Hamas og den uforståelige islamiske fundamentalisme

Transkript

1 Hamas og den uforståelige islamiske fundamentalisme Af: Jakob Ussing Termin: Sommeren 2004 Vejleder: Kate Østergaard Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Afdeling for Religionshistorie, ved Københavns Universitet (Studieelement RS 335)

2 Indholdsfortegnelse Indledning s. 3 Islamisk fundamentalisme eller islamisme? en teoretisk afklaring s. 4 Diskursbegrebet min metodiske tilgang s. 7 Del 1: Det foranderlige Hamas s. 9 Baggrunden for dannelsen af Hamas Det Muslimske Broderskab s. 9 Hamas dannes et skifte i strategien s. 11 Jihâd s. 11 Nationalisme s. 12 Antisemitisme s. 13 Hamas forhold til PLO s. 15 Hebron-massakren nye midler legitimeres s. 16 Hamas organisering s. 18 Status: Hamas, sommeren 2004 s beskrivelser af Hamas på arabisk s. 21 Det foranderlige Hamas opsummering s. 25 Del 2: Hamas i det danske mediebillede s. 25 Tv2s og DRs præsentation af Hamas s. 26 Den essentialistiske opfattelse af Hamas og islamisk fundamentalisme i Danmark s. 29 Ibn Warraq og The Institute for the Secularisation of Islamic Society s. 32 Del 3: Den vestlige sekulære selvopfattelse s. 33 Hvad er det moderne? Refleksion over opgavens forklaringsmodel s. 37 Konklusion s. 38 Bilag s. 40 Anvendt litteratur s. 42 2

3 Hamas og den uforståelige islamiske fundamentalisme Indledning I april 2000 befandt jeg mig sammen med godt og vel 20 andre studerende fra Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet i Hamas 1 hovedkvarter i Gazastriben. Vi sad rundt om et stort bord med de to Hamas-ledere Abdel Aziz Rantisi og Ismail Abu Shanab. Disse er nu begge i løbet af det seneste års tid blevet likvideret af det israelske militær ved missilangreb fra helikoptere. Det mest interessante ved mødet var, at de to Hamas-ledere tydeligvis repræsenterede to forskellige politiske fløje i Hamas. Abu Shanab tilhørte den moderate fløj, der seriøst overvejer at forhandle med Israel, mens Rantisi tilhørte den mere uforsonlige fløj, hvis mål er at tvinge Israel ud af hele Palæstina 2. Jeg vil i denne opgaves første del demonstrere, at Hamas ud over at være en broget bevægelse rent politisk, i lige så høj grad er det rent organisatorisk. Hamas var nemlig oprindeligt, og er det i høj grad stadig, en social organisation, der driver skoler, lægeklinikker, sportsklubber og andre typer sociale foreninger. Det er imidlertid den militære gren af Hamas, Izz al-din al-qassam-brigaderne, der ofte præsenteres som værende Hamas i det vestlige mediebillede, hvorfor Hamas også ofte italesættes 3 som islamiske fundamentalister. Jeg vil i denne opgaves anden del demonstrere, hvorledes dette afspejler sig i det danske mediebillede. Når det ensidige billede af Hamas er så forholdsvis udbredt en opfattelse, så mener jeg det kan forklares med et idehistorisk skel i vestlig tænkning mellem det sekulære, frie og moderne Vesten, der forstår at skille religion og stat ad, på den ene side og det middelalderagtige religiøst funderede Østen på den anden side. Tanken om dette dybtliggende skel i vestlig tænkning mellem Øst og Vest blev allerede i 1978 fremsat af den nu afdøde palæstinensiske litteraturprofessor, Edward W. Said, i bogen Orientalism. Said gennemgår minutiøst beskrivelsen af orienten i vestlig litteratur og forskning, og demonstrerer hvordan orienten i vestlig litteratur italesættes som det, Occidenten ikke er. Hvad Said i mine øjne imidlertid mangler at gøre, er at redegøre for orientalismens idehistorie. Jeg vil i denne opgaves tredje del forsøge at vise, hvordan den orientalistiske tankegang hænger sammen med det protestantiske skel mellem stat og kirke, der i vestlig 1 Harakat al-muqawamah al-islamiyya (The Islamic Resistance Movement) 2 Palæstina er Hamas betegnelse for hele det område, der udgjorde det britiske mandatområde Palæstina før staten Israels oprettelse, og som Hamas opfatter som islamisk jord, waqf. 3 Italesættelse er et diskursteoretisk begreb, som jeg vil diskutere i metodekapitlet nedenfor. 3

4 tænkning afgørende bliver forankret med Kants filosofiske isolering af metafysiske spørgsmål som værende et anliggende for individets personlige metafysiske spekulation. Jeg mener, at det er dette modsætningsforhold mellem den vestlige sekulære selvopfattelse og det religiøst funderede Østen, der gør den essentialistiske italesættelse af Hamas som en fundamentalistisk organisation så nærliggende. Islamisk fundamentalisme eller islamisme? - en teoretisk afklaring Før at denne problemstilling overhovedet kan besvares, er det nødvendigt at definere, hvad jeg overhovedet mener, når jeg i denne opgave skriver islamisk fundamentalisme? Hvis man ser på mediebilledet og den dominerende politiske diskurs i Vesten, så blandes begreberne islamisk fundamentalisme og islamisme ofte sammen. Nogle gange tales der også om politisk islam, hvilket meget godt illustrerer hvor centralt skellet mellem religion og politik er i vestlig tænkning. Denne begrebsforvirring skyldes flere ting. For det første dækker termen islamisk fundamentalisme/islamisme over mange temmelig forskellige typer af bevægelser og enkelt personer. For det andet eksisterer der ikke, selv ikke på videnskabeligt niveau, konsensus om hvorvidt islamisk fundamentalisme og islamisme bør defineres som det samme eller om termerne skal opfattes som forskellige størrelser. For det tredje er der heller ikke konsensus om, hvad disse termer så dækker over. Med andre ord giver det ikke mening er tale om islamisk fundamentalisme eller islamisme uden først at definere, hvad man mener hermed. Jeg vil nedenfor forsøge en sådan definition med udgangspunkt i forskellige islamisme- og fundamentalismeforskeres definitionsdiskussioner. For at tage den danske forskning først, så inddeler Danmarks eneste indtil nu deciderede Hamas-forsker Michael Irving Jensen 4 sunni-islamismen i to hovedkategorier, nemlig de moderate islamister og de radikale islamister. Fælles for dem er, at de ønsker en islamisk stat, dvs. en stat hvor sharî a 5 er gældende. De er imidlertid ikke enige om vejen til målet. For de moderate islamister går vejen til den islamiske stat gennem en (re)islamisering af samfundet nedefra, dvs. at omvende enkelt-individer til den sande islam på græsrodsniveau, hvorimod de radikale islamister 4 Med Hamas-forsker mener jeg en forsker, der over en lang årrække har beskæftiget sig specifikt med Hamas og har publiceret væsentligt materiale, som andre forskere forholder sig til. Irving Jensen har forsøgt at afdække den sociale praksis i Hamas græsrodsorganisationer samt sympatisørernes motivation for at benytte Hamas tilbud. Det er gjort gennem interviews og deltagerobservation i en islamisk fodboldklub og på Det Islamiske Universitet i Gazastriben. 5 Lige en lille note om transskription af arabisk i denne opgave. Såvel ain som hamza vil bliver transskriberet med. Lange vokaler vil være markeret med ^, mens der ingen diakritiske tegn vil blive sat. Således vil eksempelvis såvel sin som sad blive transskriberet s. 4

