Monti II er vingeskudt men problemet består

Transkript

1 Finn Sørensen: Oplæg 18. juni 2012 på konference hos Alternativer til dagens EØS-aftale : Monti II er vingeskudt men problemet består En stor tak til arrangørerne for invitationen til at komme med et oplæg på dagens konference om alternativer til EØS-aftalen. Hvis man kan bruge det forslidte billede om at stå ved en korsvej, så er det nu nemlig som en beskrivelse af EU s situation. Den økonomiske krise, og finanskapitalens krav om drastiske nedskæringer i velfærd og lønninger truer med at rive Euroen i stumper og stykker. Tysklands og Frankrigs regeringer har derfor sat kurs mod indførelsen af en finansunion, som fjerner den sidste rest af euro-landenes selvbestemmelse over deres egne budgetter. Indførelsen af en sådan Union vil ændre diskussionen om forholdet til EU i alle medlemslande, ikke kun i Euro-landene. Dette vil stille alle EU-medlemslandene over for det svære valg, om de skal gå med i en sådan union, og det vil sætte spørgsmålet om mulige alternativer på dagsordenen. Det gælder ikke mindst i Danmark. Derfor er det meget spændende at følge den diskussion, som I har her i Norge om alternativer til EØS, og derfor er jeg meget glad for at kunne deltage i jeres konference her i dag. Indgreb i konfliktretten I har bedt mig om at tale om et i den store sammenhæng lille hjørne af EU-problematikken: Den såkaldte Monti 2 forordning om regulering af konfliktretten. Min baggrund er at jeg i mange år har beskæftiget mig med EU`s arbejdsmarkedspolitik, og specielt dens indvirkning på den danske overenskomstmodel. Denne opgave arvede jeg fra min forgænger på posten som formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening i København, en post som jeg tiltrådte i 1986, og som jeg bestred frem til 2005, hvor bryggeriarbejderne i København fusionerede til en lokalafdeling i 3F. Her blev jeg næstformand, hvilket jeg var frem til Folketingsvalget 15. september 2011, hvor jeg blev valgt som medlem af folketinget for Enhedslisten. Et af mine arbejdsområder i Folketinget er netop EU s arbejdsmarkedspolitik, jeg er medlem af Folketingets Europaudvalg og Beskæftigelsesudvalget, og i begge udvalg har vi meget nøje fulgt forslaget om Monti 2 og andre forslag fra EU, der vil have stor indvirkning på arbejdsmarkedet i EU og i EØS-landene. Min forgænger som formand for de københavnske bryggeriarbejdere hed Holger Foss. Han var, som mange andre fagforeningsfolk, meget aktiv op til den danske folkeafstemning i 1972 om medlemskabet af EU. Et af hans argumenter imod medlemskabet var, at det før eller siden ville medføre indgreb i vores strejkeret og i hele den kollektive overenskomstmodel. 1

2 Der kan nævnes mange eksempler på direktiver og eu-reguleringer der indirekte har haft indvirkning på vores overenskomstmodel, som for eks. ligestillingsdirektivet fra 1975, arbejdstidsdirektivet fra 1988, udstationeringsdirektivet 1996, deltidsdirektivet fra 1997 og Vikardirektivet fra I alle tilfælde har problemet, at det danske overenskomstsystem, set med EU s briller, ikke lever op til EU s krav om implementering af direktiver, nemlig det helt grundlæggende krav om erga omnes direktiverne gælder for alle, men danske overenskomster gælder pr. definition kun for de arbejdere, der er omfattet af dem, og vi er meget langt fra 100 % overenskomstdækning. Implementering af direktiver for arbejdsmarkedet har derfor været fulgt op af lovgivning, om end i begrænset omfang. Men d. 11. december 2007, 2 dage før underskrivelsen af Lissabon-traktaten, kom der et direkte indgreb i konfliktretten. Det var EU-domstolens afgørelse i den såkaldte Viking-Line sag, hvor domstolen skulle forholde sig til lovligheden af det finske sømandsforbunds konflikt og ITF s sympatikonflikt imod det finske