INGEN BESPARELSER PÅ EU'S LANDBRUGSBUDGET

Transkript

1 Januar 2003 Af Frithiof Hagen, direkte tlf Resumé: INGEN BESPARELSER PÅ EU'S LANDBRUGSBUDGET EU's statsledere har vedtaget en finansiel ramme for landbrugspolitikken, der indebærer en fastfrysning af landbrugsudgifterne frem til 2006 og herefter en svag stigning frem til Landbrugsudgifterne vil derfor også fremover udgøre henved halvdelen af EU's budget eller årligt omkring 340 mia.kr. Vedtagelsen af den økonomiske ramme for landbrugspolitikken i EU frem til 2013 er et klart skridt i den forkerte retning. En række forhold taler tværtimod for en reform af EU's landbrugspolitik med omfattende besparelser. Dels hensynet til forbrugerne, der betaler de højere priser, og hensynet til skatteyderne, der hvert år frem til 2013 skal betale fra 340 mia. kr. til 360 mia.kr. i landbrugsstøtte. U-landenes landbrugsinteresser skades ligeledes og i relation til de kommende WTO-forhandlinger er det et dårligt signal at sende, at EU ikke er indstillet på at reducere de samlede støttebeløb til landbruget. Hvad angår de nye EU-lande gælder, at selv om den direkte landbrugsstøtte til landmændene indfases gradvist fra 25 procent i 2004 til 100 procent i 2013, sker dette i relation til det gældende EU-niveau. En nedsættelse af støtteniveauet i EU for de kommende år ville derfor også få betydning for de nye EU-lande, idet stigningen op til de 100 procent - støtteniveau i 2013 i så tilfælde ville ske til et lavere EU-niveau for landbrugsstøtte. P:\GS\06-til ny hjemmeside\erhverv og samfund\2003\eu-landbrug-fh.doc

2 2 INGEN BESPARELSER PÅ EU'S LANDBRUGSBUDGET Det Europæiske Råd (statslederne fra EU-landene) har i slutningen af oktober 2002 vedtaget en finansiel ramme for landbrugspolitikken helt frem til 2013, der indebærer, at der reelt ikke sker nogen besparelser på udgifterne til den samlede landbrugspolitik. Samtidig vedtog med Kommissionens forslag om gradvis indførelse af direkte landbrugsstøtte til de nye EU-lande fra 2004 til Tysk-fransk aftale Vedtagelsen skete på baggrund af indholdet i en tysk-fransk aftale vedrørende landbruget, der umiddelbart forinden var blevet indgået. Udgangspunktet var ellers meget forskelligt for henholdsvis Tyskland og Frankrig, idet Tyskland ikke ønskede at betale mere til EU's budget (helst mindre) og - ligesom andre nordeuropæiske EU-lande - ønskede besparelser på udgifterne til landbrugspolitikken. Modsat var Frankrig en stærk modstander af besparelser på landbrugsudgifterne. Ved at indgå en aftale genvandt Tyskland og Frankrig det politiske initiativ i EU og viste, at de kunne sætte dagsordenen for de øvrige EU-lande. Af indholdet af aftalen og vedtagelsen fremgår det klart, at det er Frankrig, der har trukket det længste strå. Ingen besparelser frem til 2013 I EU's budget for 2002 udgør bevillingen til landbrugsudgifterne 44,3 mia. euro. Heraf anvendes 39,7 mia. euro til markedspolitikken (Søjle I) og 4,6 mia. euro til landdistrikspolitikken (Søjle II). Det Europæiske Råd besluttede at lægge loft over udgifterne til landbrugspolitikkens Søjle I. Udgangspunkt herfor var det loft, man for Søjle I vedtog i Berlin i 1999 for perioden , hvor udgifterne ikke måtte overstige et årligt gennemsnitsbeløb på 40,5 mia. euro eller godt 300 mia. kr. (1999-prisniveau).

