Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Tirsdag d. 24. december 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juleaften, Luk. 2,1-14. Forløb Klokkeringning. Præludium. Indgangsbøn. 1. salme: DDS 94 Det kimer nu til julefest. Hilsen. Kollekt. GT lig læsning: Es. 9,1-6a. Trosbekendelsen. 2. salme: DDS 104 Et barn er født i Betlehem. Evangelielæsning: Luk. 2,1-14. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolsk velsignelse. 3. salme: DDS 119 Julen har bragt velsignet bud. Fadervor. Velsignelsen. 4. salme: DDS 111 Dejlig er jorden. Udgangsbøn. Postludium.

2 2 Prædiken Det er noget mærkeligt noget med julen. Den er fuld af ukendte faktorer. Vi ved for eksempel ikke præcis, hvornår Jesus blev født. Sandsynligvis skete det mellem år 4 før vor tidsregnings begyndelse og år nul. Når vi siger, at vi befinder os i 2013 efter Kristi fødsel, må det altså tages med et vist forbehold. Måske befinder vi os reelt i år 2017 eller et af årene imellem. At Jesus blev født natten til den 25. december er bestemt heller ikke sikkert. I oldkirken fejrede man slet ikke Jesu fødselsdag, men i midten af 300-tallet begyndte man på det. Da valgte man den 25. december, fordi det var den dag, man var vant til at fejre vintersolhverv. Man fejrede, at dagene fra da af blev længere. Fordi Jesus billedlig talt bragte lys til verden, fandt man denne dag velegnet til at fejre hans fødsel på. At vi her til lands tager forskud på fejringen ved at give hinanden gaver d. 24. december betyder altså ikke noget, for det er hverken sandsynligt, at den 24. eller den 25. er Jesu rigtige fødselsdato. Flere ukendte faktorer dukker op, når man læser om Jesu fødsel i Det Nye Testamente. I alt fire evangelister er repræsenteret med hver deres version af Jesu liv, død og opstandelse. Evangelisten Markus skriver imidlertid slet ikke noget om Jesu fødsel. Det gør evangelisten Johannes derimod; men han formulerer sig i et så abstrakt sprog om Jesus som Guds skaberord, der blev kød og tog bolig iblandt os, at han kan være lidt svær at forstå. Tilbage er Matthæus og Lukas. Evangelisten Matthæus fortæller om, at Gud på mirakuløs vis gjorde Maria gravid. Josef, der var hendes forlovede, troede ikke på den forklaring, men han var en ansvarsfuld ung mand. Derfor forsøgte han at beskytte Maria mod offentlig skandale og ville ophæve forlovelsen i stilhed. Inden han kom så vidt, viste der sig dog en engel for ham i en drøm. Den forsikrede ham, at alt var i den skønneste orden. Maria

3 3 havde ret, når hun sagde, at Gud var barnets far. Josef skulle dog ikke snydes. Han var udset til at være drengens stedfar. Snart efter blev de gift. Matthæus fortæller også om, at Josef og Maria måtte flygte til Egypten, da Jesus var blevet født. Den lokale konge, der hed Herodes, havde nemlig fået en fejlagtig forståelse af, hvad der var sket. Tre vise mænd havde opsøgt ham, fordi de havde fulgt en kæmpestjerne, der bevægede sig langsomt hen over himmelen. De tolkede det særprægede himmelfænomen som et guddommeligt tegn på, at der var født et barn, der senere skulle blive konge over Israel. Da Herodes hørte dette, besluttede han sig for at slå barnet ihjel, så det ikke senere skulle få held til at tage magten fra ham. Han vidste, at hans lille fjende befandt sig i byen Betlehem, men han kendte ikke hans adresse. Uden at afsløre sine dunkle planer, bad han derfor de tre vise mænd om at komme tilbage og fortælle ham, hvor han kunne finde det kongelige spædbarn. Herodes forklarede, at det ville give ham mulighed for selv at byde den lille velkommen. De tre vise mænd, der ikke var vise nok til at gennemskue, hvilken velkomst Herodes planlagde, lovede at komme tilbage og aflægge beretning. Derefter fulgte de igen stjernen, som ledte dem ind i Betlehem og stod stille over det hus, hvor Maria og Josef boede. Inde i huset nøjedes de ikke med at tilbede den nyfødte. De forærede også den lille familie fornemme barselsgaver. Samme nat drømte både de vise mænd og Josef. De første blev advaret mod at vende tilbage til kongen. Den sidste fik besked om hurtigst muligt at pakke familien sammen og flygte til Egypten. Da Herodes opdagede, at vismændene havde snydt ham, blev han rasende. Han vidste ikke, at Jesus og hans forældre var draget i eksil, så han sendte sine soldater til Betlehem. For at være sikker på, at hans lille rival blev dræbt, gav han ordre om, at alle drengebørn under to år skulle henrettes. Josef, Maria og Jesus vendte først tilbage til Israel, da kong Herodes var død. De bosatte sig i byen Nazaret.

