NUET. Introduktion til Thorbjørn Laustens kunst. Om Thorbjørn Lausten. Thorbjørn Lausten - installation - skulptur - maleri - tegning

Transkript

1 Introduktion til Thorbjørn Laustens kunst NUET Thorbjørn Lausten - installation - skulptur - maleri - tegning I løbet af sommeren 2009 udstiller Fyns Kunstmuseum udvalgte værker af Thorbjørn Lausten. Udstillingens titel NUET er taget efter værkserien Nuet det polare rum fra Udstillingen NUET viser udvalgte værker af Thorbjørn Lausten fra Fyns Kunstmuseums omfattende samling af dansk konkret kunst. Det er første gang, at flere af værkerne udstilles, såsom tegningerne til serien nuet det polare rum fra Tegningerne består af geometriske figurer, fx trekanter og cirkler, som er malet med klare akvarelfarver. Desuden udstilles et udvalg af installationer med lys samt skulpturer og malerier. Thorbjørn Lausten benytter mange forskellige materialer i sine skulpturelle værker først og fremmest lys, men også andre materialer såsom kobber, stål, kalk, sejlgarn, glas, akryl, elektroniske komponenter mv. På udstillingen vises desuden uddrag af filmen Magnet fra 2008 samt en montagefilm om Thorbjørn Laustens kunst gennem årene. Om Thorbjørn Lausten Thorbjørn Lausten (f.1945) er autodidakt kunster. Han debuterede i 1969 på Kunstnernes Påskeudstilling. Siden hen har han udstillet både herhjemme fx på Herning Kunstmuseum, Brandts i Odense og Statens Museum for Kunst i København og i udlandet blandt andet i Boston, München og Edinburgh. I arbejdede han som forsker ved Center for Advanced Visual Studies, Massachusetts Institute of Technology også kaldet MIT et center som har et ry for at anspore forskning via samarbejde mellem videnskab og kunst. I 1991 arbejdede Lausten sammen med atomfysiker Ib Lundgaard Rasmussen ved opsætning af en udstilling Lys-tal. Med Rasmussens hjælp forsøgte han at visualisere radiostråling fra solen ved hjælp af en elektronisk og datamatisk behandling og en videoprojektor, som indendørs projicerede billeder på væggen. De seneste ti år har han skabt en del værker til offentlige institutioner, fx til Hvidovre Stadion og Århus Universitet. I samme periode har han desuden deltaget i gruppeudstillinger i Tjekkiet, Tyskland og Japan. Hans seneste separatudstilling herhjemme var på Fuglsang Kunstmuseum, Intervaller, der blev vist i foråret Udstillingen præsenterede installationer med neonlys, som blev aktiveret af sensorer, der registrerede, når museumsgæsterne opholdt sig bestemte steder i udstillingen. Foruden sit virke som kunstner har han beklædt posten som formand for Kunsthal Charlottenborg i perioden 1996 til 2000 samt udgivet tre bøger om egne værker.

2 Symbiosen mellem kunst og videnskab Videnskab uden kunst er intet, kunst uden videnskab er intet. Jean Vignot, 1392 (Magnet) Thorbjørn Laustens lysprojekter bygger på et filosofisk og teoretisk grundlag. Bag Laustens værker ligger der komplicerede teorier, men alligevel behøver man ikke altid at sætte sig ind i tankerne bag kunsten for at opleve den: man kan eksempelvis nyde synet af hans neonrørsskulpturer eller andre spektakulære visuelle virkemidler, som påvirker omgivelserne med sine klare og intense farver. Thorbjørn Lausten arbejder med mange forskellige former for lys. Målet er at undersøge forbindelsen mellem lys, tid og rum. I overført forstand benytter Lausten sig af lys som medie ligesom en kunstmaler benytter pensel og lærred. Mange vil nok opfatte hans kunst som meget utilgængelig, fordi den trækker på elementer fra den abstrakte kunst, der ofte har et teoretisk perspektiv. Eksempelvis benytter han sig i høj grad af naturvidenskab som direkte inspirationskilde i lysværker, tegninger mv. eksempelvis geometri og matematiske beregninger, og i lysværkerne udnytter han lyset meget konkret, fx når han bruger lamper, projektører, neonlys eller solen som sine lyskilder. Resultatet heraf er en kunst, der er teoretisk abstrakt og sanselig på samme tid, og hans værker ledsages ofte af forklaringer, der kan hjælpe med at