Jyllands-Posten: Intet om sagen. Derimod er der en lille reportage på s.5 fra Det hvide Hus, hvor Nixons datter er blevet gift.

Transkript

1 Vietnam 1971 Den 14. juni 1971 Stor forsiderubrik:usas fejlgreb i Sydvietnam afsløret. Artiklen er skrevet af avisens korrespondent i Washington, Bent Albrechtsen (med signaturen Al.), og referer den første artikel New York Times har skrevet om en række punkter, der afslører hvordan USAs engagement i Vietnam voksede. Al. skriver om det hemmelige program 34a:»Det følgende år strakte 34aoperationerne sig fra overflyvning af Nordvietnam med U2-fly, bortførelse af af nordvietnamesiske borgere ud fra efteretningsmotiver, nedkastning fra fly af sabotagehold i Nordvietnam og kommandoangreb fra havet for at sprænge jernbane og vejbroer på Nordvietnams kyst«. Desuden citerer Berlingske en amerikansk militæranalytiker om,»at der forud for Tonkinepisoden ikke blev gjort forsøg på at bruge de amerikanske destroyere i 34a-angreb eller som madding for Nordvietnamesisk gengældelse«. Intet om sagen. Derimod er der en lille reportage på s.5 fra Det hvide Hus, hvor Nixons datter er blevet gift. Intet. Den 15. juni 1971 på s.6 i Berlingske en stor rubrik: Vietnam-politikken kulegraves. Artiklen er skrevet af Al. En underubrik fortæller, at rapporten»rummer hidtil ukendte enkeltheder om amerikansk Vietnam-politik«. Der refereres fra de nye offentliggørelser i New York Times (NYT), hvor det vises, hvordan planerne om en luftkrig mod Nordvietnam var så godt som færdige, endnu mens præsident Lyndon B. Johnson afviste republikanernes præsidentkandidat Barry Goldwaters anbefaling af intensiveret krigsførelse.»der var planer til fremkaldelse af Nordvietnamesiske»provokationer«for at iværksætte denne luftkrig, og baggrunden for de amerikanske planer var både ønsket om at begrænse kommunismen i Østen og om at styrke Saigonregeringerne under ministerpræsidenterne Khanh og Huong Van Dung«. Berlingske skriver, at det er blevet afsløret»skjulte krigshandlinger imod Nordvietnam fra begyndelsen af 1964«,»Amerikansk-finansierede luftangreb i Laos havde allerede ramt nordvietnamesiske landsbyer«,»en genoptagelse af kommandoangreb på Nordvietnams kyst, og en genindsættelse af flådepatruljen i Tonkinbugten«. Ifølge forsvarsminister McNaughton skulle det»være i stand til på et tidspunkt at provokere Nordvietnam til militær gengældelse«.

2 Berlingske beskæftiger sig også med, hvordan NYT er kommet i besiddelse af rapporten på samme side i en mindre artikel: Hvor kom oplysningerne fra? Jyllands-Posten Reagerer heller ikke denne dag. Kort referat af nogle hovedpunkter i»en rapport om USA s deltagelse i Vietnamkrigen«i artiklen Vietnam fra Truman til Johnson fof om Johnsons beslutning om bombardementer, som blev forberedt mere end et år før Maddox-episoden. Den 16. juni 1971 Berlingske-forside: Nixon fik avisserien standset. Artiklen er skrevet af korrespondenten (Al.) i Washington.»En amerikansk forbundsdommer beordrede sent tirsdag aften»the New York Times«til at indstille yderligere offentliggørelse af hemmelige dokumenter om USAs Vietnampolitik«. På side 6 er der en mindre artikel under rubrikken CIA advarede Johnson mod junglekrig, også skrevet af Al. Artiklen citerer fra Pentagon-rapporten, at»sovjetiske, britiske og franske bestræbelser for så tidligt som februar 1965 at hidføre en forhandling mellem USA og Nordvietnam blev afvist fra amerikansk side«. De nye oplysninger fra NYT viser det nyttesløse i den netop påbegyndte bombepolitik, hvilket fik Johnson til at gå ind for indsættelse af landstyrker. At Johnson i hemmelighed havde planlagt dette, tydeliggøres, da han dagen før beslutningen siger til offentligheden»jeg kender ikke til nogen vidtrækkende strategi, hverken som forslag eller under udarbejdelse«. At det ikke var den klogeste strategi forudså en medarbejde i efterretningstjenesten, som ifølge rapporten udtalte»med indsættelsen af landtropper, at vi vil blive suget ned i en junglekrig under omstændigheder, der ikke vil tillader os at vinde, og fra hvilke vi vil få uhyre svært ved at trække os ud«. Samme dag har avisen en leder, uden signatur, med overskriften Retten til at vide det værste, hvori konflikten mellem»offentlighedens ret til at vide og regeringens ret til at fortie«ridses op. Lederen mener, at rapporten»kraftigt antyder, at præsident Johnsons regering i 1964 drev et dobbeltspil med krig og fred i forhold til såvel den amerikanske offentlighed som den amerikanske kongres«. Lederen støtter avisens ret til offentliggørelse, selv om»det kan siges at skade landets interesser, fordi det undergraver tilliden udadtil«, og selvom»de politisk er nok så pinagtige«. Avisen bringer (for første gang) en notits nederst på forsiden Serie om hemmelig rapport beordres standset.»en hidtil hemmeligholdt rapport om Vietnam-krigen hvoraf det fremgår, at Lyndon Johnson spillede i 1964 dobbeltspil om bombardementer af Nordvietnam«.

