Arbejdsgruppe om fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser

Transkript

1 December 2006 Arbejdsgruppe om fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser Undervisningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Sundhedskartellet, CVU-Rektorkollegiet, Repræsentant for de studerende

2

3 Forord Som udløber af reformen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, der trådte i kraft i september 2001, har der mellem de involverede parter været nedsat en statusgruppe, der skulle følge implementeringen af reformen. Denne statusgruppe pegede i juni 2005 på, at der var behov for en mere indgående dialog om de krav, der på sigt rettes mod sundhedsprofessionsuddannelserne. På den baggrund nedsatte Undervisningsministeriet arbejdsgruppen om fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser. Arbejdsgruppen har i sine drøftelser gennem det sidste års tid behandlet de mange udfordringer, som sundhedssektoren står over for nu og i fremtiden. Analyserne har vist, at der er behov for, at sundhedsprofessionsuddannelserne i deres indhold og tilrettelæggelse tager højde for udviklingstræk, såsom forskydninger i befolkningssammensætningen, øget teknologisering og nye behandlingsmetoder samt strukturændringer. De studerendes skal i uddannelserne opnå kompetencer, så de er i stand til hurtigt at omstille sig til og varetage nye udfordringer på arbejdsmarkedet. Et af de centrale krav til uddannelserne er, at de i fællesskab skal sikre borgerne/patienterne et sammenhængende patientforløb. Der er derfor behov for, at de i deres tilrettelæggelse tager højde for sundhedssektorens udvikling og ændrede krav fra borgerne. Oprettelsen af flerfaglige og regionale professionshøjskoler betyder, at der etableres mere ressourcestærke faglige miljøer, og at uddannelsesinstitutionerne får mulighed for at skabe et flerfagligt fundament og et fællesskab mellem uddannelserne på sundhedsområdet, som er væsentligt for at sikre en samlet og fleksibel opgaveløsning i sundhedssektoren. Arbejdsgruppen har hovedsageligt behandlet autoriserede sundhedsuddannelser, og hvordan der skabes en fleksibilitet i de eksisterende uddannelser i tilpasningen til arbejdsmarkedets behov. Fremtidens arbejdsmarkedsbehov vil dog vise, om der på uddannelsesområdet også vil være behov for nye uddannelser, som kobler forskellige videnområder som fx teknik, IT og sundhed. Ivan Sørensen Formand for arbejdsgruppen

4 KAPITEL 1: NEDSÆTTELSE AF ARBEJDSGRUPPE VEDRØRENDE FREMTIDENS SUNDHEDSPROFESSIONSUDDANNELSER KOMMISSORIUM FOR ARBEJDSGRUPPEN OM FREMTIDENS SUNDHEDSPROFESSIONSUDDANNELSER ARBEJDSGRUPPENS SAMMENSÆTNING ARBEJDSGRUPPENS ARBEJDE SAMMENFATNING AF ARBEJDSGRUPPENS ANBEFALINGER...7 KAPITEL 2: FREMTIDIGE KOMPETENCEBEHOV INDEN FOR SUNDHEDSSEKTOREN UDVIKLINGEN AF FREMTIDENS SUNDHEDSSEKTOR DEN TEKNOLOGISKE UDVIKLING ARBEJDSMARKEDETS FREMTIDIGE KOMPETENCEBEHOV...20 KAPITEL 3: DET FREMTIDSRETTEDE UDDANNELSESBEHOV INDEN FOR SUNDHEDSSEKTOREN GRUNDLAGET FOR SUNDHEDSPROFESSIONSUDDANNELSERNE KRAV TIL FREMTIDENS UDDANNELSER SUNDHEDSPROFESSIONER DE SUNDHEDSPROFESSIONELLES ROLLER DE SUNDHEDSPROFESSIONELLES KOMPETENCEBEHOV FREMTIDENS UDDANNELSER BEHOV FOR FLEKSIBLE STRUKTURER MODULISERING AF SUNDHEDSPROFESSIONSUDDANNELSERNE SAMMENHÆNG MELLEM TEORETISKE OG KLINISKE UNDERVISNINGSFORLØB FORSKNING OG UDVIKLING INDEN FOR PROFESSIONERNES KERNEOMRÅDER FREMTIDENS EFTER- OG VIDEREUDDANNELSESTILBUD...42 KAPITEL 4: BILAG VIRKSOMHEDSOMRÅDER FOR DE SUNDHEDSFAGLIGE PROFESSIONSBACHELORER EKSEMPLER PÅ FORSKNINGSOMRÅDER FOR DE SUNDHEDSFAGLIGE PROFESSIONSBACHELORUDDANNELSER...49 KAPITEL 5: LITTERATUR

5 Kapitel 1: Nedsættelse af arbejdsgruppe vedrørende fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser 1.1 Kommissorium for arbejdsgruppen om fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser Baggrund I forlængelse af reformen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, der trådte i kraft i september 2001, blev der mellem de involverede parter nedsat en statusgruppe, der skulle følge implementeringen af reformen. Statusgruppen har i juni 2005 besluttet, at der er behov for en mere indgående dialog om de krav, der på sigt rettes mod sundhedsprofessionsuddannelserne. Af regeringsgrundlaget fremgår det, at behandlingen af sygdomme på de danske sygehuse skal være i verdensklasse. Og ventetiderne skal være kortest mulige. Der er iværksat en række initiativer til forbedring af behandlingen af kræft som led i kræftplan II, og med programmet Sund hele livet har regeringen sat fokus på forebyggelsen af otte udbredte folkesygdomme og sund kost som en vigtig forudsætning for en sund befolkning, så sygdom forebygges. Med kommunalreformen får kommunerne et større ansvar på sundhedsområdet. Kommunerne får ansvar for al genoptræning efter udskrivelse fra sygehus samt for sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme. Kommunerne skal medfinansiere det regionale sygehusvæsen via et nyt aktivitetsbaseret finansieringssystem. Kommunerne står derfor overfor at udvide deres sundhedstilbud. Kommunerne kan vælge at løse de nye og eksisterende opgaver på sundhedsområdet i sundhedscentre. Kommuner og regioner skal samarbejde og koordinere indsatsen for bl.a. at sikre sammenhængende patientforløb. Dette skal bl.a. ske i form af skriftlige sundhedsaftaler og gennem sundhedskoordinationsudvalg. Med afsæt i oplægget til drøftelserne i Globaliseringsrådet skal de unges interesse for teknik, natur og sundhed styrkes. For at imødekomme nye kompetencebehov f.eks. i forbindelse med forebyggelse skal der etableres relevante uddannelser på professionsbachelorniveau indenfor sundhedsområdet. Formål Formålet med arbejdsgruppen er at afdække fremtidige udfordringer på sundhedsområdet, og hvilke betydninger disse har for udviklingen af sundhedsprofessionsuddannelserne. Formålet er således at sikre, at sundhedsprofessionsuddannelserne fortsat har den nødvendige relevans og høje kvalitet. Arbejdet i arbejdsgruppen skal etablere en fælles forståelse for de fremtidige udfordringer, som møder uddannelserne. For at sikre at dimittender fra sundhedsuddannelserne har de rette forudsætninger for at løse opgaverne på sundhedsområdet i fremtiden, er der brug for en afdækning af sundhedsvæsenets fremtidige kompetencebehov. 3

