Grønland, Canada og USA: det arktiske potentiale

Transkript

1 Grønland, Canada og USA: det arktiske potentiale Tale holdt af Grønlands Minister for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel, Energi og Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq The Arctic Circle Quebec Forum, Quebec City, 12. december 2016 Ærede deltagere mine damer og herrer Velkommen til the Arctic Circle Quebec Forum Først vil jeg gerne rose den tidligere formand, hr. Grimsson, for hans gode lederskab, ikke blot i forbindelse med oprettelsen af Arctic Circle i 2013 og arbejdet med at bringe dette forum ud til de forskellige regioner i Arktis, men endnu mere for hans indsats i samarbejdet med Grønland over de 20 år, hvor han har været formand. For flere generationer af grønlandske ledere har hr. Grimsson været mere end blot en god nabo. I hr. Grimsson har Grønland haft en talsmand og en allieret. En allieret som jeg personligt er stolt af at kalde min ven. Grønland havde den ære at være vært for Arctic Circle Greenland Forum i maj i år, så jeg ved, hvor stor betydning dette forum kan have. Under Arctic Circle Greenland Forum samlede vi ledere af oprindelige folk og erhvervsledere fra Arktis til en diskussion om, hvilke typer af udvikling vi ønsker at se i Arktis for vores regioner og folk. I Nuuk i maj fokuserede vi især på at føre oprindelige folks ledere fra Alaska, Arktisk Canada og Skandinavien sammen med grønlandske og islandske erhvervsledere for at se på, hvordan den stigende opmærksomhed, som Arktis tiltrækker internationalt, kan omdannes til en reel økonomisk udvikling for vores folk. Jeg tror, at det er et naturligt næste skridt, at Arctic Circle i dag er kommet til Quebec med et fælles fokus på at opnå og støtte en bæredygtig udvikling på tværs af vores nordlige regioner. I mit indlæg vil jeg bestræbe mig på at henlede jeres opmærksomhed på noget, der har bekymret mig de sidste mange år. Det er det faktum, at til trods for Alaskas, Arktisk Canadas og Grønlands geografiske samhørighed, vores fælles inuitarv og det nære samarbejde mellem vores respektive regeringer, så er der stadig kun meget lidt samarbejde og økonomisk udveksling mellem vores arktiske regioner. Da jeg for første gang mødte Premierminister Couillard i oktober 2015 ved Arctic Circle Forsamlingen i Reykjavik, spurgte jeg ham, hvorfor der er så lidt samarbejde mellem Grønland og Quebec til trods for alle vores ligheder og vores fælles kultur og historie og jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste, der stillede dette spørgsmål. Allerede dengang var Plan Nord en omfattende platform for udviklingspolitik, der kom med svar vedrørende den ønskede udvikling af den nordlige del af Quebec. Med Plan Nord har Quebec for alvor sat den 1