5 er overbevidst om, at den eneste vej til den islamiske stat er gennem (en voldelig) revolution. (Jensen 2002: 13-14) 6 I sin Ph.d.-afhandling Hamas i Gazastriben skriver Irving Jensen, at afhandlingen handler om de moderate islamister i den palæstinensiske kontekst, dvs. Hamas (Jensen 2002: 15) 7. Grunden til at Hamas kan defineres som moderate islamister er ifølge Irving Jensen, at en væsentlig bestanddel af de moderate islamisters politiske strategi er græsrodsarbejde i lokalsamfundene. Således har islamistiske grupper i store dele af Mellemøsten oprettet medicinske klinikker, børnehaver, skoler, idrætsklubber, computercentre, sangkor, plejehjem og sygehuse Herudover yder de social hjælp til en del af de svageste grupper i samfundet. På den baggrund udgør islamisternes institutioner, i mine øjne, en væsentlig del af det civile samfund i Mellemøsten (Jensen 2002: 15) 8 Interessant er det, at Irving Jensen konsekvent skelner mellem moderate og radikale islamister, men aldrig taler om islamisk fundamentalisme. En, der forsøger at skelne mellem islamisk fundamentalisme og islamisme, er Andrea Nüsse i bogen Muslim Palestine The Ideology of Hamas. Nüsse kalder Hamas for både fundamentalistisk og islamistisk: It is fundamentalist in the sense that the Qur an, the Sunna and the way of the life of the early Muslim community are taking as the yardstick for truth and thought, and as the model for action and behaviour. It is Islamist in the sense that it Islamises and thus incorporates modern concepts and ides that are often of Western origin. (Nüsse 1998: 7-8) For Nüsse består det fundamentalistiske altså i, at Hamas har idéen om en oprindelig islam, altså den islam som åbenbaredes for Muhammad og som Muhammad praktiserede og prædikede, som udgangspunkt/fundament for det tankesystem, der skal være bærende i et kommende islamisk samfund. Det er imidlertid lige netop et udgangspunkt og ikke en færdig samfundsløsning, hvorfor Hamas inkorporerer forskellige, især vestlige, idéer i deres islamfortolkning. Denne synkretistiske proces kalder Nüsse for islamistisk. Og det er derfor Nüsse også kalder Hamas brug af de traditionelle islamiske kilder for pragmatisk (Nüsse 1998: 2). Jeg vil nedenfor i kapitlet om Det foranderlige Hamas gennemgå, hvordan Hamas har indarbejdet nogle vestlige idéer i deres ideologi, nemlig nationalisme og antisemitisme. Irving Jensen er egentlig enig med Nüsse i, at Hamas har idéen om en oprindelig islam som sit fundament og samtidig bruger dette fundament meget fleksibelt eller pragmatisk alt efter 6 Irving Jensen gennemgår også en mere kompleks kategorisering med seks kategorier, men benytter den dog ikke selv i afhandlingen. 7 Jensen 2002 er en bogform af Ph.d.-afhandlingen Hamas i Gazastriben (Jensen 2001). Eneste væsentlige indholdsmæssige forskel er, at Ph.d.-afhandlingen indeholder et kapitel om den eksisterende videnskabelige litteratur om Hamas, som er kraftigt reduceret i bogen. Jeg refererer så vidt som det er muligt til Jensen Irving Jensen gør i sammen vending opmærksom på, at der ikke er konsensus blandt forskere om, hvorvidt Hamas institutioner er tolerante nok til at kunne betragtes som den del af det civile samfund. Man kunne så videre lidt mere filosofisk spørge om deltagelse i det civile samfund nødvendigvis betyder at man er moderat? 5

6 kontekst. Irving Jensen kalder imidlertid det hele for islamisme, netop fordi Hamas ideologer selv lægger så stor vægt på den nutidige kontekstualisering af den oprindelige islam. Ifølge Hamas ideologer iværksatte Vesten efter nederlaget til Salah ad-din ved Hattin i 1187, og det efterfølgende tab af Jerusalem, en ideologisk invasion, der har korrumperet de islamiske ledere, så de ikke længere er i stand til at se den sande islam. Derfor er målet for Hamas en tilbagevenden til islam. Midlet er som nævnt ovenfor en (re)islamisering af det enkelte individ gennem engagement i civilsamfundet. (Jensen 2002: 66-68) Irving Jensen skriver om Hamas islamopfattelse, at: Hamas ser i lighed med andre islamistiske grupperinger i den arabiske verden islam som et altomfattende system: dîn wa dawla (religion og stat). (Jensen 2002: 63) Hamas grundlægger og åndelige leder, indtil han blev likvideret i marts 2004, Ahmad Yasin, formulerede det således i et interview med Irving Jensen i 1998: Islam dækker alle livets aspekter. Islam er menneskelig, økonomisk, politisk, social. Den er moderskab og barndom. Islam dækker alt ( Jensen 2002: 63) Også Olivier Roy understreger i Skakmat islamismens moderne karakter: Det er ikke middelalderen, der vender tilbage under og bag ved den moderne tid; moderniteten producerer sine egne former for protest og modstand. (Roy 1993: 12) Der er altså faktisk enighed blandt mange forskere om, at islamisk fundamentalisme forstået essentialistisk som en fuldstændig fastlåst, upragmatisk fortolkning af de traditionelle islamiske kilder ikke er et brugbart begreb, men at de islamistiske bevægelser skal forstås som et moderne projekt, der på pragmatisk vis forsøger at forene de traditionelle islamiske kilder med den aktuelle konteksts udfordringer. 9 Der er imidlertid også andre udlægninger, der matcher det mediebilledets essentialistiske præsentation af Hamas bedre, nemlig den typiske orientalistiske måde, der anskuer islamisk fundamentalisme som modernitetens modsætning. En helt central del af den orientalistiske tankeverden er at opfatte det dikotomiske forhold mellem sekularitet og fundamentalisme som et afgørende element i moderniteten. En af de berømteste repræsentanter for denne tilgang er orientalisten over dem alle, Bernard Lewis. Nüsse indleder sin bog med et citat fra Lewis forord til Gilles Kepels Le Prophète et le Pharaon, der glimrende illustrerer det orientalistiske tankegang: la forme d expression qui vient le plus naturellement aux musulmans pour exprimer leur contestation et leurs aspirations est religieuse (Nüsse 1998: 1) 9 Meget mere om det moderne og modernitet følger nedenfor i kapitlet om Den vestlige sekulære selvopfattelse. 6