forstå den teoretiske baggrund. Som det fremgår af katolget Lumia (1999), kan Laustens værker betragtes som et ønske om at få kunst og videnskab til at befrugte hinanden (s. 27). Det, som Lausten forsøger, er med kunstkritikeren Torben Weirups ord at nå frem til en ny erkendelse inden for både billedkunsten og naturvidenskaben (Berlingske Tidende ). Desuden har Lausten bemærket, at skabelsen af kunst er meget påvirket af den teknologi, som vi har frembragt i det 20. og 21. århundrede ligesom kunst fra de foregående århundreder var påvirket af teknologier fra deres egen tid, (Thorbjørn Lausten Lightworks Drawings, s.3). Der er mange eksempler, på at kunst og videnskab er ved at finde sammen igen. Det nyligt dannede Center for Kunst og Videnskab ved Syddansk Universitet og den årlige festival for robotkunst på Brandts er eksempler på, at en gensidig symbiose mellem disse ellers så forskellige felter er ved at slå rod i Danmark og i udlandet. Medier og teknik Thorbjørn Laustens kunst er kendetegnet ved, at der oftest er tale om en minimal anvendelse af materialer og maksimal anvendelse af kraftigt lys: For Lausten handler kunst om at fremhæve ligheder mellem discipliner, hvilke ellers er adskilte. Kunsten skal være opdateret med hensyn til de nyeste ændringer og udviklinger inden for teknologi og videnskab. Kunstens medier skal være opdaterede i overensstemmelse med teknologien. Det er den eneste måde, man kan influere de store kulturelle ændringer som finder sted. (Thorbjørn Lausten Lightworks Drawings, s.4). Dette betyder blandt andet også, at Lausten benytter

3 sig flittigt af mange forskellige former for avancerede teknologier, såsom computerprogrammer til omfattende databehandling. Som nævnt bruger Lausten ofte lys i sine værker. Lys er både immaterielt og på samme tid synligt. Selvom vi ikke nødvendigvis kan gribe om det, kan vi registrere det og arbejde med det. Lyset hos Lausten fungerer som et billede på kommunikation. Det gælder fx hans lysværker som morser ved at blinke, således at de staver ordet lys på adskillige sprog. Et aktuelt eksempel hentet fra hverdagen på at lys benyttes som kommunikationsmiddel kan være de fiberoptiske ledninger, der forbinder elektroniske netværk og er en del af internettet. Disse ledninger fungerer ved at kommunikere ved hjælp af lys og ikke elektrisk strøm, hvilket førhen var tilfældet. Når videnskaben skaber virkeligheden Kunstværker, der inkorporerer lys, lyd, magnetisme, elektronisk styring etc., kan være udmærkede metaforer for altings opståen og forsvinden, energiens strukturering og strukturernes forsvinden i det formløse (Lumia, s. 74). Med kunstneriske visualiseringer udfordrer han den gængse opfattelse af, at data er lig med fakta. For med sine værker ønsker Thorbjørn Lausten at gøre opmærksom på, at data er et produkt af menneskelige valg og tekniske foranstaltninger og ikke eksisterer som data»i sig selv«. (Astrid la Cour, Visualiserede videnskabelige data, Berlingske Tidende ). Videre skriver hun, at Hans værker skal ikke opfattes som videnskabelige illustrationer, men som abstrakte kunstneriske frembringelser, der skabes på baggrund af naturvidenskabelige data. I denne forbindelse spørger tidligere museumsinspektør Morten Søndergaard ved Museet for Samtidskunst i Roskilde og kunstner og kurator Peter Weibel fra Center for Kunst og Medieteknologi i Karlsruhe, hvilke implikationer det har, hvis (en given mængde) data er det eneste, som vi har i vort arsenal i vores søgen efter viden, som ikke er tilgængelig via vores eget kropslige sanseapparat? (Magnet, s. 8). Vi kan endnu ikke rejse til Mars og se, høre og mærke med vores egen krop, hvordan der er at være der. Det har vi indtil videre kun maskiner, som kan kan gøre for os. Vi kan se visuelle optagelser fra planetens overflade, men det er jo ikke det samme som at stå der selv. Serien nuet det polare rum er et eksempel på Laustens benyttelse af nye teknologier til sine kunstprojekter. Serien består i nærværende udstilling kun af