HVORHEN, EUROPA? STORT TEMA OM DEN REGIONALE LØSRIVELSESTRANG

Transkript

1 nr. 1 / februar årgang magasin for mindretal, sprog og kultur HVORHEN, EUROPA? STORT TEMA OM DEN REGIONALE LØSRIVELSESTRANG VED MINDRETALLET SELV, HVEM DE ER? EGON CLAUSEN MED NY BOG

2 2 nr. 1 / februar 2014 INDHOLD JENS-PETER BONDE: EU SKAL RESPEKTERE NYE STATER Skulle det ske, at skotterne eller katalonerne ved afstemninger beslutter sig for at løsrive sig fra henholdsvis Storbritannien og Spanien, som det kan ske i de kommende år, er EU forpligtet til at tage de nye stater alvorligt, mener Jens-Peter Bonde, der var medlem af Europa-Parlamentet i 29 år. EU har faktisk slet ikke noget valg, siger han. SIDE 8 ER DEN SKOTSKE UAFHÆNGIGHEDS- KAMP UGENNEMTÆNKT GAMBLING? Førsteministeren i Skotland, Alex Salmond, har ry for at være en stor gambler. Især hvad angår fodbold og hestevæddeløb. I den seneste tids debat er der for alvor blevet sat spørgsmålstegn ved, om hans rolle i den skotske uafhængighedskamp ligeledes er vovet gambling. SIDE 10 VED MINDRETALLET, HVEM DE SELV ER? Forfatteren Egon Clausen udgiver 27. marts en ny bog om det danske mindretal i dag. Den er baseret på længerevarende ophold og ture i Sydslesvig. GRÆNSEN bringer her et uddrag af bogen. Egon Clausen deltager i de flagsmykkede årsmøder med danskere, der ikke helt er klar over, hvor mange de er og måske heller ikke, hvem de er. SIDE 16 LÆS OGSÅ SIDE 4 NYT FRA KULTURENS VERDEN SIDE 6 GRØNLAND KOLONI? STAT? SIDE 14 KALENDER FOR 1864-MARKERINGER SIDE 22 BØGER SIDE 26 BREVE FRA ET GRÆNSELAND NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

3 nr. 1 / februar LEDER DE STORE MARKERINGERS ÅR Af Finn Slumstrup, formand Så er det alvor er begyndt, og det har allerede været nævnt i medierne mange gange, at det er de store markeringers år. Det er 200-året for Norges frigørelse fra Danmark. Det er 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Og så er det jo ikke at forglemme 150-året for Anden Slesvigske Krig. Det ligger i sagens natur, at den slags historiske markeringer inviterer til, at man kigger tilbage: Hvad var det egentlig, der skete? Historikerne såvel som oplyste, interesserede borgere giver deres besyv med fra artikler over kronikker til nye bøger. De elektroniske medier kommer på banen. Alle interesserede får en chance for at besinde sig på lange, historiske linjer. Og det er alt sammen både helt fint og aldeles uundgåeligt. Men det er ikke tilstrækkeligt. Specielt når talen falder på 1864-markeringerne, har Grænseforeningen fra første færd argumenteret for, hvor vigtigt det er, at der kommer et markant fremadrettet perspektiv ind. Derfor var det løfterigt, at årets første store markering foregik under overskriften Det dansk-tyske grænseland en inspiration for Europa. Det var på et parlamentarisk møde i den slesvig-holstenske landdags plenarsal i Kiel den 6. januar. Landdagspræsident Klaus Schlie stod side om side med Folketingets formand, Mogens Lykketoft, som indbydere. De to var også talere ved mødet, og det samme var Franz Majcen, landdagspræsident i Steirmark i Østrig. På programmet var der naturligvis også hilsener fra mindretallene i grænselandet, repræsenteret ved formændene Jon Hardon Hansen fra Sydslesvigsk Forening og Hinrich Jürgensen fra Bund Deutscher Nordschleswiger. Det var godt, at der for en gangs skyld ikke var sat spørgsmålstegn ved, om grænselandet nu også kan være en inspiration for Europa. Tiden er inde til, at vi lægger den overdrevne ydmyghed til side og i stedet med stilfærdig selvbevidsthed peger på den historiske proces, grænselandet har gennemgået i hvert fald siden 1955 som en historie, man mange steder i Europa kan tage ved lære af. Virkeligheden er naturligvis ikke så enkel, at man bare kan kopiere det dansk-tyske grænselands erfaringer. For der er ikke to tilfælde, der er ens, når vi taler om problematikken flertal/mindretal. Men der er vokset en grundholdning frem i vort grænseland, og det er dén, der kan tjene som inspiration. En holdning, som tilsiger, at forudsætningen for, at man kan gå fra spændingsfyldt konflikt til mulighedsfyldt samarbejde, er, at alle parter accepterer og respekterer hinandens legitime ret til at være der og at alle parter respekterer demokratiets spilleregler. Tiden er inde til, at vi lægger den overdrevne ydmyghed til side For os lyder dette efterhånden banalt. Men man skal ikke se langt tilbage i processen for at konstatere, at det ikke altid har været sådan. Og man behøver ikke se sig særligt langt omkring for, at det bliver tydeligt, at der er et godt stykke vej endnu, før denne grundholdning overhovedet bliver forstået: Tænk blot på, hvordan den store mindretalsorganisation FUEV må kæmpe indtil videre forgæves for at få EU til overhovedet at anerkende mindretalsproblematikken som relevant. Eller på, hvordan en gammeldags, aggressiv nationalisme i lyset af den økonomiske krise er på fremmarch i adskillige europæiske lande. Jo, der er mange gode grunde til, at vi skal huske også at se fremad i løbet af 2014 de store historiske markeringers år.