7 Alle verdens muslimer deler altså dette karaktertræk eller denne essens, der, som vi skal se nedenfor, betragtes som værende på et udviklingstrin før sekularismen. Ifølge orientalismens essentialistiske logik er islamismens fremmarch, eller den islamiske fundamentalismes fremmarch i deres sprogbrug, således et udtryk for et præmoderne, middelalderagtigt fænomen. Hermed har jeg allerede antydet min egen teoretiske position, nemlig at termen islamisk fundamentalisme kan ses som den orientalistiske italesættelse af de islamistiske bevægelser. 10 Islamisk fundamentalisme vil derfor nedenfor blive brugt, når jeg diskuterer den orientalistiske italesættelse, mens jeg vil benytte termen islamisme, når jeg refererer til min egen opfattelse, der altså deler Irving Jensen, Nüsse og Roys opfattelse af de islamistiske bevægelser som værende et moderne fænomen, der på pragmatisk vis forsøger at forene de traditionelle islamiske kilder med den aktuelle konteksts udfordringer. Diskursbegrebet min metodiske tilgang Jeg har i denne opgave valgt at bruge diskursbegrebet, fordi jeg finder det særdeles anvendeligt til både at analysere den diskursive kamp om Hamas i det danske mediebillede, da det her er tydeligt, at der ikke kun findes en sandhed, og forklare hvorfor orientalismen er så nærliggende en forklaringsmodel i Vesten. Der tales så ofte om diskurser, italesættelse, hegemoni osv. Imidlertid bruges begreberne så bredt, og ofte uden der er redegjort ordentligt for den specifikke anvendelse, at jeg her indledningsvist vil definere brugen af begreberne i denne opgave, for hvad er en diskursanalyse egentlig? Det korte svar lyder: Mange forskellige hovedsageligt tekstanalytiske metoder, der alle sammen deler et socialkonstruktivistisk teoretisk fundament. Det socialkonstruktivistiske består i, at teorien er baseret på poststrukturalistisk sprogfilosofi, hvis udgangspunkt er at sprog og dermed mening er kontingent, altså foranderligt. Det er gennem sproget at vi kategoriserer vores verden. Måden vi tillægger ting og begivenheder mening på er således historisk og kulturelt betinget, dvs. kunne have været, og vil sandsynligvis på et givet tidspunkt blive, anderledes. (Jørgensen & Phillips 1999: 13-15) Et centralt begreb i den form for diskursanalyse, der kaldes diskursteori, er hegemoni. Med hegemoni menes at betydningen af et givent begreb accepteres af alle parter i en diskussion. Således er der f.eks. i vestlige medier hegemoni om at terror er et illegitimt middel, mens der imidlertid ikke er hegemoni omkring, hvorvidt Hamas er en terrororganisation. Der foregår en 10 Termen islamisk fundamentalisme bruges også konsekvent af de sekulære palæstinensiske forfattere (Jensen 2001: 35). Abu Amrs tilblivelseshistorie om Hamas, som jeg selv refererer til nedenstående, er et eksempel herpå. 7

8 hegemonisk kamp om hvordan Hamas skal ækvivaleres. I diskursteorien er fokus på kampen om den hegemoniske position. Analysen går således ud på at demonstrere, hvorledes der kæmpes om at få betydningsfastlåst opfattelsen af et bestemt begreb. (Jørgensen & Phillips 1999: 60-64) Det er således oplagt at bruge denne metode til at analyse den kamp, der foregår i det danske mediebillede, om hvordan Hamas skal italesættes/ækvivaleres. En kamp, der kan illustreres ved et indlæg i Berlingske Tidende af en prominent dansk islamkritiker, Helle Merete Brix. Indlægget kan siges at være en generel kritik af DR for at være talerør for nogle ifølge hende alt for islamvenlige eksperter. Således karakteriseres Michael Irving Jensen og Hamas på følgende vis: Kunne DR ikke overveje også at lade andre eksperter komme til orde? Hvorfor ikke, når det drejer sig om islam - bare en gang imellem - historikeren og islam-eksperten Torben Hansen i stedet for Bæk Simonsen eller Skovgaard-Petersen? Lars Hedegaard i stedet for Tøger Seidenfaden, når det drejer sig om terrorisme og Irak-krig i et storpolitisk perspektiv? Hvem som helst i stedet for Michael Irving Jensen, hvis speciale synes at være mikrofonholder-antropologi over for terrorbevægelser som f.eks. Hamas? (Brix 2003) 11 Hamas forbindes altså ensidigt med terror i dette frontalangreb på DRs valg af eksperter, der illustrerer den diskursive kamp i fuldt flor. Diskursbegrebet har imidlertid den svaghed, at alt kan analyseres som diskurser. Således vil denne opgaves teoretiske fundament, opbygning og konklusion være udtryk for en bestemt diskurs, samtidig med at det, opgaven gør, er at analysere diskurser, både Hamas selvopfattelse og den vestlige italesættelse. Slutteligt forklares diskrepansen herimellem med endnu en diskurs, en slags supra-diskurs, et idehistorisk skel. Det er en svaghed, fordi det levner et meget svært spørgsmål at besvare, nemlig hvorfor nogle diskurser udviklet sig succesrigt, mens andre forgår. Eller anderledes formuleret, hvorfor opnår nogen diskurser hegemoni i flere hundrede år, mens andre måske holder en uge? Det radikale diskursteoretiske svar lyder: en kombination af magtinteresser og tilfældigheder. Tilfældigheder, fordi der ingen nødvendighed er i, hvilke magtinteresser der vinder en konflikt. Hele det arbitrære element er særdeles centralt for al diskursanalyse og andet postmoderne filosofi, men samtidig også lidt en akilleshæl, da en del videnskabsteoretiske retninger (den moderne filosofi) anser tilfældigheder som en lidt let købt forklaringsmodel. Man havner også i en lidt arrogant position, da agenterne i de diskurser, der analyseres, næppe selv opfatter deres holdning som værende udtryk for tilfældigheder. Diskursbegrebet indeholder altså en sandhedsrelativisme, som dens objekt(er) meget sjældent vil dele. 11 Helle Merete Brix skriver ofte indlæg og kronikker i landets store aviser, og har sammen med de to andre prominente islamkritikere nævnt i citatet, Lars Hedegaard og Torben Hansen, udgivet bøgerne Islam i Vesten, 2002 og I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten, Jeg vender tilbage til Brix og Hedegaard senere i opgaven. 8

