Danmark: Når jeg sammenligner med, hvad mine kollegaer udsættes for i udlandet, så synes jeg, vi bor to numre fra Paradiset Margrethe 2. af Danmark.

Transkript

1 Danmark: Når jeg sammenligner med, hvad mine kollegaer udsættes for i udlandet, så synes jeg, vi bor to numre fra Paradiset Margrethe 2. af Danmark. Lone Vigsø, Sylvia Eriksen, Betina Bach Nielsen,

2 Indholdsfortegnelse. Indledning side 2 Problemformulering side 3 Baggrunden for Dansk Folkeparti side 3 Dansk Folkepartis mærkesager side 4 Højredrejning i Europa side 5 Dansk Folkepartis vælgere side 10 Håndtering af den nypolitiske dagsorden side 11 Konklusion side 12 Didaktiske overvejelser side 13 o Mål side 13 o Elev/lærer forudsætninger side 13 o Rammefaktorer side 14 o Arbejdsmetoder side 14 o Indhold side 14 o Vurdering side 14 Litteraturliste side 15 2

3 Indledningen. Bag de utallige faglige definitioner af politik er der en enkelt sandhed, som alle kender, men ingen snakker åbent om: Politik drejer sig om magt og kampen om at skaffe, bruge og bevare magten. Så enkelt er det i bund og grund. På overfladen er det civiliseret (i vores del af verden i hvert fald) mens kampen om magten bobler mere eller mindre skjult i undergrunden. Politikerne spiller et kompliceret spil og bevarer masken til daglig. En gang imellem siger de noget, der ikke ligger i drejebogen, og senere viser sig at være en slags skæbnesætning på vejen til at miste magten. Et par eksempler fra amerikansk politik er, da præsident George Bush sagde: Watch my lips, no more taxes og præsident Clintons udtalelse I did not have sexual relations with that woman (Miss Lewinsky). Her drejer det sig om henholdsvis et løfte og en løgn. Knap så dramatisk går det som regel i Danmark. Alligevel blev stemningen temmelig ophedet i månederne op til det sidste valg i november 2001, hvor det lykkedes Dansk Folkeparti at sætte valgets dagsorden: Flygtninge, invandrere og de fremmede som et problem og en trussel. Tonen blev usædvanlig rå politikere imellem, mens Socialdemokratiet kæmpede for at bevare magten, og Venstre udfordrede Dansk Folkeparti på deres territorium. En tidligere bemærkelsesværdig kommentar af Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti og dets leder Pia Kjærsgaard Stuerene bliver I aldrig blev til en skæbnesætning. Nu ønskede alle (ikke mindst medierne) at snakke med Pia, og efter valget blev Dansk Folkeparti inviteret til bords som støtteparti for den nye VK-regering. På bare 6 år blev et nyt parti til en seriøs og magtfuld aktør på den danske politiske scene, og dets leder blev forvandlet fra en næsten ukendt politiker til folkets dronning. Der var megen opmærksomhed i pressen i udlandet om dette danske valg. Det skyldes en række europæiske valg, hvor udfaldet tilsyneladende pegede på en højredrejning. Såkaldte højrepopulister i forskellige lande var blevet belønnet for deres ærlige eller racistiske udtalelser med stemmer og magten til følge. Var Pia Kjærsgaard endnu et eksempel på det samme? Hvis hun var stueren set med mange danske øjne, fik hun nogen anderledes omtale udenlands. 3