4 4 nr. 1 / februar 2014 NYT FRA KULTURENS VERDEN NY BJØRN NØRGAARD-SKULPTUR I HELLIGÅNDSKIRKEN I FLENSBORG Den danske hovedkirke i Sydslesvig, Helligåndskirken i Flensborg, har fået et stort løft. Den anerkendte danske kunstner Bjørn Nørgaard har skabt glasmosaikker til tre vinduer, der før var tilmurede. Derudover har han bygget en stor skulptur, der står frit i rummet. Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, kalder det i Kristeligt Dagblad en pinseport og beskriver den for avisen: Den store skulptur står frit i rummet, en snes centimeter fra muren. Forsiden mod kirkerummet er opbygget af en lang række menneskeskikkelser og ordet Gud på mange forskellige sprog og giver en babelstårnagtig virkning. Bagsiden er forgyldt og spejler sig i en reflekterende stålplade, som giver en aldeles forbavsende rumvirkning. De store ændringer blev præsenteret ved en festgudstjeneste i december til stor ros. Alligevel er der en smule malurt i bægeret ifølge Finn Slumstrup. Han forklarer til Kristeligt Dagblad, at omtalen af nyheden har været yderst begrænset: Der var inviteret vidt og bredt, men det eneste, der kom ud af anstrengelserne, var en artikel i Flensborg Avis og en notits fra JydskeVestkystens lokalredaktion i Tønder. Pressefotos: Stine Heger BENNETGAARDS FREMTID USIKKER Som så mange andre steder er Bennetgaard, der ligger i Københoved og er et rekreationssted for danske sydslesvigere, ramt af finanskrisens udfordringer. Således er de nødvendige fondsmidler ikke længere til rådighed. Dermed er mere end 75 års arbejde truet. På nuværende tidspunkt er der økonomi til at opretholde driften og sædvanlige aktiviteter i Herefter vil det være afgørende for fremtidig drift, at der enten tilgår Bennetgaard væsentlig flere midler, eller at der kan indgås samarbejde med nye partnere, der ser muligheder i Bennetgaards rammer. Ellers må Bennetgaard desværre nok ophøre med driften fra 2015, udtaler formand for bestyrelsen, Birgitte Wind, i en pressemeddelelse. ØRKENSØNNEN ASGER REHER: LA Grænsen.dk har interviewet skuespilleren og ørkensønnen Asger Reher. Læs om hans opvækst i det sønderjyske, hans syn på debatten om udkantsdanmark, og hvad hans engagement i Æ Synnejysk Ambassade går ud på. Fortæl kort om din opvækst i det sønderjyske hvor er du født og opvokset, og hvilken betydning har det haft? Jeg er født i Aabenraa i 1950 og boede der indtil 1957, hvor vi qua min fars arbejde flyttede til Gråsten. Min far var uddannet murer og blev senere arkitekt, og med denne baggrund blev han branddirektør i Alm. Brand. At bo i en, også dengang, lille by som Gråsten var en dejlig ting. Vi havde jo skov og slot i baghaven og følte vel, at vi var i familie med kongeparret, når de hver sommer residerede på Gråsten Slot. Alle turister-

5 nr. 1 / februar Sønderjyden Asger Reher er først og fremmest kendt som en del af Ørkenens Sønner. På billedet er han dog på egen hånd i en revy som den gammeldags skolelærer, der for længe siden har fået nok af det hele. Foto: Scanpix/Peter Klausen R: LAD OS VISE, AT VI ER SØNDERJYDER MED ALT, HVAD DET INDEBÆRER ne så vi bare på og tænkte: Ja, kig I bare, men det er vores konge! Vi havde jo også en tysk skole, så det tyske sprog var en del af byens sprog. Vi forstod og talte begge. Det gav også en vis følelse af sammenhold, ikke fjendtlighed: Der var jo kun én sportsplads, så der blev spillet mange landskampe mellem Danmark og Tyskland. Du har optrådt overalt i det ganske land adskiller sønderjysk humor og verdensanskuelse sig markant fra andre dele af landet? Jeg synes egentlig ikke, at sønderjysk humor er så forskellig fra ditto i andre landsdele. Der er selvfølgelig forskelle i dialekterne, og derfor er nogle mere sindige (det nordlige og vestlige Jylland) og andre kvikkere og rapkæftede (København og omegn) men alle bunder i vores fælles kultur. Jeg oplever den sønderjyske humor som glad og kvik. Vittigheden i København angående sønderjyder er følgende: Hvordan får man fat på en sønderjyde i København? Jo man ringer til et tilfældigt firma og spørger, om man må tale med chefen! Hvad er de største forskelle på Sønderjylland og København? Generelt er sønderjyder stolte af at være danske. Vi har valgt det i 1920, så det at være dansk, og især sønderjysk, i en grænseregion, giver et sammenhold uden sammenligning med andre danske regioner. Jeg tror, at det tætteste eksempel er bornholmere de har samme følelse af sammenhold, og begge steder er dialekten en vigtig faktor for det. I øjeblikket er der gang i debatten om udkantsdanmark. Hvad, tror du, er opskriften på en succesfuld fremtid for Sønderjylland? Jeg bryder mig ikke om ordet udkantsdanmark. Det eksisterer ikke i min ordbog, da der ikke er nogen udkant i Danmark. Jeg er af den mening, at regionerne er alt for store og ikke afspejler landsdelenes egenart. Jeg går mere ind for de gamle amter, hvor Sønderjyllands Amt var for sønderjyder. Her kunne vi videreudvikle vores sprog og kultur. Ikke som en kuriositet; men som en styrke i en landsdel, der igennem århundreder har været nabo til Centraleuropa. Vi forstår hinanden over grænsen på grund af vores fælles historie. Der er desværre en tendens i tiden til at ensrette og glatte forskelle ud. Politisk set er det for at gøre det nemmere for offentligheden at holde styr på os. Men vi mister utrolig meget i egenart, sprog og kulturforskelle på den bekostning. Lad os vise, at vi er sønderjyder med alt, hvad det indebærer.

6 6 nr. 1 / februar 2014 GRØNLAND KOLONI? STAT? Da den grønlandske landsstyreformand Aleqa Hammond nytårsaften talte til sit folk, indtog drømmen om et selvstændigt Grønland samt den nyligt oprettede Forsoningskommission dominerende roller. Men er visionen om et selvstændigt Grønland ikke blot en drøm, der negligerer behovet for en vægtig kompagnon i spillet om adgangen til landets naturressourcer, og har Danmark noget at undskylde? Af Christian Krogh Olsen Aleqa Hammonds nytårstale satte fra flere sider gang i spekulationer om, hvorvidt dens betydelige indhold af patos var led i en manøvre, der havde til hensigt at lede opmærksomheden væk fra den uro, der i den seneste tid har hersket i regerings- partiet Siumuts egne rækker. Men i et interview til Weekendavisen kunne landsstyreformanden bekræfte sit håb om et selvstændigt Grønland i hendes levetid: Det ville være fantastisk at hejse flaget i et selvstændigt Grønland. Jeg kan ikke forestille mig en bedre dag. Kan jeg være et af instrumenterne I will do it! udtalte hun. I slipstrømmen af hendes ønske rejser sig dog hurtigt to væsentlige spørgsmål: Kan Grønland trods gode indtægter fra