9 Ikke desto mindre finder jeg, at diskursbegrebets fordele i relation til denne opgaves ærinde er i klar overvægt, hvorfor denne opgave vil besvare problemstillingen: hvorfor er det så nærliggende at italesætte Hamas essentialistisk selv i en kontekst, hvor det mere nuancerede syn på Hamas får plads? Og metoden til besvarelsen af dette spørgsmål bliver: gennem en tekstanalytisk tilgang med brug af de diskursteoretiske termer, italesættelse og hegemoni, at demonstrere diskrepansen mellem det mangeartede Hamas i realiteten og det essentialistiske/fastlåste billede, der ofte præsenteres af Hamas i det danske mediebillede, og dernæst søge at forklare denne diskrepans gennem en idehistorisk diskussion af sekularismens protestantiske rødder. Del 1: Det foranderlige Hamas Jeg vil i dette kapitel vise, hvordan Hamas som bevægelse og ideologisk i høj grad har bevæget sig og ladet sig inspirere og forandre siden oprettelsen af moderorganisationen, Det Muslimske Broderskab, fra at være en ikke-voldelig intellektuel og social bevægelse til i dag at være en mangeartet bevægelse, dels med en voldelig gren, dels med en masse sociale engagementer. Baggrunden for dannelsen af Hamas Det muslimske Broderskab Det Muslimske Broderskab blev oprettet i Egypten i 1928 af Hassan al-banna. Målet var at skabe et islamisk samfund baseret på sharî a. Broderskabet voksede sig hurtigt stort, og havde ved oprettelsen af den første afdeling i Palæstina i oktober 1945 flere hundrede tusinde medlemmer i Egypten. Broderskabet i Egypten sendte frivillige til den arabisk-israelske krig , hvorefter dens popularitet steg i de palæstinensiske områder, dog uden at komme i nærheden af bevægelsens opbakning i Egypten. (Abu Amr 1994: 1-3) I perioden indtil oprettelsen af Hamas i 1987 er der i mine øjne især to skelsættende begivenheder for Det Muslimske Broderskab, nemlig det fælles arabiske nederlag til Israel i seksdagskrigen i 1967 og dannelsen af Islamisk Jihad i De arabiske staters nederlag til Israel i Seksdagskrigen 1967 blev af Broderskabet udlagt som værende et resultat af de arabiske staters manglende religiøse moral og love, hvilket var et synspunkt der vandt genklang i store dele af det palæstinensiske samfund. Det er dog den hovedsageligt sekulære paraplyorganisation PLO 12, der i perioden fra 1967 og frem til at Islamisk Jihad bryder ud af Det muslimske Broderskab i 1980, markerer sig som palæstinensernes fælles 12 PLO, The Palestinian Liberation Organisation, grundlægges i 1964 i et forsøg på at samle de mange forskellige palæstinensiske modstandsbevægelser i en samlet front mod Israel. De største og mest berømte fraktioner inden for PLO er Yasir Arafats sekulære Fatah-bevægelse og det kommunistiske/stærkt venstreorienterede PFLP (The People Front for the Liberation of Paletsine), der stod bag talrige flykapringer. Se Jensen & Laursen 2000 & Cobban 1984 for en gennemgang af PLOs historie. 9

10 ståsted i kampen mod besættelsen. Broderskabet er i denne periode voldsomt uenige med især de kommunistiske/stærkt venstreorienterede dele af PLO, der beskylder Broderskabets ikke-voldelige strategi for at være en form for opbakning til zionisterne. Broderskabet er i denne periode imidlertid sikre på, at kampen mod besættelsen må gå gennem en re-islamisering af samfundet ved omvendelse af enkeltindivider, altså fredelige midler. Denne strategi underbygges af, at Broderskabets leder i Gaza, Ahmad Yasin i 1973 grundlægger al-mujamma al-islâmî, Det Islamiske Center, en paraplyorganisation for Broderskabets sociale aktiviteter, blandt andet omfattende medicinske klinikker, sportsklubber, sygeplejerskeskole, moskeer og et kvindecenter. Endvidere spiller Broderskabet i 1978 en central rolle i oprettelse af Det Islamiske Universitet i Gaza, der lige siden har været regnet for en islamistisk højborg. (Abu Amr 1994: & Jensen 2002: 37-40) Dannelsen af Islamisk Jihad i 1980 presser imidlertid både PLO og Broderskabet med deres introduktion af en ny strategi i kampen mod Israel, nemlig den religiøst funderede voldelige modstand. Ideologisk har Islamisk Jihad tre hovedinspirationskilder, nemlig Hassan al-banna, Sayyid Qutb og Izz al-din al-qassam. De er især de to sidste, der leverer de revolutionære argumenter, mens al-banna også regnes for vigtig qua sin position som manden der for alvor får sat al-da wa, kaldet til islam, tilbage i fokus i nyere tid, om end al-banna ikke er nær så revolutionær i sin ideologi som Qutb og al-qassam. Qutb må betegnes som den revolutionære islams hovedideolog. Qutbs tanker er radikale, så radikale at de faktisk endte med at skabe intern splittelse i Broderskabet, og er baseret på en lang række dikotomier, der er ækvivalente med koranens bærende dikotomi mellem al-haqq, det sande og al-bâtil, det falske (løgnen), eksempelvis gud vs. satan, godt vs. ondt, islam vs. uvidenhed. (Abu Amr 1994: 97-98) For Qutb er revolutionen, den voldelige opstand, den eneste vej til bekæmpelse af al-bâtil og hvad der deraf følger. Qutb ser ikke denne kamp som en national kamp, da bekæmpelsen af al-bâtil ikke kan være bundet til et specifikt territorium (Nüsse 1998: 48). Kombinationen af nationalisme og religiøst begrundet væbnet kamp/revolution, jihâd 13, findes til gengæld hos Izz al-din al-qassam 14, der i 1920erne og 1930erne bekæmpede briterne og zionisterne i det britiske mandatområde Palæstina under mottoet: God s book in one hand, and the rifle in the other (Abu Amr 1994: 99) Kombinationen af nationalisme og islam i form af den religiøst funderede voldelige modstand er populær, og op gennem 1980erne øges Islamisk Jihads popularitet, mens Det Muslimske Broderskabs popularitet er dalende. Dette kan blandt andet ses af, at Broderskabet mister pladser 13 Betyder egentlig stræben eller indsats, i betydningen for at være en god muslim, men bruges også for muslimernes fælles kamp mod al-bâtil. Meget mere om Hamas forståelse af Jihâd nedenfor. 14 Som Hamas militante gren jo har taget sit navn efter. 10

11 ved diverse valg i Gazastriben til blandt andet The Arab Medical Association og The Engineers Association mellem 1981 og (Abu Amr 1994: 21) Ved Intifadaens udbrud i december 1987 beslutter Broderskabet sig for at tage del i den væbnede kamp mod Israel, hvilket markerer en markant brud med organisationens tidligere ikkevoldelige strategi. Hamas dannes et skifte i strategien Intifadaen er blot en uge gammel, da den første løbeseddel, bayân, underskrevet Harakât al- Muqâwama al-islâmiyya er på gaden. I februar 1988 vedkender bevægelsen at den er en del af Det Muslimske Broderskab, hvilket også understreges i chartret (Hamas 1988, art. 1) 16, og underskriver de følgende mange løbesedler med akronymet Hamas, der på arabisk betyder ildhu. 17 (Jensen 2002: 41) Hamas, PLO og Islamisk Jihad danner således fælles front i Intifadaens indledende periode. Imidlertid begynder PLO hurtigt at ytre ønske om at deltage i en international fredskonference baseret på FN-resolution 242. Konsekvensen vil blive en de facto anerkendelse af Israel, hvorfor Hamas tager kraftigt afstand fra PLOs fredssøgende kurs. (Jensen 2002: 42) I august 1988 udsender Hamas så sit charter, mîthâq, der i dag stadig er Hamas ideologiske udgangspunkt. 18 Der er mange interessante perspektiver ved læsningen af Hamas charter. Jihâd For det første benytter Hamas begrebet jihâd på en anderledes måde, som f.eks. Qutb. Jihâd er hos Hamas knyttet tæt til befrielsen af et bestemt territorium, Palæstina. Det er altså først og fremmest besættelsen af Palæstina, der kræver jihâd, og ikke verdens moralske forfald som hos Qutb. Derfor hedder det i chartret: the Islamic Resistance Movement erupted in order to play its role in the path of its Lord. In doing so, it joined its hands with those of all Jihad fighters for the purpose of liberating Palestine. (Hamas 1988, ind.) 15 Abu Amr påpeger dog også det faktum, at PLO i midten af 1980erne er ved at finde sit fodfæste igen efter forvisningen fra Beirut i 1982, som en af årsager til Broderskabets dalende opbakning kort før Intifadaens udbrud. 16 Alle referencer til chartret, der består af en indledning efterfulgt af 36 artikler, vil blot blive angivet med (Hamas artikelnummer), da de er gengivet fra internettet, der som bekendt ikke benytter sidetal. 17 Det Muslimske Broderskab i Gaza og Hamas har da også de samme ledere med Sheikh Ahmad Yasin i spidsen. 18 Citaterne fra Hamas charter er her gengivet fra den udgave, der findes på et af de officielle Hamas-websites: Der findes små variationer i oversættelserne af Hamas charter, men disse variationer er på ingen måde meningsforstyrrende. Jeg har valgt at benytte charteret i oversættelse og koncentrere mine oversættelser om hidtil ikke oversatte arabiske kilder, da ingen Hamas-forskere betvivler korrektheden af denne oversættelse af charteret. Meget mere om forskellige Hamas-relaterede websites nedenfor. 11

