Politisk beretning

Transkript

1 Politisk beretning Landsledelsens politiske beretning til landsmødet i Folkebevægelsen mod EU i Gladsaxe den oktober 2012 Folkebevægelsen markerer kravet om afstemning om finanspagten i maj

2 Indholdsfortegnelse De interne spændinger s. 3 Finanspagten s. 4 På vej mod en finansunion s. 5 Det danske EU-formandskab s. 6 De faglige rettigheder og truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel s. 7 Lissabontraktaten i retten s. 7 Afrunding s. 8 2

3 Politisk beretning Vi startede dette år med en forventning om, at der kunne komme en folkeafstemning om en eller flere EU-undtagelser. Men selv om meget tydede på, at en ny regeringen ville holde en folkeafstemning, måske endda i forlængelse af EU-formandskabet, må vi starte denne beretning med at konstatere, at heller ikke dette år bød på en EU-afstemning. Og intet tyder på, at der er en sådan på vej. Det sidste år har i stedet fortsat været præget af den fortsatte økonomiske krise. Den har åbnet op for nogle drastiske ændringer af EU-samarbejdet, og her er det nødvendigt at se lidt tilbage i tiden, før vi kan se rigtigt fremad. I løbet af det seneste år er kimen til det nye samarbejde blevet lagt, men selv om vi har set en hurtig udvikling, er den på ingen måde færdigt. De interne spændinger Vi har i Folkebevægelsen mod EU fra dag et sagt, at hvis man indfører en fælles valuta, vil man også være nødt til at samkøre økonomierne mere. Dette skyldes først og fremmest, at der opstår store interne spændinger, når så forskellige økonomier får samme valuta. Når det alligevel gik godt med Euroen igennem flere år, så skyldes det bl.a. det store økonomiske opsving der var igennem 00 erne, og det kunne så at sige dække over de interne spændinger. Men situationen de sidste par år har været radikalt anderledes. Det ser værst ud i Grækenland, men langt flere lande har store økonomiske problemer. Man skal dog ikke tage fejl af, at problemerne har markant forskellig karakter, hvor f.eks. Irland primært fik økonomiske problemer, da de af bl.a. EU blev presset til at redde flere af deres store banker og dermed overtage kæmpe lån kæmper bl.a. Grækenland med en elendig konkurrenceevne og tårnhøj arbejdsløshed. Men selv om problemerne er forskellige, så er løsningen fra EU den samme: overlad magten over den økonomiske politik til EU og gennemfør benhårde nedskæringer på velfærden. Af skridt på denne vej kan nævnes finanspagten. 3

4 Finanspagten I Danmark har debatten om EU især koncentreret sig om to ting: Finanspagten og det danske EU-formandskab. Og det første med rigtig god grund. I lyset af de økonomiske problemer, og ønsket om mere kontrol med medlemslandenes økonomi, der besluttede man i december, at endnu en traktat var nødvendig. Nogle gange tager ting i EU mange år, men andre gange kan det gå forbløffende hurtigt, og med finanspagten tog det ikke mere end et par måneder, før den var helt klar til at blive underskrevet. Helt konkret betyder Finanspagten at de enkelte lande skal indføre en såkaldt gældsbremse i deres forfatning eller lovgivning af blivende karakter, som består uanset om der skiftes regering. Hvis det ikke sker eller hvis den senere ophæves, så udløser det store bøder fra EU. Samtidig betyder Finanspagten at det såkaldte strukturelle underskud aldrig må overstige 0,5%, hvilket reelt fratager kriseramte lande muligheden for at føre en ekspansiv finanspolitik og kun tillader dem nedskæringsvejen. På den måde institutionaliserer finanspagten en bestemt økonomisk politik, som vi i øjeblikket ser gennemtvunget i Grækenland, Spanien, Portugal og Irland. Dette er ikke bare et økonomisk spørgsmål, men i høj grad et demokratisk problem fordi det fratager landenes befolkninger muligheden for at vælge mellem politikere, som står for forskellige økonomiske løsninger. I hvert fald hvis de vil undgå at blive idømt kæmpemæssige bøder. I Danmark fortalte EU-tilhængerne, at det var vigtigt at Danmark også tiltræder finanspagten selv om vi ikke var forpligtet ligesom Euro-medlemmer fordi det ville berolige markederne og fordi det ville sikre en ordentlig økonomisk politik og endeligt fordi det også er i vores interesse, at der kommer orden på Euro-landenes økonomi. Det er naturligvis noget vrøvl, at Danmarks tiltræden til finanspagten skulle hjælpe Eurolandenes økonomier, ligesom politikerne i Folketinget må kunne forventes at tage ansvar for at føre en god økonomisk politik også uden EU-diktat. Ud over en ret stor debat om indholdet i finanspagten, havde vi også en stor debat om, hvor vidt der skulle afholdes folkeafstemning om pagten. Godt hjulpet på vej af vores egen underskriftindsamling blev der i de første måneder af 2012 livligt diskuteret for og imod en folkeafstemning. Endnu engang støtte vi på det primære argument, at når Grundloven ikke ligefrem kræver en folkeafstemning, så er det ikke nødvendigt. Politisk stod vi sammen med bl.a. Enhedslisten og Liberal Alliance, samt en stribe ungdomspartier, som alle mente, at befolkningen skulle høres i denne sag. Der var også en klar opbakning i befolkningen til, at der skulle være folkeafstemning. Den 31. maj vedtog Folketinget imidlertid Finanspagten uden folkeafstemning. Processen i Folketinget var ikke køn, og var dels præget af, at tilhængerne ikke havde helt styr på detaljerne, og dels at der ikke blev forelagt alle de ønskede dokumenter. Det var således 4