7 nr. 1 / februar Grønland skal overveje, om man er interesseret i måske arbejdere udefra, siger professor Søren Bo Nielsen om den mulige grønlandske selvstændighed. fremtidige mineprojekter leve uden det danske bloktilskud på 3,6 milliarder, og vil den grønlandske administration være klædt ordentligt på til alene at håndtere presset fra de mange interessenter, der vil kæmpe hårdt for at tage del i undergrundseventyret? En kommission af danske og grønlandske forskere advarer i en ny rapport, Til gavn for Grønland, mod en alt for ensidig satsning på et mineraleventyr: Der er kun meget få eksempler på, at nationer har været i stand til at opnå øget velstand og økonomisk stabilitet gennem udnyttelse af mineralske råstoffer. Det betyder dog ikke, at en ressourceforbandelse er en uafvendelig skæbne for Grønland. [ ] Bloktilskuddet fra Danmark virker som en stabilisator på Grønlands økonomi, som mindsker overophedning i tider med store indtægter fra råstoffer, men kompenserer i tider med nedgang i indtjeningen fra råstoffer, står der i rapporten, der ligger på Københavns Universitets hjemmeside. GRØNLANDSKE MEDBORGERE Søren Bo Nielsen, professor ved CBS og medlem af kommissionen bag rapporten, uddyber advarslen i Weekendavisen: Selv mange miner vil ikke være nok til at gøre Grønland økonomisk uafhængig, medmindre grønlænderne er parat til at tage et ordentligt dyk i levestandarden. [ ] Grønland skal overveje, om man er interesseret i måske arbejdere udefra. Grønlandsk sprog og kultur risikerer at komme under pres. Det skal man gøre sig klart. Claus Hjort Frederiksen, tidligere dansk finansminister og nuværende folketingsmedlem for Venstre, skrev allerede i november en kronik til Berlingske, hvori han betonede vigtigheden af et dansk-grønlandsk samarbejde omkring Arktis-spørgsmålet: Vi diskuterer stormagtspolitik, enorme økonomiske interesser og enorme militære interesser i Arktis. Hvem er så de andre aktører? Det er ikke de små drenge i klassen, der er spillere på denne bane. Foto: Wikimedia Commons/Nanopixi FORSONING Det sidste punkt i Aleqa Hammonds nytårstale, der findes i en dansk version på Landsstyrets hjemmeside, var reserveret til den storstilede plan om en forsoningskommission, som den grønlandske regering foreløbig har afsat knap 10 millioner kroner over fire år til. Målet med kommissionen, lod hun forstå, bliver at debattere og behandle de begivenheder, de kolonistrukturer samt de forhold, der i nogle tilfælde eksisterer i Grønland den dag i dag. I det tidligere omtalte interview til Weekendavisen ovenpå talen, hvor et fortsat dansk bloktilskud også er et emne, uddyber hun: Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi skal ikke gøre Danmark til skurk. Men det er vigtigt, at vi ser på, hvor vores styrke ligger. Hvad der er vores ståsted i vores arbejde på vej mod selvstændighed. Aleqa Hammond bringer her ømtålelige emner på banen, hvor de fleste nok vil mene, at det officielle Danmarks beslutninger vil have godt af yderligere at blive belyst, men ved at antyde, at Grønland er en tidligere dansk koloni, der stadig mangler at gøre op med visse kolonistrukturer, taler hun sig ind i en debat om, hvor omfangsrig en forsoning i det hele taget bør være. SUNDEST OG BEDST UDDANNET I et essay i dagbladet Politiken gør historiker Thorkild Kjærgaard under overskriften Landsmænd op med fortællingen om Danmark som en hård og brutal kolonimagt, som det eksempelvis beskrives i forfatter Kim Leines Profeterne i evighedsfjorden. Thorkild Kjærgaard beskriver i stedet en dansk administration, der afstod fra at hævde et voldsmonopol, og han begrunder den lette overgang til kristendom med, at den enkelte grønlænder her fik en mulighed for at slippe ud af anspændt miljø, præget af tabuer, frygt og mistro. Skønt hyppigt omtalt som koloni har Grønland aldrig været koloni. Grønlænderne blev fra første færd behandlet af Danmark som landsmænd, [ ] Alt sammen til gavn for Grønland, der i dag fremstår ikke bare som den sundeste, den bedst uddannede, den mest velhavende og den mest selvbevidste af de arktiske nationer, men også som den eneste af de mange amerikanske first nations, som har formået at bevare sit sprog og danne regering. Med den øgede interesse i den grønlandske undergrund samt den nyoprettede Forsoningskommission kan debatten om Grønlands for- og fremtid kun fortsætte. Christian Krogh Olsen er freelancejournalist og skriver fast om udenlandsstof på GRÆNSEN.DK.

8 8 nr. 1 / februar 2014 EU SKAL RESPEKTERE NYE STATER Skulle det ske, at skotterne eller katalonerne ved folkeafstemninger løsriver sig fra henholdsvis Storbritannien og Spanien, som det kan ske i de kommende år, er EU forpligtet til at tage de nye stater alvorligt, mener Jens-Peter Bonde, der var medlem af Europa-Parlamentet i 29 år. EU har faktisk slet ikke noget valg, siger han. Af Jens-Peter Bonde Der har været talrige rygter om, at skotter og katalonere vil blive smidt ud af EU, hvis de stemmer for selvstændighed i forhold til Storbritannien og Spanien. Det er hjemmestrikket jura uden hold i Unionstraktaten. Efter Traktaterne har ethvert europæisk land ret til at være medlem i EU, hvis landet opfylder bestemte kriterier. IKKE FOR ALLE Katalonien og Skotland opfylder naturligvis alle kriterier, idet EU s love gælder i de to regioner med forrang for al regional og national lovgivning. Sådan er det nu, sådan er det, når eller hvis de har stemt for selvstændighed. Det eneste åbne forhandlingsspørgsmål vil være de nye nationers repræsentation i Unionens organer. Skal de behandles som selvstændige nationer og have eget medlem i Kommissionen, Ministerrådet og egne medlemmer i Europa-Parlamentet? Her findes ingen sikkerhed, men dog nogle principper og fortilfælde. Da Tjekkoslovakiet blev opløst i Tjekkiet og Slovakiet, blev de to nye behandlet som selvstændige lande. De fik den repræsentation, der svarede til andre lande med samme befolkningstal. De blev ikke straffet for at splitte sig op. Tværtimod, de fik nu en større samlet repræsentation. Hvis Katalonien og Skotland skulle få en ringere behandling, kan de gå til EUdomstolen og hævde, at de diskrimineres i forhold til andre nationer. Det vil ikke være let at finde juridisk grundlag for at afvise en sådan sag. National diskrimination er udtrykkeligt forbudt i Traktaten. Folkenes selvbestemmelsesret er et internationalt retsprincip, som også anerkendes af EU. Betyder det så, at en hvilken som helst rig enklave kan danne sin egen stat og kræve statslige rettigheder? Kan det rige London City også melde sig ud af Storbritannien og få egen repræsentation i EU og FN? Næppe, for her er der ikke tale om en nation med et folk, som kan skilles ud fra Storbritannien som en særlig national enhed. Skotland kan blive en nation som Danmark og indgå i det nordiske samarbejde og blive repræsenteret i EU på samme måde som Danmark i EU og FN. Med en kommissær, en plads i Ministerrådet og 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet. Denne repræsentation kræver en enstemmig ændring af Traktaterne som enhver ny udvidelse med nye lande. Men udgangspunktet er her, at de nye lande allerede er med i EU. NATIONERNES OG REGIONERNES EUROPA Der findes ingen mulighed for at ekskludere Katalonien og Skotland fra EU, hvis de stemmer for udmeldelse af Spanien og Storbritannien. Deres tilhørsforhold til Spanien og Storbritannien er et spansk og et britisk anliggende, hvor EU er uden kompetence. Den spanske og britiske kompetence rækker imidlertid ikke til at smide de to lande ud af EU, fordi de stemmer for løsrivelse fra Spanien og Storbritannien. De to moderlande vil blive bundet til at finde en løsning, hvis Skotland og Katalonien stemmer for selvstændighed. Hvis selvstændigheden smitter til baskere og andre folkeslag, og der bliver mange mindre nationer i EU, vil det formentlig føre til en generel revision af landenes repræsentation i EU. I de store lande har der været stor modstand mod, at alle medlemslande skulle have en kommissær. Europa-Parlamentet vil igen prøve at få Traktaterne ændret til en forfatning. Tyskland vil have hånd i hanke med de forskellige landes finanslove som en betingelse for fortsatte tyske bidrag til euroens overlevelse. Hvis Skotland og Katalonien stemmer for selvstændighed, kan det føre til en særlig diskussion om, hvordan man skal indrette både nationernes og regionernes Europa. SØNDERJYDERNES FORSTÅELSE EU forbyder enhver diskrimination af nationale mindretal. Jeg anser bestemmelsen for mit svendestykke i EU. Jeg var indbudt til at tale for det tyske mindretal på deres højskole i Sankelmark i Sydslesvig. Jeg skulle tale om landbrugspolitikken i EU og gjorde det på sønderjysk, som er vores fælles sprog mellem danske og tyske i grænselandet. I pausen spiste jeg frokost med Anke Spoorendonk fra det danske mindretals parti og den daværende leder af det tyske mindretal i Nordslesvig, Hans Heinrich Hansen.