12 Nüsse gør i øvrigt opmærksom på, at denne defensive jihâd-forståelse er typisk for moderne islamisk tænkning og temmelig langt fra en klassisk koranlæsning, der forfægter et mere offensivt, ekspansivt jihâd-begreb. (Nüsse 1998: 70-71) Her skal det indskydes at Qutb, på trods af at denne også er en moderne islamisk tænker, altså skiller sig ud qua sin offensive jihâd-opfattelse. At Hamas benyttet sig af et defensivt jihâd-begreb hænger sammen med den situation Hamas befinder sig i: The Islamic Resistance Movement found itself at a time when Islam has disappeared from life (Hamas 1988, art. 9) Her har Hamas klare referencer til Qutbs jâhiliyya-opfattelse, som værende et udtryk for en (også nutidig) situation, og ikke kun den historiske periode, der gik forud for åbenbaringen af koranen: jahiliyya is not just a specific historical period (referring to the era preceding the advent of Islam), but is a state of affairs. Such a state of human affairs existed in the past, exist today, and may exist in the future (Sivan 1990: 24) Også Irving Jensen påpeger, at islam ifølge Hamas befinder sig i en svær periode og således er i defensiven (Jensen 2002: 66). Dette skyldes ifølge Hamas, som nævnt ovenfor, at Vestens ideologiske invasion har haft succes til at korrumpere den sande islam, helt ind i skolesystemet endda: It is important that basic changes be made in the school curriculum, to cleanse it of the traces of ideological invasion that affected it as a result of the orientalists and missionaries who infiltrated the region following the defeat of the Crusades at the hands of Salah el-din (Saladin). (Hamas 1988, art. 15) Det er denne korstogsinspirerede ideologiske invasion, der er skyld I tabet af Palæstina, hvorfor: The Palestinian problem is a religious problem (Hamas 1988, art. 15) Hermed er grundlaget for Hamas religiøse nationalisme givet. Nationalisme Hamas regards Nationalism (Wataniyya) as part and parcel of the religious faith (Hamas 1988, art. 12) Denne form for religiøs nationalisme er yderligere begrundet i, at Palæstina er islamisk waqf: The Islamic Resistance Movement believes that the land of Palestine is an Islamic Waqf consecrated for future Muslim generations until Judgement Day. It, or any part of it, should not be squandered: it, or any part of it, should not be given up. Neither a single Arab country nor all Arab countries, neither any king or president, nor all the kings and presidents, neither any organization nor all of them, be they Palestinian or Arab, posses the right to do that. (Hamas 1988, art. 11) 12

13 En sådan form for nationalisme var ikke en integreret del af Det Muslimske Broderskabs oprindelige ideologi, og findes slet ikke hos Qutb. Broderskabet i Egypten endte ganske vist efter lang tids intern debat med at tage afstand fra Qutbs mest radikale/revolutionære tanker, men denne afstandtagen gik aldrig på Qutbs tanker med hensyn til nationalisme. 19 For Qutb vil spredningen af islam aldrig kunne begrænses til et isoleret territorium: the final goal can never be the protection and expansion of Dâr al-islâm, but the spread of the of God s rule to the whole earth (Nüsse 1998: 48) En anden af de store radikale islamistiske ideologer, Abu Ala al-mawdudi, fordømmer ligefrem nationalisme på linje med racisme som værende udtryk for vanvid. Der er således ifølge Nüsse intet belæg, hverken i de traditionelle islamiske kilder eller hos de islamistiske ideologer, for at Hamas har valgt den nationalistiske vej. Hillel Frisch har foreslået den ide, at den nationalistiske tankegang først er blevet integreret i den islamistiske (palæstinensiske) ideologi som en konsekvens af staten Israels dannelse og som et modsvar til den traditionelle jødiske tanke om det forjættede land 20. (Nüsse 1998: 49-50) 21 Ifølge Nüsse er de tydelige nationalistiske træk i Hamas charter et klart udtryk for, hvordan Hamas uden problemer bevæger sig væk fra de traditionelle islamiske kilder, når situationen kræver det: The Islamists position on this question proves the extreme flexibility of their thought which integrates, with astonishing ease, ideas which had been considered incompatible for centuries. It seems that the pragmatic reasons prevailed over traditional and ideological ones. An appropriate and efficient ideology for the struggle against the state of Israel was needed and some old hats had to be sacrificed. This pragmatism might be considered as characteristic for the movement. (Nüsse 1998: 50) Hamas fleksible ideologi understreges ikke alene af deres indarbejdelse af nationalistiske træk, men også af den selektive måde, hvorpå bevægelsen har integreret elementer af den europæiske antisemitisme. Antisemitisme I chartret gøres der på den ene side meget ud af, at islam er den tolerante religion, der sikrer at: followers of all religions can coexist in security and safety (Hamas 1988, art. 6) 19 Se eksempelvis Sivan (1990), s for en gennemgang af det interne opgør med Qutbs tanker i Det Muslimske Broderskab. 20 En analyse af Hamas syn på det forjættede land, Ard al-mi âd følger nedenfor. 21 Se Tibi (1981) for et andet bud på, hvorfor nationalismen som ide har haft så stor succes i Mellemøsten. Tibi argumenterer for, at betragte den arabiske nationalisme som en adoption af det tyske nationsbegreb/ide om det nationale. Tibi fokuserer ganske vist på den sekulære arabiske nationalisme, men den arabiske nationalismes opståen som et svar på svær/defensiv situation efter arabernes (Hashmitternes) nederlag til franskmændene ved Maysalun (i Syrien) 1920 og den efterfølgende forvisning til det nuværende Irak og Jordan, synes at have klare paralleller til den palæstinensiske situation. 13

