restauranter, de havde slæbt ham med til fester, de havde fløjet ham med privatfly til Austin, hvor de havde taget ham med ud på byens hippeste natklubber, og hvor de havde sejlet ham rundt i firmaets luksusbåd. Da jeg spurgte dem, hvorfor de dog havde gjort alt det, svarede de: Det er let at svare på. Fordi vi gerne vil have ham. Fordi han er en rockstjerne, fortæller Richard Florida med et skævt smil. Den unge mands livsstil repræsenterer en grundlæggende ny kraft og magt i Amerikas liv og økonomi. Han er medlem af det, jeg har valgt at kalde den kreative klasse. Et hurtigt voksende, højt uddannet og velbetalt segment af arbejdsstyrken. De afgør i stigende grad virksomhedernes evne til at tjene penge og samfundets økonomiske vækst. Medlemmerne af den kreative klasse arbejder med mangt og meget: teknologi, elektronik, underholdning, journalistik, finanser, videnskab, kunst og kultur. Kort og godt er der tale om folk, der tjener penge på tanker, på ideer og på at udnytte det kreative potentiale, som jeg tror alle mennesker i en eller anden grad besidder, tilføjer han. I The Rise of the Creative Class skriver Richard Florida, at der findes tre typer af kreativitet: Innovation, det vil sige nye produkter, nye ideer, ny teknologi. Økonomisk kreativitet, det vil sige iværksætterånd, det at skabe en ny og god forretning ud af et nyt produkt eller en god ide, samt kulturel og kunstnerisk kreativitet, det vil sige, at finde nye måder at anskue verden og tænke over tingene på. Det vil sige nye kunstformer, nye designs, nye koncepter. Ifølge Richard Florida skal alle tre slags kreativitet være til stede, hvis et samfund skal anspores til økonomisk vækst. Kreativitet det, at få og implementere en ny ide har altid været den primære kilde til økonomisk vækst og styrke, mener Richard Florida. Amerika har bare ikke altid været bevidst om det: Vi troede, det var landområder, god jord, transportruter og fysisk a rbejde. Vi troede, det var store fabrikker. Men alt det er jo bare produkter af menneskelig kreativitet, siger Richard Florida. Han trækker tråde tilbage igennem menneskehedens historie. I præhistorisk tid fandt mennesker ud af, at det bedre kunne betale sig at dyrke og opdrætte afgrøder og dyr frem for at samle og jage dem. Senere var nye ideer og opfindelser selve grundlaget for den industrielle revolution. Og i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kan

3 kapitalismens levedygtighed, som økonomen Joseph Schumpeter har sagt det, i høj grad tilskrives de tilbagevendende storme af kreativ ødelæggelse, som fejede gennem verden og blæste gamle måder at gøre tingene på væk til fordel for nye. I den sidste halvdel af det 20. århundrede tog den kreative produktion fart, mens fordelene og udbyttet af gammeldags, rutinepræget produktion styrtdykkede. Ifølge Richard Florida opstod en ny slags kapitalisme, et kapitalistisk system, hvor kreativitet ikke blot var et periodevist fænomen, men hvor innovation og en konstant stræben efter udvikling, efter bedre livsvilkår, blev normen. Som bannerfører for denne nye kapitalisme stod og står Amerika. Vores førerposition opstod ikke bare i kraft af, at skiftende regeringer lod markedskræfterne få frit spil. En række faktorer er afgørende, når man skal forklare, hvordan Amerika skabte gode forhold for menneskelig kreativitet, og hvorfor Amerika i dag høster kreativitetens mange frugter, siger Richard Florida. Efter anden verdenskrig øgede USA s regeringer den økonomiske støtte til grundforskning på landets universiteter dramatisk. Også støtten til videregående uddannelser blev sat op, særligt igennem den såkaldte GI Bill, der hjalp soldater til at få en universitetsuddannelse. I den private sektor gav fremkomsten af venturekapitalisme det vil sige villigheden til at finansiere i nye firmaer og ideer i disses opstartsfase nye muligheder