9 Foto: Wikimedia Commons nr. 1 / februar 2014 Catalonsk demonstration for selvstændighed i Barcelona. Jens-Peter Bonde Vi blev enige om at formulere et forslag om forbud mod diskrimination af nationale mindretal til Chartret for grundlæggende rettigheder i EU. Jeg var medlem af begge konventer og havde ikke svært ved at få den med. Bestemmelsen blev senere medtaget i Lissabon-traktaten. Som ung dansksindet i Aabenraa havde jeg ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle skabe fælles rettigheder for både danske og tyske i grænselandet og for enhver nationalitet i EU. Jeg har ofte talt i andre lande om den eksemplariske måde, vi har løst grænsespørgsmålet mellem Danmark og Tyskland. H.P. Hanssen blev et stort forbillede, fordi han gjorde sig gode venner med de tyske medlemmer af Rigsdagen i Berlin, mens han aldrig veg fra opgaven: at få mine bedsteforældre og de andre dansksindede nordslesvigere tilbage til Danmark. De tysksindede accepterede grænsedragningen, fordi den blev afgjort af vælgerne i tre zoner. H.P. Hanssen ville kun have dem, der følte sig som danske. Han respekterede vore tyske naboer, også da de lå ned efter Første Verdenskrig. Min bedstefar blev såret som tysk soldat under krigen, men jeg har aldrig hørt ham sige et ondt ord om tyskerne. Vi er to forskellige nationer, og vi har det bedst som gode naboer. Sønderjyder forstår principperne om beskyttelse af nationale mindretal, grænser og folkenes selvbestemmelsesret. Født Forfatter og medlem af Europa-Parlamentet fra Jens-Peter Bonde repræsenterede Folkebevægelsen mod EF indtil 1992 og blev derefter medstifter af JuniBevægelsen. Han var gruppeformand for Nationernes Europa i parlamentet fra Han har skrevet omkring 60 bøger, blandt andet EU-Forfatningen kort fortalt i 2005 og Danmarks nedtur (1981). Kilde: Den Store Danske. 9

10 10 nr. 1 / februar 2014 ER DEN SKOTSKE UAFHÆNGIGHEDSKAMP UGENNEMTÆNKT GAMBLING? Førsteministeren i Skotland, Alex Salmond, har ry for at være en stor gambler. Især hvad angår fodbold og hestevæddeløb. I den seneste tids debat er der for alvor blevet sat spørgsmålstegn ved, om hans rolle i den skotske uafhængighedskamp ligeledes er vovet gambling. Af Johan V. Bendtsen Alex Salmond, lederen af Det Skotske Nationalparti (SNP), har for alvor ført Skotland ind på uafhængighedens vej. Den 18. september næste år skal skotterne nemlig stemme om uafhængighed af Storbritannien. Men hvor skotternes nationale hjerte banker for selvstændighed, frygter mange samtidig de økonomiske konsekvenser af en løsrivelse. Alex Salmond er mere rolig. For en måned siden udgav han en hvidbog, hvoraf det fremgår, at skotterne vil blive mere velhavende, end de er i dag, såfremt de godt fire millioner skotske vælgere stemmer ja til uafhængighed den 18. september. Dog er der en lang række tvivlsomme antagelser i Salmonds beregninger. Blandt andet har Skotland en enorm statsgæld, og hvidbogens forudsigelser bygger på en præmis om, at skotterne skal have en stor del af den lukrative nordsøolie. Samtidig har den britiske premierminister David Cameron offentligt erklæret sin modstand mod Skotlands løsrivelse, og umiddelbart synes den skotske befolkning at stå over for et svært valg ved stemmeurnen. LONDONSK IMPERIALISME Selvom de økonomiske uforudsigeligheder synes at være et af de største forklaringsproblemer for Salmond og Det Skotske Nationalparti, har de til gengæld medvind for den følelse af londonsk imperialisme, som mange skotter bærer på. Den venstreorienterede Mark Steward, som er vokset op i Alex Salmonds fødeby, Linlithgow, forklarer over for Berlingske denne følelse: Man må se dybere end spørgsmålet om økonomi og forstå, at Skotland i århundreder har været en kulturel koloni under London, der stadig agerer som en imperialistisk og undertrykkende magt. Thatchers konservative regering i 1980 erne en regering vi skotter aldrig havde stemt for destruerede vores industri. Især når snakken falder på råstofressourcer føler skotterne sig underkuet, og her udfylder Salmonds skotske nationalparti en vigtig rolle: Vores systems natur er ejendommelig. Tag Norge et rigt land med en oliefond men vi har ingenting, ejer ikke selv olien i vores område. Derudover er skotterne af natur socialdemokratiske. I modsætning til England, hvor alt er polariseret. SNP og Salmond står for det, som Labour skulle have været, uddyber Mark Steward. Hvorvidt skotterne har tiltro til Alex Salmond og SNP s forudsigelser for et uafhængigt Skotland, er svært at spå om. At rigtig mange skotter sympatiserer med idéen om løsrivelse, er dog indiskutabelt. Foto: Scanpix/Robert Ormerod/The New York Times

11 nr. 1 / februar 2014 Et olieraffinaderi lyser himlen op i Grangemouth i Skotland. Ineos, det schweiziske firma, der ejer meget af raffinaderiet, lukkede dele af det ved en strejke. Den krise afslørede Skotlands afhængighed af oliesektoren. En sektor, der har og får stor indflydelse på Skotlands mulige uafhængighed af Storbritannien. 11

