Var fotografierne for gode?

Transkript

1 Var fotografierne for gode? Af Knud Jeppesen, Cand.mag. Påstand: De billeder astronauterne tog på fx Apollo 11, er forbavsende gode. Perfekt komposition, skarphed og lysforhold. De gik rundt i tunge rustninger af rumdragter og kameraet sad på brystet! De kunne ikke kigge i en søger. Det lyder helt usandsynligt at dette skulle kunne lade sig gøre? *** Fakta: Det er et centralt argument for skeptikerne vedr. fotografierne på Månen. Udover at man undersøger dem med lup for at finde anomalier fx det manglende krater så mener skeptikerne at det slet ikke kunne lade sig gøre at tage så gode billeder på Månen. Bill Kaysing og andre har fremhævet at det er mistænkeligt at astronauterne tog så gode billeder på Månen de blev alle perfekte. Gerhard Wisnewski bruger en del tid på dette koncept, så lad os se på hans redegørelse, i bogen Lügen im Weltraum: Forestil Dem, skriver Wisnewski, at Deres kone stiller Dem en udfordring (tyskerne er jo ikke dus ): De skal tage billeder på næste tur til London eller Paris med et kamera fra 60 erne. De skal bære kameraet på brystet og kan således ikke se gennem søgeren som på normal vis. Der er heller ikke noget spejl så man kan kigge oppefra og ned. Hun anbringer kameraet på brystet, og al indstilling foregår manuelt! Ingen automatik lukkehastighed, blænde, zoom alt skal indstilles manuelt uden at man kan se i søgeren hvad man fotograferer.

2 Umulig situation ikke? Således konkluderer Wisnewski, og læseren med almindelig common sense erklærer sig enig. Herfra aktiverer den tyske journalist så bomben: ovenstående er en præcis beskrivelse af de forhold som måneastronauterne stod overfor. Og de tog perfekte billeder på Apollo 11, ifølge Wisnewski er de alle blevet gode, ikke én er mislykket. Det er usandsynligt at dette kunne lade sig gøre, altså er der fup med i spillet. Som læser føres man som i en sokratisk spørgerække ind i et ræssonement hvor man ender med at give Wisnewski ret: der er noget galt. Men tænker man lidt nærmere efter, er det ikke svært at komme med kritik. Hans analogi med konens udfordring er på ingen måde komplet, dersom den skulle give en matchende analogi af den situation Apollo-rumfarerne var i. Skulle den have været i nærheden af dette, mener jeg vi må tilføje noget. Jeg vil derfor fortsætte hvor han slipper: Konen giver mig denne udfordring, som indebærer at jeg bestemt ikke uden videre kan tage de gode billeder jeg plejer. Jeg får dog nu et år til at gøre mig klar til turen, jeg får også en million kroner til indkøb af udstyr. Samtidig nedsættes en projektgruppe bestående af mig, en professionel fotograf, en civilingeniør og en kameratekniker. Disses løn er betalt, de har 37 timer om ugen til rådighed for mig. Vi mødes flere gange om ugen for at drøfte hvordan denne specielle fotograferingsopgave kan lykkes. Efter at vi har konstrueret et udstyr der gør det så nemt som muligt for mig, går jeg i gang med at træne sammen med den professionelle fotograf. Jeg træner flere timer om ugen, tager i tusindvis af billeder som gruppen fremkalder og analyserer. Efter et år er jeg så rustet som jeg kan være til at tage billeder. Jeg knipser løs, og tager 300 billeder. 80 % af dem bliver gode mens 20 % kasseres. Er det stadig en helt umulig situation? Ingenlunde. Sandsynligheden for at jeg tager billeder af ligeså god kvalitet som før, er markant forøget. Wisnewski benytter sig af et klassisk trick når noget ved Apollo-programmet ikke stemmer overens med almindelige menneskers dagligdags forståelse, puster man dette op til et tegn på svindel. Wisnewski formår at beskytte sig mod nogle umiddelbare indvendinger fx at originalbillederne måske ikke blev så gode, men at man siden har piftet dem op. Næ,næ, siger Wisnewski, jeg taler om originalbillederne. Herved scorer han endnu et point hos mange læsere. Men er der ikke andre indvendinger end denne? Hvorfra véd Wisnewski at han sidder med samtlige de billeder som Armstrong tog? Hvis han ikke er sikker på dette, hvordan kan han så konkludere at Armstrong udelukkende tog perfekte billeder? Det kan han ikke. Hvis de billeder vi ser, kun er en del af bunken de bedste som NASA har udvalgt må vi have resten med, før vi kan konkludere noget om Armstrongs evner som fotograf. Også denne indvending er Wisnewski faktisk klar til at imødegå. Han mener at der er tale om samtlige billeder på rullen det fremgår af nummereringen af billederne. Alle billeder har navnet AS efterfulgt af fortløbende 4cifret nummerering. Allright, lad os prøve at komme til bunds i sagen. Muligvis har Wisnewski set billeder på Lunar and Planetary Institutes hjemmeside, for her kan man se mange dokumenter vedr. Apollo. Herunder de fremkaldte filmruller fra fx Apollo 11. Wisnewskis gengivelse af numrene er korrekt. Den filmrulle vi taler om her, hedder S og kommer fra Apollo 11, den består af 129 farvefotos. Ifølge Wisnewski er alle disse billeder perfekte. Han bruger fx denne som eksempel, det første billede Armstrong tager da han står på overfladen:

3 Dette er nr. AS Fra nu af kalder jeg dem bare ved de sidste 4 cifre. Dette er altså Wisnewski mener at dette billede er perfekt fordi det lykkes Armstrong at få landingsmodulets ben i centrum af billedet, og United States kommer også fint med. Sandt nok. Men var dette planlagt? 1 Kunne Armstrong ikke have fået et endnu bedre billede ved at dreje lidt mere mod venstre? Med perfekt må menes at billedet ikke kunne blive bedre, men det kan vel diskuteres? Billedet er skarpt nok til at gå for et godt billede, men kunne vel godt have været skarpere endnu? Lad os se på et andet billede. 1 Det var det muligvis. Husk på at Armstrong trænede månelandgangen på Jorden i en hal hvor der stod en ægte LM (eller i hvert fald en model i størrelse 1:1) på en månelignende overflade. De første billeder har formentlig været planlagt, dvs. Armstrong har kunnet træne på forhånd ca. hvor han skulle stå for at få kompositionen ret, og teknikerne har hjulpet med at forudse de nødvendige indstillinger af kameraet. Wisnewskis fremstilling ignorerer fuldstændig det enorme forarbejde der blev gjort, og fremstiller det som om man uden forudgående træning farer til Månen. Det er klart at en sådan fordrejet fremstilling maler Apollo i et negativt lys.

4 Dette er Centralt placeret i billedet er for at sige det rent ud Aldrins bagdel og denne gang har Armstrong kun fået en del af United States skiltet med. Nogen perfekt komposition er der vel næppe tale om her? 5863, altså næste billede i rækken. Også dette betegner Wisnewski som et perfekt snapshot, endskønt Armstrong heller ikke denne gang får andet med end UN-ST og der er en tåget stribe henover billedet?

5 Billede 5864: igen bemærker Wisnewski at United States tydeligt er at se. Men hvis dette er et tegn på perfekt fotografering hvorfor ignorerer han så at skiltet kun delvis (eller slet ikke) er med på mange andre fotos? 5935 stammer fra samme filmrulle. Dårlige lysforhold ødelægger dette billede.

6 5904. Guderne må vide, hvad det her er et billede af, formentlig en detalje fra en rumdragt. Uskarpt, sløret og alt for tæt på Et af de sidste billeder på rullen er ligeledes blevet temmelig elendigt. Det var altså ikke samtlige billeder der var perfekte. Personligt finder jeg 15 billeder mislykkede, det er dog heller ikke dårligt ud af 129. Men andre er heller ikke så skarpe som de kunne være de er dog så tilpas gode at man ikke ville kassere dem hvis det var til albummet derhjemme. Det ser ud til at Wisnewski har ret i at numrene afspejler rækkefølgen af knips således at vi må stå med samtlige billeder fra rullen. Han har imidlertid ikke ret i at de alle er perfekte (det fremstår lidt uklart hvad han egentlig mener med perfekte?). De fleste af billederne er gode, og enkelte er blevet super gode, mens andre er til skraldebøtten. Men dette er vel ikke nogen