Viking-Line rederi. Baggrunden for konflikten var, at Viking-Line ville udflage det gode skib Estrella til Estland, for på den måde at få en væsentligt billigere overenskomst. Domstolen afgjorde ikke den konkrete sag. Den blev sendt tilbage til Appelretten i London, hvor den kom fra. Men Domstolen udtalte sig meget klart om det helt principielle spørgsmål: Har Domstolen overhovedet ret til at blande sig i udøvelsen af konfliktretten i medlemslandene? Det var domstolen ikke det mindste i tvivl om. Den anerkendte at konfliktret og ret til kollektiv forhandling er grundlæggende rettigheder. Men det betyder ikke at disse rettigheder kan udøves uden hensyn til EU-retten, i dette tilfælde den grundlæggende økonomiske ret til fri bevægelighed af kapital og tjenesteydelser. Domstolen udelukker ikke, at der kan være situationer hvor de økonomiske friheder må vige for faglige og sociale rettigheder, men det kræver, at medlemsstaten kan henvise til, at der er tale om tvingende almene hensyn altså, at den pågældende økonomiske frihed har omfattende indvirkning på medlemsstatens sociale forhold. 7 dage senere, d. 18. december 2007, faldt EU-domstolens afgørelse i den såkaldte Lavalsag. Her var ingen tvivl. De svenske bygningsarbejderes konflikt mod det lettiske firma Laval u Partneri blev dømt ulovlig, som værende i strid med det indre markeds regel om fri bevægelighed for tjenestydelser, og som værende i strid med EU s direktiv om udstationering af arbejdstagere. Domstolen foretog en skelsættende fortolkning af Udstationeringsdirektivet, som betyder, at dette direktiv ikke som alle troede indtil da længer er et minimumsdirektiv, hvor medlemslandene og deres fagforeninger kan stille større krav til de udstationerede virksomheder end beskrevet i direktivet. Dommen siger, at direktivets liste over krav vedrørende mindsteløn, overtidsbetaling, ferie- og barselsregler er iflg. Domstolen en udtømmende liste det er ganske enkelt ulovligt, at stille større krav end beskrevet i direktivet. 2

3 Herefter havde Domstolen ikke noget besvær med at afsige dommen over en tysk deltsat i den såkaldte Rüffert-sag. Det var ulovligt, at Land Niedersachsen havde stillet krav til en polsk entreprenør om at følge de overenskomster der gælder i delstaten et krav, som følger af delstatens lovgivning. Herefter var det medlemsstaten Luxembourg, der blev dømt, fordi Luxembourg stillede krav til en udenlandsk virksomhed om, at den skulle følge de kollektive overenskomster der gælder i Luxembourg, ligesom Luxembourg blev dømt for at have stillet for vidtgående krav til virksomheden med hensyn til kontrol og dokumentation. For at sige det kort: Konsekvensen af de fire domme er: EU-Domstolen har ret til at blande sig i medlemslandenes udøvelse af konfliktretten Faglige og sociale rettigheder skal som hovedregel vige for de økonomiske friheder Det er ulovligt at stille de samme krav til udenlandske virksomheder som til værtslandets egne virksomheder. Det er ulovligt at stille krav om lige vilkår. Sagt endnu kortere: Det er EU-dikteret social dumping. Monti 2 Disse domme gav stødet til en voldsom debat i den europæiske fagbevægelse, og i mange parlamenter. Den europæiske fagbevægelse betegnede dommene nøjagtig som jeg har gjort et helt uacceptabelt indgreb i konfliktretten og i medlemslandenes ret til at beskytte sig imod social dumping, hvorimod arbejdsgiverne var godt tilfredse. Det er baggrunden for, at Kommissionen d. 21. marts 2012 fremsatte forslaget til den såkaldte Monti 2 forordning, opkaldt efter en vis Kommissær Mario Monti, der har skrevet en central formulering i forslaget. Ser man på den fulde titel, er det tydeligt, hvad Kommissionens forslag egentlig går ud på: Titlen lyder: Forslag til Rådets forordning om udøvelsen af retten til kollektive