Prædiken til julesøndag, Matt. 2, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 29. december 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til julesøndag, Matt. 2, tekstrække. Salmer. DDS 118 Julen har englelyd. DDS 636 Midt i alt det meningsløse. DDS 129 Julebudet til dem, der bygge (Hartmanns mel.) DDS 122 Den yndigste rose er funden. Altergang: DDS 125 Mit hjerte altid vanker. DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små. Tekstlæsninger. Jer. 31,15-17; Rom. 3,19-22a; Matt. 2,13-23.

2 2 Prædiken. Om lidt skal vi synge salmen: Den yndigste rose er fundet. Titlen alene er smuk og poetisk. Der lægges op til juleglæde og fest, for rosen er ingen anden end Jesus, der jo netop fødtes - eller med salmens ord blev fundet - julenat. Men allerede i anden linje skuffes de forventninger, man lige akkurat har nået at få. Den yndigste rose spirer nemlig op blandt de stiveste og mest stikkende torne. Det sproglige billede forklares i de næste to linjer, hvor det bliver klart, hvad det var for nogle forhold, Gud lod sig føde ind i: Vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro de. Brorson, der i sin tid skrev salmen, griber tilbage til syndefaldsmyten for at understøtte alvoren. Adam og Eva spiste af den forbudte frugt og blev smidt ud af Paradiset. Hermed slås det fast, at hver enkelt repræsentant for menneskeheden altid har lidt af den brist at tænke på sig selv og sine allernærmeste, inden tanken falder på andre. Ofte når tanken ikke engang så langt, men forbliver kredsende omkring den enkeltes velbefindende og nydelse. Alt siden vi tabte den ære Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. Det var altså denne forvildede og øde verden - befolket af forhærdede tidselgemytter - Jesus blev født ind i.

3 3 Denne barske kendsgerning kommer også til orde i dagens evangelietekst, der i dén grad udfordrer julehyggen. Lukasevangeliets beretning om fødslen i den uhumske stald er også barsk, men pakkes ofte ind i idylliserede forestillinger om det pludrende og glorieforsynede spædbarn, der glad tager imod de fattige, men lykkelige hyrder. Langt mere barskt bliver det dog med barnemordet i Betlehem. Her bliver det helt tydeligt, at Gud lod sig føde ind i den verden, hvor hjerteløsheden har alt for megen magt. Kong Herodes var den romerske kejsers lydkonge. Han havde altså kun begrænsede beføjelser. Men det var tilstrækkeligt til, at han kunne foranstalte barnemordet i Betlehem. Blændet af sin egen magt havde han slet ikke øje for urimeligheden i det blodbad, han lod sine soldater udføre. De vise mænd havde oplyst, at der var født en kongesøn i Betlehem. Straks blev Herodes bange for, at drengen ville forsøge at tilrane sig kongetronen, når han blev gammel nok. For at undgå det, valgte kongen at tage livet af sin spæde rival. De vise mænd havde ikke været vise nok til at holde deres mund i første omgang, men Gud hjalp dem med at tie anden gang. De rejste hjem uden at aflægge rapport til Herodes om, hvor Jesus befandt sig. Samtidig gav Gud Josef ordre om at flygte med Maria og Jesus til Egypten. Det kunne ikke gå hurtigt nok, for kongen havde indset, at vismændene havde snydt ham. Derfor sendte han en styrke til Betlehem for at slå alle drengebørn på to år og derunder ihjel. Derved mente han, at han med sikkerhed havde gjort kål på sin nyfødte rival. I kraft af at vi har det med at identificere os med en histories hovedperson, kan vi ånde lettet op, når vi når hertil i fortællingen. Jesus er reddet og tyrannen får sig en lærestreg, da det går op for ham, at hans plan har slået fejl. Men sådan tænkte forældrene til de dræbte børn i Betlehem ikke. Den desperate sorg, der fyldte dem, beskrives med et citat fra profeten Jeremias Bog:

4 4 I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Citatet skildrer den ubeskrivelige sorg, der fyldte forældrene. En sorg over den meningsløse og barbariske død, der havde ramt deres små drengebørn. Profetiens ord dækker desuden over den desperate sorg, der fylder ethvert menneske, som er ramt af en lignende ulykke; en ulykke, man ingen mening kan finde i. At barnemordet virkelig er meningsløst slår evangelisten fast, idet han - inden han citerer profetien - siger: Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias. Hermed formulerer evangelisten sig anderledes end normalt, når der henvises til opfyldte profetier. Når det er Guds plan, der går i opfyldelse, formuleres det med en fast vending om, at dette skete for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten. For eksempel hørte vi til sidst i dagens tekst, at det var Guds vilje, at Jesus og hans forældre skulle slå sig ned i Nazaret: Dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Barnemordet i Betlehem er imidlertid ikke forudbestemt. Så grufuld er Gud ikke, at han ville igangsætte så ond en handling bare for at få Jesus sendt til Egypten og videre til Nazaret. Ansvaret lægges altså på kong Herodes skuldre. Den massakre, han beordrede udført, medførte en sorg, som den profeten Jeremias havde beskrevet. Det var altså en profeti, man kunne have ønsket sig ikke var gået i opfyldelse. Derfor konstaterer evangelisten med beklagelse, at da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias. Ét er, at Herodes var hovedmanden bag barnemordet; noget andet, at det ingen konsekvenser fik.

5 5 Ganske vist er det usikkert, om barnemordet nogensinde har fundet sted. I de historiske skrifter, man kender, er det kun beskrevet i Matthæusevangeliet, så vi har lov at håbe, at det slet ikke er sket i virkeligheden. Er barnemordet opdigtet, har det dog stadig betydning, for det peger hen på alle de andre massakrer og øvrige uhyrligheder, der er blevet udført gennem verdenshistorien; hændelser, hvor det skrækslagne skrig og den fortvivlede gråd også har lydt. Mange af disse hændelser har haft et efterspil som det, barnemordet medførte; et efterspil bestående af den dybeste ligegyldighed. Selvom Herodes muligvis slet ikke foranstaltede barnemordet i Betlehem, var han kendt som en smålig og grusom hersker, der slog hårdt ned på enhver form for konkurrence. Man kan derfor undre sig over, at den romerske kejser ikke tog tronen fra ham. Grunden til, at det ikke skete, er sikkert, at kejseren var bedøvende ligeglad. Han havde ikke engang et skuldertræk til overs for det. Så længe Herodes sikrede det område, han var sat til at regere over, mod oprør, var kejseren tilfreds. Det var målet og ikke midlerne, han bekymrede sig om. Døde der nogle småbørn eller andre af landets indbyggere, var det vel nærmest at betragte som force majeure. Magtudøvelse krævede ofre. Det ville hverken kongen eller kejseren stå til regnskab for. En lignende ligegyldighed præger ethvert menneske; også dig og mig. Tænk bare på, hvor hurtigt vi formår at lægge humanitære katastrofer bag os, når blot de finder sted langt nok fra, hvor vi befinder os. Hvem skænker for eksempel længere ofrene for jordskælvet i Haiti for fire år siden en tanke, selvom genopbygningen langt fra er overstået? Man kan mene, at fire år er lang tid; at det er for meget forlangt, at vi skal blive ved med at holde fokus på en nøden i et bestemt område. Men så tænk på den igangværende borgerkrig i Syrien. Den er ikke forældet, men finder sted her og nu. Antallet af flygtede børn er oppe på en million, hvoraf flere har taget skade - mentalt eller fysisk. Dertil kommer de voksne. Mens vi har fejret jul for fulde gardiner, har de kæmpet for at holde varmen i teltlejrene. Slår man de nationale og private midler sammen, findes der betragtelige ressourcer, som kan bruges til at gøre tilværelsen

6 6 tålelig for dem og andre, der lider akut nød. Men vi gør det ikke. Vi udviser derimod en ligegyldighed og et magtmisbrug, der minder om det, der prægede kong Herodes og den romerske kejser. I erkendelse af dette har vi i høj grad brug for at høre, at den yndigste rose er funden, og at den netop er vokset op blandt de stiveste torne, blandt dig og mig. Derved får vi nemlig at vide, at Gud vidste, hvilken verden, han lod sig føde ind i: En verden af selvoptagethed, ligegyldighed og magtmisbrug. En verden, hvor vi er langt bedre til at tænke på os selv end på andre. En verden, hvor en stor del af lidelsen er menneskeskabt og går stik imod Guds vilje, præcis ligesom barnemordet i Betlehem. Vi har brug for at høre, at Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro de. Derved får vi forhærdede tidsel-gemytter nemlig del i håbet om, at Gud vil forblive iblandt os med sin kærlighed, selvom vi bestemt ikke har fortjent den. I dette håb findes den allerdybeste juleglæde. Amen.