12 12 nr. 1 / februar 2014 NYT FRA EUROPA Redigeret af Christian Krogh Olsen Foto: Lovefromcornwall.co.ud KORNISK MED MODERMÆLKEN Grænsen.dk kunne i december berette om stigende opbakning bag forsøg på at revitalisere det særegne korniske sprog, som i 2009 blev erklæret uddødt en status, der godt et år senere blev ændret til kritisk truet af hensyn til det arbejde, som også den gang blev udført i sprogets tegn. Planen om at revitalisere det korniske sprog, der er nært beslægtet med andre keltiske sprog som walisisk og bretonsk, finder især sin støtte viralt, eksempelvis på hjemmesiden Crowdfunder, hvor menigmand opfordres til at bidrage med mere end blot venlige ord. De sidste skud på stammen af projekter, der gennem små og store donationer har modtaget beløb, tæller ud over oprettelsen af verdens første fuldtidsbørnehave med kornisk som hovedsprog også en populær børnebog på kornisk samt en ny hjemmeside til præsentation af en ugentlig, kornisk nyheds-podcast. Det særegne korniske sprog, der tales i Cornwall i Storbritannien, er i fremgang. L TLAND Den 1. januar 2014 blev Letland indlemmet i eurozonen, da den fælles møntfod erstattede den lettiske lat. Letland, der siden 2004 har været medlem af EU, optager euroen som det fattigste af de dermed 18 lande i samarbejdet. Letlands nuværende premierminister, Valdis Dombrovskis, gjorde det til et mål med sin regering at møde EU s økonomiske krav for optagelse, men da dette har medført fyringsrunder og lønnedgang i det offentlige samt øget beskatning, har den lettiske befolkning mødt beslutningen med stigende utilfredshed. En meningsmåling kunne i november afsløre, at blot 20 procent af befolkningen direkte bakkede op om europlanen, der muligvis af samme grund ikke blev afgjort ved en folkeafstemning. Utilfredsheden har dog rod i mere end blot økonomien. Mange letter anså deres tidligere møntfod som symbol på et Letland, der vristede sig fri af sovjetisk kontrol, hvorimod euroen endnu et skridt mod vesten ikke byder på samme associationer af samme type. FREMGANG FOR SAMERNES SPROG For samerne, en befolkningsgruppe, der spreder sig over fire lande Norge, Sverige, Finland og Rusland har den 6. februar siden 1992 fungeret som fælles nationaldag. Dagen markerer et landsmøde afholdt 6. februar 1917, hvor samerne for første gang var samlet på tværs af nationale grænser. Især i Finland har samerne i den seneste tid glædet sig over andet end blot de nationale fejringer. I den finske hovedstad Helsinki, der ligger i den sydlige del af landet og dermed langt fra samisk kerneland, åbnede for nylig en samisksproget børnehave, som et udtryk for, at samer i dag lever mere spredt. Da det engelsksprogede finske medie, Finland.fi, besøgte børnehaven, udtalte en pædagog: Vi plejer at sige, at Helsinki er den største samiske by i Finland, fordi omkring 1000 samer bor her for at arbejde eller studere. Senere i interviewet fortæller hun om hverdagen i børnehaven: Vi taler kun samisk til børnene, spiller spil, synger sange og lærer dem nye ord. De må dog svare på enten finsk eller samisk, som de ønsker. Den finske pendant til Danmarks Radio, Yle, besluttede i december at optrappe fokus på det samiske spørgsmål med en daglig fem minutter lang samisksproget nyhedsudsendelse. En indsats, der allerede har modtaget en pris fra en sammenslutning af prominente samiske organisationer, som i den forbindelse udtrykte stor begejstring for den nye satsning.

13 nr. 1 / februar GRÆNSEFORENINGEN LANCERER KRONIKKONKURRENCE: FREMTIDSVISION, SLESVIG 2064 Alle unge under 26 år inviteres til at deltage i en kronikkonkurrence, lanceret af Grænseforeningen, Nordisk Informationskontor i samarbejde med Folketingets Præsidium, Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening og Dybbøl2014. Vi sætter fokus på, hvordan grænseregionens fremtid ser ud gennem ungdommens briller. Hvad er udfordringerne, og hvad er drømmene? Alle unge kan på både dansk og tysk skildre deres vision for fremtidens grænseland i en kronik på max enheder inkl. mellemrum. Hvordan ser grænselandet ud i 2064? Hvordan skal regionen udvikle sig, for at du har lyst til at bo der? Har man lyst til at blive boende som ung? Eller måske flytte tilbage, når man har taget sin uddannelse? Hvordan med sprogene, behersker vi begge sprog om 50 år? Hvordan kan grænselandet udvikle sig til regionalt kerneområde? Er du under 26 år, kan du deltage i konkurrencen. Send os din personlige beskrivelse af, hvordan du tror og håber, at grænselandet ser ud i år Førstepræmien er kroner, andenpræmien kr. og tredjepræmien kr. En jury vælger vinderne efter deadline, som er 10. august. Vi trykker løbende kronikkerne på Grænsen.dk. Derudover vil de bedste bidrag blive trykt i GRÆNSEN. Læs mere på Grænsen.dk/kronik, og send dit bidrag til jb@graenseforeningen.dk inden 10. august.

14 14 nr. 1 / februar 2014 KALENDER FOR FOR SLAGET VED Grænselandshistorier på Den2Radio Grænselandshistorier består af 10 radioudsendelser på Den2Radio. De produceres med støtte fra Grænseforeningen. Jørgen Johansen besøger sammen med Finn Slumstrup en række erindringssteder mellem Kongeåen og Ejderen. Første udsendelse er allerede tilgængelig på nettet og handler om Dannevirke og 150-året for rømningen af Dannevirke d. 6. februar Slagtebænk Dybbøl 150 år efter og den danske selvforståelse Tag på højskole i Sønderjylland i dagene omkring 150-året for Slaget ved Dybbøl. Rødding Højskole og Grænseforeningen har i fællesskab sammensat et alsidigt program, bl.a. med foredrag af Tom-Buk Swienty og Inge Adriansen april på Rødding Højskole. jung zusammen 2014 Ungdomsmødet jung zusammen inviterer 100 danske og tyske unge ml. 18 og 25 år til at mødes hen over grænsen og arbejde konkret med de muligheder og udfordringer, der ligger i samarbejdet. Højskoleopholdet varer 14 dage og afsluttes med et ungdomsparlament. 20. juli til 2. august på Højskolen Østersøen og Nordsee Akademie Leck. LÆS MERE PÅ Graenseforeningen.dk/markering-af-1864.html

15 nr. 1 / februar MARKERINGEN AF 150-ÅRET DYBBØL MØLLE 2014 er som de fleste nok ved 150-året for Slaget ved Dybbøl Mølle. Det medfører en lang række begivenheder. GRÆNSEN danner overblikket. Brætspillet 1864 I anledning af 150-året udgiver Grænseforeningen brætspillet Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer. Et spændende og udfordrende spil, hvor du følger i soldaternes fodspor under tilbagetoget fra Dannevirke til Dybbøl skarpt forfulgt af de østrigske og preussiske soldater. Gennem en quizduel skal du redde flest mulige af dine soldater og officerer frem til evakuering fra Als. Kronikkonkurrence: Fremtidsvision, Slesvig 2064 Alle unge under 26 år inviteres til at deltage i en kronikkonkurrence, lanceret af Grænseforeningen, Nordisk Informationskontor, Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening og Dybbøl2014. De bedste bidrag trykkes løbende online, og til sommer kåres vinderne. Læs mere på side 13. Et større Danmark Jaruplund Højskole arrangerer i samarbejde med forfatter Egon Clausen et højskoleophold om de fremadrettede perspektiver ved Dannebrog og Dybbøl var længe de bærende symboler for det danske mindretal syd for grænsen, men i dag gælder det ikke mere, for de gamle kampe mellem dansk og tysk er for længst stilnet af. Foredrag af blandt andre Bo Lidegaard og Mette Bock juli. Foto: Dybbøl2014/Lene Esthave Dybbøl Banke 18. april 150-året markeres med en række arrangementer i Kongeskansen på Dybbøl Banke d. 18. april, hvor blandt andre Dronning Margrethe, statsminister Helle Thorning-Schmidt og officielle gæster fra ind- og udland deltager. Dagen igennem er der aktiviteter i Dybbøl Skanser. Tyske og danske soldater mindes de tabte med en militær ceremoni ved fællesgravene på Dybbøl Banke. Efterfølgende er der en civil ceremoni i Kongeskansen. Om eftermiddagen er der gudstjeneste i Sct. Marie Kirke i Sønderborg. Biskop Marianne Christiansen prædiker ved gudstjenesten, som overværes af Dronningen. Dagen sluttes af med et arrangement i Koncertsalen Alsion om aftenen. Programmet for 18. april 2014 bliver opdateret løbende.