3 I artikel s.7 af avisens (unavngivne) korrespondent under rubrikken Johnson spillede dobbeltspil om Vietnam-bombning påpeges det, at»samtidig sporer man åbenbart uro for den propagandaeffekt mod USA, der kan opnås ude i verden af Hanoi og dens venner, når det nu vises sort på hvidt, at præsident Johnson og hans kreds af rådgivere i princippet blev enige om systematisk bombning af Nordvietnam allerede ved starten af den valgkampagne, hvor Johnsons hovedargument mod rivalen Barry Goldwater netop var, at denne var uansvarlig nok til at beordre en sådan udvidelse af fjendtlighederne«. Ifølge artiklen er den mest bemærkelsesværdige afsløring, at»planer om operationer mod Nordvietnam allerede blev udarbejdet et halvt år før intermezzoet i Tonkin-bugten i eftersommeren 1964«. Hidtil har man troet, at»angrebene mod amerikanske orlogsfartøjer i Tonkin-bugten foranledigede de første bombeangreb mod Nordvietnam som en amerikansk gengældelsesaktion«. Tonkin-episoden var anledningen, der udløste noget, som amerikanerne allerede havde besluttet sig for at realisere ved den først givne lejlighed. Artiklen nævner, at Justitsministeren vil stævne NYT. Forside: Vietnam-skandale i USA: Rets-ordre til The New York Times: Stands afsløringerne mest om det juridiske slagsmål og kun kort om indholdet af P-rapporten. Den 17. juni 1971 Nederst på forsiden er rubrik Sandheden skal frem trods alle trusler. Artiklen er skrevet af Al. NYT er blevet pålagt et (midlertidigt) forbud mod yderligere offentliggørelser ved en domstol i New York. Artiklen citerer NYT s vicepræsident for, at»sikkerhedsargumentet bliver brugt til at dække over fejltagelser og vildførelser i fortiden, og vi vil med glæde gå i fængsel hellere end at underkaste sig disse oplysningers undertrykkelse.«i en lille skrivelse i nyhedsoversigten på forsiden skriver avisen, at NYT er blevet bremset i sin offentliggørelse af den afslørende såkaldte McNamararapport om Vietnam-krigen. Dette fortsættes på s.4, hvor avisens korrespondent Sven Åhmann skriver under rubrikken Senatet: Alt skal frem. Artiklen påpeger at der er opbakning til NYT i store dele af USA, også fra enkelte senatorer.»både republikanere i Washington og mange uafhængige iagttagere er tilbøjelige til at mene, at Nixon-regeringen har alle muligheder for at profitere på rapporten, men samtidig kan det tænkes som tidligere vicepræsident Hubert Humphrey udtrykte det at hele spørgsmålet om de ledendes troværdighed er blevet draget i tvivl på New York Times kup«. Intet referat af rapportens indhold.

4 Forside: Mansfield udvirker høringer i kongressen om rapporten mest om det fortsatte juridiske slagsmål mellem myndigheder og amerikansk presse. Leder af Børge Outze: USAs synderegister, hvori o. erkender,»at det var sandt, hvad Hanoi sagde«om Tonkingbugt-episoden, og han stiller spørgsmålet til amerikanske myndigheder:»lyver I stadig?«nederst i lederen beklager Information, at avisen ikke har haft mulighed for at bringe NYT-artiklerne oversat til dansk. Det er nemlig Berlingske, der har eneretten til NYT-artikler, og huset har overvejelser om at bringe rapporten i fyldige uddrag i Weekendavisen. Den 18. juni 1971 Forsætter skriveri om sagen om, hvem kilden til rapportens udlevering er. En mindre rubrik på forsiden Kilden menes fundet skrevet af korrespondenten. Det antydes, at kilden er Daniel Ellsberg, samtidig med at konflikten mellem presse og regering spidses til. Henvisning til en artikel inde i bladet i nyhedsoversigten på forsiden. På s. 5 skriver Sven Åhmann under rubrikken USA myndigheder løber storm mod New York Times om udsættelsen af retssagen og Justitsministeriets krav om udlevering af rapporten, samtidig med at Ellsbergs navn nævnes. På s. 10 bringer avisen en usigneret leder under overskriften Amerikanske afsløringer, som totalt minimerer betydningen:»hvad der står i rapporten, er først og fremmest af interesse for folk, der studerer politiske beslutningsprocesser. Nogle af oplysningerne kan måske nok virke lidt hårrejsende på personer, der sætter pris på at komme i personlig affekt. En af dem er Danmarks Radios mand i Washington. Men sandheden tro i kærlighed har de skiftende amerikanske præsidenter blot handlet som det, de er politikere der efterrationaliserer, tager fejl, ligger under for illusioner og spekulerer i genvalg. Og så er det altså blevet til en rapport, hvori det alt sammen åbenbares for samtiden og for eftertiden, hvis denne har energi til at pløje sig igennem den Niagara-strøm af ord, hvori de få egentlige afsløringer gemmer sig. Den centrale konklusion af det, der er kommet frem er, at det er sværere at optræde i rollen som verdens ledende stormagt, end selv velinformerede iagttagere anede. Og at de krav, der stilles til amerikanske præsidenter, overstiger hvad man kan forvente af almindelige dødelige. Desværre vokser disse krav som årene går, så det sensationelle ligger velsagtens mindre i den mængde dumheder, der begås, end i den række forstandige beslutninger der trods alt træffes. Og i, at der fortsat synes at være konkurrence om at bebo det Hvide Hus, når lejemålet udløber hvert fjerde år«. Forside-artikel om det juridiske slagsmål samt en kortere artikel om Berlingskes planer om at bringe en eller flere af NYT-artiklerne.