7 usædvanlig situation, især taget i betragtning af at astronauterne øvede denne særlige type fotografering til de kunne det i søvne 2, og havde det bedste udstyr der kunne købes for penge? Det er rigtigt at Armstrong ikke kunne kigge i en søger hver gang og i søgeren få lysmåleren til at stå rigtigt ved at dreje på objektivet. Men han kunne jo se det han fotograferede, og han havde mulighed for at indstille på kameraet på anden vis. En lysmåler behøver ikke nødvendigvis at vises i en søger. Armstrong havde kameraet tæt på halsen, det sad i skulderhøjde og ikke langt nede på brystet som skeptikere antyder han kunne derfor sigte ret godt med kameraet og kunne se indstillinger på det. Wisnewski viser ikke noget klart billede af den situation, hvilket er lidt sært hvis man var seriøst interesseret i at undersøge fænomenet. Min oplevelse er imidlertid at Wisnewski ikke er seriøst interesseret i at komme til bunds i sagen, han er interesseret i at tegne et bestemt negativt billede for sensationens skyld eller også er han temmelig naiv og udfører ikke tilnærmelsesvis den research man kunne forvente? AS fra Apollo 12 viser godt kameraets position. På Jorden er journalister ikke uvante med, gennem tidens løb, at fotografere uden at kigge i søgeren. Man har flere gange set fotografer løfte kameraet over hovedet fordi mængden af mennesker gjorde at de ikke kunne komme helt tæt på filmstjernen. Andre gange skulle det gå hurtigt med at fotografere Pelés boldakrobatik under VM i fodbold, så der var ikke tid til at finindstille perfekt. Ikke desto mindre fik man tit de billeder man skulle bruge. Hvordan kan det gå til? Wisnewski mener jo åbenbart at man umuligt kan få gode billeder hvis ikke man kan kigge i søgeren, indstille fokus og indstille lysforhold præcist? Jeg har et ældre kamera fra ca som indeholder tal på linsen hvor man drejer. Det forekommer klart at man enten kan se i søgeren og se hvornår billedet er skarpt, samt få viseren for lysmåleren til at ramme rigtigt (den ses til siden inde i søgeren) eller man kan indstille efter tallene ud fra en 2 Vel at mærke iført rumdragten og på en kunstig måneoverflade der efterlignede betingelserne. Se fx Andrew Chaikin, A man on the Moon, 2007.

8 vurdering af afstand, ud fra tabeller og forud udførte beregninger. I begge tilfælde kan det lade sig gøre at få knipset et godt billede. At det første er meget nemmere og udførtes af almindelige mennesker for 99 % vedkommende, udelukker ikke at det andet er muligt. En teknik der bruges er zone-fokus. Hvis man skal tage billeder af et objekt fx 24 meter væk, er der ikke nødvendigt at man indstiller fokus på præcis 24 meter. Man kan indstille på fx meter hvorved man får objektet skarpt nok. Ved festlige lejligheder opmuntres gæster stadig i dag til at benytte udleverede engangskameraer. Der er ingen mulighed for at indstille fokus på disse. De er forud indstillet til at fotografere fra 3 meter og udefter, dvs. man kan fotografere noget 3 meter, 25 meter eller 100 meter væk. Går man derimod tættere end 3 meter bliver billedet uskarpt. Allright, man tog ikke engangskameraer med til Månen, men eksemplet skal illustrere hvordan Wisnewski efter min mening overdriver problemerne med at tage gode billeder. Wisnewski opregner mange fagtekniske detaljer vedr. Hasselbladkameraet og skitserer dem i punktform: Læseren får indtryk af et grundigt studium, men to forhold skærer i øjnene, hvis man gør sig den ulejlighed at undersøge forhold vedr. kameraet uafhængig af Wisnewskis udlægning. For det første havde kameraet en autofunktion. Den udgave der blev solgt i handlen havde lutter manuel indstilling, men ikke det kamera som blev anvendt på Apollo 11. Det havde en automatisk shutterfunktion som Michael Collins senere anbefalede Hasselblad at indføre i deres almindelige kameraer. Når Wisnewski ikke nævner denne centrale detalje, er det enten udtryk for dårlig research eller kanske udtryk for at denne kendsgerning ikke passer ind i det ekstremt negative billede han ønsker at tegne. For det andet skriver han at: Som eneste beskyttelse mod varmen påførtes kamera og magasin sølvfarve. En videre beskyttelse mod de ekstreme temperaturer mellem over 100 grader plus og over 100 grader minus og den radioaktive stråling var ikke tilstede (min oversættelse) Denne bemærkning ledsages ikke af nogen egentlig konklusion, men det gør Wisnewski tit ikke. I stedet lægger han op til at læseren foretager den ønskede konklusion: at det lyder helt utroligt. Bemærkningen er imidlertid præget af mangel på viden om fysik, og bliver dermed vildledende. På Månen er der ingen atmosfære. Det giver derfor absolut ingen mening at tale om en rumtemperatur som vi kender det, thi dette er jo temperaturen af den luft der er i lokalet. På Månen er der ingen luft til at transportere varme. Varme overføres kun gennem stråling eller gennem direkte berøring. Hvis filmen er indeholdt i en isolerende kasse er dette derfor tilstrækkelig beskyttelse. Kassen beskytter mod varmestrømning og sølvfarven tilbagekaster strålevarme. Så længe astronauterne ikke lod kameraet røre noget på Månen, kunne de nøjes med at koncentrere sig om strålevarmen. Deres største problem var ikke varmen de ankom på et tidspunkt hvor overfladens temperatur ikke var så høj, deres problem var at sikre filmen mod at fryse i skyggen. Hvad mener han i øvrigt med radioaktiv stråling? Der er ikke nogen voldsom radioaktiv stråling på Månen, så hvorfor Wisnewski mener at dette er et problem, står hen i det uvisse, især fordi han ikke leverer nogen faglig kilde som underbygning. Den kosmiske stråling i rummet ville ironisk nok have været et problem for moderne digitalkameraer, der pga. deres indretning er meget følsomme overfor stråling. Det var de gammeldags filmruller imidlertid ikke. Et sjældent eksempel hvor den gamle teknologi er bedre end den nye (kilde: Plait, Bad Astronomy).