16 16 nr. 1 / februar 2014 DANSKE ÅRSMØDER Forfatteren Egon Clausen udgiver 27. marts en ny bog om det danske mindretal. Den er baseret på længerevarende ophold og ture i Sydslesvig. GRÆNSEN bringer her et uddrag af bogen. Egon Clausen deltager i de flagsmykkede årsmøder med danskere, der ikke helt er klar over, hvor mange de er og måske heller ikke, hvem de er. Af Egon Clausen Den 8. juni var der årsmøder for det danske mindretal overalt i Sydslesvig. Det er en fast tradition, at de dansksindede samles en weekend i forsommeren til fællessang, taler, underholdning og musikalske indslag. Om eftermiddagen var jeg til det årsmøde, der blev afholdt ved den danske skole i Jaruplund. På den asfalterede plads foran skolen stod der borde med grønne duge, dækket til kaffebord. Et FDF-orkester fra Kibæk, iført lysende blå uniformer, spillede danske melodier. Dannebrog gik til tops, solen skinnede og Benny Engelbrecht, der er formand for Folketingets Sydslesvigudvalg holdt en tale, hvor han roste sydslesvigerne, men også gav udtryk for en vis bekymring over tilstanden i det politiske liv i Sydslesvig. Årsmøderne er meget populære. Sammenlagt samler de tusinder af deltagere, og populariteten rækker over grænsen. Her kommer medlemmer af Folketinget, ministre, medlemmer af Grænseforeningen og gammeldags nationalister. Her kan man for en stund lade, som om tiden er stået stille. Her kan socialdemokraterne møde den befolkningsgruppe, som de har tabt kontakten til i Danmark. Her kan gammelkonservative politikere paradere under dannebrog. Her kan Dansk Folkeparti tale om genforeningshåbet og Danmark til Ejderen. Her kan SF ere møde meningsfæller, der er uberørte af dansk realpolitik. Her taler alle om glæden ved sammenhold og samhørighed med det danske. Her mindes man de gamle løfter om, at sydslesvigerne ikke skal blive glemt. Her forsikrer man hinanden om, at den øvrige del af verden har meget at lære af sydslesvigerne, og man husker Poul Nyrup Rasmussens ord om, at så længe I holder fast i FOTO: Steen Agger/Scanpix De danske årsmøder i Sydslesvig er voldsomt populære. Her kan man for en stund lade som om tiden er stået stille, mener Egon Clausen. På billedet ses Slesvig By.

17 nr. 1 / februar 2014 Egon Clausen Født 1940 i Ringkøbing Amt og er forfatter. Fra 1970 til 2005 var han tilknyttet Danmarks Radio. Fra 2005 til 2011 formand i Dansk Forfatterforening for gruppen af faglitterære forfattere. Bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening. Egon Clausen voksede op i Vestjylland og blev uddannet lærer i Han fik debut som forfatter i Han har skrevet en række bøger, kronikker og artikler og er nu tilknyttet Den2Radio. 17

18 18 nr. 1 / februar 2014 os, holder vi fast i jer, og med hjælp fra det omdelte sanghefte synger man om, at hvis alt skulle gå galt, er der endnu en gud foroven, der råder for Danmarks sag, og flagene blafrer i vinden, og alle lader, som om de er ægte fuldblodsdanskere. Der lyder dog også mere bekymrede udsagn, for det er en del af traditionen, at man også skal huske, at alt ikke er lige godt. Temaet for bekymringsdelen i disse år er, at danskerne nord for grænsen ved mindre og mindre om det danske mindretal, og syd for grænsen klarede de dansksindede sig skidt ved det netop overståede kommunalvalg. Valgdeltagelsen havde været på 46%, og i Flensborg var den helt nede på 35%, men bortset fra en enkelt artikel i JydskeVestkysten havde der ikke stået et eneste ord om det i de danske aviser. Man kunne også konstatere, at de danske skoler og børnehaver var fyldt, Her kan socialdemokraterne møde den befolkningsgruppe, som de har tabt kontakten til i Danmark. Her kan gammelkonservative politikere paradere under dannebrog men forældrene kom ikke til de danske arrangementer. De er nydere frem for ydere, lød det, efterfulgt af en opfordring om vækkelse. Det danske mindretal skal vække sine egne, lød det. En ungdomspolitiker sagde ligeud, at de unge i Sydslesvig er upolitiske, dovne og ligeglade med mindretallet. Al den velfærd og al den ligestilling, som det danske mindretal har opnået i de seneste 60 år, har forkælet os. Alle, og i særdeleshed de unge, bør blive kritiske igen og aktive i foreningerne. Det gælder vores fremtid. En anden ungdomspolitiker, der havde været på besøg på danske skoler, sagde, at hun var chokeret over, hvor mange danske elever der aldrig har hørt om hverken det danske mindretal i Tyskland eller det tyske mindretal i Danmark. Men så var der kaffe, hjemmebagte kager, fællessang og underholdning. Hele to steder var der højtidelig indvielse af faner, der var skænket af Danmarks-Samfundet, og som sikrer, at ældgamle regler for indvielse af faner bliver fulgt. Det forholder sig således, at selve fanen er fastgjort til stangen med blanke søm, men reglerne siger, at de sidste tre søm ikke skal være slået i på forhånd. Det skal ske som en del af selve indvielsen. Det skete også her. I den store sal på Flensborghus blev en fane båret ind. En hammer og tre søm var parat, og Folketingets formand, der var til stede, blev derefter bedt om at slå de tre søm i stangen. Det første søm var for Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Søm nummer to var for fædrelandet, mens det det sidste og tredje søm var for det lokale distrikt. Derefter rejste alle sig, mens nationalsangen blev afspillet. Arrangørerne siger, at årsmøderne samler ca dansksindede sydslesvigere, og det skal nok passe, men hvor mange dansksindede der er i alt, ved ingen. Ifølge København-Bonn-erklæringerne af 1955 må det nationale sindelag ikke efterprøves af nogen statslig myndighed, for sindelagskontrol hører ikke hjemme i et demokratisk samfund, og det holder man sig til. Gætte må man dog godt, og siger så, at der nok er sådan cirka mennesker, der bekender sig som dansksindede, men det er baseret på et skøn. En af dem, der mener, at tallet er overdrevet, er Bjarne Lønborg, den tidligere redaktør af Flensborg Avis. Han mener, der er omkring dansksindede sydslesvigere. Ved de seneste valg til Landdagen og til kommunerne var der stemmer på det danske parti, SSW, men dette tal omfatter også frisiske stemmer, så det kan anfægtes. En af dem, der mener, at tallet er alt for højt, er Karin Röh, der er født og opvokset i Slesvig, men som har tilbragt hele sit arbejdsliv som lærer i Danmark. Hun udgav for et par år siden en bog, hvori hun skrev, at det danske mindretal er domineret af danske statsborgere, der er ansat i de danske skoler og foreninger. De har gode velbetalte stillinger, og for at bevare deres status opfører de et skuespil, der hedder Det Danske Mindretal, hvori de menige sydslesvigere er indlagt som statister. Karin Röh mener kort sagt, at den danskhed, man finder i Sydslesvig i dag, er kunstigt skabt og kun holdt i live i kraft af de danske tilskud. Antallet af ægte dansksindede sætter hun til ca , og