4 4 Sådan fortæller evangelisten Matthæus altså. Som I måske har bemærket, er der en del forskelle mellem denne version og den fra Lukasevangeliet, som I hørte en bid af lige før. Hos Lukas er det Maria, der får at vide, at hun skal blive gravid på en mirakuløs måde. Dette bemærkelsesværdige budskab får hun ikke i en drøm, men i vågen tilstand. Ærkeenglen Gabriel viser sig for hende og fortæller, hvad der skal ske. Maria er skeptisk, men ender med at acceptere, at hun skal spille en rolle i et af Guds helt store mirakler. Senere er det, at den romerske kejser Augustus beslutter sig for at arrangere en folketælling. Han vil være sikker på, at der ikke snydes med antallet af indbyggere i Israel, som hans tropper holder besat. Med det korrekte indbyggerantal kan han tjekke, hvor meget skat, han skal have. Han vælger dog en temmelig bøvlet måde at tælle landets indbyggere på. Hvert familieoverhoved skal rejse med hele sin familie til den by, han kan føre sin slægt tilbage til. Josef, der nedstammer fra kong David, må derfor drage fra Nazaret til Betlehem, fordi det er den by, David voksede op i. Temmelig upraktisk er det, at en lang række familier også stammer fra den lille by. Den bliver hurtigt overbooket, så da Josef og hans højgravide kone når frem, må de finde sig i at bo i en stald. Evangelisten Matthæus fortæller hverken noget om folketællingen eller stalden. Han fortæller til gengæld om de tre vise mænd. Dem bytter Lukas imidlertid ud med en gruppe fattige hyrder, der får besøg af en flok engle. De himmelske budbringere fortæller dem, at der er født en frelser inde i Betlehem. Da englene er væk, skynder hyrderne sig ind i byen for at opleve miraklet på nærmeste hold. De finder stalden og fortæller Maria og Josef, hvad de har fået at vide af englene. Det er klart, at Jesu forældre er påvirkede af alt det, de har oplevet og fået at vide; men efter en tid tager de tilbage til Nazaret for at påbegynde hverdagen igen. Der er så stor forskel på Matthæus og Lukas fødselsberetninger, at man snildt kan overveje, hvem af dem, der har ret. Var det Maria eller Josef, der fik besked om den

5 5 mirakuløse graviditet? Boede de i Nazaret eller Betlehem. Blev Jesus født i en stald eller et almindeligt beboelseshus? Fik den lille familie besøg af hyrder eller vismænd? Tog de hjem efter fødslen eller måtte de flygte til Egypten? Hvis evangelisterne havde været journalister, var de blevet fyret på gråt papir. Ganske vist vinkler man historier i pressen, men kendsgerningerne skal gerne være korrekte. Så hvorfor fyrer vi ikke evangelisterne? De kan jo tydeligvis ikke gøre rede for, hvordan tingene foregik. Hvad med bare at holde os til Markus, der er klog nok til at springe Jesu fødsel over? En sådan argumentation ville være fornuftig, hvis det var en rapport over hændelsesforløbet, evangelisterne havde skrevet. Men det er det ikke. Hver for sig er de interesserede i at pege på det helt exceptionelle: At Gud helt fysisk har blandet sig i menneskets historie ved at blive en af os i det lille spædbarn, der fik navnet Jesus. Dette understreger de ved at fortælle om den mirakuløse graviditet og de andre særprægede hændelser med engle og vise mænd fra Østerland. Disse hændelser er ikke enslydende, men alle som én peger de hen mod det egentlige; det, der er julens helt centrale indhold: Frelserens fødsel. Julen er virkelig fuld af ukendte faktorer. Men det gør ikke noget, så længe det centrale budskab står fast. Om Kristus blev født år 4 før vor tidsregnings begyndelse eller i de nærmeste år efter, og om han blev født natten til den 25. december har lige så lille betydning som spørgsmålet om, hvorvidt evangelisten Lukas eller Matthæus fødselsberetning er sand. Når det kommer til stykket er de sandsynligvis lige langt fra sandheden, hvis man altså med sandhed forstår den korrekte gengivelse af de historiske hændelser. Samtidig må vi hvis vi vil tage troen på den kristne Gud alvorligt fastholde, at begge evangelister har ret i, at Jesus var Guds Søn eller Gud selv, der lod sig føde som en af os. Det er dette, at Gud kom os helt nær, vi fejrer i julen. Vi fejrer, at Gud ikke er ligeglad med os, men ønskede at sætte sig ind i vores situation, så han fra da af og i al

6 6 evighed har forstået, hvordan det er at være menneske på godt og ondt. Vi fejrer, at han gav afkald på sin almagt for at kunne sætte sig ind i, hvordan det føles at være afmægtig og hvordan både fysisk og mental smerte kan udfordre ens livslyst. Vi fejrer, at han har knyttet sig til os med et bånd, der aldrig brister, hvad enten vi lever eller dør. Det er altså hverken, fordi Jesus blev født af en jomfru, eller fordi han blev født i en stald og fik besøg af hyrder eller vismænd, at vi fejrer jul. Grunden til vores julefejring er langt større. Julen er selveste Guds kærlighedserklæring til os. Den forkynder, at Gud ville være os så nær, at han var nødt til selv at blive en af os; nemlig det lille spædbarn, der fik navnet Jesus. Fordi det er dette, vi fejrer, har vi god grund til at ønske hinanden glædelig jul. Amen.