tegningerne til kunstprojektet. I den oprindelige udstilling, som foregik på færgen Kronborg i København i 1996, blev datavisualiseringerne behandlet af computere og projiceret på et lærred. Laustens værker kan betragtes som et bindeled mellem på den ene side menneskers sansning og opfattelse af omverden og på den anden side naturvidenskabelige forhold. Hans kunst kan også ses som et forsøg på at bygge bro mellem en højteknologisk verden og nogle åndelige værdier. Eksempler herpå er hans grafiske visualiseringer af data indsamlet i grønlandske naturområder, fx data om tidevandet. Disse visualiseringer er menneskeligt bestemte parametre, inden for hvilke disse data kan vises. Det vil sige, at hvor disse data vises ved hjælp af en graf, kan de sagtens vises med en figur eller en helt anden form for

4 diagram. Derved sætter han fokus på selve måden, hvorpå vi vælger at vise resultatet af eksempelvis en måling. Det vi kan måle fra naturen, fx isbjørnes vandring, som er et eksempel fra serien nuet det polare rum, bestemmes så at sige af naturen, men det er os som mennesker, der vælger, hvordan resultatet skal visualiseres. Et eksempel på en typisk visualisering er en graf, hvori isbjørnes vandring kan indgå som punkter. Punkterne indikerer isbjørnens forskellige positioner på dens færd. Disse målinger af isbjørnes færden blev foretaget via teknologiske hjælpemidler. I disse visualiseringer befinder kunsten sig kort sagt i det, at Lausten har valgt at bruge forskellige grafer og figurer i sine tegninger for at fremhæve pointen, at den målte eller registrerede virkelighed, såsom en isbjørns vandring, kan repræsenteres på forskellige måder. Måden, den givne måling er repræsenteret på, er afgørende for vores opfattelse. I den sammenhæng fremhæver hans visualiseringsværker, at teknologien oftere og oftere er med til at skabe vores virkelighed. Energi er også et andet emne, som Lausten fokuserer på i sin kunst. Jo mere man dykker ned i fx energiens natur des mere abstrakt tenderer den til at blive. Kunsten, som ligeledes har en lang tradition inden for det abstrakte, kan derved hjælpe til at belyse naturens måde at fungere på. Lausten vil gerne understrege over for beskueren, at energi er et universelt fænomen. I følgende citat påpeger han også, at der er behov for en udvidet vinkel på kunsten for at blive klogere på naturfænomener som lys og energi: vores forhold til den ydre verden er bestemt af virkeligheden som værende solid og materiel. Det forholder sig imidlertid sådan, at hovedparten af Universets energi ikke eksisterer som materie, og den energi, der betinger alt liv her på jorden, nemlig lyset, er det heller ikke. Det må derfor nærmest opfattes som unaturligt ikke at udvikle en kunstopfattelse, hvor de måder, på hvilke vi kan forstå energiens forskellige manifestationer, opfattes som det centrale (Lumia s. 24; LYSværker, s. 62). Hvad er lys? Albert Einstein har engang udtalt, at alle fysikere tror, at de ved, hvad en foton er. Han havde selv brugt størstedelen sit liv, på at finde ud af, hvad en foton var, men han vidste det stadig ikke. (Lumia, s. 42). Går man endnu længere tilbage, eksempelvis til renæssancen, ser man en sammentænkning af kunst og videnskab, der kan minde om den tankegang Thorbjørn Lausten har i sin kunstneriske proces, Eksempelvis, skelnede Leonardo da Vinci, der både var kunstner og videnskabsmand, ikke mellem videnskab og kunst. Ifølge da Vinci var lys det afgørende element for opfattelsen af den materielle virkelighed, og det var også samtidig midlet, som gjorde kunstneren i stand til at definere form og rum. Denne tanke lægger Lausten i særlig grad vægt på i sine installationer, fx i Triplex, der kan ses på Fyns Kunstmuseum. Det specielle ved lyset er, at det former omgivelserne visuelt. Det gælder blandt andet neonrør, der farvelægger omgivelserne, men samtidig har lys i sig selv ikke nogen form. Lysstrømmen kan ikke ses det er kun selve lyskilden og det den rammer, som kan opfattes med det blotte øje.