6 Sundhedsprofessionsuddannelser Arbejdsgruppen behandler professionsbacheloruddannelser inden for det sundhedsfaglige område. 1 Professionsbacheloruddannelser er etableret efter lov om mellemlange videregående uddannelser (nr. 481 af 31. maj 2000) og bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor (nr. 113 af 19. februar 2001). Arbejdet i arbejdsgruppen omfatter uddannelserne til bioanalytiker, jordemoder, radiograf, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, afspændingspædagog og professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed. 2 Derudover indgår uddannelsen til tandplejer i gruppens arbejdsområde, og andre sundhedsfaglige uddannelser kan være relevante at inddrage. 3 Fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser Arbejdsgruppens arbejdsområde indeholder to elementer: 1. Analyse af krav til fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser 2. Arbejdsgruppe vedrørende fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser 1) Analyse af krav til fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser Omdrejningspunktet for analysen er, hvilke krav fremtidens velfærdssamfund stiller til sundhedsuddannelserne. Herunder skal analysen afdække fremtidige brugergrupper og deres behov samt tage højde for politiske krav til sundhedsområdet. Analysearbejdet skal udmunde i et samlet katalog over de udfordringer, sundhedsuddannelserne står over for i fremtiden, og som skal indtænkes i udviklingen af uddannelserne. Analysen skal ligeledes kunne pege på, hvilken betydning fremtidige krav har for struktureringen og opgavefordelingen på det sundhedsfaglige uddannelsesområde. Analysearbejdet skal således også udmunde i anbefalinger i forhold til eventuelle ændringer i uddannelsernes indhold, struktur og sammenhæng, for at de imødekommer fremtidens krav og en mere fleksibel og eventuel tværprofessionel opgaveløsning inden for sundhedssektoren. Analysen varetages af et eksternt analyseinstitut og består af flere elementer: Kortlægning af de nuværende strukturer på sundhedsområdet, både for de ordinære uddannelser og for aktiviteterne på diplomuddannelserne. Studie af velfærdssamfundets fremtidige krav og udfordringer til sundhedsområdet. Studiet skal give et overblik over eksisterende viden i forhold til fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser. Interview med aftagere fra relevante offentlige sundhedsmyndigheder og faglige foreninger om udviklingen af sundhedsområdet inden for relevante fagområder. 1 I det følgende defineres de sundhedsfaglige professionsuddannelser som sundhedsprofessionsuddannelser, sundhedsuddannelser og dimittender fra disse uddannelser refereres til som sundhedsprofessionelle. De vil fremgå eksplicit af teksten, hvis der med sundhedsprofessionsuddannelser, sundhedsuddannelser også henvises til andre sundhedsprofessionelle som fx læger. 2 Af disse uddannelser er bioanalytiker, jordemoder, radiograf, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut og specialet til klinisk diætist autoriserede af Sundhedsstyrelsen. 3 Tandplejeruddannelsen har igangsat en ansøgningsproces i forhold til at opnå godkendelse som professionsbacheloruddannelse. 4

7 Kortlægning af internationale erfaringer i forhold til uddannelser indenfor det sundhedsfaglige område. Analyse af mulighederne for en ændret arbejdsdeling mellem de forskellige sundhedsprofessioner set i lyset af den teknologiske udvikling og ændrede arbejdsgange i sundhedsvæsnet På baggrund af analysens delelementer udarbejdes anbefalinger som skitserer en mulig struktur for fremtidens sundhedsuddannelser. Analysen færdiggøres 1. april ) Arbejdsgruppe vedrørende fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser Resultatet af analysearbejdet udgør det primære grundlag for det videre arbejde i arbejdsgruppen. Derudover kan arbejdsgruppen inddrage andet relevant materiale i sit arbejde. Det er arbejdsgruppens overordnede opgave at forholde sig til analysens konklusioner, og hvilke betydninger disse har for udformningen af fremtidens sundhedsuddannelser. Derudover har arbejdsgruppen følgende opgaver: Foretage en præcisering/indkredsning af begreberne kernefaglighed og tværfaglighed, herunder hvad kernefagligheden betyder for sundhedsprofessionsuddannelserne nu og i fremtiden, og hvad øget krav til tværfaglighed betyder i den sammenhæng. Fastlægge målsætninger for henholdsvis grunduddannelse og efter- og videreuddannelse på diplom og masterniveau, herunder foretage afgrænsning af, hvilke uddannelsesfelter der skal indeholdes i grunduddannelsen, og hvilke der skal ligge i efter- og videreuddannelse. Opstille målsætninger for fremtidens sundhedsuddannelser og internationalisering, herunder hvordan fremtidens sundhedsuddannelser tilpasses en øget internationalisering af studieforløb og arbejdsmarkedet. Foreslå rammerne for videnproduktion, forskningstilknytning og udvikling på CVU erne, herunder perspektiverne for eventuel etablering af et selvstændigt professionsforskningsområde gennem forskningstilknytning. Arbejdsgruppens sammensætning: 4 Undervisningsministeriet Sundhedsstyrelsen Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling Danske Regioner 4 I arbejdsgruppens var også Indenrigs- og Sundhedsministeriet inviteret til at deltage. Ministeriet deltog i de første møde, men har ikke deltager i selve arbejdet med udfærdigelsen af rapporten. 5

8 Kommunernes Landsforening Sundhedskartellet CVU-Rektorkollegiet Repræsentant for de studerende. Undervisningsministeriet varetager sekretariatsfunktionen. Arbejdsgruppen holder sit første møde i december 2005 om indholdet af analysen, som foretages af et eksternt analyseinstitut. Dokumentation Analysens forskellige dele og konklusionerne fra arbejdsgruppen indarbejdes i anbefalinger til undervisningsministeren. Tidsplan Nedsættelse af arbejdsgruppe November møde i arbejdsgruppen 13. december 2005 Analyse 1. december april møde i arbejdsgruppen 17. maj 2006 kl. 13:00-15:00 3. møde i arbejdsgruppen 14. juni 2006 kl. 13:00-15:00 4. møde i arbejdsgruppen 30. juni 2006 kl. 13:00-15:00 5. møde i arbejdsgruppen 23. august 2006 kl. 9:00-18:00 6. møde i arbejdsgruppen 13. september 2006 kl. 13:00-15:00 7. møde i arbejdsgruppen 4. oktober 2006 kl. 13:00-15:00 8.møde i arbejdsgruppen 8. november 2006 kl. 13:00-15:00 9.møde i arbejdsgruppen 15. november 2006 kl. 13:00-15:00 Aflevering af anbefalinger til November 2006 UVM 1.2 Arbejdsgruppens sammensætning Arbejdsgruppens medlemmer er: Formand for arbejdsgruppen uddannelsesdirektør Ivan Sørensen, Undervisningsministeriet Kontorchef Peder Michael Sørensen, Undervisningsministeriet Konsulent Anne Lindrup, Sundhedsstyrelsen Kontorchef Eva Hammershøy, Sundhedsstyrelsen Dekan Mogens Hørder, Syddansk Universitet, repræsentant for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling Fuldmægtig Katrine Orebo Hansen, Danske Regioner Chefkonsulent Lars Lennart Jensen, KL Administrerende direktør for Dansk Sygeplejeråd, Anne Granborg, Sundhedskartellet Formand for ergoterapeutforeningen Gunner Gamborg, Sundhedskartellet Inge Prip, direktør for CVU Øresund og formand for CVU-Rektorkollegiets fagudvalg for sundhedsfaglige uddannelser 6