5 særdeles vanskeligt at få svar på, om det er EU-kommissionen eller Danmark selv, der skal udregne det strukturelle underskud. Det lyder måske teknisk, men forskellen på udregningerne er på over 1 % point, og det har dermed betydning for, om vi overholder reglerne for det strukturelle underskud eller ej. At Danmarks tilslutning til Finanspagten ikke handler om abstrakt teori har vi allerede set konkrete eksempler på. F.eks. blev både den stramme kommuneaftale og regeringens endnu strammere finanslovsforslag begrundet med behovet for at holde sig indenfor EU's snærende økonomiske rammer. Sådanne eksempler på indskrænkning af vores demokratiske råderum i økonomisk henseende vil vi komme til at se flere og flere af i fremtiden. Det er i sig selv et argument for et opgør med bindingen til EU. På vej mod en finansunion Efter at finanspagten var ratificeret i de fleste lande, fortsatte arbejdet mod en stadig større integration af EU-landenes økonomier. Det skete bl.a. på et topmøde i juni, hvor grundlaget for en finansunion og en bankunion blev lagt. Vi må betragte det som en naturlig konsekvens af de seneste års udvikling, hvor først Europluspagten, six-packen, det europæiske semester og senest Finanspagten har været med til at styrke EU s kontrol med medlemslandenes økonomier. Der bliver sat kontrolsystemer op, hvor der både ses på rammerne, dvs. underskud og gæld, men også på indhold f.eks. pensionsreformer, lønregulering mv. Kommissionsformand José Manuel Barroso og den tyske kansler Angela Merkel har det seneste stykke tid begge været store fortalere for, at vejen ud af krisen er, at skabe en politisk-økonomisk union, hvor landene skridt for skridt afgiver mere magt til EU. Der er ingen tvivl om, at denne holdning er et markant skift fra de holdninger, vi har hørt fra EUog Euro-tilhængere igennem mange år; nemlig at vi slet ikke var på vej imod opbygning af en EU-stat. Det er naturligvis befriende, når de ledende EU-politikere tør tale åbent om, hvad der egentlig er deres planer, men samtidig er det rystende, hvor meget magt de faktisk ønsker at overføre til EU. Finansunionen og bankunionen må ses som resultat af deres holdninger. Det er endnu uklart, hvordan det præcist skal skrues sammen, men der er lagt op til, at EU skal bestemme, hvor store lån landene må optage, og hvor store underskud der må være på det enkelte budget. Samtidig er der lagt op til endnu mere kontrol og endnu flere sanktionsmuligheder. Ud over, at det bliver EU der bestemmer den økonomiske politik, ligger det også klart, hvilken politik det bliver; den kommer til at bygge på fundamentalistisk markedsøkonomi, kombineret med tysk sparsomlighed. 5

6 Med andre ord en rigtig EU-stat eller en rigtig union med en stadfæstet økonomisk politik. Der bliver ikke meget plads til, at befolkningerne kan gennemtvinge en anden økonomisk politik end den foreskrevne. Det danske EU-formandskab Det danske EU-formandskab skal også have et par ord med i denne beretning. Det har ikke været en imponerende bedrift, som formandskabet har stået for, men det var på den anden side heller ikke deres ambition. Hvor man måske kunne have forventet, at den nye danske regering i forlængelse af sin valgkamp ville satse på vækst og skabelse af arbejdspladser, ja så meldte statsministeren klart ud fra start, at den helt centrale opgave var at redde euroen. Så måtte bekæmpelse af arbejdsløsheden komme i anden række. Den tankegang afspejles også i den såkaldte vækstpakke, som blev vedtaget på EU-topmødet i juni. Dels blev der stort set ikke afsat nogen nye penge til at sætte gang i væksten og dels skulle alle vækstinitiativer holde sig inden for Finanspagtens rammer, hvor kortsigtet budgetdisciplin er vigtigere end at bekæmpe arbejdsløsheden. Der må altså ikke bruges penge på at skabe vækst eller arbejdspladser. I den danske debat må man sige, at det danske EU-formandskab naturligvis gav lidt plads til EU-debat, men ikke på noget imponerende niveau. Og der er ikke noget der tyder på, at formandskabet har inddraget større dele af befolkningen eller har givet anledning til debat på arbejdspladserne og i hjemmet. Hvor det virkede til, at det var regeringens plan, at formandskabet skulle bane vejen for en folkeafstemning om en EU-undtagelse må man sige, at det ikke havde den effekt. Og med den uro der er i Euroen, og i øvrigt med regeringens egne problemer, er der ikke lagt op til en EU-afstemning de næste par år. På sidste landsmøde vedtog vi 11 punkter, som vi opfordrede det danske formandskab til at arbejde for - lige fra mere åbenhed i EU-systemet til initiativ for at afskaffe EUparlamentets månedlige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Desværre må vi i dag konstatere, at regeringen ikke lyttede til Folkebevægelsens opfordringer. Det er dybt beklageligt. F.eks. ville vores forslag om at etablere en hjælpemekanisme for kriseramte lande til at komme ud af euro-konstruktionen kunne have haft en konkret positiv betydning for de mange millioner arbejdsløse og fattige i f.eks. Grækenland. Men også her satte EU-partierne solidariteten med EU-elitens eurotopi højere end hensynet til de mennesker, som dagligt må lide under det. 6