5 Den 19. juni 1971 Stor rubrik hen over forsiden: Afsløringer i 300 aviser USAs regering og New York Times strides nu i retssalen. En omfattende artikel skrevet af Al. Washington Post har nu også offentliggjort materiale og sendt det ud til 300 aviser over hele verden over sin fjernskriver. Artiklen sætter de to parter op mod hinanden, og USAs Departement of Justice udtaler,»at grundlovens bestemmelser om pressefrihed ikke er en betingelsesløs, og at den sommetider må vige for krav fra regeringens side, så forbud mod offentliggørelse kan udstedes, før den har fundet sted.«omvendt citeres NYTs vicepræsident James Reston for»at det er vanskeligt at tro, at offentliggørelsen af disse historiske dokumenter er en større trussel mod USAs sikkerhed end deres undertrykkelse«. Artiklen oplyser, at der i senatet og kongressen er stemmer, der kræver, at offentliggørelsen fortsætter. På s.6 skriver Al. under rubrikken Nye Krigsafsløringer,»at Eisenhowerregeringen under Geneve-konferencen i 1954 aktivt modarbejdede tanken om frie valg i hele Vietnam, var imod en koalitionsregering, overvejede og opgav muligheden for en væbnet intervention og en krig mod Kina, men ikke direkte modsatte sig et Vietnam-valg, da Geneve-konferencen først vare overstået«.»usa samarbejdede ikke som ofte påstået med Diem for at skubbe valgene til side, om end landet senere støttede hans stillingtagen.» At krigen var på trapperne allerede fra 1954 tydeliggøres af en af Eisenhower godkendt erklæring om, at»i Indokina-konflikten står den kommunistiske og den ikke-kommunistiske verden tydeligt overfor hinanden på slagmarken. Tabet af slaget om Indokina i forbindelse med dets virkning på Sydøstasien og det sydlige Asien ville derfor have de alvorligste følger for USA og den frie verdens interesser i Europa og andre steder... «Artikel af Åhmann på s. 4 under rubrikken Nixon i uheldigt lys i nyt afsnit af Vietnam-rapport. Washington Post har offentliggjort yderligere dokumenter, som avisen referer kortfattet. De handler om Eisenhowerperioden, hvor Nixon var vicepræsident og viser, at både Eisenhower og Nixon»drev en energisk kamp ved Geneve-konferencen i 1954 mod afholdelse af frie valg i Nord og Sydvietnam. Årsagen var at Eisenhowerregeringen frygtede, at valget ville betyde en kommunistisk sejr til Ho Chi Minh efter franskmændenes tilbagetog ud ad Indokina«. Fremstillingen viser»mere end noget andet at det var Sydvietnams præsident Ngo Dinh Diem, der langt mere end amerikanerne blokerede afholdelsen af frie valg. Den slags og andre historiske glimt, der nu kan hentes ud af dagens afslørende dokumenter har dog i øjeblikket mindre aktuel interesse, end den rent juridiske betydning, som offentliggørelsen af dokumenterne kan få«.

6 Forside-artikel om det juridiske slagsmål med korte referencer til rapportens indhold, f.eks. at Eisenhower forsøgte at modvirke frie valg i Vietnam. Kortere artikel med refeat fra den franske avis Le Monde, der er overrasket over, at P-rapportens afsløringer behandles som nyheder:»de indokinesiske kommunister og sammen med dem uafhængige iagttagere havde afsløret mange af dem«tidligere. Endnu en leder af Outze: Eenevælden i USA, hvori han med afsæt i P- rapporten kritiserer de enorme magtbeføjelser, den amerikanske præsident har, når det gælder krigsførelse. Den 20. juni 1971 Stor rubrik på søndagsforsiden New York Times fik ret Foreløbigt forbud mod Vietnam-artiklerne dog forlænget, skrevet af Al. Mellemrubrikken understreger avisens fokus i sagen»en serie af hemmelige dokumenter om Vietnam-krigen, der har ført til et skarpt sammenstød mellem regeringen og dagspressen«. Berlingske tager pressens parti og citerer domstolens underindstans for, at»dette er et råt problem om at bevare pressens frihed«. På s.7 skriver Bent Albrechtsen om den formodede kilde til rapporten under rubrikken Vietnam-ekspert der slog om. Det er endnu ikke sikkert, at Ellsberg er kilden, men forbundspolitiet har vist interesse for ham. Han beskrives af en kilde som en»lysende, intens, energisk mand, der tænker selv og drager sine egne slutninger«. Hans indsigt i rapporten fik ham til at skifte mening og blive kritiker af Vietnamkrigen. Samme dag har avisen en usigneret leder under overskriften Nixon og pressefriheden, som ikke handler om rapportens indhold, men om pressens principielle stilling. Holdningen er, at regeringen er gået langsomt til domstolene, da den ikke havde de store forhåbninger om at standse offentliggørelsen. Men den måtte gøre noget for ikke at skabe præcedens. Sagen rummer ifølge lederen»en legitim konflikt mellem væsentlige samfundsprincipper: mellem pressefriheden og hensynet til landets forsvarsmæssige sikkerhed. Pressens frihed er forankret i den amerikanske forfatning. Det er frihed under ansvar over for loven og det vil sige, at den ikke er ubegrænset. Men hvor grænsen mellem friheden og sikkerheden ligger må i mange tilfælde være et skøn.«konsekvensen af offentliggørelsen er nok skadelige for landets»anseelse, at dets tidligere regeringer har drevet en kompromitterende politik, men det gavner til syvende og sidst landet selv, at dets borgere ved, hvor godt eller slet det bliver styret. Det er det, der er selve meningen med pressefrihed«. Mindre artikel på forsiden USA-politikere kræver høring om Vietnamrapporten om at en række politikere i både senat og kongres kræver høringer om rapporten.