for at afsætte og tjene penge på ideer, og for at lade de kloge og talentfulde og innovative personer komme i arbejde. Denne kombination har vist sig at være potent, påpeger Richard Florida. Han siger, at hvis rækken af amerikanske hightech virksomheder, der alene er udsprunget fra det prestigefyldte Massachusetts Institute of Technology, MIT, var et selvstændigt land, ville det land have det 24. højeste bruttonationalprodukt i verden. Sidst, men slet ikke mindst har USA taget den kreative føring i verden, fordi vi er et åbent og forskelligartet samfund. Immigranter har altid søgt hertil, og de har skabt fremgangen i Amerika. Næsten 30 procent af alle nye virksomheder i Silicon Valley i 1980 erne og 1990 erne blev stiftet af folk født uden for USA. Vores ytringsfrihed har desuden tilladt nye udtryksformer og ny kunst fra rockmusik til uafhængige bogforlag, til digitale medier. Og den har givet de teknologisk kreative og kunstnerne mulighed for at blande sig med hinanden. Resultatet er enestående. Fra USA kommer der i dag en konstant strøm af enhver form for menneskelig kreativitet, siger Richard Florida. Det var amerikanere, der var de første til at bygge en raket, der kunne flyve til månen. Det var almindelige amerikanere, der opfandt rockmusikken, hiphop, jazz og blues. Det var amerikanske mænd og kvinder, der sad hjemme i deres garager, lejligheder eller huse, hang på en bar eller sad på et universitet, som opfandt alt fra vacciner mod polio og tyfus til cola. De har givet verden computere, skateboards, gummisko, flyvemaskiner, cajunmad, telefoner, bypassoperationer og diskoteker. For ikke at tale om aircondition, lynlåse, jukebokse, termokander, skumslukkere, offset-tryk, brødristere, farvefilm, krydsogtværser, køleskabe, blodtransfusioner, vaskemaskiner, ispinde, dybfrysning, kreditkort, respiratorer, videomaskiner, stewardesser, vitaminpiller, biler, regnemaskiner og tamponer. Eller som Richard Florida siger det: Vi har meget at takke den amerikanske garage for. Rigtig mange af de store forandringer i det her land er begyndt i en garage et eller andet sted the garage band, the garage film maker, the garage start up company. Det er begyndt der med nogle unge mennesker, som fik en rigtig god ide. Ifølge den hurtigsnakkende professor har den kreative klasse forandret Amerika drastisk i løbet af de seneste år. Fra et industrielt samfund til et kreativt samfund baseret på viden. En forandring, der er lige så stor eller større end udviklingen fra landbrugssamfund til industrielt samfund, mener han. Det har været og er et endnu større skift. Ikke bare arbejder, bor og lever vi igen anderledes, ikke bare bruger vi vores fritid på nye måder, ikke bare er familiestrukturen igen ændret. Vi har også bevæget os ind i en ny økonomi, som er baseret på viden, intelligens og kreativitet, som transcenderer det materielle fysiske

4 samfunds afgrænsninger, siger Ri chard Florida. Som eksempler på disse forandringer nævner Richard Florida først og fremmest den traditionelle families sammenbrud og fremkomsten af nye typer familier eller netværk. Kun cirka 23 procent af amerikanerne lever i gammeldags kernefamilier, mens et stort antal amerikanere lever alene eller sammen med venner. Og han nævner den stigende interesse for fysisk udfoldelse i fritiden. Mennesker, der arbejder med tanker hele dagen, har brug for at bruge deres krop, når de har fri. Den kreative klasse i Amerika er i det hele taget mere interesseret i selv at deltage i stedet for blot at se på. Richard Floridas brug af ordet klasse har medført stor debat i Amerika, hvor den gængse holdning er, at klasser er noget, som hører den gamle verden til. Richard Florida siger, at de mennesker, han beskriver i sin bog, ikke er bevidste om, at de tilhører en klasse. Ikke desto mindre deler de en moralopfattelse, et etisk regelsæt, der