skridt inden for rammerne af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Altså: Konfliktretten skal reguleres på EU-plan inden for de rammer, som sættes af EU s grundlæggende økonomiske friheder dvs. det indre markeds regler om fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelse. Forslaget slår da også fast, at der ikke sker nogen ændring af Domstolens retspraksis. Det betyder, at hvis forordningen bliver vedtaget, så er Domstolens afgørelser i de 4 domme ophøjet til EU-ret der som bekendt har forrang for den nationale lovgivning. Men Kommissionen går et skridt videre. Der lægges ganske enkelt op til en regulering af alle former for konflikter i forbindelse med enhver omstrukturering og/eller flytning af virksomheder og tjenesteydelser inden 3

4 for EU og vel at mærke ikke engang kun den faktiske omstrukturering eller flytning, men også den påtænkte! Forslaget vil også gribe ind i medlemslandenes arbejdsmarkedssystemer, i de regler de anvender til at bilægge uenigheder mellem arbejdsmarkedets parter. Men forslaget begrænser sig ikke til faglige konflikter, der kan forstyrre det indre markeds funktion. Det indeholder en helt ny varslingsbestemmelse, et krav om at medlemslandene straks skal varsle til Kommissionen, hvis der er optræk til konflikter eller alvorlige handlinger eller forhold der kan forårsage alvorlige forstyrrelser i det indre markeds funktion, og/eller som kan forvolde alvorlig skade for dets arbejdsmarkedsordninger eller skabe alvorlig social uro. Der står ikke noget om, hvad der sker, hvis medlemsstaterne ikke lever op til kravet om varsling og udveksling af oplysninger. Det betyder at denne forordning ikke umiddelbart giver Kommissionen nogle redskaber til at stoppe en konflikt. Men forordningen vil være grundlag for, at Kommissionen kan rejse en sag ved EU-domstolen mod et medlemsland, der ikke lever op til Forordningen. Kun fantasien sætter grænser for i hvilke situationer forordningen kan bruges. Strejker for at forhindre flytningen af en virksomhed fra et medlemsland til et andet er et helt oplagt eksempel. Transportarbejderstrejker er et andet oplagt eksempel. Uanset formål og anledning vil de næsten altid i hvert fald hvis de er omfattende - kunne forårsage alvorlig forstyrrelse af det indre markeds funktion. Omfattende politiske strejker og generalstrejker imod offentlige nedskæringer og indgreb i overenskomster er andet oplagt eksempel, for de vil også nemt kunne siges at medføre begrænsninger i den frie bevægelighed eller være eksempler på social uro. Hvad har alt det med Monti at gøre? Ikke andet, end at der i forslaget bruges en formulering som er forfattet af den tidligere kommissær som siger at forslaget på ingen måde berører konfliktretten og retten til fri forhandling. Til det er der bare at sige, at det er den sorteste løgn hvilket da også er blevet gennemskuet af EFS, der har tordnet imod forslaget. Gult kort til Kommissionen Det eneste opmuntrende man kan sige om Kommissionens forslag er, at det kræver enstemmighed, hvilket gør det muligt for en enkelt medlemsstat at blokere for det. Men det ser ikke ud til, at det er nødvendigt for noget land at nedlægge veto. Forslaget har afstedkommet debat og protester i en lang række medlemslande, ikke kun fra fagbevægelsen, men også i en række parlamenter. 4