9 SLS-formand Signe Hagel Andersen, repræsentant for de studerende. Sekretariat: Fuldmægtig Sanne Reitzel Gunnersen og studentermedhjælper Camilla Tanghøj, Undervisningsministeriet. 1.3 Arbejdsgruppens arbejde Umiddelbart efter nedsættelsen af arbejdsgruppen iværksatte Undervisningsministeriet en ekstern undersøgelse af fremtidens krav til sundhedsprofessionerne. MUUSMANN Research & Consulting gennemførte undersøgelsen, og det var herefter arbejdsgruppens opgave at forholde sig til analysens konklusioner, og hvilke betydninger disse har for udformningen af fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser. Analysen har fungeret som debatoplæg og har været en del af det grundlag, som arbejdsgruppen har brugt for at udforme sine anbefalinger om fremtidens sundhedsprofessioner. Derudover har forskellige oplæg fra fagfolk, ministerier og dimittender været med til at kvalificere arbejdsgruppens grundlag for at komme med anbefalinger om fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser til Undervisningsministeriet. Møderækken Arbejdsgruppen har i løbet af møderækken fået oplæg fra: Specialkonsulent Andreas Jull Sørensen, Sundhedspolitisk kontor, Indenrigs- og sundhedsministeriet Oversygeplejerske, Kim Bo Christensen, Ortopædkirurgisk Afdeling og Skadestuen, Bispebjerg Hospital Chefkonsulent Lars Lennart Jensen, Center for Ledelse og Kompetence, KL Konsulent Louise Hvid Jensen, Teknologisk Institut Professor Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet Professor Ingalill Rahm Hallberg, Lund Universitet Formand for Radiografuddannelsens rektorforsamling Randi Brinckmann, medlem af Fagudvalg for sundhedsfaglige uddannelser, CVU-rektorkollegiet Formand for Rektorforsamlingen for sygeplejerskeuddannelsen Aase Holdgaard, medlem af Fagudvalg for sundhedsfaglige uddannelser, CVU-rektorkollegiet Dimittender bioanalytiker Pernille Kudsk og sygeplejerske Marlene Eskildsen 1.4 Sammenfatning af arbejdsgruppens anbefalinger Krav til fremtidens uddannelser Arbejdsgruppen vurderer overordnet, at sundhedsprofessionernes faglige kompetencer skal bevares samtidig med, at uddannelserne imødekommer de nye krav, som udviklingen i samfundet stiller. Omverdenens forandrede krav til det sundhedsfaglige personale betyder samtidig, at der er behov for, at uddannelserne tilrettelægges, så de i fremtiden understøtter en flerfaglig opgaveløsning i sundhedssektoren. Det er derfor arbejdsgruppens overordnede anbefaling, at der igangsættes et fagligt udviklingsprojekt, som sikrer realiseringen af arbejdsgruppens anbefalinger. 7

10 Arbejdsgruppen identificerer fem hovedområder for de sundhedsprofessionelles virke: Sundhedsfaglig ekspert, kommunikator, samarbejdspartner, udvikler og professionel. For at det sundhedsfaglige personale kan udføre disse roller, er der behov for, at uddannelserne fokuserer mere på at give de studerende kompetencer inden for IT, kvalitetsudvikling og produktivitetsmålinger, kompetencer til at begå sig internationalt samt kommunikative kompetencer. Arbejdsgruppen vurderer, at man i forbindelse med nye kompetencebehov fremadrettet bør overveje, om behovet skal imødekommes i grunduddannelserne eller i efter- og videreuddannelsessystemet. Fremtidens uddannelser Modulisering af sundhedsprofessionsuddannelserne Arbejdsgruppen vurderer, at der er behov for fleksible strukturer i tilrettelæggelsen af fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser for at sikre, at faggrupperne har viden om hinandens kompetencer og derigennem kan give borgeren/patienten den bedste service i et sammenhængende patientforløb. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at uddannelserne tilrettelægges med fælles flerfaglige undervisningsforløb, som kan medvirke til at understøtte en flerfaglig opgaveløsning i sundhedssektoren. Uddannelserne kan ligeledes tilrettelægges med fælles undervisning, hvor det har en uddannelsesmæssig effekt, nytteværdig eller anden relevans. For at sikre at uddannelserne imødekommer sundhedssektorens udvikling og krav fra aftagere og borgere/patienter, anbefaler arbejdsgruppen, at uddannelserne gennem en modulisering tilrettelægges og gennemføres som sammenhængende uddannelsesforløb. Arbejdsgruppen anbefaler, at de enkelte uddannelsesforløb modulopdeles i fælles, valgfrie og professionsrettede uddannelsesforløb, men at der i en sådan fleksibel opbygning stadig sikres en faglig progression og relevante slutkompetencer for professionen. De studerende skal have mulighed for at tone deres uddannelsen gennem valgmoduler og projekter, og ved at de fx inddrager CVU ernes videncentre og særlige kompetencer. Samtidig anbefaler arbejdsgruppen, at der, hvis uddannelserne i opbygningen sikres en fleksibilitet i tilpasningen til arbejdsmarkedets behov, ikke på nuværende tidspunkt er behov for egentlige nye autorisationsbelagte sundhedsprofessionsuddannelser. Anbefalingen omfatter også udbud af grunduddannelser, der kan betegnes som kombinationsuddannelser i forhold til de eksisterende sundhedsfaglige professionsuddannelser uanset om disse forslag til nye uddannelser kan autoriseres eller ej. Sammenhæng mellem teoretiske og kliniske undervisningsforløb Den kliniske undervisning og sammenhængen mellem den teoretiske og den kliniske undervisning en væsentlig del af uddannelsen og skal indgå i den løbende kvalitetssikring af uddannelsen. Arbejdsgruppen anbefaler, at uddannelsesinstitutionen og det kliniske uddannelsessted samarbejder om tilrettelæggelsen af den kliniske del af undervisningen, og at ledelsen på det kliniske undervisningssted prioriterer læringsrum på stedet. I den forbindelse anbefaler arbejdsgruppen, at der for alle uddannelsesfor- 8