4 I hvilken omfang er der tale om en ægte højredrejning i både Danmark og Europa? Er det et spørgsmål om reelle ændringer i holdninger og værdier? Er der en ny politisk dagsorden? Eller bliver man automatisk stueren, når man får et vist antal mandater? Problemformulering. 1. Hvordan kunne Dansk Folkeparti gå fra 13 mandater i 1998 til 22 i 2001? 2. Hvilke faktorer var væsentlige for denne udvikling? I Danmark og det øvrige Europa. 3. Kan fremgangen forsætte eller er det bare flimmer på lærredet? Baggrunden for Dansk Folkeparti. Den 6. oktober 1995 holdt Fremskridtspartiet årsmøde. Der havde i længere tid været en del strid i partiet, og det blev for meget for Pia Kjærsgaard, Poul Nødgaard, Ole Donner og Kristian Thuesen Dahl som for åben skærm meldte de sig ud af partiet og dannede Dansk Folkeparti, med Pia Kjærsgaard som partiformand. I 1996 aflevere de fire grundlæggere underskrifter til Indenrigsministeriet, og derved blev de opstillingsberettigede ved det næste folketingsvalg. Det nye parti fik sit store gennembrud i 1997 med en kampagne der gik imod det multietniske samfund, som vi, ifølge Dansk Folkeparti, var/er på vej hen mod, under følgende slogan Stem Dansk!. Ved folketingsvalget i 1998 havde partiet sin hidtidige største succes med et valgresultat på 7,4 % af stemmerne, som svarede til 13 mandater. Da vi i 2000 havde Euro afstemningen, anbefalede partiet en klart Nej til den fælles mønt. Det gav sig tydelig udtryk i deres kampagne, som lød For kronen og fædrelandet. Ved valget i 2001, fik Dansk Folkeparti en kæmpe vælgertilslutning, der udmøntede sig i at 12 % af den danske befolkning stemte på liste O, hvilket svarer til 22 mandater. Den følgende graf er et udtryk for den store vælgertilslutning som partiet har oplevet gennem årene. Den er udarbejdet af Dansk Folkeparti og findes på deres hjemmeside. Grafen viser fremgang umiddelbart før de forskellige valg i årene 1998 (folketingsvalg), 2000 (Euroafstemning) og 2001 (folketingsvalg). 4

5 Dansk Folkepartis mærkesager. Dansk folkepartis politik er kendetegnet ved tre mærkesager: 1) Modstanden flygtninge-indvandrepolitik. 2) Forholdene for de ældre. 3) Samt modstand mod EU. Dansk Folkeparti er blevet afvist af stort set alle andre partier i folketinget. Dette udtrykker den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen med ordene: "Stuerene bliver I aldrig", hvortil Pia Kjærsgaard senere svarede: Der er intet formål i at være stueren. Begrebet er opfundet og introduceret af den forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og sigtede udelukkende mod at sætte Dansk Folkeparti udenfor døren. Stuerene er for mennesker uden holdninger, mennesker 5

6 for hvem det gode selskab og tonen er det vigtigste af alt. 1 Ingen ville arbejde sammen med dem, nok mest på grund af deres yderliggående meninger og til tider næsten racistiske udtagelser om personer med en anden religion, læs muslimer, end den kristne. Dansk Folkeparti gør sig jo ligefrem til talsmænd for at det er i orden med europæiske indvandrere. En fortsættelse af de seneste årtiers indvandring fra lande udenfor den vestlige kulturkreds, kombineret med indvandrernes meget høje fødselshyppighed, vil indenfor de nærmeste årtier få vidtrækkende, ødelæggende virkninger ikke blot for Danmarks befolkningssammensætning, men for hele samfundsstrukturen 2 I øvrigt giver Dansk Folkeparti udtryk for at hjælpen er bedre givet ud i de lande hvor problemerne er end her i Danmark. Vi vil gerne dele ud af vores viden om, hvordan økonomisk og social udvikling og stabilitet skabes, men vi vil ikke påtvinges samvær med mennesker, som forkaster det kulturgrundlag, der er skabt i vores land. 3 Dette citat viser bl.a. at Pia Kjærsgaard ikke ønsker at være stueren, hun mener derimod at man bør sige sine meninger, uanset andres holdninger. Højredrejning i Europa. En af tidens stærkeste tendenser er, at centrum-venstre partierne er i dyb krise ikke bare i Danmark, men i hele Europa. I 1999 var 11 ud af 15 EU-lande regeret af socialdemokratisk ledede regeringer. Nu er der kun fire tilbage. Over de sidste halvandet år er centrum-venstre regeringerne væltet som dominobrikker: Østrig, Italien, Danmark, Portugal, Holland og Frankrig. Selvom både Tyskland og Sverige bevarede deres socialdemokratisk ledede regeringer ved valgene i september 2002, var der den samme tendens af mindre tilslutning. 1 Kjærsgaard, d. 31. december Dansk Folkepartis hjemmeside. 3 Dansk Folkepartis hjemmeside. 6