14 Især jødernes og de kristnes, ahl al-kitâb, ret til at udøve deres religion er, som i koranen, sikret. Mens der på den anden side andetsteds i chartret, i afsnittet The Powers which Support the Enemy, i slående kontrast præsenteres ideen om en verdensomspændende jødisk konspiration. Således hedder det: they were behind World War I, when they were able to destroy the Islamic Caliphate, making financial gains and controlling resources. They obtained the Balfour Declaration, formed the League of Nations trough which they could rule the world. They were behind World War II, through which they made huge financial gains by trading in armaments, and paved the way for the establishment of their state. (Hamas 1988, art. 22) Hvad angår antisemitismen som idé, så går den idehistorisk set nogle hundrede år tilbage i europæisk tænkning, men findes ikke i arabisk eller islamisk sammenhæng før langt op i det 20. århundrede. Det i dag nok mest udbredte antisemitiske skrift i den arabiske verden er The Protocols of the Learned Elders of Zion. 22 Et stærkt antisemitisk skrift fabrikeret af det hemmelige russiske politi i forbindelse med jødeforfølgelserne, pogromerne, i slutningen af det. 19. århundrede. Dette skrift handler om en verdensomspændende jødisk konspiration, hvis mål er intet mindre end verdensherredømmet. (Freund 2002: 14) Skriftet er imidlertid først oversat til arabisk i 1926, og antisemitismen i den arabiske verden florerede oprindeligt blandt de kristne arabere og ikke blandt muslimerne. I det hele taget stemmer adoptionen af den europæiske antisemitisme og dens fokus på en verdensomspændende jødisk konspiration, ifølge Nüsse, meget dårligt overens med koranens skildring af jøderne. I koranen bliver jøderne nemlig skildret som værende ugudelige og svage, alene af den årsag, at de ikke vil anerkende Muhammad som guds sidste profet, og altså som det stik modsatte af en kæmpe, stærk verdensomspændende konspiration. (Nüsse 1998: 30-35) Derfor adskiller Hamas antisemitisme sig også fundamentalt fra den oprindelige europæiske antisemitisme: It is important to stress that Islamic anti-semitism is fundamentally different from its Western Christian predecessor. It is the result of a political conflict over territory, of a clash over real interests. Arab resentments against Jews are not at the origin of the conflict. This Islamic anti-semitism was developed as a weapon in the struggle against Israel, whose existence is the starting point of the whole conflict. (Nüsse 1998: 36) Hamas antisemitisme er ifølge Nüsse derfor, i modsætning til den europæiske, heller ikke racistisk: The evil image of the Jews is based on their religion and spiritual character, but not on their race or blood. Thus Islamic anti-semitism can be described as superficial compared with its Western Christian counterpart, but directed against a real enemy and threat. (Nüsse 1998: 36) 22 Det kan virke lidt underligt at tale om arabisk antisemitisme, da arabere jo selv er et semitisk folkeslag. Imidlertid bruges begrebet antisemitisme efterhånden kun om had til jøder, hvorfor jeg også vil benytte mig af denne betydning af begrebet, på trods af den etymologiske fejlagtighed. 14

15 Selvom de antisemitiske islæt i islamisk ideologi er af nyere dato er det dog stadig vigtigt at være sig bevidst, hvor fastlåst en del af Hamas diskurs, de er i dag. Således beskriver en anden tysk forsker Wolfgang Freund ideen om den verdensomspændende jødiske konspiration som det eneste punkt han ikke kunne diskutere fornuftigt med den moderate Hamas-leder Ismail Abu Shanab, som Freund kalder a true friend. (Freund 2002: 14) Desuden vidner afsnittet The Power which Support the Enemy i Hamas charter (art. 22), citeret overfor, også om, hvor integreret en del ideen om den verdensomspændende jødiske konspiration er i Hamas islamisme. Det er i øvrigt interessant at bemærke, hvor diskursivt bevidst Hamas ækvivalerer zionismen med nazismen i chartret. Således italesættes zionisterne som: a vicious enemy which acts in a way similar to Nazism (Hamas 1988, art. 20) Og i samme boldgade hedder det videre, at: The enemy has opened detention camps where thousands and thousands of people are thrown and kept under sub-human conditions (Hamas 1988, art. 20) Hamas charter repræsenterer altså en religiøs legitimering af den voldelige kamp mod besættelsesmagten Israel gennem en indarbejdelse af oprindeligt vestlige begreber som nationalisme og antisemitisme. En sidste ting jeg vil påpege i Hamas charter er beskrivelsen af PLO, der som vi skal se senere er radikal modsat Hamas beskrivelse af PLO anno Hamas forhold til PLO I chartret beskrives Hamas forhold til PLO som ubrydelige familiære bånd: The PLO is among the closest to the Hamas, for it constitutes a father, a brother, a relative, a friend. Can a Muslim turn away from his father, his brother, his relative or his friend? Our homeland is one, our calamity is one, our destiny is one and our enemy is common to both of us. (Hamas 1988, art. 27) I perioden fra udsendelsen af Hamas charter i august 1988 til indgåelsen af Oslo-aftalen 23 i august 1993 bliver forholdet mellem Hamas og PLO dog værre og værre i takt med Arafats fredssøgende kurs, om end ikke alle fraktioner i PLO var enige i Arafat heri. Arafats beslutning om at sende en delegation til Madrid-konferencen i 1991 og den senere indgåelse af Oslo-aftalen kan Hamas på ingen måde acceptere, jævnfør opfattelsen af hele det britiske mandatområde Palæstina som islamisk waqf beskrevet ovenfor. Med Oslo-aftalen anerkender PLO staten Israels ret til at eksistere og stopper dermed den væbnede kamp. PLO bliver derved i Israels øjne det palæstinensiske folks legitime repræsentant. Pludselig er det Hamas, der kan lange ud efter PLO 23 Egentlig bør denne første Oslo-aftale benævnes Oslo-1, da der i 1995 følger Oslo-2, der behandler nogle af de i Oslo- 1 udsatte punkter. For en grundig gennemgang af hele Oslo-processen og den følgende udvikling mellem Arafats Selvstyre og Hamas, se Jensen & Laursen (2000). 15