værdsætter kreativitet, individualitet, forskellighed og meritter. Den kreative klasse udgøres af 38 millioner amerikanere, fortæller Richard Florida. En stor gruppe mennesker med en stor økonomisk magt. I 1999 tjente det gennemsnitlige medlem af den kreative klasse dollar om året, mens den gennemsnitlige amerikanske arbejder tjente dollar, og den gennemsnitlige amerikaner i et servicefag tjente dollar om året. I nyere tid er antallet af amerikanere, som lever af deres kreativitet, eksploderet. Den kreative klasse udgør i dag godt 30 procent af arbejdsstyrken. I 1900 var det ti procent, og så sent som i 1980 var det kun 20 procent. Der er i dag flere kreative på arbejdsmarkedet end der er blue collar workers. I store byer som Orlando, New York City eller Chicago udgør de kreative to tredjedele af arbejdsstyrken. Den kreative sektor i den amerikanske økonomi står for næsten halvdelen af den samlede lønudbetaling på landsplan, nemlig 1,7 trillioner dollar om året, konstaterer han. Se på popkulturen, fra Eminem til Jennifer Lopez. Hvorfor drømmer de unge amerikane re, uanset om de er fra ghettoen eller forstæderne, om at blive rapstjerner? Det er ikke bare, fordi de vil gøre oprør, eller fordi de tror, det er en genvej til mange penge. De fleste unge har større chance for at få fingrene i et godt sportslegat til et universitet end for at få fingrene i en pladekontrakt. Selv store sportsstjerner vil være rappere i dag, fordi det at være rapper er kreativt, stimulerende og sjovt på en måde, som et rutinejob ved et skrivebord aldrig bliver det, tilføjer Richard Florida. Han siger, at Amerikas mål naturligvis ikke er at skabe eller sikre et grundlag, der gør, at enhver teenager kan få indfriet sin drøm om at blive rapper. Men konceptuelt er det ikke helt skævt, mener han. At anerkende og støtte Amerikas kreative talentmasse er ifølge Richard Florida et godt udgangspunkt for en debat om, hvordan nationens økonomi forbliver sund og stærk og i udvikling. Så langt, så godt. Men Richard Florida frygter, at de kreative i disse år bliver tabt på gulvet. Der er mange, som ik ke gør sig klart, at vi har en kreativ økonomi, at kreativiteten er den drivende kraft i vores økonomi. Uden de store bølger af nye produkter, nye ideer, nye teknologier, nye industrier, som de kreative står bag, ville Amerikas økonomiske vækst have været minimal fra de mørke år i 1970 erne og 1980 erne til i dag. Og hvis vi ikke fortsætter, gøder og styrker den konstante ideudvikling blandt de kreative, vil ingen af vores nutidige industrier kunne undgå at lide samme triste skæbne som så mange traditionelle fabrikker har lidt i de seneste år. Innovation er ikke noget magisk, det er ikke styret af en usynlig hånd. Det udspringer fra mennesker. Enhver fornyelse og forandring her i landet om det så er The Palm Pilot, My Big Fat Greek Wedding eller de små dingenoter, der gør at en kemisk fabrik forurener mindre kan spores direkte tilbage til mennesker med ideer. Mennesker med et ønske om at gøre tingene bedre. Det er vigtigt at forstå, mener han. Amerikas styrke på verdensplan er ikke en eller anden tåb elig og fjollet forestilling om, at vi skal være en militær hyper power, sådan som især George W. Bush og hans regering tror det. Amerikas styrke er, at vi er en nation af kreative mennesker. Det er vi, som jeg var inde på tidligere, især blevet, fordi vi i årene efter 1945