2 økonomiske udvikling af provinsens nordlige regioner på dagsordenen på en måde, der inddrager de nordlige lokalsamfunds ønsker og behov for at sikre et bæredygtigt levebrød, der tillader folk at leve med værdighed og en levestandard, vi kan være stolte af. I sidste måned blev der dannet en ny og bred koalitionsregering i Grønland. Den nye koalition bygger på mandater fra 80 % af vælgerne. Det centrale tema, der forener denne meget brede koalition, er et fælles ønske om i væsentlig grad at fremskynde Grønlands arbejde med at sikre det nødvendige økonomiske grundlag for, at Grønland kan opnå uafhængighed fra Danmark. Siden 2009, hvor det lykkedes Grønland at forhandle betingelserne for landets fremtidige uafhængighed fra Danmark på plads med den danske regering, har vi arbejdet med det mål at opnå uafhængighed for Grønland. Derfor påtog Grønland sig i 2010 den fulde lovgivende og udøvende magt, hvad angår mineraler, olie og gasressourcer i Grønland. Set fra Nuuk, Grønland, skyldes det manglende engagement i interregional økonomisk udvikling i det nordamerikanske Arktis til dels en generel mangel på opmærksomhed over for vores arktiske regioner fra den amerikanske, canadiske og danske regerings side. Det er selvfølgelig også til dels relateret til vores regioners vidt forskellige historiske baggrunde. Med USA som den nuværende formand for Arktisk Råd havde mange af os store forhåbninger om, at tingene på en eller anden måde ville ændre sig at den uvante opmærksomhed fra politiske beslutningstagere i Washington, hvad angår den arktiske del af USA og denne regions potentialer, ville få beslutningstagerne til at vågne op og se de enorme muligheder, vores regioner byder på inden for vandkraft, mineraler, vandressourcer, olie, gas og vores enorme ressourcer af fisk og dyreliv. Men nu, hvor formandskabet er tæt ved sin afslutning, ser det ud til, at disse håb måske var for optimistiske. I stedet for at se vores regioner åbnet for udvikling, har vi set et formandskab, der måske har fokuseret for meget på fortidens politikker for eksempel at arbejde på at standse olie- og gasudviklingen i amerikansk Arktis. Oprettelsen af Arktisk Økonomisk Råd er et skridt i den rigtige retning, men rådet mangler stadig at bevise sit værd ved at levere resultater mht. at tiltrække investeringer til Arktis og sørge for ægte incitamenter til at øge økonomiske udviklingsaktiviteter på tværs af grænserne. Nu, hvor en ny regering træder til i Washington i januar 2017, er jeg faktisk meget optimistisk omkring vores regions nærmeste fremtid. Den kommende præsident har gjort det meget klart, at han ønsker økonomisk udvikling for USA; han vil fokusere på det, der bedst tjener amerikanske interesser, og han vil ikke lefle for særlige interessegrupper, der ønsker at standse økonomisk udvikling i de nordlige regioner. For vores arktiske regions skyld håber jeg inderligt, at den kommende præsident vil vælge en dygtig udenrigsminister med omfattende erfaring fra den private sektor. Det vil være til gavn for vores region. 2

3 Hvis dette sker, har den nye amerikanske regering muligheden for at gøre en virkelig positiv forskel for de folk, der bor i den nordligste del af USA. Og det kan have en positiv indvirkning på nordboerne, også i Canada og Grønland, hvis det lykkes os at skabe øget regionalt samarbejde. Som grønlændere deler vi vores inuitiske sprog med sprog på tværs af arktisk Canada og Alaska, hen over Beringstrædet og ind i Sibirien. Det er denne arv, der minder os om de folkevandringer, der fandt sted for tusinder af år siden, hvor Grønland blev befolket i flere på hinanden følgende historiske bølger. I 1970erne førte en politisk bevægelse blandt Inuit i Nordamerika til dannelsen af det som i dag er ICC. Det er dog ikke lykkedes for denne politiske bevægelse, som har været en stærk kraft som har formet den politiske udvikling i Grønland, at skabe større økonomisk samarbejde i vores fælles region. Hvad gør Grønland for at fremme den type interregional udvikling, som jeg taler om, og hvorfor sker det ikke af sig selv, hvis den økonomiske sag ikke fejler noget? For det første er Arktis ikke én region, hverken økonomisk, logistisk eller på nogen anden måde. Vi er mange regioner med forskellige retslige og juridiske traditioner og rammer. Derfor er de otte stater i Arktisk Råd ikke nødvendigvis det rette forum til for alvor at fremme interregional økonomisk udvikling. De fem arktiske kyststater er heller ikke én region rent praktisk, bortset fra deres fælles administration af de arktiske havområder, fiskeriet og de konkurrerende krav på kontinentalsoklen, der skal afgøres i de kommende år. I begge tilfælde har den danske, amerikanske og canadiske regerings førende rolle hæmmet, mere end den har hjulpet mht. at skabe et egentligt regionalt samarbejde, der kan levere resultater for beboerne i Arktis. Arctic Circle Forsamlingen og dens regionale forummer stiller faktisk netop sådan en platform til rådighed for forskellige typer af udveksling, der ikke er mulige inden for de formelle rammer af Arktisk Råd og de fem arktiske kyststater. Hvis vi skal videre, er vi også nødt til at se meget mere på de specifikke regionale kontekster. For eksempel er Grønland og Island i gang med at etablere samarbejde inden for en række områder, der radikalt vil ændre Grønlands adgang til resten af verden og resten af verdens adgang til Grønland. I de sidste tre hundrede år er al shipping, transport og siden lufttrafik fra Grønland gået til Europa via Danmark. Intet er gået til vores naboer Canada eller USA vestpå. Dette bliver der nu lavet om på. Tidligere på året indgik vores Royal Arctic Line en meget ambitiøs joint venture-aftale med Islands Eimskip, der sammen med vores store containerhavnsbyggeri i Nuuk vil gøre det muligt for Grønlands shippingforbindelser at gå både østpå til Island og de største havne i Europa, og vestpå til Canada og USA. Ligeledes har Islands Air Iceland i løbet af de seneste fem år åbnet Grønland for lufttransport fra hele verden via Keflaviks internationale lufthavn. I løbet af kort tid er Air Iceland nu nået 3