7 S. 7 bringer en Reutersartikel under rubrikken Vietnam-serien fri, men udsat som i meget kort form oplyser, at også Washington Post nu har citeret fra hemmelige dokumenter, som viser, at»johnson-regeringen på intet mellem nærede den ringeste tiltro til, at de hyppige pauser i bombardementerne af Nordvietnam ville resultere i fredsforhandlinger. (...) Rapporten lader lader ifølge Washington Post forstå, at de militære chefer benyttede bombepauserne til at optrappe krigen en smule hver gang.«på samme side en større kommentar af Erik Reske-Nielsen: USAs politiske system har svigtet en stormagts krav. ERN bakker op om offentliggørelsen»i det mindste for de afsnits vedkommende, som ikke rummer militære hemmeligheder af en sådan betydning, at publiceringen af dem kan bringe nationens sikkerhed i fare.«rapporten har indtil videre ikke været særlig afslørende, men snarere indeholdt oplysninger, som allerede var kendte og kun»udbygger og dokumenterer nyheder og vurderinger, som for længst er blevet meddelt i massemedierne. Umiddelbart synes det derfor ikke at være grund til så meget postyr, med mindre der i den sider lange rapport findes ganske anderledes sprængfarligt stof, eventuelt vedrørende kredse i USA, som kan have presset landet ind i krigen for derigennem at varetage egen-interesser«. Betydningen af rapporten ligger ikke så meget i afsløringer af»lyndon Johnson som mere af en bevidst løgner end statsmænd alle dage har været«som i det tragiske, at»at USAs politiske system ikke opfylder de krav, der stilles til det, når Amerika skal udfylde en verdensmagts funktion«. ERN frygter, at rapporten skal trække USA tilbage til en isolationistisk politik, som den kendes fra mellemkrigsperioden. Og dermed er det farlige ved rapporten, at den risikerer at forandre vores egen sikkerhedspolitiske situation»det må mane til eftertanke i alle de stater, der i et par årtier har bygget deres sikkerhed på USAs verdensmagt«. Den 21. juni 1971 Rubrik på forsiden Sandheden om Vietnam i to forskellige udgaver skrevet af Al. Underrubrik betoner: Skarp forskel på hvad USA sagde og gjorde i Indokina-krigen. Al. skriver, at de amerikanske blade er meget optaget af den principielle debat, men nu også»de sidste dage kunnet anstille sammenligninger mellem de afslørede kendsgerninger i Pentagons Vietnam-studie og de påståede kendsgerninger, som i sidste halvdel af 60 erne blev fremført af Johnson-regeringen«. På en pressekonference med forsvarsminister McNamara 5. august 1964»Kan De give os de grundlæggende motiver til patruljeringen i Tonkinbugten? Svar: Det er rutinepatruljer af den type, vi foretager i internationalt farvand over hele verden.new York Times sammendrag af Pentagon-studiet: Destroyer-patruljerne i Tonkinbugten (...) var et led i et hemmeligt militært pres på Nordvietnam. Medens patruljernes formål først og fremmest var psykologisk, som udtryk for magt, samlede destroyerne oplysninger om nordvietnamesiske radaranlæg og forvarsbatterier ved kysten, som kunne bruges af

8 sydvietnamesiske kommandotropper eller af piloter i tilfælde af bombekampagne.«præsident Johnson betonede på et pressemøde, at indsættelsen af landtropper ikke betød en ændret politik, men samtidig siger»pentagon-studiet: Beslutningen i midten af juli om at sætte soldater ind i kampen blev opfattet som en milepæl begyndelsen til en asiatisk landkrig.«berlingske gør ikke selv noget tilsvarende eller reflekterer over, at avisens tidligere dækning var i fuld overensstemmelse med den amerikanske regerings udtalelser og handlinger. Avisen har på forsiden en henvisning til en artikel om New York Times og pressefrihed. Den korte artikel på s. 5 er et referat af en leder i New York Times, som kalder et afslag på regeringens anmodning om forbud mod yderligere offentliggørelse en sejr for pressefriheden. Dommer Murray Gurfein siger, at»en kværulantisk, stædig og allestedsværende presse må tåles af magthaverne for at ytringsfrihedens endnu større gode og befolkningens ret til at blive holdt underrettet kan sikres.«sagen fortsætter ved en appeldomstol. Forside-artikel: US-pressen har vundet første runde i kamp mod regeringen samt endnu en (lang) forsideartikel om Baggrunden for de amerikanske bombardementer af Nordvietnam ifølge Pentagons hemmelige rapport med beskrivelser af den hemmelige amerikanske politik i Den 22. juni 1971 Forsiden: Et komplot hævder Johnson På s.6 bringes et uddrag af forbundsdommerens kendelse om, at han ikke kunne forlænge forbudet mod New York Times. Dommer Murray I. Gurfein mener ikke, at regeringen har givet»nogen tvingende grund til, at disse dokumenter vitalt angår landets sikkerhed - udover at de i det tidligere nævnte omfang skaber ængstelse.«af en mindre artikel: Hanoi kendte USAs planer viser en gennemgang af en hvidbog, som den nordvietnamesiske regering udsendte i midten af 1960 erne, at nordvietnamesernes opfattelse af USAs vietnampolitik ifølge Al. var»stort set rigtig«- kan man nu se efter afsløringerne i P-rapporten. En usigneret leder skriver under overskriften Nordvietnam igen om at anerkende Nordvietnam som stat. Lederen mener, at Socialdemokratiet ikke har kunnet argumentere overbevisende for en anerkendelse, selv om både Sverige har anerkendt Hanoi-styret, og Norge er godt på vej. Afsløringerne om Vietnam-krigen har»på ny givet fortalerne for en dansk anerkendelse af Hanoi anledning til at bringe kanonerne i stilling. (...) Motiveringen for et sådant skridt er imidlertid stadig gådefuld. Det giver god mening at foretage det, hvis det kan gavne danske interesser, herunder forøge chancerne for fred i Vietnam«. Men lederskribenten er modstander af et sådant skridt, da

9 dette»ville blot blive opfattet som en demonstration over for USA og som en understregning af dansk ubehag ved USAs Vietnam-politik. (...) Danmarks mishag med USAs Vietnam-politik har både regeringens chef og andre af dens medlemmer ved flere lejligheder givet udtryk for.«regeringen burde ikke kritisere USA, men i stedet»bekæmpe den velmente trang blandt menige danske udenrigspolitikere til at give USA anvisning på Vietnam-politikkens udformning.«på forsiden af avisen med en henvisning til artikel inde i avisen: Washington Post må trykke Vietnam-serien som er et kort Reuters-telegram. På samme side en kort artikel fra Reuters under rubrikken Robert Kennedys hævn fra graven. Johnsons opfatter rapporten, som blev udarbejdet i 1968 som et indenrigspolitisk værktøj, som Kennedy kunne have brugt i valgkampen i På s.14 fortsætter dækningen med referat af analyse fra AP under rubrikken CIA advarede: Udvidet krig vil ikke nytte. Johnson besluttede stærkt tilskyndet af general Westmoreland at luftkrig alene ikke ville knække Nordvietnam. Orden om indsættelse af landtropper»blev givet på trods af præsidentens rådgivere havde fortalt ham, at heller ikke en landkrig ville tvinge Hanoi i knæ«. CIA-chefen McCrone skrev til udenrigsminister Rusk, at landoffensiven skulle følges af en tilstrækkelig tung og ødelæggende luftkrig,»ellers vil vi finde os selv kørt fast i jungle-kampe i en militær indsats, som vi ikke kan vinde, og som vi vil finde det utroligt svært at trække os ud af«. Allerede i januar 1964 havde generalstaben anbefalet at eskalere engagementet, og i februar begyndte under kodenavnet 34a»de hemmelige amerikanske angreb på Nordvietnam«. Angrebene var i form af»sydvietnamesiske commando-raids langs kysten, hvor jernbane og vejbroer ødelagdes, faldskærmsnedkastning af sabotagehold og grupper til psykologisk krigsførelse«. I sommeren 1964 opstillede viceforsvarsministeren McNaughton følge mål for USA i Sydvietnam»De 70 % - at undgå et nedværdigende nederlag for vort ry som garanti. De 20 % - at holde sydvietnamesisk territorium fri af kinesiske hænder. De 10 % at tillade det sydvietnamesiske folk at leve et bedre og friere liv.«som en afslutning på disse tiltag kom i 1964 Tonkinbugt episoden,» - Nordvietnamesiske kanonbåde angreb to amerikanske destroyere i internationalt farvand, hævdedes det». På forsiden en mindre artikel samt en notits om det fortsatte juridiske slagsmål, på udenrigssiden artikel om Johnsons holdning til afsløringerne, som han kalder»uærlige«.. Den 23. juni 1971