5 investerede målrettet i uddannelse og forskning, i videnskabelig, teknisk, kunstnerisk og kulturel kreativitet, og fordi vi tidligt blev et åbent samfund. Amerika har altid været et samfund bestående af immigranter, men vi gik tidligt i vores historie videre end det, vi forpligtede os til åbenhed, til at give folk chancen for at komme hertil og gøre en forskel. Derfor er folk altid strømmet hertil. Og de har haft viden og ideer og ikke maskiner med i bagagen. Det er som min far, der var soldat i Europa under anden verdenskrig, altid sagde det. Da krigen sluttede, var russerne interesserede i maskiner og amerikanerne i mennesker. Russerne tog materiel med sig hjem. Vi ville gerne have så mange videnskabsfolk, ingeniører og kunstnere som overhovedet muligt til at flytte med til USA efter krigen. Det har gjort en enorm forskel. Og det har været en tankegang, vi har holdt fast i, selv i 1980 erne og 1990 erne under Ronald Reagan og den gamle George Bush, men som nu er under angreb fra den nuværende regering og dens støtter, siger han. Han frygter desuden, at Amerika er ved at blive overhalet af nationer som Canada, Sverige, Finland og Holland. Lande, som har forstået at verden er trådt ind i den kreative tidsalder. Lande, der i dag er bedre til både at tiltrække og pleje de veluddannede, kreative og talentfulde, end Amerika er, selvom det traditionelt er USA, der har tiltrukket den ambitiøse del af verdens intelligentsia. I sidste ende kan det betyde, at den amerikanske økonomi vil opleve en voldsom nedtur, mener han. Dermed er vi tilbage hos den piercede softwarestjerne på græsplænen foran universitet den lune forårsdag for et par år siden. Den unge mand, der valgte at forlade Pittsburgh. Dermed er vi tilbage til, hvad det så er, virksomheder, byer, lande skal gøre for at tiltrække de store kreative talenter. Jeg var nysgerrig med hensyn til, hvordan de store firmaer tilrettelagde deres rekruttering, men sagen med Trilogy fik mig til at tænke på noget andet og mere. Her var endnu et tilfælde, hvor et ungt og talentfuldt menneske valgte at forlade Pittsburgh. Min adopterede hjemby har helt klart en masse fordele. Carnegie Mellon University er et af verdens bedste universiteter, når det gælder forskning i it. University Of Pittsburgh har et af verdens bedste medicinske fakulteter. Det var her Jonas Salk opfandt vaccinen mod polio, og det var her verdens første program for transplantation af organer blev søsat. Pittsburghs universiteter tiltrækker flere hundrede millioner dollar hvert år i forskningsinvesteringer, og Pittsburgh er en af USA s største universitetsbyer. Derudover er Pittsburgh langtfra en kulturel udørk. Den er hjemby for tre sportsklubber, gode spillesteder og museer, et parksystem, enestående industriel arkitektur og charmerende boligområder, hvor et hus er til at betale, og masser af pakhuse og potentielle loftlejligheder, fortæller Richard Florida. Alligevel er byens økonomi aldrig rigtig op kommet at ringe. Og både selve Pittsburgh og byens forstæder havde mistet indbyggere ved den seneste folkeoptælling. Alle de unge talentfulde mennesker fra universiteterne bliver nemlig ved med at forlade byen. Og på trods af den seriøse forskning i både medicin og it har kun en håndfuld virksomheder inden for bioteknologi fundet det umagen værd at satse på Pittsburgh. Dengang Richard Florida mødte den unge mand med strithåret og tatoveringerne, spurgte han, hvorfor han valgte at forlade Pittsburgh til fordel for en meget mindre by, midt i Texas. En by med en lille lufthavn og som ikke har professionelle sportshold. En by, hvis symfoniorkester, ballet, museer og opera slet ikke kan hamle op med Pittsburghs. Den unge mand sagde, at Trilogy var en god virksomhed, og det arbejde, de havde tilbudt ham, var udfordrende. Men først og fremmest havde han sagt ja tak til tilbuddet, netop fordi firmaet ville give ham mulighed for at bo i Austin! Der er fyldt med unge mennesker, forklarede han mig. Og der er et uendeligt antal muligheder for at have det sjovt. Musiklivet i Austin er fantastisk. Masser af små spillesteder. Der er et enestående natteliv og en bunke rekreative områder. Og så er der sidst, men ikke mindst en etnisk og kulturel forskellighed og åbenhed og tolerance, som der ikke er i Pittsburgh, fortæller Richard Florida.