3 3 Dette loft fastholdes for den resterende del af budgetperioden til og med 2006, ligesom man fastholder det foreslåede budget for landbrugsudgifterne til udvidelse af EU i For perioden fastfryses de samlede landbrugsudgifter - altså pengene til de nuværende EU-15 plus beløbet til de nye lande - på niveauet, dog med en årlig regulering på 1 procent til delvis sikring mod inflation. Dette indebærer, at de samlede landbrugsudgifter vil stige fra ca. 340 mia. kr. i 2007 til ca. 360 mia. kr. Den direkte landbrugsstøtte til de nye EU-lande indføres gradvist med 25 procent af EU-niveauet i 2004 stigende med 5 procent årligt til 2007 og derefter med 10 procent årligt til 100 procent i 2013 af det til den tid gældende EU-niveau. Da de samlede landbrugsudgifter til Søjle I (markedspolitikken) årligt øges med 1 procent eller godt 3 mia.kr. fra 2007 til 2013, kan den øgede direkte landbrugsstøtte til de nye EU-lande lige netop rummes indenfor det samlede budget. Her er der dog ikke taget højde for optagelsen af yderligere kandidatlande til EU, f.eks. Rumænien og Bulgarien, ligesom der heller ikke er plads til finansiering af landbrugsreformer i EU. Udgifter hertil kan indebære en mindre nedgang i den direkte støtte til landmændene i de nuværende 15 EU-lande, men for de samlede landbrugsudgifter under Søjle I vil beløbet være svagt stigende. Usikkerhed om landbrugsreformen EU-Kommissionen lagde ved en såkaldt midtvejsevaluering op til en reform af EU's landbrugspolitik. Kommissionens oplæg var et kompromisforslag, hvor man stort set undlod at foreslå besparelser på de samlede udgifter til landbrugspolitikken, men til gengæld foreslog, at den direkte støtte skulle afkobles fra produktionen samt at der skulle ske en omfordeling af støtten, bl.a. fra Søjle I (markedspolitik-

4 4 ken) til Søjle II (landdistriktspolitikken), der i praksis ville indebære en omfordeling til fordel for de sydeuropæiske EU-lande. Det er på nuværende tidspunkt uafklaret, hvad vedtagelsen i praksis vil betyde for den foreslåede landbrugsreform, herunder det meget vigtige forslag om at afkoble støtten fra produktion. Dette forslag har mødt betydelig modstand hos nogle EU-lande og vedtagelsen af finansrammen frem til 2013 har næppe øget forslagets muligheder for vedtagelse. Der hersker ligeledes uklarhed med hensyn til at få gennemført den del af Kommissionens landbrugsreformforslag, der gik ud på, at landbrugsstøtten skulle ydes på betingelse af, at landmanden overholder regler vedrørende miljø, fødevaresikkerhed og -kvalitet og velfærd samt regler vedr. arbejdssikkerhed og arbejdsmiljø. Loftet over landbrugsudgifterne omfatter frem til 2013 kun udgifterne til markedspolitikken (Søjle I). Der er ikke vedtaget noget loft vedr. udgifterne til landdistriktspolitikken (Søjle II). Behov for landbrugsbesparelser Vedtagelsen af den økonomiske ramme for landbrugspolitikken i EU frem til 2013 er et klart skridt i den forkerte retning. En række forhold taler tværtimod for en reform af EU's landbrugspolitik med omfattende besparelser. Dels hensynet til forbrugerne, der betaler de højere priser, og hensynet til skatteyderne, der hvert år frem til 2013 skal betale fra 340 mia. kr. til 360 mia.kr. i landbrugsstøtte. U-landenes landbrugsinteresser skades ligeledes og i relation til de kommende WTO-forhandlinger er det et dårligt signal at sende, at EU ikke er indstillet på at reducere de samlede støttebeløb til landbruget. I relation til EU's budget er det uhensigtsmæssigt, at en uforholdsmæssig stor andel på 45 procent fortsat skal gå til landbrugspolitikken. Midlerne kunne med fordel anvendes til andre EU-initiativer.

5 5 Uheldige virkninger for EU-udvidelsen Hvad angår de nye EU-lande er det både økonomisk og politisk uhensigtsmssigt, at man ikke har fået vedtaget en landbrugsreform med besparelser. Hvad angår det økonomiske gælder, at selv om den direkte landbrugsstøtte til landmændene i de nye EU-lande indfases gradvist fra 25 procent i 2004 til 100 procent i 2013, sker dette i relation til det gældende EU-niveau. En nedsættelse af støtteniveauet i EU for de kommende år ville derfor også få betydning for de nye EU-lande, idet stigningen op til de 100 procent - støtteniveau i 2013 i så tilfælde ville ske til et lavere EU-niveau for landbrugsstøtte. Tilsvarende gælder for Kommissionens forslag om at afkoble støtten for produktionen. Hvis det blev vedtaget inden udvidelsen - hvad det næppe bliver - ville man undgå at indføre de nuværende produktionsforvridende støtteordninger i de nye EU-lande. Hvad angår det politiske, vil det efter udvidelsen blive vanskeligere at få vedtaget en landbrugsreform med ti nye lande - ofte fattige og med en stor landbrugssektor - der gradvist vil nyde godt af EU-ordningen og som har fået stemmeret i EU.