11 løb arbejdes med læringsmål med fokus på viden, færdigheder og holdninger samt individuelle læringsmål for den studerende, og at der gennemføres strukturerede samtaler med udgangspunkt i disse. Arbejdsgruppen anbefaler yderligere, at uddannelsesinstitutionerne benytter undervisere med praktisk erfaring, og at der etableres stillinger, hvor undervisere en del af arbejdstiden fx er udlånt til arbejde i et sygehuslaboratorium eller deltager i udviklingsprojekter. Endelig anbefales det, at alle kliniske vejledere har den kliniske vejlederuddannelse svarende til 1/6 diplomuddannelse Forskning og udvikling inden for professionens kerneområder I forhold til dette indsatsområde anbefaler arbejdsgruppen, at der i forskningstilknytning og udvikling tages afsæt i forskning rettet mod praksis. CVU ernes videncentre bør udvikle strategier for, hvordan undervisere og studerende kan inddrages i projekter med henblik på fx deltagelse i udviklingsprojekter. Fremtidens efter- og videreuddannelsestilbud Arbejdsgruppen anbefaler generelt, at uddannelsessystemet tilrettelægges, så der skabes sammenhæng mellem grunduddannelse og efter- og videreuddannelse. Samtidig anbefaler arbejdsgruppen, at der udvikles og udbydes kernefaglige efter- og videreuddannelsesforløb, og at erhvervelsen af kompetencer til mere specialiserede opgaver varetages i efter- og videreuddannelsessystemet. Arbejdsgruppen anbefaler, at der etableres efter- og videreuddannelsesmuligheder inden for relevante højteknologiske og mere specielle IT-områder og metoder. 9

12 Kapitel 2: Fremtidige kompetencebehov inden for sundhedssektoren Sundhedssektoren står i de kommende år overfor betydelige strukturændringer samt nye opgaveudfordringer som følge af bl.a. forskydning i befolkningssammensætningen, fokus på nye behandlingsmetoder, samt kommunalreformens ændringer inden for sundheds- og sygehusvæsenet. Endvidere stilles der direkte krav til sundhedssektoren om et bedre sammenhængende behandlingsforløb på tværs af sundhedssektorens aktører samt et system, som kan tilbyde patienterne fri, lige og gratis adgang til forebyggelse, undersøgelse, behandling og pleje på højt fagligt niveau. Disse ændringer og nye fokusområder stiller alle sammen nye krav til medarbejdernes kvalifikationer og kompetencer på sundhedsområdet. Dette kapitel identificerer nogle af disse ændrede omverdens vilkår, og hvad de umiddelbart betyder for det fremtidige kompetencebehov i sundhedssektoren. 2.1 Udviklingen af fremtidens sundhedssektor Som følge af bedre levevilkår og teknologisk udvikling vil der ske en forskydning i befolkningssammensætningen i fremtiden, da den gennemsnitlige levealder er stigende. Gruppen af ældre vil i løbet af de næste tyve år vokse med mere end 50 pct., mens andelen i den erhvervsdygtige alder (mellem 15 og 64 år) vil falde med ca. 10 pct. Dette vil bevirke en yderligere belastning af sundhedssektoren, da det primært er de ældre, som benytter sundhedssektoren. I 1999 udgjorde de ældre over 65 år 14,9 pct. af befolkningen og benyttede over 49 pct. af sengepladserne på sygehusene. Nedenstående figur viser en fremskrivning af befolkningen fordelt på aldersgrupperne og 65 år og derover. Kurverne viser, at befolkningens sammensætning omkring 2010 vil ændre sig, så der i Danmark er flere borgere i gruppen 65 år og derover end i gruppen under 65 år. 10

13 Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministerens rådgivende råd, januar 2003: "Sundhedsvæsenets organisering - sygehuse, incitamenter, amter og alternativer" Denne udvikling vil blive fulgt op i den for nyligt vedtagne velfærdsreform, hvor det fastlægges, at der vil forekomme en stigning i udgifter på sundhedsområdet og ældrepleje i forbindelse med den stigende levealder. Det forventes, at middellevetiden vil ændre sig markant over de næste 40 år. Dette illustrerer nedenstående fremskrivning. Middellevetiden Kvinder Kilde: Professor Kjeld Møller Pedersens oplæg for arbejdsgruppen den 24. august Mænd 84 Det skal dog tilføjes, at forskydningen i befolkningens gennemsnitlige levealder også kan betyde flere sunde leveår, hvis man tidligt sætter mere ind med det forebyggende arbejde. Der er endvidere sket en stigende udbredelse i livsstilssygdomme, da hver 3. dansker i dag skønnes at leve med en form for livsstilssygdom, hvilket bl.a. skyldes usunde kostvaner og for lidt motion. Udbredelsen betyder, at flere af disse sygdomme bliver betegnet som folkesygdomme. Til sygdommene hører diabetes (Type 2), forebyggeli- 11

14 ge kræftformer, knogleskørhed og overfølsomhedssygdomme, hjerte-karsygdomme, muskelsygdomme, psykiske sygdomme, astma og allergiske sygdomme samt lungesygdomme. Desuden er fedme blevet et stigende problem, da andelen af overvægtige personer er steget med 75 % i perioden Derfor består nogle af udfordringerne i at få borgerne til at tage mere ansvar for egen sundhed samt tænke i en ny sammensætning af sundhedspersonalet til forebyggelsen af livsstilssygdomme. Udviklingen af livsstilssygdomme samt det øgede antal af ældre vil betyde, at flere lever med kroniske og langvarige sygdomme. Da flere af de ovenstående sygdomme ikke er livstruende, og forbedrede behandlingsmuligheder betyder mindre dødelighed, stiger andelen af kroniske sygdomme. Stigningen i andelen af de kroniske sygdomme betyder, at pct. af sundhedssektorens ressourcer i dag benyttes til at dække udgifter forbundet med disse. Der er et behov for, at der også fastlægges individuelle behandlingsplaner og målsætninger, samt at man tilpasser indsatsen i forhold til sygdommens sværhedsgrad. Derfor vil forebyggelse og sundhedsfremme, screening og rehabilitering være nødvendige indsatser, hvis sygdommenes forekomst skal begrænses eller hindres i at udvikle sig, og hvis patienter med kroniske sygdomme skal leve bedst muligt med deres sygdom. Brugernes fremtidige krav til sundhedssektoren vil ligeledes ændre sig. Særligt de ressourcestærke patienter vil have ændrede værdier, forventninger og adfærd, som vil have betydning for de fremtidige behov. De stærke patienter vil indgå mere aktivt i behandlingsforløbet og træffe egne beslutninger om behandlingsbeløb. De vil endvidere forvente mere individualiserede behandlingsforløb, samt at tilbuddene omfatter hele patientforløbet fra forebyggelse og sundhedsfremme til behandling og rehabilitering. Der vil dog fortsat være en stor andel af ressourcesvage og passive patienter, som overlader beslutninger og behandlingsforløb til sundhedssektoren. Dette er patienter, som ikke stiller krav, og som stadig er afhængige af sundhedssektorens ydelser. Hertil hører det stigende antal af ældre, som i kraft af den længere levealder vil leve længere med kroniske sygdomme. Denne sundhedsmæssige udvikling efterlader krav til den fremtidige sundhedssektor om et fortsat og øget fokus på forebyggelse, sundhedsfremme og genoptræning på lige fod med behandling og pleje, samt et mere sammenhængende patientforløb. Regeringen fremhæver i sin folkesundhedsplan ligeledes, at målet må være, at forebyggelse bliver en integreret del af sundhedssektorens opgaver på linje med undersøgelse, behandling og pleje og med tilbud, som svarer til patienternes motivation og behov. Dette fokus lægger ligeledes op til, at flere af ovenstående opgaver kan varetages ambulant, lokalt i kommunen eller direkte i hjemmet for derved at bevare sygehusenes fokus på den behandlende del. 12