6 Sagt på en anden måde: Austin er moderne. Det er en hip by, en funky by, en vibrerende by, mens Pittsburgh er, ja, noget andet end det i hvert fald. Det gjorde forskellen for den unge it-punker. Og det gjorde forskellen for Richard Florida, der lod sig inspirere af den oplevelse til at skrive sin bog. Pittsburgh er en company man town. Her har vi en by, der har opfostret Andy Warhol og Christina Aguilera. En by med et stort videnskabeligt og kreativt potentiale, men også en by, der ikke giver sig selv lov til at udvikle sig kreativt. Det kan sammenlignes med, at man er kok i et køkken med gode råvarer, men i stedet for at opfinde fusionsmaden eller lave moderne italiensk, asiatisk eller fransk mad, så laver man spaghetti and meatballs efter ens forældres opskrift, s iger han. Spaghetti med kødboller kender Richard Florida alt til. Han er født i 1957 i Newark i staten New Jersey: Har I set The Sopranos? Sådan et sted voksede jeg op, ikke der hvor Tony Soprano bor nu, men der hvor han boede, før han blev rig, siger Richard Florida med en af den slags popkulturelle referencer, der er typisk ikke bare for ham, men for amerikanere. Og det virker. I hvert fald hvis man har set tv-serien, der handler om livet som moderne gangster i Amerika. Den lille Richard Florida kom til verden i et italiensk-amerikansk arbejderklassehjem. Hans far var fabriksarbejder på en fabrik, der lavede brillestel hele sit liv. Moderen var hjemmegående. Newark var en god by. En by med et levende downtown og med en spændende kulturel og etnisk variation. Men allerede i mine unge år begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Newarks fald har haft stor indflydelse på mig og min interesse for det urbane Amerika. Hvad er forskellen på en god og en dårlig by? Hvordan vil folk gerne bo? Hvad tiltrækker kreativitet? siger Richard Florida. Lige siden folkeskoletiden har Richard Floridas hovedinteresse i livet været det, han selv kalder for den kapitalistiske evolution. Han har en bachelorgrad i økonomi fra Rutger s College i New Jersey og en ph.d. fra Columbia University i New York City. Han er medforfatter til fem bøger ud over The Rise of the Creative Class, og han har fået trykt over 100 artikler i videnskabelige tidsskrifter. Han har været gæsteprofessor på Massachusetts Institute of Technology og på John F. Kennedy School Of Government, Harvard University Desuden har han grundlagt to firmaer: The Creative Group og Catalytix, der begge laver konsulentarbejde for regioner, regeringer og virksomheder i hele verden, alt sammen baseret på tankerne i The Rise of the Creative Class. Det handler for mig om at prøve at forstå verden. Andy Warhol prøvede at forstå den ved at male den, Jimi Hendrix kunne høre ting, vi andre ikke kunne. Det var sådan, han prøvede at finde en mening. Jeg prøver at forstå, hvad i helvede det hele går ud på ved at kigge på økonomien. Jeg har aldrig brudt mig om traditionel økonomisk teori. I stedet er der tre ting jeg brænder for: Nye bevægelser i samfundet, nye bevægelser i økonomien og nye bevægelser i populærkulturen, siger Richard Florida. For at dokumentere sine teorier om den kreative klasse, og for at prøve at definere, hvad en by eller region kan gøre for at tiltrække den kreative arbejdskraft, har Richard Florida undersøgt livet i 50 amerikanske byer, såvel mindre lokale bysamfund som overvældende kosmopolitiske metropoler. Det interessante ved Richard Floridas undersøgelse er den metode, han har brugt. Hvilke kriterier han har lagt til grund for, om en by er god eller dårlig, om den ligger højt eller lavt på listen, om den forstår, hvordan den kreative klasse opererer eller ej. Det handler kort fortalt om bøsser og bohemer. I 1998 havde Richard Florida kortlagt den amerikanske hightech- industri han havde set på, hvor i USA de største, bedste og mest succesrige firmaer lå. Samtidig havde Richard Floridas kollega, Gary Gates, der dengang var ved at tage en doktorgrad på Carnegie Mellon University, kortlagt fordelingen af bøsser og lesbiske i Amerika det vil sige, hvor boede der flest homoseksuelle, hvilke byer var mest åbne og tolerante over for andre