4 op på at betjene seks destinationer i Grønland. Tidligere var den eneste internationale forbindelse til Grønland via København på et andet kontinent på tværs af Atlanterhavet. Hvad er det næste, der skal gøres? I Grønland har vi enorme ressourcer af mineraler, havolie og gas. Mineralsektoren er den mest lovende nye sektor, der forventes at kunne afhjælpe vores afhængighed af eksport af fisk og skaldyr af høj kvalitet. I denne sektor er det canadiske og australske firmaer, der baner vejen for udvikling. Samtidig overvejer en af vores to største globale fisk og skaldyrsvirksomheder Royal Greenland aktivt at investere i den canadiske fisk og skaldyrsbranche. Vores virksomheder i denne branche er store aktører, da Grønland er den største eksportør af koldtvandsrejer i verden. I Grønland er videnskabsfolk desuden i gang med verdensklassestudier af indlandsisen med bogstaveligt talt hundredvis af igangværende forskningsprojekter finansieret af den amerikanske National Science Foundation. Canadiske universiteter er også meget aktive inden for dette område. Sidste år forhandlede min regering sig frem til en beslutning om at opgradere Grønlands infrastruktur markant, hvilket vil gøre det muligt for Grønland at handle, rejse og udvikle sig som andre regioner i verden. Det står nemlig meget klart for mig, at i Arktis er vores primære grænser fysiske. Når først vores containerhavn i Nuuk og joint-venture-aftalen mellem Royal Arctic Line og Eimskip er realiseret fuldt ud, vil Grønland være forbundet til Nordamerika, så der kan handles med varer på et niveau, der aldrig tidligere er forsøgt. Med opgraderingen af vores lufthavnsinfrastruktur i de kommende år er det også kun et spørgsmål om tid, før vi genetablerer vores første flyrute til Canada eller USA under ledelse af en kommerciel canadisk eller amerikansk udbyder. Jo før dette sker, jo bedre. Fysiske forbindelser skaber muligheder. Og fysiske barrierer i vores regioner har holdt os adskilt alt for længe. Men hvorfor stoppe her? I det nordamerikanske Arktis har vi en fælles militær forpligtelse til at beskytte vores kontinent. Vi har militærbaser på tværs af vores region, omend med forskellige organisationer og ordninger. I Alaska betjener Alaska Native Corporations amerikanske militæranlæg i en sådan grad, at disse selskaber i dag er blandt de vigtigste økonomiske aktører i Alaska. Nogle af disse Native Corporations har opbygget en ekspertviden, der også bruges til at betjene amerikanske militærbaser i udlandet, især til drift af baser, men også til oprydning efter nedlagte militæranlæg. Jeg ser ikke noget til hinder for, at Alaska Native Corporations også skulle 4