7 Ser man ud over Europa, sker der med få undtagelser det samme overalt: Socialdemokratierne famler med idégrundlaget, de højrepopulistiske partier (fx Front National i Frankrig og Frihedsparti i Østrig) går på strandhugst blandt arbejdervælgere, og liberale-borgerlige politikere sætter sig på regeringstaburetterne. Oveni kan man med en vis ret lægge USA, hvor demokraterne hverken formåede at bibeholde præsidentposten eller at erobre kontrollen med Kongressen. Det ligner unægtelig et mønster. Men hvorfor sker det? Der er mange bude på mulige årsager. "Politiken" havde i september måned en serie om "Centrum-venstre i krise", der belyste krisen fra alle mulige vinkler og tilbød et hav af forklaringer. En basal forklaring for valgnederlag findes i en relativt veletableret sammenhæng mellem, hvordan det går med samfundsøkonomi, og hvordan det går siddende regeringer, når de er på valg; altså der er en tendens til, at vælgerne straffer regeringer, når det går skidt, og belønner dem, når det går godt. Anthony Giddens pegede i et indlæg i den engelske avis The Guardian efter det franske parlamentsvalg på, at socialdemokraternes nederlag og problemer i lande som Frankrig, Tyskland og Italien skyldes fortsat høj arbejdsløshed og sociale problemer. Denne forklaring gælder ikke i Danmark, hvor økonomien er toptunet og arbejdsløsheden meget lav. Mogens Camre (forhenværende socialdemokrat og nu medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti) mener, at idégrundlaget bag venstrefløjen i dag har mistet sin bærekraft. Europas venstrefløje var en naturlig følge af industrialiseringen og havde sin storhedstid i den første halvdel af det 20. århundrede. Det skyldes, en udformning af en række løsninger, der var meningsfulde i et samfund præget af fattigdom. Der er andre, der mener, at venstre og højre er døde, og at vejen frem ligger i midten Den tredje vej. Ikke desto mindre har de såkaldte højrepopulistiske partier buldret frem i de senere år. I Holland tabte socialdemokraterne halvdelen af deres vælgere til populisten Pim Fortuyns parti ved det seneste valg. Ifølge den hollandske sociolog Paul Scheffer skyldes vælgerflugten at: 7

8 Fortuyn talte åbent og direkte. Han talte om problemerne ved immigration, velfærd og den offentlige sektor. Han havde også en idé om, hvad det er at være hollandsk 4 I Danmark gjorde Pia Kjærsgaard det samme: hun henvendte sig direkte til folket på et sprog som almindelige mennesker kunne forstå. Hun talte ærligt om problemer der bekymrede den danske befolkning, såsom indvandrere og familiesammenføring m.m.. Derved fik hun megen opmærksomhed, fordi de var emner som de andre politikere veg uden om. Den belgiske filosof Chantal Mouffe kommenterer højrepopulisternes karismatiske ledere og fængende fortællinger: De højrepopulistiske partier er de eneste, der siger, at verden kan forandres, og at folk kan gøre en forskel. De appellerer til folket, de mobiliserer følelserne, og de formulerer et alternativ til den rationalistiske og teknokratiske modernitet. 5 Ronald Inglehart er ophavsmand til en teori om, at nye postmaterielle værdier med vægt på livskvalitet og selvrealisering er ved at afløse materielle værdier med vægt på økonomisk vækst og fysisk sikkerhed. 6 Inglehart mener at i takt med at de basale behov er blevet dækket, er der sket en værdiændring, det vil sige at det nu er krav om medbestemmelse, en øget indsats for miljøet og andre bløde livskvalitets-værdier der vægtes. Denne værdiændring afspejler sig i de krav og forventninger man stiller til arbejdet, her er det muligheden for selvrealisering der er blevet det primære og lønnen er blevet det sekundære. Dette gælder dog ikke for de generationer der har oplevet kriser, krige og fattigdom. For disse generationer er det stadigvæk de materielle værdier det sættes i fokus, her er det økonomisk vækst, social tryghed og fysisk sikkerhed der er det vigtigste set ud fra en 4 Sørensen, Politiken, 4/ Jespersen, Politiken, 31/ Andersen, Jørgen Goul, Columbus, 2001, side 87. 8