10 På trods af at Berlingske ikke selv mener, at rapporten giver grund til kritik, har rapporten i USA medført en stigende krigsmodstand. Dette skriver Al. på s. 6 under rubrikken Alt om Vietnam kommer frem. I Sydvietnam frygtes det at»offentliggørelsen af dokumenterne vil forstærke krigskritikken i USA og måske gennemtvinge en hurtigere tilbagetrækning af amerikansk militær og økonomisk hjælp.«samtidig er der i senatet afstemning om et forslag fra 4 senatorer om tilbagetrækning inden 9 måneder. I en anden artikel at Al. på samme side afsløres det via Boston Globe,»at kuppet mod Ngo Dinh Diem i 1963 var opmuntret og godkendt af De Forenede Stater.«Boston Globe afslører også, at Kennedy var langt mere involveret i optrapningen end hidtil antaget i hemmelige aktioner mod Nordvietnam:» 1. afsendelse af agenter til landet. 2. Nedkastning af forsyninger til disse agenter fra luften ved hjælp af civile flybesætninger. 3. Sydvietnamesiske specialstyrkers infiltration af Sydøstlaos og andreb på kommunistiske baser og kommunikationslinjer. 4.4 Dannelsen i Nordvietnam af modstandsbevægelser, skjulte baser og sabotagehold og udførelsen af mindre aktioner. 5. Overflyvninger af Nordvietnam med nedkastning af propaganda.«henvisning i Nyhedsoversigten til en rubrik med overskriften Laird søger rapport frigivet. Ifølge Reuter vil forsvarsministeren arbejde for en frigivelse. Samtidig reporterer Baltimore Sun fra Saigon at det sydvietnamesiske udenrigsministerium udtaler:»hvis det amerikanske folk får det indtryk, at det er blevet narret til at sende tropper hertil, bliver det praktisk taget umuligt for præsident Nixon at holde så meget som en beredskabsstyrke tilbage i Vietnam«. På samme side en artikel af Sven Ahmann, om yderligere offentliggørelser i Boston Globe under rubrikken Kennedy godkendte hemmelig krig. De nye dele af rapporten viser, at Kennedy allerede i 1961 godkendte vidtgående planer» i fuld bevidsthed om, at en sådan styrke kunne øge den internationale spænding og føre til udvidet krig«. De detaljer om Kennedyperioden, som Boston Globe fremlægger, er følgende:»så tidligt som 11. maj 1961 godkendte præsident Kennedy et forslag om udvidede, men maskerede angreb mod Nordvietnam fra sydvietnamesiske enheder. Samtidig gik præsidenten ind for udsendelse af hemmelige agenter i selve Nordvietnam samt luftforsyning af disse fra fly, der blev fløjet af professionelle lejetropper. Dernæst gik USA officielt ind for at specialuddannede sydvietnamesiske tropper infiltrerede det sydvestlige Laos i et forsøg på at øve sabotage mod Vietcong-baser og kommunikationslinjer«og få»oprettet specielle kommunikationsnet, skjulte baser og forsyningslinjer til sabotageenheder inde i selve Nordvietnam, ligesom der blev gennemført propagandaflyvninger nord for DMZ-zonen for at nedkaste flyveblade til den nordvietnamesiske befolkning«. Avisen bringer også en usigneret leder under overskriften Hanoi Hastværk om»politisk udnyttelse af intern amerikansk dokumentstrid«.

11 Lederskribenten afviser, at der er virkelige afsløringer i rapporten, og der er ingen argumenter for et krav dansk diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam,»som fhv. statsminister Krag og andre kom styrtende med«. Anerkendelse kunne komme på tale»hvis afsløringen af de hemmelige amerikanske regerings-rapporter havde indeholdt virkelige sensationer, som kunne stille krigen i Vietnam i et nyt lys, og retfærdiggøre det aggressive kommunistiske Nordvietnam over for det Sydvietnam, som i sin tid blev genstand for overfald ude og indefra«.»... det er betegnede for afsløringerne, at blæsten omkring offentliggørelsen og myndighedernes og domstoles stilling hertil fylder og interesserer langt mere end selve dokumenternes indhold, som ikke er så forfærdelig overraskende«.»venstreorienterede kræfter er altid ude efter stof til demonstration mod Amerika og dets Vietnam-politik.«Når»den forgudede«jfk nu også»trækkes ind«, så er det tegn på, at»undertiden glemmer man, at indblandingen fra amerikansk side for at redde Bagindien fra kommunismen tog sin virkelige begyndelse i den senere myrdede præsidents tid«.»den amerikanske dokumentsag«kan ikke bruges»til hjemmestrikkede formål«, men»det mest samlende indtryk af begivenhederne i USA (vil) være: en øget respekt for den amerikanske presses konsekvente hævdelse af pressefriheden og for de uafhængige amerikanske domstole«. Forside-artikel af Torben Krogh,»Informations udsendte medarbejder«: Nixon kan nu næppe standse Vietnam-offentliggørelserne fordi flere og flere store amerikanske aviser begynder at aftrykke uddraf af de hemmeligtstemplede dokumenter. Desuden kort forside artikel om den amerikanske forsvarsminister Melvin Laird, der har bebudet, at regeringen vil offentliggøre dokumenterne. Den 24. juni 1971 Under rubrikken Betinget nederlag for Nixon skriver Al. s. 6 om afstemningen i senatet. Et flertal stemte for en tilbagetrækning inden ni måneder, men dette vil ikke binde præsidenten, men kan dog fortolkes som en næse. Afstemningen anses»som endnu et slag i den langvarige kamp mellem præsidenten, der er betinget af et sæt nødvendigheder, og de kredse i kongressen, som føler, at de selv og landet demonstrativt må slå ind på en ny vietnam-politik.«artikel om, at den fjerde amerikanske avis nu er i gang med at bringe uddrag af de hemmelige dokumenter, og at Nixon vil frigive rapporten, men kun til kongessen. Og at Chicago Sun-Times (den 4. avis) citerer fra et dokument august 1963, der viser amerikanske overvejelser om at styrte præsident Ngo Dinh Diem, hvis han indledte forhandlinger med Nordvietnam. En leder skriver samme dag under overskriften Tidsfrist med forbehold, at afstemningen var en»parlamentarisk sejr for dem og for så vidt en moralsk