15 Kommunalreformens betydning for sundhedssektoren Kommunalreformen betyder strukturmæssige forandringer inden for sundhedssektoren, hvor både kommunerne og regionerne får en mere central rolle. Kommunerne får ansvar for opgaver som rehabilitering, forebyggelse og sundhedsfremme. Kommunerne skal derved forsøge at skabe nyt fokus på forebyggelses- og genoptræningsområdet. Regionerne får det overordnede ansvar for sundhedssektoren, herunder sygehusene. Regionerne skal derfor også varetage en del af den forebyggende opgave nemlig den patientrettede forebyggelse. Når behandlingsforløbet fremover skal deles mellem de offentlige sektorniveauer, er det vigtigt at skabe et tæt samarbejde på tværs af sektorer for at sikre den bedste løsning af opgaverne samt en effektiv arbejdsdeling og brug af kompetencer. Regionerne og kommunerne vil fremover i samarbejde tage ansvaret for at sikre sammenhængende patientforløb og skabe en optimal udnyttelse af de faglige kompetencer på tværs af sundhedssektoren, som er en vigtig forudsætning for at sikre de sammenhængende patientforløb. Kommunerne Kommunernes opgaver vil, alt afhængigt af de lokale forhold, bestå i en kombination af fokus på sundhedsfremme, genoptræning, fokus på bestemte befolkningsgrupper, samt et tæt samarbejde med de praktiserende læger og sygehusene. De nye opgaver for kommunerne udløser behov for udvikling af nye organisationsformer og dermed også kompetent personale til at varetage opgaverne. Der afvikles i øjeblikket forsøg med såkaldte Sundhedscentre som én form for organisatorisk ramme, men alternativer hertil er også på vej i form af fx private udbydere. Til belysning af de opgaver, der skal varetages, er sammenstillet nogle eksempler på opgaver, der tænkes løst i sundhedscentre, men det skal understreges, at andre organisatoriske former vil kunne løse de samme opgaver. Sundhedscentre Der findes ikke én skabelon på sundhedscentrene, som skal forankres lokalt og afspejle de lokale behov og indsatsområder. Indsatsområderne skal besluttes af de kommunale og regionale politikere, og derfor vil sundhedscentrene få forskellig karakter. Nogle sundhedscentre vil koncentrere sig om genoptræning og rehabilitering i de lokale centre. Her vil sundhedsprofessioner, såsom sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter m.fl. på tværs af kompetencer varetage opgaverne, som kan bestå i tilbud om (genop-)træningsfaciliteter til ældre, patienter, som udskrives fra hospitalerne og kronikere. Dette kan bestå i både dagstilbud og eventuelle døgnpladser. Andre sundhedscentre vil koncentrere sig om sundhedsfremme og forebyggelse, hvor man vil integrere det med andre sektorområder, som etnisk integration, folkeskolen, arbejdspladserne, apotekerne mv. Dette ses bl.a. på Indre Nørrebro, København, hvor man som et af tilbuddene forsøger at give gode råd og skabe kontakt til mødre med anden etnisk baggrund end dansk, svagt stillede mødre samt tilbud til fædrene generelt. Her indgår sundhedsplejersker, jordemødre, tandplejere, psykologer, hjemmesygeplejersker i forskellige samarbejder. Nogle sundhedscentre vil fungere uden fysiske rammer via en internetportal, hvor borgere og patienter kan søge råd og vejledning om sundhedsfremme og forebyggelse. Dette kan udbygges med et mobilt sundhedscenter, som kører rundt i forbindelse med sundhedsaktiviteter. Andre sundhedscentre vil opbygge et tæt samarbejde til sygehusene, forstået på den måde, at man etablerer ambulant behandling, sengepladser mv. i tæt samarbejde med sygehusene. Dette er blot et udsnit af nogle eksempler på sundhedscentre, og opdelingen kan forekomme kunstig, da mange kommuner vælger at kombinere opgaverne på kryds og tværs. 13