9 socialiseringshypotese om at oplevelserne i barndommen og teenager årene sætter sit varige præg på resten af livet. Efter 2. verdenskrig oplevede man en større velstand, der rigtig slog igennem i 60 erne og 70 erne, dette medførte en vis borgerliggørelse af arbejderklassen. Den blev mere mæt, havde fået opfyldt de basale behov. Nu havde den almindelige arbejder mulighed for at få fod under eget bord. Og arbejderbørnene fik nu en større chance for at få en bedre uddannelse og derved også et potentiale for de bedst betalte job. Det vil sige nu har vi en højredrejning af arbejderklassen og en radikalisering (en holdning der udtrykker ønske om grundlæggende ændringer i fx. det politiske system) af middelklassen, det kom til udtryk i 1968-oprøret og den senere venstredrejning i middelklassen. Omvendt er de generationer der er vokset op i skyggen af oliekrisen i midten af 1970 erne og den store arbejdsløshed i 1980 erne blevet mere materialistisk indstillet og højredrejet, her tænkes specielt på de såkaldte yuppies (hovedsageligt akademisk uddannede, privat ansatte og relativt højt lønnede) hvor indstillingen var at du er din egen lykkesmed og solidaritet for andre kunne ligge på et meget lille sted, en meget amerikansk holdning. Denne højredrejning af arbejderklassen har medført problemer for et parti som Socialdemokraterne. Den socialdemokratiske ideologi bygger på en materialist arbejderklasse der er ubetinget loyal mod partiet, dette er ikke længere tilfælde. Hvis vi for et øjeblik vender blikket mod figur 4.4 7, mener Inglehart at kunne bevise påstanden om at arbejdere trækker mod højre. For ifølge figuren er afstanden nu blevet mindre til f.eks. Dansk folkeparti end til det oprindelige arbejderparti, Socialdemokraterne. 7 Andersen, Jørgen Goul, Columbus, 2001, side 88. 9

10 Om virkeligheden er lige sådan, som modellen viser, kan diskuteres. Ifølge Jørgen Goul Andersen er problemet, at Inglehart lægger for stor vægt på velstandsaspektet og på vælgernes større overskud til at interessere sig for livskvalitet, og at der er nogle andre emner såsom sikkerhedsbehov, som er lige så vigtige. Ikke mindst har der været en stigende usikkerhed over for indvandring, hvor fordomme smelter sammen med bekymringer for fysisk tryghed og økonomisk sikkerhed. Når der samtidigt er en situation, hvor mange taler om, at velfærdsudgifterne bliver vanskelige at finansiere på længere sigt, så er det svært at skelne imellem de blandede bekymringer. Ikke desto mindre er nye værdier blevet stadig vigtigere, og fra og med 1990 kan man konstatere en klar opsplitning i to adskilte højre-venstredimensioner blandt danske vælgere: En klassisk højre-venstredimension (en overvejende økonomisk dimension) og en 10