9 Det er ikke den eneste gang at Gerhard Wisnewski ignorerer fundamentale fysiske love. Ellers er han meget optaget af om fysikkens love gælder på månen, fx i forbindelse med parallelle skygger. Men her ignorerer han helt en væsentlig fysisk kendsgerning ved Månen. Flere gange afviser han modargumentation med et skulderklap. Indvendinger om at der ikke er luft på Månen eller kun 1/6 tyngdekraft fremstilles i et lettere latterligt lys ( åh ikke det snak igen ) men han formår på ingen måde at give en ordentlig og rimelig forklaring på hvorfor det er uvæsentligt at der ingen luft er på Månen? Månens anderledes fysik i forhold til Jordens forklarer mange af argumenterne. Når skeptikerne synes at tingene ser underlige ud, er det netop fordi billederne er taget i et radikalt anderledes miljø hvor vilkårene ikke er de samme som på Jorden. Det er ofte det som narrer skeptikerne. Som FOX TV og mange andre skeptikere, har Wisnewski et ambivalent forhold til Månens miljø. Alle er enige om at Månens miljø er forskelligt fra Jordens, men hvorledes? Ser vi bort fra Kaysing og René der betragter Månen som det mest fjendtlige miljø man overhovedet kan forestille sig, må vi spørge om Månens miljø altid er værre end Jordens? Sagt med andre ord: Hvis noget er let på Jorden, er det så svært på Månen? Hvis noget er svært på Jorden er det så nemt på Månen? Svaret er ikke entydigt man kan ikke opstille generaliseringer. Men ikke desto mindre har skeptikere en tendens til at mene, at hvis noget er svært på Jorden, må det være tifold sværere på Månen. Dette er imidlertid kun indlysende ud fra en dagligdags betragtning hvor man ikke tænker sig godt om. Hvordan ved vi, at det ikke er lettere at tage billeder på Månen? Der er ingen atmosfære der forvrænger eller slører. Der er ofte enten stærkt lys eller kulsort mørke. Hvorfor skulle det nødvendigvis være sværere at tage billeder på Månen end på Jorden? Umiddelbart tror jeg ikke det er lettere men Wisnewski antyder det er markant sværere. Det savner jeg lidt mere substantielt belæg for at hævde. Wisnewski slutter sit ræssonnement med at sige at Apollo-turen netop ikke var en sight-seeing weekend til en by der er fotograferet en milliard gange, men det første besøg af mennesker på en fremmed klode. [min oversættelse] Hvorfor altså, at situationen var så meget vanskeligere. Men hvorfor det? At en by er fotograferet en milliard gange før, gør da ikke min situation som fotograf nemmere? Det ville svare til at sige til en bueskytte at denne målskive er tidligere ramt af flere tusind pile, så den må være nemmere at ramme end skiven til højre som er helt ny, og ikke har været ramt af pile men hvor de begge står 20 meter væk!? Igen en retorik der får tingene til at lyde fantastiske, men blot er irrelevante fif. Alt sammen med det formål at tegne et negativt billede af Armstrongs muligheder som fotograf. Bemærk desuden at Wisnewski nu fastslår en væsens-forskel mellem en sight-seeing tur og Apollo 11. Men kort forinden har han fundet det helt rimeligt at betvivle Apollo på baggrund af en analogi, der udelukkende er bygget op omkring en sight-seeing tur på Jorden?

10