5 Med formanden for det danske europaudvalg der i parentes bemærket tilhører det liberale parti Venstre i spidsen, er det lykkedes at samle 19 af de 54 stemmer fra de nationale parlamenter i en protest mod forslaget. Det er det antal stemmer der skal til for at give for at give Kommissionen det gule kort for at have begået et brud på nærheds- og proportionalitetsprincippet. Kommissionen står nu over for valget mellem at trække forslaget tilbage eller komme med et ændret forslag. Står det til det danske folketing er der ingen tvivl Der er tale om en klar og enstemmig afvisning af at EU har ret til at regulere konfliktretten. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg siger direkte at Kommissionen skal afholde sig fra yderligere forsøg på at regulere konflikretten. Problemet ikke løst Det er derfor ikke særlig sandsynligt, at Monti 2 forordningen bliver til noget overhovedet. I hvert fald er det danske Europaudvalg så klar i sin udtalelse, at det bliver meget svært for en dansk regering at undlade at nedlægge veto. Men dermed er problemet ikke løst. EU-Domstolens afgørelser står stadig ved magt. De er gældende retstilstand. Det store spørgsmål er: Hvad gør vi ved det? Den europæiske fagbevægelse har for længst formuleret to gode svar. Allerede i marts 2008 få måneder efter Viking Line og Laval dommen præsenterede EFS et forslag til en social protokol, der skulle knyttes til traktaten. Det var et gennemarbejdet forslag, der slog fast, at faglige og sociale rettigheder er overordnet de økonomiske friheder. I løbet af 2008 formulerede EFS også en række forslag til ændring af Udstationeringsdirektivet, der skulle slå fast, at direktivet er et minimumsdirektiv, og at det skal være muligt for medlemslandene at stille større krav til de udstationerede virksomheder, og at gennemføre disse gennem kollektive kampskridt eller lovgivning, alt efter hvad den enkelte medlemsstat ønsker. Hvordan er det så gået med disse forslag, og hvad er mulighederne for at få dem gennemført? Forslaget om en social protokol som foreslået af EFS er i praksis en ændring af traktatgrundlaget. Den kræver derfor indkaldelse af en regeringskonference og vedtagelse ved enstemmighed. Trods store anstrengelser fra mange fagforeninger i flere medlemslande, er det endnu ikke lykkedes at presse noget medlemslands regering til at rejse forslaget i ministerrådet. Hermed også sagt, at det vil være uendelig svært, for ikke at sige umuligt, at komme igennem med dette krav, i hvert fald med de styrkeforhold der hersker i EU. 5

6 Det ændrer ikke på, at det stadig et rigtigt krav at kæmpe for, fordi det sætter fokus på det helt grundlæggende problem, og fordi det anskueliggør for mange arbejdere, hvad EU s indre marked egentlig går ud på. Der har heller ikke været fremskridt for EFS krav om ændringer af udstationeringsdirektivet. Ændringer af direktiver skal foreslås af Kommissionen, men den har afvist forslaget. I stedet har den også d. 21. marts i år fremsat forslag om et direktiv om håndhævelse af udstationeringsdirektivet dvs. et direktiv, der præciserer hvordan udstationeringsdirektivet skal anvendes af medlemslandene. Kommissionens forslag rummer gode ting, som kan hjælpe til at overholde minimumsbestemmelserne i udstationeringsdirektivet. Men der er også mange negative bestemmelser og ikke mindst en masse uklarheder. Frem for alt, så løser det ikke det grundlæggende problem, nemlig Domstolens indgreb i konfliktretten og imedlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping. Ligesom Kommissionens forslag til Monti 2 forordning, så vil håndhævelsesdirektivet tværtimod stadfæste domstolens afgørelser. Mere indre marked Hertil kommer en stribe nye initiativer fra Kommissionen, der alle direkte og indirekte vil styrke de økonomiske friheder på bekostning af de faglige og sociale rettigheder. For at nævne nogle af de vigtigste: Vi nærmer os afslutningen på forhandlingerne om to direktiver, der vil forøge truslen om social dumping i form af import af arbejdskraft fra tredjelande. Det drejer sig om direktiverne om sæsonarbejdere og arbejdere der er internt udstationerede i virksomheder fra tredjelande, med filialer i EU-lande. Begge direktiver vil medføre, at vi ikke kan sikre arbejdere fra tredjelande, samme