19 FOTO: Claus Fisker/Scanpix nr. 1 / februar 2014 Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på besøg hos det danske mindretal i Men ved det danske mindretal, hvem de er, og hvor mange de er, spørger Egon Clausen? hun spørger: Hvilke kræfter er det egentlig, der til stadighed vil vedligeholde drømmen om et Danmark til Ejderen, kræfter, som kan få A.P. Møller-fonden til at sponsorere en ( ) ungdomsskole og et nyt gymnasium i Slesvig og bilde dronningen ind, at sydslesvigerne, en i grunden tysk befolkning, så smukt forstår at varetage deres danske arv? ( ) Nu står de der skolerne, gymnasierne, bibliotekerne, forsamlingshusene, blandt andet Flensborghus, idrætsklubberne, Danevirkemuseet med stort set danske ansatte og signalerer danskhed. Og de har brug for at blive befolket, befolket med statister for at legitimere sig selv, stort set uden skelen til sindelag og sprog. Når man nu ikke kan få landet til Ejderen, kan man i hvert fald sætte et stærkt dansk fingeraftryk og bruge nogle oppustede og uspecificerede medlemstal som retfærdiggørelse. Vi har med andre ord at gøre med et kunstigt skabt, et kunstigt vedligeholdt og nu også kunstigt defineret mindretal. Egon Clausen: I grænselandet. Udkommer 27. marts på forlaget Tiderne Skifter. Medlemmer af Grænseforeningen kan få bogen med rabat til 199 kr. inkl. porto ved henvendelse til fh@graenseforeningen.dk eller på Graenseforeningen.dk fra den 1. april. 19

20 20 nr. 1 / februar 2014 NYT FRA POLITIKKENS VERDEN IGEN LIGESTILLING I SLESVIG-HOLSTEN Den 11. december vedtog regeringsflertallet i den slesvig-holstenske Landdag, at tilskuddet til det danske mindretal skal forhøjes. Dermed har Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) med koalitionspartnernes hjælp formelt sikret nye og højere tilskud til mindretalsorganisationerne. I et fælles oplæg, fremsat af SSW og de to koalitionspartnere, foreslås euro bevilliget til det kommende mindretalshus i Flensborg. Derudover skal de danske skoler igen have det samme tilskud per elev, som der ydes til de offentlige, tyske skoler. En række danske og frisiske organisationer kan ligeledes se frem til en hjælpende hånd. Unge aktivister fra mindretallet får bevilget et engangsbeløb på euro. Sydslesvigsk Vælgerforenings gruppeformand, Lars Harms, fortæller til Flensborg Avis, at han opfatter aftalen som socialt retfærdig. Aftalen, som desuden indbefatter, at der genindføres en professorstilling for mindretalssprog og -pædagogik på Flensborg Universitet, er ifølge Harms udtryk for en progressiv uddannelses- og mindretalspolitik og altså den ligestilling, som er et grundprincip i mindretalspolitikken i Europa og for ethvert liberalt samfund. FERIEBØRNSARBEJDET I STÆRK FREMGANG Grænseforeningen har siden 1919 arrangeret ferierejser til Danmark for sydslesvigske skoleelever i alderen 6-14 år. Formålet har været at give børnene et bedre kendskab til dansk sprog og kultur. Men det er blevet stadig vanskeligere at finde danske værtsfamilier, som vil åbne deres hjem i sommerferien, selvom der gøres en ihærdig indsats fra feriekontoret i Sydslesvig, fra Grænseforeningens konsulent og lokalforeningerne. Men nedgangen opvejes af, at antallet af gensidige udvekslinger mellem danske og sydslesvigske skolebørn er firedoblet fra 28 i 2010 til 110 i Idéen er, at det syd-slesvigske barn besøger en jævnaldrende dansker og går i skole her i en uge, hvorefter det danske barn besøger det sydslesvigske barn på samme betingelser. Denne udveksling har den store fordel, at også andre børn i skoleklassen møder det fremmede barn, hvorved det gensidige kendskab til hinanden øges. tte ens t og ming INVITATION TIL FEST SENDEMANDSMØDE året for krigen i 1864 (2. slesvigske krig) VEL MØDT den maj i Vingsted hotel og konferencecenter, Vingsted Skovvej 2, 7182 Bredsten. Sendemandsmøde maj. Vingsted ved Vejle. Pris: 750 kr. alt inklusiv Tilmeldingsfrist: 24. april. Tilmelding via lokalforeningerne eller til fh@graenseforeningen.dk.

21 nr. 1 / februar Ministerpræsident Torsten Albig vil samarbejde med Region Syddanmark om at gøre fælles front og tale med én samlet stemme i København og Berlin, når grænseregionens sag skal fremmes. Foto: Lars Salomonsen TORSTEN ALBIG: REGION SYDDANMARK OG SLESVIG-HOLSTEN SKAL TALE MED ÉN STEMME Ministerpræsident i Slesvig-Holsten Torsten Albig (SPD) vil kickstarte væksten i grænseregionen. Det skal ske ved, at Region Syddanmark og Slesvig- Holsten taler med én, samlet stemme i henholdsvis København og Berlin. Det var den klare melding fra Torsten Albig ved den slesvig-holstenske regerings nytårsreception i Neumünster 9. januar. Det er bydende nødvendigt, at man forsøger sig med nye fremgangsmåder, når grænseregionens sag skal tales i København og Berlin. Dernæst lagde den slesvig-holstenske ministerpræsident op til, at han og kollegaen, regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V), fremover drager sammen til hovedstæderne: Det vil være super, hvis vi sammen troppede op i Berlin for med én stemme at forklare, hvad vi har brug for. Ikke som i dag, hvor kun jeg kommer som ministerpræsident fra en delstat i en føderal tysk struktur. Det ville virke meget stærkere, hvis vi dukkede op sammen, udtalte Albig efterfølgende til Flensborg Avis. Det er dog langt fra nok til at sikre vækst i grænseregionen, at Albig og Holst møder op sammen i København og Berlin. Ministerpræsidenten efterlyste ligeledes konkret handling på flere og andre niveauer. Grænseoverskridende udvalg er der, ifølge Albig, nok af. Det ændrer ingenting i praksis: Vi har brug for flere, der bekymrer sig og gør noget konkret. Vi skal være mere beredvillige på begge sider af grænsen til reelt at løse flere af de praktiske problemer, der forhindrer, at vi kan bruge hinanden mere, sagde Albig.