11 nypolitisk dimension (overvejende en værdidimension). Det giver grundlag for at inddele vælgerne i fire ideologiske typer ud fra deres holdninger, svarende til de fire felter i figuren. Det er især de gamle socialister til venstre på den økonomiske dimension og til højre på værdidimensionen hvor tyngdepunktet ligger blandt arbejdere, som har stor betydning for Dansk Folkeparti. Dansk Folkepartis vælgere. Hvem stemte for Dansk Folkeparti i 2001? En analyse foretaget af professor Jørgen Goul Andersen for Ugebrevet Mandag Morgen på grundlag af et meget stort datamateriale fra ACNielsen AIMS løbende telefoninterview i 2002 og Valgundersøgelsen fra januar-februar 2002, hvor i alt over personer blev interviewet, giver et svar. Ifølge analysen var valget det første, hvor flertallet af arbejdere stemte borgerligt. Kun 41 pct. stemte på Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten. De mistede arbejderstemmer er hovedsageligt havnet hos Venstre (28,8 pct.) og først i anden række hos Dansk Folkeparti (17,1 pct.). Med en arbejderandel på næsten to tredjedel er Dansk Folkeparti det mest rendyrkede arbejderparti. En anden analyse af vælgervandringerne af professor Ole Borre fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet viser det samme: Socialdemokratiet tabte omkring 3 pct. (< mennesker) af alle vælgere til Dansk Folkeparti og 4,5 pct. (> mennesker) til Venstre. I den samme artikel er tre tidligere socialdemokrater blevet spurgt, hvorfor de har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. To nævner det positive i, at partileder Pia Kjærsgaard til årsmøde giver hånd til samtlige deltagere. Det sker ikke i Socialdemokratiet. De tre personlige beretninger i artiklen er meget interessante. Der er forskellige årsager og forklaringer fra tre forskellige personer: den 39-årige kok Brian Nielsen, der blev født og voksede op i et arbejderkvarter i Glostrup, buschaufføren Finn Østergaard, og førtidspensionist og tidligere arkæolog Rita Kjær. Alle havde rødder dybt i Socialdemokratiet siden barndommen, og syntes ikke, at de havde forandret sig som sådan. Derimod var det efter deres mening Socialdemokratiet, som havde stået stille, mens verden var blevet anderledes. De to mænd var tiltrukket af Dansk Folkepartis strammere flygtninge- og indvandrerpolitik, men oprindeligt var det flygtningeproblematikken, der holdt kvinden fra at melde sig ind. 11

12 Fælles for dem alle er en forestilling om Socialdemokratiet som en fjern og arrogant elite, der bestemmer over andre uden at tage hensyn til folket, især de svage og "den lille mand". I Dansk Folkeparti har de fundet et nyt hjem, et sted de hører til. Som Brian Nielsen udtrykker det: Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas. Det er én stor familie. De lytter til én, når man ringer. Et af deres succeskriterier er, at der ikke er en, der føler sig bedre end de andre. 8 Rita Kjær siger: Jeg fandt den socialpolitik, Socialdemokratiet ikke førte mere. Alt det, vi havde talt om hjemme som barn. Det var i Dansk Folkeparti. De ældre og de syge, for eksempel. 9 Til sidst kommenterer Finn Østergaard: Man kan ikke som statsminister tillade sig at sige, at der er nogen, man ikke vil være i stue sammen med. Pia har begge ben plantet på jorden. Hun giver sig tid til at give hånd til alle. 10 Håndtering af den nypolitiske dagsorden. Ifølge Ole Borres undersøgelser var folketingsvalget i november 2001 meget dramatisk. Det virkelige jordskred fandt sted under overfladen, hvor vælgerne for alvor bragte dansk politik i den nye værdipolitiks tidsalder. For første gang har værdierne bag retspolitikken, udlændingepolitik og miljøpolitik større betydning for vælgernes partivalg end den klassiske strid om økonomi og fordelingspolitik. De nye værdier (også kaldt new politics eller nypolitik) har sat vælgervandringer i gang, som vender op og ned på det kendte billede af partierne. Analysen bekræfter, at både vælgere og partier for længst har forladt et snævert syn på politik. Ved valget var de nypolitiske spørgsmål som identitet, kultur, moral og miljø blevet mere vigtige end de gammelpolitiske spørgsmål om den økonomiske politik og fordeling af goderne i samfundet, da vælgerne skulle sætte deres kryds. Vælgernes holdninger er desuden mere polariserede på nypolitik end på gammelpolitik. Ikke desto mindre hænger holdningerne 8 Andersen, Politiken, 8/ Andersen, Politiken, 8/ Andersen, Politiken, 8/