16 for at være Israels stik-i-rend-dreng. Situationen er altså vendt på hovedet i forhold til i 1970erne, hvor det var PLO der langede ud efter Hamas for ikke at ville føre væbnet kamp mod besættelsesmagten Israel. Hamas udgør således efter indgåelsen af Oslo-aftalen et decideret politisk alternativ til PLO. (Jensen 2002: 42-44) Hebron-massakren nye midler legitimeres Hamas insisterer i starten af 1990erne dog stadig på, at den væbnede kamp ikke må gå ud over kvinder og børn, hvilket på det tidspunkt er helt centralt for Ahmad Yasin (Nüsse 1998: 73). En helt speciel begivenhed får dog Hamas til på ny at justere sin ideologi, nemlig Baruch Goldsteinmassakren i Ibrahimi-moskeen i Hebron i På Hamas-websitet, 24, forklares begivenheden således: From 1987 to 1993, during the first intifada, Hamas targeted only Zionist soldiers and settlements. It began to attack individual Zionist "civilians" occupiers after a Jewish settler, Baruch Goldstein, gunned down twenty-nine Muslim worshipers in the lbrahimi Mosque in Hebron 25th February This Zionist mass murder was on top of the daily crimes, humiliations, beatings and shootings done by the Zionists against Palestinian civilians at that time (and at the present time as well). The first Hamas martyrdom bus bombings where in Afula and Hadera April ( 25 Det er altså, ifølge Hamas, Goldsteins handling, der direkte fører til, at Hamas introducerer et nyt middel i kampen mod besættelsesmagten, nemlig martyroperationerne, som i næsten enhver vestlig diskurs kaldes selvmordsbombere. Her ses igen de diskursive forskelle på Hamas egen opfattelse og den vestlige italesættelse. Selvmordet, al-intihâr er jo i religiøs forstand en forbudt handling for muslimer, såvel som for kristne og jøder i øvrigt. Den vestlige foragt for handlingen er altså absolut ved valget af termen selvmordsbombere. Martyriet, al-istishâd, derimod er en heltegerning, der også spiller en væsentlig rolle i vestlig tænkning qua Jesus skæbne. I særdeleshed i protestantismen spiller lidelsesperspektivet, og den heraf afledte askese, en central rolle, hvilket jo er grundtanken bag Webers berømte tese om sammenhængen mellem protestantismen og kapitalismen. En tese der, som vi skal se nedenfor, hænger sammen med det centrale skel i vestlig tænkning mellem sekularisme og fundamentalisme. Når Hamas fortsat skal legitimere deres martyroperationer, er det derfor helt nødvendigt at disse kan begrundes teologisk som værende netop martyroperationer og ikke selvmordsaktioner. På hedder det derfor om aktionerne i artiklen Martyrdom Operations in Islam, at: 24 Meget mere og et det andet store Hamas-website, nedenfor. 25 De citater, der stammer fra internetartikler uden datoangivelse, vil blot blive angivet med deres URL (adressen). 16

17 Such attacks are often incorrectly called suicide attacks in hope of discrediting them. In addition, some Muslims, and some Islamic scholars, have claimed that such suicide attacks are forbidden according to the Quran and Sunnah. ( Fejlagtigheden består i, at martyroperationernes kritikere ikke ser på agentens intension, der er altafgørende for, om der er tale om selvmord eller en martyrhandling: The person who commits suicide acts out of despair, or for some personal reason, whereas the Mujahid acts out of love for Allah (SWT) and a desire to please Allah (SWT): to do what Allah (SWT) has commanded, which in the specific instance of martyrdom operations is confronting and attacking the enemies of Islam, even if this means one s own death. ( Desuden, argumenteres der videre, ved agenten ikke om operationen vil lykkes, og man derved vil dø. Det ved kun gud. Derfor er der på ingen måde tale om (egoistisk) selvmord, men nærmest tværtom opofrelse/hengivenhed til Allah. 26 At Hamas i det hele taget finder egoistiske og personlige intentioner for uislamiske fremgår også af en anden artikel fra med titlen Greater and Lesser Jihad?, der tager afstand fra et ellers klassisk skel i islamisk tænkning mellem den store jihâd, der er den personlige stræben efter at blive den gode muslim, på den ene side og en mindre jihâd, der er (den voldelige) kamp mod The Enemy of Islam. De anser det for et akademisk skel, der skyldes distance fra kampscenen. For redaktørerne af findes der nemlig kun én islam, der omfatter begge dele. Man kan altså ikke skelne mellem en stor og en lille, mere og mindre vigtig, jihâd. Således hedder det: The common denominator among the feeble and those who hold back from jihad (the people of theories and concepts) is that they have not participated in Jihad. The opportunity has not presented itself to these people (by the Will of Allah Ta aala), nor have they had the good fortune to join a camp of mujahideen. In such a camp there is a lack of luxuries and a scarcity of necessities which would make them feel the difference between a day in the camp and a similar in the university with its food, entertainment, and air-conditioned class rooms. ( En interessant kritik af teoretiske og akademiske indgangsvinkler til konflikten, når man tager I betragtning at stort set alle Hamas ledere i Gazastriben er akademikere, eksempelvis er Abdel Aziz Rantisi uddannet læge og Ismail Abu Shanab uddannet ingeniør (Jensen 2002: 64). Og en kritik der illustrerer, at Hamas ikke kun har et ansigt, men mange. En flerartethed der også afspejles i, hvordan Hamas er organiseret. 26 Durkheims skel mellem den typisk protestantiske, egoistiske selvmordstype og den primitive, altruistiske selvmordstype er her oplagt at nævne, som et eksempel på hvor central koblingen mellem protestantisme og modernitet (udvikling) er i vestlig tænkning. Se Durkheim (1978) s for en gennemgang af sammenhængen mellem det udviklede, protestantiske samfund og hyppigheden af egoistiske selvmord. 17

18 Hamas organisering Websitet, er da heller ikke redigeret fra de palæstinensiske områder, men sandsynligvis fra Vesteuropa (nok England). Når jeg ikke kan afgøre dette med sikkerhed, skyldes det at redaktørerne af websitet er ukendte. De ønsker ganske enkelte ikke at give sig til kende, sandsynligvis af frygt for arrestationer og nedlæggelse af websitet. 27 Når jeg alligevel mener, at websitet redigeres fra et sted i Vesteuropa, skyldes det tre ting. For det første benyttes et engelsk transskriptionssystem, blandt andet kendetegnet ved at langt î transskriberes med ee, således at der eksempelvis skrives hadeeth i stedet for hadîth. For det andet er hosted af et hollandsk hostfirma, 357Hosting Islamic Web Host 28. Og for det tredje fokuserer websitet meget på Hamas militære gren, Izz al-din al-qassam brigaderne og den voldelige kamp mod besættelsesmagten, hvilket er typisk for organer med relation til Hamas eksilledelse udenfor de palæstinensiske områder. Hamas må i det hele taget i realiteten siges at være delt i to fløje, der både er geografisk og ideologisk adskilt. En moderat fløj i Gazastriben, der søger indflydelse af den politiske vej og som seriøst overvejer at forhandle en våbenhvile, hudna med Israel, og en mere uforsonlige fløj, geografisk placeret udenfor de palæstinensiske områder 29, hvis mål er at tvinge Israel ud af hele Palæstina ved militær modstand. Irving Jensen understreger dog at der også findes repræsentanter for den uforsonlige fløj i Gaza, eksempelvis den nu afdøde Abdel Aziz Rantisi. (Jensen 2002: 49-50) Ideen om en våbenhvile, Hudna-tanken, introducerede Ahmad Yasin allerede i 1993, hvor han redegjorde for hvorledes en sådan er legitim ifølge islam. Hebron-massakren fik dog sat en stopper for yderligere tiltag i et par år. (Jensen & Laursen 2000: ) I slutningen af 1990erne fik tanken dog vind i sejlene igen, i hvert fald blandt lederskabet i Gaza. Således udtalte Hamas åndelige leder, Sheikh Ahmad Yasin, i 1997: Islam tillader en midlertidig våbenhvile for en begrænset periode med den jødiske fjende hvis det er nødvendigt. Betingelser? Vi har sagt at Israel må trække sig fuldstændigt tilbage fra Vestbredden og Gazastriben, inklusiv det hellige Jerusalem, opløse alle bosættelser, frigive alle fanger og åbne en sikker passage mellem Vestbredden og Gazastriben (Jensen 2002: 58) 30 Og den moderate Hamas-leder, Ismail Abu Shanab, tilføjer: 27 Irving Jensen har i en personlig samtale fortalt, at heller ikke han ved, hvem der redigerer dette website. 28 Det islamiske består i bismillah på velkomstsiden samt en fordømmelse af Simon Wiesenthal Centret, fordi dette center har forsøgt at få lukket (se Ellers må 357Hosting betegnes som værende et fuldstændigt normalt hostfirma, der forsøger at sælge hurtige servere til en billig penge. Se evt Hamas eksilledelse sidder i øjeblikket placeret i Damaskus og ledes af Khalid Mish al ( 30 Jensen har citatet fra Journal of Palestine Studies 1998, vol. xxvii, vol. 2,