løn, arbejdsvilkår og sociale beskyttelse, som i det medlemsland, hvor de arbejder. I november 2011 kom Kommissionen med en større rapport om nødvendigheden af at lette de økonomiske og administrative byrder på små og mellemstore virksomheder. Det lyder jo tilforladeligt. Men for det første drejer det sig om ved fremtidig EU-regulering at lempe kravene til disse virksomheder med hensyn til løn, sikkerhed og arbejdsmiljø. For det andet drejer det sig om mere end 90 % af virksomhederne i EU, nemlig virksomheder med mindre end 250 ansatte. Såkaldte mikrovirksomheder med mindre end 10 ansatte, skal som udgangspunkt slet ikke omfattes af fremtidig EU-regulering med hensyn til administrative regler og krav til løn, sikkerhed og arbejdsmiljø. Der er tale om en rapport, og ikke om forslag til lovgivning. Men rapporten blev godkendt på topmødet i december 2011, og Kommissionen vil arbejde efter den ved fremtidig lovgivning, stol trygt på det. Omfattende angreb 6

7 Jeg håber at have gjort det klart, at der er tale om ganske omfattende angreb på faglige og sociale rettigheder, under dække af at fremme væksten og EU s indre marked. Det er gennem de sidste par fulgt op af en centralisering af finanspolitikken. Jeg tænker på EURO-plus plagten en politisk forpligtende aftale mellem alle EU s medlemslande, hvor de binder sig til at sænke lønningerne, til at skære ned i den offentlige velfærd, fyre hundredtusindvis af offentligt ansatte, forringe pensionssystemerne, og øge privatiseringen. En politik, der er blevet ført ud i sin yderste konsekvens over for Grækenland, Irland og Portugal, som betingelse for at yde de såkaldte hjælpepakker til disse lande hjælpepakker, der imidlertid ikke er andet en hjælp til de store europæiske banker. Jeg tænker på Det europæiske Semester og den såkaldte Sixpack lovgivning, der tilsammen styrker Kommissionens kontrol med alle medlemslandes finanspolitik, og sanktionsmulighederne over for Eurolandene, hvis de ikke overholder de skrappe budgetkrav. Og jeg tænker på finanspagten, der er første skridt til en egentlig finanspolitisk union i første omgang formelt set som en mellemstatslig aftale, men med det klare formål, at den skal indskrives i Traktaten. Finanspagten bliver dog muligvis som jeg nævnte indledningsvis - overhalet af en egentlig Finansunion, hvor den sidste rest af landenes selvbestemmelse over finanspolitikken forsvinder. Muligheder i situationen Den europæiske fagbevægelse må se kendsgerningnerne i øjnene: Et effektivt forsvar for de faglige og sociale rettigheder i Europa går gennem et opgør med EU s grundlag, der jo kort kan sammenfattes som kapitalen først hvilket også fremgår med al ønskelig tydelighed af traktaten, for eks. artikel 63 der siger, at alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande er forbudt Modstanden mod social dumping og den liberalistiske nedskæringspolitik breder sig i flere og flere europæiske lande. Alligevel står vi ikke ved tærsklen til et sådant opgør. Dertil er den europæiske fagbevægelse og socialdemokratierne alt for indsyltet i samarbejdet med EU s institutioner, og venstrefløjen er for splittet og svag politisk og ideologisk til at lede et sådant opgør. Men som jeg sagde indledningsvis: Hvis udviklingen af en finansunion tager fart, så kan det blive anledningen til en langt bredere diskussion i den europæiske arbejderbevægelse om alternativer til EU, eller i hvert fald til en mere konkret diskussion om hvordan vi forsvarer os imod social dumping, og om alternativer til den benhårde liberalistiske kurs, der følges af stort set alle regeringer. Her kan vi hente inspiration i jeres drøftelser af alternativer til, så jeg ser meget frem til at se resultatet af jeres arbejde, som jeg håber at have givet lidt inspiration til. Tak for ordet. 7