16 Kilder: Sundhedskartellet 2004: Sundhedscentre nødvendige lokale sundhedstilbud, Sundhedskartellet 2005(i samarbejde med KL og Det Kommunale Kartel): Nye Sundhedsopgaver fokus på kompetenceudvikling (Sundhedskartellet.dk) Kommunerne kan også etablere alternativer til sundhedscentrene. Dette kan bl.a. bestå i tilbud til patienterne i eget hjem, udkørende teams, flere akut- og aflastningspladser mv. Hertil skal nævnes, at sygehusene, under regionernes ansvar, har etableret udgående teams, der behandler patienterne i deres eget hjem. Regionerne Regionerne vil fremover overtage ansvaret for sygehusene. De fem regioner skal sikre faglig bæredygtighed og et bedre økonomisk grundlag, som skaber mulighed for en specialisering på sygehusene. Som en del af Danske Regioners udspil til den fremtidige sygehusstruktur ønskes det med tiden at samle den akutte modtagelse samt de mest almindelige medicinske og kirurgiske indgreb på 25 sygehuse for derved at styrke specialiseringen, herunder specialisering af personalet og kvaliteten i behandlingen. I denne sammenhæng skal der oprettes decentrale tilbud, såsom ambulatorier og dagshospitaler, som varetager opgaver som planlagt kontrol, undersøgelser mv. Endvidere er sygehusene i stigende grad præget af accelererede patientforløb, hvilket indebærer, at indlæggelsestiden reduceres, og der etableres samlede patientpakker. Sidstnævnte betyder, at behandlingsforløbet på adskilte afdelinger planlægges på én gang. Det stiller ligeledes krav til sundhedspersonalet om målrettet behandling og pleje af høj faglig kvalitet, god koordinering og kommunikation, så patientens eventuelle skift mellem afdelinger fungerer hensigtsmæssigt. Regionerne og kommunerne imellem skal indgå lovpligtige sundhedsaftaler, som skal understøtte en sammenhæng mellem behandling, forebyggelse og pleje og derigennem sikre et sammenhængende patientforløb. Sundhedsaftalerne skal leve op til statsligt fastsatte indholdskrav, der skal munde ud i servicemål for den fælles indsats mellem kommune og region. Disse aftaler skal derfor danne grundlaget for en god og sammenhængene løsning i patienternes interesse. Statens opgave vil bl.a. fremover bestå i at sikre et vist kvalitetsniveau i sundhedssektoren ved at fastsætte fælles standarder for kvalitet og brugen af IT. Dette vil bl.a. ske igennem Den Danske Kvalitetsmodel 5, som er baseret på et fælles vurderingsgrundlag bestående af en række standarder med tilhørende indikatorer og en struktureret evaluerings- og afrapporteringsproces. Dette skal sikre en kontinuerlig kvalitetssikring i hele den danske sundhedssektor og omfatter derfor principielt set alle patientforløb. Ved brug af modellen ønskes det at skabe en fremadrettet forbedring, som fremmer gode patientforløb. Resultaterne af målingerne skal offentliggøres og sammenlignes på en måde, som er meningsfuld og anvendelig i forhold til borgere og sundhedspersonale for derved at lære af de bedste og skabe kvalitet. Modellen skal konkret implementeres og bruges af sundhedspersonalet, hvilket giver nye udfordringer ved brugen af IT samt værktøjer som standardisering og evalueringer

17 Dette betyder alt sammen nye satsninger for kommunerne og regioner, hvor samarbejde bliver af afgørende karakter. Der skal skabes samarbejde omkring fælles retningslinjer for patientforløb, udveksling af data digitalt på tværs af sektorer samt sikring af kvalitetsudvikling. Fremtidig finansiering af sundhedssektoren Den fremtidige finansiering af sundhedssektoren vil ligeledes være præget af et delt ansvar. Staten finansierer regionerne gennem bloktilskud, som udgør ca. 75 pct. af regionens indtægter på sundhedsområdet. Derudover udbetaler staten ligeledes et aktivitetsafhængigt bidrag, som udgør ca. 5 pct. af regionens indtægter. Med kommunernes ansvar for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats på sundhedsområdet følger det fulde finansieringsansvar. Endvidere får kommunerne et finansieringsansvar, hvor de fremover skal betale et grundbeløb pr. indbygger. Denne finansiering kommer til at udgøre ca. 10% af regionens sundhedsindtægter. Det kommunale grundbidrag fastsættes i udgangspunktet til kr. pr. indbygger, og ifølge Sundhedsloven kan nævnte betaling maksimalt udgøre kr. (Beløbet er anført i 2004-pris- og - lønniveau). Ligeledes finansierer kommunerne et aktivitetsafhængigt bidrag også svarende til ca. 10 pct. Det aktivitetsafhængige bidrag omfatter bl.a. sygehusindlæggelser, ambulant behandling og genoptræning. Dette skal skabe incitament for kommunerne til at fremme brugen af forebyggelse og sundhedsfremme og derved mindske brugen af omkostningsfuld behandling og indlæggelse af kommunens borgere. Kommunernes opgaver på sundhedsområdet kan opdeles i kan og skal opgaver. De ovennævnte opgaver består i det, som kaldes kommunernes skal -opgaver. Dertil kan tilføjes de opgaver, som kaldes kan -opgaver, som er ikke-lovbestemte opgaver, som kommunen kan satse på. Dette kan bl.a. bestå i oprettelsen af de ovennævnte sundhedscentre, samt fx borgerrettede tilbud, såsom fokus på motion og bedre kost til børn og unge. Incitamentet til at satse på sundhedsfremme og forebyggelse og derved spare penge på sygehusindlæggelser kan netop finansiere eventuelle kan - opgaver, såsom oprettelse af sundhedscentre. Men hvis ikke det økonomiske incitament virker, er der således ikke garanti for øget satsning på ovennævnte områder. 2.2 Den teknologiske udvikling Vigtige drivere inden for den teknologiske udvikling er, som bl.a. oplægget i arbejdsgruppen fra Teknologisk Institut tydeliggjorde, for det første den nye medicinske teknologi herunder kortlægning af genomet genetisk diagnostik og behandling og stamceller, og for det andet udvikling og udbredelse af informations- og kommunikationsteknologi herunder bio-sensorer og trådløse sensorer, mobile og trådløse teknologier (LAN, PAN, BAN, IP-konvergens) og pervasive healthcare (IT i alting). Ny medicinsk teknologi Som tidligere nævnt vil de store behandlingsfremskridt betyde, at flere patienter lever flere år med en diagnosticeret sygdom. Der er derfor stor sandsynlighed for, at der 15

18 bliver flere patienter, når ny teknologi introduceres. Stigningen i andelen af kroniske syge stiller nye krav om behandling. Det vil derfor være nødvendigt at kombinere ny teknologi med en satsning på forebyggelse for at nedsætte forekomsten af nye sygdomstilfælde samt rehabilitering for at lære patienterne at leve bedst mulig med deres sygdom. Et af satsningsområderne i Teknologisk Fremsyn, som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og udvikling har iværksat for at bidrage til at ruste Danmark til den højteknologiske fremtid, er bio- og sundhedsteknologi. Rapporten fremhæver, at det bio- og sundhedsteknologiske områder kan styrkes ved at satse på følgende indsatsområder inden for de næste år: Humane genomer og proteomer Stamceller Bio-elektronik Pervasive health care Kilde: Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2003): Åbenhed Teknologisk fremsyn om bio- og sundhedsteknologi. Generelt foregår der en medicinsk og teknologisk udvikling på sundhedsområdet. Disse nye behandlingsmetoder kræver et stort ressourceforbrug samtidig med, at der er begrænsede økonomiske ressourcer i sygehussektoren/sundhedssektoren. Disse 16