19 det er et kompromis men det gælder ikke for evigt. Vi kalder det hudna og vi accepterer en sådan. Hvad der sker fra generation til generation er der ingen der kan vide (Jensen 2002: 59) På baggrund af denne kompromissøgende, realpolitiske linie, konkluderer Irving Jensen i sit kapitel om den palæstinensiske islamismes udvikling indtil al-aqsa Intifadaens udbrud i efteråret 2000, at: Hamas er godt 10 år efter bevægelsen begyndte på sin aktivistiske linie, på vej tilbage til udgangspunktet hvor fokus er (gen)-islamiseringen af det palæstinensiske samfund (Jensen 2002: 62) Al-Aqsa Intifadaen har imidlertid betydet at vold og overgreb på ny er blevet hverdag i de palæstinensiske områder. Håbet om en egentlig fred synes derfor også længere væk for palæstinenserne, og i takt hermed håbet om en fredelig løsning på konflikten. Senest har opførelsen af sikkerhedshegnet/muren og i særdeleshed likvideringerne af de tre Hamas-ledere Ismail Abu Shanab, Sheikh Ahmad Yasin og Abdel Aziz Rantisi fået desperationen til at nå nye højder. Interessant er det i øvrigt at bemærke, at Israel besluttede at likvidere Abu Shanab, den varmeste fortaler i Hamas for hudna-tanken 31. Så må det unægtelig være svært som palæstinenser at tro på at Israel overhovedet ønsker fred. Opbakningen til voldelig bekæmpelse af besættelsesmagten, og dermed Izz al-din al- Qassam-brigadernes og Hamas popularitet, hænger sammen med håbløsheden. Således mente 24 % af befolkningen i de palæstinensiske områder, at de islamiske bevægelser (Hamas og Islamisk Jihad tilsammen) var de mest troværdige politiske aktører inden underskrivelsen af Osloaftalen i Kort efter underskrivelsen, da håbet på ny blomstrede, var denne andel faldet 13 % 32. (Jensen & Laursen 2000: 154) I sensommeren 2001 havde Hamas for første gang siden 1993 større opbakning end Arafats Fatah-bevægelse 33, og hele 75 % støttede selvmordsbombere som middel i konflikten. (Jensen 2002: 166) Irving Jensen har i øvrigt argumenteret for at den reelle opbakning til Hamas nok er en anelse større end målingerne viser, mens opbakningen til Arafats Fatah-bevægelse formodentligt er mindre. Dette skyldes ganske enkelt frygt for repressalier fra Arafats Fatah-dominerede Selvstyre. (Jensen & Laursen 2000: 154) Men hvordan er opbakningen så til Hamas her i sommeren 2004 og har al-aqsa Intifadaen haft betydning for deres ideologi? 31 At Abu Shanab var den varmeste fortaler for en hudna i Hamas underbygges af Irving Jensens og Wolfgang Freunds interview med og opfattelser af Abu Shanab, hvilket mit eget møde med Abu Shanab i april 2000 i øvrigt også kan bekræfte. 32 Tallene stammer fra det uafhængige Jerusalem Media and Communication Centre (JMCC), der beskriver sig selv således: JMCC was established in 1988 by a group of Palestinian journalists and researchers to provide information on events in the West Bank (including East Jerusalem) and the Gaza Strip. JMCC's Jerusalem and Gaza offices provide a wide range of services to journalists, researchers, international agencies, individuals and organizations interested in obtaining reliable information on the Palestinian territory. ( 33 Arafats Fatah-bevægelse er den største fraktion i PLO. 19

20 Status: Hamas, sommeren 2004 Ifølge den seneste meningsmåling fra JMCC 34 foretaget i juni 2004 er opbakningen til de forskellige politiske fraktioner i de palæstinensiske områder således: As for Palestinian factions, Fateh maintained the most trusted faction slightly dropping to 26.4 percent from 29.3 percent last October, 22.6 percent in April 2003 and 30 percent in December The Islamic Resistance Movement, Hamas was chosen by 21.7 percent compared with 22.6 percent last October, 22 percent in April 2003, and 19.8 percent in December There are 28.2 percent of Palestinians who do not trust any faction compared with 28 percent last October, 34.3 percent in April 2003 and 31.4 percent in December ( Angående opbakningen til selvmordsbombere siger målingen: As for suicide bombing operations against Israeli civilians, 63.1 percent of those interviewed strongly or somewhat support them compared with 61.8 percent last October, 62.7 percent in December 2002, 68.1 in June 2002 and 72 percent in March Of those surveyed, 31.5 percent somewhat or strongly opposed suicide bombings compared with 34.9 percent last October and 29.8 percent in December ( Opbakningen til Hamas og i særdeleshed selvmordsbombere er altså markant, om end den er faldet en anelse, hvilket kan skyldes Sharons plan om at forlade Gazastriben. En plan som 27.9 % ifølge målingen opfatter som værende seriøs eller nogenlunde seriøs 35. At 63 % støtter selvmordsbombere som midler viser også, at endog rigtig mange, der ellers ikke støtter de islamistiske fraktioner, går ind for dette middel i kampen mod besættelsesmagten. Men hvad med Hamas ideologiske status? Det er et svært spørgsmål at besvare. Hamas har ikke udsendt et revideret charter. Der er dog nok ingen tvivl om, at de fortsatte daglige overgreb, opførelsen af sikkerhedshegnet/muren og likvideringerne af de tre Hamas-ledere Ismail Abu Shanab, Sheikh Ahmad Yasin og Abdel Aziz Rantisi har mindsket opbakningen til en hudna. Denne formodning underbygges af de to mest aktuelle kilder til studiet af Hamas ideologi, nemlig de to officielle Hamas websites og 36 Disse sider indeholder mangt og meget af temmelig forskellig karakter. En masse nyheder og rapporter, nogle mere teologiske artikler om jihâd, Palæstina som waqf og martyrhandlinger, noget om Hamas historie og en masse om, hvad der benævnes al-irhâb al-sihiyûni, Zionist Terrorism. Analysen af disse websites er dog ikke helt uproblematisk. For det første vides det som nævnt ikke 34 For en beskrivelse af JMCC, se note Når officielle er i gåseøjne, skyldes det, som nævnt ovenfor, at det ikke vides præcist, hvem der redigerer dem. Dog kan man læse Hamas løbesedler, bayânât, på hvilket må siges at være en god indikator på, at det er et ret officielt website. 20