5 arbejde i Grønland og i samarbejde med grønlandske firmaer betjene baser og rydde op efter nedlagte militæranlæg. Men det at skabe forbindelser handler også om andet end den fysiske infrastruktur. Vi er nødt til at tale sammen. Fra Nuuk til Quebec. Fra Nuuk til Ottawa, og fra Nuuk til Washington. Derfor åbnede Grønland i 2014 sin diplomatiske repræsentation i Washington D.C. i USA. Denne repræsentation er vores anden repræsentation i udlandet. Den første var vores EUrepræsentation i Bruxelles, der kan fejre sit 25-års-jubilæum næste år. I 2015 fik vi også vores repræsentationschef i Canada akkrediteret. Vi startede vores repræsentation i Washington D.C. med bare én person. Ved udgangen af i år forventer vi at have fire personer ansat i Washington D.C., der arbejder på at skabe permanente forbindelser mellem Grønland og Canada og USA. I 2013 åbnede Island desuden et konsulat i Nuuk, Grønland, hvilket var en meget vigtig udvikling. Islands generalkonsul er den første permanente diplomatiske udstationering i Grønland siden afslutningen af anden verdenskrig. Jeg vil gerne invitere den kommende amerikanske regering til at se med friske øjne på vores region. Se på de økonomiske potentialer, vores arktiske regioner indeholder. I Grønland har vi slået dørene op. Hvorfor ikke overveje at få en permanent amerikansk og canadisk diplomatisk repræsentation i Nuuk inden for de næste fire år for at sikre, at potentialerne udvikles fuldt ud? Mange af jer, der sidder her i dag, er ikke klar over, i hvilken grad USA allerede har bidraget til udviklingen af det moderne Grønland, der findes i dag. Historien om det amerikanske militær i Grønland handler om at åbne op ligesom vores anstrengelser i dag handler om at skabe fysiske og diplomatiske forbindelser. Da Grønland blev afskåret fra Danmark i 1941, da Danmark blev besat af Tyskland, indgik Grønland selv en forsvarsaftale med USA. I den periode blev det amerikanske generalkonsulat åbnet i Grønland, og der blev bygget baser langs kysten. Og for første gang oplevede grønlændere en verden uden for Arktis, der ikke var den danske kolonimagt. Den amerikanske periode i Grønland huskes af grønlændere som en meget lovende periode med innovation, kommerciel udvikling med mineaktiviteter og venskab med vores amerikanske allierede. I vores arktiske samfund er vi nødt til at uddanne vores børn og unge, og vi har også behov for at kunne tage os af vores svagere og ældre borgere. Ligesom i ethvert andet samfund. Vi ønsker ikke bare at udvikle os for at blive rige rent materielt. Vi vil udvikle os, så vi kan 5

6 forsørge os selv og tage os af vores folk. Det er derfor altafgørende for min regering, at vi skaber nye indtægtsmuligheder på en bæredygtig måde. Når det drejer sig om nye sektorer, der kan være af interesse for bredere samarbejde i det nordamerikanske Arktis, så er den grønlandske mineralsektor vigtig. Den første rubin- og safirmine er nu ved at være klar til produktion. Vi vil sandsynligvis også se de første læs af industrivaren anorthosit afskibet til kunder næste år i et projekt, der er samfinansieret med den Europæiske Investeringsbank. Andre minedriftsprojekter er også tæt på at indgive ansøgninger om tilladelse til udvinding af mineraler. Grønland har også en overflod af rent drikkevand, is og biologiske ressourcer, og vi har nu den lovgivning på plads, der vil danne rammerne for tiltag til at eksportere rent ferskvand, is og biologiske ressourcer. Vi er åbne for samarbejde fra udlandet inden for alle områder. Jeg håber, at min invitation her i dag til vores amerikanske og canadiske samarbejdspartnere om at deltage endnu mere aktivt i udviklingen i Grønland vil blive taget godt imod og forhåbentlig accepteret. Det ville være et fantastisk resultat, hvis vi som gruppe kunne finde frem til endnu flere måder at arbejde sammen på. Hvorfor begrænse os til fiskeri, minedrift og forskning? Hvorfor arbejder vi ikke sammen inden for andre brancher? Min invitation til samarbejde gælder i princippet alle områder. Jeg er overbevist om, at vi kan gøre meget mere for at fremme en bæredygtig udvikling i vores arktiske region. USA og Canada har altid været vigtige for Grønland. Men der er potentiale for langt mere, hvis vi arbejder tættere sammen. Med disse ord ønsker jeg jer alle en nyttig debat. Qujanaq Mange tak 6