12 sejr, fordi man nu kan sige, at Senatet i Washington har forlangt, at den amerikanske tilbagetrækning skal være afsluttet den 1. april 1972.«Selv om denne sejr måske får den store betydning»er vedtagelsen betydningsfuld nok som symptom på den stærke amerikanske trang i øjeblikket til at indskrumpe USAs position og forpligtelser som verdensmagt. (...) Det er ikke isolationisme i klassisk forstand. Det er ikke et forsøg på at stå af og vende verden ryggen. Det er en uafklaret stræben efter at blive en lidt mindre belastet stormagt.«avisen skriver på forsiden kort artikel om, at NYT har fået rettens godkendelse til at fortsætte trykningen af rapporten, dog undtaget de dele, der menes at kunne skade statens sikkerhed. På s.9 beretter en usigneret artikel om afstemningen i senatet, der kræver en tilbagetrækning inden 9 måneder. I en artikel af Åhman oplyses, at kongressen nu får rapporten, at og at JFK vidste om kuppet mod Diem i Forside-artikel med referat fra artikel i Boston Globe om, at Kennedy i 1961 godkendte infiltration i Nordvietnam samt opfølgning på Melvin Lairdvinklen. Den 25. juni 1971 Kort forsideartikel om, at 13 amerikanske aviser nu bringer uddrag fra rapporten bl.a. Los Angeles Tribune, Chicago Sun-Tribune. NYT går til Højesteret med sagen. Avisen bringer i 2. sektion en beretning fra Chicago Sun-Times, som er fortsat med offentliggørelse. Heri hedder der, at Kennedy i 1961 sendte vicepræsident Johnson til Sydvietnam med det formål»at»opmuntre«sydvietnam til at anmode om amerikanske landstyrker«. Dette var Diem dog afvisende over for indtil oktober, hvor anmodningen kom. Det hedder videre, at»snig mord på Diem, var en af tre aktioner, der var under overvejelse«. Kort forside-artikel: N.Y. Times til højesteret tretten aviser trykker løs Den 26. juni 1971 På s.6 bringer Berlingske en artikel Johnson frygtede storkonflikt af korrespondenten, som refererer Chicago Sun-Times for at»præsident Eisenhower i 1958 i hemmelighed slog ind på en politik, der skulle fjerne

13 kommunistisk kontrol i Hanoi og genforene Nord og Sydvietnam under en anti-kommunistisk regering.«videre citereres avisen for, at analyser meget tidligt viste, at bombardementer af Nordvietnam ville være en fiasko. Som det 17. amerikanske dagblad er St. Louis Post-Dispatsch begyndt at offentliggøre udddrag af P-rapporten. Dagens kronik er skrevet af»red. Jørgen Schleimann«, der mener, at P- rapporten kun har frembragt»meget lidt«, som»ikke i forvejen var kendt«- og at»»afsløringerne«s (bemærk gådeøjnene, red.) politiske relevans ligger derfor ikke i, at de nu bekræfter, hvad man i forvejen vidste eller kunne og burde vide«men derimod i, at»angrebene på USAs officielle sydøstasisenpolitik«tilføres»et forstærket element af moralsk indignation og følelsesmæssigt engagement.«js mener, at»man må spørge sig, om det er det rette tidspunkt til at søge at binde den siddende regerings hænder på ryggen«, og de»hidtil respekterede grænser for, hvad ansvarlige journalister og andre med særlig indsigt kan og bør meddele tredjepart«- og at et flertal af journalisterne på NYT vil»leve længe nok til at opleve den dag, hvor de med stigende tvivl må spørge sig, om det nu også var rigtigt at udløse den bølge af indiskretioner om særdeles ømtålelige politiske emnner og historiske forløb«. Lille rubrik på forsiden af avisen fortæller om Nyt forbud mod New York Times og Washington Post. Fortæller at domstolen fortsætter forbudet indtil retssagen starter. Forside-artikel af Torben Krogh, der refererer amerikanske avisers selvkritik, bl.a. fordi mange af afsløringer faktisk kom frem for syv år siden uden dog at vække samme opmærksomhed. Den 27. juni 1971 På forsiden af Søndags Berlingske en mindre rubrik skrevet af Al.: Ellsberg melder sig fordi Justitsministeriet har underskrevet en arrestordre mod ham. Ellsberg beskrives som»en veltalende og idealistisk universitetsprofessor fra Harvard«, der»har chokeret amerikanerne med dokumenternes afsløringer. Han har bragt politikere som tidligere præsident Lyndon B. Johnson og vicepræsident Hubert Humphrey i vanskelige situationer. Han har fået udenlandske regeringer til at protestere til Washington«. At E. handlede som han gjorde skyldes, ifølge et tv-interview med E. (der har været under jorden siden en tidligere kollega fra NYT stak ham som kilden), hans overbevisning om»at der ikke havde været krig på noget tidspunkt i Vietnam, hvis det ikke havde været for amerikansk militær og økonomisk støtte«. Al. beretter om nye afsløringer i amerikanske aviser, bl.a. om CIA, der i årevis i hemmeligt stemplede dokumenter har afvist domino-teorien. En