19 forskningsområder betyder nye udfordringer for det sundhedsfaglige personale, som skal anvende, formidle og implementere ny teknisk viden i sundhedssektoren. Den nye medicinske teknologi giver nye behandlingsmuligheder, men udfordrer også samfundets og borgernes etiske holdninger og værdier. Det kræver stærke uddannelsesinstitutioner, som kan håndtere uddannelse af personale, der magter de teknologiske udfordringer samtidig med, at dimittenderne sikres de grundlæggende professionsværdier. Informations- og kommunikationsteknologi Informations- og kommunikationsteknologiens muligheder for digitalisering og automatisering spiller en væsentlig rolle i forhold til stort set alle udrednings- og behandlingsmæssige områder på forskellige funktionsfelter, såsom anæstesi, operationer, laboratorieprøver og radiologi. Det mobile sundhedssystem er et andet fokusområde i det teknologiske fremsyn om mobil og trådløs kommunikation. Her vil den mobile og trådløse kommunikation give mulighed for øget fjernovervågning af patienter, der er under behandling i sygehusvæsenet. Med fjernovervågning bliver det bl.a. muligt over afstand at kontrollere patientens helbred, mens patienter fx opholder sig i sit eget hjem. Pilotprojekter inden for denne del af fremtidens teknologi viser, at det er muligt via fjerneovervågning at skabe langsigtede økonomiske gevinster, idet de mobile og trådløse teknologier muliggør behandling af patienterne i eget hjem. Dette kan betyde, at servicen overfor borgeren forbedres, og at indlæggelsesomkostningerne reduceres. Samtidig skal man dog også være opmærksom på, at det kræver ressourcer fordelt på hvert enkelt hjem, hvis borgeren/patienten skal kunne garanteres gode behandlingsog plejemuligheder i eget hjem. På sigt kan de mobile og trådløse teknologier brugt på raske mennesker, som overvåger deres egen helbredstilstand, være med til at reducere udbredelsen af livsstilssygdomme. Anvendelse af teknologierne forekommer dog ikke i den udstrækning, som man kunne forvente. Overvågning af helbredstilstande i eget hjem kan ikke erstatte behovet for, at befolkningen skal vejledes til at forebygge og mestre livsstilssygdomme, hvilket kræver kontakt med kompetent sundhedspersonale og lokale sundhedstilbud. Det er derfor en udfordring, at implementering af ny teknologi skal følges med kontinuerlig evaluering og sikring af, at borgeren/patienten kan mestre egen livssituation. Samtidig betyder disse nye behandlingsmetoder også nye udfordringer, såsom behovet for udvikling af nye arbejdsgange i sundhedssektoren. De nye teknologiske muligheder stiller nye krav til sundhedspersonalets kompetencer og arbejdsgangenes organisering og fordrer ofte samspil på tværs af faggrænserne i sundhedssektoren. 17

20 Som et fremtidigt scenario for det mobile sundhedsvæsen anno 2015 ser det teknologiske fremsyn muligheden for et mere sammenhængende sundhedsvæsen, og teknologien skal hjælpe til koordinering og gennemsigtighed i sundhedsvæsenet. En øget fjernovervågning vil på sigt ligeledes betyde en stærkere specialisering af sygehusene, som benytter teknologien til at understøtte en mobil og trådløs brug af specialviden. Det teknologiske fremsyn peger på, at en implementering af disse nye teknologier skaber et behov for en øget efteruddannelse af sundhedspersonalet samt krav om øget samarbejde og kommunikation mellem faggrupperne. Udviklingen inden for den mobile teknologi giver muligheder for at modernisere sundhedssektoren og udbrede brugen af det elektroniske omsorgssystem til de udgående medarbejdere. Visitatorer, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale kan ude i marken få elektronisk adgang til relevante oplysninger om borgeren, og dokumentationsopgaven kan både forbedres og løses mere effektivt. Under de rette forudsætninger kan personalet spare tid på opgaveløsningen ved at anvende håndholdte computere. Gevinsten knytter sig især til, at medarbejderen kan gøre arbejdet færdigt ude ved borgeren, da informationerne straks kan noteres på computeren. Der vil være større krav til ensartethed i kvaliteten af sundhedssektorens ydelser samtidig med en mere individualiseret service. Der skal være bedre mulighed for at benchmarke og sammenligne sundhedssektorens ydelser. Kommunikationen mellem sundhedssektorens aktører skal være mere effektiv og standardiseret, f.eks. via implementering af elektroniske patientjournaler og udviklingen af IT-løsninger og kvalitetsstandarder. Teknologirådet beskriver i rapporten om Sundhedsydelser med IT potentialer og udfordringer i forbindelse med IT i sundhedssektoren. Her peges på, at øget systemintegration kan give bedre arbejdsgange, så data ikke skal overføres og tilgås fra forskellige systemer, men kan ses samlet på et (vilkårligt) sted og kan analyseres og vurderes af færre personer i færre arbejdsgange. Det giver mulighed for at styrke samarbejdet på tværs af sektorer og fagligheder, og patienten vil bedre kunne følge med i eget sygdomsforløb, komme med supplerende informationer og modtage relevant vejledning og instruktion. Teknologirådet peger på, at øget systemintegration lægger op til nytænkning ved organiseringen af det sundhedsfaglige arbejde. I sundhedssektoren arbejder et stort antal aktører sammen for at diagnosticere, behandle og pleje patienter. Det kalder på videndeling og koordination, og ændringer i faglige domæner og identiteter er en væsentlig udfordring, hvis potentialet i de nye teknologier skal udfoldes. Udviklingen inden for IT betyder også, at patienterne i højere grad bliver eksperter i forhold til deres sygdomsforløb. Det stiller store krav til sundhedsprofessionerne, der skal være i stand til at matche og håndtere patienternes vidensniveau. 18

21 En fortsat accelererende udvikling af nye eller forbedrede teknologier giver nye muligheder, men udfordrer også samfundets og borgernes grundlæggende etiske holdninger og værdier. Det kræver stærke uddannelsesmiljøer, der kan håndtere uddannelse af personale, der magter de tekniske udfordringer samtidig med, at de sikrer grundlæggende pleje- og omsorgsværdier, som skal være kendetegnende for det danske samfund Krav om dokumentation af produktivitet og kvalitet Sundhedsområdet har i de seneste har haft en høj realvækst - væsentligt højere end den gennemsnitlige realvækst. Realvæksten på sundhedsområdet har således været på knapt 35% i perioden , mens væksten på socialområdet og undervisningsområdet har været på henholdsvis 30 og 25%. MUUSMANNs analyse peger på, at væksten i Danmark set i international sammenhæng ikke er særlig markant. OECD s tal viser, at væksten i sundhedsudgifterne i Danmark har været på gennemsnitligt 2,8% om året i perioden , hvilket er en af de laveste vækstrater i OECD, hvor den gennemsnitlige vækstrate for sundhedsudgifterne var på 4,5%. Sundhedsområdet er samtidig præget af krav om produktivitetsstigninger, effektivisering og udgiftsreduktioner. Produktivitetsforbedringer vil indebære strukturelle ændringer, dvs. sygehusnedlæggelser, samling af aktivitet inden for enkelte specialer på tværs af sygehuse, fortsat omlægning fra stationær til ambulant aktivitet mv. samtidig med, at kvaliteten i ydelserne skal stige. Potentialet i den type overordnede strukturelle ændringer vil dog næppe være tilstrækkeligt til at sikre en tilfredsstillende kontinuerlig produktivitetsforbedring bredt i sundhedssektoren. Produktivitetsforbedringerne vil derfor også og formentlig i stigende grad være et spørgsmål om interne produktivitetsforbedringer inden for den bestående struktur, med stigende fokus på interne rationaliseringer og effektiviseringer, automatisering, procesoptimering, ændret arbejdstilrettelæggelse, nedbrydning af faggrænser mv. Indenrigs- og sundhedsministeriet har således igangsat et omfattende udviklingsarbejde med hensyn til produktivitetsanalyser, der muliggør sammenlignende analyser mellem afdelinger, sygehuse og regioner. Kommunalreformen vil utvivlsomt sætte yderligere fokus på produktiviteten. Kommunerne skal betale 20% af regionens sundhedsudgifter, og kommunerne vil således have en klar økonomisk interesse for, at regionens sygehuse har en høj produktivitet. Produktivitetsanalyserne vil således være et vigtigt redskab i forhandlingerne mellem region og kommuner, når kommunernes bidrag til sundhedssektoren skal forhandles. Produktivitetsmålingerne vil endvidere føre til detaljerede analyser og sammenligninger af arbejdsprocesser på afdelinger og sygehuse. Indførelse af fælles standardiserede gennemgange af arbejdsprocesserne vinder indpas på sygehusområdet blandt andet gennem LEAN- analyse og andre procesoptimeringsmetoder. Disse analyser vil iflg. MUUSMANNs analyse med stor sikkerhed føre til opgaveglidning og ændret ar- 19