5 Lys er et medie, som Lausten bruger mere konkret end de fleste andre kunstnere, men hvad er lys egentlig? Det, vi ved om lys indtil nu, er, at det er elektromagnetiske bølger der udbreder sig med frekvenser, som kan opfattes af det menneskelige øje (Lumia, s. 42). Lys bliver også kaldt for fotoner, dvs. lyspartikler. Om lys er bølger eller partikler kan endnu ikke bestemmes, da det kommer an på, hvilken videnskabelig metode man benytter. I jordens atmosfære bevæger lyset sig med en hastighed på km i sekundet. Yderligere er lyset en energiform, som indeholder livgivende varme (Lumia, s. 42). Udover at lys kan forme konkrete genstande, er det velkendt, at det kan skabe en bestemt atmosfære og påvirker menneskers humør. Således fungerer lysværkerne også på et direkte sanseligt og emotionalt plan. Lyskunst - mellem konstruktivisme og konceptkunst Thorbjørn Laustens virke skal ses i et større historisk perspektiv, idet han trækker både på de tidligste eksperimenter med lys og på kunstneriske strømninger i hele det 20. århundrede. Efter Thomas Edisons ( ) opfindelse af en forbedret elektrisk glødelampe i 1879, blev der banet vej for lyskunsten, som blev en realitet i starten af det 20. århundrede. Her kan nævnes den danskfødte Richard Løvstrøm, alias Thomas Wilfred ( ), som var den første lyskunstner på den internationale scene. Han konstruerede et lysorgel, som han kaldte et Clavilux. Lysorgler blev oprindeligt brugt til at projicere farvet lys til musik. Wilfred ville nøjes med at skabe det farvede lys alene. Farverne blev projiceret på en skærm således, at det skabte et billede i konstant forandring. Da han holdt sin første opvisning med sit Clavilux i 1922 blev genren Lumia som Wilfred kaldte den eller lyskunsten til. I forbindelse med en opvisning i Danmark i 1925, udtrykte Wilfred sin optimisme omkring lyskunsten i sådan en grad, at han så det som en fremtidig del af skolernes pensum; hvert et Skolebarn ville modtage Undervisning i Lyskunst som nu i Musik. (Lumia, s. 21) Det er dog først i 1950 erne, at der for alvor begynder at ske noget inden for lyskunsten i Danmark. Gunnar Aagaard Andersen ( ) forsøgte at formgive lyset, men han var mere opsat på at manipulere med lyset end Thorbjørn Lausten. Eksempelvis Andersens værk Søjler til lysreflektion ( ) på Kunsten, Museum of modern art, Aalborg, hvor det var hans hensigt var at skabe en skulptur næsten uden skygger. En anden lyskunstner, William Soya ( ), brugte også elektroniske komponenter ligesom Lausten. Han har blandt andet udstillet printplader med transistorer og elpærer i The Hecht Gallery i Washington i 1965 (Lumia, s. 22). Omkring slutningen af 1960 erne begyndte enkelte kunstnere, som Ingvar Cronhammar (f. 1947) og Kirsten Dufour (f. 1941), at anvende lys i udstillingen. Fra 1968 og frem begyndte Kirsten Lockenwitz (f. 1932) at benytte neonrør i sine ofte meditative værker. Fra samme periode brugte Steen Krarup flere varianter af lys, fx film, dias, lyseffektmaskiner, scenelys, lysstofrør og ultravioletlys. Fra 1972 begyndte Thorbjørn Lausten at arbejde med lys i form af glødepærer, neonrør,

6 projektorer, sollys mv. som nævnt ovenfor. Senere hen begynder kunstnere som Frithioff Johansen (f. 1939) at bruge materialer som laser og hologrammer. Ud over lys som medie rummer mange af hans værker skulpturelle og æstetiske kvaliteter i såvel materiale som i formsprog. Her kan man igen fremhæve Triplex, hvor bl.a. glas indgår i de geometriske konstruktioner. Herved indskriver Lausten sig i en konstruktivistisk tradition, der har rødder i den tidlige modernisme, hvor kunstnere som Malevich, Moholy Nagy, Mondrian, Kandinsky og kunstnere ved Bauhausskolen eksperimenterede såvel med lys som medie som med et kunstnerisk formsprog. Her var den rene abstraktion, dyrkelsen af geometriske former og et rendyrket farveunivers med til at skabe en ny kunst, der både undersøger kunstens