14 notits meddeler, at den amerikanske Højesteret endnu ikke har færdigbehandlet sagen. I en kommentar på s.6 skriver Erik Seidenfaden (Berlingske) under overskriften Fejl mere end forbrydelse, at man må gøre sig klart, hvad der er»det mest centrale i afsløringerne«.»spørgsmålet om, hvorvidt pressen bør kunne offentliggøre offcielt hemmeligt-stemplede papirer, er ikke det væsentligste.«det betydningsfulde er,»hvad dokumenterne fra det amerikanske forsvarsministerium måtte medføre for den beslutningsproces, hvorunder landet føres ud i krigshandlinger«. Umiddelbart er det afsløringerne af, at»præsident Johnson førte folket bag lyset, der ophidser eller foruroliger sindene. Han optrådte som fredskandidat over for Goldwater under valgkampen, mens det nu dokumenteres, at han samtidig så at sige havde besluttet at gå til bombardement af Nordvietnam. Og den berømte episode i Tonkin-bugten, hvormed den udvidede krigsførelse i sin tid begrundedes, var fabrikeret af amerikanerne som et påskud. Kort sagt løgn og bedrag og overlagt aggression hele vejen igennem«. Selv om ikke alt er nyt, så vil P-rapporten få betydning lige som Krustjovs hemmelige tale på den 20. partikongres om Stalin-tiden. Konsekvensen af afsløringerne»får det naturligvis ikke venligt mente og triumferende spørgsmål: Hvad siger I så? Ikke blot en polemisk berettigelse, men stor betydning, når det rettes til dem, der trods tragedien i Vietnam hidtil har vægret sig ved at likvidere en fundamental tillid til De Forenede Stater og deres ledelse«. Seidenfaden mener ikke, der direkte er begået en forbrydelse, men snarere, at de, der»dengang billigede dens hensigt, bør i dagens dom skelne mellem fejltagelse og forbrydelse«. Kort artikel på s.7 om arrestordren på Ellsberg. Den 28. juni 1971 På s. 6 i Berlingske skriver Al. under rubrikken Dokument-striden har delt USA Pressekonflikten har luret siden Sagen i højesteret samler i USA»større opmærksomhed end de oplysninger, der fandtes i bladenes artikler om Vietnam-krigen«. Understreges videre af at»det er forholdet regeringpresse i Vietnam-krigens lys, som i dag i de amerikanske østkystavisers søndagsudgaver igen dominerer nyhedsstoffet«. Ifølge Al. skriver de amerikanske aviser ikke længere så meget om rapportens indhold, og konflikten sættes i stedet i en historisk kontekst i forholdet presse-regering. Avisen bringer en kort notits i nyhedsoversigten på forsiden. Ellsberg forventes at melde sig.

15 Forside-artikel: Jagten på Ellsberg skærpes og afsløringerne fortsætter - bl.a. af at CIA i 1966 vurderede, at de voldsomme bombardementer af Nordvietnam var virkningsløse. Den 29. juni 1971 Al. skriver under rubrikken Han gjorde det for USAs skyld, at Ellsberg har meldt sig selv. E. citeres for udtalelsen»jeg gjorde dette på mit eget initiativ. Jeg følte, at jeg som amerikansk borger, som ansvarsbevidst borger, ikke længere kunne medvirke til at skjule disse oplysninger for det amerikanske folk. Jeg er rede til at tage alle følger«. E. gav allerede i efteråret 1969 materialet til senatets udenrigskomite -»siden da er endnu 9000 amerikanere omkommet,«som E. siger. Al. beskriver, at E.»endte hermed foreløbig sin lange rejse fra patriotisk regeringsembedsmand til Vietnamkritiker, en rejse som mange andre har gjort sammen med ham«. E.s motiver gentages som»at amerikanerne bærer den største del af ansvaret for op til 2 mio. dødsfald under 25 års vietnamkrig«. Avisen bringer på forsiden foto af Ellsberg med henvisning til artikel inde i avisen. Forsiden af 2. del artikel med rubrikken Ellsberg tilstår. Uden signatur beskrives det, at E. meldte sig selv som»årsag til afsløringer afsløringerne af sandheden om den Indokinesiske krig«. I en anden artikel et kort portræt af E., også uden signatur. Heri beskrives hans forvandling fra høg til due i Vietnam-spørgsmålet. Poetisk betegnes han af venner som»et menneske med en Niels Bohrs hjerne og en sjæl som hos en af Dostojevskijs forpinte helte«. Ole Bernt Hansen laver på samme side en opsamlende analyse Tragedien Indokina, hvor hele krigen kommer under behandling.»hvad der er sket, er klart nok: fejlskøn efter fejlskøn har ført til fejltagelse efter fejltagelse«. Den første fejltagelse bestod i, at USA overså»at Vietminh og Vietminhs leder Ho Chi Minh, var mere inspireret af den amerikanske end den russiske og kinesiske revolution og kunne være blevet USAs allierede...«det mislykkedes, fordi USA ikke havde et ordentligt efterretningsvæsen, og hele krigen skyldes dette ene aspekt:»derfor konflikten med Ho Chi Minh og derfor i sidste instans Vietnamkrigen«. Den næste fejltagelse var, at»præsidenterne og senatet (vænnede) sig til, at den udøvende magt kunne gøre, hvad den skønnede rigtigt, og således gik det til, at USA uden at senatet på noget tidspunkt blev spurgt og fik tid til at tænke skridt for skridt førtes ud i en krig, der forekommer uacceptabel, fordi den ikke bare er unødvendig, men også strider mod den amerikanske grundlovs ånd«. Den tredje fejltagelse var, at præsidenterne glemte,»at de ikke er despoter i et middelaldersamfund som det russiske, men ledere i liberale samfund hvis befolkninger er modstandere af napalm og total krigsførelse«. (sjovt hvis det russiske folk skulle være tilhængere af dette, red.) Disse præsidenter gjorde