22 22 nr. 1 / februar 2014 Livets gang udspiller sig mellem mennesker, men det er på de steder, hvor det særlige, der hændte os, at livet får den scene, der skal til for at gøre det til historie og fortælling. De steder, hvor vi har en historie at fortælle, har derfor ofte en afgørende betydning som pejlemærker for os. Derfor må vi nogle gange tilbage til åstedet, når der skal tages bestik af livet. Oprindeligt betød åsted det sted, hvortil et forhold eller en begivenhed, der er genstand for en retslig undersøgelse, knytter sig gerningsstedet, rent ud sagt. I dag bruges ordet i overført betydning om det sted eller de steder, hvor mit væsen har rod mit livs gerningssted. Et åsted er i den forstand beslægtet med det gamle ord hjemstavn, som betyder det sted, man føler, man har hjemme, hvor stavn er afledt af det oldnordiske ord strofn, (træ)stub. Hjemstavnen er ikke nødvendigvis ens fødested, men mere at forstå som det sted eller de steder, man følelsesmæssigt er bundet til hvorfra ens verden går. MIT LIVS GERNINGSSTED Ove Korsgaard indskriver sig i rækken af store nationale fortællere som Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Jens Smærup Sørensen og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, mener Erik Lindsø, der anmelder Korsgaards nyeste bog om forvandlingen af Danmark fra landbrug til industri. Af Erik Lindsø EN GRÅ FERGUSON I bogen Solskin for det sorte muld tager Ove Korsgaard læserne med tilbage til sin hjemstavn på Mors og til barndomshjemmet Hvidbjerggard, hvor han voksede op med sine forældre og syv søskende, og hvorfra den nu 70-årige professor, forfatter og højskolemands verden går. Men det er alt andet end en guidet turisttur til øens seværdigheder, vi kommer med på. Stiger man på bogen og det gør man uvilkårligt kommer man med Ove Korsgaard til en åstedsforretning, hvor regnskabet over den kultur, han er rundet af, gøres op. Og vær beredt: Det er en stærk og bevægende tur, man kommer med på, og vil være det for alle, der er rundet af den samme kultur, som Ove Korsgaard er derude på landet dengang, hvor der intet var over, under eller ved siden af dansk landbrug, fordi Danmark som landbrugsland simpelthen var Danmark. Det lyder som en fjern fortid, men det er ikke længere siden end mands minde, at de egne, der nu kaldes udkantsdanmark, summede af liv: Store og små gårde mellem hinanden med karle, piger og varm mad ved langbordet kl. 12. Køer, der

23 nr. 1 / februar græssede. Mælkekusken, der hentede mælk til egnens mejeri, som sendte hvid røg fra skorstenen som eneste tegn på noget, der kunne ligne industri. Lyden af hammerslag på ambolten i smedjen. Børn, der legede på landsbyens hovedgade, som havde en forretning for snart sagt alt. Bal og gymnastik i forsamlingshuset og bedemøde i missionshuset. Man skal blot sige ordene en grå Ferguson, og mere end halvdelen af Danmarks nulevende befolkning kan lugte og høre lyde fra den tid og det liv, som Ove Korsgaard beskriver. Det var dengang, man kaldte en gård for en bedrift. Det er en rammende betegnelse, for en landmand havde kun en bedrift, hvis han hver eneste dag ydede en bedrift. Solskin for det sorte muld tog form, da Ove Korsgaard i det tidlige forår 2013 tog hjem til Mors og opdagede et barndomshjem, der havde mistet sin sjæl. Bogen indledes: Sidste gang jeg besøgte mit barndomshjem på Mors, var der en stilhed, som virkede uvirkelig. Det er den form for stilhed, som historien efterlader, hvor den er ophørt. Senere uddyber han: Da jeg kom til Hvidbjerggaard, var jeg ikke en fremmed gæst, men jeg var heller ikke hjemme. Det stuehus, hvori jeg blev født og voksede op, findes stadig. Den kostald, jeg var med til at bygge i 1956, står endnu. Den store have, hvor vi spillede fodbold, findes fortsat. Bygningerne står endnu på stedet, men stedet findes ikke længere som gård. Jorden blev solgt fra i Dermed mistede Hvidbjerggaard sin sjæl. DEN SJÆL, SOM ET HELT FOLK KAN MISTE Ove Korsgaard er ud af en slægt af ranke og stolte bønder, der drev det vidt arbejdsomme og nøjsomme, ansvarlige og samfundsbevidste. Slægtens navne er at finde som aktører og frontfigurer i de folkelige bevægelser på Mors, der skabte friskoler, frikirker, gymnastikforeninger, andelsselskaber og fremdrift på Limfjordsøen. Faderen Axel var modstandsmand under krigen. Han fortalte aldrig om modstandskampen, men det lå som en klangbund i opvæksten på Hvidbjerggaard, at livet i det store fællesskab undervejs fordrer bedrifter af en, der ligger ud over de daglige bedrifter på egen bedrift. Ove Korsgaard indskriver sig i rækken af store nationale fortællere som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen i forrige århundrede og Jens Smærup Sørensen, Knud Sørensen og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen i vores egen tid, som hver på deres måde har formået at riste litterære runer i vores bevidsthed om den arv, vi er rundet af. Solskin for det sorte muld er en perle til forståelse af vores nære kulturarv. I fortællingens form genfinder Korsgaard den sjæl, som ikke blot barndomshjemmet på Mors har mistet, men som et helt folk står i fare for at miste. Det helt særlige ved bogen er, at dens fortæller også er forsker med en kolossal viden om netop de folkelige bevægelser. Helt unikt lykkes det for Sidste gang jeg besøgte mit barndomshjem på Mors, var der en stilhed, som virkede uvirkelig. Det er den form for stilhed, som historien efterlader, hvor den er ophørt Ove Korsgaard at gøre sin egen enkeltfortælling til en grundfortælling for alle os, der voksede op med den lille grå Ferguson. Det sker ved, at man som læser får lov at blive hovedperson i Korsgaards egen historie. Det er en ganske særlig oplevelse, som bevirker, at vores egen historie bliver nærværende i den store historie. Alt var ikke bedre i de gode gamle dage, sådan som romantikeren henfalder til at konkludere i opgivelsen over sig selv og sin samtid. Men en forsker, der som Ove Korsgaard kan balancere hjerte og forstand, kan med overbevisning fremdrage, at der faktisk var noget, der var bedre i gamle dage. Bogen er smuk læsning, fordi den varmer med genkendelsens glæde. Man bliver stolt over den kultur, vi er rundet af, og den arv, kulturen har givet os med, og som skabte Danmark. Man bliver forstemt, trist og smerteligt ramt ved at konstatere, hvor dårligt vi forvalter den arv, og hvor bidende tæt vi er på helt at sætte den over styr. Vi kommer hele følelsesregisteret igennem i Ove Korsgaards åstedsforretning for til sidst at stå tilbage med en anfægtelse, der ansporer: Vi må lægge os i selen, hvis vores børn skal overtage et samfund ligeså godt, som det vi selv overtog i ædle fædres spor. Erik Lindsø er forfatter og tidligere redaktør af GRÆNSEN. Ove Korsgaard: Solskin for det sorte muld. Om slægt og folk. Gyldendal. 384 sider. 300 kr.