rene visuelle virkemidler og kan tilskrives åndelige værdier. Laustens værker kan samtidig kategoriseres som konceptkunst. Inden for konceptkunsten fungerer de konkrete genstande oftest som en slags dokumentation af selve kunsten, som fx en handling. Dermed er genstanden ikke nødvendigvis et kunstværk i sig selv, men den så at sige peger på de bagvedliggende idéer eller koncepter. Man kan sige, at Lausten forsøger at illustrere eller male en idé for os, og det er selve idéen, som er kunstværket. Værkerne er kryptiske udtryk for komplekse ideer og begreber, som umiddelbart er svære at gå til og sætte i en klar og genkendelig sammenhæng. Teknologi og virkelighedsopfattelse Thorbjørn Laustens kunst som helhed fokuserer på det forhold, at teknologi i højere og højere grad er med til at definere virkeligheden eller er ved at skabe en ny form for virkelighed. Hvor man før i tiden skulle ind til byen for at ordne ærinder, købe ind, gå på museer m.m., kan man gøre dette i dag via internettet og dets virtuelle verdner såsom Facebook, Second Life, mv. Disse sociale rum i cyberspace er eksempler på den nye virkelighed. Der findes andre regler i cyberspaces virkelighed i forhold til den fysiske virkelighed; man kan fx være både et og alle steder på samme tid. Man behøver ikke at flytte blikket, men man kan flytte rundt på omverdenen i cyberspace, således at der skabes nye rum og forbindelser, som samtidig ændrer og bevarer de gamle, fx en opdatering af et program som Windows eller en hjemmeside som Facebook.com. Man behøver ikke at flytte sig geografisk for at komme nærmere en destination fx kan man via et internetprogram gå på byvandring i Paris på en solskinsdag. Programmet dækker udsynet 360 grader, så det føles, som om man (visuelt) er til stede i Paris dog med den undtagelse at omgivelserne er fotograferede og dermed statiske. Igen er det data, som er blevet omsat til visualiseringer, hvilket gør denne form for virkelighed immateriel i modsætning til den rigtige vare eller rettere den konkrete virkelighed, når man færdes i Paris gader. Denne nye immaterielle virkelighed (i cyberspace) lægger op til fundamentale spørgsmål, såsom menneskets rolle i spillet mellem den digitale (immaterielle) og den materielle verden/virkelighed.

7 Teknologi fungerer i dag som en slags digital forstærker af de menneskelige sanser. Den måler ting, som er astronomiske distancer fra os og ting, som foregår under mikroskopiske forhold og bringer dem inden for vores eget syns sansefelt. Thorbjørn Lausten udtaler i et interview, at på en måde fungerer den moderne teknologi på samme måde som Galilei s kikkert i den forstand, at den synliggør nye fænomener og sammenhænge, der ellers ville være skjult. (nuet det polare rum, [hæfte], 1996, s.13). Ib Lundgaard Rasmussen har også sagt, at i første omgang, kan man sige, vi får et bredere og mere nuanceret virkelighedsbillede gennem teknologien, men dernæst er spørgsmålet, om det så også giver en dybere eller mere sand forståelse af verden. (nuet det polare rum, [hæfte], 1996, s.13) Lausten udtaler i et interview, at figurerne er meget abstrakte, men de udgør en meget præcis beskrivelse af virkeligheden. Denne virkelighedsbeskrivelse kan måske få folk til at gruble lidt over, om de måder, som vi ellers fremstiller virkeligheden på nødvendigvis er mere rigtige eller præcise. Lausten understreger, at vi som mennesker både former teknologi og at teknologien også former os. Filmen The Matrix fra 1999 er central for Laustens kunst, og i filmen stilles spørgsmålene netop: What is real? How do you define real? (The Matrix, 1999) Altså, hvad er virkeligt? Hvordan definerer man virkelighed? Både Laustens kunst og filmen fremhæver pointen, at teknologi (i stadig højere grad) påvirker vores opfattelse af, hvad der er virkeligt. Tekst samt oversættelse fra bøgerne Lightworks og Magnet Ved Thomas Tveding, stud. mag. Odense Bys Museer.