16 det værste og»glemte at USA ikke kan opføre sig som Rusland og Czekoslovakiet«. Moralen i det hele er, at præsidenterne»har overtrådt spillets regler og distanceret sig fra både den amerikanske befolkning og fra USAs allierede, der i øvrigt er USAs allierede, fordi de deler den amerikanske befolknings grundholdninger. (...) mens vi har vænnet os til at protestere mod, at USA lader sig tvinge til at efterligne russerne, når de opfører sig allerværst«. Kortere forside-portræt af Daniel Ellsberg Den 30. juni 1971 Al. skriver under rubrikken Rosenrød krigsoptimisme om de sidste nye offentliggørelser i USA. Det er Christian Science Monitor, som beskriver, hvordan»den amerikanske regering helt frem ti marts 1964 blandt sine nødplaner om forstærkelse af den militære indsats også havde en halvhjertet anerkendt plan om gradvis tilbagetrækning, som kun vedblev at eksistere, fordi militærets efterretningsrapporter fra Vietnam gang på gang viste sig for optimistiske«. Planen, som allerede eksisterede under Kennedy og Johnson, var på forhånd dødsdømt, siger rapporten -»dette skyldtes en grundlæggende mangel på realistisk bedømmelse, alvorlige svagheder i militærets efterretningsrapporter, mangel på virkelig forpligtelse over for tilbagetrækningstanken, og en støt forringelse af det politiske klima i Sydvietnam med Ngo Dinh Diems fald i 1963 som kulmination«. Planen fik sit endelige dødsstød i 1964, hvor det i de øverste lag blev erkendt,»at det nu ikke mere var et spørgsmål om, hvorvidt situationen var blevet værre, men hvor meget den var blevet værre«. Resultatet blev en program med 12 punkter, hvoraf der sidste lød»forbered øjeblikkelig med 72 timers varsel at iværksætte alle planer til kontrolaktioner langs Laos og Cambodiagrænserne... og gengældelseshandlinger mod Nordvietnam, og vær klar med 30 dages varsel til at iværksætte programmet til gradvis åbent militært pres mod Nordvietnam«. Intet Højesteret beslutter 30. juni med seks stemmer mod tre at det ikke er ulovligt.»kun en fri og uindskrænket presse er i stand til virkeligt at afsløre en vildledende regering. Og frem for alt er det den fri presses pligt at hindre et hvilket som helst regeringsled i at bedrage landets befolkning og sende folk af sted til fjerne lande for at dø af fremmede sygdomme og fremmede patroner og granater. (...) Da aviserne afslørede de aktiviteter i regeringen, som førte til Vietnamkrigen, gjorde de på fremragende vis det, som USAs

17 grundlæggere håbede og troede på, de ville gøre.«(fra højesteretsdommer Hugo L. Blacks flertalsafgørelse) Torsdag den 1. juli 1971 Forside: USAs højesteret gik Nixon imod Al. beretter bl.a. om hurraråb i flere bladbygninger i Washington desuden artikel om den demokratiske senator Mike Gravel, der i fire timer som en protsthandling læste op fra den hemmelige rapport. Forsidenotits: USAs regering underkendt inde i avisen artikel: Højesteret frigiver rapporten samt notits om senator Mike Gravels højtlæseri Forside: USAs højesteret går mod forbundsregeringen kort omtale af kendelsen, der sikrer pressefriheden. Den 2. juli 1971 Forsidehenvisning: Kennedy drev Amerika ind i krigen inde i avisen artikel af Al.: En ny syndflod af afsløringer om hvad NYT og andre amerikanske aviser nu fortsætter med at trykke efter højesteretskendelsen. Artikel: Rapporten om Kennedys stille krigsoptrapning om hvordan Kennedy trods gode råd i stilhed fik viklet USA dybere og dybere ind i et opgør i Vietnam. Kort forside-artikel om den amerikanske justitsminister John Mitchel, der trods højesteretskendelsen bebuder, at regeringen vil gøre alt for at straffe de, der offentliggør hemmeligt stemplede dokumenter. Leder af Torben Krogh (tok): Pressens sejr der nok priser højesteretskendelsen, men samtidig stiller sig kritisk over for, om den åbne presse i USA faktisk har gjort en forskel i forhold til præsidentens krigsmanøvrer.»pressens stærkt begrænsede indflydelse kan dog ikke på nogen måde være et argument for, at det stort set er ligegyldigt, om dens frihed bliver beskåret. Hvor svagt den end står som kontrollerende organ over for myndighederne, er denne svage kontrol bedre end ingen kontrol. Selv om det er stærkt overdrevet at sige, at højesteretskendelsen bekræfter det amerikanske demokratis sundhed, er det derfor ikke for meget at fastslå, at dommerflertallet har medvirket til at sinke dette demokratis forfald.«den 3. juli 1971

18 Kommentar af korrespondent bent Albrectsen: Jubel over kendelsen hvori Al. prolematiserer rækkeviden af kendelsen og kalder den»uafklaret«, fordi den alene fritager NYT og andre aviser for forud for tryklning at skulle drages til ansvar men ikke bagefter. Artikel: Hårde bebrejdelser fra USA efter Saigon-kuppet i 1964 om hvordan den amerikanske general Maxwell Taylor kritiserede Sydvietnams militære ledere efter deres kup i december Leder: Forsvar for friheden avisen m ener, at»det mest interessante«ved Pentagon-rapporten er»ret beset«myndighedernes anstrengelser for at forhindre offentliggrelse, fordi»det kæmpemæssige materiale hvor mange avislæsere mon egentlig gnaver sig igennem det? bringer meget lidt eller intet nyt«. Lederskribenten finder regerignens censur-forsøg»politisk forståeligt«,»men det var lykkeligt«, at det ikke lykkedes.»sagen og kendelsen bør forhåbentlig med udbytte studeres af de rabiate og enøjede USA-modstandere, der som oftest har deponeret deres poltiske sympatier i lanbde og systemer, hvor et hændelsesforløb som dette ville være utænkeligt. USA er på vigtige områder stadig frihedens land. Det var godt at få bekræftet.«