13 hos den enkelte vælger nøje sammen indbyrdes med hver af de to dimensioner. Det skyldes, at dimensionerne er udtryk for dybe værdier. Det nypolitiske venstre er kosmopolitisk og tolerant, mens det nye højre er mere nationalt og mindre tolerant. Der er kun tale om en højredrejning på den gamle akse, mens den nye akse står nogenlunde stabilt. I løbet af 1990 erne er nypolitiske emner i stigende grad rykket op på den nypolitiske dagsorden. Hvis dagsordenen så skifter, kan det være naturligt at skifte parti, selvom man ikke har skiftet holdning, som var tilfældet med de tre nye omtalte Dansk Folkeparti- medlemmer. Ifølge Oddbjørn Knutsen, professor i statskundskab ved universitetet i Oslo hører Danmark sammen med Holland og Tyskland til de lande, hvor de nye politiske værdier sætter størst præg på vælgere og partier. Det betyder, at danske politikere er nødt til at reagere på disse strømninger, hvis de vil have magten. Det gjorde Dansk Folkeparti målbevidst og målrettet. Konklusion. Dansk Folkeparti er et nyt parti på mere end en måde. De har ikke rødder i en bestemt ideologi, og dermed er det svært at få øje på, hvad de endelig står for. En ting er dog klart de er meget dygtige. Det kan siges, at de var de første i Danmark, der forstod gevinsten i at udnytte medierne og PR optimalt. Siden deres fødsel i 1995 har Pia Kjærsgaard haft fuld kontrol over partiapparatet. Allerede i 1999 stod det klart, da medlemmer af Dansk Forum blev smidt ud af partiet, fordi de ødelagde det strømlinede billede af Dansk Folkeparti, at partiet var:.resultatet af en ualmindelig målrettet og målbevidst politisk produktudvikling. Folketingsmedlemmerne er nøje udvalgt til sikre valgkredse. Markedsføringen og PR-arbejdet er dybt professionelt. Politikken er dygtigt tilrettelagt, så den både tiltaler borgerlige fremmed-skeptiske grupper, EU-skeptikere og de dele af de socialdemokratiske grupper, der føler, at velfærdsstaten svigter syge og ældre. 11 Hvis der er tvivl om, at partiet er mere end et målbevidst produkt, skulle den seneste drejning omtalt i Politiken give et klart svar. Som led i finanslovsaftalen med regeringen har Dansk Folkeparti været med til at sætte 420 millioner kroner af, så hver pensionist kan få Ringberg, Aktuelt, 18/

14 kroner til næste år før skat. Det betyder, at fattige indvandrere får Pia Kjærsgaards ældrecheck, og det var hun helt klar over. Nu gælder det om at få endnu flere stemmer. Dansk Folkeparti er stueren, så det batter. Om de kan blive ved, er afhængigt af befolkningens dygtighed til at gennemskue spillet. Didaktiske overvejelser. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Den didaktiske relationsmodel, med henblik på vores kommende praktikperiode. Vi er to i gruppen som skal i praktik på Roslev skole, vi skal bl.a. have samfundsfag i skolens 9. klasse. Vi skal undervise i politik, ud fra bogen På opdagelse i samfundet. Vi har besøgt klassen, og ud fra det kan vi konkludere at eleverne blev aktive/involverede når debatten blev overladt til dem. Dog trænger de til en mere udfordrende undervisning formet som en dialog mellem lærer og elev. Så det vil vi forsøge. Mål: Målet med dette forløb er at give eleverne en forståelse for hvad de forskellige politiske partier står for, og hvordan de samarbejder i folketinget om forskellige emner. I Klare mål for samfundsfag står der bl.a. under menneske og stat at eleverne skal kunne: beskrive forskellige politiske partiers synspunkter. 12 Elev/Lærer forudsætninger: Vi vil give eleverne muligheden for at søge informationer på nettet, med udgangspunkt i nogle på forhånd valgte sider, så tiden bliver brugt konstruktivt. Rammefaktorer: Det kræver at skolens computere står til rådighed, og at vi i forvejen har reserveret dem. 12 Klare mål, Undervisningsministeriet, 2002, side