7 De faglige rettigheder og truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel Selvom den nye regering har forsøgt at gøre noget ved de værste udslag af den EUdikterede sociale dumping på arbejdsmarkedet, så er dette et af de mest omfattende og sprængfarlige resultater af EU-tilpasningen. På stadig flere områder oplever herboende lønmodtagere hvordan arbejde i Danmark bliver udført af tilrejsende midlertidig arbejdskraft til dårligere løn- og arbejdsforhold. Det er et problem for de herboende lønmodtagere, som mister deres job eller må kaste sig ind i ræset mod bunden. Det er et problem for de tilrejsende lønmodtagere, som groft udnyttes bl.a. med det resultat, at de i langt højere grad kommer alvorligt til skade ved arbejdsulykker. Men det er også et samfundsmæssigt problem fordi skrupelløse firmaer danske og udenlandske - misbruger udenlandsk arbejdskraft for lettere at kunne snyde skattevæsenet fra at bidrage til den fælles velfærd. Truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel har senest fået en ny dimension i forbindelse med den helt lovlige faglige konflikt mod ejeren af restaurant Vejlegården, som har opsagt sin overenskomst med 3F for i stedet at få en billigere med KRIFA. I folketinget har Venstre og Dansk Folkeparti fremlagt et forslag om at det skal forbydes LOfagbevægelsen at konflikte mod virksomheder, som allerede har en såkaldt landsdækkende overenskomst. Selvom formålet med forslaget formentlig først og fremmest er, at få 3F og andre LOfagforeninger smidt ud af fordøren, så betyder det, at EU lukkes ind af bagdøren. Så vil det nemlig være op til EU at afgøre hvad der menes med en landsdækkende overenskomst, hvilket vil åbne op for at polske, bulgarske og græske overenskomster skal accepteres som ligeværdige på det danske arbejdsmarked. En sådan EU-tilpasning vil naturligvis betyde enden for den danske arbejdsmarkedsmodel og må derfor bekæmpes med alle til rådighed stående lovlige midler. Lissabontraktaten i retten I april faldt afgørelsen i landsretten vedr. Lissabontraktaten. Det var ikke så overraskende en klar godkendelse af traktaten og en afvisning af, at der burde have været en folkeafstemning. Sagen var tilstrækkelig interessant til, at pressen dækkede sagen den pågældende dag. Sagen blev anket til Højesteret, og dermed venter endnu et par års juridiske tovtrækkerier. Resultatet i landsretten var ikke overraskende, når man tager i betragtning, at det var selvsamme landsret der afviste at lade sagen kører, fordi man ikke mente den var relevant. 7

8 Dog besluttede højesteret, at landsretten skulle køre sagen, og de blev dermed tvunget til at lade den køre. Det kan derfor blive rigtig interessant at se højesteret behandle selve spørgsmålet om traktaten og folkeafstemning. Afrunding Det har været et år, hvor der har været tilbagevendende debat om forskellige dele af EUsamarbejdet. Der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise allertydeligst i Sydeuropa har bidraget til et fortsat fokus på Euroen og EU som helhed. Der kan heller ikke være tvivl om, at når dette år er omme, så har EU overtaget endnu mere magt over landenes økonomier, samtidig med at endnu flere borgere står med arbejdsløshed og forringet velfærd. Svaret på krisen synes at være nedskæringer og atter nedskæringer, med det rigtig kedelige resultat, at arbejdsløsheden bare stiger og flere og flere får alvorlige problemer med at få råd til mad, husleje og medicin. Samtidig har det været et år, hvor vi i sandhed har set befolkningerne protestere. I flere af de hårdest ramte lande har der været kæmpe generalstrejker og demonstrationer, men også i Danmark har der været protester både igennem vores egen underskriftindsamling, men også f.eks. i protesterne mod ACTA, som ind til videre er endt med en folkelig sejr! 8