7 måder at leve sit liv på end den såkaldt almindelige. Da de to forskere delte deres resultater, viste det sig, at der var et iøjnefaldende sammenfald. Alle de byer, der havde succesrige entreprenører og virksomheder, de byer hvor der var økonomisk vækst, var også de byer, hvor der var mange homoseksuelle. For eksempel San Francisco i Californien, der rummer både it-industriens højborg Silicon Valley og bøssernes højborg, byområdet Castro. Derefter så Richard Florida på, hvilke byer i USA, der statistisk set indleverede flest patentansøgninger hvert år, ligesom han så på, hvilke byer, der havde den største koncentration af bohemer, det vil sige forfattere, billedkunstnere og musikere. Richard Florida kalder disse målinger for The Gay Index, The Bohemian Index, The Innovation Index og The High -Tech Index. Igen var der et massivt sammenfald. En by, der havde det ene, havde også alt det andet. Og omvendt, en by, der ikke havde det ene, havde heller ikke noget af det andet. Min konklusion blev og er at byer og regioner med stor menneskelig diversitet, byer som er tolerante og åbne, de fremelsker kreativitet og dermed økonomisk vækst, siger Richard Florida. Kritikere af Richard Florida siger, at hans teorier er noget luftigt pjat, fordi økonomisk tænkning i dag først og fremmest handler om at skaffe folk i arbejde og ikke om kreative kaffebarer. Til det siger professoren, at det naturligvis handler om at skaffe folk i arbejde, det er netop det, den kreative klasse kan. For ham bliver den kritik derfor diskussionen om hønen og ægget. Kritikere siger også, at hans bog er et langt angreb på traditionelle familieværdier og dermed på de konservative amerikanere. Folk på højrefløjen angriber ham for at glo rificere homoseksuelle. Jeg vil gerne slå en ting fast. Det her handler ikke om bare at gøre en by mere hip eller cool. Det handler ikke bare om at bygge nogle flere fede loftlejligheder og åbne et par espressobarer. Det, jeg skriver i bogen, er, at alle mennesker, hver eneste af os, er kreative. Og kreativitet er det, som vi alle har tilfælles, det trodser race, køn, etnicitet, seksuel orientering, livsstil, uddannelse, alder og familieforhold. Nøglen til at bringe Amerika eller et hvilket som helst andet sted i verden velstand er at tappe den kreative energi fra alle mennesker. Men vi, der tilhører den heldige gruppe med 38 millioner medlemmer, bør gå forrest, siger Richard Florida, og læner sig ivrigt frem. Amerika består i dag reelt af t o samfund, mener han. The Rise of the Creative Class er således ikke en uforbeholden hyldest til den såkaldt nye økonomis sejrherrer. Ej heller er det en utopisk fremtidsvision. Richard Florida pointerer netop, at der med den kreative tidsalder er fulgt en stor økonomisk og regional splittelse i USA. Bogen indledes med en bid tekst fra Bob Dylans sang The Ballad of a Thin Man om en verden, der er i forandring. En forandring som går hen over hovedet på Mr. Jones. På Hr. Larsen. Netop Bob Dylan og hans generation har været med til at føre USA frem til et sted, hvor det er for sent at vende om, mener Richard Florida. Amerika inviterede selv folk med til festen: Fra 1950 ernes modkultur i The Beat Generation, til ungdomsoprøret og hippierne i 1960 erne, og de seneste 50 års popkulturelle udladninger: Film, musik, bøger, magasiner, digte, happenings, tvserier, sociale