15 Vi forestiller os at det forberedende arbejde for elverne vil tage max 2 lektioner, så eleverne herefter er klar til at diskutere de forskellige partiers holdninger på et sagligt niveau. Arbejdsmetoder: Vi har valgt, at vi vil dele klassen op i mindre grupper. En gruppe til hvert parti, som er repræsenteret i folketinget. De enkelte grupper skal nu sætte sig grundigt ind i partiernes historie, mærkesager og holdninger. De får muligheden for at søge på folketingets hjemmesider under de enkelte partier efter den viden de har brug for. Derudover afleveres et skriftligt produkt på ca. 1½ side, som senere sættes sammen i et lille kompendium. Indhold: Eleverne skal arbejde med de politiske partier i Danmark. Dette sker gennem søgning på nettet. Denne informationssøgning er konkretiseret af os, så eleverne ikke bruger tid på at søger på irrelevante sider. Ved denne søgning finder de frem til oplysninger omkring partierne og dets personer. De finder ligeledes ud af hvad partierne står for. Dette skal gøres grundigt, da det gerne skal resulterer i, at eleverne skal kunne diskutere i klassen ud fra de politiske holdninger og med deres egne ord. Vi arbejder målrettet med emnet så eleverne når at beskrive, analysere og evaluere deres arbejde. Forløbet afsluttes med at vi på klassen evaluere de resultater de forskellige grupper er nået frem til, og det udmønter sig i et lille kompendium om de danske politiske partier. Vurdering: Dette skulle gerne giver eleverne et indblik i hvad de politiske partier står for, på en utraditionel måde i forhold til traditionel tavle undervisning. Vi håber på denne måde at introducere emnet politik på en interessant måde, så det giver dem blod på tanden og lyst til at deltage aktivt i politiske debatter. Litteraturliste. 15

16 Forside citat: Holmgård, J.B: Den store citatbog, 2. udgave, 3. oplag, Hans Reitzlers Forlag, Internetadresser: Kjærsgaard, Pia: Ugebrev - Stueren - nej tak!, mandag den 31. december Bøger: Andersen, Jørgen Goul: Politik og samfund i forandring bind 1, 2. udgave, Columbus, Andersen, Jørgen Goul: Politik og samfund i forandring bind 2, 2. udgave, Columbus, Hansen, Carsten Svane; Hansen, Peter Nørbæk; Qvist, Palle: Samfundslex, 1. bogklubudgave, Nordisk Forlag A/S, Jacobsen, Benny; Outsen, Ove: På opdagelse i samfundet, 2. udgave, Columbus, Klare mål samfundsfag. Undervisningsministeriet, Artikler: Albret, Poul: Borgerligt vælgerflertal i alle de største LO-forbund. I: Ugebrevet Mandag morgen, nr. 30, 9/9 2002, side Andersen, Nina Vinther: Pia giver hånd til alle. I Politiken, 8/9 2002, 3. sektion, side 11. Camre, Mogens: Venstrefløjens krise. I: Politiken, 5/ Jespersen, Per Michael: Centrum-venstre mangler lidenskab. I: Politiken, 31/8 2002, 3. sektion, side 5. Jespersen, Per Michael: Centrum-venstre i krise. I: Politiken, 31/8 2002, 3. sektion, side 1. Kurrild-Klitgaard, Peter: Venstre fløjens selvbedrag. I Politiken, 31/8 2002, 3. sektion, side 1. Ringberg, Jens: Derfor faldt hammeren. I: Aktuelt, 18/8 1999, side

17 Seidelin, Michael: Clintons råd til europæerne: vend højrefløjens våben mod den selv. I: Politiken, 9/ Slothuus, Rune: Ny valgforskning: Vælgerne mere styret af værdier. I: Ugebrevet Mandag morgen, nr. 21, 3/6 2002, side Steensbeck, Bjarne; Nielsen, Hanne Fall: DF forkæler ældre indvandrere. I: Politiken, 7/ , 1. sektion, side 4. Sørensen, Anne M.: Solidaritet skal redde de røde. I: Politiken, 4/ Scanninger: Forside: Dansk folkepartis hjemmeside. Meningsmålinger, Dansk Folkepartis hjemmeside. Andersen, Columbus, 2001, side 88, figur