22 bejdsdeling mellem de forskellige faggrupper inden for sundhedspersonalet, hvor fx sundhedsprofessioner overtager opgaver fra lægerne og afgiver opgaver til social- og sundhedsassistenter eller overtager opgaver fra andre sundhedsprofessioner. Kravet om høj og stigende produktivitet, suppleret med detaljerede og sammenlignelige analyser af arbejdsgange på sygehusene vil uundgåeligt påvirke arbejdsgange og opgavefordeling blandt sundhedspersonalet, og vil dermed også påvirke sundhedsprofessionerne. Samtidig med kravet om dokumentation af produktivitet er der i sundhedssektoren, som tidligere nævnt, et stadigt større krav om kvalitetsudvikling. Kravet om øget kvalitet har spillet en vigtigt rolle i sundhedssektoren de seneste 15 år og vil fremover også have en central placering. Af engelske analyser af fremtidens sundhedssektor skønnes det iflg. MUUSMANNs analyse, at sundhedspersonalet i fremtiden skal bruge op til 10% af deres arbejdstid på netop kvalitetssikring. Den nye smiley-ordning 6, som betegnes Sundhedskvalitet, skal understøtte sammenligninger på tværs af sygehusene. Denne ordning skal sikre, at patienterne kan følge med i, om hospitalerne lever op til kvalitetskravene. Uvildige eksperter skal bedømme hver enkelt afdeling, hvor der bl.a. skal holdes øje med rengøringen, maden, påklædningen, instrumenterne og antallet af reoperationer. Ordningen skaber nye rammevilkår for de sundhedsprofessionelle, idet de i langt højere grad end tidligere vil blive vurderet på deres adfærd. Disse opgaver med dokumentation af produktivitet og kvalitet, som vil præge fremtidens sundhedssektor, skal således også afspejle sig i fremtidens sundhedsprofessionsuddannelser. 2.3 Arbejdsmarkedets fremtidige kompetencebehov Personale med en mellemlang videregående uddannelse udgør langt den største personalegruppe i sundhedssektoren. Hovedopgaven for det sundhedsfaglige personale, som denne rapport og dens anbefalinger omhandler, er relationen til borgeren/patienten. Dette ændrer dog ikke ved, at opgavevaretagelsen i sundhedssektoren fremover, som beskrevet, er under indflydelse af forskellige udefrakommende krav og rammevilkår til sundhedssektoren. Den fremtidige opgavevaretagelse afhænger selvfølgelig også af den personalemæssige sammensætning og rekrutteringsmulighederne. For flere af faggrupperne er der aktuelle flaskehalsproblemer. Dette gælder fx for sygeplejersker, jordemødre, radiografer og bioanalytikere. Der foregår derudover i 6 Sundhedskvalitet er udviklet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet med det formål at understøtte det frie sygehusvalg og fremme patienternes inddragelse i eget forløb. 20

23 dag en rekruttering af læger med udenlandsk baggrund for at imødekomme det akutte behov for arbejdskraft på dette område. Et vilkår, som vil få indflydelse på sundhedsprofessionernes opgave- og ansvarsområde, er det fremtidige udbud af læger. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet prognoser for udbud af og efterspørgsel efter læger i de kommende år. I den seneste prognose fra 2003 skønnes, at den årlige tilvækst af læger vil være cirka 1% i årene frem til Denne tilvækst skal ses i forhold til, at der i perioden var en årlig tilvækst på 2,5%. Den mest markante udvikling frem til 2025 vil være et mærkbart fald i antallet af speciallæger. Der forventes således et fald fra speciallæger i 2000 til godt i Dette fald modsvares til gengæld af en øget tilgang af yngre læger i samme periode. Der er således tale om et paradoks, hvor det lægelige arbejdsmarked vil være præget af øget afgang af veluddannede læger kombineret med øget tilgang af uddannelseskrævende læger. Det må forventes, at denne situation vil forstærke tendenser til ændret arbejdsdeling, således at der overføres opgaver fra læger til sundhedsprofessionsuddannelserne. Manglen på sygeplejersker vil ligeledes få betydning for arbejdsdelingen i sundhedssektoren. Kommunernes Landsforenings kompetenceopgørelse på sundhedsområdet peger på relativt store forskelle i personalesammensætningen, idet særligt sygeplejerskerne og bioanalytikerne står foran et generationsskifte. I rekrutteringen af højt kvalificeret personale er der ligeledes udsigt til skærpet konkurrence. Langt hovedparten af de nyuddannede sygeplejersker er ansat i regionerne på hospitalsafdelinger. Manglen på sundhedspersonale indebærer, at kommuner og regioner fremover i en vis udstrækning skal konkurrere om arbejdskraften. Erhvervsbeskæftigelse i 2004 for sygeplejersker uddannet i 2000, 2001 og 2002 Statslig ejet institution Kommunalt ejet institution Privat ejet - sundhedsvæsen Amtskommunalt ejet institution Privat ejet - vikarbureauer Privat ejet - øvrige Kilde: AKF 2006: Registerbaseret analyse af sygeplejerskers erhvervsplacering for samtlige og udvalgte årgange. Statslig ejet institution 0,18% (9), Amtskommunalt ejer institution 88,16% (4473), Kommunalt ejet institution 8,85% (449), Privat ejet vikarbureauer 0,51% (26), Privat ejet sundhedsvæsen 0,83% (42), Privat ejet øvrige 1,48% (75). 21