attituder, livsstil, seksuel frigørelse, globalisering, ungdomskultur. Tankerne frihedstrangen er blevet plantet i folks hoveder. De og den kan ikke pilles ud igen: Se på George W. Bush og Dick Cheney. Og se så på deres døtre. Dick Cheneys datter er lesbisk, og præsidentens døtre lever et ret udsvævende liv. Det er næsten, som om de to ser på deres døtres liv med skrækken malet i ansigtet, og så prøver de at påtvinge hele Amerika en striks moral. Men deres børn siger NEJ! Det er for sent. Æsken er blevet åbnet her i landet, og den kan ikke lukkes igen, siger han. Han mener på den baggrund, at højrefløjen i Amerika er på vej ud, hvor den ikke kan bunde:

8 Ethvert forsøg på at tvinge folk til tilpasning, enhver trussel mod den personlige frihed og individets ret til at udtrykke sig vil give bagslag. Det, tror jeg, er den strategiske fejl, som højrefløjen begår, hvis man skulle se tingene fra deres side. De vender flere og flere folk imod sig. Derfor tror han, at den kreative klasse vil vinde skyttegravskrigen. Det er den opgave og udfordring, som de kreative i Amerika står over for. Og det er den store opgave som Richard Floridas næste bog, der har arbejdstitlen The Challenge of the Creative Class, handler om: Den kreative klasse skal blive voksen. Den skal gøre, hvad alle andre klasser har gjort før den. Det vil sige organisere sig, være bevidst om egen indflydelse og magt, arbejde sammen for at løse de store problemer vi står over for: Den regionale, økonomiske og politiske splittelse i Amerika. Den øgede ulighed imellem mennesker. Den kendsgerning at politik på nationalt niveau i USA er isoleret fra hverdagslivet den almindelige amerikaner er alt for tit alt for ligeglad, siger han. Der er med andre ord lang vej hjem for Richard Florida. Men han er fast besluttet på, at det er den her sag, han skal bruge resten af sit liv på. Han har nemlig gjort en opdagelse en stor en: Jeg tænk te på et tidspunkt på at forlade USA. Jeg ville flytte til Canada, fordi jeg var blevet så træt af at være her. Men så opdagede jeg pludselig, hvor stor indflydelse jeg har fået, hvor stor indflydelse de tanker, jeg præsenterer i The Rise of The Creative Class, har fået. Derfor bliver jeg. Jeg vil gøre mit for at hjælpe Amerika videre, for at motivere mine landsmænd til at gøre en forskel, for at blande mig i den politiske debat, siger Richard Florida og ligner en, der mener det. Men i nat er det fredag. Og lørdag. Gode venner og et par danske journalister på den lille, hippe lounge SOBA i Pittsburghs fashionable Shadyside-kvarter. Mexicanske øl, krydrede tapas og amerikanske cigaretter. Dæmpet belysning og electronica i højtalerne. Derefter videre med egen chauffør til natklubben Deja Vu. Der hvor dagens tømmermænd blev grundlagt. En af den slags klubber, der er so Pittsburgh, ifølge Richard Florida. Og det er som at være på Crazy Daisy. Almindeligvis ville en 45-årig professor i regional økonomi på et mellemstort universitet nok ikke have privatchauffør. I øvrigt en chauffør, der mere er en del af selskabet, end han i gammeldags forstand er en ansat. Nelson, som chaufføren hedder, er således ofte gæst i Richard Floridas hjem, og på bilturene rundt i byen deltager han altid i sladderen og samtalen. En traditionel 45-årig professor i regional økonomi ville nok heller ikke høre The White Stripes moderne støjrock, citere Bob Dylan i sine akademiske udgivelser eller stå fredag nat på et hårdtpumpet diskotek, fordi det er sjovt og autentisk. Men hvad har det almindelige med sagen at gøre? Det her er libertinernes og bohemernes Amerika. Det her er Florida. Richard Florida. Det her er en bytur med den kreative klasse, og det gælder om at høre til og holde fast. Velkommen!